Category

Ikke kategoriseret

Category

Der findes nok af ting her i verden at bekymre sig om; klimaforandringer, krigsførsel og kvindeundertrykkelse for at nævne nogle få. Og så findes der ting her i verden, som tiden simpelthen er for kort til at bruge unødigt krudt på. Alligevel er det min fornemmelse at rigtigt mange af os gør det og dét synes jeg er en skam. Derfor vil jeg med dette blogindlæg bare gerne opfordre dig til at droppe dine eventuelle bekymringer om nogle af de ting, der i virkeligheden ikke betyder noget. Fem tal, du ikke skal bekymre dig om, for at være helt specifik. De er ikke tankevirksomheden værd, med mindre den er af positiv karakter, selvfølgelig.

Tallet på din badevægt. Helt ærligt, det er bare et tal. Det har du sikkert hørt tusind gange før, ligesom du måske også (som så mange andre) har sagt det til dig selv flere gange end du vil indrømme. Men du er ikke defineret ud fra tallet på din badevægt og du er fuldkommen lige så meget dig og ligeså vigtig og ligeså god, uanset om du vejer 50 eller 100 kilo. Punktum.

Dit BMI. “Jamen jeg er jo nødt til at forholde min vægt til min højde”. Ja det kan da godt være at du er det, men hvis du er tilfreds med dig selv, din krop og din sundhed, så er det jo sådan set fuldkommen underordnet hvad dit BMI så ellers fortæller dig.

Din alder. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har hørt på historier om 30-40 og 50-års kriser. Hell, jeg har også haft dem selv. “Jeg er jo ikke gammel”. Nej, præcis. Det er vitterligt bare et tal, der angiver en bestemt rum tid, men det har jo sådan set ikke noget med dig at gøre. Du er ikke defineret ud fra dét tal og du bestemmer selv hvor gammel du vil “være” eller i hvert fald føle dig – og dét er da i grunden det vigtigste. I hvert fald hvis du er over 18 år og har alle de rettigheder der følger med dén alder. Hvis ikke, ja, så er ér tallet selvfølgelig af en vis vigtighed, men det er du heldigvis endnu for ung til at få grå hår af.

Antallet af sexpartnere. Vi har snakket om det før. Det er en privat sag hvem og hvor mange du har haft sex med og jeg lover dig, at du ikke bliver mere eller mindre fræk af at have været sammen en hel hær, frem for bare én. Det eneste vigtige her er, at du har haft nogle gode oplevelser sammen med dem du nu engang har ladet komme helt tæt på, uanset hvor mange (eller få) det så er.

Tøjstørrelser. “Jeg plejer altså at være en 38” tænker du, imens du maser kjolen i størrelse 40 ned over brysterne og beslutter dig for, at du ikke kan købe den, hvis du skal “helt op” i en 42. Sådan har jeg i hvert fald haft det selv – ikke så meget med tøj, men med sko, fordi jeg altså har nogle gode plader for enden af benene. Jeg plejer at være en 39 (okay, 40 hvis jeg skal være ærlig) og jeg har mere end én gang fravalgt sko, fordi jeg var nødt til at have dem i 41. Det er jo dybt åndssvagt og dét vil jeg bare lige minde dig om. Ingen kigger under sålerne på dine sko eller i nakken på din kjole og selv hvis de gjorde, så var det dog fuldkommen underordnet hvad tallet dér sagde. Du er dig og du er god nok som du er og du skal ikke lade dig definere af spor andet end alt det gode du indeholder. Punktum.

Det er med en lille smule vemod, at jeg skriver dette indlæg om mit – vores – lille kontor, Andedammen i Nybrogade, som lukker efter to års vidunderligt virke. Det føles næsten som om en æra slutter, men heldigvis er det kun for at endnu én kan begynde og til dét, glæder jeg mig!

Det hele startede med en brandert på en Byens Kro tilbage i foråret 2016, hvor Sneglen – eller Cecilie, som hun hedder – og jeg sådan for alvor snakkede sammen første gang. Vi klikkede straks og med min ivrige lille iværksætterhjerne på spil, gik der ikke længe førend vi havde fundet de her sjældent udbudte og helt, helt perfekte lokaler i indre København, som vi ville gøre til vores helt eget bloggerkontor. Københavns første, endda! Det var – eller føltes i hvert fald som – verdens bedste beslutning, da vi for akkurat to år siden i dag, dansede sejrsglade rundt, over at have fået nøglerne til vores nye kontor. Og det har virkelig været godt. Kæft, hvor har det være godt, mand!

Men nu er det på tide at komme videre. Ikke fordi Cecilie og jeg ikke længere har et fint og godt samarbejde som kontorduller eller fordi vi ikke længere elsker vores lille Andedam, men fordi vi i virkeligheden allerhelst vil sidde sammen med vores kollegaer i Confetti CPH.

Mange har været forvirrede over hvad forskellen på Andedammen og Confetti var og jeg forstår godt hvorfor. Men altså, Andedammen er Cecilies og mit kontor (hvor vi har haft seks bloggere siddende) og Confetti er vores agentur, som vi deler med med Mette Marie og Christina Dueholm. Vi har et rigtigt godt samarbejde i Confetti og det giver derfor virkelig god mening for os, at dele et fælles kontor, frem for at have forskellige kontorpladser rundt om i byen, og nu har vi simpelthen lige akkurat fået tilbudt de HELT rigtige lokaler til formålet, hvilket altså betyder, at Cecilie og jeg har kigget hinanden virtuelt i øjnene (fordi hun pt befinder sig et sted i Sydfrankrig sammen med sin lille cirkusfamilie) og over et par sms’er besluttet, at opsige vores lokaler i Nybrogade.

Et-par-og-halvfjerds kvadratmeter virkeligt fine erhvervslokaler fordelt på tre rum, køkken og bad med udsigt over Frederiksholms kanal og den store plads bag Christiansborg , som vi nu håber at kunne finde nye lejere til allerede inden 1. august, så hvis I kender nogen der kunne have lyst til eller brug for lige akkurat dét, så send os gerne en mail på andedammencph@gmail.com 🙂

Jeg LOVER at det er nogle usædvanligt dejlige, “skæve” og gode lokaler, fyldt med god karma og – hvis man vil beholde den – den fineste lyserøde væg 🙂

Det er alle gravides værste mareridt, at få beskeden om, at baby – helt fremme omkring terminstidspunktet – ikke længere er i live, inde i maven. Heldigvis sker det meget sjældent, men ikke desto mindre sker det for nogen. Her, for en kvinde som var gravid med barn nummer to og som med denne hjerteskærende beretning tager os med helt tæt på, igennem dét der viste sig at blive hendes livs værste mareridt. Med til historien hører en længere beretning om efterforløbet, men den må I vente med at læse til næste fredag <3

Det var en dejlig dag, jeg var endelig nået til uge 36+0 i graviditeten. Jeg fødte vores datter i uge 35+6, så det var en sejr, at jeg nu var det længere henne i graviditeten.

Jeg var til jordemoder om morgenen, og alt var perfekt, hjertelyd, mit blodtryk og urin mv.

Jeg havde det rigtig godt trods bækkenløsning. Jordemoderen skønnede vores søn til at veje ca. 2900 gram, og til at have sat sig fast – klar til at blive født. Vores datter vendte forkert, altså med numsen nedad, så hun blev født ved kejsersnit. Dette ønskede jeg ikke denne gang, idet jeg gerne ville hjem fra sygehuset hurtigst muligt, samt gerne ville kunne løfte vores datter på to år efter fødslen.

Jeg gik fra jordemoderen og var rigtig glad, og skrev til min mand, at vores dreng nu var klar til at komme ud, og han havde sådan en fin størrelse. Jeg håbede dog, at han ville vente med at komme ud til jeg var fulde 37 uger henne…

Næste dag

Jeg startede dagen med at aflevere en urinprøve til lægen, idet jeg troede, jeg havde blærebetændelse, da jeg havde haft mange plukveer om natten.

Jeg skulle spise frokost med en veninde, og jeg havde købt en slush ice. Jeg syntes ikke rigtig, at jeg mærkede nogen aktivitet fra maven; baby i maven plejede ellers altid at være meget aktiv, når jeg spiste/drak noget koldt.

Jeg tog af sted til akupunktur ved jordemorcentreret, og der plejede jeg at ligge på maven, så jeg tænkte, at der måtte baby jo være lidt aktiv. Men jeg mærkede intet. Jeg fortalte jordemoren om den manglende aktivitet, da jeg jo var bekymret, men jeg vidste også godt, at jo længere henne man var i graviditeten, jo mindre liv ville man mærke pga. pladsmangel, og jeg havde jo ikke prøvet at være så langt henne i en graviditet før. Hun sagde, at jeg måtte love hende, at hvis jeg var i tvivl om noget, eller bekymret, så skulle jeg kontakte fødeafdelingen.

Jeg gik fra jordemodercentreret ca. kl. 15.30, hvor jeg satte mig i bilen, og ringede til min mand, og fortalte ham om min bekymring. Han sagde, at jeg jo lige så godt kunne tage forbi fødeafdelingen, nu hvor jeg jo var så tæt på. Han kender mig, og ved at jeg bare vil tænke på det hele tiden, hvis jeg ikke lige fik det tjekket.

Jeg ringede til fødegangen kl. 15.35 ca. og de sagde jeg var velkommen, men at der ville være lidt ventetid. Jeg var ved fødegangen ca. kl. 15.40. Jeg meldte min ankomst, og sad og ventede på en stol udenfor. Tiden var lang! Jeg forsøgte at drikke noget vand, og nusse min mave, men der var ingen aktivitet. Jeg blev mere og mere nervøs, jeg begyndte at svede, og blive utilpas. Jeg skulle sådan tisse, men turde ikke forlade min plads i tilfælde af, at det ville blive min tur, og de troede, jeg var gået hjem. Heldigvis kom der en dame forbi, som skulle besøge en på sygehuset, jeg spurgte, om hun ville holde øje for mig, om der kom nogen og spurgte til mig, mens jeg gik på toilettet, og det ville hun gerne. Der var stadig ingen der spurgte til mig.

Gangen hvor jeg sad og ventede var tom, tiden gik langsomt! Der kom dog en læge forbi, og sagde, at jeg havde en enorm smuk mave, – det havde jeg også. Den var fin rund og tung. Ja børnene i min datters vuggestue havde ret, det lignede, at jeg havde slugt en fodbold.

Endelig blev det min tur – kl. var vist lidt over 17. Jordemoderen spurgte mig, hvorfor jeg kom, og jeg fortalte om min bekymring. Hun ville køre en strimmel, som de kalder det. Da hun satte apparatet på min mave, var der ingen aktivitet – Jeg blev meget nervøs! – Jordemoderens telefon ringede hele tiden, så hun forlod mig. Da hun kom tilbage, prøvede hun at lytte hjertelyd med en doptone, men kunne ikke finde noget.  Hun spurgte til, hvor jordemoderen havde lyttet dagen før – stadig ingen hjertelyd – jeg blev mere og mere nervøs, kunne mærke at mine kinder brændte! Jordemoderens telefon blev ved med at ringe, så hun forlod mig igen! Jeg lå helt alene, og var rigtig nervøs og bange. Hun kom tilbage med en scanner, den tog lang tid om at starte op, så hun forlod mig igen, igen.

Jordemoderen kom tilbage og ringede efter en fødselslæge, som så kom og scannede mig. Jeg kunne på scanneren se en rigtig stor dreng. Uden hjerteaktivitet!! Der var intet der blinkede. Det kunne ikke være rigtigt! Ventede bare på at lægen ville sige, at alt så fint ud. Men hun klappede mig på benet og sagde: ”ja det er desværre slut”. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre, 1000 tanker fløj gennem mit hoved.

Lægen spurgte, om der var nogen, jeg kunne ringe til, og jeg sagde, jeg kunne ringe til min mand.

De forlod mig, både jordemoderen og fødselslægen. Jeg ringede til min mand, og han var helt i chok. Han kunne ikke rigtig forstå det. Men ville komme med det samme. Han var alene hjemme ved vores datter, så han fik ringet efter sin mor, som kunne tage sig af vores datter, og hans søster som kunne køre ham på sygehuset, da jeg jo havde bilen.

Jeg ringede til min mor, hun kunne ikke forstå, hvad jeg sagde, idet jeg græd så meget. Hun ville komme med det samme, men de bor 200 km væk! Hun foreslog mig, at ringe til min moster, som bor tæt ved, og som også skulle med til fødslen. Min moster kunne heller ikke helt forstå situationen, men hun ville komme med det samme, hun boede ca. 20 minutters kørsel fra sygehuset, hvor vi boede 30 minutter der fra.

De 20 min var et helvede!!! Der var ingen der kiggede til mig, kun én gang, jordemoderen spurgte lige, om jeg ville have en tår saft.!! Ellers var jeg helt, som helt alene!!

Endelig kom min moster!! Hun trøstede mig, selvom det ikke helt var gået op for mig, hvad der var sket, og hvad der skulle ske. Noget tid efter kom min mand og hans søster, de var begge rørt.

Der gik lang tid før jordemoderen kom. Da hun endelig kom, forklarede hun, at den normale procedure var, at man går hjem, og snakker om, hvad der var sket, og skulle man komme næste dag og få en stikpille, som ville sætte fødslen i gang, men at det kunne tage op til tre dage før der skete noget. Jeg kunne mærke, at jeg ikke vil kunne klare at komme hjem til min datter, og skulle gå og være ked af, at vi havde mistet vores barn, som oveni købet lå død i min mave!! Han skulle bare ud så hurtigt som muligt, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Jeg ville sættes i gang med det samme! Imens var jordemoderen gået igen, da hendes telefon ringede – igen, igen.

Jeg fortalte min moster og min mand, hvordan jeg havde det, og at jeg bare ville have vores søn ud nu! Vi snakkede om, at jeg tidligere havde fået kejsersnit, og det ville jeg ikke denne gang, da jeg jo gerne ville hjem fra sygehuset så hurtigt som muligt.

Når man tidligere har fået kejsersnit, havde jeg læst, at man typisk vil blive sat i gang med et ballonkateter. Så da jordemoderen kom igen, foreslog vi dette. Hun tøvede noget, men ville prøve at forhøre sig, så hun gik igen.

Da hun vendte tilbage oplyste hun, at det var en mulighed, men så skulle jeg indlægges og indirekte sagde hun, at de ikke havde tid og plads til mig. Jeg spurgte direkte, om det var derfor, og det ville hun ikke rigtig svare på. Hun sagde, at hvis det blev nødvendigt måtte de jo finde en stue til mig. Jeg spurgte, om det så ikke var muligt, at de kunne sætte mig i gang på nabo sygehuset, nu hvor de havde så travlt på dette sygehus. Hun ville forsøge at se, hvad hun kunne gøre.

Det tog så lang tid, så det endte med at min moster ringede til nabo sygehuset, for at forhøre sig. De ville gerne tage imod mig, vi skulle bare komme. Vi prøvede at få fat i jordemoderen, men hun var i fuld gang med et eller andet. Min moster fik fat i en anden jordemoder, som gjorde mine papirer klar til nabo sygehuset og ca. kl. 19.30 tog vi af sted til nabo sygehuset.

Da vi ankom til nabo sygehuset, kom der en sød jordemoder og tog i mod os. Vi fortalte hende alt, hvad der var sket  og vores oplevelse på det tidligere sygehus. Vi forklarede hende, at jeg gerne ville sættes i gang med det samme, med et ballonkateter og det accepterede de.

I mellemtiden kom mine forældre, og det var dejligt for mig. Jordemoderen serverede kaffe og saftevand for os, og var rigtig god til at lytte. Jeg følte virkelig, at hun kunne forstå den svære situation jeg var havnet i, og tog sig godt af mig.

En fødselslæge og jordemoderen sørgede for, at jeg fik sat et ballonkateter op. Kl. var ca. 22. Jeg skulle blive og sove på sygehuset, så min mand og min far kørte hjem for at hente noget tøj mv. Min mand blev og sov hos mig. Vi fik begge noget beroligende at sove på. 

Næste morgen

Der var kommet en ny jordemoder på vagt, som også var meget sød og god til at lytte. Vi fortalte om vores oplevelse mv. og hun fortalte, at det nok var hende der skulle tage imod barnet. Hun forklarede hvordan det hele skulle forløbe – vandet ville blive taget, og hvis der ikke skete noget, vil jeg skulle have et ve-drop.

Lægerne tog en fostervandsprøver og prikkede bagefter hul på fostervandet. Der var masser af vand, blev helt våd i nakken af alt det vand. Men vandet var fint og klart.

Vi gik alle ned og spiste lidt frokost – min mand, jeg, min moster og mine forældre. Det var svært at skulle spise noget, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at have kræfter til at kunne føde. Imens vi spiste, kunne jeg mærke, at der begyndte at komme veer.

Vi blev vist ind på en fødestue, og jeg fik lidt smertestillende. Veerne tiltog og jeg ønskede en epiduralbedøvelse. Narkoselægen kom, og jeg fik lagt bedøvelsen omkring kl. 14.30. Det var en dejlig følelse, jeg kunne ikke længere mærke nogen smerte.

Da jordemoderen tjekkede mig, fandt vi ud af, at jeg ikke udvidede mig nok, så vi blev enige om, at jeg skulle have lagt ve-drop. Det hjalp. Jeg kunne ikke mærke så meget, men fik presseveer. Jeg fortalte jordemoderen om min frygt for at briste under fødslen, så jeg vidste, at samarbejdet med jordemoderen var vigtigt.

Jeg syntes også, at vi begge var gode til at samarbejde, og jeg gjorde alt for at lytte til hende, og vi havde god øjenkontakt til hinanden.

Jordemoderen mærkede på min mave, hvornår jeg havde presseveer, og hun guidede mig godt igennem, hvad jeg skulle gøre. Min mand sad ved min side og min moster hjalp sygeplejersken med at holde mine ben. Min mor og min mands søster sad og ventede udenfor.

Jeg kunne pludselig se hovedet komme ud, og nogle presseveer efter kom resten af kroppen, jeg lagde mig ned, og det føltes som om noget fløj ud af mig, og det var moderkagen der kom ud. Jordemoderen undersøgte mig, og på daværende tidspunkt oplyste hun mig, at jeg var helt intakt – altså at jeg ikke var bristet. Kl. var ca. 19.30.

Vores søn var 52 cm, og 2990 gram.

Jeg ville ikke se vores søn, før jeg har helt klar. Jordemoderen var stadig i gang med mig. Hun oplyste, at jeg blødte meget, og at hun gerne ville have en læge til at se på mig. Da lægen kom, oplyste hun, at hun gerne vil have mig på operationsbordet, så hun kunne gøre sit arbejde godt. Puha tænkte jeg, da jeg aldrig har prøvet at blive ”opereret” før, dog havde jeg fået et kejsersnit.

Jeg ville stadig ikke se vores søn, før jeg kom tilbage fra operationen, idet jeg så ikke ville kunne ”overskue/klare” operationen. Jeg troede jo ikke, at det ville tage så lang tid.

Det var rigtig koldt på operationsstuen og jeg fik derfor nogle varme tæpper over mig. Jeg rystede og rystede, og de prøvede alle at berolige mig. Jeg fik også noget beroligende i droppet op til flere gange. Jeg kiggede på klokken, og den var nu 21. Jeg turde ikke kigge på klokken mere. Jeg følte at det sortnede for mine øjne, og at jeg var fjern. Jeg blev mere og mere nervøs. Jeg kunne ikke klare at høre på maskinen, der bippede hele tiden, og spurgte, om de ikke kunne skrue ned for lyden, hvilket de gjorde.

Jeg var helt tør i halsen, og de var så søde at ”fodre” mig med nogle isterninger. Jeg turde ikke åbne mine øjne, da det hele drejede rundt, når jeg åbnede dem. Dem der var til stede snakkede om, at jeg havde mistet meget blod, og at de skulle veje servietterne, for at følge med i hvor meget blod jeg mistede. Jeg havde ikke en høj blodprocent i forvejen, så jeg var rigtig, rigtig bange. Jeg tænkte hele tiden på, om det nu var slut, og at vores datter og min mand så også ville miste mig. Jeg troede virkelig jeg skulle dø.

Jeg spurgte flere gange, om jeg ikke skulle have noget blod, men de oplyste mig, at de havde styr på det, og at jeg havde en blodprocent på 5, og den måtte komme helt ned på 4,5 før det var kritisk. Det syntes jeg jo ikke, der var længe til. Så jeg begyndte at snakke med narkosesygeplejersken, bare for at sikre mig selv om, at jeg stadig var i live. Jeg spurgte, om de ikke kunne ringe og informere min mand om, at jeg havde det godt, idet jeg syntes, det hele tog så lang tid. Omkring kl. 23 var jeg endelig færdig.

Jeg blev kørt op på fødestuen igen. Her ventede min mand og min mor. Min mor havde vasket, og givet vores søn tøj på. Hun snakkede lidt med mig, inden hun tog derfra.

Da min mand og jeg var alene, fik jeg vores søn over til mig i mine arme for første gang. Han var en rigtig flot dreng, som lignede vores datter, da hun blev født. Det lignede at han bare sov, men jeg kunne godt mærke, at han var kold og slap…

Hvad jeg ikke fortalte, da jeg i går viste et lillebitte glimt af lykke fra kolonihaven, frem på min instastory, var, at jeg få minutter senere kunne erfare, at vinteren og den dertilhørende frost, rent faktisk – og kæmpe desværre! – havde gjort skade i mit lille svenskrøde træhus. Pis, mand! 

Som det mest naturlige i verden startede jeg selvfølgelig med at ringe til min far, som også var ham jeg konsulterede, da jeg for nogle måneder siden tømte hanerne og lukkede for vandet derude. Ork, det er ingenting sagde han, imens han lovede at komme over i weekenden og inspicere skaderne, hvis ikke jeg selv kunne få styr på dem  inden da.

Jeg kan sgu da ikke få styr på en vandskade, tænkte jeg i mit stille sind og dobbelttjekkede at vandforsyninger til huset igen var lukket, inden jeg samlede drengene sammen og kørte tilbage mod København.

I nat drømte jeg om mit lille hus. Om en langhåret fyr, der fortalte mig at den var helt gal og at vi skulle grave ud og at jeg altså var nødt til at få en radiolog ud og gennemstråle alle vægge og gulve for at klarlægge alle de skader der tydeligvis var. Jeg mindes at jeg studsede over hvad det var radiologen skulle og hvorfor det lige var sådan én jeg skulle starte med at hyre, men formentlig fordi jeg engang er blevet vold-snydt af en VVS-mand, som forsøgte at charge mig 46.000 for mindre end én dags arbejde og et hus der i øvrigt stadig stod uden varme (i februar måned), tænkte jeg at det nok alligevel var en god idé at få fat i en radiolog, inden jeg ringede til den dyre vvs’er.

… Og så vågnede jeg. Og besluttede på stedet, at jeg ville køre i kolo igen i dag og forsøge at få styr på skaderne. (Uden en radiolog, i øvrigt). Peter fik en fridag og blev min allierede og ved I hvad? Jeg ordnede det sgu!

Okay, det var åbenbart “bare” blandingsbatteriet i bruseren der var sprunget, som i øvrigt viste sig at være latterligt let at skifte, men alligevel! Jeg ordnede min vandskade. Med værktøj og det hele – og helt uden nogle fuck-det-nu-taper-jeg-det-sgu-sammen-løsninger. Kæft, jeg var stolt. Så galt, at jeg besluttede mig i samme ombæring lige at isolere loftet/taget i køkkenet, for det kan man åbenbart også sagtens “bare lige” gøre.

… Nuvel, nu skal det nye loft selvfølgelig bare lige monteres under isoleringen (og dampspærren, som youtube  fortalte mig at jeg skulle sætte op) og så skal jeg måske også lige have bygget en ny terrasse og have huset indrettet med mine egne ting, i stedet for dem tidligere ejer efterlod og SÅ bliver det eddermamer nice ude i min lille plet af paradis! Altså, snart… Lige nu bilder jeg mig ind, at den primære årsag til at jeg ikke kan få snøvlet mig sammen til at få sat det loft op er, at jeg ikke kan transportere så lange brædder i min lille Peugeot. Det ved jeg selvfølgelig godt, at der findes løsninger på. Jeg kan bare ikke lige overskue det. Kender I det?

{Se mor! Det er hjertevand! Udbrød Peter da han så denne vandpyt, imens jeg blev helt rørt over hvor fint mit lille barn tænker}

Shit mand, hvor kan det vare være dyrt at have børn. Det er selvfølgelig ikke noget der sådan pludselig er kommet bag på mig, men jeg må alligevel indrømme at det er liiidt hårdere for bundlinjen at brødføde og drage helt almindelig økonomisk omsorg for mine drenge, siden jeg er blevet skilt. Det går an, men de store årstidsposter hvor store dele af drengenes garderobe skal skiftes ud, kan altså godt mærkes. Derfor har jeg besluttet mig for at øve mig i, at gå lidt kløgtigere til værks end det hidtil har været tilfældet, hvor jeg primært har akut-behovs-shoppet.

Næh du, nu skal der planlægges og fordi jeg efterhånden er en garvet handelskvinde, så har jeg gjort mit allerbedste for at skaffe en aftale i hus, som tjener både jer og mig kæmpe fordel – og økonomisk gevinst.

… Og altså, hvis jeg må være så fri, så vil jeg bare lige tillade mig at sige, at jeg har totalt optur over det her!

Dét umulige er nemlig sket! Okay, i hvert fald det næsten umulige. Jeg har nemlig fået fingrene i en rabatkode, der giver 15% på alle nyhederne indefor kategorierne overtøj, sko og støvler til børnene, hos Boozt.com, som tilmed er helt og aldeles eksklusiv for jer, der læser med her hos mig. Okay, jeg kommer selvfølgelig også til selv at bruge koden, selvom jeg vel ret beset ikke er at betragte som én af mine læsere, men jeg tænker ikke at Boozt på dén måde er så strikse 😉 Men det smarte for mig ligger altså primært i, at jeg (noget jeg i øvrigt altid gør, når jeg linker til boozt) laver en slags “reklamelinks”, som betyder at jeg får en lille procentdel af beløbet, hvis nogen af jer skulle købe noget via mine links, som en slags “tak for hjælpen” fra Boozt til mig. Og som altså nu, giver ren win-win – i sparer procenter og jeg tjener procenter og på den måde får vi allesammen noget ud af dealen og jeg er så meget ovenpå over det! 😀

Selvom vi tilsyneladende går en pokkers masse hård frost i møde, så har jeg altså ikke tænkt at lade mig narre til at tro, at det aldrig bliver forår, hvorfor jeg simpelthen har planlagt at være i lidt god tid med den mest essentielle del af garderoben til det mere solrige foretagende jeg bestemt forventer at vi kommer til at holde os, fra sekundet kalenderen rammer april. Eller maj, måske. Overtøjet og skoene. Den slags skal jo – uanset hvad – have en udskiftning, for selvom begge mine drenge egentlig har nogle udmærkede sager fra sidste år, så kan de jo for pokker ikke passe skidtet mere. Børn, tsk…

Til Peter tænker jeg på at købe denne her (jeg skal bare lige beslutte mig for i hvilken farve) og så måske disse her (i den støvede blå). Og så skal han stensikkert også have nogle nye gummistøvler, hvor jeg er ret vild med dem her med foer, selvom de er lidt pebrede. Havde han været en pige, havde jeg stensikkert købt dem her i stedet, men det er som om de er meget mere cool i lyserød end blå. Og så måske også et sæt thermotøj.

Til Jens derimod er jeg ganske anderledes i vildrede, fordi han har så tydelig en holdning til hvad han kan lide – og bestemt også hvad han ikke kan. Derfor ender det nok i virkeligheden også med at jeg bliver nødt til at vente med at bestille til i morgen (mandag) når børnene er kommet hjem fra skole og børnehave og Jens kan være med til at bestemme hvad vi skal klikke hjem. Jeg forestiller mig at det kommer til at være noget ala denne her og disse her (som måske nok mest er tiltænkt piger), men på den anden side, så har han alligevel ændret lidt på sin smag efter at være startet i skole, så måske kunne vi også godt være ude i noget meget mere “drengeagtigt” ala dem her og så er jeg næsten hundrede procent overbevist om, at han vil plage mig om denne her – men helt ærligt, så meget kan (og vil) jeg simpelthen ikke betale for en overgangs/sommerjakke.

Koden til hele herligheden er intet mindre sigende end “cana15” og den giver altså 15% rabat på alt overtøj, sko og støvler indenfor kategorien “børn”. Koden er gældende fra NU og indtil på tirsdag d.27.februar klokken 21.00 og det eneste boozt kræver er, at I shopper for mindst 599 kroner, for at kunne bruge koden.

OBS: Rabatkoden gælder ikke udsalgsvarer (weekendens store udsalg hvor man i øvrigt OGSÅ kan finde meget godt, stopper til midnat) og alle varer fra Hummel,Tommy Hilfiger, Ralph Lauren, molo, Mango, MarMar CPH og Little Marc Jacobs er undtaget fra tilbuddet. 

Bum bum… Jeg håber sådan at I finder lige akkurat det I (eller altså jeres børn) skal bruge til den forestående foreårs- og sommersæson. Der er trods alt gode penge at spare – og det er jo for optur, at det altså også gælder alle de spritnye varer, som kun lige er landet på hylderne. Dét finder man altså ikke hvorsomhelst!

God shoppelyst!


SHOP HER:

SKO: Angulus,Bisgaard,  Ecco, Converse, GEOX

Overtøj: Mini a Ture, Zadig & Voltaire, Reima, Wheat.

Jeg ved det godt. Det er dumt. Men giv mig lige lidt line, ik’? Jeg skal lige lære det. Det her med at være voksen på dén der måde, hvor der altså ikke er nogen der hjælper én. Med forsikringer og vejhjælpspakker og vinterdæk og den slags voksenting, som jeg skal være ærlig at indrømme havner et sted imellem indberetning af moms og gulvvask, på min skala over ting jeg synes er sjove.

Min bil har (selvfølgelig) stadig ikke fået vinterdæk på og da jeg forleden fortalte det til FDM, hvor jeg var ude for at købe mig en dims til at sætte mobiltelefonen (som også fungerer som min GPS) fast i forruden, forklarede de mig kort, at det selvfølgelig var mit eget valg, men at de virkelig ville anbefale mig at komme afsted med bilen i en fart. I hvert fald inden jeg skulle ud og køre langt og over flere dage, “for man ved jo aldrig hvordan vejret arter sig imens man er afsted, vel”? Således har jeg i skrivende stund indfundet mig i et tog på vej mod Jylland, selvom det – især her i juletiden, hvor jeg egentlig gerne ville køre lidt rundt og ønske god jul forskellige steder dernede – ville have været mere belejligt at tage bilen, som altså først får vinterdæk på, på torsdag, som var den allertidligste tid jeg overhovedet kunne charmere mig til.

Nuvel, verden suser forbi, imens jeg spiser salat fra 7-eleven, drikker mellemkold kaffe (som jeg bedst kan lide den) og kigger på billeder på min telefon og får lyst til at lave en pendent til dét indlæg jeg skrev HER, med et indlæg med nogle af de billeder jeg faktisk selv sætter mest pris på, fra 2017. Der er også billeder fra de sidste par dage, som jeg har nydt sammen med mine drenge. Der er blandt andet billederne, som jeg nu har lagt ind i indlægget her, fra én af vores mere rolige hyggetstunder. Hos FDM forleden fik jeg nemlig (helt gratis) et par aktivitetshæfter med hjem til drengene, som de havde en fest over at skrive og tegne i. Jens især trippede også ret meget over, at finde masser af rabatkuponer i, som jeg tænker godt kunne gå hen og blive en halvdyr fornøjelse, fordi drengene nu har store planer om at vi skal bruge dem allesammen næste år, ha ha! Bladene, som mere officielt hedder “Bil-Buddies”, er selvfølgelig ikke kun gratis for mig, men for alle og kan altså både hentes hos FDM og på alle Shell-tankstationer landet over. De er smadderhyggelige, både til de mindre børn som mine, men også til de lidt større og mere læsestærke. Og ja, der er altså virkelig gode rabatter til en hel masse forskellige oplevelser rundt om i landet at hente og som i sig selv snildt kunne gøre, at jeg i en snæver vending godt kunne finde på at stikke ind forbi og samle et par hæfter op, selv hvis jeg ikke havde haft bil. Jeg er trods alt sønderjyde by heart og man behøver altså hverken at vifte med kørekort eller registreringsbevis, når man henter dem, så afsted med jer og hent en omgang gratis underholdning til børnene, som både kan fungere på et bagsæde, i et tog, ved et bord eller hvor end nu éns børn indfinder sig, imens de bladrer rundt og løser opgaver.

Hvis I har lyst, kan I læse meget mere om bladene HER, hvor I også bedre kan se hvordan de ser ud (når nu jeg åbenbart har været så utjekket at jeg udelukkende har billeder af et åbent hæfte), så I ikke ved en fejl kommer til at snuppe et betalingskrævende hæfte eller magasin med under armen, uden at betale. Se dét kunne alligevel være mere pinligt end det faktum, at jeg altså først får styr på mine vinterdæk 1/3 inde i vinteren.  Og nårh ja, så kan I selvfølgelig også se alle de steder de kan hentes – måske var det en idé her i forbindelse med alle de mange rejsedage min erfaring siger mig at julen byder på 😉

I mellemtiden vil jeg vende tilbage til min kaffe, som efterhånden er blevet kold. Sønderjylland kalder.

Hvem havde troet det? At jeg i en alder af 31 pludselig skulle få mig en søster? En slags søster, i alle tilfælde.

Sagen er den, at jeg, siden jeg var i Sierra Leone tilbage i begyndelsen af 2016, har haft den udsøgte fornøjelse at være ambassadør for Plan Danmark. En titel som jeg i øvrigt er overmåde stolt af! Alt imens jeg har leget med dem og gjort mit allerbedste for at hjælpe deres fremragende organisation, har min søde kollega og veninde Mette Marie fra twinpeaks.dk haft præcis samme rolle for én af “konkurrenterne”, Børnefonden.

I ved, det er jo sådan i velgørenhedsverdenen, at alle organisationerne mener, at netop de har fundet den dybeste tallerken, hvorfor de bliver en slags konkurrenter, selvom de i sagens natur, selvfølgelig alle har samme overordnede hovedformål. Og netop sidstnævnte er altså årsagen til, at jeg så kækt påstår, at jeg har fået mig en søster! Plan Danmark og Børnefonden har nemlig indgået et ægteskab og splejset sig sammen til det vi fremadrettet – så snart Civilstyrelsen officielt har godkendt organisationen – vil komme til at kende som “Plan BØRNEfonden”, for på dén måde at kunne arbejde endnu bedre og mere effektivt for at skabe bedre vilkår for verdens udsatte børn. Mette Marie og jeg – nogle af organisationernes ambassadører – er således blevet splejset som et par unger i et nyligt indgået ægteskab og vi er således nu søstre. Pap-søstre, eller velgørenhedssøstre, om man vil.

Dét er sgu da en nyhed der kan få selv den koldeste vind til at føles som en kærtegning henover vinterfrakken og jeg kan næsten ikke vente med at stikke hovederne sammen med både Mette Marie og Plan BØRNEfonden for at brainstorme på, hvordan pokker vi i samlet flok kan gøre endnu mere.

Må I få en dejlig, dejlig søndag!

Kald mig bare gammel, blødsøden eller hvad end I har lyst til, men jeg er simpelthen nået dertil, hvor jeg ikke længere synes det bedste ved julen er gaverne. End ikke dem til mine børn og selv ikke dem til mig selv. Bevares, både først- og sidstnævnte har selvfølgelig sin berettigelse og det er ingenlunde fordi jeg er træt af hverken det ene eller det andet, men der er bare noget andet, som får mit hjerte til at banke en lille smule hurtigere.

Næstekærligheden. Godheden, empatien og lysten til at hjælpe andre, der har mindre end én selv, spirer frem som små bitte stjerneskud i løbet af december og jeg synes simpelthen det er noget af det allerfineste vi overhovedet har. Når vi kærer os om hinanden.

Både naboen, den hjemløse og dem i alle de andre lande får ofte en kærlig tanke og måske endda også en mønt eller en kærlig handling med på vejen og jeg er ellevild med det.

Jeg er vild med når én af mine søde kollegaer – en selvudnævnt glimmergås – pludselig sidder med en nissehue på og opfordrer sine følgere til at overveje om ikke der var plads til at give en gave til et ekstra barn her til jul og så er jeg vild med, når næstekærligheden går så vidt som til at ramme vores børn. Når børnene lærer om vigtigheden af at dele og at give af hvad man har – gerne igennem en indsats man har ydet, udelukkende for at hjælpe.

I Jens’ skole, som i øvrigt er en ganske almindelig folkeskole, kører de med noget der hedder “omvendt julekalender” som SOS Børnebyerne har fundet på og jeg er aldeles pjattet med konceptet, som i korte træk handler om, at børnene interagerer i en julekalender, som ikke handler om at få, men om at give, til dem som har mindre. Børnene i Jens’ klasse samler således i løbet af december penge ind, ved at gøre forskellige gode gerninger derhjemme, som vi forældre så naturligvis gerne skulle honorere ved at donere nogle skejsere til indsamlingsbøssen. Arghmen altså, jeg elsker det!

I weekenden, som vi tilbragte i det Sønderjyske, fik Jens “lov til” at gå en tur med min mors hund og jeg siger jer, at han var stolt efterfølgende. Både over at have fået ansvaret for en “ny” opgave og over at have tjent penge, som han gemte i sin hemmelige lomme i jakken, indtil han mandag morgen stolt puttede dem i indsamlingsbøssen i klassen, imens han berettede om sine gode gerninger.

Helt ærligt, mand. Dét gør mig eddermamer stolt. Ikke fordi jeg tror mit barn er noget særligt i forhold til alle andre børn, men fordi medierne på daglig basis fortæller så meget om curlingforældre og en forfærdelig mig-kultur, som vi (eller nogen, i hvert fald) forventer kommer til udelukkende at blive skærpet til det værre, efterhånden som vores børn vokser op. Det komplet modsatte af, hvad jeg faktisk oplever med et eksempel som det her. Jeg oplever at børnene lærer at tage ansvar; ikke bare for sig selv, men faktisk også for andre og hinanden og dét synes jeg eddermamer er sejt! Og juleagtigt på den allerfineste måde jeg overhovedet kan komme i tanker om.

Jeg er kæmpe fan. Af jul, af næstekærlighed, af indsamlinger, gode gerninger og af den omvendte julekalender, som verdens sejeste voksne har implementeret på Jens’ skole. Ja, den er jeg sådan set også ret meget fan af, skolen, selvom det måske ikke just er i høj kurs at sige om en folkeskole i disse tider, men ikke desto mindre, så mener jeg det altså. Indtil videre, i alle tilfælde.

Da jeg i aftes holdt julefrokost sammen med alle de søde bloggerdamer fra Andedammen, var det måske en kende dumt…

  • Da jeg sprang ind i en taxa. For at få et lift. 500 meter væk, som selvfølgelig var aaaalt for langt at gå. En taxa, som en fremmed mand i øvrigt allerede havde besat.
  • Da jeg rent faktisk overvejede det, da fremmed mand i taxa inviterede os hjem til sin villa i Søborg. Jeg tænkte at det lød meget eksotisk. Som et sted med pool, måske. (Nok ikke!).
  • Da jeg to gange i træk ikke kunne finde ud af at bruge dankortterminalen i garderoben, hvor jeg – stor i slaget, som jeg bliver, når jeg er beruset – selvfølgelig ville betale for alle.
  • Da jeg proppede mønter ind i munden på en fremmed mand.  (I ved, mønter, som så vidt jeg husker, er noget nær lige så bakteriebefængte som toiletter og indkøbsvogne). Til mit forsvar havde han lige hugget én af vores længe ventede drinks, som han mente, var helt på sin ret til bytte for de 25 kroner han smed på bardisken. Som han altså fik tilbage. I munden. (WTF?!)
  • Da jeg vurderede at shots var en god idé. (Det var det virkelig ikke).
  • Da jeg storkrammede Lene Beiers (pæne) mand, som jeg har siddet side om side med på tilskuerrækkerne til sidste års Vild Med Dans et væld af gange. Han anede, med al tydelighed, ikke hvem jeg var. Hvorfor jeg åbenbart tænkte, at det var en god idé i stedet at begynde at kramme hans ven, som vist også var med i dansestudiet i ny og næ.
  • Da jeg et øjeblik – heldigvis uden at kramme fremmede mænd – rent faktisk troede at jeg kunne twerke. (Det kan jeg virkelig ikke).
  • Da jeg instasnappede at jeg tilsyneladende nærmest syntes det var liderligt at tænke på søvn, imens jeg stod helt fuld, med min tandbørste i hånden på mit badeværelse og strøede om mig med guldkorn. Man skal jo for pokker ikke filme sig selv og lægge det på internettet, når man er fuld. Og 31 år gammel. Og fuld.
  • Da jeg besluttede ikke at spise på vejen hjem. Især taget i betragtning af, at klokken trods alt var over fire førend jeg var hjemme og jeg så vågnede – af en kombination af sult og kvalme – klokken syv. (Man skal for helvede altid spise på vej hjem fra byen).

Wruuuuum! Som mor til to drenge, har jeg efterhånden temmeligt godt styr på mine lydeffekter, når det kommer til at sætte lidt ekstra fut i legene, når der er biler på programmet. Ja, det ville jeg formentlig – eller ganske givet – også have haft, hvis jeg havde været mor til piger, men I ved hvad jeg mener, ik’?

Mine drenge, især Peter, elsker at lege med biler! Han bygger racerbaner ud af hvad-som-helst (som den I kan se HER, for eksempel) og kører rundt i møbler, på vægge, på gulvet og i luften med sine mange forskellige biler og jeg er helt pjattet med, hvordan hans fantasi virkelig er begyndt at tage form, når han lever sig ind i rollen, som den ene eller den anden bil. Især Lynet McQueen har hittet stort, siden vi var inde til forpremieren på Biler 3, hvor vi ovenikøbet var så heldige at få en rugbrødsdrevet – men talende (!) – bil med hjem.

Sidenhen har vi erhvervet os endnu en bil til samlingen; denne gang én som primært Jens har glæde af, fordi den er fjernstyret og derfor liiiidt sværere (men til gengæld for Jens, sjovere) at manøvrere rundt og dén slags kaldte selvfølgelig på et vaskeægte racerløb! Derfor blev stuen forleden forvandlet til racerbane for en eftermiddag; med flyvehop til sofaen og fuld skrue på både støj-, aktivitets- og glædesniveau!

Med biler som dén slags mine drenge har, er det selvfølgelig klart, at de er allersjovest, når de fungerer efter hensigten og til dét, havde vi endnu engang allieret os med Duracell Ultra Power batterier, som fuldkommen lever op til deres vision om at bringe legetøjet til live. Peters talende bil, havde (selvfølgelig, fristes jeg til at sige, eftersom Ultra Power batterierne er Duracells til dato mest holdbare af slagsen) stadig masser af krudt i batterierne fra da vi tankede den op for nogle måneder siden, imens Jens’ nye bil, skulle have lidt hjælp med på vejen, inden den kunne køre derud af.

Oh, hvilken glæde altså! 

En anderledes – men bestemt ikke mindre – glæde er det derfor også for mig, at kunne fortælle jer, at jeg har fået lov til at udlodde en lille konkurrence til de af jer, der skulle have interesse i dén slags. Jeg har nemlig fået lov til at at forkæle hele seks heldige læsere: Fem af jer kan vinde en bil magen til Peters og én kan vinde hovedpræmien som består af: en bil magen til de øvrige, 3 måneders forbrug af Duracell-batterier OG et gavekort til Fætter BR på 750 kroner! A hva’ behager! Alt I skal gøre for at deltage i konkurrencen er, at beskrive hvordan I ville bygge den “perfekte” racerbane derhjemme? Skulle det være med flyvehop til sofaen, som hjemme hos mig, eller har I andre kreative idéer, så kom med dem i kommentarfeltet herunder og vær med i konkurrencen. Det bli’r sjovt!

 

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk