Category

Hverdag

Category

Jeg spurgte forleden Simon om hvorvidt han egentlig nogensinde havde taget nogens mødom. Det kom sig af at jeg – affødt af et indlæg jeg skrev forleden, i hvilket jeg nævnte min første kæreste – var kommet til at tænke på vigtigheden af at komme godt fra start, sådan rent seksuelt. Hans svar skal jeg lade være ukendt her, men til gengæld kan jeg afsløre at det er gået op for mig, at Simon faktisk på en måde også har taget min mødom! Og nej, inden I falder ned af stolene i nysgerrighed eller foragtelse over hvilke slibrige detaljer der venter jer, så må jeg hellere skynde mig at sige at det altså ikke er den slags mødom. Den snak må vi tage en anden dag 😉

Simon har taget min østersmødom. Og det endda faktisk uden jeg vidste at det var ham der gjorde det, ha ha! Det skete nemlig et par timer inden vi mødtes for første gang, da jeg sad som gæst i hans restaurant og nød mit livs hidtil lækreste nytårsmenu. Egentlig har jeg altid tænkt, at det var lidt klamt det her med Østers og hvis det havde været noget jeg skulle bestille ala carte, så ville jeg til enhver tid have foretrukket alt muligt andet. Men nu var tilfældet altså, at min veninde og jeg havde købt ind på TRIOs nytårsmenu og således fik vi østers som én af de mange serveringer.

Jeg overvejede – som den lille kylling jeg nogle gange godt kan være – at lade den ligge, men jeg hankede op i mig selv og mine røde læber og gjorde det. Jeg slugte klatten, som man siger. Det var så stort et øjeblik for mig, at jeg faktisk filmede det og selvom jeg egentlig havde tænkt, at den video ikke skulle være til andet end privat brug, så kan I altså se den her nedenfor. Det er ikke kønt og hvis man kender mig bare en lillebitte smule, kan man også til sidst i videoen ret tydeligt se at jeg ikke er helt overbevist, ahem.

Klip til i dag, hvor jeg sidder i køkkenet og venter på at Simon står op, så vi kan komme afsted til Fanø, hvor vi gudhjælpemig skal til noget så fancy som Østersfestival. Her skal vi leve af østers i alle mulige afskygninger og jeg ved ærligt talt ikke helt hvordan jeg har det med det. For selvom den snottede lille saltvandsdelikatesse godt nok er vokset på mig, siden jeg smagte det for første gang, så er jeg stadig ikke ubetinget fan. Det er Simon til gengæld og dét altså så meget, at han faktisk skal deltage i konkurrencen om at blive årets Østerskok, imens vi er der. De er 15 deltagere ialt og med lynhurtig hovedregning kan jeg godt se, at det betyder at jeg formentlig vil blive præsenteret for intet mindre end 15 forskellige slags østers, som jeg selvfølgelig skal smage. Tre af dem vist endda i form af dessert… Yikes!

Nuvel, det skal selvfølgelig nok blive en smaddergod tur og uanset hvad, så er Fanø bare altid en god idé.

Den har en helt særlig plads i mit hjerte, den gode by lige midt i det hele: Kolding. Lige udover da jeg holdt foredrag derovre sidste år, så er det virkelig mange år siden jeg har været der og jeg bliver lige nostalgisk over det, hver gang jeg tænker på det. Kolding har helt uden at vide det, givet mig så meget, fordi det var dér min allerførste sådan rigtige kæreste boede. I ved, den første. Han var så sød og god og smuk og jeg var, i det års tid det varede, meget, meget forelsket i ham. Han boede på et nedlagt landbrug lidt uden for byen, sammen med sine forældre. Hans mor gav mig altid penge med til togbilletter, så hun var sikker på at jeg ville komme igen. Hun var en særlig kvinde og jeg elskede at tilbringe tid sammen med hende. Engang tog hun os med på Trapholt og jeg kan huske hvordan jeg både var imponeret og intimideret over at være der. Jeg var ikke just vant til at komme så fine steder. Det er efterhånden 17 år siden og der er selvklart løbet meget vand i åen siden dengang, men i søndags stod jeg der igen, på Trapholt i Kolding. Denne gang med min “nye” kæreste (som faktisk også er vokset op ret tæt på Kolding, for at det ikke skal være løgn) og mine to børn; fyldt op af endnu mere kærlighed end første gang jeg var der. 

Vi var blevet inviteret i anledning af at Trapholt lige nu huser den hidtil største Kay Bojesen udstilling nogensinde. En udstilling som hedder “Humøret i dansk design” og som er særdeles børnevenlig. Ja, den er sådan set også voksenvenlig, men for sådan nogle som os, så er det første nu engang det vigtigste. 

Hjemme hos os kender vi allerede Kay Bojesen Denmark fra nogle af de populære træfigurer, som vi har haft stående i årevis. Aben, Turtelduerne og som de nyeste til samlingen også den lille Bjørn på 15 cm og den helt nye store Bjørn på 25 cm, der netop er blevet lanceret. Jeg elsker at have noget stående, som mine drenge kan vokse op med og som de, en skønne dag når de er fløjet fra reden, kan få med sig videre i livet og til lige akkurat dét er figurerne fra Kay Bojesen Denmark jo perfekte. Lige nu drømmer jeg om at få en lille Bjørn mere, så de tre bjørne tilsammen nærmest kan repræsentere drengene og mig. Det er kæmpe-corny og jeg elsker det!

Glæden startede allerede da drengene fik øje på de lyserøde skilte med den glade abe på udenfor indgangen og da vi så ovenikøbet fik sneget os til at tage del i “abefesten” som er et arrangement som kører i hele efterårsferien og som tilfældigvis blev testet af dén dag vi var der, var lykken gjort. 

Vi kom ind og blev allerede på vej ned til udstillingen draget af de fineste billeder af aben, som var kommet på tur rundt i de fire årstider. Ej, det var simpelthen så fint og sjovt at se, hvordan den lille træfigur pludselig fik så meget personlighed ved at blive placeret i forskellige miljøer. Det vidner for mig om, hvor forskellige udtryk figurerne fra Kay Boyesen Denmark kan få i alle vores mange forskellige hjem og dét er da en hyggelig tanke. Vi kiggede på figurer fra både ny og gammel tid, drengene lavede perleplader, vi optog sjove stop-motion-film, klædte os ud, byggede med klodser, rutsjede og legede os igennem en dag på museum, som jeg næsten ikke havde troet var muligt. Faktisk havde vi det så sjovt, at vi helt glemte alt om frokost, og da vores maver endelig rumlede højt nok til at vi ikke kunne sidde lyden overhørig, sang den ellers velrenommerede brunchbuffet desværre på sidste vers, så dén slags detaljer som åbningstider i caféen, kan det selvfølgelig være en god idé lige at være opmærksom på en anden gang 😉 

Men altså, hvor var det en dejlig dag og hvis I bor bare nogenlunde i nærheden – eller hvis I ikke lader jer afskrække af at skulle på længere køretur, så kan jeg kun sende Kay Bojesen udstillingen på Trapholt mine varmeste anbefalinger. Hvis I har børn, så overvej at tage derhen allerede i efterårsferien, hvor de altså har dét de kalder “Abefesten” som er nogle særlige billetter man køber til børnene (de koster 30 kroner, hvorimod børn som ikke skal til abefest har gratis adgang til museet) som giver adgang og lov til at deltage i perleværkstedet, et tegneværksted og stop-motion-værkstedet, hvor man som familie får lov til at lave sin helt egen film – det var altså ret sjovt! 

I kan læse meget mere om “Abefesten” i efterårsferien HER, hvor I selvfølgelig også kan finde informationer om caféens åbningstider og dén slags 😉 

Alt imens instagram flyder over med billeder ala “se mig, jeg har haft bare ben for sidste gang og i øvrigt fået taget vildt flotte billeder af det” og “jeg elsker bare efteråret #yndlingsårstid” så har mit liv på det seneste set en lille smule anderledes ud. Eller altså, i går rendte jeg faktisk også rundt i bare ben herhjemme, men det var kun fordi mine jeans var blevet gennemblødt af en cykeltur og jeg på én eller anden måde ikke nåede at få et nyt par på, inden det velkendte “jeg er færdiiiiig!” lød fra toilettet og jeg i stedet for at tage tørre bukser på, i stedet tørrede en anden i røveren. Ak ja, sådan kan skæbnen jo af og til tilbyde et lille lækkert ordspil, helt uden indsats – og med mit held de seneste dage, så tager jeg hvad jeg kan få.

For ja, efteråret har altså ikke – hvor godt jeg end (gør som om jeg) kan lide det – ligefrem passet ind i det perfekte instagramfeed, hvis man ser det fra mit perspektiv. Det kan det relativt store hak i vores splinternye køkkengulv for eksempel bevidne. Det kom sig af, at jeg (sammen med efterårets komme) har fået den ellers udmærkede vane, at bage boller et par gange om ugen. Det var i søndags hvor Simon havde fri og drengene var på vej hjem, efter at have været hos deres far. Jeg havde sådan lidt lette tømmermænd, men tænkte at det ville være hyggeligt og rart for børnene med friskbagte boller og så var dén skid jo også slået, så jeg slap for at stå (ekstra) tidligt op mandag morgen for at bage. Jeg satte dejen over på min kitchen-aid og gik så i gang med alt muligt andet. Efter et par minutter nåede jeg til at tømme opvaskemaskinen og bedst som jeg stod med røven i vejret og hovedet inde i maskinen lød et kæmpe rabalder! Fuck. Det var min kitchen-aid, der lå på gulvet. Med dej ud over det hele. Og et kæmpe-stort hak ned i træet. Kæmpe fuck. Til gengæld havde vi ikke mere gær, så dejen der lå på gulvet blev sirligt (okay, måske også lidt vredt) skrabet tilbage i skålen, selvom den helt klart burde være blevet kasseret. Smagen på bollerne endte heldigvis som den skulle, omend man selvfølgelig kan betvivle bakterieindholdet, men nogle gange kalder nødssituationer også lidt på nødløsninger, ikke sandt?! (Ja, det føltes altså som en nødssituation at stå med tømmermænd og have mistet en helt frisk bolledej, når man overhovedet ikke orker, at gå i netto efter mere gær).

På den gode side til gengæld, har jeg fået en ny jakke og jeg har tilmed fundet ud af at den faktisk kan suge helt utroligt meget vand, inden den bliver gennemblødt, så det er jo altid noget. Ja, det ved jeg fordi jeg prøvede det i går, lige inden der der med de bare ben.

Vi var som sædvanligt kommet lidt rigeligt sent ud ad døren, så da jeg – allerede inden vi havde forladt Nordhavn – opdagede, at der ikke rigtigt var mere strøm på ladcyklens batteri, var der ingen vej udenom. Jeg måtte træde til og cykle børnene afsted ved pure benkraft alene. Det gik egentlig overraskende fint og hvis vi lige ser bort fra et par enkelte vindstød der nærmest fik os til at køre baglæns (og syren der pumpede rundt i mine ben imens), var alt godt. Jens kom i skole til tiden, Peter kom glad i børnehave og jeg nåede min kaffeaftale, uden at komme stort for sent. Fordi jeg skulle direkte videre rundt i byen til flere møder, så jeg mit snit til at bede Simon om at tage cyklens oplader med på vejen, når han nu alligevel skulle afsted på arbejde og jeg sendte ham således en sms: “Kan jeg lokke dig til at tage opladeren med op til mig på økobageren, når du tager afsted?” inden jeg lagde min telefon i tasken. En halv time senere kom Simon smilende ind. “Var det denne her?” spurgte han og rakte mig opladeren til min computer. “Øhhh….  Nej” sagde jeg og opdagede pludselig hvad jeg havde gjort. Eller altså, hvad jeg i min sms ikke havde gjort. Jeg havde jo for pokker ikke lige fået skrevet hvilken oplader det var jeg manglede… Ups. Nåmen, jeg sagde tak og cyklede så videre resten af dagen, uden batteri. Til Nørrebro i sol. Til Vesterbro i let regn. Tilbage til Østerbro og hente børn. I regn. Handle (i gudskelov tør butik). Hjem til Nordhavn i virkelig-meget-regn. Uden batteri, men med efterhånden ret regntung jakke, som trods alt holdt mig både tør og varm. Og det var jo som sagt, altid noget.

Jakken – som jeg akkurat nåede at få et billede af i tør tilstand inden jeg cyklede mod Nørrebro – er i øvrigt fra WEEKDAY, som har været så søde at give mig den i gave og hvis I har lyst, kan I finde den HER (reklamelink). 

Ja ja, efteråret kan bare komme an. Selvom det er startet hårdt ud, så lader jeg mig heldigvis ikke sådan slå ud og mon ikke også jeg snildt kan få fikset dét der gulv med lidt kyndig vejledning fra youtube? Det plejer at gå ret godt med den slags, så det satser jeg på!

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at 2018 i dén grad har været et udfordrende år for mig, når det kommer til mine fysiske skavanker. Hold kæft, hvor har det været noget lort, altså. Så meget, at jeg nogle dage har været tæt på at give op i troen på, at det nogensinde skulle blive bedre med mine ryg- og bækkensmerter. Det var i foråret og den tidlige sommer så voldsomt, at jeg faktisk ikke engang tror at mine bækkenproblemer i mine graviditeter (som var voldsomme) kunne hamle op med det – og dét altså til trods for, at jeg jo denne gang ikke var gravid og derfor kunne tage smertestillende mod toppen af smerterne.

… Og så blev det lige pludselig bedre!

(Halle-kæmpe-mega-giga-meget-lujah)

Okay, i virkeligheden var det ikke spor pludseligt og det var sådan set heller ikke spor uden indsats, men faktum er, at det ér blevet bedre. Jeg har mange timer helt uden smerter hver dag og efterhånden er det faktisk sådan at smerterne primært kommer, når jeg provokerer dem frem.

“Jamen så skal du jo bare lade være med at gøre det” kunne man let fristes til at tænke og det er i udgangspunktet selvfølgelig også rigtigt nok. Udfordringen her er bare, at den mest sikre måde at provokere smerterne på, er ved at sidde ned og når nu engang landet ligger således, at jeg lever af at (sidde og) skrive blogindlæg, ja, så skal der godt nok tænkes kreativt.

I min gamle lejlighed satte jeg et væghængt skrivebord op, som passede til mig i stående højde, hvilket egentligt fungerede okay, men jeg savnede altså at sidde, så da Simon og jeg skulle beslutte hvilke møbler vi skulle prioritere at få på plads først i den nye lejlighed, var jeg ret hurtig til at fravælge skrivebordet som ét af dem.

I stedet har har jeg siddet ved vores køkken-ø, til hvilken jeg har erhvervet mig den mest vidunderlige kontorstol jeg nogensinde har haft. Arghmen damer, jeg véd godt at kontorstole er noget af det mindst sexede man kan snakke om, men vi bliver simpelthen nødt til det, for den er så god, denne her stol, at der ikke er nogen vej udenom. Jeg har fået den ikoniske HÅG Caspisco. Til jer der ikke kender HÅG, kan jeg fortælle, at det er en norsk designvirksomhed, som siden 1943 har designet og fremstillet originale designs, der i dag er anerkendt over hele verden. Med kæmpe-rette, ved jeg nu, efter at have fået fornøjelsen af at bruge Capisco-stolen. De siger selv at den er inspireret ud fra en rytters holdning, men lad mig som “gammel” hestepige bare lige slå fast, at det altså er i rytter-deluxe-udgaven, for ikke alene kan man sidde på stolen på sadel-facon, næh, den er faktisk lavet så man kan sidde både forlæns, sidelæns OG baglæns på den. Jeg tænker derfor at den som et minimum må være inspireret ud fra en voltigeringsrytters holdning 😉 (til jer, der ikke er hestegarvede, kan jeg fortælle at voltigering er sådan en ridesport, hvor man hopper rundt på hesten, forlæns, sidelæns, baglæns og stående og aaaalt muligt svært!).

Stolen kan – selvfølgelig – gå op og ned, sædedybden kan indstilles, den kan vippe i ryglænet – og den kan lade være med at vippe i ryglænet, som selvfølgelig også kan indstillet i højden, så det passer lige akkurat til dén der skal bruge stolen. Designet på den gør, at benene (altså, éns egne) let finder en behagelig plads, nærmest uanset hvordan man sidder på den og der er god plads til at hvile albuerne på det særegne ryglæn, uanset om man sidder forlæns eller sidelæns. Arghmen, der ér jo ikke et øje tørt, når man er sådan én som mig, som ikke kan tåle at sidde stille i den samme stationære stilling for længe ad gangen. Med HÅG Caspisco er det så let som en leg at skifte til en ny stilling og I bliver simpelthen nødt til at tro mig når jeg siger, at de allesammen føles gode at sidde i. Jeg ved ikke hvad det er, men det er godt, er det.

Min lille lændepude som jeg ellers efterhånden var begyndt at have med mig alle steder, har ikke været i brug én eneste gang på min nye kontorstol, som jeg altså indtil videre ikke har fået ondt af at sidde på. For nogle måneder siden kunne jeg ikke sidde ned i fem minutter, uden at være ved at gå til af bare smerter og nu kan jeg – når det foregår på min nye kontorstol – rent faktisk sidde i timevis og arbejde. Det lyder måske ikke af meget for jer, men for mig, føles det altså nærmest som et lille mirakel.

Min HÅG Caspisco med kobberstel er en særlig jubilæumsudgave, men den fås selvfølgelig også i mange andre fine farver. I kan se og læse meget mere om stolen HER

Lige før jeg stak tandbørsten i munden på ham, kiggede Jens op på mig med et smil og spurgte: “Mor, har vi egentlig slet ikke lavet andet end at være i Brugsen i dag?”. Jeg kunne ikke lade være med at smile og give ham en lille smule ret i sin betragtning om vores noget begivenhedssløve dag. Vi har haft en vaskeægte slapper-dapper-dag og ganske rigtigt kun været udenfor døren ganske kortvarigt, da vi lige skulle ud efter et par småting, som vores lokale Netto ikke kunne klare, da jeg handlede stort ind i går. Stødte nelliker til verdens bedste kage, for eksempel.

I aftes faldt drengene i søvn foran fjernsynet i stuen, hvor vi havde redt op med madrasser, dyner og puder og selvom de først lukkede øjnene langt over vanlig sengetid, så stod de altså op sammen med solen her til morgen. Suk, mand. Jeg troede ellers lige at vi var nået dertil hvor det var en regel, at sent i seng betød sent op, men nej nej. Heldigvis havde jeg – fordi drengene holdt hårdt på at vi skulle se DR Live (som jeg synes er gabende kedeligt – sorry DR) – brugt et øjeblik på at slå en bolledej sammen imens drengene guffede fredagssnolder og vi kunne således starte vores søvnunderskudsramte lørdag ud med hjemmebag, (endnu mere) fjernsyn, dyner og kæmpe hygge.

… Og så fortsatte det ligesom bare; så da vores eftermiddagslegeaftale meldte ind med sygdom under opsejling, lige midt i en kop kaffe  jeg drak i selskab med Mads & Monopolet, besluttede jeg at vi måske bare skulle omfavne de aflyste planer – med ingenting.

Kastanjedyr, husblasforsøg, kager (til i morgen, hvor min mor og hendes lille familie kommer og ser vores lejlighed for første gang) og virkeligt mange tegninger, spil, film og adskilte-for-at-blive-samlet-igen-LEGO-klodser blev således overskriften for vores dag. Nårh ja, og den dér tur i Brugsen.

Kæft, hvor har det været godt mand. Og da jeg så her til aften – da børnene sov og jeg af uransagelige årsager havde tændt for “Guldtuben” – kom i tanker om at have set 7-eleven på JustEat, ville min lille fede lykke nærmest ingen ende tage. Der skal åbenbart ikke mere end en Topped Salty Caramel Brownie fra Ben&Jerry leveret direkte til døren, til at gøre min lørdag aften komplet. Jow altså, det skulle da lige være, hvis jeg kunne få min søde yndlingskok hjem før klokken siger at det er blevet søndag, meeeen med dén popularitet han efterhånden har sørget for at restauranten har fået, er dén tanke nok alligevel at strække drømmene til det yderste. Men hey – så er der jo bare mere is til mig 😀

merrild instant

“Det tager kun et øjeblik, men gør dig så godt”. Sådan fortalte min psykolog mig gentagne gange, da jeg gik i et ret intenst forløb hos hende i perioden op til jeg blev skilt. Du trænger til at holde pause og du fortjener at give dig selv lov til at holde dem. Dengang fik jeg nærmest stress ved tanken om at skulle slappe af og lade hjernen få ro og vi blev derfor enige om, at et godt sted at starte måtte være ved at læse nogle flere bøger. Når man læser, bliver man nemlig draget ind i et andet univers end dét man normalt bevæger sig i og dét alene kan give hjernen ro, selvom den sådan set stadig er på arbejde.

Det var ikke meget jeg fik læst i den følgende periode, men jeg øvede mig på, at give mig selv lov til ikke altid at være så forbandet effektiv og det lod til, at det gjorde mig godt.

Tiden gik, hverdagen blev igen hverdag og pludselig stod jeg her, ret lykkelig i et liv med fuld fart på flere niveauer og havde glemt værdien i at holde pauser. Indtil et par usædvanligt søde markedsføringsmennesker fra Merrild en dag spurgte mig, om ikke jeg trængte til en pause i ny og næ. Ja, faktisk spurgte de ikke bare mig, men også min søde veninde og kollege SneglCille, fordi de vidste at vi begge to er dén slags kvinder, som har en udtalt tendens til at sætte andre mennesker (vores børn især, selvfølgelig) før os selv og måske på dén bekostning nogle gange glemmer at forkæle os selv med en lille pause.

Samstemmigt kunne vi hurtigt erkende at vi begge to trængte til pauser af og til og på dén foranledning stillede Merrild os således en lille udfordring: Alle hverdage i sidste uge skulle vi holde en pause på et kvarters tid, hvor vi ikke måtte beskæftige os med andet end at nyde den kop Merrild Instant vi startede pausen ud med at lave.

Bum.

Det lød i udgangspunktet både lækkert og nemt, men med tanke på, hvor svært jeg rent faktisk har ved at give mig selv lige akkurat dét frikvarter, vidste jeg godt at det i hvert fald for mig, ville blive en vaskeægte udfordring. Det var totalt forbudt at gøre noget som helst praktisk imens og pausen måtte (helst) ikke tages i forbindelse med anden aktivitet. “Kig på fugle” sagde de smågrinende, imens jeg ikke kunne lade være med at tænke på Djämes Braun og en helt anden slags fugle end dem man ser på himlen.

Den første dag prøvede jeg akkurat dét. Jeg lavede min kaffe, satte mig til rette i min sofa foran det store vindue i stuen og så gloede jeg ud i stilheden. Og så gloede jeg på mine negle. Og så kom jeg til at tænke på hvad vi skulle have til aftensmad. Og på at det da også var irriterende at jeg ikke lige havde taget opvasken inden jeg satte mig. Og på vasketøjet. Og brusekabinen som jeg egentlig også gerne ville blive bedre til at afkalke ofte, måske en gang om måneden, som jo sådan set var gået nu, siden vi flyttede ind i lejligheden. Og da der var gået ikke-engang-ti-minutter og jeg for længst havde drukket min kaffe, gav jeg op. Jeg kunne simpelthen ikke slappe godt nok af.

Dagen efter forsøgte jeg mig med at læse en bog imens, hvilket egentlig gik rigtigt fint, men tiden endte faktisk med at løbe fra mig og jeg tænker, at 15 minutter – i hvert fald for mig – er lige lidt nok, til for alvor at kunne lade sig drage af en god bog.

På tredjedagen havde jeg til gengæld så meget knald på hele dagen at jeg først nåede min pause, efter drengene var puttet i seng og alle dagens gøremål ved at være i mål. Det var ultimativt ugens bedste pause, men måske også den mest snydeagtige, fordi jeg på dén tid af dagen alligevel plejer at være så udsplattet at jeg ikke kan så meget andet end at sidde og stene blogs, instagram og dén slags fornødenheder 😉 Denne dag stenede jeg selvfølgelig ikke andet end i en gammel udgave af ALT for damerne og det var faktisk ret befriende, bare at nyde en god kop kaffe og få læst nogle af de artikler jeg ikke følte jeg havde tid til at komme igennem, dengang jeg købte bladet.

Den fjerde dag var min fødselsdag, hvor jeg således for første gang ikke holdt min lille kaffepause alene. I stedet holdt jeg den sammen med Simon, som jeg havde lokket med en tur ned til havnen. Her var det meningen at vi bare skulle sidde og nyde udsigten, hinandens selskab og den medbragte Merrild Instant, som jeg havde kommet i et par to-go-kopper, men fordi en ældre dame pludselig faldt ikke langt fra hvor vi sad, blev pausen lidt underligt abrupt, fordi Simon selvfølgelig fløj hen for at hjælpe kvinden op og til rette på en bænk, hvor hun kunne sidde sammen med sine veninder. Han er nu altså god, ham Simon, men det vil jeg ikke tude jeres ører (mere) fulde med i dag.

På femtedagen holdt jeg igen pausen udendørs, hvor det faktisk skulle vise sig at de alligevel fik lidt ret, de gode folk fra Merrild. For jeg kiggede faktisk på fugle. Og på altaner og på skyerne, der langsomt drev hen over himlen. I løbet af de foregående dage, havde jeg indset at det var vigtigt for mig, at jeg var et sted på dagen, hvor jeg følte at jeg kunne “tillade” mig en god kaffepause. At den måske ligefrem kunne være en lille belønning for et veludført stykke arbejde. Således blev min sidste pause i udfordringen faktisk en forlængelse af at have vasket gulvet i lejligheden. På dén måde var jeg “tvunget” ud på altanen og så føltes det virkeligt godt at give mig selv en pause ovenpå en udført opgave.

Jeg har uden tvivl stadig svært ved at holde pause, for pausens skyld og jeg har det nok i virkeligheden også bedst, hvis jeg kan foretage mig ét eller anden pauseagtigt, når jeg holder kaffepause. Læse magasiner (eller blogs, hvis mobilen må være tændt undervejs) for eksempel. Eller spille guitar, som jeg helt ærligt gør alt for lidt i min hverdag. Godt nok besværliggør guitaren lidt min mission om også at nyde en god kop kaffe, når jeg holder pause, men med lidt velvilje og multitasking med både det ene og det andet undervejs, giver det for mig virkelig god mening. Så god, at jeg altså her i weekenden også har taget mig et par pauser i løbet af dagen, hvor jeg har sat mig på altanen med et lille tæppe, en kop kaffe og min guitar, for bare lige at nyde et øjeblik for mig selv.

Det har uden tvivl været en øjenåbner for mig, det her med at holde “tvungne” pauser hver dag, fordi jeg rent faktisk har mærket at jeg har været mere effektiv i timerne både før og efter min pause og så har det altså bare været helt enormt rart. I hvert fald på de dage, hvor muligheden har været umiddelbar. Om jeg kommer til at fortsætte med at holde pause hver eneste dag, ved jeg ikke, men jeg er sikker på, at jeg vil forsøge at holde så mange pauser som det giver mening for mig. Nogle gange korte og andre gange måske lidt længere og så vil jeg være mig det bevidst, når det er dét jeg gør. Når jeg sætter mig for at læse, vil jeg være mig det bevidst at jeg gør noget godt for mig selv og at jeg giver mig en pause. Dét tror jeg nemlig er det halve arbejde; at være sig bevidst om hvornår man forkæler sig selv.

Nuvel, det var virkelig meget om mig og mine tanker om at holde pause, men jeg vil sådan også rigtigt gerne høre fra jer og for at lokke jer til at fortælle det, har jeg fået Merrild til at sponsorere en ordentligt (kæmpe-giga) omgang kaffe til én af jer!

I kan nemlig vinde 1 års forbrug (altså, 18 glas, svarende til 1.460 kopper kaffe!) af Merrild Instant (og et tæppe magen til mit). Alt I skal gøre for at deltage er, at skrive i kommentarfeltet hvad I gør – eller gerne vil gøre – når I forkæler jer selv med nogle små pauser. Det tager bare et øjeblik.

… Og altså, deltag også endelig selvom I ikke drikker kaffe – tænk bare hvor glade I vil kunne gøre jeres venner / familie / kollegaer / studiekammerater /naboer, hvis I kunne overraske dem med en ordentlig spandfuld kaffe efter at have vundet her hos mig 😀 Se dét ville være god stil!

OBS: Vinderen trækkes den 24.september 2018 og præmien har en samlet værdi på 900 kroner. Hvis du vil vide yderligere, kan du læse Merrilds generelle konkurrencebetingelser HER. Og psssst…. Hvis I vil fordoble jeres chancer for at vinde, så udlodder Sneglcille faktisk en tilsvarende præmie på sin blog HER.

merrild instant

merrild instant

merrild instant

merrild instant

Pøj pøj!

Vi havde egentlig ikke rigtigt talt om det inden; hvad der skulle ske på min fødselsdag i torsdags. Men jeg fornemmede ligesom at Simon måske ville planlægge ét eller andet for os og hvis ikke – ja – så bor vi jo heldigvis i en by, hvor man altid kan finde på ét eller andet sjovt at lave.

Om morgenen stod Simon tidligt op og vækkede drengene, som hjalp ham med at dække det hyggeligste morgenbord  jeg længe har set – med nybagte boller, naturligvis – inden de helt glade og med masser af flag kom ind til mig på madrassen på gulvet i soveværelset og sang fødselsdagssang og gav mig en millionmillard kys og kram. Vi havde sådan en dejlig morgen og jeg fik de fineste gaver og alt var ret perfekt. Simon fortalte at han havde planlagt lidt ting vi skulle i løbet af dagen, men at jeg gerne måtte sætte dagsordenen indtil middagstid.

Således cyklede jeg afsted med drengene og lagde snedige planer for de kommende timer. Jens blev afleveret i skole til vanlig tid (selvfølgelig) hvorefter jeg brugte en ekstra times tid på at hygge med Peter, inden han kom i børnehave og jeg satte kurs mod den lokale malerbiks. Her troppede Simon op for at slæbe den tunge malerbøtte hjem i min gamle lejlighed. Lejligheden er lejet ud pr. 1/10 så det er ved at være oppe over, at den skal sættes i tip-top stand og med et par timer uden planer, så jeg selvfølgelig mit snit til at bruge formiddagen på dét. Jeg forstår selvfølgelig godt, hvis nogen tænker at dét dog var en kedelig aktivitet på sin fødselsdag, men jeg synes faktisk at det var ret hyggeligt og så synes jeg simpelthen at noget af det bedste her i verden er, når jeg kommer af med nogle af de hængepartier, der godt kan gå og give mig lidt dårlig samvittighed i hverdagen.

Efter et par timers malerarbejde kørte vi tilbage til Nordhavn, hvor vi tog en lille pause, inden Simon bad mig iføre mig noget tøj jeg kunne bevæge mig i. “Hvor godt skal jeg kunne bevæge mig?!” prøvede jeg at spørge ind, i håbet om at kunne gætte hvad vi skulle. Han var ikke så skide nem at arbejde med lige dér, vil jeg sige og det eneste jeg kunne få ud af ham var, at tøjet egentlig også gerne måtte være lidt pænt. Oh well, så var paintball og mudderwrestling ligesom taget ud af ligningen, tænkte jeg. Gad vide om vi skulle klatre? Eller ud i en trampolinpark? Ej, nok ikke det sidste; Simon er altid så sød til at tænke på min ryg, så dét kunne jeg sgu nok også godt udelukke.

Vi tog en drive now, kørte forbi Østerbros bedste durumbar (som ligger lige overfor Olufsvej, til jer der måtte være interesserede) og fik en falafel med på vejen og så afsted mod Frederiksberg. “Vil du ikke også have en øl til?” spurgte han. Så var klatringen sgu nok også udelukket. Jeg spiste min falafel så hurtigt og uopmærksomt at jeg helt glemte at smage på den og mærke efter hvornår jeg egentlig blev mæt. Jeg var så spændt!

“Kom” sagde han og tog min hånd “vi skal herind”.

I et dansestudie, sgu! (Ja, jeg ved godt at jeg har skrevet sgu ret mange gange allerede, men det var altså også en ret sgu-agtig dag). Hvor vi skulle lære at danse salsa. Bare os to.

Ej men shiiiiiiit, altså. Nu kender I selvfølgelig ikke Simon, men han er sådan ret meget en “mande-mand”, så at han på helt eget initiativ havde taget fat i en salsalærer og besluttet – for min skyld – at vi skulle prøve det sammen, synes jeg simpelthen var ud-over-alle-grænser-sødt!

Efter et par timer og titusinde dansetrin fik jeg næste punkt på dagsordenen at vide: Forældremøde.

Jeg havde godt nævnt det for ham nogle dage forinden, at der var det her møde og han har åbenbart kunnet mærke på mig, at det var noget jeg egentlig helst ikke ville gå glip af, så dét havde han selvfølgelig taget højde for i sin planlægning af dagen. *Jeg smelter*. Ovenikøbet med muligheden for at vi lige kunne nå at få os en lille eftermiddagscocktail hjemme på altanen inden tiden og det kunne altså ikke være meget mere perfekt.

Forældremødet gik som dén slags nu engang går og jeg fik – endnu engang og måske med lige rigeligt cocktailbetinget iver – meldt mig på trivselsholdet, som jeg håber bliver ligeså nice som dét vi havde sidste år. (Selvfølgelig gør det det).

… Og så skulle vi til middag. Som altså ikke bare var en middag, men en skøn oplevelse på Københavns vidst nok eneste vegetariske gourmetrestaurant, VeVe. Seriøst, ik’? Dét er fanderne’me da sødt. Han kunne have booket bord på alle mulige andre restauranter, hvor jeg kunne passe mine kødfri tendenser imens han kunne have fået sig en god bøf, og alligevel valgte han dét han vidste at jeg ville bliver aller-allergladest for. Dét – og alt andet fra dén dag (og de fleste andre i øvrigt også) – vidner altså om, at jeg har fundet mig en usædvanligt god mand.

Jeg mener, han invilgede endda i at tage ovenstående billede af mig, selvom vi åbenbart var lidt forsinkede på vej mod restauranten. Dét er kærlighed anno 2018 😉

Kjolen jeg havde på er i øvrigt fra Ganni og den er faktisk lige nu nedsat med 75% lige HER (reklamelink)

Drengene er for længst faldet i søvn, Simon er kørt ud for at hente en pakke jeg havde glemt at få med oppe fra den lokale Irma og her sidder jeg. Med udsigt til solen der lige akkurat har lagt sig ned bag bygningerne på den anden side af gården og en lejlighed, der er så stille at det eneste – udover mine fingres taktfaste trommen på tastaturet – jeg kan høre, er køleskabets kontinuerlige summen. Det har været en usædvanligt dejlig dag i dag.

Vi startede ud med en langsom morgen herhjemme. Jens har tilsyneladende (endelig) lært at sove længe i ny og næ, så imens han og Simon, der som sædvanligt var kommet sent hjem fra job, lå og snuede, drak jeg kaffe og gjorde mit bedste for at følge trop i Peters leg, som jeg havde fået den ære at være birolleindehaver i.

Efterhånden som alle var vågnet op til dåd, svingede jeg hurtigt støvsugeren og kastede i den forbindelse et blik ned i en henstillet bunke med gamle papirer, hvori jeg fandt et gammelt gavekort til Torvehallerne. Jeg elsker at finde dén slags. Det er jo luksusudgaven af at finde en halvtredser i bunden af dametasken, fordi det ikke alene betyder at man kan få noget uden at betale (så meget) men også fordi det er forudbestemt hvad pengene skal bruges til, hvorfor de umuligt kan gå til noget fornuftigt (som for eksempel toiletpapir, som jeg for en god ordens skyld hellere må nævne at jeg altså har fået købt).

I Torvehallerne delte drengene en pizza, imens Simon og jeg spiste hver vores fiskefrikadelle (som i øvrigt ikke kan anbefales med mindre man er meget sulten, eftersom kvantitet klart overgik kvalitet), inden jeg brændte resten af gavekortet af på karameller og skumfiduser, som vi tog med os i Skuespilhuset, hvor vi venligt var blevet inviteret hen for at se premieren på “Sigurds Danmarkshistorie”. Arghmen altså, det var så godt og selvom Sigurd efterhånden er en velvoksen herre, så har den mand simpelthen så meget charme og nærvær, at det halve kunne være nok. Det var spændende, intelligent og underholdende fra start til slut og jeg kan altså godt anbefale alle med børn i alderen 4-10+ år at tage ind og se det. I pausen undervejs forelskede Jens sig i brætspillet af samme navn som teaterstykket og fordi kvinden som stod ved siden af os ved salgsboden fortalte, at det faktisk var deres yndlingsspil derhjemme, lod jeg mig overtale til at købe det med hjem. Og heldigvis for det! Det er uden sammenligning det bedste spil jeg har spillet med mine børn (okay, Peter gad ikke være med, så han sad og tegnede – som han altid gør – imens vi andre spillede) i virkeligt lang tid. Det var underholdende og lærerigt, men stadig også nemt og overskueligt på en måde så alle kunne være med. Ej, det var seriøst godt – især selvfølgelig i forbindelse med teaterstykket, hvor vi havde lært en del om Danmarkshistorien, hvorfor min lillebitte syvårige pludselig kunne svare på sådan noget som at Tycho Brahe var en mand der kiggede på stjerner.

Vi har cyklet rundt, pjattet, sunget, leget og danset. Vi har været i teatret og spillet spil og solen har skinnet ind ad alle vores vinduer og vi stopper ikke her, næh, for imens Simon, efter spillet, tog drengene med på legeplads, handlede jeg ind og lavede mad. Chili sin carne med linser, som jeg elsker, men som jeg indtil nu ikke har turdet servere for Simon fordi han engang har fortalt mig at han hader linser. Og så elskede han dem, sgu! Okay, elskede er måske nok et lidt rigeligt stort ord at bruge her, men han spiste maden med velbehag og hans eneste kommentar var, at retten måske ville være blevet mere velbalanceret, hvis jeg ikke havde kommet så meget chokolade i. (Ja, jeg tænker, at han selvfølgelig ikke har forstået hvad der smager godt her i verden, men jeg gjorde som om jeg lyttede – og måske – måske! – prøver jeg en dag at komme liiiidt mindre chokolade i). Ak ja, mit simple lille hjerte behøver ikke mere end bare dét. Drengene sover stadig, Simon er lige kommet hjem og på dén note tænker jeg, at jeg hellere på pakke blogskriverierne væk for i aften. Man kunne jo være heldig 😉 

Rigtig god aften til jer – uanset om I føler jer heldige ved det ene eller det andet. Der har vi jo heldigvis hver vores præferencer, ha ha 😉

bullet journal sådan gør du

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg normalt ikke er det mest strukturerede menneske i verden. For at huske ting skriver jeg lister og noter, men jeg glemmer ofte hvor jeg har lagt dem og så ender det med, at jeg ikke får gjort eller ordnet halvdelen af hvad jeg egentlig gerne ville – slet og ret fordi jeg glemmer det.

I lang tid troede jeg det var noget, der var kommet snigende med alderen. (Og det er det måske også). Men da en veninde forleden spurgte om jeg havde samme strukturelle problemer dengang jeg altid havde min – i øvrigt propfulde – maylandkalender i tasken, gik det op for mig, at problemet måske ligger et helt andet sted. Jeg mangler simpelthen min papirkalender. Dét sted, hvor jeg kan have det hele samlet.

Bevares, jeg er med på, at man garanteret sagtens kan gøre det samme på telefonen og at der garanteret også findes en masse smarte liste- og kalenderapps, men jeg er nu engang mere til at bladre i min kalender på gammeldags analog manér. Nårh ja, og så elsker jeg at udfylde den! I skolen – både folkeren, gymnasien og på jordemoderskolen – kunne jeg bruge adskillige timer på at dekorere min kalender, og selvom det dengang primært var flotte drengenavne og hjerter i stakkevis jeg tegnede, så gav det mig en ro, som jeg sådan set tror jeg stadig har ret godt af at få.

Derfor har jeg besluttet at give mig i kast med én af tidens helt store trends: Bullet Journaling. Eller på dansk: En hjemmelavet kalender, som man laver i en notesbog med prikket papir.

Da jeg hørte om bullet journal  første gang, fik jeg nærmest stress bare ved tanken om at skulle på bruge så lang tid på noget jeg nemt kunne købe færdigproduceret, men ved nærmere eftertanke, så tror jeg faktisk at netop tiden og dedikationen til kalenderen er dét der rent faktisk kommer til at gøre, at jeg får den brugt. Samtidig får jeg, når nu det er mig selv der laver den, mulighed for at tilpasse den 100% efter mine behov, således kalenderen bliver tilpasset mit liv og jeg ikke skal forsøge at tilpasse mit liv til en bestemt kalender. Smart!

bullet journal sådan gør du

Jeg har surfet lidt på det store internet for at finde inspiration og sådan helt overordnet fandt jeg ret hurtigt ud af, hvordan jeg gerne vil bygge min kalender op. Det er selvfølgelig helt forskelligt fra person til person hvad man vil bruge sin bullet journal til og hvordan den skal bygges op, men her får I altså mit udgangspunkt, som vel mest af alt kan betegnes som en hybrid imellem en kalender og en personlig inspirationsdagbog.

  1. Indholdsfortegnelse. Her tænker jeg at bruge en dobbeltside, hvor jeg laver to kolonner på hver side, således der er plads til masser af indholdspunkter. Det tænker jeg, at der bliver behov for.
  2. Sider til generelle betragtninger eller mål. Disse sider har jeg ikke givet mig så meget i kast med endnu, men jeg har gjort klar til en dobbeltside der handler om inspiration til kost og træning, en dobbeltside der handler om inspiration til personlig udvikling og en dobbeltside der handler om børneopdragelse. Herudover har jeg gjort plads til et par ekstra sider, som jeg tænker at vente lidt med at lave, indtil jeg ved specifikt hvad jeg har brug for. Måske noget med mine karrieremål, måske?
  3. Et årshjul. Nu kom jeg først igang med min bullet journal her i september, så jeg har naturligvis bare startet herfra, men meningen er naturligvis at have en oversigt over hele året, hvor fx fødselsdage og særlige begivenheder kan afmærkes.
  4. En månedsoversigt. Her har jeg set at mange laver en kalender-oversigt, men for mig giver dét ikke så meget mening, eftersom jeg hellere vil bruge den lidt mere specifikke ugekalender. Til gengæld laver jeg for hver måned en boks med de vigtigste begivenheder, som jeg på dén måde let kan holde overblik over. (Og glæde mig til).
  5. Ugeoversigt. Her er hver dag i den pågældende uge markeret, med plads til at skrive gøremål, begivenheder og dén slags. Derudover er det min mening, at jeg hver uge vil skrive en madplan ind, således aftensmaden gerne skulle falde mig lidt lettere i hverdagene. Til sidst har jeg efterladt et rum til noter. Dette overvejer jeg dog om jeg skal gøre til et “arbejdsfelt” hvor jeg kan skrive blog-idéer og dén slags ned, så jeg altid har det lige ved hånden.

Bullet journal sådan gør du

bullet journal sådan gør du

bullet journal sådan gør du

bullet journal sådan gør du

Det er selvfølgelig helt op til én selv hvorvidt og hvordan man vil dekorere og tegne i sin bullet journal og jeg har altså set masser af fine journaler helt uden kruseduller, så lad endelig ikke dén del afskrække jer.

Bogen, som for er par dage siden altså var rungende tom (bortset fra prikkerne), har jeg købt i Flying Tiger, men jeg har også set dem i forskellige supermarkeder og boghandlere. Indtil videre har jeg bare brugt nogle af de tuscher vi havde herhjemme i forvejen, men jeg tænker, at jeg hellere må investere i nogle rigtige tegnetuscher på et tidspunkt – med mindre selvfølgelig at der skulle sidde nogen og læse med her, som kunne få lidt inspiration til hvad man mon kunne give mig til min fødselsdag i næste uge 😉 #hejmor

Ej, jeg synes simpelthen det er så mega hyggeligt at sidde og nørkle med og hvis nu I kunne tænke jer at gøre det samme, så er det altså bare om at komme igang. Vi kan måske ligefrem følges?

… Og til jer der måtte sidde med det afgørende spørgsmål på tungen; Ja, jeg har husket p-bøden, men jeg mangler stadig toiletpapir.

Det har på rigtigt mange måder været en weekend ud over det sædvanlige og som jeg sidder her på passagersædet med en iskaffe mellem lårene og solstråler i ansigtet, kan jeg ikke lade være med at smile lidt (ekstra) for mig selv.

Ser I, jeg har nemlig været med Simon til fætter & kusine fest. Og uden yderligere introduktion af dét koncept, vil jeg helt kortfattet tage jer med i min weekends begivenheder som i dén grad har stukket i både øst og vest.

I weekenden har jeg:

Været alene hjemme fredag aften.

Spist en pose kloakslam. Alene, jævnfør førnævnte.

Brokket mig på Instagram over at have fået seriøst ondt i munden af de der kloakslam.

Rent faktisk prøvet på at sutte på bolcherne flere forskellige steder i munden. Det kan man ikke rigtigt.

Faldet i søvn til Project Runway. SneglCille nævnte på et tidspunkt at det var på Netflix og siden har jeg været (gen)hooked.

Sovet alene i den nye lejlighed for allerførste gang. Det var egentlig helt ok.

Forsøgt at finde en Drive Now (de der el-biler man kan leje på minutbasis i København) i et parkeringshus med 7 etager.

Fejlet stort.

Cyklet.

Signeret bøger og sludret med søde damer (med endnu sødere børn) i Rødovre Centrum.

Kørt til Jylland. I bil – ikke cykel.

Købt seks flasker Gajol-shots. Som det eneste. I meget lokalt supermarked i Vamdrup.

Fået en anden til at tage min plads i rulle-halmballe-løbet. Noget med en diskusprolaps. (Men jeg mener, et “rulle-halmballe-løb”!!!).

Kørt markræs på den mudder-om-sig-kastende måde og haft den vildeste optur over det.

Vundet markræsløb. (Sammen med andre).

Været præcis lige så dårlig til rundbold som man skulle tro, når man kigger på mig.

Vundet rundbold. (100% takket være andre).

Drukket rødvin af plastikkop.

Gjort relativt stort indhug i førnævnte flasker Gajol. Fra samme kop som rødvinen, i øvrigt.

Danset Volvo B18. På en bænk for enden af et bord. Alene. Foran min nye svigerfamilie som jeg trods alt ikke kender såååå godt endnu.

I det hele taget danset ret meget.

Troet at jeg kunne twerke. (Det kan jeg ikke).

Siddet bagpå relativt hurtig ATV. (Altså, sådan en firhjulet crosser).

Siddet foran på relativt hurtig knallert.

Blevet trukket (i smadret markræsbil) bag en traktor.

Stået på dørtrinnet i terrænkørende traktor.

Fået akut behov for at bo på landet. Med traktor. Og knallert. Og evig solskin, med forlov.

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk