Category

Fødselsfredag

Category
Det er ikke første gang det er et tema, det her med forskellen på første og anden fødsel, men ikke desto mindre, synes jeg at det er så fint beskrevet her, hvor kvinden havde en noget hård (men sådan rent statistisk set også ret almindelig) fødsel første gang og en ganske anden og meget bedre oplevelse anden gang. Det er jo næsten liiiiige før, man får lyst til at prøve det igen, når man læser dén slags beretninger 😉
Tusse maj 11’
I maj 2011 ventede vi en pige, vi glædede os meget da det var vores første og vi var meget nyforelskede.
Aftenen forinden jeg fik veer hyggede vi sammen med nogle naboer, hvor jeg ivrigt havde spist chilipølser. Det fortrød jeg ret kraftigt, da de ved 04-tiden ville op igen. Jeg havde lidt muren i maven og de hyppige opkastninger gjorde det ikke bedre. Jeg gik i bad og fik ordnet det der nu skulle ordnes; ordet cowboy-fi*** havde jeg ikke lyst til at give genklang og man er vel pertentlig selvom man ligner en højgravid hval.
Nå, kl 06 ringer jeg ind på fødegangen da veerne er punktlige og tager til. En førstegangsfødende værste mareridt er, at blive sendt hjem igen, så jeg ville være helt sikker. Jeg vækker manden som tydeligvis er noget omtumlet. Vi kører ind mod fødegangen og griner lidt af tosserne på vej hjem fra byen, som jeg skiftes til at kaste op om kap med.
På fødegangen ligger en kvinde på gulvet og skriger og jeg kan huske at jeg tænker “Fu** (!) de føder på gangen, her skal jeg ikke være”. Min mand og en ung jordemoder viser mig ind og jeg bliver tjekket. 4-5 cm åben, så jeg er godt i gang. Jeg kommer i badekar på eget ønske og en sosu-hjælper sidder og puster mig i hovedet. Jeg tror hun synes hun hjælper mig, men da hun går ud efter et håndklæder beder jeg min kæreste om at låse døren. Jeg ånder lettet op da der er skifte kl 7:30.
Kl 8 er jeg oppe på fødelejet og veerne er taget til. Den nye jordemoder giver mig bistik og jeg skriger. De hjælper ikke og hun nævner at vi kan prøve akupunktur. Jeg er nu så desperat at jeg bogstaveligt talt skriger på en nål der virker. Får at vide at pga. travlhed er der ventetid til epiduralblokaden og jeg hyler som et lille barn, der har fået frataget sit fredagsslik (tro mig, jeg ved hvordan det lyder). Jeg husker ikke så meget derefter, men jeg får både kradset narkosesygeplejersken og sparket ud efter jordemoderen.
Kl 11 kommer den jordemoder jeg var tilknyttet under graviditet jeg føler mig helt tryg. Med epiduralen og hende ved min side får jeg og manden en halv times ro, inden det gik løs med en halv times times presseveer – de sidste imens jeg stod op (har ingen anelse hvordan jeg kom derop) – hvorefter min dejlige pige kom til verden. Efterfølgende var det et lidt bøvlet forløb grundet bristning, der kostede mig 4 dage på barselsgangen, hvor jeg var storforbruger af isbind og Panodil. Jeg kan huske at jeg følte mig som en uduelig kvinde, der ikke kunne styre min krop, veerne overvældende mig totalt og tog fuldstændig styring over min krop, men heldigvis fik jeg den dejligste pige med mig hjem.
Basse December 2013
Vi havde lige overstået jul og havde valgt at gå en tur i snelandskabet. Det skulle senere vise sig at komme mig til gode. Efter seks kilometers vandring ligger jeg på sofaen fuldstændig udmattet og med plukkeveer. Vi putter vores datter kl 20 og en times tid efter er jeg inde og tjekke til hende, hvorefter jeg sætter mig i sofaen og så går vandet i et kæmpe plask udover sofaen. Jeg ringer til fødegangen, der vil se mig og jeg ringer til min mor, der lige har sat i kuffert fra sidste besøg. Hun er hos os i løbet af en time. Der er ro på, vi joker, det murrer lidt i underlivet, men jeg har ikke tilnærmelsesvis ondt.
Da min mor er kommet, kører vi mod fødeafdelingen. Inde i elevatoren slår min ‘dejlige’ kæreste en kæmpe prut, der gør at jeg føler jeg tisser i bukserne af grin. Alt er godt. Da jeg bliver tjekket af den unge jordemoder med 3 børn (tjek!) er jeg til min store forbavselse 10 cm åben. Jeg kommer i fødekar på eget ønske og jeg har det skønt. Faktisk så skønt at jordemoderen og min mand undrer sig, så jeg faker nogle slemme veer. I noget der ligner 1/2 time skal jeg konsentere mig om ve-arbejdet og jeg bruger mine yogavejrtrækninger. Jeg ignorerer de små pøller der undslipper da det begynder at presse, men jeg husker at min mand nævner det. (Pinligt!). 5 min senere kommer vores smukke søn til verden. Jeg tager selv imod ham og løfter ham op til mig under vandet. Jeg flyver på endorfiner og kommer hjem 2 timer senere, lige i tide til at vække min datter for at fortælle hende, at hun er blevet storesøster. En helt igennem fantastisk fødsel jeg på alle måder følte at jeg var herre over.

Man siger ofte at tredje gang kan være drillegang – og når så ovenikøbet tredje gang er med en meget stor baby, så er der altså for alvor noget om snakken! Det er selvfølgelig ikke sådan for alle, men det hænder, at den tredje fødsel kan være både hårdere og længere end de forrige. Kvinden som har skrevet denne uges fødselsberetning siger selv, at denne fødsel uden tvivl har været hendes hårdeste og jeg synes simpelthen at hun er kommet så sejt igennem. Rigtig god læselyst.

Jeg havde længe været plaget af smerter i graviditeten. I uge 20 startede plukkeveerne, i uge 33 fik jeg symfyseløsning, og i uge 34 var hele min krop så fyldt med væske, at jeg ikke længere kunne stå, gå eller sidde særlig længe af gangen. Med to børn i huset, var det  – mildt sagt – noget af en udfordring!

I uge 35 sagde jeg til min jordemoder, at jeg ikke kunne mere. Hun ville ikke sætte mig igang i uge 37, som jeg ønskede, da baby selvfølgelig ville have bedst af at blive i maven til termin. Jeg fornemmede dog, at hun godt kunne se at jeg var presset fysisk og psykisk.
Da vi nåede uge 38 var jeg fysisk drænet og jeg havde oveni hatten taget 30 kg på. Jeg frygtede virkelig hvordan det hele skulle ende. Jordemoderen bad mig om at komme igen i uge 39 og så ville hun kigge på, om jeg kunne blive sat igang.
Jeg tog afsted til jordemoder i uge 39+3 og hun kunne her konstatere, at jeg var 2 cm åben og havde 1,5 cm  livmoderhals tilbage. Babyen skønnede hun til 3600 g. Vi blev enige om en hindeløsning, og allerede da hun tog fingrene ud igen, var der godt gang i plukkeveerne. Jeg fik en tid på hospitalet til en snak om igangsættelse dagen efter, og jeg tog hjem.

Den nat sov jeg ikke meget, da tankerne kredsede sig om den forestående snak med fødselslægen. Alligevel må jeg være faldet i søvn, for pludselig vågnede jeg ved følelsen af en elastik der sprang inden i mig, og kort efter skyllede en smerte indover mig! Jeg rejste mig fra sengen, og vandet begyndte at løbe ned af benet på mig. Jeg vækkede kæresten og skyndte mig ned i bad. Nede i badet kom der en stor skylle vand mere, og veerne bed allerede godt til.

Vi ringede til fødegangen kl 06:00, men de ville ikke se mig før kl 09:00, så vi måtte væbne os med tålmodighed. Der gik kun tyve minutters tid og så bed veerne så meget, at vi ringede til fødegangen igen. Vi fik lov at komme ind til et tjek.

Da vi stod foran 7-eleven skreg jeg så højt af smerte, at vi måtte vende om og køre tilbage til fødeafdelingen.

Vi kom ind til fødegangen, og det kunne nu konstateres at jeg ikke var mere åben end 2 cm, og jeg havde 0,5 cm livmoderhals tilbage, så vi blev nu sendt på den famøse “gåtur” på hospitalet med besked om at vi kunne komme tilbage kl 08:30. Vi blev enige om vi ville forsøge os med en bid morgenmad, så vi begav os ud på hospitalet, der var helt mennesketomt. Min kæreste fandt en kørestol, da jeg ikke kunne gå særlig meget på grund af veerne og han kørte mig således rundt, imens jeg koncentrerede mig om veerne, der hurtigt blev kraftigere. Da vi stod foran 7-eleven skreg jeg så højt af smerte, at vi måtte vende om og køre tilbage til fødeafdelingen. Der var kl 08:00.

Da jeg kom ned på fødeafdelingen var jeg 7 cm åben, og imens jordemoderen fandt en stue til mig, åbnede jeg mig de sidste 3 cm og var nu fuldt udvidet kl 08:30. Veerne var så voldsomme, at jeg glemte al vejrtrækning og for at det ikke skal være løgn, så fik jeg da også både tisset og lavet nummer to. I bukserne!

Pressetrangen meldte sig, og jeg kunne på ingen måde holde igen. Jordemoderen var super glad, for hun troede selvfølgelig, at jeg nu skulle til at føde babyen. Desværre blev vi hurtig klar over at noget var galt. Babyen lå skævt i bækkenet, og svuppede frem og tilbage. I to timer (der nærmere føltes som ti timer) pressede og pressede jeg. Uden held. Jeg prøvede alle mulige stillinger og var også ude i noget tovtrækkeri med manden, som skulle hjælpe mig med at få baby rigtigt ned i bækkenet.

Intet hjalp.

Til sidst var jeg så drænet af energi, at jordemor og fødselslægen blev enige om at vi måtte prøve en sugekop! Og hvis dette ikke var muligt, måtte det blive ved kejsersnit, for jeg kunne ikke selv få baby ud. Hele rummet blev fyldt af læger og jordemødre, og koppen blev lagt. Aldrig i mit liv har jeg oplevet større smerte end denne. De hev og flåede i mig og baby, og det føltes som en evighed før hovedet var ude! Endelig råbte lægen at hovedet var ude, og jeg nåede at blive lettet i 5 sekunder, for efterfølgende råbte hun at skuldrene sad fast. En meget erfaren jordemoder rykkede lægen til side, og stak begge hænder op i mig, hvorefter det føltes som om hun begyndte at vride babyen ud af mig. Jeg pressede med og til sidst kom han ud. En basse dreng på præcis 5000 g og 55 cm!

Heldigvis slap jeg med en hudafskrabning og to sting 🙂

De fleste gravide glæder sig sådan når de skal til ultralydsscanning. Det er et stort øjeblik at få et lille bitte kig ind til dén baby, man med varierende grad af tålmodighed går og venter på. Desværre ender scanningerne bare ikke altid ligeså godt som de begynder. Nogle gange ender de brat, med en baby der er gået til og en drøm der er brast. Andre gange ender de med frygt og mangel på afklaring, som tilfældet var for den kvinde, som har skrevet denne uges fødselsberetning. En frygt, som i løbet af få dage desværre blev til virkelighed, da en ny scanning ved en speciallæge viste, at barnet i hendes mave havde rygmarvsbrok af den alvorlige slags.

Tårerne trillede ned ad mine kinder, da jeg læste beretningen og jeg vil altså bare lige advare om, at den er barsk. Også smuk, men også barsk.

Min mand og jeg var enige om at hvis Noah i min mave ikke ville kunne få et værdigt liv, skulle han have fred.
Til misdannelsesscanningen kunne sygeplejersken se en udposning på Noahs ryg og hun fortalte og viste os, at hans lillehjerne var bananformet.  Det var et tegn på rygmarvsbrok. Da vi bor i Thisted og ikke har scanningslæger på vores lokale sygehus, ringede hun til Aalborg sygehus, hvor lægen så billederne igennem og gerne ville se os på deres afdeling 2 dage senere. Grunden til det ikke blev dagen efter var, at de kun laver fostervandsprøve på bestemte dage og for at vi ikke skulle køre til Aalborg to gange, måtte vi vente en dag. Jeg synes dagene var modbydelige og jeg brugte tiden på at google alt om rygmarvsbrok, græde og prøve at være mor for Ella på 5 og Anton på knap 2. Min mand og jeg var enige om at hvis Noah i min mave ikke ville kunne få et værdigt liv, skulle han have fred.
Da det endelig blev til til scanning nr 2 viste jeg hvad der skulle ske. Jeg sad med kvalme i venteværelset og prøvede på ikke at løbe skrigende væk. Da jeg blev scannet lå jeg med lukkede øjne og tårerne trillende ned af kinderne. Jeg havde ikke brug for at se mit barn hoppe meget levende rundt i maven, når jeg vidste at han snart ikke ville leve mere. Lægen fortalte os, at Noah med stor sandsynlighed ikke ville kunne holde på sin urin og afføring, ligesom hans førlighed ville blive påvirket. Derudover var det svært at forudse hvor stor skaden i hjernen ville være.
Det var så dommen.
Jeg valgte ikke at få lavet fostervandsprøve, da det ikke ville gøre nogen forskel i forhold til vores beslutning.  For os ville det “bare” udskyde fødslen. I stedet sagde vi “ja tak” til en obduktion og prøver at moderkage, samt gentest.
Jeg skulle med rystende hånd og våde kinder skrive under på anmodningen om senabort, som det hedder, når man vil afbryde graviditeten på dette tidspunkt. Dagen efter fik vi godkendelse fra abortrådet og jeg fik en pille, der skulle fortælle min krop, at nu skulle den gøre klar til fødsel. Pillen skulle have lov til at virke i 48 timer, før vi mødte ind på fødegangen.
Jeg brugte dagene på at græde og vente. Jeg var i en slags zombietilstand og kan faktisk ikke rigtig huske hvad vi lavede.
Søndag d 4/3 2018 kl 9.00 møder vi ind på fødegangen som aftalt. Vi startede med en god snak med jordemoren om hvad der skulle ske. Vi fortalte hende om vores frygt og tanker om det hele. Jeg var meget bange for fødslen og tvivlede på om jeg kunne gennemføre det. Min første fødsel trak ud og selvom lægen prøvede med sugekop ville pigen ikke ud; det endte derfor i kejsersnit og frygten for en gentagelse fyldte meget i mit hoved. Tanken om at fødslen ville slå vores lille Noah ihjel fyldte meget og gav mig ikke ligefrem mod til fødslen. Vi græd, snakkede og jeg fik noget morgenmad inden det gik igang.
Kl 10 fik jeg lagt to stikpiller op. Jordemoderen fortalte at jeg var 1 cm åben og livmoderhalsen var helt blød. Fedt at de plukveer jeg havde haft aftenen før havde givet noget. Pillerne virkede hurtigt og gav gode plukkeveer. Min mand (M) og jeg brugte ventetiden på at snakke om hvad der skulle ske med Noah, hvis han kom levende ud. Jeg kunne stadig mærke han sparkede og vi aftalte at han skal over til M. Jeg kunne slet ikke klare tanken om at skulle se ham dø og da slet ikke i mine arme.
Kl 13 fik jeg anden omgang stikpiller og jeg er nu 4 cm åben. Noah sparker og hvert spark motiverer mig til at få det hele overstået. Jeg prøvede at arbejde med veerne, men min hjerne og krop ville ikke samarbejde. Jeg fik et apparat på der kunne “massere” min lænd og jeg kan booste den under veerne. Den gav mig stød, men det virkede smertelindrende og min krop fik lov til at arbejde.
Kl 15 er jeg i vehelvede. I 20 minutter kan jeg slet ikke stoppe med at græde af smerte og får knap nok pause i veerne til at trække vejret. Jeg kan ikke bevæge mig, men jeg kan heller ikke ligge stille for smerterne. Jeg fik morfin og der blev bestilt en epidural.
Min glæde ændrede sig, da jeg så min store stærke mand stå grædende ved min side
Da morfinen virker, hjælper M mig ud og tisse, hvor jeg med hånden pludselig kan mærke noget der er på vej ud mellem mine ben. Jeg skriger til M at han skal hive i snoren, for nu kommer han. Og meget forvirret hiver M så hårdt at snoren ryger ud af væggen på toilettet. Jordemoderen kommer løbende og med hånden mellem mine ben beder hun mig om at presse forsigtigt. Det kommer et plask og det er bare vandet der er gået. Det var hinden jeg kunne mærke og fordi den boblede ud føltes det som et hovede. Jeg føler mig ovenpå og det hjalp på smerterne. Anæstesilægen kommer og jeg synes de er evigheder om at anlægge den meget tiltrængte epiduralblokade; måske fordi jeg sad og kæmpede med veer imens. 16.20 blev de endelig færdige og jeg sagde til jordemoderen at jeg var bange for at jeg havde tisset i sengen, men min ryg var træt og øm og jeg gerne ville ligge ned. Jeg fik mig lagt og hun skiftede underlag, jeg havde ikke tisset men blødt og nu fik jeg pressetrang. Epiduralblokaden blev slukket og kl 16.25 kom Noah ud med et enkelt lille pres som en rigtig Superman, med armen først. Han vejer 360 g og måler 26 cm. Jeg spurgte om han var død og det var han heldigvis. Jeg var lettet og nærmest høj over, at min søn nu havde fået fred og at min krop havde gjort dét jeg ikke troede var muligt. Nu var mine bekymringer ovre og jeg skulle ikke længere frygte fødslen, udsigten til at slå min søn ihjel, smerterne eller tvivlen om vores beslutning.
Min glæde ændrede sig, da jeg så min store stærke mand stå grædende ved min side. Først nu han kunne forholde sig til Noah og hele situationen blev meget virkelig. M sad med Noah det meste af søndag, hvor han betragtede hans lille krop og hans verden stod stille. M havde været stærk for mig siden vi til midtvejsscanningen 5 dage tidligere havde fået af vide, at den dreng der lå i min mave havde rygmarvsbrok og formen på lillehjernen så ikke rigtig ud. Nu var jeg ovenpå og han kunne lade paraderne falde. Nu var det tid til at han skulle sige goddag, men også farvel til vores Noah.
Moderkagen skulle ud og det blev lidt af en kamp, hvor en jordemoder maste min mave og den anden hev i navlesnoren, men det lykkedes at få den flossede moderkage ud. Jeg mistede omtrent en liter blod under fødslen og en del i løbet af natten og en scanning tidligt næste morgen viste rester af moderkagen og størknet blod i min livmoder, så jeg måtte en tur omkring operationsbordet og have en udskrabning. Om formiddagen kom vores datter og hilste på Noah. Hun var mega sej og hjalp med at putte ham fint i den kiste, han blev kørt væk i. Vi fik sagt farvel til vores Noah på en god måde.
Jeg ved at vi har truffet den rigtige beslutning og vi har reddet Noah (og hele vores familie) fra et urimeligt svært liv, men hvor ville jeg gerne holde ham en enkelt gang mere.

Som en tommelfingerregel siger man, at andengangsfødende skal regne med at fødslen varer omtrent halvdelen af tiden i forhold til første gang. Men med dét sagt, er der selvfølgelig ingen garantier når det kommer til fødsler og hvor fødslen for nogle varer væsentligt længere, så går den hos andre meget, meget, meget hurtigere end forventet.

Jeg har under hele min graviditet, med lillesøster, fået fortalt at det kommer til at gå stærkt. Nummer to fødsel tager sjældent lang tid, så det var jeg ligesom forberedt på – men at det kom til at gå SÅ stærkt, havde jeg overhovedet ikke set komme.

Det hele startede omkring marts måned 2017, hvor jeg får fortalt manden, at hvis der skal komme en lillebror/søster så er det et rigtig godt tidspunkt lige her omkring. Det resulterer også i at jeg den 2. April laver en positiv graviditetstest. Alt er godt, en nem graviditet, uden de helt store gener. Altså lige pånær de første tre-fire måneder, hvor jeg primært står på hovedet i toilettet. Storesøster glæder sig til at lillesøster kommer til verden, og joker tit med mors tykke mave.

Storesøster er født 37+4 så da jeg ramte det tidspunkt med lillesøster, var jeg ligesom klar til at hun gerne måtte komme. Havde sågar sagt til jordemoderen at jeg nok ikke kom til sidste besøg, for “selvfølgelig” fødte jeg før tid. Sidste jordemoder besøg var 38+1 og jeg dukkede op… Alt var fint. Lillesøster havde det rigtig godt og ingen tegn på at der var nogen fødsel undervejs. Blev sendt hjem med beskeden om at kontakte sygehuset hvis jeg ramte 41+0 så jeg kunne få en tid til en overtidsvurdering, dagen efter. Og her er vi så nu. 7 dage over termin og jeg er ved at være godt træt af at lillesøster ikke er kommet endnu – ville helst undgå igangsættelse.

Får en tid kl 13.10, til overtidsvurdering. Bliver scannet og der bliver kørt strimmel. Lillesøster har det rigtig godt, jeg får tilbudt hindeløsning som jeg siger ja tak til. Og min krop er mere end klar til at hun skal ud. To centimeter åben og meget moden lyder beskeden jeg får af jordemoderen, men samtidig også, at det altså ikke er sikkert at der sker noget. Hindeløsningen kan give nogle kraftige plukkeveer, men det var stadig en mulighed at jeg skulle komme igen til igangsættelse tre dage senere.

Jeg kører ned og henter den store og har en hyggelig eftermiddag med hende. Vi har aftalt at manden kører ind omkring Elgiganten på vej hjem fra arbejde; der var et virkelig godt tilbud, så det var jo med at udnytte at jeg ikke havde født endnu. Jeg begynder dog at få lidt ondt, og synes da bestemt også at den hindeløsning har gjort noget – har aldrig haft plukkeveer, så jeg var meget i tvivl om, om det var dét. Manden kommer (endelig) hjem og den store bliver puttet. Vi slapper af i sofaen, men omkring halv ni er jeg nødt til at gå i seng. Det hedder sig jo at “kan man sove fra det, så er det ikke veer”.

Det kan jeg ikke, men jeg falder alligevel lidt hen og vågner med jævne mellemrum med ondt i lænden. Omkring 00.30 vågner jeg ved at mit vand er gået, men det tager jeg egentlig ret roligt. Mit vand gik også af sig selv ved den store (dog uden veer først) og der gik fire timer inden jeg sådan for alvor fik veer, så jeg tænkte at jeg da havde masser af tid. Mente jo ikke at jeg de sidste fire timer havde haft veer, så jeg fik vækket manden, ringet til mormor og morfar som skulle være ved den store imens vi var på sygehuset – de bor tyve minutter væk og var nærmest ude af døren da jeg ringede. Jeg ringer også til fødegangen, hvor jeg fortæller at jeg har veer og at mit vand er gået. Beskeden er at jeg stille og roligt skal pakke sammen og komme ind på sygehuset.  Senere har jeg dog fået fortalt (til efterfødselssamtale) at når man har født rimeligt hurtigt første gang og har veer og vandet er gået, så bliv hvor du er – for så føder du!

Jeg kommer ud på toilettet, som heldigvis ligger lige ved siden af soveværelset, da jeg mener det er mest praktisk at resten af vandet kan sive ud der. I omkring 20 minutter render min mand frem og tilbage fra soveværelset til bilen og sender mig mange blikke om at jeg også skal se at komme ud i bilen, for vi skal jo afsted! Undervejs i alt det her er jeg ikke helt lydløs, og på et tidpunkt ændrer mine lyde da også så meget karakter at min mand kommer ud til mig, der står i en halv squatstilling over toilettet og fortæller at hovedet altså er ude! Han får ringet 112 og indenfor to minutter står der et par meget kompetente ambulancemænd, klar til at hjælpe. Storesøster sov fra det hele!

På de to minutter nåede kroppen også at blive født, og mormor og morfar ankommer før ambulancemændende. De blev mødt udenfor af min mand, der fortæller at de ikke skal blive chokeret, men at jeg altså har født. Min mor har efterfølgende fortalt, at det værste tidspunkt, for hende – det her er fødslen af det tredje barnebarn – er når vi ringer og siger at det er nu, vi skal på sygehuset. For hvem ved om sådan en fødsel går godt? Alle hendes tanker om det blev fuldstændig manet til jorden, da hun kom ind på badeværelset hvor jeg sad på gulvet med lillesøster i favnen.

Ambulancemændende kom og jeg følte mig virkelig tryg herefter. Vi måtte dog en tur på sygehuset da moderkagen ikke ville ud.

Det var dog intet problem for jordemorderen på sygehuset, at få den ud. Jeg slap med tre sting, og min mand med en lille smule svimmelhed – han havde simpelthen klaret sig igennem det hele på adrenalin, som nu forlod kroppen. Efter en liter rød saft var han dog klar igen. Midt i al den thuhej var vi begge taget med ambulancen (på trods af at vi har to biler) så da vi skulle hjem om morgenen, måtte min mand tage toget tilbage, efter en bil! Sådan en uplanlagt hjemmefødsel kan også “svine” lidt, men min helt igennem fantastiske mor brugte et par timer på at gøre rent – for det syntes hun altså ikke at vi skulle komme hjem til!

Således, kl 01.10 (har vi “sjusset” os frem til ved hjælp af telefonopkaldene til 112) kom lillesøster til verden, 3710g og 52cm med fuld fart på!

Der findes så mange skrækhistorier om sædefødsler – og så findes der historier som denne her. Hvor man først opdagede at baby havde numsen ned, da kvinden allerede var gået i fødsel og hvor alt i øvrigt forløb fuldstændigt ukompliceret! Jeg får næsten lyst til at smide armene i vejret og råbe: Hallelujah!

Jeg vågner om natten, omkring 04.30, ved at vandet går.  Jeg får vækket min mand og siger at jeg tror det er ved at være tid.  Jeg ringer til fødegangen og fortæller at vandet er gået. Jeg har ikke veer så jeg får aftalt med jordemoderen at hvis jeg ikke har fået veer kl 08.00, skulle jeg komme der og ellers komme med det samme når veerne kom. Jeg havde en hurtig fødsel med min datter, og derfor skulle jeg forvente at det gik hurtigere denne gang. Vi får ringet til vores tidligere nabo, som skulle være hos vores datter indtil min svigermor kom.  Da jeg kun var i uge 37+1, havde jeg ikke fået pakket en taske til sygehuset, så det gik jeg straks i gang med.

Ved fem-tiden får jeg første ve og den første halve time er de svage og uregelmæssige.

Jeg går i bad og imens jeg står i badet bliver veerne kraftigere og med ca 4-5 min imellem.

Vores nabo er kommet, så vi kører til sygehuset. Imens vi kører tager jeg tid på veerne og der er kun 2 1/2 min imellem dem nu.

Da vi kommer til fødegangen bliver jeg undersøgt. Jeg er 4 cm åben og jordemoderen tror at hun sidder med numsen nedad. Jeg spørger om hun er helt sikker, da jeg havde fået at vide ved min 35 ugers undersøgelse at hun sad fast med hovedet.  Jeg ville ikke helt tro på det. Jordemoderen var dog temmelig sikker og hentede en læge og noget skanningsudstyr. Lægen skanner min mave og bekræfter det jordemoderen har sagt. Jeg bliver tilbudt kejsersnit men takker nej, da de siger at det ser meget lovede ud for at jeg kan føde selv. Jordemoderen undersøger mig igen. Der er kun gået omtrent et kvarter siden hun sidst undersøgte mig og hun bliver derfor meget overrasket idet hun kan konstatere, at jeg er fuld udvidet og de kører mig hurtigt ind på fødestuen. Imens jeg lå og blev undersøgt havde jeg kraftige veer hele tiden og der var ikke nogen pauser imellem dem, så jeg var – mildt sagt – ret presset.

Der er vagtskifte lige når jeg kommer ind på fødestuen, så der kommer en ny jordemoder. Jeg får lagt stimmel på maven med det samme da jeg kommer ind på fødestuen.

Jeg får at vide at jeg skal føde liggende, da det er en sædefødsel. Det er dog meget smertefuldt for mig ligge på ryggen så jeg får lov til at vende mig om og stå på alle fire, da babys hjerterytme samtidig også er mere stabil når jeg gør det. Jeg havde sådan håbet at føde i vand,men  det er desværre helt udelukket da jordemoderen hele tiden skal holde øje med babys hjerterytme.

Der er mange mennesker inde på fødestuen og jeg sanser ikke så meget da jeg har mange smerter.  På et tidspunkt bliver der lagt vedrop, da de vil sikre sig at veerne kommer hurtigt nok i pressefasen. Der kommer også én ind og tager blodprøver på mig. Det viser sig så faktisk at være en fra min løbeklub, hvilket jeg synes er temmelig pinligt, da jeg er meget presset på daværende tidspunkt. Hun var heldigvis rar og sagde at hun synes jeg gjorde det så godt.

Da jeg desværre aldrig nåede at få klyx, var der en del gange der nåede at komme “gevinst” under veerne. Pludselig oplever jeg min mand, der dårligt nok kan skifte pubæ-ble hos vores børn, tørrer og vasker mig i numsen. Hvad sker der lige for det!!? Jeg spørger ham så om det er slemt og han siger: “ja, meget!!!”  hvor jordemoderen bagefter siger til mig, at det ikke er så slemt, og at han kun siger det fordi han ikke har set det hun har set. (Jeg håber det er rigtigt).

Jeg har pressetrang, men baby er ikke kommet langt nok ned til at jeg skal presse, så jeg skal lade være med at presse indtil hun er helt nede på bækkenbunden. Jeg synes det er svært at holde igen og det føles som en evighed, da jeg har virkelig mange smerter.  Jeg får vist også spurgt om jeg ikke bare kan få det kejsersnit… Min mand giver mig ilt imellem veerne og jordemoderen forslår at jeg skal sætte mig på wc, da det tit har en effekt med at få barnet langt nok ned. På det tidspunkt er jeg så udmattet at jeg ikke selv orker at gå, så min mand hjælper mig derud. Det var åbenbart det der skulle til, jeg kan mærke at hun glider helt ned og de får mig slæbt op på sengen igen. De får gang i vedroppet da mine veer ikke er så hyppige som jordemoderen gerne vil have dem til at være.  Jeg presser 3 gange og min baby bliver næsten skudt ud. Min mand har efterfølgende fortalt mig at jordemoderen var ved at tabe hende og at den jordemoderstuderende lige akkurat nåede at gribe hende.  På daværende tidspunkt er kl 08.45.

Jeg får hende op til mig og det første jeg siger er: hvorfor er hun så lille, er der noget galt med hende? Og bagefter spørger jeg om jeg er gået meget i stykker. Jeg var overbevist om hele mit underliv var rykket i stykker.

Jordemoderen vejer vores datter og siger hun er lidt lille men hun er sund og rask. Hun vejer 2390 gr. Derefter får de kikket på mit underliv, og det ser rigtigt fint ud, kun et par overfladiske ridser men ingen bristning.  Lidt efter føder jeg moderkagen, som vi får at se og jordemoderen siger at den ser rigtig fin ud.

Under hele min fødsel er der mange mange mennesker inde i stuen. Der er gjort klar til at jeg kunne blive kørt ind til akut kejsersnit og der bliver holdt godt øje med mig hele tiden.  Hvis jeg mødte min jordemoder bagefter ville jeg ikke kunne huske hende, da jeg var temmelig presset.  Der var en studerende til stede hele tiden og jeg kan huske jeg fik sagt undskyld til jordemoderen og den studerende efter fødslen, da jeg vist havde skældt lidt ud, da de havde undersøgt mig under fødslen. [Det er jordemoderen vant til og helt cool med, red].

Vi nyder vores datter i 2 dejlige timer hvor hun ligger på mig og først derefter bliver hun målt, vejet og tjekket.

Hun er 48 cm og vejer 2390 g. Hun er sund og rask. Et lille klik på den ene hofte, men intet alvorligt. Vi bliver informeret om at hun skal skannes når hun er 5 uger, da det har været en sædefødsel og ved  dén skanning viste det hele sig heldigvis at være fint.

Den er altså ikke for sjov, denne uges fødselsberetning, selvom udfaldet heldigvis er godt. Den handler om en fødsel – længe før termin – efter en voldsomt eskalerende svangerskabsforgiftning, som desværre først kom på retur flere dage efter fødslen. At nogle mødre og børn ender med at starte livet sammen på denne måde, kan virke så dybt uretfærdigt og netop derfor gør de afsluttende kommentater mig så glad – fordi det virker som om at her er tale om en lille familie, som ikke sådan lader sig slå ud. Jeg mener, kvinden er sågar endt med at fuldamme! Kæmpe ros herfra for at mestre dét – det er jeg ikke sikker på om jeg selv ville have været i stand til ovenpå dét forløb…
Læger har altid godt kunne lide, at holde lidt ekstra øje med mig igennem de største forvandlinger af kroppen, såsom puberteten og især graviditet. Dette skyldes et kræft forløb da jeg var ganske spæd, som jeg faktisk næsten ingen konsekvenser har af (læs: to naturlige graviditeter. Kan stadig ikke få armene ned)
Ved min første fødte gik jeg til lidt ekstra kontrol og blodprøver, men det var en fuldstændig normal graviditet og fødsel. Sat i gang pga begyndende tegn på svangerskabsforgiftning, fødte 38+2 en dreng på 48cm og 2650g.
Så bliver jeg gravid med nr to…
 
Det startede faktisk meget fint. Syntes godt nok jeg var træt og uoplagt de første mange måneder. Men tænkte at det skyldtes, at jeg allerede havde en på to år, som kræver sin opmærksomhed og det ikke var så let bare at smide sig på sofaen. Da jeg snakker med fødselslægen om min træthed kiggede hun på mig og siger, at jeg er nødt til at passe ekstra på mig selv og sygemelder mig (igen nok grund mit tidligere sygdomsforløb). Der var 5.5 måned til termin. Puha det er lang tid.
Vi når til uge 20 og skal til scanning, der er stadig næsten ingen mave. Jeg er kun 156 høj, så det er begrænset hvor den baby kan gemme sig henne. Alt ser fint ud, men vi får at vide at baby er lidt lille og moderkagen ser for tyk ud. Så vi skal komme igen om 2 uger. Her begynder hospital møllen for alvorlig.
Det viser sig, at baby er 30%  under gennemsnittet og vi skal til scanning hver 14. dag. Derudover skal jeg ind og have drop hver 14. dage, da min krop udskiller for meget magnesium grundet mit tidligere kræft forløb. Udover det er der blodprøver, blodtryk og urintest. Jeg var i hvert fald på hospitalet en gang om ugen. For hver uge der går stiger mit blodtryk og mine blodprøver bliver en smule dårligere. Men intet alarmerende og baby har det så fint.
Da vi runder uge 30 hedder det blodprøver og lægetjek to gange om uge. Der er ingen tvivl mere: Jeg er ved at udvikle svangerskabsforgiftning. Spørgsmålet er bare, hvor hurtigt…
Alt dette foregår denne sommer (2018). Den varmeste sommer nogensinde og jeg får så meget vand i kroppen. Mine fødder bliver så store at jeg er nødt til at købe nye sko og alt vokser, dog ikke min mave som stadig er ret lille.
Uge 32+1 
Min søde kæreste synes også lige at han skulle være med, så han får fjernet sin blindtarm midt om natten. Desværre laver nogle af de indvendige sting ballade, så en af dem er ved at bore sig ud af maven på ham, hvilket er forbundet med smerte og nedsat bevægelighed. En måned senere får han fjernet stinget inden det selv lavede hul (heldigvis!)
Uge 33+2
Min kæreste har første feriedag og er hjemme i haven med vores søn og jeg cykler til scanning og lægetjek på Riget. Det første lægetjek jeg tager til alene…
Baby har det fint inden i maven, men stadig lille. Derimod er jeg begyndt at udskille så meget protein i urinen, at lægen kigger alvorligt på mig og siger at hun indlægger mig og hvis mine blodprøver ikke er blevet bedre om aftenen hedder det akut kejsersnit. Jeg får lungemodne med det samme.  Alt dette foregår oppe på fødemodtagelsen. Så mens jeg får min sprøjte, ligger der en meget højgravid kvinde i det samme rum som mig og er i meget aktiv fødsel. Lidt svært at overskue!
De næste par dage går med blodprøver, CTG og en konstant trussel om akut kejsersnit. Jeg er også begyndt at udvikle en forfærdelig hovedpine, hvor jeg føler jeg er i en osteklokke, får syns- og føleforstyrrelse, hedeture og er svimmel.
Uge 33+5. 
Nu kommer lægen ind og kigger alvorligt på mig. Nu går den ikke længere. Baby skal ud. Jeg er ved at bliver dårligere og dårligere.
Det viser sig, at blodkarrene i venstre side mellem mig og moderkagen næsten er holdt op med at virke. Siden jeg blev indlagt har jeg hele tiden spurgt om muligheden for at føde naturligt. Fødslen af min første fødte var det vildeste oplevelse og jeg ville så gerne gøre det igen. Derudover kunne jeg ikke overskue to nyopereret forældre.
Jeg får om aftenen at vide at de gerne vil lade mig prøve at føde, så en JM undersøger mig, fuld livmoderhals, men den er blød, så hun er ikke afvisende over for at føde.
De giver mig tre modningspiller og vil se hvad natten bringer. Men baby skal ud dagen efter, så jeg skal være fastende, da der er planlagt kejsersnit om formiddagen.
Uge 33+6 
Jeg vågner et par gange om natten men nogle gode plukveer, men mere sker der ikke. Om morgen kommer min jordemoder ind; hun har passet mig de foregående dage og vi har mega god kemi og jokede fra første møde af.  Fantastisk kvinde!!
Hun fortæller, at de har snakket om mig i personalestue og de synes ikke at jeg har fået en real chance for at føde med kun en nat og tre piller. Så hun vil snakke med lægen, om at tage mit vand og se hvad der sker.
Kl 9.20
Jeg er kommet på en igangsættelsesstue og jordemoderen tager vandet uden problemer. Der bliver kørt CTG for at holde øje med baby. Der begynder at komme nogle veer, hvor jeg skal koncentrerer mig lidt, men de er korte og der er over 6 min i mellem. Jordemoderen kommer ind og siger at ved nogle af veerne falder baby’s hjertelyd og hvis ikke det bliver bedre, så hedder det kejsersnit.
Kl 10.15
En fødselslæge kommer ind og siger at babys hjertelyd stadig bliver påvirket af nogle af venerne. Det er ikke kritisk endnu, men jeg skal begynde at indstille mig på et kejsersnit. Jeg var ved at blive lidt træt af det ord, men baby skulle på ingen måde lide overlast.
10.50
Jeg er nu åbnet 4 cm åben og i aktiv fødsel og har derved kvalificeret mig fra igangsættelsesstuen til en fødestue. Men der var ingen ledige. Jeg er ved at være godt træt i kroppen af at ligge på en hård briks først på den ene side og så den anden. Så jeg spørger jordemoderen, om jeg ikke må gå på toilettet. Hun er ikke meget for det og jeg lover at skynde mig. Min kæreste nægter at lade mig lukke døren helt og står lige på den anden side. Jeg bliver færdig og trisser tilbage på stuen.
De næste 20 min er meget sløret, men det her er cirka hvad der skete:
Da jeg kommer ind på stuen og skal til at kravle op på briksen kommer der en ve. Sådan en der gør rigtig ondt i lænden. Jeg når at tænke yes nu er vi i gang, det her kunne jeg huske fra min første fødsel. Men der kommer aldrig noget dyk i venen. Det bliver kun kraftigere og kraftigere. Min kæreste får ringet efter jordemoderen, som prøver at sætte monitering på mig for at finde baby’s hjertelyd. Jeg er kommet op på briksen igen (ved stadig ikke hvordan) og er gået i panik over det her smertehelved. Det var ikke en fødsel som jeg huskede det, mit hoved var slet ikke med. Jeg forstår ikke hvad der sker og kan næsten ikke ænse hvad der sker omkring mig. Jordemoderen kan ikke finde babys hjertelyd, så på meget kort tid bliver jeg bakset over i en kørestol og så løber de ned til en fødestue, mens min nyopereret kæreste må halte bagefter.
Vi kommer ind på fødestuen; jordemoderen kigger på mig og siger at jeg skal op på det fødeleje nu, baby skal ud. Jeg kommer op, og jordemoderen fortæller mig at jeg er fuldt udvidet og ved den næste ve skal jeg presse. Da jeg hører de ord kommer jeg tilbage i min egen krop og kan pludselig registeret hvad der foregår omkring mig. Pressefasen, det her er snart overstået. De har fået sat en elektrode på baby’s hoved og den er meget stresset. Jeg føler ikke der kommer nogen ve, men pludselig siger jordemoderen “pres!”, så det gør jeg. Hovedet er født. Gisp bliver der råbt, jeg føler jeg bare laver et host og så er baby født. Da jeg endelig kigger op er stuen fyldt med JM’er, en fødselslæge og en børnelæge. Fra vi forlade igangsættelsestuen til baby er født går der 6 min.
Kl 11.29 kommer en lille pige til verden, 1450g og 39cm. Hun kan selv trække vejret og kommer over på mit bryst efter lægetjekket. Moderkagen bliver født og så bærer min kæreste vores datter over på neonatalafdelingen, mens jeg lige skal komme mig. Jeg er så klar til at hoppe ned fra det fødeleje. Men jordemoderen vil lige tjekke mig. Så snart jeg får lov løber jeg ud på toilettet og kommer tilbage som en 3 årige der stolt fortæller, at nu har jeg tisset. Jeg føler at jeg godt selv kan gå over til neonatalafdelingen, men min jordemoder insisterer på at køre mig i rullestol derover.
Det videre forløb er næsten en historie i sig selv. Men den korte udgave: Vores lille pige er bare mega sej og skal ikke have hjælp til noget som helst. Da hun er 11 dage gammel kan jeg fuldamme hende og vi bliver udskrevet da hun er 14 dage.
Dagene efter fødsel går min svangerskabsforgiftning amok og de første 5 dage kan jeg næsten ikke være sammen med min datter og kæreste, da jeg er så dårlig.
I skrivende stund er min datter 4 uger  og har lige har rundet 2 kg.
Den fødsel var en voldsom oplevelse, men jeg tænker tilbage på den med stolthed og vil altid være dybt taknemmelig for min jordemoder!

Allerede under graviditeten gik det op for dem, at deres lille ventede datter havde en misdannelse, som krævede at hun skulle opereres umiddelbart efter fødslen. Av i mit hjerte, altså, hvor må det være hårdt at gå og vente på – og at være i undervejs. Fødslen endte med, på grund af barnets misdannelse, at blive sat igang før tid, men heldigvis – og nu spoiler jeg altså lige – gik alt godt og den lille pige klarer sig i dag helt uden mén. Jeg sender ren kærlighed efter denne lille, seje familie.

Fortællingen om vores datters fødsel er i virkeligheden ikke så meget en fortælling om en fødsel, men i højere grad en fortælling om en graviditet og en start på forældrelivet, som var fyldt med bekymringer. Det er en fortælling om, hvor lidt en fødsel i virkeligheden betyde, når der er en hel masse andet, som betyder meget mere.

Da jeg blev gravid, var der ikke længe til at min kæreste stod og skulle til udlandet i 4 måneder. Jeg skulle derfor være alene fra jeg var 10 uger henne og 4 måneder frem. Det havde jeg det helt fint med, og min kæreste jo ville være hjemme i god tid inden jeg skulle føde.

Da jeg kom til nakkefolds-scanningen viste det sig, at vores baby havde gastroschise; en bugvægsdefekt, hvor barnet har et lille hul i maven. Det betød, at vores datter ville blive født med tarmene udenpå kroppen. Det er en relativt sjælden lidelse – der fødes ca. 15 børn med gastroschise i Danmark om året. Jeg fik foretaget en moderkage-biopsi samt lavet en grundig gennemscanning, som ikke viste andet. Ved kromosomanalysen fik vi også at vide, at det var en pige vi ventede os.

Nu var det ikke længere sjovt at være alene i Danmark, og mit ellers planlagte ophold hos min kæreste måtte aflyses, da  forsikringsselskabet ikke ville dække mig under rejsen, når der ikke længere var tale om en almindelig graviditet. Det slog mig helt ud, at jeg ikke kunne tage af sted, for jeg havde bare SÅ meget brug for at se min kæreste. Heldigvis kunne vi facetime hver dag, og selv om det aldrig vil blive det samme som at være sammen, så fik vi snakket om rigtig mange ting. Selvom jeg ville ønske, at han vi havde været sammen i den periode, så klarede vi det faktisk ret godt, og det var fantastisk da han endelig kom hjem,

Jeg blev gennem graviditeten scannet ca. hver 4. uge, og udover at vores baby var lidt lille, så alt fint ud. Alligevel var jeg enormt bekymret hele graviditeten – jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt sagde til min kæreste, at jeg følte det var som at holde vejret og lukke øjnene og bare håbe på, at alt ville gå godt. Frem mod slutningen af graviditeten blev jeg scannet hyppigere, da der efterhånden som pladsen bliver trang, er risiko for at tarmene kan blive klemt. Jeg ville blive sat i gang senest i 38. uge, og medmindre der ville opstå komplikationer, ville jeg kunne føde normalt.

Vi var til scanning ca. 5 uger før termin, og der var tarmene begyndt at udvide sig lidt – et tegn på, at de var begyndt at blive påvirkede af at ligge i fostervandet eller at de var lidt afklemte. Lægen der scannede mig mente dog godt, at jeg kunne gå til 37+2, hvor vi fik en tid til igangsættelse. Den sidste ventetid var meget speciel. Vi glædede os til at møde vores baby, men vi var samtidigt nervøse. En uge før igangsættelsen begyndte jeg at få lidt kraftigere plukkeveer og henover et par døgn kom der flere og flere af dem. Jeg havde igennem graviditeten haft plukkeveer, hvis jeg anstrengte mig lidt for meget, og jeg tænkte egentlig ikke så meget over det. Da jeg var 36+3  blev jeg ringet op af den læge, som havde scannet mig ugen forinden – hun var blevet i tvivl om, hvorvidt jeg burde sættes i gang tidligere, og hun var med kirurgerne blevet enige om, at jeg skulle komme allerede dagen efter til igangsætning. Jeg ringede til min kæreste, som kom hjem fra arbejde med det samme. Det eneste vi ellers kan huske fra den dag er, at vi kørte ud og panik-købte et kamera.

Onsdag mødte vi på hospitalet kl. 8. Jeg blev undersøgt, og de små veer jeg havde gået med, havde gjort et fint stykke arbejde, for jeg havde kun en smule livmoderhals tilbage og var ca 1 cm. åben. Fødegangen havde dog ikke tid til at tage os, så timerne gik med at gå en lang tur og ellers bare forsøge og få slappet lidt af. Mine veer tog lidt til, men det var ikke noget jeg ikke kunne holde ud. Først kl. 18 kom vi på en fødestue, og jeg fik CTG-bælte på. Baby var for stille, og vi kunne rigtigt få mere gang i hende, lige meget hvor meget jeg bevægede mig eller drak kold saft. Jordemoderen (som i øvrigt var verdens sødeste!), tog ret hurtigt vandet – det var grønt, og der var ALT for meget, så forklaringen på at jeg så småt var gået i fødsel selv, lå nok heri. Baby fik elektrode på, og det satte i den grad skub i veerne at vandet var blev taget. Fødslen blev en hektisk omgang. Jeg var meget forpint og kunne ikke fokusere på ret meget andet end at arbejde mig igennem veerne, men når jeg indimellem var lidt mere klar, kunne jeg godt fornemme, at baby ikke havde det helt godt, og  at det skulle gå stærkt. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt sagde til min kæreste, at han ikke måtte blive bange, hvis jeg lige pludselig skulle have akut kejsersnit. På et tidspunkt tjekker jordemoderen, hvor meget jeg har åbnet mig; 5 cm. Hun siger, at hun vil se, om ikke hun presse livmoderhalsen op, så der kommer mere fart på. På de næste 7 veer presser hun min livmoder op til 9 cm. Jeg kan ikke huske andet fra dette, end at det gjorde helt vildt ondt, og så lige pludselig skulle jeg begynde og presse. Jeg havde ikke power nok i mine veer, så jeg fik ve-drop, og kl. 23. 03 blev hun født med et enkelt træk med sugekop.

Hun blev kort holdt op over mig og kom så over på et leje. Min seng blev kørt over ved siden af hende, og jeg holdte hendes lille bitte hånd i de 5 minutter der gik før de kørte hende til operation. Min kæreste gik med på intensiv og jeg blev på stuen, hvor mine forældre kom. Jeg var hurtigt på højkant efter fødslen og kunne komme over på intensiv til vores datter, som var kommet tilbage fra den operation, hvor hendes tarme var blevet lagt ind i maven. Hun lå med respirator, og jeg har vist talt sammen til, at hun med EKG-elektroder, drops osv var tilkoblet 17 slanger og ledninger. Det ser ret voldsomt ud på en baby, der vejer 2500 g. Jeg er normalt et følelses-menneske, men jeg tror simpelthen det hele var for overvældende. Jeg kan huske, at jeg slet ikke kunne mærke hvad jeg følte. Vores datter blev født en onsdag aften og opereret lige efter fødslen samt om lørdagen, og først lørdag aften tror jeg, at jeg fandt mig selv og mine følelser. Jeg tror nærmest min kæreste var lettet over at jeg endelig græd, for det havde jeg ellers ikke gjort.

Vi tilbragte den første måned på sygehuset. Vores datter havde det godt, men skulle have gang i maven og sværest af alt; i gang med at spise. Hun var en uge inden hun blev lagt til hos mig første gang, og da vi kom hjem da hun var en måned gammel, var amningen endnu ikke fuldt etableret. At få etableret den amning er noget af det hårdeste jeg nogensinde har gjort.

I dag er vores datter en sød og dejlig pige, som lige er blevet 1 år. Hun har ingen mén efter hendes svære start på livet. Hun er nysgerrig, har masser af temperament, giver dejlige våde kys, og hun har været det hele værd!

Egentlig var det meningen af fødslen – ligesom sidst – skulle have været en hjemmefødsel. En hurtig, naturlig hjemmefødsel uden så mange dikkedarer. Sådan blev det bare ikke og jeg synes virkelig at denne uges fødselsberetning rammer hovedet på sømmet i forhold til at man aldrig kan vide hvad man får, når det handler om fødsler, men at det til gengæld – uanset forløbet – faktisk godt kan blive en rigtigt god oplevelse, selvom det ikke gik helt som man havde håbet på…

Tirsdag d. 26/6-18, 37+4: 

Jeg havde været til dimissionsfest med min 9. klasse. Jeg var hjemme omkring 21.30 hvorefter jeg gik en kort tur med hunden. Besluttede mig for at gå i seng, så jeg børstede tænder og tissede. Da jeg rejse mig fra toilettet sagde det pludselig plask – mit vand var gået. Klokken var da 22.15. Jeg skyndte mig at ringe efter mine forældre, som skulle køre fra Nordjylland, og min søster som bor inde i Århus, slå 20 minutter fra os. De skulle alle med til fødslen, og da jeg sidst fødte på under 2 timer så regnede vi med at det også ville gå stærkt denne gang. Derefter ringede jeg til vores jordemoderteam og aftalte at jeg skulle ringe efter dem når veerne startede. Mine forældre og søster var alle ankommet kort før midnat, men der var endnu ingen veer i sigte.

Onsdag d. 26/6/2018, 37+5

Natten gik uden veer. Vi blev alle hængende oppe et par timer, men efterhånden blev vi enige om at sove. Jeg fik dog ikke meget søvn, men desværre heller ikke rigtigt nogle veer – ikke mere end et par harmløse plukkeveer. 7.30 ringede JM for at høre hvad status var. Hun syntes vi skulle komme ind til konsultation for at få lavet hindeløsning og få akupunktur, som forhåbentligt kunne sparke kroppen lidt igang. Vi fik en tid 11.30, så formiddagen blev brugt på at aflevere børnene i børnehave, spise morgenmad og hygge herhjemme. Min mand fik bl.a. samlet sengen og kravlegården.

11.40 kom vi ind til JM og den JMstuderende. Jeg blev undersøgt og var omkring 3 cm åben og meget blød. JMstuderende lavede en grundig hindeløsning og efterfølgende fik jeg sat nåle i ben, fødder og hænder. De skulle sidde 20 minutter for at virke optimalt. I mellemtiden fik vi snakket om det videre forløb. Ved vandafgang anbefales det at man får penicillin 18 timer efter, for at forebygge infektion hos både mor og barn. Det gør dog også at man ikke må føde hjemme. Det var lidt en streg i regningen når nu vi havde andre planer. Eftersom at det kun er en anbefaling, og babys hjertelyd var super fin, aftalte vi med JM at vi ville tage hjem og afvente veer. Skete der stadig ikke noget skulle jeg tage min temperatur og ringe ind kl. 16, som var vores “18 timer efter”. Kl. 14 fik jeg så småt veer, men de forblev svage og meget uregelmæssige, så kl. 16 måtte jeg ringe ind og meddele at der endnu ikke var fødsel i gang. Da jeg havde det godt med normalt temperatur og aktiv fosterbevægelse fik vi lov at se an to timer mere, og så ringe ind igen kl. 18. Mine veer gik dog langsomt i stå, så vi indstillede os på at løbet var kørt. Jeg ringede ind kl. 18 som aftalt, og aftalte med JM at vi ville møde dem på fødegangen i Horsens kl. 19.30. Der betød desværre at min søde far måtte blive hjemme og passe de store, og derfor ikke deltog i fødslen. Ærgerligt, men nødvendigt. Kl. 18.45 kørte vi afsted, med et lille smut om McD for at tanke lidt op på mad. Vi ankom på fødegangen, men da alle 5 fødestuer var optagede startede vi ud i et alm. undersøgelsesrum. Den studerende skulle styre showet som ledende JM, og det var vi helt trygge ved. Jeg blev indlagt, fik målt blodtryk og lyttet til baby. Hjertelyden var heldigvis fuldstændig upåvirket, fostervandet (som sev konstant) var fint og klart og vi var nu klar til at få baby hjulpet ud. 20.45 var der en ledig fødestue klar og vi rykkede ind. Jeg fik lagt venflon i hånden og fik første omgang penicillin. Imens undersøgte JMstuderende mig og min livmoderhals var en anelse mere afkortet end tidligere. Hun forsøgte at sætte monitoreringsudstyr på maven af mig, men baby lå så det var helt umuligt. Derfor blev det besluttet at der skulle sættes en elektrode på dens hoved. Det tog et par forsøg da den bette konstant drejede sig så der ikke kunne måles. Det var en forudsætning at der SKULLE måles under hele forløbet da planen var et vedrop til mig, så det var ret vigtigt. Det lykkedes endeligt, med elektrode nr. 2, og jeg fik også en vemåler på maven. Jeg var nu koblet op med elektroden igennem skeden, vemåler på maven og vedrop i højre hånd. Ikke just nemt at bevæge sig rundt med.

22.40 startede vi vedroppet op, og så ventede vi ellers. Stemningen var god og der blev snakket og grinet. Efter 20 minutter blev det skruet yderligere op, men da jeg stadig ikke fik veer blev det igen skruet op 20 minutter senere. 23.30 begyndte der så småt at være veer som krævede at jeg koncentrerede mig og at Michael trykkede på min lænd imens.

Torsdag d. 28/6-18 37+6

Efter midnat blev der igen skruet op for vedroppet, men min krop arbejdede ikke ordentligt med veerne, og skruede vi ned gik det i stå. JMstuderende konfererede med JM og de blev enige om at det nok skyldtes at baby stod skævt i bækkenet og derfor ikke gled fremad. Baby skulle derfor ud af bækkenet og rystes tilbage igen. Det blev gjort ved rebozo, hvor jeg stod på alle 4 med bagdelen hævet, og allerede 5 minutter efter gled baby mere korrekt ned i bækkenet. Det satte skub i veerne og 01.15 begyndte jeg at mærke pressetrang. Jeg kom, efter eget ønske, på fødestolen of begyndte så småt at presse med. Der blev skruet ned for vedroppet i håb om at kroppen havde forstået hvad der skulle ske, men den ville stadig ikke være med. Så vi måtte skrue op igen. Efter 20 minutter ville JM gerne have mig over i en anden stilling, så vi forsøgte os med knæ-albue-leje. Jeg havde en lang række presseveer igen, men der skete stadig ikke noget. JM kunne se at jeg pressede samt pressede korrekt, men at babys hoved ikke gled nedad som forventet. Her bliver tidslinjen noget sløret for mig. Jeg var udmattet og havde ondt. JM skruede op for vedroppet igen og veerne blev meget intense – men baby gled stadig ikke ned. JM mente at hovedet nok stadig stod en anelse skævt, og ville derfor forsøge med noget “spinning babies – sidelying release”.

Jeg blev beordret om på siden og helt ud på kanten af sengen, jeg skulle så langt ud at maven og brysterne hang frit ud over kanten, så min krop kun var støttet af min mand og jordemoder. Herefter blev mit øverste ben strakt ud og placeret foran det nederste så det også hang frit ud over kanten. Jeg skulle ligge sådan igennem 3 veer og det var ganske rædsomt. Smerten var efterhånden ret voldsom, men vi kom igennem – og derefter skulle det samme gentages på den anden side. Jeg blev placeret igen og veernes styrke var efterhånden ret intens. Kom igennem første ve, havde en mini pause og derefter kom de næste to veer oveni hinanden. Klokken var nu blevet 03. Jeg fik lov at ligge et minuts tid og samle mig, og så ville de have mig op at gå. Det kunne jeg slet ikke overskue, for hver bevægelse resulterede i en ny ve. JM insisterede dog da jeg SKULLE på toilettet, alternativt ville hun tømme mig med kateter. Jeg forsøgte ellers i min smerte-rus at tale hende fra det, men lige som jeg havde kapituleret og ville rejse mig, kom endnu en ve. Denne gang en meget intens presseve. Der var godt knald på og jeg kunne mærke at det virkede. Baby blev skubbet mod udgangen. Jeg lå stadig i sideleje helt ude på kanten,  og da de næste presseveer kom lige efter så blev jeg hurtigt bakset ind på midten af briksen og mine gode hjælpere blev instruerede i at holde/støtte hvor JM mente det gav mening. Igennem de næste presseveer kom babys hoved helt ned, og bedste som jeg tudede af smerter og var sikker på at det aldrig ville gå, så blev hovedet født. Kl. 03.19 kom kroppen ud og jeg fik baby op på maven. Jeg tudede af udmattelse, lettelse og lykke, min mand græd fordi jeg græd og fordi det havde været svært at se mig med så mange smerter. Min mor og søster græd fordi det var så vildt – og så græd vi endnu mere alle sammen da jeg kunne konstatere at vi har fået en søn. Selvom det endte så langt fra min planlagte, naturlige hjemmefødsel så var det en god oplevelse. Det skyldes i høj grad et stærkt jordemoderteam, men også min mand, mor og søster. Jeg ved godt det er lidt utraditionelt sådan at have familien med, men for mig/os er det helt naturligt.

Normalt fraråder man hjemmefødsler i de tilfælde en fødsel skal sættes igang. Det gør man fordi igangsatte fødsler er at betegne som risikofødsler, som altså derfor helst skal foregå på hospitalet hvor muligheden for at monitorere mor og baby kontinuerligt, er optimal. Alligevel fik kvinden bag denne uges fødselsberetning faktisk lov til at føde hjemme, efter igangsættelse og heldigvis da for dét, for sikke en fødsel!
Endelig kom hun – vores længe ventede lillesøster. Terminen hed 31/1-14 men den dag både kom og gik uden tegn på baby. Det var egentlig heldigt nok da vi skulle flytte d. 1/2, og flytterod og hjemmefødsel, som vi satsede på, var svært foreneligt i mit hoved. Da graviditeten var opnået via ICSI, var det skejbys procedure at tilbyde igangsættelse 41+0. Samtidig skulle min far udstationeres i 6 mdr og rejse kort efter min termin, så vi valgte allerede på forhånd at takke ja, selvom det ville bremse ønsket om hjemmefødsel – det var vigtigere at få født inden min far skulle afsted. Jeg fik derfor en tid til igangsættelse på Skejby fredag d. 7/2-14 kl. 7.30.
Mandag D. 3/2-14 (40+3)
Jeg havde tid til JM, og havde planer om at bede om et tjek “deroppe” så jeg kunne få en ide om hvordan det stod til. Det nåede jeg slet ikke at få spurgt om før hun sagde at vi i dag skulle tjekke indvendig status og evt lave hindeløsning. Alba blev skønnet til ca. 3500g, og alt var fint. Det indvendige tjek afslørede 1-2 cm blød livmoderhals og jeg var 2-3 cm åben. Vi blev enige om ikke at forsøge hindeløsning da det højest sandsynligt ikke ville give andet end lede plukkeveer. Vi aftalte derfor at jeg skulle ringe torsdag og få en tid til hindeløsning samme dag, i håb om at hjemmefødslen var til at redde. Hvis ikke, så skulle jeg gøre brug af min tid til igangsættelse.
Torsdag D. 6/2-14 (40+6)
Jeg fik foretaget hindeløsning på Skejby kl. 10, men var stadig kun 2-3 cm åben og stadig med 1-2 cm livmoderhals. Desværre skete der ikke andet end at jeg fik lidt plukkeveer der gik i sig selv ret hurtigt. Mine forældre kom ned (de bor i Nordjylland, vi i Århus) da min mor skulle være med til fødslen lige som sidst, og min far skulle aflevere/hente storesøster fra dagpleje.
Fredag D. 7/2-14 (41+0)
Uret ringede kl. 6.00 og vi gjorde klar til at køre mod Skejby. Jeg havde haft en rædsom nat med ondt i maven, ondt i ryggen og søvnløshed. Jeg følte mig slet ikke udhvilet, men var stadig hamrende spændt! Vi ankom 7.30 hvor vi blev hentet af en JM der startede med at køre en kurve. En halv times CTG viste en pige i fin trivsel og kun et par enkelte harmløse plukkeveer. JM skulle derefter til konference og vurdere hvad der var passende igangsættelse for mig. Til vores store overraskelse kom den ene af mine faste JM’er ned med gode nyheder. De ville gerne prikke vandet og lade mig tage hjem og føde! Det var ikke det vi havde regnet med, så det var en fed besked at få selvom jeg mentalt lige havde indstillet mig på endnu en Skejby-fødsel. Kl. 9.30 gik JM i krig med at tage vandet. Det var dog nemmere sagt end gjort da hinderne var seje og lå meget tæt. Efter 10 minutters tid besluttede vi at holde en pause og prøve igen kl. 10. I mellemtiden skulle jeg tage klyx, vi kunne lige så godt udnytte ventetiden. Efter klyx fik jeg en smule ondt i underlivet i et halvt minuts tid. På det tidspunkt overvejede jeg slet ikke at det kunne være en ve 😉 kl. 10 satte JM en elektrode på Albas hoved, så vi var sikre på at hinderne i det mindste havde fået et lille hul.
10.15 pakkede vi sammen for at køre hjem og smerten i underlivet kom igen. JM konstaterede at “det da vidst så temmelig rigtigt ud” – og allerede på vej ud fra stuen kom den næste ve. På vej mod bilen nåede jeg at få 4 veer der allerede var ret kraftige. Jeg kunne ikke tale, knækkede sammen og gav ret verbalt udtryk for at det gjorde temmelig ondt. I bilen kom veerne fortsat som perler på en snor, og vi overvejede hvorvidt det kunne betale sig at køre hjem? Vi besluttede dog at køre, og min stakkels mor trådte vidst lidt vel meget på speederen da først vi nåede motorvejen. Der var nu kun få minutter imellem veerne der varede 1,5-2 minutter af gangen.
Vi var hjemme omkring 10.40 hvor jeg væltede ind i gangen, klaskede sammen på gulvet og bandede højlydt. Det gjorde så forbandet ondt! Min stakkels far, der var igang med at installere opvaskemaskine og var totalt uforberedt, hjalp mig af med sko og overtøj og fik mig ind i stuen. Her lå jeg og gispede mig igennem veerne imens min mor og mand fik betrukket vores fatboy (kæmpe sækkestol) med plastik og et dynebetræk. Her smed jeg mig på alle fire, den eneste stilling jeg kunne holde ud.
Kl. 10.50 bad jeg min mand ringe efter JM – jeg kunne slet slet ikke overskue selv at gøre det. Bare at finde min telefon virkede uoverskueligt.  JM havde lige sat sig i bilen på Skejby så hun ville køre direkte ud til os. I mellemtiden tog veerne yderligere til og jeg havde ingen pauser – det var konstant og det gjorde ondt. Min mor og mand skiftedes til at gnubbe min lænd og var, lige som under sidste fødsel, et fantastisk godt team.
Kl. 11.15 ankom JM. Hun konstaterede at der var knald på, så hun skiftede hurtigt tøj og pakkede ud. Jeg lå stadig i sækkestolen, fuldt påklædt og efterhånden gennemblødt af sved. Jeg blev hjulpet ud af tøjet og fik en skjorte på, en ren lettelse at komme af med lidt af varmen! JM lyttede ofte hjertelyd der heldigvis var helt upåvirket af mine kraftige og konstante veer. Jeg var efterhånden fuldstændig udmattet og kan tydeligt huske at jeg flere gange sagde at “jeg kan ikke være i det her – jeg kan ikke, jeg kan ikke, JEG KAN IKKE!!!!” for jeg var bare så TRÆT! Helt færdig.
Kl. 11. 50 mærkede JM indvendigt – 10 cm og klar til at presse. Min mand og mine forældre var nær faldet om, men selv tænkte jeg GUDSKELOV! Så får det snart en ende! Den første presseve meldte sig, og jeg kunne tydeligt mærke da hovedet gled helt ned og stod lige foran udgangen. Jeg var sikker på jeg skulle kaste op af smerte, så min mor sad med en skål foran mit hoved for en sikkerheds skyld. Pressetrangen var helt enorm, men for at jeg ikke skulle gå for meget i stykker blev jeg bedt om at gispe imens JM holdte varme klude på mellemkødet. Næste presseve fik jeg lov at presse med – og hovedet kom ud. Det lettede helt utroligt meget, så det var ingen sag at finde kræfterne til lige at give det sidste pres med – og kl. 11.58 kom Alba til verden. Jeg tog selv imod imellem mine ben, fik hende op på maven og blev hjulpet om på ryggen. Hun gav lyd fra sig med det samme. Hun var så fin, fuldstændig dækket af fosterfedt trods den ekstra uge i maven og scorede med det samme 10/10 i apgar.
12.08 blev moderkagen født og JM tjekkede “skaderne”. Heldigvis var der nærmest intet at se – hun gav et enkelt overfladisk sting og det var det. Far klippede navlestrengen og jeg var nær faldet i søvn på stedet. Alba vejede 3600g og var 50cm lang – helt perfekt og efter bogen.
Det var en vanvittig oplevelse! At føde hjemme var helt fantastisk, især bagefter. Det var skønt at være hjemme i egne omgivelser med eget bad, tøj, køleskab osv. Det gav også en helt anden hyggelig stemning, og vi er enige om at kommer der en 3’er så bliver det hjemmefødsel igen.
Og så kan vi passende gå videre til fødsel nr. 3, som også var en planlagt hjemmefødsel, men med et aldeles anderledes forløb, som I kan læse om næste fredag 🙂

Af og til går det sådan, at en fødsel pludselig tager fart i en sådan grad, at det ikke giver nogen mening at bevæge sig andre steder hen, end ud på badeværelsesgulvet. Netop dét oplevede kvinden bag denne uges fødselsberetning i højeste grad, da hun endte med at føde uplanlagt derhjemme, med sin jordemoder i telefonen. En – gudskelov – meget fin beretning <3

Jeg havde haft en god graviditet, lidt lang til sidst, og jeg glædede mig til den forløsning, jeg vidste fødselen ville være. Min første fødsel var en 24-timers fødsel, så jeg havde en forhåbning om at denne fødsel kun ville tage 10 timer, så var jeg glad. Så da den første ve kom klokken lidt i 4 fredag morgen, var det med spænding, tryghed og viden om, at nu havde vi snart vores barn hos os. Tryghed, fordi jeg vidste at det ville være hårdt at føde, men samtidig også den fedeste oplevelse.

Min mand arbejder i en griseproduktion og han skulle sende grise til slagteri kl.4, så ham fik jeg sendt ud af døren, og så gik jeg ellers tilbage i seng for at slappe af indtil veerne rigtig begyndte at arbejde. kl.5.30 kunne jeg ikke bare ligge ned mere, så der stod jeg op og gik rundt og veerne fik lov til at komme. På dette tidspunkt var veerne kun 30 sek. lange og kom med 4-5 min intervaller, så ingen ko på isen 🙂 kl.6 ringede jeg til min mand og fortalte at fødslen var i gang og at det var i dag vi skulle være forældre igen. Vi drak en kom kaffe mens veerne kom og gik i et jævnt tempo, men med erfaring fra min tidligere fødsel gik jeg ud fra at vi havde god tid og at der stadig var nogle timer endnu inden vi skulle afsted på sygehuset.

kl.6.15 vågnede vores datter og mellem veerne fik jeg gjort hende klar til dagpleje og kl.7 kørte min mand afsted med hende. Mens han aflevere, ringede jeg til min jordemoder, som jeg havde mødt en gang til konsultation, så dejligt at det var en kendt der svarede i den anden ende. Vandet var gået så det var det jeg ville informere hende om. Hun hørte mig gennem et par veer og spurgte ind til hvordan jeg havde det, og vi aftalte at jeg skulle blive hjemme så længe jeg ville og at vi skulle snakkes ved igen kl.8.15. Min jordemoder sagde, at vi selvfølgelig gerne måtte komme, da vejret i midtjylland den dag bød på sne og glatte veje. Men igen jeg tænkte der var lang vej igen og at jeg helst ville være hjemme så længe som muligt.

Min mand kom hjem igen og jeg fortalte hvad aftalen lød på, og jeg sagde straks ja til at han lige kunne ordne nogle ting med arbejdet inden vi skulle afsted. Så han kørte afsted med en traktor til arbejdsgiveren 5 km væk og ville så komme hjem igen ved 8 tiden. I alt dette her var mine veer blevet mere regelmæssige og kom nu med 2 min mellemrum, men var stadig kun 30 sek. “korte”, så jeg havde ikke videre travlt med at få min mand hjem igen. Da klokken blev 7.45 tog veerne virkelig fart der var nu kun 1 min mellem, men de varede stadig kun 30 sek, så jeg ringede til jordemoderen og sagde at vi var på vej. Min mand kom hjem og fik pakket bilen og gjort klar, men lige idet vi er på vej ud af døren lidt i 8, får jeg presse veer. Denne gang ringer min mand til jordemoderen, og jeg får fortalt at jeg har presseveer. Hun spørger, noget overrasket om, hvor vi er henne, hun skulle lige være sikker på at vi ikke holdt midt på motorvejen, vi kunne forsikre hende om, at vi stadig var der hjemme, og at vi ikke var kommet afsted endnu.

Den gode jordemoder får mig til at gispe på veerne og får samtidig spurgt mig om jeg ligger ned. Her kan jeg bare sige nej, jeg står op fuldt påklædt og med presseveer. Jordemoderen får min mand til at tage bukser og trusser af mig, får mig lagt ned på badeværelsesgulvet, får ham til at finde puder og stakkevise af håndklæder, og samtidig forberedt os begge på at det bliver en hjemmefødsel, og at vi muligvis selv skal klare det. Hun kontakter en ambulance og beder dem komme asap. Samtidig gisper jeg stadig på en større pressetrang, men formår at lade være med at presse. Flere gange i det her får jeg spurgt min kære seje mand, om han er klar til det her?? (Som om han egentlig havde noget valg). Vi var nok så klar, som vi kunne være i sådan en meget uventet situation.

Jordemoderen fortæller, at der er en ambulance på vej, men hun kan ikke sige, om de når frem hurtigt nok. Jeg gisper stadig og min mand går ud for at se efter ambulancen, som heldigvis kommer hurtigt, klokken er 8.15. Så vælter det ind med 4 fremmede mænd. To falckreddere, en paramediciner og en jeg ikke aner hvem er. Der står de så og kigger lige op i mit fødende underliv, fedt. Den ene får min mobil, hvor jordemoderen er i røret. Hun vil have falckredderen til at fortælle, hvad han ser og kan mærke. Han siger, at hovedet ikke står lige for, og han ikke kan mærke det. De vil have mig afsted i ambulancen og ind på fødegangen. Jeg kan huske, at jeg tænker, det kommer fandme ikke til at ske (jeg kunne sket ikke overskue, at skulle op og stå og jeg vidste at baby var på vej). Heldigvis var jordemoderen meget enige med mine tanker, og sagde til mig at næste presseve, den måtte jeg meget gerne presse på (endelig!!!!). Jeg presser og jeg kan huske, at falckredderen siger; “ok, vi bliver bare her”, og 3 presseveer efter kommer vores perfekte lille pige ud kl.8.25.

Det skal lige siges, at falckredderne ikke vidste, hvad de skulle gøre. Det var den første fødsel som falckreddere for dem alle incl. Paramedicineren og den ene Falckredder havde været i tjeneste i 32 år. Med det vil jeg bare sige, at jeg var så glad for, at jeg havde været igennem en fødsel før, men samtidig vidste min krop også bare hvad den skulle. Og så havde jeg jo verdens bedste jordemoder i røret hele vejen 🙂

Falckredderne fandt hue og ligger håndklæder om baby pige og min mand fik lov at klippe navlestrengen. Jordemoderen er samtidig på vej hjem til os, da paramedicineren vurdere at vi alle har det godt og ikke behøves at komme ind på sygehuset. Så jeg blev hjulpet op i seng, får vores baby lagt på maven og så får vi lov at ligge i vores egen seng og bare nyde vores baby. Da jordemoderen kommer får jeg endelig lov at føde moderkagen. De 4 mænd vidste ikke hvordan dette skulle gøres, så selvom jeg havde haft pressetrang, så var den ikke kommet ud. Jeg bliver syet og fikset forneden og det hele sker der hjemme. kl.11.30 kørte jordemoderen og vi kunne nyde vores lille guldklump inden storesøster skulle hentes efter middagsluren.

Min beretning er et bevis på at ikke to fødsler er ens, og at jeg helt klart skal føde hjemme næste gang. Det er så fedt, dejligt og afslappende af være hjemme bagefter, men næste gang skal det bare være en planlagt hjemmefødsel 🙂

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk