Category

De personlige

Category

I virkeligheden har det ikke været en dag af de bedste. Langt fra, endda. Det er skiftedag for mine drenge og uden at gå i detaljer, kan jeg godt afsløre, at det ikke har været én af de bedre. (Også langt fra).

Det er så røvet det her med skiftedage og selvom jeg bilder mig ind, at mit hjerte (bedre og bedre) rummer sorgen over ikke at få lov til at være sammen med mine børn hver dag, så er de her dage bare stadig helt vildt svære.

Alligevel sidder jeg lige nu og smiler for mig selv. Jeg har nemlig indfundet mig hjemme hos min allerbedste Cecilie, i den sofa jeg har siddet i så mange gange før. Hun har skænket os et glas rødvin, som går usandsynligt godt til de chokoladdskildpadder jeg havde med. Egentlig fik jeg besked på ikke at tage noget med, men da jeg på vej herhen opdagede at min forlygte på cyklen var løbet tør for strøm og jeg stod inde i 7eleven for at købe en midlertidig én og jeg fik øje på skildpadderne, kunne jeg ikke lade være med at lægge to på disken. “Vil du ikke have tre med gratis?” spurgte  ekspedienten “Der er fem for tyve og to koster også tyve”. Okay, så! Således cyklede jeg afsted med fem chokoladeskildpadder og en ekstrabaglygte i lommerne og nu sidder jeg her. Sammen med Cecilie, som gør mig så glad og tryg, og drikker rødvin og spiser chokolade, imens vi kommenterer løs på X Factor UK (som er VANVITTIGT godt).

Det er så simpelt og så vigtigt og jeg er meget, meget taknemmelig for alt jeg har – også selvom jeg skal undvære mine børn af og til.

Det havde jo alt andet lige været sjovere hvis min opdatering omkring den der casting jeg var til for nogle uger siden, ville være en “jahuuu jeg fik jobbet!!”, men ikke desto mindre, så synes jeg ligesom jeg skylder jer at vide besked. For altså, jeg fik desværre ikke jobbet som tv-vært i denne omgang. Kæmpe øv!

Det er ingen hemmelighed at jeg drømmer om (og har gjort det siden jeg var barn) at lave tv, hvorfor det selvfølgelig føles ærgeligt at være blevet fravalgt i denne omgang, men på den anden side så er jeg faktisk også lettet, fordi jeg (selvfølgelig) helst gerne vil lave noget hvor jeg passer perfekt ind. Jeg vil ikke lave tv til et program hvor jeg er næsten-god-nok. Jeg vil være god nok og hvis ikke kan være det, så vil jeg hellere lade være. Selvom det uden tvivl ville have været en FED oplevelse!

Faktisk endte de med slet ikke at bruge nogle af os der var med til castingen, så jeg er edderspændt på at se hvem der så er endt med at skulle stå ved roret for programmet. Jeg har i øvrigt lovet produktionsselskabet ikke at afsløre hvilket program der er tale om, men jeg skal selvfølgelig nok sige til, når det engang kommer på tv 🙂 

Jeg aner jo i ret beset ikke om jeg fik afslag fordi jeg var så piv-ringe, at det eneste mine optagelser duer til, er at underholde til firmajulefrokosten, men de søde tv-mennesker sagde altså, at de virkelig syntes at jeg var rigtigt god  (omend ikke den rette til lige akkurat denne opgave) og at jeg endelig måtte sige til, hvis jeg kom i tanker om et program, jeg gerne ville lave i fremtiden, fordi de så et kæmpe potentiale i mig.

Oh my precious! Tænk om jeg ligefrem kunne få lov til at få en finger med i spillet i forhold til et tv-program som jeg en dag skulle stå i spidsen for. Say whaaaaat?! Ja ja, jeg ved selvfølgelig godt at jeg drømmer lidt her, men hvis man ikke drømmer (og tør sige højt hvad man drømmer om) så kommer man i hvert fald ingen vegne, så min hjerne kører i fuld rotation omkring alle mulige programmer jeg gerne vil lave. Allermest vil jeg gerne lave noget, hvor jeg hjælper andre mennesker. Eller altså, hvor programmet gør det – det behøver som sådan ikke være mig, der er hjælperen. Måske noget med kvinder som har mistet fodfæstet midt i alle de forventninger der stilles til os som moderne, selvstændige, arbejdsomme, kærlige og hengivne kvinder. Eller noget med par, som er usikre på fremtiden og det store valg om at stifte familie. Eller et kvindeprogram om alle de problemstillinger vi står overfor i vores voksenliv (og som jeg, for en relativt stor del af dem, jo sådan set allerede har skrevet to bøger om). Eller, hvis vi skal være mere specifikke; et program om graviditet og fødsel (dén ligger jo lige til højrebenet!). Eller – tænker jeg lige nu – ét om fester og gæstfrihed og om at få nye venskaber, når man er voksen (og måske endda føler sig lidt ensom). Hold kæft hvor gad jeg lige nu godt at lave dét program! I bygningen overfor vores (hvor jeg sidder alene med to sovende børn) er der pyntet op til den vildeste fest og alle de mange ruder ud mod gaden blinker i skiftende farver og guldglimmer, der hænger ned fra loftet og hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne tillade mig at crashe den dér fest. Og alle mulige andre fester. Og at møde alle jer. Og jeres venner. Og….

Ha ha, jeg har så mange idéer, at det er svært at hitte hoved og hale i noget af det, men faktum er altså, at jeg ikke skal være vært for dét der hemmelige program, men at jeg har fået en lille bitte måske-mulighed for rent faktisk at blive vært for noget andet og noget der forhåbentligt passer (endnu) bedre til mig. (Kæmpe-yes!!)

Hvis I ligger inde med en god idé – eller hvis I gerne vil bakke op om én af mine, så meld hellere end gerne ind i kommentarfeltet og så skal jeg med glæde gå videre med hele moletjavsen til dem, der bad mig om at “komme i tanker om noget jeg gerne ville lave” 😉 Se dét kunne være sejt!

Jeg har siddet her hundredevis af gange før. Hos den lille økologiske bager, skråt overfor børnehaven, kun få hundrede meter fra min lejlighed. Min lejlighed, som har været dét sted jeg har boet i allerlængst tid i mit voksne liv og som selvsagt så også er dér mine børn har boet allermest. Min lejlighed, som fra klokken 12 i dag ikke længere er min. Eller altså, det er den, på papiret, men der flytter en ny familie ind og selvom vi da garanteret godt kunne blive fine venner, så tænker jeg ikke, at de vil sætte pris på det, hvis jeg kommer rendende i tide og utide. Min lejlighed bliver deres hjem.

Heldigvis.

Siden vi er flyttet fra lejligheden, kan jeg nemlig mærke, at det har gjort os godt, at komme væk. Det er selvfølgelig dejligt at være flyttet sammen med Simon, men det virker alligevel som om at den største forandring – hos drengene især – faktisk handler om, at være kommet væk fra vores gamle lejlighed. Den fysiske flytning har givet anledning til og mulighed for at give slip på noget af alt dét der – tydeligvis, ser jeg nu – var knyttet til livet i den gamle lejlighed. Noget af sorgen, tristheden og kampen er blevet efterladt og der er på én eller anden måde kommet bedre plads til mere af alt det gode. Vi har det helt overordnet set bedre nu, end for halvanden måned siden da vi stadig boede her.

Alligevel er det altså lidt trist. Trist fordi vi ikke længere bor lige her; ved børnehaven og øko-bageren og min vidunderlige veninde, Cecilie, som jeg næsten kan kigge hjemtil herfra hvor jeg sidder. Vi bor tæt på, men ikke lige her og dét kan jeg mærke, at jeg skal vænne mig til.

Til en begyndelse vil jeg gå op til hælebaren ved Trianglen og få lavet en ekstra kopi af postkassenøglen, som er det sidste og eneste jeg mangler at få gjort klar, inden klokken slår tolv og vores gamle rammer, får lov til at blive nogle andres nye. Det tænker jeg sådan set også de fortjener, for den er faktisk rigtigt dejlig, min lejlighed og jeg håber sådan, at den kommer til at gøre den nye familie godt.

Jeg lovede jo forleden, da jeg løftede sløret for at jeg skulle til casting, at jeg ville hold jer opdaterede på, hvordan det gik. Og helt kort fortalt, så gik det rigtigt godt. Eller altså, jeg kunne ikke have gjort det meget bedre end jeg gjorde, tænker jeg. Der var selvfølgelig nogle småting jeg gerne ville have gjort om, hvis jeg havde haft muligheden og hvis jeg havde kunnet fortælle mig selv, at jeg ikke behøvede at være nervøs, ville det uden tvivl have gjort min præstation bedre, men nu blev det som det blev og det var virkelig en god oplevelse. Og sjov. Hold kæft, hvor var det sjovt, mand.

Måske er det bare fordi tv-folk er sådan nogle der er gode til (og trænede i) at få andre mennesker til at føle sig godt tilpas, men jeg følte mig virkeligt godt tilpas undervejs og jeg håber sådan, at jeg ikke skyder helt ved siden af når jeg siger, at jeg faktisk følte en lille grad af flair for at stå foran kameraet på dén måde.

… Og så er det bare et virkelig sejt, sjovt og spændende program, synes jeg! Jeg må ikke sige så meget som det mindste lille pip om, hvad det handler om, men jeg lover jer for, at det er noget helt ganske særligt, som uden tvivl kommer til at få stor succes – og jeg vil så gerne stå i spidsen for det.

Hvorvidt min okay-gode mavefornemmelse betyder at jeg lander jobbet, har jeg simpelthen ikke den fjerneste idé om, og med tanke på at Mette Marie – min fellow confettiblogger og veninde, som er så god foran et kamera – har været til præcis den samme casting som mig, bliver jeg ikke ligefrem mere sikker på mig selv. Til gengæld fortalte tilrettelæggeren i dag, at de faktisk kun havde indkaldt én anden, udover Mette Marie og mig til castingen – og med dét in mente, så er chancerne for at det da i det mindste bliver en sønderjysk bloggerdame fra Confetti CPH der render med tjansen jo sådan set ret gode. Det kunne altså være ret sejt, synes jeg!

Uanset om jeg får jobbet eller ej, så har det i hvert fald været en super god oplevelse at være til casting og hvis ikke jeg bliver den heldige, så dumper måske noget andet spændende op en dag. Meeeeen, kryds lige fingre, ik’? 😉

Billedet øverst er forøvrigt ikke fra i dag, men da jeg forleden viste sweateren frem på instagram blev jeg kimet ned med spørgsmål om hvor den er fra, så jeg tænkte, at det var på sin plads at vise den frem her også. Den er fra asos og kan findes HER (reklamelink)

GOD AFTEN, venner!

Jeg har desværre tekniske problemer med mit kommentarfelt for tiden, som desværre ikke gemmer eller uploader alle de (garanteret mega-søde-og-gode) kommentarer I skriver. Jeg beklager stort og vil i stedet henlede kommentarer til min facebookside og min instagramprofil, indtil det igen er oppe at køre her på bloggen. 

Vi havde egentlig ikke rigtigt talt om det inden; hvad der skulle ske på min fødselsdag i torsdags. Men jeg fornemmede ligesom at Simon måske ville planlægge ét eller andet for os og hvis ikke – ja – så bor vi jo heldigvis i en by, hvor man altid kan finde på ét eller andet sjovt at lave.

Om morgenen stod Simon tidligt op og vækkede drengene, som hjalp ham med at dække det hyggeligste morgenbord  jeg længe har set – med nybagte boller, naturligvis – inden de helt glade og med masser af flag kom ind til mig på madrassen på gulvet i soveværelset og sang fødselsdagssang og gav mig en millionmillard kys og kram. Vi havde sådan en dejlig morgen og jeg fik de fineste gaver og alt var ret perfekt. Simon fortalte at han havde planlagt lidt ting vi skulle i løbet af dagen, men at jeg gerne måtte sætte dagsordenen indtil middagstid.

Således cyklede jeg afsted med drengene og lagde snedige planer for de kommende timer. Jens blev afleveret i skole til vanlig tid (selvfølgelig) hvorefter jeg brugte en ekstra times tid på at hygge med Peter, inden han kom i børnehave og jeg satte kurs mod den lokale malerbiks. Her troppede Simon op for at slæbe den tunge malerbøtte hjem i min gamle lejlighed. Lejligheden er lejet ud pr. 1/10 så det er ved at være oppe over, at den skal sættes i tip-top stand og med et par timer uden planer, så jeg selvfølgelig mit snit til at bruge formiddagen på dét. Jeg forstår selvfølgelig godt, hvis nogen tænker at dét dog var en kedelig aktivitet på sin fødselsdag, men jeg synes faktisk at det var ret hyggeligt og så synes jeg simpelthen at noget af det bedste her i verden er, når jeg kommer af med nogle af de hængepartier, der godt kan gå og give mig lidt dårlig samvittighed i hverdagen.

Efter et par timers malerarbejde kørte vi tilbage til Nordhavn, hvor vi tog en lille pause, inden Simon bad mig iføre mig noget tøj jeg kunne bevæge mig i. “Hvor godt skal jeg kunne bevæge mig?!” prøvede jeg at spørge ind, i håbet om at kunne gætte hvad vi skulle. Han var ikke så skide nem at arbejde med lige dér, vil jeg sige og det eneste jeg kunne få ud af ham var, at tøjet egentlig også gerne måtte være lidt pænt. Oh well, så var paintball og mudderwrestling ligesom taget ud af ligningen, tænkte jeg. Gad vide om vi skulle klatre? Eller ud i en trampolinpark? Ej, nok ikke det sidste; Simon er altid så sød til at tænke på min ryg, så dét kunne jeg sgu nok også godt udelukke.

Vi tog en drive now, kørte forbi Østerbros bedste durumbar (som ligger lige overfor Olufsvej, til jer der måtte være interesserede) og fik en falafel med på vejen og så afsted mod Frederiksberg. “Vil du ikke også have en øl til?” spurgte han. Så var klatringen sgu nok også udelukket. Jeg spiste min falafel så hurtigt og uopmærksomt at jeg helt glemte at smage på den og mærke efter hvornår jeg egentlig blev mæt. Jeg var så spændt!

“Kom” sagde han og tog min hånd “vi skal herind”.

I et dansestudie, sgu! (Ja, jeg ved godt at jeg har skrevet sgu ret mange gange allerede, men det var altså også en ret sgu-agtig dag). Hvor vi skulle lære at danse salsa. Bare os to.

Ej men shiiiiiiit, altså. Nu kender I selvfølgelig ikke Simon, men han er sådan ret meget en “mande-mand”, så at han på helt eget initiativ havde taget fat i en salsalærer og besluttet – for min skyld – at vi skulle prøve det sammen, synes jeg simpelthen var ud-over-alle-grænser-sødt!

Efter et par timer og titusinde dansetrin fik jeg næste punkt på dagsordenen at vide: Forældremøde.

Jeg havde godt nævnt det for ham nogle dage forinden, at der var det her møde og han har åbenbart kunnet mærke på mig, at det var noget jeg egentlig helst ikke ville gå glip af, så dét havde han selvfølgelig taget højde for i sin planlægning af dagen. *Jeg smelter*. Ovenikøbet med muligheden for at vi lige kunne nå at få os en lille eftermiddagscocktail hjemme på altanen inden tiden og det kunne altså ikke være meget mere perfekt.

Forældremødet gik som dén slags nu engang går og jeg fik – endnu engang og måske med lige rigeligt cocktailbetinget iver – meldt mig på trivselsholdet, som jeg håber bliver ligeså nice som dét vi havde sidste år. (Selvfølgelig gør det det).

… Og så skulle vi til middag. Som altså ikke bare var en middag, men en skøn oplevelse på Københavns vidst nok eneste vegetariske gourmetrestaurant, VeVe. Seriøst, ik’? Dét er fanderne’me da sødt. Han kunne have booket bord på alle mulige andre restauranter, hvor jeg kunne passe mine kødfri tendenser imens han kunne have fået sig en god bøf, og alligevel valgte han dét han vidste at jeg ville bliver aller-allergladest for. Dét – og alt andet fra dén dag (og de fleste andre i øvrigt også) – vidner altså om, at jeg har fundet mig en usædvanligt god mand.

Jeg mener, han invilgede endda i at tage ovenstående billede af mig, selvom vi åbenbart var lidt forsinkede på vej mod restauranten. Dét er kærlighed anno 2018 😉

Kjolen jeg havde på er i øvrigt fra Ganni og den er faktisk lige nu nedsat med 75% lige HER (reklamelink)

Ååååh altså, I’m so intrigued! To af mine allerbedste bloggerkollegaer, Mette Marie og SneglCille har i dag begge to fortalt (på deres instatories), at de må røbe alle detaljerne om deres (og andres, bevares) kommende tv-program i morgen. Suk, altså, hvor er det spændende! Okay, i virkeligheden har jeg faktisk allerede hørt en lillebitte smule om programmet (fordi de gode damer trods alt og i virkeligheden jo er nogle af mine allerbedste kollegaer) og jeg glæder mig sådan til at høre mere. Jeg er nysgerrig ind til benet, når det kommer til dén slags og måske lige akkurat derfor, kan jeg simpelthen heller ikke holde min kæft med dét, der er i mellemtiden er sket for mig.

Jeg er nemlig blevet indkaldt til en casting på en vaskeægte værtsrolle, i et vaskeægte tv-program, på en vaskeægte tv-kanal!!! MIG – som tv-vært!!!

Holy shamoses, hvor er jeg bare oppe at køre over det. Bevares, jeg ved (fordi jeg kender mindst én anden – som i øvrigt er fantastisk – der også skal til casting) at jeg ingenlunde er alene om buddet, men alligevel. Tænk sig, at nogen rent faktisk har kigget på mig og tænkt, at jeg da måske nok kunne gøre mig som tv-vært!

Det er uden tvivl én af mine allerstørste drømme at få lov til at lave tv i rollen som vært og selvom jeg godt ved, at mine chancer for rent faktisk at lande jobbet er helt og aldeles minimale, så har jeg altså alligevel gedigen optur over overhovedet at have fået buddet.

Castingen foregår i næste uge og jeg LOVER at holde jer opdaterede, hvis bare I krydser en lille bitte finger for mig, når det går løs, for jøsses, hvor ville jeg gerne lige akkurat dét her!

Jeg sidder på gulvet i min gamle lejlighed. Bortset fra tv’et der stadig hænger på væggen og nogle gamle solbriller i vindueskarmen, så er den rungende tom. Egentlig var det meningen at jeg bare lige skulle stille ladcyklen udenfor og tage bilen (som stadig står parkeret herinde, fordi parkering i Nordhavn er SÅ dyrt) videre, men fordi jeg lige pludselig kun skulle aflevere én ud af to, så fik jeg lidt tid til bare lige at sidde her lidt.

Det var helt underligt, sådan at køre afsted på ladcyklen fra Jens’ skole, uden at have Peter med. Amputeret, nærmest. Vi plejer jo altid at cykle syngende afsted mod børnehaven, så snart Jens er landet godt på skolen. Men her til morgen havde Peter brug for lidt ekstra tid derhjemme til at lege og fordi virkeligheden nu engang er blevet sådan, at vi faktisk bor to voksne sammen hjemme hos os, lod det sig fint gå an. Peter blev hjemme sammen med Simon en ekstra  times tid, imens Jens og jeg cyklede afsted. Bare sådan.

Det virker i alle tilfælde som at det er “bare sådan” for børnene og så er der bare lige mig, der skal vænne mig til, at jeg rent faktisk ikke længere er single mom, sådan i traditionel forstand. Heller ikke selvom min kæreste arbejder usædvanligt meget.

Jeg har siddet lige her, i det her hjørne af stuen, så utalligt mange gange før og aldrig har jeg alligevel haft det, som jeg har det lige nu. Det føles dejligt, men forstå mig alligevel ret når jeg siger, at jeg altså lige skal vænne mig til det…

Jeg ved godt at nogle kvinder hader det som pesten og synes at det er både nedsættende og vulgært, når fremmede mænd råber eller pifter ad dem på gaden og til dét kan jeg bare sige, at jeg er af ganske anden opfattelse. Jeg synes simpelthen at det er noget af det mest nice, når nogen af og til (okay, ret sjældent) gør sig disse tilnærmelser overfor mig i det offentlige rum, hvor barnagtige de end måtte være. Tænk, at nogen gider at gøre sig den ulejlighed – ved at råbe “hey smukke” eller pifte af mig – at give mig et kompliment med på vejen.

Bevares, jeg forstår godt, hvis man er typen der vælter sig i savlende bejlere at det måske – måske! – kan være irriterende at få kastet endnu et “lækker røv!” i nakken, når man går tur med sin hund tirsdag eftermiddag, men sådan har jeg aldrig haft det, så jeg lapper de komplimenter jeg nu engang får, i mig.

Som dem jeg har fået i dag. Hold. Nu. Kæft. Hvor har jeg fået mange komplimenter i dag, mand!

Rigtigt mange af dem, var nogen jeg (næsten) selv bad om, da jeg lagde ovenstående billede på instagram med teksten: “Kan I huske hvordan jeg for nyligt skrev om at jeg ikke altid “tør” gå i det tøj jeg har lyst til? Fordi (jeg føler) det er “for meget”. Det har jeg besluttet mig for at være ligeglad med. Derfor er jeg hoppet i min mest kropsnære, røde kjole. På en helt almindelig mandag. Fordi jeg havde lyst. #fuckjanteloven” og jeg lappede dem i mig. Især dén hvor jeg blev sammenlignet med Jessica Biel, kan jeg leve højt på meget (meget!) længe. TAK.

Alt sammen på grund af en rød kjole, som jeg sidenhen havde på, da jeg indfandt mig i News & Co på TV2 News. Vi havde nogle gode debatter og selvom jeg gerne havde diskuteret både aktiv dødshjælp og afbureaukratisering meget længere end programmet tillod, så gik det smadderfint og jeg kunne således med rank ryg gå derfra, et par timer senere. Og med gå, ja, så mener jeg det faktisk ret bogstaveligt, eftersom den nærmeste Drive Now-bil var parkeret omtrent en kilometer væk fra studiet. Heldigvis, viste det sig.

Jeg gik hen ad gaden med musik i ørerne og sol i øjnene, da en bil dyttede af mig i samme sekund som den kørte forbi. Gad vide om det var én af studieværterne, tænkte jeg. Friskt nok, hvis det var… Men hvis det havde været én jeg havde kendt sådan rigtigt, så ville de jo nok være stoppet op og have spurgt hvorfor pokker jeg rendte rundt på gå-ben i sydhavn (ret langt væk hjemmefra, til jer der ikke er københavnerkendte). Ej, tænk nu hvis det var én, der dyttede af mig på grund af kjolen? Jeg smilede for mig selv og vrikkede lidt ekstra med numsen. Kæphøj og med godt schwung i hofterne, glædede jeg mig til at komme hjem til Simon som holder fri i aften, da en anden bil kørte forbi mig. En fyr piftede efter mig ud igennem passagerruden, som han efterfølgende nærmest hang ud af, imens han råbte alverdens søde ting til mig.

SERIOUSLY!? Ha ha ha, jeg ved som sagt godt, at nogle kvinder ikke synes det er nice, men jeg var ved at dø over det. På den gode måde, vel at mærke! Jeg fylder trods alt 32 år om under to uger og føler mig altså meget sjældent sådan særligt babe-agtig…

Med tanke på at jeg nærmest ikke var andet end et kussehår fra at fravælge kjolen til fordel for noget af alt det jeg altid plejer at have på, da jeg stod foran klædeskabet i morges, så er jeg eddermamer glad for at jeg blev trodsig på mig selv og besluttede mig for, at skide hul i janteloven og tage min røde kjole på, på en helt almindelig mandag. Jeg har kun haft den på én gang tidligere. Det var d. 11.januar hvor jeg købte den og i øvrigt kun tog den på, for at se om den skulle retur (til Zara, hvor jeg havde købt den på udsalg samme dag). Jeg besluttede mig for at beholde den fordi den sad pænt og i øvrigt var billig, men har så ikke turdet tage den på sidenhen. Af frygt for at være “for meget”. Altså, indtil i dag, hvor jeg besluttede at jeg sådan set hellere vil være “for meget” end “for lidt”.

Der er ingen andre end os selv til at bestemme hvornår vi er “for meget” og des mere jeg tygger på begrebet, des mindre forstår jeg det. Der kan jo for pokker aldrig findes noget “for meget”, af noget der er (og føles) godt, kan der? I hvert fald ikke i min bog og på dén note, vil jeg bare ønske jer allesammen en smadderdejlig aften og minde jer om at I er smadderdejlige uagtet om det er i røde kjoler, stramme jeans, tennissokker eller forvaskede joggingbukser!

FOTO: Honeystudio.dk

Pis mig i øret, hvor var i går bare en god dag, mand! Okay, dagen startede – som jeg i en snæver vending tillod mig at læsse af på jer – måske ikke just strålende, men jeg skal da lige love for, at den tog revanche! (Og dét endda selvom regnen, der fortsatte ufortrødent dagen igennem, ubarmhjertigt bragte et kedeligt, gråt lys og en usædvanligt heftig eftermiddagstrafik med sig). Vi holdt nemlig 1-års fødselsdag i mit lille influencer-agentur Confetti CPH.

Og sikke et altså et arrangement!

Vi havde fået lov til at låne Restaurant Trios selskabslokale der ligger på 8.etage i “deres” tårn i Axel Towers – de tre kobbertårne lige overfor Tivolis hovedindgang) og selvom jeg selvfølgelig godt vidste at det var noget af at scoop at have fået lov til at  være der, så tog det altså alligevel røven på mig hvor godt det rent faktisk fungerede. Det var hands down det perfekte sted og jeg kan kun anbefale jer at tjekke det ud, hvis I planlægger at skulle holde både større og mindre selskaber.

Fordi det var en eftermiddagsting (og vi i øvrigt havde inviteret temmeligt mange gæster) var der en blanding af borde med siddepladser og stå-borde, som var placeret rundt omkring i lokalet, som vi (okay, nu lyver jeg – det var faktisk mest vores to dygtige kampagnemedarbejdere Roza og Sara) havde pyntet op med balloner og flag, som How About på Vesterbro venligt havde stillet til rådighed for os i dagens anledning og det var jo overdrevet pænt! Pigerne havde valgt at holde pynten i guld og hvide nuancer og det var simpelthen sådan et godt valg, synes jeg.

Til at holde ganen våd, havde vi besluttet at holde os til to vine – en rød og en hvid – og en champagne, som selvklart hørte sig til. Det var én af Trios sommelierer der havde valgt vinene og selvom jeg faktisk aldrig fik smagt den røde, så hørte jeg i krogene at de alle tre var ganske fortræffelige.

På madsiden havde vi bestilt lette snacks og fordi jeg trods alt har et ret  – ahem – indgående kendskab til køkkenchefen, havde jeg tilladt mig at bede om både vegetariske og pescetariske (altså, ting med fisk) snacks og det fungerede simpelthen smaddergodt at der var noget for enhver smag. Og faktisk fortalte Simon mig efterfølgende at den mindst populære snack, faktisk var den eneste der indeholdt “rigtigt” kød 😉

Vi havde inviteret til klokken seksten og da der, fem minutter over, ikke var kommet mere end fire gæster, blev jeg nervøs. Tænk, hvis der nu ikke ville komme nogen… Tænk, hvis det heftige regnvejr havde fået alle vores gæster til at foretrække at tage hjem efter arbejde i stedet for at svinge forbi os. Åh, altså. Jeg fik helt ondt i maven over at kokkene sådan havde knoklet for at lave så meget lækker mad til os, hvis det slet ikke ville blive spist og hvor var det dog også pinligt, at vi sådan havde slået fejringen så stort op, hvis der slet ikke var nogen opbakning udefra til det.

… Og så væltede det bare ind med gæster. Glade, søde, seje, smarte og gennemblødte gæster, som allesammen var kommet for at fejre os. Der kom vel et sted imellem 150-200 gæster og selvom jeg ingenlunde fik snakket (nok) med alle, så ved jeg bare, at hver og én var med til at gøre arrangementet helt, helt perfekt. Arghmen altså, som jeg sidder her, med ondt i tungen over at have spist en hel pose kloakslam, kan mit lille hjerte kan næsten ikke begribe al den kærlighed og gode karma og jeg bliver simpelthen så skide stolt af at være en del af et fællesskab som dét vi har skabt med Confetti CPH. Jeg er uden tvivl havnet i det bedste selskab og allermest, er det faktisk jeres skyld. Fordi I læser med og giver mig muligheden for at jeg kan gøre dét jeg gør, så tak for jer <3

Damerne: Cecilie Rubini, Mette Marie Lei Lange, Christina Barré (agenten), c’est moi og Christina Dueholm <3 Efter festen tog vi alle vores kærester og mænd under armen og gik op til Trios restaurant på 10.etage, hvor vi spiste en dejlig middag, men dén oplevelse fortjener næsten sit eget indlæg. Det er trods alt ikke hver dag jeg kommer så fint ud 😉

Jeg forstår godt, at det kan virke mærkeligt, når jeg både siger, at jeg elskede mit arbejde som jordemoder og at jeg elsker ikke at have det længere. Men ikke desto mindre, så er det altså sådan jeg har det.

Da jeg for en lille uges tid siden lavede en spørgerunde på min instagram (som jeg i øvrigt synes var noget af det hyggeligste – dét må vi gøre igen, snart!), var ét af de hyppigst stillede spørgsmål, om ikke jeg savner at arbejde som jordemoder.

Et spørgsmål der tilsyneladende ikke sådan lige lader sig besvare, eftersom jeg faktisk har berørt emnet en hel del gange her på domænet allerede, og jeg tænker derfor, at det vel nok klarer en omgang mere.

For jo, det gør jeg. Jeg savner at være jordemoder, når jeg tænker på hvordan det føltes at stå på en fødestue og hjælpe en kvinde igennem den ofte meget voldsomme (men dermed selvfølgelig ikke nødvendigvis dårlige) oplevelse det er, at føde et barn. Eller hjemmefødslerne, åh, dem savner jeg! Jeg savner at mærke den meget konkrete forskel jeg kan gøre for et menneske, som jeg kan gøre det, når jeg er jordemoder. Jeg savner krammene, tårerne, smilene og den nære relation jeg har følt til stort set alle de kvinder og par jeg har født med. Kæft hvor jeg savner det, mand.

Til gengæld savner jeg ikke arbejdsvilkårene, som jeg, på mine standhaftige kollegaers beretninger, kan forstå kun er blevet værre, siden jeg sagde mit ellers højtelskede jordemoderjob op for snart seks år siden. Jeg savner ikke alle vagterne og tiden væk fra mine børn, som – uanset hvordan man vender og drejer den – er et vilkår, hvis man vil arbejde som jordemoder på fuld tid. Jeg havde som jordemoder altid vagter hver anden weekend, aftenvagter, nattevagter, døgnvagter og sør’me om ikke også jeg ofte arbejdede i de perioder hvor jeg egentlig hellere ville have haft ferie. For ikke at tale om alle helligdagene, som jo for pokker også skulle dækkes. Dem savner jeg virkelig ikke.

Jeg savner ikke den evige dårlige samvittighed overfor mine børn, fordi jeg – igen – skulle på vagt, når de savnede mig allermest. Jeg savner ikke gråden, følelsen af utilstrækkelighed og den evige træthed. Og selvom jeg af og til kan savne funktionen helt ind i knoglerne, så bliver det fuldkommen ligegyldigt set i forhold til alt det andet, som jo i virkeligheden bunder ét sted: I kærligheden til mine børn, som uanfægteligt er større end noget som helst andet i verden.

Jeg elskede at være jordemoder, men jeg elsker mine børn mere og når jeg nu rent faktisk har fået muligheden for at arbejde på en måde, som tillader mig al tid og fleksibilitet i verden (næsten) til at være sammen med dem, så ville jeg da være et skarn, hvis ikke bare jeg var taknemmelig. Så det er jeg allermest. Taknemmelig for mine erfaringer og for alt det jeg har nu, selvom om – og fordi – jeg ikke længere arbejder som jordemoder.

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk