Det står plastret henover os, som en omgang dax i håret på en teenage-dreng anno 1999: Vi skal være omstillingsparate. Enhver jobannonce med respekt for sig selv, søger medarbejdere der er klar på omstilling og indtil for ganske nyligt, har jeg ganske fejlagtigt troet, at det var sådan en slags evne, man skulle lære sig at have. Bevares, det kan man – eller nogen – sikkert godt, men jeg har også lært, at det simpelthen bare hører sig menneskeracen til. Måske ikke på den perfekte jobansøgningsmåde, men på dén måde, hvor vi som mennesker formår at tilpasse os dén situation vi nu engang havner i.

Man hører det ofte om børn; at de er så gode til at tilpasse sig og hvis et barn for eksempel brækker et ben, går der ofte ikke mere end halvanden dag, førend det nærmest kan gå på hænder på sine krykker. De tilpasser og omstiller sig – bare sådan uden videre.

… Ligesom jeg faktisk også tror at vi voksne gør det.

Det gik op for mig, da Simon – min kæreste – foreslog mig, at vi skulle tage en tur på vandski en eftermiddag hvor vi lå på stranden på Mauritius. Vores hotel udbød det som en gratis aktivitet og han syntes det kunne være skægt. Det syntes jeg sådan set også det kunne (altså, hvis jeg var sådan én der kunne finde ud af at stå på vandski, velsagtens), men alligevel var jeg tøvende i mit svar. Hvorfor? Fordi jeg i løbet af de seneste måneder (okay, år) har omstillet mig til at være sådan én, der har ondt i ryggen (eller bækkenet, eller hvor fa’en mine smerter nu sidder – jeg har åbenbart haft dem så længe, at jeg slet og ret ikke helt kan definere hvor de befinder sig). Jeg må hellere passe på min ryg, tænkte jeg og svarede – med en lille løgn – at jeg egentlig hellere bare ville slappe af på vores ferie. Gu’ vil jeg da ikke hellere slappe af. I hvert fald ikke, hvis “slappe af” betyder at ligge på en strand dag ud og dag ind; dét kan jeg nemlig ingenlunde finde ud af og jeg kommer altså lynhurtigt til at kede mig, hvis ikke jeg har gang i ét eller andet.

Dagene gik (uden vandski, men med alt muligt andet dejligt) og vi besluttede en dag at tage på en tur med en lokal guide for at komme rundt og opleve øen. Første stop på ruten var en slags dyrepark, hvor vi i indgangen blev gjort opmærksomme på, at de altså også tilbød meget andet end “se en løve”-aktiviteter, som jeg har det liiiidt svært med, når ikke det er for at glæde mine børn, som jo altså ikke var med. De viste nogle hæsblæsende videoer af svævebaner som løb ned ad bjergsiderne, for eksempel. Åh, hvor gad jeg godt! Uden at tænke mig om, foreslog jeg Simon at vi droppede dyrene til fordel for lidt action og heldigvis var han klar på idéen. Først en halv time senere, da jeg stod med hjelm og seletøj på et sted højt oppe i bjergene, gik det op for mig, hvad det var jeg havde gang i. En overhovedet-ikke-diskusprolaps-venlig aktivitet. Mit lille hoved var ved at sprænges. Jeg ville jo så gerne, men siden mine smerter (igen) satte ind i foråret har jeg ligesom – uden at tænke over det – omstillet mig til at være sådan én, der passer på mig selv og undgår alle unødigt vilde bevægelser, som potentielt kan gøre skaden meget værre.

… Fuck det. Nu stod vi på bjerget og så måtte jeg jo bare blive båret ned og ligge i fosterstilling på stranden resten af ferien, hvis det kom til dét.

Så jeg svævede ned (som I kan se et billede af på instagram, hvis I har lyst). Hvinende, grinende og storsmilende i en eufori af lykke over at turde, gøre og over at have fået muligheden for at opleve noget så sjovt og smukt, som at svæve ned over bjerge og dale i en line, som jeg inderligt bad til ville holde hele vejen.

Linen holdt og ryggen gjorde det samme og pludselig følte jeg mig en lille smule dum.

Tænk, at jeg har omstillet mig så meget til at have ondt i ryggen, at jeg ligefrem – og helt bevidst – undgår at lave ting jeg gerne vil, fordi jeg er bange for at det kan gøre det hele meget værre. Jeg tør ikke engang prøve. Eller altså, turde – for nu gjorde jeg det jo og det gik helt fint!

Fuldstændigt ligesom det gjorde det, da jeg dagen efter (eller dagen efter igen, måske – dagene står lidt uskarpt for mig, fordi vi ligesom ikke gjorde os i at tælle dén slags da vi var afsted) kastede min omstilling til rygpatient over bord og i stedet stod på vandet i susende fart bag en båd ud for den mauritiske kyst.

Det var så pissesjovt, at jeg ikke stoppede førend mine arme brændte så hårdt, at jeg ikke længere var i stand holde dem strakt foran mig ét eneste sekund mere og jeg lod mig falde hårdt og blødt og spulende og dejligt ned i det lune, salte vand.

Jeg havde simpelthen været for omstillingsparat, da jeg pludselig lod mine smerter styre mere end de behøvede og hvor er jeg dog taknemmelig for, at jeg har opdaget det. Jeg tænker nemlig ikke, at det er dén form for omstillingsparathed alle jobannoncer anno 2018 sigter efter – og så gider jeg sgu da heller ikke 😉

Sådan så det ud, da jeg – i andet forsøg – kom op at stå på vandskiene ved siden af båden. 

… Og jeg følte den ret hurtigt, som I måske fornemmer 😉

Den søde kaptajn var godt tilfreds med min indsats på siden af båden og lod mig prøve at komme om bag linen, hvor succesen heldigvis fortsatte!

Jeg mener – se mig lige, hva’? Det er ikke just rygpatient, der er det første der falder mig ind, når jeg ser de her billeder og dét vil jeg blive bedre til at huske mig selv på!

9 Kommentarer

  1. Hvor er du mega sej. Nogle gange skal vi huske at tage den historie vi fortæller os selv om os selv, op til revision. For ofte passer den ikke længere. Hvor er det godt, du har fået skrevet en ny fortælling.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Det er en virkelig god pointe at tage vores egenfortælling op til revision – tak for den 😀

  2. Nogen kalder det også at være forandringsparat; men den tidligere forstander for Testrup Højskole omtolkede det til at være forundringsparat. Det er bare godt sagt! Tillykke med både forandrings- og forundringsparatheden!

    • Cana Buttenschøn Svar

      Forundringsparat er muligvis det bedste ord jeg endnu har hørt i år! Tak for at dele dét 🙂

  3. Det er sgu sejt gjort! Og din tekst rammer mig godt nok, for sådan er jeg vist også blevet på grund af mit dårlige knæ. Før diagnosen (og efter skaden) var jeg slet ikke så påpasselig som nu efter to operationer, som jo skulle gøre mig i bedre stand end før, men nu passer jeg nok lidt rigeligt på. Fremover vil jeg forsøge at huske på dig og kaste mig ud i lidt mere ?

  4. Nogen gange føles det dog lidt som at udtrykket “at være omstillingsparat” bliver misbrugt. Inden for mit fag (sundhed) tænker jeg nogen gange at det bliver brugt til at maskere nogle arbejdsforhold som ikke er helt i orden, fysisk eller psykisk, og jeg kaster derfor lidt op i munden hver gang jeg støder på det. Det er i samme boldgade som et andet meget brugt ord…robust. Hvordan definere man egentlig om andre mennesker er robuste eller omstillingsparate. Det kan jeg bryde min lille hjerne med længe??
    Gode refleksioner i dette indlæg❤️ Jeg har slid i min nakke, skulder og ryg og kan fuldstændig sætte mig ind i dine tanker…spændende

  5. Åh Cana, dit indlæg er virkelig inspirerende for mig. Jeg er 22 år gammel, og har brugt de sidste to år på en knæskade der indtil videre har indebåret to knæoperationer og en hulens masse genoptræning. Jeg har danset ballet i knap 10 år, og det var også i den forbindelse jeg skadede mit knæ. Nu, efter snart et års genoptræning efter den sidste operation, føler jeg endelig at mit knæ er ved at være normalt igen, men jeg har også lagt mærke til, at jeg holder mig fra at lave en masse sjove ting, fordi “hvad nu hvis der sker noget, hvad nu hvis det går galt”.. Dit blogindlæg har virkelig inspireret mig til måske at lægge frygten lidt væk – for egentlig ved jeg godt, at mit knæ har det meget bedre nu, og jeg ikke burde holde mig tilbage på denne måde.

    TAK for dit indlæg, Cana. Du er sej. Det er nok bare det jeg prøver at sige.

Skriv en kommentar

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk