Jeg har fået et helt nyt perspektiv. Et hårdt, vanskeligt og krævende, men heldigvis også enormt spændende og lærerigt perspektiv, som forhåbentligt kommer til at hjælpe mig med en dybere forståelse af mig selv – og min krop, ikke mindst. For den skal der altså snart til at komme styr på!

Med et smertefuldt bækken, ømhed i alle muskler omkring lænd og baller og et pludseligt opstået hold i nakken, overvejede jeg kraftigt at aflyse behandlingen. Jeg havde fået at vide, at body-SDS var en temmeligt hård omgang med særdeles dybdegående massage og masser af bevægelse, så jeg kunne ærligt talt næsten ikke overskue det, når nu selv mine muskler var blevet byldeømme.

På hjemmesiden var det ikke rigtigt en mulighed at aflyse og jeg kunne ikke overskue at ringe og melde fra, så jeg satte på cyklen og trillede afsted så godt jeg nu kunne.

Jeg ankom til Vesterbro og kunne pludselig ikke rigtigt finde ud af hvor jeg skulle hen. Hvad hed det nu? Åh, jeg var altså ret nervøs. Ringede på og gik ind i en baggård. Ej fuck, altså, det lignede et træningscenter. Jeg kunne virkelig ikke overskue det. Alligevel gik jeg ind i det tomme, varme lokale, hvor en dør for enden af rummet stod på klem og en mand stak hovedet ud.

“Er det dig, der hedder Asger?” spurgte jeg.

“Ja, hej, velkommen til” sagde han med et smil og kom gående hen imod mig med en arm strakt frem.

En lille, meget, meget bred mand. Altså, som i Hulk-agtig-bred. Jeg blev pludselig lidt bange også, selvom han smilende anviste hvor jeg kunne stille mine sko.

Skulle den mini-version af Hulk give mig en smertefuld og dybdegående massage? Jeg så straks hvordan min skrøbelige knogler ville splintres under hans jerngreb og mine nærmest latterligt små muskler ville få ham til at le, så den kæmpe brystkasse ville hoppe, som en anden karrusel i tivoli. Åh altså, hvad har jeg dog rodet mig ud i, tænkte jeg.

Vi gik ind i rummet for enden af lokalet. Der stod en briks, nogle blomster og et stearinlys. Der var faktisk ret hyggeligt. Asger satte sig på briksen og spurgte lidt ind til hvorfor jeg var kommet. Han mente – som alle andre, inklusive jeg selv, i øvrigt – at jeg nok ville have godt af at træne muskulaturen omkring bug og bækken lidt mere.

Jeps, kåret som årets slapsvans. Super.

Jeg fortalte ham om min nervøsitet og han lovede mig at være blid, så imens han gik ud efter vand, afklædte jeg mig og lagde mig under tæppet på briksen og vi gik i gang.

Jeg grinede. Nervøst og meget, imens jeg undskyldte for, at det jo ikke var pænt af mig, sådan at grine af noget, som var hans arbejde. Han sagde at det var okay, imens han forsøgte at hjælpe mig til at trække vejret ordentligt.

“Du trækker kun vejret i brystkassen” sagde han imens jeg tænkte, at jeg da altid havde været god til at trække vejret ned i maven. “Du skal trække vejret længere ned” messede han imens hans store brystkasse fulgte mit lille fuglebryst og jeg følte mig helt vildt dum, for ikke at kunne finde ud af at gøre det ordentligt.

Han trykkede mig i nakken, på skuldrene og rystede mine arme, inden han forsigtigt trykkede mig i maven. Stemningen ændrede sig pludseligt.

Hvad fanden var det?

… Jeg begyndte at græde.

“Du er alt for hård ved dig selv” sagde han og trak vejret med mig og trykkede forsigtigt videre. Tårerne trillede. Jeg kunne seriøst slet ikke styre det. Jeg er jo ikke mere hård ved mig selv end alle andre, tænkte jeg og slog mig selv imaginært i hovedet for at være så dum, at lade dén slags floskler påvirke mig.

Jeg sagde det højt. At jeg følte mig som en idiot. Han lovede mig, at det var jeg ikke.

“Bare giv slip. Jeg er her for dig.”

Jeg gav ikke slip-slip. Det kunne – eller turde – jeg slet ikke, men jeg kunne heller ikke holde tilbage-tilbage. Han havde virkelig ramt noget.

“Alt dét du rummer, uden at bearbejde det, bliver lagret i din krop”.

Av. Av. Av. Jeg er altid sådan én der rummer, accepterer og kommer videre, når mennesker behandler mig dårligt. Jeg er sådan én, der ikke lader mig påvirke. Sådan én, der “kan klare det hele” med et smil på læberne og åbne arme. Jeg er sådan én, der ikke bearbejder en skid.

Min indre dørmåtte kiggede frem og jeg kunne se, at den var møghamrende beskidt. Alle de fødder der var blevet tørret af, uden jeg havde sagt fra, sad plantet der, på min indre dørmåtte, som Asger med sine magiske hænder havde trykket frem og hængt til tørre lige for øjnene af mig.

Det var den vildeste behandling jeg nogensinde har prøvet og uden sammenligning noget af det bedste jeg har gjort for mig selv i meget, meget lang tid og da han efterfølgende sagde at “det kan godt være at der er noget helt fysisk i vejen med dit bækken, men jeg tror det bunder i noget psykisk” var jeg ikke et sekund i tvivl om, at han havde helt ret, ham Asger.

Han kunne nærmest ikke røre muskulaturen i og omkring mit bækken, uden jeg begyndte at græde. Ikke af smerte, men af noget der mest af alt føltes som uforløst sorg.

Det var afsindigt grænseoverskridende og hårdt, men det var også fuldkommen fantastisk, forløsende og lærerigt og jeg kan altså kun give det – og Asger, som jeg tror kan noget helt, helt særligt – mine varmeste anbefalinger. I virkeligheden har jeg været meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville fortælle jer om behandlingen – både fordi det var så grænseoverskridende og intimt, men også fordi jeg simpelthen ikke kan overskue, hvis Asger pludselig får så travlt, at han ikke har tid til mig. Men altså, jeg har lært, at man skal dele ud af dét der er godt og han er simpelthen for god til at holde som en hemmelighed, så hvis nu nogen af jer er blevet fristede til at få løsnet lidt op i enten krop eller sind – eller som jeg, begge dele, så kan jeg altså anbefale jer at booke en tid hos Asger HER.

Uanset hvad, er der selvfølgelig heller ingen tvivl om, at jeg skal derind igen og selvom det er en lidt småpebret affære, så er det hver en krone værd! Og ja, jeg betaler altså selv, hvis nogen skulle være i tvivl. Faktisk tror jeg ikke at Asger har den fjerneste idé om hvem jeg er. Heldigvis, tænker jeg…

11 Kommentarer

  1. Jeg synes det er vildt strengt, at du omtaler Asgers pris for sin behandling på den måde ?
    Det ødelægger et ellers fint indlæg – i hvert fald for mig!

    • Cana Buttenschøn Svar

      Nej, nu må jeg da lige bede om mine himmelblå. Jeg siger jo for pokker, at det er alle pengene værd, men det ER altså mange penge for mig og det synes jeg overhovedet ikke er strengt at sige. Det er bare sandheden og det er altså dén man får serveret, når man bevæger sig herind på mit domæne 🙂

  2. @H – det er da pebret at gå til behandling. Det ødelægger ingenting – det før din kommentar derimod!
    Cana – tak for at du deler. Det er bevægende at læse og helt sandt tror jeg. Rigtig god bearbejdning ❤

  3. Man tror ikke rigtig på, når andre fortæller om deres behandlinger, men jeg er så glad for du har prøvet det og kan kun fortælle om det samme da jeg startede ved min body sds behandler. Og ja det r ikke billigt, men alle pengene værd! ?? Håber han hjælpe dig videre?

    • Cana Buttenschøn Svar

      Det er totalt alle pengene værd! Og tak – jeg er helt sikker på, at han kan hjælpe mig videre ??

      • Jeps! Og nu har jeg booket n tid for første gang i flere måneder? Tak for dig!

  4. Jeg havde præcis samme reaktion, da jeg var til først body session, og har efterhånden været af sted mange gange og er hver gang gået derfra med lette skuldre og en mindre knude i maven. Jeg ser det som en investering med et sundt sind og en krop i balance som resultat – ALLE burde gøre sig selv den tjeneste at prøve det.

  5. Går til osteopat, som sådan set gør det samme. Har døjet med kroniske ryg problemer i over 12 år og har prøvet alverdens ting og medicin. Efter jeg er startet her, så er jeg næsten kun på Panodil. Så jeg tilslutter mig, at sådanne behandlinger er alke pengene værd. Jeg kan oplyse at jeg bruger over 1300 kr pr måned, men det er en lille pris for at kunne bevæge sig mere frit og kunne lege med min søn.
    Noget virker for nogle og ikke for andre. Men finder man noget der dur og hos en man svinger med, så er det med at holde fast i denne.
    Håber dit bækken får god glæde af behandlingen Cana og tak for din deling af oplevelsen

  6. Jeg har også døjet med bækkenproblemer og har gået hos osteopat, som var det eneste, der har kunnet hjælpe mig. Jeg genkender helt klart det med trangen til at græde, når de arbejder i maveregionen. Det løsner op for en helt masse spændinger, både fysisk og psykisk. Man skal dog ikke tage fejl af, at fysiske problemer i solar plexus-området kan give psykiske stress-symptomer, og at det altså ikke behøver at være den omvendte vej rundt. Jeg fik gentagne gange at vide, at jeg måtte være stresset, men det viste sig at være nyreproblemer og for lidt væske, som var nøglen til mine problemer.

    Grunden til, at du ikke trækker vejret ned i maven, er, at dine åndedrætsmuskler og mavemuskler er alt for spændte. Det skal løsnes op, før du kan “finde ud af” at trække vejret dybt igen. Det handler ikke om adfærd, og det hjælper heller ikke med træning, før spændingerne og låsningerne rundt omkring er fjernet. Før da kan musklerne ikke arbejde korrekt. Lad være med at tro på folk, der fortæller dig andet 🙂

    Jeg vil klart anbefale dig at opsøge en osteopat som f.eks. Jens Gram hos Aarhus Osteopati, hvis ikke der er varig bedring med det der body-SDS (som jeg ikke har prøvet). Jens kan finde årsagen til spændingerne frem for bare at behandle konsekvenserne af årsagen.

    Og tak for at du deler dine erfaringer. Jeg tror, der er mange flere kvinder der døjer med bækkenproblemer, end man skulle tro, og det er SÅ svært at finde nogen, der kan hjælpe, så det er virkelig svært at håndtere.

Skriv en kommentar

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk