Foto: Kristina Christiansen

Så d’damer (og de enkelte herrer der i ny og næ forvilder sig herind), nu er vi altså nødt til lige at snakke om noget. Jeg sad i morges efter at have afleveret mine drenge og søgte dagens nyheder rundt om på det store internet, hvor jeg pludselig faldt over en artikel på tv2.dk, som – hvor forsvindende lille dens nyhedsværdi så end måtte være – fangede min opmærksomhed. Den handlede nemlig om et ægtepar, som udover at være forelskede i hinanden også er forelskede i hver deres kæreste. Som de altså helt åbent også er sammen med.

… Say whaaaaaaat?!

Min umiddelbare – og meget snævertsynede, jeg ved det godt – reaktion var, at dét kan man sgu da ikke! Eller altså, det kan man selvfølgelig godt, men det kan da virkelig ikke være sundt. For nogen.

Lige indtil jeg så de små filmklip i artiklen, hvor især kvinden helt oprigtigt lod til at have den vildeste optur over sin situation, hvor hun beskrev den dobbeltportion af kærlighed, hun følte, at hun var så heldig at få, når hun nu var gensidigt forelsket i to mænd. De to mænd, som sad overfor hende og som tilsyneladende har et helt fint forhold til hinanden i øvrigt.

Så altså, dét kan man selvfølgelig godt. Have to kærester, altså. Åbenbart.

Eller hvad? Jeg har al respekt for de mennesker som lever i alternative og åbne – eller polyamorøse, som det hedder –  forhold, men jeg har alligevel virkelig, virkelig svært ved at forstå, hvordan det løber af stablen, uden nogen bliver kede af det undervejs. Sådan meget kede af det.

Hvis jeg tænker på de gange jeg selv har været forelsket, så har det ikke just været tanken om at dele – hverken min udkårne eller ud af mig selv – der har været mest nærliggende for mig, for at sige det på mådeholdent jysk. Hertil kunne det naturligvis være nærliggende at tænke, at der måske, i et mere etableret forhold, hvor den spæde og allermest altopslugende forelskelse har lagt sig, bedre kunne være “rum” til flere partnere, men her ser jeg altså alligevel nogle udfordringer. For eksempel tænker jeg, at hvis man lever i et lidt leverpostejsfarvet forhold, hvor der mangler lidt “krydderi” eller “ekstra kærlighed” eller hvad pokker det handler om, så må det være ganske vanskeligt at opretholde kærligheden – og måske især lysten – til sin partner, hvis man samtidig forelsker sig stormende i en ny. En ny, som man (altså jeg) formentlig ikke ville have lyst til at dele. Heller ikke med sin partner. Eller hvad?

Og hvordan mon det føles at være dén, der får at vide at éns partner har fundet – og har brug for – en anden OGSÅ at dele livet med. Shiiit, mand. Det må virkelig kræve nogle seriøse hår på brystet at kunne håndtere!

Jeg synes det er mega interessant og selvom jeg ikke tror, at jeg nogensinde bliver polyamorøs, så kunne jeg vildt godt tænke mig at vide noget mere om processerne bag. Hvad tænker I? Ville I kunne forestille jer leve i et åbent forhold på dén måde? Eller der måske endda nogen af jer der allerede gør det? Enlighten me, please!

15 Kommentarer

  1. Et åbent forhold, tja det er jo nogenlunde nemt for det par, der er sammen, men jeg finder det en anelse strengt over for tredieparten, der bliver hevet ind fra venstre.
    Måske vil trediepart noget andet end at være en forlystelse, men ønsker måske børn eller bare førsteretten.
    Jeg har ingen personlige erfaringer.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Men mon ikke tredjepart kender præmissen for at indgå i forholdet? Det lader i hvert fald til at være tilfældet for de mennesker fra artiklen jeg henviser til 🙂

  2. Det at være polyamurøs er en af de ting man kun forstår hvis man selv er det tænker jeg. Ligesom med homoseksualitet. Forskellen er bare at det ene efterhånden er fuldt ud accepteret og det andet stadig stemples som underligt/forkert af langt de fleste. Så længe man er ærlig omkring sit behov(og evne vil nogen nok mene) for at elske flere, så står det jo frit for evt nye partnere at sige fra. Dem der vælger det til bør jo i princippet kun være dem der kan leve i den slags forhold; personer med samme behov. Just my humble opinion ♥️

    • Cana Buttenschøn Svar

      Det er en virkelig, virkelig god pointe! Omend jeg tænker, at det godt nok må være tynd is at bevæge sig ud på, når man skal møde “ligestillede” hvis det ligefrem er noget man skal være født til at være “i stand til”. Jeg tænker, at det på én eller anden måde må kunne læres – altså hvis man har lyst – at rumme det. Måske. Ej, jeg ved det sgu ikke.

      • Tror godt det kan læres, eller det ved jeg det kan, for nogle ? men skal man lære det så skal det i hvert fald være et aktivt tilvalg. Men hvis man kender præmissen og stadig vil dén person som er i et poly-forhold så vil man nok også kunne lære sig selv det. Det handler i bund og grund om at mærke efter og være ærlig, overfor sig selv og sin(e) partner(e). Men tror ikke det er for alle ?

  3. Jeg tror der er ret stor forskel på et åbent forhold og polyamorøse forhold? et åbent forhold er klassisk et etableret forhold med to parter der efter indgået aftale frit kan dyrke sex med andre end den faste partner. Polyamori betyder mange/flere og kærlighed og betyder at man har mere end én fast partner – man elsker og er i et fast forhold med mere end én person. Jeg ved ikke om det på nogen måde opklarede noget, men jeg tror der er vigtigt at skelne hvis man vil prøve at forstå.
    Jeg tror heller aldrig selv jeg ville have lyst til at leve i et polyamorøst forhold (eller åbent forhold for den sags skyld), men synes lige som du også at det er rigtig interessant hvordan andre mennesker kan leve så grundlæggende anderledes end én selv.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Ja, det tror jeg du har fuldkommen ret i og jeg tror ligesom du, at der er kæmpe forskel. For mig er det klart nemmere at forestille mig hvordan et “åbent forhold” kan fungere, fordi jeg ikke forestiller mig, at éns partner nødvendigvis behøver at være involveret i éns elsker(e), hvorimod netop dét jo er tilfældet i de polyamorøse forhold – eller i hvert fald hos de mennesker, som artiklen jeg henviser til, handler om. Og dét må eddermamer være svært! Eller, det ville være svært for mig 🙂

  4. Det kan man vel godt, hvis alle er enige om det og der er klare regler. Jeg synes hun beskriver det godt med at man jo også kan elske flere børn… Jeg tænker at eksperimentet bliver sværere hvis der er børn med i regnestykket. Men at have kærlighed til flere og eller lyst til flere er vel ikke så ualmindeligt. Vi reagerer bare ikke på det fordi vi har vores tosomhed norm og netop ikke vil gøre folk kede af det. Så bliver vi og holder os til en og nøjes med at have lidt forbudte drømme eller lyster efter ham der den søde på arbejdet. Eller er det kun mig :-)?
    De her mennesker har givet hinanden plads til at reagere på deres lyst og forelskelser til andre uden at de behøver bryde alle broer. Jeg synes det er fantastisk når det fungerer, og håber de virkelig alle 4 synes det er lykken.
    Min mand har sagt til mig at jeg godt må få noget i byen hvis det gjorde mig glad, men jeg har for meget jalousi i mig til at jeg vil give ham den samme mulighed. Totalt dobbeltmoral… ?. Jeg har så heller ikke benyttet mig af muligheden.
    Nå summarum jeg mener at med kærlighed er alt muligt, når bare alle parter er på samme bølgelængde og ingen bliver tvunget eller presset til noget de inderst inde ikke har lyst til

    • Cana Buttenschøn Svar

      Jeg er helt enig med dig i at man selvfølgelig godt kan, hvis alle fire er glade (eller alle 6, hvis de “andre” partnere også har flere – eller hvornår kæden nu stopper). Det viser artiklen jo netop at de fire mennesker den repræsenterer i hvert fald godt kan 🙂
      At sammenligne det med at elske børn, synes jeg er svær for mig at se, fordi den slags kærlighed – i hvert fald for mig – er ganske anderledes, men det kan selvfølgelig godt være, at det “bare” er fordi jeg er ganske præget af vores samfundsnormer, at jeg har det sådan. Jeg synes i alle tilfælde at det er interessant.
      Lige så interessant synes jeg i øvrigt også det er, at din mand har givet dig “fripas” til sidespring, uden du har efterspurgt det. Ved du hvorfor han har gjort det? Er det fordi han gerne selv vil, eller hvordan? Det er selvfølgelig helt ok hvis du ikke har lyst til at svare – jeg synes bare det er virkelig interessant, hvad der ligger til grund for sådan en udmelding 🙂

      • Jamen, det handler jo om fantasier. Han synes også at en trekant kunne være det vildeste og der vil jeg også helst blive ved fantasien. Det er frækt på film, men i Real life? Hmm… Han har jo heller ikke givet fripas til en affære, men til et knald hvis jeg havde lyst. Tror bare det handler om at han ikke synes han ejer mig, selvom vi er gift og det hele, og hvis jeg virkelig havde lyst til noget så ville han ikke stoppe mig, og han gerne vil have jeg er glad! Og nok med den bagtanke at sex giver mere lyst til mere sex så det ville komme ham til gode i den sidste ende ?
        Nå men det var en lang historie. Jeg håber de par der lever polyamorøst er glade og føler de får mere af alting, og ikke mindre

  5. Altså, personligt foretrækker jeg 1:1 forhold. Ikke at jeg har prøvet andet, men det har jeg virkelig heller ikke hverken ønsker eller intentioner om at ændre på. Jeg er 37, og om et par uger har jeg været sammen med min mand i 21 år. Dét havde jeg måske ikke lige regnet med, da jeg kiggede i min krystalkugle som teenager, men sådan blev det – og det er sgu godt.
    Jeg tænker, at der må gå noget intimitet tabt, hvis man skal være i et kærlighedsforhold med flere på én gang. Nu var jeg jo så 16, da jeg mødte min mand, så jeg havde ikke just voldmeget erfaring dengang, indrømmet – men jeg tænker dog alligevel, at de fleste af os nok vil sige, at der er forskel på kærlighed og regulær sex (?). Ikke at jeg synes, sidespring indeholdende “kun” sex er ok. Langt fra. Men det er i virkeligheden nok en anden snak. Jeg har svært ved at tro, at der ikke går noget tabt i både den ene og anden relation, hvis man skal køre flere forhold på én gang. Men jeg ved det ikke. Jeg tror, Birgitte her i kommentarfeltet har meget ret; hvis man ikke selv “er til det”, er det nok ret svært at forestille sig, hvordan det kan fungere. Og umiddelbart er jeg nok så tæt at være komplet overbevist om, at det bare ikke er noget, jeg ville kunne være i, så jeg er i virkeligheden nok ikke den bedste til at udvide din horisont.
    Men er alle parter indforståede, så er det da helt ok. Men hvordan holder man til det, følelsesmæssigt (ja, måske også fysisk – hvad ved jeg…)?

    • Cana Buttenschøn Svar

      Altså, jeg kan ikke sige andet end at jeg – selvom vores erfaring med forhold ingenlunde stemmer overens – er rørende enig med dig og din undren 🙂

  6. Du skriver, at du har svært ved at forstå, hvordan folk ikke bliver kede af det undervejs, sådan rigtig kede af det. Men det gør folk jo også i monogame forhold. Sådan rigtigt meget. De folk jeg kender, der har valgt at udforske åbne forhold eller polyamori har netop været tvunget til at lære at tale med deres partner. Og være åbne overfor hinanden, fordi det er en nødvendig præmis. Og det har jeg egentlig indtrykket af er sundt for de fleste. Uanset om man har én eller flere partnere.

    Generelt oplever jeg, at vi i DK er noget snævertsynede i forhold til seksuelle præferencer og parfholdspræferencer. Om det så er polyamorøse forhold, åbne forhold, at folk tager i swingerklub eller går til sexfester. Det er som om man generelt ser ned på det. Og dømmer. Og det synes jeg sgu er synd. For vi lever trods alt i det 21. århundrede. Hvorfor skal vi dømme folk der lever sammen og er glæde. Eller folk der godt kan lide at have sex med flere på en enkelt aften i et organiseret event.

    Og hvis du gerne vil udfordres lidt på det der med parforhold og sex. Så lyt til The Savage Lovecast med Dan Savage. En sex- og parforholdsbrevkasse på podcastform. Det er ret amerikansk. Men også forfriskende med et ikke-dømmende syn på alle de forskellige mennesker der findes. Og så selvfølgelig også de vilde weirdos, som der alligevel er nogle stykker af i det amerikanske.

    Jeg håber, at debatten snart bliver lidt mere oplyst og åben i det dejlige DK.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Det er en super interessant vinkel du kommer med her! Tænker du, at man i polyamorøse forhold er bedre til at kommunikere end man er i monogame? Og i så fald, er polyamorøsiteten så et præmis, eller tror du at folk i monogame forhold kunne lære det samme på anden vis?
      Nuvel, jeg er helt enig med dig i, at det kun er godt med oplysning, debat og generelt åbensind, for selvfølgelig findes der ikke noget “rigtigt og forkert” her, så længe alle parter er indforståede med præmisserne for forhold og sexliv. Jeg tænker samtidig, at det altid er sundt at undres og søge nye perspektiver 🙂

      • Jeg tror alle kan lære at være gode til at kommunikere. Men jeg tror, og det er selvfølgelig min helt subjektive mening ud fra enormt begrænset viden på området, at man automatisk kommunikerer bedre i det åbne eller polyamorøse forhold, fordi det er den måde man overhovedet finder ud af at man har behov for en anden “parforholdsstruktur”. Jeg tror ikke der er nogen der har disser former for forhold automatisk. Det starter med monogame forhold, fordi det er forhold per default i vores samfund. På et tidspunkt opdager nogen, at de har behov for noget andet eller noget mere. Og når man nu træder udenfor den så fastsatte grænse, som på forhånd er sat, så er man nødt til at snakke om, hvor grænserne så går. Og snakke om det løbende, for det kan godt flytte sig. Og det tror jeg generelt “avler” bedre kommunikation i forholdet.

        Og det tror jeg godt nogle kan lære af i det monogame forhold. Og nu er det nok mine fordomme der taler, men jeg tror mange kan have et monogamt forhold i mange år uden at kommunikere om, hvad de rent faktisk har lyst til, netop fordi monogami er default. Og her taler jeg ikke kun om polyamori, for det er nok en lille procentdel, der har lyst til det. Men også seksuelt generelt og på så mange andre områder.
        Og i øvrigt tak fordi du tager emnet op. Det er altid rart med lidt debat og indsigt i hvordan andre tænker om det her emne.

Skriv en kommentar

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk