Om mig

Mit navn er Cana Buttenschøn, jeg er, helt kort fortalt, en sønderjyde bosiddende på Østerbro. Jeg er mor til to raske drenge, Jens og Peter, er egentlig uddannet jordemoder, men blogger på fuld tid og udgiver til efteråret min første bog (som du kan læse mere om og forudbestille HER) – og så har jeg kæmpe hang til kaffe og bland-selv-slik. Her er min historie, som jeg håber at du vil bruge et par minutter på at læse:


“Fra jordemoder til professionel blogger”


Det var ganske sensationelt, da jeg som 22-årig blev Danmarks dengang yngste jordemoder, efter at være blevet fortalt, at jeg skulle arbejde dobbelt så hårdt som alle andre. Alt kørte, jeg mødte min mand, fik et barn og bum, så gik jeg ned med flaget. Jeg trak min lille familie med mig fra København til Sønderjylland, for 2,5 år og endnu et barn senere, at være parat til at vende tilbage, som en ny kvinde, i et nyt job. Ikke længere som jordemoder, men som prisvindende blogger, passioneret livsdeler, amatørfotograf, kommentator, moderedaktør og navlepiller her på domænet.

img_2401

Jeg vil gerne fortælle jer hvem jeg er. Fortælle den rigtige historie og dele med jer, hvordan jeg er kommet hertil i mit liv, hvor jeg er lige nu. En rimeligt lykkelig, kaffedrikkende, selvransagende, skrappedulleblogger, som nyder livet på Østerbro med børn, hverdagsrod og alt for mange nullermænd. Jeg vil gerne have, at I kender sandheden om mig.


Jeg blev født ved et akut kejsersnit et par uger før termin, fordi jeg havde slået lidt rigeligt med kolbøtter i min mors mave og forviklet mig noget så vederstyggeligt ind i navlesnoren, så jeg ikke kunne komme ud au naturel.

There is no easy way out” med mig. Jeg har ofte søgt andre veje end dem der lå lige foran mig – ikke fordi jeg ikke har lyst til at gå lige ud, men fordi jeg drages af alt der glimter.

Jeg voksede op forskellige steder på på Broagerland, gik i den samme skole hele min barndom og havde et utal af heste, som jeg gjorde mit bedste for at passe ligeså godt som Wendy – pigen fra bladet med det smukke lange gule hår.

Jeg var et ekstrovert barn, med introverte interesser. Jeg råbte højt, gav min mening til kende og svarede igen, når noget føltes uretfærdigt, men jeg havde samtidig et stort behov for at være alene – sammen med mine heste – og for at læse bøger, for at lære og for at dygtiggøre mig i alle skolens fag. Som man skulle.

I mine teenageår røg jeg cigaretter og drak kirsebærvin, kastede op og dansede på bordene, alt imens mine forældre kunne se hovedrystende til. Jeg shoppede veninder, som andre shoppede sko og til min store ærgrelse den dag i dag, var jeg aldrig særligt god til relationer og til at lukke andre ind. Det var altid i strakt arm og i strakt arm, kan selv en tændstikæske føles tung, når bare den holdes i hånden længe nok.

Som en pludselig indskudt sætning, søgte jeg ind på jordemoderstudiet i 2005, hvor jeg blev optaget med studiestart i begyndelsen af 2006. Jeg boede dengang sammen med min gymnasiekæreste, som jeg vist mest af alt var forelsket i, fordi han kunne spille guitar og fordi hans mor lavede en mean lasagne. Vi brød dog relativt hurtigt med hinanden, da jeg startede på jordemoderstudiet, præcis som én af mine lærerinder havde spået. Den samme lærerinde, som på vores rus-tur, trak mig til side og venligt informerede mig om, at jeg, på grund af min lave alder, altså skulle arbejde dobbelt så hårdt som mine medstuderende.

“Javel” sagde jeg og tog endnu et hiv af min cigaret, inden jeg skålede med mine nye veninder for nogle gode, festlige og lærerige år.

Tre et halvt år senere, gik min drøm i opfyldelse for mig, da jeg fik min autorisation som jordemoder. Jeg havde udviklet mig massivt og var gået fra at være en lalleglad teenager i sønderjylland, til at være en rummelig, nærværende, kompetent og tålmodig jordemoder i København.

“Din tålmodighed og din refleksionsevne er din dyd” sagde mine vejledere altid til mig, imens jeg tænkte på alle de år, før mit studie og før jeg for alvor forstod hvad andre mennesker var, hvor jeg havde en lunte på størrelse med vægen på et heksehyl, uden trang til nogensinde at se mig tilbage.

Jeg var mere end parat til at udleve min drøm, men allerede tre år, et ægteskab og vores første barn senere, skulle det vise sig, at min drøm brast, presset blev for hårdt og jeg knækkede.

Moderskabet havde overvældet mig. Jeg sagde mit job op og tog min mand og min 1-årige med mig til Sønderjylland. I Sønderjylland, hvor jeg en eftermiddag, 4 måneder inde i min anden barsel, besluttede mig for at oprette en blog. Om mig.

I begyndelsen var mit “jeg” synonymt med ammemaskine, klatretårn, søvnzombie og mor, men sidenhen begyndte jeg – formentlig på grund af mine daglige refleksioner – igen at lære mig selv at kende, som andet end mor. Som mig, som kvinde, som menneske med tusinde facetter.

I efteråret 2015 var jeg den danske vinder i kategorien People’s Choice til Zalando Nordic Blogger Awards. En titel jeg efter kun ét år som blogger, blev meget beæret over at få og som gav mig blod på tanden for at blive professionel blogger, hvor jeg er i dag. Med mine drenge i en lejlighed på Østerbro i København, med lange nætter, glade dage, leverpostej, kontorfællesskab, musik, mode, skønhed, økologi, rejser og alt muligt andet.

Velkommen til, jeg håber at du vil blive hængende. Du kunne jo starte med at læse mit mest populære personlige indlæg, som du finder HER. Eller måske kunne du læse mere om hvor, hvornår og hvordan jeg mødte min mand HER.

I skal altid være velkomne til at kontakte mig på canabuttenschon@gmail.com.

Hvis I har lyst, kan I hente mit mediekit HER