Category

Rejser

Category

Jeg ligger i skyggen, på liggestolen placeret som nummer to til højre for nedgangen til poolen fra vores værelse. Her er kun seks liggestole ialt og vi optager (selvsagt) de fire. Pumpesystemet i poolen danner, sammen med tusindevis af græshoppere i bjergene som omkranser os, en base af lyd, som dén slags der strømmede ud ad højttalerne derhjemme, dengang jeg var barn og min mor stadig praktiserede sine evner som healer. Af og til kommer der et lille vindpust, som får de små spidse blade fra træet over mig til at drysse langsomt ned på fliserne i stilet-agtige klik. Simon, som ligger til venstre for mig, spjætter og åbner det ene øje på klem, når de rammer ham. Hans hånd ligger på mit lår og skaber hvad man vist pænt ville kalde kondens imellem os. I virkeligheden er det bare sved.

Oppe fra værelset kan jeg høre drengene, som, stadigt våde efter at have badet i timevis, er gået i krig med deres medbragte LEGO. Det lyder som en slags fangeleg, med laserkanoner, en smuk pige og en hulens masse politi, som udspiller sig parallelt i hver deres univers, til min store undren og glæde. Jeg kan ikke mindes nogensinde selv at have leget på den måde, men hvor er jeg dog glad for, at mine drenge kan.

De griner og lyden giver genklang blandt bladenes hvislen, græshoppernes sang og pumesystemets beroligende blide boblen og skaber en vind af lykke, som synger fra udgangen af vores værelse og ned til poolen hvor jeg stadig bare ligger.

Egentlig er det slet ikke et værelse vi har, men en slags lejlighed. Godt nok uden køkken, men med to værelser, en stue, to balkoner, badeværelser og en sauna, som i vinter var årsagen til at jeg valgte netop dét her sted over alle de andre jeg kiggede på – og som vi selvfølgelig ikke har brugt fordi her er 30+ grader om dagen og 20+ grader om natten.

Det er et lille familieejet hotel, med bare seks værelser, vi bor på. Eller altså, suiter, som dén slags vist i virkeligheden hedder. Hvor vi altså har dén ene, som har direkte udgang til poolen, som pånær i går, hvor der kom en lille spansk familie forbi, ellers har været vores helt for os selv.

… Og I kan tro vi nyder det. Stilheden, roen og nærværet allermest. Og at vi kan sove længe!

Det er sjældent set derhjemme, at mine drenge sover så længe som de gør her, hvor det indtil nu nærmest har passet med, at de er stået direkte op til morgenmaden, som troligt bliver serveret klokken 9.00 hver morgen. Og her er altså ikke engang gardiner til at holde den bragende morgensol lidt på afstand.

Til gengæld er her varmt. Og dejligt, hvis I skulle være i tvivl. Drengene har plasket rundt i den lille pool, som jeg aldrig før har set dem plaske rundt i noget som helst andet. Peter på sin egen lidt forsigtige facon, hvor han langsomt lader sig glide ud i vandet fra den flisebeklædte trappe, hvorimod Jens laver kolbøtter og bomber fra kanten, som blev han betalt for at gøre det.

Alt imens Simon og jeg veksler imellem at deltage i legene og at dase i skyggen til lyden af lydbøger eller dén der helt særligt fine sang af grin og spanske lyde, som får mig til at få lyst til at runde af for i dag og gå ind og spørge om jeg må være med. Altså, når jeg lige har kysset lidt på ham den sovende, som akkurat har vendt sig helt om mod mig <3

Selvom vi har vidst det i mere end tre måneder, er det på én eller anden måde alligevel kommet totalt bag på mig, at det faktisk er i morgen vi rejser på ferie. Jeg har haft gang i så mange projekter – senest, at få malet de mørke grå/blå vægge i min lejlighed hvide, så den kan blive klar til de nye lejere, som flytter ind, når sommeren går på hæld – at jeg slet og ret har glemt tiden.

Vi skal op nærmest før solen står op i morgen tidlig og jeg har stadig ikke pakket. Jeg ville sådan set også gerne have barberet ben her til aften. Og have taget et fodbad og i hvert fald have ordnet mine negle, som ser herrens ud, efter at have været med en tur til ringridning. Egentlig ville jeg også gerne have købt en vandfast mascara og nogle nye farveblyanter til drengene, som selvfølgelig også skulle have haft nogle flyvesnacks pakket sjovt ind som en lille underholdende leg undervejs på turen. Der er mange ting jeg sådan set gerne ville have gjort og sørget for inden i morgen, men hvis jeg skal være helt ærlig, så gider jeg ikke. Ikke engang de ting, som ellers sagtens kunne lade sig gøre, hvis jeg bare gad. Benbarberingen, for eksempel.

Jeg kan lige akkurat overskue at jeg – om lidt når jeg er færdig med at bruge jer som en behagelig overspringshandling – skal pakke kufferten færdig, smide lidt strøm på de forskellige elektriske apparater, som kommer til at kompensere for manglende flyvesnacks og nyspidsede farveblyanter og ikke mere end det. Og ved I hvad? Jeg synes faktisk det er helt ok. For vi skal på ferie og vi skal ikke en skid andet, end at hygge os.

Vi skal dase, lege, pjaske med vand og spise paella til frokost og så skal vi sidde på vores terrasse og kigge ud over pool, bjerge og vandet for foden af dem, når dagen går på hæld. Måske skal vi endda forbi dén strand hvor jeg, tilbage i februar, tog billedet som I kan se øverst i indlægget. Dengang sendte jeg billedet hjem til ham, som nu skal med derned og jeg kniber mig i armen og glæder mig. Helt tosseagtigt meget.

Den perfekte miniferie!

Man skal selvfølgelig passe på med at kalde noget perfekt, men denne her miniferie, som vi netop er vendt hjem fra, kommer eddermamer godt nok tæt på!

Da Visit Sweden for en måneds tid siden tilbød mig at tage på miniferie i den svenske region Halland, et stykke nord for Helsingborg, var jeg ikke sen til at  sige ja tak. Ikke fordi jeg kendte til området og havde en forventning om, hvad jeg skulle opleve, men nærmere på grund af det modsatte. Udover et par enkelte svipture til Malmø og to (fantastiske, i øvrigt) besøg på Ystad Saltsjöbad, så har jeg aldrig været i Sverige og dét synes jeg da sådan set var både synd og skam, når jeg sådan ligefrem blev tilbudt en tur derop. Således er jeg altså netop vendt hjem fra min allerførste, sådan rigtige, tur til Sverige og jeg kan ligeså godt sige det som det er: Det er ingenlunde sidste gang jeg kommer dér, for hold nu op, hvor var der dejligt! Altså, dejligt på dén måde, hvor jeg allerede imens vi stadig var der, tog mig selv i at tjekke priser og ledighed på eventuelle bookinger i fremtiden.

Tillad mig derfor, at tage jer lidt med på rejsen – med en lille million billeder og mine bedste anbefalinger til (den perfekte) miniferie i det svenske. Både med og uden børn, i øvrigt.

Vi tog afsted tidligt søndag morgen, med færgen fra Helsingør. Skæbnen ville at vi ankom til færgen bedst som den sejlede ud, så vi fik lige 20 minutter hvor vi kunne kigge på vandet og spise et par af de kardemommesnurrer vi havde listet med fra Københavns formentlig mest populære bager, Juno. Du ved, sådan for at komme op i svensk gear, ikke sandt? 😉

Fra færgen satte vi direkte kurs mod Skrea Strand, som var første stop på rejsen. På vejen hertil var vi blevet anbefalet at stoppe ind forbi et lille – og åbenbart meget populært – pizzaria, Lilla Napolisom dog, da vi kom, viste sig at have krævet forudgående booking. Stedet lå på det mærkeligste sted jeg længe har set – midt på en parkeringsplads, et i øvrigt ret ucharmerede sted, men der duftede fantastisk og inde i de overdækkede terrasser var stemningen fuldkommen som jeg forestiller mig, at den også må være i det ægte Napoli, så hvis jeg skulle være så heldig at komme på de kanter igen, så vil jeg stensikkert forsøge at få et bord dér.

I stedet snuppede vi en pizza på en strandcafé lige ved stranden – det var ikke just noget at skrive hjem om, men vi blev mætte og klar til at bade.

… Og hvilken strand, altså!! Havet var helt blåt og klart, der var ingen sten, tang eller krabber at spore og så blev det ligesom aldrig rigtigt dybt, vandet, hvilket i hvert fald når man er småbørnsmor er en ret god egenskab.

Efter nogle dejlige timer på stranden, kørte vi ned til Ugglarp Camping, hvor vi havde booket en hytte til os – drengene, Simon, min mor, min mors papdatter og mig. Først, på vej op til hytten grinede vi lidt over at nabohytten hed “Måsen” (som åbenbart betyder “mågen” på svensk), men så snart vi drejede ind og ankom til vores lille terrasse foran hytten, blev latteren hurtigt erstattet af nærmest målløs glæde, over den fine udsigt ud over vandet.

Vi tog en lille slapper, skiftede tøj og kørte så tilbage mod Skrea Strand, hvor vi havde booket bord på Falkenberg Strandbad. Jeg havde hørt en masse godt om Falkenberg Strandbad på forhånd, men jeg blev alligevel en lille smule overvældet over hvor fint der rent faktisk var, da vi kom anstigende i afslappet tøj og solkyssede næser. Heldigvis var stemningen næsten ligeså afslappet som os, og da børnene fandt legerummet under restauranten, var der ikke et øje tørt. Det er simpelthen så genialt, når man – især på lidt finere steder – kan lade børnene lege (og larme) med god samvittighed, imens man som voksne kan få tid til lige at kigge hinanden lidt dybt i øjnene. Det giver rum for at middagen faktisk kan nydes, uden man skal skynde sig at spise færdig, fordi børnene bliver utålmodige og rastløse af bare at sidde ved et bord dækket med fin dug. Smart. 

Næste morgen stod den i første omgang på paddlebording for de store børn og de små voksne og jeg siger jer, at det var en kæmpe hit! Vi havde lejet to boards fra campingpladsen, således vi var nødt til at skiftes lidt, men det fungerede faktisk ret godt, fordi børnene trods alt havde brug for at man lige styrede dem lidt i den rigtige retning af og til. Ja, det behov havde jeg nok egentlig også, men jeg kunne måske alligevel lidt nemmere overskue teknikken, bilder jeg mig ind – og om ikke andet, kunne jeg jo altid springe af. Kun med vilje, selvfølgelig 😉

Fordi vi syntes det var så fedt at paddleboarde, besluttede vi os for at køre lidt nordpå op til Apelviken i Varberg, som i folkemunde er bedre kendt som Surfers Paradise. På vejen dertil stoppede vi ind på Verket for at spise frokost. Et dejligt uprætentiøst sted, med lækker og særdeles prisvenlig mad. (Man fik fri salat (fra en lækker salatbar), fri vand/danskvand, hovedret, et stykke kage og en kop kaffe til lidt under 100 kroner).

Da vi efter frokosten ankom til Apelviken, var der ikke sååå mange surfere ude, men til gengæld var der en lille lagune med klipper langs siderne ud mod vandet, hvor vi fint kunne sidde og bygge sandslot, spise is, fange krabber, bade og holde øje med det stigende antal af kite-surfere som svævede rundt på vandet.

Stranden i sig selv var ikke i nærheden af at være ligeså lækker som Skrea Strand eller stranden ved vores campingplads, men til gengæld gjorde iskuglen i bunden af min isvaffel, med kokos og saltkaramel, ret meget op for det – og børnene, ja, de synes at strand er strand. Den – isen med kokos og saltkaramel – skal I næsten love mig at prøve, hvis I nogensinde kommer på de kanter, ligesom jeg også kan anbefale jer at kigge ind forbi den lille strandcafé, Brittas Strandveranda, som er noget af det hyggeligste jeg længe har besøgt. Der var sydlandsk stemning, lækker mad (også til udmærkede priser) og mulighed for at børnene kunne lege på stranden, imens de voksne ventede på at maden blev lavet.

miniferie sverige

miniferie sverige

miniferie sverige brittas miniferie sverige

miniferie sverige

Efter at have spist os mætte i bløde – og perfekt snaskede – burgere hos Brittas Strandveranda, satte vi igen kursen mod vores hytte på campingpladsen og vores sidste aften i det svenske.

Næste morgen stod vi op, pakkede biler, tjekkede ud af hytten og kørte mod Steninge Vandrarhem, som det sidste stop på turen. Og sikke altså et sted! Vi blev taget imod af værtsparret, Per og Catarina, som simpelthen er nogle af de mest nærværende mennesker jeg nogensinde har mødt. De var så søde både mod os, som helt fremmede og overfor alle de andre gæster på stedet, som det virkede som om de havde kendt i årevis. De fortalte en masse om stedet og om deres mad, som vi var kommet for at spise. Det viste sig, at de var nogle værre “grødnørder” og at Per faktisk engang har vundet verdensmesterskabet i grødkogning, ha ha! Der var så skønt, så skønt (og grøden smagte selvsagt fremragende) og hvis ikke det havde været fordi vi havde besluttet os for at køre hjem, så kunne vi snildt have brugt en dag eller to mere i området, efter at have fået en masse gode anbefalinger til aktiviteter af det søde værtspar. Blandt andet fortalte de om nogle vandreture, som var tilpasset børnefamilier, således der var nogle stop undervejs, med aktiviteter eller højtlæsning for børnene, så det ikke blev for trivielt i de små børneben. Dem må vi prøve en anden gang.

Hvis man er afsted uden – eller med lidt større – børn, så fortalte Catarina, at de udbyder en hel masse yoga- og kajakkurser og at akkuarat dén kombination faktisk har vist sig at være vældigt populær og uden hverken at være særligt kajak- eller yogakyndig, så kan jeg faktisk godt se, at en hel (eller en halv) dag på vandet, kan blive rundet helt perfekt af med en times yoga i de smukke omgivelser efterfølgende. Det må kunne gøre noget på zen-kontoen!

miniferie sverige miniferie sverige miniferie sverige

Det har været så tæt på den perfekte miniferie, som man overhovedet kan komme og med bare 2,5 timers transport hjemme fra København, er jeg ikke i tvivl om, at vi nok skal komme tilbage til Halland igen, når muligheden byder sig og hvis I har nogle dage her henover sommerferie, som I ikke ved hvad I skal bruge på, så overvej det lige, ik’? Halland er skønt!

miniferie sverige

Vi sidder på færgen imellem Aarhus og Sjælland. Det er den lille af dem, men det er ligegyldigt, for vi sidder  alligevel, helt ferietrætte, med næsen i hver vores skærm. Drengene spiller Subway Surf, som er deres ultimative favoritspil for tiden, Simon ser vist noget film og jeg, ja, jeg passer min lille geschäft, som jeg holder så usigeligt meget af, og skriver blogindlæg. Præcis som jeg gjorde på vej til færgen i søndags.

Det har, sådan helt kort fortalt, været en  dejlig ferie.

Vi var venligt blevet inviteret på et ophold hos Landal Rønbjerg, som jeg ikke kunne (altså, ikke ville) afslå, hvorfor vi altså har taget turen fra København til Nordjylland, hvor vi har boet i en lille hytte de seneste tre dage.

Ved ankomsten, hvor solen bragede afsted, som de fleste af os efterhånden ganske priviligeret har vænnet os til, tjekkede vi problemfrit ind og kastede os direkte ud i klatrebaner, hoppepuder og slush-ice i solen, inden drengene befalede en tur i dét legeland jeg i mit stille sind måske havde frygtet en lille bitte smule. I ved, dén slags kan nogle gange blive en lidt rigeligt hektisk affære, hvor støjniveauet, som typisk er skabt af skrigende børn, tenderer en benhård metalkoncert på Orange Scene. Og hvilken overraskelse! Der var – helt seriøst – ingen støj! Jer, der har set med på min instastory ved at jeg taler sandt og jeg fatter ærligt talt ikke hvordan der kan være SÅ roligt i et legeland. Ovenikøbet på en helligdag! Okay, solen skinnede flot og stort og der ér også mange andre aktiviteter man kan give sig i kast med, men alligevel… I’m amazed!

Efter legelandet besluttede vi at prøve den pizzabuffet, jeg hjemmefra (også) havde været noget lunken ved tanken om. Med en forventet skuffelse kunne jeg da også konstatere, at den eneste kødfri pizza i buffeten var en margharita. Jeg tog et enkelt stykke og spurgte pizzabageren om de mon havde andre pizzaer uden kød.

“Ikke lige nu, men hvad vi du gerne have? Så laver jeg det bare!” svarede han til min store overraskelse. Altså, fik jeg lige lov til at bestemme hvad der skulle i buffeten? Ja, det gjorde jeg simpelthen og et lille kvarter og en skål salat senere, kunne jeg spise et par helt friskbagt stykker pizza med masser af grøntsager og rigelige mængder jalapenos, som jeg havde bedt om. Kæft, det var god service, altså!

Og lige akkurat god service, skulle simpelthen vise sig at være ét af nøgleordene for det her sted. Sjældent har jeg dog mødt så selvstændige og servicemindede unge mennesker, som jeg har gjort det de seneste tre dage i Landal Rønbjerg. Pizzafyren, iskioskdrengen (som på eget initiativ gav mig en lille kop med ketchup på husets regning, da jeg slukøret opdagede at jeg lige akkurat kom op til et lukket minimarked, bedst som vores hjemmelavede burgere i hytten var på nippet til at være færdige) og alle de andre, som smilede, hjalp og havde et overskud, som jeg i hvert fald ikke selv havde været i stand til at  mønstre som hverken 17, 18 eller 31-årig, for dén sags skyld,  gav altså oplevelsen et gevaldigt nøk opad på en måde som jeg altså helt ærligt ikke havde forestillet mig det.

På dag to forsøgte vi os med en omgang “3D Laser Game” som angiveligt skulle være en sjov leg for hele familien. Desværre viste det sig, da vi kom derud, at Peter ingenlunde kunne bevæge sig i den tunge vest, man skulle være iklædt og at han i øvrigt også befandt sig bedst siddende på mig, inde i de mørklagte baner og at Jens, allerede få minutter inde i spillet blev træt i armene af at løfte på sin pistol, hvorfor vi simpelthen måtte resignere. Sådan helt personligt syntes jeg det virkede som et virkelig (!) sjovt spil, men i selskab med mine børn, vil jeg nok ikke give mig i kast med det igen, førend de er så store at de selv foreslår det.

Til gengæld rockede turen i badelandet/svømmehallen bagefter så hårdt, at den lidt fejlslagne formiddag hurtigt blev glemt til fordel for utallige ture i vandrutschebanerne, som i dén grad bragte lykke med sig. Udover os var der vel kun 5-6 andre familier i badelandet, hvorfor vi altså ikke stod i kø til noget én eneste gang, hvilket selvklart gjorde oplevelsen ekstra god.

Vi har spist store is, gået ture på stranden, spillet badminton (hvor jeg har lovet Simon ikke at afsløre hvem der vandt, hø hø!), badet, leget, spillet kort, hygget og haft det dejligt til den helt store guldmedalje og hvis ikke lige det havde været fordi vi allerede har ret mange planer for de kommende mange weekender, så skulle vi retur asap!

På hjemturen, som i skrivende stund efterhånden er ved at være slut, slog vi – som en sidste lille indskudt bemærkning – et hurtigt smut ind forbi den stenede strand ved Ertebølle for at spise et par medbragte rugbrødsmadder og her må jeg altså bare lige sige, at vi blev taget med bukserne nede. Initielt blev både Simon og jeg lidt skuffede over at kunne konstatere, at stranden var gjort af sten og skaller, men efter lidt mad og er grundigere kig omkring, kom vi ret meget op at støde over det. Jeg, fordi der var så mange sten med hul i, som jeg elsker at gå og lede efter og Simon, fordi strandkanten var fuld af de fineste, friske Østers, som han ivrigt gik og samlede, sammen med drengene.

Ja, altså, jeg ville så gerne kunne give jer ét eller andet brokke-agtigt “guf”, men det eneste jeg lige kan komme på må være, at ferien var lidt rigeligt kort og at vi ikke har mere bland-selv-slik i bilen…

Kort sagt har det, som jeg startede med at skrive været en dejlig ferie. Ovenikøbet den allerførste af slagsen, hvor Simon har været en del af familien. Men dén del af det, kan I altid høre mere om en anden god gang 🙂

Hvis du vil vide mere om Landal Rønbjerg kan du klikke dig ind HER, hvor du selvfølgelig også kan booke dit næste ophold. Så vidt jeg kan se, kan man komme afsted en hel familie (på maks to voksne og fire børn), for noget der minder om 2.500.- for en uge. 

sommerferie

Er du gal, jeg glæder mig til sommerferie! Bevares, det gør vi nok allesammen, men for mig føles det alligevel lidt anderledes i år. Sidste sommer bar naturligvis enormt meget præg af skilsmissen og al den sorg og frustration der fulgte med i kølvandet på den, imens jeg gjorde mit bedste for at finde fodfæste i mit nye liv som alenemor til mine drenge i de heldigvis ret lange perioder jeg var så heldig at have dem i begyndelsen, imens deres far havde travlt med sommerjobs og cirkusløjer. Heldigvis havde jeg mit lille kolonihavehus, hvor drengene kunne søge tilflugt og når jeg tænker tilbage på sidste sommer, så er det stunderne derude, der stråler klarest i min hukommelse. Stunderne med mine veninder og min far, som jeg er så taknemmelig for hjalp mig med at sætte huset i stand og selvfølgelig med mine børn. Det var en skør sommer.

Sidenhen er der kommet væsentligt mere styr på privatlivet. Der er nogenlunde styr på børnene, som for det meste trives rigtigt godt i deres nye tilværelse med to forskellige hjem og to garanteret mere og bedre nærværende forældre og jeg føler, at jeg i høj grad har lært mig selv at kende igen ovenpå en fornemmelse af ellers at have udvisket min forståelse af mig selv gradvist igennem en årerække. Og dét mine damer (og herrer) er eddermamer dejligt! Og derfor glæder jeg mig helt ustyrligt meget til sommer og til de planer jeg allerede så småt har lagt. Vi skal nemlig på sommerferie. Til Andalusien, hvor jeg gik på bartenderskole for 10 år siden og hvor jeg for nyligt havde en veninde og drengene på en uges ferie. Sidste gang var turen venligt sponsoreret af Eliza was here og fordi jeg var så pjattet med konceptet og de steder vi var så heldige at besøge (som der er link til i indlægget jeg skrev om turen HER), har jeg simpelthen lige booket sommerferien igennem dem igen. Eneste forskel fra sidst er et par kilometers distance, da dét sted jeg ellers havde håbet på at kunne booke var optaget – nårh ja, og så selvfølgelig det faktum, at jeg altså selv har betalt for gildet med mine egne sparepenge.

Til de af jer der ikke allerede ved det, kan jeg fortælle at Eliza was here er et rejsebureau, som sælger pakkerejser i den forståelse at man altid får fly, ophold og billeje med i prisen, når man bestiller igennem dem. De siger at de sætter en dyd i at finde små “hemmelige” oaser, som ikke er overrendt med turister og altså, selvom de selvfølgelig har mange, mange destinationer som jeg ikke har været i nærheden af, så passede lige akkurat dén beskrivelse fuldstændigt som fod i hose på dét jeg oplevede på turen til Andalusien sidst, så nu prøver vi lykken igen.

Vi skal bo på det her lille hotel og jeg glæder mig for vildt til at sjaske rundt med drengene i swimmingpoolen med udsigt ud over bjerge og hav, til rødvin på terrassen, til sol, til badeland, til strand og til alle de is vi overhovedet kan komme i nærheden af. Jeg kan bare mærke det – det bliver en god sommerferie!

Lige dér med kaffe i hånden og solen bragende ind i ansigtet mærkede jeg, at det var den helt rigtige beslutning at tage til Ystad Saltsjöbad.

Allerførst tak. Til jer, for al den kærlighed I har sendt i min retning siden jeg i weekenden offentliggjorde, at jeg har fået en kæreste. Det har været ganske overvældende og for fanden, altså, hvor er jeg glad. Fordi I er søde – og ja, fordi jeg er glad 😉

Med nærmest rørende god timing ovenpå sådan en weekend, stod den på et ophold på fantastiske Ystad Saltsjöbad mandag-tirsdag og manner, hvor var det dejligt! Det er knap halvandet år siden jeg var der sidst og selvom jeg godt kunne huske, at der var skønt, så blev jeg endnu engang væltet omkuld over det sted og dét, det kan.

Vi ankom mandag eftermiddag og tog en hurtig frokost i restauranten, inden vi satte kurs mod spa-afdelingen, som til min store overraskelse var fyldt godt op! Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men i hvert fald ikke, at der var fuldt hus sådan en helt almindelig mandag i marts. Heldigvis var der fin plads i nogle af de udendørs opvarmede bassiner og i den store “udendørs” sauna med udsigt ud over havet – og en fin plads i baren til et glas champagne efterfølgende.

Ystad Saltsjöbad

Ystad Saltsjöbad

Ovenpå spa, sauna og champagne havde vi bestilt bord i restauranten, som altså mest af alt vandt på, at jeg fik serveret et overordentligt stort stykke torsk, som fint matchede den lidt vanilleagtige rødvin, der var det absolutte højdepunkt. Den “billige” pinot noir fra Californien (som jeg har glemt hvad hedder), hvis nogen skulle være interesserede 🙂

Jeg var hoppet i min nytårskjole, som jeg ellers har haft liiiidt svært ved at finde den rette anledning til at få brugt igen. Jeg mener, den er jo både elegant og sassy, så det har ikke lige været til familiefesterne den har hængt først for i skabet, men nu skulle det være! Og helt ærligt, er den ikke fin?

Ystad SaltsjöbadEfter middagen slog vi endnu en smut forbi spa-afdelingen – og heldigvis for det! Spaen var nemlig væsentligt bedre fremkommelig end det havde været tilfældet tidligere og det var lidt nemmere at finde frem til den hyggelige, intime spastemning, som i hvert fald for mig kræver, at jeg ikke føler at jeg sidder på lårene af fremmede.
Ystad Saltsjöbad Ystad Saltsjöbad

Næste morgen vågnede jeg til mit held sammen med solen, hvorfor jeg trak min dyne og en kop kaffe med hen foran vinduet og betragtede den smukke, smukke udsigt og solopgangen. Lige dér med kaffe i hånden og solen bragende ind i ansigtet mærkede jeg, at det var den helt rigtige beslutning at tage til Ystad Saltsjöbad.

Morgenbuffeten var smadderfin og selvom jeg var lidt skuffet over at jeg først opdagede hvor man kunne lave sine egne vafler, efter jeg var blevet mæt, så kunne det lige akkurat dét, det skulle. Jeg mener, æg, frugt, croissanter og pandekager med flødeskum – hvad vil man så i virkeligheden mere 😉

… Okay, det skulle selvfølgelig lige være at tage et smut tilbage ned i spa-afdelingen, hvor vi – efter lidt ventetid – var så heldige at få én af de gode pladser lige foran udsigten.

Ahhhhhh….. Dét var eddermamer dejligt og hvis I nogensinde får muligheden for at komme til Ystad Saltsjöbad, så får det i hvert fald varme anbefalinger med på vejen herfra! Der er så lækkert.

Jeg ved godt at det her kommer til at virke helt vildt “for-godt-til-at-være-sandt-agtigt” og som noget onde tunger kunne finde på at tro, at jeg kun skriver fordi jeg har fået penge for det, men det er altså sådan her jeg har det og jeg håber virkelig at I vil læse videre, for jeg er ret sikker på, at det kan komme til at gøre en ret stor (og god) forskel for hvordan mange af jer kommer til at holde ferie fremadrettet. Det har det i alle tilfælde gjort med mig! Jeg har nemlig så meget optur over Eliza was here og deres koncept, som i sin simpelhed går ud på at de sørger for fly, lejebil og indkvartering på steder som ingenlunde er overrendt med turister, at jeg ikke er et sekund i tvivl om, at jeg kommer til at rejse med dem igen. Forhåbentlig allerede til sommer, hvor jeg bare lige skal have styr på noget logistik i den lille skilsmissefamilie, inden jeg kan bestille – ellers havde jeg gjort det for længst. Ærligt.

Elizas motto er “når alle andre drejer til højre, drejer jeg til venstre” og jeg er pjattet med det! Jeg er pjattet med at det ikke er dét som “alle andre” gør, uden at gå det mindste på kompromis med kvaliteten, for selvfølgelig er venstre hverken værre eller bedre end højre. Venstre er bare noget andet. Ligesom rejserne med Eliza was here har vist sig at være det for mig, i alle tilfælde.

Vi ankom søndag formiddag til lufthavnen i Malaga, hvor vi, efter en lille smule forvirring (hos mig) fandt frem til vores udlejningsbil, som stod klar til os. Manden i butikken prøvede på at prakke mig en større bil og noget GPS-værk på, men Eliza was here, havde hjemmefra forberedt mig på, at jeg altså ikke behøvede at sige ja tak til deres prangende “tilbud” (mod ekstrabetaling, selvfølgelig), hvorfor jeg afslog og vi satte os ud i en fræk lille golf med smaddergodt optræk og lige akkurat plads til vores to kufferter i bagagerummet. De fleste havde nok syntes det var en god idé med noget GPS, men jeg er sådan én der elsker selv at finde vej – og så har jeg fri data i hele europa på min iPhone, så hvis nu det skulle gå helt galt, kunne vi selvfølgelig bruge den som livline. Det gik heldigvis fint og et par timer senere holdt vi på en parkeringsplads for foden af en lille bitte, sværtfremkommelig og helt hvidkalket by i bjergene ved den spanske sydkyst. Vi ringede, efter anvisningen fra Eliza was here, til husværten, som få minutter efter kom kørende i en lille golfvogn og samlede os op og kørte os igennem de smalle gader, imens han fortalte om byen og viste os de vigtigste steder at kende til. Torvet, bageren og de små caféer, som var fyldt med  hvad der helt åbentlyst synes som den lokale befolkning, for eksempel.

Nede for enden af en lille smal vej ankom vi til “vores hus” Casas Ojen og manner, sikke et hus! Og sikke en by, som i hvert fald på denne tid af året var fuldstændigt blottet for andre turister end os.

Vi tilbragte fire dage i Casas Ojen, hvor vi blandt andet besøgte Marbella nogle gange. Marbella er, til jer der ikke kender det, en meget turistvenlig kystby, med de skønneste strande, masser af restauranter, fine legepladser og gode shoppingmuligheder. Derudover slentrede vi lidt rundt i Ojen og var en hel masse i vores hus. Eller altså, på tagterrassen, hvor drengene tegnede kopier og legede med balloner og Jens lærte at spille 500. Tænk sig, at han er så stor nu! Det fatter jeg nærmest ikke…

Det var fire virkeligt, virkeligt gode dage. Huset var så overdrevet lækkert og hvis jeg kunne, ville jeg flytte ind et par måneder om om året. Som et minimum. Og okay, tage et spanskkursus, for der er altså ikke sååå mange af de lokale, der taler engelsk, men fordi jeg ingenlunde er for fin til at bruge store fagter når jeg taler, gik det heldigvis ret godt an.

Efter en sidste tur på stranden, satte vi kurs lidt længere ind i landet og bjergene, mod Casas de Montejaque, som ligger anderledes afsides og usædvanligt smukt! Her blev vi taget imod af den meget imødekommene vært, som bød os på byvandring og gode anbefalinger til området, som dog – indtil næste uge – stadig “sover”, som hun kaldte det. Den officielle sæson starter først om en uges tid, hvorfor vi desværre var “ramt”  af at rigtigt meget var lukket for vinteren. Heldigvis havde vi også her en skøn, skøn, skøn tagterrasse, som lå i perfekt læ for vinden, således vi faktisk kunne ligge og slikke sol, til trods for at temperaturerne ikke sneg sig stort over 17-18 grader. I virkeligheden passede det os helt perfekt, at være et sted hvor tempoet helt og ganske givet var sat ekstra meget ned, og selvom husets stand ingenlunde svarede til huset i Ojén, så var det autentisk og charmerende – og helt vildt dejligt, at føle sig lidt “lokal” på sin solferie.

Hvis – eller når – jeg skal afsted igen vil jeg uden tvivl foretrække at tage til Casas Ojen af de to steder, men hvis nu jeg havde lidt større børn, som kunne komme med ud og klatre, rafte og alt den slags, så ville jeg klart tage også overveje at tage tilbage til Casas de Montejaque, som byder på virkeligt gode muligheder for aktiv ferie i den meget, meget smukke natur. Sidstnævnte er i øvrigt også virkeligt billigt – jeg tjekkede lige at man i april måned, hvor jeg forestiller mig at temperaturen og vejret i det hele taget må være perfekt, fx kan få 6 dage (inklusiv fly og bil) for en familie på 4 for under 9.000.- (se bare HER). Der findes selvfølgelig også et hav af alle mulige andre steder, man kan rejse til sammen med Eliza was here og mit bud er, at langt de fleste er federe end det meste 😉 I kan se alle destinationer og indkvarteringsmuligheder HER.

Jeg siger bare, at jeg i hvert fald synes at det giver meget god mening af og til at dreje til venstre, når alle andre drejer til højre.

Drengene sidder ved spisebordet foran mig og tegner på hver deres “kopi”, som de kalder dem. I virkeligheden er det papirer som jeg har revet ud af en malebog fra Flying Tiger, som ubetinget har været det allerbedste legetøj vi har haft med på ferie. Eller altså, ikke med, fordi dén slags var jeg åbenbart ikke koordineret nok til at sørge for hjemmefra, men det bedste vi har købt. I en dansk butik i Spanien. (Indsæt gerne en imaginær abe der holder sig for øjnene over min dumhed, I know!).

Det er vores sidste aften på ferien og selvom det føles som om ugen er fløjet afsted, så glæder jeg mig alligevel til at komme hjem. Til København og til vores lejlighed (og til kig på nye af sidstnævnte) og til hverdagen, som jeg i virkeligheden holder så meget af.

Men for fanden, hvor har det været godt at være afsted. Venindetid og vin og chips hver aften. Og børn, børn, børn hver dag. Jeg føler virkelig, at jeg er kommet in sync med mine børn på en måde, som jeg ikke har været det længe og jeg elsker det. Som i, at det er det bedste i hele fucking verden. Vi har haft det så dejligt og selvom jeg på et tidspunkt frygtede, at der ikke var aktiviteter og swimmingpools nok på programmet, så viste det sig (selvfølgelig) at min frygt blev gjort til komplet skamme. De (og jeg) har sgu nok haft brug for roen, nærværet og det langsomme tempo vi har holdt hof med hele ugen og det har på mange måder været helt, helt perfekt.

I er så mange der har skrevet og spurgt om detaljer og anbefalinger og om alt muligt i forbindelse med rejsen og jeg lover, at jeg nok skal komme med lidt mere beskrivelse, lidt flere detaljer og alt den slags i løbet af de næste par dage. Både af dét der har været godt og dét der har været mindre godt. (Tænk bare på aben, igen). For nu vil jeg i stedet lige om lidt, når tegningerne er færdige, nyde at putte mine børn i den samme seng og drikke et allersidste glas spansk rødvin med min veninde og forsøge at komme til køjs i nogenlunde ordentlig tid. Vi skal nemlig (røv)tidligt op i morgen – men hey, så meget desto lettere, når nu hverdagen starter igen på mandag, ik’? 

Jeg sidder i min sofa, med røven velplaceret imellem to puder og kan næsten ikke rejse mig, selvom jeg godt ved, at jeg helt klart bør. Min far og hans kæreste kommer forbi om lidt og skålen fra den havregryn jeg ganske uvant har spist her til morgen, står stadig på køkkenbordet og jeg burde nok gå ud og rydde den – og alt det andet der roder – op.  Jeg burde helt klart også snart begynde at pakke, så det er klaret inden mine drenge kommer hjem senere i eftermiddag. Vi skal nemlig på ferie, drengene og jeg og min søde veninde, Anita og det er som om jeg allerede er gået en lille smule ned i gear..

Sidst drengene og jeg var på ferie var ugen efter Thomas og jeg havde offentliggjort vores skilsmisse og jeg var – mildest talt – noget ved siden af mig selv, hele den uge, som bar præg af et virvar af følelser, bekymringer og søvnløse nætter i paradoksal forening med masser af is, swimmingpool og gudskelov glade børn. Nu, syv måneder senere, ser mit liv helt anderledes ud. Skilsmissen er gået igennem, følelserne er – for the big parts, i hvert fald – bearbejdet og hverdagen som alenemor med fut i karrieren, har indfundet sig som noget af det mest naturlige i verden. Og så er jeg blevet glad igen. Sådan rigtigt glad, som jeg ikke var for hverken et halvt eller et helt år siden. På den måde, hvor jeg har fået et kæmpe overskud, både til mig selv og til andre. På den måde, hvor jeg ikke konstant føler behov for at flygte fra alting – oftest bare ned i min telefon, som jeg vitterligt har haft et usundt forhold til i perioder. På den måde, hvor jeg bare glæder mig helt tosset meget til ferie med mine unger og min veninde, fordi jeg bare ved at det bliver pissehyggeligt.

Vi skal en tur til Andalusien, som jeg kke har besøgt siden jeg for 10 år siden brugte en sommer på bartenderskole dernede, hvor jeg lærte at mikse cocktails og kaste (og gribe, selvfølgelig) flasker som en anden Tom Cruise. Uden at vide det, tænker jeg at turen denne gang bliver af en lidt anden kaliber 😉

Til en begyndelse lander vi i Malaga i morgen tidlig, hvor Eliza was here, som vi rejser med, har sørget for at der holder en bil klar i lufthavnen, som jeg skal forsøge at fragte os til Casas Ojén i. Her bliver vi indkvarteret i “vores” lille byhus i den landsby, som jeg har ladet mig fortælle er mere end bare almindeligt hyggelig. Der bliver vi i nogle dage, inden vi rykker lidt længere ind i landet til Casas de Montejaque, som ligger i en bjergdal – som en lille skjult perle, forestiller jeg mig.

Det er første gang jeg skal rejse med Eliza was here, men jeg har simpelthen hørt så meget godt om det fra andre og så skal jeg da også være ærlig at sige, at tanken om egen bil, privat villa og bjerglandsbyer virker temmeligt meget mere tiltalende for mig, end den helt klassiske chartertur. Min fornemmelse er i hvert fald, at det er en slags superturisme for os, som godt kan lide at føle os som ikke-turister, men nu må vi se. Det kan selvfølgelig være, at jeg tager fejl.

Uanset hvad, så glæder jeg mig til tid med mine drenge, til aftenvin med min veninde, til solskin, lune dage og til at holde lidt fri, så jeg kan blive ladet op til alt det gode, sjove og spændende, der er på mit arbejdsprogram fra sekundet vi igen lander i Danmark. Det er blandt andet noget med en bog jeg skal have skrevet, nogle foredrag der skal holdes og en podcast, hvor jeg skal have jordemoderkasketten på, der skal effektueres.

Det hele bliver godt, men først: Vacaciones. Hasta Luego!

Det er ikke første gang i Danmarkshistorien det er set, at en blogger svinger en indsamling og et telefonnummer til mobilepay indover til sine læsere, men alligevel er dét jeg vil præsentere jer for her temmeligt meget anderledes.

OBS: Vi samlede ialt 33528.- ind til Danmarks Indsamling. Pengene er nu doneret og indsamlingen er slut ❤️ TAK fordi I var med! 

Jeg sidder i luftrummet et sted imellem Stockholm og København. Det føles på en måde allerede som om jeg er hjemme. Som om Somaliland er langt væk. Det er det selvfølgelig også og alligevel er det så tæt på. For mig.

Den seneste uge har som de fleste af jer nok allerede ved, givet mig en lang række gode, hårde, svært fordøjelige, hjerteskærende og heldigvis også helt fantastiske oplevelser, som kulminerede med fødslen af en lille pige, som blev opkaldt efter mig, tidligt torsdag eftermiddag.


Læs beretningen om fødslen af lille Cana HER.


Og nu sidder jeg her. Næsten hjemme, hvor hverdagen kalder og hvor alt fungerer som det plejer. Hjemme, hvor jeg glæder mig til at cykle, til at handle ind og til at iklæde mig noget tøj som fremhæver min krop på dén måde jeg bedst kan lide den. Og til at kramme mine børn. Hold kæft, hvor jeg glæder mig til at kramme mine børn, når jeg får dem hjem til mig i morgen formiddag. Knus-krammende-tårer-i-øjnene-meget.

… Men først skal i dag lige rendes igennem.

Egentlig havde jeg aftalt med nogle af de gode folk fra Danmarks Indsamling, at jeg skulle bruge min aften på Instagram. Her skulle jeg have lavet min egen lille live-transmission undervejs i aftenens store show, for at kunne kommentere på alt dét der sker inde i fjernsynet – og for at svare på hvad end I måtte have af spørgsmål, både til indsamlingen og til hvad der egentlig er behov for, i nogle af de lande som indsamlingen støtter og som jeg har besøgt. Men, som I nok fornemmer på min måde at formulere mig på, så har jeg simpelthen fortrudt. Jeg kan ikke sidde alene noget sted og sende live på instagram i aften. Dét holder mit hjerte simpelthen ikke til. Jeg har brug for at være sammen med nogen. Nogen, som jeg kan kigge i øjnene og snakke med, sådan rigtigt.

Derfor har jeg inviteret én af de allerbedste voksne jeg kan komme i tanker om, med på Trio – den restaurant, som jeg har glædet mig til at komme tilbage til, lige siden jeg spiste der for første gang til nytår – hvor vi skal spise fint, drikke vin og sludre indtil det bliver nat og vi trygt kan bevæge os ud i gaderne; enten for at finde et sted at danse eller vores respektive lejligheder hjemme på Østerbro.

Det har jeg aldrig rigtigt tænkt over før. At vi, to veninder, bare kan gå ud, selvom det er nat.

Det kan man ikke bare i Somaliland. Ligesom der er så meget andet man ikke “bare” kan, som vi ikke skænker en tanke herhjemme. Brødføde sine børn, som et eksempel. Eller sende dem i skole. Eller give dem en seng at sove i.

Der er vitterligt en verden til forskel og jeg vil så gerne være med til, at gøre den en lille smule mindre, for selvom vi i udgangspunktet kan synes temmeligt forskellige, så er vi alle ens. Kvinderne på neonatalafdelingerne som håber det bedste for deres for tidligt fødte børn, har den samme kombination af håb og angst i øjnene uanset om de kommer fra Hellerup nord for København eller slummen i Hargeisa.

Jeg vil gerne give hvad jeg kan og efter en hurtig konference med min bankrådgiver, har jeg fået grønt lys til at donere 20.000 kroner til Danmarks Indsamling.

20.000 kroner er skide mange penge for mig og det kommer selvfølgelig til at betyde at jeg skal vende finanserne lidt ekstra i den kommende tid, men jeg ved, fordi jeg har set det, at det er endnu flere penge de steder som Danmarks Indsamling støtter. Det kan være med til at redde flere familier. For nogen endda for altid. “Min” lille Cana, for eksempel. Tænk hvis hendes familie kunne få hjælp til at sende hende i skole, så hun en anden dag kan være med til at redde verden.

Selvfølgelig vil jeg gerne donere de penge, men jeg vil allerhelst have dem til at vokse først. Derfor har jeg oprettet min egen lille indsamling, til Danmarks Indsamling, som jeg håber at I vil hjælpe mig med at få stablet på benene, så vi kan få sendt en hulens masse penge afsted.

Alle kan, indtil i aften klokken 20.00 overføre et valgfri beløb via mobilepay til mig, på 31267882 og så fordobler jeg alle overførslerne helt op til de 20.000 kroner, som altså er maksimum for, hvad jeg kan undvære i min lille husholdning.

Om I sender 10, 50, 500 kroner eller mere, er fuldkommen underordnet, men det ville betyde meget for mig, hvis I giver hvad I kan. Så fordobler jeg beløbet. Og så vil jeg glæde mig til, inden middagen i aften, at ringe ind til Danmarks Indsamling og overbringe vores samlede donation, som jeg er edderspændt på hvor stor bliver ❤️

OBS: Vi samlede ialt 33528.- ind til Danmarks Indsamling. Pengene er nu doneret og indsamlingen er slut ❤️ TAK fordi I var med!

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk