Category

Rejser

Category

Jeg ved godt at det her kommer til at virke helt vildt “for-godt-til-at-være-sandt-agtigt” og som noget onde tunger kunne finde på at tro, at jeg kun skriver fordi jeg har fået penge for det, men det er altså sådan her jeg har det og jeg håber virkelig at I vil læse videre, for jeg er ret sikker på, at det kan komme til at gøre en ret stor (og god) forskel for hvordan mange af jer kommer til at holde ferie fremadrettet. Det har det i alle tilfælde gjort med mig! Jeg har nemlig så meget optur over Eliza was here og deres koncept, som i sin simpelhed går ud på at de sørger for fly, lejebil og indkvartering på steder som ingenlunde er overrendt med turister, at jeg ikke er et sekund i tvivl om, at jeg kommer til at rejse med dem igen. Forhåbentlig allerede til sommer, hvor jeg bare lige skal have styr på noget logistik i den lille skilsmissefamilie, inden jeg kan bestille – ellers havde jeg gjort det for længst. Ærligt.

Elizas motto er “når alle andre drejer til højre, drejer jeg til venstre” og jeg er pjattet med det! Jeg er pjattet med at det ikke er dét som “alle andre” gør, uden at gå det mindste på kompromis med kvaliteten, for selvfølgelig er venstre hverken værre eller bedre end højre. Venstre er bare noget andet. Ligesom rejserne med Eliza was here har vist sig at være det for mig, i alle tilfælde.

Vi ankom søndag formiddag til lufthavnen i Malaga, hvor vi, efter en lille smule forvirring (hos mig) fandt frem til vores udlejningsbil, som stod klar til os. Manden i butikken prøvede på at prakke mig en større bil og noget GPS-værk på, men Eliza was here, havde hjemmefra forberedt mig på, at jeg altså ikke behøvede at sige ja tak til deres prangende “tilbud” (mod ekstrabetaling, selvfølgelig), hvorfor jeg afslog og vi satte os ud i en fræk lille golf med smaddergodt optræk og lige akkurat plads til vores to kufferter i bagagerummet. De fleste havde nok syntes det var en god idé med noget GPS, men jeg er sådan én der elsker selv at finde vej – og så har jeg fri data i hele europa på min iPhone, så hvis nu det skulle gå helt galt, kunne vi selvfølgelig bruge den som livline. Det gik heldigvis fint og et par timer senere holdt vi på en parkeringsplads for foden af en lille bitte, sværtfremkommelig og helt hvidkalket by i bjergene ved den spanske sydkyst. Vi ringede, efter anvisningen fra Eliza was here, til husværten, som få minutter efter kom kørende i en lille golfvogn og samlede os op og kørte os igennem de smalle gader, imens han fortalte om byen og viste os de vigtigste steder at kende til. Torvet, bageren og de små caféer, som var fyldt med  hvad der helt åbentlyst synes som den lokale befolkning, for eksempel.

Nede for enden af en lille smal vej ankom vi til “vores hus” Casas Ojen og manner, sikke et hus! Og sikke en by, som i hvert fald på denne tid af året var fuldstændigt blottet for andre turister end os.

Vi tilbragte fire dage i Casas Ojen, hvor vi blandt andet besøgte Marbella nogle gange. Marbella er, til jer der ikke kender det, en meget turistvenlig kystby, med de skønneste strande, masser af restauranter, fine legepladser og gode shoppingmuligheder. Derudover slentrede vi lidt rundt i Ojen og var en hel masse i vores hus. Eller altså, på tagterrassen, hvor drengene tegnede kopier og legede med balloner og Jens lærte at spille 500. Tænk sig, at han er så stor nu! Det fatter jeg nærmest ikke…

Det var fire virkeligt, virkeligt gode dage. Huset var så overdrevet lækkert og hvis jeg kunne, ville jeg flytte ind et par måneder om om året. Som et minimum. Og okay, tage et spanskkursus, for der er altså ikke sååå mange af de lokale, der taler engelsk, men fordi jeg ingenlunde er for fin til at bruge store fagter når jeg taler, gik det heldigvis ret godt an.

Efter en sidste tur på stranden, satte vi kurs lidt længere ind i landet og bjergene, mod Casas de Montejaque, som ligger anderledes afsides og usædvanligt smukt! Her blev vi taget imod af den meget imødekommene vært, som bød os på byvandring og gode anbefalinger til området, som dog – indtil næste uge – stadig “sover”, som hun kaldte det. Den officielle sæson starter først om en uges tid, hvorfor vi desværre var “ramt”  af at rigtigt meget var lukket for vinteren. Heldigvis havde vi også her en skøn, skøn, skøn tagterrasse, som lå i perfekt læ for vinden, således vi faktisk kunne ligge og slikke sol, til trods for at temperaturerne ikke sneg sig stort over 17-18 grader. I virkeligheden passede det os helt perfekt, at være et sted hvor tempoet helt og ganske givet var sat ekstra meget ned, og selvom husets stand ingenlunde svarede til huset i Ojén, så var det autentisk og charmerende – og helt vildt dejligt, at føle sig lidt “lokal” på sin solferie.

Hvis – eller når – jeg skal afsted igen vil jeg uden tvivl foretrække at tage til Casas Ojen af de to steder, men hvis nu jeg havde lidt større børn, som kunne komme med ud og klatre, rafte og alt den slags, så ville jeg klart tage også overveje at tage tilbage til Casas de Montejaque, som byder på virkeligt gode muligheder for aktiv ferie i den meget, meget smukke natur. Sidstnævnte er i øvrigt også virkeligt billigt – jeg tjekkede lige at man i april måned, hvor jeg forestiller mig at temperaturen og vejret i det hele taget må være perfekt, fx kan få 6 dage (inklusiv fly og bil) for en familie på 4 for under 9.000.- (se bare HER). Der findes selvfølgelig også et hav af alle mulige andre steder, man kan rejse til sammen med Eliza was here og mit bud er, at langt de fleste er federe end det meste 😉 I kan se alle destinationer og indkvarteringsmuligheder HER.

Jeg siger bare, at jeg i hvert fald synes at det giver meget god mening af og til at dreje til venstre, når alle andre drejer til højre.

Drengene sidder ved spisebordet foran mig og tegner på hver deres “kopi”, som de kalder dem. I virkeligheden er det papirer som jeg har revet ud af en malebog fra Flying Tiger, som ubetinget har været det allerbedste legetøj vi har haft med på ferie. Eller altså, ikke med, fordi dén slags var jeg åbenbart ikke koordineret nok til at sørge for hjemmefra, men det bedste vi har købt. I en dansk butik i Spanien. (Indsæt gerne en imaginær abe der holder sig for øjnene over min dumhed, I know!).

Det er vores sidste aften på ferien og selvom det føles som om ugen er fløjet afsted, så glæder jeg mig alligevel til at komme hjem. Til København og til vores lejlighed (og til kig på nye af sidstnævnte) og til hverdagen, som jeg i virkeligheden holder så meget af.

Men for fanden, hvor har det været godt at være afsted. Venindetid og vin og chips hver aften. Og børn, børn, børn hver dag. Jeg føler virkelig, at jeg er kommet in sync med mine børn på en måde, som jeg ikke har været det længe og jeg elsker det. Som i, at det er det bedste i hele fucking verden. Vi har haft det så dejligt og selvom jeg på et tidspunkt frygtede, at der ikke var aktiviteter og swimmingpools nok på programmet, så viste det sig (selvfølgelig) at min frygt blev gjort til komplet skamme. De (og jeg) har sgu nok haft brug for roen, nærværet og det langsomme tempo vi har holdt hof med hele ugen og det har på mange måder været helt, helt perfekt.

I er så mange der har skrevet og spurgt om detaljer og anbefalinger og om alt muligt i forbindelse med rejsen og jeg lover, at jeg nok skal komme med lidt mere beskrivelse, lidt flere detaljer og alt den slags i løbet af de næste par dage. Både af dét der har været godt og dét der har været mindre godt. (Tænk bare på aben, igen). For nu vil jeg i stedet lige om lidt, når tegningerne er færdige, nyde at putte mine børn i den samme seng og drikke et allersidste glas spansk rødvin med min veninde og forsøge at komme til køjs i nogenlunde ordentlig tid. Vi skal nemlig (røv)tidligt op i morgen – men hey, så meget desto lettere, når nu hverdagen starter igen på mandag, ik’? 

Jeg sidder i min sofa, med røven velplaceret imellem to puder og kan næsten ikke rejse mig, selvom jeg godt ved, at jeg helt klart bør. Min far og hans kæreste kommer forbi om lidt og skålen fra den havregryn jeg ganske uvant har spist her til morgen, står stadig på køkkenbordet og jeg burde nok gå ud og rydde den – og alt det andet der roder – op.  Jeg burde helt klart også snart begynde at pakke, så det er klaret inden mine drenge kommer hjem senere i eftermiddag. Vi skal nemlig på ferie, drengene og jeg og min søde veninde, Anita og det er som om jeg allerede er gået en lille smule ned i gear..

Sidst drengene og jeg var på ferie var ugen efter Thomas og jeg havde offentliggjort vores skilsmisse og jeg var – mildest talt – noget ved siden af mig selv, hele den uge, som bar præg af et virvar af følelser, bekymringer og søvnløse nætter i paradoksal forening med masser af is, swimmingpool og gudskelov glade børn. Nu, syv måneder senere, ser mit liv helt anderledes ud. Skilsmissen er gået igennem, følelserne er – for the big parts, i hvert fald – bearbejdet og hverdagen som alenemor med fut i karrieren, har indfundet sig som noget af det mest naturlige i verden. Og så er jeg blevet glad igen. Sådan rigtigt glad, som jeg ikke var for hverken et halvt eller et helt år siden. På den måde, hvor jeg har fået et kæmpe overskud, både til mig selv og til andre. På den måde, hvor jeg ikke konstant føler behov for at flygte fra alting – oftest bare ned i min telefon, som jeg vitterligt har haft et usundt forhold til i perioder. På den måde, hvor jeg bare glæder mig helt tosset meget til ferie med mine unger og min veninde, fordi jeg bare ved at det bliver pissehyggeligt.

Vi skal en tur til Andalusien, som jeg kke har besøgt siden jeg for 10 år siden brugte en sommer på bartenderskole dernede, hvor jeg lærte at mikse cocktails og kaste (og gribe, selvfølgelig) flasker som en anden Tom Cruise. Uden at vide det, tænker jeg at turen denne gang bliver af en lidt anden kaliber 😉

Til en begyndelse lander vi i Malaga i morgen tidlig, hvor Eliza was here, som vi rejser med, har sørget for at der holder en bil klar i lufthavnen, som jeg skal forsøge at fragte os til Casas Ojén i. Her bliver vi indkvarteret i “vores” lille byhus i den landsby, som jeg har ladet mig fortælle er mere end bare almindeligt hyggelig. Der bliver vi i nogle dage, inden vi rykker lidt længere ind i landet til Casas de Montejaque, som ligger i en bjergdal – som en lille skjult perle, forestiller jeg mig.

Det er første gang jeg skal rejse med Eliza was here, men jeg har simpelthen hørt så meget godt om det fra andre og så skal jeg da også være ærlig at sige, at tanken om egen bil, privat villa og bjerglandsbyer virker temmeligt meget mere tiltalende for mig, end den helt klassiske chartertur. Min fornemmelse er i hvert fald, at det er en slags superturisme for os, som godt kan lide at føle os som ikke-turister, men nu må vi se. Det kan selvfølgelig være, at jeg tager fejl.

Uanset hvad, så glæder jeg mig til tid med mine drenge, til aftenvin med min veninde, til solskin, lune dage og til at holde lidt fri, så jeg kan blive ladet op til alt det gode, sjove og spændende, der er på mit arbejdsprogram fra sekundet vi igen lander i Danmark. Det er blandt andet noget med en bog jeg skal have skrevet, nogle foredrag der skal holdes og en podcast, hvor jeg skal have jordemoderkasketten på, der skal effektueres.

Det hele bliver godt, men først: Vacaciones. Hasta Luego!

Det er ikke første gang i Danmarkshistorien det er set, at en blogger svinger en indsamling og et telefonnummer til mobilepay indover til sine læsere, men alligevel er dét jeg vil præsentere jer for her temmeligt meget anderledes.

OBS: Vi samlede ialt 33528.- ind til Danmarks Indsamling. Pengene er nu doneret og indsamlingen er slut ❤️ TAK fordi I var med! 

Jeg sidder i luftrummet et sted imellem Stockholm og København. Det føles på en måde allerede som om jeg er hjemme. Som om Somaliland er langt væk. Det er det selvfølgelig også og alligevel er det så tæt på. For mig.

Den seneste uge har som de fleste af jer nok allerede ved, givet mig en lang række gode, hårde, svært fordøjelige, hjerteskærende og heldigvis også helt fantastiske oplevelser, som kulminerede med fødslen af en lille pige, som blev opkaldt efter mig, tidligt torsdag eftermiddag.


Læs beretningen om fødslen af lille Cana HER.


Og nu sidder jeg her. Næsten hjemme, hvor hverdagen kalder og hvor alt fungerer som det plejer. Hjemme, hvor jeg glæder mig til at cykle, til at handle ind og til at iklæde mig noget tøj som fremhæver min krop på dén måde jeg bedst kan lide den. Og til at kramme mine børn. Hold kæft, hvor jeg glæder mig til at kramme mine børn, når jeg får dem hjem til mig i morgen formiddag. Knus-krammende-tårer-i-øjnene-meget.

… Men først skal i dag lige rendes igennem.

Egentlig havde jeg aftalt med nogle af de gode folk fra Danmarks Indsamling, at jeg skulle bruge min aften på Instagram. Her skulle jeg have lavet min egen lille live-transmission undervejs i aftenens store show, for at kunne kommentere på alt dét der sker inde i fjernsynet – og for at svare på hvad end I måtte have af spørgsmål, både til indsamlingen og til hvad der egentlig er behov for, i nogle af de lande som indsamlingen støtter og som jeg har besøgt. Men, som I nok fornemmer på min måde at formulere mig på, så har jeg simpelthen fortrudt. Jeg kan ikke sidde alene noget sted og sende live på instagram i aften. Dét holder mit hjerte simpelthen ikke til. Jeg har brug for at være sammen med nogen. Nogen, som jeg kan kigge i øjnene og snakke med, sådan rigtigt.

Derfor har jeg inviteret én af de allerbedste voksne jeg kan komme i tanker om, med på Trio – den restaurant, som jeg har glædet mig til at komme tilbage til, lige siden jeg spiste der for første gang til nytår – hvor vi skal spise fint, drikke vin og sludre indtil det bliver nat og vi trygt kan bevæge os ud i gaderne; enten for at finde et sted at danse eller vores respektive lejligheder hjemme på Østerbro.

Det har jeg aldrig rigtigt tænkt over før. At vi, to veninder, bare kan gå ud, selvom det er nat.

Det kan man ikke bare i Somaliland. Ligesom der er så meget andet man ikke “bare” kan, som vi ikke skænker en tanke herhjemme. Brødføde sine børn, som et eksempel. Eller sende dem i skole. Eller give dem en seng at sove i.

Der er vitterligt en verden til forskel og jeg vil så gerne være med til, at gøre den en lille smule mindre, for selvom vi i udgangspunktet kan synes temmeligt forskellige, så er vi alle ens. Kvinderne på neonatalafdelingerne som håber det bedste for deres for tidligt fødte børn, har den samme kombination af håb og angst i øjnene uanset om de kommer fra Hellerup nord for København eller slummen i Hargeisa.

Jeg vil gerne give hvad jeg kan og efter en hurtig konference med min bankrådgiver, har jeg fået grønt lys til at donere 20.000 kroner til Danmarks Indsamling.

20.000 kroner er skide mange penge for mig og det kommer selvfølgelig til at betyde at jeg skal vende finanserne lidt ekstra i den kommende tid, men jeg ved, fordi jeg har set det, at det er endnu flere penge de steder som Danmarks Indsamling støtter. Det kan være med til at redde flere familier. For nogen endda for altid. “Min” lille Cana, for eksempel. Tænk hvis hendes familie kunne få hjælp til at sende hende i skole, så hun en anden dag kan være med til at redde verden.

Selvfølgelig vil jeg gerne donere de penge, men jeg vil allerhelst have dem til at vokse først. Derfor har jeg oprettet min egen lille indsamling, til Danmarks Indsamling, som jeg håber at I vil hjælpe mig med at få stablet på benene, så vi kan få sendt en hulens masse penge afsted.

Alle kan, indtil i aften klokken 20.00 overføre et valgfri beløb via mobilepay til mig, på 31267882 og så fordobler jeg alle overførslerne helt op til de 20.000 kroner, som altså er maksimum for, hvad jeg kan undvære i min lille husholdning.

Om I sender 10, 50, 500 kroner eller mere, er fuldkommen underordnet, men det ville betyde meget for mig, hvis I giver hvad I kan. Så fordobler jeg beløbet. Og så vil jeg glæde mig til, inden middagen i aften, at ringe ind til Danmarks Indsamling og overbringe vores samlede donation, som jeg er edderspændt på hvor stor bliver ❤️

OBS: Vi samlede ialt 33528.- ind til Danmarks Indsamling. Pengene er nu doneret og indsamlingen er slut ❤️ TAK fordi I var med!

Kender I de der dage, hvor man har haft lidt for mange opgaver på arbejdet, fået lidt for meget information og haft alt for lidt tid til at fordøje det hele? Sådan har jeg det ret meget i yderste potens lige nu og selvom der er så meget jeg gerne vil fortælle, så er det som om jeg ikke rigtigt kan finde ud af at få begyndt. I dag har været en vild dag. Det er de sådan set allesammen hernede i Somaliland, for sådan én som mig, lige nu, men i dag har alligevel været noget helt særligt.

Vi har i løbet af de seneste dage besøgt absurd fattige familier, vi har været i en flygtningelejr og mødt en lille pige, som var blevet efterladt i en vejside af sin mor, bare 2 dage gammel – og alligevel har i dag, været den hidtil vildeste dag. Vi indfandt os på Hargeisas eneste offentlige hospital, hvor jeg som første punkt på dagsordenen blev vist ind på fødeafdelingen. Jeg blev taget venligt imod af en jordemoder, som kort fortalte om stedet, inden hun gelejdede mig ind på fødestuen, hvor jeg tilbragte de næste timer i en rus af alle mulige følelser, som jeg har svært ved endnu at sætte de helt rigtige ord på. Der blev født to børn og jeg tænker, at I får beretningen om den ene, som jeg assisterede, til en helt, helt særlig udgave af fødselsfredag i morgen.

Efter fødslerne faldt jeg i snak med en ung kvindelig læge, som viste mig rundt på nogle af hospitalets forskellige afdelinger. Neonatalafdelingen og en afdeling primært for fejlernærede børn. Suk, mand.

Eller ikke bare suk, men av. Sådan rigtigt, ægte av, helt ind i hjertet.

Der var otte børn indlagt og jeg siger jer, at den ene havde det værre end den anden. For helvede, hvor var det hårdt at kigge ind i deres store brune øjne og ned over deres benende kroppe og kun kunne gisne om, hvordan deres fremtid så ud. Værst var det for en lille dreng på syv måneder, som kun vejede 2,7 kilo. Altså, mindre end en gennemsnitsbaby født et par uger før termin, svarende til lige knap en tredjedel af hvad en gennemsnitsdreng på syv måneder vejer. En tredjedel! Han lå, helt bleg og helt vildt tynd, og sov i armene på sin mor, med en sonde i næsen og de længste smukke øjenvipper jeg i mit liv har set. Han så – jeg er virkelig ked af at skrive det, men det er sådan det er – næsten død ud. Så meget, at jeg blev nødt til lige at stryge ham over panden, for at mærke om han stadig var varm. Det var han, heldigvis.

Moderen som sad med den lille afkræftede, fejlernærede – og garanteret svært anæmiske (altså, blodmanglende) – dreng i armene, fortalte at hun boede i et andet område af byen, hvor hun igennem 3 måneder havde søgt hjælp hos en lokal, alternativ læge, som havde fortalt hende, at drengen var blevet syg af hendes modermælk og at han skulle ernæres med gedemælk. Gedemælk, som altså ingenlunde er hverken god eller sufficient ernæring for en nyfødt. Gedemælk, som familien i øvrigt havde svært ved at skaffe, fordi deres egne geder var døde som følge af den tørke, der nu igennem snart fire år har hærget Somaliland. Og nu lå han der, drengen, og lignede én der var klar til at takke af for denne gang og jeg kan sgu næsten ikke engang holde ud at tænke på det. Dét lille menneske, som for pokker skulle have haft noget ordentlig hjælp noget før!

Jeg spurgte lægen hvordan hendes erfaring var omkring fremtidsperspektivet for sådan en lille fyr, hvortil hun svarede, at det vist måtte være op til højere magter at afgøre skæbnen for ham. Det kan gå begge veje…

Mit hjerte var sådan helt seriøst ved at gå i stykker. Over at se den lille dreng og over at se hans mor, som jeg kun kan forestille mig har det fuldkommen vanvittigt inden i, over at have “tilladt” sit barn, at blive så underernæret. Det er selvfølgelig ikke moderen skyld, at drengen har det som han har det, men som mor til to børn, ved jeg bare hvordan jeg i hvert fald altid selv, bebrejder mig som den ansvarlige for alle mine børns ulykker. Jeg slår ofte mig selv (ganske hårdt, men dog imaginært) i hovedet over “hvordan jeg da også burde have handlet anderledes” i en given situation, hvor mine børn er kommet galt afsted. Når de er faldet af gyngen på legepladsen eller når de snubler over deres løse snørebånd, for eksempel. Forskellen her var bare, at drengen ikke var faldet grædende ned på et blødende knæ. Han var – bogstaveligt talt – ved at dø af sult.

Jeg savner pludselig mine egne børn helt ubeskriveligt meget. Min lange, ranglede Jens, som altid fortæller mig at han elsker mig og min lille, stadigt lidt babybuttede Peter, som nusser mit hår, når han er træt og tryghedssøgende. Mine børn, for hvem verden ligger åben. Mine børn, som har to kærlige hjem og ditto forældre. Mine børn, som (næsten) kan alt og som formentligt aldrig kommer til at mangle noget af dét der er essentielt for at overleve. Mine børns liv, som er så langt fra de små børns liv, som jeg har været vidne til i løbet af de sidste par dage – og altså, i særdeleshed i dag, hvor virkelighedens barske realiteter for mange familier hernede, for alvor er gået op for mig.

Hvis ikke det var for mine børn, var jeg blevet hernede længe endnu, for at hjælpe til på hospitalet og ikke mindst ude i samfundet hvor der er så tydelig brug for hjælp. For oplysning, for undervisning og selvfølgelig for økonomisk hjælp. Heldigvis ved jeg, efter at have set nogle af SOS-Børnebyernes projekter hernede, at der er hjælp at hente og mit ønske er nu bare, at vi for fanden giver et ekstra lille nap med, allesammen. At vi støtter med dét vi kan, uanset hvor lidt eller hvor meget det så end måtte være, for jeg lover jer, kære damer, at der er pissemeget behov for det.

Det er der bare og jeg tænker, at Danmarksindsamlingen, som blandt andet støtter nogle af SOS-Børnebyernes projekter hernede i Somaliland, er et smaddergodt sted at starte. Og ja ja, jeg ved godt at dét har jeg skrevet i snart mange dage i træk nu, men det er altså fordi jeg mener det, så bær over med mig <3

Støvet hvirvler om fødderne på mig, for hvert skridt jeg tager. Jeg har ikke strømper på i skoene og jeg overvejer nu, om det var en god eller en dårlig beslutning. Der var nok kommet sand ind imellem tæerne på mig alligevel og med tanke på varmen fra den bagende sol, tænker jeg at det var ok. I virkeligheden er det vinter og somalilænderne siger, at her er køligt, men jeg sveder under min lange mørke kjole. Og under tørklædet, åh, lad mig ikke komme igang med at fortælle om, hvor varmt der bliver under sådan et.

Vi er kommet til ét af de fattigste områder i Hargeisa, hvor husene er byggede af grene og gamle tekstiler og tørken, som i dén grad hærger landet, er til at få øje på i det knoldede landskab af sand og sten. Det er helt tydeligt, når jeg ser mig omkring, at menneskene der bor her, må være svært udfordrede.

En kvinde, hvis mand for nyligt er død af tuberkulose, byder os indenfor i sit hjem. Et lille hus med to rum, hvor hun bor sammen med fire af sine ialt seks børn. De har én madras at sove på og kun et enkelt tæppe, som de kan varme sig under, når nattens kulde vinder ind. De andre børn bor i nabohuset, sammen med kvindens tre brødre. Sådan gør man nemlig hernede; hjælper hinanden hvor man kan. Hun er glad for at se os. “Jeg håber at I kan hjælpe mig” siger hun, imens hun fortsætter: “Siden min mand blev syg, har min ældste bror forsørget mig og mine børn, men når han snart gifter sig, kan han ikke længere tage vare på min familie også”. Hun har vitterligt ingenting og alligevel byder hun mig få minutter senere på en skål ris, som hun har forberedt til familien.

Kæft mand, hvor må det være vildt, at sidde i en virkelighed, som denne kvinde. Det er selvfølgelig tydeligt, at hun aldrig har haft meget at gøre med, rent økonomisk, men at hun så samtidig har mistet sin mand, som ellers hidtil havde forsørget familien, imens hun skal tage vare på seks børn (som hun selvfølgelig ikke har råd til at sende i hverken børnehave eller skole) og et hjem der skal fungere, gør det næsten ubærligt.

Jeg afslår høfligt risene, griber hårdt sammen om mit hjerte og går ud og leger med nogle børn.

Børnene jeg legede med var gudskelov, som børn nu engang er; glade, nysgerrige og helt vildt søde. Vi pustede sæbebobler i ét væk, indtil vi takkede af for besøget i det fattige område og kørte videre, for at besøge en kvinde, som var ganske anderledes og mere heldigt stillet. Hun har nemlig fået hjælp.

Kvinden – hende den mere heldige, altså – blev allerede som 15-årig forældreløs, efter hendes far ganske tragisk slog hendes mor ihjel mor ihjel, inden han selv døde kort tid efter, i fængslet. Hun var den ældste i en søskendeflok på otte, uden nogen nærtstående familie omkring sig og hun blev dermed den primære forsørger af sine små søskende. Som 15-årig med sorgen over at have mistet sine forældre. Puha, altså! Da jeg var 15 år gammel, var jeg lige startet på gymnasiet, hvor mine største bekymringer handlede om irriterende matematikopgaver og om jeg nu kunne komme ind på diskoteket i weekenden, hvor jeg så gerne ville imponere ham den søde fra 2.G, som forhåbentligt ville være der. Kvinden her, skulle tage vare på syv yngre søskende. Og sig selv, selvfølgelig.

Det var – ganske givet – nogle hårde år for hende, og alligevel sad vi nu i en stor hjørnesofa med fødderne placeret på et stort tæppe, som lå henover klinkegulvet, hvor kvindens ældste datter gik legende rundt, i sin formentlig allerfineste kjole.

For tre år siden, kom kvinden og hendes familie ind i SOS-Børnebyernes familieprogram (som er ét af de projekter som i år bliver støttet af Danmarks Indsamling), hvor hun, sammen med en donation på 500 dollars, modtog træning i at køre en forretning, som hun sidenhen havde stablet på benene. Hun havde købt sig to køleskabe, som, sammen med en portion hårdt arbejde, skulle vise sig, at udgøre en ganske solid investering. Forretningen var langsomt vokset og hun sad nu stolt og kunne fortælle hvordan hun havde mulighed for både at brødføde familien og sende yngre søskende og børn i skole.

Sjældent har jeg mødt så sejt et menneske, som denne kvinde. En ægte power-kvinde, som jeg vist ganske akavet flere gange fik fortalt hende.

Arghmen altså, jeg kan slet ikke få armene ned over hvor fedt jeg synes det er! Tænk sig, at en hel familie kan komme så langt for 3.000 danske kroner. Èt er jo, at de alle får mad på bordet både morgen og aften, men noget andet er jo også, at alle børnene rent faktisk får mulighed for at tage sig en uddannelse, således de forhåbentligt ender ud langt bedre stillede, end det er tilfældet for størstedelen af befolkningen her i Somaliland. Det er måske lige at presse citronen, men det føles næsten på sin plads at sige, at man med så lille en donation har reddet flere (kommende) generationer af lige akkurat dén familie.

Det nytter virkelig noget at hjælpe og jeg håber sådan at vi, på lørdag når det store indsamlingsshow løber af stablen på DR1, kan få skrabet en hulens masse penge sammen, som vi kan sende ud til familier som dém jeg har mødt i dag. Til dem, hvor det for alvor gør en forskel. Dét giver eddermamer mening.

Ligesom det – selvfølgelig i en helt anden skala – også giver mening at lege med børnene, selvom det giver beskidte fødder.

(… Og hvis nu nogen af jer tænker, at I gerne vil være med til at støtte den gode sag, men at I simpelthen ikke kan/gider/orker at indfinde jer foran flimmerkassen på lørdag, så kan I selvfølgelig også give jeres bidrag via mobilepay ;-))

Jeg sidder med ryggen mod dét, der må være verdenshistoriens hårdeste pude og fødderne under dynen, der er sirligt foldet i fodenden af sengen. Over mig hænger et havblåt myggenet, som igennem de mange lag, der hvor det folder, lige akkurat tillader mig at kunne se fjernsynet, som jeg ikke orker at tænde, på den lille skænk i den anden ende af rummet. Jeg er, sammen med Shaka Loveless og Anders fra SOS-børnebyerne, landet i Somaliland og velankommet til hotellet, som udover at give mig et sted at sove, rent faktisk også byder på vand i både toilet og bad, hvilket jeg, efter temmeligt mange rejsetimer (og virkelig meget bland-selv-slik fra lufthavnen i Stockholm) sætter usædvanligt stor pris på. Og kaffe. Godtnok – og på trods af at vi nærmest bevæger os på grænsen til Ethiopien – dårlig kaffe, men kaffe.

Som I måske har fornemmet fra nogle af mine blogindlæg fra den sidste tid, så har jeg været en kende nervøs for turen her til Somaliland, men efterhånden som præ-savnet til mine børn og den pakning jeg hele tiden udskød tog over(hånd), er min nervøsitet dalet. Og heldigvis for det, for her virker både trygt og rart at være og selvom der godt nok står et par bevæbnede vagter udenfor hotellet og alt i øvrigt er ganske anderledes end det jeg kender hjemme fra trygge, lille Danmark, så føles det ikke spor farligt.

Ovenpå nattens lange rejse, tog vi et hurtigt hvil på hotellet, inden turen gik ud til SOS Børnebyen her i Hargeisa og hold nu op, sikke et sted, altså! Hvis ikke jeg allerede var tryg ved at være her i forvejen, så blev jeg det der. Medarbejderne vi mødte var nogle af de mest passionerede og venlige mennesker jeg overhovedet kan komme i tanker om nogensinde at have mødt og børnene – suk altså – de var (selvfølgelig) så søde, at bare en brøkdel havde været mere end rigeligt.

Der var blandt andet en lille, skøn pige, som for nyligt var kommet til SOS børnebyen, efter at hendes mor desværre var ude af stand til at tage vare på hende, som stormede direkte ind i mit hjerte. Hun nærmest sprang op i armene på mig og viste mig med store armbevægelser og masser af lyde, som jeg ikke forstod et kvæk af, hurtigt hvor hun boede og hvor vi altså skulle gå hen. Hun var en del af en større “søskendeflok” og det var helt tydeligt, at hun – på trods af, at hun var den yngste – styrede slagets gang derhjemme. Hun prøvede i hvert fald på det, som en ægte lille diva 😉 Det var fuldkommen vidunderligt at se den lille pige, som så åbentlyst stortrives i sit nye hjem, med nye “søskende” og en ny, kærlig SOS-mor, når jeg samtidig vidste at hun for bare et halvt år siden, stod overfor en ganske grusom skæbne, hvis ikke hun havde fået muligheden for at komme ind under SOS Børnebyernes vinger.

Hele stedet emmede af glade børn, som synes at trives med hinanden i en gensidig og nærmest familiær respekt og jeg kan næsten ikke vente med at komme tilbage dertil i morgen, hvor jeg tænker, at jeg skal have gang i nogle af de sæbebobler og balloner jeg har medbragt til formålet.

Udover at lege med børnene og snakke med de voksne, skal vi i morgen også introduceres til det kommende akut-hus henne i Børnebyen, som faktisk er noget af dét midlerne fra dette års Danmarksindsamling kommer til at gå til. Et hus der, så vidt jeg har forstået, kommer til at fungere som en slags “visitationshus” hvor nogle af de mest udsatte børn, der kommer ind, vil blive visiteret til de bedst mulige tilbud, som for nogle vil betyde plads i de traditionelle familiehuse, imens det for andre måske vil betyde at de får en lokal plejefamilie eller ydet lokal støtte til deres egne familier, hvis de er så heldige at have dén slags. Et hus og en funktion, som i mine øjne virker som en fremragende idé, for at kunne hjælpe endnu flere børn, til at kunne få et trygt og godt barndomshjem.

Det bliver godt, gør det. Først skal jeg bare lige have indhentet alt det søvn jeg ikke har fået i nat. Godnat herfra – og tak til alle jer, der har sendt mig søde og bekymrede beskeder i forbindelse med min rejse. Jeg er i live – og mere end ok ♡

Der er ganske åbenlyst en pokkers masse lort ved at træffe beslutningen om en skilsmisse, og det allersværeste viste sig for mig, at være tanken om, at skulle splitte mine børns familie ad. At de skulle have to separate hjem. At de altid ville skulle leve med et potentielt savn til skiftevis enten far eller mor.

Det gjorde så latterligt ondt i mit hjerte – og gør det sådan set stadig af og til, selvom de virkelig har håndteret det godt, børnene. De trives godt, både her og der og selvom der ikke kan herske nogen tvivl om, at de nok helst så deres forældre i et kærligt parforhold, så lader det til, at de klarer den fint – og uden den store sorg jeg var så godt som sikker på, at jeg ville pådutte dem, ved at blive skilt fra deres far. Bevares, selvfølgelig savner de af og til, men til at håndtere savnet sammen med dem, har de heldigvis altid enten den ene eller den anden forælder, som i den reneste kærlighed vil gøre alt for at hjælpe dem.

De har fået to kærlige hjem mine børn, og selvom det i børnehøjde formentlig havde været at foretrække med bare ét, så er to trods alt bedre end ingen.

Jeg skal ikke se mine børn i lidt over en uge og selvom det er væsentligt længere tid end jeg er vant til – og har lyst til – at undvære dem ad gangen, så har jeg alligevel afleveret dem med glæde i dag. Okay, med glæde og en kæmpe knude i maven, som jeg simpelthen ikke er i stand til at sætte ord på lige nu.

I stedet for at være i mit – vores – hjem, rejser jeg med Danmarks Indsamling og SOS Børnebyerne til Somaliland, hvor jeg skal møde en pokkers masse børn, som er mindre heldigt stillede end mine. Børn, som ikke har forældre. Nogle, som ikke har et hjem. Andre, som har fået hjælp af sådan nogle som os og de velgørenhedsorganisationer der arbejder i området.

Somaliland, som officielt er en del af Somalia, har verdens fjerde laveste BNP og en helvedes masse udfordringer. En tårnhøj mødredødelighed, meget apropos mit indlæg forleden, for eksempel. Den er intet mindre end 240 gange højere, end herhjemme, hvilket alt andet lige, efterlader en hel del børn forældre- eller i hvert fald mødreløse.

Av, mand.

Der er ikke som sådan akut behov for nødhjælp i Somaliland, som man oplever det andre (for eksempel krigs- eller katastrofehærgede) steder i verden, men der er – tror jeg ret stålfast – massivt behov for hjælp til at få vendt skuden. Børnene skal jo for pokker ikke vokse op uden at have forældre eller et hjem. De skal have en god og tryg barndom, hvor de ikke alene overlever, men også kommer i skole og bliver gode ressourcer for et land, som i dén grad har behov.

Jeg rejser derned om ganske få timer, imens mine egne børn skal være i deres andet hjem, sammen med deres far, hvor de får mad på bordet, legetøj i overflod, senge at sove i og godnatkys fra én der elsker dem, hver eneste aften. I modsætning til rigtigt mange af børnene i Somaliland, desværre.

Jeg er usikker på hvor meget jeg får tid og mulighed for at blogge dernede fra, hvorfor jeg i mellemtiden har allieret mig med et par af mine damer fra Confetti, som kommer til at skrive lidt under temaet “Barndomshjem” i løbet af ugen. Hold gerne selv løbende lidt øje herinde, da jeg ikke ved hvor lidt og hvor meget jeg kan advisere nye indlæg, på diverse kanaler. Hvis det så er muligt holder jeg jer selvfølgelig opdateret og så er det min forhåbening, at jeg kan tage jer med helt tæt på, på instagram, hvor I kan finde og følge mig under navnet @canabuttenschon, hvis I skulle have lyst til at “komme med”.

Det er ingenlunde som man lige tror, når jeg siger det. Eller når jeg skriver det, vel rettere. Om 20 dage lander jeg i varmen. Og i solen, som jeg – på lige fod med de fleste andre danskere, formoder jeg – har higet efter siden dengang vi ikke rigtigt fik sommer i Danmark sidste år. Det er bare – heldigvis og desværre – ikke på dén måde, jeg skal rejse. Faktisk virker det fuldkommen underordnet med sol og varme, fordi dét jeg skal, overskygger mit eget lille behov for både det ene og det andet totalt. Jeg har nemlig endnu engang teamet op med Danmarksindsamlingen – det kæmpestore indsamlingsshow på DR1 – som sender mig ud som en slags ambassadør for at se hvordan det står til ude i verden og ikke mindst for at se hvordan det står til med de penge vi gavmildt donerer. Nytter det overhovedet noget?

Danmarksindsamlingen har igennem de seneste 11 år indsamlet mere end 957 millioner kroner og vi står således muligvis (og forhåbentlig) overfor at ramme en milliard indsamlede kroner i år, som alle er gået til forskellige velgørenhedsprojekter rundt om i hele verden. En enkelt gang er de gået til akut nødhjælp, ovenpå det voldsomme jordskælv i Haiti i 2010, men ellers er pengene blevet spenderet på at hjælpe de mest udsatte mennesker verden over, til en bedre fremtid igennem bæredygtige initiativer.

Onde tunger måtte påstå, at et indsamlingsshow som Danmarksindsamlingen er alt for dyrt at producere i forhold til de midler der samles ind, men til dét vil jeg altså bare lynhurtigt indskyde at mere end 7.000.000 mennesker har fået hjælp igennem vores fælles donationer i Danmarksindsamlingen, indtil videre. Det er flere end hele den danske befolkning tilsammen! Klap lige jer selv og hinanden på skuldrene, hva’? Jeg synes i hvert fald det er eddersejt 😀

Temaet for indsamlingen i år er “Hjælp Børn Uden Hjem” og ganske nærliggende, skal jeg derfor med SOS Børnebyerne (der netop er super skarpe på at give børn uden hjem, et trygt og sikkert hjem) til Somaliland, som er en lille selvstændig del af Somalia. Min familie er ikke just begejstret for at det er lige akkurat dér jeg skal hen, fordi Somalia ikke er at betragte som et sikkert land at færdes i, men jeg er blevet lovet, at Somaliland er ganske anderledes og meget mere sikkert. I hvert fald når jeg har været på et dagslangt sikkerhedskursus om nogle uger. Yes, det skal man og jeg er overhovedet ikke nervøs. (Sagde ingen mor nogensinde).

Der er mange forskellige problematikker i Somaliland, hvoraf jeg fornemmer at den største er deres udbredte tørke, som gør, at mange børn bliver efterladt, for at mor og far kan tage ind til byerne og arbejde. Av, mand! Tænk, at vurdere at det bedste for éns barn må være, at man efterlader det. Så er man eddermamer presset!! Mange forsøger også at flygte fra tørken i hele familier, som ofte ender i flygtningelejre, fordi de simpelthen ikke har ressourcerne til at slå sig ned andre steder. Flygtningelejre, hvor de får rent drikkevand og lidt at spise og som blandt andre vi danskere altså hjælper med at stable på benene, hjemme fra sofaen, når vi sender et par skejsere afsted.

Åh altså, jeg får nærmest dårlig samvittighed bare ved at skrive det og jeg kan slet, slet, slet ikke udholde tanken om, at de forældre der flygter med – eller uden – deres børn, selvfølgelig nærer ligeså meget omsorg og kærlighed for deres børn, som jeg gør for mine. De har bare ikke andre muligheder end at gøre som de gør. De har ingen at række ud til. Altså, ingen udover sådan nogen som os, som rækker dem hånden og tager vare om deres børn. For selvfølgelig gør vi det; hjælper børn uden hjem, så godt som vi overhovedet kan. Børn uden hjem, som selvfølgelig fortjener et både trygt og godt sted at vokse op. Et sted hvor de kan sove, spise, lege og lære i en skøn forening, som forhåbentligt gerne skulle gøre dem til ressourcestærke samfundsborgere, som kan hjælpe deres samfund videre i den positive retning langt, langt de fleste steder i verden heldigvis bevæger sig mod.

Lige akkurat dét håber jeg sådan, om 20 dage, at komme ned og opleve i Somaliland. Et udfordret land, hvor jeg inderligt håber på at se, at vores hjælp nytter. Det skal den.

“Folk kommer jo til at tro at jeg er fuld af løgn. Altså, der var godt nok noget med en forsinkelse og et ret ulækkert toilet, men det var samlet set simpelthen så skønt, at jeg ikke ved hvordan pokker jeg skal få det skrevet ned, uden det virker som en omgang ligegyldig – og måske endda ligefrem usand – pladder” sagde jeg til mine søde kollega Christina Dueholm, da vi mødtes til et foto-shoot tidligere i dag og hun spurgte ind til, hvordan weekendens togture var gået.

Drengene og jeg har i anledning af at julemåneden i fredags officielt blev skudt igang, været et smut i Sønderjylland i den forgangne weekend, hvor den har stået på masser af mad, hygge, leg, familie og venner. Og en enkelt julefrokost, som endte med en bytur i gode, gamle Sønderborg, som langt om længe har fået etableret liiidt bedre gangforhold for stiletgængere ned langs den store gå-i-byen-gade.

Som oftest plejer vi egentlig at tage bilen, når vi kører til Jylland, fordi jeg godt kan lide selv at bestemme afgangstid og playlister og den slags, men når nu DSB havde været så søde ligefrem at invitere os med på en afgang tværs over landet, så gav vi toget et forsøg. Og hvilket forsøg!

Kæft, mand, hvor var det hyggeligt at køre tog med drengene. Altså, seriøst! Det er jo intet mindre end genialt, at køre tog, når man er sammen med sine børn. Godt nok var der noget med en nedfaldet køreledning, som gav anledning til lidt forsinkelser, først i s-toget og siden i intercity-toget, men fordi vi jo sådan set ikke skulle andet end at sidde på vores flade og hygge os, så godt som muligt, gjorde det ikke spor. Man har jo, som forælder i et tog, hvor børnene trods alt og til stadighed er éns primære fokus, hele tiden mulighed for at aktivere dem med ét eller andet. Og selvom dén slags selvfølgelig – især på tredje eller måske endda fjerde time, dagen efter en julefrokost – også kan være en krævende opgave, så er det altså bare noget andet, at kunne gå en tur op og ned ad gangene, sidde på skødet, tegne eller pege sammen ud ad vinduerne, frem for at have et utålmodigt barn på bagsædet, når man selv – som eneste voksne til stede – kører bilen. Noget helt andet og absolut hyggeligere, vel at mærke!

Jeg havde pakket en god taske med lidt forskelligt til at holde drengene aktiverede med; tegnehæfter, puslespil, et spil uno og en telefon, som jeg egentlig havde regnet med at de ville plage om at bruge det meste af tiden, selvom det viste sig, at den blev i tasken stort set hele vejen – begge veje. Derudover havde vi et arsenal af snacks i form af forskellig frugt, juice, kiks, hjemmelavede brændte mandler, rugbrødsmadder og en pose snolder med på turen og selvom det måske ikke virker så eksotisk, at sidde i en højbelyst togkupé sammen med resten af familien leverpostej igennem Danmark, så kan det næsten bedst sammenlignes med at være på skovtur med i øvrigt ganske smuk udsigt. Det var så hyggeligt!

Fordi hverdagen med faste mødetider og skoleliv er som den er, tilbragte vi ikke mere end en enkelt weekend i det Sønderjyske, hvorfor jeg allerede nu går og pønser på, at tage afsted igen ganske snart. Normalt orker jeg ikke rigtigt – både på egne og på børnenes vegne – at tage turen for ofte, men det var altså næsten som om at togturen var en integreret del af weekendhyggen, som ikke gjorde os hverken trætte eller afskrækkede fra at gøre det igen, så snart kalenderen tillader det.

Hvis nogen af jer har fået lyst til at gøre det samme, så kører DSB i øvrigt med et knaldgodt tilbud lige nu, hvor man hver lørdag/søndag frem til d.17.december kan score sig en orangebillet for bare 99 kroner! Det vil altså sige, at mine drenge og jeg i realiteten kunne nøjes med at slippe 189,- for en tur til Sønderjylland. For os alle! Og dét endda udelukkende fordi jeg altså er blevet så magelig, at jeg ikke kunne drømme om at køre uden pladsbillet 😉 Dét er eddermamer en skarp pris – og så især, fordi det, i hvert fald i den weekend jeg lige har tjekket priserne på, ikke engang var på helt skøre tidspunkter, som man ellers godt kunne forvente sig af den slags.

De kan sgu noget, gode gamle DSB og I kan finde jeres egne 99-kroners-kør-på-tværs-af-landet-billetter lige HER. God fornøjelse – og god tur!