Category

Parforhold

Category

Der har været virkeligt mange gætterier på hvem han mon kunne være, ham der er løbet med mit hjerte. En del har, efter en livesession på Instagram hvor han vist afslørede sig selv en smule, gættet rigtigt, imens en hel del flere har gættet forkert og jeg tænker, at tiden nu er moden til, at fortælle jer lidt mere om ham, der viste sig virkelig at kunne noget.

Jeg anede ikke, da jeg med et tungt hoved og usædvanligt ømme (og vablede) fødder vågnede op mutters alene nytårsmorgen, at mit liv ganske kort tid efter, ville se aldeles anderledes ud. Det var et halvt år siden jeg var blevet skilt og jeg havde set frem til årsskiftet med en kombination af både gru og glæde. Glæde, fordi jeg skulle fejre nytår i selskab med én af mine allerbedste veninder på en fin restaurant, med både masser af mad, masser af vin og flotte kjoler i udsigte. Gru, fordi jeg skulle undvære mine børn – og gys: vågne op til et nyt år, helt alene.

Jeg har aldrig lagt skjul på at 2017 har været et hårdere år end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig det kunne blive og tanken om, at starte ud på et nyt år med tømmermænd og savn til mine børn, var ingenlunde nem at have med at gøre – uanset hvor meget jeg så end glædede mig til at holde min første “voksennytår”, med masser af alkohol og helt uden ansvar for andre end mig selv, siden før jeg blev gravid første gang, for efterhånden mange år siden.

Ganske som forventet, havde vi en vidunderlig aften, min veninde og jeg, som jeg skrev om i indlægget: “Nytår i København” dagen derpå. Vi spiste og drak og flirtede og dansede, indtil vores veje splittedes ved 7-eleven foran Nørreport og jeg bevægede mig hjem mod Østerbro i stiletter og silende regn. Alene.

… Alene og ganske intetanende om, hvad der skulle ske i løbet af den næste lille uges tid.

Der skete nemlig noget, den aften, på den der restaurant, som skulle vise sig at komme til at betyde væsentligt mere end først antaget.

Efter de – så vidt jeg husker – mere end 10 serveringer og nærmest ditto antal af glas fyldt med vin, og kort før klokken slog 12, besluttede min veninde og jeg, at se fyrværkeriet fra tagterrassen med udsigt ud over rådhuspladsen. Vi bevægede os derfor samtidigt fra vores bord og mod garderoben, for at hente vores jakker, da jeg pludselig så ham.

En høj, flot mand i noget tøj, der fik ham til at ligne én, der hørte til i køkkenet.

“Lige et øjeblik” sagde jeg til min veninde og stilede direkte mod ham. Med min dybe kavalergang, knaldrøde læber, en lidt rigeligt klædelig brandert og fuldfed styr på charmen. “Hej, jeg hedder Cana – hvad hedder du?” sagde jeg vist, imens jeg strakte hånden frem.

Vi snakkede kort – vist nok mest om noget med maden, som jeg roste og takkede for – inden min veninde greb mig i hånden og svingede min jakke over skuldrene på mig og vi gik ud for at skåle nytåret ind fra det fineste sted jeg overhovedet kan forestille mig at man kan gøre dén slags. Hell, jeg blev sgu så rørstrømsk over det, at jeg endte med at kysse hende, min veninde igennem snart 15 år!

Da bragene, raketterne og de mange, mange “godt nytåååååår” der lød fra rådhuspladsen, ebbede ud, gik vi glade og småfulde tilbage ind mod restaurantens bar, hvor det første mit øje spottede, var ham der kokken. Ham der kokken, som nu var trukket i en ganske anden og mere nytårsagtig mondering. Ham der kokken, som jeg ganske kort tid senere, kiggede dybt ind i øjnene, fra mindre end 10 centimeters afstand, imens jeg – formentlig tryglende om at han ville gøre det – fortalte, at han godt kunne droppe enhver idé om at kysse mig.

“Han kunne virkelig noget” sagde jeg til min veninde, da vi kort til efter forlod restauranten. Hun svarede vist lidt fraværende noget med, at der jo findes mange lækre mænd i verden og selvom jeg gav hende ret, så ærgrede jeg mig alligevel lidt over, at jeg ikke engang havde givet ham mit telefonnummer.

Heldigvis fandt han mig igen, ham der kokken – og ganske rigtigt: Han kunne virkelig noget, for nu sidder vi her, tre måneder og et par dage senere og jeg har lige fortalt ham, at jeg elsker ham.

Ham der kokken – som i virkeligheden hedder Simon og ikke bare er kok, men køkkenchef på trio, hvor min veninde og jeg – ganske uvidende om hvad aftenen på sigt ville bringe med sig – spiste nytårsaften. Trio, som (som flere af jer allerede har gættet) har fået en helt særlig plads i mit hjerte – både fordi det vitterligt er én af Københavns fedeste restauranter (og cocktailbarer), men selvfølgelig også, fordi det var dér jeg mødte Simon. Simon, som I forøvrigt kan se et rigtigt billede af på min instagramprofil her til aften, hvis I skulle være nysgerrige.

… Og så må I høre hvad det så rent faktisk var der skete i ugerne efter nytår, en anden god gang.

Det har ingenlunde været min plan at møde nogen lige nu. I hvert fald ikke sådan rigtigt. Altså, slet ikke, faktisk. Som mange af jer måske husker, begyndte jeg i efteråret stille og roligt at date lidt ovenpå skilsmissen. Jeg var på tinder et par dage, hvor jeg fik sat nogle dates op og så mødte jeg nogle mænd “derude” – I ved, i virkeligheden. Og det var skide sjovt, var det og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke holdt usandsynligt meget af mit singleliv. Både nu, som 31-årig, såvel som sidst jeg var single, for omtrent 8 år siden.

Jeg har altid holdt meget af mødet med et nyt menneske, som jeg har kunne lade mig fascinere af (eller lade være), ligesom jeg altid har holdt af, at “skulle gøre et godt indtryk”. Jeg gør mig nemlig ret meget umage, når jeg dater. Jeg forsøger at være den bedste udgave af mig selv, hvor jeg både er sød, smilende og en lille smule kæk, så jeg forhåbentlig kan feje benene væk under ham jeg er på date med. Uanset i øvrigt om jeg ender med at være interesseret i manden, eller ej.

Og det er gået ret godt, hvis jeg sådan helt ydmygt skal sige det selv.

Mændene har været søde, sjove, galante, frække og charmerende, men der har ligesom manglet ét eller andet, som gang på gang har fået mig til at afvise dem, når jeg begyndte at fornemme, at de blev (lidt for) glade for mig. I ved, det var sjovt at date, men jeg kunne ikke overskue mere.

Mine følelser har slet ikke kunnet følge med og når nogen – af jer eller mine veninder – af og til har spurgt ind til det her med at finde en kæreste, har jeg blankt afvist det og sagt at jeg, ovenpå et usædvanligt hårdt år, mest af alt bare havde brug for at være mig selv. At lære mig selv at kende igen, hvor klichéfyldt det end måtte lyde. Jeg var overhovedet ikke klar.

… Altså, lige indtil jeg mødte én, som gjorde mig klar.

For nu er der én. Sådan en rigtig én.

Sådan én som har fejet benene væk under mig og som giver mig sommerfugle i maven på noget der minder om samme måde, som jeg havde det den aften jeg hoppede ud af vinduet og kyssede min ungdomskæreste for allerførste gang. Sådan én, som jeg er helt vild med.

Sådan én, som jeg er blevet kærester med. Sådan rigtigt.

Hvor vigtig er den egentlig, orgasmen? Og er der forskel på graden af vigtighed for kvinder og for mænd? Og hvad gør man, hvis man har svært ved at op nå den? Og er det egentlig okay at fake en orgasme?

orgasme

Èt af de emner der gik igen flest gange da jeg for et for uger siden bød op til dialog omkring vores kønsdele, var orgasmer. Okay, og kønsbehåring, men den tænker jeg at vi må tage en anden god gang. Ikke overraskende, tænker jeg, for det er faktisk også noget af dét jeg oftest snakker med mine veninder om, når snakken falder på sex.

Det er min fornemmelse, at de fleste af os har relativt let ved at opnå orgasme, når vi er alene. Den lille orgasme som får kroppen til at slappe af og som – i hvert fald for mig – kan virke søvndyssende, hvilket for eksempel i stressede perioder af mit liv, kan være ganske snedigt. Til gengæld er det også min fornemmelse at det for rigtigt mange står ganske anderledes til, når orgasmen “skal opnås” sammen med en partner.  Jeg sætter anførselstegn omkring “skal opnås” fordi jeg selvsagt synes det er noget vrøvl, at en orgasme er nogen man “skal” have, men samtidig er det min klare oplevelse at de fleste (herunder også jeg selv – jeg er ingen helgen!) både forventer og stiler efter det.

Det lader til, at de fleste af os har fået indprintet en standardformular for hvordan en sex-seance helst skal foregå:

Forspil –> Sex –> Kvinden får orgasme(r) — > Manden får orgasme. Slut. 

Hvordan alle mellemregningerne foregår, er selvfølgelig så forskelligt som vores lyster og tanker, men jeg synes alligevel at det er ret interessant, at der nærmest er opstået konsensus omkring den overordnede ramme. Og dét altså ikke nødvendigvis på en måde, som fungerer. Slet ikke, vil jeg nærmest påstå.

Jeg har haft mange snakke med mine veninder om, at de har svært ved at få orgasmer, når de er sammen med folk, fordi de føler sig utilpas omkring deres kroppe, og derfor ikke kan fokusere på andet end hvordan de ser ud under samleje. Er det er et stort problem som flere har, at man har det så skidt med sig selv, at man ikke kan nyde sex med en anden person?

Denne standardformular gør nemlig, at der pludselig ligger en forventning – som for nogle måske endda kan føles som et forventningspres – om, at vi allesammen skal få orgasme. Hver gang vi har sex. Hallelujah, tænk hvis det virkelig var sådan. Men ak, sådan forholder virkeligheden sig altså ikke – og slet ikke når vi bliver sat under pres, hvor vilkårene for orgasmen altså bliver absolut nedsat og nu skal jeg forsøge at kloge mig lidt på hvorfor.

Man har ved hjernescanninger fundet, at aktiviteten i både mænd og kvinders pandelap – den præfrontale cortex – i hjernen falder drastisk under orgasmen og netop dét tænker jeg, er super interessant i denne sammenhæng. Det er nemlig sådan, at pandelappen er dét sted i hjernen hvor vi blandt andet finder vores selvkontrol og tilpasning af social adfærd; vores “pæne pige” eller “ordentlighed” om man vil. Nu kan jeg selvfølgelig kun tale for mig selv her, men jeg kan i hvert fald tydeligt mærke at min evne til selvkontrol og tilpasning af min adfærd ryger totalt fløjten når jeg (har sex og især når jeg) får orgasme og tilsyneladende skulle dét altså gælde os alle, mænd såvel som kvinder.

Desværre – eller heldigvis – er hjernen jo bare ikke lige sådan et organ man uden videre kan fucke med (pun intended) og det er altså ikke sådan at lidt stimulering af bryster, klitoris og forvæggen i skeden eller hvor man nu synes det føles rart, uden videre kan få pandelappen til at slå fra, for at føre os ind i orgasmens fantastiske verden, hvis vi ikke “tillader” det. Hvis man samtidig bruger en masse energi på aktivt at tænke på hvordan man mon ser ud, lyder, føles og om ikke snart man kan få den forpulede orgasme eller om man (igen) skal fake den, for at gøre sin partner glad, så giver det altså hjernen virkeligt dårlige vilkår for at gå i den reptilagtige tilstand den faktisk går i, når vi får orgasme. Des mere vi selv aktiverer pandelappen, des sværere får kroppen – uanset hvor rart det ellers føles at blive rørt – ved at deaktivere den. Det siger vel sådan set sig selv.

Men hvad så? Hvad fanden fucking så?

Jo, se, jeg tror simpelthen at vi skal ud i en form for revolution af vores tanker omkring sex, hvis det nogensinde skal blive sådan rigtigt godt, det her. Bevares, jeg har i virkeligheden aldrig selv haft de store problemer med at opnå orgasmer, men jeg er også en autonom lille skiderik, der ikke gider at følge normerne medmindre de giver mening for mig, men fordi jeg fornemmer at det alligevel er et ret stort problem for mange (især kvinder), vil jeg gerne gå forrest i koret for at få gjort noget ved sagen.

For helt ærligt, en orgasme er da dejlig, men det er jo ingenlunde sådan at sex indtil orgasmen indtræder er dårligt, vel? Sex er – eller skulle i hvert fald helst altid være – dejligt. Punktum. Samtidig tænker jeg også at sex er så meget andet end der der skide standardformular nævnt ovenfor. Sex er jo også lysten, der kommer snigende igennem et frækt blik i øjnene, et klap i måsen eller det dér “jeg tager lige opvasken” man har ventet i ugevis på at høre. Sex er – for mig i hvert fald – også tanken om sex. Legen inden det mere klassiske forspil overhovedet kommer på bane. Og tænk nu, hvis vi bare kunne nyde at være i dét, uden at skulle præstere, hverken overfor os selv eller vores partnere, men bare mærke, hvad der føles rart og godt og rigtigt og gøre mere af det, uden at have en forventning om noget bestemt? Uden forventningen om den skide orgasme. Hvis vi aldrig mere behøvede at fake en orgasme i frygt for at gøre vores partnere kede af det, hvis ikke de havde “præsteret godt nok”. Hvis vi kunne det – bare være, nyde, mærke, røre og gøre – så tror jeg faktisk at orgasmerne ville tilfalde os lidt lettere.

Hvad siger I damer? Er der nogen af jer, der kender til problematikken? Er der nogen som har gode råd eller tips og tricks – eller nogen som bare synes at det jeg skriver er fuldkommen håbløst, så skriv endelig i kommentarfeltet, så vi kan få fyret lidt op under både dialogen og soveværelserne 😉 

… Og så må vi lige – måske i næste uge – altså også lige få snakket lidt om hvad vi stiller op med mændenes orgasmer, for helt ærligt, så kan det sgu da næsten ikke være rigtigt, hvis det altid skal være mandens orgasme der afgører, hvornår man er færdig med at have sex, vel?

kønsdele

Vi har dem allesammen og alligevel snakker vi stort set aldrig om dem. I hvert fald kun sjældent, sådan helt i det åbne og kun med vores allernærmeste. Eller med lægen, åh gys!

Jeg har netop brugt en usædvanligt god time af mit liv, på at glo på ni fremmede mænds pikke og ditto ni fremmede kvinders kusser. (Eller, hvad vi nu skal kalde dem, kusserne?). Og altså, jeg elsker det! Bevares, jeg synes måske nok at det er sjovest at kigge på mænd, frem for på kvinder, fordi jeg trods alt igennem mit virke som jordemoder mener at have “set det meste”, når det kommer til kvinders kønsdele, men ikke desto mindre, synes jeg altid at snakke omkring køn(sdele) er interessante. Vi ser alle forskellige ud, har forskellige følelser omkring os selv og vidt forskellige udgangspunkter for at omfavne os selv, vores kønsdele og vores seksualitet.

I en ny programserie fra DR, Mig og min pik/fisse – i medgang og modgang”, som består af 10 afsnit af 5 minutters varighed, ser man ikke andet end de henholdsvist ni mandlige eller ni kvindelige kønsdele, imens deres ejermænd, eller -kvinder, fortæller om et givent emne eller oplevelser, der knytter sig til deres respektive kønsdele. Der er udseende, kønssygdomme, forskellige sexoplevelser, størrelse, selvkærlighed og meget andet på programmet og det er simpelthen så befriende at se. Slappe, slaskede og meget, meget forskellige pikke, med ejermænd der siger noget der giver så meget mening – og noget der overhovedet ikke gør og fuldkommen ligeså forskellige kusser af kvinder med alle mulige forskellige tanker og oplevelser i bagagen.

Det har på én eller anden måde fået mig til at holde (endnu) mere af min egen. Kussen. Egentlig synes jeg det er sådan et grimt ord, kusse, men det er som at det lidt mere gængse fisse er blevet en kende for vagt for mig. Sådan lidt for porno-fisse-agtigt, hvis I forstår. Og så synes jeg at der på én eller anden måde er noget power over at embrace “kussen”, som en selvstændig, stærk og sexet del af os.

Det er fand’me vigtigt, at vi har det godt med os selv. Også – eller måske især – dernede.

Vores seksualitet bliver allerede grundlagt imens vi er børn og hvor det ganske åbenlyst er tydeligt for drenge, at de har kønsdele, som de allerede ganske tidligt i livet begynder at lege med, kigge på og blive fortrolige med, er det ofte anderledes for piger, som ikke med det blotte øje kan se andet end den lille revne foran. Vi kvinder bliver ikke på samme måde “bare” fortrolige med vores kønsdele, tror jeg. Fordi de er skjult og måske endda, i rigtigt mange familier, fyldt med tabu, sådan som jeg egentlig også af og til oplever at kvinders seksualitet er det, i det hele taget. Og det synes jeg er synd og skam, for nu at bruge nogle ord, som jeg i alle andre henseender faktisk synes er helt skudt ved siden af, når det kommer til snakken om det gode forhold til krop og seksualitet. Vi skal ikke skamme os og det er bestemt ikke nogen synd, at nyde os selv.

I programserien er der flere kvinder, som beskriver hvordan de er – eller har været – kede af hvordan deres kusser ser ud og hvordan nogle af dem, enten altid eller periodevis, “bare udholder” at have sex, fordi det for dem ikke er forbundet med lyst og glæde. Suk, altså.

Det er selvfølgelig klart at kerneopgaven med vores kønsdele ligger i, at reproducere os, men ikke desto mindre, så fylder seksualiteten, som kønsdelene i sagens natur er relativt nært forbundet til, selvfølgelig også på alle mulige andre tidspunkter af livet, udover når vi er, eller prøver på at blive gravide. Seksualiteten er formentlig – eller forhåbentlig – livslang og så er det da bare om, at få det bedste ud af den, ikke sandt?

Ej, men det var bare skide interessant dét program og jeg synes næsten, at vi henover de kommende uger skal tage nogle af emnerne op til diskussion her på bloggen, for jeg vil helt ærligt gerne have nogen at diskutere det med; det er bare som om det ikke lige er dét man snakker med hverken kassedamen, frisøren eller sin gamle tante Jasmin med, vel? Se det lige og meld så gerne ind, hvis I også tænker, at det kunne være en god idé med ugentlig (eller hver anden-ugentlig) køns- og sexsnak. Forslag til første emne er meget velkomne i kommentarfeltet. Jeg tænker måske noget med betydningen af hvordan vi omtaler vores (egne) kønsdele? Eller det lidt mere sprængfarlige: størrelse, måske? På den sobre måde, naturligvis 😉

Min indbakke er eksploderet. På facebook og mail primært med søde beskeder, kram og små røde hjerter, og på instagram med hjerter i kombination med håbløse suk over dumme journalister, som jeg kom til at vende øjne af i min story i går, efter at være blevet ringet op og bedt om at udtale mig om min eksmands kærlighedsliv. Flere medier har tilsyneladende kørt en historie om, at han – Thomas – har fået en kæreste. De ville vist mest af alt gerne have, at jeg kunne bekræfte historien, der var blevet bragt, fordi dén slags trods alt har mest pondus, når nogen der rent faktisk ved noget om sagen udtaler sig.

Helt ærligt, mand, det var måske en kende bedre at spørge ham, end at spørge mig, tænker jeg. (Og svarede jeg).

Men altså, alle beskederne, hjerterne, tankerne, bekymringerne og spørgsmålene, bare tak! I er verdens bedste og selvom jeg ikke har fået svaret alle (fordi der er virkelig mange!), så bliver jeg mega glad for jeres opbakning. Tak.

Jeg er helt ok og selvom det måske kan lyde mærkeligt for nogen, så har mit hjerte det altså stadig udmærket.

Jeg tror bare lige jeg tager mig en fridag, ik’?

FOTO: Kristina Christiansen

Min trøje, som jeg altid høster komplimenter for, er i øvrigt fra Mango og lige nu nedsat med 52% lige HER (reklamelink)

Billedet er taget af dygtige Kristina Christiansen

Ovenstående sætning har jeg hørt mere (okay, meget mere) end en enkelt gang i løbet af den seneste måneds tid. Næsten ligeså mange gange, som jeg er blevet spurgt, om jeg er forelsket. Jeg “stråler” tilsyneladende. Og har smidt et par bland-selv-kilo, bevares. (Ved i øvrigt “bare” at holde snitpølserne fra slikfadet).

Og altså, vi kan ligeså godt gå til makronerne. For jeg er jo single. Ikke som i dengang jeg skrev indlægget Single?, men mere som i “Single!” 😉 I kan måske huske at jeg oprettede en profil på tinder på et tidspunkt, fordi jeg havde fået en genoprettet smag for det modsatte køn; og uden at gå i yderligere detaljer, kan jeg naturligvis godt afsløre, at det har affødt nogle møder, med nogle relativt fremmede mennesker. Spændende møder, sjove møder og gode møder. Nogle rigtigt gode, endda. Og okay, selvfølgelig også nogle lidt mere intetsigende møder. Siger jeg som om der har været vildt mange – det har der ingenlunde. Men fælles for dem er, at jeg nyder det. Jeg nyder at være nysgerrig på et menneske jeg endnu ikke kender (så godt) og så nyder jeg selvfølgelig også opmærksomheden og interessen den anden vej.

Jeg ved ikke om jeg ligefrem ser mig selv som værende “tilgængelig” som single, som var min største anke med ordet for bare nogle måneder siden, da jeg skrev føromtalte single-indlæg, men jeg ser klart både muligheder og potentiale og jeg tror måske det er dét, der gør forskellen. For med lysten til at udforske potentialet hos andre, opstår lysten til at udforske eget potentiale – for mig – i en direkte og meget kærkommen forlængelse. Også selvom jeg altså ikke er forelsket, som flere – inklusive min egen mor, endda – er blevet snydt til at tro. Bekræftelsen, anerkendelsen og alt dét singlelivet også kan byde på, gør i alle tilfælde noget smaddergodt for mig.

Når det hele så ovenikøbet bliver set i lyset af, at der er nogenlunde ro på hjemmefronten, med et udmærket samarbejde imellem de voksne og børn, der lader til at trives i deres nye tilværelse, så er der jo for pokker heller ingen grund til andet end at smile, vel? Som jeg altså gør ret meget for tiden.

“Vi skal af med vores forventninger til hinanden når det kommer til den seksuelle akt. Man må ikke forvente sex – og slet ikke penetration eller måske endda ligefrem ejakulation.”

Sådan – frit fortolket – sagde psykolog, parterapeut og forfatter Frej Prahl i P1, som jeg af uransagelige årsager var kommet til at tune ind på her til formiddag – og jeg synes det er et dybt interessant emne.

Der er jo formentlig ikke noget nyt under solen, i forhold til udviklingen i vores sexliv, som måske lidt karikeret blev fremstillet som, at vi er meget aktive, nysgerrige og udforskende, indtil vi slår os ned med en fast partner og rutinen, hverdagen og behovet for andre ting – søvn, for eksempel – sætter ind og ødelægger (en del af) vores lyst til sex.

Jeg kender det i hvert fald fra mig selv og jeg skal på ingen måde gøre mig for fin til at indrømme at have prøvet at ryge i parforholdsfælden, hvor sexlivet måske ikke blev vedligeholdt, sådan som man egentlig godt kunne have tænkt sig. For at sige det pænt.

Man får dårlig samvittighed over sin ulyst og det bliver svært at tale om – og selv, hvis man faktisk godt kan snakke med sin partner om det, påvirker det ikke nødvendigvis lysten i positiv retning.

Føromtalte psykolog sagde, at jagten skulle tilbage i soveværelset. Manden (eller den der har den største lyst) skal forføre sin partner og tåle et nej, fordi der udelukkende kan kun blive tale om et kurtiseringsspil, hvis det rent faktisk er tilladt at sige nej. At flirte med både nej og ja. Hvor den seksuelle akt i virkeligheden starter længe, længe før penetrationen eller sågar den fysiske berøring overhovedet finder sted. Hvor spændingen imellem mennesker, energierne og både det sagte såvel som det usagte, kan få lov til at indgå som en del af seksualiteten, som på dén måde må vokse.

Han gik så vidt som til at kalde det penetrationens tyranni, fordi det for så mange virker som det komplette mål, at have samleje, frem for at have sex i den omfavnende form, hvor hele spillet op til den fysiske akt bliver en del af seksualiteten. Af sexlivet. Så længe vi er så forhippede på målet – penetrationen eller ejakulationen – glemmer vi måske at nyde alt det andet undervejs og dét er da en særdeles skam!

Nuvel, jeg synes i alle tilfælde at det er enormt interessant tese. Endnu mere interessant synes jeg måske det er at undersøge – ganske uvidenskabeligt, som det er sig tilfældet her på domænet – hvordan det egentlig står til i soveværelserne rundt om hjemme i Danmark og her kommer I altså ind i billedet. Jeg vil nemlig bede jer om at svare på ét spørgsmål i mit lillebitte spørgeskema herunder, så vi kan tage temperaturen på sexlivet rundt omkring. Dét tror jeg, at der kunne komme meget sjov – og endnu mere samtale – ud af. I er selvfølgelig anonyme i jeres besvarelser.

Ville du ønske, at du havde et bedre sexliv?

Vis resultater

Indlæser ... Indlæser ...

Egentlig tror jeg ikke engang at det var fordi jeg havde synderligt ondt i fødderne at jeg smed stiletterne, da jeg var til fest med journalistforbundet inde på arbejdermuseet i aftes. Der er bare noget over et stort, halvtomt dansegulv til tonerne af Lionel Richie, Gloria Gaynor og alle deres poppede 80’er-venner, som kalder på bare fødder og en følelse af at være ligeså florlet som Baby, da Johnny løfter hende op over hovedet i Dirty Dancing. Okay, godt nok blev jeg ikke løftet nogle som helst steder hen, men jeg følte den virkelig, i bare fødder og store armbevægelser. I ved, jeg har nok i virkeligheden mest af alt mindet om en fire-årig, der for første gang opdager fornøjelsen ved et dansegulv, men ikke desto mindre, var det så sjovt og rart, at mine veninder og jeg gik grinende derfra.

Vi tog – som så ofte før – videre på Dandy, som gudskelov henad klokken to blev så overfyldt, at mit gin-fulde hoved ikke kunne overskue andet end at hoppe i en taxa og køre mod Østerbro, hvorfor jeg faktisk har det nogenlunde anstændigt i dag, til trods for en relativt høj alkoholpromille i går.

… Og nu sidder jeg så her. I min sofa, med lette tømmermænd og min telefon liggende ved siden af mig. Med en ny app, som jeg ikke helt ved hvad jeg skal stille op med. I ved den der. Den, alle snakker om og som jeg aldrig rigtigt har forstået. Tinder. 

Havde nogen sagt til mig for bare en måned siden, at jeg ville have brugt min fredag aften forleden på, i samarbejde med en garvet veninde, at oprette en profil på tinder, var jeg nok mest af alt brudt ud i en hånlig latter. “Jeg skal sgu da ikke på tinder!”. Hell, jeg skulle ikke engang møde en mand. I hvert fald slet ikke en mand uden tøj på! Men altså, dén slags typer har det (selvfølgelig, fristes jeg til at sige) med at melde sig under fanerne, når man mindst venter det og selvom jeg (med al tydelighed, nu hvor jeg har oprettet en tinder-profil) endnu ikke har mødt mr. next-to-right, så har jeg alligevel fået genfundet min interesse for det modsatte køn. Y’know…

Men jeg ved ærligt talt ikke hvad jeg skal synes om det. Tinder, altså. Jeg har i løbet af weekenden allerede set mange flere mandeansigter (og et par nøgne overkroppe; et fænomen jeg i øvrigt overhovedet ikke forstår…) end jeg vil være bekendt at indrømme – og swipet løs til venstre og ganske, ganske lidt til højre. En tinder-snob, om man vil. Og jeg bryder mig ærligt talt ikke om det. Jeg bryder mig ikke om, på dén måde at være kritisk overfor andre mennesker – og da slet ikke overfor deres udseende, som jo i det lange løb ikke kommer i nærheden af at være en væsentlig faktor. Alligevel tager jeg mig i, hos langt de fleste, at swipe til venstre, uden så meget som at klikke mig ind og se hvad personen overhovedet skriver om sig selv, først.

For fanden, altså.

Men nu ved I det. Jeg er kommet på tinder, omend jeg altså tænker, at det bliver en kort fornøjelse.

Jeg tror nemlig, at jeg er bedre til dét der med at møde mennesker i virkeligheden…

Faktisk var jeg temmeligt skeptisk, da mit forlag i en venlig bemærkning, sendte mig bogen for nogle måneder siden. Jeg var sgu da ikke sådan én, der læste skilsmissebøger. Men som det nu engang er med mig, når jeg får nye bøger, så kunne jeg selvfølgelig ikke lade den være. Jeg skulle bare lige læse 30 sider, for at kunne konstatere, at den ikke var noget med mig, som det så ofte er tilfældet, når jeg giver mig i kast med nye bøger. Men de 30 sider blev lynhurtigt til 50 og i løbet af ganske få aftener, havde jeg slugt bogen og anbefalet den til alle mine veninder. Stort set, i alle tilfælde.

Det er “Inden du går – vil du så ikke blive lidt længere” af Karin Heurlin det handler om, og jeg synes altså, at den er fantastisk! Måske særligt fordi jeg er et sted i mit lige nu, hvor jeg kan sætte mig rigtigt godt og fint ind i mange af de ting hovedpersonen går igennem, men også bare fordi den er skrevet så fint og hjertevarmt, at man ikke kan undgå at komme til at holde umådeligt meget af den søde, forvirrede, sorgfyldte, ukuelige, usikre og helt vildt skønne kvinde den handler om.

Faktisk er det lige før jeg vil gå så vidt som til at sige at den har hjulpet mig i min egen proces, selvom der ikke er mange lighedspunkter at finde mellem bogens handling og mit eget liv. Men den kan altså noget og det ville jeg sådan bare gerne lige dele med jer.

Bogen kan købes HER – og så kan den selvfølgelig også høres på mofibo, hvor I med koden CB2017 får 30 dages gratis adgang til alle deres lyd- og e-bøger, hvis I ikke allerede er medlem. Det kunne jo være at den var dén slags bog, man godt gad læse, uden nødvendigvis at have den liggende på natbordet 😉

img_5649

Vi kan vist temmeligt hurtigt blive enige om, at utroskab overordnet set er noget lort, som burde forbydes. Det er ødelæggende, fejt og et kæmpe brud på det tillidsbånd, der bærer vores parforhold. Og alligevel sker det. Hele tiden.

Jeg har heldigvis aldrig selv oplevet utroskaben på egen krop; eller altså, jeg har i alle tilfælde aldrig opdaget det, som i min verden naturligvis betyder det samme som, at det ikke er fundet sted. Derfor aner jeg heller ikke hvordan jeg ville reagere, hvis det pludselig ramte mig, at min mand havde været sammen med en anden.

Og faktisk, er jeg heller ikke sikker på, om jeg overhovedet ville vide det.

Og lige præcis min usikkerhed, er årsagen til nærværende indlæg, som kommer i halen på at Cecilie og jeg i sidste uge diskuterede et dilemma, som jeg syntes var mega svært.

Min mand og jeg har et vennepar, som vi ses med flere gange om ugen. Både manden og konen betragter mig, som deres fortrolige og det har indtil nu aldrig været et problem, fordi de ikke har talt særlig meget om problemer i deres indbyrdes forhold. Men det skal jeg love for har ændret sig. Manden har fortalt mig, at han er sin kone utro.. med hendes bedste veninde.
Han har overhovedet ingen tegn på dårlig samvittighed og griner bare når jeg fortæller ham, at det er forkert og langt ude. I hans verden er det blot sex og det har intet med hans kone at gøre. Fuck altså.. hvad gør jeg? Jeg har det svært med denne viden og føler mig som en kæmpe røv over, at holde det hemmeligt, men har heller ikke lyst til at være budbringeren.. i ved budbringere er dem, som bliver skudt

Vi diskuterede dilemmaet i sidste uges afsnit vores podcast Damer i Dilemmaer (som I kan finde HER hvis I har iphone eller via app’en Podcast Republic, hvis I har Android) og selvom der faktisk sidenhen er kommet endnu et afsnit ud – som ligger i den lidt mere letfordøjelige ende af skalaen – online, så kan dét her ikke rigtigt slippe mig. Måske fordi jeg i virkeligheden ikke synes at der er noget rigtigt at gøre, andet end at fortælle den utro mand, at han er et fjols! Hør HER hvad vi kommer frem til i podcasten og kom endelig gerne med jeres input. Særligt hvis I har personlige erfaringer og holdninger til hvordan I ville have det – både som veninden og som kvinden der blev bedraget.