Category

Parforhold

Category

Jeg var oprigtigt bekymret, da jeg bad ham om at være den der satte alarmen, som skulle få os op til morgenmaden her til morgen. Ikke for hvorvidt eller hvordan det blev gjort, men om vi virkelig kunne komme op så tidligt, når vi nu gik så sent i seng. Klokken var vidst et stykke over tre.

Simon beroligede mig og sagde, at han havde sat alarmen til klokken ni, men at vi jo godt kunne tillade os et snooze eller to, og stadig nå at gå i hotellets morgenbuffet, inden den lukker klokken 10. Og bum, så sov jeg.

Vi er på hotel i Køge, efter at have været til en fantastisk fest hos min søde veninde og kollega Mette Marie og hendes mand, Jon. De havde i anledning af deres fem-års bryllupsdag inviteret til gen-bryllup i sandt mexikanertema, hjemme i deres egen have og det kunne næsten ikke have været mere gennemført. Og sjovt. Og vådt, selvom solen skinnede fra en skyfri himmel, velsagtens 😉

Jeg synes virkelig det er en god idé, der her med at holde flere fester i anledning af samme bryllup – hell, jeg gjorde det jo selv, på min fem-års bryllupsdag tilbage i 2015 – og hvor kærligheden til de “rigtige” bryllupper, nærmest uanset hvor længe parret måtte have kendt hinanden på forhånd, virker en lille smule uskyldsren, så virkede den i går, i mellem to to gode ægtefolk, så velforankret, solid og velfunderet, at intet andet gav mening, end at de selvfølgelig igen (og igen og igen) har valgt hinanden til.

Jeg er selvfølgelig godt klar over – inden det vælter ind med løftede pegefingre – at mit eget ægteskab ikke holdt, selvom vi også holdt et brag af en fem-års-bryllupsfest, ligesom jeg selvfølgelig også er klar over, at der aldrig kan stilles nogle garantier af dén art her i livet, men i hvert fald i går, virkede intet mere  rigtigt, end at Mette Marie og Jon blev fejret for deres kærlighed og alt det dejlige, den har bragt med sig. #goals

Der var ikke sparet på noget og da den ene af de to bartendere, allerede inden maden, kom rundt til selskabet med en bakke shots, som jeg i al beskedenhed åbenbart følte behov for at lære ham at drikke fra skuldrene, burde jeg nok have set den komme. Den der syv-hestes brandert, som jeg ganske solidt fik sat mine flade sandaler ned i, som aftenen skred frem. Ligesom jeg måske især burde have set den komme, da jeg, ganske få timer senere, endte med at gribe brudens højre bryst i forsøget på at være sjov, på et fællesbillede med mine confetti-piger (et billede som I kan finde på Instagram under hashtagget #mexikøge eller hos søde Christina Dueholm, hvis nu I skulle have lyst til det). Nårh ja og sneglens bryst, som jeg vist senere foran den der photo-booth (som jeg har seriøse skrupler over i dag) kom til at tage en bid af. (Don’t ask me why!).

Jeg burde måske også have set branderten komme snigende, da jeg pludselig mente at det var verdens bedste ide at spille beer-pong, for så i øvrigt at holde ligeså meget med modstanderholdet, som med mit eget, til stor frustration for mine medspillere.

Alligevel var det først sådan rigtigt på vej hjem fra festen, at det gik op for mig, hvor mange heste der egentlig løb foran kareten for min brandert, eftersom jeg endte med at gå bundløs en del af vejen hjem, fordi jeg åbenbart kom til at tisse lidt i mine underbukser. Det skete efter et forsøg på at tisse i vejkanten, som jeg i al fortrolighed med jer, godt kan afsløre gik ret dårligt. Ikke fordi jeg ikke fik tisset, men fordi der åbenbart var lidt rigeligt at holde styr på for mig, som jeg sad der i skovskiderstilling og forsøgte at ramme udenom både sandaler og kjole. Ak ja, min søde kæreste tog det med et smil (okay, han brast totalt sammen i smadret grin, da jeg pludselig udbrød at jeg var kommet til at tisse i – eller altså på – mine underbukser) og så har jeg jo også prøvet dét.

Det var virkelig, virkelig en god aften og selvom jeg nok burde sende en kærlig tanke og et undskyld-hvis-jeg-var-lidt-rigeligt-pågående, til en lille udsøgt del af selskabet, så var det hele gjort i og med kærlighed, som i virkeligheden må være overskriften for en aften som dén i går. Hold kæft, hvor var der meget kærlighed.

… Og her sidder jeg så nu, med gårsdagens bekymring om alarmer og spisetider gjort til skamme, og har været vågen siden klokken slog lige-knap-halv-syv, fordi jeg ingenlunde er i stand til at sove længe, når jeg har (haft) alkohol i blodet. Med en sovende mand, som jeg sådan håber kommer til at blive her meget længe endnu, ved min side. Ved mig. Grinende, gribende, omfavnende, forstående, rummende og alt det andet han er for mig. Jeg mener, han har set mig tisse i bukserne og synes stadig jeg er sød. That’s a keeper! 

Min kjole, som var én af dem jeg købte under min giga-shoppetur forleden, er fra asos og kan købes HER (reklamelink).

Det var med en lille klump i halsen, at jeg sendte indlægget ind til debatredaktøren hos BT, hvor jeg de seneste måneder har fungeret som én af deres faste debattører. Klumpen kommer, fordi jeg så nødigt vil virke som en bagklog idiot. Jeg har nemlig skrevet om datingmarkedet, som jeg siden årsskiftet (heldigvis) ikke længere har været en del af. Eller altså, i hvert fald har jeg kun datet én, siden årsskiftet. Ham, der endte med at stjæle mit hjerte, som jeg skrev om HER.

 – Find kjolen HER (reklamelink) – 

Jeg lå brak hele nytårsdag, hjemme i min sofa. I løbet af dagen kom min – ligeså brakliggende – veninde, som jeg havde været sammen med aftenen og natten forinden og selvom der var rigeligt at snakke om, ovenpå en begivenhedsrig og i øvrigt ret fantastisk nytårsaften, så lå vi mest af alt i hver sin ende af sofaen, med ligegyldigt flimmer i fjernsynet og hver vores skærme sporadisk placeret foran ansigterne. Jeg scrollede nærmest taktfast imellem facebook, instagram og bloglovin’ og pludselig så jeg det. En ny følger, som umiskendeligt lignede ham, jeg havde stået overfor aftenen forinden. Ham, som jeg ærgrede mig over at jeg ikke havde fået givet mit nummer, fordi vi havde den vildeste kemi jeg nogensinde har oplevet.

“… Fik du styr på din butterfly?” skrev jeg klokken 20.54. Præcis to timer senere havde vi aftalt at tage på date. Dagen efter.

Shit mand, jeg var pludselig nervøs. Skrev til et par veninder, som var henrykte over, at jeg havde scoret, sådan i virkeligheden og ikke på tinder, som jeg hidtil havde haft lidt blandede erfaringer med.

Vi mødtes på en kaffebar tæt på trianglen og som noget af det første meldte han rent ud: “Jeg kan se du har to børn” sagde han og smilede. Bum. Lige til stålet. Jeg blev et øjeblik slået lidt ud af kurs; ikke fordi jeg på nogen måder er flov over eller ked af at være mor til to, men jeg tænkte heller ikke ligefrem at jeg havde udstrålet husmor, som jeg vimsede rundt med min dybe udskæring og høje stiletter to dage forinden. Han havde selvfølgelig set det på min instagramprofil og jeg lærte hurtigt, at det er noget af det allerbedste ved ham: at han siger tingene som de er, når de er. Der er ikke så meget pis med ham. Overhovedet, faktisk. Snakken gled og da kaffekopperne var tomme spurgte jeg om ikke han ville med ud at gå. Det ville han heldigvis gerne, så vi slentrede over krydset og gik en tur ind i Fælledparken og snakkede videre.

Han var så sød. Og så god. Han fik mig til at tænke, til at grine og – vigtigst af alt – til at føle mig tryg.

Vi endte med at gå tre runder inden klokken nærmede sig at mine børn ville komme hjem og vi gik tilbage mod trianglen, hvor vi pludselig stod der igen. Helt tæt på hinanden og kiggede hinanden dybt i øjnene.

“Du må ikke kysse mig her” sagde jeg og jeg kunne mærke at han blev forvirret over at jeg – igen – befalede ham ikke at kysse mig. Jeg ville i virkeligheden gerne kysse ham, men jeg kunne pludselig ikke overskue det på åben gade og ovenikøbet i mit eget hood. Tænk nu, hvis nogen fra børnehaven så mig stå der og kysse på en så godt som fremmed mand. Vores første kys skulle være godt og ét jeg kunne være hundrede procent tilstede i og ikke et halvhjertet ét på trianglen med åben øjenkrog og et hamrende hjerte.

Vi krammede intenst imens sommerfuglene fløj rundt i maven på mig og der var ingen tvivl. Vi skulle ses igen. Som vi altså gjorde dagen efter. I et ludkoldt regnvejr, som blev fuldstændigt underordnet, da vi kyssede for første gang og lod hinanden usagt vide, at vi nok havde gang i noget helt, helt særligt…

Jeg tror det var på instagram at jeg havde set det. Noget med nogen der spiste snolder og popcorn fra bagagerummet af en bil i en drive-in-bio. Sådan er det i øvrigt ofte: At jeg ser ting på instagram og bliver inspireret til at prøve det selv, hvorfor det altså til stadighed (og uanset hvor udskældt det af og til bliver) er mit yndlings-sociale-medie!

I søndags fremlagde jeg idéen for Simon, som uden tøven gav mig ret i at det var en god idé, hvis bare han måtte bestemme fra hvilken biks vi skulle hente de dürumruller jeg drømte om at have med. Oh well, selvfølgelig må han – én af landets allerdygtigste kokke – bestemme den slags og så fik jeg imidlertid lov til at bestemme fra hvilken biks vi skulle hente bland-selv-slik, hvor jeg altså ganske beskedent anser mig selv som værende okay-godt-kørende 😉

Fordi vi allerede var i nabolaget, endte vi således med at blande slik i Palmen (som er en lillebitte slikbutik i Elmegade der har alle de gode varianter) og hente dürum i Dürumsymfonien (som ligger på Nørrebrogade tæt ved runddelen), hvorefter vi satte kurs mod Lynge og vores begges allerførste gang i Drive-In Bio.

Hjemmefra havde vi afmonteret drengenes autostole (thank god, isofix!) og lagt bagsædet ned, således vi kunne lægge et par sofapuder (altså, dem sofaen består af) ind i bagagerummet som en slags madras, hvor vi kunne ligge og se film, snolde og putte os ind til hinanden under dynen.

Filmen, Avengers, var for mig at se egentlig var en lille smule sekundær for oplevelsen – formentlig fordi jeg kun forstod noget der minder om 60% af handlingen, eftersom det er den allerførste Marvelfilm jeg nogensinde har set – men hele setup’et var genialt! Okay, det havde selvfølgelig været en lille smule mere genialt hvis min bil havde været en liiiidt større model, eftersom den slags minibil ikke hænger rigtigt godt sammen med hverken mine 178 centimeter, eller Simons temmeligt mange flere, men det var altså en mindre detalje, som jeg – nu hvor benene igen er blevet strukket – ikke kan bruge energi på at dvæle for meget ved.

Det var simpelthen så hyggeligt og det føltes nærmest som om vi havde vores helt egen lille private biograf, fordi mørket lod alle de andre biler stå næsten usynligt hen og lyden fra filmen strømmede ud af vores egne højttalere i bilen og lod os i centrum for en virkeligt god oplevelse, hvor vi både kunne tillade os at snakke og kysse lidt undervejs, uden at skulle tage hensyn til nogen. Der var sågar et par, som havde taget deres lillebitte baby med derud og hvor ville jeg dog ønske at det var mig, der havde kendt til dét som et datingspot dengang jeg havde babyer! Baby kan sove i autostolen og hvis baby vågner, ja, så gør man hvad man gør på bagsædet i bilen, uden at skulle tænke på, om man forstyrrer nogen. #smart.

Så vidt jeg ved, findes der kun den ene Drive-In Bio i Danmark, men til gengæld er det en knaldgod oplevelse og måske kunne der sidde nogle iværksætteragtige typer derude med en mark i overskud et sted i Jylland og have fået lyst til at prøve det af – jeg tør næsten love, at det bliver en god forretning! (Ej okay, den del ANER jeg intet om, men jeg er bare virkelig begejstret for konceptet og jeg er sikker på at de fleste andre som prøver det, vil være det samme).

For god ordens skyld vil jeg afslutningsvist lige sige, at jeg i øvrigt ikke har noget der overhovedet kunne minde om et samarbejde med Drive-In Biografen og vi købte altså selv vores billetter – jeg synes bare det var for godt til at holde det for mig selv.

P.s. Min dürum med falafel var udmærket – den blev især reddet af at brødet smagte ret godt og det feta jeg havde betalt ekstra for at få i. En anden gang vil jeg dog til enhver tid foretrække at tage falafeldürum fra Bobbabella i Tivoli Food Hall – de er SÅ gode! 

Årh venner, det har altså ingenlunde været nogen let opgave, at udfærdige en liste over de 10 bedste film til en god date night! Især ikke, fordi den altså er lavet ud fra en kombination af Simons og mine præferencer. I ved, vi har begge siddet med fjernbetjeningen i hånden og skullet blive enige om hvilke 10 film vi helst ville se i selskab med hinanden og uden at sige for meget, kan jeg godt afsløre, at vi ikke var – ahem – helt enige om hvilke genrer der skulle have lov til at fylde mest.

Fælles for de film vi endte ud med at vælge er, at de allesammen ligger tilgængeligt på C More, som er en ny streamingtjeneste, der tilbyder et bredt udvalg af film, serier og dokumentarer for hele familien. Til børnene – selvom det i dag skal handle mest om voksenfilm – vil jeg lynhurtigt gerne fremhæve nogle af tidens store film, som BabyBoss, Kæledyrenes Hemmelige Liv og Trolls, som sammen med klassikere som Ice Age (alle de fire første!), Peddersen & Findus og Otto er et Næsehorn, alle er i høj kurs herhjemme. Seriøst, mine børn (og jeg) elsker Ice Age, men jeg har simpelthen været for nærig til at investere i dem, så at finde ud af, at vi nærmest kan se dem allesammen som en del af abonnementet hos C More, er virkelig skønt

Hvis I selv vil tjekke det ud, så kan I nederst i indlægget finde et link til at prøve C More helt gratis i 2 måneder, men for nu, må vi altså tilbage til listen. De 10 bedste film til en datenight.

bedste film

bedste film

Simons og mit bud på de 10 bedste film.

Vi startede ud med at vælge syv film hver, i håbet om nogle sammenfald og sør’me så, om ikke der var ét! P.S. I love you, som altså dermed placerer sig som en solid nummer 1 på listen. Resten måtte vi hver især argumentere lidt for og selvom listen i virkeligheden er endt med at rumme en lille overvægt af Simons filmvalg, så synes jeg faktisk at den er blevet smaddergod.

  1. P.S. I love youHer var vi helt enige, Simon og jeg. Den er en date-night-klassiker! Den er sød, den er sjov, den er rørende og så er hovedrolleindehaverne simpelthen så drop-dead-charming, at man ikke kan få andet end lidt kriller i maven over at se den. Jeg har set den mange gange efterhånden og jeg elsker den sådan set bare mere for hver eneste gang, så hvis ikke allerede I kender den, så sæt igang.
  2. The Autopsy of Jane Doe. I en lidt anden genre finder vi denne klammo af en gyserfilm, mistænker jeg. Jeg har endnu til gode at se den, men traileren er virkelig klam på den gode måde. Så klam at jeg helt klart mistænker, at vi kommer til at kysse en del undervejs, fordi jeg ikke kan holde ud at se på filmen – og dét i sig selv er mere end rigeligt til at have mig overtalt til at synes, at den er god til date night!
  3. Wilson. Man kan ikke rigtigt finde ud af om man elsker eller hader ham, Wilson, der bliver spillet af evigt dygtige Woody Harrelson og jeg fik filmen igennem flere gange tankerne ført over på Ove fra den fantastiske “En mand der hedder Ove”. De to herrer er meget forskellige, men nogenlunde lige særegne.
  4. 21st jump street. Pæne mænd med selvironi og masser af action? Den var ikke ligefrem svær at sælge til mig, denne her…
  5. Nude. Se her har vi altså én af mine favoritter. Det er, så vidt jeg kan forstå, en dokumentar om nøgenhed, hvor man følger en fotograf og hans syn på nøgne kvinder i forhold til hvordan de nøgne kvinder på hans billeder bliver set af publikum. Jeg tror den er god og hvis bare man kan se bort fra at alle de nøgne kvinder i filmen jo er stramme modeller, så tror jeg også den er rigtigt god til datenight. Jeg tænker om ikke andet, at den er en god samtalestarter!
  6. Mike and Dave Wedding Dates. Her er vi helt klart ude i en søndagsdate. Den er sjov, den er let og historien er sød. Man kan let hive nogle minutter ud hist og pist til lige at kysse lidt, tænker jeg 😉
  7. Elsk mig igen. Suk! Her er altså kærlighed for alle pengene og jeg elsker det! Den er nok ikke til den allerførste film-date-night man skal have, fordi den måske kunne sætte et vist forventningspres, men hvis først man er forelskede, så er den altså smaddergod! I min verden er den måske den bedste film til en romantisk aften…
  8. Rocky. Det her var faktisk en film fra min liste. Udelukkende for at imponere Simon. Som blev imponeret. Tippet er hermed givet videre – og altså, den ligger, som alle de andre på C More.
  9. Begravet i fortiden. Her har vi altså med en klassisk ad-film at gøre, tror jeg! Jeg forventer gys og klamhed og spænding til det sidste og jeg mistænker kraftigt, at jeg får brug for et stærkt mandebryst at lægge mig ind til undervejs, så på den måde er det måske den perfekte date-night-film.
  10. Alone in Berlin. Som rosinen i pølseenden har vi den formentlig mest intelligente og krævende film på listen. Den handler om et ægtepar der under 2.verdenskrig mistede deres eneste søn til krigen, hvorefter de besluttede at gøre oprør mod Hitlers nazi-regime. Den efterlader ikke så meget plads til kys og åndfraværelse undervejs, men til gengæld bliver man efterladt med stof til både eftertanke og samtale, så hvis nu man gerne vil imponere en ny flirt, så tænker jeg at den er et godt bud. Også selvom den (også) var Simons forslag 😉

[Lidt snacks og hygge skal der til – og altså, selvom jeg har skruet gevaldigt ned for slikindtaget, så ser jeg mig aldrig for fin til en lillebitte håndfuld foran flimmerkassen…]

 

Som lovet kan I – kun her hos mig – få 2 måneders gratis streaming på C More ved at melde jer til via linket HER.

… Og som en lille bonus, så kan én af jer vinde 6 mdrs. gratis streaming på C More OG et gavekort på 500 kr til Just Eat, ved at hoppe ind på www.cmore.dk og tjekke ud hvilken film eller serie I helst vil se i aften og skrive navnet på den her i kommentarfeltet 😀 er der eddermamer lagt i ovnen til en ordentlig omgang date-night, uanset om det er i solo-, duo- eller familieversionen.

Der har været virkeligt mange gætterier på hvem han mon kunne være, ham der er løbet med mit hjerte. En del har, efter en livesession på Instagram hvor han vist afslørede sig selv en smule, gættet rigtigt, imens en hel del flere har gættet forkert og jeg tænker, at tiden nu er moden til, at fortælle jer lidt mere om ham, der viste sig virkelig at kunne noget.

Jeg anede ikke, da jeg med et tungt hoved og usædvanligt ømme (og vablede) fødder vågnede op mutters alene nytårsmorgen, at mit liv ganske kort tid efter, ville se aldeles anderledes ud. Det var et halvt år siden jeg var blevet skilt og jeg havde set frem til årsskiftet med en kombination af både gru og glæde. Glæde, fordi jeg skulle fejre nytår i selskab med én af mine allerbedste veninder på en fin restaurant, med både masser af mad, masser af vin og flotte kjoler i udsigte. Gru, fordi jeg skulle undvære mine børn – og gys: vågne op til et nyt år, helt alene.

Jeg har aldrig lagt skjul på at 2017 har været et hårdere år end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig det kunne blive og tanken om, at starte ud på et nyt år med tømmermænd og savn til mine børn, var ingenlunde nem at have med at gøre – uanset hvor meget jeg så end glædede mig til at holde min første “voksennytår”, med masser af alkohol og helt uden ansvar for andre end mig selv, siden før jeg blev gravid første gang, for efterhånden mange år siden.

Ganske som forventet, havde vi en vidunderlig aften, min veninde og jeg, som jeg skrev om i indlægget: “Nytår i København” dagen derpå. Vi spiste og drak og flirtede og dansede, indtil vores veje splittedes ved 7-eleven foran Nørreport og jeg bevægede mig hjem mod Østerbro i stiletter og silende regn. Alene.

… Alene og ganske intetanende om, hvad der skulle ske i løbet af den næste lille uges tid.

Der skete nemlig noget, den aften, på den der restaurant, som skulle vise sig at komme til at betyde væsentligt mere end først antaget.

Efter de – så vidt jeg husker – mere end 10 serveringer og nærmest ditto antal af glas fyldt med vin, og kort før klokken slog 12, besluttede min veninde og jeg, at se fyrværkeriet fra tagterrassen med udsigt ud over rådhuspladsen. Vi bevægede os derfor samtidigt fra vores bord og mod garderoben, for at hente vores jakker, da jeg pludselig så ham.

En høj, flot mand i noget tøj, der fik ham til at ligne én, der hørte til i køkkenet.

“Lige et øjeblik” sagde jeg til min veninde og stilede direkte mod ham. Med min dybe kavalergang, knaldrøde læber, en lidt rigeligt klædelig brandert og fuldfed styr på charmen. “Hej, jeg hedder Cana – hvad hedder du?” sagde jeg vist, imens jeg strakte hånden frem.

Vi snakkede kort – vist nok mest om noget med maden, som jeg roste og takkede for – inden min veninde greb mig i hånden og svingede min jakke over skuldrene på mig og vi gik ud for at skåle nytåret ind fra det fineste sted jeg overhovedet kan forestille mig at man kan gøre dén slags. Hell, jeg blev sgu så rørstrømsk over det, at jeg endte med at kysse hende, min veninde igennem snart 15 år!

Da bragene, raketterne og de mange, mange “godt nytåååååår” der lød fra rådhuspladsen, ebbede ud, gik vi glade og småfulde tilbage ind mod restaurantens bar, hvor det første mit øje spottede, var ham der kokken. Ham der kokken, som nu var trukket i en ganske anden og mere nytårsagtig mondering. Ham der kokken, som jeg ganske kort tid senere, kiggede dybt ind i øjnene, fra mindre end 10 centimeters afstand, imens jeg – formentlig tryglende om at han ville gøre det – fortalte, at han godt kunne droppe enhver idé om at kysse mig.

“Han kunne virkelig noget” sagde jeg til min veninde, da vi kort til efter forlod restauranten. Hun svarede vist lidt fraværende noget med, at der jo findes mange lækre mænd i verden og selvom jeg gav hende ret, så ærgrede jeg mig alligevel lidt over, at jeg ikke engang havde givet ham mit telefonnummer.

Heldigvis fandt han mig igen, ham der kokken – og ganske rigtigt: Han kunne virkelig noget, for nu sidder vi her, tre måneder og et par dage senere og jeg har lige fortalt ham, at jeg elsker ham.

Ham der kokken – som i virkeligheden hedder Simon og ikke bare er kok, men køkkenchef på trio, hvor min veninde og jeg – ganske uvidende om hvad aftenen på sigt ville bringe med sig – spiste nytårsaften. Trio, som (som flere af jer allerede har gættet) har fået en helt særlig plads i mit hjerte – både fordi det vitterligt er én af Københavns fedeste restauranter (og cocktailbarer), men selvfølgelig også, fordi det var dér jeg mødte Simon. Simon, som I forøvrigt kan se et rigtigt billede af på min instagramprofil her til aften, hvis I skulle være nysgerrige.

… Og så må I høre hvad det så rent faktisk var der skete i ugerne efter nytår, en anden god gang.

Det har ingenlunde været min plan at møde nogen lige nu. I hvert fald ikke sådan rigtigt. Altså, slet ikke, faktisk. Som mange af jer måske husker, begyndte jeg i efteråret stille og roligt at date lidt ovenpå skilsmissen. Jeg var på tinder et par dage, hvor jeg fik sat nogle dates op og så mødte jeg nogle mænd “derude” – I ved, i virkeligheden. Og det var skide sjovt, var det og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke holdt usandsynligt meget af mit singleliv. Både nu, som 31-årig, såvel som sidst jeg var single, for omtrent 8 år siden.

Jeg har altid holdt meget af mødet med et nyt menneske, som jeg har kunne lade mig fascinere af (eller lade være), ligesom jeg altid har holdt af, at “skulle gøre et godt indtryk”. Jeg gør mig nemlig ret meget umage, når jeg dater. Jeg forsøger at være den bedste udgave af mig selv, hvor jeg både er sød, smilende og en lille smule kæk, så jeg forhåbentlig kan feje benene væk under ham jeg er på date med. Uanset i øvrigt om jeg ender med at være interesseret i manden, eller ej.

Og det er gået ret godt, hvis jeg sådan helt ydmygt skal sige det selv.

Mændene har været søde, sjove, galante, frække og charmerende, men der har ligesom manglet ét eller andet, som gang på gang har fået mig til at afvise dem, når jeg begyndte at fornemme, at de blev (lidt for) glade for mig. I ved, det var sjovt at date, men jeg kunne ikke overskue mere.

Mine følelser har slet ikke kunnet følge med og når nogen – af jer eller mine veninder – af og til har spurgt ind til det her med at finde en kæreste, har jeg blankt afvist det og sagt at jeg, ovenpå et usædvanligt hårdt år, mest af alt bare havde brug for at være mig selv. At lære mig selv at kende igen, hvor klichéfyldt det end måtte lyde. Jeg var overhovedet ikke klar.

… Altså, lige indtil jeg mødte én, som gjorde mig klar.

For nu er der én. Sådan en rigtig én.

Sådan én som har fejet benene væk under mig og som giver mig sommerfugle i maven på noget der minder om samme måde, som jeg havde det den aften jeg hoppede ud af vinduet og kyssede min ungdomskæreste for allerførste gang. Sådan én, som jeg er helt vild med.

Sådan én, som jeg er blevet kærester med. Sådan rigtigt.

Hvor vigtig er den egentlig, orgasmen? Og er der forskel på graden af vigtighed for kvinder og for mænd? Og hvad gør man, hvis man har svært ved at op nå den? Og er det egentlig okay at fake en orgasme?

orgasme

Èt af de emner der gik igen flest gange da jeg for et for uger siden bød op til dialog omkring vores kønsdele, var orgasmer. Okay, og kønsbehåring, men den tænker jeg at vi må tage en anden god gang. Ikke overraskende, tænker jeg, for det er faktisk også noget af dét jeg oftest snakker med mine veninder om, når snakken falder på sex.

Det er min fornemmelse, at de fleste af os har relativt let ved at opnå orgasme, når vi er alene. Den lille orgasme som får kroppen til at slappe af og som – i hvert fald for mig – kan virke søvndyssende, hvilket for eksempel i stressede perioder af mit liv, kan være ganske snedigt. Til gengæld er det også min fornemmelse at det for rigtigt mange står ganske anderledes til, når orgasmen “skal opnås” sammen med en partner.  Jeg sætter anførselstegn omkring “skal opnås” fordi jeg selvsagt synes det er noget vrøvl, at en orgasme er nogen man “skal” have, men samtidig er det min klare oplevelse at de fleste (herunder også jeg selv – jeg er ingen helgen!) både forventer og stiler efter det.

Det lader til, at de fleste af os har fået indprintet en standardformular for hvordan en sex-seance helst skal foregå:

Forspil –> Sex –> Kvinden får orgasme(r) — > Manden får orgasme. Slut. 

Hvordan alle mellemregningerne foregår, er selvfølgelig så forskelligt som vores lyster og tanker, men jeg synes alligevel at det er ret interessant, at der nærmest er opstået konsensus omkring den overordnede ramme. Og dét altså ikke nødvendigvis på en måde, som fungerer. Slet ikke, vil jeg nærmest påstå.

Jeg har haft mange snakke med mine veninder om, at de har svært ved at få orgasmer, når de er sammen med folk, fordi de føler sig utilpas omkring deres kroppe, og derfor ikke kan fokusere på andet end hvordan de ser ud under samleje. Er det er et stort problem som flere har, at man har det så skidt med sig selv, at man ikke kan nyde sex med en anden person?

Denne standardformular gør nemlig, at der pludselig ligger en forventning – som for nogle måske endda kan føles som et forventningspres – om, at vi allesammen skal få orgasme. Hver gang vi har sex. Hallelujah, tænk hvis det virkelig var sådan. Men ak, sådan forholder virkeligheden sig altså ikke – og slet ikke når vi bliver sat under pres, hvor vilkårene for orgasmen altså bliver absolut nedsat og nu skal jeg forsøge at kloge mig lidt på hvorfor.

Man har ved hjernescanninger fundet, at aktiviteten i både mænd og kvinders pandelap – den præfrontale cortex – i hjernen falder drastisk under orgasmen og netop dét tænker jeg, er super interessant i denne sammenhæng. Det er nemlig sådan, at pandelappen er dét sted i hjernen hvor vi blandt andet finder vores selvkontrol og tilpasning af social adfærd; vores “pæne pige” eller “ordentlighed” om man vil. Nu kan jeg selvfølgelig kun tale for mig selv her, men jeg kan i hvert fald tydeligt mærke at min evne til selvkontrol og tilpasning af min adfærd ryger totalt fløjten når jeg (har sex og især når jeg) får orgasme og tilsyneladende skulle dét altså gælde os alle, mænd såvel som kvinder.

Desværre – eller heldigvis – er hjernen jo bare ikke lige sådan et organ man uden videre kan fucke med (pun intended) og det er altså ikke sådan at lidt stimulering af bryster, klitoris og forvæggen i skeden eller hvor man nu synes det føles rart, uden videre kan få pandelappen til at slå fra, for at føre os ind i orgasmens fantastiske verden, hvis vi ikke “tillader” det. Hvis man samtidig bruger en masse energi på aktivt at tænke på hvordan man mon ser ud, lyder, føles og om ikke snart man kan få den forpulede orgasme eller om man (igen) skal fake den, for at gøre sin partner glad, så giver det altså hjernen virkeligt dårlige vilkår for at gå i den reptilagtige tilstand den faktisk går i, når vi får orgasme. Des mere vi selv aktiverer pandelappen, des sværere får kroppen – uanset hvor rart det ellers føles at blive rørt – ved at deaktivere den. Det siger vel sådan set sig selv.

Men hvad så? Hvad fanden fucking så?

Jo, se, jeg tror simpelthen at vi skal ud i en form for revolution af vores tanker omkring sex, hvis det nogensinde skal blive sådan rigtigt godt, det her. Bevares, jeg har i virkeligheden aldrig selv haft de store problemer med at opnå orgasmer, men jeg er også en autonom lille skiderik, der ikke gider at følge normerne medmindre de giver mening for mig, men fordi jeg fornemmer at det alligevel er et ret stort problem for mange (især kvinder), vil jeg gerne gå forrest i koret for at få gjort noget ved sagen.

For helt ærligt, en orgasme er da dejlig, men det er jo ingenlunde sådan at sex indtil orgasmen indtræder er dårligt, vel? Sex er – eller skulle i hvert fald helst altid være – dejligt. Punktum. Samtidig tænker jeg også at sex er så meget andet end der der skide standardformular nævnt ovenfor. Sex er jo også lysten, der kommer snigende igennem et frækt blik i øjnene, et klap i måsen eller det dér “jeg tager lige opvasken” man har ventet i ugevis på at høre. Sex er – for mig i hvert fald – også tanken om sex. Legen inden det mere klassiske forspil overhovedet kommer på bane. Og tænk nu, hvis vi bare kunne nyde at være i dét, uden at skulle præstere, hverken overfor os selv eller vores partnere, men bare mærke, hvad der føles rart og godt og rigtigt og gøre mere af det, uden at have en forventning om noget bestemt? Uden forventningen om den skide orgasme. Hvis vi aldrig mere behøvede at fake en orgasme i frygt for at gøre vores partnere kede af det, hvis ikke de havde “præsteret godt nok”. Hvis vi kunne det – bare være, nyde, mærke, røre og gøre – så tror jeg faktisk at orgasmerne ville tilfalde os lidt lettere.

Hvad siger I damer? Er der nogen af jer, der kender til problematikken? Er der nogen som har gode råd eller tips og tricks – eller nogen som bare synes at det jeg skriver er fuldkommen håbløst, så skriv endelig i kommentarfeltet, så vi kan få fyret lidt op under både dialogen og soveværelserne 😉 

… Og så må vi lige – måske i næste uge – altså også lige få snakket lidt om hvad vi stiller op med mændenes orgasmer, for helt ærligt, så kan det sgu da næsten ikke være rigtigt, hvis det altid skal være mandens orgasme der afgører, hvornår man er færdig med at have sex, vel?

kønsdele

Vi har dem allesammen og alligevel snakker vi stort set aldrig om dem. I hvert fald kun sjældent, sådan helt i det åbne og kun med vores allernærmeste. Eller med lægen, åh gys!

Jeg har netop brugt en usædvanligt god time af mit liv, på at glo på ni fremmede mænds pikke og ditto ni fremmede kvinders kusser. (Eller, hvad vi nu skal kalde dem, kusserne?). Og altså, jeg elsker det! Bevares, jeg synes måske nok at det er sjovest at kigge på mænd, frem for på kvinder, fordi jeg trods alt igennem mit virke som jordemoder mener at have “set det meste”, når det kommer til kvinders kønsdele, men ikke desto mindre, synes jeg altid at snakke omkring køn(sdele) er interessante. Vi ser alle forskellige ud, har forskellige følelser omkring os selv og vidt forskellige udgangspunkter for at omfavne os selv, vores kønsdele og vores seksualitet.

I en ny programserie fra DR, Mig og min pik/fisse – i medgang og modgang”, som består af 10 afsnit af 5 minutters varighed, ser man ikke andet end de henholdsvist ni mandlige eller ni kvindelige kønsdele, imens deres ejermænd, eller -kvinder, fortæller om et givent emne eller oplevelser, der knytter sig til deres respektive kønsdele. Der er udseende, kønssygdomme, forskellige sexoplevelser, størrelse, selvkærlighed og meget andet på programmet og det er simpelthen så befriende at se. Slappe, slaskede og meget, meget forskellige pikke, med ejermænd der siger noget der giver så meget mening – og noget der overhovedet ikke gør og fuldkommen ligeså forskellige kusser af kvinder med alle mulige forskellige tanker og oplevelser i bagagen.

Det har på én eller anden måde fået mig til at holde (endnu) mere af min egen. Kussen. Egentlig synes jeg det er sådan et grimt ord, kusse, men det er som at det lidt mere gængse fisse er blevet en kende for vagt for mig. Sådan lidt for porno-fisse-agtigt, hvis I forstår. Og så synes jeg at der på én eller anden måde er noget power over at embrace “kussen”, som en selvstændig, stærk og sexet del af os.

Det er fand’me vigtigt, at vi har det godt med os selv. Også – eller måske især – dernede.

Vores seksualitet bliver allerede grundlagt imens vi er børn og hvor det ganske åbenlyst er tydeligt for drenge, at de har kønsdele, som de allerede ganske tidligt i livet begynder at lege med, kigge på og blive fortrolige med, er det ofte anderledes for piger, som ikke med det blotte øje kan se andet end den lille revne foran. Vi kvinder bliver ikke på samme måde “bare” fortrolige med vores kønsdele, tror jeg. Fordi de er skjult og måske endda, i rigtigt mange familier, fyldt med tabu, sådan som jeg egentlig også af og til oplever at kvinders seksualitet er det, i det hele taget. Og det synes jeg er synd og skam, for nu at bruge nogle ord, som jeg i alle andre henseender faktisk synes er helt skudt ved siden af, når det kommer til snakken om det gode forhold til krop og seksualitet. Vi skal ikke skamme os og det er bestemt ikke nogen synd, at nyde os selv.

I programserien er der flere kvinder, som beskriver hvordan de er – eller har været – kede af hvordan deres kusser ser ud og hvordan nogle af dem, enten altid eller periodevis, “bare udholder” at have sex, fordi det for dem ikke er forbundet med lyst og glæde. Suk, altså.

Det er selvfølgelig klart at kerneopgaven med vores kønsdele ligger i, at reproducere os, men ikke desto mindre, så fylder seksualiteten, som kønsdelene i sagens natur er relativt nært forbundet til, selvfølgelig også på alle mulige andre tidspunkter af livet, udover når vi er, eller prøver på at blive gravide. Seksualiteten er formentlig – eller forhåbentlig – livslang og så er det da bare om, at få det bedste ud af den, ikke sandt?

Ej, men det var bare skide interessant dét program og jeg synes næsten, at vi henover de kommende uger skal tage nogle af emnerne op til diskussion her på bloggen, for jeg vil helt ærligt gerne have nogen at diskutere det med; det er bare som om det ikke lige er dét man snakker med hverken kassedamen, frisøren eller sin gamle tante Jasmin med, vel? Se det lige og meld så gerne ind, hvis I også tænker, at det kunne være en god idé med ugentlig (eller hver anden-ugentlig) køns- og sexsnak. Forslag til første emne er meget velkomne i kommentarfeltet. Jeg tænker måske noget med betydningen af hvordan vi omtaler vores (egne) kønsdele? Eller det lidt mere sprængfarlige: størrelse, måske? På den sobre måde, naturligvis 😉

Min indbakke er eksploderet. På facebook og mail primært med søde beskeder, kram og små røde hjerter, og på instagram med hjerter i kombination med håbløse suk over dumme journalister, som jeg kom til at vende øjne af i min story i går, efter at være blevet ringet op og bedt om at udtale mig om min eksmands kærlighedsliv. Flere medier har tilsyneladende kørt en historie om, at han – Thomas – har fået en kæreste. De ville vist mest af alt gerne have, at jeg kunne bekræfte historien, der var blevet bragt, fordi dén slags trods alt har mest pondus, når nogen der rent faktisk ved noget om sagen udtaler sig.

Helt ærligt, mand, det var måske en kende bedre at spørge ham, end at spørge mig, tænker jeg. (Og svarede jeg).

Men altså, alle beskederne, hjerterne, tankerne, bekymringerne og spørgsmålene, bare tak! I er verdens bedste og selvom jeg ikke har fået svaret alle (fordi der er virkelig mange!), så bliver jeg mega glad for jeres opbakning. Tak.

Jeg er helt ok og selvom det måske kan lyde mærkeligt for nogen, så har mit hjerte det altså stadig udmærket.

Jeg tror bare lige jeg tager mig en fridag, ik’?

FOTO: Kristina Christiansen

Min trøje, som jeg altid høster komplimenter for, er i øvrigt fra Mango og lige nu nedsat med 52% lige HER (reklamelink)

Billedet er taget af dygtige Kristina Christiansen

Ovenstående sætning har jeg hørt mere (okay, meget mere) end en enkelt gang i løbet af den seneste måneds tid. Næsten ligeså mange gange, som jeg er blevet spurgt, om jeg er forelsket. Jeg “stråler” tilsyneladende. Og har smidt et par bland-selv-kilo, bevares. (Ved i øvrigt “bare” at holde snitpølserne fra slikfadet).

Og altså, vi kan ligeså godt gå til makronerne. For jeg er jo single. Ikke som i dengang jeg skrev indlægget Single?, men mere som i “Single!” 😉 I kan måske huske at jeg oprettede en profil på tinder på et tidspunkt, fordi jeg havde fået en genoprettet smag for det modsatte køn; og uden at gå i yderligere detaljer, kan jeg naturligvis godt afsløre, at det har affødt nogle møder, med nogle relativt fremmede mennesker. Spændende møder, sjove møder og gode møder. Nogle rigtigt gode, endda. Og okay, selvfølgelig også nogle lidt mere intetsigende møder. Siger jeg som om der har været vildt mange – det har der ingenlunde. Men fælles for dem er, at jeg nyder det. Jeg nyder at være nysgerrig på et menneske jeg endnu ikke kender (så godt) og så nyder jeg selvfølgelig også opmærksomheden og interessen den anden vej.

Jeg ved ikke om jeg ligefrem ser mig selv som værende “tilgængelig” som single, som var min største anke med ordet for bare nogle måneder siden, da jeg skrev føromtalte single-indlæg, men jeg ser klart både muligheder og potentiale og jeg tror måske det er dét, der gør forskellen. For med lysten til at udforske potentialet hos andre, opstår lysten til at udforske eget potentiale – for mig – i en direkte og meget kærkommen forlængelse. Også selvom jeg altså ikke er forelsket, som flere – inklusive min egen mor, endda – er blevet snydt til at tro. Bekræftelsen, anerkendelsen og alt dét singlelivet også kan byde på, gør i alle tilfælde noget smaddergodt for mig.

Når det hele så ovenikøbet bliver set i lyset af, at der er nogenlunde ro på hjemmefronten, med et udmærket samarbejde imellem de voksne og børn, der lader til at trives i deres nye tilværelse, så er der jo for pokker heller ingen grund til andet end at smile, vel? Som jeg altså gør ret meget for tiden.