Category

Parforhold

Category

Min indbakke er eksploderet. På facebook og mail primært med søde beskeder, kram og små røde hjerter, og på instagram med hjerter i kombination med håbløse suk over dumme journalister, som jeg kom til at vende øjne af i min story i går, efter at være blevet ringet op og bedt om at udtale mig om min eksmands kærlighedsliv. Flere medier har tilsyneladende kørt en historie om, at han – Thomas – har fået en kæreste. De ville vist mest af alt gerne have, at jeg kunne bekræfte historien, der var blevet bragt, fordi dén slags trods alt har mest pondus, når nogen der rent faktisk ved noget om sagen udtaler sig.

Helt ærligt, mand, det var måske en kende bedre at spørge ham, end at spørge mig, tænker jeg. (Og svarede jeg).

Men altså, alle beskederne, hjerterne, tankerne, bekymringerne og spørgsmålene, bare tak! I er verdens bedste og selvom jeg ikke har fået svaret alle (fordi der er virkelig mange!), så bliver jeg mega glad for jeres opbakning. Tak.

Jeg er helt ok og selvom det måske kan lyde mærkeligt for nogen, så har mit hjerte det altså stadig udmærket.

Jeg tror bare lige jeg tager mig en fridag, ik’?

FOTO: Kristina Christiansen

Min trøje, som jeg altid høster komplimenter for, er i øvrigt fra Mango og lige nu nedsat med 52% lige HER (reklamelink)

Billedet er taget af dygtige Kristina Christiansen

Ovenstående sætning har jeg hørt mere (okay, meget mere) end en enkelt gang i løbet af den seneste måneds tid. Næsten ligeså mange gange, som jeg er blevet spurgt, om jeg er forelsket. Jeg “stråler” tilsyneladende. Og har smidt et par bland-selv-kilo, bevares. (Ved i øvrigt “bare” at holde snitpølserne fra slikfadet).

Og altså, vi kan ligeså godt gå til makronerne. For jeg er jo single. Ikke som i dengang jeg skrev indlægget Single?, men mere som i “Single!” 😉 I kan måske huske at jeg oprettede en profil på tinder på et tidspunkt, fordi jeg havde fået en genoprettet smag for det modsatte køn; og uden at gå i yderligere detaljer, kan jeg naturligvis godt afsløre, at det har affødt nogle møder, med nogle relativt fremmede mennesker. Spændende møder, sjove møder og gode møder. Nogle rigtigt gode, endda. Og okay, selvfølgelig også nogle lidt mere intetsigende møder. Siger jeg som om der har været vildt mange – det har der ingenlunde. Men fælles for dem er, at jeg nyder det. Jeg nyder at være nysgerrig på et menneske jeg endnu ikke kender (så godt) og så nyder jeg selvfølgelig også opmærksomheden og interessen den anden vej.

Jeg ved ikke om jeg ligefrem ser mig selv som værende “tilgængelig” som single, som var min største anke med ordet for bare nogle måneder siden, da jeg skrev føromtalte single-indlæg, men jeg ser klart både muligheder og potentiale og jeg tror måske det er dét, der gør forskellen. For med lysten til at udforske potentialet hos andre, opstår lysten til at udforske eget potentiale – for mig – i en direkte og meget kærkommen forlængelse. Også selvom jeg altså ikke er forelsket, som flere – inklusive min egen mor, endda – er blevet snydt til at tro. Bekræftelsen, anerkendelsen og alt dét singlelivet også kan byde på, gør i alle tilfælde noget smaddergodt for mig.

Når det hele så ovenikøbet bliver set i lyset af, at der er nogenlunde ro på hjemmefronten, med et udmærket samarbejde imellem de voksne og børn, der lader til at trives i deres nye tilværelse, så er der jo for pokker heller ingen grund til andet end at smile, vel? Som jeg altså gør ret meget for tiden.

“Vi skal af med vores forventninger til hinanden når det kommer til den seksuelle akt. Man må ikke forvente sex – og slet ikke penetration eller måske endda ligefrem ejakulation.”

Sådan – frit fortolket – sagde psykolog, parterapeut og forfatter Frej Prahl i P1, som jeg af uransagelige årsager var kommet til at tune ind på her til formiddag – og jeg synes det er et dybt interessant emne.

Der er jo formentlig ikke noget nyt under solen, i forhold til udviklingen i vores sexliv, som måske lidt karikeret blev fremstillet som, at vi er meget aktive, nysgerrige og udforskende, indtil vi slår os ned med en fast partner og rutinen, hverdagen og behovet for andre ting – søvn, for eksempel – sætter ind og ødelægger (en del af) vores lyst til sex.

Jeg kender det i hvert fald fra mig selv og jeg skal på ingen måde gøre mig for fin til at indrømme at have prøvet at ryge i parforholdsfælden, hvor sexlivet måske ikke blev vedligeholdt, sådan som man egentlig godt kunne have tænkt sig. For at sige det pænt.

Man får dårlig samvittighed over sin ulyst og det bliver svært at tale om – og selv, hvis man faktisk godt kan snakke med sin partner om det, påvirker det ikke nødvendigvis lysten i positiv retning.

Føromtalte psykolog sagde, at jagten skulle tilbage i soveværelset. Manden (eller den der har den største lyst) skal forføre sin partner og tåle et nej, fordi der udelukkende kan kun blive tale om et kurtiseringsspil, hvis det rent faktisk er tilladt at sige nej. At flirte med både nej og ja. Hvor den seksuelle akt i virkeligheden starter længe, længe før penetrationen eller sågar den fysiske berøring overhovedet finder sted. Hvor spændingen imellem mennesker, energierne og både det sagte såvel som det usagte, kan få lov til at indgå som en del af seksualiteten, som på dén måde må vokse.

Han gik så vidt som til at kalde det penetrationens tyranni, fordi det for så mange virker som det komplette mål, at have samleje, frem for at have sex i den omfavnende form, hvor hele spillet op til den fysiske akt bliver en del af seksualiteten. Af sexlivet. Så længe vi er så forhippede på målet – penetrationen eller ejakulationen – glemmer vi måske at nyde alt det andet undervejs og dét er da en særdeles skam!

Nuvel, jeg synes i alle tilfælde at det er enormt interessant tese. Endnu mere interessant synes jeg måske det er at undersøge – ganske uvidenskabeligt, som det er sig tilfældet her på domænet – hvordan det egentlig står til i soveværelserne rundt om hjemme i Danmark og her kommer I altså ind i billedet. Jeg vil nemlig bede jer om at svare på ét spørgsmål i mit lillebitte spørgeskema herunder, så vi kan tage temperaturen på sexlivet rundt omkring. Dét tror jeg, at der kunne komme meget sjov – og endnu mere samtale – ud af. I er selvfølgelig anonyme i jeres besvarelser.

Ville du ønske, at du havde et bedre sexliv?

Vis resultater

Indlæser ... Indlæser ...

Egentlig tror jeg ikke engang at det var fordi jeg havde synderligt ondt i fødderne at jeg smed stiletterne, da jeg var til fest med journalistforbundet inde på arbejdermuseet i aftes. Der er bare noget over et stort, halvtomt dansegulv til tonerne af Lionel Richie, Gloria Gaynor og alle deres poppede 80’er-venner, som kalder på bare fødder og en følelse af at være ligeså florlet som Baby, da Johnny løfter hende op over hovedet i Dirty Dancing. Okay, godt nok blev jeg ikke løftet nogle som helst steder hen, men jeg følte den virkelig, i bare fødder og store armbevægelser. I ved, jeg har nok i virkeligheden mest af alt mindet om en fire-årig, der for første gang opdager fornøjelsen ved et dansegulv, men ikke desto mindre, var det så sjovt og rart, at mine veninder og jeg gik grinende derfra.

Vi tog – som så ofte før – videre på Dandy, som gudskelov henad klokken to blev så overfyldt, at mit gin-fulde hoved ikke kunne overskue andet end at hoppe i en taxa og køre mod Østerbro, hvorfor jeg faktisk har det nogenlunde anstændigt i dag, til trods for en relativt høj alkoholpromille i går.

… Og nu sidder jeg så her. I min sofa, med lette tømmermænd og min telefon liggende ved siden af mig. Med en ny app, som jeg ikke helt ved hvad jeg skal stille op med. I ved den der. Den, alle snakker om og som jeg aldrig rigtigt har forstået. Tinder. 

Havde nogen sagt til mig for bare en måned siden, at jeg ville have brugt min fredag aften forleden på, i samarbejde med en garvet veninde, at oprette en profil på tinder, var jeg nok mest af alt brudt ud i en hånlig latter. “Jeg skal sgu da ikke på tinder!”. Hell, jeg skulle ikke engang møde en mand. I hvert fald slet ikke en mand uden tøj på! Men altså, dén slags typer har det (selvfølgelig, fristes jeg til at sige) med at melde sig under fanerne, når man mindst venter det og selvom jeg (med al tydelighed, nu hvor jeg har oprettet en tinder-profil) endnu ikke har mødt mr. next-to-right, så har jeg alligevel fået genfundet min interesse for det modsatte køn. Y’know…

Men jeg ved ærligt talt ikke hvad jeg skal synes om det. Tinder, altså. Jeg har i løbet af weekenden allerede set mange flere mandeansigter (og et par nøgne overkroppe; et fænomen jeg i øvrigt overhovedet ikke forstår…) end jeg vil være bekendt at indrømme – og swipet løs til venstre og ganske, ganske lidt til højre. En tinder-snob, om man vil. Og jeg bryder mig ærligt talt ikke om det. Jeg bryder mig ikke om, på dén måde at være kritisk overfor andre mennesker – og da slet ikke overfor deres udseende, som jo i det lange løb ikke kommer i nærheden af at være en væsentlig faktor. Alligevel tager jeg mig i, hos langt de fleste, at swipe til venstre, uden så meget som at klikke mig ind og se hvad personen overhovedet skriver om sig selv, først.

For fanden, altså.

Men nu ved I det. Jeg er kommet på tinder, omend jeg altså tænker, at det bliver en kort fornøjelse.

Jeg tror nemlig, at jeg er bedre til dét der med at møde mennesker i virkeligheden…

Faktisk var jeg temmeligt skeptisk, da mit forlag i en venlig bemærkning, sendte mig bogen for nogle måneder siden. Jeg var sgu da ikke sådan én, der læste skilsmissebøger. Men som det nu engang er med mig, når jeg får nye bøger, så kunne jeg selvfølgelig ikke lade den være. Jeg skulle bare lige læse 30 sider, for at kunne konstatere, at den ikke var noget med mig, som det så ofte er tilfældet, når jeg giver mig i kast med nye bøger. Men de 30 sider blev lynhurtigt til 50 og i løbet af ganske få aftener, havde jeg slugt bogen og anbefalet den til alle mine veninder. Stort set, i alle tilfælde.

Det er “Inden du går – vil du så ikke blive lidt længere” af Karin Heurlin det handler om, og jeg synes altså, at den er fantastisk! Måske særligt fordi jeg er et sted i mit lige nu, hvor jeg kan sætte mig rigtigt godt og fint ind i mange af de ting hovedpersonen går igennem, men også bare fordi den er skrevet så fint og hjertevarmt, at man ikke kan undgå at komme til at holde umådeligt meget af den søde, forvirrede, sorgfyldte, ukuelige, usikre og helt vildt skønne kvinde den handler om.

Faktisk er det lige før jeg vil gå så vidt som til at sige at den har hjulpet mig i min egen proces, selvom der ikke er mange lighedspunkter at finde mellem bogens handling og mit eget liv. Men den kan altså noget og det ville jeg sådan bare gerne lige dele med jer.

Bogen kan købes HER – og så kan den selvfølgelig også høres på mofibo, hvor I med koden CB2017 får 30 dages gratis adgang til alle deres lyd- og e-bøger, hvis I ikke allerede er medlem. Det kunne jo være at den var dén slags bog, man godt gad læse, uden nødvendigvis at have den liggende på natbordet 😉

img_5649

Vi kan vist temmeligt hurtigt blive enige om, at utroskab overordnet set er noget lort, som burde forbydes. Det er ødelæggende, fejt og et kæmpe brud på det tillidsbånd, der bærer vores parforhold. Og alligevel sker det. Hele tiden.

Jeg har heldigvis aldrig selv oplevet utroskaben på egen krop; eller altså, jeg har i alle tilfælde aldrig opdaget det, som i min verden naturligvis betyder det samme som, at det ikke er fundet sted. Derfor aner jeg heller ikke hvordan jeg ville reagere, hvis det pludselig ramte mig, at min mand havde været sammen med en anden.

Og faktisk, er jeg heller ikke sikker på, om jeg overhovedet ville vide det.

Og lige præcis min usikkerhed, er årsagen til nærværende indlæg, som kommer i halen på at Cecilie og jeg i sidste uge diskuterede et dilemma, som jeg syntes var mega svært.

Min mand og jeg har et vennepar, som vi ses med flere gange om ugen. Både manden og konen betragter mig, som deres fortrolige og det har indtil nu aldrig været et problem, fordi de ikke har talt særlig meget om problemer i deres indbyrdes forhold. Men det skal jeg love for har ændret sig. Manden har fortalt mig, at han er sin kone utro.. med hendes bedste veninde.
Han har overhovedet ingen tegn på dårlig samvittighed og griner bare når jeg fortæller ham, at det er forkert og langt ude. I hans verden er det blot sex og det har intet med hans kone at gøre. Fuck altså.. hvad gør jeg? Jeg har det svært med denne viden og føler mig som en kæmpe røv over, at holde det hemmeligt, men har heller ikke lyst til at være budbringeren.. i ved budbringere er dem, som bliver skudt

Vi diskuterede dilemmaet i sidste uges afsnit vores podcast Damer i Dilemmaer (som I kan finde HER hvis I har iphone eller via app’en Podcast Republic, hvis I har Android) og selvom der faktisk sidenhen er kommet endnu et afsnit ud – som ligger i den lidt mere letfordøjelige ende af skalaen – online, så kan dét her ikke rigtigt slippe mig. Måske fordi jeg i virkeligheden ikke synes at der er noget rigtigt at gøre, andet end at fortælle den utro mand, at han er et fjols! Hør HER hvad vi kommer frem til i podcasten og kom endelig gerne med jeres input. Særligt hvis I har personlige erfaringer og holdninger til hvordan I ville have det – både som veninden og som kvinden der blev bedraget.

Jeg har netop puttet mig tilbage ind under dynen i dobbeltsengen hos dem, mine sovende drenge med de tunge, tillidsfuld åndedrag. Heldigvis fik jeg dem til at sove i pausen, så jeg jeg kunne koncentrere mig om mit tv, da den sidste del af dette års Vild Med Dans tonede ind over skærmen. For fanden, for en afslutning, altså! Jeg tudede som pisket og om muligt endnu mere end Sarah Grühnewald og jeg synes det var så fortjent at Morten Kjeldgaard og Sarah Mahfoud løb med sejren, selvom jeg også gerne havde undt Mads Vad og Mille Dinesen at stå øverst på sejrsskamlen. Wauw, wauw og mere wauw, hvor var det en rørende dans altså.

Flere, for ikke at sige mange, gange tonede Thomas frem over skærmen og jeg fik hver gang et sug i maven over ikke at være i salen, sammen med ham. For jeg savner ham.

Som jeg også kort var inde på HER, så har det i sandhed været en hektisk tid; ikke bare imens Thomas har været med i Vild Med Dans, men i virkeligheden længere end det. Vi har hele tiden – begge to – en masse projekter kørende og lige præcis dét, er noget af dét jeg ser som værende blandt vores største styrker, men også vores største udfordringer i vores parforhold. Vi bliver hver især så opslugt af vores projekter, drømme og mål, at vi måske af og til glemmer at stoppe op og bare lige nyde hinanden. Vi kommer til, på én eller anden måde, at tage hinanden for givet; læsse af på hinanden og bruge hinanden som tørreklud for vores svedige pander, når alt går for stærkt omkring os og vi kommer måske en lille smule til at glemme hinanden for alt det der også er godt. Vi kommer til at glemme, at gøre det godt for den anden, og vi har svært ved at få enderne i hver vores liv til at mødes, når klokken endnu engang slår 20.30 og vi igen har brugt alt for lang tid på at putte vores børn, som måske stadig ikke sover og alt for lidt tid på at tale med hinanden, inden vi kollapser i hver vores møbel og lader vores hjerner tømme, til et eller andet ligegyldigt der strømmer ud af en skærm.

Sådan har jeg det i alle tilfælde lige nu og om det i virkeligheden er et reelt behov eller om det er den der forpulede pms, som gør mig midlertidigt overrørstrømsk, kan jeg ikke rigtigt finde ud af, men jeg kan til gengæld finde ud af, at jeg eddermamer glæder mig til han kommer hjem engang i eftermiddag og til at have et par dage, bare kun os. Børnene, Thomas og mig. Og måske en ordentlig omgang æbleskiver.

IMG_3152.JPG

Imens jeg har brugt hele dagen på at sælge ud af store dele af min garderobe inde i Andedammen, har mine tanker i virkeligheden været et helt andet sted. De har været til bryllup; både til festen for ét år siden, som jeg skrev verdens korteste indlæg (og en masse efterfølgende) om HER, og til vielsen for seks år siden.

Tiden har nogle gange sneglet sig afsted, som sad man til bords med sytten tavse munke, imens den andre gange er smuldret mellem hænderne på mig; både når det har været godt og når det har været skidt. For der har i sandhed været både op- og nedture. Vi har i mellemtiden faktisk været så langt fra hinanden, at vi formentlig stod tættere på skilsmissen end på ægteskabet. Vi har fået to børn. To fantastiske, sjove, skøre og usandsynligt livsbekræftende børn. Gudskelov for dem. For muligvis var vores usikkerheder, både overfor hinanden og os selv, i forældreskabet noget af dét, der i sin tid skubbede os i retning mod afgrunden,  men havde det ikke været for vores børn, er jeg temmeligt sikker på, at vi havde vendt hinanden ryggen og hoppet ud på hver sin side af den kløft, der på et tidspunkt var imellem os. Vores børn bandt os sammen og tvang os – på vores eget initiativ – til at lytte, lære og forstå hinanden. Vi gav hinanden plads og pludselig stod vi dér, som en rigtig familie, med hverdagstrummerum og overskud på kærlighedskontoen.

Jeg havde aldrig nogensinde troet at vi skulle komme så langt ud, dengang da vi sagde ja til hinanden i vores lejlighed på Kultorvet, hvor alt ved dig virkede så perfekt. Du kunne det hele og vigtigst af alt, kunne du holde mig ud.

Heldigvis kunne du holde mig ud.

Også når jeg var allerværst, var du der og du blev og blev og blev.

Og fem år senere, var vi endelig klar til at manifestere vores kærlighed i den bryllupsfest der stadig til dato, var mit livs bedste fest. Den fest, hvor du gav mig Cana’s Album. Den fest, hvor vi kyssede allermest. Den fest, hvor alt var lige præcis som det skulle være.

Jeg forstår ikke rigtigt hvordan det hele er sket. Hverken kriserne og vores sejre over dem. Mest af alt tror jeg det handler om determination og en grundforståelse af vores kærlighed til hinanden og til den familie vi har skabt sammen.

Pludselig er der ikke længere nogen tvivl om dig og mig. Selv på de dage, hvor jeg er urimelig og du er træt, ved jeg, at der ikke er andre muligheder, end at vi vågner op ved siden af hinanden igen i morgen. I morgen og for altid. Hr. og Fru Buttenschøn.

Kære Thomas, jeg elsker dig og for fanden, hvor er jeg lykkelig for at det lige præcis er dig, jeg er endt op sammen med.

Tak for dig.

MM6A3307

Vi kom vidt omkring, da jeg i fredags havde budt op til spørgedans, hvor jeg både svarede på spørgsmål omkring valg af skole, børnenes navne, dansejalouxi og alt muligt andet. Det sidste spørgsmål faldt dog efter jeg var gået i seng, hvorfor jeg aldrig fik svaret – og gudskelov for det, tænker jeg nu, for det var nemlig et spørgsmål, som fortjener lidt mere spalteplads end “bare” i mit kommentarfelt.

22-årige Mathilde, som angiveligt har lidt svært ved at finde ud af det hun selv benævner som “mandemarkedet”, spurgte mig hvordan pokker jeg vidste, at det var Thomas jeg ville være sammen med resten af livet og dét var da et smaddergodt spørgsmål.

Da vi mødtes blev jeg betaget fra den første aften, men der gik alligevel en rum tid før jeg først ville og sidenhen turde give mig hen til den blomstrende kærlighed, som jeg engang skrev lidt om HER. Jeg havde, som de fleste andre 22-årige, kysset en del frøer, som ikke havde udviklet sig til spor andet end udgangspunktet og da Thomas trådte ind i mit liv, stod jeg midt i hvad en anden fyr tidligere havde benævnt som “fear of commitment”. En betegnelse jeg tror han havde så ganske ret i og som jeg – med fare for at lyde både gammelklog og enormt irriterende – tror rigtigt mange, både unge og knap-så-unge går og bøvler med i deres singletilværelse.

Det ligger helt naturligt for de fleste, at man på (mindst) ét eller andet tidspunkt har brændt nallerne. Man har måske været forelsket i én, som ikke havde det på samme måde eller man har  oplevet utroskab og brudte løfter og alle mulige andre bitre ting, som følger med i de forliste parforhold og når man er single, er det min erfaring at disse negative oplevelser ofte ligger temmeligt præsent i hukommelsen.

Man er blevet såret og har derfor måske opbygget en barriere for, hvor tæt man vil lade potentielle partnere komme tæt på sig. Sådan havde jeg det i alle tilfælde selv, både inden og da jeg mødte Thomas.

Samtidig er markedet for singler blevet større og lettere tilgængeligt end nogensinde før. Hvis man har lyst, kan man møde og date en ny hver eneste dag via datingsites, datingapps og selvfølgelig vi de gode gammeldags byture og cafébesøg, som jeg dog fornemmer ikke længere er det primære mødested for nye bekendtskaber.

Hej, må jeg ikke give en kop kaffe i næste uge?” Er alt det kræver at få en date sat i stand og jeg skal love for at jeg har taget min bid af datingkagen. Jeg har både drukket kaffe, spist is, gået ture, været i skoven, ved vandet, i teatret og på alle mulige aktiviteter på et utal af første dates, som for de flestes vedkommende aldrig blev meget mere end det. Jeg skulle jo bare lige se, om den næste fyr ikke var bedre end den forrige.

Tænk nu, hvis jeg gik glip af noget. Tænk nu, hvis ham jeg troede matchede mig, havde en overmand, som var meget bedre.

Og lige pludselig stod jeg sammen med Thomas, som var alt muligt andet end dét jeg gik og ledte efter og som mest af alt bare var et godt menneske. Ikke fordi alle dem før ham ikke også var gode mennesker; de var bare ikke sådan rigtigt gode, set ud fra mit lille verdensbillede.

Jeg ved ikke helt hvad det var, der gjorde, at jeg pludselig vidste at vi skulle være sammen for altid, men jeg tror at det var følelsen af, at han gjorde mig til en bedre mig, der gjorde, at jeg turde give los på forelskelsen, i kombination med det faktum, at der ikke var så meget “bøvl” som jeg var allergisk overfor i min singletilværelse. Fyre der bøvlede for meget, blev sure eller kede af det over ingenting, røg ud til højre hurtigere end de var kommet ind fra venstre, men med Thomas var det anderledes.

Det var let og det var nok i virkeligheden dét, der var det allervigtigste. At det var så pisselet at være sammen med ham.

Vi var sammen dag og nat og blev gift allerede et år efter vi havde mødt hinanden. Lykkelige og forelskede.

image

Er der en dag i denne uge jeg kan tage ud om aftenen? 

Øhh ja, hvis ikke der står noget i kalenderen, kan du bare gå ud.

… Er det okay for dig?

Ja, selvfølgelig! Du er nødt til at vænne dig til at det med mit nye arbejde er ligegyldigt for mig, hvornår du er hjemme og hvornår du ikke er. 

Altså, jeg bliver måske lidt ked af hvis du laver planer hver eneste aften, men når det bare er af og til, kan du altså gøre lige som det passer dig. 

Sådan forløb en samtale jeg havde med Thomas i morges og det gik op for mig, hvor meget mit liv har ændret sig i løbet af de seneste år. For jeg har virkelig været både streng og kontrollerende overfor Thomas. Jeg har tidligere følt, at han hellere ville alt muligt andet end at være sammen med mig og jeg har syntes det var fejt, at han sådan tog ud, når jeg bare sad hjemme og det var for fanden lige før det kostede os vores ægteskab, som jeg skrev en hel masse om i indlægget HER. Jeg følte mig begrænset, ked af det og meget, meget alene.

Det sidder stadig i ham, tror jeg. Den nagende samvittighed overfor mig, selvom jeg selv for længst – gudskelov – er kommet videre. Jeg har fået verdens bedste arbejde, hvor jeg måske nok “arbejder” lidt mere end gennemsnittet, men hvor det hele samtidig er min hobby, som jeg for alt i verden ikke kan leve uden. Og så har jeg lært mig selv at kende og jeg har fundet ud af, hvad det var jeg syntes var så svært dengang. Jeg har fundet ud af, at det hele (eller i hvert fald næsten det hele) lå hos mig selv og min måde at forstå mig selv og især mit moderskab på.

Derfor fik jeg virkelig dårlig samvittighed i morges. Måske mest fordi jeg pludselig følte, at jeg aldrig har fået gjort det tydeligt nok overfor Thomas, hvor meget jeg har ændret mig. At min respekt for ham og hans liv er kommet tilbage med fuld kraft og mere til. At han – sammen vores børn – er det allervigtigste menneske i hele mit liv og at jeg for alt i verden bare gerne vil have, at han har det godt. Uanset om det betyder onsdagsøl med drengene, dansetræninger og spillejobs i weekenderne, at han måske engang i mellem bare gerne vil være alene eller at vi sådan helt vildt parforholdsagtigt holder en ugentlig kærestedag.

Det hele er okay, for jeg elsker ham og han gør mit liv bedre; både når han er der fysisk og når han ikke er, for jeg véd, uanset hvad, at han er der, ligesom jeg er der for ham.

image