Category

Ingen kategori

Category

Fordi det giver mening at leve videre

organdonation

Under ét af mine mange daglige besøg forbi min favoritoverspringshandling, faldt jeg i går over en film, som rørte mig dybt. Det var en mand – en far – iført cykeltøj, som mødte en anden mand, som han lyttede på hjertet. Og krammede.

Farens datter, en ung kvinde på 20 år, døde i en tragisk drukneulykke i januar, hvorefter familien besluttede at give hendes organer videre. Videre, blandt andre, til en ung mand, som havde brug for et nyt hjerte for at overleve. Den unge mand, som faren til den afdøde datter nu krammede. Han lyttede på sin datters bankende hjerte og efterlod mig med tårerne trillende så meget ned ad kinderne, at de efterlod våde pletter på min trøje, som, hvis man ikke vidste bedre, kunne ligne ammeskjolder. Kæft, hvor jeg græd.

Tænk sig, at vide, at éns afdøde barns organer lever videre i nogle andre mennesker. Tænk sig, at hendes hjerte stadig kunne få lov til at slå. At et andet menneske kunne leve, fordi hun, efter at være erklæret hjernedød, gav sine organer – og dermed liv – videre. Tre andre mennesker endda.

Jeg tørrede tårerne væk og klikkede ind på organdonor.dk og tjekkede min status. Jeg havde sat forbehold for mine hornhinder og min hud, som jeg ikke ville donere. Og forbehold for at min tilladelse var forudsat af mine pårørendes accept. “De skal sgu have lov til at få alt dét de overhovedet kan bruge” tænkte jeg og lavede mit lille kryds om. Fuld tilladelse, forudsat af mine pårørendes accept. Nem-ID og bum.

Jeg håber selvfølgelig aldrig nogensinde at det bliver relevant for mig, at skulle donere mine organer, fordi jeg så absolut planlægger at dø af alderdom når jeg engang er et godt stykke over hundrede år, men hvis nu, så hjælper det lidt at vide, at jeg i det mindste har givet nogen mulighed for at få deres liv tilbage, i dét tilfælde, at jeg skulle miste mit alt for tidligt.

Der findes selvfølgelig ikke noget rigtigt eller forkert og jeg kan sagtens respektere dem, som modsætter sig organdonation. Selvfølgelig kan jeg det. Vi aner ikke hvad der sker med os når vi dør og det er selvfølgelig ikke en rar tanke at skulle skæres i, bedst som man skal herfra, men jeg synes vi skylder hinanden, os selv og vores børn, at tage stilling.

Skal vi ikke prøve om vi kan få i første omgang hinanden og sidenhen hele Danmarks voksne befolkning til at registrere sig i donorregistret? Uanset om det er for at give fuld, delvis eller ingen tilladelse. Det er så pissevigtigt for dem, der får lov til at overleve og man kan ændre sine valg så mange gange og så ofte man måtte ønske det – og som jeg har gjort, betinge dem af, at éns pårørende accepterer valget.

I kan jo starte med at se filmen her og så har jeg gjort det så let, at I efterfølgende bare kan klikke jer ind HER og finde jeres Nem-ID og én eller anden beslutning frem. Tak.

Slow mornings i Buttenhuset

img_7394

mejeriforeningen

Noget af det bedste jeg ved er, at have god tid om morgenen. Så meget at jeg, i min første praktik som jordemoder, hvor jeg skulle møde omklædt og klar på fødegangen i Haderslev klokken 06.45, stod op klokken 04.30, for at have tid til både bad, kaffe og lidt tid til bare at glo ind i en væg, inden jeg kørte turen –  i Lille Lotte – fra min lille studielejlighed i Sønderborg til Haderslev.

Sidenhen har mine arbejdstider gudskelov ændret sig i takt med, at mit søvnbehov på én eller anden måde er blevet større. Okay, måske er mit søvnbehov i virkeligheden ikke blevet så meget større, men min sikkerhed for sammenhængende søvn er  blevet mindre, hvilket har betydet at jeg elsker min dyne lidt ekstra om morgenen. Og heldigvis, med mit selvstændige erhverv, er der jo fulgt den luksus, at jeg de fleste morgener selv bestemmer hvor tidligt jeg gerne vil indfinde mig på kontoret, hvorfor vi næsten altid har tid til slow mornings hjemme hos os. Og jeg elsker det, gør jeg!

Det er som oftest mig drengene kalder på om morgenen og fordi jeg samtidig – selvom jeg elsker min dyne højt om morgenen – er den mest morgenfriske af de voksne hjemme hos os, er det også næsten altid mig der står op og laver morgenmad til børnene, som de spiser imens jeg får mig en rolig kop kaffe. Med mælk, selvfølgelig.

Selvom jeg i løbet af det seneste års tid er begyndt at spise (og drikke) mere og mere plantebaseret, så tror jeg aldrig nogensinde jeg kommer til at slippe hverken mælken i min morgenkaffe, eller, til drengene, mælken på deres morgenmad. Det smager bare bedre. Måske er det fordi det smager af barndom og fordi jeg er en sucker for den slags, at jeg ikke kan forestille mig nogensinde at bytte det ud med noget andet og måske er det bare fordi er jeg er en forstokket halvgammel kone, men ikke desto mindre, er det altså sådan det er. Mælk hører sig bare en god morgen til, hjemme hos os.

img_7389 img_7390 img_7402

I weekenderne, når vi ikke har nogle planer, udvider vi ofte morgenmaden med en omgang (sunde) pandekager med pålægschokolade og masser af frisk frugt, men fælles for det hele er, at vi hygger os og at jeg elsker det! Der er næsten altid plads til fjollerier og leg og når vi som i går, hvor billederne er taget, står lidt ekstra tidligt op, må man også gerne have lidt legetøj med til bords – figurerne skal selvfølgelig bare spise pænt 😉 Det giver nemlig mig fem minutter ekstra til bare at nyde min kaffe og dét synes jeg altså er værd at tage med.

img_7395 img_7401

Det er så vigtigt for mig at få en god start på dagen, fordi en god morgen ofte kan forplante sig igennem hele dagen og de (heldigvis ret mange) gange jeg går ud ad døren med overskud og et smil på læben, så skal der altså mere end bare en regnbyge og mascara ned ad kinderne, til slå mig ud af kurs.

Historien om en stjålen – og funden – cykel

img_7504

For et halvt år siden, blev min gamle trofaste cykel, som har fulgt mig lige siden jeg købte min allerførste lejlighed på Vesterbro tilbage i 2009. Min gamle, rustne og helt vildt gode cykel, som havde givet mig så mange minder og oplevelser. Bum. Væk. Stjålet fra cykelstativet lige udenfor min hoveddør.

I dagene efter tyveriet gik jeg troligt rundt i nabolaget og kiggede efter den, men den var brutalt væk. Øv.

Nuvel, den var trods alt også temmeligt gammel og med nedskrivningsværdien i forsikringsselskabet, besluttede jeg, at det ikke kunne svare sig overhovedet at involvere politi og forsikring og jeg greb i stedet dybt i lommen og købte min en spritny erstatningscykel, som jeg i øvrigt sidenhen er blevet svært begejstret for.

Og så skete det utænkelige: I torsdags, bedst som jeg var på vej ud for at spise med en veninde, så jeg den. Lige udenfor min hoveddør. Uden barnesæde, med en ny cykelkurv, sædet lidt længere nede, styret lidt højere oppe og en ny lås rundt om baghjulet. Min cykel! Jeg blev helt forvirret og anede ikke hvad pokker jeg skulle stille op. Det kunne jo næsten ikke være tyven, der havde været så dum at parkere cyklen nærmest samme sted som den var stjålet fra? Jeg konkluderede ret hurtigt at min formodning måtte være, at der var én som havde købt den – i god tro, vel at mærke – hvorfor jeg ikke turde at snuppe cyklen tilbage, som et par af naboerne der kom forbi, imens jeg forvirret forsøgte at finde hoved og hale på situationen, foreslog. Jeg ved jo om nogen hvor irriterende det er, at få stjålet sin cykel.

Så jeg lod den stå og spurgte efter gode råd på min Instastory og tog ud med min veninde.

Der kom usandsynligt mange gode svar, bud og råd til hvad jeg skulle gøre og tilsyneladende var der rigtigt mange, som havde hørt det samme afsnit af Mads & Monopolet, hvor konklusionen på et lignende dilemma havde været, at ejeren (altså, den første ejer) af cyklen, skulle låse cyklen og sætte en seddel på den, med opfordringen til den  nye “ejer” om at ringe. Som jeg altså gjorde, da jeg senere på aftenen kom hjem og til min store glæde opdagede, at min cykel stod der endnu.

… Jeg havde i min iver bare ikke lige tænkt over, at der åbenbart var meldt skybrud dén nat og da jeg næste morgen kom ned og så at det eneste der var tilbage af min besked, var den tape sedlen var klistret op med, fik jeg svært dårlig samvittighed. Jeg tog afsted med børnene og ud til et par møder, inden jeg kom retur med en ny seddel i en lille pose, som jeg bandt på styret, inden jeg gik ind i lejligheden. Der lå en seddel på gulvet lige indenfor døren.

Kære Cana. Vil du være sød at ringe til mig, når du har læst denne besked. Det drejer sig om min cykel, som jeg har købt for tre måneder siden, hos cykelmanden nede på hjørnet…”

Sedlen var fra min overbo på fjerde sal, som ganske fortvivlet var kommet ned til “sin” cykel om morgenen, inden en eksamen, for at opdage, at der var én eller anden idiot (altså: mig) som havde låst “hendes” cykel.

Fuck. Min seddel var kommet for sent. Og så var det min overbo, det var “gået ud over”. På den dag, hun skulle til eksamen. Som hun gudskelov, fordi bussystemet her i byen er så godt, nåede og bestod, omend jeg forestiller mig, at hendes blodtryk må have være lidt højere end sædvanligt.

Hun havde købt min cykel, hos cykelmanden nede på hjørnet. Cykelmanden, som er den slags cykelmand, som “køber” brugte cykler, som han reparerer og sælger videre. Cykelmanden som sælger en cykel, der er blevet stjålet lige rundt om hjørnet, videre til nogen som bor – tadaaaa – lige rundt om hjørnet.

Jeg ved selvfølgelig ikke hvem der har stjålet cyklen fra mig, fordi jeg selvklart ikke har set det, men jeg vedhvad jeg tænker er mest sandsynligt. Særligt taget i betragtning at der i skrivende stund, hvor vi selvfølgelig har kigget ind ad vinduerne til butikken, der i øvrigt har været lukket i ugevis, holder en cykel dernede, som ejeren, der ikke er den store cykelmyg, altså ikke selv har sat derned.

Hold. Nu. Kæft. Hvor. Er. Det. Dumt.

Til gengæld havde jeg jo lige indtil i torsdags afskrevet min gamle cykel og købt mig en ny. Og nu står min overbo på fjerde pludselig og mangler én og så får en jeg pludselig en pokkers masse god karma ud af det, hvis jeg bare giver den til hende. Det føles trods alt bedre, end at den “bare” var blevet stjålet.

Slik uden gris, tak

img_7495

[sponsoreret af Katjes]

Jeg tror ikke jeg har været andet end 10-12 år gammel, da mine forældre første gang fortalte mig om de døde dyr, der tilsyneladende findes nærmest overalt i vores mad. Vores ost, der er lavet ud af osteløbe, som i virkeligheden “bare” er et pænere ord for noget der kommer fra en ko-mave og vores slik, som er lavet ud af alt dét, man ikke kunne bruge fra en gris. Hud, øjne og knogler og dén slags. Jeg blev vist både ked af det og vred på mine forældre over det; på samme måde som jeg blev det, dengang det gik op for mig at julemanden ikke fandtes. Noget af dét jeg allerbedst kunne lide, blev på én eller anden måde spoleret. Døde dyr i mit slik? Det kunne næsten ikke passe.

Men jo, det passer faktisk og det er jo bare hvad det er. Et dyr der alligevel er blevet slagtet, hvor man så ganske snedigt bruger restproduktet til noget fornuftigt, frem for bare at brænde skidtet af. Jeg elsker tanken om, at man bruger alt man overhovedet kan komme til, når man gør sig den ulejlighed at slå et dyr ihjel og jeg synes derfor, rent principielt, også at det er ret skønt at vide, at de smågrisebassers kroppe bliver udnyttet til fulde, efter de har fået en kugle for panden.

Alligevel synes jeg altså stadig at det er ret klamt at tænke på, at jeg spiser griseknogler og grisehud, når jeg sidder her i min sofa, fredag efter fredag, og kører en kæmpestor skål slik indenbords.

Heldigvis er jeg blevet klogere siden dengang, for 18-20 år siden da ordet gelatine fandt ind i mit lille univers. For selvfølgelig findes der også – som med nærmest alt andet, efterhånden – vegetarisk slik. Slik uden døde dyr, for at sige det som det er. Og så skete det vidunderlige: For nogle dage siden var jeg så heldig, at Katjes åbenbart havde luret, at jeg er sådan én der godt kan lide at tage stilling til hvor mange døde dyr jeg putter i munden, hvorfor de sendte mig den sødeste lille gavekurv fuld af slik og en lille blød og helt vildt grim gris, som jeg simpelthen ikke kunne stå for. De udfordrede mig til at tænke på et sted, som jeg ville synes det var ligeså unaturligt at møde en gris, som det er i min skål med fredagsslik. Det var meget passende, nu når gavekurv og gris var blevet sendt til kontoret, ved mit lille skrivebord i Andedammen. Alligevel vil jeg faktisk nærmest hellere have en gris på skrivebordet, end en gris i posen; i hvert fald når det er sådan en sød og grim gris, som denne her:

img_7492

Nu lyder det måske pludselig som om jeg er blevet ganske modstander af almindeligt, gelatineproppet slik – det er jeg ikke. Men jeg er kæmpe fortaler for, at kunne træffe et valg om, hvorvidt man vil spise døde dyr i sit slik, eller ej. Og altså, når slikket smager så godt som dét jeg fik tilsendt fra Katjes, så kunne jeg godt blive tilbøjelig til at vælge det vegetariske lidt oftere, når fredagsskålen skal fyldes. Især de sure jordbærstænger og de bløde tappsy er jeg kæmpe fan af. Mums! Godt det er fredag 🙂

img_7497

Og som en lille ekstra bonus, så har Katjes simpelthen været så søde, at give mig lov til at udlodde en gaveæske magen til dén jeg modtog på kontoret, til én af jer. For at deltage i konkurrencen skal I bare dele et billede på Instagram, hvor I placerer en gris – digitalt (fx en grise-emoji) eller fysisk – og bruger hashtagget #veggiejesjesjes, som jeg har gjort på mit lille griseopslag.

Held og lykke!

Ja, sgu! Jeg har lige købt et kolonihavehus! 

Der har efterhånden været mange både vilde og vigtige underskrifter i mit liv. Dén på min ed som jordemoder, da jeg skulle ansøge om min autorisation efter endt uddannelse, dén på min første lejlighed og dén på mit ægteskab, for at nævne nogle få – og nu også den på min allerførste feriebolig. Eller altså, på dét kolonihavehus som jeg netop har sat en krussedulle på at ville købe. Og jeg har så gedigent meget optur over det, at selv de hurtigste marathonløbere i sekunderne inden startskuddet før et vigtigt løb, ikke ville kunne følge med mig over stok og sten, hvis det var med verdens dejligste lille have i sigte, lige nu. Kæft, hvor er jeg glad altså!!

Denne sommer, hvor Thomas nærmest skal arbejde i døgndrift og jeg samtidig har givet børnene fri fra børnehave i hele juli, giver det simpelthen så god mening med et kolonihavehus, hvor vi kan søge ud, når vi trænger til frisk luft og jord under neglene (og liggestole og en trampolin, som jeg planlægger at anskaffe til haven, i en fart) og hvor Thomas stadig snildt kan komme ud, når han i ny og næ har en ledig stund til dén slags. Huset ligger nemlig i et smadderdejligt naturområde, ikke andet end en halv times kørsel enten i bil eller tog fra hvor vi bor og hvor kan jeg dog næsten ikke vente til det bliver juli, hvor vi overtager det! Jeg ser allerede billedet for mit indre øje, af en sprinkler som både vander græs og glade børn, imens jeg hører lydbøger med det ene øre og verdens dejligste børnelatter med det andet. Idyl!

Argjmen det bliver så mega godt! Også selvom jeg altså – forhåbentligt i tæt samarbejde med min far, som er usædvanlig handy – lige skal bruge et par dage (eller uger!) på at etablere et badeværelse, inden jeg kan smide mig i førnævnte liggestole, men oh the joy, hvor jeg glæder mig til kølig hvidvin i aftensolen og børn der bare leger og leger og leger, som de gjorde det i dag, da vi var ude for at sætte en af de sjovere underskrifter jeg kan mindes at have sat.

img_7420

JAAAAAHUUUUUU!!

I ugens løb #38 – i en ny udgave

img_7278

Det er eddermamer længe siden jeg sidst har skrevet et “i ugens løb”-indlæg. Faktisk har jeg ikke skrevet ét eneste af den slags indlæg i hele 2017. Jeg blev træt af det. Træt af at jeg altid lige skulle huske at tage billeder, når jeg oplevede noget fint, i stedet for bare at “være i det”, som alle andre og så lod jeg være. For nyligt har jeg dog fået lysten tilbage – bare på en ny og lidt anderledes måde – efter at have læst dette indlæg hos en sød og meget dygtig kollega, fordi jeg synes det er så smadderfint at hun, udover at beskrive dét der er sket også skriver om, hvad hun ønsker for fremtiden. I hendes tilfælde for den kommende dag  – og for mig, som I måske har gættet, vil jeg gøre det for den kommende uge.

Jeg tænker at det bliver en meget sund øvelse for mig selv, at samle op på denne måde, fordi jeg ellers har tendens til bare at køre derudaf med 140 km/t og ikke se mig tilbage, selvom jeg tror det er ret sundt.

I ugens løb har jeg:

… Holdt en ekstra weekenddag i mandags (sammen med alle andre, der holdt pinsefri) og deraf følt mig bagud hele ugen. På den gode måde, forstås.

… Mødtes med en veninde og hendes børn, som jeg ikke har set i lang tid.

… Fejret Peters fødselsdag i vuggestuen (med dem her). Det var den femte børnefødselsdagsfejring på 10 dage herhjemme, men gudskelov også den sidste, det næste års tid, inden bussen ruller igen.

… Holdt “fridag” med Jens, som jeg derfor tog med til møde i Kunsthal Charlottenborg i Nyhavn – et virkeligt fint sted!

… Set det smukkeste sengetæppe, som snart udkommer hos Magasin og som jeg bliver nødt til at eje. Petroleumsblå velour, my god!

… Endelig fået uploadet den podcastepisode som Cecilie og jeg optog for flere uger siden.

… Spist virkeligt god is hos ParadisIS, da de havde inviteret til eftermiddagsevent. Især den opskrift som Jens var med til at udvikle, med hasselnødder og kokos var et hit! Nu venter jeg bare på, at de tager den ind i sortiment. Tak.

… Endeligt godkendt layoutet til min bogs forside. Kæft, det er vildt! Jeg glæder mig simpelthen så meget til at kunne vise den til jer.

… Drukket alt lidt for mange drinks.

… Givet fire sække fyldt med tøj og sko til genbrug.

… Lavet min kødfri lasagne og tænkt, at det ville være lækkert at spice den lidt op med lidt ekstra chili. Well, det havde det nok også være, hvis jeg havde holdt mig til at spice den lidt op, men den kunne have gjort selv den mest hærdede inder svedig på overlæben. Fandt jeg ud af, efter jeg havde sagt “Værs’go” til drengene.

Jeg har været særligt taknemmelig for:

… At snakken mellem min veninde og jeg bare gled, til trods for en længere kunstpause. Sådan er det med flere af mine veninder, som jeg ikke ser så ofte og jeg elsker det (og dem!) lige højt hver gang.

… Den kæmpestore pose click-mix, som vi har liggende i skabet lige over emhætten, som jeg går og snacker af hver dag og som tilsyneladende aldrig bliver tom.

… At jeg (næsten) altid har mulighed for at give mine børn de fridage de beder om.

… At sommeren – i hvert fald momentorisk – er vendt tilbage.

… Da Sneglcille og jeg lige akkurat nåede at sætte os ved et bord under en markise ved Kongens Nytorv forleden, inden himlen åbnede sig i hvad der mest af alt mindede om et vandfald.

… Den følelse det gav mig, at give alt mit og drengenes aflagte tøj væk. Genbrug er god brug, som de ville have sagt i Paw Patrol.

… Alle de søde beskeder der kom på Instagram, efter at min meget modebevidste Jens ikke mente at jeg kunne have min blå skjorte med kirsebær på om fredagen. Skjorten er i øvrigt, til eventuelt interesserede, fra Birgitte Herskind. Aldrig før har jeg fået så mange forespørgsler på et stykke tøj, som jeg ikke har affotograferet andre steder end på min insta-story.

I den kommende uge vil jeg:

Minde mig selv om, at jeg gør det hele for sjov, når jeg har lagt lidt for mange planer, på lidt for lidt tid.

Forsøge at drage nytte af, at jeg ikke kunne drikke så meget som én eneste kop kaffe i går, ved at sætte mit ret heftige forbrug lidt ned. Jeg har faktisk også kun drukket to kopper i dag.

Cykle en anden vej end jeg plejer, når jeg skal ind på kontoret. Mindst én dag.

Beslutte mig for hvilken bog jeg skal høre som den næste. Der kom nogle gode anbefalinger i kommentarfeltet til indlægget HER, som jeg overvejer at give mig i kast med.

Give mindst ét kram om dagen. Som ikke er til nogen jeg er i familie med, vel at mærke.

Det var overhovedet ikke meningen…

img_7308

ikke-navngivet-5

… At jeg skulle andet end at spise slik og se Netflix i går, hvor nyeste sæson af OITNB blev skudt ud over rampen, da mine fingre pludselig kom til at skrive til hende jeg også skrev om HER, om ikke vi skulle drikke vin.

… At vi skulle starte ud med en hel flaske rødvin.

… At den skulle smage så godt, vinen.

… At vi skulle være så tørstige.

… At der skulle drinks på bordet efterfølgende.

(Men når en tjener ligefrem vifter en espresso martini under næsen af én og spørger om man har bestilt sådan en fætter, så er det eddermamer svært ikke at sige “nej, men jeg vil gerne bestille to”)

… At vi skulle videre i byen.

… At jeg skulle være så tørstig.

… At vi skulle danse.

… At jeg skulle tage så ustyrligt dårlige selfies på toilettet. Altså, jeg har ikke engang ramt spejlet…

… At klokken skulle blive halv fire førend jeg var hjemme.

… At jeg skulle have så usædvanligt stride tømmermænd i dag, hvor drengene og jeg for første gang skulle med ud og hilse på alle dem fra Cirkus Summarum, som Thomas arbejder sammen med næsten hver dag, i denne tid.

… At jeg skulle spise salat til frokost.

… At den skulle retur, salaten.

… At jeg faktisk skulle være ude af stand til at drikke kaffe en hel dag.

(Det husker jeg simpelthen ikke hvornår sidst er sket)

… At jeg skulle spise et helt bæger is – all by myself – her til aften.

… At jeg skulle shoppe imens jeg spiste is.

(Men da det gik op for mig at der er 25% på over 28.000 varer lige HER, kunne jeg ikke lade være med blandt andre at bestille disse. Forhåbentlig i den rigtige størrelse)

… At ovennævnte is skulle have hjulpet på tømmermændene, men det føles faktisk lidt sådan. Det kunne selvfølgelig også være shoppingen, der havde sådanne gavnlige egenskaber.

… At jeg skulle se OITNB i dag, men dét kan jeg jo så glæde mig over. Også selvom jeg ikke har mere is.

Om dengang jeg kørte galt

img_7194
fdmspons
For lidt mere end 10 år siden, købte jeg min første bil. En gammel, hvid Opel Kadett, med alufælge og cd-afspiller og en dør i passagersiden, som man ikke måtte åbne, fordi den så var lige på nippet til at falde af, som jeg købte for 5.000 kroner, som altså ud af et SU-budget jo nærmest svarede til en bondegård.
Det var dog, selvom den kostede mig alle mine sparepenge, en virkelig dejlig bil, omend den nok næppe havde klaret den igennem et sikkerhedstjek hos FDM, som jeg vel efterhånden nærmest kan betegnes som en slags ambassadør for med alle de samarbejder efterhånden har lavet hinanden i hånden. Mest af alt var den selvfølgelig dejlig, bilen, fordi den var min og fordi jeg var én af de første i venindeflokken til at få egen bil, til trods for at jeg dengang boede i Sønderborg, hvor det ikke just hørte til sjældenhederne at man, ligesom jeg, kunne få behov for bil. For en lille Lotte.
For det hed den, min lille Opel Kadett, Lille Lotte.
Den kørte mig troligt frem og tilbage imellem Sønderborg og Haderslev, hvor jeg var i praktik på fødegangen og selvom der da godt nok var engang hvor benzinpumpen gik i stykker, lige midt i ét af de mest befærdede vejkryds i Sønderborg, hvor jeg endte med at måtte skubbe den igennem den fuldstændigt stillestående trafik, så kørte den stort set altid. Og når ikke den gjorde, så var motoren så gammel at den var til at forstå, så jeg oftest selv kunne trylle den igang, ved at rode lidt tilfældigt ved tændrør og den slags.
Lige indtil den ikke kørte mere, forstås.
Det var en eftermiddag, i september vidst. Der var som altid på denne tid af dagen mange biler på vejene og jeg lå, ligesom de fleste andre der kører i tæt trafik, måske ikke i behørig afstand til den forankørende. Især ikke når når man tog regnen og det temmeligt våde føre i betragtning. Vi kørte op over den lille bakke på vejen ned mod centrum og pludselig, da jeg ramte toppen af bakken, så jeg at bilen foran mig hamrede bremserne i. Jeg glemmer aldrig synet af de lysende røde lamper, der alt for hurtigt kom alt for tæt på, imens jeg stod på bremsen og min bil – som selvfølgelig ikke havde abs-bremser – gled afsted henover den våde vej. BANG! Fuck mig, mand. Jeg var kørt op i røven på bilen foran. “Jeg skulle jo have sluppet bremsen lidt, da bilen begyndte at glide” nåede jeg akkurat at tænke, inden endnu et BANG! Bilen bag mig var også kørt ind i mig.
Heldigvis holdt jeg så hårdt i rattet, at det mest bare var mit hoved, der blev kastet frem og der skete ikke andet, end at jeg fik et kæmpe chok.
Fire biler var kørt sammen. Heldigvis kun ved noget der ikke kan have været meget mere end en udgangshastighed på 40 km/t, men som altså alligevel var nok til, at jeg har fået usædvanligt meget respekt for behørig afstand, bremseevne og dækmønster, som min gamle Lotte garanteret ikke havde for meget af. For tænk nu hvis lidt ekstra mønster i dækkene eller et eftersyn af bremserne havde gjort, at bilen ikke var gledet? Bevares, så var ham bag mig selvfølgelig stadig hamret op i mig, men jeg havde undgået at køre ind i en anden bilist, som unægteligt var det værste ved hele oplevelsen. Det afmægtige advarselsskrig jeg prøvede at sende afsted i den forankørendes  retning, da det gik op for mig, at jeg ikke ville nå at bremse. Angsten for, i sekunderne efter, at der var sket noget med dem jeg var kørt ind i. De anede jo, i modsætning til mig, som spændte i hele kroppen bedst som sammenstødet skete, ingenting.
Det var heldigvis – set på afstand – en meget lidt dramatisk ulykke, hvor ingen kom noget til og hvor den eneste bil der vist for alvor tog skade, var min Lille Lotte. Men for pokker, hvor var det klamt altså.
Jeg troede inden tiden, at den slags ulykker kun skete i glat føre om vinteren, men jeg skal love for, at jeg tog fejl og derfor blev jeg nærmest også hentykt, da det gik op for mig, at jeg, som medlem hos FDM, kan få lavet et sommertjek af bilen, for bare 329 kroner hvor alle de mest gænge ting, som typisk er dém der forårsager ulykker på de danske og europæiske veje rundt omkring, som fx dækmønstret, bremserne og kølervæsken, bliver tjekket, så man ikke pludselig holder i rabatten med en hverken kollideret eller kogende bil. Måske er det bare mig, men jeg har en lille smule angst overfor håndværkere, som skal hjælpe mig med noget jeg absolut ikke aner en skid om, fordi de så let som ingenting kan snyde mig til at få lavet alt muligt unødvendigt, så jeg synes det er helt vildt rart, med en uvildig gennemgang af de vigtigste ting på bilen, som man sidenhen kan få bragt i orden – uden at blive snydt. Jeg synes i hvert fald at trehundrede bobs er en billig penge at slippe, i forhold til en ulykke, som man måske kunne have undgået. Og hvis nu I selv – eller jeres partnere – kan fikse den slags, så er dét selvfølgelig (mindst) ligeså godt, og i så fald kan I måske bare bruge siden HER, som en slags tjekliste, for at sikre sig, at man har været omkring de vigtigste ting, inden man pakker børn og badetøj i bilen, ik?
Det er nemlig meget mere sejt, at køre sikkert, end det er, at køre galt <3

Fraklip

For nogle uger siden var jeg en tur i fotostudie, sammen med min veninde Cecilie. Planen var, at vi gerne ville tage nogle nye pressefotos, som altså mest af alt skulle bruges i mere officiel sammenhæng end på vores respektive blogs.

Meeeen, det var dog langt fra alle, der egnede sig til dén slags.

img_7112

img_7114

img_7116

img_7111

img_7113

… Men I må selvfølgelig godt se dem alligevel. Jeg er især vild med billede nummer to, hvor jeg tilnærmelsesvist ligner én der lige har ædt en rotte, der er blevet kørt over af en gyllevogn, som kommer direkte fra svinestalden, for bare at få at vide, at det eneste der er til dessert er frit valg imellem 14 minutters uafbrudt planke eller tre hele døgn uden søvn. Resting bitch face, much? 

Well, godt der var flere end dem, på kamerarullen!

Når mors sygdom rammer børnene

18766436_943629545779256_6747759534606328943_o

annonce

NB: Indlægget er markeret som annonce, fordi jeg har aftalt med scleroseforeningen, som jeg er ambassadør for, at jeg skriver et indlæg i anledning af den Internationale Sclerosedag, men jeg er altså ikke blevet betalt for at gøre det. Bare lige så vi har det på det rene. 

Noget af det værste der kan overgå en forælder må være, at pådrage sit barn fysiske såvel som psykiske skader med noget, som man ikke er i stand til at lave om på. Et sygdomsforløb for eksempel.

Det er i dag International Sclerosedag og selvom jeg egentlig havde tænkt mig, at sige en hel masse om, hvordan sclerose pludselig kunne vende op og ned på et liv som mit (og dit), så vil jeg faktisk hellere tale lidt om de allervigtigste og desværre også de mest oversete i dét her; børnene.

Der findes ingen mennesker her i verden som er mere vigtige for mig, end mine børn og jeg er ganske overbevist om, at alle andre forældre har det på præcist samme måde; i alle tilfælde indtil der kommer børnebørn ind i billedet. Og alligevel bliver børnene ofte glemt, når deres forældre rammes af en alvorlig og kronisk sygdom som sclerose.

I hvert fald når det kommer til vores hospitaler, som i de senere år i høj grad er blevet malket for omsorg og nærvær til fordel for effektivitet og hurtigt afsluttede forløb, som så vidt jeg kan forstå, kun sjældent skaber tid og rum til at inddrage børnene i forløbet, når en forælder pludselig rammes af sygdom. Og det må eddermamer være hårdt, som barn at opleve sin far eller mor bukke under for en sygdom.

Omtrent 600 mennesker i Danmark rammes hvert år af sclerose, hvor af 2 ud af 3 er kvinder. Typisk kvinder på min alder endda og hvis jeg tænker på, hvor ofte jeg er alene sammen med mine børn og hvor voldsomt et anfald af sclerose nogle gange kan være, så tør jeg slet ikke tænke på, hvad det ville gøre ved mine drenge, at være vidne til, hvis jeg skulle være så uheldig at blive ramt.

Faldet, de blå blink, de hvide kitler og deres mor, som måske i en periode ville være ude af stand til at gå. Av, mand. Måske uden nogen som udefra kunne hjælpe dem lidt på vej i den sorgproces der automatisk må eller bør gå igang, når børn oplever alvorlig sygdom så tæt på.

Der er simpelthen ikke ressourcerne. Desværre.

Til gengæld er der Scleroseforeningen, som jeg i år har været så heldig at blive ambassadør for i forbindelse med deres Kys Sclerose Farvel-kampagne. I scleroseforeningen arbejder man blandt andet for familierne til scleroseramte; for de pårørende, som selvfølgelig skal have de rette tilbud og altså, i særdeleshed børnene, som meget tyder på, indtil nu er blevet glemt en lille smule. Der er masser af hjælp at hente, som I kan se HER, omend det med garanti kunne gøres endnu bedre, hvis bare vi var lidt flere der støttede op om den vigtige sag.

Det gør ondt i mit hjerte, fordi jeg selvfølgelig godt forstår, at det må være særdeles hårdt for børnene – og åbenbart så hårdt, at det faktisk også har betydning for børnenes voksenliv. Et nyt ph.d studie viser nemlig, at børn af forældre med sclerose, påvirkes langt ind i voksenlivet, hvor man kan se at beskæftigelsesgraden er lavere, flere lever på førtidspension og flere har en bruttoløn under 250.000 kroner om året, blandt dem som er vokset op med scleroseramte forældre i forhold til dem, som er vokset op med raske forældre.

Av, altså.

Det er simpelthen ikke godt nok. Det er skide synd, er det og jeg synes virkelig det er noget vi bliver nødt til at gøre noget ved.

Sclerose er jo i høj grad en usynlig sygdom, som kun viser sig i fuldkommen uforudsigelige øjeblikke, og som rigtigt mange af os i virkeligheden ikke ved så meget om. Vi forstår ikke rigtigt sygdommen og det lader til, når det nu heldigvis ikke er noget man direkte dør af, at vi heller ikke synes det er så interessant at tale om, som så mange andre sygdomme, men det synes jeg altså er en kæmpe fejl, når det har så stor betydning; ikke bare for dem der rammes, med også for de pårørende.

For det er altså en skidetarvelig sygdom for at sige det rent ud og det er skide tarveligt, at den skal gå ud over både den sygdomsramte og de pårørende, hvor børnene og deres velbefindende og fremtid især ligger mig på sinde og jeg synes altså, at det er på tide, at vi får det frem i lyset. For tænk nu, hvis det var dig – eller mig – der blev ramt som den næste.

Jeg er så umådeligt stolt over at være blevet betroet den store opgave jeg føler det er, at være med til at udbrede kendskabet til scleroseforeningens fine stykke arbejde overfor både sygdomsramte og pårørende og jeg håber derfor også, at bare et par stykker af jer, vil hjælpe mig med at støtte den gode sag, både når det kommer til forskning og til gode tiltag for de pårørende. Det kan I gøre på mange måder – ved fx at sende en sms med teksten KYS30 til 1231, så støtter I scleroseforeningen med 30 kroner, eller hvad der svarer til en lille singleshot latte på en halvtarvelig café her i København. Det betyder meget. Lidt for mig og rigtigt meget for alle dem I gavner.