Category

Ikke kategoriseret

Category

Så kalder den igen (for vores vedkommende på mandag) hverdagen og al dens trummerum. Jeg ved godt, at jeg nok burde gøre som de fleste andre voksne og sige at jeg glæder mig, men virkeligheden er faktisk, at det gør jeg ikke. Denne her ferie har været så dejlig, at jeg på én eller anden måde ikke er klar til at give slip på den endnu, selvom selvfølgelig godt ved, at jeg skal. Jens skal i skole igen og på ét eller andet tidspunkt bliver jeg nok også nødt til at tage et seriøst kig på min mailbox, som har stået på autosvar i knap seks uger. For ikke at tale om min træning, som jeg akkurat nåede at prale med hvor dygtig jeg var til at huske hver dag, inden jeg glemte det igen, til fordel for lange hvidtbrødsholdige morgenmads-seancer og gammeldags vaffelis ad libitum. Jeg skal igang og jeg ved da også godt, at det nok i virkeligheden bliver smadderdejligt – lige nu kan jeg bare overhovedet ikke overskue det. De travle morgener, madpakkerne, møderne, de mange deadlines, sengetider, lusekæmninger, skoleintra og følelsen af nogle gange at have alt for få timer i døgnet til at få kabalen til at gå op. De fleste af jer kender det, vil jeg tro. 

Derfor har jeg tænkt mig at gøre mit allerbedste for at inkorporere nogle af de gode ting fra ferien. Bevares, jeg kan nok næppe tage swimmingpoolen på bjergsiden med den smukke udsigt med ind i hverdagen, selvom jeg (virkelig!) gerne ville. Til gengæld kan jeg tage lydbøgerne, som jeg lå ved poolen og lyttede til, med mig. Det blev nemlig ret meget en ting, det her med at lytte lydbøger, da vi var på ferie og selvom lydbøger ingenlunde er noget nyt fænomen for mig, så var det alligevel som om jeg fik min kærlighed til dem vakt til live i løbet af sommeren, hvor jeg kværnede adskillige bøger på dén måde.


Få 30 dages gratis lydbøger hos Mofibo med koden CB2018, som skal indtastes ved tilmelding via linket HER*

Tilbuddet gælder for alle nyoprettelser og udløber 10. september.


Nogle lyttede jeg til alene, andre lyttede jeg til sammen med mine børn og en enkelt lyttede jeg til sammen med Simon.

Af de bøger jeg lyttede til alene, vil jeg især fremhæve “Hvor der er fugle” af Maren Uthaug og “Den, der lever stille” af Leonora Christina Skov. To meget forskellige bøger, som hver især har taget mig ved hånden og fulgt mig ind i deres fortællinger. “Hvor der er fugle” er en slægtsroman, som i første ombæring måske virker en lille smule underlig. Eller kedelig, om man vil, men hvis man bare lige giver den en chance (som jeg personligt snildt kan når bogen er på lyd, hvorimod jeg bliver utålmodig, når jeg læser papirsbøger) så vil den pludselig begynde at folde sig ud på måder man aldrig havde forestillet sig. I løbet af bogen skifter den fortællekarakter flere gange og netop dét giver den en helt særlig dimension, som skaber grund for solid  eftertanke.

“Den, der lever stille” formoder jeg at de fleste af jer allerede har stiftet bekendtskab med på den ene eller den anden måde – i hvert fald har jeg sjældent set en bog få så meget omtale som dén bog har. Og med rette, for det ér en fin bog. Især, synes jeg, på lydbog, hvor det er forfatteren selv, Leonora Christina Skov i egen høje person, der læser den højt. Dét kan noget helt, helt særligt.

Når jeg lyttede sammen med børnene hittede især “Sallys Far”-bøgerne, som drengene (og jeg) skreg af grin over. Det er simpelthen så hyggeligt at lytte til lydbøger sammen med børn og jeg vil uden tvivl forsøge at bruge det noget mere derhjemme også, for eksempel som et godt alternativ til skærmtid på de eftermiddage, hvor børnene mest af alt bare har brug for at splatte ud på sofaen.

Mest overraskende var dog glæden over at lytte til en bog sammen med Simon. Vi lyttede til Annemette Hancocks nyeste roman, “Mercedessnittet” og det var fantastisk! At være sammen om at lytte til en usædvanligt spændende krimi som Mercedessnittet, var jo intet mindre end genialt, fordi vi kunne gyse sammen og diskutere den undervejs. Det viste sig faktisk, at vi hver især havde hæftet os ved forskellige detaljer og det gjorde derfor kun spændingen større, at have én at forsøge at løse mysteriet om den forsvundne dreng, som bogen handler om, sammen med. Som en bonus, kan jeg fortælle at bogen er indlæst af Jon Lange, som er gift med min søde kollega Mette Marie fra twinpeaks.dk og han er altså en usædvanligt dejlig oplæser. Jeg ved selvfølgelig ikke om det er fordi jeg kender ham, men jeg synes han gav mig en fornemmelse af tryghed igennem en bog hvor jeg ellers var alt andet end tryg flere gange, hvor handlingen gav mig mavekriller og lyst til at bide negle, fordi det var så spændende. Den er virkelig et lyt værd; både som alene- og som par-bog.

Hvor mange bøger Simon og jeg kommer til at lytte til henover de næste måneder kan jeg (desværre) godt betvivle, eftersom den ene af os (som ikke er mig) har det med at arbejde 70+ timer om ugen, men til gengæld er det sikkert og vist, at jeg kommer til at fortsætte den gode stime med at lytte til bøger sammen med mine børn – og sammen med mig selv. Faktisk har jeg tænkt mig, at jeg vil prøve at træne sammen med mine lydbøger. Jeg tænker at 30 minutter på sleep-timeren passer meget godt med at jeg kan få kørt alle mine øvelser igennem et par gange derhjemme på stuegulvet og på dén måde bilder jeg mig ind at jeg ligefrem kan komme til at glæde mig til dagens træning. Hver dag, helst. Oh well, nu må vi se – intentionerne fejler i hvert fald ingenting 😉

Uanset hvornår, hvordan og i hvilket selskab du helst vil lytte til dine lydbøger, så har jeg i forbindelse med nærværende indlæg,  fået lov til at give dig (og alle dem du kender) 30 dages gratis lydbøger hos Mofibo med koden CB2018, som skal indtastes ved tilmelding via linket HER*. Når du tilmelder dig, bliver du bedt om at indtaste dine kortoplysninger, men der bliver altså ikke trukket nogle penge før efter de 30 dages gratis abonnement og hvis du inden da finder ud af, at det alligevel ikke var noget for dig med lydbøger, ja, så afmelder du dig selvfølgelig bare igen – uden at betale en krone.

Jeg er i hvert fald usædvanligt glad for mit abonnement, og min eneste udfordring synes at være, at finde ud af hvilken bog jeg skal give mig i kast med som den næste. Jeg overvejer “Dødevaskeren” af Sarah Omar, men jeg ved ærligt talt ikke om jeg tør at høre den alene… Gys!

Særligt i årene hvor jeg arbejdede som jordemoder og ikke just væltede mig i sommerferie virkede somrene altid så frygteligt korte, men nu hvor jeg har et skolebarn som rent faktisk har ferie i hele seks uger i træk, så har jeg helt tydeligt igen mærket hvor lang sådan en sommerferie kan synes at være når den begynder og hvor hurtigt den pludselig lader til at være forbi. Om halvanden uge er det slut med sommerferie og hej til 1.klasse for min lille, store Jens og jeg ved sgu ærligt talt ikke om jeg er klar.

Heldigvis lader Jens til at være meget mere klar end jeg og da vi forleden fik fyldt penalhuset op med nye skrive- og tegnesager stod det ret tydeligt for mig, at han glæder sig.

Det er som om det er nu det for alvor begynder at gælde, det her skoleliv. Han har for længst fået sit skema, med rigtige fag og jeg tænker at det, nu hvor skolen ikke længere primært er legetid og “lær-at-sidde-stille”, er særligt vigtigt, at han har penalhuset fyldt med ting af høj kvalitet. På den måde behøver han ikke at koncentrere sig alt for meget om tørre tuscher og blyanter der knækker konstant, men kan forhåbentligt koncentrere sig om dét der er vigtigt: at lære.

Jeg er gået til klassikeren over skriveredskaber: BIC, som har fået lov til at præge penalhuset både på tuscher og farveblyanter, efter vi har fået et par sæt tilsendt til test derhjemme. (Det forkælede bloggerliv, jeg ved det – men til jer andre kan jeg fortælle at de altså ikke koster alverden, hvis man bor i nærheden af en Bilka hvor de kan købes).

Hvis vi nu lige starter med at snakke lidt om farveblyanterne, BIC Kids Evolution, så er der tre ting ved dem som får dem til at adskille sig fra andre farveblyanter.

– Deres farvetæthed, hvilket betyder at man ikke skal tegne særligt meget eller særligt hårdt med dem for at de giver rigtigt fin farve. På dén måde er de lette at have med at gøre, samtidig med at man ikke bruger særligt meget farve til almindelig farvelægning.

– Angiveligt skulle de ikke knække så let. Det er vildt smart især til farveblyanter til penalhuset, fordi jeg forestiller mig at den slags har det med at blive håndteret lidt voldsomt. I ved, når tasken bliver smidt hen langs gulvet, så skal blyanterne gerne kunne holde, så ikke de knækker hver eneste gang man spidser dem.

– De er meget, meget lette at spidse. Vigtigt!

Tuscherne, BIC Kid Couleur, er selvfølgelig en helt anden snak, eftersom dén slags ikke skal spidses. Tuscherne udmærker sig – udover at være i flotte farver og gode at tegne med, selvfølgelig – ved, at de er lette at vaske af. Sådan helt vildt! Både den ene og den anden af mine drenge “kom til” at tegne på deres hænder, da vi for nogle uger siden sad og tegnede sammen derhjemme og det krævede ikke mere end få sekunder under vandhanen, førend farven blev vasket af deres små bløde fingre, som I også kan se i vores lille video her nedenfor. På pakken til tuscherne står også, at farven skulle gå let af tøj, men det har vi – heldigvis – endnu ikke haft anledning til at teste, så dén del må indtil videre stå uvist hen, meeeen mon ikke man kan stole sådan nogenlunde på hvad der står? Det tænker jeg 🙂

Hvis I har fået lyst til selv at teste tuscherne og farveblyanterne fra BIC, kan I som sagt købe dem i Bilka eller også kan I også skynde jer ind på min instagramprofil, hvor jeg om et par dage udlodder to pakker farveblyanter til hele 10 heldige følgere 🙂

Og når så I har gjort det, så kan I jo overveje at slå et smut ind forbi BICs hjemmeside, hvor de har et “børnehjørne” hvorfra jeg blandt andet har printet drengenes kopier ud. Der findes masser af forskellige motiver, små opgaver og andet sjovt for børnene – det foregår lige HER.

Video HER: https://vimeo.com/280659948

 

Solen har skinnet, livet har i overordnet forstand behandlet mig pænt og alligevel har jeg haft det lidt som om jeg har befundet mig i et besynderligt vakuum de seneste par måneder.

Jeg tror mest af alt, at det handler om mit bækken. Eller altså, mit bækken som jo så har vist sig at være min ryg, eftersom jeg tilsyneladende har en diskusprolaps, som skulle være den overordnede synder. Jeg har ofte tænkt, at det sørensus’me godt nok er heldigt, at jeg har et job som jeg har, for hvis jeg havde haft et helt almindeligt job, hvor jeg død og pine skulle præstere og møde op otte timer i streg hver eneste dag, så havde jeg været nødt til at få mig en sygemelding. For det har eddermamer været slemt. Ja, det er det sådan set stadig nogle dage, men efter langt om længe at have anerkendt det faktum at jeg ikke hverken er i stand til at sidde ned i flere timer ad gangen eller at bære bære rundt på mine børn, så går det faktisk fremad, tror jeg.

Forskellen for mig nu er selvfølgelig bare, at jeg er selvstændig og hvis jeg bliver syg, ja, så er der altså ikke nogen til at samle mig op, hvorfor jeg har forsøgt at skrue lidt på knapper og prioriteter, for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Uden en sygemelding, som jeg alligevel slet, slet, slet ikke ville kunne overskue, vel at mærke.

Bloggen er – som nogle af jer venligt har bemærket og kommenteret – alligevel blevet nedprioriteret en smule, for at jeg i stedet har kunnet koncentrere mig om min kommende bog, som jeg endelig i dag, efter at have summet lidt over den i weekenden, har rettet til og sendt i fuld længde til min søde redaktør, Louise.

Jeg sendte den til hende et stykke over middag og selvom jeg igennem de seneste uger sådan har glædet mig til at blive færdig med at skrive på bogen (som selvfølgelig stadig skal rettes lidt til og strammes op under kyndig vejledning fra Louise, fordi det er den slags hun er mega god til), så har i dag alligevel føltes sådan lidt underligt tom. Jeg har for at sige det ret ud, ikke lavet en fløjtende fis. Jeg har set lidt netflix, ligget lidt på sofaen, set virkeligt mange stories på instagram, lagt ny neglelak, lavet rygøvelser, drukket kaffe – og ikke rigtigt andet. Jeg har sågar ligget på min sofa, uden andre planer end at blive liggende og bestilt dagligvarer fra nemlig, i stedet for lige at køre ud og handle dem ind. Dét er eddermamer dovenskab. Jeg har ikke kunnet samle mig om en skid og det er som om, at jeg slet ikke lige kan finde ud af, hvad pokker jeg nu skal bruge tiden på, når jeg ikke længere bruger al min energi på at skrive min nye bog (som jeg i øvrigt har den vildeste optur over fordi jeg faktisk tror den bliver meget bedre end dens forgænger!).

 

Okay, så prøvede jeg da godt nok på at være lidt velforberedt til at drengene kommer hjem i morgen (på samme måde som jeg plejede at være det præ-diskusprolaps, med hjemmebagte boller og dén slags) men så åbnede jeg køleskabet og opdagede at den der pakke gær jeg mente jeg havde, blev for gammel for lidt over  to måneder siden og så blev den plan ligesom skudt i sænk. Ja, og så bestilte jeg bare nogle købe-boller fra nemlig og gik tilbage til min position i sofaen, hvorfra jeg nu prøver at finde ud af, hvordan pokker jeg skal kravle ud af mit lille vakuum og komme tilbage ud til en virkelighed, hvor gæren for eksempel ikke bliver to måneder for gammel.

Det har – set med mine øjne – altid været et kæmpe stort problem, at kun de historier om sex, død og ødelæggelse for alvor har kunnet skabe spalteplads i vores mediebillede. Det gik sådan for alvor op for mig, da jeg for små 10 år siden begyndte at blive opmærksom på hvordan HIV var blevet fremstillet i medierne igennem årene. Dengang i firserne, hvor folk døde på stribe skabte det – selvfølgelig – et værre palaver af forsider, overskrifter og den ene store artikel efter den anden. I 1996 fandt man, til hvad der i mine øjne burde have været verdens største lettelse, endelig en metode til at kunne holde HIV-virus nede på et niveau, således den smittede rent faktisk kan fungere fuldstændigt som en ikke-smittet person. Et gigantisk gennembrud, der – igen, set med mine øjne – burde have sendt chokbølger af lettelse, glæde og fejring igennem verden, fordi behandlingen rent faktisk betyder, at såfremt alle smittede får den, vil vi i løbet af ganske få generationer kunne udrydde HIV.

Der blev bare ingen overskrifter. Fordi de gode nyheder ikke sælger nær så godt som de dårlige.

Selv 15 år senere, da fødte mit første barn, som jeg havde lavet i samarbejde med en HIV-smittet (og velbehandlet, selvfølgelig) mand, var der stadig mange, som ikke anede, at man kunne leve – og dét endda helt som alle andre – med HIV hængende over hovedet.

Og netop derfor blev jeg simpelthen så kisteglad, da jeg for et øjeblik siden slog min computer op, imens resten af familien stadig sover, og blev mødt af overskiften på dr.dk:

HPV-vaccine virker: markant fald i forstadier til kræft

HPV-vaccine virker: markant fald i forstadier til kræft

Ja tak, mand! ENDELIG.

Jeg ved selvfølgelig godt, at den slags næppe skaber samme antal kliks og postyr som en overskrift med modsatte fortegn ville have gjort, men hvor er det dog bare vigtigt, at vi får det ud over stepperne! Vi skal vide de her ting. Vi skal kende de gode historier og vide hvad der kan hjælpe os og det sker altså kun, hvis vi (også) læser denne her slags artikler.

HPV-vaccinen virker rent faktisk efter hensigten – ikke fordi jeg nogensinde har været i tvivl om det (og ja, jeg er også selv vaccineret) som I nok ved hvis I for eksempel også læste med i indlægget “dengang hun døde” jeg skrev for et lille års tid siden – men ovenpå alle de skræmmehistorier vi efterhånden har fået tudet ørerne fulde af, i forbindelse med vaccinen, så synes jeg edderbroderme, at det er en vigtig nyhed. Livmoderhalskræft er sådan en kræftform som unge kvinder rent faktisk dør af. Unge mødre, koner, veninder og døtre, som dør fra alt det de har, fordi de har fået kræft. En ubarmhjertig sygdom, som vi rent faktisk har fået nogle midler til at holde fra døren for helt op imod 90% af alle tilfælde. Dét synes jeg er en vigtig, vigtig nyhed og jeg håber derfor, at I vil fortælle det til jeres venner og veninder, så vi – selvom overskriften ikke skaber hverken kliks eller likes – kan få spredt den gode nyhed.

Der skal være plads til de gode nyheder også!

Det er med en lille smule vemod, at jeg skriver dette indlæg om mit – vores – lille kontor, Andedammen i Nybrogade, som lukker efter to års vidunderligt virke. Det føles næsten som om en æra slutter, men heldigvis er det kun for at endnu én kan begynde og til dét, glæder jeg mig!

Det hele startede med en brandert på en Byens Kro tilbage i foråret 2016, hvor Sneglen – eller Cecilie, som hun hedder – og jeg sådan for alvor snakkede sammen første gang. Vi klikkede straks og med min ivrige lille iværksætterhjerne på spil, gik der ikke længe førend vi havde fundet de her sjældent udbudte og helt, helt perfekte lokaler i indre København, som vi ville gøre til vores helt eget bloggerkontor. Københavns første, endda! Det var – eller føltes i hvert fald som – verdens bedste beslutning, da vi for akkurat to år siden i dag, dansede sejrsglade rundt, over at have fået nøglerne til vores nye kontor. Og det har virkelig været godt. Kæft, hvor har det være godt, mand!

Men nu er det på tide at komme videre. Ikke fordi Cecilie og jeg ikke længere har et fint og godt samarbejde som kontorduller eller fordi vi ikke længere elsker vores lille Andedam, men fordi vi i virkeligheden allerhelst vil sidde sammen med vores kollegaer i Confetti CPH.

Mange har været forvirrede over hvad forskellen på Andedammen og Confetti var og jeg forstår godt hvorfor. Men altså, Andedammen er Cecilies og mit kontor (hvor vi har haft seks bloggere siddende) og Confetti er vores agentur, som vi deler med med Mette Marie og Christina Dueholm. Vi har et rigtigt godt samarbejde i Confetti og det giver derfor virkelig god mening for os, at dele et fælles kontor, frem for at have forskellige kontorpladser rundt om i byen, og nu har vi simpelthen lige akkurat fået tilbudt de HELT rigtige lokaler til formålet, hvilket altså betyder, at Cecilie og jeg har kigget hinanden virtuelt i øjnene (fordi hun pt befinder sig et sted i Sydfrankrig sammen med sin lille cirkusfamilie) og over et par sms’er besluttet, at opsige vores lokaler i Nybrogade.

Et-par-og-halvfjerds kvadratmeter virkeligt fine erhvervslokaler fordelt på tre rum, køkken og bad med udsigt over Frederiksholms kanal og den store plads bag Christiansborg , som vi nu håber at kunne finde nye lejere til allerede inden 1. august, så hvis I kender nogen der kunne have lyst til eller brug for lige akkurat dét, så send os gerne en mail på andedammencph@gmail.com 🙂

Jeg LOVER at det er nogle usædvanligt dejlige, “skæve” og gode lokaler, fyldt med god karma og – hvis man vil beholde den – den fineste lyserøde væg 🙂

Solen skinner, som blev den betalt for at gøre det. Det første barn vågnede klokken seks og den anden en halv time senere, nogenlunde samtidig med at jeg stod op og bryggede mig den kop kaffe, der gav mig øjne. To skåle havregryn med sukker, lidt legobyggeri, en hulens masse tandbørstning og sidste hånd på pakningen senere, var vi klar til afgang. Vi er nemlig så heldige at være blevet inviterede en tur til Nordjylland, af Landal Rønbjerg (hvilket altså er at betragte som en reklame-agtig-tur, fordi jeg ikke selv har betalt, hvis nogen skulle være i tvivl)  og jeg GLÆDER mig! Nordjylland er uden tvivl dén landsdel jeg har bevæget mig mindst i og alligevel har jeg en klokkeklar forventning om fantastisk natur og en ro, som selv må være at finde på et feriecenter. Og hvis ikke, så fyrer vi den af på hoppepuden, i vandrutschebanen og i pizzabuffeten 😉

Nu er vi i alle tilfælde på vej. Simon kører bilen, drengene læser bøger på bagsædet og jeg skriver blogindlæg og ærgrer mig kun en lillebitte smule over, at jeg ikke nåede (læs: prioriterede) at købe nyt badetøj. Jeg har ligesom bare ikke rigtigt kunnet overskue det med blege vinterben og til stadighed alt for meget blød hud i maveregionen. Jeg tænker dog at denne badedragt (reklamelink) må kunne noget godt. Så skal jeg bare finde ud af om jeg bedst kan lide den med striber eller print. Den sorte udgave er næsten for kedelig, ik’?

Nu kalder færgen. Kan I have en rigtigt dejlig pinse ❤️

Det er alle gravides værste mareridt, at få beskeden om, at baby – helt fremme omkring terminstidspunktet – ikke længere er i live, inde i maven. Heldigvis sker det meget sjældent, men ikke desto mindre sker det for nogen. Her, for en kvinde som var gravid med barn nummer to og som med denne hjerteskærende beretning tager os med helt tæt på, igennem dét der viste sig at blive hendes livs værste mareridt. Med til historien hører en længere beretning om efterforløbet, men den må I vente med at læse til næste fredag <3

Det var en dejlig dag, jeg var endelig nået til uge 36+0 i graviditeten. Jeg fødte vores datter i uge 35+6, så det var en sejr, at jeg nu var det længere henne i graviditeten.

Jeg var til jordemoder om morgenen, og alt var perfekt, hjertelyd, mit blodtryk og urin mv.

Jeg havde det rigtig godt trods bækkenløsning. Jordemoderen skønnede vores søn til at veje ca. 2900 gram, og til at have sat sig fast – klar til at blive født. Vores datter vendte forkert, altså med numsen nedad, så hun blev født ved kejsersnit. Dette ønskede jeg ikke denne gang, idet jeg gerne ville hjem fra sygehuset hurtigst muligt, samt gerne ville kunne løfte vores datter på to år efter fødslen.

Jeg gik fra jordemoderen og var rigtig glad, og skrev til min mand, at vores dreng nu var klar til at komme ud, og han havde sådan en fin størrelse. Jeg håbede dog, at han ville vente med at komme ud til jeg var fulde 37 uger henne…

Næste dag

Jeg startede dagen med at aflevere en urinprøve til lægen, idet jeg troede, jeg havde blærebetændelse, da jeg havde haft mange plukveer om natten.

Jeg skulle spise frokost med en veninde, og jeg havde købt en slush ice. Jeg syntes ikke rigtig, at jeg mærkede nogen aktivitet fra maven; baby i maven plejede ellers altid at være meget aktiv, når jeg spiste/drak noget koldt.

Jeg tog af sted til akupunktur ved jordemorcentreret, og der plejede jeg at ligge på maven, så jeg tænkte, at der måtte baby jo være lidt aktiv. Men jeg mærkede intet. Jeg fortalte jordemoren om den manglende aktivitet, da jeg jo var bekymret, men jeg vidste også godt, at jo længere henne man var i graviditeten, jo mindre liv ville man mærke pga. pladsmangel, og jeg havde jo ikke prøvet at være så langt henne i en graviditet før. Hun sagde, at jeg måtte love hende, at hvis jeg var i tvivl om noget, eller bekymret, så skulle jeg kontakte fødeafdelingen.

Jeg gik fra jordemodercentreret ca. kl. 15.30, hvor jeg satte mig i bilen, og ringede til min mand, og fortalte ham om min bekymring. Han sagde, at jeg jo lige så godt kunne tage forbi fødeafdelingen, nu hvor jeg jo var så tæt på. Han kender mig, og ved at jeg bare vil tænke på det hele tiden, hvis jeg ikke lige fik det tjekket.

Jeg ringede til fødegangen kl. 15.35 ca. og de sagde jeg var velkommen, men at der ville være lidt ventetid. Jeg var ved fødegangen ca. kl. 15.40. Jeg meldte min ankomst, og sad og ventede på en stol udenfor. Tiden var lang! Jeg forsøgte at drikke noget vand, og nusse min mave, men der var ingen aktivitet. Jeg blev mere og mere nervøs, jeg begyndte at svede, og blive utilpas. Jeg skulle sådan tisse, men turde ikke forlade min plads i tilfælde af, at det ville blive min tur, og de troede, jeg var gået hjem. Heldigvis kom der en dame forbi, som skulle besøge en på sygehuset, jeg spurgte, om hun ville holde øje for mig, om der kom nogen og spurgte til mig, mens jeg gik på toilettet, og det ville hun gerne. Der var stadig ingen der spurgte til mig.

Gangen hvor jeg sad og ventede var tom, tiden gik langsomt! Der kom dog en læge forbi, og sagde, at jeg havde en enorm smuk mave, – det havde jeg også. Den var fin rund og tung. Ja børnene i min datters vuggestue havde ret, det lignede, at jeg havde slugt en fodbold.

Endelig blev det min tur – kl. var vist lidt over 17. Jordemoderen spurgte mig, hvorfor jeg kom, og jeg fortalte om min bekymring. Hun ville køre en strimmel, som de kalder det. Da hun satte apparatet på min mave, var der ingen aktivitet – Jeg blev meget nervøs! – Jordemoderens telefon ringede hele tiden, så hun forlod mig. Da hun kom tilbage, prøvede hun at lytte hjertelyd med en doptone, men kunne ikke finde noget.  Hun spurgte til, hvor jordemoderen havde lyttet dagen før – stadig ingen hjertelyd – jeg blev mere og mere nervøs, kunne mærke at mine kinder brændte! Jordemoderens telefon blev ved med at ringe, så hun forlod mig igen! Jeg lå helt alene, og var rigtig nervøs og bange. Hun kom tilbage med en scanner, den tog lang tid om at starte op, så hun forlod mig igen, igen.

Jordemoderen kom tilbage og ringede efter en fødselslæge, som så kom og scannede mig. Jeg kunne på scanneren se en rigtig stor dreng. Uden hjerteaktivitet!! Der var intet der blinkede. Det kunne ikke være rigtigt! Ventede bare på at lægen ville sige, at alt så fint ud. Men hun klappede mig på benet og sagde: ”ja det er desværre slut”. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre, 1000 tanker fløj gennem mit hoved.

Lægen spurgte, om der var nogen, jeg kunne ringe til, og jeg sagde, jeg kunne ringe til min mand.

De forlod mig, både jordemoderen og fødselslægen. Jeg ringede til min mand, og han var helt i chok. Han kunne ikke rigtig forstå det. Men ville komme med det samme. Han var alene hjemme ved vores datter, så han fik ringet efter sin mor, som kunne tage sig af vores datter, og hans søster som kunne køre ham på sygehuset, da jeg jo havde bilen.

Jeg ringede til min mor, hun kunne ikke forstå, hvad jeg sagde, idet jeg græd så meget. Hun ville komme med det samme, men de bor 200 km væk! Hun foreslog mig, at ringe til min moster, som bor tæt ved, og som også skulle med til fødslen. Min moster kunne heller ikke helt forstå situationen, men hun ville komme med det samme, hun boede ca. 20 minutters kørsel fra sygehuset, hvor vi boede 30 minutter der fra.

De 20 min var et helvede!!! Der var ingen der kiggede til mig, kun én gang, jordemoderen spurgte lige, om jeg ville have en tår saft.!! Ellers var jeg helt, som helt alene!!

Endelig kom min moster!! Hun trøstede mig, selvom det ikke helt var gået op for mig, hvad der var sket, og hvad der skulle ske. Noget tid efter kom min mand og hans søster, de var begge rørt.

Der gik lang tid før jordemoderen kom. Da hun endelig kom, forklarede hun, at den normale procedure var, at man går hjem, og snakker om, hvad der var sket, og skulle man komme næste dag og få en stikpille, som ville sætte fødslen i gang, men at det kunne tage op til tre dage før der skete noget. Jeg kunne mærke, at jeg ikke vil kunne klare at komme hjem til min datter, og skulle gå og være ked af, at vi havde mistet vores barn, som oveni købet lå død i min mave!! Han skulle bare ud så hurtigt som muligt, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Jeg ville sættes i gang med det samme! Imens var jordemoderen gået igen, da hendes telefon ringede – igen, igen.

Jeg fortalte min moster og min mand, hvordan jeg havde det, og at jeg bare ville have vores søn ud nu! Vi snakkede om, at jeg tidligere havde fået kejsersnit, og det ville jeg ikke denne gang, da jeg jo gerne ville hjem fra sygehuset så hurtigt som muligt.

Når man tidligere har fået kejsersnit, havde jeg læst, at man typisk vil blive sat i gang med et ballonkateter. Så da jordemoderen kom igen, foreslog vi dette. Hun tøvede noget, men ville prøve at forhøre sig, så hun gik igen.

Da hun vendte tilbage oplyste hun, at det var en mulighed, men så skulle jeg indlægges og indirekte sagde hun, at de ikke havde tid og plads til mig. Jeg spurgte direkte, om det var derfor, og det ville hun ikke rigtig svare på. Hun sagde, at hvis det blev nødvendigt måtte de jo finde en stue til mig. Jeg spurgte, om det så ikke var muligt, at de kunne sætte mig i gang på nabo sygehuset, nu hvor de havde så travlt på dette sygehus. Hun ville forsøge at se, hvad hun kunne gøre.

Det tog så lang tid, så det endte med at min moster ringede til nabo sygehuset, for at forhøre sig. De ville gerne tage imod mig, vi skulle bare komme. Vi prøvede at få fat i jordemoderen, men hun var i fuld gang med et eller andet. Min moster fik fat i en anden jordemoder, som gjorde mine papirer klar til nabo sygehuset og ca. kl. 19.30 tog vi af sted til nabo sygehuset.

Da vi ankom til nabo sygehuset, kom der en sød jordemoder og tog i mod os. Vi fortalte hende alt, hvad der var sket  og vores oplevelse på det tidligere sygehus. Vi forklarede hende, at jeg gerne ville sættes i gang med det samme, med et ballonkateter og det accepterede de.

I mellemtiden kom mine forældre, og det var dejligt for mig. Jordemoderen serverede kaffe og saftevand for os, og var rigtig god til at lytte. Jeg følte virkelig, at hun kunne forstå den svære situation jeg var havnet i, og tog sig godt af mig.

En fødselslæge og jordemoderen sørgede for, at jeg fik sat et ballonkateter op. Kl. var ca. 22. Jeg skulle blive og sove på sygehuset, så min mand og min far kørte hjem for at hente noget tøj mv. Min mand blev og sov hos mig. Vi fik begge noget beroligende at sove på. 

Næste morgen

Der var kommet en ny jordemoder på vagt, som også var meget sød og god til at lytte. Vi fortalte om vores oplevelse mv. og hun fortalte, at det nok var hende der skulle tage imod barnet. Hun forklarede hvordan det hele skulle forløbe – vandet ville blive taget, og hvis der ikke skete noget, vil jeg skulle have et ve-drop.

Lægerne tog en fostervandsprøver og prikkede bagefter hul på fostervandet. Der var masser af vand, blev helt våd i nakken af alt det vand. Men vandet var fint og klart.

Vi gik alle ned og spiste lidt frokost – min mand, jeg, min moster og mine forældre. Det var svært at skulle spise noget, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at have kræfter til at kunne føde. Imens vi spiste, kunne jeg mærke, at der begyndte at komme veer.

Vi blev vist ind på en fødestue, og jeg fik lidt smertestillende. Veerne tiltog og jeg ønskede en epiduralbedøvelse. Narkoselægen kom, og jeg fik lagt bedøvelsen omkring kl. 14.30. Det var en dejlig følelse, jeg kunne ikke længere mærke nogen smerte.

Da jordemoderen tjekkede mig, fandt vi ud af, at jeg ikke udvidede mig nok, så vi blev enige om, at jeg skulle have lagt ve-drop. Det hjalp. Jeg kunne ikke mærke så meget, men fik presseveer. Jeg fortalte jordemoderen om min frygt for at briste under fødslen, så jeg vidste, at samarbejdet med jordemoderen var vigtigt.

Jeg syntes også, at vi begge var gode til at samarbejde, og jeg gjorde alt for at lytte til hende, og vi havde god øjenkontakt til hinanden.

Jordemoderen mærkede på min mave, hvornår jeg havde presseveer, og hun guidede mig godt igennem, hvad jeg skulle gøre. Min mand sad ved min side og min moster hjalp sygeplejersken med at holde mine ben. Min mor og min mands søster sad og ventede udenfor.

Jeg kunne pludselig se hovedet komme ud, og nogle presseveer efter kom resten af kroppen, jeg lagde mig ned, og det føltes som om noget fløj ud af mig, og det var moderkagen der kom ud. Jordemoderen undersøgte mig, og på daværende tidspunkt oplyste hun mig, at jeg var helt intakt – altså at jeg ikke var bristet. Kl. var ca. 19.30.

Vores søn var 52 cm, og 2990 gram.

Jeg ville ikke se vores søn, før jeg har helt klar. Jordemoderen var stadig i gang med mig. Hun oplyste, at jeg blødte meget, og at hun gerne ville have en læge til at se på mig. Da lægen kom, oplyste hun, at hun gerne vil have mig på operationsbordet, så hun kunne gøre sit arbejde godt. Puha tænkte jeg, da jeg aldrig har prøvet at blive ”opereret” før, dog havde jeg fået et kejsersnit.

Jeg ville stadig ikke se vores søn, før jeg kom tilbage fra operationen, idet jeg så ikke ville kunne ”overskue/klare” operationen. Jeg troede jo ikke, at det ville tage så lang tid.

Det var rigtig koldt på operationsstuen og jeg fik derfor nogle varme tæpper over mig. Jeg rystede og rystede, og de prøvede alle at berolige mig. Jeg fik også noget beroligende i droppet op til flere gange. Jeg kiggede på klokken, og den var nu 21. Jeg turde ikke kigge på klokken mere. Jeg følte at det sortnede for mine øjne, og at jeg var fjern. Jeg blev mere og mere nervøs. Jeg kunne ikke klare at høre på maskinen, der bippede hele tiden, og spurgte, om de ikke kunne skrue ned for lyden, hvilket de gjorde.

Jeg var helt tør i halsen, og de var så søde at ”fodre” mig med nogle isterninger. Jeg turde ikke åbne mine øjne, da det hele drejede rundt, når jeg åbnede dem. Dem der var til stede snakkede om, at jeg havde mistet meget blod, og at de skulle veje servietterne, for at følge med i hvor meget blod jeg mistede. Jeg havde ikke en høj blodprocent i forvejen, så jeg var rigtig, rigtig bange. Jeg tænkte hele tiden på, om det nu var slut, og at vores datter og min mand så også ville miste mig. Jeg troede virkelig jeg skulle dø.

Jeg spurgte flere gange, om jeg ikke skulle have noget blod, men de oplyste mig, at de havde styr på det, og at jeg havde en blodprocent på 5, og den måtte komme helt ned på 4,5 før det var kritisk. Det syntes jeg jo ikke, der var længe til. Så jeg begyndte at snakke med narkosesygeplejersken, bare for at sikre mig selv om, at jeg stadig var i live. Jeg spurgte, om de ikke kunne ringe og informere min mand om, at jeg havde det godt, idet jeg syntes, det hele tog så lang tid. Omkring kl. 23 var jeg endelig færdig.

Jeg blev kørt op på fødestuen igen. Her ventede min mand og min mor. Min mor havde vasket, og givet vores søn tøj på. Hun snakkede lidt med mig, inden hun tog derfra.

Da min mand og jeg var alene, fik jeg vores søn over til mig i mine arme for første gang. Han var en rigtig flot dreng, som lignede vores datter, da hun blev født. Det lignede at han bare sov, men jeg kunne godt mærke, at han var kold og slap…

Man kunne vel nærmest godt slippe afsted med at sige, at vi er blevet veninder, Kristina, som tager mange af mine billeder og jeg. Ganske uventet i øvrigt, eftersom der er mere end 10 års aldersforskel på os, men ikke desto mindre, så hilser jeg altid nye venskaber velkommen og søde Kristina er altså, som jeg også skrev engang HER, en lille stjerne, der får min himmel til at lyse en lille smule mere klart.

Derfor var der heller ingen tvivl om at hun  skulle med en tur på min yndlingsrestaurant, da hun i går foreslog at vi spiste en god frokost sammen. Trio, selvfølgelig! Siden jeg fik (altså, købte!) den mest vanvittige nytårsmenu derinde, har jeg været en sucker for dét sted og så er der simpelthen så mega pænt, at mit lille bloggerhjerte nærmest har slået et ekstra slag, hver gang jeg har tænkt på, at få taget nogle billeder deroppe. Som jeg altså – med Kristina som min kompagnon – fik taget i går. Vi startede med at mæske os i en flot, pink Clover Club (som er blandt verdens bedste cocktails, hvis nogen spørger mig – de har den ikke på cocktailkortet på trio, men de erfarne bartendere derinde kan altid trylle sådan én frem, så prøv den endelig, hvis I kommer på de kanter) i barområdet på 9.etage, inden vi gik videre på 10.etage og fik en udsøgt frokost, hvor jeg simpelthen bliver nødt til at fremhæve deres fiskefrikadeller med hjemmerørt remoulade. Seriøst! Det er verdensklasse, ha ha! Normalt kan jeg ikke fordrage remoulade, med mindre der er en heeeelt tynd stribe i en ristet hotdog, men trios remoulade, ik’? Jeg kunne spise den med en ske!

Nuvel, jeg satte selvfølgelig tænderne i både fiskedelle og remoulade, inden Kristina nåede at få taget et billede, men jeg lover jer, at det er et besøg værd. Ligesom hesterejerne fra Rømø, som er på billedet nedenfor i øvrigt også er det…

Jeans HER // (Lignende) skjorte HER // Taske HER

Efter frokosten besluttede Kristina og jeg at udnytte mine wildcards, hvorfor vi tog i Tivoli, hvor vi gik målrettet efter mine to yndlingsforlystelser, Dæmonen og Det Gyldne Tårn, inden vi krammede farvel og jeg cyklede tilbage mod Østerbro og mine børn.

Arghmen jeg er kæmpe fan! Af Kristina, af venindedates, af trio, af Tivoli og af dét cool og girly outfit jeg var trukket i. Bukserne, som er en lille smule stumpede i længden, købte jeg sammen med dem jeg også skrev om HER og jeg er vild med dem! De giver mig – synes jeg selv – en ret fin figur og så synes jeg bare at de er super seje. Især i kombination med et par stiletter og en fin skjorte. Skjorten er købt i Gina Tricot, men jeg har desværre ikke kunnet finde den online – til gengæld har den en anden fin én, der ligner lidt HER. Tasken, som jeg synes er sej, købte jeg på udsalg i går – til sølle 125 kroner lige HER.

Hvis nu nogen af jer, skulle have fået lyst til at besøge trio, så er det sådan en lidt New Yorker-VIP-agtigt sted, som ikke just skilter stort med sig selv (det får i hvert fald mig til at føle mig lidt VIP at komme der), men det ligger altså i Axel Towers, hvor de har deres egen lille, nærmest hemmelige elevator (lige overfor Wallmanns og Pumpehuset), som man tager op til 9.etage. 

 

Hvad jeg ikke fortalte, da jeg i går viste et lillebitte glimt af lykke fra kolonihaven, frem på min instastory, var, at jeg få minutter senere kunne erfare, at vinteren og den dertilhørende frost, rent faktisk – og kæmpe desværre! – havde gjort skade i mit lille svenskrøde træhus. Pis, mand! 

Som det mest naturlige i verden startede jeg selvfølgelig med at ringe til min far, som også var ham jeg konsulterede, da jeg for nogle måneder siden tømte hanerne og lukkede for vandet derude. Ork, det er ingenting sagde han, imens han lovede at komme over i weekenden og inspicere skaderne, hvis ikke jeg selv kunne få styr på dem  inden da.

Jeg kan sgu da ikke få styr på en vandskade, tænkte jeg i mit stille sind og dobbelttjekkede at vandforsyninger til huset igen var lukket, inden jeg samlede drengene sammen og kørte tilbage mod København.

I nat drømte jeg om mit lille hus. Om en langhåret fyr, der fortalte mig at den var helt gal og at vi skulle grave ud og at jeg altså var nødt til at få en radiolog ud og gennemstråle alle vægge og gulve for at klarlægge alle de skader der tydeligvis var. Jeg mindes at jeg studsede over hvad det var radiologen skulle og hvorfor det lige var sådan én jeg skulle starte med at hyre, men formentlig fordi jeg engang er blevet vold-snydt af en VVS-mand, som forsøgte at charge mig 46.000 for mindre end én dags arbejde og et hus der i øvrigt stadig stod uden varme (i februar måned), tænkte jeg at det nok alligevel var en god idé at få fat i en radiolog, inden jeg ringede til den dyre vvs’er.

… Og så vågnede jeg. Og besluttede på stedet, at jeg ville køre i kolo igen i dag og forsøge at få styr på skaderne. (Uden en radiolog, i øvrigt). Peter fik en fridag og blev min allierede og ved I hvad? Jeg ordnede det sgu!

Okay, det var åbenbart “bare” blandingsbatteriet i bruseren der var sprunget, som i øvrigt viste sig at være latterligt let at skifte, men alligevel! Jeg ordnede min vandskade. Med værktøj og det hele – og helt uden nogle fuck-det-nu-taper-jeg-det-sgu-sammen-løsninger. Kæft, jeg var stolt. Så galt, at jeg besluttede mig i samme ombæring lige at isolere loftet/taget i køkkenet, for det kan man åbenbart også sagtens “bare lige” gøre.

… Nuvel, nu skal det nye loft selvfølgelig bare lige monteres under isoleringen (og dampspærren, som youtube  fortalte mig at jeg skulle sætte op) og så skal jeg måske også lige have bygget en ny terrasse og have huset indrettet med mine egne ting, i stedet for dem tidligere ejer efterlod og SÅ bliver det eddermamer nice ude i min lille plet af paradis! Altså, snart… Lige nu bilder jeg mig ind, at den primære årsag til at jeg ikke kan få snøvlet mig sammen til at få sat det loft op er, at jeg ikke kan transportere så lange brædder i min lille Peugeot. Det ved jeg selvfølgelig godt, at der findes løsninger på. Jeg kan bare ikke lige overskue det. Kender I det?

{Se mor! Det er hjertevand! Udbrød Peter da han så denne vandpyt, imens jeg blev helt rørt over hvor fint mit lille barn tænker}

Set udefra var fødslen i sidste egentlig ret ukompliceret og fin, men for kvinden der gennemlevede den, var den alt andet end dét, hvorfor hun ved sin anden fødsel traf beslutningen om at føde hjemme – og altså, uden at virke fordomsfuld omkring hverken det ene eller det andet, så forstår jeg hende til fulde!

… Og så kom Uma

Som sagt (HER) var mødet med sundhedsvæsnet ved min første fødsel ikke det mest positive. Da graviditetstesten sagde positiv sagde jeg: FUCK – så skal jeg jo føde igen. Jeg gik nogle uger og tænkte over det. Jeg blev bekymret for fødslen og jeg kunne mærke at det ikke var det at føde som bekymrede mig, men at det var følelsen af kontroltab og følelsen af slet ikke at blive set eller hørt i processen. Så efter en del overvejelser spurgte jeg min mand hvordan han ville havde det med hjemmefødsel. Det var han i første omgang ret afvisende over for, men han lovede mig at læse lidt om det og så først beslutte sig derefter. Efter et par måneder spurgte jeg igen – han havde selvfølgelig ikke læst noget som helst og sagde stadig at det var han ikke tryg ved. Efterfølgende fik jeg indlagt ham til at se nogle udsendelser der kørte på tv2 om hjemmefødsler. Det hjalp lidt på det og jeg tror især det at alle sagde at de jo bare var mere trygge hjemme var udslagsgivende for at han godt kunne se hvordan det gav mening for mig – som elsker vores hjem og generelt trives bedst i trygge rammer. Så efter lidt tid var Dennis altså med på ideen.

Når man skal føde hjemme i Aarhus kommune kommer man ind under ”kendt jordmoder – ordning”. Så hele graviditeten blev jeg mødt at de samme 3 meget søde jordemødre. Der var bedre tid til alle konsultationer og der var desuden et hjemmebesøg på 60 minutter. Det var et helt andet forløb end første gang. Med min søn gik amning rigtig skidt og dette var et kæmpe nederlag for mig, da jeg meget gerne ville amme, så denne gang sagde jeg mange gange at det var vigtigt for mig at de havde fokus på dette og hele vejen igennem følte jeg mig set og hørt. Desuden blev jeg hver gang bekræftet i at min oplevelse af fødslen af min søn var helt okay, og at det havde været helt uacceptabelt dét jeg oplevede sidste gang. Det var enormt befriende da jeg nok tit har tænkt at jeg da også bare var lidt pivet og så slemt var det jo heller ikke.

Nå, men da det var aftalt, at det skulle være hjemmefødsel gik jeg i planlæggerhumør og fik købt håndklæder, lagner og klude i en genbrugsbutik – så de kunne ryge i skraldespanden bagefter. Jeg ville helst føde i vores seng – så vi skulle ikke ud og leje kar. Denne gang gik jeg ikke til fødselsforberedelse men genlæste lidt og øvede vejrtrækningen et par gange.

Natten til den 11.02.18 – 3 dage over termin vågnede jeg som, fuldstændig som sidst. Jeg går på toilettet og synes jeg er meget våd i trusserne. Jeg kalder på min mand og siger at nu tror jeg vi skal have en lillesøster. Jeg ringer til fødegangen da jeg er i tvivl om mit vand måske er gået – men jordemoderen synes ikke det lyder sådan og jeg går i seng igen. Fra nu af kan man nærmest kopiere forløbet fra min første fødsel. Jeg har små veer hele natten, og i løbet af morgene tager de lidt til. Min søn har sovet i mellem os og jeg kan huske at vi sidder og ser et eller andet youtube-klip på telefonen i sengen og min søn spørger meget entusiastisk ind til monstertrucks mens jeg forsøger at trække vejret gennem en ve.

Vi får ringet til farmor, som skal passe min søn og aftaler at vi ringer lidt senere når veerne er lidt mere regelmæssige. Jeg ringer også til min mor som skal være med til fødslen for at sige at det nok bliver i dag – men ikke endnu. Ved 10-11 tiden går alt veaktivitet pludselig i stå. Jeg er gået 3 dage over termin og er allerede sikker på at hun aldrig kommer ud (en lille smule overdramatisk gravid) så jeg beslutter mig for at rydde og gøre lidt rent. Efter en times arbejde sender min mand mig i seng, så jeg kan slappe af. I samme omgang putter han vores store dreng til middagslur.

Nærmest med det samme jeg har lagt mig i sengen går veerne i gang. Denne gang meget regelmæssige og ret heftige. Efter 30 minutter i sengen med denne type veer går jeg ud til min mand og siger at nu skal farmor kontaktes så vores søn kan blive hentet. Jeg ringer selv til min mor og hun gør sig klar til at komme, da de har en lille times kørsel. Min mand kommer ind og siger at Farmor kan være der kl 14 og beder mig ringe til jordemoderen. Hun må desværre meddele af hun har været på 10 timers vagt og derfor kommer der en anden jordemoder ud til mig. Den anden jordemoder ringer kort efter og spørg til hvordan jeg har det og om hun kan nå forbi Skejby efter sin taske eller om hun bare skal komme direkte. Vi bliver enige om at hun godt kan nå at smutte forbi Skejby. Farmor henter Ollie kl 14 og min mor kommer kl 14.30. Nu er veerne så heftige at jeg ikke registrere ret meget. Jeg ved godt at min mand og min mor er ved mig, men jeg arbejder mest af alt bare med vejrtrækning og afspænding. Kl 14.45 kommer jordmoderen og tager en snak med min mand inden hun kommer ind til mig. Da min mand og jeg var meget alene først gang, har min mand et klart billede af, om hvor langt jeg er og siger at det er oppe over nu. Og ganske rigtigt – 45 minutter senere har jeg min lille Uma i armene. Jordemoderen er utrolig god til at aflæse hvad jeg er for en type og hun siger kun korte konkrete anvisninger – nu må du presse – hold igen osv. Uma bliver født mens jeg ligger på siden, min mand holder mit ben og jeg tager selv min lille pige op. Jeg har ønsket sen afnavling og haft et ønske om ikke at få syntocinon. Ved første fødsel var der ingen der spurgte og grundet kaos fik jeg ikke sagt noget, så der blev navlesnoren klippet og jeg blev stukket. Denne gang var der ro på til at snakke om det og total forståelse for mine valg. Jordemoderen var meget tydelig i instrukser omkring amning hvilket jeg havde ønsket og da Uma var lagt til, var min mand og jeg og vores lille pige alene i soveværelset i omkring en time. Det var skønt og trygt og ligesom jeg gerne ville have det. Her efter blev jeg syet, med hjælp fra en ordentlig omgang lattergas og efter et par timer tog jordemoderen hjem og det samme gjorde min mor.

Umas fødsel har været fuldstændig anderledes og på mange måde præcis ligesom min første. Den helt store forskel har været ro, tryghed og overskud. Uma er 6 uger nu og modsat min søn køre amning 100 %. Ved min søns fødsel havde jeg en kraftig reaktion efterfølgende i 3-4 uger med gråd, manglende overskud og jeg havde svært ved at knytte mig til ham. Både fordi amning gjorde så dumt ondt, men også fordi jeg var træt og ked af det. Denne gang har alt ting været anderledes. Vi har nydt hinanden som familie, min mand og jeg har grinede sammen – og Uma har det godt. Det er svært at sige om Ollies fødsel og min sindstilstand havde været anderledes hvis hans fødsel havde foregået på samme måde som sin søsters, men det er jeg ret sikker på at de havde.

Det blev en lang smøre – men min mand og jeg er helt sikker blevet ”et af de der par” som anbefaler hjemmefødsler til alle på vores vej.   

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk