Category

Ikke kategoriseret

Category

Det var faktisk først dengang Sneglen inviterede mig med til gallapremieren på Girls i New York sidste år, at jeg for alvor fik øjnene op for HBO Nordic. I know, jeg er nok lidt en late bloomer, når det kommer til dén slags, men altså, man kan jo ikke være lige meget med på beatet med det hele, vel? 😉 Sidenhen er jeg dog blevet hooked og jeg er især glad for at trawle deres gode serier. Girls, som jeg efter turen til New York, fik et helt særligt forhold til, selvfølgelig og The Handmaid’s Tale for at nævne et par stykker. Det er i øvrigt også hos HBO Nordic man kan se den vældigt populære Game of Thrones, som jeg dog endnu har til gode – og som jeg faktisk ikke helt ved, om jeg kan overskue at gå igang med, fordi jeg frygter to ting:

1. At jeg synes den er herremærkelig.

2. At jeg synes den er herremærkelig, men at jeg alligevel bliver afhængig – ligesom alle andre.

Der er – uanset om man er til Game of Thrones eller ej – mega meget at vælge imellem og nu har de simpelthen udvidet deres vidunderlige film- og serieunivers til også at være for børn. Hallelujah og to fluer med ét smæk og alt det der!

Det nye børneunivers hos HBO Nordic hedder TOONIX og det er altså smaddergodt, synes jeg. Og mine drenge, ikke mindst! Der er virkelig mange forskellige film og serier og nogle af dem vi (altså, drengene) har mest optur herhjemme er: Tom & Jerry, Alfons Åberg, Scooby Doo og Ninjago. Og så vil jeg bare gerne lige – til jer, der måtte have lidt mindre børn end mig – fremhæve, at der også er Teletubbies, Barbapapa, Postmand Per og mange flere af dem, som mine børn tidligere slugte råt. Ja, min lille Peter ville nok gøre det endnu, men faktum er altså, at hvis ikke Jens synes det er sejt, så synes Peter det heller ikke rigtigt – og Jens er altså way past Postmand Per.

Noget af det (ekstra) smarte ved TOONIX er, at man så let som ingenting kan lave sig en adgangskode, således børnene altså ikke kan forvilde sig ind på voksenfilm- og serier, når de logger ind på app’en via telefon eller ipad, hvorfor man altså liiidt bedre kan lade dem sidde og se lidt flimmerkasse uden direkte voksenopsyn. Når man skal lave mad og de er for trætte til at komme med i køkkenet, som er ret meget en klassiker hjemme hos os, for eksempel. Eller som nu, hvor vi er på ferie og jeg faktisk synes det er helt vildt skønt med langsomme morgener, hvor drengene kan få lov til at se lidt skærm imens min veninde og jeg drikker morgenkaffe og lægger (ligeså langsomme) planer for dagen.

Jeg kan kun opfordre jer der ikke allerede kender det, til at tjekke det ud – især fordi 1. måned er gratis og man selvfølgelig altid kan afmelde sig igen, hvis det alligevel ikke lige var sagen 😉 Hop ind HER og kom igang. De har endda, når man bruger det i Spanien, Løvernes Konge!

Noget af det allervigtigste for at skabe grundlag for gode udendørslege her i vinterhalvåret er (selvfølgelig) at både børn og voksne er godt og behørigt klædt på. På disse breddegrader være det sig oftest i noget varmt og vandafvisende, fordi alting – som I ved – har det med at være temmeligt sjasket.

Egentlig havde jeg troet, at min ældste, nu hvor han er startet i skole, ville fravælge flyverdragten, men til min store begejstring hopper han stadig gladeligt i den, når jeg beder ham om det. Yderligere har det vist sig – også til min store begejstring – at drengenes flyverdragter har vist sig at være af den fluorfri slags; noget jeg først for ganske nyligt har fået øjnene op for vigtigheden af.

For bare to måneder siden var jeg overbevist om, at fluor var noget, der udelukkende fandtes i tandpasta og som i øvrigt var ønskværdigt, fordi det så vidt jeg ved kan hjælpe med at beskytte tænderne mod farlige baktusseangreb, men nu skal jeg love for, at jeg er blevet klogere.

Miljøstyrelsen kontaktede mig nemlig og spurgte om min holdning til fluorstoffer, til hvilket jeg svarede nogenlunde ovenstående, hvorefter de ganske kort forklarede mig, at det ikke just var dén type fluor de var ude efter. De var ude efter de fluorstoffer som i stor stil findes i vand- og smudsafvisende tøj. Altså, jakker, flyverdragter, støvler, handsker og dén slags. Dén slags fluorstoffer som i nogle tilfælde faktisk kan være skadelige, både for helbredet og for miljøet, fordi de er så svært nedbrydelige. Avs.

Jeg besluttede mig derfor for, at sætte mig lidt bedre ind i sagerne og finde ud af hvad det egentlig er for noget og om det egentlig overhovedet behøver at have betydning i min hverdag, at jeg (selvfølgelig) gerne vil undgå potentielt skadelige fluorstoffer i både mit og mine drenges tøj. Og ved I hvad? Det har altså været relativt simpelt, for ikke at sige super-super-let indtil videre!

Miljøstyrelsen har selv tre gode råd til at undgå tøj, som er behandlet med fluorstoffer og med dem i baghånden, har det faktisk været relativt ukompliceret.


  • Gå efter tøj som er mærket Fri for fluorstoffer, PFC-fri, Fluorocarbon free, Fluorine free eller fluorfri
  • Spørg efter fluorfri alternativer i butikken
  • Test din viden og download en guide til, hvordan du kan finde fluorfri alternativer på www.fluorfri.dk

I videoen her kan du se hvordan det gik, da jeg forsøgte at sætte mig lidt bedre ind i den store fluorjungle og vores muligheder som forbrugere at undgå det.


En enkelt gang er jeg stødt på en ekspedient som kiggede på mig, som om jeg havde spurgt hende om hvad relationen imellem kvantefysik og snavsede vinduer er, da jeg spurgte hende om deres vandafvisende tøj indeholdt fluor, hvortil jeg hurtigt besluttede med mig selv, at det gjorde det sgu nok. Ikke fordi ekspedienten ikke vidste hvad det var, men fordi jeg ikke ved grundigere gennemgang af tøjets mærkater fandt indikation på andet og jeg tænker, at de fleste trods alt gerne vil skilte med det, hvis de passer særligt godt på både mennesker og natur.

Som en lille, men for mig ret vigtig, krølle på halen, så behøver det samtidig ikke at være spor dyrt at undgå fluorstoffer i tøjet. Jeg har for eksempel købt drengenes fluorfri flyverdragter  – dem de har på, på billederne i indlægget her – i Føtex, hvor den slags altså snildt kan klares uden at aftenmenuen behøver at bestå af havregrød i flere uger efter. I virkeligheden var det lidt et tilfælde, at jeg fandt de fluorfri flyverdragter, fordi jeg faktisk troede at dén slags udelukkende hørte sig de mere dyre varianter til, men med et stort flagrende mærke hængende foran på dragterne, hvor der – godt nok med ret småt, så jeg skulle lede lidt efter det – stod at de var fluorfri. Med dét på plads, kunne jeg ikke lade være med at købe dem med hjem. Matchende endda, efter drengenes eget ønske 😉

Jeg er ingenlunde blevet ekspert på området, men jeg føler mig langt bedre klædt på til at træffe gode, miljøbevidste valg på både egne og børnenes vegne og med 12/13 rigtige i testen på fluorfri.dk er jeg rimeligt godt tilfreds. Er der nogen af jer, der kan slå den? 😉 Smid gerne jeres testresultater i kommentarfeltet – men husk, ingen snyd! 😀

Shit, shit, shit! I går var på så mange måder en fuldkommen vanvittig aften. Den startede, traditionen tro, selvfølgelig med Dronningens Nytårstale, som muligvis nok var én af de mindst sindsoprivende hun længe har holdt, men som ramte totalt plet hos mig. Hun talte til alle os, som ofte hænger med røven i vandskorpen for at få hverdagen til at hænge sammen med arbejde, familieliv, forpligtelser og en evig higen efter effektivitet. Hun bad os om at holde en pause. “Gør noget unyttigt” sagde hun, og ved I hvad? Jeg tror sgu at vi gør klogt i at lytte til en erfaren dame, når hun sådan hælder guldkorn ud af ærmerne. Jeg gør, i alle tilfælde. Trænger til at gøre noget unyttigt. Eller, trængte, måske nærmere, for jeg skal love for, at jeg gjorde en masse unyttigt i går. Unyttigt og sjovt og helt, helt perfekt.

Trio, restauranten hvor vi spiste, viste sig at være endnu mere fantastisk end jeg overhovedet havde turdet drømme om. Vi havde et bord helt op ad ét af de store vinduer, med udsigt direkte til rådhusklokkerne, som bimlede i et væld af fyrværkeri da klokken slog midnat. Arghmen altså, dét var eddermamer en oplevelse af de større, siger jeg jer!

Maden var helt i top, vinen flød i rigelige mængder og jeg fik ovenikøbet taget min østersmødom, som jeg ellers havde forsvoret, aldrig skulle ske.

Selv toilettet var i særklasse, med gulv-til-loft vinduer og udsigt ud over byens tage. Det var jo vanvittigt at sidde og tisse til udsigten af fyrværkeri over København. Og okay, selvfølgelig også fordi man kunne se sit spejlbillede i vinduet og jeg altså var trukket i en one-piece (denne her – reklamelink), som jeg ikke kunne komme udenom at trække ned om anklerne, således jeg sad splitterrangende og kiggede ud på byen og håbede, at ingen kiggede tilbage op på mig 😀

Efter middagen, fyrværkeriet og noget med mig, der vist flirtede lidt vel rigeligt med de søde medarbejdere, tog vi videre til fest. Dansede, drak, grinede og krammede i én skøn forening, indtil klokken slog henad fire og jeg til alt held lige akkurat nåede at mase mig ind i et s-tog mod Østerport og alt for mange taquitos fra 7-eleven, inden jeg gik hjem og boblede 2017 ud.

Det var virkelig en dejlig nytårsaften og nu skriver vi 2018 og jeg tror sgu, at det bliver virkelig godt. Om ikke andet, så i hvert fald fra i morgen 😉

Godt nytår!

Jeg ved det godt. Det er dumt. Men giv mig lige lidt line, ik’? Jeg skal lige lære det. Det her med at være voksen på dén der måde, hvor der altså ikke er nogen der hjælper én. Med forsikringer og vejhjælpspakker og vinterdæk og den slags voksenting, som jeg skal være ærlig at indrømme havner et sted imellem indberetning af moms og gulvvask, på min skala over ting jeg synes er sjove.

Min bil har (selvfølgelig) stadig ikke fået vinterdæk på og da jeg forleden fortalte det til FDM, hvor jeg var ude for at købe mig en dims til at sætte mobiltelefonen (som også fungerer som min GPS) fast i forruden, forklarede de mig kort, at det selvfølgelig var mit eget valg, men at de virkelig ville anbefale mig at komme afsted med bilen i en fart. I hvert fald inden jeg skulle ud og køre langt og over flere dage, “for man ved jo aldrig hvordan vejret arter sig imens man er afsted, vel”? Således har jeg i skrivende stund indfundet mig i et tog på vej mod Jylland, selvom det – især her i juletiden, hvor jeg egentlig gerne ville køre lidt rundt og ønske god jul forskellige steder dernede – ville have været mere belejligt at tage bilen, som altså først får vinterdæk på, på torsdag, som var den allertidligste tid jeg overhovedet kunne charmere mig til.

Nuvel, verden suser forbi, imens jeg spiser salat fra 7-eleven, drikker mellemkold kaffe (som jeg bedst kan lide den) og kigger på billeder på min telefon og får lyst til at lave en pendent til dét indlæg jeg skrev HER, med et indlæg med nogle af de billeder jeg faktisk selv sætter mest pris på, fra 2017. Der er også billeder fra de sidste par dage, som jeg har nydt sammen med mine drenge. Der er blandt andet billederne, som jeg nu har lagt ind i indlægget her, fra én af vores mere rolige hyggetstunder. Hos FDM forleden fik jeg nemlig (helt gratis) et par aktivitetshæfter med hjem til drengene, som de havde en fest over at skrive og tegne i. Jens især trippede også ret meget over, at finde masser af rabatkuponer i, som jeg tænker godt kunne gå hen og blive en halvdyr fornøjelse, fordi drengene nu har store planer om at vi skal bruge dem allesammen næste år, ha ha! Bladene, som mere officielt hedder “Bil-Buddies”, er selvfølgelig ikke kun gratis for mig, men for alle og kan altså både hentes hos FDM og på alle Shell-tankstationer landet over. De er smadderhyggelige, både til de mindre børn som mine, men også til de lidt større og mere læsestærke. Og ja, der er altså virkelig gode rabatter til en hel masse forskellige oplevelser rundt om i landet at hente og som i sig selv snildt kunne gøre, at jeg i en snæver vending godt kunne finde på at stikke ind forbi og samle et par hæfter op, selv hvis jeg ikke havde haft bil. Jeg er trods alt sønderjyde by heart og man behøver altså hverken at vifte med kørekort eller registreringsbevis, når man henter dem, så afsted med jer og hent en omgang gratis underholdning til børnene, som både kan fungere på et bagsæde, i et tog, ved et bord eller hvor end nu éns børn indfinder sig, imens de bladrer rundt og løser opgaver.

Hvis I har lyst, kan I læse meget mere om bladene HER, hvor I også bedre kan se hvordan de ser ud (når nu jeg åbenbart har været så utjekket at jeg udelukkende har billeder af et åbent hæfte), så I ikke ved en fejl kommer til at snuppe et betalingskrævende hæfte eller magasin med under armen, uden at betale. Se dét kunne alligevel være mere pinligt end det faktum, at jeg altså først får styr på mine vinterdæk 1/3 inde i vinteren.  Og nårh ja, så kan I selvfølgelig også se alle de steder de kan hentes – måske var det en idé her i forbindelse med alle de mange rejsedage min erfaring siger mig at julen byder på 😉

I mellemtiden vil jeg vende tilbage til min kaffe, som efterhånden er blevet kold. Sønderjylland kalder.

Akkurat ligeså mange gange som jeg er blevet spurgt, ligeså mange gange har jeg afveget at svare på, hvordan vi holder jul i år. Den første jul, som “skilsmissefamilie”. Først havde jeg faktisk skrevet “som utraditionel familie”, men med en skilsmisserate højere end eg overhovedet kan holde ud at tænke på, her i landet, så er vi måske slet ikke så utraditionelle. Vi er ikke længere en kernefamilie. Til gengæld er vi altså stadig en familie. Drengene, deres far og jeg.

Derfor var der heller ingen tvivl, da begge voksne gerne ville holde jul med begge børn (som jeg er overbevist om, har det på samme måde) om, at vi selvfølgelig skal holde det sammen.

Nu kan jeg selvfølgelig kun tale for mig selv, men det har ingenlunde været gnidningsfrit at blive skilt og hvis jeg havde tal på hvor mange og hvor store kameler jeg har slugt undervejs, ville jeg formentligt få svimlende kvalme over det luftballonagtige udtryk jeg efterhånden ville besidde. Ikke desto mindre er det sådan det har været og jeg er usigeligt glad for at have lagt både energi, arbejde og okay også tårer i, at opretholde et godt forhold til min eksmand. For hans, for min og i særdeleshed for vores børns skyld. Selvfølgelig.

Børnene har ikke valgt – eller medvirket til – at deres forældre ikke længere var et hverken godt eller værdigt makkerpar som samboende forældre, hvorfor de selvfølgelig og i det mindste, har fortjent at have forældre, som gør deres ypperste for at opretholde en god, eller måske en dag med tiden – det håber jeg! – bedre familiestemning. Vi gør i alle tilfælde hvad vi kan.

Det bliver uden tvivl den mest mærkelige jul – kærlighedens fest – i årevis, men til gengæld er jeg overbevist om, at det bliver hyggeligt. Bare børnene, deres far og mig her i min lille lejlighed på Østerbro. Med juletræ i soveværelset, sovs på tallerkenerne og efter alt at dømme, overvældende mange pakker til dem, der betyder aller- allermest. Dem, som kærligheden kun vokser til og som festen handler om.

Med dét sagt håber jeg sådan at alle jer der måtte sidde derude, i sko der minder bare en lille smule om mine, også kommer til at få en dejlig jul. Med børn, uden børn, med nye ægtefæller eller med tidligere; eller i det mindste med nogen I holder af og kan holde om, hvis det hele bliver (for) svært at holde ud.

Hvem havde troet det? At jeg i en alder af 31 pludselig skulle få mig en søster? En slags søster, i alle tilfælde.

Sagen er den, at jeg, siden jeg var i Sierra Leone tilbage i begyndelsen af 2016, har haft den udsøgte fornøjelse at være ambassadør for Plan Danmark. En titel som jeg i øvrigt er overmåde stolt af! Alt imens jeg har leget med dem og gjort mit allerbedste for at hjælpe deres fremragende organisation, har min søde kollega og veninde Mette Marie fra twinpeaks.dk haft præcis samme rolle for én af “konkurrenterne”, Børnefonden.

I ved, det er jo sådan i velgørenhedsverdenen, at alle organisationerne mener, at netop de har fundet den dybeste tallerken, hvorfor de bliver en slags konkurrenter, selvom de i sagens natur, selvfølgelig alle har samme overordnede hovedformål. Og netop sidstnævnte er altså årsagen til, at jeg så kækt påstår, at jeg har fået mig en søster! Plan Danmark og Børnefonden har nemlig indgået et ægteskab og splejset sig sammen til det vi fremadrettet – så snart Civilstyrelsen officielt har godkendt organisationen – vil komme til at kende som “Plan BØRNEfonden”, for på dén måde at kunne arbejde endnu bedre og mere effektivt for at skabe bedre vilkår for verdens udsatte børn. Mette Marie og jeg – nogle af organisationernes ambassadører – er således blevet splejset som et par unger i et nyligt indgået ægteskab og vi er således nu søstre. Pap-søstre, eller velgørenhedssøstre, om man vil.

Dét er sgu da en nyhed der kan få selv den koldeste vind til at føles som en kærtegning henover vinterfrakken og jeg kan næsten ikke vente med at stikke hovederne sammen med både Mette Marie og Plan BØRNEfonden for at brainstorme på, hvordan pokker vi i samlet flok kan gøre endnu mere.

Må I få en dejlig, dejlig søndag!

Kald mig bare gammel, blødsøden eller hvad end I har lyst til, men jeg er simpelthen nået dertil, hvor jeg ikke længere synes det bedste ved julen er gaverne. End ikke dem til mine børn og selv ikke dem til mig selv. Bevares, både først- og sidstnævnte har selvfølgelig sin berettigelse og det er ingenlunde fordi jeg er træt af hverken det ene eller det andet, men der er bare noget andet, som får mit hjerte til at banke en lille smule hurtigere.

Næstekærligheden. Godheden, empatien og lysten til at hjælpe andre, der har mindre end én selv, spirer frem som små bitte stjerneskud i løbet af december og jeg synes simpelthen det er noget af det allerfineste vi overhovedet har. Når vi kærer os om hinanden.

Både naboen, den hjemløse og dem i alle de andre lande får ofte en kærlig tanke og måske endda også en mønt eller en kærlig handling med på vejen og jeg er ellevild med det.

Jeg er vild med når én af mine søde kollegaer – en selvudnævnt glimmergås – pludselig sidder med en nissehue på og opfordrer sine følgere til at overveje om ikke der var plads til at give en gave til et ekstra barn her til jul og så er jeg vild med, når næstekærligheden går så vidt som til at ramme vores børn. Når børnene lærer om vigtigheden af at dele og at give af hvad man har – gerne igennem en indsats man har ydet, udelukkende for at hjælpe.

I Jens’ skole, som i øvrigt er en ganske almindelig folkeskole, kører de med noget der hedder “omvendt julekalender” som SOS Børnebyerne har fundet på og jeg er aldeles pjattet med konceptet, som i korte træk handler om, at børnene interagerer i en julekalender, som ikke handler om at få, men om at give, til dem som har mindre. Børnene i Jens’ klasse samler således i løbet af december penge ind, ved at gøre forskellige gode gerninger derhjemme, som vi forældre så naturligvis gerne skulle honorere ved at donere nogle skejsere til indsamlingsbøssen. Arghmen altså, jeg elsker det!

I weekenden, som vi tilbragte i det Sønderjyske, fik Jens “lov til” at gå en tur med min mors hund og jeg siger jer, at han var stolt efterfølgende. Både over at have fået ansvaret for en “ny” opgave og over at have tjent penge, som han gemte i sin hemmelige lomme i jakken, indtil han mandag morgen stolt puttede dem i indsamlingsbøssen i klassen, imens han berettede om sine gode gerninger.

Helt ærligt, mand. Dét gør mig eddermamer stolt. Ikke fordi jeg tror mit barn er noget særligt i forhold til alle andre børn, men fordi medierne på daglig basis fortæller så meget om curlingforældre og en forfærdelig mig-kultur, som vi (eller nogen, i hvert fald) forventer kommer til udelukkende at blive skærpet til det værre, efterhånden som vores børn vokser op. Det komplet modsatte af, hvad jeg faktisk oplever med et eksempel som det her. Jeg oplever at børnene lærer at tage ansvar; ikke bare for sig selv, men faktisk også for andre og hinanden og dét synes jeg eddermamer er sejt! Og juleagtigt på den allerfineste måde jeg overhovedet kan komme i tanker om.

Jeg er kæmpe fan. Af jul, af næstekærlighed, af indsamlinger, gode gerninger og af den omvendte julekalender, som verdens sejeste voksne har implementeret på Jens’ skole. Ja, den er jeg sådan set også ret meget fan af, skolen, selvom det måske ikke just er i høj kurs at sige om en folkeskole i disse tider, men ikke desto mindre, så mener jeg det altså. Indtil videre, i alle tilfælde.

Da jeg i aftes holdt julefrokost sammen med alle de søde bloggerdamer fra Andedammen, var det måske en kende dumt…

  • Da jeg sprang ind i en taxa. For at få et lift. 500 meter væk, som selvfølgelig var aaaalt for langt at gå. En taxa, som en fremmed mand i øvrigt allerede havde besat.
  • Da jeg rent faktisk overvejede det, da fremmed mand i taxa inviterede os hjem til sin villa i Søborg. Jeg tænkte at det lød meget eksotisk. Som et sted med pool, måske. (Nok ikke!).
  • Da jeg to gange i træk ikke kunne finde ud af at bruge dankortterminalen i garderoben, hvor jeg – stor i slaget, som jeg bliver, når jeg er beruset – selvfølgelig ville betale for alle.
  • Da jeg proppede mønter ind i munden på en fremmed mand.  (I ved, mønter, som så vidt jeg husker, er noget nær lige så bakteriebefængte som toiletter og indkøbsvogne). Til mit forsvar havde han lige hugget én af vores længe ventede drinks, som han mente, var helt på sin ret til bytte for de 25 kroner han smed på bardisken. Som han altså fik tilbage. I munden. (WTF?!)
  • Da jeg vurderede at shots var en god idé. (Det var det virkelig ikke).
  • Da jeg storkrammede Lene Beiers (pæne) mand, som jeg har siddet side om side med på tilskuerrækkerne til sidste års Vild Med Dans et væld af gange. Han anede, med al tydelighed, ikke hvem jeg var. Hvorfor jeg åbenbart tænkte, at det var en god idé i stedet at begynde at kramme hans ven, som vist også var med i dansestudiet i ny og næ.
  • Da jeg et øjeblik – heldigvis uden at kramme fremmede mænd – rent faktisk troede at jeg kunne twerke. (Det kan jeg virkelig ikke).
  • Da jeg instasnappede at jeg tilsyneladende nærmest syntes det var liderligt at tænke på søvn, imens jeg stod helt fuld, med min tandbørste i hånden på mit badeværelse og strøede om mig med guldkorn. Man skal jo for pokker ikke filme sig selv og lægge det på internettet, når man er fuld. Og 31 år gammel. Og fuld.
  • Da jeg besluttede ikke at spise på vejen hjem. Især taget i betragtning af, at klokken trods alt var over fire førend jeg var hjemme og jeg så vågnede – af en kombination af sult og kvalme – klokken syv. (Man skal for helvede altid spise på vej hjem fra byen).

… Så findes der da næsten ikke noget hyggere end at “cuddle up” med en varm kop et-eller-andet (hjemme hos mig: altid kaffe, fordi jeg simpelthen sover alt for lidt, til at drikke både the og kakao) i en blød, lækker hjemmestrikket sag, vel? Okay, hjemmestrikket er måske også lige at strække den, som med kakaoen, eftersom jeg ikke har strikket noget, siden jeg i sjette klasse strikkede mig verdens absolut grimmeste og korteste halstørklæde, efter at have set flere af de andre piger fra klassen have særdeles meget mere held med projektet end mig. Jeg er bare ikke en “strikker”. Til gengæld er jeg dybt taknemmelig, når nogen rent faktisk gider at strikke noget til mig! Det er jo totalt luksus med hjemmestrik. Altså, når det er strikket ud fra opskrifter fra nærværende årtusinde og af garn, som ikke kradser.

Og det er her at MayFlower, som er én af nordens største garnleverandører, kommer ind i billedet! For hver eneste gang nogen har været så søde, at ville strikke noget til mig, har de evigt og altid spurgt efter en opskrift og hvis der er noget jeg ikke har styr på, så er det altså dén slags! Det har – desværre – flere gange resulteret i, at nogen har brugt (enormt lang) tid på at strikke noget til mig, som jeg kun havde delvist optur over, fordi designet ikke var helt som jeg godt kunne have tænkt mig. Selvklart. Derfor er det super snedigt at der, inde på mayflower.dk, ligger en kavalkade af gratis hækle- og strikkeopskrifter indenfor nogenlunde en milliard kategorier lige fra juletræsranker, legetøj, tøj til hele familien og til gulvtæpper.

For mig selv har jeg de seneste mange år i alle tilfælde altid haft hjemmestrik på min ønskeliste til jul og jeg glæder mig simpelthen sådan til i år, hvor jeg ovenikøbet kan smide et par ønskeopskrifter oven i hatten, hvis nu jeg skulle være så heldig, at nogen gad at strikke mig en lille ting.

Jeg tænker for eksempel på denne her mega fine sag til drengene. Måske med hver deres kontrastfarve. Og helt klart denne her til mig!

… Og så gad jeg vildt godt at have mig en kæmpe stak af disse, som jeg måske i virkeligheden godt kunne (lære at) give mig i kast med selv. Lidt fordi de er fine, men mest for at passe på miljøet, men dén snak må vi hellere tage en anden god gang 🙂

I mellemtiden har jeg været så heldig, at der har siddet nogle helt vildt søde og engagerede folk hos mayflower, som rent faktisk allerede har strikke mig den sweater jeg har på, på billederne i indlægget her. Jeg er helt pjattet med detaljerne på armene, at den ligesom slutter tæt om håndleddene og at den kan bruges både med en top eller en skjorte under og på dén måde give to ret forskellige udtryk. Den er super blød i kvaliteten, kradser ikke – og bedst af alt, så er den lavet ud af 100% ren uldgarn, men kan stadig både vaskes i maskinen og få en tur i tørretumbleren, uden den tager skade. Hallelujah, mand! Det er jo næsten lige til at få tårer i øjnene over, ikke længere at skulle “ligge” de hjemmestrikkede sager tørre, for dét kan altså godt være noget af et projekt, hvis ikke formen skal skride undervejs. De gode mennesker hos mayflower har sidenhen fortalt mig, at de rent faktisk har temmeligt meget garn, som netop kan dét og som I altså kan tage et nærmere kig på HER, hvis I skulle have lyst.

Og uanset om I har lyst til at kigge på garnfarver eller ej, så håber jeg bare, at I får en knaldgod dag! Solen skinner fra en næsten skyfri himmel her i København, Thomas har netop hentet drengene og jeg har de dejligste – og en lille smule hemmelige – planer, som jeg formentlig løfter sløret for på min instastory i løbet af dagen.

Wruuuuum! Som mor til to drenge, har jeg efterhånden temmeligt godt styr på mine lydeffekter, når det kommer til at sætte lidt ekstra fut i legene, når der er biler på programmet. Ja, det ville jeg formentlig – eller ganske givet – også have haft, hvis jeg havde været mor til piger, men I ved hvad jeg mener, ik’?

Mine drenge, især Peter, elsker at lege med biler! Han bygger racerbaner ud af hvad-som-helst (som den I kan se HER, for eksempel) og kører rundt i møbler, på vægge, på gulvet og i luften med sine mange forskellige biler og jeg er helt pjattet med, hvordan hans fantasi virkelig er begyndt at tage form, når han lever sig ind i rollen, som den ene eller den anden bil. Især Lynet McQueen har hittet stort, siden vi var inde til forpremieren på Biler 3, hvor vi ovenikøbet var så heldige at få en rugbrødsdrevet – men talende (!) – bil med hjem.

Sidenhen har vi erhvervet os endnu en bil til samlingen; denne gang én som primært Jens har glæde af, fordi den er fjernstyret og derfor liiiidt sværere (men til gengæld for Jens, sjovere) at manøvrere rundt og dén slags kaldte selvfølgelig på et vaskeægte racerløb! Derfor blev stuen forleden forvandlet til racerbane for en eftermiddag; med flyvehop til sofaen og fuld skrue på både støj-, aktivitets- og glædesniveau!

Med biler som dén slags mine drenge har, er det selvfølgelig klart, at de er allersjovest, når de fungerer efter hensigten og til dét, havde vi endnu engang allieret os med Duracell Ultra Power batterier, som fuldkommen lever op til deres vision om at bringe legetøjet til live. Peters talende bil, havde (selvfølgelig, fristes jeg til at sige, eftersom Ultra Power batterierne er Duracells til dato mest holdbare af slagsen) stadig masser af krudt i batterierne fra da vi tankede den op for nogle måneder siden, imens Jens’ nye bil, skulle have lidt hjælp med på vejen, inden den kunne køre derud af.

Oh, hvilken glæde altså! 

En anderledes – men bestemt ikke mindre – glæde er det derfor også for mig, at kunne fortælle jer, at jeg har fået lov til at udlodde en lille konkurrence til de af jer, der skulle have interesse i dén slags. Jeg har nemlig fået lov til at at forkæle hele seks heldige læsere: Fem af jer kan vinde en bil magen til Peters og én kan vinde hovedpræmien som består af: en bil magen til de øvrige, 3 måneders forbrug af Duracell-batterier OG et gavekort til Fætter BR på 750 kroner! A hva’ behager! Alt I skal gøre for at deltage i konkurrencen er, at beskrive hvordan I ville bygge den “perfekte” racerbane derhjemme? Skulle det være med flyvehop til sofaen, som hjemme hos mig, eller har I andre kreative idéer, så kom med dem i kommentarfeltet herunder og vær med i konkurrencen. Det bli’r sjovt!