Category

Ikke kategoriseret

Category

Jeg tænker på #26

… Det voldsomme had/kærlighedsforhold jeg har til den gave jeg fik af en gruppe søde kvinder – dem, der kalder sig “dillerbanden” hvis nogen kender dem – i forbindelse med min reception i fredags. De gav mig to kæmpestore krukker bland-selv-slik og jeg kan overhovedet ikke styre mig i det. Virkelig ikke.

… At det måske er meget passende, når mange ønsker mig tillykke med min nye “baby” [min bog], selvom jeg i starten syntes det var ret mærkeligt. Det er jo en bog – ikke en baby. Alligevel er jeg vågnet før fanden får sko på, hver eneste dag, siden den udkom. Altså, jeg vågner ved 5-tiden. Af mig selv. Bortset fra i lørdags hvor jeg havde været i byen. Der vågnede jeg først 06.45.

… Hvor fuldkommen vanvittigt det er, at den ligger på bestsellerlisterne hos boghandlerne. Min bog, altså. Og hvor endnu mere vanvittigt det er, hvor mange roser den får med på vejen på instagram under #40ugerefter. Tak!

… Whitney Houston, som jeg tilbragte 1,5 time i selskab med lørdag morgen, da jeg alligevel ikke kunne sove. Tænk sig, jeg har aldrig før fattet, at hun var totalt “white-ificeret”. Jeg har altid bare vold-beundret hendes sangstemme og ikke tænkt så meget over, om hun hellere skulle have sunget noget mere R’n’B.

… R’n’B, som jeg var nødt til at google for at finde ud af hvordan staves. Og som jeg alligevel besluttede mig for at stave på en anden måde. Det andet så simpelthen for mærkeligt ud. RnB. Ej, vel?

… At det var usandsynligt god stil, da en bilist havde sat en seddel i min forrude med et telefonnummer og besked om, at vedkommende havde ramt mit sidespejl, som havde fået verdens mindste skramme. I verdens smalleste gade, hvor jeg havde glemt at klappe spejlet ind. Sedlen var drivvåd af det vilde solskinsregnvejr vi holdt os her i København, men heldigvis var skriften intakt, så jeg kunne skrive:“Tak for sedlen i min forrude – det går nok med det sidespejl! God dag”. 

… Om det mon var et særligt lykketræf, at mine negle (næsten) matchede bilen?

… Hvor megairriterende jeg synes det er, når der hænger “vi har lus“-opslag i børnenes respektive institutioner. Bevares, det er hvad der sker og det er selvfølgelig irriterende for alle, men herhjemme tager det seriøst en hel eftermiddag at kæmme mine to krøltoppe, som ikke just finder den store fornøjelse i projektet. Heldigvis fandt vi ingen lus og jeg krydser nu bare fingre for at alle andre forældre også kæmmede deres børn i går…

… Hvor megagodt det var, at jeg allerede i dag fik besøg af en i øvrigt virkeligt sød tagdækker ude i min kolonihave, som sagde at det slet ikke behøvede at blive nær så dyrt at skifte taget, som jeg havde frygtet.

… At de gode nyheder om taget, bestsellerplaceringerne og den gennemblødte seddel i min bilrude klart overskygger lusekæmningen.

Bordskilte, de første anmeldelser og en bytur

Det var godt nok kun lige på et hængende kussehår, at jeg nåede at få gjort klar inde i Andedammen, inden de første gæster ankom, men ikke desto mindre nåede jeg det (næsten) og vores hyggelige kontorlokaler var for et par timer forvandlet til receptionslokaler, med gave-, slik- og drikkevarebord. Sidstnævnte, efter Jens’ anvisning, da han bestemt mente at det måtte være på sin ret, at man via hans sirligt udførte skilte, kunne se, hvad pokker de enkelte borde gik ud på. Årsagen – til det hele – tadaaaa: 40 Uger Efter – en kærlig håndsrækning til nybagte mødre. 

I modsætning til mit første event omkring bogen var jeg ikke spor nervøs i går, fordi bogen allerede havde været ude i et godt døgns tid, i hvilket jeg allerede havde fået små hint rundt omkring til, at det ikke kun var mig, der syntes bogen var god.

Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg jo været smadderbange for, om jeg nu var den eneste i landet, der syntes den var god, men det lader altså til, at jeg har ramt ét eller andet rigtigt. Der er allerede et par gravide kvinder, som har skrevet deres umiddelbare anmeldelse af den HER og HER.

Nuvel, receptionen gik strålende. Alle var så søde, snakketøjs-støjniveauet nåede hidtil uhørte højder, slikket blev spist og champagnen blev drukket og alt var godt.

Efterfølgende havde jeg inviteret en flok af mine veninder ud og ikke fordi dén slags behøver nogen anledning, men jeg følte ligesom jeg skyldte lidt, eftersom det seneste arrangement jeg havde inviteret til, var arbejdsfest i min kolonihave og så faldt det hele naturligvis ganske belejligt sammen med, at jeg både har udgivet bog og er fyldt år i den forgangne uge. Vi slentrede derfor afsted fra slikbuffet og bobler i Andedammen, til cocktails og burgere på Cocks’n’Cows, som meget belejligt ligger ganske få hundrede meter, både fra kontoret i Andedammen og fra min lejlighed på Østerbro.

Jeg har tidligere skældt lidt ud over deres vegetarburger “Treehugger” som alle andre tilsyneladende elsker og som jeg på et tidspunkt blev lidt træt af, men efter at have smagt deres nyere “Kevin Veegan” som er perfekt snasket og spicy, er min begejstring for stedet mere end genvundet! Især altså, fordi de laver nogle mean cocktails også (deraf navnet: cocks’n’cows = cocktails og burgere-ish), som både er gode som apetizer og som dessert. Sidstnævnte, selvfølgelig i form af Espresso Martini, som er én af mine yndlingsdesserter, når jeg er for mæt til chokolade og is!

Desværre skulle det dog vise sig, at der faktisk slet ikke var plads til os alle i cocktailbaren under restauranten, hvorfor vi i stedet besluttede at inhalere vores martinis og drage videre mod Dandy, som jeg tidligere har haft held med at visitere, både om natten og til receptionen for Confetti, for ikke så frygteligt længe siden. Der er simpelthen så overdrevet pænt, cocktailsene er gode og idéen med et (ryger)køkken allerbagerst i lokalet, er intet mindre end genial, synes jeg! Desværre gjaldt dog lidt det samme på Dandy, som på cocktailbaren på Cocks – der var simpelthen kun ringe plads til så mange damer, som vi var afsted, hvis vi gerne ville holde os i samlet flok. På et tidspunkt spottede jeg godt nok et ledigt bord lige midt i det hele, som jeg naturligvis forsøgte at charmere de søde afryddere til at overlade til mig, hvortil de tørt fortalte, at netop dét bord altså var reserveret til Rasmus Seebach… Aaaaalright, jeg kender mine begrænsninger når jeg står over for dem og selvom jeg tidligere har været kendt for, at charmere de optrædende i Vild Med Dans (Thank you, Robbie!), så overlod jeg naturligvis bordet ganske ubemærket til Rasmus. Ganske uagtet dét og den lidt trange plads til større grupper, blev det på alle måder en dejlig aften. Og jeg fik – langt om længe – danset lidt, efter min skilsmisse. Dét var sgu på tide!

Jo jo, det der 31 er måske slet ikke så slemt, omend jeg klart skal øve mig på at (lade være med at) tage billeder når jeg er fuld…

Træt på den gode måde

Roen har sænket sig som en dyne af tryghed, der svøber sig om mig, til stilheden af mine sovende børn. Jeg er træt på den både voldsomme og gode måde. Det har nemlig været en god dag. Sådan, rigtigt god.

Jeg har efterhånden fablet en hel del om det allerede, men altså, min bog er – som de fleste af jer nok for længst har opsnappet – udkommet i dag, hvilket afstedkom at jeg indfandt mig i Go’Morgen Danmarks studie i Tivoli før fanden fik sko på, til en snak om – ja – tiden efter fødslen, med tis, afføring, slap bækkenbund og den slags som man måske ellers ikke så ofte snakker om, sådan en torsdag morgen, men som jeg altså benævner i bogen. Både med gode råd og vejledning – og i særdeleshed med personlige anekdoter, som jeg vist nok også kom til at bræge op om på landsdækkende tv.

… Men okay, mon ikke de fleste har tisset lidt i bukserne på et tidspunkt? Uanset hvad, har jeg altså hermed indrømmet at have gjort det – men dét tænker jeg egentlig ikke at vi skal træde så meget mere rundt i nu. 

Mit hoved er fyldt. Af lykke, af hilsener, beskeder og af alle de billeder af nuttede babyer i selskab med min bog, som jeg har modtaget i dag. Fra kvinder, som allerede har læst sig godt ind i bogen, og som skriver lange, dybtfølte beskeder, som for de flestes vedkommende handler om at de gerne vil sige tak, fordi jeg har skrevet dén bog.

Det har været – og er! – ganske og aldeles overvældende! Og dét endda dagen efter min fødselsdag, hvor jeg stadig ikke er kommet mig over (eller har fået svaret på!) alle de søde fødselsdagshilsener, som er poppet ind både her og der. Det er ingenlunde fordi jeg ikke gider at svare eller fordi jeg ikke sætter pris på alle dem, som har taget sig tid til at give mig en hilsen med på vejen – jeg kan simpelthen bare ikke følge med. Tilmed tror jeg faktisk at jeg ender med, for i aften, at slukke alle skærme til fordel for en bog (som ikke skal være min egen) fordi jeg simpelthen trænger til at koble af og til at komme lidt ud af mit eget lille propfyldte hoved, ikke mindst.

Jeg skulle jo også gerne blive parat til en ny dag i morgen, som udover en forhåbentligt dejlig morgen med mine drenge, byder på bogreception og fødselsdagsmiddag med mine veninder, hvor jeg naturligvis gerne skulle være frisk nok til – for første gang siden der stadig boede to voksne her på adressen – at komme ud og danse! Der er trods alt rigeligt at fejre.

Men altså, god aften til jer – og tak fordi I læser med. Både on- og offline, kan jeg med stolthed sige nu <3

Så blev 40 Uger Efter vist frem for første gang

40 uger efter

Shiiiit mand, hvor har jeg været spændt på i dag, hvor jeg for allerførste gang skulle præsentere min bog, 40 Uger Efter, for andre end min forlægger, som naturligvis har været med mig hele vejen, siden jeg fandt ud af, at jeg gerne ville udgive en bog. Jeg fik den først selv i hænderne i fredags og ikke engang min mor har set den endnu, så I kan næsten forestille jer, hvor nervepirrende det var, at skulle dele resultatet med den gruppe seje kvinder jeg havde inviteret med til morgenmad og præsentation af bogen, på Bistro Royal ved Kongens Nytorv.

Heldigvis gik det smadderfint og selvom jeg vist glemte at sige en masse – herunder, detaljen med at bogen faktisk først kommer i handlen i overmorgen, d.14.september – så fik vi os simpelthen så mange gode snakke og jeg blev bare bekræftet i, hvor vigtig en bog som denne kan være, for rigtigt mange nybagte mødre, fordi den både på faglig, personlig og humoristisk måde tager én med igennem de første 40 uger af et moderskab.

Jeg vil ikke sige så meget andet nu, end at jeg nu bare glæder mig endnu mere til at få bogen ud over stepperne og til at høre, hvad I synes om den, hvis I skulle få lyst til og mulighed for at læse den, når den er udkommet <3

40 uger efter

[Den lækreste morgenmad]

[… Vi grinede heldigvis ret meget!]

[Søde og smukke damer]

[Beskedent – men fint – pynt]

[Der blev sludret…]40 uger efter

[… Indtil jeg – lidt nervøst – fortalte om bogen]

[… Og damerne heldigvis godt gad høre hvad jeg sagde]

[Gaver! Tænk sig, at jeg fik gaver – jeg er eddermamer en heldig kartoffel]

… Og hvis så du overhovedet ikke kan vente med at få fingrene i bogen – eller hvis du bare ikke orker at skulle finde en boghandel (eller BabySam, hvor den også kommer til salg) i dit nærområde – så kan du forudbestille den HER.

Sådan sparede jeg 10.000 kroner på min bil

Det tog mig lige akkurat to kopper kaffe, et par e-mails sendt fra sofaen i den tilstødende lille butik og lidt over tre timer, at have sparet mig selv for mere end 10.000 kroner, da jeg forleden indfandt mig hos FDM i Ballerup.

Ti-tusinde kroner! Det er altså ret mange penge, synes jeg. Tænk bare på, hvor mange fyldte poser jeg kunne slæbe ud af Netto for de penge.

Penge, som jeg ved at bruge godt 2.000 kroner på et brugtbilstjek hos FDM altså sparede, eftersom den usandsynligt grundige mekaniker fandt fejl på bilen, til en anslået minimumsudgift på 13.000 kroner – som jeg sidenhen fik repareret kvit og frit!

Sagen er den, at jeg i sommer købte mig en bil. For første gang nogensinde, købte jeg mig ovenikøbet en relativt ny bil, som ikke havde andet end tre år og 42.000 kilometer i bagagen og jeg tænkte derfor, da bilen endda ved første prøvetur stadig duftede (eller lugtede, nok nærmere – jeg kan virkelig ikke lide lugten af ny bil) af ny bil, var jeg ikke i tvivl om, at den var et fund til prisen. Hvis I har læst med længe, kan I måske huske dengang jeg havde en tussegammel Opel Corsa, som jeg en dag endte med at skubbe afsted, efter at have afleveret Jens børnehaven? I ved, jeg synes virkelig jeg har opgraderet på min bilvalg!

Alligevel, da jeg fik den med hjem til København, konsulterede jeg lige “Onkel FMD” for at høre dem, om der var noget jeg skulle være særligt opmærksom på, hvortil de anbefalede mig en brugtbilstest.

“Til lidt over 2.000 kroner?!” Fløj det vist ud af mig, da de foreslog det. Jeg havde jo købt en nærmest ny bil, så hvad kunne den overhovedet fejle? Altså, den var jo ret beset ikke særligt meget “brugt”. Argh, altså…

Og så ved jeg sgu ikke hvad der er sket med mig, men jeg mistænker, at det er noget med at jeg har fået børn og nærmer mig noget voksent, med pensionsopsparinger, forsikringer og alt den slags, for i hvert fald endte jeg med at ringe til dem igen dagen efter, for at booke en tid. Om ikke andet, så for at være sikker på, at jeg havde købt mig en god bil. Pralefaktor med evidens, kunne man kalde det. For altså, selvom jeg godt nok i videoen som I kan se HER siger, at jeg kun kan tælle hvor mange hjul bilen har og om den er pæn, så passer det altså ikke helt. Jeg kan også se på noget med brændstoføkonomi og grøn ejerafgift og den slags – og dér scorer min lille bil (som I selvfølgelig også kan se i videoen) topkarakterer, siger jeg jer!

Heldigvis skulle det vise sig, at mekanikeren var enig med mig i, at jeg havde gjort mig et udmærket køb og at min bil, ganske som forventet var i o.k. stand. Alligevel var der altså nogle helt basale ting, som han mente at jeg skulle gå tilbage til forhandleren at få fikset – på forhandlerens regning. Rustne bremseskiver, for eksempel. Noget jeg i øvrigt sørensus’me er glad for at jeg ikke er endt med at køre rundt med alt for længe. Det kunne jo være endt grueligt galt.

Forhandleren var heldigvis – fra dét sekund at jeg nævnte FDM – fuldkommen enig i, at det selvfølgelig var ham der skulle betale gildet og hans eneste spørgsmål var bare “hvor længe vil du have lånebilen?”. Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvordan samtalen med forhandleren var forløbet, hvis ikke jeg havde involveret FDM i den, men jeg forestiller mig, at jeg havde skullet argumentere temmeligt meget mere, for at få de fornødne reparationer betalt.

Det var mange penge givet ud, men heldigvis endnu flere sparet og ja, jeg er glad for at have gjort det og jeg er nu bare endnu mere glad for min lille – næsten nye – bil!

Som en lille bonusinformation kan jeg fortælle at alle kan få lavet en brugtsbilstest hos FDM – prisen er bare lavere, når man er medlem. I kan se priserne – og booke en tid til test HER

Ting man kun kan savne fra 90’erne

Hvis man nu lige ser bort fra det faktum at jeg i virkeligheden var mere barn end voksen i 90’erne, som muligvis kan have givet mig et noget overidylliseret forhold til det stilforvirrede årti, så er der altså alligevel ting fra dengang, som jeg godt kan savne af og til. Ting, jeg er overbevist om, at jeg ikke er ene om at savne. Eller hvad?

Ting jeg savner fra 90’erne:

… Zig-zag-skilningen. Verdens bedste undskyldning for ikke at rede hår.

… Vækkeure. Gerne i clock-radio-form. Kæft, jeg savner at vågne til musik. Og Rasmus Radiomus.

… Backstreet Boys. Altså, dengang Nick Carter var lige så lækker som Leonardo DiCaprio.

… Den kulsorte eyeliner. Jeg var helt pjattet med det skarpe look og selvom jeg godt kan se nu, at det så lidt voldsomt ud, så var det altså temmeligt meget nemmere at have med at gøre, end contour og hvad der ellers er moderne i dag.

… Frugtsalat med vanillecreme og, når det skulle være rigtigt fint, små chokoladestykker. Abemad, hed det vist. Kæft, det var lækkert!

… Puch Maxi’er. Hvor er de i øvrigt blevet af?!

… Ærmer, der helst skulle være lidt for lange. Eventuelt med hul til tommeltotten.

… Ongoing tv-serier. Beverly Hills – altså, genudsendelse nummer én milliard – Melrose Place og selvfølgelig F.R.I.E.N.D.S.

… Kjoler over jeans! Med denne her sommer, ville det dog være genialt, hvis dét stadig (eller igen) var moderne. Som det vist, ved nærmere eftertanke er. Jeg tænker denne kjole over de her (fantastiske) jeans (reklamelinks).

… Lipgloss – eller endda sådan lidt lys shimmer-agtig effekt på læberne,

… Tørklædet om halsen! Som selvfølgelig skulle bindes helt rigtigt med en spids nedad, for at det var sejt.

… Klippekort til bussen. Sådan ét, som ikke skulle checkes ud. Damn you, rejsekort! 

… Oprørsdamerne indenfor musikverdenen. Sinnead O’Connor, Skunk Anansie – og i den lidt mere poppede ende: Avril Lavigne og Pink. I ved, den slags damer, der ikke behøvede smide tøjet, for at være seje.

… Langejan. Især den med lakridssmag. Suk. Hvis der er noget jeg savner, så er det dén!

Skal vi snakke lidt om… Julie Rudbæk

Mit crush på hende startede egentlig mest bare, som en fornemmelse af noget god- og ikke mindst sjovhed, da jeg, for vist nok første gang, bemærkede hende i et program om kropssprog “Taler du kropssprog?“. Hun virkede så sød og umiddelbar – og som en virkelig god pendent til kropssprogs-eksperten Jesper Bergstrøm, som besad en ulæselig kombination af u- og selvsikkerhed, som jeg sjældent har set. Det var i øvrigt et enormt interessant, men også ret grænseoverskridende program, fordi jeg faktisk er usikker på, om jeg bryder mig om at vide så meget om både mit og andres kropssprog, da noget af det fine ved kropssproget jo er, at det er umiddelbart og derfor ofte meget mere ægte end vores verbale sprog.

Nuvel, tilbage til mit crush: Det er altså i Julie Rudbæk, som jeg nu, efter at have set yderligere to programserier med hende, er blevet helt pjattet med! På fangirl-måden, forstås. Hun slår efter min overbevisning både Mia Lyhne i rollen som Franks kone i Klovn og Sidse Babett Knudsen i Den Eneste Ene – som altså er store ord fra min lille mund.

Jeg startede – desværre – en lille smule bagvendt med at se “Jaloux” på dr.dk, som Julie altså både har skrevet og spillet hovedrollen i. En serie på fem afsnit – hver af mindre end fem minutters varighed. En hylende morsom, fuldkommen vanvittig og tåkrummende serie, som jeg næsten vil så vidt som til at sige at I skal se!

Derefter gik jeg videre til “Generation SoMe!” som jeg så de to første afsnit af i min frokostpause i dag – og jeg elsker det! Jeg er helt vild med, at jeg “kender” alle de SoME-typer der bliver listet op; både i andre, men til dels måske også en lille smule i mig selv. Sidstnævnte forhåbentligt dog ingenlunde i samme grad, som dem man møder i serien, som er noget af det sjoveste jeg kan mindes at have set, siden… Ja, måske siden Klovn. Og Den Eneste Ene. Desværre er tre ud af de seks afsnit i serien allerede udløbet, så hvis du endnu ikke har set den, så er det eddermamer om at være hurtig på aftrækkeren, inden de tre resterende afsnit (herunder afsnit 1 og 2, som jeg så i dag) også udløber.

Seriøst, jeg fatter ikke hvordan det kan være gået min – og tilsyneladende også virkeligt mange andres – næse forbi, at vi har en ny verdensstjerne her! Sjov, uhøjtidelig, smuk og pissegenial.

Jeg har i hvert fald fået et kæmpe crush på Julie Rudbæk – som skuespiller og satiriker, vel at mærke 😉

Your loss, babe

Det er nu afgjort. Jeg har verdens bedste læsere. Punktum.

Hvordan jeg ved det? Det gør jeg, fordi jeg her til formiddag blev mødt af den fineste lille pakke på mit skrivebord inde i Andedammen, som ramte mig lige i hjertekulen. Den var fra en sød og usædvanligt omsorgsfuld læser, som startede ud med at sige undskyld, for sin direkte facon og at hun håbede, at jeg ikke ville tage det ilde op, at hun havde stalket sig frem til adressen her på kontoret. Hun skrev til mig, at hun var så ked af at se, at jeg virkede så trist i denne tid og at hun syntes jeg var sådan én, som bare burde have det godt, når nu jeg gav så meget godt til hende, igennem mine daglige skriblerier herinde. Så hun havde købt mig en t-shirt, fordi hun sådan kom til at tænke på mig, da hun så den.

Altså, imens hun havde shoppet løs til sig selv, havde hun ikke bare tænkt på mig, men også købt noget til mig, som hun syntes ramte plet.

Dét i sig selv, synes jeg er overdrevet vildt og stort og fuldkommen vanvittigt. Tænk sig, at der har siddet én derude og tænkt så meget på mig, at hun har købt mig en t-shirt i håbet om, at den kunne give mig et smil på læben. Det kunne jeg aldrig (!!) finde på at tage ilde op, og jeg er altså mest af alt bare på røven over, at der virkelig har siddet en som ikke kender mig andet igennem en skærm, som så tydeligt kærer sig om mig. Hold kæft, hvor er det vildt. Og dejligt. Og hvor er jeg taknemmelig.

… Og jeg lover jer for, den har givet mig smil, for den mindede mig lige om, at jeg (også) er noget værd. Noget jeg ellers af og til glemmer lidt midt i alle de forandringer der sker i mit liv lige pt.

For hun har totalt meget ret, hende verdens sødeste og mest betænksomme læser. Gennemsnittet af mit humør ligger langt under det sædvanlige, min hjerne fungerer i bedste fald på halv kraft og jeg føler mig mange dage som en skygge af mig selv. Men jeg véd, at det er midlertidigt og jeg ved hvad det skyldes, hvorfor jeg er ganske fortrøstningfuld. Jeg er ikke ked af det hele tiden; overhovedet ikke, men jeg er heller ikke mit ukueligt muntre jeg, i samme omfang, som jeg var for et år siden. Heldigvis er der masser af gode ting i vente (min bog, for eksempel, som jeg er ved at dø af spænding over at se, når den kommer tilbage fra tryk) og selvom skyerne nogle dage synes at være lidt rigeligt tunge, så ved jeg jo godt at solen skinner oppe over dem hver evig eneste dag.

Humøret skal nok komme igen og hvis ikke af sig selv, så begynder jeg sgu til zumba, eller noget andet grinagtigt, som både kan styrke latter-, mave- og humørmusklerne.

Your loss, babe.

Hold, kæft hvor jeg elsker det og hold kæft, hvor jeg elsker at blogge, når det (også) kan føre sådan noget her med sig.

Tak. Bare tak.

P.s. Verdens sødeste og mest betænksomme læser sluttede sit lille brev af med “P.s. T-shirten er købt hos NA-KD” og jeg tænker, at det betyder, at hun er cool med at jeg linker til den. Hvis nu der var andre der kunne finde på også at erhverve sig én. Enten til sig selv, eller til en veninde, som har brug for det. Den kan findes HER. Og hvis man er shoppelysten (og deler smag med mig) kan jeg også anbefale at kigge på denne HER som lige nu er nedsat til 249.-

Bør man få børn (efter 35)?

Vi har igennem de seneste mange år fået tudet ørerne fulde af, at vi skal få børn imens vi er unge. Unge og (mere) fertile, som vist er den primære årsag til at samfundet synes, at vi skal se at komme igang med den alvorlige del af lagengymnastikken. Med rette, måske. Men altså også ganske uden ret, synes jeg, hvis jeg et øjeblik lige tager min jordemoderfaglige kasket af.

Da jeg her til formiddag lavede en lille spørg jordemoderen-video på facebook var der en mand, som i minuttet efter jeg havde afsluttet videoen (jeg sendte live, red.) spurgte om man bør få børn efter 35, hvorefter jeg grueligt ærgrede mig over, at have afsluttet videoen førend jeg fik muligheden for at svare på dét spørgsmål, som jeg synes er meget, meget interessant.


Se videoen HER


Det hurtige svar, som formentlig ville have været dét jeg var kommet med, hvis jeg havde set spørgsmålet i tide, er nej, man bør ikke få børn efter man er fyldt 35. Man bør aldrig få børn! Man skal få børn fordi man gerne vil og ikke fordi det forventes af én og fordi det er noget man bør. Bevares, jeg elsker mine børn overalt i verden og jeg under bestemt alle andre, at opleve den samme glæde som det giver mig, at være nogens mor, men jeg respekterer i dén grad også, hvis nogen har det på en anden måde og måske slet ikke ønsker at få børn.

Nuvel, jeg har selvfølgelig, som min indledning af indlægget her også indikerer, en formodning om, at vedkommende der stillede spørgsmålet havde en ganske anden agenda, end at afføde en debat om hvorvidt man – i det hele taget – bør få børn eller ej, som jeg i øvrigt er temmeligt overbevist om, at vi alle er mere eller mindre enige om, men dét svar tænker jeg, at jeg lige skal sove på indtil i morgen, hvor jeg håber at have udtænkt et par guldkorn, som forhåbentligt gerne skulle kunne lægge op til lidt debat. Det trænger vi snart til herinde, gør vi ikke? En god, sober debat, om et i øvrigt drønvigtigt og evigt aktuelt emne. Stay tuned!

En nominering der ikke blev til

For nogle uger siden fortalte min bloggerkollega fra ConfettiCPH, Mette Marie, at hun var blevet nomineret – vist nok i instagramkategorien – til dette års Guldtuben. Guldtuben, som er et arrangement, der hylder de sociale medier indenfor formatet “video”. Eller med andre ord: youtubernes prisuddeling. Den slags kan man naturligvis ikke sige til mig, uden jeg fluks tjekker op på hvad en sådan nominering betyder og hvad den går ud på. Særligt med den seneste debat om youtube in mente. Det viste sig, at alle kan nominere lige præcis dem de vil, indenfor en lang række kategorier. Youtube, Instagram, SnapChat, Facebook og så videre – alt sammen set i forhold til videoformatet, som ikke just er mit florerende speciale, hvorfor jeg blot glædede mig over Mette Maries nominering (og sendte hende og et par andre gode damer endnu én i bunken) og glemte alt om Guldtuben igen.

Indtil sent i aftes, da der tikkede en SMS ind fra én af mine gode veninder:

Er du godt klar over, at du kan blive nomineret til en pris ved GuldTuben? Det er vist et vildt fedt show og om ikke andet trænger du til at komme ud, dame! Jeg har i hvert fald nomineret dig i kategorien “Bedst På Facebook”. For helt ærligt, vi tænger sgu til noget substans til de her Social-Media-Selviscenesættende-shows og med dine live-jordemoder-videoer hvor damer fra hele landet kan få direkte råd og vejledning, så synes jeg sgu du er den bedste på Facebook. Du er! Og hey, fik jeg sagt at du trænger til at komme lidt ud?”

Really?!! Mig? Bedst på Facebook? Well, ved I hvad? Jeg aner ikke hvad der ellers findes af videoproducenter på Facebook og jeg aner ikke om jeg kan hamle op med en eneste af dem, men jeg ved, at jeg elskede min veninde (endnu højere) for den SMS og for hendes lillebitte injektion af selvtillid i mig. Og helt ærligt, det kunne sgu da være herresejt, hvis der rent faktisk blev nomineret  nogle videoer med fagligt indhold, frem for realitystjerner som spiser chili-cheese-tops indtil de brækker sig, eller hvad der nu er populært these days. 

Nuvel, min plan var egentlig at jeg ville bede jer om – hvis I var enige med min veninde – også at nominere mig, men tilfældet er simpelthen sådan, at muligheden for at nominere sluttede i går. Dén skid er slået, som man siger, og jeg vil i stedet bare nyde anerkendelsen og det faktum, at begge mine drenge stadig sover, til trods for at klokken har passeret syv. Og så vil jeg oppe mig og snart lave én af føromtalte videoer igen, fordi jeg faktisk synes det er et ret fint koncept og så må jeg bare håbe på, at der kommer en anden anledning til at hoppe i noget fint tøj. Snart. (Vild Med Dans: I ringer bare!). For min veninde har nok ret; jeg trænger til at komme ud! Én gang skal jo være den første, efter ringen røg af, ik’?