Category

Ikke kategoriseret

Category

Når det nu er blevet koldt…

… Så findes der da næsten ikke noget hyggere end at “cuddle up” med en varm kop et-eller-andet (hjemme hos mig: altid kaffe, fordi jeg simpelthen sover alt for lidt, til at drikke både the og kakao) i en blød, lækker hjemmestrikket sag, vel? Okay, hjemmestrikket er måske også lige at strække den, som med kakaoen, eftersom jeg ikke har strikket noget, siden jeg i sjette klasse strikkede mig verdens absolut grimmeste og korteste halstørklæde, efter at have set flere af de andre piger fra klassen have særdeles meget mere held med projektet end mig. Jeg er bare ikke en “strikker”. Til gengæld er jeg dybt taknemmelig, når nogen rent faktisk gider at strikke noget til mig! Det er jo totalt luksus med hjemmestrik. Altså, når det er strikket ud fra opskrifter fra nærværende årtusinde og af garn, som ikke kradser.

Og det er her at MayFlower, som er én af nordens største garnleverandører, kommer ind i billedet! For hver eneste gang nogen har været så søde, at ville strikke noget til mig, har de evigt og altid spurgt efter en opskrift og hvis der er noget jeg ikke har styr på, så er det altså dén slags! Det har – desværre – flere gange resulteret i, at nogen har brugt (enormt lang) tid på at strikke noget til mig, som jeg kun havde delvist optur over, fordi designet ikke var helt som jeg godt kunne have tænkt mig. Selvklart. Derfor er det super snedigt at der, inde på mayflower.dk, ligger en kavalkade af gratis hækle- og strikkeopskrifter indenfor nogenlunde en milliard kategorier lige fra juletræsranker, legetøj, tøj til hele familien og til gulvtæpper.

For mig selv har jeg de seneste mange år i alle tilfælde altid haft hjemmestrik på min ønskeliste til jul og jeg glæder mig simpelthen sådan til i år, hvor jeg ovenikøbet kan smide et par ønskeopskrifter oven i hatten, hvis nu jeg skulle være så heldig, at nogen gad at strikke mig en lille ting.

Jeg tænker for eksempel på denne her mega fine sag til drengene. Måske med hver deres kontrastfarve. Og helt klart denne her til mig!

… Og så gad jeg vildt godt at have mig en kæmpe stak af disse, som jeg måske i virkeligheden godt kunne (lære at) give mig i kast med selv. Lidt fordi de er fine, men mest for at passe på miljøet, men dén snak må vi hellere tage en anden god gang 🙂

I mellemtiden har jeg været så heldig, at der har siddet nogle helt vildt søde og engagerede folk hos mayflower, som rent faktisk allerede har strikke mig den sweater jeg har på, på billederne i indlægget her. Jeg er helt pjattet med detaljerne på armene, at den ligesom slutter tæt om håndleddene og at den kan bruges både med en top eller en skjorte under og på dén måde give to ret forskellige udtryk. Den er super blød i kvaliteten, kradser ikke – og bedst af alt, så er den lavet ud af 100% ren uldgarn, men kan stadig både vaskes i maskinen og få en tur i tørretumbleren, uden den tager skade. Hallelujah, mand! Det er jo næsten lige til at få tårer i øjnene over, ikke længere at skulle “ligge” de hjemmestrikkede sager tørre, for dét kan altså godt være noget af et projekt, hvis ikke formen skal skride undervejs. De gode mennesker hos mayflower har sidenhen fortalt mig, at de rent faktisk har temmeligt meget garn, som netop kan dét og som I altså kan tage et nærmere kig på HER, hvis I skulle have lyst.

Og uanset om I har lyst til at kigge på garnfarver eller ej, så håber jeg bare, at I får en knaldgod dag! Solen skinner fra en næsten skyfri himmel her i København, Thomas har netop hentet drengene og jeg har de dejligste – og en lille smule hemmelige – planer, som jeg formentlig løfter sløret for på min instastory i løbet af dagen.

Hjemmebygget racerbane? Vind gavekort til fætter BR

Wruuuuum! Som mor til to drenge, har jeg efterhånden temmeligt godt styr på mine lydeffekter, når det kommer til at sætte lidt ekstra fut i legene, når der er biler på programmet. Ja, det ville jeg formentlig – eller ganske givet – også have haft, hvis jeg havde været mor til piger, men I ved hvad jeg mener, ik’?

Mine drenge, især Peter, elsker at lege med biler! Han bygger racerbaner ud af hvad-som-helst (som den I kan se HER, for eksempel) og kører rundt i møbler, på vægge, på gulvet og i luften med sine mange forskellige biler og jeg er helt pjattet med, hvordan hans fantasi virkelig er begyndt at tage form, når han lever sig ind i rollen, som den ene eller den anden bil. Især Lynet McQueen har hittet stort, siden vi var inde til forpremieren på Biler 3, hvor vi ovenikøbet var så heldige at få en rugbrødsdrevet – men talende (!) – bil med hjem.

Sidenhen har vi erhvervet os endnu en bil til samlingen; denne gang én som primært Jens har glæde af, fordi den er fjernstyret og derfor liiiidt sværere (men til gengæld for Jens, sjovere) at manøvrere rundt og dén slags kaldte selvfølgelig på et vaskeægte racerløb! Derfor blev stuen forleden forvandlet til racerbane for en eftermiddag; med flyvehop til sofaen og fuld skrue på både støj-, aktivitets- og glædesniveau!

Med biler som dén slags mine drenge har, er det selvfølgelig klart, at de er allersjovest, når de fungerer efter hensigten og til dét, havde vi endnu engang allieret os med Duracell Ultra Power batterier, som fuldkommen lever op til deres vision om at bringe legetøjet til live. Peters talende bil, havde (selvfølgelig, fristes jeg til at sige, eftersom Ultra Power batterierne er Duracells til dato mest holdbare af slagsen) stadig masser af krudt i batterierne fra da vi tankede den op for nogle måneder siden, imens Jens’ nye bil, skulle have lidt hjælp med på vejen, inden den kunne køre derud af.

Oh, hvilken glæde altså! 

En anderledes – men bestemt ikke mindre – glæde er det derfor også for mig, at kunne fortælle jer, at jeg har fået lov til at udlodde en lille konkurrence til de af jer, der skulle have interesse i dén slags. Jeg har nemlig fået lov til at at forkæle hele seks heldige læsere: Fem af jer kan vinde en bil magen til Peters og én kan vinde hovedpræmien som består af: en bil magen til de øvrige, 3 måneders forbrug af Duracell-batterier OG et gavekort til Fætter BR på 750 kroner! A hva’ behager! Alt I skal gøre for at deltage i konkurrencen er, at beskrive hvordan I ville bygge den “perfekte” racerbane derhjemme? Skulle det være med flyvehop til sofaen, som hjemme hos mig, eller har I andre kreative idéer, så kom med dem i kommentarfeltet herunder og vær med i konkurrencen. Det bli’r sjovt!

 

Jeg tror det.

Jeg prøver at komme i tanker om, hvornår jeg senest, sådan helt frivilligt og uden invitation, har indfundet mig på et lignende sted. Det er flere år siden. I hvert fald. Hvis egentlig nogensinde. De gange det er sket, har det i alle tilfælde været med ønsket om en kulturel indsigt til grund.

Det er kirker det handler om.

Kirker, som jeg siden jeg var barn har haft det ganske svært med. Jeg har ligesom aldrig rigtigt følt mig hjemme, fordi jeg vidste, at jeg ikke var én af dem. Dem, der troede på Gud.

Det gør jeg stadig ikke, men i dag, indfandt jeg mig alligevel – helt frivilligt og uden anden agenda end at nyde livet – i én af Københavns formentlig allersmukkeste kirker. Og selvom jeg da skal være ærligt at sige, at nogle af skrifterne på væggene ikke just faldt indenfor min naturlige forståelsesramme, så var der så skønt, at jeg endte med at sidde der i timevis. Jeg så lyset ændre sig i det store rum, i takt med at solen gik ned ude i det virvar jeg véd der huserer, i København på en mandag eftermiddag, alt imens lyden af stilhed og reflektion fyldte mit hjerte.

Dén havde jeg sgu alligevel ikke set komme, men altså, ikke desto mindre, så var det helt rart. At gå i kirke på en helt almindelig mandag eftermiddag. Især fordi der var så stille, at jeg end ikke nænnede at trække min telefon op af lommen for at tage et billede. Det må blive en anden gang, for én ting er sikker og dét er, at jeg er nødt til at vende tilbage. Også selvom jeg stadig ikke er en del af dem. Dem, som jeg håber vil lade mig nyde lidt af dét de tror på, selvom jeg ikke tror. Jeg tror det 😉

Jeg tænker på #27

… Natteroderi. Som jo er helt håbløst.

… Hvilket genialt træk det var, at der stod slik på bordene inde på Dandy i aftes. Seriøst, det var så sejt og hvis ikke jeg allerede var ret stor fan af dét sted, så blev jeg det i alle tilfælde lige dér. Disko OG snolder – vinderkombination!

… Hvor hurtigt min krop åbenbart vænner sig til at være længe oppe. Efter to dage med drinks og alt, alt for lidt søvn, sidder jeg nu her, søndag aften og kan overhovedet ikke forestille mig at gå i sent. Til gengæld har jeg stadig ikke lært, at sove længe.

… At det vel ret beset ikke engang er aften, men nat. Klokken er trods alt i skrivende stund 00:51.

… Hvordan pokker det må have set ud, da jeg – efter at have kørt en god håndfuld skumfiduser og relativt store mængder gin i svælget – indtog dansegulvet, eftersom jeg i dag har været øm i nærmest alle muskler der kan relateres til min halsregion. Den har tilsyneladende fået usædvanligt fuld skrue. Med hovedet, hvordan dét så end foregår på et sted, som ikke just lægger op til head-bang.

… Om det er mærkeligt at jeg ikke kan se, høre eller tænke på tallet 27, uden også at tænke på Jim, Janis, Kurt og Amy, og deres meget lidt favorable klub 27.

… Hvor meget jeg glæder mig til at skulle til Esbjerg og holde foredrag i morgen – altså, mandag. Også selvom jeg forleden fejlagtigt kom til at kalde gågaden for “Store Kongensgade”, når den i virkeligheden bare heder “Kongensgade”. Jeg er muligvis farvet af, at jeg cykler igennem den københavnske “Store Kongensgade” stort set hver dag.

… At jeg bare virkelig håber, at jeg kommer på en dag, hvor blæsten ikke rammer ind, så hele byen lugter af fisk. For ja, den gør den altså af og til.

… Om andre også får ondt i munden af at spise mange chips?

Denne HER fra NA-KD, som jeg lige er kommet til at klikke hjem. Kæft, hvor er den fin – og forhåbentlig helt, helt perfekt med en stor strik over.

… At en stor strik for eksempel kunne være denne HER (også fra NA-KD) – eller hvis man, ligesom jeg, er vild med glimmer: denne HER fra Gina Tricot.

… At jeg i første omgang nok hellere bare må finde en strik frem fra gemmerne. Det er trods alt som om mit shoppebudget til mig selv, har sprængt rammerne lidt vel rigeligt i denne måned, med købet af min nye taske, allerede 😀

Hør 40 uger efter – helt gratis

I virkeligheden var det meget belejligt, sådan med halvanden time i luften og ditto på vej igennem både Københavns og Aalborg Lufthavn, i forbindelse med mit foredrag i BabySam Aalborg torsdag aften. Det gav mig nemlig anledning til – med let klamme hænder og hamrende hjerte – at få lyttet til 40 Uger Efter, som netop er udkommet som lydbog. Med mig som oplæser. På mofibo, som jeg i dén anledning sgu endnu engang har fået lokket en rabatkode ud af, så I allesammen får muligheden for – helt gratis – at lytte med i 30 dage, hvis I har lyst.

Jeg var seriøst så nervøs for, hvordan det ville lyde. Om man ville kunne høre, at jeg aldrig tidligere har prøvet at læse andet op, end godnathistorier for mine børn. Og om min stemme overhovedet var til at holde ud. Om jeg kunne gøre bogen til dét, den er inde i mit hoved.

Heldigvis gik det ret godt og jeg synes faktisk – i al ydmyghed – at den er helt udmærket på lyd. At jeg er, selvom det måske er lidt mærkeligt at sige om sig selv.

Om ikke andet, er den i hvert fald indlæst med største respekt og masser af kærlighed og jeg håber sådan, at I vil give den et lyt.

Jer, der tænker at bogen i det hele taget ville være nice at læse – eller at få læst – skal selvfølgelig høre det hele (eller så meget I gider), hvorimod jer, der bare måtte være nysgerrige, måske med fordel bare kan høre indledningen. Og så eventuelt springe direkte videre til uge 2, som starter efter en lille times tid inde i lydbogen, hvor det mest tekniske er “overstået” og all the fun begins 😀

Shit, mand! Jeg glæder mig helt vildt til at høre hvad I synes.

Lydbogen findes som sagt på Mofibo, hvor I med koden CB2017 får en måneds fri afbenyttelse af både 40 uger Efter – og alle deres andre lyd- og e-bøger. I kan komme igang lige HER.

Obs: Koden gælder kun for nyoprettede kunder. 

Vi ses i Jylland!

Så er det simpelthen i morgen at det går løs og jeg tager til Jylland for at skyde min lille bogtourné igang og for fanden, hvor jeg glæder mig! Til at komme ud i BabySam-butikker, (næsten) landet rundt og fortælle noget af alt dét jeg har på hjerte, om livet som (nybagt) mor. Og til at skulle sove på hotel, være rejsende og selvfølgelig til at møde nogen af jer. Det bliver jo så godt!

Jeg starter ud med at tage til Aalborg i morgen; en by jeg faktisk nærmest aldrig har frekventeret. Jeg har sgu ikke engang været i gaden! Og altså, dét kommer jeg nok heller ikke denne gang, men det er selvfølgelig også altid godt, at have noget til gode, ikke sandt? Jeg forventer allerede at lande i byen allerede sidst på eftermiddagen, så hvis der er nogen af jer, som har idéer til hvor jeg skal spise aftensmad (og måske drikke et glas vin eller en drink efter en forhåbentlig veloverstået aften hos BabySam) så skal I endelig føle jer fri til at komme med forslag, for jeg kender intet. Selve arrangementet om aftenen er vidst efterhånden fuldt booket, men til gengæld er der stadig ledige pladser (som stadig er gratis) til de næste tre, som foregår mandag, tirsdag og onsdag i næste uge i henholdsvist Esbjerg, Kolding og Odense. Og altså, hvis jeg glæder mig til at komme til Aalborg, så er det næsten ligefør jeg glæder mig endnu mere til at komme til de øvrige byer. Ikke fordi jeg ikke kan lide Aalborg, men fordi jeg har et helt særligt forhold til især Esbjerg og Kolding, som jeg ovenikøbet kommer til at have langt mere tid til at snuse rundt i, end det er tilfældet i morgen i Aalborg.

Som lige knap 16-årig mødte jeg mit livs dengang største kærlighed. Han hed Mads og han var min første rigtige kæreste. Som altså boede i Kolding, hvor hans – i øvrigt utroligt søde – mor, troligt kom og hentede mig på stationen i sin lille Berlingo, hver og hver anden weekend, når vi sås. Egentlig brugte vi ikke byen så meget dengang – bevares, vi var jo trods alt nyforelskede teenagere, y’know – men alligevel giver byskiltet alene mig så mange gode minder. Om ungdom, kærlighed og en tid, jeg altid vil tænke tilbage på med et smil om læben.

Og Esbjerg, åh lad mig ikke komme for godt igang med Esbjerg… Det er jo min studieby! Den by, hvor jeg muligvis har udviklet mig allermest som menneske. Dér hvor jeg har kysset flest drenge, været allermest fuld og sårbar og ung og forelsket. Dér hvor jeg har lært så meget af alt dét jeg ved i dag og hvor jeg har mødt nogle af dém, der er blandt mine bedste veninder i dag. Min Esbjerg. Jeg glæder mig sådan til at komme tilbage – forhåbentlig med tid nok til både at komme en tur ned igennem Store Kongensgade og ud til De Hvide Mænd, som var mit yndlingsspot, når jeg af og til havde brug for lige at samle tankerne lidt.

Åh ja, jeg glæder mig helt vildt. Og allermest glæder jeg mig til at se de af jer, der kommer til arrangementerne (som jeg lover at have forberedt mig ret godt til!) – og hvis nu I stadig ikke har sikret jer plads, så skynd jer ind HER og se om ikke stadig der skulle være plads i en by tæt på jer <3 Alle arrangementerne er helt gratis, men kræver tilmelding – og så kan jeg som en lille bonus afsløre, at BabySam i anledningen har sørget for lækre rabatter, hvis nogen skulle blive shoppelystne 🙂

Endelig sover de

Endelig sover de, drengene. Det er ikke ofte jeg har det sådan, men ovenpå en nat, hvor jeg vågnede flere gange end jeg har lyst til at tælle – og endte med at ligge, med (mindst) et ben i nyrerne og arme henover ansigtet, uden hverken dyne eller pude, som to små mennesker havde snuppet – og en dag, som har været usædvanligt fuld af alt muligt andet end tid til at sunde sig, så føles det eddermamer godt, at kunne sidde og glo lige dele ud i luften og ind i min computerskærm, til lyden af det reneste ingenting.

Det gik heldigvis smaddergodt i lydstudiet, hvor jeg i dag gik igang med at indlæse 40 Uger Efter, men fra sekundet jeg var færdig der (for i dag) har jeg følt jeg har halset efter. Drengene blev hentet et par minutter for sent, vejarbejde og en parkeringskælder (som jeg overhovedet ikke kunne finde rundt i) gjorde, at vi kom for sent ud til FN-byen, hvor vi havde et spændende eftermiddagsmøde, som jeg nok skal fortælle mere om, snart og slutteligt, blev aftensmaden – som børnene i øvrigt ikke engang gad at røre; formentlig fordi de var blevet for trætte – serveret væsentligt senere end normalt.

Og nu sidder jeg her. Og kommer i tanker om, at jeg da vist heller ikke fik frokost, men at jeg til gengæld stadig har en lille sjat rosé i køleskabet, som jeg tænker at drikke med fødderne oppe i sofaen og ét eller andet i flimmerkassen, som ikke er Den Store Bagedyst. For altså, hvor meget jeg end med garanti ville elske dét program, så gider jeg simpelthen ikke at se den slags programmer om aftenen, hvor mit blodsukker i forvejen skriger rumlende efter mig. Næh, det ville alligevel være mere selvpineri end jeg er fan af.

… Næsten ligeså meget selvpineri, som at se den her lille frækkert. Shit mand, NU må jeg have mig noget… Vin!

Og det var så det.

Det startede som en kæk idé en eftermiddag for lidt mere end et halvt år siden. Det stod ligesom i stjernerne at det skulle ske på et tidspunkt og vi havde i virkeligheden bare gået og ventet på den helt rigtige idé til at starte vores egen podcast op, Cecilie og jeg. Et par af mine kollegaer inde i Andedammen havde allerede startet deres podcasts op; først Danica med Coffee & Kale og siden Sneglen med VoksenABC og det lød simpelthen så skide spændende, at vi også måtte igang.

Derfor startede vi Damer i Dilemmaer. Og det var spændende. Spændende og sjovt og helt vildt, at flere hundrede tusinde i løbet af så kort tid, gad at høre på os sludre om løst og fast og andre menneskers problemer, som vi forsøgte at kloge os på. Lige indtil det ikke var så sjovt mere. Vi fik nogle meget, meget svære dilemmaer ind i indbakken og selvom vi egentlig gerne ville komme med vores inputs til dem alle, var vi samtidig fulde af ærefrygt, for tænk nu, hvis nogen gjorde som vi havde sjusset os frem til henover en kop kaffe med baileys – og det så viste sig at være forkert. Vi turde simpelthen ikke at tage størstedelen af de indsendte dilemmaer op.

Det føltes pludselig – i takt med at bunken af alt for svære dilemmaer voksede – ikke længere rigtigt. Og slet ikke som det rigtige format. Lysten til at optage nye afsnit blev langsom overtaget af lysten til alt muligt andet og vi har nu truffet den endelige beslutning: Damerne i Dilemmaer siger op.

For mit eget vedkommende vil jeg i stedet meget hellere lægge min energi alle mulige andre steder. I særdeleshed til de foredrag, som jeg skal holde rundt om i landet i løbet af den kommende måneds tid, hvor jeg håber at møde en hel masse af jer. Alle arrangementerne er i øvrigt helt gratis, men kræver tilmelding, som I kan gøre HER.

… Og det var så det. Tak for jer der har lyttet med – måske vender vi tilbage en anden god gang. Ikke i dilemmaer, men måske i alt muligt andet.

Når man er typen der glemmer sit dankort…

Det skal på ingen måder være en hemmelighed, at jeg ikke er verdens mest strukturerede menneske. Og dét altså slet ikke, når det kommer til at rydde op og have styr på, hvor mine ting er. I ved, jeg er sådan én, som altid farer forvirret rundt, inden jeg skal ud af lejligheden, fordi jeg ikke kan finde mine solbriller, nøgler, dankort – you name it. Og det er pisseirriterende, for at sige det rent ud. Næsten lige så irriterende, som de gange jeg har glemt, at fare forvirret rundt, for senere at opdage, at jeg mangler et eller andet helt essentielt. Mit dankort, når jeg har handlet stort ind, for eksempel. Den slags rammer jo altid på de dage, hvor man både mangler stort set alt – inklusive natbind og kondomer, selvfølgelig – som så fint kan få lov til at ligge og vinke ufortrødent til én (og resten af køen, som bare vokser og vokser, imens man febrilsk og forgæves, knaldrød i hovedet og med sveden piblende frem under armene, roder sin taske igennem igen og igen) for enden af kassebåndet, inden kasseekspedienten, som med garanti er “Ny i Job” bliver nødt til at kalde efter forstærkning over højttalerne, for at køre alle varerne retur. Please, sig at I også kender det?!

Til gengæld har jeg, på nærmest magisk vis, næsten altid har styr på (eller let fundet) min telefon, som i sagens natur fordi det er en iPhone i plus-kategorien, er så stor, at det vitterligt kan være svært ikke at få øje på den, selv når jeg er kommet til at lægge den på gulvet under sofabordet. Heldigvis, fordi den selvfølgelig kan være rar at have med sig, hvis nu nogen akut skulle have brug for at komme i kontakt med én (og omvendt!), men nu altså også fordi den kan udgøre det for det manglende dankort.

Ja, sgu!

Den der – i øvrigt mega lækre – kontaktløse funktion, der efterhånden findes nærmest alle steder, kan nu udvalgte steder også bruges med telefonen, hvor man bare skal downloade denne app og logge ind med nem-id, hvorefter den selv ved, hvilke dankort man er indehaver af og som altså bliver tilgængelige dér.

Der er så meget nice ved det, at jeg nærmest ikke ved hvor jeg skal starte. Altså, jo, det er selvfølgelig altid rart at have optimeret sine chancer for at kunne betale for de ting man gerne vil købe, men så er der også det her med, at man både kan give sine forskellige kort farver og navne, efter eget valg. Nu ved jeg selvfølgelig ikke med jer, men jeg er altså den glade indehaver af hele tre dankort (et privat, et til mit firma og et til andedammen, som selvfølgelig skulle være lyserødt), hvoraf de to af dem er nærmest identiske, hvilket af og til godt kan skabe en lille smule forvirring, når jeg står og skal betale. En detalje, som jeg nu er ude over. I de butikker som yder servicen, selvfølgelig. App’en er super let at bruge og man kan endda betale, imens man står for enden af kassebåndet og pakker varer – med sit fingeraftryk! Jeg føler mig helt sci-fi agtig, når jeg står nede for enden af kassebåndet og siger “på beløbet tak” og vupti, så har jeg betalt, uden at røre mig ud af flækken. På den gode måde, vel at mærke.

Jeg kan ikke få hænderne ned over det og nu håber jeg bare at I er en hel masse, som kommer med på vognen, så alle butikker i en ruf kan få øjnene op for, at denne her funktion er uundværlig, så vi på sigt kan bruge det alle steder. I kan til en start – selvfølgelig gratis – hente app’en HER.

Jeg tænker på #26

… Det voldsomme had/kærlighedsforhold jeg har til den gave jeg fik af en gruppe søde kvinder – dem, der kalder sig “dillerbanden” hvis nogen kender dem – i forbindelse med min reception i fredags. De gav mig to kæmpestore krukker bland-selv-slik og jeg kan overhovedet ikke styre mig i det. Virkelig ikke.

… At det måske er meget passende, når mange ønsker mig tillykke med min nye “baby” [min bog], selvom jeg i starten syntes det var ret mærkeligt. Det er jo en bog – ikke en baby. Alligevel er jeg vågnet før fanden får sko på, hver eneste dag, siden den udkom. Altså, jeg vågner ved 5-tiden. Af mig selv. Bortset fra i lørdags hvor jeg havde været i byen. Der vågnede jeg først 06.45.

… Hvor fuldkommen vanvittigt det er, at den ligger på bestsellerlisterne hos boghandlerne. Min bog, altså. Og hvor endnu mere vanvittigt det er, hvor mange roser den får med på vejen på instagram under #40ugerefter. Tak!

… Whitney Houston, som jeg tilbragte 1,5 time i selskab med lørdag morgen, da jeg alligevel ikke kunne sove. Tænk sig, jeg har aldrig før fattet, at hun var totalt “white-ificeret”. Jeg har altid bare vold-beundret hendes sangstemme og ikke tænkt så meget over, om hun hellere skulle have sunget noget mere R’n’B.

… R’n’B, som jeg var nødt til at google for at finde ud af hvordan staves. Og som jeg alligevel besluttede mig for at stave på en anden måde. Det andet så simpelthen for mærkeligt ud. RnB. Ej, vel?

… At det var usandsynligt god stil, da en bilist havde sat en seddel i min forrude med et telefonnummer og besked om, at vedkommende havde ramt mit sidespejl, som havde fået verdens mindste skramme. I verdens smalleste gade, hvor jeg havde glemt at klappe spejlet ind. Sedlen var drivvåd af det vilde solskinsregnvejr vi holdt os her i København, men heldigvis var skriften intakt, så jeg kunne skrive:“Tak for sedlen i min forrude – det går nok med det sidespejl! God dag”. 

… Om det mon var et særligt lykketræf, at mine negle (næsten) matchede bilen?

… Hvor megairriterende jeg synes det er, når der hænger “vi har lus“-opslag i børnenes respektive institutioner. Bevares, det er hvad der sker og det er selvfølgelig irriterende for alle, men herhjemme tager det seriøst en hel eftermiddag at kæmme mine to krøltoppe, som ikke just finder den store fornøjelse i projektet. Heldigvis fandt vi ingen lus og jeg krydser nu bare fingre for at alle andre forældre også kæmmede deres børn i går…

… Hvor megagodt det var, at jeg allerede i dag fik besøg af en i øvrigt virkeligt sød tagdækker ude i min kolonihave, som sagde at det slet ikke behøvede at blive nær så dyrt at skifte taget, som jeg havde frygtet.

… At de gode nyheder om taget, bestsellerplaceringerne og den gennemblødte seddel i min bilrude klart overskygger lusekæmningen.