Category

Familieliv

Category

Blød kost i to uger, blev der sagt!

Som rigtigt mange bemærkede – og gættede, hvor er I gode! – på instagram i går, så stod menuen hjemme hos os i går aftes på risengrød. Til min store overraskelse, så var der faktisk temmeligt mange af jer, som tilkendegav at I skulle have nøjagtigt samme menu, hvorfor man næsten kunne formode at månen stod på én eller anden særlig risengrødsvenlig måde, som fik os alle til at få samme tanke på en i øvrigt okay-varm dag her i august.

Men ak, hos os var det ingenlunden månens skyld. Det var derimod Jens’ tænder, som han – ved et i øvrigt fuldkommen udramatisk styrt i vores gård mandag eftermiddag – desværre slog ret hårdt. Èn mælketand (som heldigvis allerede rokkede lidt) blev slået ud og hans ene, helt nye, blivende fortand blev slået løs.

“Jeg faldt bare ned af en skraldespand” sagde Jens, der tappert forsøgte at smile til mig efter styrtet.

Av, altså! Det gør så ondt i mit hjerte, når min børn kommer galt afsted, omend jeg – gudskelov – har fået noget mere hår på brystet, siden dengang jeg for første gang blev ringet akut op til børnehaven til et blødende barn, som jeg engang skrev om HER.

Grundet den løse fortand holdt jeg selvfølgelig Jens hjemme fra skole dagen efter, for i stedet at have masser af tid til hygge i Andedammen (hvor jeg fik den dér fantastiske gave) og selvfølgelig for at konsultere den lokale tandplejer, som gudskelov, efter røntgen og inspektion, kunne fortælle, at der var rigtigt gode prognoser; vel at mærke, hvis vi kunne være rimeligt konsekvente omkring hans kost. For sagen er altså den, at for at den lille (eller store, i en 6-årigs mund) tand kan sætte sig godt fast igen, så må han ikke bide med den. I to uger.

Blød kost, blev der sagt! Eller i hvert fald mad, der ikke kræver, at det bliver bidt over.

Bum. Så det blev til et: “Skal vi ikke pise risengrød, skat?”. En løsning som begge mine børn naturligvis var ellevilde med!

Jeg tænker egentlig at det er forholdsvist uproblematisk derhjemme, hvor han jo til enhver tid kan skære sin mad ud i bidder; til gengæld er jeg altså en lille smule på herrens mark i forhold til madpakken, som han jo skal have med, de kommende uger. Det oplagte ville selvfølgelig være at give ham alt muligt andet end rugbrødsmadder med; pastasalat for eksempel. “Problemet” er bare, at Jens igennem de sidste to år har fået maden serveret i børnehaven, hvorfor han nu synes det er noget af det mest eksotiske i verden, når han kan få to klapsammenmadder og et par grøntsagsstave med i madpakken.

[Et halvsløjt forsøg på at lave ikke-bide-venlige madder, som stadig helst skal være til at pakke ind, til madpakken]

I morges endte det med en variant, hvor jeg simpelthen skar hans madder ud i stave, men ærligt, så tænker jeg ikke at det er særligt holdbart. Jeg forestiller mig i alle tilfælde, at det bliver en værre smattet omgang efter en tur i skoletasken på en løbe-, hoppe-, danse- og fjolleglad seksårig, som naturligvis selv fragter sin skoletaske med dertilhørende madkasse rundt.

Derfor: Hvis du har nogle gode idéer til mad der ikke skal bides over til madpakken, så fyr løs. I need inspiration! 

… Og til jer der stadig måtte sidde med hjertet oppe i halsen over tænder der bliver slået ud og dén slags, så bare rolig; drengen er glad, han har ikke ondt og der er ingen grund til bekymring – tanden skal bare liiige sætte sig fast. Ingen ko på isen der <3 Det er i hvert fald hvad jeg fortæller mig selv, når jeg går i selvsving over, hvor synd jeg i virkeligheden synes det er for ham.

Sikker vej i skole – også i storbyen

Selvom han har kunnet cykle i lang tid, har jeg faktisk indtil for ganske nyligt, været alt for bange for at lade ham cykle på vejene her i København; min Jens, som i denne uge startede op i SFO, hvor han – fordi den (og skolen) ikke ligger mere end 500 meter væk – selvfølgelig cykler hen. Altså, med mig som ledsager, naturligvis.

Vi kunne naturligvis også gå, men fordi jeg skal have Peter med hen til skolen og tilbage i modsat retning, er det nu engang nemmest på cykel og Jens er så stolt over det! Han fik en ny cykel i 6-års fødselsdagsgave; sådan én med gear og brede dæk, som han stolt ræser rundt på – og nu altså også på vej til skole. Eller SFO, som det har været indtil videre, inden det går rigtigt løs med skole fra på tirsdag.

Længe har jeg gået og tænkt, hvordan pokker man egentlig gør, når et barn skal lære at cykle på vejene her i København, for det er altså på ingen måder det samme som da jeg var barn, langt ude på landet i Sønderjylland, hvor man skulle være heldig, hvis der kom en bil i timen. Men altså, man gør det jo bare. Cykler bagved, giver instrukser og starter på de mere stille veje.

Og heldigvis er det gået fint. Især efter jeg læste FDMs artikel om gode råd til at komme sikkert i skole (til fods, på cykel og i bil) HER, følte jeg mig bedre rustet til at komme igang med cykleriet. Vi lagde derfor ud, allerede i forrige uge, med at cykle turen hjemmefra og hen til skolen nogle gange, så Jens kendte vejen allerede fra den dag han skulle starte og derfor ikke skulle koncentrere sig om dén faktor, når vi skulle afsted med sommerfugle i maven. Hos os begge, i øvrigt.

For shiiiiit, jeg var spændt! Jeg ved det godt, det er totalt curling at føle sine børns følelser på den måde, men det gjorde jeg altså. Og heldigvis gik det – som jeg skrev om HER – smaddergodt! Både cykeltur og første dag blandt hundredevis af nye potentielle venner. Hos Jens, naturligvis.

Jeg husker selv spændingen fra første skoledag og selvom vi endnu ikke er kommet til den første “rigtige” skoledag med timer i klasseværelset, så tænker jeg alligevel at en SFO-indkøring inden skolestart er lidt af det samme. Jeg var så spændt på at skulle i skole og jeg kan nærmest mærke sommerfuglene baske, når jeg tænker over hvordan jeg havde det, da jeg sad der i klassen, omringet af nye (og gamle) venner og alle vores forældre.

Dengang for snart 25 år siden (gyyyys!) skulle jeg ikke cykle i skole de første par år. Vi boede som nævnt ret langt ude på landet, så mine forældre kørte ofte min bror og mig til skole – formentlig i forbindelse med at de alligevel skulle på arbejde. Dengang lagde jeg ikke rigtigt noget i det, men jeg kan huske, at det var så hyggeligt lige at have 10 minutter sammen med enten min mor eller far om morgenen, inden det gik løs; noget jeg altså har tænkt mig også at have med Jens og Peter, selvom vi skal cykle. Det skal være hyggeligt at komme i (og hjem fra) skole og noget af dét der gør det muligt, er selvfølgelig, at både cyklister, fodgængere og i særdeleshed bilister er godt klædt på. Vi skal passe rigtigt godt på hinanden og et godt sted at starte (for bilisterne og alle os der skal passe på dem) er altså i den lille guide HER og i føromtalte artikel HER. Jeg er i hvert fald blevet en lille smule mere opmærksom på nogle af de mange faldgruber der findes på vejen, ved at læse dem – og dét er jeg glad for.

Næsten lige så glad, som jeg er for, at det indtil videre bare er gået ski’e godt!

… Og skal vi så ikke lige i fællesskab aftale, at vi passer lidt ekstra godt på alle de nye trafikanter i denne tid? Please.

Skulle vi måske hellere vente med at få børn?

Lad mig allerførst lægge ud med en disclaimer: Alle skal selvfølgelig få de børn de vil (og kan) når de vil (og kan) og jeg mener ingenlunde at der findes noget rigtigt eller forkert. 

Debatten omkring hvornår vi bør få børn er efterhånden så hyppigt i vælten, at man nærmest kan tale om at den er evigt aktuel. “Få børn tidligt i livet” siger statsministeren og hele hans slæng, imens de gjalder op om ældrebyrde, offentlige besparelser og nedsat fertilitet, der koster samfundet alt for mange penge. Vi skal være effektive. Vi bliver belønnet for at komme hurtigt igennem uddannelsessystemet, så vi kan være hurtige om både at få jobs, ægtefæller, ejerboliger, tårnhøje forbrug og selvfølgelig børn, som effektivt skal være med til at tage vare på “ældrebyrden” når de en dag – ganske effektivt – er blevet presset igennem institutionsliv, skolereformer og effektiv uddannelse og jobs, der naturligvis skal hænge på træerne, hvis ikke man kan opfinde dem selv; for arbejde, dét skal man.

Jeg bliver næsten helt forpustet ved tanken…

Selvfølgelig er der noget helt basalt korrekt i, at det biologisk set kan være en fordel at få børn forholdsvist tidligt i livet og i hvert fald før de 35, som i mit indlæg i går, var skæringsalderen da jeg blev spurgt om hvorvidt man bør få børn efter 35? Men jeg bliver simpelthen så træt af den debat, som jeg synes i dén grad mangler diversitet.

Jeg er selv sådan én, som formentligt kan gøre flertallet af vores politikere våde i bukserne over min effektivitet; færdiguddannet som 22-årig, boligejer som 23-årig, gift som 24-årig, samme år som jeg blev mor – og så røg jeg ellers direkte ind i hamsterhjulet. Og det har på alle måder været mit eget valg, som jeg ikke fortryder et sekund, omend jeg af og til godt kan misunde mine veninder som ventede bare lidt længere, førend de kastede sig ind i rollen som nogens forældre. Ikke fordi de “havde god tid til at være unge” som i min optik er den mest misforståede floskel over dem alle, fordi “ungdommen” – de mange ugentlige fester, tømmermænd, singleliv og uafhængighed – bliver afløst af noget der (i hvert fald for mig) er meget bedre. Dét jeg i virkeligheden misunder, er mine ældre veninders forældre, som for manges vedkommende er gået på pension.

Hold kæft, hvor gad jeg godt, at mine forældre også havde den slags tid, som jeg oplever at mange bedsteforældre på pension har, til deres børnebørn. Og til (at hjælpe) mig. For samfundet gør det altså ikke.

På papiret jo, så hjælper samfundet; stiller vuggestuer, børnehaver og skoler til rådighed, som jeg altsammen er meget taknemmelig for, omend jeg desværre er af den klare overbevisning om, at det ikke er nok, hvis politikerne virkelig mener, at vi skal fordre gode barndomme, effektive, hårdtarbejdende forældre og gode, loyale samfundsborgere. Som et eksempel, så lad mig præsentere følgende eksempel:

En ung familie har 2 børn. Familien bor i København. Alle bedsteforældre arbejder stadig fuld tid. Far og mor er begge uddannede og har gode jobs. Barn 1 bliver syg med skoldkopper. Mor og far tager hver barnets første sygedag. Hertil kommer (mindst) 4-5 dage, hvor barnet skal passes hjemme, fordi barnet stadig er sygt og kan smitte andre børn. Barnet bliver raskt, forældrene undskylder overfor chefen, som har givet dem en reprimande. Barn 2 bliver syg med skoldkopper. Det samme gentages. Bedsteforældrene har ikke mulighed for at hjælpe med at passe de syge børn, fordi de selv arbejder. De gode, hårdtarbejde forældre, har i bedste fald mulighed for at arbejde hjemmefra og må arbejde om aftenen. I værste fald, skal de tage ferie – hvis altså ikke børnenes sygdom falder indenfor en periode hvor mange andre ansatte holder ferie og den slags ikke lader sig gøre.

Heldigvis, da vi selv stod med ovenstående scenarie og to børn hvis skoldkopper afløste hinanden, herhjemme sidste år, er jeg selvstændig, med mulighed for i vid udstrækning at tilrettelægge egen arbejdstid, hvorfor det sagtens lod sig gøre med 2 ugers uafbrudt børnesygdom herhjemme, men jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det var gået, hvis jeg stadig havde arbejdet som jordemoder. Min chef ville have revet hovedet af mig. Forlangt, at jeg skulle møde ind på arbejde og finde alternative pasningsmuligheder til mine syge børn.

Men gæt engang, der er er sjovt nok ikke så mange, som har den store interesse i at passe andres syge børn. Altså, udover bedsteforældre, hvis altså de har tid. Som de typisk ikke har, når man som jeg får børn i 20’erne. Og som jeg altså af og til har misundt mine ældre veninders forældre for at have. Tid til syge børn, til pandekager hver tirsdag, til hverdagsfri og til alt dét, som bedsteforældre kan.

Hvis vi virkelig mener det; at vi skal få flere børn, få dem tidligere og samtidig være effektive på arbejdsmarkedet, som min fornemmelse er, at de fleste af os – mænd som kvinder – faktisk gerne vil være, er vi simpelthen nødt til, som samfund, at stoppe op og se hvad fanden det er vi har gang i. Ingen – heller ikke de unge familier – kan blæse og have mel i munden og jeg synes nærmest det er skammeligt, at bede om øget effektivitet, imens pisken svinges hårdere og rebet strammes mere over hele linien. Den slags overdrevet paternalisme er mig bekendt ikke den mest effektive form for motivation. Faktisk vil jeg næsten gå så vidt som til at sige at det er dårlig ledelse; og dét endda af vores land, vores fremtid og vores allesammens hverdag.

Derfor vil jeg, næste gang nogen spørger mig om min mening til hvornår i livet det er bedst at få børn, tøve en kende med at ty til biologiens foretrukne svar og i stedet bede vedkommende om at overveje, hvordan livet med små børn kommer til at se ud, afhængigt af vedkommendes netværk, som i hvert fald for nu er nødvendigt at have i baghånden, hvis man vil forsøge at leve op til alle de krav der stilles.

Jeg har aldrig nogensinde fortrudt mine børn, men ind i mellem ville jeg altså ønske, at jeg havde være lidt ældre, da jeg fik dem. Omend det mest optimale naturligvis ville være et samfund, der ville indrette sig lidt mere til fordel for børnefamilierne. Mon ikke det ville være både bedre og billigere på den lange bane?

Hvad siger I? Hvad tænker I om at få børn i 20’erne, 30’erne eller sågar 40’erne? Der er – tænker jeg – fordele og ulemper ved det hele og med garanti lige meget kærlighed, uanset hvornår man gør det <3 

 

Synes du ikke det er synd for dine børn?

Så kan man eddermamer tale om at få en mavepuster fra morgenstunden, når spørgsmålet “synes du ikke at det er synd for dine børn [at du er en uansvarlig forælder uden rygrad, red.]?” bliver stillet én – og det endda på national radio. Som altså skete for mig, da jeg gæstede radio 24syv her til morgen.

Bum.

Normalt ville jeg grine af den slags og vide med mig selv, at jeg gør det bedste jeg kan, men lige i dag, rammer den ret hårdt. Er det virkelig synd for mine børn, at jeg nogle gange lader dem se youtube, frem for fx Netflix eller Ramasjang, som anklagen lød på? Er jeg uansvarlig? Har jeg fejlet og udsat mine børn for noget, de er alt for små til at blive udsat for?

Det nemme ville måske være at svare ja. For ja, jeg er ganske overbevist at det er mere trygt for børn på alder med mine på 3 og 6 år at se børne-tv, som er skabt til og for børn, på en ordentlig måde, end det er, at surfe rundt på youtube og risikere at støde på alverdens lorteindhold, som fx dét vanvittige eksempel jeg engang skrev om HER. Et eksempel som faktisk fik mig til at slette youtube fra min telefon i en periode.

Men, men, men… Nu er vi der altså igen. Mine børn ser youtube. Ikke hver dag og ikke i timevis – og slet ikke hvad som helst. De har lært, at de udelukkende må se film, der “ikke er farlige”. Og når jeg har siddet og set det sammen med dem, er jeg ikke i tvivl om, at deres filter er blevet sufficient. De kan sagtens skelne skidt fra kanel og hvis de så – primært min yngste – alligevel får forvildet sig ind på én af de “farlige film” fx hvor Spiderman er ude på at tage Elsa til fange, eller hvor Gurli Gris får en kniv i hovedet, så siger de det til mig og jeg hjælper dem væk.

Simple as that. 

Selvfølgelig ville det være optimalt, hvis jeg aldrig lod mine børn få adgang til noget som potentielt kan være upassende/skadeligt/farligt for dem at se eller opleve, men det er nu engang noget de selv efterspørger og så synes jeg faktisk det er betryggende at vide, at mine børn – allerede i en alder af 3 og 6 år – er begyndt at kunne manøvrere rundt i internettets mange faldgruber!

Jeg er glad for at vi allerede nu har dialogen om, at der findes meget på internettet som man hverken skal tro på, lytte til, kigge på eller bruge sin tid på, fordi det ikke er skabt med gode intentioner. Jeg er glad for, at mine drenge allerede nu har fået lagt god grobund for ikke altid at stole på, at internettet er uskyldigt. Heller ikke selvom det er voksne, der er klædt ud som deres yndlingshelte. Dét må på sigt kunne gøre noget godt, at de så tidligt i livet er blevet rustede til at følge egen mavefornemmelse og at de ved, at de kan stole på, at jeg altid gerne vil hjælpe dem, når internettet viser tænder. Det er trods alt kommet for at blive – både internettet og formentlig også de (heldigvis ganske få) idioter der prøver at gøre det til et usikkert sted at være.

Så nej, jeg synes faktisk ikke det er synd for mine børn at de får lov til at se youtube i ny og næ. Slet ikke, faktisk.

Jeg gør det så godt jeg kan.

Den dag Jens smadrede sin sparegris (video)

smadrer sparegrisEgentlig købte jeg den primært fordi jeg syntes den var nuttet og ville pynte på børneværelset, Jens’ sparegris, som han fik for knap fire år siden, da han var 2 år gammel.

I begyndelsen virkede det helt tosset, at give en 2-årig penge, men som tiden skred frem, blev det nærmest et ritual, hver gang Jens fik et par småmønter, at de skulle i hans sparegris. Som i øvrigt faktisk nærmere var en spareko, men I ved hvad jeg mener, ik’? Vi aftalte, at han måtte smadre sparegrisen og få adgang til alle pengene, når der ikke længere kom en lyd, når man rystede med den og jeg har nærmest ikke tal på, hvor mange gange jeg har rystet på den mintgrønne ko, fuld af småpenge, inden den i forgårs langt om længe var fuld. Stuvende fuld, endda.

Alle de penge Jens nogensinde har fået (på nær dem til hans børneopsparing, selvfølgelig) er kommet i sparekoen og det var derfor, en kæmpestor dag for ham. Så stor, at han proklamerede, at vi altså ikke kunne lave andet dén dag, end at shoppe. Og det altså til trods for at vi holder ferie.

Nuvel, han slog hul, pengene væltede ud, vi gik i banken (hvor både han og Peter i øvrigt helt spontant fik fine gaver med fra en sød bankmand – tak, Jyske Bank), fik talt pengene og så gik vi på rov. Jens fik lov til at bestemme og turen skulle således gå i BR og Superhelten. I nævnte rækkefølge, fordi han vidste at de i BR havde den bil til Rocky (en hund fra Paw Patrol), som Peter har ønsket sig i månedsvis og som Jens så gerne ville købe til ham, før noget andet.

Seriøst, mit hjerte smeltede!

Jeg lavede en lille film fra dagen, mest for at Jens kan have noget at mindes, fordi det virkelig var en stor dag for ham, men nu hvor den er færdig, vil jeg altså også gerne vise jer, hvor mega sejt det kan være, at give sine børn en sparegris.

… Og okay, så synes jeg bare at filmen (eller altså, mine børn i den) er meeeeega nuttet!

Jeg siger selvfølgelig ikke at en sparegris er bedre end så meget andet, men hjemme hos os er det et kæmpe hit og dén glæde der var hos Jens, hver gang han spurgte om han kunne købe noget og jeg uden at blinke kunne sige ja, var ubetalelig! Han har lige knap brugt halvdelen af sine penge og han har planer om at bruge lidt flere om nogle uger, når han er startet i skole, men hvis han pludselig løber tør for gode ønsker, ryger de sidste penge i en ny sparegris, som så får et gevaldigt boost, som han med garanti bliver glad for, når den om 3-4-5 år er fyldt også.

Og altså, så håber jeg selvfølgelig at han kommer til at tage sin uovertrufne evne til at spare sammen, med sig igennem livet. Der er bare noget fint over at lære værdien af at spare sammen til noget man ønsker sig, tænker jeg. Det ville jeg i alle tilfælde selv ønske, at jeg var bedre til. Manner, hvis jeg bare havde sparet liiiiidt mere sammen, de seneste fire år, så kunne jeg nok købe mig en version af denne, som jeg drømmer om. Nuvel, det kan jeg ikke, men måske en dag, ik’? Hvis jeg sparer op. Jeg ville nok blive nogenlunde ligeså glad, som Jens blev i forgårs.

Jeg bliver seriøst aldrig træt af at kigge på de her billeder 😀

Hjem til en ny hverdag

Det har allermest været en dejlig tur, selvfølgelig har det, det. Vi har badet, leget, solet, hygget, krammet og spist is i ét væk og selvfølgelig har dén del været dejlig og på sin vis også mere end bare almindeligt tiltrængt. Men det har også været en hård tur, fordi der venter os en helt ny hverdag, når vi lige om lidt kommer hjem. Thomas er i mellemtiden flyttet og vi skal derfor hjem og til at lære, at være en familie på en helt ny måde. En anderledes, men god måde, forhåbentligt.

Jeg er ved at skide neongrønne – og absolut oversized – grise over det, så hvis nogen af jer sidder med gode råd og erfaringer eller endnu bedre, gode historier om hvor let den slags (forhåbentlig også) kan gå, så tøv ikke med at svinge dem i min retning. Tak ❤️

Overvældet. Og træt.

Det er lørdag aften og drengene og jeg har indfundet os hos min mor i Broager, inden vi – sammen med min mor og hendes lille familie – tager på campingferie i Italien i morgen. Drengene har leget præcist som de plejer, når vi er hernede, maden er på fornemmeste vis blevet serveret og jeg nyder, at lukke verden lidt ude for et kort øjeblik.

Lige siden jeg startede med at blogge for snart tre år siden, har det altid været min mission at den eneste, blandt alle de mennesker jeg har i mit liv, der bliver hængt ud her på bloggen, er mig selv. Jeg skriver gerne om når jeg selv gør noget dumt, føler mig utilstrækkelig eller når jeg har jokket i spinaten, men altså udelukkende, når det alene er mig, det går ud over. Derfor har jeg i den seneste tid, ikke skrevet et ord om mit kæresteforhold til Thomas, som var ved at krakelere. Ikke fordi han har gjort noget galt, som jeg hverken kunne eller ville kunne hænge ud, men fordi vores forhold naturligvis er ligeså meget hans, som mit.

Særligt derfor, skal det ikke være nogen hemmelighed at jeg har frygtet i dag. Dagen hvor Thomas og jeg offentliggjorde at vi skal skilles. Uden jeg har givet jer herinde en forvarsel eller det mindste pip om, at vi ikke længere var dét, vi hver især håbede på. Den slags, skilsmisse (et ord jeg stadig har svært ved at sige højt) er selvfølgelig aldrig fedt, men hold nu kæft hvor er jeg overvældet over den søde modtagelse nyheden har fået, både på Instagram og Facebook. Over at så mange bakker os op og sender kærlighed min vej, både i søde kommentarer og mails der strømmer ind så hurtigt, at jeg formentlig aldrig får dem alle besvaret.

Det har naturligvis ikke været en let beslutning, men vi er, efter at have vendt hver eneste sten vi overhovedet er stødt på, overbevist om, at det er den rigtige. For Thomas og mig og for os som familie, herunder også for børnene, fordi Thomas og jeg er bedre mennesker og forældre, hver for sig.

Vi er ikke længere et godt par, men vi satser benhårdt på at blive et godt team og ligeså gode venner.

Så ja, den er altså god nok; det er dét der har foregået og fyldt mit hoved til mere end randen i den seneste tid og jeg håber sådan, at I forstår, at jeg i den kommende tid får brug for at skrive om alt muligt andet. Og for ro, ikke mindst.

Tak for jer. Jeg vil – ganske overvældet og usædvanligt træt – forsøge at gå i seng.

Vores hus er blevet solgt!

VORES HUS

Seks dage i konstant nervøsitet, hvor håbet har været lysegrønt og tvivlen har været kulsort, er nu slut; handlen er definitiv og vores hus i Broager er pr. 01. oktober ikke længere vores. Huset bliver (selvfølgelig) nogle andres og hvor det dog glæder mig, at huset igen kommer til at blive beboet af nogen, som elsker det. For det fortjener det altså. Det er et mega dejligt hus og hvis I er i tvivl om hvad jeg mener, så kig med i indlægget her, hvor der er et par billeder af det. Det er så lækkert! Og altså snart ikke vores længere.

Salget er gået over al forventning og selvom vi, for en hurtig handel, gik en del ned i pris, så er vi simpelthen så glade for ikke længere at skulle bekymre os om, hvad pokker der skal ske med den store villa i det sønderjyske. Det har virkelig været en hovedpine at gå og ikke ane, hvad der skulle ske. Vi havde frygtet en kæmpe lang periode med dobbelthusleje, en græsplæne der skulle slås 300 kilometer væk hjemmefra og at der måske slet ikke ville komme nogle købere inden vi ville blive tvunget til at leje huset ud. Igen.

Solgt på en måned, mand! HURRA!

Rejsegilde i kolonihaven og verdens bedste legetøj

Til lyden af min far og hans søde kusine Anne, som snakker om skæve brædder og skruer der helst skal sidde lige, har jeg netop sat mig i den sidste lille stribe aftensol herude i kolonihaven. Helt træt og endnu mere glad. Vi overtog huset officielt i søndags og siden da er det gået stærkt med renoveringen. Eller tilbygningen, vel nærmere. Ikke fordi jeg som sådan går højt op i dén slags betegnelser, men altså, vi er ved at bygge et ekstra rum udenpå huset, hvor vi forhåbentligt ganske snart skal have både bad og toilet. Okay, der er lige noget med en VVS-mand, som aldrig er vendt tilbage efter at have været ude og se på verdens mindste arbejdsopgave, som jeg mistænker ham for ikke at gide at lave, fordi det ikke kan tage stort mere end en time, men ellers går det eddermamer fremad! Efter tre dages hyggebyggeri fra morgen til aften, har vi i dag holdt rejsegilde med købepizza og en krans vi måtte tænke os til og jeg fatter simpelthen ikke hvordan det er sket (på trods af at jeg har usigeligt ondt i både arme og inderlår, af at løfte, grave, save, skrue og støbe). Men sket er det altså og jeg kan næsten ikke vente til det forhåbentligt ganske snart, står helt færdigt så vi – i hvert fald efter en uge sydpå i næste uge – snart kan komme herud og sove.

Nuvel, Thomas og drengene er taget hjem i lejligheden for i dag, omend de – børnene, altså – plederede for at blive hængende herude et par timer endnu. De hygger sig for vildt i haven og med deres nyeste legetøj, som jeg købte dem, da vi var et smut i jem&fix i forgårs, er lykken nærmest gjort.

Deres bedste – og absolut billigste – legetøj, som de nu har leget med, mere eller mindre non stop i tre dage. To blomsterforstøvere, til 10 kroner stykket. A hva’ behager!

Seriøst, de elsker dem og de synes det er en fest at at støve, skyde og hælde med dem overalt udenfor og jeg kan kun anbefale alle med små børn (og have) at give dem et par blomsterforstøvere, for hold kæft, hvor de leger godt med dem. Langt bedre end de gør med alt det andet ragelse af supersoakere og tennisketchere og hvad har vi ikke alt, de ellers har fået stillet til rådighed herude. Tippet er i hvert fald hermed giver videre.

Et lukket kapitel

Jeg sidder i sofaen, med benene oppe på den gamle brune kiste, som fungerer som vores sofabord. Ja, den fungerer sådan set også som opbevaring for håndklæder og sengetøj og den slags, men det er nu sådan set sagen uvedkommende.

Jeg kan høre Peter snakke inde fra sit værelse. Om noget dejligt, vist. Og Jens’ lydbog, som han hører lidt af hver eneste aften, som han af og til griner af fra sit værelse. Det er Peddersen og Findus, som jeg til min store ærgrelse faktisk aldrig selv har læst.

Fra nu af kommer han nok til at læse mange bøger uden mig, tænker jeg og bliver helt rørt ved tanken.

Han har haft sidste dag i børnehaven i dag, min Jens. Min førstefødte og ham, der for alvor lærte mig, hvad kærlighed er, er ikke længere et børnehavebarn. Nu er han et før-skolebarn og lige om lidt, når drengenes knap fem ugers ferie er gået, er han et skolebarn. Sådan ét, som jeg selv husker at have været. Godt, endda.


Få 30 dages gratis adgang til lydbøger på Mofibo HER


Jeg husker at jeg følte mig meget uafhængig, som skolebarn. Jeg kunne alt selv. Det kunne jeg selvfølgelig ikke, men det troede jeg vist. Og tænk, at min lillebitte dreng, formentligt – nej, forhåbentligt – kommer til at have det nogenlunde på samme måde, når han lige om lidt starter i skole. Han skal ud og blive en selvstændig dreng; sådan én, som som læser bøger og som har hemmeligheder med sine venner og ikke længere (kun) med mig. Sådan én, som plager for at få en mobiltelefon og en hundehvalp. Sådan én, som pludselig bare bliver helt vildt stor, selvom det stadig nogle gange næsten føles som om han stadig er en fysisk del af mig.

… Jeg har jo for fanden næsten lige født ham.

img_7825

Heldigvis er der fem uger endnu og jeg har store ambitioner om at fylde kærlighedsdepoterne op – både hos ham, der snart skal i skole og hos ham, der snart skal i børnehave, som jeg skrev om tidligere i dag, inden jeg for alvor var blevet rørstrømsk over at have lukket et stort kapitel i hvert af mine børns liv i dag.

Nuvel, jeg sidder stadig med fødderne oppe på bordet, men den kop kaffe jeg har drømt om siden jeg satte mig, er endnu ikke kommet flyvende, så jeg må hellere lette bagdelen og få gang i min nespressomaskine, inden det bliver så sent, at jeg ender med ikke at kunne sove på grund af skidtet. Ha’ en dejlig aften derude!