Category

Hverdag

Category

Weekendhype og legetøjsvindere

Det har altid været så hypet, syntes jeg. Det der med at have weekend. Alle syntes at trippe over dem, som var de den sidste rest af nutella man febrilsk skraber kniven rundt i bøtten for ikke at lade gå til spilde.

Bevares, da jeg var helt ung og studerende, var weekenderne naturligvis også særligt kærkomne, fordi jeg – i mine skoleperioder i hvert fald – havde fri og selvfølgelig fordi de betød, at alle beværtningerne holdt åben og gav anledning til ømme fødder og bankende hjerter. Selvfølgelig. Men i mere end otte år, har jeg faktisk ikke rigtigt sat pris på dem. I nogle år fordi jeg arbejdede i hveranden af dem og havde en mand, der ofte gjorde det samme – eller mere til  – og sidenhen fordi jeg på én eller anden måde, har formået at skabe mig et job, hvor jeg sådan set selv bestemmer hvor lidt eller hvor meget jeg vil arbejde på ganske vilkårlige dage. En frihed, som blandt andet har betydet, at fridagene til mine børn – til alles store fornøjelse – har siddet usædvanligt løst om håndleddene på mig.

Og så fik jeg et skolebarn.

Shit mand, hvor er weekenderne pludselig blevet vigtige. Ja, nærmest altafgørende. Og korte. For korte.

Jeg var også inde på det HER, men jeg synes virkelig at dagene flyver afsted for tiden. Meget hurtigere end jeg overhovedet kan finde ud af at tænke på og jeg fatter nærmest ikke, at det allerede igen er søndag aften og at en ny uge, med faste mødetider og helt vildt mange – heldigvis dejlige og spændende – planer, venter allerede i morgen. En ny uge, hvor jeg allerede nu mistænker, at jeg kommer til at være bagud, selvom dét er noget af det værste jeg ved. Jeg hader at komme for sent, at være bagud med mine ting eller allerværst, at have lovet noget, som jeg ikke kan holde.

Avs.

Skoene skal kridtes, stemmen smøres, maven suges ind og det store smil skal skrues godt på, sammen med den helt store jahat, som heldigvis har det med at passe temmeligt godt på mit tummeluske hoved og det hele skal selvfølgelig nok gå. Og det skal med garanti endda nok gå ganske glimrende. Især fordi jeg netop er kommet i tanker om ét af mine hængepartier, som vi hermed kan få ud af verden i samlet flok.

Jeg afholdt for omtrent tre uger siden en lille konkurrence (sponsoreret af Duracell), hvor jeg nu endelig har fundet de seks heldige vindere: Tina, Trine, Marie Louise, Janni og Mai, som har vundet en talende Lynet McQueen-legetøjsbil, fordi de, sammen med en ordentlig flok andre damer kom med gode bud på kreative hjemmebyggede bilbaner. Idéerne til de kreative bilbaner bestod af alt lige fra bObles, flexitrax, biltæpper og lego til yogamåtter, puder, paprør og aaaalt muligt andet, som I kan se i kommentarfeltet HER, hvor jeg i hvert fald er blevet vældigt inspireret til masser af gode lege med mine drenge… Og så var der Channe, som tog førsteprisen, de mange batterier og gavekortet til Fætter BR, efter at have pralet med en hjemmelavet racerbane på en spånplade, som kan løftes op i loftet, når mor får brug for at få gjort ordentligt rent 😀 Se dét er eddermamer genial dedikation! Stort tillykke til alle de heldige vindere, som naturligvis får direkte besked.

… Og med dét vil jeg takke af for i aften, få ordnet mine negle og gjort mig klar til en ganske særlig arbejdsdag i morgen, hvor jeg håber, at jeg får grønt lys til at tage jer lidt med på instastories. Altså, når jeg bare lige har nævnt, at jeg i øvrigt synes at “hængepartier” som jeg kom til at skrive ovenfor, er et lige dele fantastisk og forfærdeligt ord. Alle som både har født og ammet, må vide hvad jeg mener, ikke sandt?

Pizza, trivsel, vasketøj og en kjole

Den halve pizza der stod i køleskabet fra i går er netop landet på tallerkenen foran mig og jeg kan nærmest ikke komme i tanker om en bedre måde at skyde min mandag igang på. Okay, det kan jeg måske godt, men ud fra de omstændigheder mit liv er underlagt, som for eksempel det faktum at jeg lige nu ikke er sammen med mine børn, så føles det ret perfekt. Og okay, i virkeligheden er det en sandhed med modifikationer, at det er sådan jeg skyder dagen igang. Dagen startede nemlig for allerede mange timer siden, med en status-samtale i børnehaven, hvor både pæadagoger og forældre gudskelov var enige i opfattelsen om, at Peter er en dejlig dreng i fin trivsel. Sidstnævnte er noget jeg selvklart har tænkt virkeligt meget (!) på med begge mine børn, siden min skilsmisse, hvorfor det simpelthen gør mig så glad, når pædagogerne i børnehaven ikke har oplevet nogle negative reaktionsmønstre hos min yngste, som trods alt er dén der er sværest at tale store (eller små) følelser med, eftersom han ikke er andet end tre år gammel.

Jeg sidder og kan ligesom ikke rigtigt samle mig om noget. Kigger lidt på facebook, tjekker nyhederne, sætter en tøjvask over og læser lidt om forældreskab og prænatal tilknytning, som jeg har fundet en interessant artikel om, i Tidsskrift for Jordemødre. Og spiser pizza og har ondt af mig selv, fordi jeg har fået noget så vederstyggeligt ondt i nakken, efter julefrokosten med Andedammen i fredags, fordi jeg åbenbart har en tendens til, når jeg danser, også at gøre det med hovedet. Det er i alle tilfælde min formodning, fordi jeg ellers ikke kan se, hvor pokker jeg skulle få et hold i nakken fra. Men okay, jeg tolker det som, at det var en usædvanligt god aften (selvom jeg var en kende dum – og fuld, ikke mindst).

Godt nok endte jeg ikke i den kjole jeg skrev om HER, fordi den ikke nåede frem med posten i tide, men i stedet trak jeg i den samme kjole, som jeg havde på til lanceringsfesten for Confetti CPH (og som jeg har haft på til aaaaalt muligt andet sidenhen også, fordi den er skide fantastisk). Det vigtigste er trods alt at man føler sig godt tilpas i det tøj man har på, tænker jeg og jeg blev derfor en lille smule bekymret, da én af jer skrev, at den kjole jeg netop havde købt (den, som ikke nåede at komme frem) jo heller ikke gjorde noget godt for kroppen. Avs. For altså, godt nok er jeg sådan helt overordnet set både tilfreds med og glad for min krop, men siden jeg har fået børn, er der altså sket ét og andet med proportionerne, som gør, at jeg ikke har lyst til at trække i hvad som helst. Tøjet skal hjælpe min krop på vej derhen, hvor jeg allerhelst gerne vil have den, hvis jeg skal føle mig godt tilpas.

… Og ved I hvad? Nu er kjolen kommet frem og jeg synes faktisk at den gør noget helt fint for mig. Så fint, at jeg nu tænker om jeg skal indvi den i aften, hvor jeg skal til julefrokost med mine piger fra Confetti. En julefrokost hvor jeg naturligvis skal gøre mit allerbedste for ikke at komme til at danse alt for meget. Ikke med hovedet, i hvert fald 😉

Kjolen er købt HER (reklamelink)

Med det rigtige ben

Kender I de der dage, hvor alt bare går galt lige fra morgenstunden? Hvor man vågner for sent, mælken er sur, badet koldt, børnene krudtumulige (formentlig fordi man selv er det) og der stensikkert er hul i den ene strømpe? Det gør jeg også! Men heldigvis kun fordi der også findes den modsatte slags. Uden kanel, ingen skidt, som man siger og min morgen har, indtil nu, været jævnt godt fyldt op med kanel.

Det hænder ikke sjældent, at der lander et barn (eller to) i dobbeltsengen hos mig i løbet af natten. De er heldigvis begge to gode til at sove videre og jeg synes bare det er snushyggeligt, at kunne ligge i ske med mine børn. Alligevel var der noget særligt magisk over, at blive vækket af en trippende Jens, der stille listede sig ind under min dyne og kyssede mig på kinden, i øjeblikket lige før mit vækkeur ringede. Tænk sig, både at blive vækket med kys OG at være vågen, når vækkeuret ringer! Vi lå og snakkede lavmælt, da Peter få minutter senere sluttede sig til selskabet og befalte guldkorn til morgenmad. Egentlig er reglen hos os, at vi kun spiser guldkorn ude i kolonihaven, men fordi jeg en slatten eftermiddag i sidste uge ikke orkede at sige (mere) nej, røg de med hjem, til drengenes store fornøjelse.

Drengene spiste guldkorn og byggede lego (og skændtes kun lidt), imens jeg tog et bad, lagde make-up og konstaterede, at besøget hos min veninde, som har verdens sødeste undulat (ja, sådan nogle kan rent faktisk godt være søde – jeg er også selv på røven over det!) desværre havde affødt at min negle lak var krakeleret på spidserne af de fingre undulaten havde siddet på, hvorfor jeg i en snæver vending greb neglelakken for at lægge den i min taske, så jeg kunne få styr på neglesituationen, når jeg ramte kontoret. (Det kan man nemlig snildt, når man bruger dén neglelak jeg for nyligt omtalte i indlægget om hvordan jeg krøller mit hår). Bum. Bum. Bum. Lige knap 70 tænder blev børstet, overtøjet kom overraskende udramatisk på og vi tog afsted i fin tid til både at snakke om fantasiskyer og de legeaftaler drengene glæder sig tosset meget til at skulle have med hjem i eftermiddag.

Kysse. Kramme. Vinke.

Jeg cyklede ind på kontoret med glad pop i ørerne. Overhalede de fleste andre cyklister og ankom til en tom Andedam, hvor jeg derfor med god samvittighed kunne fortsætte poppen for fuld drøn på højttaleren, imens jeg i en hurtig vending fiksede mit hår og pludselig bemærkede, hvilken vanvittigt dejlig morgen det havde været. Og selvom jeg åbenbart havde lagt neglelakken et andet sted end i min taske og mit primære program for formiddagen i øvrigt også lyder på at lave monsterkedeligt regnskab, så er det skide ligemeget, for jeg har fået det helt rigtige ben ud ad sengen i dag.

Rigtig, rigtig god dag til jer – og husk: hvis ikke den er dårlig, må den være god!

En dejlig date og en dårlig aften

Det er ikke just fordi jeg har verdens største sammenligningsgrundlag, når det kommer til gode dates, men jeg vil nu alligevel vove den påstand, at den date jeg var på her til eftermiddag, med en helt særlig fyr, var en særligt god én af slagsen! Jeg havde nemlig inviteret min 6-årige på en efterhånden sjælden alenetidsdate, som vi, vejret taget i betragtning, hurtigt besluttede os for at bruge på en tur i biffen.

Noget af det jeg oplever som det allersværeste ved at være blevet solo-mama er helt klart, at det kræver temmeligt meget logistik at få tid med mine drenge på tomandshånd, som både de og jeg sætter stor pris på at gøre, ind i mellem. Med Peter er det heldigvis stadig ikke den store udfordring, fordi han går i børnehave, men til gengæld er det virkelig svært at få brikkerne til at passe sammen, hvis jeg gerne vil give Jens lidt alenetid med mig.

I dag var det dog ganske anderledes let, fordi Peter var inviteret hjem til en ven fra børnehaven, hvor imens Jens og jeg altså med god samvittighed kunne tage en eftermiddag udelukkende i hinandens selskab og for fanden, hvor var det tiltrængt!

Vi blandede slik, købte sodavand og så “Den Utrolige Historie om den Kæmpestore Pære” som både var sjov og sød og klog og fin, imens jeg nød ikke at skulle tage hensyn til andre end min kæmpestore, lillebitte førstefødte, som ovenikøbet sluttede daten af med at give mig både et knus og et kys, inden vi satte kursen mod Østerbro.

Østerbro, hvor virkeligheden ramte som en stenhård mur, der bød på sukkerhypet seks-årig,  overtræt tre-årig og en mor der endte med, i en lidt rigeligt hård tone, at befale børnene at stoppe skænderierne, sætte sig foran det fjernsyn de havde plaget om at få lov til at se og så i øvrigt at tie stille. Bare lige i to minutter.

For fanden, mand. Alle er selvfølgelig gode venner igen. Børnene sover og jeg sidder i skrivende stund og overvejer om jeg gør klogest i at tage mig en varm kop the eller er solidt glas rødvin…

Fuldfede intentioner – mission failed

De var så tykke, at selv den skarpeste schweizerkniv ville have haft udfordringer med at skære sig igennem dem, mine gode intentioner, da jeg stod op i morges og drak en kop kaffe, inden jeg cyklede ud til den yogatime jeg kort forinden havde meldt mig til.

Jeg havde godt nok ikke sovet så meget om natten og måske også drukket lidt for meget rødvin (og især røget for mange hemmelige cigaretter) med et par af mine veninder i aftes, men solen skinnede og fordi rødvinen ikke var endt i hverken shots eller bytur, føltes det derfor nærmest som om jeg havde fået en ekstra halv dag forærende, som eddermamer skulle udnyttes!

Yoga, sund morgenmad, nyt loft i kolo – mulighederne havde ingen ende.

Altså, indtil jeg stod i Føtex efter min yogatime, hundesulten, uden anden mulighed end at følge min craving og købe et rugbrød og en pakke æggesalat (på tilbud til 9 kroner i øvrigt, hvis nogen har samme klamme tendenser som mig) og gå hjem og æde hele pisset. Altså, hele æggesalaten, og noget af rugbrødet. Og så se fjernsyn. Stadig i solskin. Først “Siri – en prinsesse gi’r aldrig op” som jeg faktisk ikke rigtigt ved hvad jeg skal synes om, og sidenhen “x-faktor UK”, som jeg tilsyneladende nu har sovet til, i små tre timer, kun afbrudt af, at jeg på er tidspunkt vågnede og opdagede at jeg savlede lidt, hvorfor jeg naturligvis bare lukkede munden og lagde mig om på den anden side og sov videre.

Ja, og nu er jeg så vågnet. Stadig med en nagende hovedpine, men uden savl om mundvigene og til gengæld væsentligt nedjusterede intentioner for hvad jeg skal bruge resten af dagen på. Noget med nyeste afsnit af “Herrens Veje”, tænker jeg. Også selvom man stadig kan ane solen på himlen.

#søndag

… Og nej, billedet har ingen anden relevans for indlægget, end at afsløre den hemmelighed jeg teasede for i går – jeg var til babyshower for min søde kollega, Frederikke, som selvfølgelig ikke måtte vide besked på forhånd.

Med lort under støvlerne

På mærkværdig vis blev jeg nærmest lige så glad, som jeg blev irriteret, da jeg her til morgen jokkede i hvad jeg mistænker var Østerbros absolut største og blødeste hundelort. Bevares, det var da ulækkert og jeg havde naturligvis også foretrukket at være gået udenom – eller bedre, at hundens ejer havde samlet lorten op fra fortorvet – men ikke desto mindre, faldt den alligevel på et “tørt” sted, hundelorten, der var splattet ud under mine støvler.

Efter min seneste foredragsrække, som er gået langt over al forventning, har jeg nemlig joket med, at det snart måtte være på tide at jeg jokkede i en solid lort, som et billede på, at det jo for pokker ikke altid kan gå godt. (Ikke fordi mit liv hele tiden gør det – overhovedet ikke, som de trofaste af jer formentlig også har bemærket på det seneste). Og med dét in mente, har det bare virket så overkommeligt og let, at træde i en lort, frem for at komme ud for alt muligt, som kan være meget mere vanskeligt at håndtere, som jeg ellers i en pessimistisk vending snildt kunne forestille mig, kunne komme i halen på alt det gode der (trods alt også) er kommet til mig i løbet af de seneste måneder.

Og så var den der i dag, hundelorten, som mindede mig om, at uanset hvor meget ros og anerkendelse jeg end måtte få for alle mulige præstationer – blogindlæg, klummer, bøger eller foredrag – så er jeg stadig præcis ligeså utjekket som jeg altid har været og at en lort under mine støvler lugter præcis ligeså ulækkert, som den altid har gjort. Og dét kan altså også noget, selvom det var en lille smule (okay, sygt meget) ulækkert.

En (frygtelig) tur i Tivoli

Egentlig ville vi have været en tur forbi Rosenborg Slot, for at kigge på kronjuvelerne, som Jens har fået en nylig interesse for at vide en hel masse mere om, men fordi vi åbenbart ikke kunne snolde os ud af døren, før den slags steder åbenbart lukkede, tog vi en hurtig beslutning: Tivoli.

Og jeg ved det jo godt. Man skal ikke tage i tivoli på en lørdag i nogenlunde anstændigt vejr, hvis man på nogen som helst måder har mulighed for at komme der på andre dage. Rookie-fucking-mistake!

Turen i Tivoli forløb nogenlunde således:

Vi tager bussen ind mod Tivoli. Alle er glade, selvom bussens vinduer sidder så højt, at ingen kan se ud.

Vi ankommer og der er ingen kø til at komme ind. Fuck, yes!

Vi trækker vores turbånd, efter nu alligevel at have stået i kø i 10 minutter.

“Vil I prøve Veteranbilerne? Det er Peters tur til at styre!” spørger jeg entusiatisk. Drengene siger ja.

Vi snor os igennem menneskemængden.

“Jeg vil ikkeeeeeeee!” græder Peter, så snart hans lille hånd skal til at slippe min, for at gå ind i køen. Så vil Jens heller ikke.

Vi går i stedet på Rasmus Klump Legepladsen. Den hitter altid.

(Okay, vi går ikke. Vi skiftevis går, stopper, lister udenom, kravler over og smyger os tæt forbi alle de andre, der åbenbart har haft samme idé som os. Især dem med store rygsække kan være svære at komme forbi, kan jeg konstatere).

“Hjæææælp moaaaaar!” råber Peter, der er kommet én meter op i et klatretårn, hvor halvtreds andre børn vælter op og ned omkring ham. “Jeg vil op i skibet!” 

Der er cirka en milliard børn.

Piratskibet er en ubetinget fiasko. Jens forsøger efter bedste evne at hjælpe sin lillebror, der to gange i træk bliver sparket i hovedet; formentlig af børn, der selv er blevet skubbet/sparket/væltet af det komplette virvar af pastelfarvede softshell-jakker, der flyver rundt over alt.

Vi går fra legepladsen. Eller, Jens og jeg går. Den sårede 3-årige bliver båret.

“Må vi ikke få en is?” 

“Jo, for helvede! Hvis vi kan gå et lidt mindre forfærdeligt sted hen først! Når vi er færdige i Tivoli, kan vi gå et andet sted hen og få en is. Vi kommer bare tilbage en anden dag. Skal vi gå nu?”

Drengene hopper af glæde med udsigten til is.

Ved udgangen kommer åbenbart temmeligt hukommelsesstærke børn i tanker om, at vi ikke har prøvet “Den Flyvende Kuffert”.

Vi går da bare igennem menneskemængden igen. Fucking irriterende. Nemt.

Verdens mest behagelige tur i kufferten. Ægte. Helt uden larm.

Ragnarok udenfor. “Kom og smag verdens bedste glögg!” råber en mand fra en bod. Jeg véd af erfaring fra tidligere år, at det faktisk er en virkeligt god glögg. “Ja for helvede. Stik mig bare hele flasken. Uden rosiner. Med alkohol. Ekstra vodka? Ja tak! Ellers tak”

Vi går igen mod udgangen. (Uden glögg). Altså, stopper, går udenom, prikker på skulderen, får slag i solarplexus af overfyldte Fjallräven og limboer os igennem horder af mennesker.

Vi har jo heller ikke prøvet dyrene…“.

Vi stiller os i kø.

Det bliver vores tur. Drengene går ind. Ældre mand vader direkte ind i Peter, som vælter så lang han er. Storgrædende. “Hov, der var vist nogen der gik ind i hinanden” sagde manden, med et garanteret venligt smil. “Ja, det var der da vidst” sagde jeg med garanteret verdens sureste fjæs.

Vi tog snurretoppen. Som snurrede. Og snurrede.

… Og snurrede. Så meget, at vi ikke opdagede, da turen var slut.

Hurtigt ud. Svimmel. Menneskemængde igen. På med rutinen.

“Min hoppebold er væææææææk!”. Forpulede lortebold, mand! Vi finder den, skat.

Tilbage igennem menneskemængde. Hen til snurretop. Se bold. Se fremmed barn gå op til bold. Se eget barn bryde sammen i gråd. Bede fremmed barns mor om hjælp. Kæmpe redningsaktion. For en skide hoppebold.

Katastrofe afværget.

Ud!

Skal vi ikke gå på trampolinlegepladsen? Og tage McDonalds med hjem, bagefter?” spurgte jeg.

… Og så endte historien alligevel godt. Fordi vi har wildcards og ufortrødent kan tage i Tivoli enhver anden dag resten af året – og især fordi børnene nu sover og jeg har verdens mest passende vinglas til en aften som i aften.

“Don’t ask”. 

Jeg tænker på #28

… At det da egentlig har handlet usædvanligt meget om sex, herinde i den seneste tid. Formentlig affødt af, at det er noget af dét jeg bruger en del krudt på også at snakke om til mine foredrag for tiden. Altså, sex i tiden efter en fødsel, primært.

… At det måske også handler lidt om, at jeg i løbet af de seneste uger, har skrevet nogle artikler til BT, som har handlet om præcis samme emne. Senest har jeg skrevet en vejledning til mændende til at få mere sex – hvis det er dét, de har lyst til, naturligvis, som I (eller jeres mænd) kan læse HER.

… Hvor usandsynligt lækker det bliver, at komme hjem til en rengjort lejlighed i eftermiddag. Min ellers både søde og flittige happy helper, har aflyst vores seneste to aftaler, så det trængte virkelig!

… Irmas chilihumus. Seriøst, det smager jo så vanvittigt godt! Til gengæld er det – som så meget andet i Irma – relativt dyrt i længden, så hvis nogen ligger inde med en kick-ass opskrift på en god, krydret humus, så send den gerne i min retning 🙂

… Om nogen af jer mon har fået lyttet til min bog, 40 uger efter? Og hvad I i så fald synes om den? Jeg tænker selv, at det virkelig kan noget, at få den læst højt (især hvis man er typen, der har en baby, der gerne sover under lange ture med barnevognen), men at de fine illustrationer fra bogen måske mangler lidt… Hvis ikke I har hørt den, men gerne vil, så kan I læse mere om hvordan man kan gøre det – helt gratis – HER.

… Hvordan det kan gå til at jeg gang på gang glemmer, at jeg elsker Østre Anlæg (en ret fin park på Østerbro, til jer der ikke kender den). Hver eneste gang jeg kommer der, tænker jeg, at jeg vil komme der noget oftere og alligevel går der typisk månedsvis imellem mine ture derhen. Der er endda en virkelig fin legeplads, så der er nærmest ingen undskyldninger for ikke at komme der, når nu jeg bor relativt tæt på.

… At jeg snart skal have mig en god legepladsjakke. I ved, én der er varm og lækker, men ikke så dyr, at man bliver sart overfor den. Jeg tænker lidt på denne fra mango (reklamelink), men jeg ved ikke rigtigt om den måske alligevel er lidt for…. Blå?

De her støvler fra Na-kd (reklamelink). Shit, de er seje. Næsten lige så seje som dem her (reklamelink). Begge dele komplet ubrugelige til legepladser, i øvrigt.

… Sol. Jeg savner virkelig solen. 

… Hvor usandsynligt lækkert det var at opdage, at solen tittede frem fra skyerne i dét sekund, jeg gik igang med at skrive en sætning om, at jeg savner solen. Mission completed – nu mangler jeg bare en jakke. Og de der støvler. Og sko 😉

Lortede skiftedag

Det var ikke just fordi den startede godt ud, dagen i går. Det var skiftedag for børnene og jeg tror at det for alvor er ved at gå op for Peter, hvad det betyder. I hvert fald græd han som pisket, da han blev afleveret; noget han ellers aldrig gør. Altså, aldrig. Et kort øjeblik overvejede jeg om jeg bare skulle smugle ham med hjem igen, men fordi den stod på et morgenarrangement på Jens’ skole (og fordi det vist bare i det hele taget ville være en dårlig idé, sådan rent pædagogisk), lod det ligesom ikke til at være en reel mulighed. Så jeg gik derfra med blødende hjerte og en viden om, at vi havde sagt farvel i gråd og at vi først ses igen om fire dage. Okay, jeg græd selvfølgelig ikke rigtigt, men mit hjerte gjorde!

Lortede skiftedag.

Heldigvis ringede verdens sødeste pædagoger ganske kort efter og forvissede mig om, at alt var godt igen og at jeg bare skulle nyde min dag. Som jeg efter bedste evne prøvede på at gøre. Morgenmad i 0.C, shit loads af (heldigvis dejligt) arbejde, en hurtig shoppetur med en veninde, en ristet med det hele til overpris på Strøget og bummelum, så var det ved at være tid til at jeg skulle indfinde mig i Fields til endnu et foredrag omkring (det spæde) moderskab.

Et par af mine veninder overraskede mig derude og selvom det lige gav mig lidt nerver, at have dem siddende på første række, så var det simpelthen så hyggeligt, at vi, da arrangementet var slut, ikke kunne give slip på hinanden, førend vi havde vendt verdenssituationen henover en drink. Det var selvfølgelig overhovedet ikke nok med en enkelt drink til at ordne en verdenssituation, når én arbejder med kræftramte, en anden går med drømme om at flytte ud af byen og den tredje, altså jeg, går og bøvler rundt i skiftedage og et singleliv, som efterhånden er ved at vinde indpas. Men fordi de andre damer skulle hjem til familier og mega mange børn og jeg skulle køre bilen hjem, blev aftenen amputeret til fordel for, at jeg endte med at bruge en time på at kunne konstatere, at der ikke var så meget som én eneste lillebitte ledig parkeringsplads på hele indre Østerbro. Ikke engang én af dem, som man kun må holde på indtil klokken otte om morgenen. Pik, mand.

… Og jeg skulle tisse.

Så jeg endte med at træffe en hurtig beslutning om, at droppe egen seng til fordel for vores lille lyserøde sofa i Andedammen. Halvt op på fortorvet, havariblinket på, hurtigt tisse, pakke dyne, pude, håndklæde og en t-shirt til at sove i ned i en IKEA-pose og af afsted. Kæft, mand. Sjældent har jeg følt mig så dum. Afvist i døren i egen lejlighed, fordi jeg blev for nærig til at ville risikere en parkeringsbøde, når jeg nu ellers parkerer gratis i eget nabolag.

Nuvel, heldigvis forelå muligheden og der var masser af parkeringspladser ved kanalen foran kontoret og hvis man lige ser bort fra det faktum at klokken nærmede sig 02.00 inden jeg fik lagt mig til ro og at jeg kun gode fire timer senere slog øjenene op igen, efter at have været vågen usædvanligt mange gange, så var det en fest. En mere end bare almindeligt lang fest, hvor jeg gentagne gange bemærkede hvordan jeg med mine 1.78 åbenbart er væsentligt længere end føromtalte sofa.

For fanden mand. I dag er jeg træt og mit hoved gør ondt og lige om lidt, når min parkering, som jeg i øvrigt alligevel har brugt 244 irriterende kroner på, udløber, skal jeg bare liiiige en hurtig tur i IKEA, inden jeg håber på, at min krop er enig med mig i, at jeg bliver nødt til at få en lur. En lang, kærlig og selvplejende én af slagsen. Det trænger jeg til. Lortede parkering og lortede skiftedag, mand.

Eskaleret venlighed

“Vil I ikke have dem her?” spurgte hun drengene med et smil, imens hun stak dem fire pakker af de – når man er 3 og 6 år – eftertragtede legokort. Det var moderen til en dreng fra nabostuen i Peters børnehave. “Ja, min dreng har ikke rigtigt fanget fidusen endnu, så I må gerne få dem” smilede hun videre, nu henvendt til mig.

Peter, som vist er jævnaldrene med hendes dreng har det på samme måde – han synes de er sjove at pakke op og så ikke mere. Jens derimod. Han leger og ordner og fikser med de kort, som blev han betalt for at gøre det og det var derfor ret stort for ham, sådan pludselig at få stukket en masse ekstra kort i hænderne – som han i øvrigt troligt delte med sin uimponerede lillebror.

Og så skete det. Det eksalerede.

Den unge pige i køen foran os, bad også kasseekspedienten om legokort, som hun gav videre til mine drenge. Og en kvinde fra kassen ved siden af, listede diskret et par yderligere pakker ned i de tunge indkøbsposer og pludselig stod mine drenge dér, med omegnen af tyve pakker legokort, imens jeg, med ét, følte mig indhyllet af lykke. Ikke på grund af legokortene, men fordi jeg følte mig (okay, mest mine børn) set. De blev anerkendt og mødt med en venlighed, fra mennesker som i teorien kunne have været fuldkommen ligeglade.

Ja, faktisk er det lige før at jeg vil sige, at jeg er skide lige glad med de legokort, men jeg er altså ingenlunde ligeglad med den omfavnelse, de pludselig blev et meget tydeligt billede på, lige dér for enden af kassebåndet i Brugsen i Nordre Frihavnsgade.

TAK, søde mennesker. Flere af jer! Det havde jeg bare lige brug for at komme ud med.