Category

Hverdag

Category

Eskaleret venlighed

“Vil I ikke have dem her?” spurgte hun drengene med et smil, imens hun stak dem fire pakker af de – når man er 3 og 6 år – eftertragtede legokort. Det var moderen til en dreng fra nabostuen i Peters børnehave. “Ja, min dreng har ikke rigtigt fanget fidusen endnu, så I må gerne få dem” smilede hun videre, nu henvendt til mig.

Peter, som vist er jævnaldrene med hendes dreng har det på samme måde – han synes de er sjove at pakke op og så ikke mere. Jens derimod. Han leger og ordner og fikser med de kort, som blev han betalt for at gøre det og det var derfor ret stort for ham, sådan pludselig at få stukket en masse ekstra kort i hænderne – som han i øvrigt troligt delte med sin uimponerede lillebror.

Og så skete det. Det eksalerede.

Den unge pige i køen foran os, bad også kasseekspedienten om legokort, som hun gav videre til mine drenge. Og en kvinde fra kassen ved siden af, listede diskret et par yderligere pakker ned i de tunge indkøbsposer og pludselig stod mine drenge dér, med omegnen af tyve pakker legokort, imens jeg, med ét, følte mig indhyllet af lykke. Ikke på grund af legokortene, men fordi jeg følte mig (okay, mest mine børn) set. De blev anerkendt og mødt med en venlighed, fra mennesker som i teorien kunne have været fuldkommen ligeglade.

Ja, faktisk er det lige før at jeg vil sige, at jeg er skide lige glad med de legokort, men jeg er altså ingenlunde ligeglad med den omfavnelse, de pludselig blev et meget tydeligt billede på, lige dér for enden af kassebåndet i Brugsen i Nordre Frihavnsgade.

TAK, søde mennesker. Flere af jer! Det havde jeg bare lige brug for at komme ud med.

En uventet kærlighedshistorie

Billedet er lånt herfra

Det er ikke andet end små to timer siden jeg indfandt mig, og alligevel er jeg allerede ret forelsket. Det startede så småt, da jeg kørte ind ind forbi skovsøen igennem Læssøegade, med alle de mange store, gamle murermestervillaer og videre ind til bymidten, hvor jeg i et snuptag fandt mig en parkeringsplads, som kun koster det under det halve af, hvad jeg er vant til, hjemme fra København.

Jeg er ankommet til Odense og selvom her regner en smule, så er jeg pjattet med byen. Gågaden er stuvende fuld på den behagelige måde, hvor hver stadig har sin plads, folk smiler, pigen i 7/eleven var mere end bare almindeligt venlig, selvom hun ikke kunne hjælpe mig med de panodil min nagende hovedpine havde sendt mig derind for at købe – og kaffen, på dét sted jeg netop har slået røven i sædet, er kun overgået af den ganske fremragende juice, som den bliver akkompagneret af.

Okay, måske er mit grundlag for ligefrem at erklære mig forelsket i byen, lidt rigeligt tyndt efter bare to timers selskab, men jeg er vitterligt positivt overrasket over mit indtryk, i forhold til de gange jeg ellers tidligere har besøgt byen, som enten har været for at besøge venner og veninder, eller den næsten obligatoriske tur i zoo, når man har børn. Begge dele noget, der har været helt fint, i øvrigt, men altså ikke sindsoprivende på bystemningsbarometeret.

I ved, jeg tror altid jeg har haft den lidt snobbede tanke, at Odense var en by der “prøvede for meget”. En landsby, som gerne ville være stor, uden at være det. Lidt på samme måde som jeg forestiller mig at New Yorkere måtte tænke det, om en by som København. Bevares, selvfølgelig kan man aldrig prøve for meget og jeg er all about at have store tanker om sig selv, så længe man gør det med charme og ordentlighed, men jeg har ligesom bare aldrig rigtigt været imponeret.

Og så sidder jeg her, på “Den lille smalle” og kigger rundt på det blandede klientel og føler mig hjemme. Her er rart. Hyggeligt og urbant. Nærmest københavnsk på den sønderjyske måde, sådan som jeg i virkeligheden ville ønske at man altid kunne kombinere landsdelene. Det er vanvittigt fedt at opleve, og selvom det var ganske uventet og fornemmelsen muligvis bare eksisterer i et lille glimt med en hovepine på retur, så tror jeg altså, at Odense kan noget virkelig, virkelig godt.

Om ikke andet, så kan grønkålsjuicen, på trods af dens nærmest frastødende navn, virkelig anbefales.

Om et ikke-alvorligt opkald fra politiet

“Ja hej, det er fra Københavns Politi. Det er ikke noget alvorligt”

Dagen startede – gudskelov først henad 7.30 – ud med at jeg havde et noget tungt hoved, ovenpå et par usandsynligt hyggelige gin&lemons med et par veninder i aftes, men med en times ramasjang (til børnene) et par kopper kaffe (til mig) og to af de der gode smertestillende piller, jeg har købt med hjem fra USA (også til mig) gik det bedre. Godt, faktisk, da jeg pludselig kom i tanker om, hvor sygt optur drengene og jeg har haft over soundtracket til “SYNG”, som jeg satte på for fuld smadder, imens vi hoppede rundt i lejligheden og kæmpede om hvem der måtte være Johnny, Ash og Rosita. (Hvis I ikke allerede har set filmen, så gør det – også gerne selvom I ikke har børn).  Herefter børstede jeg en hulens masse tænder (vores alles) og så satte vi kurs mod kolonihaven, hvor jeg havde sat min far stævne til at køre en tur på lossepladsen med det gamle, utætte tag, som er blevet pillet ned, til fordel for et forhåbentligt mega-tæt, nyt ét af slagsen.

Min far har længe forsøgt at overbevise mig om om, at det ville være smart hvis jeg fik sat en jydekrog på min lille københavnerbil, men så længe jeg har heldet med mig til at overtale ham til at komme og hjælpe, når jeg en sjælden gang i mellem har brug for at få spændt en trailer bag en bil, så har jeg ingenlunde tænkt mig at lytte til hans råd. Slet ikke efter dét der skete senere på dagen…

Vi kom på losseren og retur og min far fik, som den supermand han nu engang er, når han får stukket et værktøj i hånden (ja, mit fallerede ægteskab har lært mig hvor vigtigt det er, at huske at rose mænd for deres indsats), revet det svampebefængte loft i køkkenet ned, hvorefter jeg med tungen lige i munden pillede våd, rådden og åbenbart humlebi-bo-befængt isolering ned, imens drengene lystigt legede rundt udenfor, som de har for vane at gøre, når vi er derude.

Det føles næsten som en lille injektion af direkte lykke i blodet, når tingene sådan – lynhurtigt – tager form. Og selvom jeg godt ved, at jeg nok overhovedet ikke får tid til at komme ud i kolo i næste uge, for at sætte nyt loft op, som jeg allerhelst ville, så gør det i virkeligheden ikke spor; for der er trods alt nogle spær (eller hvad pokker den slags tynde bjælker oppe under taget hedder) der gerne lige skal tørre ordentligt op, inden jeg lukker dem inde igen. Så! Kolo kører og alt er godt og nu må jeg hellere snart komme til sagen med den dér jydekrog, som jeg teasede for, lige før.

Vi ramte Østerbro lige før klokken 16 (et normalt nogenlunde tidspunkt i forhold til at finde parkering, som ellers er fuldkommen håbløst i vores nabolag om søndagen efter klokken 16.30) og cirkulerede et par gange om blokken, hvor alle markerede pladser var optaget, inden jeg besluttede at tage én af de små pladser, lige rundt om hjørnet fra os, hvor man lige skal ud af bilen et par gange for at sikre, at de biler man holder bagved, stadig kan komme ud af deres respektive – og dertil indrettede – p-pladser. Som jeg selvfølgelig gjorde. Og hvor jeg altså priste mig lykkelig for ikke at være stolt indehaver af en jydekrog, som i nærværende tilfælde uden tvivl havde forårsaget at jeg måtte resignere fra den lille plads og finde en anden. Der var kun lige nøjagtigt plads til at de to andre biler kunne komme ud, men hvad skal man egentlig også mere end lige nøjagtigt nok plads, tænkte jeg og gik ind og badede først dét ene barn, for sidenhen at stille den anden under bruseren, bedst som min telefon ringede. Jeg skulle lige have installeret barnet i bruseren, inden jeg kunne tage den.

Telefonsvarerbesked.

Jeg ringede til svareren, hvor jeg blev mødt af en kvindestemme som sagde: “Ja hej. Det er fra Københavns Politi. Det er ikke noget alvorligt…” Hvorfor fuck ringer politiet så til mig?!!, nåede jeg at tænke. “Det drejer sig om en rød peugeot 208, som holder og spærrer vejen for en anden bilist, der nu ikke kan komme afsted. Jeg håber at du har mulighed for at flytte den hurtigst muligt…” Og så hørte jeg ikke mere af beskeden, inden jeg i en hurtig vending fik tændt for ramasjang og ilet ud på gaden, for at flytte min bil.

Uuuuuundskyld!” hørte jeg mig selv sige, forfulgt af “jeg syntes altså at jeg havde tjekket om ikke du kunne komme ud. Undskyld“.

Nåmen vil du så ikke bare sætte dig ind i min bil og bakke den ud?” spurgte han

Han var en virkeligt pæn mand og pludselig så jeg, at han også havde en meget pæn bil, som jeg på ingen måder ville turde at bakke ud.

Ej, det må du virkelig undskylde. Jeg flytter min bil nu!” Hvor dum kan man også være, tænkte jeg, imens min sorte samvittighed buldrede derudaf. Tænk sig, at jeg havde spærret en anden bilist inde. Kæft, en irriterende type (mig, altså), som ikke gad at køre rundt længe nok til at finde en mere passende parkeringsplads!

… Og så så jeg den. Jydekrogen bag på hans bil, som på én eller anden måde gav mig en lille smule mindre dårlig samvittighed. Han havde sgu nok sagtens kunnet komme ud fra sin parkeringsplads, som jeg havde forudset, men jeg mistænker lidt, at han ikke var spor vant til den slags snævre parkeringsforhold. Ja – og i dét tilfælde, priser jeg mig sådan set bare lykkelig for, at han ringede til politiet, i stedet for at sætte nogle grimme, fede ridser i min bil. Og for, at han ikke engang skældte mig ud.

Undskyld, pæne mand! En anden gang, skal jeg nok bakke din bil ud for dig. 

Når mandage stadig kan være fantastiske

Hvad det lige præcis er der gør det, kan jeg ikke umiddelbart sætte en finger på, men havde jeg ikke haft en kalender og mindet om en just veloverstået fødselsdag, ville jeg have svoret på, at i dag var en vaskeægte forårsdag. I ved, én af de allerførste på året, hvor solens sarte stråler skinner lidt ekstra kærligt, på den dér måde som man – altså, jeg – normalt kun oplever i marts eller april og som gør én – igen, mig – mere end bare almindeligt glad i låget. Solen, lyset og den helt perfekte temperatur, farten på cyklen, weekendens champagne og det faktum at drengene kommer hjem til mig igen i dag (eller måske i virkeligheden en kombination af det hele) mistænker jeg har udgjort en helt særlig faktor til at jeg i dag, på min cykeltur fra Indre By til Østerbro, har:

… Smilet usædvanligt stort. Altså, med åben mund og tænder og det hele. 

… Cyklet i slalom op ad Nørregade og hen forbi Torvehallerne. Seriøst, jeg tror ikke jeg har cyklet i slalom i mere end 10 år og det føltes fuldkommen fantastisk!

… Sunget med på musikken fra mine hørebøffer- med lyd på – da jeg krydsede Frederiksborggade. (Til jer, der ikke just kender gadenavnene i København, kan jeg fortælle at det er et relativt stort kryds; primært befærdet med cyklister og fodgængere. Altså typer, som altså godt kan høre, når andre bryder ud i sang).

… Afløst mit korte sangudbrud med at knipse. Og danse, så meget som det nu engang lader sig gøre på en cykel. Til mit forsvar hørte jeg Footloose, så man skal næsten både danse, knipse og synge lidt, ik’?

… Photobombed en virkelig smuk og virkelig ung mand, som stod og lænede sig op ad en virkelig sej mintgrøn bil på Øster Farimagsgade, imens en kvinde, der mest af alt lignede hans mor, tog billeder fra fortorvet, da jeg lavede funny face og peacetegn til kameraet, bedst som jeg cyklede ind foran. Kæft, jeg gad godt at se det billede, hvis hun tog ét lige imens jeg kørte forbi!

Og så fortæl mig lige, om I måske ikke også får brug for at rokke bare en lille bitte smule med skuldrene og og synge med – især efter omtrent 2 min og 45 sek – når I hører Footloose her ovenfor? Det er jo umuligt at sidde bomstille imens den brager derudaf!

Med ønsket om en mindst ligeså skøn dag til jer, som den føles her hos mig – og hey, så prøv lige dét der med slalom på cyklen. Dét gør noget godt for sjælen!

Burgere, cocktails og fest med fremtidens politi

Det er lige før det er helt pinligt at skrive det, men som stor fortaler for at være ærlig, nedbryde tabuer og at rumme både det pæne og det grimme, kan jeg lige så godt skrive det som det er: Jeg har ikke været udenfor en dør i dag. Jeg har ikke engang været i bad. Til gengæld har jeg drukket to glas cola og spist næsten en hel pose chips med havsalt, selvom jeg egentlig synes de smager ret kedeligt uden dip.

Jeg har nemlig haft tømmermænd. På den stride måde. I ved, på jeg-sover-bare-lidt-på-badeværelses-gulvet-så-jeg-er-tættere-på-toilettet-måden. Alt imens min søde og usædvanligt tålmodige far har gået og bygget på ét af de projekter jeg har udskudt, siden vi flyttede ind i lejligheden for lidt over to år siden. Ej men seriøst, dét er fandme forældrededikation, der vil noget. Han kom sågar med både cola og chips til mig og har ikke sagt så meget som et kny til, at jeg er ude af stand til at foretage mig noget som kræver at jeg rejser mig fra sofaen.

Jeg.Kan.Ikke.

Det var en usædvanligt god aften i går. Jeg var sammen med en gruppe dejlige damer inviteret ned på den nyåbnede – og virkeligt fede – Cocks & Cows i kødbyen, hvor både burgere, fritter, chilimayo og grønkålschips flød i store mængder, sammen med champagne, rødvin og (masser af) cocktails. Oh yes, der blev lagt en særdeles god bund i branderten og da forslaget om, at vi skulle til fest med politiskolen kom på bordet, blev der ikke efterladt megen eftertanke til tvivlen, for selvfølgelig skulle vi da det! Og selvfølgelig skulle jeg da, som det nærmest første da vi kom derind, købe en flaske vodka, til lige at spæde den allerede godt kørende syvhestes beruselse vi havde gang i, godt op.

Nuvel, jeg blev i hvert fald fuld og havde en fest udover det sædvanlige og det var først da jeg midt på natten kom i tanker om mine fødder, som var ved at brænde op i smerte over kombinationen af mine næst-højeste stiletter og et live-band, som tydeligvis havde helt styr på at sætte gang i dansegulvet, som mine veninder og jeg ivrigt frekventerede, at jeg fik trang til at sætte kursen tilbage mod Østerbro. Hvor jeg altså sidenhen sov et par timer, inden jeg tog på en lille “hyggelig” badeværelses-date med Ulrik i et par timer…

Heldigvis lader det til, at tømmerdrengene efterhånden er ved at forlade min trætte krop, min far er ved at være færdig med byggeprojektet og jeg har et par pizzabunde fra cofoco i fryseren og et par kartofler og en rulle gedeost i køleskabet, som jeg forestiller mig kommer til at udgøre det for et udmærket tømmermændsmåltid, så snart jeg har gjort alvor af det bad jeg for alvor har trængt til hele dagen.

… Og nårh ja, så skulle man da næsten være et skarn, hvis man ikke efterfølgende brugte en times tid inde på Boozt, hvor man – kun i dag og i morgen kan score (ekstra) 20% på nyheder og udsalg til både børn og voksne, med koden ALL20. Og altså, det gælder selvfølgelig både tøj, overtøj, sko og støvler. I kan komme til hele udvalget til kvinder HER og til børn HER (reklamelinks).

Rigtig god weekend!

Når det alligevel vinder indpas at være alene

Der ligger bøger, magasiner og legetøj i bunker på stort set alle vandrette overflader over gulvhøjde, køkkenet flyder over med pap og i soveværelset ligger dynerne stadig uden det betræk, som forhåbentligt ligger – helst tørt – og venter på mig i vaskekælderen. Jeg skal bare lige sidde lidt.

Kender I det? Når man simpelthen næsten ikke orker at blive færdig, efter børnene er puttet og man i øvrigt har været igang hele dagen?

Min dag startede allerede ved 5-tiden, hvor jeg kyssede min sovende Jens i håret, inden jeg forlod soveværelset, hvor han var kommet ind om natten. Jeg skulle til Odense og optage “SåDanmark” og vores deadline herhjemme var derfor mere end bare almindeligt morgenstram. Drengene endte med at blive afleverede som henholdsvis barn nummer to og barn nummer ét i fritidsordning og børnehave og hvis ikke jeg faktisk allerede havde været lidt sent på den, så havde jeg med garanti fået dårlig samvittighed over det, selvom de hver især smilede, da jeg gik.

Odense – retur – skifte tøj – beslutte at samle IKEA-møbler – overspringshandle ved at læse mails.

Og booom! Besked fra forlaget: “Vi har nu sendt 2.oplag af 40 Uger Efter til tryk”. Og så stod jeg der, klokken to om eftermiddagen i mit blødeste tøj og tudede af taknemmelighed, glæde og stolthed, omgivet af IKEA-møbler i brune papkasser, som virkede fuldkommen ligeglade med de gode nyheder. De skulle jo stadig bare samles.

Jeg samlede et enkelt skab, cyklede ud for at hente drengene og overbeviste dem om, at skabene var lidt som en slags voksenLEGO, hvorfor vi har haft gang i den helt store byggeturnering hele eftermiddagen, hvor Peter byggede skydere og interimistiske fly ud af duplo, Jens byggede politibiler efter samlevejledninger og jeg altså byggede skabe.

Det har efterhånden vundet ret meget indpas på mig, det her med at være så meget alene med drengene; vi hygger som aldrig før, finder på lege og løsninger, så vores hjem samtidig kan fungere og jeg tror sgu, at det ender med at blive ret godt det hele – især, når jeg forhåbentlig ganske snart har fået tranformeret hele lejligheden fra dét den var engang, til dét jeg gerne vil have den skal være fremadrettet. Jeg havde ligesom brug for forandringen, for at kunne komme videre – og selvom jeg langt fra er i mål, med hverken det ene eller det andet, endnu, så kan jeg mærke at vi nærmer os. Og det er fand’me dejligt.

… Også selvom jeg overhovedet ikke gider at gå ned med alt IKEAs (okay, mit) pap og rydde op og lægge sengetøj på, men min søde happy helper kommer i morgen og gør rent, så med mindre hun skal bruge al tiden på at rydde op, så må jeg hellere se at komme i gang. Selvom jeg virkelig meget hellere gad, at se tv-serier og spise slik. Og drikke kaffe. For guds skyld, kaffe.

Mandagskage med en stjålen sadel

Er der noget som at komme ud på gaden mandag morgen, med et barn om hver ankel, for at konstatere, at nogen har hugget éns sadel fra cyklen? Den cykel man bruger hver evig eneste fucking dag og som rent faktisk også agerer transportbillede for ét af børnene – og som gør, at man kan holde trit med det andet, cyklende barn. Pik og patter!

Egentlig opdagede jeg det faktisk allerede fredag morgen, da vi kom ilende, temmeligt sent på den (fordi jeg ved et uheld havde smadret en lyserød neglelak ud over hele badeværelsesgulvet. Og væggene. Og mine bukser. Og Jens’, som der heldigvis var hul i og som jeg derfor med god samvittighed kunne smide væk) ud af lejligheden, hvorefter det gik op for mig, bedst som jeg skulle til at placere Peter i barnesædet, at der var noget helt galt. At min brune lædersadel, som jeg i øvrigt har bandet væk, fordi den ved den mindste regn (eller røvsved) smitter af på alt tøj i lysere nuancer end sort, var væk. Men altså, på én eller anden måde, er det alligevel lykkedes mig at glemme det henover weekenden, hvor jeg således altså ikke fik købt en ny, som jeg ellers lovede mig selv, fredag morgen med neglelak på bukserne og en tålmodighed der var lige ved at være opbrugt, at gøre.

For fanden, Cana Buttenschøn og endnu mere for fanden, dumme sadeltyv. Helt ærligt, hvem fanden stjæler folks sadler?! Jeg mener, det kan jo ikke have været en spontan beslutning, da man jo er nødt til at bruge værktøj for overhovedet at få den løsnet. Det er eddermamer dumt, altså.

Heldigvis for mig, har jeg ingen chef der kan blive sur over mit valg af arbejdssted for dagen, hvorfor jeg altså har indfundet mig i min dagligstue, med udsigt ind til mit soveværelse, som efterhånden begynder at tage form. I ved, på den feminine jeg-behøver-ikke-at-tage-hensyn-til-en-mand-måde, som jeg er all about lige for tiden.

Og nårh ja, når jeg så ikke lige svarer mails og forsøger at koordinere min lille bogtour rundt i landet (som er gratis og som I kan melde jer til HER, hvis I har lyst), så overspringshandler jeg ved den bittersøde tanke om at cykelsadeltyven forhåbentlig har stjålet den til sig selv og at vedkommende cykler afsted til meget vigtigt møde (eller bedre, en date!) i hvide bukser. Så kan vedkommende i det mindste selv få en bid af mandagskagen!

Hul i taget og 20% på overtøj

Årh mand, bedst som jeg gik og troede at alt var lutter lagkage, så skulle det – selvfølgelig, fristes jeg til at sige –  vise sig, at det ikke helt var tilfældet. Naturens balance, yin og yang, lort og lagkage. Jeg ved ikke om I kan huske det, men jeg skrev på et tidspunkt – ganske stolt – om hvordan jeg havde tætnet taget i min kolonihave. Godt nok virkede det ikke helt efter hensigten, men efter endnu en omgang, lod det faktisk til at holde tæt. Altså, lige indtil det mødte septemberregn, åbenbart.

Jeg har igennem den seneste uges tid haft en nagende fornemmelse af, at noget var galt derude og da drengene og jeg i går kørte derud for at tjekke, blev min fornemmelse bekræftet. Tifold, desværre. Taget derude er nemlig ikke længere spor tæt og der har nu ligget så store mængder vand så længe (uden jeg har været derude og kunnet gøre noget ved det) at der er mug i loftet, som ganske tydeligt er ved at falde ned. Pis, mand.

Det er pisseirriterende, men til gengæld så uoverskueligt, at jeg slet og ret hverken har tid, overskud eller evner til selv at gå igang, hvorfor jeg har besluttet mig for at hyre nogle håndværkere. Dét har jeg mega meget optur over, fordi der så i sagens natur er nogen der tager sig af det for mig. Til gengæld mistænker jeg at den slags er så hammerdyrt, at jeg – for nu i hvert fald – gør klogt i ikke at benytte mig af Boozts fantastiske tilbud med 20% på en laaaaaang række overtøj, som I kommer direkte til, ved at klikke på dét I helst vil se herunder – og bruge koden COLD20 ved checkout.

Du finder overtøj til børn HER

Du finder overtøj til kvinder HER

Du finder overtøj til mænd HER

OBS: tilbuddet gælder kun i dag, søndag 17/9

Selvom jeg altså desværre ikke kommer til at shoppe i denne omgang, vil jeg selvfølgelig gerne opfordre jer til at gøre det – både fordi der er gode penge for jer at spare og så fordi jeg altså har tilladt mig at lave alle links til tøjet om til den slags reklamelinks, som betyder, at jeg får en procentdel af salget, hvis I skulle beslutte jer for at købe efter I har klikket på dem. På dén måde kunne det være, at tagregningen ikke ville slå benene helt væk under mig, samtidig med at I ville få nyt og lækkert tøj 🙂 Det koster, som en lille note, selvfølgelig ikke spor ekstra for jer 🙂

Hvis nu jeg selv kunne tillade mig at shoppe løs, ville jeg helt klart gå efter noget som denne HER, som jeg synes er overdrevet fed og som må være noget nær det varmeste man kan finde, hvis man ikke skal ud i noget der minder om skitøjskategorien. Ej, men seriøst, den er jo så fed! Og til drengene ville jeg nok investere i nye flyverdragter – den slags er trods alt absolut sjovere, når man sparer 20%, ikke sandt? Måske denne her mega-nuttede sag til Peter og denne her til Jens. Altså, hvis nu jeg ikke lige skulle til at investere i et nyt tag…. Gudskelov et relativt småt tag.

Tidligt lørdag morgen

Det er så vidt jeg husker kun kun sket to gange i løbet af de seneste måneder, at jeg er vågnet – sådan mærkbart – før drengene. Her er helt stille og kun en sagte tikken fra uret og mine fingre der forsøger lydløst at køre henover tastaturet vidner om, at jeg rent faktisk stadig har min hørelse i behold.

Det var egentlig Peter, der vækkede mig, da han faldt ud af min seng med et bump og et hyl, der var overstået allerede inden jeg fik halet ham op til mig igen. Det var klokken lidt over fem og jeg så derfor mit snit til lidt morgen-alenetid, som jeg i virkeligheden synes er (endnu) rarere end aftenalenetid, fordi hjernen er mere frisk og så på grund af stilheden.

Heldigvis bor vi i hvad man på godt jysk vel ville kunne sammenligne med et overdimensioneret villakvarter. Ikke fordi her som sådan ligger nogle villaer, men fordi det har lidt den samme stemning. Vi er trukket lidt tilbage fra de større handelsgader og ud over den økologisk bager, et par spisesteder og den yndigste graviditetsbutik, Enula9 (som jeg i øvrigt må have overtalt til at ville sælge min bog), så ligger her nærmest ingenting, som trækker folk fra andre områder af byen – eller landet, for den sags skyld – herind. Her bor sindssygt mange mennesker i forhold til der hvor jeg kommer fra, men her er trygt og hvis man står op ligeså tidligt som jeg har gjort det i dag, på en helt almindelig lørdag morgen i september, ja, så er her også helt stille.

Her virker mennesketomt og hvis man ser bort fra det ene oplyste vindue, i en lejlighed på 2. sal på den anden side af gaden, så vidner min udsigt om, at det stadig varer lidt, inden byens summen for alvor går igang.

Måske skulle jeg alligevel ligge mig tilbage ind til Peter og snue den, nu jeg kan. Jeg er trods alt den eneste, der opdager at jeg gør det og han skulle jo også så nødigt falde ud af sengen igen.

Jeg tænker på #25

… Hvor hyggeligt det var, da Peter forleden kom trippende ind til mig om natten. Han lagde sig med panden mod min og jeg var ved at dø af lykke, imens vi faldt i søvn igen. Indtil han pludselig – i søvne – kom med et usædvanligt spulende nys. Som selvfølgelig ramte lige ind i fjæset på mig. Så var jeg ikke helt så lykkelig mere.

… At jeg til gengæld var ret lykkelig over at sommerfesten i Peters børnehave i dag blev aflyst, til fordel for “hygge på stuerne”. Hundredevis af mennesker, hvoraf halvdelen er børn, samlet i en Københavnergård med ansigtsmalingsboder og eftermiddagstrætte børn – i regnvejr? Så var den lidt mindre – og knastørre – udgave bestemt at foretrække. Især fordi jeg beholdt min tjans som ansigtsmaler, som jeg synes var ret skægt! Jeg blev især glad for at tegne skeletter. Nok fordi det var det eneste jeg kunne gøre nogenlunde overbevisende.

… Hvorfor ingen jeg mødte i går, fortalte mig at prismærket stadig sad i min kjole? Og dét endda dinglende på ydersiden. Så de det ikke? Turde de ikke sige det? Det var først da jeg satte mig i sminkestolen på TV2 – sent om eftermiddagen – at den søde make-up-artist gjorde mig opmærksom på det og klippede den af. Tak, søde make-up-artist. 

… At prismærke-på-tøjet faktisk overgår noget-mellem-tænderne på “det skal man sige til hinanden”-barometeret.

… At jeg selvfølgelig godt véd, at jeg altid bør vaske mit tøj, inden jeg bruger det. #rebel

.. Om jeg nogensinde kommer til at iklæde mig denne her fra NA-KD, som jeg synes er så pæn og som jeg lige nu drømmer om at have på til min fødselsdag i næste uge. Eller om jeg hellere bare skal gå med den kjole jeg også havde på HER. Den er pissepæn og så sparer jeg de penge! #jeggørdetsgu

… Hvornår jeg i øvrigt gik fra at hade de der store tassel-øreringe til faktisk at synes de er ret cool. Disse her tænker jeg er ret perfekte til efterårets brændte nuancer.

… Om det samme mon også kommer til at ske for mig og de der patværks-t-shirts, vi snakkede om for nogle uger siden? For eksempel er jeg ikke helt afvisende overfor denne her.

… Om det var galt eller genialt at købe kanelknækbrød med på kontoret i dag? Jeg mener, de smager jo sygt godt med smør på. Til gengæld er jeg ikke sikker på om de gør noget godt for noget som helst andet. Især ikke formen.

… Mine mavemuskler, som jeg i dén grad har mærket, efter jeg tilbragte en time til yoga i forgårs. Jeg ved ikke helt om jeg har mærket så meget til dem, fordi de er usandsynligt slappe, eller fordi træningen bare var usandsynligt effektiv. Jeg vælger at tro på det sidste selvom det første også er ganske plausibelt, hvorfor jeg faktisk glæder mig til at kunne komme afsted igen. Især fordi træningen ikke føltes (så) hård, da jeg var der.

… At holdtræning dog kræver nogen planlæggelse når man tilbringer ret meget tid alene med to børn, fordi den slags – hold, altså – typisk ligger enten tidlig morgen, eftermiddag eller aften. Suk.

… Hvor fuldkommen sindssygt det i øvrigt er, at der om et par timer kun er seks dage til min bog står i butikkerne. Også selvom den allerede kan forudbestilles flere steder. HER, for eksempel.

… Hvor endnu mere sindssygt det er, at jeg endnu ikke har fået bogen tilbage fra tryk. Shit, jeg håber vi når det!! Ja, det er faktisk dét jeg tænker aller-, allermest på lige nu.  Kom så, bog!