Category

Hverdag

Category

Med benene trampende i nærmest hvinenede hastighed i pedalerne, frostkyssede kinder og en kæphøj Peter, som fortalte noget om festlige katte og tryllekunster siddende bagpå, cyklede vi afsted mod børnehaven, efter at have afleveret Jens i skole her til morgen. Vi har ikke længere behov for lys på cyklerne om morgenen og for en gangs skyld (forestiller jeg mig, uden at have den store viden om vejret i Danmark den seneste uges tid) stod solen højt på himlen og kastede et gavmildt lys over den del af København, som efterhånden føles som min baglomme. Gearene på min cykel er frosset fast i første, og det ville være en underdrivelse at sige, at jeg synes det bare var koldt. Til gengæld var det dejligt og på én eller anden måde en helt perfekt måde at binde sløjfe om en weekend, der har været noget ud over det sædvanlige.

i weekenden har jeg…

  • Været i Somaliland. Bare lige.
  • Spist en sidste omgang ris med udkogte bønner i småstærk sauce, som jeg mere eller mindre har levet af den seneste uge.
  • Drukket mig småfuld i en lufthavn i Ethiopien.
  • Kastet op på et fly. Under take-off. Muligvis fordi jeg var fuld.
  • Rejst tværs over jorden, hjem til Danmark.
  • Samlet virkeligt mange penge ind – fra jer – til Danmarks Indsamling. 16.764 kroner, for at være helt præcis.
  • Trukket 16.764 kroner op af egen lomme og fordoblet jeres donation, således vi i samlet flok har doneret 33.528 kroner til fattige børn rundt om i verden og intet kunne gøre mig mere glad og stolt. Kæmpe tak!
  • Spist vanvittigt lækker middag på restaurant trio. Efter kokkens anbefaling droppede jeg mine vegetartendenser og tog en fiskemenu – og seriøst, jeg dør en lille smule over hvor lækkert det var! Og over at have sluttet middagen af med byens bedste espresso martini, i usædvanligt dejligt selskab. Altsammen i øvrigt med udsigt ud over Industriens Hus og Rådhuspladsen. Lov mig , at I gør jer selv den tjeneste at prøve det engang.
  • På mærkværdig vis undgået tømmermænd.
  • Fået mine børn hjem. (Måske var det derfor jeg ikke fik tømmermænd? Fordi der simpelthen ikke var plads til dem i min hjerne. Hvis, så er det en ret smart taktik!). 
  • Glemt tid og sted i et virvar af Paw Patrol, Lego, Playmobil og farverige kopi-tegninger.
  • Frosset røven af på en legeplads. Med glæde i øvrigt.
  • Danset rundt i stuen til Man in the Mirror og tænkt, at det hele sgu går meget godt, lige nu.
  • Puttet dem, som jeg synes er de sødeste børn i verden. Den store liggende i sin seng og den lille liggende i mine arme. Suk, mand. Børn der falder i søvn i éns arme, ik’? Det må uden tvivl være det aller-, allerbedste i verden. I hvert fald hvis man trækker kæmpestore donationer til mennesker der for alvor har behov for hjælp, ud af ligningen, for dét kunne altså også noget.

Og nu er det mandag og mine børn var her til morgen i et humør så strålende, at jeg ikke har kunnet undgå at komme det samme og solen skinner og selvom jeg har en masse jeg skal nå, så er det altsammen luksusagtige i-lands-ting, som jeg vil gøre mit bedste for aldrig mere at brokke mig over.

… Og se så lige her, hva’? Danmarks Indsamling har simpelthen været så tjekket, at sende mig et par screendumps fra dengang vi kom på skærmen: “Cana Buttenschøn og læsere” med vores fælles donation i det fine selskab med Lise Rønne, Joakim Ingversen og Mads Steffensen. Bum. 

 

Selvom dagene allerede nu synes længere og vi snart ikke længere behøver at have lys på cyklerne om morgenen, går den så usædvanligt hurtigt for tiden, hverdagen. Den flyver afsted og jeg fatter ikke at det allerede er torsdag i denne uge, som mest af alt føles som om den er smuldret imellem fingrene på mig. Måske er det fordi jeg i sidste uge kun havde mine børn hjemme et par dage og jeg allerede igen på lørdag, skal aflevere dem hos deres far, fordi jeg skal med Danmarksindsamlingen og SOS-børnebyerne til Somaliland og redde verden. Eller altså, gøre et forsøg på at redde lidt af verden – sammen med jer, som kommer med på sidelinjen.

Alligevel forsøger jeg at nyde den, hverdagen. De små øjeblikke, selvfølgelig sammen med mine børn, men også med andre. Med kaffe og københavn og søde veninder. Solen der i korte glimt stikker frem og de (tilnærmelsenvist) lune dage, der rent faktisk har gjort det både muligt og lækkert at stavre rundt med åben jakke. Suk, altså. Det er lige før det lugter lidt af forår og jeg er vild med det.

Jeg får altid så meget (mere) energi i takt med at dagene bliver længere, mit humør bliver et par grader højere og verden kan i det store og hele bare komme an – lige nu, bogstaveligt talt endda. Jeg får lyst til at male himlen to nuancer mere blå og iføre mig de flotteste farver, i modsætning til om vinteren (ja, jeg ved godt det ret beset stadig er vinter, men det føles altså lidt som forår, både i vejret og i mit hoved), hvor jeg mere eller mindre konsekvent går klædt i sort.

I dag er jeg hoppet i min nye favoritstrik, som jeg købte i Gina Tricot i Sønderborg i sidste weekend. Den koster bare 199.- og kan fås online HER (reklamelink), hvor man også kan se den på en lidt anden model end mig 😉 Den er en lille smule ganni-agtig i udtrykket og så elsker jeg farven på den, som gør det helt og aldeles fantastisk til jeans! Der er (selvfølgelig) links til alt tøjet, bortset fra frakken, som jeg ikke har kunnet opstøve, da det er en gammel model, nedenfor, men jeg vil bare lige fremhæve strømperne (reklamelink) også. Dem købte jeg nemlig også hos Gina Tricot og de er så fine – og så koster de kun 10 kroner lige nu! Haps – så kan man næsten ligeså godt tage to par, ik’? (ja, det gjorde jeg altså). Og altså, se lige den fine detalje bagpå (HER), som virkelig kommer til sin ret, hvis man skulle være vovet nok til at iføre sig dem sammen med en nederdel 🙂

Strik HER // Jeans HER // Strømper HER // Frakke (lignende) HER (OBS: alle links er reklamelinks)

… Og hvis nu nogen ikke kan få nok af fine striktrøjer eller hvis dén fra Gina Tricot skulle gå hen og blive udsolgt, så er jeg altså også helt pjattet med denne HER. Jeg kan bare ikke lige beslutte mig for, hvilken farve jeg bedst kan lide.

Uanset om I er til lyserøde striktrøjer, netstrømper og gåkaffe  eller ej, så håber jeg at I også nyder de små fine hverdagsglimt og -oplevelser i jeres hverdag. Det kan virkelig noget.

Til trods for at jeg selvklart, som mor til et skolebarn (og en tre-årig, bevares), er vant til at stå sådan relativt tidligt op, så føltes det alligevel lidt rigeligt tidligt, da min alarm vækkede mig, først 06.55 og igen 07.04 her til morgen. Jeg har jo ligefrem vænnet mig til at sove længe om lørdagen, som nogle af jer måske husker, at jeg faktisk har gjort de seneste par stykker af slagsen. Eller måske ikke sovet længe, men ligget længe i sengen, som næsten er endnu bedre, ik’? Drengene er hos deres far, hvilket under normale omstændigheder selvsagt ville betyde en lang lørdag morgen (formentlig med tømmermænd) i sengen, men fordi jeg havde et fly at nå her til morgen, blev det ikke sådan.

Min far fylder 60 i næste uge og samler i dén anledning hele familien til brunch i morgen, som jeg selvfølgelig skal med til. Eftersom jeg har lidt lang vej til Sønderjylland, overtalte jeg ham dog til lige at smide en middag oveni hatten i aften og jeg glæder mig! Da vi boede i Sønderjylland tog vi ofte ud at spise sammen med min far, som er det sjoveste og mest favnende selskab man kan tænke sig og jeg kan pludselig mærke at jeg savner det. Dét og mine børn, som jeg jo i sagens natur desværre ikke har med.

Nuvel, det er er selvfølgelig ufravigeligt vilkår ved at blive skilt, at savne sine børn og jeg skal også nok lade være med at trætte jer mere med det nu. I stedet vil jeg glæde mig over, at jeg kan drikke et ekstra glas vin i aften, sove – en lille smule – længe i morgen og over, at flyveren jeg venter på, netop er landet udenfor vinduet her udenfor A7, hvor jeg sidder og venter, med Mads Langer i ørerne og kaffe i hånden.

Det skal nok blive en rigtigt god weekend her og jeg håber sørme, at det samme gør sig gældende hos jer!

Bygningerne suser forbi. Mennesker på fortorvene. En baby græder. En hund gør. En mor ligner én, der sveder. Regnen rammer min pande. Jeg prøver på at forestille mig, at det er små kolde kys. Mest føles det som stikkende hagl. Det er koldt. Mine fingre fryser. Især tommeltotten, selvom den griber om bagsiden af styret. Det må være det mindst blæsende sted. Bagsiden. Den gule og røde bus kører op på siden af mig. Jeg tramper hårdere. Bygningerne suser forbi. Mennesker ved busstoppestedet. Hamrer i pedalerne. Når akkurat forbi, inden dørene åbner og cykelstien myldrer af mennesker. Barnevogne. Regnslag. Ilse Jacobsens gummistøvler og Rains regnjakker. Michael Jackson synger i mine ører. Noget om at gøre en forskel i verden og at starte ved sig selv. Der er en hjemløs. Må snart købe Hus Forbi. Gør det for sjældent. Østerbro. Nørrebro. Vesterbro. Fingrene fryser ikke mere. Sveden pibler frem mellem regndråberne. Stiller cyklen. Åbner jakken. Femte sal. Nu kommer lægen. Stik. Vaccination. For at jeg kan gøre som Michael Jackson. Gøre en forskel. En vistnok pissevigtigt forskel.

Egentlig var det meningen at i dag skulle handle om hvad man som kvinde (og mand, egentlig) kan gøre for at optimere kroppens niveau af oxytocin, som ikke alene kan være med til at sætte en fødsel igang (og holde den godt igang), men som også er godt for vores almene velvære. Men ak, livet halede ind på mig og jeg er simpelthen ikke i stand til at tænke to sammenhængende tanker i dén retning i dag, selvom det er onsdag, hvilket som oftest betyder (mere eller mindre) seriøse og (mere eller mindre) jordemoderfaglige indlæg her på bloggen.

Det har været en hulens til dag, hvor jeg har tæsket rundt nærmest fra start til  nu, hvor jeg sidder med blikket stift rettet mod min nye telefon, som altså har kostet mig et stykke mere end en hel måneds husleje og virkelig mange kilometer i cykelbenene, men dét – og meget mere – kan I se mere om i videoen jeg har lagt ind her nedenfor.

Det er min plan at jeg vil forsøge mig med at få filmet lidt mere af min hverdag, som jeg af og til vil dele med jer herinde. Jeg tænker at det, når jeg får styr på teknikken, kunne være ret hyggeligt for jer at få et yderligere – og om muligt måske endda endnu mere ægte – indblik i mit liv, end I i forvejen kan få både her på bloggen og via instagram, hvor jeg også er relativt gavmild med at tage jer med rundt i de forskellige afkroge af min virkelighed.

Jeg håber i alle tilfælde at I vil tage godt imod!

… Når man føler den lidt rigeligt. Ahem… 

Det var lige ved ikke at blive til noget, men gudskelov flaskede alt sig i sidste øjeblik, hvor min mor takkede ja til lidt kvalitetstid med sine to københavnerbørnebørn og jeg med rank ryg kunne tage til årets allerførste julefrokost. Egentlig var det nok mest af alt min egen skyld, at det ikke var ved at blive til noget, fordi jeg for bare en uge siden ikke havde spurgt én eneste om muligheden for at passe mine drenge, men jeg har simpelthen fået det så stramt med at få mine børn passet til “for-sjov-ting”, siden deres far flyttede, for et halvt års tid siden. Den dårlige samvittighed kommer hurtigere end en mursten fra en motorvejsbro, så jeg har ligesom bare ladet være, når det har været muligt. Altså, indtil i går, hvor jeg med relativ ro i sindet alligevel efterlod børnene i lejligheden sammen med min mor, imens jeg hoppede i en taxa og tog til fest. Hun er jo for fanden deres bedstemor og hvis ikke hun skulle få mulighed for at være sammen med børnene, når de er hos mig, ja, så ved jeg ikke hvornår det ellers skulle løbe af stablen.

Festen, som jeg også skrev lidt om i går, var i virkeligheden en forsinket julefrokost med en gruppe dejlige damer, som tilsammen går under navnet “Dillerbanden”, som min seks-årige herhjemme i øvrigt har gedigen optur over. Temaet var de glade 90’ere og fuldstændigt som forventet, var det totalt gennemført! Vi spiste sammenskudsraclette, drak lambrusco og grenadinefarvede drinks af pangfarvede (og diller-formede) sugerør, spillede jeopardy og hørte alt dét musik, som jeg engang troede at jeg kunne synge med på, selvom det sidenhen er gået op for mig, at det i virkeligheden bare bliver til noget værre volapyk, når jeg gør et forsøg på at synge med, fordi jeg åbenbart hørte sangene mest, inden jeg forstod et ord engelsk og derfor bare lavede mine egne versioner. Lidt ligesom hende der engang forsøgte sig med “Ken Lee” i en eller anden gammel udgave af “Idol” – y’know?

Hjemmegjorte tekster eller ej, så var det på alle måder en god fest og selvom jeg i dag godt kan se på diverse instastories derude, at mine bryster måske fik liiiidt rigelig opmærksomhed (læs: jeg sørgede i min tequila-sunrise-brandert for, at de tiltrak sig lidt rigeligt opmærksomhed), så trøster jeg mig med, at jeg trods alt “bare” var omgivet af søde damer, som sgu nok hverken giver til eller fra for mine forældede babymadpakker.

Det kan virkelig anbefales at køre 90’er tema på sine (dame)fester og så bliver jeg altså også nødt til at slå et slag for den lille fotobås, nogle af damerne havde stablet på benene. Det var i virkeligheden bare lille maskine (som kan lejes hos Myselfie.dk) som smed om sig med usandsynligt lækkert lys og og en genial selvudløser. Den var uden sammenligning aftenens allerbedste underholdning – i hvert fald for sådan nogle som os, som så vidt jeg husker endte med at tage usandsynligt mange selfies i varierende grad af upassende positurer.

Så vidt jeg har forstået er det noget med at dén dame, som har ansvaret for maskinen, modtager alle billederne digitalt, når maskinen er leveret retur til udlejer, så man får altså ikke billederne i hånden med det samme, men dét tænker jeg egentlig også kun gør det sjovere – og absolut mere nervepirrende. Især med tanke på det der med brysterne 😉

Indtil jeg har fået fingrene i de “rigtige” selfies kan I fornøje jer med et par corny fælles- og solobilleder herunder, hvor der ikke kan herske den store tvivl om niveau af både lattergrad, promille og den knivskarpe dillerbande-jargon, som prægede aftenen fra vi kom til vi gik!

[Hvis nu nogen skulle være nysgerrige på, hvem alle de andre damer på billedener er, så stik ind på min instagram @canabuttenschon, hvor jeg har tagget dem allesammen]

[Sassy as in the 90s!]

 

Det er lige akkurat en uge siden jeg sidst sad i sengen, i en komplet lydløs lejlighed og skrev blogindlæg. Om morgenen, imens børnene sov, vel at mærke. Sidst blev klokken 9:45 inden nogen stod op. HALLELUJAH! Nu ved jeg selvfølgelig godt – lært af benhård lektie – at man ikke gør klogt i at jinx’e den slags, så mon ikke de vågner lige om lidt og hele det her sove-længe-om-lørdagen bare var en fase? 😉 (I sure hope not!)

Jeg burde nok mest af alt bare lægge mit til at sove igen. De seneste uger har været ret heftige og med tanke på, at jeg skal til julefrokost sammen med en gruppe damer, som simpelthen kalder sig for “Dillerbanden” i aften, ville det nok i hvert fald være smart at få lidt ekstra søvn. Forhåndssøvn, om man vil. Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er ligeså effektivt som søvn, når man faktisk er træt, men jeg brugte det altså ret meget dengang jeg arbejdede som jordemoder – med nogenlunde succes. Problemet er bare, at jeg for længst er kommet til at gå på Instagram. Og nu har min telefon lyst mig ind i fjæset så tilpas længe, at jeg godt kan skyde en hvid pil efter mere søvn.

Og så var det også at jeg kom til at tænke ret meget på den der julefrokost med Dillerbanden. Alene navnet får mig til at mistænke, at det kommer til at stikke helt af! Dertil kommer, at det er en julefrokost med 90’er-tema, hvor jeg fornemmer at de fleste (altså: alle) går ret meget all-in og vi ved jo allesammen godt, at des mere man går all-in på en temafest, des mere stikker det af. Især, tænker jeg, når det er 90’er tema og nu skal jeg fortælle jer hvorfor. Sagen er nemlig dén at jeg vist nok går blandt de alleryngste i selskabet i aften og jeg nåede lige akkurat at blive teenager i 90’erne. Jeg kender al musikken og nåede måske endda lige at forbinde den med drenge og mit livs første ungdomsfester. De andre damer nåede lidt mere. De var jo “de store” dengang. Dem, som lærte mig at drikke alkohol og at lægge den helt perfekte kohl-eyeliner. Dem, som for alvor udlevede (nogle af) deres teenageår i 90’erne. Måske er jeg bare dramatisk, men jeg forestiller mig faktisk, at vi mere eller mindre resolut bliver kastet fluks tilbage til livet, som det var engang, fra dét sekund vi træder ind over dørtærsklen og med dét i tankerne og alle “de store piger” jeg får lov til at feste med for en aften, ja, så havde det sgu nok været smart at forsøge at sove lidt på forhånd.

Nu vågnede Peter, det er lørdag, jeg huskede til alt held at købe kaffe i går og for så vidt jeg kan se fra hvor jeg sidder, så tegner det også til at blive en helt fin dag, rent vejrmæssigt, hvilket passer umanerligt godt til de net-leggings jeg har tænkt mig at iføre mig i aften. Wuhuw!

Er det meget irriterende, at være sådan én der siger: “Jeg vidste det jo godt”? I så fald må jeg krybe til korset og bede om tilgivelse, for jeg vidste det jo godt; at det var et kæmpestort jinx, da jeg lørdag morgen beskrev hvordan mine drenge var “begyndt at sove længe”. Næsten ligeså stort jinx, som da jeg væsentligt senere på dagen besluttede, at jeg da ikke behøvede noget der mindede om ordentlig sengetid “fordi de sov længe”, hvorfor jeg altså endte med at få på den absolut forkerte side af fire timers søvn i nat. Usammenhængende, selvfølgelig.

Selvfølgelig vidste jeg det godt. Det var bare så skide dejligt lige at have troen, håbet og følelsen af at være “kommet ud på den anden side” i et kort øjeblik. Bevares, det er ikke længere sådan at jeg tænker det er “hårdt” at have børn, som jeg gjorde dengang jeg havde babyer og aldrig så skyggen af (sammenhængende) søvn, og jeg gør i det store og hele en dyd ud af ikke at beklage mig over de mennesker, der uden sammenligning er de vigtigste jeg har i mit lille liv. Men helt ærligt, søvngaranti? Jeg ville ikke tøve et sekund med at svinge min højre arm indover, hvis bare jeg kunne få dét!

Alligevel har det været en usædvanligt dejlig søndag. Den har stået på masser af iskold solskin og en legeaftale med én af Jens’ klassekammerater i Remisen, som jeg igen og igen får optur over at besøge. Til jer der ikke kender Remisen, er det en bemandet – og kæmpestor – indendørs legeplads her på Østerbro, med et stort rum fyldt med klatretårne, rutsjebaner, boldbane, svævebane og en masse madrasser, som børn (og voksne) kan boltre sig på. Dertil er der et lille køkken, hvor man kan spise sine medbragte madpakker og en masse små aktivitetsrum med LEGO, kreative syslerier, spil og dukker. Det er simpelthen genialt – og så er det tilmed ganske gratis!

Efter Remisen tog vi hjem til nogle andre venner, hvor vi i fællesskab kreerede et bjerg af bananpandekager, til stor begejstring særligt for de fem børn i selskabet. Det er noget af det hyggeligste at spise sammen med gode venner, synes jeg, hvorfor jeg altså satser på at kunne overtale Cecilie og hendes familie, som vi var hos, til at vi genoptager den tradition vi engang forsøgte at køre i stilling, med fri leg og søndagspandekager. Om ikke andet, så bare hveranden uge, således jeg stadig kan tillade mig at holde hof med burgere og Netflix, på de søndage hvor jeg ikke har børn 😉 Det er trods alt om at få det bedste ud af det, ikke sandt? 

For nu vil jeg stemple ud for i dag og tænde for ét eller andet ligegyldigt i tv, imens jeg (lidt mere mådeholdent end i går) håber på at drengene i det mindste bare sover indtil i morgen, hvor det kunne være vidunderligt, hvis solen ville smile ligeså gavmildt, som den har gjort det i dag. Det gør altså temperaturen om hjertet en lille smule varmere, uanset hvor meget is der så end måtte ligge på vandpytterne på fortorvene rundt omkring.

Jeg skal gerne bede om to mere. Ja, også med rom, tak!

Når man er vokset op i Sønderjylland, helt tæt på den tyske grænse, er man som noget af det mest naturlige i verden solidt opflasket med de tyske julemarkeder, som – i hvert fald for mig – er noget af det hyggeligste jeg kan komme i tanker om. Især når man en sjælden gang imellem kan være heldig, at ramme dem på en dag i solskinsvejr.

Den danske pendent til de hyggelige julemarkeder til gengæld, mjah… Det er i alle tilfælde ikke helt det samme, de steder jeg er kommet indtil nu. Alligevel indfandt jeg mig i går eftermiddag på julemarkedet på Højbro Plads, hvor den søde bartenderinde løftede sløret for mig for hvad forskellen på gløgg og glühwein er. Gløgg er den vi alle kender herhjemme – den varme, kanelagtige rødvin med mandler og rosiner, hvorimod Glühwein altså er en slags varm saft lavet på bær, som serveres uden fyldet, men til gengæld med en alkoholprocent der ligger væsentligt højere end den gør ved den danske gløgg. Desværre, tænker jeg i dag.

Selvfølgelig skulle jeg have glühwein frem for gløgg – ikke på grund af alkoholen, men for at slippe for de gennemvædede rosiner, som jeg simpelthen ikke kan klare presset af – og selvfølgelig skulle det være “mit schuß”. Altså, et skævt rom. I en i forvejen rigeligt stærk drik, som smager af saft og som luner så dejligt på en kold gråvejrsdecemberdag. Og selvfølgelig skulle jeg ikke kun have én. Selvfølgelig skulle jeg ikke det.

Klip til mig der hænger ind over mit toilet, nærmest grædende, og kaster op. Hold kæft, hvor jeg kastede op, mand.

Halle-fucking-lujah. 31 år gammel, nogens mor, rimeligt succesfuld blogger, bestsellerforfatter, jordemoder og åbenbart så stiv, at det halve kunne have været mere end rigeligt til at underholde selv den mest triste revisionsafdeling til bristepunktet. På en onsdag, hvor jeg ellers havde planlagt at jeg ville bruge min aften på at skrive et fagligt indstik omkring dobbeltdonation, som netop er blevet tilladt her i landet. Men ak.

Nogle gange, ik’? Så tænker jeg sgu at der nærmest er gået lidt for meget kliché i den her i mit lille liv, men ikke desto mindre, er det åbenbart sådan det er. Jeg er blevet skilt og jeg drikker mig (åbenbart alt for) fuld, når jeg er børnefri.

Hvad der til gengæld aldrig nogensinde går kliché i – det er jer. For en god måneds tid siden skrev jeg en lille note om, at jeg sådan ønskede mig nogle hjemmehæklede vaskeklude og kan I gætte hvad der lå i min postkasse i dag? Ja, sgu! to hjemmehæklede vaskeklude og det sødeste kort fra en læser, Mette i Esbjerg. Arghmen ved I nu hvad – det er jo fuldkommen ligesom dengang jeg fik den der t-shirt – og så ovenikøbet på en dag hvor jeg, selvom solen har skinnet, som skulle man tro nogen havde gjort sig særligt fortjent til det, har følt mig sådan en lille smule ussel.

Det er simpelthen den vildeste følelse at få noget fra nogen man ikke kender – bare fordi de synes man har fortjent det. Og se dem lige – er de ikke fine?

Tømmermændene er heldigvis – fordi de blev solidt opbygget af en eftermiddagsbrandert – ved at være på retur, jeg har lige bestilt mig en ordentlig omgang snask fra den lokale mexikaner og mon så ikke netflix kan komme op med én eller anden film, som kan få mig tilbage på sporet mod den julestemning, som ligesom langsom er ved at indfinde sig.   Det er i alle tilfælde planen og så håber jeg at I får en smadderdejlig aften, uanset om den står på gløgg, glühwein, netflix eller noget helt, helt andet.

Det kan selvfølgelig ikke komme bag på nogen, at december er en relativt dyr måned. Heller ikke mig. Alligevel tog jeg tidligere i dag mig selv i at tænke, om det ikke var ved at være på tide med en lille lønforhøjelse i mit lille selvdrevne firma. Årsagen (udover almindeligt gaveræs og overdrevent indkøb af chokolade)? To (forpulede!) parkeringsbøder indenfor én måned! … Og ikke ét ord om, at den slags er selvforskyldt og at der selvfølgelig også skal penge i statskassen og at det jo også er fint, at parkeringsvagterne har jobs, så de kan betale skat og alt det der. Det virker ikke på mig i dag.

Begge parkeringsbøderne var endda (grænsende til at være) arbejdsrelaterede, hvorfor jeg altså nu tænker, at chefen må til at flotte sig lidt på mine vegne. Den første bøde fik jeg om natten efter at have holdt foredrag i Aarhus, hvor jeg (selvfølgelig) ikke kunne finde en ordentlig parkeringsplads, da jeg kom hjem. Og i stedet for at køre ind og sove i Andedammen, som jeg gjorde sidst jeg ikke kunne finde en p-plads (ovenikøbet på en dag hvor jeg var totalt PMS, for lige at toppe den rønnebærssure islagkage), så parkerede jeg næsten lovligt i håbet om forstående p-vagter i et område, hvor der ikke er i nærheden af at være parkeringspladser nok til alle. 8,5 meter fra vejkrydset. Bum. Bøde.

For halvanden meter, mand. Fordi jeg kom herresent hjem efter at have været på arbejde. Tsk…

I dag, hvor anden bøde i den forhåbentligt afsluttede stime landede i min forrude, holdt bilen parkeret lige ved Thorvaldsens Museum, som ligger så tæt på kontoret, som det overhovedet var muligt at finde en plads. På skiltet stod der godt nok noget med nogle busser og to timers gratis parkering, men fordi samtlige båse var fyldt med personbiler, så måtte det jo betyde at der gerne måtte holde busser, hvorfor jeg drejede min parkeringsapp ind på 2,5 timer, inden jeg låste bilen og gik mod kontoret. Bum. Parkeringsbøde. 510 kroner oveni de skide 100 kroner jeg allerede havde betalt for at holde på en tilsyneladende ulovlig plads. Christ, mand! Det er næsten de mest irriterende penge her – de hunderede kroner, som jeg ærligt talt synes at min ellers smarte app, altså godt lige kunne have fortalt mig, at jeg ikke skulle bruge på en p-plads, som var ulovlig.

Okay, det mest irriterende er selvfølgelig, at jeg godt ved at det er mig, der er idioten her og at der ikke er spor andre at give skylden til, end undertegnede, som ovenikøbet havde som nytårsforsæt sidste år, at arbejde mindre, hvilket naturligvis spiller relativt dårligt sammen med den der lønforhøjelse.

Tror I man kan ligge dem af? 😉

Ellers må jeg sgu stramme mig an i 2018. Både på parkerings- eller arbejdsfronten, for ligesom at være helgarderet.