Category

Hverdag

Category

En hverdag tilføjet rigelige stop

Jeg kan ikke mindes, at det nogensinde er sket før, at min ældste, Jens, er faldet i søvn i løbet af de tyve minutters lydbog, han igennem hele sommeren har fået lov til at høre om aftenen, imens jeg putter Peter. Men én gang skal selvfølgelig også være den første. Han er ved at høre Snøvsen på sommerferie, bog nummer to ud af ialt fire om Snøvsen (som i øvrigt er indlæst af Benny Andersen, himself) og det sker ikke sjældent at han skraldgriner. Faktisk grinede han også her til aften, ganske få minutter førend han var faldet i søvn og jeg tænker, at det må være en dejlig måde, at gå til ro for natten på.

Det fungerer i hvert fald smaddergodt for os, at den store, efter fælleshøjtlæsning i sofaen, kysses godnat med en lydbog, inden jeg går ind og putter den lille. Normalt afsluttes lydbogseancen med at Jens tripper ind i stuen og siger godnat til mig og får et ekstra kram, men i dag, ovenpå hans allerførste skoledag, faldt han altså i søvn, inden han nåede så langt. 


Brug koden CANA2017 og få 1 måneds gratis lydbøger hos mofibo HER (reklamelink)


Det starter nu, tænker jeg hele tiden. Det rigtige. Det dér, hvor hverdagen pludselig skal have en helt anderledes og meget mere fast struktur, end vi har været vant til de seneste år herhjemme. Og jeg glæder mig ærligt talt helt vildt meget. Til trætte børn og en hverdag, der ruller afsted som et taktfast damplokomotiv på vej mod eksotiske destinationer – naturligvis tilføjet rigeligt med stop og spændende stationer undervejs.

Bevares, jeg elsker også det selvstændige liv og den frihed og fleksibilitet den slags, i hvert fald for mit vedkommende, medfører, men jeg savner altså også den “almindelige” hverdag med faste rutiner og ikke så meget “renden rundt i nattøj den halve formiddag” som tilfældet ofte er hjemme hos os. Det er i hvert fald den tanke jeg sidder med lige nu –  og så må vi se om jeg trækker i land, så snart det går op for mig, at jeg faktisk ikke bryder mig om at stå op meget før klokken syv. I hvert fald ikke når solen på et tidspunkt ikke længere står op inden da.

Men for nu, har jeg besluttet mig for at droppe alle bekymringer og i stedet bruge min energi på at glæde mig. Over drengene, der tilsyneladende er kommet godt fra start i henholdsvist børnehave og skole og over hverdagen, som begynder fra i morgen.

… Og over at jeg – endnu engang, læs bare HER – har besluttet mig for at holde det første lille stop på vejen ved at droppe en farlig masse arrangementer under modeugen (som jeg kan informere om, hvis nogen ikke allerede skulle være blevet spammet med det på instagram, er nu), som jeg ellers havde sagt jatak til, til fordel for styr på hjemmefronten og ro til mine glade, men trætte børn. De er trods alt vigtigere end noget andet og mon ikke også mit stressniveau i virkeligheden har bedre af at blive hjemme? I think so. 

En brøler (og noget virkelig vildt undertøj)

Jeg fatter ikke, at du ikke har fået en billet til i aften, udbrød én af mine veninder i dag, da snakken faldt på den koncert som i skrivende stund finder sted i Parken. Parken, som ikke ligger mere end 800 meter fra min hoveddør. Det er Robbie Williams, der optræder og hvis jeg skal være helt ærlig, fatter jeg faktisk heller ikke selv, at jeg ikke står og danser, synger og får en lille teenageskid på, til tonerne af “Let me Entertain You”, “Angel” – og min personlige favorit: “Party Like a Russian”. Sidstnævnte er selvfølgelig min favorit, fordi jeg – til lige akkurat dén sang – har danset med ovennævnte, Robbie Williams. Jeg får et virvar af sommerfugle i maven, når jeg genlæser mit indlæg, som jeg skrev umiddelbart efter dansen. Kæft, hvor var det vildt! Dansen – som altså på ingen måder var planlagt – fandt i øvrigt sted, ganske få minutter efter jeg tog ovenstående billede og sendte ud i æteren, i håbet om at Thomas og Mie ville gå videre til næste runde. Som de heldigvis gjorde.


Læs også: Sådan var det at danse med Robbie Williams


I formiddags, imens jeg sad med en god kop kaffe og gjorde mit bedste for at komme min ferieforsømte mailbox til livs, hørte jeg hvad jeg efterhånden tror er min nye yndlingsradiokanal, P7 Mix, hvor værterne – to mænd – pludselig begyndte at snakke om aftenens koncert. Og om Robbie. Og om at den ene engang havde mødt ham til et fodboldstævne og at de i øvrigt begge to syntes, at han lignede én der havde levet livet. Flere gange. Og at man vidst ikke skulle sætte sine forventninger for højt til sex-bombe-Robbie til i aften og at han nok nærmere ville komme i en fedladen far-udgave anno 2017, hvor det var slut med at lade sig fire ned på scenen fra en helikopter og overdrevent sexappeal og dén slags. Og så sad jeg sgu der og blev helt harm på hans vegne, som da jeg var teenager og nogen svinede enten den dreng jeg godt kunne lide – eller, gud forbyde det, de bands jeg lige for tiden trippede over – til. Christ, hvor blev jeg sur dengang, når jeg ikke følte retfærdigheden skete fyldest. Ja, sådan har jeg det nok i virkeligheden stadig; ikke så meget i forhold til bands, men jeg kan simpelthen næsten ikke udholde, når nogen bliver behandlet uretfærdigt eller svinet uretmæssigt til bag deres ryg. Jeg går totalt i forsvarsposition og tager til genmæle og bliver rigtigt bisset. Så da jeg pludselig tog mig selv i at få en lille snert af lige akkurat dén følelse, da radioværterne – som i øvrigt garantrisse mest af alt bare led af mindreværdskomplekser – sad og nedgjorde ham, som jeg tilsyneladende helt klart skulle have investeret en plov og en babysitter, for at komme ind og se, gik det op for mig, at det ikke bare var en fejl, at jeg ikke havde købt billet. Næh, det var sgu da en ordentlig brøler! For altså, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at dansen med Robbie var en (fuldkommen fantastisk) engangsoplevelse, så har jeg alligevel fået en lille smagsprøve på hans entertainergen, som jeg eddermamer godt gad at opleve igen. Og så endda lige her i Parken, sammen med tusindevis af andre.

Kæææææft man, hvor gad jeg godt være til den koncert lige nu!

I stedet sidder jeg her og trøste(vindues)shopper, helt alene med computeren i skødet og opvasken stadig stående i køkkenet. Børnene sover i hver deres værelse og jeg gør mit absolut bedste for ikke at kunne ane musikken i det fjerne, alt imens jeg, efter at have grublet længe over hvordan, overvejer om der virkelig er nogen, som bruger denne slags undertøj, som jeg faldt over på én af mine nye favoritshops. Og i så fald, hvordan det ser ud, når de bevæger sig? Holy shamoly, altså! Jeg ville i alle tilfælde aldrig kunne være i den slags. Altså, aldrig. Jeg mener, hvordan?

Når alternativet faktisk er bedst

Jeg mistænker at det er den lange køretur, der har resulteret at begge mine drenge først sov næsten en time senere end sædvanligt. Egentlig skulle vi bare en tur ud forbi Sneglen og hendes familie i sommerhus, men fordi jeg åbenbart var en idiot at stole på min telefon da den skrev “denne adresse, sendt fra Cecilie” ind i kortet og førte mig lige akkurat 1 time og 8 minutter i den forkerte retning, blev det en noget lang køretur.

Til gengæld var det hyggeligt at komme lidt ud af byen, til noget som ikke er vores eget kolonihavehus. Bevares, jeg elsker at være i kolonihaven – og drengene det samme – men det kræver lige nu (og formentlig de næste mange somre) også en del arbejde. Godt nok arbejde, som jeg synes er hyggeligt, men alligevel arbejde, som jeg i andres sommerhuse kan lægge helt fra mig. De ville sgu nok også syntes det var lidt mærkeligt, hvis jeg lige trak en fuksvans og en tommestok (og en brystnippel, gud forbyde det!) op af dametasken.

Imens vi sad i den store grønne have, hvor børnene skiftevis legede med vandballoner og hoppede på trampolin, gav det et vederstyggeligt regnskyl, som pludselig mindede mig om hvordan jeg for nogle uger siden havde stået og vasket hænder under nedløbsrøret udenfor køkkenvinduet i min kolonihave. Der var nemlig ingen vand i huset, jeg havde hænderne fulde af byggesnavs og harpiks og det regnede simpelthen for meget til at jeg kunne overskue at løbe ud i haven og vaske hænderne under grundens eneste vandhane. Så jeg gjorde det under nedløbsrøret, hvor vandet piskede ud og jeg glædede mig lige dele over at bruge lidt af himlens gratis vand på noget godt og over, at jeg havde en håndsprit stående inde på køkkenbordet til efterdesinfektion.

For altså, hvis der er noget jeg er blevet bevidst som siden min helt spæde karriere som jordemoderstudine for mere end 10 år siden, så er det hvor ineffektiv en omgang almindelig håndvask kan være – og når det så ovenikøbet forgår i tag-snavset vand og ganske uden sæbe, ja, så er mit gæt, at hænderne stadig er fulde af bakterier efter endt vask, hvorfor en hurtig desinfektion kan gøre underværker, hvis man vil af med dén slags.

Så vidt jeg husker var det allerede på første semester at vi en dag fik besøg af en hygiejnesygeplejerske, som bad halvdelen af klassen om at gå ud og vaske hænder (vi måtte gerne være grundige) og den anden halvdel om at spritte hænderne, hvorefter vi skulle lave finger- (og negle og ringe)-aftryk i sådan nogle små plastbeholdere, som sidenhen blev dyrket for bakterier og svampe. Jeg lover jeg for at jeg vaskede mine hænder grundigt. I hvert fald så grundigt jeg kunne dengang, inden jeg havde lært hvordan man bedst gør, for at opnå det bedste resultat. Og alligevel endte det med, da vi en uges tid senere fik besøg af sygeplejersken igen, at alle på nær én af os der havde vasket hænderne, frem for at have desinficeret dem, havde markant øget vækst af forskellige bakterier og svampe. Og hende den ene, med de helt rene hænder, havde tilbragt morgenen i svømmehallen, hvorfor sygeplejersken mente at hendes resultat måske var misvisende. Kæft, jeg følte mig dum. Her troede jeg rigtigt at jeg virkelig havde vasket mine hænder godt og så var de stadig snavsede. Yikes!

Okay, mine – og alle andres – hænder var selvfølgelig ikke snavsede og selvfølgelig var de også helt udmærket rene, men jeg fik virkelig øjnene op for, hvor godt hånddesinfektion virker! Derfor (og fordi desinfektion er mere skånsomt for hænderne end håndvask) brugte jeg det altid i min jordemoderkarriere, medmindre mine hænder var synligt snavsede af hvad-man-nu-render-ind-i-på-en-fødegang. Sidenhen er jeg dog igen blevet primært forfalden til den helt almindelige håndvask, som jeg satser på er god nok til “husbehov”, men jeg har absolut ingen kvaler med at vaske mine hænder i håndsprit, uanset om det er i kolonihaven, på legeplads i nærområdet, i Sierra Leone, Nepal eller på en campingplads i Italien. Det virker jo bedre end håndvask!

Jeg har i løbet af de seneste år været igennem nærmest hele spektret og altså, min all-time-favorit-desinfektion er altså dén man bruger på hospitalerne, som man ikke sådan lige kan få adgang til som privatperson, men der er heldigvis nogle rigtigt gode alternativer.

Apotekets laver nogle udmærkede alternativer, som ovenikøbet indeholder glycerin, som hjælper hænderne til ikke at udtørre af spritten, hvilket naturligvis er særligt smart i de perioder hvor man bruger desinfektion meget. Det være sig for eksempel når man har en lille baby der ofte skal have skiftet ble (hvor en dunk desinfektion ved puslebordet er genial!) eller når man er på ture eller rejser, hvor håndvask ikke er umiddelbart tilgængeligt.

Min favorit fra Apotekets er uden tvivl deres Alcogel, som både findes i store udgaver til at stille dér hvor man hyppigst bruger det og i en lille rejseudgave, som er genial at have med på tur. Jeg er især vild med at alcogelen er så let at dosere i ordentlige mængder, da jeg synes at sprayen kræver ret mange tryk før mængden er sufficient, fordi man helst skal bruge 2-3 ml pr gang (hvilket altså ser ud af ret meget når man hælder det ud i hænderne!). Derudover er jeg også, efter jeg har fået børn, blevet ret glad for desinfektionsservietterne, som man lige lynhurtigt kan tørre egne og børnenes fingre med, fx inden man spiser madpakker i skoven eller den slags. De er virkeligt nemme at have med at gøre! Og så kan de – som en bonus – også bruges til at desinficere telefonen med. Eller altså, det må I ikke hænge mig op på at have sagt, men jeg har gjort det med udmærkede resultater.

Årh altså, det blev pludselig til en lang smøre om hygiejne og det lyder jo nærmest som om jeg er sådan en overhygiejnisk (og irriterende) type, som render og tæller bakterier og tjekker håndvask og den slags. Og altså, det er jeg virkelig ikke. I hvert fald er jeg ikke overhygiejnisk (hvorimod der muligvis er delte meninger om hvorvidt jeg er irriterende), men jeg kender alle principperne og ved hvad jeg burde og gør det som oftest – og så nyder jeg altså også at spise frys-selv-is med jord under neglene.

I ved, moral er godt – og dobbeltmoral, ja, det har vi sgu nok allesammen en snært af i ny og næ, ik?

Det gik trods alt godt

Helt overordnet, gik det godt. Det er egentlig ikke fordi jeg som sådan nogensinde helt inde i kernen har tvivlet på at det ville gøre dét, men tanken om “tænk nu hvis” har alligevel fyldt en del, inden drengene i dag havde første dag i henholdsvis SFO og børnehave.  Tænk nu, hvis de ikke havde nogen at lege med. Tænk nu, hvis de følte sig udenfor og forkerte. Tænk nu, hvis de ikke overhovedet ikke ville være der, hvor de var blevet placeret.

Tænk nu hvis… Til ingen verdens nytte.

For de syntes det var en fest. Jens, som efter eget udsagn synes at det var rigtigt skægt at være i “frit”, selvom han altså ikke nåede at spise andet end en pære fra sin madpakke under frokosten (til hvilket jeg tænker, at han har lært til næste gang at lægge ud med noget lidt mere mættende, når han går ombord i madkassen) og Peter, som egentlig bare skulle have været på forælderledsaget besøg i børnehaven, hvorefter Thomas, som var med, alligevel blev sendt afsted en times tid.

Der var overhovedet ingen bekymringer og jeg kommer pludselig til at mindes, at jeg engang læste et sted, at omtrent 90% af alle bekymringer ikke bliver til noget, hvorfor jeg altså, fra skrivende stund, har besluttet mig for, at bekymre mig mindre. Ikke flere søvnløse nætter over bekymringer som ikke bliver til noget og alle mulige (mere eller mindre åndsfraværende) katastrofetanker. Niks, ikke flere unødige bekymringer her. De skal droppes.

… Nu skal jeg bare lige finde ud af hvordan man så gør det. Måske skulle jeg starte med et glas vin.

I ugens løb #40

Det har været drengenes (og dermed min) allersidste ferieuge i denne omgang og ovenpå hele 5 uger, tænker jeg faktisk, at det bliver helt okay med lidt hverdag igen, omend sommerferietempoet virkelig har vundet indpas på mig, efterhånden. Der er ikke sket det store i den forgangne uge, men det passer nok i virkeligheden også ret godt til det faktum, at jeg for tiden ikke helt kan overskue samme program som jeg ellers plejer at præstere.

I ugens løb har jeg…

… Brugt et par dage i selskab med min far, ude i kolonihaven, hvor han i virkeligheden er dén der kan tage æren for, at vi er kommet så langt med byggeriet, som det er tilfældet. Jeg siger det bare: Han er en stjerne!

… Spist ostemadder og lagt store planer, sammen med min nye agent.

… Skrevet om mærkelige sko og haft totalt optur over, hvor mange af jer, der deler smag – eller i hvert fald mening om sko – med mig.

… Været i radioen for at snakke om børn og youtube. Noget jeg sagde ja til at deltage i, selvom emnet egentlig ikke ophidser mig stort, blandt andet fordi jeg synes vi har fået en fornuftig strategi for det herhjemme. Noget radioværten tilsyneladende var lodret uenig med mig i, da han spurgte om ikke jeg mente at den måde jeg var forælder på (i forhold til youtube) var synd for mine børn? Som jeg udpenslede mit svar til her.

… Fortrudt, at jeg ikke bare bad ham om at stille nogle relevante spørgsmål, frem for dén slags nedladende idioti, som ikke havde til andet formål end at være på tværs og få mig til at føle mig dum. Jeg mener, der findes jo aldrig noget “godt” svar på, når nogen spørger om man ikke selv synes at éns opdragelsesmetoder (eller mangel på samme) er “synd for éns børn”. Altså, havde man syntes dét, havde man jo formentlig gjort noget andet. Ergo: Det var et klaphattespørgsmål, som en læser så venligt mindede mig om.

… Fået besøg af min søde niece. Hun er 12 år og noget af det sødeste og mest tålmodige der findes. Jeg mindes bestemt ikke at jeg var sådan, for 18 år siden. Overhovedet.

… Været i tivoli; to gange. Første gang i selskab med det halve kongerige, hvor vi tog hjem efter bare to karruselture. Anden gang – i dag – hvor vi kom fra morgenstunden og havde stedet nærmest for os selv. I hvert fald den første time.

… Klikket det her seje bælte hjem. Det ligner til en forveksling et jeg har i forvejen, men som faktisk er en lille smule for stort til de af mine bukser der er lidt høje i taljen – som jeg i øvrigt bedst kan lide dem. Jeg elsker, at man med et bælte som dét, kan slippe afsted med bare at proppe t-shirten ned i sine jeans og stadig se sej ud!

Jeg har været særligt taknemmelig for…

… At mine drenge er virkeligt gode til indendørs leg. Jeg gider simpelthen ikke for meget regnvejshalløj, så det har passet mig mere end glimrende, at vi har kunnet bygge uanede mængder LEGO, når regnen har pisket.

Toilettet i kolonihaven, som er blevet sat til. Jeg ved ikke om det er over sharing, men det er eddermamer irriterende at skulle forlade matriklen, hver gang man skal på toilettet.

… Prisen på føromtalte bælte.

… Den flaske vin min far og jeg endte med at dele en aften.

… Hvor godt børnene synes at have tilpasset sig hele familiesituationen. Altså, det er helt vildt.

I den kommende uge vil jeg…

… Bevæge mig! De seneste fem uger har været temmeligt stilsiddende, når ikke jeg har hamret på en tilbygning eller slentret rundt i København, med hænderne fulde af børn og vaffelis. Og dét skal der altså laves om på.

… Drikke en kop kaffe. Alene. Udenfor.

… Drikke en kop kaffe. Med en veninde. Uanset hvor. For altså, selvom jeg synes jeg har masser af kontakt til mine veninder i denne tid, så er faktum altså, at jeg ikke har været sammen med én eneste veninde hele denne uge. Ikke én.

… Forsøge ikke at dvæle for meget ved, at mine børn starter i henholdsvis børnehave og SFO.

… Formentlig konludere at ovenstående er umuligt. Jeg vil i stedet forsøge at få det bedste ud af det! Tudefjæs eller ej.

… Garanteret alt muligt mere, men min vi-har-ferie-og-jeg-er-sammen-med-børnene-hjerne, kan slet ikke finde af at tænke på det lige nu. First things first! 

Jeg tænker på #22

… Hvor sjovt det er, når man går bag én, som er iført hovedtelefoner og som helt åbentlyst tror at hendes prutter er lydløse.

… Om jeg også kunne være sådan én der faldt i “jeg-kan-ikke-selv-høre-det-så-det-kan-de-andre-nok-heller-ikke-fælden”?. Formentlig. Med garanti.

… Hvor stort mit hjerte blev, da Jens kom med en figur lavet ud af røde plus-plus-klodser og sagde at jeg skulle være rød, fordi jeg var kærlighedsmesteren.

… At det pt. føles som om jeg er alt andet, men at min mission lykkes, når mine børn føler jeg fylder dem med kærlighed.

… At jeg – kærlighedsmester eller ej – glæder mig til at komme på posthuset efter denne her, som jeg bestilte efter jeg havde skrevet dette indlæg i sidste uge.

… Hvor optursagtigt det i øvrigt er, når der er fri fragt, uanset beløbet man handler for.

… At jeg ellers plejer at være sådan én der som minimum shopper liiiige op over fri-fragt-grænsen, fordi jeg narrer mig selv til at tro, at jeg sparer penge på den måde. #idiot

… Hvem pokker der har fundet på navnene til nogle af de dimser man skal bruge, når man skal sætte vandhaner til. Jeg nævner i flæng: “nippel”, “nippelrør” og selvfølglig “brystnippel”. For real!

… At ovenstående ord også fik mig til pludselig at synes, at “prop” og “slutmuffe” var temmeligt upassende, selvom jeg måske bedre kan se deres berettigelse, når de står alene. Men altså, i kombination med “brystnippel”, er det som om alt bliver lidt mærkeligt. Når det altså handler om vvs-arbejde.

… Om I også stadig tænker over “slutmuffe”? Jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvorfor jeg synes det ord er så beskidt. Noget med “muffe, der tilnærmelsesvist kunne minde om “guffe”, måske? Som altså ikke nødvendigvis er den slags “guf”, man spiser om fredagen. Måske er det bare min hjerne der er afsporet.

… Hvor latterligt dejligt det til gengæld er nu, efter en lille måneds tid som kolonihaveejer, endelig at have rindende vand derude. Og toilet. Oh the joy! 

Regnvejrsglæde, alligevel

Vinduesviskerne hamrede frem og tilbage over den konsekvent drivvåde forrude. Vi var lige kørt af motorvejen, hvor jeg (ligeså konsekvent) kørte temmeligt meget langsommere end det tilladte, fordi sigtbarheden nærmest var som på en mørk landevej, hvor bilens lygter er gået i stykker (ikke at jeg nogensinde har prøvet dét) og man kunne ikke se mere end et par meter frem, før luften blev sløret af millioner af regndråber, som bilernes baghjul ihærdigt kastede op mod bagvedkørende – nærmest uanset afstand, virkede det som om.

Det virker så voldsomt, sådan noget regnvejr, og alligevel faldt det mig ind at smile over det. Først, fordi jeg kom i tanker om at jeg tidligere i dag havde hørt et interview med en dansk æbleavler, som fortalte at de danske æbler ville blive alt for små, hvis ikke snart de fik en masse vand og siden, da det gik op for mig, hvor søde vi rent faktisk bliver ved hinanden, når det står ned i stænger, som det i hvert fald gjorde det her i København i dag.

Min lille hverdagsåbenbaring gik op for mig, bedst som jeg holdt dér, for rødt lys ved Trianglen, med fuld knald på vinduesviskerne, bag en anden bil, som venligt holdt tilbage for en ældre herre der, fordi han ikke nåede hele vejen over krydset førend det blev rødt for ham og grønt for os, vinkede med sin paraply og stavrede over med et smil om læberne og bukser der var gennemblødt i hvert fald op til knæene.

Midt inde i København. Bilen holdt selvfølgelig tilbage for manden, til trods for at der var en fin fortovssats midt på vejen, som manden kunne have ventet på, indtil hans lys igen blev grønt. Det var jo regnvejr. Og manden var udenfor og bilisten sad inde. Punktum.

Den slags er måske nok kutyme alle mulige steder i (og især på) landet, men midt inde i København oplever jeg altså en tilnærmelsesvist aggressiv jeg-vil-gerne-komme-først-hjem-så-jeg-kører-når-der-er-grønt-attitude i trafikken, hvorfor det virkelig slog mig, da bilen holdt og manden smilende gik over for rødt.

Vi bliver en lille smule mere solidariske i regnvejr; holder tilbage for fodgængerne, rykker lidt tættere sammen i bussen og smiler overbærende til de unge piger (og dem på 30, som endnu ikke har lært at bruge vandfast makeup) når de kommer gående med mascaraen hængende langt ned ad kinderne. Og det kan jeg faktisk virkeligt godt lide.

Også selvom jeg blev sjaskende gennemblødt på de halvtreds meter drengene og jeg skulle gå fra bilen og hen til lejligheden. Heldigvis var det  kun mig, der blev gennemblødt: Børnene havde selvfølgelig jakker på –  og ja, det var selvfølgelig mig, der var den 30-årige med mascara ned ad kinderne (og absolut ingen sans for praktik når det kommer til egen påklædning) som en forbipasserende heldigvis smilede overbærende til. Mig.

Smilende, våde mig.

Jeg tænker på #21

… Hvor fuldstændigt ude-af-proportioner-agtigt det er, at jeg har set snart 9 afsnit af Drop Dead Diva i løbet af 4 dage. Jeg mener, den er ikke engang sådan rigtigt god.

… At det åbenbart er den slags feel-good-alle-bliver-altid-venner-og-vinder-sagerne min hjerne (og mit hjerte!) har brug for lige nu.

… Om der er sket en fejl, eller om det virkelig er rigtigt, at min bog ligger højt på saxos bestseller-liste. Jeg mener, den udkommer jo først om to måneder. Det er fuldstændigt vanvittigt jo – og jeg er så taknemmelig for, at så mange allerede har forudbestilt den, for at sikre sig et eksemplar.

… Hvornår det i øvrigt har tænkt sig at blive sommer herhjemme? Jeg ved det godt, alle brokker sig, men helt ærligt. Efter en uge i Italien, er min sult på sol virkelig blevet vækket!

… At jeg som minium havde regnet med at jeg lige kunne bruge et par timer i bar mave i kolo på at få bugt med det faktum, at jeg kun har fået sol på halvdelen af maven, takket være min bikini, som jeg nu pludselig har fået et had-kærlighedsforhold til. And may I notice: Før var det ren kærlighed!

… Om jeg mon nogensinde kommer med på moden, når det kommer til t-shirts med print på brysterne. Altså, med et lille print på hvert bryst, som fx på denne. Altså, jeg kan godt se at det måske er lidt sejt og statement-agtigt, men det gør jo intet godt for barmen. Overhovedet.

… Om det gør mig gammel, at jeg lige kaldte brysterne for “barmen”. Det lyder som noget en ekspedient i en meget gammel tøjbutik ville sige.

… Til gengæld forstår jeg virkelig godt den GIRLPOWER-trend, der raser og jeg synes fx at denne gør det ret godt. Jeg er vild med den lidt kitschede rose, som gør det hele både sejere og mere feminint. Den ville være perfekt at høre Aerosmith i, tænker jeg. Og denne her er bare sej. Og fin. Og helt anderledes.

… At der i skrivende stund kun er 57 minutter til mine drenge kommer hjem. De har lige været hjemme og vende en nat, siden jeg afleverede dem hos Thomas i mandags, så savnet er heldigvis til at have med at gøre.

… Om min verden nogensinde bliver normal igen. Det siger folk at den gør, men lige nu føles det eddermamer mærkeligt. Det virker som om det hele bare er “noget vi leger”. En i øvrigt virkeligt dårlig leg.

… At der nu, efter jeg kom til at dvæle ved billeder af børnene, kun er 48 minutter til de kommer hjem og at man heldigvis stadig sagtens kan soppe og finde sten på stranden, selvom det ikke er traditionelt strandvejr.

Picnic, rosé og et favoritspot

Det er sket ind i mellem, at jeg er blevet skudt i skoene, at det nogle gange kan være svært at vide, hvor reel jeg rent faktisk er, når jeg skriver sponsorerede indlæg. Altså når nogen, på den ene eller anden måde, har betalt mig for at skrive om ét eller andet, som jeg i øvrigt finder interessant nok til at beskæftige mig med. Og jeg forstår godt hvorfor. Det er en helt naturlig skepsis, tænker jeg. Som der for eksempel også var nogen der havde, da jeg i vinter skrev et (betalt) indlæg om et fuldstændigt fantastisk område i Høje Taastrup kommune. Til mit “forsvar” sidder jeg nu her, i min kolonihave i selvsamme område og håber på, at jeg med en sådan investering i et område jeg blev forelsket i, takket være et sponsoreret indlæg her på domænet, kan mane al tvivl om min oprigtighed til jorden.  For jeg mener altid hvert et ord – og jeg kunne ikke drømme om at sige jeg synes noget var skønt, hvis jeg rent faktisk syntes det modsatte!

Og altså, her er eddermamer dejligt. Kolonihaven, selvfølgelig, fordi den er privat og skøn og hyggelig og alt dét der, men også, Hedeland, området som ligger i min baghave, er fuldstændigt vidunderligt!

Det er natur med natur på, med fiskesøer, skovområder, hestepærer på ridestierne, frisk luft og vigtigst af alt, komplet ro. Derfor mistænker jeg også at det i løbet af sommeren, kommer til at blive ét af mine favoritspots til en god picnic; både med børn, familie og veninder. For selvom det selvfølgelig, for en byrotte in spe som mig, aldrig går af mode at sidde i en park eller på Dronning Louises bro med et godt glas vin og en bakke friske ærter, så er der bare noget helt særligt over den uforstyrrede natur, som jeg elsker og som findes lige her.

Med mig på min allerførste picnic i Hedeland havde jeg et lille udvalg af vine fra Banrock, som er en vinproducent, med stor fokus på verdensnaturen. Netop i disse måneder hylder Banrock den danske natur, under #BeautifulPlanetDK, både på Facebook og Instagram. Her deltager alle der uploader et billede af deres yndlingsnatur, i konkurrencen om forskellige præmier, som jeg altså allesammen mistænker for at være af den gode vin-slags, når de nu kommer fra en vinproducent 😉 Og jeg mener, hvem kunne ikke bruge et glas kold rosé i solskinsvejret? Det smager i hvert fald fremragende og så er jeg helt pjattet med opfordringen om at komme ud og bruge vores pragtfulde natur, uanset om det er i parker, på marker, på heder, bag busskure eller lige ved siden af højbedet i baghaven.

Skål!

Så kører min nye blog, sgu!

min nye blog

Først og fremmest må jeg beklage at så mange af jer gik forgæves, da I forsøgte at komme ind på min blog i går, hvor jeg delte de store nyheder om min arbejdsmæssige fremtid. Dernæst vil jeg bare sige tak til alle jer, der alligevel nåede ind forbi, inden min blog gik ned for natten og åd indlægget, som jeg derfor har genudgivet her til morgen. Tak, for den overvældende og fine modtagelse af vores nye projekt, som jeg er ganske overbevist om, kommer til at blive bomben!

Et par stykker spurgte ind til, hvad mit nye samarbejde med CONFETTI CPH kommer til at betyde både for jer og for mig – og altså, det hurtige svar er, at det ikke kommer til at have den store betydning. Især ikke for jer. Bloggen er stadig min, indholdet det samme og der vil stadig komme sponsorerede indlæg og reklamelinks, som I kender det. Det er jo sådan jeg lever af dét her 🙂 Til gengæld, har jeg valgt at fjerne alle bannere fra min blog, fordi jeg simpelthen for ofte syntes, at de kolliderede med mit indhold og forstyrrede det visuelle udtryk, som jeg i forvejen kæmper lidt med at højne.

Og med dét sagt, vil jeg gerne byde jer velkomne, til min nye blog!

Eller rettere, velkommen til det helt nye design på min blog, som selvfølgelig bliver ved med at være hvad den hele tiden har været: mit frirum på internettet hvor jeg deler stort og småt af mine tanker og min hverdag med jer, der måtte have lyst til at læse med. Og jeg er ellevild med det allerede, designet, selvom det stadig har lidt børnesygdomme, som jeg forhåbentligt får nogle ledige stunder henover sommeren til at få fikset. Men altså, et helt nyt design, som forhåbentligt er både mere overskueligt, pænere og mere brugervenligt end det gamle.

Min blog har som sagt ikke længere nogle bannere, men i stedet bare en header, som jeg har skiftet ud, fordi jeg tænker, at de fleste af jer efterhånden har okay styr på hvordan toppen af mit hoved ser ud 😉 Under headeren kan, hvis I går ind på forsiden (HER) I se de seneste indlæg i en slider i toppen, de mest populære indlæg nedenunder, hvor man altså kan scrolle frem og tilbage (eller altså, fra side til side) imellem dem og en helt masse af de nyeste indlæg på en let og overskuelig måde nederst.

Hvis man læser med fra computeren (som jeg håber at I vil ulejlige jer med at gøre, bare en enkelt gang, for at kunne få den fulde oplevelse) vil I også se en sidebar, der, udover en helt kort beskrivelse af hvem jeg er, indeholder nogle af de mest populære kategorier og som noget helt nyt: nogle af mine favoritindlæg.

Åh altså, jeg synes det fungerer så skide fint og jeg håber sådan, at I vil synes det samme.

Og NU vil jeg lave mig en kop kaffe og nyde, at alle mine drenge på mærkværdig vis sover endnu, inden jeg kører ud til kolonihaven for at assistere min far i at bygge et badeværelse, som huset i dén grad mangler.