Category

Hverdag

Category

Det har nærmest været mere reglen end undtagelsen, at jeg hver dag igennem den seneste uges tid, har stillet nogle af de ting som ikke skal med videre til den nye lejlighed ned på gaden, med et “gratis”-skilt klistret på sig. Alt muligt, lige fra drikkeglas til skabe og – så sent som i dag – drengenes gamle bugaboo-klapvogn er blevet givet videre og jeg har simpelthen så meget optur over det.

Egentlig har vi her i gården et velfungerende storskralderum, hvor jeg jeg godt kunne stille tingene ned, men siden jeg på et tidspunkt fik en fornemmelse af, at mine ting ikke gik videre i “den gode sags tjeneste”, har jeg med nogle ting altså stillet dem på gaden i stedet for i storskralderummet. Ikke fordi de ikke blev hentet i skralderummet, men fordi én eller anden i gården simpelthen henter dem og sælger dem direkte videre på DBA, hvor jeg således flere gange er stødt på nogle af mine aflagte ting til salg… Det er selvfølgelig en nem måde at komme til penge på og den bæredygtige tanke bag genbruget bliver selvfølgelig heller ikke mindre af dén grund. Jeg er personligt bare ikke et stort nok menneske til at synes det er fedt, at andre mennesker på dén måde tjener penge på mig – eller altså, på de ting jeg gerne selv vil give videre gratis. Det er på én eller anden måde lidt ufint, synes jeg. (Selvom jeg godt ved, at jeg burde være ligeglad).

I hvert fald kunne jeg aldrig selv drømme om at tage penge for noget jeg havde fundet i et skralderum (medmindre jeg havde sat det i stand, selvfølgelig – så ville det være en anden snak) og da jeg forleden besluttede mig for at sige farvel til dét karlekammerskab jeg engang selv havde fundet i vores storskralderum, var der selvfølgelig heller ingen tvivl om, at det skulle gives gratis videre. Selvom vi – Simon og jeg, da vi bar det ned (ja, undskyld søde kiropraktor, men jeg bærer altså af og til en lillesmule tunge ting, selvom du siger jeg ikke må!) – bedst som vi nåede udenfor min hoveddør, blev mødt, ikke bare af én, men af to forskellige, som spurgte hvad vi dog skulle med det skab og om ikke de måtte købe det? Det havde været det nemmeste i verden at sælge det for 200.- eller måske endda 500.- og på dén bekostning have sørget for både nem og gratis aftensmad, enten i form af pizza eller sushi, afhængigt af prisen jeg tog for skabet, men det ville alligevel ikke være helt i orden, vel? Den første interesserede aftager ringede hjem til konen, som skød idéen i sænk og den anden, ja, hun bad sin søn og sin veninde om at tage fat og så slæbte hun det hjem og blev således et skab rigere.

Selvfølgelig skulle skabet gives gratis videre, ligesom jeg synes de andre af mine ting, som jeg enten selv har fået gratis eller som jeg har købt, men ikke orket at sælge videre, skal det. Gratis, fra mig til en fremmed, som forhåbentlig bliver glad for at have gjort sig et overordentligt godt kup. Den følelse jeg forestiller mig at vedkommende der er trillet afsted med en gratis bugaboo (som trængte til lidt kærlighed og et nyt bremsehåndtag, bevares) har haft i kroppen i dag, må have været boblende ekstatisk (det ville den i hvert fald være hos mig, hvis jeg på dén måde fik/fandt noget jeg manglede) og dét giver uden tvivl mit i forvejen fremragende humør et nøk opad.

Tænk, at jeg har fået lov til at gøre en fremmed glad – helt gratis! Det kan altså godt anbefales 😀

Alle vinduer står på vid gab og jeg kan høre, at en flittig sjæl er igang med at feje et fortov et sted lige nedenfor min lejlighed. Af og til kommer en cykel raslende forbi, ligesom et par biler gør det samme. Nogle af dem kører hjemmevant, imens andre helt tydeligvis ikke véd hvor højt bumpet lidt længere nede ad gaden er og jeg kan høre hvordan undervognene skraber mod asfalten, når farten ikke er sat tilpas langt ned. Lydene blander sig med P4, som skiftevis spiller behagelig pop og fortæller mig lidt om hvordan det står til ude i verden, imens jeg bare sidder her, på min lille træbænk og nyder at være hjemme.

Siden vi rejste til Spanien – Simon, drengene og jeg – i begyndelsen af juli, har jeg boet på fire forskellige hoteller, besøgt fire lande og kun været hjemme i to døgn. Det har været en både dejlig, sjov og spændende juli måned, men også hård. Hård, fordi jeg har måttet undvære mine børn længere tid end nogensinde før; og selvom jeg (selvfølgelig) er overbevist om, at de har hygget sig, så føles det alligevel lidt som om jeg mangler mit ene ben. Dejlig, sjov og spændende, fordi jeg selvsagt har været så heldig at jeg har kunnet rejse og lave alt muligt, som i høj grad har kunnet aflede mine tanker fra mit savn. De fleste dage, i hvert fald, for selvfølgelig har der også været et par kriser undervejs, hvor jeg har syntes at alt var noget lort, sådan som jeg forestiller mig, at der unægteligt må komme, når man ikke ser sine børn i flere uger, uanset hvor hærdet man er.

Jeg har rejst hele tiden; fra Spanien til Mauritius til Tyskland og hjem igen og selvom jeg da godt lige kunne klare en nat eller to mere, på det der luksushotel Simon og jeg boede på de sidste par dage af vores rejse, så er der ingen steder i verden jeg hellere vil være end lige her, lige nu. Jeg elsker at være ude, men hvis jeg skal være helt ærlig, så findes der intet sted jeg kan slappe ligeså godt af, som jeg kan, når jeg er hjemme. Hjemme i min lejlighed, hvor alt stadig ligner sig selv, selvom vi praktisk talt flytter herfra om bare to uger og jeg skal bare lige nyde det lidt endnu. Heldigvis sammen med mine børn, som kommer hjem i dag.

Jeg får lyst til at skrive en orkan af hjerte-emojier i halen på at mine børn kommer hjem, for hold nu op, hvor jeg glæder mig! Jeg glæder mig til at kysse, kramme og høre alt om hvad de har lavet siden vi sås sidst, men først er der lige en million-milliard praktisk ting jeg skal ordne, så det ikke bliver dén slags vi skal foretage os, når vi igen er samlet. Første punkt på dagsordenen – at få luftet ud i lejligheden som mildest talt var noget indelukket, da jeg kom hjem sent i aftes – er der heldigvis ved at være styr på. Taskerne er pakket ud, tøjet er vasket og den sparsomme rengøring der er, overlader jeg til min Happy Helper, som kommer i morgen formiddag og gør sin ting, som han gør så godt og jeg kan i stedet fortsætte min to-do-liste med at koncentrere mig om at finde et ordentligt flyttefirma. For ja, jeg bliver simpelthen nødt til at betale mig fra flyttelæsset, da det simpelthen ville være for dumt, hvis jeg begyndte at lege stærk mand, når jeg nu rent faktisk render rundt med en diskusprolaps…

Sæt igang!

Det kan formentlig både virke en lille smule indspist og banalt, når man ser det udefra, men ikke desto mindre er virkeligheden for en lille provinspige som mig bare, at ringriderfester er nogle af de allersjoveste af sin slags og at i går, hvor jeg var afsted med en veninde til Sønderborg Ringridning, selvfølgelig ikke var nogen undtagelse. Alligevel vil jeg spare jer for den helt lange beretning om aftenens forløb og i stedet servere den i den lidt lettere fordøjelige punktudgave.

I løbet af det seneste lille døgns tid har jeg…

… Lå-lå-lå’et ligeså meget som – eller måske endda mere end  -jeg forestiller mig en FCK-fan gør det, i en kamp, hvor de står til at vinde mesterskabet. Lå-fucking-lå.

… Set to meget forelskede mænd danse kærligt på et propfyldt dansegulv. I sig selv var det måske ikke noget særligt, men fordi det foregik til Ringridning i Sønderborg, føltes det alligevel ret stort, eftersom jeg er sikker på, at dén slags havde affødt mere end én ørefigne for bare 5-10 år siden. Nu var det bare sådan det var. Selvfølgelig.  #kærlighederforalle

… Krammet en hel del håndfulde fremmede kvinder, som tog sig mod til at hilse på og give mig et par ord med på vejen og jeg haft så sygt meget optur over, hvor søde folk er, altså. Hvor søde I er! Tak <3

… Konstateret at jeg var for gammel til DJ-teltet, selvom det faktisk var dér musikken var sjovest at danse til. Det var bare som om alle de 18-årige (eller 16-årige, som jeg – GYS – teknisk set godt kunne være mor for!) ikke syntes jeg var så charmerende, som jeg følte mig.

… Hældt virkelig meget øl ud over mig selv. Gentagne gange.

… For første gang nogensinde til ringridning ikke tisset andre steder end på toiletterne.

… Grebet en mand, som var ved at falde. Han havde ovenikøbet en smuk dame i armene og takkede mig pænt efterfølgende, selvom jeg er bange for at jeg gav ham et blåt mærke så hårdt som jeg instiktivt tog fat i ham.

… Forbrændt noget der må minde om 5000 kcal ved at danse. På den der helt særligt grimme “vi-danser-det-vi-synger“-måde.

… Været i tvivl om mit tøj var mest vådt af øl eller sved.

… For vidst nok også første gang nogensinde til ringridning ikke prøvet én eneste karussel. Jeg overvejede at tage et hurtig tur i spøgelseshuset, da jeg var på vej hjem, men efter en virkelig fesen oplevelse med sådan ét til Roskilde Dyrskue for en måneds tid siden, droppede jeg idéen.

… Endnu engang konstateret at den læbestift jeg skrev om HER er verdens mest holdbare. Jeg tog den på hjemme hos min veninde i går, tog til ringridning, sang, kindkyssede og drak, sov, gik i bad, spiste morgenmad og nu sidder jeg i toget på vej hjem og hvis man ikke vidste bedre, ville man nemt kunne snydes til at tro, at jeg lige havde taget den på. Seriøst.

… Siddet HELT alene i togkupéen fra Sønderborg til Vojens, hvor jeg sneg mig til at tage billedet, der skulle bevise ovenstående påstand. I samme sekund som jeg sad og selfiede løs, stod der pludselig en dame i rød blazer og spurgte om jeg ville være med i en kundeundersøgelse for DSB. IMENS JEG TOG SELFIES! Ha ha, for helvede altså… What are the odds?! 

“Du kan desværre først checke ind kokken 15 i dag” sagde hun smilende til mig, da jeg fuld af forhåbninger om en halv time på øjet for et øjeblik siden forsøgte mig med at få lov til at tilgå det hotelværelse jeg har lejet for natten her i Sønderborg. Byen summer forventningsfyldt og da jeg gik en tur henover torvet ved rådhuspladsen og op igennem gågaden for at få mig en kop ordentlig kaffe, gik det op for mig, hvor godt jeg kan lide at være her. De her særlige dage, hvor byen står på den anden ende i en fælles fest for store såvel som små kan altså noget helt særligt her, i forhold til hjemme i store København. Det er nemlig Sønderborg Ringridning – årets vel nok største begivenhed på de her kanter og, når jeg nu tænker mig sådan rigtigt godt om, faktisk også grunden til, at jeg aldrig fik købt den der partoutbillet til Roskilde Festival – fordi jeg simpelthen ikke ville kunne fravælge Sønderborg Ringridning så kategorisk, når jeg nu for en gangs skyld rent faktisk havde muligheden for at komme afsted. Jeg har nemlig, så vidt jeg husker, ikke være langs til Sønderborg Ringridning siden før Peter blev født og dét skal der altså laves om på i dag. Og dét altså selvom jeg virkelig godt kunne have brugt den der times tidlig-check-in, ovenpå en sen aften i går, hvor Simon overraskede mig ved at holde tidligt fri og invitere på date.

Vi var på Restaurant Alouette, som eddermamer tog fusen på mig! Det er sådan en helt hemmelig restaurant, som er umulig at finde, hvis ikke man kender den, da der ikke er så meget som et lillebitte skilt, der indikerer at den skulle findes. Den ligger inde i en stor bygning, som blandt andet bliver brugt som øvelokale for heavy-metal-bands, så I kan næsten forestille jer, hvordan der ser ud, ikke? Vi blev hentet i gården af køkkenchefen, som fulgte os og et andet par op i den usle elevator, som var præget af gammel grafitti og en pokkers masse klistermærker. Blev ført ud på gangen og vist hen til en dør, der så ud nogenlunde som elevatoren. Jeg tænkte selvfølgelig mit. Indtil kokken åbnede døren og lod en anden – og helt anderledes – snedkerudskåret trædør med guldhåndtag komme til syne. Han åbnede også dén og inviterede os indenfor i sin restaurant, der var så fin, så fin og altså en kæmpe kontrast til vejen derop.

Det var virkelig en god oplevelse, så nu hvor Trio holder lukket fra i morgen og indtil august, så kan jeg klart anbefale jer at prøve det her i mellemtiden, hvis I gerne vil ud og spise fint 😉 Og hvis I så gør det, så lov mig at tage vinmenuen til maden – den gjorde virkelig noget godt for alle retterne, synes jeg.

Det blev – som det så ofte er  når man er i godt selskab – selvfølgelig sent og fordi jeg havde en aftale med den lille sorte flyvemaskine fra København til Sønderborg her til morgen, har jeg altså ikke fået sovet sådan rigtigt meget, men jeg trøster mig med, at min træthed ovenpå en enkelt nat med meget lidt søvn må være et tegn på, at jeg ellers normalt sover ret godt – og lige om lidt er klokken 15-nul-dut og så satser jeg på, at jeg lige kan nå at lukke øjnene et kvarter, inden min veninde henter mig til drinks, løjer og dans på bordene i aften. For ja, det er nemlig dét ringridning går ud på: festen om aftenen, som plejer at være ret episk, men dén del satser jeg på, at jeg kan berette en hel masse mere om i morgen.

Indtil da, håber jeg at I får en fremragende lørdag og at solen skinner ligeså stort og flot dér hvor I er, som den gør her på mig i det Sønderjyske, hvor jeg, fra om nogle timer, vil være at finde et sted på pladsen – mit bud er, at det primært vil være i hesteskoen, hvor I skal være mere end velkomne til at komme over og sige hej, hvis I ser mig. Ja, dem fra Sønderborg ved hvad jeg snakker om 😉

Og ps. hvis I undrer jer over billedet øverst i indlægget, så er det et billede af ét af de mest bloggervenlige huse jeg længe har set (jeg mener, det er jo lyserødt!), hvor jeg simpelthen har boet engang, længe inden jeg overhovedet anede hvad en blog var. Det er da lidt sjovt! 

Det burde måske, med den usædvanligt flade bagdel jeg holder mig, ikke være kommet som den store overraskelse for mig, at jeg tilsyneladende har “sovende baller”. Ikke sådan sovende som når fingrene sover, men mere som i, at jeg slet ikke udnytter at ballerne jo for pokker indeholder én af kroppens både største og vigtigste muskler. Uhensigtsmæssige bevægemønstre (formentlig igennem hele livet) har gjort, at jeg i stedet bruger alle mulige andre muskler som kompensation og nu, hvor jeg går og bøvler med lænd og bækken, så har dét selvfølgelig vist sig at være temmeligt dumt.

Jeg opdagede mine sovende baller i dag til min træning ude i Kål og Kugler, hvor jeg skulle lave en lille øvelse, som i korte træk gik ud på, at jeg skulle lægge mig på mine albuer, med det ene ben bøjet og trukket helt ind under mig, så det rørte mine ribben, imens det andet ben så blev strakt helt og aldeles bagud. Det bagudstrakte ben skulle jeg så løfte og holde et par centimeter over jorden, uden at skubbe kroppen frem, op eller ud til siden. Og ved du hvad? Det kunne jeg kraftederme ikke! Jeg kunne helt seriøst ikke løfte mit ben. Suuuuuk, mand!


Hvis du har lyst til at se hvordan min dag – inklusive turen i træningcentret – er løbet af stablen, kan du se med i den video, som jeg har lagt ud på IG-TV i dag via min instagramprofil 🙂 


Ha ha, det var altså en ydmygelse af de større og selvom jeg faktisk nu, efter at være kommet hjem og have slået op i Anna Bogdanovas bog Veldrejet (som jeg har fået i en pr-gave) hvor øvelsen står beskrevet, har set, at det tilsyneladende skulle være 9 ud ag 10 kvinder som ikke kan løfte det der ben, så tænker jeg simpelthen at det skal være løgn! Jeg må i skarp balletræning i kombination med alle de andre øvelser jeg efterhånden har fået på mit daglige repetoire for at afhjælpe mine rygsmerter.

Hvis nu nogle af jer skulle være nysgerrige på om I også har sovende baller – som i følge Veldrejet altså “giver risiko for skader og smerter og næsten er en garanti for udeblevne træningsresultater” så prøv lige øvelsen af og meld ind i mit lillespørgeskema herunder, hvorvidt I kunne løfte benet eller ikke 🙂

Kan du løfte benet når du laver øvelsen beskrevet ovenfor?

Vis resultater

Indlæser ... Indlæser ...

Jeg håber selvfølgelig for jer, at I godt kan, men jeg håber nok også lidt, at jeg ikke er alene om ikke at kunne løfte benet! 😀

I mine unge dage plejede jeg at løbe en tur, når jeg vågnede op med et tungt hoved ovenpå en festlig aften. “Jeg skal svede det ud” sagde jeg altid, selvom min iver for at løbe dagen efter en bytur, i virkeligheden nok nærmere handlede om, at jeg var bange for at nattens eskapader havde givet mig et overskud af indtagne kalorier i forhold til forbrændte. Så vidt jeg husker, virkede det dog ret godt for mig, med den der løbetur. Især når jeg sluttede den af med en sodavandsis, som jeg i øvrigt til stadighed er forfalden til at spise, de dage jeg er lidt tung i både hoved og krop. Alligevel har jeg for længst lagt min vane – altså, den med at løbe, ikke den med at spise is – på hylden. I mange år, fordi jeg slet og ret kom så lidt ud, at mit ofte lidt rigeligt tunge hoved (og ditto tunge bagdel!) nok nærmere skyldtes et slik-svingende blodsukker og et babyforårsaget søvnunderskud, fremfor noget, der var fremkaldt af sjove stunder, hvorimod det nu hvor jeg ikke længere er mor til babyer og i øvrigt også selv vælger hvor lidt eller hvor meget jeg vil sove om natten, handler mere om at jeg simpelthen ikke gider at løbe inde i København. Al ære og respekt for dem, som kan – jeg kan bare ikke.

Til gengæld kan jeg både cykle og bade, som jeg gjorde det fredag morgen i sidste uge, hvor mit hoved, ovenpå en overordentligt hyggelig torsdag aften, hvor jeg havde lidt rigeligt svært ved at finde min seng, var lidt tungere end sædvanligt og solen skinnede så ivrigt at den næsten strakte sig ind ad mit soveværelsevindue og hev mig ud af sengen da klokken slog syv, til trods for at jeg hverken havde børn hjemme eller morgenmøder på programmet.

Det kan virke helt banalt og det gælder garanteret også for langt de fleste af os, men jeg ér altså bare et sommermenneske og jeg kan mærke, at solen gør mig glad helt ind i knoglerne, på en måde, som jeg ellers ikke rigtigt kan finde andre steder. Solen gør mig morgenfrisk og får mig åbenbart til at springe i havnebadet i Nordhavn på en dag hvor jeg nærmest har tømmermænd, hvilket altså ikke siger så lidt! Solen er uden tvivl min ven – men desværre også, fordi jeg fra naturens side er udstyret med meget lys hud, min fjende. Eller var, skulle jeg måske nærmere sige, for ved I hvad? Jeg har sgu fået kulør!

Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har været så solkysset som jeg er lige nu og jeg elsker det. Bevares, mine ben er stadig så hvide som vælling, men mine arme, skuldre og mit ansigt begynder altså at ligne noget på én, der ikke længere går under kategorien lige-før-albino. Og dét altså selvom – eller måske endda fordi – jeg altså er ret flittig med at passe på min hud, under solens varme stråler. Påpasselig på den dovne måde, kunne man kalde det. Jeg har nemlig for nyligt fået øjnene op for P20 – en solcreme, der tillader mig kun at smøre mig ind en enkelt gang om dagen og stadig få fuld beskyttelse for pengene. Og ikke alene har jeg fået øjnene op for P20; jeg har simpelthen også indgået et samarbejde med dem, som for jer betyder, at I nederst i indlægget her, faktisk har mulighed for at vinde 3×3 solcremer 🙂

Selvom P20 har været på markedet siden 1970’erne, har jeg faktisk aldrig tidligere stiftet personligt bekendtskab med solcremen, ligesom jeg faktisk heller aldrig har vidst hvad den kunne, som adskilte den fra alle de andre der findes på markedet. Dét ved jeg til gengæld lidt mere om nu og jeg er ret meget fan af to ting især. For det første så kommer den i sådan nogle sprays, som sprayer lidt på samme måde som man kender det fra fx hårlak, hvilket betyder, at man rent faktisk – helt uden hjælp fra andre – kan påføre solcremen jævnt på hele kroppen. Også dér midt på ryggen, hvor man ikke rigtigt kan nå. Det er jo mega smart! Dernæst så holder solcremen sin beskyttelse i op til 10 timer og den kan klare helt op til 4 x 20 minutter i vand, hvilket selvklart er en kæmpe fordel, når man er sådan en type, der har børn, som elsker at lege med vand og man i øvrigt også er ret distræt og har svært ved at huske at smøre børnene – for da slet ikke at tale om sig selv – hver eneste gang de har været i vandet. Med P20 kan vi smøre os godt og grundigt ind én gang og så i øvrigt ikke behøve at tænke på solcreme mere dén dag – næsten, i hvert fald, da den holder i op til 10 timer.

Smart, ik’?

Forleden morgen, hvor jeg altså som det allerførste punkt på mit dagsprogram havde indfundet mig ved havnebadet i Nordhavn, havde jeg selvfølgelig også mine solcremer med. En faktor 50 til de mest udsatte områder og en faktor 30 til mine blege ben, som jeg altså snart håber begynder at tage bare en lille bitte smule farve. Det er vitterligt så let som en leg at “smøre sig” ind med de her solcremer fra P20, som samtidig trænger hurtigt ind uden at fedte sådan rigtigt meget. Bevares, alle solcremer med en faktor højere end 20 fedter en smule, men jeg synes faktisk at de her gør det rigtigt godt i forhold til den høje solfaktor.

Turen i det kolde havnebassin var seriøst noget af det dejligste jeg længe har gjort for mig selv og jeg har derfor besluttet at jeg mindst én gang, hver gang jeg er børnefri, skal have mig en morgendukkert nede ved Nordhavn. I hvert fald indtil min fødselsdag i september, hvorefter jeg mistænker at vandet måske bliver liiiige koldt nok til mit temperament.

Fordi jeg har fået så meget optur over P20, har jeg som sagt overtalt dem til at lade mig dele ud af nogle solcremer til tre af jer! I kan vinde to magen til dem jeg havde med ved havnen i sidste uge og som et lille tillæg, så får I sgu også lige en faktor 20 med i pakken også, således hver af de tre vindere altså modtager både faktor20 -30 og -50, så der burde være noget for enhver smag 🙂

For at være med i konkurrencen, skal I bare skrive hvilken af de to features I tror I kommer til at sætte mest pris på ved solcremerne: 1 ) At den holder længe (også i vand) eller 2) at den er nem at smøre/spraye på?

Pøj pøj!

Jeg kan simpelthen ikke finde ud af om jeg er gal eller genial, her. Klokken er et stykke op ad formiddagen og jeg har indfundet mig på en bænk på piratlegepladsen på Indre Østerbro. Peter, som endelig har knækket koden til at gynge sig selv, svinger frem og tilbage i gyngetstativet til højre for mig, imens Jens stædigt øver sig på at kaste sin nye basketbold op i nettet, som tydeligvis er placeret lidt rigeligt højt for ham.

I virkeligheden burde begge børn være i henholdsvis skole og børnehave, men fordi den ene proklamerede at have mavepine og den anden smilede usandsynligt nuttet her til morgen, fik de lov til at holde fri. Også selvom mavepinen gik over ligeså snart der var en fridag i sigte.

Normalt er jeg – det bilder jeg mig i hvert fald ind – ikke så let at manipulere, som det var tilfældet i dag, men fordi det er skiftedag og jeg simpelthen ikke kan bære at sende mine børn kede af det afsted, fik de lov til at holde fri. Om det er det rigtige at gøre eller ej, kan jeg simpelthen ikke finde ud af, men jeg håber sådan at det med tiden vil blive nemmere at håndtere skiftene – både for drengene og for mig. For det ér stadig pissehårdt, selvom det helt overordnet set går godt. Jeg bliver sur og tvær og i det hele taget bare en lille lortet version af min selv aftenen inden drengene skal hjem til deres far, fordi jeg véd at jeg skal undvære dem de næste fem dage. Verden føles altid lidt ekstra uretfærdig på de der dage og selvom jeg selvfølgelig godt ved at drengene har det helt fint hos deres far og at jeg i øvrigt også nyder at have tid og mulighed for både at fordybe mig i mit arbejde, mine veninder, min kæreste og et (par) glas iskolde rosé i solen, så reagerer jeg altså stadig på det. På savnet. På uvisheden. Og på alt det andet, som er svært i en skilsmissefamilie som min.

De fik lov til at holde fri på dén præmis, at de, i hvert fald en del af dagen, skulle lege med hinanden og lade mig arbejde. (Noget jeg selvfølgelig ikke havde forventet ville kunne lade sig gøre). Og nu sidder jeg så her, stadig i solen på legepladsen, hvor drengene er rykket fra gyngestativ og basketmål, til piratskib og rutschebane, kun afbrudt af enkelte “mor, se lige hvad jeg kan”.

Det føles på én eller anden måde en lille smule forbudt at sidde her, med hovedet begravet i min computerskærm til lyden af fjern trafik og mine børn, som leger skiftevis hver for sig og med hinanden og jeg er da sådan set også ret overbevist om, at kloge hoveder vil synes at jeg er fuldstændigt vanvittig sådan at bringe mit arbejde med på legeplads sammen med mine børn, men lige nu, virker det altså ret perfekt. Også selvom jeg har ladet mig manipulere af mine børn.

At jeg ikke er kommet på idéen noget før, kan næsten være mig en gåde, for de følges sådan set ret tid ad, i dametasken, de to ting nærværende blogindlæg handler om; mine solbriller og min telefon.

Det er sådan hjemme hos os, at mine drenge kun sjældent har tålmodighed til at være med i køkkenet til tilberedningen af et helt måltid, hvorfor jeg ofte ender med at stå derude palle-alene og lave mad. Nogle gange hører jeg podcasts eller lydbøger imens og andre gange, ja, jeg kan nok ligeså godt være ærlig, så ser jeg tv på min telefon.

Vi kom først hjem fra legeplads klokken 17.30 her til aften, hvor drengene kastede sig over hver deres aktivitet på værelset – Jens byggede LEGO og Peter tegnede og jeg så derfor mit snit til at begynde på DRs dokumentar om Kundbypigen, imens jeg lavede en omgang tøm-køleskabet-mexikaner-gryde.

… Og så var det jeg opdagede det smarte trick, I simpelthen bliver nødt til at kende!

Jeg brugte mine solbriller som mobilholder.

Var det bare det, tænker du, måske? Og ja, det var det. Det virker totalt som en no-brainer, men helt ærligt, det er sgu da smart! Normalt går jeg og er nødt til at bøje hovedet ned over telefonen for ordentligt at kunne se, når den ligger på bordet (fordi jeg af bitter erfaring ved, at det er dumt “bare” at lægge den på noget skråt, hvorfra den ender med at dratte på gulvet med et pissedyrt smæld). Og nu – voila: En telefon i perfekt vinkel, som jeg ikke skal være det mindste bekymret for.

Bevares, jeg ved selvfølgelig godt at der allerede findes et væld af holdere til vores telefoner og jeg har da også selv engang købt én, på posthuset til en billig penge, men jeg kan simpelthen ikke holde styr på den slags og hvis der er én ting der er så sikker som amen i kirken, så er det at jeg aldrig har den ved hånden når jeg skal bruge den. Til gengæld har jeg stort set altid et par solbriller, som kan præcis det samme.

Kald mig bare komplet tosset her, men jeg tror altså at jeg har gjort én af sommerens allerbedste opdagelser her! Min telefon og mine solbriller skal i alle tilfælde med på ferie og jeg tænker, at de kommer til at gøre sig ret godt – både hver for sig og sammen 😀

Damer! Skal vi lige få det ud af systemet? Jeg tænker i alle tilfælde at vi næsten ikke kan komme uden om bare lige at blive kollektivt enige om, at det jo er fuldkommen fantastisk at sommeren i dén grad har gjort sit indtog her i landet. Det er ligefrem sådan at jeg her til eftermiddag tog mig selv i at foreslå min børn, at gå over på skyggesiden af vejen, fordi jeg syntes det var lidt rigeligt varmt i solen. Hallo, for et luksusproblem, altså! Og jeg er pjattet med det! Ligesom jeg i øvrigt er det med så meget andet, i de her dage også… Kender I det?

Det faktum at mit bækken er i markant bedring, for eksempel! Shiiit mand, hvor gør det mig glad i låget.

Jeg skal nok komme med en lidt grundigere udredning for hvad jeg har gjort for at afhjælpe smerterne indtil videre og hvad min plan er fremadrettet, men dén slags kræver simpelthen lidt mere fokus end hvad jeg kan præstere i skrivende stund, hvor mine øverste 30 centimeter er usædvanligt baldret på den helt rigtige, solbeskinnede måde. Det bedrede bækken har nemlig betydet, at jeg jeg rent faktisk har været i stand til at nyde solen i denne uge (i modsætning til sidste uge, som jeg primært tilbragte liggende på siden med en pude imellem knæene) og dét altså på en måde, hvor hvert eneste minut er blevet brugt ganske effektivt, sammen med kæreste og børn, forskudt af hinanden på en måde, som har givet mig noget at se til på den bedst tænkelige måde (selvom min bugnende vasketøjskurv muligvis er uenig med mig, i min prioritering af tid).

I mandags, som det skal handle om i dag, hvor mit bækken endelig syntes at være i bedring, slog Simon og jeg et smut forbi min kolonihave, hvor han – mandemanden, som jeg kalder ham – som det mest naturlige i verden tilbød lige at gøre min terrasse færdig imens jeg tog en skraber på trampolinen. Mandemand, siger jeg jer! Jeg kunne selvfølgelig ikke finde ud af at ligge stille, men ikke desto mindre undgik jeg at rende foroverbøjet rundt og sætte skruer i de mange trykimprægnerede brædder og kunne i stedet nyde synet af andre der gjorde arbejdet – og dét i øvrigt uden t-shirt. For vores begges vedkommende, naturligvis 😉

Den er simpelthen blevet så god, den terrasse dér og jeg glæder mig sådan til at få styr på nogle lækre havemøbler (jeg skal bare lige finde ud af hvilken slags jeg egentlig er ude efter) og en masse hyggedims og potteplanter og dén slags og så skal I selvfølgelig nok få lov til at se den.

Efter terrassebygning og et bad, som endte med at foregå i haven under strålen fra en vandekande, fordi jeg åbenbart ikke havde fået købt det rigtige beslag til min bruseslange på badeværelset (what do I know!?), kørte vi ind til Roskilde og spiste på den nordiske restaurant Moerh, hvis nogle af jer kender den? Det var et hyggeligt sted, med god hvidvin og en drøngod ret fuld af brunet smør og asparges, som blev flot efterfulgt af en skøn slethvar, som strøg lige ned og gjorde mig en lille my lykkeligere end jeg var i forvejen. (Forud for dem, var vi startet ud med et par kolde retter til deling, men dem vil jeg ikke gøre så meget ud af at berette om, for de var ærligt talt ikke pengene værd i min mund…).

En lille smule tipsy (som jeg bliver af to glas hvidvin fordelt ud på et timelangt måltid) slentrede vi tilbage igennem den gamle by, hvor jeg så mit snit til at lokke Simon til at agere fotograf for en stund. Ikke så meget fordi jeg skulle noget særligt med billederne, men fordi jeg syntes det var så grinagtigt at få ham til at tage “outfitbilleder” af mig, iført de af mine mange sko, som han afskyer allermest 😀

Simon mener at skoene ligner noget fra en halvgammel pornofilm, som ikke just er amerikansk produceret og jeg ville da også lyve, hvis jeg ikke sagde at jeg godt kan forstå hvad han mener, men helt ærligt, så synes jeg de er nogle af de allersejeste sko jeg har.

… Og så synes jeg i øvrigt at jeg har verdens sødeste kæreste, når han – samme dag som han har bygget mig en terrasse og uanset hvor grimme han synes mine sko er – gladeligt stiller op som fotograf. Dét er fanderne’me da kærlighed!

Hvis man lige ser bort fra det faktum, at mit bækken gør så ondt som jeg nærmest ikke kan mindes det nogensinde har gjort det før, så har i dag været så tæt på perfekt, som jeg overhovedet tror man kan komme. Og okay, bækkenet har nok i virkeligheden tidligere gjort mindst ligeså ondt som det gør nu, jeg har bare – ligesom man gør det med tømmermænd og fødsler – fortrængt hvor slemt det rent faktisk har været, så det vil jeg lade være en ligegyldig detalje (som dog i skrivende stund betyder, at jeg hverken rigtigt kan sidde, ligge eller stå, uden det gør nuller-naller!).

Dagen startede ud med nutellamadder og to kopper kaffe, inden turen gik ud til kolonihaven. Her løb drengene, i løbet af ingen tid, hvinende og barnumsede rundt og sprøjtede vand på hinanden med de små blomsterforstøvere jeg købte dem sidste år (og som stadig – udover trampolinen – er deres allermest velbrugte legetøj derude) imens Simon og jeg gav den en skalle med at få bygget den terrasse som jeg har drømt om siden jeg købte huset for et lille års tid siden. I solskin. Med glade børn. Og to kolde øl i køleskabet. Og hjem-is-bilen, der kom bedst som vi havde spist aftensmad. Og verdenshistoriens hurtigste putning. Og mig, der på vej hjem i bilen fandt en pose Polly i handskerummet. Og streamningtjenester og kærestetid og et pludselig ret fælles projekt med den der terrasse, som er gået over al forventning. I ved, man plejer at sige, at det er en parforholdsprøvelse af de seriøse, at tage en tur i IKEA sammen (især, hvis man køber møbler, der efterfølgende skal samles), men jeg siger jer bare lige, at det altså er at tage det til et helt nyt niveau, når man bygger noget helt fra bunden. I ved, dén slags som ikke kommer med nogle former for vejledninger, fordi man (altså, jeg) har designet hele skidtet selv. Den slags, som vi (indtil videre) er valset lige igennem, uden så meget som et lille bitte vris, selvom terrassen faktisk virkelig snart er færdig – og som jeg derfor har den vildeste optur over.

Det kan måske synes ligegyldigt og nærmest banalt, men jeg mener det altså: Lige bortset fra dét der skide bækken, som jeg virkelig håber at jeg kan få én eller anden mirakelmager til at kigge på i morgen, så kører det sådan helt seriøst godt, lige nu og jeg håber sådan, at denne her omgang heldanmarkssolskinsvejr har gjort bare tilnærmelsesvist det samme for jeres humør, som det har for mit.

Kæmpe kys herfra!

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk