Category

Hverdag

Category

Der findes masser af ting at brokke sig over. Mandage, for eksempel. De er udskældte som bare pokker – og no wonder why, når det for de fleste betyder, at weekendens frihed skal rystes af skuldrene og hverdagens mange pligter passes. Alligevel synes jeg altså det er lidt synd. Ikke så meget for mandagene, som jeg ikke tænker har de store følelser, men for alle dem (eller os!) som bruger unødig energi på at have nedtur på over noget, der alligevel ikke er det fjerneste at stille op imod.

Derfor har jeg her til morgen udfærdiget en lille optursliste, som I skal være mere end velkomne til at plukke fra og bruge til forhåbentligt at kunne højne jeres mandagshumør, bare en lillebitte smule.

  • Selvom det tilsyneladende går ret dårligt med forligsforhandlingerne, så har jeg altså ret hårdt optur over FOA-formand, Dennis Kristensen, som tilsyneladende aldrig har tænkt sig at stoppe med at komme med småprovokerende udtalelser fra forhandlingerne. Han må være så god for arbejdstagerne og så irriterende at forhandle med, forestiller jeg mig.
  • Påskeliljerne der lyser op alle steder. I parken i Broager, hvor drengene og jeg var forbi i weekenden, har man – vist nok for første gang – sat tusindvis af påskeliljer og jeg synes simpelthen at det er så fint. Velkommen forår, altså.
  • Kaffe. Det siger næsten sig selv på en mandag (og på alle andre dage), men efter at have haft en weekend med sporadisk – og virkeligt irriterende – kvalme har jeg virkelig savnet kaffe, som jeg ikke rigtigt har kunnet drikke.
  • Godt helbred. Sådan bare i almindelighed. Det tænker jeg er vigtigt at være taknemmelig for.
  • Sæson 2 af TV2s serie, Perfekte Steder bliver skudt igang liiiiige om lidt og jeg glæder mig helt tosset meget. Jeg synes at sæson 1 var noget af det bedste danske tv jeg længe har set! Lige akkurat hvad det er det kan, kan jeg ikke lige sætte en finger på (ja, der er nok en grund til at jeg aldrig blev serieanmelder), men den giver mig en lille smule samme fornemmelse som SKAM gjorde det – og jeg elsker det! Well done, Mikael Wulff.
  • Solen skinner. Obviously optursagtigt!
  • (Flere) fregner på næsen.
  • Kæmpe-vandlandet ved Høje Taatrup lader til, efter at være blevet udskudt to gange, endelig at blive en realitet. Bonus-optur: Mit kolonihavehus ligger tilfældigvis i Høje Taastrup Kommune, så gæt hvem der skal have en årskort som den første? Heeeep!
  • De mange kirsebærtræer rundt om i landet er tilsyneladende sprunget ud og efterlader instagram i overvejende lyserøde nuancer. (Jeg vil for første gang nogensinde forsøge at leve op til mit erhverv som blogger og  se om jeg ikke kan få tid til at smutte ud og forevige herligheden ved Bispebjerg Kirkegård denne gang. Det hører sig vist nærmest til, fornemmer jeg).
  • Kulturfestivalen på Nørrebro, som løber af stablen i weekenden. Jeg håber sådan at vejret holder bare nogenlunde, så jeg kan slentre børnefri og småfuld rundt og føle mig kulturel blandt alle dem, der ligner ægte københavnere meget mere end mig 😉
  • Boozt.com har netop startet deres mid-season udsalg og jeg overvejer virkelig at købe denne her (reklamelink).
  • Ristede skumfiduser over bål. Jeg har købt et lille (flytbart) bålfad i Jem&fix til 198.- og jeg mistænker, at det bliver årets bedste investering. Det kommer i alle tilfælde med i en top 10!
  • S’mores. Også obviously optursagtigt. Især med marabous oreo-chokolade i midten. Mums!

 

Venner! Det er sjældent set, at man får den slags anerkendelse, som jeg har fået det i dag og jeg bliver simpelthen nødt til at dele det med jer. Det er lige før det slår øjeblikket, hvor den lille pige jeg var med til at hjælpe til verden i Somaliland fik fornavn efter mig. Okay, ikke helt, men det her er eddermamer stort! Kæmpe stort. Og tungt. Og gult. Og okay, ikke så pænt, men stort!

Jeg har simpelthen fået opkaldt en gravko efter mig! Med fuldt navn og det hele. Så  nu går jeg sådan set bare og venter på at vognmanden (eller hvad sådan én der har gravkøer hedder) ringer og beder mig om at komme og klippe røde bånd og poppe champagne til dens dåb. Jeg tænker, at det må være meget passende, ikke sandt? 😉

Lad mig bare starte med at sige, at jeg var en lille-bitte smule nervøs for, hvordan det mon ville løbe af stablen, da vi i går holdt vores allerførste forældrefest i 0.C her på Østerbro. Ser I, som sådan én der fik mit første barn som 24-årig og med et arbejde, der mest af alt stadig bare føles som en hobby, har jeg ligesom haft en fornemmelse af, at jeg måske ikke passede sådan rigtigt ind. Ikke fordi jeg ikke tror alle de andre forældre elsker deres jobs – det håber jeg virkelig de gør, men fordi de altså allesammen ligner sådan nogle rigtigt voksne. I ved, sådan nogle med rigtige jobs og solide pensionsordninger og styr på alle de der ting, som jeg (stadig) overhovedet ikke kan finde ud af. Sådan nogle, som jeg måske ikke rigtigt ville kunne finde ud af at holde fest med, fordi jeg – særligt i den slags forsamlinger, hvor selskabet måske er lidt finere på den end mig – ofte ender ud med at opføre mig ganske upassende. (De af jer der følger mig på instagram har for eksempel for nyligt set, hvordan jeg – aldeles upassende (og helt vildt sjovt!) – tog et kysseselfie sammen med min søde kollega Mette Marie og en totalt intetanende Kronprinsesse Mary, da vi var til den fernisering jeg skrev om i mit blogindlæg i går). 

Der var i virkeligheden måske slet ikke så meget gang i en “hvis nu”-jeg-kommer-til-at-gøre-eller-sige-et-eller-andet-komplet-idiotisk, men nærmere “når nu”. For selvfølgelig ville jeg gøre det.

… Og det gjorde jeg måske også, men ved I hvad? De andre forældre var bare helt vildt søde og helt vildt sjove og nogle af dem var  endda måske nærmest ligeså upassende som mig! De der kloge, mondæne, voksne østerbroforældre drak simpelthen shots fra skuldrene og fortalte røverhistorier, som jeg sjældent har hørt mage til. Arghmen altså! Min frygt blev gjort totalt til skamme og hvis det virkelig er sådan her det føles, at være blandt – og måske endda nærmest én af – de voksne, så synes jeg sgu det er helt okay.

I hvert fald glæder jeg mig til forældrefesten igen næste år!

… Og ja, jeg beholdt de uldne sokker på! De viste sig, at være helt udmærkede på et dansegulv 😉 Kjolen, til jer der måtte være interesserede, er i øvrigt god både med og uden uldnesokker og så koster den bare 249.- HER (Reklamelink).

Ganske uvant blev jeg i morges vækket før min alarm ringede. Peter kom trippende i hvad der føltes som sekundet solen var begyndt at kaste lys fra sig og pegede ud ad vinduet med sin lille buttede finger og spurgte om ikke det var ved at være morgen? Drengene har egentlig mørklægningsgardiner på værelset, så hvordan hans lille krop har kunnet fornemme lyset er mig en gåde, men ikke desto mindre havde han nok ret. Ikke helt frisk på ideen om at stå op, forsøgte jeg dog med at fortælle ham at det altså først snart er morgen og at han snildt kunne tage en time mere på øjet. Lidt modvilligt lagde han sig ned ved siden af mig. Slog et par kolbøtter, blev nusset på ryggen og nu sover han. Med hovedet i fodenden og mig, der selvfølgelig – fordi jeg besidder samme evne som Peter; at vågne med solen – er vågen.

Nå ja, normalt plejer jeg at snooze her imellem 6.30 og 6.40 og i dag lytter jeg til min yngste kærligheds milde, dybe vejrtrækning, som giver mig en forsikring om, at mit liv er lige akkurat som det skal være lige nu.

Nogle gang sker der ting i livet, som man ikke selv er herre over og selvom den slags ofte har det med at komme ubelejligt, så er jeg nu engang af dén overbevisning, at det ikke nytter noget hverken at græde over spildt mælk eller en blog, der pludselig ikke virker, som tilfældet altså har været for mig de seneste dage. Bevares, den har virket sådan pletvist, men i hvert fald for de gange jeg selv har forsøgt at få adgang, har den været mere nede end oppe, siden starten af ugen, hvorfor jeg altså har taget mig et par utilsigtede, men særdeles vidunderlige fridage, efter jeg  lige akkurat i et heldigt moment hvor bloggen virkede, nåede at udgive mit seneste indlæg, med opskriften på mega nemme og (ret) sunde bounty, som jeg i øvrigt stadig vil anbefale jer at prøve af, hvis I altså er til den slags. De er seriølle! … Og NU er jeg – og bloggen forhåbentligt – tilbage for fuld drøn:D

De sidste dages stilhed er blandt andet blevet brugt på at drengene og jeg har været en tur på Nationalmuseet for at lede efter “kedsomhedsknapper” til især Jens’ store fornøjelse og så har vi indviet dette års tivolisæson, med en iskold tur rundt i parken, inden vi her til morgen stak ned på én af mine foretrukne morgenmadscaféer (Cafe Livingstone) på Østerbro. Her mødtes vi med den anden ophavsmand til børnenes eksistens, som tog dem smilende med sig da vi gik ud. De gik mod højre og jeg gik mod venstre og selvom det altid er skide svært at sige farvel til børnene, når de skal over til deres far, så var det faktisk helt okay, fordi vi lige havde haft en hyggelig time sammen alle sammen og fordi drengene smilende fortalte mig, at de glæder sig til at se mig igen. Ingen hulk, ingen gråd, ingenting. Bare kærlighed.

Vejen mod højre førte mig ind til et ferieramt kontor i Andedammen, hvor jeg i skrivende stund sidder mutters alene med en kop kaffe og et stearinlys jeg ikke har nogle tændstikker til at tænde. Jeg har mine nye bukser på – I ved, dem jeg bestilte lige efter jeg havde udgivet indlægget om blandt andet buksestørrelser, Sofie Linde og overvægt – og som til mit held har vist sig at passe mig fuldkommen perfekt! De koster i øvrigt kun 159 kroner og er fra Gina Tricot lige HER (reklamelink). Det gør mig så glad, når jeg gør mig den slags små kup i hverdagen og selvom det måske kan synes fuldkommen ligegyldigt for andre, så virker det altså for mig. Mit humør vokser, min kop er allerede tom og om lidt tror jeg sør’me, at jeg vil pakke sammen for i dag og bevæge mig tilbage mod Østerbro og den bog jeg faktisk har planlagt at gå igang med at skrive her i påskedagene, nu hvor jeg ikke har mine børn hjemme…

Sæt igang til mig og rigtigt god påske til jer!

 

Det er (selvfølgelig) ofte svært, det her med at være deleforælder. At undvære mine drenge, at savne dem, ikke at vide hvad de har fået på madpakke, hvem de har leget med og hvilke lege der var de allersjoveste på de dage de er hos deres far, er skide svært. For ikke at tale om skiftedage, som endda nogle gange nærmest bliver til perioder, mildt sagt er noget lort. Skilsmisselort.

… Men det er heldigvis også godt. Som lige nu, for eksempel, hvor jeg føler mig så taknemmelig og heldig at jeg kunne skrige.

Jeg sidder på den snart syv år gamle flodhestepuf inde på drengenes værelse. De er for længst faldet i søvn til lyden af John Mayer, der synger om at han venter på at verden forandrer sig, imens jeg sidder og håber at min lille ydmyge verden vil forblive lige akkurat som den er lige nu. Vi har været i svømmehallen og spillet spil og bygget lego og spist boller i karry, selvom jeg jo slet ikke kan lide bollerne og det har været så tæt på perfekt, som noget nærmest kan blive. Uperfekt perfekt, kunne man måske smøre en fuldfed kliché ud over det.

… Og for fanden, damer, lige om lidt letter jeg røven fra gulvet på børneværelset og lægger mig ind til rødvin og sofa og den mand, som jeg er blevet forelsket i. Det er der jo nærmest ikke noget, der kan slå.

Min kærlighedsbeholder er fyldt til hvad jeg bestemt forestiller mig må være dens maximum og jeg tænker, at det lige akkurat er sådan her vaskeægte lykke føles. Kloge mennesker påstår (givetvis ganske korrekt) at en lykkefølelse som denne, kun kommer i flygtige glimt, men nu har jeg skrevet det ned og jeg håber sådan, at jeg vil kunne genkalde mig følelsen, hvis jeg – on a rainy day – genlæser det her lille blogindlæg. For hold kæft, hvor er jeg lykkelig lige nu.


… Og nej, billedet øverst har ingen relation til hverken indlægget eller min weekend, men jeg ser ret lykkelig ud og så er der altid så mange som spørger hvor min strik er fra – så nu får I det lige serveret i plenum. Den er fra Gina Tricot og I kan finde den HER (reklamelink). Og ha’ så lige en knalddejlig aften, hva’? Rødvin, sofa og mænd eller ej.

KYS på jer!

Med benene trampende i nærmest hvinenede hastighed i pedalerne, frostkyssede kinder og en kæphøj Peter, som fortalte noget om festlige katte og tryllekunster siddende bagpå, cyklede vi afsted mod børnehaven, efter at have afleveret Jens i skole her til morgen. Vi har ikke længere behov for lys på cyklerne om morgenen og for en gangs skyld (forestiller jeg mig, uden at have den store viden om vejret i Danmark den seneste uges tid) stod solen højt på himlen og kastede et gavmildt lys over den del af København, som efterhånden føles som min baglomme. Gearene på min cykel er frosset fast i første, og det ville være en underdrivelse at sige, at jeg synes det bare var koldt. Til gengæld var det dejligt og på én eller anden måde en helt perfekt måde at binde sløjfe om en weekend, der har været noget ud over det sædvanlige.

i weekenden har jeg…

  • Været i Somaliland. Bare lige.
  • Spist en sidste omgang ris med udkogte bønner i småstærk sauce, som jeg mere eller mindre har levet af den seneste uge.
  • Drukket mig småfuld i en lufthavn i Ethiopien.
  • Kastet op på et fly. Under take-off. Muligvis fordi jeg var fuld.
  • Rejst tværs over jorden, hjem til Danmark.
  • Samlet virkeligt mange penge ind – fra jer – til Danmarks Indsamling. 16.764 kroner, for at være helt præcis.
  • Trukket 16.764 kroner op af egen lomme og fordoblet jeres donation, således vi i samlet flok har doneret 33.528 kroner til fattige børn rundt om i verden og intet kunne gøre mig mere glad og stolt. Kæmpe tak!
  • Spist vanvittigt lækker middag på restaurant trio. Efter kokkens anbefaling droppede jeg mine vegetartendenser og tog en fiskemenu – og seriøst, jeg dør en lille smule over hvor lækkert det var! Og over at have sluttet middagen af med byens bedste espresso martini, i usædvanligt dejligt selskab. Altsammen i øvrigt med udsigt ud over Industriens Hus og Rådhuspladsen. Lov mig , at I gør jer selv den tjeneste at prøve det engang.
  • På mærkværdig vis undgået tømmermænd.
  • Fået mine børn hjem. (Måske var det derfor jeg ikke fik tømmermænd? Fordi der simpelthen ikke var plads til dem i min hjerne. Hvis, så er det en ret smart taktik!). 
  • Glemt tid og sted i et virvar af Paw Patrol, Lego, Playmobil og farverige kopi-tegninger.
  • Frosset røven af på en legeplads. Med glæde i øvrigt.
  • Danset rundt i stuen til Man in the Mirror og tænkt, at det hele sgu går meget godt, lige nu.
  • Puttet dem, som jeg synes er de sødeste børn i verden. Den store liggende i sin seng og den lille liggende i mine arme. Suk, mand. Børn der falder i søvn i éns arme, ik’? Det må uden tvivl være det aller-, allerbedste i verden. I hvert fald hvis man trækker kæmpestore donationer til mennesker der for alvor har behov for hjælp, ud af ligningen, for dét kunne altså også noget.

Og nu er det mandag og mine børn var her til morgen i et humør så strålende, at jeg ikke har kunnet undgå at komme det samme og solen skinner og selvom jeg har en masse jeg skal nå, så er det altsammen luksusagtige i-lands-ting, som jeg vil gøre mit bedste for aldrig mere at brokke mig over.

… Og se så lige her, hva’? Danmarks Indsamling har simpelthen været så tjekket, at sende mig et par screendumps fra dengang vi kom på skærmen: “Cana Buttenschøn og læsere” med vores fælles donation i det fine selskab med Lise Rønne, Joakim Ingversen og Mads Steffensen. Bum. 

 

Selvom dagene allerede nu synes længere og vi snart ikke længere behøver at have lys på cyklerne om morgenen, går den så usædvanligt hurtigt for tiden, hverdagen. Den flyver afsted og jeg fatter ikke at det allerede er torsdag i denne uge, som mest af alt føles som om den er smuldret imellem fingrene på mig. Måske er det fordi jeg i sidste uge kun havde mine børn hjemme et par dage og jeg allerede igen på lørdag, skal aflevere dem hos deres far, fordi jeg skal med Danmarksindsamlingen og SOS-børnebyerne til Somaliland og redde verden. Eller altså, gøre et forsøg på at redde lidt af verden – sammen med jer, som kommer med på sidelinjen.

Alligevel forsøger jeg at nyde den, hverdagen. De små øjeblikke, selvfølgelig sammen med mine børn, men også med andre. Med kaffe og københavn og søde veninder. Solen der i korte glimt stikker frem og de (tilnærmelsenvist) lune dage, der rent faktisk har gjort det både muligt og lækkert at stavre rundt med åben jakke. Suk, altså. Det er lige før det lugter lidt af forår og jeg er vild med det.

Jeg får altid så meget (mere) energi i takt med at dagene bliver længere, mit humør bliver et par grader højere og verden kan i det store og hele bare komme an – lige nu, bogstaveligt talt endda. Jeg får lyst til at male himlen to nuancer mere blå og iføre mig de flotteste farver, i modsætning til om vinteren (ja, jeg ved godt det ret beset stadig er vinter, men det føles altså lidt som forår, både i vejret og i mit hoved), hvor jeg mere eller mindre konsekvent går klædt i sort.

I dag er jeg hoppet i min nye favoritstrik, som jeg købte i Gina Tricot i Sønderborg i sidste weekend. Den koster bare 199.- og kan fås online HER (reklamelink), hvor man også kan se den på en lidt anden model end mig 😉 Den er en lille smule ganni-agtig i udtrykket og så elsker jeg farven på den, som gør det helt og aldeles fantastisk til jeans! Der er (selvfølgelig) links til alt tøjet, bortset fra frakken, som jeg ikke har kunnet opstøve, da det er en gammel model, nedenfor, men jeg vil bare lige fremhæve strømperne (reklamelink) også. Dem købte jeg nemlig også hos Gina Tricot og de er så fine – og så koster de kun 10 kroner lige nu! Haps – så kan man næsten ligeså godt tage to par, ik’? (ja, det gjorde jeg altså). Og altså, se lige den fine detalje bagpå (HER), som virkelig kommer til sin ret, hvis man skulle være vovet nok til at iføre sig dem sammen med en nederdel 🙂

Strik HER // Jeans HER // Strømper HER // Frakke (lignende) HER (OBS: alle links er reklamelinks)

… Og hvis nu nogen ikke kan få nok af fine striktrøjer eller hvis dén fra Gina Tricot skulle gå hen og blive udsolgt, så er jeg altså også helt pjattet med denne HER. Jeg kan bare ikke lige beslutte mig for, hvilken farve jeg bedst kan lide.

Uanset om I er til lyserøde striktrøjer, netstrømper og gåkaffe  eller ej, så håber jeg at I også nyder de små fine hverdagsglimt og -oplevelser i jeres hverdag. Det kan virkelig noget.

Til trods for at jeg selvklart, som mor til et skolebarn (og en tre-årig, bevares), er vant til at stå sådan relativt tidligt op, så føltes det alligevel lidt rigeligt tidligt, da min alarm vækkede mig, først 06.55 og igen 07.04 her til morgen. Jeg har jo ligefrem vænnet mig til at sove længe om lørdagen, som nogle af jer måske husker, at jeg faktisk har gjort de seneste par stykker af slagsen. Eller måske ikke sovet længe, men ligget længe i sengen, som næsten er endnu bedre, ik’? Drengene er hos deres far, hvilket under normale omstændigheder selvsagt ville betyde en lang lørdag morgen (formentlig med tømmermænd) i sengen, men fordi jeg havde et fly at nå her til morgen, blev det ikke sådan.

Min far fylder 60 i næste uge og samler i dén anledning hele familien til brunch i morgen, som jeg selvfølgelig skal med til. Eftersom jeg har lidt lang vej til Sønderjylland, overtalte jeg ham dog til lige at smide en middag oveni hatten i aften og jeg glæder mig! Da vi boede i Sønderjylland tog vi ofte ud at spise sammen med min far, som er det sjoveste og mest favnende selskab man kan tænke sig og jeg kan pludselig mærke at jeg savner det. Dét og mine børn, som jeg jo i sagens natur desværre ikke har med.

Nuvel, det er er selvfølgelig ufravigeligt vilkår ved at blive skilt, at savne sine børn og jeg skal også nok lade være med at trætte jer mere med det nu. I stedet vil jeg glæde mig over, at jeg kan drikke et ekstra glas vin i aften, sove – en lille smule – længe i morgen og over, at flyveren jeg venter på, netop er landet udenfor vinduet her udenfor A7, hvor jeg sidder og venter, med Mads Langer i ørerne og kaffe i hånden.

Det skal nok blive en rigtigt god weekend her og jeg håber sørme, at det samme gør sig gældende hos jer!

Bygningerne suser forbi. Mennesker på fortorvene. En baby græder. En hund gør. En mor ligner én, der sveder. Regnen rammer min pande. Jeg prøver på at forestille mig, at det er små kolde kys. Mest føles det som stikkende hagl. Det er koldt. Mine fingre fryser. Især tommeltotten, selvom den griber om bagsiden af styret. Det må være det mindst blæsende sted. Bagsiden. Den gule og røde bus kører op på siden af mig. Jeg tramper hårdere. Bygningerne suser forbi. Mennesker ved busstoppestedet. Hamrer i pedalerne. Når akkurat forbi, inden dørene åbner og cykelstien myldrer af mennesker. Barnevogne. Regnslag. Ilse Jacobsens gummistøvler og Rains regnjakker. Michael Jackson synger i mine ører. Noget om at gøre en forskel i verden og at starte ved sig selv. Der er en hjemløs. Må snart købe Hus Forbi. Gør det for sjældent. Østerbro. Nørrebro. Vesterbro. Fingrene fryser ikke mere. Sveden pibler frem mellem regndråberne. Stiller cyklen. Åbner jakken. Femte sal. Nu kommer lægen. Stik. Vaccination. For at jeg kan gøre som Michael Jackson. Gøre en forskel. En vistnok pissevigtigt forskel.