Category

Hverdag

Category

I mine unge dage plejede jeg at løbe en tur, når jeg vågnede op med et tungt hoved ovenpå en festlig aften. “Jeg skal svede det ud” sagde jeg altid, selvom min iver for at løbe dagen efter en bytur, i virkeligheden nok nærmere handlede om, at jeg var bange for at nattens eskapader havde givet mig et overskud af indtagne kalorier i forhold til forbrændte. Så vidt jeg husker, virkede det dog ret godt for mig, med den der løbetur. Især når jeg sluttede den af med en sodavandsis, som jeg i øvrigt til stadighed er forfalden til at spise, de dage jeg er lidt tung i både hoved og krop. Alligevel har jeg for længst lagt min vane – altså, den med at løbe, ikke den med at spise is – på hylden. I mange år, fordi jeg slet og ret kom så lidt ud, at mit ofte lidt rigeligt tunge hoved (og ditto tunge bagdel!) nok nærmere skyldtes et slik-svingende blodsukker og et babyforårsaget søvnunderskud, fremfor noget, der var fremkaldt af sjove stunder, hvorimod det nu hvor jeg ikke længere er mor til babyer og i øvrigt også selv vælger hvor lidt eller hvor meget jeg vil sove om natten, handler mere om at jeg simpelthen ikke gider at løbe inde i København. Al ære og respekt for dem, som kan – jeg kan bare ikke.

Til gengæld kan jeg både cykle og bade, som jeg gjorde det fredag morgen i sidste uge, hvor mit hoved, ovenpå en overordentligt hyggelig torsdag aften, hvor jeg havde lidt rigeligt svært ved at finde min seng, var lidt tungere end sædvanligt og solen skinnede så ivrigt at den næsten strakte sig ind ad mit soveværelsevindue og hev mig ud af sengen da klokken slog syv, til trods for at jeg hverken havde børn hjemme eller morgenmøder på programmet.

Det kan virke helt banalt og det gælder garanteret også for langt de fleste af os, men jeg ér altså bare et sommermenneske og jeg kan mærke, at solen gør mig glad helt ind i knoglerne, på en måde, som jeg ellers ikke rigtigt kan finde andre steder. Solen gør mig morgenfrisk og får mig åbenbart til at springe i havnebadet i Nordhavn på en dag hvor jeg nærmest har tømmermænd, hvilket altså ikke siger så lidt! Solen er uden tvivl min ven – men desværre også, fordi jeg fra naturens side er udstyret med meget lys hud, min fjende. Eller var, skulle jeg måske nærmere sige, for ved I hvad? Jeg har sgu fået kulør!

Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har været så solkysset som jeg er lige nu og jeg elsker det. Bevares, mine ben er stadig så hvide som vælling, men mine arme, skuldre og mit ansigt begynder altså at ligne noget på én, der ikke længere går under kategorien lige-før-albino. Og dét altså selvom – eller måske endda fordi – jeg altså er ret flittig med at passe på min hud, under solens varme stråler. Påpasselig på den dovne måde, kunne man kalde det. Jeg har nemlig for nyligt fået øjnene op for P20 – en solcreme, der tillader mig kun at smøre mig ind en enkelt gang om dagen og stadig få fuld beskyttelse for pengene. Og ikke alene har jeg fået øjnene op for P20; jeg har simpelthen også indgået et samarbejde med dem, som for jer betyder, at I nederst i indlægget her, faktisk har mulighed for at vinde 3×3 solcremer 🙂

Selvom P20 har været på markedet siden 1970’erne, har jeg faktisk aldrig tidligere stiftet personligt bekendtskab med solcremen, ligesom jeg faktisk heller aldrig har vidst hvad den kunne, som adskilte den fra alle de andre der findes på markedet. Dét ved jeg til gengæld lidt mere om nu og jeg er ret meget fan af to ting især. For det første så kommer den i sådan nogle sprays, som sprayer lidt på samme måde som man kender det fra fx hårlak, hvilket betyder, at man rent faktisk – helt uden hjælp fra andre – kan påføre solcremen jævnt på hele kroppen. Også dér midt på ryggen, hvor man ikke rigtigt kan nå. Det er jo mega smart! Dernæst så holder solcremen sin beskyttelse i op til 10 timer og den kan klare helt op til 4 x 20 minutter i vand, hvilket selvklart er en kæmpe fordel, når man er sådan en type, der har børn, som elsker at lege med vand og man i øvrigt også er ret distræt og har svært ved at huske at smøre børnene – for da slet ikke at tale om sig selv – hver eneste gang de har været i vandet. Med P20 kan vi smøre os godt og grundigt ind én gang og så i øvrigt ikke behøve at tænke på solcreme mere dén dag – næsten, i hvert fald, da den holder i op til 10 timer.

Smart, ik’?

Forleden morgen, hvor jeg altså som det allerførste punkt på mit dagsprogram havde indfundet mig ved havnebadet i Nordhavn, havde jeg selvfølgelig også mine solcremer med. En faktor 50 til de mest udsatte områder og en faktor 30 til mine blege ben, som jeg altså snart håber begynder at tage bare en lille bitte smule farve. Det er vitterligt så let som en leg at “smøre sig” ind med de her solcremer fra P20, som samtidig trænger hurtigt ind uden at fedte sådan rigtigt meget. Bevares, alle solcremer med en faktor højere end 20 fedter en smule, men jeg synes faktisk at de her gør det rigtigt godt i forhold til den høje solfaktor.

Turen i det kolde havnebassin var seriøst noget af det dejligste jeg længe har gjort for mig selv og jeg har derfor besluttet at jeg mindst én gang, hver gang jeg er børnefri, skal have mig en morgendukkert nede ved Nordhavn. I hvert fald indtil min fødselsdag i september, hvorefter jeg mistænker at vandet måske bliver liiiige koldt nok til mit temperament.

Fordi jeg har fået så meget optur over P20, har jeg som sagt overtalt dem til at lade mig dele ud af nogle solcremer til tre af jer! I kan vinde to magen til dem jeg havde med ved havnen i sidste uge og som et lille tillæg, så får I sgu også lige en faktor 20 med i pakken også, således hver af de tre vindere altså modtager både faktor20 -30 og -50, så der burde være noget for enhver smag 🙂

For at være med i konkurrencen, skal I bare skrive hvilken af de to features I tror I kommer til at sætte mest pris på ved solcremerne: 1 ) At den holder længe (også i vand) eller 2) at den er nem at smøre/spraye på?

Pøj pøj!

Jeg kan simpelthen ikke finde ud af om jeg er gal eller genial, her. Klokken er et stykke op ad formiddagen og jeg har indfundet mig på en bænk på piratlegepladsen på Indre Østerbro. Peter, som endelig har knækket koden til at gynge sig selv, svinger frem og tilbage i gyngetstativet til højre for mig, imens Jens stædigt øver sig på at kaste sin nye basketbold op i nettet, som tydeligvis er placeret lidt rigeligt højt for ham.

I virkeligheden burde begge børn være i henholdsvis skole og børnehave, men fordi den ene proklamerede at have mavepine og den anden smilede usandsynligt nuttet her til morgen, fik de lov til at holde fri. Også selvom mavepinen gik over ligeså snart der var en fridag i sigte.

Normalt er jeg – det bilder jeg mig i hvert fald ind – ikke så let at manipulere, som det var tilfældet i dag, men fordi det er skiftedag og jeg simpelthen ikke kan bære at sende mine børn kede af det afsted, fik de lov til at holde fri. Om det er det rigtige at gøre eller ej, kan jeg simpelthen ikke finde ud af, men jeg håber sådan at det med tiden vil blive nemmere at håndtere skiftene – både for drengene og for mig. For det ér stadig pissehårdt, selvom det helt overordnet set går godt. Jeg bliver sur og tvær og i det hele taget bare en lille lortet version af min selv aftenen inden drengene skal hjem til deres far, fordi jeg véd at jeg skal undvære dem de næste fem dage. Verden føles altid lidt ekstra uretfærdig på de der dage og selvom jeg selvfølgelig godt ved at drengene har det helt fint hos deres far og at jeg i øvrigt også nyder at have tid og mulighed for både at fordybe mig i mit arbejde, mine veninder, min kæreste og et (par) glas iskolde rosé i solen, så reagerer jeg altså stadig på det. På savnet. På uvisheden. Og på alt det andet, som er svært i en skilsmissefamilie som min.

De fik lov til at holde fri på dén præmis, at de, i hvert fald en del af dagen, skulle lege med hinanden og lade mig arbejde. (Noget jeg selvfølgelig ikke havde forventet ville kunne lade sig gøre). Og nu sidder jeg så her, stadig i solen på legepladsen, hvor drengene er rykket fra gyngestativ og basketmål, til piratskib og rutschebane, kun afbrudt af enkelte “mor, se lige hvad jeg kan”.

Det føles på én eller anden måde en lille smule forbudt at sidde her, med hovedet begravet i min computerskærm til lyden af fjern trafik og mine børn, som leger skiftevis hver for sig og med hinanden og jeg er da sådan set også ret overbevist om, at kloge hoveder vil synes at jeg er fuldstændigt vanvittig sådan at bringe mit arbejde med på legeplads sammen med mine børn, men lige nu, virker det altså ret perfekt. Også selvom jeg har ladet mig manipulere af mine børn.

At jeg ikke er kommet på idéen noget før, kan næsten være mig en gåde, for de følges sådan set ret tid ad, i dametasken, de to ting nærværende blogindlæg handler om; mine solbriller og min telefon.

Det er sådan hjemme hos os, at mine drenge kun sjældent har tålmodighed til at være med i køkkenet til tilberedningen af et helt måltid, hvorfor jeg ofte ender med at stå derude palle-alene og lave mad. Nogle gange hører jeg podcasts eller lydbøger imens og andre gange, ja, jeg kan nok ligeså godt være ærlig, så ser jeg tv på min telefon.

Vi kom først hjem fra legeplads klokken 17.30 her til aften, hvor drengene kastede sig over hver deres aktivitet på værelset – Jens byggede LEGO og Peter tegnede og jeg så derfor mit snit til at begynde på DRs dokumentar om Kundbypigen, imens jeg lavede en omgang tøm-køleskabet-mexikaner-gryde.

… Og så var det jeg opdagede det smarte trick, I simpelthen bliver nødt til at kende!

Jeg brugte mine solbriller som mobilholder.

Var det bare det, tænker du, måske? Og ja, det var det. Det virker totalt som en no-brainer, men helt ærligt, det er sgu da smart! Normalt går jeg og er nødt til at bøje hovedet ned over telefonen for ordentligt at kunne se, når den ligger på bordet (fordi jeg af bitter erfaring ved, at det er dumt “bare” at lægge den på noget skråt, hvorfra den ender med at dratte på gulvet med et pissedyrt smæld). Og nu – voila: En telefon i perfekt vinkel, som jeg ikke skal være det mindste bekymret for.

Bevares, jeg ved selvfølgelig godt at der allerede findes et væld af holdere til vores telefoner og jeg har da også selv engang købt én, på posthuset til en billig penge, men jeg kan simpelthen ikke holde styr på den slags og hvis der er én ting der er så sikker som amen i kirken, så er det at jeg aldrig har den ved hånden når jeg skal bruge den. Til gengæld har jeg stort set altid et par solbriller, som kan præcis det samme.

Kald mig bare komplet tosset her, men jeg tror altså at jeg har gjort én af sommerens allerbedste opdagelser her! Min telefon og mine solbriller skal i alle tilfælde med på ferie og jeg tænker, at de kommer til at gøre sig ret godt – både hver for sig og sammen 😀

Damer! Skal vi lige få det ud af systemet? Jeg tænker i alle tilfælde at vi næsten ikke kan komme uden om bare lige at blive kollektivt enige om, at det jo er fuldkommen fantastisk at sommeren i dén grad har gjort sit indtog her i landet. Det er ligefrem sådan at jeg her til eftermiddag tog mig selv i at foreslå min børn, at gå over på skyggesiden af vejen, fordi jeg syntes det var lidt rigeligt varmt i solen. Hallo, for et luksusproblem, altså! Og jeg er pjattet med det! Ligesom jeg i øvrigt er det med så meget andet, i de her dage også… Kender I det?

Det faktum at mit bækken er i markant bedring, for eksempel! Shiiit mand, hvor gør det mig glad i låget.

Jeg skal nok komme med en lidt grundigere udredning for hvad jeg har gjort for at afhjælpe smerterne indtil videre og hvad min plan er fremadrettet, men dén slags kræver simpelthen lidt mere fokus end hvad jeg kan præstere i skrivende stund, hvor mine øverste 30 centimeter er usædvanligt baldret på den helt rigtige, solbeskinnede måde. Det bedrede bækken har nemlig betydet, at jeg jeg rent faktisk har været i stand til at nyde solen i denne uge (i modsætning til sidste uge, som jeg primært tilbragte liggende på siden med en pude imellem knæene) og dét altså på en måde, hvor hvert eneste minut er blevet brugt ganske effektivt, sammen med kæreste og børn, forskudt af hinanden på en måde, som har givet mig noget at se til på den bedst tænkelige måde (selvom min bugnende vasketøjskurv muligvis er uenig med mig, i min prioritering af tid).

I mandags, som det skal handle om i dag, hvor mit bækken endelig syntes at være i bedring, slog Simon og jeg et smut forbi min kolonihave, hvor han – mandemanden, som jeg kalder ham – som det mest naturlige i verden tilbød lige at gøre min terrasse færdig imens jeg tog en skraber på trampolinen. Mandemand, siger jeg jer! Jeg kunne selvfølgelig ikke finde ud af at ligge stille, men ikke desto mindre undgik jeg at rende foroverbøjet rundt og sætte skruer i de mange trykimprægnerede brædder og kunne i stedet nyde synet af andre der gjorde arbejdet – og dét i øvrigt uden t-shirt. For vores begges vedkommende, naturligvis 😉

Den er simpelthen blevet så god, den terrasse dér og jeg glæder mig sådan til at få styr på nogle lækre havemøbler (jeg skal bare lige finde ud af hvilken slags jeg egentlig er ude efter) og en masse hyggedims og potteplanter og dén slags og så skal I selvfølgelig nok få lov til at se den.

Efter terrassebygning og et bad, som endte med at foregå i haven under strålen fra en vandekande, fordi jeg åbenbart ikke havde fået købt det rigtige beslag til min bruseslange på badeværelset (what do I know!?), kørte vi ind til Roskilde og spiste på den nordiske restaurant Moerh, hvis nogle af jer kender den? Det var et hyggeligt sted, med god hvidvin og en drøngod ret fuld af brunet smør og asparges, som blev flot efterfulgt af en skøn slethvar, som strøg lige ned og gjorde mig en lille my lykkeligere end jeg var i forvejen. (Forud for dem, var vi startet ud med et par kolde retter til deling, men dem vil jeg ikke gøre så meget ud af at berette om, for de var ærligt talt ikke pengene værd i min mund…).

En lille smule tipsy (som jeg bliver af to glas hvidvin fordelt ud på et timelangt måltid) slentrede vi tilbage igennem den gamle by, hvor jeg så mit snit til at lokke Simon til at agere fotograf for en stund. Ikke så meget fordi jeg skulle noget særligt med billederne, men fordi jeg syntes det var så grinagtigt at få ham til at tage “outfitbilleder” af mig, iført de af mine mange sko, som han afskyer allermest 😀

Simon mener at skoene ligner noget fra en halvgammel pornofilm, som ikke just er amerikansk produceret og jeg ville da også lyve, hvis jeg ikke sagde at jeg godt kan forstå hvad han mener, men helt ærligt, så synes jeg de er nogle af de allersejeste sko jeg har.

… Og så synes jeg i øvrigt at jeg har verdens sødeste kæreste, når han – samme dag som han har bygget mig en terrasse og uanset hvor grimme han synes mine sko er – gladeligt stiller op som fotograf. Dét er fanderne’me da kærlighed!

Hvis man lige ser bort fra det faktum, at mit bækken gør så ondt som jeg nærmest ikke kan mindes det nogensinde har gjort det før, så har i dag været så tæt på perfekt, som jeg overhovedet tror man kan komme. Og okay, bækkenet har nok i virkeligheden tidligere gjort mindst ligeså ondt som det gør nu, jeg har bare – ligesom man gør det med tømmermænd og fødsler – fortrængt hvor slemt det rent faktisk har været, så det vil jeg lade være en ligegyldig detalje (som dog i skrivende stund betyder, at jeg hverken rigtigt kan sidde, ligge eller stå, uden det gør nuller-naller!).

Dagen startede ud med nutellamadder og to kopper kaffe, inden turen gik ud til kolonihaven. Her løb drengene, i løbet af ingen tid, hvinende og barnumsede rundt og sprøjtede vand på hinanden med de små blomsterforstøvere jeg købte dem sidste år (og som stadig – udover trampolinen – er deres allermest velbrugte legetøj derude) imens Simon og jeg gav den en skalle med at få bygget den terrasse som jeg har drømt om siden jeg købte huset for et lille års tid siden. I solskin. Med glade børn. Og to kolde øl i køleskabet. Og hjem-is-bilen, der kom bedst som vi havde spist aftensmad. Og verdenshistoriens hurtigste putning. Og mig, der på vej hjem i bilen fandt en pose Polly i handskerummet. Og streamningtjenester og kærestetid og et pludselig ret fælles projekt med den der terrasse, som er gået over al forventning. I ved, man plejer at sige, at det er en parforholdsprøvelse af de seriøse, at tage en tur i IKEA sammen (især, hvis man køber møbler, der efterfølgende skal samles), men jeg siger jer bare lige, at det altså er at tage det til et helt nyt niveau, når man bygger noget helt fra bunden. I ved, dén slags som ikke kommer med nogle former for vejledninger, fordi man (altså, jeg) har designet hele skidtet selv. Den slags, som vi (indtil videre) er valset lige igennem, uden så meget som et lille bitte vris, selvom terrassen faktisk virkelig snart er færdig – og som jeg derfor har den vildeste optur over.

Det kan måske synes ligegyldigt og nærmest banalt, men jeg mener det altså: Lige bortset fra dét der skide bækken, som jeg virkelig håber at jeg kan få én eller anden mirakelmager til at kigge på i morgen, så kører det sådan helt seriøst godt, lige nu og jeg håber sådan, at denne her omgang heldanmarkssolskinsvejr har gjort bare tilnærmelsesvist det samme for jeres humør, som det har for mit.

Kæmpe kys herfra!

… været morgensur. Hvem havde troet det om mig? Ikke jeg, i hvert fald, men ikke desto mindre, var jeg altså en lille muggen røvbanan her til morgen.  Jeg tror det startede med nogle børn der skændtes og mig der var træt og kom i tanker om dagens første punkt på programmet.

… besluttet at gå tidligt i seng her til aften. Jævnfør ovenstående, som jeg ikke just har i sinde at gentage.

… været til eksamen. Med min bil, som skulle synes. Fordi jeg ikke just er ekspert ud i moderne biler, var jeg hundenervøs for at turen hen til synshallen ville ende med at koste mig hele sommerferiebudgettet, men ak, min frygt blev gjort til skamme og bilen gik igennem syn. Uden anmærkninger, endda! (Hvad end det betyder).

… præsteret mit livs hidtil dårligste vinduespudsning. Jeg ved simpelthen ikke hvor det gik galt, men der er så mange striber og pletter, at jeg nu overvejer om jeg skal resignere og hyre den vinduespudser jeg ellers pure har nægtet at kaste penge efter, efter at være flyttet fra hus til lejlighed for snart tre år siden. Jeg ender nok med bare at leve med pletter og striber – og der kommer trods alt mere lys ind nu, end før jeg “pudsede”.

… set en Olsen Banden animationsfilm med mine drenge efter Disney Sjov og haft den vildeste optur over, at de havde optur over det. Jeg elskede Olsen Banden, da jeg var barn, så hvis jeg kan få dem til at forelske sig i det lille proletariske forbryderunivers, er min lykke så godt som gjort!

… fået usandsynligt mange komplimenter for min nederdel. Jeg købte den på udsalg i vinters og kan umiddelbart ikke finde den online nogle steder lige, men jeg har fundet én fra samme mærke, med samme fantastiske snit i et mindst ligeså flot print HER (reklamelink). Den er i øvrigt helt ny på hylderne, men alligevel nedsat med 25% lige nu.

… arrangeret Jens’ første venne-sove-aftale. Tænk, at jeg har et barn der er så stor, at han begynder at sove sammen med sine venner. Ikke fordi forældrene har brug for pasning, men bare fordi det er hyggeligt. Jeg syntes det var det bedste, som barn, at få lov til at sove sammen med mine veninder og jeg glæder mig sådan på mine børns vegne til, at de skal få samme gode minder med deres venner.

… smidt virkeligt mange glas, kopper og tallerkner til storskrald, i håbet om at få skabt mere plads i lejligheden, som jeg – igen – går og pimper lidt på.

… inviteret min søde naboveninde, Cecilie, på spontane espresso martinis, for så at opdage, at jeg havde smidt alle mine cocktailglas ud. Okay, jeg havde kun fire og de var grimme, så det var helt ok, men det er bare som om espresso martinis smager en lille smule fesent i et almindeligt drikkeglas.

… kommet i tanker om at min shaker er flyttet ud i kolonihaven, hvor jeg har shaket espresso martinis i et gammelt suppeglas. (Det var selvfølgelig rent).

… glemt alt om min intention om at komme i tidligt i seng. Men nu gør jeg det – og jeg vågner og er glad i morgen. Basta. Godnat.

Jeg tror det var på instagram at jeg havde set det. Noget med nogen der spiste snolder og popcorn fra bagagerummet af en bil i en drive-in-bio. Sådan er det i øvrigt ofte: At jeg ser ting på instagram og bliver inspireret til at prøve det selv, hvorfor det altså til stadighed (og uanset hvor udskældt det af og til bliver) er mit yndlings-sociale-medie!

I søndags fremlagde jeg idéen for Simon, som uden tøven gav mig ret i at det var en god idé, hvis bare han måtte bestemme fra hvilken biks vi skulle hente de dürumruller jeg drømte om at have med. Oh well, selvfølgelig må han – én af landets allerdygtigste kokke – bestemme den slags og så fik jeg imidlertid lov til at bestemme fra hvilken biks vi skulle hente bland-selv-slik, hvor jeg altså ganske beskedent anser mig selv som værende okay-godt-kørende 😉

Fordi vi allerede var i nabolaget, endte vi således med at blande slik i Palmen (som er en lillebitte slikbutik i Elmegade der har alle de gode varianter) og hente dürum i Dürumsymfonien (som ligger på Nørrebrogade tæt ved runddelen), hvorefter vi satte kurs mod Lynge og vores begges allerførste gang i Drive-In Bio.

Hjemmefra havde vi afmonteret drengenes autostole (thank god, isofix!) og lagt bagsædet ned, således vi kunne lægge et par sofapuder (altså, dem sofaen består af) ind i bagagerummet som en slags madras, hvor vi kunne ligge og se film, snolde og putte os ind til hinanden under dynen.

Filmen, Avengers, var for mig at se egentlig var en lille smule sekundær for oplevelsen – formentlig fordi jeg kun forstod noget der minder om 60% af handlingen, eftersom det er den allerførste Marvelfilm jeg nogensinde har set – men hele setup’et var genialt! Okay, det havde selvfølgelig været en lille smule mere genialt hvis min bil havde været en liiiidt større model, eftersom den slags minibil ikke hænger rigtigt godt sammen med hverken mine 178 centimeter, eller Simons temmeligt mange flere, men det var altså en mindre detalje, som jeg – nu hvor benene igen er blevet strukket – ikke kan bruge energi på at dvæle for meget ved.

Det var simpelthen så hyggeligt og det føltes nærmest som om vi havde vores helt egen lille private biograf, fordi mørket lod alle de andre biler stå næsten usynligt hen og lyden fra filmen strømmede ud af vores egne højttalere i bilen og lod os i centrum for en virkeligt god oplevelse, hvor vi både kunne tillade os at snakke og kysse lidt undervejs, uden at skulle tage hensyn til nogen. Der var sågar et par, som havde taget deres lillebitte baby med derud og hvor ville jeg dog ønske at det var mig, der havde kendt til dét som et datingspot dengang jeg havde babyer! Baby kan sove i autostolen og hvis baby vågner, ja, så gør man hvad man gør på bagsædet i bilen, uden at skulle tænke på, om man forstyrrer nogen. #smart.

Så vidt jeg ved, findes der kun den ene Drive-In Bio i Danmark, men til gengæld er det en knaldgod oplevelse og måske kunne der sidde nogle iværksætteragtige typer derude med en mark i overskud et sted i Jylland og have fået lyst til at prøve det af – jeg tør næsten love, at det bliver en god forretning! (Ej okay, den del ANER jeg intet om, men jeg er bare virkelig begejstret for konceptet og jeg er sikker på at de fleste andre som prøver det, vil være det samme).

For god ordens skyld vil jeg afslutningsvist lige sige, at jeg i øvrigt ikke har noget der overhovedet kunne minde om et samarbejde med Drive-In Biografen og vi købte altså selv vores billetter – jeg synes bare det var for godt til at holde det for mig selv.

P.s. Min dürum med falafel var udmærket – den blev især reddet af at brødet smagte ret godt og det feta jeg havde betalt ekstra for at få i. En anden gang vil jeg dog til enhver tid foretrække at tage falafeldürum fra Bobbabella i Tivoli Food Hall – de er SÅ gode! 

Nogle gange, ikke? Så er det altså lige før mit lille jyske hjerte springer et slag over af lutter begejstring over nogle af de gode tilbud der findes rundt omkring og det er mig derfor en særligt stor glæde at kunne dele min seneste opdagelse med jer!

I virkeligheden var det slet ikke mig, der opdagede dem, men dem der opdagede mig, men det ændrer altså ikke spor ved, at jeg er pjattet med konceptet. Det handler om plusbog.dk, som er Danmarks næststørste boghandel, som altså udelukkende sælger bøger med rabat! Ja, mand! Det er simpelthen en side, hvor man aldrig nogensinde skal betale fuld pris for noget som helst (heller ikke Pelle Hvenegaards nye kæmpehit: Kære Zoe Ukhona, som kun koster 99 kroner hos dem!). Til gengæld skal man have et medlemsskab, men fordi de er så mega nice, så har de simpelthen givet mig muligheden for at give jer allesammen  3 måneders gratis medlemskab til dem! Koden finder du nederst i indlægget. 

Som det så ofte sker med mig, når jeg spotter et godt tilbud, kunne jeg selvfølgelig ikke begrænse mig, da jeg forleden gik på lidt shopping hos dem og da det først gik op for mig at man også kan købe en masse andre ting (med rabat, selvfølgelig) udover bøger, stak det helt af. I et snuptag kom jeg til at bestille nye tasker, penalhuse, madkasser og drikkedunke til drengene og selvom Peter først skal i skole om 2 år, så mangler han sådan en rummelig taske til når vi skal på jyllandsture og dén slags, hvorfor han altså fik lov, da ønsket faldt på en skoletaske med Ninjagoprint. Hele moletjavsen endte med kun at koste mig omkring halvdelen af hvad jeg skulle have betalt i “almindelige butikker”, så selvom vi er har været i god tid, synes jeg virkelig at pengene er godt givet ud! Se selv hele deres udvalg af skoletasker og dén slags HER.

Sammen med taskerne bestilte jeg (selvfølgelig) også nogle bøger, hvor jeg særligt gerne vil fremhæve de to af dem.

Den første, Magisk Oprydning, af Marie Kondo, skulle angiveligt kunne lære én at rydde op; sådan én gang for alle og så man aldrig mere skal gå og føle at man rydder lidt op hele tiden. Det rammer virkelig spot on for mig, for jeg kan ikke finde ud af at rydde ordentligt op. Der er altid rod et eller andet sted hjemme hos mig og når der er det, ja, så går jeg hele tiden og flytter lidt på rodet og bliver på dén måde aldrig nogensinde færdig med at rydde op. Noget der, ved nærmere eftertanke, virker helt vildt dumt! Den står lige nu øverst på to-read-listen, så snart jeg er færdig med den næste jeg gerne lige vil fremhæve.

Hvornår er det min tur til at skrige?, af Karin Heurlin, lader til at være intet mindre end fantastisk! Jeg fik øjnene op for Karin Heurlin i efteråret hvor mit søde forlag sendte mig  hendes nyeste bog, som jeg åd råt (og efterfølgende skrev et blogindlæg om, fordi jeg syntes den var så god!) og efter at have læst de første 50 sider af “Hvornår er det min tur til at skrige?” er jeg næsten overbevist om, at den er fuldkommen ligeså god, selvom den ikke rammer ligeså godt plet ned i hvor jeg er i mit liv lige nu, som den anden gjorde umiddelbart i forbindelse med min skilsmisse. Hun gør det i alle tilfælde godt, Karin Heurlin og det er mig altså en gåde, hvorfor der ikke er mere hype omkring hende(s bøger) end som så – men dét kan vi måske lave lidt om på nu 😉

Plusbog.dk flotter sig med et kæmpemæssigt udvalg af bøger og faktisk påstår de, at de har alle danske bøger (som stadig er tilgængelige i handlen), så der burde altså være noget for enhver smag – til helt vildt gode priser. For eksempel sparer man – hvis jeg nu lige må have lov til at slutte af med også at gøre en lillesmule reklame for mig selv – 40% på den bog jeg udgav sidste år, 40 Uger Efter – en kærlig håndsrækning til nybagte mødre.

Få 3 måneders gratis medlemsskab med koden CANA

Om du er til krimier, biografier, bøger om graviditet, børn, hus have eller dem, der forsøger at lære dig at lave mad, så er der altså virkelig mange penge at spare hos plusbog.dk og hvis du kunne tænke dig at prøve det af, så kan du altså – kun her hos mig – få 3 måneders gratis medlemsskab med koden CANA, lige HER 😀 

Rigtig god fornøjelse – og rigtig god læselyst!

Jeg burde nok have set det komme, taget i betragtning af hvor store mængder vin jeg endte med at skylle i svælget sammen med en flok veninder i går, at jeg ville sidde her, lørdag aften kort før solnedgang og have ondt i ballerne af at have siddet i sofaen hele (fucking) dagen. Okay, hele dagen siden jeg kom hjem efter at have spist morgenmad sammen med Simon på Vesterbro, hvor jeg åbenbart var så omtumlet af tømmermænd og nyforelskede, at jeg ikke kunne finde ud af at stå af ved den rigtige s-togstation og jeg derfor endte med at få mig en god lang gåtur, som vel næsten kan retfærdiggøre resten af dagens komplette inaktivitet. Næsten

Som det efterhånden er ved at blive en tradition mindst én af dagene i de weekender jeg ikke har mine drenge hjemme hos mig, tog jeg i går ud med en flok veninder og det ville være en kæmpe løgn at sige andet end, at vi endte med at blive temmeligt berusede. I ved, på den der mange-timers-vin-brandert-måde, som altså tager lidt tid at få ud af kroppen igen.

Allerede inden middagen var vi okay-godt kørende og jeg mindes – formentlig derfor – at jeg endte med, som det allerførste da vi var blevet vist hen til vores bord på Madklubbens nyeste restaurant Bazaar (som meget venligt bød på middag på deres regning) at gøre den i øvrigt ganske søde tjener helt forlegen ved at udspørge ham om hvorvidt vinen var stampet manuelt (altså med mennesker der har jokket rundt i druerne for at få saften ud af dem) eller maskinelt, hvortil han ganske forvirret – selvfølgelig – ikke anede hvad han skulle svare. I fællesskab blev vi vist enige om at den nok var blevet trampet rundt i af nogle meget rene bondefødder, men jøsses altså, hvorfor jeg nogle gange skal spørge om dén slags, er mig virkelig en gåde. Jeg er jo fuldstændigt ligeglad med om der er nogen der har trampet i vinen eller ej, så længe den bare smager godt. Og det gjorde den heldigvis!

Vi bestilte en ordentlig balje blandede retter med tilhørende vinmenu og der må jeg altså lige komme med en lille anbefaling: Tag deres madmenu, som er glimrende (jeg fik den veganske menu, som klarede den super godt!), men drop vinmenuen, for udover en ganske glimrende hvidvin til at starte på, så synes jeg ærligt talt ikke at de resterende tre vine var noget at råbe hurra for. I stedet vil jeg en anden gang nok gå med at bestille en flaske (eller to) til bordet og så måske tage en lille cocktail, som de også serverer derinde, undervejs imellem retterne. Bare et lille tip!

Nuvel, det var en smadderhyggelig aften hvor verdenssituationen blev vendt, alt imens vi blev fulde af både mad, vin og fortræffeligt selskab, indtil vi ved midnatstid cyklede hver til sit og jeg strøg direkte i medicinskabet i forsøget om at imødekomme mine tømmermænd med lidt profylaktiske panodil. Det kan man selvfølgelig ikke – tage panodil på forhånd på dén måde, så nu priser jeg mig sådan set bare lykkelig for, at jeg rent faktisk har muligheden for at tage en (hel) dag på sofaen ind i mellem, når nu jeg ikke har mulighed for at være sammen med mine børn hver eneste dag.

For ja, jeg har simpelthen tænkt mig at lade København på en forårsaften være København på en forårsaften og blive hjemme med min nye yndlingssnack (kiwi med granatæble og mynthe – prøv det, det smager SÅ godt!) og en film. Måske én fra min liste (som var sponsoreret) med de 10 bedste film til en date-night. For i dag bliver det jo bare en solo-date-night. Masturdating i eget hjem – dét kan altså også noget 😉

… Arghmen altså, hånden op hvis I også har prøvet at smække jer ude! Hold nu op, hvor er det irriterende, altså!

Da jeg her til eftermiddag lige hurtigt forlod min pind på kontoret, fordi jeg skulle op og købe lidt småting (noget så kedeligt som håndsæbe og nogle ekstra vaskeribøjler) gjorde jeg det. Smækkede mig ude. Eller måske nærmere, smækkede mine nøgler inde, for jeg var sådan set klar til at komme videre i dagens program, men kunne selvklart ikke rigtigt komme nogle steder, eftersom nøgler til både kontor, cykel og min lejlighed lå trygt og godt inde på mit skrivebord bag en meget låst dør. Dagen før store bededag.

Fuck mand.

Jeg skrev lynhurtigt til min kontormakker Cecilie i håbet om at hun var på vej ind. Intet svar. Fuck.

Måske skulle jeg bare gå på café og vente. Jeg vidste bare ikke lige hvad jeg skulle vente på. Måske at Cecilie svarede? Eller at hun måske ikke gjorde og jeg ville blive nødt til at ringe efter en låsesmed, hvis jeg ville ind.

Jeg gjorde selvfølgelig som jeg så ofte gør: Jeg gik på instagram, hvor flere af mine søde følgere hurtigt foreslog mig at slå et smut forbi Trio, som jeg kort forinden lige havde reklameret for, fordi de er blevet nominerede til Årets Bedste Nye Restaurant i København (man kan stemme HER, hvis nogen skulle have lyst til at gøre dén slags). I udgangspunktet en virkeligt god idé, men fordi jeg – sammen med sæben og de der bøjler – også havde købt ind til en lille frokost, virkede det ligesom en lille smule akavet at tage derop. Ikke fordi jeg ikke godt kunne snige mig til at spise en medbragt frokost i køkkenet, men fordi min frokost var én af de der små pakker nudler man kan købe i Søstrene Grene til en femmer, som jeg er temmeligt overbevist om at Hr. Køkkenchef måske ville synes var liiiiidt klamt at få indenfor dørene. Jeg mener, hvem fanden tager sådan nogle ikke-engang-ægte-kopnudler med ind på en restaurant, som er anbefalet i Michelinguiden?!

Ja altså, udover mig, selvfølgelig.

Jeg indfandt mig nemlig, kort tid efter, i et vindue i køkkenet på Trio, hvor jeg så mit snit til at sludre lidt med de hårdtarbejdende kokke, som var i fuld gang med forberedelserne til aftenens service, imens jeg knugende håbede på, at ingen ville spørge ind til hvad jeg mon havde i min indkøbspose. Som ingen heldigvis gjorde, førend jeg fik en sms retur fra Cecilie: “Jeg har lige været ude at træne. Kan være der om 15 minutter”. Bum.

Problemet blev dermed løst næsten så hurtigt som det var opstået, jeg havde medvind på cyklen næsten hele vejen hjem, nudlerne er for længst blevet spist og hvis det ikke var fordi jeg først nu – efter bageren er lukket – var kommet i tanker om, at jeg selvfølgelig burde have spist varme hveder til aftensmad, ja, så ville jeg næsten påstå, at det faktisk alligevel har vist sig at være en helt udmærket dag. Sådan alt taget i betragtning.

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk