Category

JordemoderOnsdag

Category

10 trin til at bade en baby – en yndlingsopgave

Udover selve fødslerne og varetagelsen af de gravide, der kom ind til undersøgelse, dengang jeg var i praktik på fødeafdelingen på Haderslev Sygehus, var der særligt to opgaver, som jeg holdt usædvanligt meget af. Opgaver, som i virkeligheden slet ikke lå indenfor fødegangsjordemødrenes arbejdsfelt. Det var en meget lille fødeafdeling, som kun var adskilt fra barselsafdelingen med en enkelt dør og et rygerum (ja, det var dengang man stadig gerne måtte ryge på hospitalerne – er det ikke vildt at tænke på?!), hvorfor jeg ofte, når der ikke var nogle fødende eller gravide at tage sig af, gik til hånde på barselsgangen.

Den ene opgave jeg ofte fik raget til mig – min favorit – var, at sidde med en nyfødt baby i armene, imens moderen tog sig et bad (eller en cigaret, som heldigvis kun de færreste nybagte mødre gjorde – så længe siden er det trods alt ikke). Den anden opgave – næsten lige så god – var, at hjælpe forældrene med at bade deres nyfødte baby for første gang.

Det er nemlig slet ikke så let, som det lyder, at bade en baby. Eller altså, jo, det er det, men man skal gerne vide hvordan, for at føle sig nogenlunde tryg i opgaven. Og netop dét har givet mig lysten til at udbrede mit kendskab til lige akkurat dét; for hvis der er noget jeg ved, så er det, at al den usikkerhed man overhovedet kan slippe af med, som nybagt mor (og garanteret også far), hjælper én på vej til både bedre og hurtigere at kunne nyde sit nye liv med en baby.

Til at hjælpe mig med opgaven har jeg desværre (eller altså, i min situation, heldigvis) ikke nogen baby, hvorfor jeg altså har allieret mig med en dukke, som til gengæld opfører sig usædvanligt eksemplarisk, som I kan se i videoen herunder:

10 trin til at bade en baby

  1. Giv altid kun et bad til en glad baby, som er veludhvilet og mæt. Gerne en halv times tid efter måltidet, hvis barnet kan holde sig vågent og frisk så længe.
  2. Sørg for at have de ting du skal bruge, lige ved hånden og sørg for, at badevandet er omtrent 37 grader – og aldrig over 38 grader, som er for varmt. I vandet kan du med fordel komme nogle dråber af Apotekets Babyolie, som hjælper til at holde barnets hud blød, fugtig og smidig.
  3. Start med at vaske barnets øjne. Vask – i modsætning til hvad jeg fejlagtigt siger i videoen (undskyld!) – inde fra næsen og ud mod øjenkrogen. Brug en ny vatrondel til hvert øje, for ikke at risikere at sprede eventuelle bakterier.
  4. Vask forsigtigt bag barnets ører og i barnets ansigt. Vask også i folden under hagen, da her ofte vil samle sig snavs og mælkerester.
  5. Tag bleen af og vask bleområdet.
  6. Hold baby med dit håndled under barnets ryg og skulder og din hånd, som griber fat i barnets modsatte overarm. Med den anden hånd, holder du fast om barnets ben i et saksegreb.
  7. Kom barnet forsigtigt i vandet, med fødderne først.
  8. Vask baby i alle folder – helst uden sæbe og gerne bare med den hånd, som før holdt benene som eneste hjælpemiddel. Hånden bag barnets nakke, bliver hvor den hele tiden har været, for at holde barnets hoved trygt og sikkert over vandoverfladen.
  9. Tag baby op og tør godt – især i alle folder, da der ellers kan udvikles svamp og infektion!
  10. Fjern eller forebyg arp med en arpkam, hvis baby ikke er for træt – og kys, nus og snak så endelig løs. Det skal allerhelst være en hyggelig seance, som I får lyst til at gentage 1-2 gange hver uge.

Rigtig god fornøjelse!

Med bare bryster i offentlige rum

Du sidder på café. Måske sammen med din kæreste, din mor eller en veninde. I har sat jer ovre i hjørnet for at kunne snakke lidt intimt. Du drikker en cafe latte. Med en halv pose sukker, så den smager lidt af dessert. Ved bordet ved siden af, som ellers har stået tomt, sætter sig en kvinde. Hun larmer. Mosler rundt med kæmpestor taske og en baby, som skriger. Så meget for jeres intime snak. Du smiler til hende og hun smiler tilbage til dig, imens hun forsøger at puste en hårlok, som klæber ned langs hendes pande, ud ad munden, hvor den på ucharmerende vis, har forvildet sig ind. Du forstår godt, at det ikke altid er så nemt når man har en lille baby. Og så trækker hun op i trøjen. Blotter sig for sin baby sult (og dig og dén du er i selskab med og alle andre på caféen, i øvrigt). Der hænger en stofble på kvindens skulder. Den dækker ikke brystet, som mest af alt ser ud som om det er ved at sprænges. Kvinden begynder at amme sin baby, som nu ikke længere skriger… 

Det har været til debat, lige siden kvinderne begyndte at bevæge sig ud fra hjemmets fire vægge; amning i det offentlige rum. Hvor lidt eller hvor meget er ok? Og hvor må man gøre det? Da jeg var på barsel med Jens, min ældste, lød et ramaskrig igennem ammeland, fordi en restaurant i Illum havde forbudt en kvinde at amme derinde. Nogle (mænd, især) syntes selvfølgelig det var helt ok at de ikke skulle “sidde og glo på mælkebaren” hen over deres dyre mellemstegte bøf, imens andre (kvinder, især) var dybt forargrede over, at nogen kunne mene at en mor ikke måtte ernære sin baby på den restaurant hun havde indfundet sig på.

En baby skal jo, som det mest naturlige i verden, selvfølgelig have mad når sulten melder sig og fordi der til stadighed heldigvis er masser af kvinder, som har heldet med sig til at etablere en succesfuld amning, så foregår den slags altså barnets mund suget fast rundt om kvindens brystvorte. Simple as that. Og selvfølgelig skal kvinder have mulighed for, lov til og en generel accept af at de giver deres babyer mad, uanset hvordan det foregår. Selvfølgelig.

Alligevel er det ikke altid så let, som man kunne tro og for at forklare mig, kommer her et uddrag af min bog, 40 Uger Efter, hvor jeg berører lige præcis dette emne.

Amning i det offentlige rum

Det var en vældig ambivalent følelse første gang at skulle amme på et offentligt sted. På én gang at være blufærdig over at vise bryster til vildfremmede mennesker, blandet med følelsen af at holde på sin ret som moderne mor, som selvfølgelig ikke lader sig begrænse af lidt bar hud og som har lov til at amme steder. Jeg syntes faktisk, at det var sådan helt vildt akavet at sidde på en café, imens jeg febrilsk forsøget at holde stofbleen på sin plads henover bryst og baby. 

Det lykkedes selvfølgelig aldrig, og jeg kom alligevel altid til at vise det ferskenfarvede mejeri frem til alle interesserede, imens min baby lå med mælk i mundvigen og forsøgte at lege fang musen med min brystvorte. Not nice at all! Jeg lærte aldrig rigtigt at styre den forbandede stofble, men jeg lærte til gengæld at sætte mig, så færrest mulige havde frit udsyn. 

Indimellem hænder det selvfølgelig også, at baby bliver sulten, når man er ude af huset, men ikke lige er på café. I den situation har jeg prist mig lykkelig for at have fået børn i den tidlige sommer. Det har nemlig betydet, at jeg er sluppet for alt for meget overtøj i de første måneder, hvor sulten opstår mest akut. 

Med mit første barn boede vi i København, og jeg har slet ikke tal på, hvor mange bænnke rundt omkring, der har huset mig og mit spisende barn. Det var om noget offentligt, men til gengæld passerede folk altid hurtigt forbi, og jeg var vist mest af alt bare en del af det i forvejen brogede gadebillede. 

Med mit andet barn boede vi i en lille, skøn landsby i Sønderjylland, med 3000 indbyggere. Der er tre bænke i byen – og jeg har heldigvis kun ammet på den ene. Det var på ingen måder som at amme på en bænk i København, skal jeg lige hilse at sige. Folk, der kørte forbi i bil, var lige ved at falde ud af sideruden, når det skulle kigge på “hende den mærkelige dame med de bare bryster”. Jeg var ikke en del af et broget gadebillede, men en turistattraktion. I den lille by er gadebilledet jo selvsagt ikke så foranderligt, så selvfølgelig skaber et par (vældigt mælkestore) bryster forstyrrelser i den landlige idyl. Behøver jeg at sige, at det var helt vildt ubehageligt at amme til frit skue i landsbyidyllen? Not ever gonna do that again! 

Der er så stor forskel på hvorhenne man vælger at trække op i trøjen, og det vigtigste, synes jeg, er at mærke efter indeni, om det er grænseoverskridende eller ej. Hvis din egen blufærdighed bliver krænket, så lad være. Hvis ikke, så giv den gas, men forsøg at være diskret, så du ikke ender med at krænke din sidemand. Og køb så noget ægte ammetøj, så du i det mindste kun behøver at trække toppen af isbjerget frem i stedet for at skulle flashe en hel barm og verdens blødeste mavedelle. 


Jeg lærte virkelig at sætte stor pris på tøj, der rent faktisk var beregnet til at man nærmest kunne nøjes med at blotte brystvorten, som det ammende barn i sagens natur dækker for – men dét er selvfølgelig en smagssag. Jeg havde blandt andet en kjole som til en forveksling lignede denne her (reklamelink), som også er ammevenlig. Og så synes jeg bare at denne her (reklamelink) er vildt pæn – især fordi den ganske givet må være ret god til at dække efterfødselsdunken, som i hvert fald for mit vedkommende varede ved temmeligt længe, efter jeg havde født.

… Og altså, skal vi så ikke bare lige hurtigt blive enig om, at kvinder gerne må amme deres babyer lige hvor de har lyst? Så længe de gør det med respekt for alle andre, der måtte være i nærheden, ved at være så diskrete som dén slags nu engang lader sig gøre.

Kvinde (og mand!) kend din cyklus

cyklus

Nærværende indlæg er uden tvivl ét af dem, jeg risikerer at få en hulens masse øretæver af at offentliggøre, men ikke desto mindre, så synes jeg at det mangler i den tilsyneladende uudtømmelige debat omkring ligestilling. Og så håber jeg bare på, at I  vil bruge et par minutter på rent faktisk at læse det hele, i stedet for at antage at I ved hvad I mener, uden at have læst mit indlæg til ende. Det ved jeg at de fleste af jer gør, men der sidder jo altid “sådan nogen” ude på det store internet, ikke?

Der hvor vi sidder på den fede del af barslen, de rene toiletter, lidt for få bestyrelsesposter og lidt for lav løn, når man sammenligner os med mændene.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg selvfølgelig er fortaler for ligestilling imellem kønnene og at jeg ikke ser det ene køn have spor mere eller bedre værdi end det andet. Slet ikke, men jeg er samtidig fuldkommen uenig i den udvaskning af (værdien af) vores køn, jeg oplever en stigebde tendens til at eftersøge. Bevares, der findes så vidt jeg ved mere end 50 forskellige køn, som alle har min dybeste respekt, men for i dag skal det altså handle om de to majoriteter i kønsdebatten. Mænd og kvinder. Eller i virkeligheden primært om det ene: Os kvinder, som igennem mange årtier har kæmpet os væk fra kødgryderne, hjemmets fire vægge og en status som, hvad nogen måske lidt flabet ville kalde avlskvæg, ud mod arbejdsmarkedet, selvstændigheden og i øvrigt muligheden for at få – eller ikke få – de børn vi vil have, ganske uagtet om vi har en mand ved vores side eller ej. Kæft, hvor vi kan (!) og jeg er simpelthen så stolt over alle de kvinder, der er gået forrest i kampen. Dem, som har sikret os andre, at være her hvor vi er i dag. Hvor vi sidder på den fede del af barslen, de rene toiletter, lidt for få bestyrelsesposter og lidt for lav løn, når man sammenligner os med mændene. Vi er på ingen måder i mål med ligestillingen, men jeg synes på én eller anden måde, at vi er lidt på afveje.

For der ér jo forskel på mænd og kvinder, rent biologisk.

For ikke så forfærdeligt længe siden, levede vi i et jægersamfund, hvor kvinden (formentlig på grund af sin fysiske overlegenhed i forhold til at føde og ernære børn og sin samtidige underlegenhed i forhold til jagt) gik hjemme og passede familien, imens manden drog på jagt, hvorimod vi nu lever i et videnssamfund, hvor vores vigtigste ressource i mange henseender ikke længere er vores fysiske formåen (bevares, vi skal stadig føde børn), men vores hjerner, som afgører vores evne til at arbejde. I alle tilfælde i størstedelen af de jobs, som vi kvinder til stadighed brokker os over at mændende sidder på tronen af. Og selvfølgelig er vores hjerner lige gode, skarpe, krøllede og kløgtige uagtet vores køn, hvorfor man på dén måde naturligvis kunne forvente, at vores ligestilling nu skulle være nået et niveau, hvor der rent faktisk ikke var forskel på mænd og kvinder. Ikke i Danmark, som alle ovenstående betragtninger naturligvis er skrevet ud fra.  Selvfølgelig.

Men. (For der ér et men. Et ret stort et, endda).

Kvindens hormonelle cyklus. Menstruationscyklus. Dét, der for alvor adskiller kvinder fra mænd og dét, som vi totalt forsøger at undergrave, som værende relevant i hele ligestillingsdebatten, selvom det jo for pokker fylder temmeligt meget for noget nær 50% af befolkningen. I den fødedygtige alder, vel at mærke.

Vi kvinder gennemlever en helt naturlig – og for mange, ganske kraftig – ændring i vores hormoner hver evig eneste måned, som udover at give os vores menstruationer og evne til at blive gravide, altså også påvirker vores ellers knivskarpe hjerner. På godt og på ondt. Hvorimod mænd jo for pokker bare kører derud af med nogenlunde samme niveau af deres respektive hormoner i kroppen, hele tiden. De er dem de er og de udsving der måtte komme, er foranlediget af noget de aktivt har gjort – eller har fået gjort. Berøring, sex og udløsning, for eksempel, skaber også røre i hormonerne hos mænd, såvel som det gør hos kvinder, men hos kvinder sker der altså derudover også en temmeligt stor hormonel forandring på månedlig basis, alene i kraft af vores køn. Vores biologi, som ganske givet ikke har fattet, at vi er kommet videre fra vores jægersamfund.

Det letteste er selvfølgelig at synes, at det da også bare er pisseirriterende med den biologi og at forsøge at underkende den som en faktor, men virkeligheden er bare, at den er der og at den til stadighed kan have relativt stor indflydelse.

Hos mig selv er jeg sjældent i tvivl om hvor jeg er i min cyklus. Og dét endda til trods for at jeg faktisk har en hormonspiral, som gør, at jeg kun sjældent har reelle menstruationer, som hos de fleste kvinder er det mest tydelige pejlemærke. Jeg mærker stadig hvordan mine hormoner i forbindelse med både ægløsning og (udeblevet) menstruation “spiller min hjerne et pus”. Hvordan jeg bliver sprængfyldt med energi og totalt på toppen af mig selv i dagene omkring ægløsning, hvor alle farver skinner lidt ekstra, alle smil virker større og alle mænd i særdeleshed ser bedre ud, end det er tilfældet, når jeg nærmer mig menstruationen. Når kroppen ikke længere tror at den kan blive gravid (enten fordi “chancen” blev forbigået eller fordi ægget faktisk er blevet befrugtet) falder humøret tilsvarende, alt bliver lidt sværere og jeg får altid akut behov for relativt store mængder sukker.

Hos mange kvinder er menstruationerne samtidigt forbundet med smerte, ubehag og for nogle endda også migræne og opkast, hvorfor det naturligvis både kan føles og være ganske invaliderende i de dage det står på. Og som en lille ranke rønnebær på toppen, så er det selvfølgelig ikke noget vi taler om! Og lige præcis dér, synes jeg at vi er gået helt, helt galt i byen!

Faktum er jo, at vi kvinder i varierende grad har hormonelle udsving på nogenlunde månedlig basis og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan vi stadig i nærværende år 2017, i så vid udstrækning kan undlade at forholde os til det! Tænk, hvor fantastisk det kunne være, hvis vi rent faktisk kunne anerkende, at kvinder har nogle dage hvor vi performer 130% mod andre dage, hvor vi sløser rundt omkring 70%. Ikke bare alene som et faktum i sig selv, men som et redskab, hvis det var noget vi rent faktisk talte åbent om.

Hey Hannah, hvor er du i din cyklus onsdag i næste uge? Vi har et vigtigt møde med en-eller-anden-vigtigt-person, og du er så knivskarp på dén tid af måneden, så kunne du måske tage den for Kasper, hvis det lige passer?

Tænk nu hvis kvindens i øvrigt fuldkommen naturlige cyklus var noget vi kunne tale åbent om og forholde os til for hvad den er; biologi som har indflydelse på vores humør, ydeevne og præstationer. Tænk hvis vi kunne udnytte vores eksplosive potentiale på de dage det brager igennem uden nogen øvrig indsats end en krop, der er på dupperne og til gengæld få lov til at drage lidt ekstra omsorg for os selv på de dage, hvor cyklus ikke behandler os så pænt. Se dét synes jeg ville være et kæmpe skridt i den rigtige retning, når det kommer til ligestilling.

Det var bare lige det.

Jordemoderonsdag – historien om de der twix

Hvordan vi overhovedet kom dertil, ved jeg faktisk ikke, men åbenbart havde jeg fortalt den søde journalist, der havde interviewet mig forud for min deltagelse i tv-programmet SåDanmark (som blev sendt i mandags og som kan ses gratis HER), om dengang jeg kom til at spise 7 pakker twix. Altså, 14 chokoladebarer. På langt under en time. Som jeg altså pludselig også fortalte på fjernsyn. Landsdækkende, vist endda.

Rigtigt mange gravide oplever at få forskellige cravings i løbet af graviditeten. Citrusfrugter, ofte. Eller lakrids. Chokolade. Syltede ting eller dén der helt særlige bøf, som man kun kan få på den dér helt vildt særlige restaurant, eller hvad det nu end måtte være.

Det er helt almindeligt og så længe éns craving handler om gængse madvarer, er der ingen ko på isen. Lyt efter og prøv på at opveje din craving, således du spiser lidt ekstra grøntsager og mindre af alt det andet på andre tidspunkter, hvis du craver flødeskumskager til frokost hver dag. Nogle kvinder oplever også at få helt andre og ganske bizarre cravings; kridt, for eksempel. I de tilfælde kunne det formentlig være en god idé lige at slå et smut ind forbi egen læge og få taget nogle af de gængse vitamintal, da der formentlig ligger én eller anden ubalance i kroppen (som ikke alene skyldes at der bor et fremmed menneske – måske endda af et andet køn – inde i én), som måske let kan kureres med et kosttilskud, så man slipper for at gå og spise tavlekridt eller jojobasalt.

For mit eget vedkommende, som det i virkeligheden skal handle om i dag, cravede jeg egentlig ikke som sådan chokolade. Eller twix. Det skete ligesom bare.

Det var en eftermiddag, hvor Thomas var taget afsted mod et spillejob i Jylland og jeg sad foran computeren og streamede ét eller andet ligegyldigt tv. De Unge Mødre, som jeg lappede i mig dengang da jeg selv “kun” var 24 år og gravid med første barn, gætter jeg på. Vi havde for nyligt være i IKEA, hvor vi udover at købe en hæslig uro, som sidenhen kom til at hænge over puslebordet, erhvervede os én af de der 10-pak twix, som altid ligger og frister oppe ved kassen, til stort set ingen penge. 10 pakker twix, som nu lå og ventede ud i køkkenet.

Jeg listede, så elegant som den slags nu lader sig gøre, når man er gravid i uge 26 og i øvrigt har bækkenløsning, ud i køkkenet efter en enkelt til at hygge mig med foran skærmen. Og spiste den nærmest allerede på vejen derind. Jeg måtte have én mere.

Måske skulle jeg bare tage pakken med ind til bordet? Ja, det ville nok være nemmere. Mit bækken havde virkelig heller ikke nemt ved hele tiden at komme op og ned fra stolen, så det var nok at foretrække. Altså, hvis nu jeg skulle få lyst til bare én mere. I ved, én til mig, én til baby og én mere til mig. Eller altså, to hver gang, som det jo er med twix.

Lige pludselig kunne jeg høre nogen fumle nede ved døren. Hvem fanden var det?!

“Heeeej!” sagde hans glade stemme. “Jeg havde lige glemt min capo”. Det var Thomas. Jeg kiggede forfærdet rundt. Hvad havde jeg dog gjort?! Der lå knitrende papir i guld spredt ud over hele bordet og lidt på gulvet og jeg sad dér med chokoladefedtede fingre og fråde om munden og havde ikke fattet hvad der var sket.

Jeg havde spist syv fucking pakker i løbet af no fucking time. Syv pakker.

Jeg tror muligvis at Thomas grinede lidt af mig, men jeg husker faktisk ikke andet end skammen og kvalmen, som væltede ind over mig i det øjeblik jeg tog mig selv på fersk gerning i en sukkerrus fra helvede, som sendte mig direkte på hovedet i seng. Kæft, hvor var jeg dårlig.

Så altså, det er helt fint som gravid at have specielle cravings, på specielle tidspunkter, men lad nu bare være med at spise syv pakker twix på én gang. Det gør virkelig ikke noget godt for nogen 😉

Pletblødning når du er gravid

Selv hvis lykken ikke strømmer ind over én i dét øjeblik man opdager at man er gravid, så er det alligevel min oplevelse at langt de fleste kvinder, som vælger at gennemføre graviditeten, ret hurtigt knytter sig til det kommende barn. Heldigvis og desværre, kunne man næsten sige. Heldigvis, fordi kærlighed og tilknytning sjældent gør noget skidt for sjælen – desværre, fordi det kan skabe en masse (ofte unødig) angst og frustration. Som det i øvrigt bliver ved med at være tilfældet, også når barnet er kommet til verden. Jeg har i hvert fald aldrig i mit liv været så bekymret, bange og frustreret, som jeg har været det efter jeg har fået børn – fordi jeg elsker dem så tårnhøjt, at det nærmest gør ondt.

Èn af de bekymringer rigtigt mange gravide oplever at stå med (i trusserne) er blødning. Pletblødning i graviditeten. Det er frygteligt! Ikke blødningen, nødvendigvis, men den følelse det kan give, når man opdager den røde plet i trusserne, eller på papiret, når man har tørret sig efter toiletbesøg. Det er jo ikke meningen at man skal bløde, når man er gravid, er det vel?

Og nej, det er ikke meningen, men derfor er det i langt, langt de fleste tilfælde alligevel ganske harmløst.

Noget af det feje ved blødningen er, at den ofte allerede opstår i graviditetens første trimester, hvor baby stadig er så lille, at det er umuligt for moderen at mærke om barnet stadig er i live, som naturligvis er den største bekymring. Er jeg ved at abortere?! For et absolut flertal af gravide som oplever blødning i graviditeten hænger det ingenlunde sammen med abort – slet ikke hvis blødningen er beskeden. Slimhinderne i livmoderen (og næsen og munden) ændrer sig i løbet af graviditeten og ligesom mange gravide oplever at deres tandkød af og til bløder, når de børster tænder, så kan livmoderhalsen gøre det samme. Samtidig gennemstrømmes den voksende livmoder af væsentligt mere blod end sædvanligt, fordi barnet skal ernæres via moderkagen, som derfor skal iltes særligt godt, hvilket sammen med de mere sarte slimhinder altså øger risikoen for blødning. Harmløs blødning, vel at mærke.

Ofte vil blødningen opstå grundet én eller anden form for provokation. Det være sig tunge løft, hård fysisk aktivitet eller sex, men blødningen kan altså også sagtens opstå ud af det blå, uden det gør spor.

Kun hvis blødningen bliver kraftig og ledsages af turevise smerter bør man søge læge.

Så kære gravide, jeg forstår godt, hvis panikken breder sig, når du ser den første lyserøde stribe pletblødning i trusserne, men formentlig betyder det ikke andet end at din livmoder er godt igang med at arbejde, så den kan passe rigtigt godt på dit kommende barn. Pøj pøj!

Jordemoderonsdag – 9 (u)sikre tegn på fødsel

Stort set altid, når jeg møder en gravid som har termin indenfor en overskuelig fremtid, bliver jeg spurgt, hvornår mon fødslen går igang. Jeg oplever at mange “fisker” efter om jeg ikke nok kan fortælle dem, at fødslen er ved at gå igang og selvom jeg ville ønske, at jeg ved bare at sige nogle gyldne ord, kunne sørge for det, så er sandheden selvfølgelig, at jeg ikke aner noget som helst om hvornår fødslen mon sker. Der er ikke rigtigt nogle regler på området og dem der er, kan altid gradbøjes.

Alligevel er der selvfølgelig en masse små tegn, som kan indikere at fødslen er ved at gå igang.

NI – mere eller mindre – sikre tegn på fødsel
  1. Slimproppen. Det er muligvis det mest ucharmerende ord i bogen om graviditet og fødsel, men ikke desto mindre, så har alle gravide altså en slimprop, som er en samling sejt slim, som igennem graviditeten har siddet i livmodermunden og beskyttet baby mod udefrakommende bakterier. Den er derfor usandsynligt snedig at have i graviditeten, men efterhånden som livmoderen gør sig klar til at skulle føde barnet, vil den ofte løsne sig og det er altså i dén forbindelse, at mange gravide vil opleve at “slimproppen går”. Der kan slet og ret komme en klump sej slim i trusserne og det føles mildest talt ret ulækkert, når det sker. Når slimproppen går, er det altså et tegn på at fødslen nærmer sig – men om det er indenfor dage eller uger, er desværre ikke til at sige.
  2. Tyngdefornemmelse. Efterhånden som barnet bevæger sig længere ned i bækkenet, vil de fleste gravide mærke en øget tyngdefornemmelse. Det kan – især for fleregangsfødende – sågar nærmest føles som om, at man bliver nødt til – rent fysisk – af og til at “holde på barnet” med hænderne. Det er meget forskelligt hvor tidligt i graviditeten denne tyngdefornemmelse opstår og selvom det ofte kan være et tegn på snarlig fødsel, så er der altså også kvinder, som går med denne fornemmelse i ugevis, inden baby melder sin ankomst.
  3. Hyperaktivitet. Du får pludselig en trang til at gå lange ture i skoven, at gøre alle køkkenskabe rene og få fikset alt dét, du har udskudt igennem din barsel indtil videre. Den slags pludselige behov kan selvfølgelig opstå for enhver, men jeg har alligevel erfaret, at det kære redebyggergen ofte kan sætte ganske udtalt ind, umiddelbart inden fødslen går igang. Som en slags underbevidsthed, der lige sørger for at alt er klar, inden verden bliver forandret med tilblivelsen af verdens dejligste baby.
  4. Træthed. Ovenpå hyperaktiviteten, opstår der ganske naturligt en vis træthed og det er altså her, jeg oplever, at rigtigt mange kvinder rent faktisk går i fødsel. For at kroppen kan producere veer, skal den have et højt niveau af oxytocin, som har super gode betingelser, når kroppen trives. Typisk i forbindelse med berøring, sex – og afslapning. Hermed selvfølgelig ikke sagt, at man kan forvente fødsel, hver gang man er træt, men et pludseligt øget behov for at sove, kan alligevel være en godt tegn på, at der er noget på færde.
  5. Diarre. I know, det lyder ulækkert, men det er ærligt talt temmeligt smart, at kroppen hos rigtigt mange kvinder, lige sørger for at komme af med det meste af den afføring der måtte være i endetarmen, inden fødslen går igang. Mange kvinder vil opleve at få mavekneb, som så sidenhen “sætter sig” som veer. Som en lille bonus, så bliver tarmen hos langt de fleste dog ikke helt tømt, så hvis jordemoderen foreslår et lavement, vil jeg altid anbefale at man tager imod det – også selvom dét heller ikke just er en fest. Slet ikke, når man har veer oveni hatten.
  6. Rødmossede kinder. Man kan næsten se på en kvinde, at hun går i fødsel, i timerne inden veerne starter, fordu hun blusser op i ansigtet. Næsten altid, for selvfølgelig er det ikke et sikkert tegn på at du føder om natten, hvis du vågner op med røde kinder.
  7. Tegnblødning. Nu begynder vi at nærme os de mere sikre tegn på fødsel. Når først livmoderen begynder at gøre klar til at producere veer, er det meget almindeligt, at der kommer noget tegnblødning. Det ses typisk i forbindelse med plukkeveer og ses som lidt øget udflåd (eller slimprop) med frisk blødning i. Det er ganske ufarligt og skyldes bare, at nogle af de små blodkar omkring livmodermunden brister, når den begynder at gøre klar til at åbne sig. Hvis der kommer en større mængde frisk blødning, skal du selvfølgelig kontakte fødegangen, men i udgangspunktet er tegnblødning helt normalt.
  8. Vandafgang. “Vandet er gået – nu skal jeg føde” tænker rigtigt mange kvinder og det er selvfølgelig på sin vis ganske korrekt, men faktisk betyder vandafgang ikke altid at fødslen “bare lige” er på trapperne. Mange kvinder oplever at vandet går, uden veerne starter, hvorfor en del kvinder altså ender med at få veerne sat igang med vestimulerende drop. Det gør man fordi der opstår en øget risiko for infektioner hos baby, hvis det er mere end 24 timer siden der gik hul på fosterhinderne.  Så altså – hvis vandet går, er det ikke sikkert at kroppen af sig selv sørger for leverancen af en baby, men i så fald, støder der lidt hjælp til og baby er lige på trapperne.
  9. Veer. Hermed det eneste sikre tegn på fødsel. Ingen fødsel – medmindre man skal have et kejsersnit, selvfølgelig, i hvilket tilfælde nærværende indlæg er ganske irrelevant – uden veer. Veerne skal dog, for at man for alvor kan regne med dem, gerne være nogenlunde regelmæssige og gøre så ondt, at man ikke umiddelbart kan koncentrere sig om andet end at “være i dem”, inden man kan vide sig rimeligt sikker på, at de ikke går i sig selv igen.

… Og tilbage er der ikke andet at sige, end skide meget held og lykke. Det kan være rigtigt fedt, at føde og det allervigtigste er, at forsøge at følge med og at stole på sin krop undervejs. Uanset om den skal have lidt hjælp eller ej, så kan den – og du – godt.

Hjælp jeg er gravid – det sagde familien

Jeg er usikker på, om jeg ville have gjort det noget før, eller om jeg helt ville have ladet være med at spørge, hvis jeg havde jeg vidst hvilke tåkrummende reaktioner, der er kommet fra jeres familier og venner, da I annoncerede jeres graviditeter, for hold nu kæææææft, hvor er der nogle vilde i blandt!

Hvis der er stemning for en omgang mere end anden gang, er I velkomne til at sende mig reaktionerne fra jeres omgivelser på min mail: canabuttenschon@gmail.com.

“Nu skal du ikke glæde dig alt for meget og der er jo også en stor risiko for abort, men tillykke da” – mor


“Nå, du vil ikke have vin? Ej, men jeg forstår da også godt, hvis du allerede er begyndt at passe på den lille derinde.” – svigermor


“Ja vi passer den altså ikke” – papsøster


“Var det planlagt?”

(Jeg er lesbisk, så hvad tror du selv?)


“Nåh, det er da fint” – svigerfar og kone


“Ja, du er gravid? Det havde jeg da sådan set gættet, for der var en dag, hvor du ikke kunne klare lugten af makrel.” – mor

(sådan cirka to uger før jeg selv opdagede graviditeten)


Vi havde holdt det hemmeligt i flere uger at vi skulle have et barn.
Vi havde kun været sammen i et halvt år (Dog kendt hinanden i 5), og uheldet havde været ude.
Min far var ved at sætte vores nye opvaskemaskine til, da han spørger om jeg havde fået svar på, om jeg var kommet ind på pædagog studiet.
Det var jeg, men jeg havde afvist pladsen, fordi jeg først havde fået en plads til februar, og jeg skulle altså føde i marts.
Min far taber sit værktøj og råber “EJ FOR HELVEDE” – jeg stak i hyl.
Så grinte han, så græd han.
Hele følsesregisret på under 1 min.

Han fortsatte med at græde hver gang han holdte vores lille Erik de første 5 måneder af hans liv.


Nu stopper I kraftedeme” – svigermor


[Griber den første forbipasserende i jakken og råber glad] “Jeg skal være morfar til en dreng!” – far


“Var det virkelig meningen?” – mor


“Har du snydt din kæreste” – veninde
(NEJ!)

Mig, 29 år: “Du skal være oldemor om 7,5 måned”
Olde, 80 år: “Det er du da slet ikke gammel nok til, for ikke at tale om, at jeg slet ikke er gammel nok til at blive oldemor!”

“…[stilhed]…” – svigermor

10 hurtige om fødsler – jordemoderonsdag

Der er nogle sådan helt basale ting ved fødsler, som måske ikke lige er dem der står øverst i lærebøgerne, som jeg igennem min tid som jordemoder, har oplevet rigtigt mange gravide komme igennem. Nogle ting, som vi i det daglige måske ikke taler hverken højest eller mest om, fordi de ikke er så “pæne”, men som ikke desto mindre, er rimeligt generelle for de fleste fødende kvinder – og dem vil jeg selvfølgelig gerne indvi jer lidt i – bare så I ved (eller bliver mindet om) hvad I har i vente.

img_5536

Nærmest uanset hvor bange du måtte have været for at føde, vil du, når terminsdatoen nærmer sig – og især når den bliver overskredet – glæde dig til at føde. Også selvom alle dine veninder siger det gør herrenas eller selvom du måske godt kan huske, fra sidste gang, at det ikke var for tøsedrenge. Du tager med glæde de smerter, hvis du kan slippe for at være gravid ét sekund mere.

 

Når fødslen (endelig!) går i gang, føler du dig totalt ovenpå og tænker: Hah! Jeg er da mega sej – det gør jo slet ikke så ondt, som de siger (eller som jeg huskede).

 

Hvis vandet går, er det sjældent som i filmene, med et ordentligt plask ud over hele gulvet. Næh, det vil i stedet hyppigst sive langsomt, fuldstændigt som hvis du gik og sjatpissede lidt i bukserne. Når du laver bevægelser i bækkenet, som for eksempel at rejse dig fra en stol, kan der komme lidt større skvulp. Dette vil stå på i løbet af hele fødslen, så du kan roligt væbne dig med både kæmpebind, håndklæder og masser af tålmodighed – man føder nemlig ikke af vandafgang, men af veer.

 

Medmindre du planlægger at føde hjemme, kommer du næsten med garanti til at køre bil uden sele. Liggende på bagsædet. Råbende af din mand.

 

Du bliver komplet blottet for blufærdighed.

 

På et tidspunkt i fødslen vil du mærke den komme snigende, som den onde hovedperson i en gyserfilm: kvalmen, der ikke sjældent fører til ganske voldsomme opkastninger. Imens du har veer. I bar røv.

 

Du vil før eller siden få hallucinationer om, at du mest af alt minder om din forfærdelige Tante Karen-Elisabeth når hendes eftermiddagsthe er blevet for kold, når du kaster dig rundt i sengen og beklager dig højlydt, som du ellers i graviditeten havde forsvoret at du ville gøre.

 

Du fortryder. Der vil slet og ret komme et tidspunkt, hvor du får lyst til bare at skride fra det hele og hvor du overhovedet ikke har lyst til at føde den baby.

 

Det kommer til at føles som – hvis du føder vaginalt – at din baby kommer ud af din røv. Jeps, den er god nok. Det føles som om der kommer en baby, formet som en stenhård ananas, ud af din røv, når du presser. Og sådan skal det føles – jeg lover, baby kommer ikke ud af røven.

 

Du vil, når det er overstået, føle dig som super-fucking-woman! DU har lige leveret et barn og uanset hvordan du kom dertil, så er det dig og din krop der har præsteret det og du skal ikke tvivle et sekund på, hvor sej du er. DU ER EN POWERKVINDE. DU ER NOGENS MOR <3

 


Hvis du har lyst til at læse en rigtigt sej og god fødselsberetning, så kig ind forbi denne eller denne – de er harmløse, gode og ret sjove. Og så kan du jo også altid tage et kig på de pinlige fødsler, fra et jordemoderperspektiv HER.

De sjove spørgsmål om graviditet og fødsel

Nogle spørgsmål (og svar) er simpelthen for sjove til at holde på, og selvom de ikke er spor seriøse eller med det ringeste faglige islæt, så synes jeg stadig de fortjener plads på en jordemoderonsdag. De har i alle tilfælde fået mig til at grine og nu håber jeg, at de kan gøre det samme for jer, for det føles alt andet lige altid dejligt at grine! Det er sågar lige før jeg vil tro, at det er godt for oxytocinniveauet, som jeg har skrevet så meget om i indlægget om at forberede sig på at føde.

sjove spørgsmål om graviditet og fødsel

Bør jeg få et barn, efter 35? 

Nej, 35 børn er nok.

Hvad er den mest pålidelige metode til at afgøre barnets køn?

Fødsel.

Min kone er fem måneder henne og så humørsyg, at hun sommetider grænser til at være direkte irrationel.

… Så hvad var dit spørgsmål?

Hvad er den hyppigste “craving” man får i slutningen af sin graviditet?

At få fødslen overstået.

Hvornår tror du jeg føder?

Når du er absolut udmattet af at have haft veer. Og presseveer.

Min doula fortæller mig, at det ikke er smerte jeg mærker, når jeg skal føde barnet, men derimod et enormt pres mod bækkenbunden. Er det rigtigt?

Ja, det er fuldstændigt som dengang i december 1999, da Peter Tanev sagde, at der ville komme lidt rigeligt vind hen ad aftenen…

Er der noget særligt jeg bør undgå, når jeg skal komme mig ovenpå fødslen?

Graviditet. Bestem selv hvordan.

Vores barn blev født for to uger siden; hvornår kan jeg forvente at min kæreste igen begynder at føle sig – og ikke mindst opføre sig normalt igen?

Når jeres barn flytter hjemmefra.

Stjernekigger? Derfor er de sværere at føde

stjernekigger

Inden jeg startede på jordemoderuddannelsen, var jeg overbevist om, at en stjernekigger måtte være et barn, der kom med numsen først – fordi barnets hoved på den måde vender mest mod stjernerne.

Sådan er det ikke.

At barnet er stjernekigger betyder “bare” at barnets ansigt vender fremad i bækkenet, når det roterer ned mod bækken- og skedeudgangen, i stedet for bagud, som er det hyppigste.

Et barnehoved er – ligesom et voksenhoved i øvrigt – ikke helt rundt, men en lille smule aflangt, med den absolut største omkreds på samme sted som en studenterhue ville sidde. Til gengæld er omkredsen, hvis man tager fat omkring barnets baghoved, meget mindre. Derfor kommer baghovedet næsten altid først ned igennem bækkenet og man vil altså aldrig se, at et barn ikke vender hovedet i én eller anden retning på vejen ned igennem bækkenet, da omkredsen “lige på” er større end kvindens bækken og altså umulig at gennemføre. Det er dét man oplever, hvis man under fødslen får at vide at barnet står i en høj lige stand, som I kan læse meget mere om HER.

Når barnet indleder sin lille rejse ned igennem bækkenet vil det have hagen ned mod brystet og ligge sidelæns, således det “kigger til enten højre eller venstre side”. Denne stilling vil de fleste gravide allerede rimeligt tidligt i graviditeten opleve at barnet trives ved at ligge i, hvilket skyldes at det er sådan, der er bedst plads i bækkenet, så barnet ikke bliver unødigt trykket på hovedet. Snedigt, ik’?

Når så fødslen går igang og barnet, i takt med at livmoderen åbner sig, trænger ned igennem bækkenet, vil hovedet rotere en kvart omgang, inden det når bækkenudgangen, hvor barnet altså i de fleste tilfælde vil have nakken peget op mod kvindens skamben, som er den absolut mindst pladskrævende måde barnet kan komme ud på, fordi bækkenet, fuldstændigt ligesom barnehovedet, ikke er helt rundt. Bækkenet er ovalt med den bredeste del fra hofte til hofte i toppen – eller bækkenindgangen, som man på fagsprog kalder det og ovalt med den bredeste del fra forside til bagside (på kvinden) ved bækkenudgangen, hvorfor barnet altså er nødt til at rotere for at kunne komme ud.

I nogle tilfælde vil barnet, når det roterer ned igennem bækkenet, dreje en kvart omgang den anden vej, således barnets ansigt ender med at vende op imod kvindens skamben, hvor der, fordi fleksionen i barnets nakke på dén måde ikke er optimal, vil være lidt mere trangt med pladsen.

Bevares, det er selvfølgelig altid trangt med pladsen, når et barn fødes, forstå mig ret, men sådan rent knogle-mod-knogle-mæssigt, så er det mest hensigtsmæssige altså, at barnet fødes med ansigtet vendt ned mod kvindens haleben. Dermed ikke sagt at det er uladesiggøreligt at føde en stjernekigger; slet ikke. For nogle kvinder er det piece of cake, men i de tilfælde, hvor barnets hoved måske i forvejen er lidt vel stort til kvindens bækken, eller hvis kvindens bækken har nogle bitte små anormaliteter i udformningen, eller barnet ikke bukker hovedet helt ned mod brystet, kan det betyde, at vejen ud bliver meget trang og i nogle tilfælde endda umulig. Heldigvis kan det lykkes for langt de fleste, men fordi barnet, der ender med at være stjernekigger “fylder lidt mere” end et barn der fødes med hovedet helt regelmæssigt indstillet, så tager det typisk lidt – eller meget – længere tid, ligesom det for nogle formentlig også kan opleves som mere smertefuldt.

Man kan desværre ikke sige så meget på forhånd om, hvorvidt et barn vil blive stjernekigger eller ej, fordi det er noget der sker i løbet af den rotation der sker med barnet, når det under fødslen trænger ned igennem bækkenet, men der er alligevel nogle ting man i løbet af graviditeten kan gøre, for at optimere chancerne for en regelmæssig hovedstilling, som det så tørt hedder. Det har jeg skrevet mere om HER.

Det kan være ganske smertefuldt og usandsynligt hårdt at føde et barn, hvor hovedet ikke indstiller sig “ordentligt” i bækkenet, fordi kroppen ikke kan “få lov” til at reagere optimalt på veerne, som i sagens natur ofte bare bliver mere og mere smertefulde i takt med at fødslen skrider frem og kvinden bliver mere udmattet. Derfor er det alfa omega at give kroppen de bedst mulige vilkår, hvoraf bevægelse og foroverbøjninger (eller bedre, knæ-albue-leje) kan nævnes som nogle af de vigtigste. Og så skal man vide, at det sagtens kan lade sig gøre at føde en stjernekigger og at det ikke er spor farligt, omend det kan være en kende mere besværligt.

Læs også: En stjernekigger født derhjemme