Category

JordemoderOnsdag

Category

hvordan god fødsel

Der findes formentlig ikke én eneste gravid kvinde i verden, som ikke drømmer om at få en god fødsel. Og med god grund, for en fødsel er en usædvanligt stor oplevelse, som man aldrig nogensinde kommer til at glemme. Selv, har jeg haft to – for mig – meget forskellige fødsler, hvor min første fødsel var en fuldkommen fantastisk oplevelse (som I kan læse om den HER, hvis I har lyst) hvorimod min anden fødsel var frygtelig. For mig. Begge fødsler var planlagt til at foregå hjemme, men hvor jeg lykkedes med min mission første gang, blev jeg anden gang overflyttet til sygehuset på en indikation jeg rent fagligt ingenlunde var enig i og jeg endte med at være så forpulet skuffet. Jeg har til stadighed svært ved at beskrive hvad der skete under min anden fødsel, uden at føle et stik i hjertet over at det gik som det gik – selvom det, på papiret, sådan set gik rigtigt fint. Jeg fik veer om eftermiddagen og fødte tidligt næste morgen, uden de store komplikationer hos hverken mig eller min baby, som jeg var lykkelig og lettet over at få i armene da han “endelig” kom ud. Jeg burde jo være glad for endnu en ukompliceret fødsel, men indeni var jeg ked af forløbet.

Det kan næsten føles skamfuldt at berette om en fødsel, der for andre kan virke både ukompliceret og god, når man slutter den af med at fortælle, at man faktisk syntes det var noget lort. Sådan som jeg forestiller mig at kvinder (som for eksempel hende der stod bag sidste uges fødselsberetning) der har født hurtigere end de kunne ønske sig, må have det.

Der er nemlig en ganske velforankret tro på eller mening om, at hurtige fødsler er gode fødsler. Hvis barnet kommer ud i god behold, vel at mærke. Og det kan de også sagtens være, men det er altså ingenlunde et faktum for alle. Hvor god en fødsel er for kvinden der føder, kan slet og ret ikke ses ud fra hendes journal, fordi selve oplevelsen er subjektiv og dermed ikke nødvendigvis har den fjerneste sammenhæng med hvordan fødslen sådan rent fysisk forløber. Nogle kvinder kan ud med et akut kejsersnit og en voldsom blødning til følge, uden at have fået en dårlig oplevelse af dén grund, imens andre kan føde fuldstændigt ukompliceret, men have en helt forfærdelig oplevelse…

Man ved, at noget af dét der giver gode oplevelser (med fødsler og i sundhedsvæsenet generelt, i øvrigt) er, når patienten – altså, den fødende – føler sig velinformeret og tryg undervejs igennem hele forløbet. Når vedkommende har en god forståelse for  hvad der sker, hvorfor det sker og gerne også hvad næste skridt i processen er. Den meget berømte sociolog Aaron Antonovsky beskriver det som at man, for at kunne opnå den gode oplevelse, skal have en følelse af begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed.

Meningsfuldheden kommer i udgangspunktet ret naturligt under en fødsel, fordi det giver god mening at gå igennem en fødsel for sit barn. Til gengæld er det en helt anden sag for kvinden at være i stand til at håndtere sine smerter på en måde, så de ikke tager fuldstændigt overhånd. Det kan for nogle være en stor hjælp at bruge vejrtrækningsøvelser og et dybt fokus indad, imens det for andre kræver lidt tungere skyts med medicinsk smertelindring. Smerterne er og opleves- ved jeg af erfaring – forskellige fra kvinde til kvinde og i tillæg til det, kommer samtidigt en klar forskel i både hyppighed og varighed af pauser imellem smerterne og selvfølgelig udmattelsen, som typisk afhænger af hvor længe vearbejdet har stået på. Derfor kan man altså ikke sige, at det ene er bedre end det andet til at opnå en god fødselsoplevelse; at det er bedre at undgå smertelindring end at få den fulde pakke. Det bedste er, at kvinden har en oplevelse af, at kunne håndtere forløbet. Slutteligt skal det hele give rundes af med en begribelighed og her kommer jordemoderen for alvor på banen, eftersom det er hendes opgave at hjælpe den fødende til at kunne forstå situationen, uanset hvordan den udvikler sig. Jordemoderen skal hele tiden undervejs informere kvinden om hvad der sker og hvorfor – noget, som i den grad kan være en vanskelig opgave hvis den fødende samtidig har svært ved at håndtere situationen, skulle jeg hilse at sige…

Hos de kvinder, som går med veer i dagevis inden livmoderen overhovedet begynder at åbne sig, vil udmattelsen – og utålmodigheden – selvklart træde ind og få en udtalt rolle og give både meningsfuldheden og håndterbarheden trange kår, hvorfor det nærmest kan blive essentielt for kvinden, at få mulighed for at få et “break”, for eksempel med en epiduralblokade og et par timers søvn, hvis fødslen skal ende med at blive en god oplevelse. Som den altså sagtens kan, selvom den måske bliver lang. En god, men hård oplevelse, som dén slags altså er for langt de fleste.

På den anden side kan de manglende – eller meget korte pauser – imellem veerne, være ganske overvældende hos de kvinder som føder meget hurtigt. Den manglende mulighed for at lade veerne udvikle sig langsomt i intensitet, såvel som den manglende mulighed for lige at få et øjeblik til at fatte hvad der sker, kan hos nogle kvinder være så overrumplende, at fødslen – selvom den er hurtigt overstået – ender med at være en dårlig oplevelse, fordi kvinden måske hverken når at begribe eller håndtere situationen som hun kunne have ønsket sig det.

Jeg synes simpelthen det giver så god mening med de tre begreber, begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed som små nøgler til den gode fødselsoplevelse og jeg tror i virkeligheden at det er dét vi allesammen gør allerklogest i at arbejde os hen imod, hvis vi ønsker os gode fødsler. Hvordan den enkelte kvinde kommer dertil er selvfølgelig så forskelligt som opfattelsen af en fødsels forløb, men ikke desto mindre, tror jeg at det er klogt at holde sig for øje, at det i høj grad er dét, der gør sig gældende.

I dag er jeg ikke længere ked af forløbet fra min anden fødsel, hvor det der nok primært gik galt for mig var, at jeg ikke havde en følelse af meningsfuldhed, fordi jeg rent fagligt simpelthen var uenig med min jordemoder. Alligevel kan jeg ikke se mig fri for at være en lille smule ærgelig. Over mig selv og over det forløb, som i mit hoved burde have været helt anderledes – eller som jeg burde have været i stand til at håndtere bedre. Måske havde det hjulpet, hvis jeg i al min skuffelse undervejs, havde afkrævet jordemoderen nogle flere svar, eller hvis jeg havde bedt én af mine fødselshjælpere om at gøre det på mine vegne.

Måske kunne det have været anderledes, hvis jeg inden tiden havde gjort mig det mere klart, hvad der i virkeligheden skal til for at få en god fødsel – eller altså oplevelsen af en god fødsel – for selvfølgelig handler det ikke om det fysiske forløb. Oplevelsen, opfattelsen og hele forståelsen af forløbet sidder trods alt i hjernen…

“Så kommer der lige et lille prik” sagde jordemoderen, imens hun stak nålen i låret på kvinden, der lå udmattet, smågrædende og kiggede lykkeligt på sin lille nyfødte baby.

Det kan være som at åbne for den røde vandhane på middelhøjt tryk, hvis den akutte, kraftige blødning efter en fødsel opstår og det er uden tvivl én af de mest alvorlige komplikationer – for moderen – i forbindelse med fødslen. Heldigvis er vi her i denne del af verden ret gode til at behandle den voldsomme blødning efter en fødsel (ligesom vi i øvrigt også er det med alle andre komplikationer), men ikke desto mindre, er blødning altså stadig den tredje hyppigste årsag til at en kvinde mister livet under fødslen og det skal derfor – selvfølgelig – tages meget, meget alvorligt.

Som oftest ved man det godt, som jordemoder, inden blødningen opstår; eller i hvert fald kan man have fået grund til øget mistanke i løbet af fødslen. Det være sig for eksempel hvis kvinden har haft en lang presserperiode eller hvis veerne i fødslens sidste fase, har ændret karakter, typisk til at blive korte og uregelmæssige, som et tegn på en udtrættet livmoder.

Det der sker efter fødslen er, at moderkagen, som har haft til funktion at transportere næring fra mor til baby og affaldsstoffer fra baby til mor, gerne skulle løsne sig fra livmodervæggen. Under forløsningen af moderkagen, efterlader den sig et stort sår, som, hvis ikke livmoderen trækker sig kraftigt sammen, kan bløde ganske voldsomt. Som oftest vil livmoderen, når baby og moderkage er født, helt naturligt trække sig sammen og afklemme blodkarrene fra såret, men af og til oplever man altså, at livmoderen “er træt” og ikke “bare” trækker sig sammen, hvilket efterlader blodkarrene i såret fra moderkagen på vid gab – og så er det den voldsomme blødning kan opstå.

Man har igennem tiden selvfølgelig gjort alverdens tiltag for at mindske risikoen og faren ved denne type af blødning efter fødslen og ét af de tiltag, som er blevet besluttet indført er, at jordemoderen bør varetage fødslen af moderkagen “aktivt”. Det betyder altså, at hun, umiddelbart efter fødslen af barnet, skal tilbyde kvinden en dosis livmodersammentrækkende medicin, fysisk trykke på livmoderen for at hjælpe sammentrækningerne og samtidig holde et fast træk i navlesnoren, for at hjælpe moderkagen på vej. En praksis der nedsætter risikoen for blødning efter fødslen temmeligt markant – især hos kvinder i “højrisiko” – og som altså er ganske fornuftig.

Problemet, eller i hvert fald udfordringen, med dén praksis er bare, at det, især i forhold til punktet omkring det livmodersammentrækkende medicin, jo er en aktiv behandling, som dermed kræver, at jordemoderen indhenter et informeret samtykke fra kvinden. Kvinden skal altså informeres om både fordele og ulemper og hun skal have muligheden for at træffe et informeret valg, samtidig med at jordemoderen i øvrigt helst skal varetage både fødsel og livmodersammentrækkende medicin i ét og samme åndedrag, hvor den fødende i øvrigt (forhåbentligt) ikke har sit primære fokus på jordemoderen, men på sin ganske, ganske nyfødte baby.

Ifølge FNs menneskerettighedskonventioner har vi alle retten over vores egen krop og dét gælder selvfølgelig også når vi er gravide eller fødende, uanset hvor mange velmenende fagpersoner (og irriterende familiemedlemmer) der ellers måtte indicere andet. Den gravide eller fødende bestemmer selv. Punktum.

Jeg bestemte selv efter begge mine fødsler, at jeg ikke ønskede at have medicin til at hjælpe min livmoder til at trække sig sammen, fordi der ikke var noget, udover det faktum at jeg havde født, som kunne indikere, at jeg ville få en kraftig blødning efter fødslen. Ligesom jeg – som en indskudt bemærkning i øvrigt – i begge mine graviditeter i øvrigt også fravalgte nakkefoldsscanningen, fordi jeg fandt den unødvendig for mig. Det var selvfølgelig mit eget valg.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg mener, at alle bare skal træffe alskens valg med hovedet under armen, men jeg synes ærligt talt godt at vi, som befolkningsgruppe i et videnssamfund, kan tillade os, at “tænke selv” på de områder, som betyder noget for os. For selvfølgelig er både sundhedsstyrelsens og alle mulige andres anbefalinger til dette og hint, lavet til vores alles bedste – men på et overordnet og generelt plan, som muligvis ikke passer til alle over én kam.  Personligt troede jeg under mine fødsler for eksempel mere på “det gode jordemoderarbejde” end på at fylde min krop med medicin, som formentlig ville være ganske unødvendig. Selvfølgelig var det ikke sådan, at jeg slet ikke ønskede den livmodersammentrækkende medicin – og jeg endte faktisk også med at få det en halv times tid efter min første fødsel – men jeg ville udelukkende have det på indikation. En valg jeg følte jeg kunne tillade mig at træffe, fordi jeg, qua det faktum at jeg fødte hjemme, var sikret min jordemoders fulde opmærksomhed i timerne efter min fødsel. Igen: det er en opvejning for den enkelte, ligesom med alt andet der vedrører vores krop. Det er bare pissevigtigt, at vi er opmærksomme på, at det altså er os selv, der bestemmer.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg, i min tid som jordemoderstuderende for snart 10 år siden, har stået på en stue med en jordemoder som efter fødslen “informerede” kvinden ved at sige: “… Og så får du lige et lille prik i låret og så trækker din livmoder sig sammen..”. En information, der altså ikke er særligt meget “retten til egen krop” eller “frit valg” over. Og dét er et problem. Det er et problem, når vores medikaliserede praksis i sundhedssystemet bliver så inkarneret, at den normaliseres i en sådan grad, at der ikke længere stilles spørgsmål, ligesom det er et kæmpe problem, når gravide ligefrem bliver så bange for at afslå en behandling, at de skriver til mig og spørger om råd til hvordan de kan gøre det uden at fornærme sundhedspersonalet.

Kære gravide, I skal bare sige det, hvis der er noget I ikke ønsker. I den ideelle verden ville I altid blive informerede, inden I blev bedt om at træffe et valg, men i virkeligheden vil I opleve, at nogle tilbud og behandlinger bliver anset som selvfølgelige – som for eksempel nakkefoldsscanningen, for lige at vende tilbage til min indskudte sætning -, men det ændrer altså ikke på det faktum, at det er jer, der egenrådigt bestemmer hvad der skal ske med jeres kroppe.

Lyt til lægen, jordemoderen og sygeplejersken, men allermest til jer selv. Det er nemlig ikke nødvendigvis “bare et lille prik”.

Personligt elskede jeg det. At være på barsel. Altså, i hvert fald når jeg ikke lige hadede det på grund af søvnmangel, overdrevent forbrug af vaskemiddel og evigt fedtet hår. Jeg elskede det så meget, at jeg på ingen måder kunne overskue tanken om at starte op på arbejde igen, før dagen oprandt og der ikke var kommet nogen og havde ladet mig nappe et år mere. Tanken om, at min lille baby – både første og anden gang – skulle ud og passes af andre, var nærmest ubærlig.
For andre mødre, er det dog en helt anden snak. En væsentligt mere tabubelagt snak, fornemmer jeg desværre. For “hvilken mor, vil ikke gerne være sammen med sit barn hele tiden?”. Well, det tror jeg i virkeligheden at der er rigtigt mange mødre, der ikke vil. Kærlige, omsorgsfulde, dejlige, søde, dygtige og gode mødre. Mødre, som gør det allerbedste de kan for deres børn, men som “bare” ikke synes at barsel med halvstor (eller hel-stor) baby er bomben.
jeg gik fra at være sjove mor, til at være onde, dumme mor, som stopper alle sjove lege.
Det er så skide ærgerligt, når vi ender med – mere eller mindre velbegrundet – at føle os stigmatiserede i vores forældrerolle; for helt ærligt, det er sgu da svært nok at manøvrere rundt i, i forvejen! Derfor var jeg heller ikke sen til at takke ja, da en læser forleden sendte mig sin historie og spurgte om ikke jeg ville skrive lidt om den – i håbet om, at komme (følelsen af) stigmatiseringen til livs.
Tag godt imod hende. En kvinde, som ikke elsker at være på barsel.
Jeg blev gravid, alt gik godt, og alle synes jeg havde vundet i lotto, når jeg fortalte at jeg, fordi jeg studerer, kunne holde et helt års barsel. Jeg synes også det var fantastisk. Jeg drømte om alle de ting vi skulle og al den kærlighed jeg havde god tid til at dele ud af til min kommende søn. Graviditeten gik fint, over al forventning og fødslen lige så. Nu tæller jeg dagene. Dagene til vi starter indkøring i dagplejen.
Jeg gik på barsel en lille måned før min kom til verden.
De første måneder gik med at vi lærte hinanden at kende – det var hårdt, men ikke mindst det hele værd, for det var i hvert fald også det mest fantastiske der var sket for mig, for min mand, og for os som par.
Jeg startede hurtigt i mødregruppe. Vi startede sammen til salmesang, tog på ture og ud og spise. Derudover svømmede min mand og jeg med vores søn hver uge i den lokale svømmehal. Alt var som om det kørte på skinner når jeg var ude og sammen med andre.
Så kom dagen hvor min mand i stedet for at arbejde, skulle på skoleophold. Langt væk. Min daglige støtte, klippe, opmuntring var væk og alt jeg gik op i var at tage til svømning, i mødregruppe og til salmesang, så der var et højdepunkt så mange dage om ugen som muligt. Jeg vidste at dagen ville komme; vi havde tilmed planlagt graviditeten så vores søn var så gammel som muligt når jeg skulle være alenemor. Ugerne gik utrolig langsomt og utrolig hurtigt på samme tid. Vi nåede at blive gift undervejs. Vores søn var nu 8 måneder og jeg trængte i den grad allerede til forandring efter at have været alene i 10 uger. 
På det her tidspunkt havde jeg mødtes med mødregruppen hver uge i 7 måneder, og nu begyndte det langsomt at gå i opløsning. Barslen varer ikke evigt, og de andre startede så småt op på arbejde, mens jeg drømte mig tilbage på skolebænken. Jeg havde på det tidspunkt stadig 3 måneders barsel tilbage som nu bare skulle gå hurtigt. Det gjorde de ikke, for selvom vi lavede en masse var det ikke spændende længere, ingen nye sange, ingen nye tricks til svømning. Min søn udviklede sig jo, og fra den dag han begyndte at kravle og siden stå, gik jeg fra at være sjove mor, til at være onde, dumme mor, som stopper alle sjove lege. Jeg er om muligt mere træt nu end i starten. Træt og udmattet af at være nervøs og frustreret over alt det min søn kan. Jeg frygter jo bare for den dag han får kagerullen ned over sine nuttede fødder eller på anden måde kommer til skade fordi han undersøger hver en krog. 
Jeg føler mig så utilstrækkelig, når jeg ikke kan underholde ham godt nok alene, men det handler jo mest af alt om at han ser på mig hele tiden, jeg er ikke sjov længere. Jeg glæder mig til at være klassekammerat, kollega, ven. For jeg er træt af KUN at være mor, dumme mor, for selvom han ikke siger det med ord, så lyser glæden ved synet af min mand mere ud af hans øjne, og far må for alt i verden ikke gå igen når han er hjemme. Jeg derimod, jeg må godt være væk lidt, og glæden i øjnene når jeg kommer tilbage er først den samme når jeg har været væk i et par timer. At være hjemme med sin mor er ikke det bedste for min søn. Han er gladest når der er flere at lege med, flere ting at undersøge og flere kvadratmeter at boltre sig på. 
10 dage, så er det ovre, så bliver jeg en bedre mor, som forhåbentlig møder en gladere dreng når jeg henter ham. 

At føde er uden sammenligning én af de vildeste oplevelser man som kvinde kan få. Det er hårdt, smertefuldt, overvældende for de fleste og heldigvis også vidunderligt for mange. For nogen er det dog det stikmodsatte; en forfærdelig oplevelse, der kan sætte dybe spor i det spæde moderskab, hvorfor det altså, for langt de fleste, kan give vældigt god mening at forberede sig lidt på forhånd. For at højne sine chancer for at komme styrket ud på den anden side af en fødsel, som forhåbentligt ender med at blive en rigtigt god oplevelse.

Fra det sekund man står med en positiv graviditetstest, begynder tankerne hos de fleste at florere – man skal føde et barn. Altså, der skal komme et nyt lille menneske ud af éns krop! Det er simpelthen det største man som kvinde kan præstere. Uanset hvordan fødslen så forløber. Husk altid det.

Der er enormt mange aspekter i dét at skulle føde et barn, som er nødvendige, eller i hvert fald, relevante at tage fat i, hvis man ønsker at forberede sig godt på den forestående fødsel. Jeg vil i dette indlæg ikke komme så meget ind på smertelindring og direkte mestring af vesmerter, men i stedet forsøge at rådgive på et mere overordnet niveau.

Når du skal føde, er fødslen typisk inddelt i tre-fire faser: latensfasen, den aktive fase, overgangsfasen og pressefasen.

Latensfasen kan vare i alt imellem få timer, til flere døgn, uden det er problematisk. Her har man ofte lange pauser imellem veerne, som er uregelmæssige og vil starte som værende milde og langsomt stige i intensitet.

Den aktive fase er fra man er cirka 4 cm åben indtil man er helt åben. Denne fase tager typisk et sted imellem få timer til 14 timer, uden det er problematisk. Her kommer veerne typisk regelmæssigt og er kraftige.

Overgangsfasen er perioden fra du er helt åben til du må begynde at presse. Denne fase varer typisk fra få minutter til få timer, uden det er problematisk.

Pressefasen er der hvor du aktivt presser barnet ud. Det tager typisk mellem få minutter og 1 time uden det bliver problematisk.

Det allerførste du skal forsøge at lære inden en fødsel, er at lytte efter din krop.

Når man skal føde, skal man lytte til kroppen, give den hvad den har behov for og stole på, at den kan klare opgaven. Kroppen er skabt til opgaven.

Hvis man formår at lytte til kroppen, kommer det, som jeg oplever for mange er det allersværeste.

Man skal opgive kontrollen.

Dagens kvinder er – lidt groft skåret over én kam – selvstændige og ambitiøse kontrolfreaks. Men det spiller bare rigtig dårligt sammen med en fødsel, hvor man er nødt til at lægge kontrolbehovet på hylden og i stedet lade kroppen bestemme. Kroppen kan – nogle gange med lidt ekstra hjælp i form af igangsættelse eller vedrop – så ufatteligt meget.

Samtidig har kroppen behov for gunstige vilkår, hvis den skal kunne gøre et optimalt stykke arbejde. Det allervigtigste er, at hormonet oxytocin er så højt som muligt. ”Ja ja”, tænker du – ”jeg er pissehøjgravid og har fået veer, jeg kan sgu da ikke selv styre mine sindssyge hormoner” Men jo, det kan du faktisk til dels. Oxytocinniveauet højnes i takt med at du føler dig tryg og kærlighedsfyldt. Derimod sænkes oxytocinniveauet ved stress og angst.

Det betyder, at du skal finde ud af med dig selv, hvordan du bedst kan blive tryg i din fødsel.

De fleste fødsler starter i hjemmet, så forbered dig på hvad du kunne tænke dig der skulle ske, når fødslen går i gang derhjemme. Skal der være levende lys? Skal der være musik? Er der nogle møbler du tænker du vil kunne slappe bedre af i end andre? Hvad skal din mand? Skal han massere dig? Skal han kysse dig i håret i vepauserne? Skal han bringe varme klude til din lænd og fortælle dig at han elsker dig?

Brug tid på at visualisere fødslens start derhjemme. Brug tid på at lære dig at slappe af og lytte til kroppen. Mærk din krop og din baby. Stol på at du kan.

Ofte vil du være hjemme i hele latensperioden. Du kan altid ringe til fødeafdelingen og tale med en jordemoder, hvis du er i tvivl, men en tommelfingerregel er, at du først går ind i den aktive del af fødslen når der er 3-4 minutter imellem veerne, som varer cirka et minuts tid og du ikke længere kan tale/lytte når du har en ve.

Når den aktive fase begynder, vil dine veer typisk være regelmæssige og komme hyppigt. Du bliver forpint og kan have svært ved at slappe af. Her ringer mange til fødeafdelingen og aftaler med en jordemoder hvad næste skridt skal være. Nogle vælger at føde hjemme og får en jordemoder sendt ud til sig, andre vælger at føde på et hospital og selv komme til jordemoderen. Mærk efter hvor du forestiller dig du vil være mest tryg og planlæg efter det. Husk dog, at man kun kan planlægge – ikke fastlægge. En fødsel er foranderlig og man kan aldrig på forhånd sige hvordan den vil forløbe, men min erfaring siger mig, at det er rigtig godt at forberede sig på hvordan man bedst kunne tænke sig den.

Jeg har erfaring for at kvinder som har gået til fødselsforberedelse/yoga/pilates/ ofte føler sig mere trygge end uforberedte kvinder. Det er, efter min opfattelse, derfor klart en fordel at have gået til forberedende undervisning, som understøtter ro i kroppen og vejrtrækningsøvelser.

Når fødslen skrider frem, er det helt almindeligt at der i perioder godt kan være ”pauser” i veerne – der kommer måske lidt længere tid imellem dem og du kan hvile ind i mellem. Din krop har brug for pausen og det er helt naturligt at den lige skal ”lade op”, så nyd det og vær ikke bange for om det går i stå. Kroppen vil i langt de fleste tilfælde samle energi i løbet af få timer og igen producere hyppige veer.

Igen: Mærk din krop og din baby. Stol på at du kan.

I overgangsfasen kan du – hvis du ikke har fået sufficient smertelindring – være meget forpint. Veerne er nu meget kraftige, men vil ofte også reduceres lidt i hyppigheden. Det kan være svært ikke at presse, hvis du har pressetrang, men lyt til din jordemoder. Jordemoderen er hos dig hele tiden og vil guide dig igennem fødslen.

Når pressefasen indtræder, er det for nogle en lettelse. En lettelse endelig at kunne gøre noget aktivt. For andre, er det voldsomt smertefuldt. Igen: Mærk din krop og din baby. Stol på at du kan. Og lyt til din jordemoder. Forsøg at slappe så godt af som muligt i vepauserne – også selvom det kan gøre ondt.

Igennem alle fødslens faser er det vigtigt, at du forsøger at slippe kontrollen og stoler på, at din krop kan klare den opgave den står overfor. Du skal forsøge at følge kroppens anvisninger og ikke kæmpe imod. Slap af og stol på at veerne er gode og hjælper dig med at få dit barn ud til dig. Selvom veerne gør ondt, er de der for den allermest fantastiske grund i verden – de hjælper dig til at blive mor. Tag derfor godt imod dem og arbejd sammen med dem.

Undervejs, vil du naturligvis blive guidet af en jordemoder, som hele tiden vil forsøge at hjælpe dig til at slappe af og stole på at du kan. For du kan godt.

Pøj pøj.

Udover selve fødslerne og varetagelsen af de gravide, der kom ind til undersøgelse, dengang jeg var i praktik på fødeafdelingen på Haderslev Sygehus, var der særligt to opgaver, som jeg holdt usædvanligt meget af. Opgaver, som i virkeligheden slet ikke lå indenfor fødegangsjordemødrenes arbejdsfelt. Det var en meget lille fødeafdeling, som kun var adskilt fra barselsafdelingen med en enkelt dør og et rygerum (ja, det var dengang man stadig gerne måtte ryge på hospitalerne – er det ikke vildt at tænke på?!), hvorfor jeg ofte, når der ikke var nogle fødende eller gravide at tage sig af, gik til hånde på barselsgangen.

Den ene opgave jeg ofte fik raget til mig – min favorit – var, at sidde med en nyfødt baby i armene, imens moderen tog sig et bad (eller en cigaret, som heldigvis kun de færreste nybagte mødre gjorde – så længe siden er det trods alt ikke). Den anden opgave – næsten lige så god – var, at hjælpe forældrene med at bade deres nyfødte baby for første gang.

Det er nemlig slet ikke så let, som det lyder, at bade en baby. Eller altså, jo, det er det, men man skal gerne vide hvordan, for at føle sig nogenlunde tryg i opgaven. Og netop dét har givet mig lysten til at udbrede mit kendskab til lige akkurat dét; for hvis der er noget jeg ved, så er det, at al den usikkerhed man overhovedet kan slippe af med, som nybagt mor (og garanteret også far), hjælper én på vej til både bedre og hurtigere at kunne nyde sit nye liv med en baby.

Til at hjælpe mig med opgaven har jeg desværre (eller altså, i min situation, heldigvis) ikke nogen baby, hvorfor jeg altså har allieret mig med en dukke, som til gengæld opfører sig usædvanligt eksemplarisk, som I kan se i videoen herunder:

10 trin til at bade en baby

  1. Giv altid kun et bad til en glad baby, som er veludhvilet og mæt. Gerne en halv times tid efter måltidet, hvis barnet kan holde sig vågent og frisk så længe.
  2. Sørg for at have de ting du skal bruge, lige ved hånden og sørg for, at badevandet er omtrent 37 grader – og aldrig over 38 grader, som er for varmt. I vandet kan du med fordel komme nogle dråber af Apotekets Babyolie, som hjælper til at holde barnets hud blød, fugtig og smidig.
  3. Start med at vaske barnets øjne. Vask – i modsætning til hvad jeg fejlagtigt siger i videoen (undskyld!) – inde fra næsen og ud mod øjenkrogen. Brug en ny vatrondel til hvert øje, for ikke at risikere at sprede eventuelle bakterier.
  4. Vask forsigtigt bag barnets ører og i barnets ansigt. Vask også i folden under hagen, da her ofte vil samle sig snavs og mælkerester.
  5. Tag bleen af og vask bleområdet.
  6. Hold baby med dit håndled under barnets ryg og skulder og din hånd, som griber fat i barnets modsatte overarm. Med den anden hånd, holder du fast om barnets ben i et saksegreb.
  7. Kom barnet forsigtigt i vandet, med fødderne først.
  8. Vask baby i alle folder – helst uden sæbe og gerne bare med den hånd, som før holdt benene som eneste hjælpemiddel. Hånden bag barnets nakke, bliver hvor den hele tiden har været, for at holde barnets hoved trygt og sikkert over vandoverfladen.
  9. Tag baby op og tør godt – især i alle folder, da der ellers kan udvikles svamp og infektion!
  10. Fjern eller forebyg arp med en arpkam, hvis baby ikke er for træt – og kys, nus og snak så endelig løs. Det skal allerhelst være en hyggelig seance, som I får lyst til at gentage 1-2 gange hver uge.

Rigtig god fornøjelse!

Du sidder på café. Måske sammen med din kæreste, din mor eller en veninde. I har sat jer ovre i hjørnet for at kunne snakke lidt intimt. Du drikker en cafe latte. Med en halv pose sukker, så den smager lidt af dessert. Ved bordet ved siden af, som ellers har stået tomt, sætter sig en kvinde. Hun larmer. Mosler rundt med kæmpestor taske og en baby, som skriger. Så meget for jeres intime snak. Du smiler til hende og hun smiler tilbage til dig, imens hun forsøger at puste en hårlok, som klæber ned langs hendes pande, ud ad munden, hvor den på ucharmerende vis, har forvildet sig ind. Du forstår godt, at det ikke altid er så nemt når man har en lille baby. Og så trækker hun op i trøjen. Blotter sig for sin baby sult (og dig og dén du er i selskab med og alle andre på caféen, i øvrigt). Der hænger en stofble på kvindens skulder. Den dækker ikke brystet, som mest af alt ser ud som om det er ved at sprænges. Kvinden begynder at amme sin baby, som nu ikke længere skriger… 

Det har været til debat, lige siden kvinderne begyndte at bevæge sig ud fra hjemmets fire vægge; amning i det offentlige rum. Hvor lidt eller hvor meget er ok? Og hvor må man gøre det? Da jeg var på barsel med Jens, min ældste, lød et ramaskrig igennem ammeland, fordi en restaurant i Illum havde forbudt en kvinde at amme derinde. Nogle (mænd, især) syntes selvfølgelig det var helt ok at de ikke skulle “sidde og glo på mælkebaren” hen over deres dyre mellemstegte bøf, imens andre (kvinder, især) var dybt forargrede over, at nogen kunne mene at en mor ikke måtte ernære sin baby på den restaurant hun havde indfundet sig på.

En baby skal jo, som det mest naturlige i verden, selvfølgelig have mad når sulten melder sig og fordi der til stadighed heldigvis er masser af kvinder, som har heldet med sig til at etablere en succesfuld amning, så foregår den slags altså barnets mund suget fast rundt om kvindens brystvorte. Simple as that. Og selvfølgelig skal kvinder have mulighed for, lov til og en generel accept af at de giver deres babyer mad, uanset hvordan det foregår. Selvfølgelig.

Alligevel er det ikke altid så let, som man kunne tro og for at forklare mig, kommer her et uddrag af min bog, 40 Uger Efter, hvor jeg berører lige præcis dette emne.

Amning i det offentlige rum

Det var en vældig ambivalent følelse første gang at skulle amme på et offentligt sted. På én gang at være blufærdig over at vise bryster til vildfremmede mennesker, blandet med følelsen af at holde på sin ret som moderne mor, som selvfølgelig ikke lader sig begrænse af lidt bar hud og som har lov til at amme steder. Jeg syntes faktisk, at det var sådan helt vildt akavet at sidde på en café, imens jeg febrilsk forsøget at holde stofbleen på sin plads henover bryst og baby. 

Det lykkedes selvfølgelig aldrig, og jeg kom alligevel altid til at vise det ferskenfarvede mejeri frem til alle interesserede, imens min baby lå med mælk i mundvigen og forsøgte at lege fang musen med min brystvorte. Not nice at all! Jeg lærte aldrig rigtigt at styre den forbandede stofble, men jeg lærte til gengæld at sætte mig, så færrest mulige havde frit udsyn. 

Indimellem hænder det selvfølgelig også, at baby bliver sulten, når man er ude af huset, men ikke lige er på café. I den situation har jeg prist mig lykkelig for at have fået børn i den tidlige sommer. Det har nemlig betydet, at jeg er sluppet for alt for meget overtøj i de første måneder, hvor sulten opstår mest akut. 

Med mit første barn boede vi i København, og jeg har slet ikke tal på, hvor mange bænnke rundt omkring, der har huset mig og mit spisende barn. Det var om noget offentligt, men til gengæld passerede folk altid hurtigt forbi, og jeg var vist mest af alt bare en del af det i forvejen brogede gadebillede. 

Med mit andet barn boede vi i en lille, skøn landsby i Sønderjylland, med 3000 indbyggere. Der er tre bænke i byen – og jeg har heldigvis kun ammet på den ene. Det var på ingen måder som at amme på en bænk i København, skal jeg lige hilse at sige. Folk, der kørte forbi i bil, var lige ved at falde ud af sideruden, når det skulle kigge på “hende den mærkelige dame med de bare bryster”. Jeg var ikke en del af et broget gadebillede, men en turistattraktion. I den lille by er gadebilledet jo selvsagt ikke så foranderligt, så selvfølgelig skaber et par (vældigt mælkestore) bryster forstyrrelser i den landlige idyl. Behøver jeg at sige, at det var helt vildt ubehageligt at amme til frit skue i landsbyidyllen? Not ever gonna do that again! 

Der er så stor forskel på hvorhenne man vælger at trække op i trøjen, og det vigtigste, synes jeg, er at mærke efter indeni, om det er grænseoverskridende eller ej. Hvis din egen blufærdighed bliver krænket, så lad være. Hvis ikke, så giv den gas, men forsøg at være diskret, så du ikke ender med at krænke din sidemand. Og køb så noget ægte ammetøj, så du i det mindste kun behøver at trække toppen af isbjerget frem i stedet for at skulle flashe en hel barm og verdens blødeste mavedelle. 


Jeg lærte virkelig at sætte stor pris på tøj, der rent faktisk var beregnet til at man nærmest kunne nøjes med at blotte brystvorten, som det ammende barn i sagens natur dækker for – men dét er selvfølgelig en smagssag. Jeg havde blandt andet en kjole som til en forveksling lignede denne her (reklamelink), som også er ammevenlig. Og så synes jeg bare at denne her (reklamelink) er vildt pæn – især fordi den ganske givet må være ret god til at dække efterfødselsdunken, som i hvert fald for mit vedkommende varede ved temmeligt længe, efter jeg havde født.

… Og altså, skal vi så ikke bare lige hurtigt blive enig om, at kvinder gerne må amme deres babyer lige hvor de har lyst? Så længe de gør det med respekt for alle andre, der måtte være i nærheden, ved at være så diskrete som dén slags nu engang lader sig gøre.

cyklus

Nærværende indlæg er uden tvivl ét af dem, jeg risikerer at få en hulens masse øretæver af at offentliggøre, men ikke desto mindre, så synes jeg at det mangler i den tilsyneladende uudtømmelige debat omkring ligestilling. Og så håber jeg bare på, at I  vil bruge et par minutter på rent faktisk at læse det hele, i stedet for at antage at I ved hvad I mener, uden at have læst mit indlæg til ende. Det ved jeg at de fleste af jer gør, men der sidder jo altid “sådan nogen” ude på det store internet, ikke?

Der hvor vi sidder på den fede del af barslen, de rene toiletter, lidt for få bestyrelsesposter og lidt for lav løn, når man sammenligner os med mændene.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg selvfølgelig er fortaler for ligestilling imellem kønnene og at jeg ikke ser det ene køn have spor mere eller bedre værdi end det andet. Slet ikke, men jeg er samtidig fuldkommen uenig i den udvaskning af (værdien af) vores køn, jeg oplever en stigebde tendens til at eftersøge. Bevares, der findes så vidt jeg ved mere end 50 forskellige køn, som alle har min dybeste respekt, men for i dag skal det altså handle om de to majoriteter i kønsdebatten. Mænd og kvinder. Eller i virkeligheden primært om det ene: Os kvinder, som igennem mange årtier har kæmpet os væk fra kødgryderne, hjemmets fire vægge og en status som, hvad nogen måske lidt flabet ville kalde avlskvæg, ud mod arbejdsmarkedet, selvstændigheden og i øvrigt muligheden for at få – eller ikke få – de børn vi vil have, ganske uagtet om vi har en mand ved vores side eller ej. Kæft, hvor vi kan (!) og jeg er simpelthen så stolt over alle de kvinder, der er gået forrest i kampen. Dem, som har sikret os andre, at være her hvor vi er i dag. Hvor vi sidder på den fede del af barslen, de rene toiletter, lidt for få bestyrelsesposter og lidt for lav løn, når man sammenligner os med mændene. Vi er på ingen måder i mål med ligestillingen, men jeg synes på én eller anden måde, at vi er lidt på afveje.

For der ér jo forskel på mænd og kvinder, rent biologisk.

For ikke så forfærdeligt længe siden, levede vi i et jægersamfund, hvor kvinden (formentlig på grund af sin fysiske overlegenhed i forhold til at føde og ernære børn og sin samtidige underlegenhed i forhold til jagt) gik hjemme og passede familien, imens manden drog på jagt, hvorimod vi nu lever i et videnssamfund, hvor vores vigtigste ressource i mange henseender ikke længere er vores fysiske formåen (bevares, vi skal stadig føde børn), men vores hjerner, som afgører vores evne til at arbejde. I alle tilfælde i størstedelen af de jobs, som vi kvinder til stadighed brokker os over at mændende sidder på tronen af. Og selvfølgelig er vores hjerner lige gode, skarpe, krøllede og kløgtige uagtet vores køn, hvorfor man på dén måde naturligvis kunne forvente, at vores ligestilling nu skulle være nået et niveau, hvor der rent faktisk ikke var forskel på mænd og kvinder. Ikke i Danmark, som alle ovenstående betragtninger naturligvis er skrevet ud fra.  Selvfølgelig.

Men. (For der ér et men. Et ret stort et, endda).

Kvindens hormonelle cyklus. Menstruationscyklus. Dét, der for alvor adskiller kvinder fra mænd og dét, som vi totalt forsøger at undergrave, som værende relevant i hele ligestillingsdebatten, selvom det jo for pokker fylder temmeligt meget for noget nær 50% af befolkningen. I den fødedygtige alder, vel at mærke.

Vi kvinder gennemlever en helt naturlig – og for mange, ganske kraftig – ændring i vores hormoner hver evig eneste måned, som udover at give os vores menstruationer og evne til at blive gravide, altså også påvirker vores ellers knivskarpe hjerner. På godt og på ondt. Hvorimod mænd jo for pokker bare kører derud af med nogenlunde samme niveau af deres respektive hormoner i kroppen, hele tiden. De er dem de er og de udsving der måtte komme, er foranlediget af noget de aktivt har gjort – eller har fået gjort. Berøring, sex og udløsning, for eksempel, skaber også røre i hormonerne hos mænd, såvel som det gør hos kvinder, men hos kvinder sker der altså derudover også en temmeligt stor hormonel forandring på månedlig basis, alene i kraft af vores køn. Vores biologi, som ganske givet ikke har fattet, at vi er kommet videre fra vores jægersamfund.

Det letteste er selvfølgelig at synes, at det da også bare er pisseirriterende med den biologi og at forsøge at underkende den som en faktor, men virkeligheden er bare, at den er der og at den til stadighed kan have relativt stor indflydelse.

Hos mig selv er jeg sjældent i tvivl om hvor jeg er i min cyklus. Og dét endda til trods for at jeg faktisk har en hormonspiral, som gør, at jeg kun sjældent har reelle menstruationer, som hos de fleste kvinder er det mest tydelige pejlemærke. Jeg mærker stadig hvordan mine hormoner i forbindelse med både ægløsning og (udeblevet) menstruation “spiller min hjerne et pus”. Hvordan jeg bliver sprængfyldt med energi og totalt på toppen af mig selv i dagene omkring ægløsning, hvor alle farver skinner lidt ekstra, alle smil virker større og alle mænd i særdeleshed ser bedre ud, end det er tilfældet, når jeg nærmer mig menstruationen. Når kroppen ikke længere tror at den kan blive gravid (enten fordi “chancen” blev forbigået eller fordi ægget faktisk er blevet befrugtet) falder humøret tilsvarende, alt bliver lidt sværere og jeg får altid akut behov for relativt store mængder sukker.

Hos mange kvinder er menstruationerne samtidigt forbundet med smerte, ubehag og for nogle endda også migræne og opkast, hvorfor det naturligvis både kan føles og være ganske invaliderende i de dage det står på. Og som en lille ranke rønnebær på toppen, så er det selvfølgelig ikke noget vi taler om! Og lige præcis dér, synes jeg at vi er gået helt, helt galt i byen!

Faktum er jo, at vi kvinder i varierende grad har hormonelle udsving på nogenlunde månedlig basis og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan vi stadig i nærværende år 2017, i så vid udstrækning kan undlade at forholde os til det! Tænk, hvor fantastisk det kunne være, hvis vi rent faktisk kunne anerkende, at kvinder har nogle dage hvor vi performer 130% mod andre dage, hvor vi sløser rundt omkring 70%. Ikke bare alene som et faktum i sig selv, men som et redskab, hvis det var noget vi rent faktisk talte åbent om.

Hey Hannah, hvor er du i din cyklus onsdag i næste uge? Vi har et vigtigt møde med en-eller-anden-vigtigt-person, og du er så knivskarp på dén tid af måneden, så kunne du måske tage den for Kasper, hvis det lige passer?

Tænk nu hvis kvindens i øvrigt fuldkommen naturlige cyklus var noget vi kunne tale åbent om og forholde os til for hvad den er; biologi som har indflydelse på vores humør, ydeevne og præstationer. Tænk hvis vi kunne udnytte vores eksplosive potentiale på de dage det brager igennem uden nogen øvrig indsats end en krop, der er på dupperne og til gengæld få lov til at drage lidt ekstra omsorg for os selv på de dage, hvor cyklus ikke behandler os så pænt. Se dét synes jeg ville være et kæmpe skridt i den rigtige retning, når det kommer til ligestilling.

Det var bare lige det.

Hvordan vi overhovedet kom dertil, ved jeg faktisk ikke, men åbenbart havde jeg fortalt den søde journalist, der havde interviewet mig forud for min deltagelse i tv-programmet SåDanmark (som blev sendt i mandags og som kan ses gratis HER), om dengang jeg kom til at spise 7 pakker twix. Altså, 14 chokoladebarer. På langt under en time. Som jeg altså pludselig også fortalte på fjernsyn. Landsdækkende, vist endda.

Rigtigt mange gravide oplever at få forskellige cravings i løbet af graviditeten. Citrusfrugter, ofte. Eller lakrids. Chokolade. Syltede ting eller dén der helt særlige bøf, som man kun kan få på den dér helt vildt særlige restaurant, eller hvad det nu end måtte være.

Det er helt almindeligt og så længe éns craving handler om gængse madvarer, er der ingen ko på isen. Lyt efter og prøv på at opveje din craving, således du spiser lidt ekstra grøntsager og mindre af alt det andet på andre tidspunkter, hvis du craver flødeskumskager til frokost hver dag. Nogle kvinder oplever også at få helt andre og ganske bizarre cravings; kridt, for eksempel. I de tilfælde kunne det formentlig være en god idé lige at slå et smut ind forbi egen læge og få taget nogle af de gængse vitamintal, da der formentlig ligger én eller anden ubalance i kroppen (som ikke alene skyldes at der bor et fremmed menneske – måske endda af et andet køn – inde i én), som måske let kan kureres med et kosttilskud, så man slipper for at gå og spise tavlekridt eller jojobasalt.

For mit eget vedkommende, som det i virkeligheden skal handle om i dag, cravede jeg egentlig ikke som sådan chokolade. Eller twix. Det skete ligesom bare.

Det var en eftermiddag, hvor Thomas var taget afsted mod et spillejob i Jylland og jeg sad foran computeren og streamede ét eller andet ligegyldigt tv. De Unge Mødre, som jeg lappede i mig dengang da jeg selv “kun” var 24 år og gravid med første barn, gætter jeg på. Vi havde for nyligt være i IKEA, hvor vi udover at købe en hæslig uro, som sidenhen kom til at hænge over puslebordet, erhvervede os én af de der 10-pak twix, som altid ligger og frister oppe ved kassen, til stort set ingen penge. 10 pakker twix, som nu lå og ventede ud i køkkenet.

Jeg listede, så elegant som den slags nu lader sig gøre, når man er gravid i uge 26 og i øvrigt har bækkenløsning, ud i køkkenet efter en enkelt til at hygge mig med foran skærmen. Og spiste den nærmest allerede på vejen derind. Jeg måtte have én mere.

Måske skulle jeg bare tage pakken med ind til bordet? Ja, det ville nok være nemmere. Mit bækken havde virkelig heller ikke nemt ved hele tiden at komme op og ned fra stolen, så det var nok at foretrække. Altså, hvis nu jeg skulle få lyst til bare én mere. I ved, én til mig, én til baby og én mere til mig. Eller altså, to hver gang, som det jo er med twix.

Lige pludselig kunne jeg høre nogen fumle nede ved døren. Hvem fanden var det?!

“Heeeej!” sagde hans glade stemme. “Jeg havde lige glemt min capo”. Det var Thomas. Jeg kiggede forfærdet rundt. Hvad havde jeg dog gjort?! Der lå knitrende papir i guld spredt ud over hele bordet og lidt på gulvet og jeg sad dér med chokoladefedtede fingre og fråde om munden og havde ikke fattet hvad der var sket.

Jeg havde spist syv fucking pakker i løbet af no fucking time. Syv pakker.

Jeg tror muligvis at Thomas grinede lidt af mig, men jeg husker faktisk ikke andet end skammen og kvalmen, som væltede ind over mig i det øjeblik jeg tog mig selv på fersk gerning i en sukkerrus fra helvede, som sendte mig direkte på hovedet i seng. Kæft, hvor var jeg dårlig.

Så altså, det er helt fint som gravid at have specielle cravings, på specielle tidspunkter, men lad nu bare være med at spise syv pakker twix på én gang. Det gør virkelig ikke noget godt for nogen 😉

Selv hvis lykken ikke strømmer ind over én i dét øjeblik man opdager at man er gravid, så er det alligevel min oplevelse at langt de fleste kvinder, som vælger at gennemføre graviditeten, ret hurtigt knytter sig til det kommende barn. Heldigvis og desværre, kunne man næsten sige. Heldigvis, fordi kærlighed og tilknytning sjældent gør noget skidt for sjælen – desværre, fordi det kan skabe en masse (ofte unødig) angst og frustration. Som det i øvrigt bliver ved med at være tilfældet, også når barnet er kommet til verden. Jeg har i hvert fald aldrig i mit liv været så bekymret, bange og frustreret, som jeg har været det efter jeg har fået børn – fordi jeg elsker dem så tårnhøjt, at det nærmest gør ondt.

Èn af de bekymringer rigtigt mange gravide oplever at stå med (i trusserne) er blødning. Pletblødning i graviditeten. Det er frygteligt! Ikke blødningen, nødvendigvis, men den følelse det kan give, når man opdager den røde plet i trusserne, eller på papiret, når man har tørret sig efter toiletbesøg. Det er jo ikke meningen at man skal bløde, når man er gravid, er det vel?

Og nej, det er ikke meningen, men derfor er det i langt, langt de fleste tilfælde alligevel ganske harmløst.

Noget af det feje ved blødningen er, at den ofte allerede opstår i graviditetens første trimester, hvor baby stadig er så lille, at det er umuligt for moderen at mærke om barnet stadig er i live, som naturligvis er den største bekymring. Er jeg ved at abortere?! For et absolut flertal af gravide som oplever blødning i graviditeten hænger det ingenlunde sammen med abort – slet ikke hvis blødningen er beskeden. Slimhinderne i livmoderen (og næsen og munden) ændrer sig i løbet af graviditeten og ligesom mange gravide oplever at deres tandkød af og til bløder, når de børster tænder, så kan livmoderhalsen gøre det samme. Samtidig gennemstrømmes den voksende livmoder af væsentligt mere blod end sædvanligt, fordi barnet skal ernæres via moderkagen, som derfor skal iltes særligt godt, hvilket sammen med de mere sarte slimhinder altså øger risikoen for blødning. Harmløs blødning, vel at mærke.

Ofte vil blødningen opstå grundet én eller anden form for provokation. Det være sig tunge løft, hård fysisk aktivitet eller sex, men blødningen kan altså også sagtens opstå ud af det blå, uden det gør spor.

Kun hvis blødningen bliver kraftig og ledsages af turevise smerter bør man søge læge.

Så kære gravide, jeg forstår godt, hvis panikken breder sig, når du ser den første lyserøde stribe pletblødning i trusserne, men formentlig betyder det ikke andet end at din livmoder er godt igang med at arbejde, så den kan passe rigtigt godt på dit kommende barn. Pøj pøj!

Stort set altid, når jeg møder en gravid som har termin indenfor en overskuelig fremtid, bliver jeg spurgt, hvornår mon fødslen går igang. Jeg oplever at mange “fisker” efter om jeg ikke nok kan fortælle dem, at fødslen er ved at gå igang og selvom jeg ville ønske, at jeg ved bare at sige nogle gyldne ord, kunne sørge for det, så er sandheden selvfølgelig, at jeg ikke aner noget som helst om hvornår fødslen mon sker. Der er ikke rigtigt nogle regler på området og dem der er, kan altid gradbøjes.

Alligevel er der selvfølgelig en masse små tegn, som kan indikere at fødslen er ved at gå igang.

NI – mere eller mindre – sikre tegn på fødsel
  1. Slimproppen. Det er muligvis det mest ucharmerende ord i bogen om graviditet og fødsel, men ikke desto mindre, så har alle gravide altså en slimprop, som er en samling sejt slim, som igennem graviditeten har siddet i livmodermunden og beskyttet baby mod udefrakommende bakterier. Den er derfor usandsynligt snedig at have i graviditeten, men efterhånden som livmoderen gør sig klar til at skulle føde barnet, vil den ofte løsne sig og det er altså i dén forbindelse, at mange gravide vil opleve at “slimproppen går”. Der kan slet og ret komme en klump sej slim i trusserne og det føles mildest talt ret ulækkert, når det sker. Når slimproppen går, er det altså et tegn på at fødslen nærmer sig – men om det er indenfor dage eller uger, er desværre ikke til at sige.
  2. Tyngdefornemmelse. Efterhånden som barnet bevæger sig længere ned i bækkenet, vil de fleste gravide mærke en øget tyngdefornemmelse. Det kan – især for fleregangsfødende – sågar nærmest føles som om, at man bliver nødt til – rent fysisk – af og til at “holde på barnet” med hænderne. Det er meget forskelligt hvor tidligt i graviditeten denne tyngdefornemmelse opstår og selvom det ofte kan være et tegn på snarlig fødsel, så er der altså også kvinder, som går med denne fornemmelse i ugevis, inden baby melder sin ankomst.
  3. Hyperaktivitet. Du får pludselig en trang til at gå lange ture i skoven, at gøre alle køkkenskabe rene og få fikset alt dét, du har udskudt igennem din barsel indtil videre. Den slags pludselige behov kan selvfølgelig opstå for enhver, men jeg har alligevel erfaret, at det kære redebyggergen ofte kan sætte ganske udtalt ind, umiddelbart inden fødslen går igang. Som en slags underbevidsthed, der lige sørger for at alt er klar, inden verden bliver forandret med tilblivelsen af verdens dejligste baby.
  4. Træthed. Ovenpå hyperaktiviteten, opstår der ganske naturligt en vis træthed og det er altså her, jeg oplever, at rigtigt mange kvinder rent faktisk går i fødsel. For at kroppen kan producere veer, skal den have et højt niveau af oxytocin, som har super gode betingelser, når kroppen trives. Typisk i forbindelse med berøring, sex – og afslapning. Hermed selvfølgelig ikke sagt, at man kan forvente fødsel, hver gang man er træt, men et pludseligt øget behov for at sove, kan alligevel være en godt tegn på, at der er noget på færde.
  5. Diarre. I know, det lyder ulækkert, men det er ærligt talt temmeligt smart, at kroppen hos rigtigt mange kvinder, lige sørger for at komme af med det meste af den afføring der måtte være i endetarmen, inden fødslen går igang. Mange kvinder vil opleve at få mavekneb, som så sidenhen “sætter sig” som veer. Som en lille bonus, så bliver tarmen hos langt de fleste dog ikke helt tømt, så hvis jordemoderen foreslår et lavement, vil jeg altid anbefale at man tager imod det – også selvom dét heller ikke just er en fest. Slet ikke, når man har veer oveni hatten.
  6. Rødmossede kinder. Man kan næsten se på en kvinde, at hun går i fødsel, i timerne inden veerne starter, fordu hun blusser op i ansigtet. Næsten altid, for selvfølgelig er det ikke et sikkert tegn på at du føder om natten, hvis du vågner op med røde kinder.
  7. Tegnblødning. Nu begynder vi at nærme os de mere sikre tegn på fødsel. Når først livmoderen begynder at gøre klar til at producere veer, er det meget almindeligt, at der kommer noget tegnblødning. Det ses typisk i forbindelse med plukkeveer og ses som lidt øget udflåd (eller slimprop) med frisk blødning i. Det er ganske ufarligt og skyldes bare, at nogle af de små blodkar omkring livmodermunden brister, når den begynder at gøre klar til at åbne sig. Hvis der kommer en større mængde frisk blødning, skal du selvfølgelig kontakte fødegangen, men i udgangspunktet er tegnblødning helt normalt.
  8. Vandafgang. “Vandet er gået – nu skal jeg føde” tænker rigtigt mange kvinder og det er selvfølgelig på sin vis ganske korrekt, men faktisk betyder vandafgang ikke altid at fødslen “bare lige” er på trapperne. Mange kvinder oplever at vandet går, uden veerne starter, hvorfor en del kvinder altså ender med at få veerne sat igang med vestimulerende drop. Det gør man fordi der opstår en øget risiko for infektioner hos baby, hvis det er mere end 24 timer siden der gik hul på fosterhinderne.  Så altså – hvis vandet går, er det ikke sikkert at kroppen af sig selv sørger for leverancen af en baby, men i så fald, støder der lidt hjælp til og baby er lige på trapperne.
  9. Veer. Hermed det eneste sikre tegn på fødsel. Ingen fødsel – medmindre man skal have et kejsersnit, selvfølgelig, i hvilket tilfælde nærværende indlæg er ganske irrelevant – uden veer. Veerne skal dog, for at man for alvor kan regne med dem, gerne være nogenlunde regelmæssige og gøre så ondt, at man ikke umiddelbart kan koncentrere sig om andet end at “være i dem”, inden man kan vide sig rimeligt sikker på, at de ikke går i sig selv igen.

… Og tilbage er der ikke andet at sige, end skide meget held og lykke. Det kan være rigtigt fedt, at føde og det allervigtigste er, at forsøge at følge med og at stole på sin krop undervejs. Uanset om den skal have lidt hjælp eller ej, så kan den – og du – godt.

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk