Category

Fødselsfredag

Category

Fødselsfredag – tre forskellige fødsler

Jeg ved det godt, jeg har syltet jer lidt i denne uge, men jeg er samtidig også sikker på at I forstår <3

Som et lille plaster på såret, har jeg valgt i dag at dele en kvindes tre – i øvrigt meget forskellige – fødselsberetninger. På én gang.

Første fødsel

Jeg fødte første gang, da jeg var 22 år gammel, d. 31. august 2003.

Der var en del usikkerhed omkring terminsdatoen, som blev rykket 3 gange indenfor 2 måneder. Jeg havde ikke haft menstruation siden august 2002 og havde en BMI på over 35, som ikke hjalp på at skyde sig frem til en terminsdato. Jeg havde prøvet at blive gravid siden april 2002 og da vi kom til december med ingen alkohol og rigtig mange negative graviditetstests, var jeg godt træt af det hele, så jeg tog på en god druktur med et par veninder. 14 dage senere var jeg gravid og manden og jeg var lettede…

Til det første lægebesøg skød hun mig til at være 12 uger henne – et chok, som lige pludselig gav mig dårlig samvittighed med den druktur… Lægen bookede en scanningstid m.m. hurtigst muligt og i slutningen af februar – hvor jeg troede, jeg var 18 uger henne (mindst) fik jeg et nyt chok, for jeg var kun 12 uger henne. Det var lidt underligt at fortælle familie og venner, at jeg fik rykket terminsdatoen så meget og tanken om, at jeg havde fortalt hele verden om min graviditet i 6. uge var ubehagelig.

Det var en varm sommer det år og kombineret med kvalme, tudeture og en overdrevet veludviklet lugtsans, var jeg SÅ klar til at føde allerede midt i august, for jeg gav ikke meget terminsdatoen, som sagde starten af september.

Jeg havde læst ALT, hvad jeg kunne komme i nærheden af om fødsler og vidste efter grundig research, at førstegangsfødende tager mindst 24-timer om at føde. Derfor tog jeg det roligt, da de første veer kom kl 2 om natten. Efter 1 time med roden rundt i sengen, vågnede manden. Han var dog ikke så cool som jeg, så han insisterede på, at jeg ringede til fødegangen. Når ja, for at give ham ro i sindet ringede jeg og snakkede en jordemor, som tilbød at vi kunne kigge forbi Holstebro fødegang og blive tjekket. Jeg lagde røret på og refererede samtalen. Manden brugte nu den næste time på at overbevise mig om, at vi skulle køre derinde. Kl. 4 gav jeg mig og vi kørte den korte tur til fødegangen. Jeg mente dog, at de ville sende os hjem igen, så jeg kom i klip-klapper og fleecetrøje uden skiftetøj eller noget, for ja, vi skulle jo bare tjekkes.

En bestemt, fransktalende jordemoder tog i mod os, fik mig op på briksen og undersøgte mig. Meldingen lød at jeg havde åbnet mig 8 cm, så jeg skulle skifte tøj og så ville jeg komme ind på en fødestue. Den lidt uvenlige franske dame nåede også at kommentere min vægt med bemærkningen, at jeg ville have haft lettere ved at føde, hvis jeg ikke var i så dårlig form – jo tak – og så smuttede hun til en anden fødsel.

I stedet kom en ældre “bedstemor”, som talte med sådan en blød stemme, som om jeg manglede et par brikker eller var 5 år. Hendes vagt sluttede kl. 6 og jeg fik en yngre jordemoder med en kraftig jysk accent. Hende kunne jeg godt li’, for hun kaldte en spade for en spade og var ikke bleg for at koste lidt med mig. Faktisk var hun mere bekymret for faderen, som åbenbart var grøn i hovedet.

Babyen havde det godt inde i maven – åbenbart for godt, for midt i det hele, trods veer m.m. falder hun i søvn. Jeg får isvand og besked på at drikke, og så kommer der liv i hende igen.

Lidt før 8 er jeg fuld udvidet, men vandet er ikke gået, så det tager de. Ud kommer en stor sø grønt fostervand. Det sætter åbenbart det hele i gang, men det opdagede jeg ikke, før hun var født. Der bliver tilkaldt forskellige læger og sygeplejersker og fordi hun står skævt i bæknet blev hun taget med sugekop. Hun bliver født 8.03, helt lilla og lidt slap, men der går ikke mange minutter før hun ændre farve og jeg får hende over i sengen.

Julia vejede 3835g og målte 56 cm. I dag er hun 13 år gammel og 171 cm. Dengang måtte man være på sygehuset i 5 dage, men efter 3 dage har jeg fået nok og tager hjem.

Anden fødsel

I 2005 beslutter vi at forøge familien med endnu et barn. Fordi det havde taget 8 måneder at blive gravid sidste gang, begynder vi at prøve i marts måned. Jeg vil gerne gøre min HF færdig sommeren efter, så det burde jo passe. Men i modsætning til første gang bliver jeg gravid med det samme og får termin 6. januar. Denne graviditet har jeg det bare rigtig godt. Jeg har ingen gener og kan cykle 12 km om dagen til og fra skole indtil 6. måned, hvor plukveer tvinger mig til at stoppe med at cykle alle steder hen.

Da vi kommer til jul sidder jeg nærmest med korslagte ben fra 23. december til 2. januar, fordi jeg ikke vil føde. Jeg kommer til terminsdatoen og må vente yderligere 3 dage før der kommer gang i den. Faktisk når vi at køre på fødegangen 2 gange inden da, fordi jeg er panisk angst for at føde hjemme i sengen. Det tog jo kun 6 timer 1. gang og de sagde jo det ville gå endnu hurtigere 2. gang.

Kl 2 begynder det er rumstere i kroppen på mig og 3.30 vækker vi bedsteforældrene (igen) og kører på fødegangen. Denne gang er den heldigvis god nok. Vi er på fødegangen kl. 4, hvor jeg er 4 cm åben. Kl. 5.30 beder jordemoderen mig om at lægge mig op på briksen. Hun tror fejlagtigt at jeg er gået i stå, men jeg er 8-9 cm åben. Af for mig ukendte årsager, får hun mig om på siden og får mig til at gøre et eller andet med benet. Det eneste jeg kan mærke er, at babys hoved lige pludselig kommer helt i bund og så går det stærkt. Vandet går af sig selv denne gang og jeg har født hende på 4 min. Fordi det gik så stærkt til sidst, er jeg sprækket og skal sys. Lægen bliver tilkaldt og han har alt for travlt til at vente på at lokalbedøvelsen virker, så han syr mig, mens jeg ligger med min nyfødte datter på 3715g og 53 cm.

Kaya er i dag 11 år gammel og 146 cm. Kaya blev født en mandag, så kl. 8 skulle de bruge fødestuen til et planlagt kejsersnit, så da var vores besøgstid ovre.

Tredje fødsel

I 2012 går mit og faderens ægteskab i stykker efter 2 års kamp for at få det til at lykkedes.

Jeg er single i ca. et halvt år, før jeg møder en ny mand og bliver stormende forelsket. Vi flytter sammen, køber hus sammen og bliver gift i 2014. Vi går i gang med projekt baby med det samme og 1½ måned efter brylluppet kan vi konstatere, at jeg er gravid.

Denne her graviditet har jeg det skidt i hele 1. trimester. Jeg har kvalme og er meget træt. Jeg havde det jo rigtig godt under min 2. graviditet, så jeg havde forventet, at denne graviditet ville gå nemt. Jordemoderen forklare ubehaget med, at det jo er en anden far denne gang og at kroppen (igen) skal vænne sig til noget fremmed DNA.

Denne gang begyndte det om omkring middag. Jeg ringer til manden, som er på arbejde, og siger at han skal holde sig klar, men at vi har god tid, for der er længe imellem veerne, syntes jeg. Siden min 2. fødsel er der kommet en hel masse nyt, så jeg hygger mig med en ve tæller.

Omkring kl 15 bliver manden kaldt hjem, og efter et bad ankommer vi til fødegangen kl 16.30.

Jeg er helt cool i bilen, snakker og prøver at berolige manden. Det er jo 3. gang jeg gør det her og hans første. Jeg siger, at jeg godt kan gå fra P-pladsen, men manden vurdere det anderledes og sætter mig af ved indgangen til Holstebro sygehus. Det var nok en god idé, for jeg har lidt svært ved at nå hen til elevatoren. Veerne bider nu og jeg er som alle 3 gange inde i min egen verden, men holder facaden, for manden skal ikke blive nervøs. Jeg har o ikke presseveer eller noget.

Oppe på fødegangen bliver jeg vist direkte ind på en fødestue, får mine underdele af i en fast. Jordemoderen har kørt en vogn ind og arbejder hurtigt på at åbne alle mulige ting og finde ting frem. Hun arbejder hurtigt og koncentreret. Jeg tænker, at siden jeg stadig har mit eget tøj på, så har vi god tid, for man føder jo ikke i sit eget tøj. Der blev jeg klogere. Vandet går lige pludseligt og presseveerne giver den gas, hvilket gør at jeg føder hende i løbet af 4 min. Det er en personlig rekord.

Liva bliver født kl. 17.00, hun vejer 3000g og måler 50 cm. Helt sjovt med alle de runde tal er vi og jordemoderen enige om.

Da Liva skal vejes og tjekkes bliver jordemoderen lige pludselig dårlig. Hun kaster op i sin egen hånd, ned af sig selv og løber ud på badeværelset. Hun fortæller, at hun selv er gravid og hun bliver nødt til at forlade os og sende en anden. Lidt en sjov episode.

Efter et hårdt tiltrængt bad og rent tøj – kjolen jeg fødte i røg i skraldespanden, kører vi hjem og er hjemme kl. 21.30. Svigerforældrene, som er tilkaldt for at passe de to store (på 11 og 9 år på det tidspunkt) er overraskede den hurtige ekspedition, men tager alligevel hjem og sover trods en lang køretur.

Fødselsfredag – ballonkatheter og dårlig kemi

Det er uden tvivl en hård proces for langt de fleste, at få fødslen sat igang og for kvinden her, som fik det gjort med ballonkatheter, var det ingen undtagelse. Heldigvis endte hun alligevel ud med at synes, at hendes fødsel var én af hendes livs største oplevelser. Det er så vildt hvad kvindekroppen kan og jeg synes simpelthen det er så fantastisk hvad den kan – uanset hvor meget eller lidt hjælp den får på sin vej.

ballonkatheter

Jeg blev fulgt tæt i graviditeten med min søn, da min graviditet med min datter 3 år tidligere havde været kompliceret. Hun lå rent vægtmæssigt 36 % under gennemsnittet, pga. dårligt fungerende moderkage. Desuden blev hun født ved akut kejsersnit i uge 33, da min moderkage rev sig løs. Det var en voldsom og traumatisk fødsel. Jeg var derfor angst for at et lignende fødselsforløb i denne graviditet eller et værre, fx at han blev født tidligere end min datter.

Jeg fik ekstra konsultationer hos min søde jordemoder, som jeg også havde haft under min graviditet med min datter og jeg gik til vægtscanninger 1 gang om mdr. Alt så fint ud, vores søn lå vægtmæssigt lige på gennemsnitskurven og voksede og trives som han skulle. En fuldstændig ukompliceret graviditet. Jeg blev tilbudt kejsersnit, men havde et stort ønske om at føde vaginalt. Dette ønske blev heldigvis imødekommet.

Min termin nærmede sig, og jeg havde stadig ikke født. Lægen valgte at sætte mig i gang 14 dage før tid, da der er en øget gentagelsesrisiko for moderkageløsning, særligt efter uge 37. Da jeg tidligere havde fået kejsersnit, kunne jeg ikke blive sat i gang med stikpiller fordi der så er fare for at arret i livmoderen brister. I stedet skulle jeg sættes i gang med et ballonkatheter. En ballon på hver side af livmoderhalsmunden fyldes med vand og meningen er så at disse balloner i løbet af 18 timer skal massere livmoderhalsen så den trækker sig sammen og livmodermunden åbner sig og veerne kan sættes i gang ved at prikke hul på fosterhinderne.

Mormor passede E og kunne tage hende hele ugen. Jeg blev sammen med min mand indlagt på patienthotellet og fik lagt balloner op, var mentalt slet ikke klar til at føde. Vi ventede, timerne gik og der skete ikke noget. Da vi sad og fik aftensmad begyndte det vi troede der var veer at starte. Det gjorde så pisseondt og vi anede ikke helt hvad vi skulle gøre. Vi var meget uforberedte på veerne, da vi havde forstået det sådan at det først var dagen efter der ville begynde at ske noget. Min mand var ret utryg ved jeg havde så ondt, så vi gik over på fødegange og jeg fik kørt en CTG-kurve. Alt så fint ud, veerne var tydelige på kurven. Men jeg havde ikke åbnet mig. Aftenen gik og smerterne blev bare værre og værre, det var uudholdeligt. Vi gik atter engang over på fødegangen, da jeg stadig ikke havde åbnet mig en mm endte en jordmoder med at tage noget af vandet ud af begge balloner. Lettelsen kom med det samme og smerterne forsvandt som dug for solen. Vi fik en god nattesøvn og dagen efter mødte vi igen op på fødegangen. Ballonerne blev taget ud, men jeg var stadig lukket som østers. Jordmoderen tvivlede på at vandet kunne tages og før hun gjorde forsøget, spurgte jeg om jeg måtte vente 1 uge. Jeg følte slet ikke min krop var klar. Det fik heldigvis lov til.

Jeg nød ugen sammen med E, som dog havde lidt svært ved at forstå vi kom hjem igen uden lillebror. Ugen efter følte jeg mig mere klar og lægen der lagde ballonerne op, mente også, at jeg mærkes mere moden.

Det var slet ikke så slemt med ballonerne denne gang. Det gjorde ondt, men jeg kunne være i smerterne. Jeg småsov det meste af dagen og natten med. Dagen efter mødte vi igen på fødegangen og her kunne jordmoderen fortælle, at min livmoderhals var udslettet. Hun prikkede hul på vandet. Det var en meget mærkelig fornemmelse, hun trykkede og moslede på min mave og der flød bare denne her lunkne væske ud. Vi ventede et par timer, og så begyndte veerne så småt at begynde. De tog hurtigt til og pludselig var tanken om lavment og akupunktur fuldstændig ligegyldigt, det gjorde bare så ondt allerede. Jeg var 4 cm åben, og skulle derfor have CTG-bælterne på konstant. Grundet det tidligere kejsersnit skulle jeg overvåges. Jeg havde lært, at en tommefingerregel er, at man ca. åbner sig 1 cm i timen, som andengangsmor. Så jeg begyndte at regne ud, hvornår jeg havde født. Jeg var lykkelig, det var min store drøm at føde vaginalt og nu så det ud som om min drøm skulle gå i opfyldelse.

Jeg fik lattergas i iltmasken, det gjorde det nemmere at trække vejret. Men hold nu op, hvor gjorde det ondt. Jeg nærmest både kvalte min mand og var ved at rive hænderne af ham i smerte. 2 timer senere ville jordmoderen måle mig igen, jeg forstillede mig jeg var ca. 8-9 cm åben, så skuffelsen var stor da hun fortalte jeg kun var 5 cm åben. Lillebror lå lagt nede i bækkenet og pressede for at ville ud, det var derfor det gjorde så ondt. Jeg brød fuldstændig sammen, hvordan skulle jeg holde det smertehelvede ud. Selv om det var mit største ønske at undgå en epiduralblokade, foreslog jordmoderen alligevel at jeg fik sådan en lagt. Jeg takkede ja med det samme, smerterne var ulidelige.

Når jeg havde set film, havde jeg altid grinet af de kvinder der skreg og jamrede sig under veerne. Men nu var det pludselig mig selv, det var ligesom om det lettede en smule at skrige under veerne. Heldigvis kom anæstesilægen hurtigt. Den voldsomme lange nål der skulle ind i min ryg bekymrede mig overhoved ikke på det tidspunkt, hvis bare jeg kunne få fred for smerterne. Han stak nålen ind og der kom endnu en ve. Jeg fik at vide jeg skulle sidde helt stille, jeg skreg endnu højere end før. Smerten var ulidelig og at jeg ikke måtte bevæge mig, det var næsten ikke til at bære.

Der gik ikke lang tid, før smerterne stort set forsvandt. Jeg lå i sengen på den ene side, mens min mand masserede min ømme lænd. Desværre var der vagtskifte, så min søde jordmoder måtte forlade stuen. Jeg svingede ikke så godt med jordmoderen der kom. Hun var belærende på en rigtig træls måde. Hun startede med at sige til min mand, at jeg blev hudløs hvis han forsatte med at massere mig. Han skulle blot holde sine hænder på min lænd. Jeg vendte mig og sagde jeg nok skulle fortælle min mand hvad jeg havde brug for!

Jeg lå i sengen, døsede hen og kunne blot på CTG-scanneren se hvordan veerne udviklede sig. 2 timer senere ville jordmoderen måle mig igen. Jeg var nu 10 cm åben og altså klar til presse. Igen tænkte jeg på, at pressefasen som tommelfingerregel vare 1 time. Jeg begyndte at kunne se en ende på det. Epiduralen gjorde dog, at jeg ikke kunne mærke noget. Jeg kunne mærke hvordan jeg skulle presse. Jeg spurgte jordmoderen om jeg gjorde det rigtigt, hvortil hun svarede at det gjorde jeg ikke – ikke nogen gode råd eller noget! Shit, det var op ad bakke.

Jeg havde ligget ned i lang tid og ville nu at stå. Jordemoderen mente ikke jeg kunne holde til det, men jeg insisterede og jeg fik ret i, at der nu begyndte at ske noget. Det var nemmere at presse at når jeg stod op, jeg kunne arbejde med veerne. Ned på hug og op igen. Jordemoderen mente ikke jeg kunne holde til at stå op og ville have mig i en fødestol. Jeg satte mig i den, men fløj op igen. Den kunne jeg ikke holde ud at sidde i. ”Det er ellers Cs (min jordemoder gennem graviditeten) yndlingsføderedskab”. ”Det er da ikke hende der skal føde” vrissede jeg vredt, da jordemoderens bedrevidenhed seriøst var ved at gå mig på nerverne.

Efter 2 timers forsøg med at presse, skete der stadig ikke en skid. Vores søn gled frem og tilbage i veerne, men der kom ikke rigtig skub i presseveerne – faktisk gik der nærmest stå i veerne. Jeg fik vestimulerende drop og efter 20 min begyndte der endelig at ske noget. Veerne tiltog igen og denne gang kunne jeg mærke noget. Alligevel var der gået så lang tid siden pressefasen startede, at der for en sikkerhedsskyld blev taget en blodprøve af babys hovedskal, heldigvis så alt fint ud. Den ledende jordemoder var blevet tilkaldt, fordi min jordemoder ville drøfte med hende hvad der skulle ske. Hun sagde, at der skulle tages en ny blodprøve om 15 mig. ”Der er han født” sagde min jordemoder og hun fik ret.

Presseveerne tog til og nu ville jeg bare have ham ud! Jeg var kommet op på fødebriksen igen og pressede som en gal i veerne. Endelig kom hovedet ud. Sindssyg mærkelig fornemmelse at mærke det lille hoved mellem mine ben og vide, at nu kom han snart ud. Næste presseve kom baby ud, og op på min mave. Jeg hylede glædestårer, mens jeg kyssede og aede ham blev jeg ved at med sige ”Det var godt du kom nu, jeg kunne ikke mere….” Selvom det havde været så hårdt, var det en af de største oplevelse i mit liv. At føde et velskabt, lækkert lille barn, som jeg modsat min datter (grundet den tidlige fødsel) fik lov til at holde, kysse og kramme alt det jeg ville og bare nyde sammen med min mand.