Category

Fødselsfredag

Category

Fødselsfredag – en tåreperser!

Heldigvis er det ganske sjældent det sker, men ind i mellem ender en fødsel med, at mor ikke er til stedet i andet end fysisk form, når barnet fødes, fordi hun er lagt i fuld bedøvelse. Det sker kun når det enten ikke er muligt at lægge en spinal bedøvelse eller hvis det skal gå usædvanligt stærkt, fordi man – altså, lægerne – er bekymret for om baby kan tåle at være i maven de minutter ekstra det tager, at anlægge blokaden, frem for at lægge kvinden i fuld bedøvelse. Desværre skete det for kvinden, som har skrevet denne uges fødselsberetning og som sidenhen har haft noget af et forløb, som i hvert for mig, fik tårerne til at presse sig usædvanligt meget på!

Hun fortjener verdens største og blødeste kram <3

Jeg blev gravid tidligt i 2014 og kløede på med arbejde og motion, som om intet var hændt, og var nok lidt hård ved mig selv i perioder. Mit ugentlige break var graviditetsyoga med flere indslag om fødslen; det var bare så godt. For en kontrolfreak som mig, der nu nok mente at jeg burde kunne klare sådan en fødsel, men som samtidig frygtede både fødslen og den første del af moderskabet lidt, var det lige sagen. Og da vi nåede terminen i december 2014 følte jeg mig så klar til at arbejde med vejrtrækning, aktive fødestillinger og alt det andet i de mange timer, det jo nok ville komme til at vare. Jeg så med stolthed frem til at føde ”selv”. Både min mor og min søster havde fået kejsersnit. Ikke noget jeg på nogen måde har set ned på, men med min sundhedsfaglige baggrund kendte jeg godt til alle fordelene ved naturlig fødsel, og jeg glædede mig usigeligt til det øjeblik, hvor det hele var overstået og min lille dreng kunne komme op på mit bryst. Og sammen glædede min mand og jeg os til de første dage på hospitalet med fuld forplejning og god tid til hinanden, og ikke mindst til ”fødselsdagsbakken” med saftevand og ristet brød, som vi havde hørt så meget godt om.

19.december forlod jeg strikketøjet og juleradioen på sofaen og tog til jordmoder, tre dage efter termin. Alt så fint ud, og hun tilbød at lave hindeløsning. Jeg var da 3-4 cm åben, hindeløsningen blev lavet, og jeg blev sendt hjem med besked om, at det godt kunne nive og bløde lidt, men at vi sagtens kunne nå om på den anden side af julen før der skete noget.

Ganske rigtigt nev det i dagens løb, men det føltes ikke som veer… eller som de kraftige plukveer jeg havde døjet med de sidste måneder af graviditeten.

Da min mand og jeg gik i seng samme aften mente jeg nu nok, at noget måtte være i gang, men tænkte, at det kunne jeg selv lige ligge og arbejde med, så min mand kunne få noget ro og søvn. Jeg tog tid på veerne; uregelmæssige og korte, men de gav mig ingen søvn, så jeg lå og praktiserede yogavejrtrækning og forsøgte at slappe af i kroppen. Ved vel omkring 6-tiden om morgnen syntes jeg, jeg begyndte at bløde en del, så jeg vækkede min mand og ville ringe til fødegangen for lige at høre. De ville gerne se os, og da vi begyndte at gå rundt og pakke vindruer og juice og de andre småting, der manglede, gik veerne helt agurk. De kom hele tiden, og jeg kunne ikke længere holde den gode yogavejrtrækning. Jeg blev vist lidt ynkelig, og guderne må vide hvordan jeg fik skrabet mig selv op og ud i en taxa.

Det var en lettelse, da vi kort efter trillede ned i p-kælderen på hospitalet. Humøret dalede igen, da der ikke var en ledig kørestol til mig, og den lange gang måtte tilbagelægges med hyppige hvil opad væggen. Da vi endelig nåede fødegangen og jeg blev undersøgt, var jeg 8 cm åben og kom straks på en fødestue. Jeg glemte alt om at frabede mig studerende på stuen, lukkede øjnene og forsøgte bare at trække vejret, slappe af i kroppen, og glædede mig til at få fødslen overstået, lykkelig over, at jeg med 8 cm vel ikke kunne have langt igen. CTG og skalp-ph så ikke optimale ud, og relativt hurtigt blev akut kejsersnit besluttet. Lidt skuffet var jeg vist allerede der, men sådan var det; skulle lillemanden ud nu, for at have det godt, var det jo bare sådan det skulle være. Da vi kort efter kom ned på operationsstuen, var jeg 10 cm åben, men man vurderede at der ville gå for længe, og gik videre med kejsersnittet. Man forsøgte at lægge epiduralblokade, men den virkede ikke, og jeg blev lagt i fuld bedøvelse……

….. og vågnede op mere groggy end nogensinde før i mit liv, og så stod min mand med lillemanden i armene. Den lille mand fik straks tøj og dyne af og kom over til mig og jeg vågnede langsomt op.

Det viste sig, at jeg havde været ualmindelig svær at vække af narkosen. To timer var der gået, fra lillemanden kom ud, til jeg endelig vågnede. To lange timer for min mand, der havde været alene med alle oplevelserne og vores lille baby, og som givetvis har været bekymret for mig, der ikke vågnede… og som trods alt også var vågnet for knap 4 timer siden til nyheden om, at veerne var i gang, og at vi snart ville blive forældre. Men så hurtigt og voldsomt havde han vist ikke forventet, det ville gå.

Fødselsdagen forløb med barselsbesøg af familien og pludselg var det aften, tid til lidt mad og lidt søvn.

Dagen efter vågnede min mand med angst. Han havde haft angst nogle gange før i årene før, begge gange noget han kom over i løbet af uger til måneder med medicinsk behandling og psykologhjælp, men forpint så længe det stod på. Naturligvis. Så hele den her dag henstår i tåger. Han kørte lidt rundt med lillemanden i vuggen på gangene på hospitalet, mens jeg hvilede mig; han var nød til hele tiden at holde sig i gang, for at kunne holde det ud. Og han ringede til venner og fik dem til at køre ham lidt rundt i bil for at få tiden til at gå. Og jeg lå alene og fortvivlet på stuen med lillemanden og blev bekymret for den kommende tid. Jeg kan næsten ikke huske den dag. Dum dum kombination af noget meget lykkeligt og noget meget ulykkeligt. Vi spurgte forsigtigt personalet på barselsgangen, om der var nogen hjælp at få til en far med hvad der vel må være en akut efterfødselsreaktion, men der var intet. Ikke engang et telefonnummer til psykiatrisk skadestue kunne de formidle.

På en eller anden måde kom vi igennem aftenen og natten, og da lillemanden om morgenen vægtmæssigt lå næsten lige akkurat på grænsen for, at det var ok, at vi blev sendt hjem, tog vi hjem. Jeg havde sådan en lyst til at bede om en dag mere på hospitalet, men turde ikke spørge. Jeg havde behov for at blive passet lidt på, og for i det mindste at have muligheden for hjælp og støtte ved behov, vel vidende at min mand ikke ville kunne rumme meget andet end sig selv, når vi kom hjem. Jeg var nervøs for, om vi ville få noget at spise; min mand mister fuldstændig appetitten, når han har angst, og jeg kunne huske fra fødselsforberedelserne hvor vigtig hvile, ro og mad og drikke var for at etablere amningen.

Dagen efter, dagen før juleaften, fik vi besøg af sundhedsplejen, som tog sig god tid til at tale med mig. Min mand havde på ganske mirakuløs vis fået en akut psykologtid, og med samtidig opstart af medicin igen, fik vi humpet os igennem de første dage, der skulle have været så anderledes. Jeg er klar over, at man næppe kunne have forventet lyserøde skyer og evig lykke og ingen bekymringer, men akut angst havde vi ikke just forventet. Min mand endte med at få lov til at holde 4 ugers barsel i stedet for 2, da han blev sygemeldt i de 2 første. Så vi endte med at have en god første måned med lillemanden og fandt stille og roligt vores egne ben.

Angsten kiggede frem igen, da  min mand 9 måneder efter startede sine 3 måneders barsel og jeg startede på job igen. De store skift i livet og hverdagen kan virkelig være en udfordring for psyken… men det er en helt anden historie.

Først lidt senere kunne jeg mærke min egen reaktion på det hele ifm fødslen og de første dage. Én ting var min mands angst og at han dermed ikke kunne tage sig af mig og lillemanden den første tid, som jeg havde forventet og ønsket. Han skulle jo have været den, der sørgede for at jeg fik mad og drikke, og ham der skulle have sørget lidt for hjemmet og et fyldt køleskab, så jeg bare kunne ligge hud mod hud med lillemanden. En anden ting var alt det omkring kejsersnittet og den langvarige narkose.

Jeg har det helt ok med, at det blev et kejsersnit, men jeg ville nu gerne have oplevet at føde. Det er mere det med, at jeg ikke var med, at jeg ikke var der. Jeg fik ikke lillemanden op til mig med det samme, jeg hørte ikke da han græd, jeg var ikke med da han blev målt og vejet, vi lå ikke hud mod hud før flere timer efter fødslen … jeg gik glip af de første to timer! Det er så længe. Jeg føler mig så snydt. Det gør jeg stadig den dag i dag. Jeg genser de små filmstumper af den første undersøgelse på operationsstuen med min lille helt nye baby, som min mand optog, igen og igen og ville ønske, jeg havde været der.

Og jeg bliver så ked af det ved tanken om alt det, der gik skævt i dagene på hospitalet, og at de dage næsten er glemte. Det kan jo skyldes mange ting, men den manglende helt tidlige hud-mod-hud kontakt og alt uroen i de første dage og uger, tænker jeg, spiller uden tvivl en rolle ift den amning, der gik i vasken efter få uger.

Jeg skrev om forløbet, primært vedr. min mands angst, men også den lidt voldsomme fødsel vi ikke fik talt ordentligt igennem med personalet på barselsgangen, til hospitalet. Ikke for at klage, men for at gøre dem opmærksomme på hvor fortvivlede man føler sig, når man er helt nye forældre og har akut brug for psykiatri- eller psykologhjælp, men der ikke er hjælp at hente. Vi blev kaldt til en rigtig fin samtale med afdelingsledelsen; det var rigtig rart at blive hørt og taget alvorligt. Vi lærte, at vi en anden gang nok også selv skal stille flere krav og være mere åbne om vores problemer og behov… være bedre til at bede om hjælp og kalde på personalet. Så må vi se, om der bliver en anden gang.

Så det var selve fødselsberetningen. Efterhånden gik alt jo fint. Lillemanden er vokset fint op som flaskebarn. Han var ikke en særlig sovende baby, men ellers nem, og jeg nød min barsel med en dejlig mødregruppe. Jeg fik flere besøg af sundhedsplejersken end normalt, pga lidt problemer med lillemandens vægtøgning og nok også fordi sundhedsplejersken kunne mærke, at jeg havde brug for at læsse af om forløbet. Min tidligere yogalærer var også vældig sød til at lytte til mig og give mig gode råd i det tidlige forløb via email, og min søster var en god instruktør ift at finde den helt rigtige sutteflaske og få dét til at fungere.

Så undervejs, også i årene efter, har der været hjælp nok at hente ved behov. Man kan jo altid spørge. Men der er én person, som jeg så gerne ville have kunnet spørge til råds, som jeg ikke har kunnet spørge.

I årene før jeg blev gravid stod det klart for hele familien, at min mor var ved at blive dement. Hun fik først sin diagnose året efter jeg blev mor, men det var tydeligt at noget var galt længe før. Noget af det eneste hun sagde til mig under graviditeten var, at hun håbede jeg fik kejsersnit ligesom hende, så jeg slap for at føde. Hver gang jeg forsøgte at spørge til, hvordan det hele havde været, da jeg selv var lille, var der intet svar. Hun kunne ikke huske det. Her de sidste år er det gået støt nedad bakke. Hun udtrykker ingen glæde ved at være på besøg hos sit barnebarn, og irriterer sig højlydt over næsten hver en lyd han laver. Hun kan ikke finde ud af at lege med ham. Alt sammen en del af symptombilledet ved hendes relativt sjældne demenstype. Men min far fortæller, at hun efter besøg giver udtryk for at være glad for at have set os.

Det går mere og mere op for mig, hvor meget jeg savner min mor, og hvor meget jeg har savnet hende ift selv at blive mor. En ting er jo alle de dage og timer, man havde set for sig, man skulle tilbringe under barslen med både sin søn og sin mor, og hvordan hun og min far skulle have haft lov at passe og aflaste lidt…. og jeg er flov over den jalousi, der vokser i maven på mig, hver gang jeg ser en kvinde med barnevogn og sin mor ved siden af. En anden ting er hele historien om dengang jeg selv var lille, og hvordan min mor oplevede moderskabet, som vi ikke kan dele. Jeg husker en god barndom, men jeg ville så gerne have hørt hendes råd og oplevelser om de tidlige år. Jeg ville så gerne have taget ved lære fra hende. Og jeg ville så gerne kunne have givet min og oplevet hendes oprigtige glæde ved endnu et barnebarn.

”Historien” kan man jo stykke sammen på anden vis, via den øvrige familie, min fantastiske far, min gamle dagplejemor, min søster, svigerfamilien, samt erfaringen fra venner, kolleger og mødregruppen. Men dét ikke at have adgang til sin egen mors støtte og fortælling, mens man selv lærer at være mor, gør ondt.

Fødselsfredag – en hård start

Hun sluttede sin oprindelige fødselsberetning af med at skrive “derefter gik det dog lettere”. Det havde være en hård start, som kvinden nu, fordi hun savner mere åbenhed omkring at man kan føle og opleve mange forskellige ting efter fødslen, gerne vil åbne endnu mere op for. Hun skriver, at hun selv har savnet at have nogen at tale med om det og at hun har følt sig meget alene – selvom hun er overbevist om, at der er mange der har, eller har haft det, som hende.

Det kan være møghamrende svært at blive mor og jeg oplever at rigtigt mange føler sig alene og at det alligevel stadig er et kæmpe tabu – fordi vi jo allesammen bare gerne vil være gode, glade og overskudsagtige mødre. Virkeligheden forholder sig hos rigtigt mange dog ganske anderledes, især i de første måneder af barnets liv og for fanden, hvor ville jeg dog ønske at jeg – til en kvinde som hende her – kunne have stukket hende et eksemplar af min bog. Ikke fordi den kan udrette mirakler – slet ikke – men fordi den giver plads til alle slags følelser, gode råd med på vejen til den første tid og en “medsammensvoren”, at dele det svære/gode/sjove/hårde oplevelser med. Vi skal af med tabuerne omkring moderskabets begyndelse og jeg er så stolt over, at kvinden her tør dele historien om hvordan moderskabets begyndelse føltes for hende. Tag godt imod hende. 

Der gik ret lang tid fra Allan var født, til han viste interesse for at sutte. Ikke noget problematisk så vidt jeg ved (måske en 8 timers tid), bare nok til at personalet på barselsgangen sagde “Nu skal det snart til at være” og det gik vist også nogenlunde de første par gange, da han begyndte at være interesseret. Om aftenen på 2. dagen spurgte jeg om hjælp, for jeg syntes ikke han fik ordentlig fat, og her sagde sygeplejersken noget i stil med, at det så ikke rigtig ud til at det lykkedes særlig godt, men hun kunne ikke hjælpe mig, så jeg fik en lille kop med erstatning, som Allan spiste med stor velbehag. Dagen efter kom en sygeplejerske og sagde (jeg husker det ikke ordret) at selvfølgelig kunne jeg amme jeg skulle bare gøre det. Med (fysisk) hjælp fra hende og min mand fik Allan spist, men det var ret ubehageligt for mig, og jeg havde hverken kontrol eller føling med situationen, og det gjorde skide ondt, men jeg var primært glad fordi mit barn fik mad. Det var frustrerende at jeg mødte meget forskellige holdninger til hvordan jeg skulle amme. Sidstnævnte sygeplejerske spurgte jeg også om hjælp til at få gang i maven igen, hvor hendes svar var “Du kan da nok se, at jeg ikke kan give dig klyx nu” selvom det slet ikke var det jeg bad om.

Vi blev en dag ekstra, vist nok fordi den første sygeplejerske ikke mente at amningen gik, og på 4. dagen skulle vi hjem. På denne formidddag skulle jeg også både have min jordemodersamtale, Allan skulle have taget blodprøve, og jeg skulle have min bristning undersøgt, fordi jeg var noget i chok over hvordan det så ud efter syningen (en 1. grads bristning). Da alle disse ting var gennemført, lå den næste nybagte mor allerede ude på gangen, klar til at overtage min stue, mens personalet snakkede om, om vi mon var ved at gå. 

Alt i alt en ret kaotisk formiddag, og jeg stortudede på gangen da vi gik derfra, men gik ned og hilste på den jordmoder der havde taget i mod Allan, og det hjalp vist lidt på humøret (hun var god!!).

Vi kom hjem torsdag eftermiddag, og vores sundhedsplejerske har weekend fredag-søndag. Jeg havde talt i telefon med hende onsdag (måske også torsdag, det husker jeg ikke), hvor jeg havde givet udtryk for at det gik ok, hvilket det jo egentlig også gjorde, fysisk ihvertfald. I weekenden havde jeg ret mange smerter i forbindelse med amning og min bristning (som jeg fik undersøgt igen – og fik at vide at den var som den skulle være) og jeg kunne ikke komme igennem på den ammetelefon, som jeg ellers havde fået lovning på. Jeg kender en gammel sundhedsplejerske privat, så jeg havde en telefonsamtale med hende, som hjalp lidt. Jeg kom vistnok igennem på ammetelefonen på et eller andet tidspunkt i løbet af søndag efter omkring 30 forsøg, det husker jeg ikke rigtig.

Om mandagen, 7 dage efter fødslen, kom sundhedsplejersken og hun var ret overrasket og ked af hele situationen, som vi snakkede igennem den dag og flere gange efterfølgende. Jeg fik vist et ekstra besøg eller to, og hun (og min mand) var meget opmærksomme på fødselsdepression. Så vidt jeg ved, er hun gået videre med min historie, for efter hendes mening var der mange ting på barselsgangen der burde være håndteret anderledes. 

Efter 14 dage havde jeg ikke ondt ved bristningen længere, og jeg kom igennem aftenens amning med en god cocktail af ipren, panodil og suttebrik. Dagene gik bedre og bedre. Jeg fuldammede Allan, som ikke har virket til at få for lidt mælk på noget tidspunkt. Generelt har han været sund, glad og tilfreds nærmest altid.

Jeg tror jeg startede til efterfødselstræning efter 5 uger, samme sted som jeg havde gået til fødselsforberedelse. Jeg fik en god lang snak med instruktøren om min situation og de ting jeg var ked af, og det hjalp meget!! Derfra gik det ret godt. 

Jeg var stadig ked af syningen efter bristningen, for det var ikke kønt. Vi talte også om det til efterfødselstræningen, for igen mødte jeg holdningen “Det er bare dig der skal tage dig sammen” når jeg henvendte mig til læger. Det tog det mig et års tid og et besøg hos en gynækolog, der skar lidt overskydende hud væk, at komme mig mentalt over.

Nu når jeg her 2 år efter tænker det igennem, tror jeg ikke der har været fysiske problemer med amningen ud over det forventelige, men min psyke kunne slet, slet ikke følge med de første mange uger. Dét forventer jeg går væsentlig bedre denne gang! Og har også en aftale inden fødslen, med sundhedsplejersken, hvor vi snakker det igennem igen og lægger en plan for denne gang. Kombineret med fødselsforberelse har jeg en følelse af, at jeg gør hvad jeg kan for at få en god start denne gang. 

Ovenstående historie er skrevet da Allan var fyldt 2 år. 3 måneder senere kom lillebror til verden. 

Jeg insiterede på at komme hjem med det samme denne gang, og hvis en indlæggelse var nødvendig (sidst havde jeg fx saltsvandsdrop natten over) så ville jeg ikke forvente noget som helst af personalet på barselsgangen. Fødslen gik godt og hurtigt, og efter gentagne gange at have forsikret flere jordemødre om at jeg havde det godt og virkelig gerne ville hjem, tog vi hjem. Jeg fik et tidligt besøg af sundhedsplejersken, der gav lidt råd til amningen og efter et par dage fik jeg besøg af en jordemoder. Det tog et par dage med smertestillende før amningen kom rigtigt igang og underlivet ‘kom til sig selv’ igen, men generelt havde jeg, lillebror og resten af familien det virkelig godt. Efter 14 dage lagde jeg et billede på Facebook med teksten “Barsel er skønt når både mor og barn har det godt!” og sådan havde jeg det! I over 2 år var jeg overbevist om at mødre, der gjorde noget som helst andet end at overleve de første par måneder løj om det eller ihvertfald pyntede kraftigt på sandheden. Men denne gang, på trods af en søvnfornægtende kængurubaby, har det været så skønt med barsel. Selvfølgelig har der været dage hvor jeg næsten ikke kunne hænge sammen pga. søvnmangel, men i det store hele betyder det intet for mig.

Det var min historie om 2 meget forskellige oplevelser.

Fødselsfredag – fødselsdepression

Det er måske nok den mest særegne fødselsberetning jeg nogensinde har delt på bloggen. I virkeligheden er den måske også ligeså meget, eller endda mere, en beretning om det spæde forældreskab. Om fødselsdepression. Og for fanden, hvor jeg synes den er stærk. Og barsk. For første gang vistnok nogensinde i bloggens historie, stillede jeg mig – sådan helt ægte og i fysisk form – til rådighed over for kvinden her. For at give hende én at læsse af på og for at fortælle hende, at det hele nok skal gå og at verden med tiden kommer til at ligne en udgave hun engang kendte og holdt af. Måske på en ny og anderledes måde, men solen står stadig op hver eneste morgen og det hele skal nok gå.

fødselsdepression fødselsfredag

Førstegangsfødende. 12 dage over termin. Igangsættelse. Baby har det godt. Jeg er endnu ikke utålmodig. Har ikke følelsen af at “nu må det godt ske, jeg er klar”. Dag 12 over termin – piller. Dag 13. Det samme. Da jeg rammer dag 14, kan vandet stadig ikke tages. Ballonkateter. Av for satan. Veer. Veer. Veer. Noget vand bliver taget. Veer. Ikke flere veer. Epidural. Ve-drop. 2 timer efter skal jeg presse. Det går alt for stærkt. En 4,5kg baby kommer ud efter 10 minutters pres. På én ve. 15 dage over termin. Op på min mave. Fuld fokus på bristning. En stor en af slagsen. Bedøvelse. Mere bedøvelse. En jordemoder, to jordemødre, en læge, en mere, en studerende, en læge. Sy sy sy. Efter 1,5 time – syet sammen. Først her kigger jeg rigtigt på min baby. Mit fokus har været på smerterne. På alle de mennesker, øjne og hænder på mit underliv. Mørkt hår, mørke øjne. Babytis på min mave. Tårer i min mands øjne. Jeg var ikke klar. Kan vi gøre det igen?

Han går til lægen. Fødselsdepression siger han. Han kan ikke overskue det. Jeg overskuer det. Selvom jeg ikke kan. Det går. Lige indtil det ikke går mere. Fødselsdepression siger sundhedsplejersken. Nå. Fuck. Jeg smiler til baby, krammer baby, skifter hans ble, varmer hans flaske, snakker med ham, smiler til ham. Græder når baby sover. Han kan ikke overskue det. Han går tur med sovende baby i barnevogn. Det kan han. Jeg får ikke klaret opvasken, vasketøjet, rengøringen. Græder når de er væk. Ulykkelig. Jeg skulle græde af glæde. Det blev jeg lovet.

Jeg betaler for mange psykologtimer. Det hjælper. Hun er sød. Og jordemoder. Tatoveringen “Erstatningsmor” forsvinder fra min pande. “Mor” opstår lige så stille. “Flaskebarn” bliver til “Barn”. Det hjælper. Amning er ikke alt. Kærlighed er alt. Gråden stopper. Anti-kolik. Han smiler. Han ligner mig. Tosomhed. Hvor er trekløveren? Han arbejder på det. Mange psykologtimer. Depression. Angst. Vrede. Bekymring. Mere vrede. Vrede som jeg aldrig før har set. Vrede over at baby er krævende. Det er babyer. Jeg tager over. Hver dag. Hver gang. Græder ikke mere over mig, men over ham. Bliver det bedre? Det gør det. Nogle dage. Andre dage ikke. Lunten er kort. Det ligger lige under overfladen. Vreden. Utålmodigheden. Utilstrækkeligheden. Brugen for ro. Ro. Ro der ikke er der med en baby. Vi elsker hinanden. Men det er hårdt. Hårdt at vrisse. Hårdt at skændes. Hårdt ikke at være lykkelige. At græde af glæde. Jeg har ikke prøvet endnu. Snart. Snart vil jeg. Snart skal jeg. Håber jeg.

Fødselsfredag – en senabort af et misdannet barn

Allerførst vil jeg starte med at sige, at det godt kan være, at du gør klogt springe denne beretning – som handler om en senabort / fødsel i uge 21, af et svært misdannet barn – over, hvis du er særligt sart eller udpræget bekymret i din graviditet. En gudskelov meget sjælden form for misdannelse, men dog én som af og til forekommer. Beretningen er skrevet af en norsk læser, som bad mig vurdere hvorvidt den skulle oversættes, og selvom der er nogle enkelte ord og vendinger der er anderledes end de danske, så tænker jeg altså at det går an på norsk. Den er velskrevet, fuld af følelser og lige dele forfærdelig og fantastisk at læse.

senabort

Jeg var gravid med barn nr to, og hadde samme symptomer som forrige svangerskap. Jeg var kvalm, sliten, sulten som en ulv, med luktesans som et rovdyr- bekkenet var så smått begynt å krangle, og hormonene holdt fest, men vi gledet oss til å bli foreldre igjen og til å få et søsken til vår lille gutt. Denne gangen valgte vi bort tidlig ultralyd fordi jeg var så hinsides kvalm og ikke orket mye annet enn å ligge sidelengs og spise isbiter og drikke kald eplejuice (i Norge er første ordinære ultralyd først ved uke 18, dersom alt ellers er normalt med mor og barn). Det kom vi til å angre på senere. Vi ble innkalt til ordinær ultralyd til da jeg var omkring uke 17, og hadde ingen mistanker eller bange anelser.
Jordmor kjenner jeg litt fra før, våre mødre har vært omgangsvenner hele livet, og det føltes trygt og godt å vite at noen kjente skulle følge oss gjennom siste halvdel av svangerskapet. Den lille babyen vår var velskapt, jeg hadde kjent liv og spark noen uker, og  var aktiv på ultralydskjermen, hjertet banket som det skulle. På tidligere kontroller hos jordmor ved helsestasjonen var alt fint. Jordmor kunne ikke se noe unormalt, men baby lå med hodet langt ned i bekkenet, og hun satte meg tilbake noen dager og ba oss komme tilbake tre uker senere, så hun kunne måle hodeomkretsen, som sier mye om utviklingen på dette tidspunktet. Hun var temmelig sikker på at det ble en gutt, det var vi også.  I ventetiden til neste ultralyd var jeg en tur hos legen og han så heller ingenting unormalt, men presiserte at han ikke hadde nok kunnskaper til å uttale seg om eventuelle mangler eller sykdommer og derfor ikke kunne si noe om annet enn hjerterytme og liv, men at alt så fint ut-det var liv, han sparket og sprellet.
I uke 20 dro vi tilbake for ny ultralyd, ubekymrede og glade, og håpte at vi skulle kunne se helt sikkert om det var en liten gutt eller ei jente vi ventet. Jeg la meg på benken, vi spøkte med alle putene jordmor måtte hente så jeg skulle få puste (å ligge på ryggen med barmen om halsen var virkelig kvelende). Jordmor var høygravid og måtte ha en krakk å sitte på, så vi lo litt av de slitne gravide. Med en gang apparatet ble tent, ble jordmor stille og sa hun var litt i tvil og gikk for å hente overlege og en sykepleier. Da skjønte jeg med en gang at alt håp var ute, jeg kunne se det på ansiktet hennes at noe var galt, men også på skjermen at noe ikke var som det skulle, uten at jeg kunne sette fingeren på hva det var-hodet var litt ujevnt og jeg tenkte nok at det så litt lite ut. Mannen min forsøkte å være positiv, men jeg begynte å gråte og hjertet sank som en stein ned i magen min. De kom hurtig inn, kikket ganske raskt på bildene og fortalte at babyen vår hadde akrani og anencefali – ikke sammenvokst hodeskalle, og manglende hjerne. Ingen muligheter for liv, og jeg måtte i nemnd for fødsel. Jeg satte meg opp på benken, det kjentes som at jeg ikke fikk puste og gråten kom i hysteriske hulk, der og da ville jeg ikke leve. Jeg ville bare ha babyen ut, nå!
Vi satte oss sammen med overlege, jordmor og et menneske til som var en av dem som satt i abortnemnd (i Norge må en abort etter uke 12 behandles i nemnd, dette er kun en formalitet når slike abnormaliteter som anencefali oppdages, men må likevel godkjennes i samtale med to personer som får dette ansvaret ved sykehuset). Samtalen på kontoret minnes jeg ikke mye av, annet enn at de var veldig opptatt av å fortelle at vi hadde valget om å fullføre svangerskapet om vi ønsket det, og at de var omsorgsfulle og svært berørte av det som hadde fremkommet. Vår lille ville sannsynligvis dø før eller under fødsel, og garantert kort tid etterpå. Vi orket ikke tanken på det. Ei uke ventetid i sorg, sjokk og ble det før vi fikk snakke med abortnemnd, som man er pålagt ved senaborter (baby kom i uke 21). Den uka er den verste jeg har vært gjennom i hele mitt liv. Vi fikk all info omkring fødselsforløp, medisiner og hva som ville skje i etterkant, det var merkelig nok en god samtale og de var omsorgsfulle, kjærlige og vi hadde til og med et par øyeblikk der vi spøkte og lo. Vi vurderte ulike muligheter, men endte opp med minnelund (felles grav uten navnesten). Dette har vi angret på i etterkant, men vi er glade for å ha et sted å gå til og minnes vår llille gutt.
Samtalen i abortnemnd var en fredag, og jeg tok de første cytotectablettene lørdag morgen, og søndag ettermiddag kjente jeg de siste sparkene, og at noe skjedde i magen, som en bølge som skyllet gjennom meg, og som noe slapp, og etter det var det stille. Jeg var kvalm og uvel, og måtte spise noen smertestillende tabletter. Heldigvis- og merkelig nok-sov jeg som en stein hele uka, utslitt etter alle vonde følelser. Vanligvis har jeg slitt med søvnen i stressende perioder, men dette slo meg ut som en sten. Det verste var at jeg visste at tablettene sannsynligvis ville ta livet av babyen min, og det kjentes så grunnleggende galt å ta livet av baby når det ikke var ønsket, selv om vi visste at han aldri kunne leve noe fullverdig liv, eller i det hele tatt overleve utenfor livmoren. Det å gå og vente på det et helt (halvt) svangerskap til var uaktuelt.
Mandag morgen møtte vi på sykehuset, det var ren tortur å sitte på venterommet og vente på å bli hentet, jeg gråt og håpte ingen andre gravide kom inn akkurat da (det kom ei da vi gikk ut, men da orket jeg ikke forsøke å beherske meg en gang). Jeg ble satt i gang og fikk smertestillende og beroligende. Vi fikk et rom langt nede i gangen på fødepoliklinikk, og en sykepleier som skulle følge oss hele dagen. Hun er et av de varmeste og fineste mennesker jeg noensinnne har møtt, og tydelig berørt av det som skulle skje. Alle mennesker vi møtte denne dagen og i etterkant har vært ytterst omsorgsfulle og det er jeg så glad for.
Morfinen var nødvendig, for ingen kunne forberedt meg på at veer i uke 21 var like helvetes vondt som ved forrige fødsel, den gang i uke 37 og med en frisk og nydelig gutt som resultat. Vi gikk litt rundt i gangene for å sette i gang prosessen og der møtte vi en kollega av min mann og hennes mann, mine beroligende medisiner virket godt, for jeg kunne fortelle om hva som skulle skje, temmelig uberørt og flat i humøret – og de var på vei til innskrivningssamtale, fire uker før termin for deres del. Etter den lille lufteturen trengte jeg  å legge meg nedpå litt, jeg var svimmel og kjente at noe var i gjære.
Da vi kom inn på rommet igjen måtte jeg hive ut mannen fra toalettet, og så skjedde det ting. Var redd baby var født der, men heldigvis var det kun slimproppen (ved min første fødsel ble denne fjernet av jordmor, beklager grafiske detaljer, men dermed husket jeg ikke hvordan det føltes rent fysisk, og var hysterisk redd for å ha født babyen min i toalettet-jeg visste jo heller ikke hvor stor han var, eller hvordan det ville kjennes når han var mye mindre enn forrige baby jeg hadde født). Mer smertestillende, og på det tidspunktet bad jeg om epidural (den rakk jeg aldri å få, det gikk hurtig herfra). Jeg nektet å sitte i fødestol, ville ikke føde barnet mitt i et metallbekken, så det bar opp i sengen og så er resten en grøt av døsighet og smerter, før han kom kl 11:45.
Jeg ville se han før de vasket og stelte han, og måtte gi veldig tydelig beskjed til sykepleier at hun ikke måtte ta han med ut før jeg fikk se han – vanligvis ville de ta med baby ut og tørke bort blod, dekke til hullet i hodet osv, men for meg var det viktig å få vite alt som skjedde, og få se hvert ledd i prosessen. Mannen min ville ikke se før de kom inn igjen med han.
Han var så liten og så fin, og så utrolig lik sin bror, både i ansiktstrekk og kroppsbygning. Vi var litt redde for hvordan det ville se ut uten hodeskalle på toppen av hodet, men det var ikke ekkelt. Fra øyenbrynene og opp var det flatt og litt ruglete, mens han hadde et hull på størrelse med et kronestykke i bakhodet. Helt tomt inni, bare toppen av ryggraden kunne skimtes. Lys i huden, men nokså rød og blålilla enkelte steder. Han hadde bittesmå øyevipper, negler og fingre-helt ferdig og så alt for liten. Han var 26 cm lang og veide bare 135 gram, og burde på dette tidspunktet ha veid rundt 400 gram, men dette ble forklart med at hjerne og hodeskalle ville ha veid mye mer om det hadde vært intakt. Morkaken ville ikke ut, samme hvor mye jeg presset, så til slutt kom en annen sykepleier inn og dro den ut av meg. Det var ikke smertefullt, men nokså surrealistisk. Den var frisk og fin, heldigvis. Vi fikk også vite at tilstanden anencefali kun rammer noen få tilfeller hvert år, og at det er mindre enn 3% sjanse for å oppleve det igjen. Jeg hadde spist folsyre siden før forrige svangerskap (ca siden 2012), og det var heller ikke noe vi kunne ha gjort for å forhindre skaden. Det var en fattig trøst, men likevel godt å vite at vi sannsynligvis ville få oppleve nye og friske graviditeter og kunne få friske babyer senere. De fant ellers ikke noe unormalt ved baby under obduksjon, organer og resten av kroppen hadde utviklet seg som normalt-han var litt tynn, men dette hadde de ikke noen forklaring på-annet enn at babyer vokser i utakt. Vår andre sønn har også alltid vært lang og smal, så det kan også bare ha vært hans kroppsbygning.
Vi fikk stelle han, pynte litt i den lille eska han skulle begraves i og fikk ha han hos oss så lenge vi trengte. Vi fotograferte, kjente, koset og betraktet den bittelille gutten vår som var så fin. For å kunne se ham ordentlig, la vi han på siden og fotograferte fra alle vinkler. Det var som å se en miniatyr av storebror, de var fullstendig like i kroppsfasong og bygning. Han var helt fin og ferdig, bortsett fra over nesen og i bakhodet, og skulle bare vokst og vært frisk.
Vi dro fra sykehuset rundt kl 16:00, men dro tilbake dagen etter for å ordne litt til og si et siste farvel. I løpet av uken vi ventet på å komme inn på sykehuset, strikket jeg en bitteliten lue (på størrelse med en eggevarmer) og et lite teppe som han skulle få med seg, og vi kjøpte den aller minste bamsen på størrelse med en fyrstikkeske i sykehuskiosken. Damen i kiosken ville gjerne pakke den inn, jeg hadde ikke hjerte til å si at hun ikke trengte det, for den skulle bare legges i en kiste. Han fikk også med seg en koseklut etter storebror som han ble pakket inn i, og en mindre koseklut å ligge på, i stedet for det sterile tisselakenet fra sykehuset. Det hele var forferdelig tungt og fint på samme tid. Han ble hentet på sykehuset onsdagen og lagt i jorda ved minnelunden på kirkegården. Dagen etter var vi der med en liten stein med navn og fødselsdato, og lys.
På ettersamtale hos sykehuset, fikk vi vite at tilstanden til lille E ikke var uvanlig, men at det ikke rammet mange likevel- og at disse babyene oftest ble oppdaget tidligere i svangerskapet, eller spontanabortertes. Månedene som har gått har vært et stort kaos, det går sakte bedre og storebror er en stor trøst og glede oppi alt det vonde. Han var lei seg, og var redd for at vi hadde den døde babyen med oss hjem fra sykehuset. Han ville likevel gjerne se bilder, og syns lillebror var fin, men litt rar- og liknet litt på en apekatt. Det hadde han forsåvidt rett i, barn er herlig ærlige sånn sett.
I dag, fem måneder etter, snakker han lite om sin døde lillebror, men stadig mer om babyer, og at han ønsker seg en ny lillebror og spør stadig om når vi skal få en baby. Min redsel for at noe skal skje med han er større enn tidligere, selv om det ikke er rasjonelt. Livet er skjørt, og vi prøver å gå videre og sørge om hverandre. Men det er noe som er helt feil, og det er å besøke babyen sin på kirkegården og ikke ha han i magen. Termindato var 5. juli, den dagen besøkte vi minnelunden og la ned blomster, tente lys og leverte hånd- og fotavtrykk til innramming hos den lokale galleristen. Vi bestilte også smykker med navnet hans på, så de to navnene på de to barna våre får henge nærme hjertene våre.

Fødselsfredag – Når en stor bristning (grad 4) bliver en realitet

Selv for mig, som jordemoder og dermed overordentligt velinformeret kvinde når det kommer til fødsler, var bristning dét jeg – udover et fatalt udfald for baby, naturligvis – frygtede allermest ved at føde, dengang jeg var garvid. Jeg frygtede ikke en hvilken som helst og slet ikke en helt “almindelig” bristning (som jeg fik), men jeg frygtede en stor bristning. Èn af dem, hvor endetarmsmusklen – og nogle gange i virkeligt grelle tilfælde også en del af tarmvæggen – bliver revet over. Sidstnævnte har jeg gudskelov aldrig oplevet, men frygten sad i mig, under begge mine graviditeter. Heldigvis kan man, med god guidning fra sin jordemoder oftest komme udenom disse store bristninger, men det sker altså af og til på trods. Som det gjorde det, for kvinden der har forfattet denne uges fødselsberetning. Hun fik en kæmpe stor bristning; hendes verden faldt nærmest fra hinanden – og alligevel er hun kommet ud på den anden side. Det er en fantastisk beretning, som udover at være rørende og godt fortalt, også er relativt lang, så jeg vil anbefale dig at sætte dig tilbage og nyde de næste 4-5-6 minutter i selskab med en overordentligt sej kvinde.

Vandet gik aftenen før terminsdagen, jeg fik regelmæssige veer 2-3 timer efter, og jeg udvidede mig helt efter bogen. Vi blev spået en hurtig fødsel, og jordmoderen, som var tilstede kl. 13 (15 timer efter vandafgang), var overbevist om, at hun ville tage imod barnet i løbet af hendes vagt, der sluttede kl. 15. Men sådan gik det ikke.

Jeg kom i pressefase omkring kl. 13 og pressede på livet løs, men fasen varede ved. Klokken blev 14, den blev 15, og den blev 16 – jeg var udmattet. Fuldstændig færdig! Jeg husker ikke meget fra de timer, men jeg husker, at jeg flere gange spørger, om vores barn er okay, og jeg sagde flere gange ”Nu kan jeg ikke mere” – og jeg troede vitterligt ikke, jeg kunne mere. Der blev mere og mere hektisk på stuen, og det endte med, at der bliver tilkaldt læge og mere personale. Jeg husker, at jordmorderen informerede mig om, at hun ville lægge en lokalbedøvelse, og lægen informerede os om planen: 2 forsøg med sugekop, og ellers ville det blive et akut kejsersnit. Vi samtykkede naturligvis. Jeg husker ikke så meget andet end, at jeg var udmattet, som jeg aldrig har prøvet før, men fik besked på at presse og holde presset. Jeg husker ikke smerte, kun at det var uendelig hårdt. Men det lykkedes! Vores datter var ude og lå nu på min mave. Det var fantastisk. Lægen forklarede, at jeg lige skulle undersøges på lejet, så han kunne få et overblik over eventuelle skader. Jeg var ligeglad, han kunne gøre, hvad han ville. Jeg havde ingen smerter og var bare forelsket i det lille nye væsen. Han fortalte os, at jeg var bristet og at han gerne vil have mig over på en operationsstue. Jeg husker ikke, at jeg tænkte noget særligt omkring informationen om, at jeg var bristet, fordi jeg havde jo læst, at rigtig mange førstegangsfødende brister i mere eller mindre grad. Jeg tænkte mere på, at jeg så skulle køres væk fra min datter og kæreste.

Vores datter kom i armene på hendes far, og jeg lå ret hurtig i en seng på vej mod en operationsstue. Jeg husker ingen smerte, bare eufori over at have født vores datter og iver for at komme tilbage til fødestuen. Jeg fik anlagt en epiduralbedøvelse, og den næste time gik med at lægen syede mig. Jeg begyndte da at have spørgsmål til, hvad den bristning, jeg havde fået, havde af betydning, og hvor meget jeg var bristet. Lægen fortalte mig helt roligt, at han vil informere os, når han er helt færdig, og vi er tilbage på fødestuen. Endelig retur på fødestuen og gensynsglæde. Jeg lå i sengen med vores datter ved brystet og flag på bordet. Nu fik vi besked om, hvor meget jeg var bristet. Grad 4. Grad 4? Ud af hvor mange mulige grader? Grad 4 –  ud af 4 mulige. Det var svært at forstå, at jeg var bristet i sådan grad, at selv min ringmuskel og tarm havde taget skade. Jeg var stadig bedøvet, havde et urinkateter og havde ingen smerte. Men det var sikkert og vist, at jeg var bristet i en alvorlig grad – en kæmpe stor bristning – og forklaringen kunne være flere og en kombination. Vores datter havde en kampvægt på 4150 gram (jeg er 165 cm høj og slank af bygning), hun havde haft en kraftig, men kort navlesnor, som var viklet rundt om hendes hals 2 gange og derfor havde holdt hende lidt tilbage, hun havde en hånd op foran sit ansigt på vejen ud og havde desuden stået skævt i mit bækken – alt sammen medvirkende til en meget lang pressefase, der endte med en anlæggelse af sugekop.

Jeg tror ikke, jeg endnu helt havde forstået, hvad han havde fortalt os. Jeg havde jo læst om bristninger og vidste, at mange bristede og især ved første barn. Men jeg mindes ikke at have læst om bristninger i grader. Måske et par sting og svie ved vandladning. Men på barselsgangen gik det for alvor op for mig, hvad en bristning i den grad ville få af betydning på kort sigt og muligvis langt værre ting på længere sigt. Personalet, der tog imod os på barselsgangen, informerede om, at der den følgende dag ville komme en fysioterapeut og fortælle mere og medbringe en pjece. Men det endte med at de ret hurtigt fik hentet den pjece, selvom det var midt om natten. Jeg havde så mange spørgsmål og havde behov for at have det på skrift, så jeg kunne læse det igen og igen. Jo mere jeg fik at vide eller læste – jo mere knust blev jeg. Men jeg ville vide det hele. Kun sidde/gå/stå i begrænset omfang i 4 uger, undgå at bukke mig ned, muligvis smerter ved afføring og vandladning, skulle forvente uheld, hvor jeg ville få problemer med at holde på urin, luft og afføring, ikke bruge toiletpapir første 14 dage ved vandladning og 4 uger ved afføring, ikke presse ved afføringstrang, ikke løfte mere end mit barns vægt, helst rulle ud af sengen for at skåne syningen, tage afføringsmiddel for at skåne syningen for pres. Det var mange ting at forholde sig til, og især hæftede jeg mig ved, at jeg ikke skulle sidde for meget, fordi så kunne jeg ikke amme mit barn, som jeg havde forestillet mig – siddende. Jeg skulle ligge ned og amme. I dag kan det virke helt tåbeligt, at jeg blev så ked af, at jeg ikke kunne sidde og amme mit barn, men det var en illusion, der bristede for mig, og jeg kunne slet ikke huske, at jeg nogensinde havde set andre amme deres barn på andre måder end siddende. Jeg græd det meste af den nat. Jeg græd, fordi jeg slet ikke kunne overskue, hvad den bristning ville få af betydningen, og græd jeg ikke over det, så græd jeg over, at jeg tillod mig selv at være så ulykkelig på den første nat med vores baby.

Morgenen efter fik jeg fjernet det urinkateter, de havde anlagt, og jeg skulle nu tisse. Men jeg turde ikke engang sætte mig på toilettet, da jeg jo havde læst, at jeg skulle sidde i et begrænset omfang. Men hvad er et begrænset omfang? Og hvordan sætter man sig på et toilet, når man er bange for, at hver og en af de syninger, der er lavet, vil springe op? Jeg ville bare hele. Jeg tissede stående i badet, og det skulle jeg snart blive helt vant til – desværre. Jeg turde slet ikke tænke på afføring og havde egentlig ikke lyst til at spise særlig meget, da det jo ligesom skulle ud igen.

De få gange, jeg var ude af sengen og ude på gangen på barselshotellet, blev jeg ikke mindre ked af det. Jeg var misundelig. Jeg var så misundeligt på alle de andre nybagte mødre, der sad med deres børn i armene og ammede. Der sad og spiste morgenmad. De sad da de fik barselsgæster. Jeg ville også sidde. Jeg ville også føle mig mere normal og ikke sengeliggende – ikke føle mig handikappet og bange for konsekvenserne. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville sidde den næste måned. Vejledningen hed at jeg ikke måtte gå/stå/sidde for længe – men hvor længe er for længe, og hvad kunne konsekvensen være? Jeg turde ikke tage chancer og dermed risikere, at jeg helede dårligt, hvorefter jeg så ville kunne bebrejde mig selv, fordi min adfærd måske kunne være skyld i det.

Vi blev fortalt, at jeg havde gode forudsætninger for heling – aldrig røget, i god fysisk form og ikke overvægtig. Jeg kunne også allerede på hospitalet stoppe min urinstråle, og det var et positivt tegn om, at min bækkenbund var stærk, men det jeg huskede mest var beskeden om, at jeg skulle forvente uheld i form af at lække urin eller afføring, og at dette kunne være forventeligt i tiden efter.

Vi blev udskrevet 2 dage efter fødslen, men hvordan kommer man hjem i bil, når man er angst for at sidde ned i frygt for at ødelægge helingen. Det var som om, at der bare hele tiden kom ting, der ikke lige var så let. Jeg hadede det. Jeg var ked af det og frustreret. Dagene gik naturligvis med at beundre og lære vores datter at kende – men dagene gik også i sengen. Dagene gik med mange knibeøvelser – rigtig mange. Dagene gik med at gå i brusebad efter hvert toiletbesøg. Dagene gik med, at jeg tog tid på, hvor længe jeg kunne holde mig fra jeg fik afføringstrang til jeg blev nødt til at gå på toilettet. Dagene gik med at læse den udleverede pjece igen og igen og igen. Jeg havde lovet mig selv og min kæreste, at jeg skulle lade være med at google emnet – men det løfte kunne jeg ikke holde. Jeg googlede i øst og vest. Indland og udland. Jeg ville vide ALT, og mest af alt ville jeg bare gerne læse, at det kunne ende godt. Men jeg skulle have holdt mig til mit løfte, fordi google gjorde mig ikke godt. Jeg blev blot bekræftet i, hvor mange mén, konsekvenser og risici, der er forbundet med en bristning i den grad. Jeg frygtede mest af alt ikke at kunne holde på min afføring, og det var ikke en selvopfunden tanke. Det var en reel risiko. Jeg frygtede, at jeg måtte droppe alt socialt liv af frygt for, at jeg skulle opleve uheld, og jeg forestillede mig, hvordan mit og vores liv så ville være. Jeg havde forberedt mig på, at der er mange følelser og tårer i spil, når man bliver nybagt mor. Men jeg havde ikke forestillet mig eller forberedt mig på det, jeg var havnet i, og jeg følte bare at alt den bekymring kvalte min lykke.

Min kæreste skulle jo på arbejde 14 dage efter fødslen, og jeg anede ikke, hvordan det skulle gå. Man hører tit om mødre, der end ikke når et bad i løbet af en hel dag, og der lå jeg og vidste, at jeg skulle i bad efter hvert toiletbesøg. Endnu en grund til at græde, så det gjorde jeg. Jo mere jeg græd, jo mere dårlig samvittighed fik jeg overfor vores datter. Hun fortjente ikke en mor, der var så ked af det. Der var lange dage i sengen, hvor min verden var brudt fuldstændig sammen til trods for, at jeg var lykkelig over at være blevet mor.

Jeg tog smertestillende de første par dage og stoppede derefter, da jeg egentlig ikke oplevede smerte, men jeg meget hævelse, og tyngdefornemmelse kom ret hurtigt, hvis jeg ikke lå ned. Jeg oplevede dog ingen uheld, jeg kunne holde på både urin og afføring, men jeg var også kun ude af lejligheden en håndfuld gange de først 4 uger og det i meget kort tid, hvor der ikke var toiletbesøg – fordi det jo krævede et bad efterfølgende. Det var jo positivt, men jeg frygtede, hvordan det ville gå, når jeg igen skulle ud i virkeligheden og dermed ikke havde et toilet to værelser væk. Jeg var sikker på, at det kun var en succes hjemme i sikre rammer. Jeg slappede aldrig rigtig af. Min hjerne kørte på højtryk.

Jeg kunne ingen sting eller tråd se, hvor jeg var bristet. Jeg tjekkede dagligt med et spejl, fordi jeg var så bange for, at noget var forkert, at der var infektion eller dårlig heling. Så da vi var på hospitalet til vores datters høretest ugen efter fødslen, bad jeg om at blive undersøgt, og bookede derudover aftale hos egen læge ca. 3 uger efter fødslen. Jeg havde brug for, at fagfolk gav mig en vurdering, til trods for at jeg selv er sundhedsfagligt uddannet. Jeg stolede ikke på min egen fornemmelse. Ved en af undersøgelserne omtalte den undersøgende jordemor, at det på sigt også var vigtigt, at min kæreste og jeg kunne genoptage et sexliv, og mit svar var, at det var fuldstændig lige meget. På det tidspunkt var jeg fløjtende ligeglad med et sexliv på sigt – jeg var bange for, at jeg intet socialt liv ville kunne opretholde, ikke turde gå på arbejde eller bevæge mig ud af vores hoveddør af frygt for, at jeg bogstavlig talt ville skide i bukserne.

Ugerne gik, vi havde få barselsgæster de første uger, fordi jeg var for ked af det og oveni det ikke kunne overskue gæster, når jeg lå ned. Men vi var åbne om bristningen over for de nærmeste, selvom det var ret grænseoverskidende og tabufyldt at tale om underliv, urin, luft og afføring i omgangskredsen, men det fyldte for meget til, at jeg kunne overskue at tie om det.

Min kæreste var tilbage på arbejdet, og der var nedtælling til, at de første 4 uger skulle gå, da der så kunne trækkes en streg i sandet, og jeg turde begynde at genoptage et mere almindeligt liv. De 4 uger gik – men langsomt – og det føltes som en evighed med restriktioner, utrolig mange bekymringer og tårer på grund af bristningen oveni lykken over vores datter. Men ligeså svært det havde været at aflægge sig det at sidde, ligeså svært var det pludselig at skulle sidde igen. Pludselig kunne jeg dårlig huske, hvordan man sad behageligt, og det var en stor overvindelse at sidde afslappet igen. Jeg var så bange for, om det var bedst at vente lidt mere. Jeg havde en kontroltid 5 uger efter fødslen hos en specialiseret fysioterapeut, og det blev et vendepunkt, fordi jeg der blev undersøgt og fik af vide, at jeg nu bare skulle sidde, gå og stå, som jeg kunne holde ud, at jeg var helet godt og faktisk havde en bækkenbund, der var rigtig god. Det var helt vildt, og vi var lykkelige over den besked – det var faktisk gået meget bedre, end vi overhovedet havde turde håbe på. Knap 5 uger efter fødslen gik jeg den første tur med vores datter i barnevognen – og det var stort.

Nu er der gået 9 måneder, og tiden efter fødslen føles som om, det er 100 år siden. Bristningen er noget, vi i dag omtaler som ”kan du huske dengang”, og vi er lykkelig over, at det gik så godt, som det gjorde. Jeg har i dag ingen mén. Jeg kan holde på urin, luft og afføring uanset om jeg løber, hopper, danser eller nyser, og vi har et godt sexliv – til trods for at jeg også har en 4. gradsbristning på CV’et. Og som en veninde har sagt til mig: ”Du har måske den bedst bækkenbund af os alle, når vi er 60 år, fordi du har været så opmærksom på din bækkenbund efter fødslen” – Jeg tror, hun har ret!

Der er dog én ting, jeg i dag fortryder, og det er, at det fik lov til at fylde så meget i den første tid med vores datter. Jeg ville ønske, at jeg havde turde håbe på et godt udfald, havde holdt fast i det positive, at jeg havde kunne finde gode historier om bristninger i 4. grad på google – og ikke kun dem, der indeholdt re-operationer, forfærdelige mén og utallige risici. Men sådan er det nok ofte. Man hører og læser om alle de gange, hvor noget går galt, og knap så meget om alle de gode historier. Men det vil jeg rigtig gerne være med til at ændre, selvom min historie blot er en lille en. Jeg har et håb om, at bare én anden kvinde, i samme situation som jeg var i, falder over min historie i den der farlige google søgning, og så bare får et lille håb om, at det faktisk kan ende rigtig godt.

 

 

 

Fødselsfredag – om den svære tid efter

For rigtigt mange er fødslen slet ikke det mest overvældende, ved at blive nogens mor. Slet ikke endda. Bevares, fødslen er for de fleste en kæmpestor oplevelse, på godt og på ondt, og en kraftpræstation, som man ingenlunde skal underkende, men de fleste vil alligevel erfare, at de virkelige prøvelser opstår efter fødslen. Det er nemlig slet ikke så let at manøvrere i (og derfor gør det mig selvfølgelig glad at tænke på at der om en god måneds tid faktisk findes en bog på markedet, som forhåbentligt kan gøre livet lettere og sjovere for riiiigtigt mange nybagte mødre ;-)). Og præcis dét handler denne uges fødselsberetning om.

9. December og jeg er 40+0. Jeg har haft en dejlig graviditet, har ikke været plaget af kvalme eller andre ting, som jeg ellers havde frygtet, at jeg ville blive. Dog blev jeg sygemeldt med begyndende bækkenløsning, men generelt har jeg aldrig haft det bedre! Den hovedpine som jeg havde haft flere gange ugentligt stoppede da jeg smed p-pillerne, og jeg var bare glad!

To af mine veninder fødte i hhv. Oktober og november, så jeg var mere end klar til at vores baby skulle melde sin ankomst, så vi kunne komme ud og trille med barnevognene. Og så var jeg bare sindssygt spændt på,at se hvad der gemte sig inde i min efterhånden pænt store mave. Vi havde nemlig valgt, at vi ikke ville kende kønnet på baby, men overraskes ved fødslen.

40+6 og stadig ingen baby – til trods for, at vi havde afprøvet alle de gode husmorråd for, at sætte fødslen i gang. Jeg havde en tid ved jordemoderen om formiddagen, og spurgte hende derfor, om hun ikke kunne forsøge med en hindeløsning. Det kunne hun godt, men hun gjorde det dog meget klart, at det slet ikke var sikkert at det ville føre noget med sig. Men jeg var desperat for at få baby ud, så jeg var villig til at prøve alt.

Der skete dog intet i løbet af dagen, så vi havde faktisk opgivet den mulighed.

Jeg fald i søvn på sofaen kl. 20, og vågnede kl. 22.30, ved et jag i maven. Jeg havde ikke haft en eneste plukkeve, som jeg kunne mærke, i løbet af graviditeten, så jeg troede bare, at det var sådan en. Det skulle dog vise sig, at det ikke bare var en plukkeve, men min første ve.

Frem til kl. 24 havde jeg kun et par stykker, så vi besluttede os for at gå i seng og se tiden an. Vi havde jo lært til Hånd-Om-Barnet, at man som førstegangsfødende, nærmest ville være flere dage om det, så vi tænkte at der ville gå lang tid før de ville være regelmæssige. Da vi kom ind i sengen gik der dog kun få minutter, og så kom veerne ellers regelmæssigt, hvert 3. minut. Vi ringede til fødegangen kl. 01.30, og fik lov til at komme ind til tjek.

Vi ankom kl. 2. Det var en studerende der tog imod os, og jeg må ærligt indrømme, at jeg lige i første omgang ikke var helt tilfreds med det. Jeg blev dog hurtigt meget glad for det, for det betød, at der var et ekstra sæt hænder til at tage sig af mig.

Jeg blev undersøgt og var 3 cm åben. De gjorde stuen med fødekaret klar, mens jeg fik fornøjelsen af et lavement! (De værste veer nogensinde, var dem der kom i de 7 min. Jeg skulle holde på det!)

Jeg kom i vandet, og det var virkelig dejligt, især mellem veerne, hvor jeg faldt helt hen og småsov. Kl. 4 blev jeg undersøgt igen, og jeg var 6 cm åben.

Jeg havde læst bogen ‘Smertefri fødsel’, og øvet vejrtrækning et par gange, men ikke mere end det. Jeg havde dog virkelig meget glæde af visualiseringsøvelsen, og brugte den under alle mine veer. Samtidig med at jeg messede inde i mit hovede “det er bare en ve, den går over og så er jeg en ve tættere på målet!” Det hjalp mig helt vildt, og jeg følte mig meget i kontrol.

Kl. Ca 6 var jeg 10 cm åben og fik presseveer. Efter en lille time med presseveer, hvor der ikke rigtig skete noget, foreslog min jordemoder, at jeg skulle prøve at tisse, da det måske var min blære, som fyldte for meget. Jeg kom op af karet, og prøvede at tisse, men kunne ikke. Jeg skulle derfor have den tømt med et kateter, og det foregik liggende på sengen. Da jeg først var kommet der over, kunne jeg ikke overskue, at skulle tilbage i karet, så jeg blev liggende.

Der var ingen tvivl om, at det hjalp at få min blære tømt, for en lille halv time senere, helt præcis kl. 7.34 d. 16. December, kom vores lille Louie til verden. Han kom ud i én presseve, og min mand klippede navlestrengen.

Jeg kan ikke helt huske minutterne efter at han kom til verden, men min mand har fortalt, at det første jeg sagde var: “Var det bare det?!” Det fik jordemødrene til at grine ret meget, for det var åbenbart ikke det den fødende plejer at sige. 😄

Det var uden tvivl en kæmpe oplevelse – smertefuld ja, men jeg gjorde det gerne igen, for hold kæft hvor synes jeg egentlig at jeg var pisse sej!

Og nu til det jeg egentlig gerne vil have fokus på, nemlig den første tid med vores lille Louie. Når jeg ser tilbage, er jeg slet ikke i tvivl – jeg vil 100 gange hellere føde igen, end jeg vil gennemgå den første måned som helt nye forældre, til sådan en lille fidus. Det var den hårdeste måned i hele mit liv. Fyldt med bekymringer, tanker, følelser og alt hvad der selvfølgelig hører med, når man pludselig står med ansvaret for sådan et lille menneske. Jeg var bare på ingen måde forberedt på det. Det kan virkelig lyde dumt og naivt, men man kan virkelig ikke forberede sig på den første tid. Aldrig i mit liv har jeg været så usikker på mig selv – til trods for, at jeg har været klar til at få børn i flere år og er uddannet pædagog, så blev jeg i tvivl om selv de mindste ting, og Google blev nærmest brugt i døgndrift (“hvorfor sover min baby hele dagen?”, “hvorfor er min baby vågen hele dagen?”, osv.) og jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi har haft ringet til vores sundhedsplejerske, og fået kødklumpen kontrolvejet – for så begyndte han jo pludselig at gylpe, og det havde han ikke gjort før, så spiste han pludselig ikke i så lang tid eller så mange gange som han plejede.. Hold nu fast, hvor kører ens hjerne bare på højtryk!

Nu bliver han lige straks 5 måneder, og han er verdens dejligste dreng (man kan vel ikke synes andet, når det er ens egen, kan man?), og vi er heldigvis faldet meget mere til ro i rollen som forældre! Det har taget os nogle måneder, og både sundhedsplejerske og Google bliver stadig brugt – dog ikke i samme grad som i starten. Vi er nemlig blevet bedre til, at kigge på vores lille Louie, læse hans signaler og lytte til vores mavefornemmelse. Og hold kæft hvor er det rart!

Jeg glæder mig som en sindsyg til at læse din bog, og jeg er sikker på, at der er SÅ mange, som vil få glæde af den. Jeg håber, at du løbende på bloggen, vil have fokus på tiden efter fødslen også. Det er hvert fald et område, som jeg synes mangler lidt fokus.

NB: Min bog, 40 uger efter, udkommer d.14.september, men kan allerede forudbestilles HER. Med 10% rabat endda.  For en god ordens skyld, må jeg hellere huske at skrive at dette er jo altså en slags reklame – for mig selv. 

Fødselsfredag – en drømmefødsel

Jeg har taget mig denne frihed, efter at have fulgt med på din blog siden dit allerførste indlæg, at sende min egen fødselsberetning. Efter jeg havde en skøn fødsel på hospitalet i 2013, valgte vi, efter inspiration fra dig en hjemmefødsel, der om muligt var endnu mere vidunderlig. Tak for det.

Her er den så. Min fødselsberetning. En fuldstændig vidunderlig hjemmefødsel, som vi aldrig vil glemme.

Sådan indledte kvinden bag dagens fødselsberetning sin mail til mig og det var sgu lige før jeg fik tårer i øjnene over det. Tænk at jeg, her bag min lille skærm, kan være med til at inspirere nogen på dén måde. Shit, altså. Jeg er meget taknemmelig og med dét sagt, vil jeg bare ønske jer god fornøjelse med en skøn fødselsberetning. En drømmefødsel, som kvinden selv skriver.

Fødselsberetningen er skrevet og delt af Johanne, som I kan læse mere om og fra, på www.virkeligvoksen.dk

Onsdag den 25. maj, cyklede jeg Rapanden i børnehave, dernæst cyklede jeg hjem og lagde mig på sofaen. Jeg lå og så fjernsyn. Ved 11 tiden, begyndte der at være lidt murren i maven og jeg kunne fornemme, at der var ved at ske noget. Da min første fødsel varede 5 timer og 30 minutter, var vi forberedt på, at denne fødsel formentlig ville gå endnu hurtigere. Blandt andet derfor, havde jeg også valgt, at jeg gerne ville føde hjemme. Min jordemoder havde også fortalt mig, at jeg skulle ringe så snart jeg fik veer, så hun kunne nå ud til os, og så skulle jeg pænt pakke mit Vestjyske så-ondt-gør-det-da-heller-ikke væk og bare ringe.

Der skete ikke spor andet, end småveer. Så jeg sprang op på cyklen og cyklede de fire kilometer, for at hente Rapanden fra børnehave. Imens jeg cyklede, tog jeg faktisk tid mellem veerne. De varede knap 1 minut og der var 6 – 8 minutter imellem. De nev, men ikke mere end det. Min krop var træt og tung, da vi først vendte hjem på matriklen, lagde mig ned for at hvile mig. I løbet af aftenen var der fortsat ikke sket andet, end uregelmæssige veer. Derfor besluttede jeg også klokken 21, at nu ville jeg gå i seng, så jeg kunne få sovet lidt, inden fødslen formentlig snart ville begynde.

Klokken 02:00 vågner jeg i den vildeste ve. Jeg råber på Tyrken, som sov lige ved siden af mig. Jeg skriger.

Det er nu. Fyld karret. Ring efter jordemoderen.

Min stakkels Tyrk er forvirret. Han skynder sig op og løber ud i køkkenet. Denne ve fortsætter i 6 minutter og jeg tænker, at barnet kommer nu og vi kan hverken nå at få fyldt vand i karret eller få jordemoderen her ud. Barnet vil ud. Nu. Efter seks minutter kommer min Tyrk, ind til mig, veen aftager og han fortæller mig, at han ikke har ringet efter jordemoderen endnu, men er begyndt at fylde karret. Næste ve begynder. Jeg fortæller ham, at han skal ringe nu. Næste ve tager 8 minutter og jeg kan nu tydeligt huske det fra for tre år siden.

Da den efterfølgende ve er færdig tænker jeg, at jeg hellere må komme ud i stuen og hjælpe min Tyrk, jeg havde også planlagt, at jeg ville bage boller, som skulle spises efter fødslen. Da jeg kommer ud til Tyrken, taler han med jordemoderen. Da vi har kendt jordemoderordning her hvor jeg bor, har jeg mødt de tre mulige kandidater, hvor én af dem vil komme hjem til os. Inde i mit stille sind, håber jeg på, at det er én bestemt, af de tre. Da Tyrken fortæller mig, at det ér hende. Hende. Hende jeg håbede på, skal jeg lige til, at begynde og hyle af ren glæde, men jeg bliver afbrudt af en ve. Måske heldigvis. 😉

Tyrken kæmper med vand i karret, gryderne buldrer på komfuret og elkedlen er i fuld gang. Rapanden sover trygt og sødt i sin seng. Jeg begynder at tænde stearinlys i stuen og i køkkenet. Vi får skabt en hyggelig stemning. En perfekt stemning. Og helt naturligt bliver det dejlig varmt i huset. Tyve minutter senere ankommer jordemoderen sammen med den jordemoderstuderende, jeg heldigvis havde sagt ja tak til.

Inde i mit hoved er jeg jo lige ved at poppe denne baby, der bor under mit maveskind, så da jeg bliver undersøgt og jordemoderen fortæller mig, at jeg kun har åbnet mig 3 centimeter, bliver jeg ret nedslået. Men så sød og rar som hun er, fortæller hun mig, at hun kan se på mig, at veerne gør ondt og derfor arbejder godt, så der skal nok snart ske noget. Det beroliger mig.


Læs om en hjemmefødsel, som endte i en ambulance HER


Jeg lå på sofaen og arbejdede med mine veer, Tyrken kæmpede stadig med vandet og jordemoderen og den studerende fandt deres ting frem og gjorde det hele klar. Der var fortsat en hyggelig stemning. Jeg kunne høre, at de andre småsludrede og grinte. Veerne tog til, de var kraftige og hyppige. På et tidspunkt går jeg ud på badeværelset. Jeg kaster op flere gange, og mellem opkastningerne bliver jeg liggende på badeværelsesgulvet. Jeg har lyst til at være alene og blive liggende og nyde godt af gulvarmen.

Jordemoderen kommer ud og spørger mig, om jeg er okay og om jeg er klar til snart, at komme ned i karret. Jeg fik mig samlet sammen og gik ud i køkkenet. Cirka klokken 03:30, kommer jeg kom ned i det dejligt varme vand. Det var skønt og smertelindrende at komme ned i vandet. Veerne gjorde ondt og jeg kunne mærke, hvordan jeg var ved, at udvide mig til snart, at skyde et menneske ud af babykanonen. Mellem veerne havde jeg dog så meget overskud, at jeg enten kunne sove lidt, ellers talte jeg med jordemoderen og den studerende om festivaller, øl, børn, haver, livet, fødsler og meget andet. Det var fedt at jeg havde det overskud og selv kunne være med og være så bevidst hele vejen igennem.

Klokken 06:10 begyndte det at presse, jeg havde på forhånd aftalt med jordemoderen, at jeg gerne ville vente så lang tid som muligt med at presse. Selvom jeg på daværende tidspunkt var ret ligeglad og bare ville have den baby ud af min krop. Herfra går det hurtigt, jeg er ti centimeter åben, pressetrangen er der, babyen ligger helt nede og er klar, så jeg begynder så småt at presse. 06:25 begynder pulsen at dale og jordemoderen fortæller mig, at nu skal jeg presse alt hvad jeg kan. Den skal ud. Det lykkedes ikke i næste ve, og hvad jeg ikke ved er, at jordemoderen nu finder en sugekop frem og gør den klar, hvis babyen ikke kommer næste gang. Hun fortæller mig, benhårdt og helt perfekt, at nu er det nu, din baby skal ud i næste ve, så jeg skal finde alle mine kræfter frem.

Pres!

Svubs, og min lille baby blev skudt ud.

Jeg tager ham selv det sidste stykke ud og tager ham op til mig på mit bryst. Kigger intenst på min lille baby, imens jeg nu konstaterer, at det er en smuk lille dreng jeg har født. Han falder i søvn på mit bryst, er lidt blå og vil ikke rigtig vågne op. Jordemoderen fortæller mig, at hun er nødt til at klippe navlestrengen og få ham op på bordet. Som sagt, så gjort. I øjeblikket fanger jeg ikke alvoren, glædes mere over den pæne skabning, som ligner sin storebror og at han nu er født. Jordemoderen får ham op på bordet og kilder ham på maven og ganske kort tid efter sætter han i et ordenlig skrig, den blå farve forsvinder hurtigt og han er så fin at se på.

Efter skriget kommer min Tyrk og Rapanden ind til os. Rapanden studerer sin lillebror med stor beundring. Det gør vi andre iøvrigt også.

Kort tid efter, springer jeg op på min sofa, sammen med min Frøhopper og kan ligge trygt og dejligt under min egen dyne resten af dagen. Imens min Rapanden og min Tyrk jævnligt kommer hen til os, ligger sig ind til os og vi begynder vores rejse, som en familie med fire mennesker.

Det var en vidunderlig drømmefødsel, som jeg ikke kan forestille mig bedre, omend han lige havde lidt startvanskeligheder. Jeg følte mig tryg og i gode hænder hele tiden.

Han var 52 centimeter lang og vejede 3205 gram.

Fødselsfredag – en overvældende oplevelse

Det er ikke usædvanligt at kvinder, som føder deres andet barn, bliver overraskede over deres fødselsforløb. Denne topper dog alligevel listen, med dødsangst og en psyke der slet ikke kunne følge med. Som kvinden skrev til mig: Forfærdelig og fantastisk!
Min første fødsel tog lidt over et døgn og gik lige efter bogen,og mine forventninger til fødsel nr to var at den nok ville forløbe ligesådan.
Tirsdag morgen i maj 2016 ved 4-tiden vågnede jeg ved kraftige plukveer. Det var 4 dage efter termin og jeg håbede inderligt at der ville ske noget. Jeg syntes der skete lidt og bad derfor manden blive hjemme fra job. Min søster tog fri fra arbejde og kom og hentede min 3 årige dreng.
Men plukveerne gik i sig selv og vi tilbragte formiddagen på sofaen. Men jeg mærkede intet til lillebror og derfor kørte vi mod sygehuset ved 11 tiden. De havde frygtelig travlt og vi brugte hele dagen derinde, plukveerne kom og gik og jordemoren forslog jeg kom igen efter to døgn til igangsættelse.
Derhjemme havde min søster og søn lavet aftensmad. Min fornemmelse sagde dog at der ville ske noget i løbet af natten og min søster blev derfor hos os. I løbet af aftenen kom dog også små veer, ikke mere end jeg kunne lufte hund og pjatte med manden og min søster. Ved 22-tiden sendte jeg min bedre halvdel i seng for veerne tog stille til. Jeg gik i karbad hvilket satte alt i stå. Jeg forberedte mig stille på at jordemoren nok havde ret; lillebror var ikke på vej.
Jeg havde frygtelig dårlig samvittighed over at min søster havde taget unødvendigt fri og var samtidig bekymret for lillebror viste stadig ikke tegn på liv. Op ad badet med mig, så Kom veerne stille igen, jeg kontaktede sygehuset 23.15 da jeg ikke kunne holde ud ikke at mærke liv. De ville gerne se os. Jeg vækkede manden kl 23.25 og her tog veerne til. Jeg var dog overbevist om at der gik en 15-16 timer på denne måde som ved min første fødsel. Vi har 3o min til sygehuset, efter 15 min gik vandet. Det var voldsomt ubehageligt at sidde der i bilen, våd og kold… Men så skete det, at mine ben ikke ville lystre. Jeg så stjerner og mit hoved var ved at eksplodere. Smerten fyldte hele min krop, men jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg var helt overbevist om at jeg var ved at dø. Jeg ville dø fra min store dreng, lillebror døde måske også, ham ville jeg aldrig møde. Jeg var så bange, bange for ikke at få lov at være mor mere.
Vi nåede sygehuset med rekord fart, min mand var fantastisk han bevarede roen og overblikket.
Hvordan jeg kom op på fødegangen hængende i mandens arme husker jeg ikke, men der er en ringeklokke man skal bruge, og så skal man vente på en jordemor. Jeg ventede ikke, jeg strøg lige mod den åbne dør til den første stue hvor en jordemor kom farende. Jeg tudede: “Jeg er bange jeg er ved at dø” i mine både bukser. Samtidig undskylder jeg for at have glemt journalen i bilen. Hun får mine bukser af og siger, pres ikke, jeg spørger: “kommer han?”, og smut! Ud kom lillebror! Den pragtfulde jordemor fra Roskilde, greb ham i et snuptag. Jeg sad lige med numsen på kanten af briksen, bukserne om anklerne og totalt forvirret.
Min mand nåede at trække l snoren og ind kommer endnu en jordemor der hjælper med at få lillebror op til mig.
Min mand tog et par billeder; billeder der viser mig med et ansigt fuldt af angst, forvirring og et spor at lettelse. Jeg døde ikke, jeg fødte bare længe før jeg psykisk var forberedt på.
Magne, vores søn, kom for fuld fart kl 2355 med 4120 g og var så pragtfuld. Jordemoderen tog sig af os bagefter, undskyldte at hun ikke nåede at tage handsker på og gøre klar. Men hun reddede min psyke den nat, ved at tale, give os ro og drage omsorg. Dødsangsten sad i mig den næste lange tid. Vi tog hjem onsdag morgen, min store dreng var lige stået op sammen med sin moster og var stolt og super begejstret. Moster havde nemlig fortalt at der måske ville gå noget tid med at få lillebror ud, hun vidste ikke han kom med turbo fart.

Fødselsfredag – tre forskellige fødsler

Jeg ved det godt, jeg har syltet jer lidt i denne uge, men jeg er samtidig også sikker på at I forstår <3

Som et lille plaster på såret, har jeg valgt i dag at dele en kvindes tre – i øvrigt meget forskellige – fødselsberetninger. På én gang.

Første fødsel

Jeg fødte første gang, da jeg var 22 år gammel, d. 31. august 2003.

Der var en del usikkerhed omkring terminsdatoen, som blev rykket 3 gange indenfor 2 måneder. Jeg havde ikke haft menstruation siden august 2002 og havde en BMI på over 35, som ikke hjalp på at skyde sig frem til en terminsdato. Jeg havde prøvet at blive gravid siden april 2002 og da vi kom til december med ingen alkohol og rigtig mange negative graviditetstests, var jeg godt træt af det hele, så jeg tog på en god druktur med et par veninder. 14 dage senere var jeg gravid og manden og jeg var lettede…

Til det første lægebesøg skød hun mig til at være 12 uger henne – et chok, som lige pludselig gav mig dårlig samvittighed med den druktur… Lægen bookede en scanningstid m.m. hurtigst muligt og i slutningen af februar – hvor jeg troede, jeg var 18 uger henne (mindst) fik jeg et nyt chok, for jeg var kun 12 uger henne. Det var lidt underligt at fortælle familie og venner, at jeg fik rykket terminsdatoen så meget og tanken om, at jeg havde fortalt hele verden om min graviditet i 6. uge var ubehagelig.

Det var en varm sommer det år og kombineret med kvalme, tudeture og en overdrevet veludviklet lugtsans, var jeg SÅ klar til at føde allerede midt i august, for jeg gav ikke meget terminsdatoen, som sagde starten af september.

Jeg havde læst ALT, hvad jeg kunne komme i nærheden af om fødsler og vidste efter grundig research, at førstegangsfødende tager mindst 24-timer om at føde. Derfor tog jeg det roligt, da de første veer kom kl 2 om natten. Efter 1 time med roden rundt i sengen, vågnede manden. Han var dog ikke så cool som jeg, så han insisterede på, at jeg ringede til fødegangen. Når ja, for at give ham ro i sindet ringede jeg og snakkede en jordemor, som tilbød at vi kunne kigge forbi Holstebro fødegang og blive tjekket. Jeg lagde røret på og refererede samtalen. Manden brugte nu den næste time på at overbevise mig om, at vi skulle køre derinde. Kl. 4 gav jeg mig og vi kørte den korte tur til fødegangen. Jeg mente dog, at de ville sende os hjem igen, så jeg kom i klip-klapper og fleecetrøje uden skiftetøj eller noget, for ja, vi skulle jo bare tjekkes.

En bestemt, fransktalende jordemoder tog i mod os, fik mig op på briksen og undersøgte mig. Meldingen lød at jeg havde åbnet mig 8 cm, så jeg skulle skifte tøj og så ville jeg komme ind på en fødestue. Den lidt uvenlige franske dame nåede også at kommentere min vægt med bemærkningen, at jeg ville have haft lettere ved at føde, hvis jeg ikke var i så dårlig form – jo tak – og så smuttede hun til en anden fødsel.

I stedet kom en ældre “bedstemor”, som talte med sådan en blød stemme, som om jeg manglede et par brikker eller var 5 år. Hendes vagt sluttede kl. 6 og jeg fik en yngre jordemoder med en kraftig jysk accent. Hende kunne jeg godt li’, for hun kaldte en spade for en spade og var ikke bleg for at koste lidt med mig. Faktisk var hun mere bekymret for faderen, som åbenbart var grøn i hovedet.

Babyen havde det godt inde i maven – åbenbart for godt, for midt i det hele, trods veer m.m. falder hun i søvn. Jeg får isvand og besked på at drikke, og så kommer der liv i hende igen.

Lidt før 8 er jeg fuld udvidet, men vandet er ikke gået, så det tager de. Ud kommer en stor sø grønt fostervand. Det sætter åbenbart det hele i gang, men det opdagede jeg ikke, før hun var født. Der bliver tilkaldt forskellige læger og sygeplejersker og fordi hun står skævt i bæknet blev hun taget med sugekop. Hun bliver født 8.03, helt lilla og lidt slap, men der går ikke mange minutter før hun ændre farve og jeg får hende over i sengen.

Julia vejede 3835g og målte 56 cm. I dag er hun 13 år gammel og 171 cm. Dengang måtte man være på sygehuset i 5 dage, men efter 3 dage har jeg fået nok og tager hjem.

Anden fødsel

I 2005 beslutter vi at forøge familien med endnu et barn. Fordi det havde taget 8 måneder at blive gravid sidste gang, begynder vi at prøve i marts måned. Jeg vil gerne gøre min HF færdig sommeren efter, så det burde jo passe. Men i modsætning til første gang bliver jeg gravid med det samme og får termin 6. januar. Denne graviditet har jeg det bare rigtig godt. Jeg har ingen gener og kan cykle 12 km om dagen til og fra skole indtil 6. måned, hvor plukveer tvinger mig til at stoppe med at cykle alle steder hen.

Da vi kommer til jul sidder jeg nærmest med korslagte ben fra 23. december til 2. januar, fordi jeg ikke vil føde. Jeg kommer til terminsdatoen og må vente yderligere 3 dage før der kommer gang i den. Faktisk når vi at køre på fødegangen 2 gange inden da, fordi jeg er panisk angst for at føde hjemme i sengen. Det tog jo kun 6 timer 1. gang og de sagde jo det ville gå endnu hurtigere 2. gang.

Kl 2 begynder det er rumstere i kroppen på mig og 3.30 vækker vi bedsteforældrene (igen) og kører på fødegangen. Denne gang er den heldigvis god nok. Vi er på fødegangen kl. 4, hvor jeg er 4 cm åben. Kl. 5.30 beder jordemoderen mig om at lægge mig op på briksen. Hun tror fejlagtigt at jeg er gået i stå, men jeg er 8-9 cm åben. Af for mig ukendte årsager, får hun mig om på siden og får mig til at gøre et eller andet med benet. Det eneste jeg kan mærke er, at babys hoved lige pludselig kommer helt i bund og så går det stærkt. Vandet går af sig selv denne gang og jeg har født hende på 4 min. Fordi det gik så stærkt til sidst, er jeg sprækket og skal sys. Lægen bliver tilkaldt og han har alt for travlt til at vente på at lokalbedøvelsen virker, så han syr mig, mens jeg ligger med min nyfødte datter på 3715g og 53 cm.

Kaya er i dag 11 år gammel og 146 cm. Kaya blev født en mandag, så kl. 8 skulle de bruge fødestuen til et planlagt kejsersnit, så da var vores besøgstid ovre.

Tredje fødsel

I 2012 går mit og faderens ægteskab i stykker efter 2 års kamp for at få det til at lykkedes.

Jeg er single i ca. et halvt år, før jeg møder en ny mand og bliver stormende forelsket. Vi flytter sammen, køber hus sammen og bliver gift i 2014. Vi går i gang med projekt baby med det samme og 1½ måned efter brylluppet kan vi konstatere, at jeg er gravid.

Denne her graviditet har jeg det skidt i hele 1. trimester. Jeg har kvalme og er meget træt. Jeg havde det jo rigtig godt under min 2. graviditet, så jeg havde forventet, at denne graviditet ville gå nemt. Jordemoderen forklare ubehaget med, at det jo er en anden far denne gang og at kroppen (igen) skal vænne sig til noget fremmed DNA.

Denne gang begyndte det om omkring middag. Jeg ringer til manden, som er på arbejde, og siger at han skal holde sig klar, men at vi har god tid, for der er længe imellem veerne, syntes jeg. Siden min 2. fødsel er der kommet en hel masse nyt, så jeg hygger mig med en ve tæller.

Omkring kl 15 bliver manden kaldt hjem, og efter et bad ankommer vi til fødegangen kl 16.30.

Jeg er helt cool i bilen, snakker og prøver at berolige manden. Det er jo 3. gang jeg gør det her og hans første. Jeg siger, at jeg godt kan gå fra P-pladsen, men manden vurdere det anderledes og sætter mig af ved indgangen til Holstebro sygehus. Det var nok en god idé, for jeg har lidt svært ved at nå hen til elevatoren. Veerne bider nu og jeg er som alle 3 gange inde i min egen verden, men holder facaden, for manden skal ikke blive nervøs. Jeg har o ikke presseveer eller noget.

Oppe på fødegangen bliver jeg vist direkte ind på en fødestue, får mine underdele af i en fast. Jordemoderen har kørt en vogn ind og arbejder hurtigt på at åbne alle mulige ting og finde ting frem. Hun arbejder hurtigt og koncentreret. Jeg tænker, at siden jeg stadig har mit eget tøj på, så har vi god tid, for man føder jo ikke i sit eget tøj. Der blev jeg klogere. Vandet går lige pludseligt og presseveerne giver den gas, hvilket gør at jeg føder hende i løbet af 4 min. Det er en personlig rekord.

Liva bliver født kl. 17.00, hun vejer 3000g og måler 50 cm. Helt sjovt med alle de runde tal er vi og jordemoderen enige om.

Da Liva skal vejes og tjekkes bliver jordemoderen lige pludselig dårlig. Hun kaster op i sin egen hånd, ned af sig selv og løber ud på badeværelset. Hun fortæller, at hun selv er gravid og hun bliver nødt til at forlade os og sende en anden. Lidt en sjov episode.

Efter et hårdt tiltrængt bad og rent tøj – kjolen jeg fødte i røg i skraldespanden, kører vi hjem og er hjemme kl. 21.30. Svigerforældrene, som er tilkaldt for at passe de to store (på 11 og 9 år på det tidspunkt) er overraskede den hurtige ekspedition, men tager alligevel hjem og sover trods en lang køretur.

Fødselsfredag – ballonkatheter og dårlig kemi

Det er uden tvivl en hård proces for langt de fleste, at få fødslen sat igang og for kvinden her, som fik det gjort med ballonkatheter, var det ingen undtagelse. Heldigvis endte hun alligevel ud med at synes, at hendes fødsel var én af hendes livs største oplevelser. Det er så vildt hvad kvindekroppen kan og jeg synes simpelthen det er så fantastisk hvad den kan – uanset hvor meget eller lidt hjælp den får på sin vej.

ballonkatheter

Jeg blev fulgt tæt i graviditeten med min søn, da min graviditet med min datter 3 år tidligere havde været kompliceret. Hun lå rent vægtmæssigt 36 % under gennemsnittet, pga. dårligt fungerende moderkage. Desuden blev hun født ved akut kejsersnit i uge 33, da min moderkage rev sig løs. Det var en voldsom og traumatisk fødsel. Jeg var derfor angst for at et lignende fødselsforløb i denne graviditet eller et værre, fx at han blev født tidligere end min datter.

Jeg fik ekstra konsultationer hos min søde jordemoder, som jeg også havde haft under min graviditet med min datter og jeg gik til vægtscanninger 1 gang om mdr. Alt så fint ud, vores søn lå vægtmæssigt lige på gennemsnitskurven og voksede og trives som han skulle. En fuldstændig ukompliceret graviditet. Jeg blev tilbudt kejsersnit, men havde et stort ønske om at føde vaginalt. Dette ønske blev heldigvis imødekommet.

Min termin nærmede sig, og jeg havde stadig ikke født. Lægen valgte at sætte mig i gang 14 dage før tid, da der er en øget gentagelsesrisiko for moderkageløsning, særligt efter uge 37. Da jeg tidligere havde fået kejsersnit, kunne jeg ikke blive sat i gang med stikpiller fordi der så er fare for at arret i livmoderen brister. I stedet skulle jeg sættes i gang med et ballonkatheter. En ballon på hver side af livmoderhalsmunden fyldes med vand og meningen er så at disse balloner i løbet af 18 timer skal massere livmoderhalsen så den trækker sig sammen og livmodermunden åbner sig og veerne kan sættes i gang ved at prikke hul på fosterhinderne.

Mormor passede E og kunne tage hende hele ugen. Jeg blev sammen med min mand indlagt på patienthotellet og fik lagt balloner op, var mentalt slet ikke klar til at føde. Vi ventede, timerne gik og der skete ikke noget. Da vi sad og fik aftensmad begyndte det vi troede der var veer at starte. Det gjorde så pisseondt og vi anede ikke helt hvad vi skulle gøre. Vi var meget uforberedte på veerne, da vi havde forstået det sådan at det først var dagen efter der ville begynde at ske noget. Min mand var ret utryg ved jeg havde så ondt, så vi gik over på fødegange og jeg fik kørt en CTG-kurve. Alt så fint ud, veerne var tydelige på kurven. Men jeg havde ikke åbnet mig. Aftenen gik og smerterne blev bare værre og værre, det var uudholdeligt. Vi gik atter engang over på fødegangen, da jeg stadig ikke havde åbnet mig en mm endte en jordmoder med at tage noget af vandet ud af begge balloner. Lettelsen kom med det samme og smerterne forsvandt som dug for solen. Vi fik en god nattesøvn og dagen efter mødte vi igen op på fødegangen. Ballonerne blev taget ud, men jeg var stadig lukket som østers. Jordmoderen tvivlede på at vandet kunne tages og før hun gjorde forsøget, spurgte jeg om jeg måtte vente 1 uge. Jeg følte slet ikke min krop var klar. Det fik heldigvis lov til.

Jeg nød ugen sammen med E, som dog havde lidt svært ved at forstå vi kom hjem igen uden lillebror. Ugen efter følte jeg mig mere klar og lægen der lagde ballonerne op, mente også, at jeg mærkes mere moden.

Det var slet ikke så slemt med ballonerne denne gang. Det gjorde ondt, men jeg kunne være i smerterne. Jeg småsov det meste af dagen og natten med. Dagen efter mødte vi igen på fødegangen og her kunne jordmoderen fortælle, at min livmoderhals var udslettet. Hun prikkede hul på vandet. Det var en meget mærkelig fornemmelse, hun trykkede og moslede på min mave og der flød bare denne her lunkne væske ud. Vi ventede et par timer, og så begyndte veerne så småt at begynde. De tog hurtigt til og pludselig var tanken om lavment og akupunktur fuldstændig ligegyldigt, det gjorde bare så ondt allerede. Jeg var 4 cm åben, og skulle derfor have CTG-bælterne på konstant. Grundet det tidligere kejsersnit skulle jeg overvåges. Jeg havde lært, at en tommefingerregel er, at man ca. åbner sig 1 cm i timen, som andengangsmor. Så jeg begyndte at regne ud, hvornår jeg havde født. Jeg var lykkelig, det var min store drøm at føde vaginalt og nu så det ud som om min drøm skulle gå i opfyldelse.

Jeg fik lattergas i iltmasken, det gjorde det nemmere at trække vejret. Men hold nu op, hvor gjorde det ondt. Jeg nærmest både kvalte min mand og var ved at rive hænderne af ham i smerte. 2 timer senere ville jordmoderen måle mig igen, jeg forstillede mig jeg var ca. 8-9 cm åben, så skuffelsen var stor da hun fortalte jeg kun var 5 cm åben. Lillebror lå lagt nede i bækkenet og pressede for at ville ud, det var derfor det gjorde så ondt. Jeg brød fuldstændig sammen, hvordan skulle jeg holde det smertehelvede ud. Selv om det var mit største ønske at undgå en epiduralblokade, foreslog jordmoderen alligevel at jeg fik sådan en lagt. Jeg takkede ja med det samme, smerterne var ulidelige.

Når jeg havde set film, havde jeg altid grinet af de kvinder der skreg og jamrede sig under veerne. Men nu var det pludselig mig selv, det var ligesom om det lettede en smule at skrige under veerne. Heldigvis kom anæstesilægen hurtigt. Den voldsomme lange nål der skulle ind i min ryg bekymrede mig overhoved ikke på det tidspunkt, hvis bare jeg kunne få fred for smerterne. Han stak nålen ind og der kom endnu en ve. Jeg fik at vide jeg skulle sidde helt stille, jeg skreg endnu højere end før. Smerten var ulidelig og at jeg ikke måtte bevæge mig, det var næsten ikke til at bære.

Der gik ikke lang tid, før smerterne stort set forsvandt. Jeg lå i sengen på den ene side, mens min mand masserede min ømme lænd. Desværre var der vagtskifte, så min søde jordmoder måtte forlade stuen. Jeg svingede ikke så godt med jordmoderen der kom. Hun var belærende på en rigtig træls måde. Hun startede med at sige til min mand, at jeg blev hudløs hvis han forsatte med at massere mig. Han skulle blot holde sine hænder på min lænd. Jeg vendte mig og sagde jeg nok skulle fortælle min mand hvad jeg havde brug for!

Jeg lå i sengen, døsede hen og kunne blot på CTG-scanneren se hvordan veerne udviklede sig. 2 timer senere ville jordmoderen måle mig igen. Jeg var nu 10 cm åben og altså klar til presse. Igen tænkte jeg på, at pressefasen som tommelfingerregel vare 1 time. Jeg begyndte at kunne se en ende på det. Epiduralen gjorde dog, at jeg ikke kunne mærke noget. Jeg kunne mærke hvordan jeg skulle presse. Jeg spurgte jordmoderen om jeg gjorde det rigtigt, hvortil hun svarede at det gjorde jeg ikke – ikke nogen gode råd eller noget! Shit, det var op ad bakke.

Jeg havde ligget ned i lang tid og ville nu at stå. Jordemoderen mente ikke jeg kunne holde til det, men jeg insisterede og jeg fik ret i, at der nu begyndte at ske noget. Det var nemmere at presse at når jeg stod op, jeg kunne arbejde med veerne. Ned på hug og op igen. Jordemoderen mente ikke jeg kunne holde til at stå op og ville have mig i en fødestol. Jeg satte mig i den, men fløj op igen. Den kunne jeg ikke holde ud at sidde i. ”Det er ellers Cs (min jordemoder gennem graviditeten) yndlingsføderedskab”. ”Det er da ikke hende der skal føde” vrissede jeg vredt, da jordemoderens bedrevidenhed seriøst var ved at gå mig på nerverne.

Efter 2 timers forsøg med at presse, skete der stadig ikke en skid. Vores søn gled frem og tilbage i veerne, men der kom ikke rigtig skub i presseveerne – faktisk gik der nærmest stå i veerne. Jeg fik vestimulerende drop og efter 20 min begyndte der endelig at ske noget. Veerne tiltog igen og denne gang kunne jeg mærke noget. Alligevel var der gået så lang tid siden pressefasen startede, at der for en sikkerhedsskyld blev taget en blodprøve af babys hovedskal, heldigvis så alt fint ud. Den ledende jordemoder var blevet tilkaldt, fordi min jordemoder ville drøfte med hende hvad der skulle ske. Hun sagde, at der skulle tages en ny blodprøve om 15 mig. ”Der er han født” sagde min jordemoder og hun fik ret.

Presseveerne tog til og nu ville jeg bare have ham ud! Jeg var kommet op på fødebriksen igen og pressede som en gal i veerne. Endelig kom hovedet ud. Sindssyg mærkelig fornemmelse at mærke det lille hoved mellem mine ben og vide, at nu kom han snart ud. Næste presseve kom baby ud, og op på min mave. Jeg hylede glædestårer, mens jeg kyssede og aede ham blev jeg ved at med sige ”Det var godt du kom nu, jeg kunne ikke mere….” Selvom det havde været så hårdt, var det en af de største oplevelse i mit liv. At føde et velskabt, lækkert lille barn, som jeg modsat min datter (grundet den tidlige fødsel) fik lov til at holde, kysse og kramme alt det jeg ville og bare nyde sammen med min mand.