Category

Fødselsfredag

Category

Fødslen af barnet gik både hurtigt og ukompliceret, med en utilsigtet tilsjasket fødestue som eneste komplikator. Alligevel endte kvinden med, ganske kort efter fødslen at indfinde sig på operationsbordet, hvor hun samlet set, mistede 2,5 liter blod. Voldsom blødning efter en fødsel er til stadighed én af de mest alvorlige komplikationer ved en fødsel og selvom man – som jeg engang skrev om HER – næsten altid får en lille indikation af det inden tiden, så hænder det altså også, som her, at det “bare” opstår. Heldigvis blev der handlet både godt og professionelt og det virker i alle tilfælde for mig, som om kvinden her, trods alt havde en god oplevelse af at blive mor for anden gang.

Anton er kun 14 måneder da jeg bliver gravid igen. I starten er min graviditet nem, selvom det er hårdt at have en tumling og være gravid, især da jeg får bækkenløsning i i 2. trimester.

Omkring uge 30 bliver jeg ramt at nogle forbigående, men kraftige smerter i maven. Jeg ser det an, og de kommer og går. Min læge kan ikke finde en årsag, så hun sender mig til min jordemor, som sender mig videre på Fødemodtagelsen. Der bliver kørt CTG og lillesøster har det fint inde i maven, så jeg bliver sendt hjem. En uges tid efter, bliver jeg ramt at endnu en omgang kraftige smerter. Jeg har koldsved og er dårlig tilpas. Jeg ringer til min læge som sender mig på akutmodtagelsen. Der bliver kørt endnu en CTG, og de vurderer igen, at baby har det godt. Det føles også på mig, som om det er noget omkringliggende der gør ondt, og jeg er egentlig ikke nervøs for lillesøster tilstand. Men ondt det har jeg, og det er utrolig voldsomt. Diagnosen bliver en fibersprængning i maven, og jeg skal prøve at slappe af…

Terminsdagen nærmer sig, og jeg glæder mig. Jeg har ligesom i min første graviditet mange plukkeveer, og jeg håber, at de er med til, at gøre fødslen “nem”. Ugen op til termin, har jeg flere kraftige plukkeveer, og flere gange er jeg i tvivl, om der er ved at ske noget. Men tidligt om morgenen, på terminsdagen, vågner jeg – ligesom sidste gang – ved, at jeg skal på toilettet. Jeg får listet mig ud af sengen, og tager min tlf. med, hvis nu… Jeg har en sær følelse i kroppen. En sitren. Og så kommer menstruationssmerterne. Jeg bliver på badeværelset i ca. 40 min. Skiftevis siddende og stående. Smerterne er de samme, men det er ikke veer… bare kramper. Jeg timer dem alligevel. 4 minutter imellem, 5 minutter imellem, 4, 6, 5… det er mærkeligt, og det er ihvertfald ikke rigtige veer. Jeg ender med at gå ind i seng igen, men ligesom jeg skal til at ligge mig, kommer der en ve. NU er det nu! Og så kommer de, som perler på en snor. Jeg får vækket min kæreste, som er helt forvirret. Jeg derimod er helt rolig. Han spørger hvor længe der er imellem, og jeg fortæller ham at de er uregelmæssige… 4, 5, 6 minutter. Der er panik i hans øjne og han får ringet til min mor som skal komme og passe storebror. Klokken er 4 om morgenen, og jeg ringer til fødemodtagelsen. De beder os om at komme når vi er klar, og da min mor kommer, triller vi lige så stille mod hospitalet. Jeg har en helt anden ro denne gang. Vi joker på vejen, og jeg får endda spurgt min kæreste, om vi skal holde ind og tanke, da der er billig benzin. Det synes han er en fjollet ide.

Vi ankommer på hospitalet og jeg er – ligesom sidst – 7 cm åben. Det er gået stærkt! Jeg beder om en fødestue med kar, og vi får heldigvis en. En assistent går igang med at fylde vand i karret, mens jeg går ud på badeværelset og ind under bruseren, for at linde smerterne. Det er så skønt, når vandet massere min lænd, og jeg kan mærke hvordan baby arbejder i maven.


Læs beretningen om kvindens første fødsel HER


Pludselig hører vi en mærkelig plaskende lyd, og min kæreste går ind på stuen. Der er vand overalt! Brusehovedet har vendt sig nede i karret, og ligger og sprøjter vand ud til alle sider! Vi kalder på hjælp, og vi må desværre skifte stue. Alt er vådt! Jeg får vraltet over på den anden side af gangen, og begynder straks at mærke en ændring i veerne. Jordemoderen undersøger mig, og konstaterer, at jeg ikke når i vand, da det vil tage tid, at fylde karret igen. Baby skal dog rotere lidt længere ned med hovedet, så hun anbefaler at jeg stiller mig på alle fire, i sengen. Jeg må gerne presse en smule med, hvis jeg føler trang til det.  Jeg har kraftige, lange og smertefulde veer, så jordemoderen foreslår lattergas. Jeg tager imod, og mens jeg står på alle fire, bøjet hen over hovedpuderne, kan jeg mærke, at baby kommer dybere ned i mit bækken. Vandet går med et pjask. Det er lidt grønt, så jeg får et CTG på, og baby en elektrode. Der er vagtskifte, og en ny jordemoder kommer ind, med en medicinstuderende ved sin side. Der er ro på stuen, selvom vi er “så mange”. Jeg får voldsommere pressetrang, og får lov at presse med. Jeg kommer om på ryggen, og efter ganske få pres, kommer Vilje til verden. Lyserød, lækker, og helt perfekt. Hun kommer direkte op til mig. Klokken er 7.26. Under 4 timer fra første ve.

Begge jordemødre er stadig på stuen, og jeg kan fornemme, at der er noget galt. De fortæller mig, at jeg bløder lidt rigeligt, hvorfor de gerne vil have, at jeg føder moderkagen snart. De masserer min mave og fremprovokerer nogle veer, og jeg føder med lethed moderkagen. Den er hel og fin, men jeg bløder stadig. Ikke voldsomt, men sivende, og de ved ikke hvorfra. De tilkalder bagvagten, som også kommer med en studerende. De måler og vejer blødningen, og tilkalder en kirurg. Alt imens jeg ligger, lige så fredligt med min nyfødte i armene, arbejder de på mig, nede mellem mine ben, og bagvagten sidder på sengekantet og masserer min mave, for at få min livmoder til at trække sig sammen. De er gode til, at informere mig om hvad der skal ske, og da jeg når en blødning på 1200 ml. fortæller de mig, at de er nødt til, at køre mig til operation. Anæstæsilægen kommer, og fortæller mig, at de vil lægge en epiduralblokade. Noget som gør mig frygtelig nervøs, men jeg føler mig i trygge hænder. Jeg får kysset min nyfødte baby og min mand på gensyn, og overlader dem til hinanden. Jordemoderen lover mig, at de vil passe godt på dem begge.

Jeg bliver opereret i næsten 2 timer, og mister yderligere blod. Kirurgen kan ikke finde årsagen til blødningen, så det tager sin tid. Imens er anæstesisygeplejersken god til at tale med mig, og jordemoren på fødestuen, ringer og fortæller at Vilje og far har det godt. Det giver mig ro. Jeg får en udskrabning, og mister i alt 2,5 liter blod. Kirurgen forklarer, at jeg har vævsrester der sidder så godt fast i min livmodervæg, at han næsten ikke kan skrabe det ud. Hans teori er, at det er en tvilling der er gået tabt, og som også har forårsaget mine mavesmerter. Vi har faktisk aldrig fået svar.

Efter operationen bliver jeg kørt på opvågningen, og da jeg er stabil, kommer min mand og baby ned til mig. Vilje kan dårligt ligge i mine arme pga. 7 forskellige drops og venflons, men vi finder en behagelig stilling, og hun søger mit bryst så fint.

På 4. dagen får jeg tilbudt blod, og får det bedre, men pga. det massive blodtab, fungerer amningen ikke. Råmælken kan ikke komme ud, når min krop er helt nede, og det kræver en stor indsats med væskedrop, malkemaskiner mm. Men det lykkedes, og amningen fungerer endnu. Vi er indlagt i alt seks dage, og jeg beder selv om at komme hjem. Det var det bedste øjeblik, at komme hjem til min søn igen, med min datter i armene, og starte livet, som familie på fire.

“Der er mange der er nervøse for saksen, men jeg håber, at der er nogen der vil læse med, og blive lidt mere rolige. Det er jo ikke så slemt 😉 Heller ikke at føde en stor basse!” skrev hun til mig, kvinden bag denne uges fødselsberetning. Og altså, jeg giver hende helt ret – der er ingen grund til at frygte saksen. Med dét sagt, så er det efterhånden ganske, ganske sjældent den kommer i brug og altså udelukkende når jordemoderen (og evt en læge) har vurderet at baby skal ud NU.

Jeg var gået 6 dage over termin, da jeg d. 30. december var til endnu en jordemoderkonsultation. Jeg var temmelig besværet af meget vand i kroppen, og kraftige plukkeveer, og var ca. 1 cm åben. Jordemoderen tilbød at lave en hindeløsning, som kunne sætte gang i veerne. Jeg blev informeret om, at enten ville det virke indenfor 24 timer, ellers ville den ingen effekt have. Jeg bad til at den ville virke, for jeg var temmlig presset over, udsigten til at gå ind i 2015 uden en baby. Det var ikke min plan.
M og jeg gik positive derfra. NU måtte der ske noget! Den aften gik vi tidligt i seng, i håb om at der ville ske noget i løbet af natten…

Klokken 5 vågnede jeg og skulle tisse. Det var ikke usædvanligt, at jeg vågnede på dette tidspunkt, og ikke kunne sove mere. Jeg stod op og gik på toilettet, og lagde mig ind i seng for at forsøge at sove lidt mere. Men jeg kunne ikke finde ro, og et par minutter efter, kunne jeg mærke at jeg skulle på toilettet igen. Jeg nåede at gå på toilettet et par gange, hvilket jeg er glad for skete helt naturligt, så jeg slap for klyx. Jeg lagde mig derefter ind i seng igen, men blev pludselig ramt af en ve. AV! Det var NU! Jeg var ikke i tvivl. Jeg stod op og fandt min vetimer app frem på mobilen, og begyndte at tage tid. Knap 10 minutter senere kom endnu en ve. Den varede 1-1½ minut. Derefter kom de helt regelmæssigt med ca. 10 minutters mellemrum. Det gjorde ondt, og jeg kunne slet ikke overskue selv at time veerne, så kl. 6.00 vækkede jeg min kæreste, og gav ham meget nænsomt beskeden om, at dagen var kommet, til at fejre fødselsdag 😀

Min kæreste hjalp med at time veerne. De kom nu med ca. 8 minutters mellemrum og varede stadig 1-1½ minut. Jeg ringedesnart til fødegangen, og talte med en sød jordemoder, som lyttede med under en ve. Hun var meget positiv over, at en førstegangsfødende havde så flotte lange veer, på så kort tid, og hun sagde, at der nok ikke gik mange timer, før hun ville se os. Jeg skulle ringe igen når der var gået et par timer.

Jeg havde ikke haft andet fødselsforberedelse, end den hospitalet tilbød. Havde læst en masse fødselsberetninger, og skimmet lidt til mamaprofylax, men jeg var af den overbevisning, at min krop vidste hvad den skulle, og jeg i samarbejde med jordemoderen, ville få en fremragende fødsel alligevel.

Jeg tacklede veerne med vejrtrækningsøvelser, mens jeg støttede mig til væggen. Jeg havde forsøgt at lægge mig ind i sengen, men det kunne jeg slet ikke. Det gjorde SÅ ondt, og det føltes forfærdeligt i bækkenet at ligge ned, så op at stå igen, rokkende fra side til side. Omkring kl. 7.30 gik jeg i bad, i håb om, at det varme vand, ville lindre smerterne lidt. Min kæreste blev sendt ned i bilen med taske og autostol, for at gøre klar til, at vi kunne komme afsted på et tidspunkt. Under bruseren blev mine veer voldsommere, og jeg følte, at de kom væltende ind over mig uden pause. Jeg kom ud og fik tændt min ve app igen, og pludselig var der kun 3-4 minutter mellem veerne. Min kæreste kom op fra p-kælderen, men mente at jeg havde glemt at stoppe app’en, for der kunne da ikke være så kort mellem veerne allerede. Men jo, den var god nok. Jeg fik kluntet taget noget tøj på og tørret hår (tænk at jeg kunne overskue det), og jeg ringede igen til fødegangen. Jordemoderen gav os besked på, lige så stille at køre til fødeafdelingen.

Turen ned til bilen, ind af bildøren, og de 8 minutters kørsel til Hvidovre Hospital, var overvældende. AV det gjorde ondt at sidde i bilen. Det mindste sving og bump, gjorde smerterne endnu værre.

Vi ankom til Hvidovre ca. kvart i 9 og vi blev modtaget med det samme, og anvist et undersøgelsesrum. Jeg var allerede 7 cm åben, så jeg blev sendt direkte hen på en fødestue. Desværre var der ikke et badekar ledigt, det havde jeg ellers ønsket.

På fødestuen blev vi mødt af jordemoren. En erfaren kvinde med knaldrød læbestift og langt løst hår.

Vi talte om forskellige typer smertelindring, samt at jeg ønsker at føde så naturligt som muligt. Jeg har virkelig ondt, så hun forslår, at jeg forsøger at sidde på en pilatesbold. Det kan åbenbart hjælpe på bækkensmerterne. Det gør det bare ikke i mit tilfælde, og hver gang jeg får en ve (hver 2-3. minut) så må jeg have hjælp til at stå op, da jeg ikke kan holde ud at sidde under veen.

Så prøver vi TENS elektroder på lænden. Det er ok, og jeg kan selv styre styrken. De virker dog mest bare ved at irritere og tage lidt fokus på det der egentlig gør ondt. De kommer af efter ca. 30 min.

Jeg har vildt ondt, og ingen pause i veerne, men vandet er endnu ikke gået. Jeg vil virkelig gerne have en plan, men jordemoderen er ikke særlig informativ. Da jeg spørger ind til fx at tage vandet, er hun afvisende, da det kan gøre veerne voldsommere. Nej tak til det. Kan dårlig nå at trække vejret mellem veerne, der bare kommer rullende. Jeg bliver undersøgt og jeg er stadig kun 7 cm åben. ØV! Men vandet sidder som en kæmpe boble, og hun håber at den vil springe selv.

Klokken er blevet over 12. Jeg har ondt, og jeg er frustreret over, at der intet er sket siden ankomst. Jeg klager min nød til jordemoderen og jeg får hende overtalt til at hun skal tage mit vand. Jeg skal nok klare den ekstra smerte, og jeg tænker, at det da ikke kan blive meget værre…
Jeg kan på nuværende tidspunkt også godt overveje noget smertelindring, men jeg bliver overtalt til at lade være, da det jo var mit ønske, at føde naturligt uden epidural. Jeg nøjes med ilt i masken.

Ved 13-tiden tager jordemoderen mit vand. Det ser fint ud. Derefter aftaler vi, at hun vil gå til frokost, og imens kan jeg genoverveje smertelindringen. I løbet af de næste 10 minutter, bliver veerne så voldsomme, at jeg ikke kan holde det ud mere. Jeg har stået op siden kl. 5.00 i morges, og mine ben ryster og giver efter. Jeg støtter mig til sengen under veer, men jeg er træt. Jeg beder min kæreste tilkalde jordemoderen. Jeg KAN ikke mere. Jeg hører mig selv sige, at jeg vil have epidural. NU! Jordemoderen forsøger at berolige mig, men jeg er ikke lydhør. Det gør ondt, og jeg kan ikke fortsætte dette smertehelvede i flere timer endnu. Hvis hun ikke kan give mig en tidshorisont, så vil jeg have en epidural. NU! Jordemoderen fortæller, at der vil gå lidt før det kan blive klar, og at hun skal forberede et bord, og derefter tilkalde en anæstesilæge. Jamen, hvad venter du så på kvindemenneske, tænker jeg (højt?).

Hun forlader rummet for at gøre klar, og jeg får endnu flere veer, alt imens jeg beder til, at den baby snart kommer ud. Jeg ønsker jo ikke riiiiigtig den epidural, men jeg er afkræftet nu. Der går så lang tid, at jeg til sidst udbryder ”Hun er langsom med vilje!!!”. Det hører jordemoderen, og kommer ind på stuen. Jeg brokker mig lidt, og hun forklarer, at det tager tid. Den dag i dag tror jeg stadig, at hun trak tiden, da hun vidste, at jeg godt kunne klare det.
Mens hun er på stuen, fornemmer jeg en ændring i veerne. Et pres jeg ikke har mærket før. Jeg føler at jeg skal på wc. Hun beder mig gå ud at prøve, men det kan jeg ikke. Jordemoderen ville ikke undersøge mig, da der er infektionsrisiko ved at gøre det. Hun mener ikke det er presseveer. Jeg insisterer, lægger (okay, bakser) mig op på briksen, og hun udbryder overrasket, at der ikke er tid til en epidural, klapper mig på låret og smiler at jeg næsten er 10 cm åben, og snart skal vi fejre fødselsdag. HURRA!

Jeg er lettet over at ”slippe” for epiduralen, og glad for at der nu er fremgang.

Anton er vurderet til at være en stor baby på ca. 4100 gram, hvilket betyder, at jeg skal føde liggende. [Det er der altså ingen evidens for, red.]. Selvom det er svært at ligge ned under veerne, skal jeg blive liggende på briksen. Jeg har CTG kørende via elektrode på min mave, men der er uregelmæssigheder, og en læge bliver tilkaldt. Anton får sat en elektrode på sit hoved, og de tager blodprøver på ham.
Der er ved at være tid til vagtskifte, og jeg bliver præsenteret for den jordemor der skal tage imod mit barn. Mens vagtskiftet står på, er min kæreste og jeg alene på stuen, mens de forsikrer mig om, at de kan holde øje med Antons værdier fra deres kontor.
Pludselig begynder det hele at bimle og bippe, og læge samt jordemoder styrter ind, jeg føler pressetrang, men skal holde igen, da der stadig mangler en kant. Jeg bliver beordret om på siden for at få stabiliseret Anton, men da jeg er midt i en ve, kan jeg ikke rykke mig. Det ender med, at lægen giver mig et skub, og får mig om på siden. Antons hjertelyd stabiliseres.

Jeg får voldsom pressetrang, og briksen bliver gjort klar til fødeleje. Jeg får endelig lov at presse forsigtigt med. Hvilken befrielse! Der mangler stadig lidt kant, så jeg bliver guidet af jordemoderen. Antons hjertelyd dykker igen, og lægen kommer igen. Jeg presser, gisper, presser, og jordemoderen beder mig trække hagen ned til brystet og presse uden lyd. Antons hjertelyd er uregelmæssig, og jeg får besked på at presse endnu mere. Jeg gør alt hvad jeg kan, men Anton er en stor baby, og han skal ud nu. De beslutter at klippe mig, og da jeg presser endnu en gang, lyder der et skvulp, et svup og et vræl. Anton er født, på årets sidste dag klokken 15.29 <3

Anton kommer direkte op på min mave. Han er så smuk, helt fin og lækker, og kigger på mig med de smukkeste øjne. Jordemoder, læge og endevæggen er våde af fostervand. Han kom surfende ud i en kæmpe skylle. De tjekker om Anton er okay, hvilket han er, og så forlader de stuen og giver os lidt tid, til at hilse på vores søn.

Anton viser sig at være noget større end antaget. 4690 gram for at være præcis, fordelt på 56 cm. Jordemoderen er overrasket, og jeg er bare glad for at jeg ikke vidste det (jeg er ikke selv ret stor). Jeg bliver syet med utrolig mange sting, men det er slet ikke så slemt. Klippet mærkede jeg ikke rigtig noget til, det sved en smule, men hellere et klip end at briste voldsomt.

Grundet Antons størrelse, bliver hans blodsukker tjekket. Det er 2,7 og han skal  tilbydes early feeding. Derefter søger han mit bryst, sutter lidt og falder i søvn i mine arme. Vi køres derefter til patienthotellet, hvor vi blive indskrevet og får tilbudt en nytårsmenu. Vi kan sidde og nyde fyrværkeriet fra vores værelse, mens vi ligger og kigger på vores lille stjerne. Han valgte den helt rigtige dag at komme på, vores lille nytårsraket <3

Det lykkes desværre ikke altid, når lægerne forsøger at vende en baby, der ligger med numsen ned, inde i mors mave. Og hvad så? Kvinden, der har skrevet denne uges fødselsberetning, ønskede sig brændende en vaginal fødsel – alligevel endte det helt anderledes…

Nu skulle det være

Efter færdiggjorte uddannelser har min mand og jeg egentlig bare ventet på det rette tidspunkt. Det tidspunkt, hvor uddannelsen er veloverstået, man har landet det faste, fremtidssikrede arbejde på 37 timer om ugen med styr på visionerne og mulighederne inden for rækkevidde – både socialt, mentalt og fagligt, – men ikke mindst overskud i hverdagen og en forventning om, at når alt det var indfriet, så ville følelsen af overskud og selvsikkerhed vælte ind over mig og en indre stemme ville sige: ”Så er det nu. Nu er der tid og overskud til en lille ny”.

Jep. Det gik op for mig, at jeg befandt mig i en situation, som så mange andre med en lige så struktureret og målrettet tilgang til hverdagen som min mand og jeg, nemt kan finde sig selv i. Vi var i gang med at planlægge tidspunkt for graviditet og ankomst af baby, så det kunne passe ind i vores kalender. Men vi måtte som så mange andre indse, at det kommer vi aldrig til at kunne. En så struktureret hverdag har vi jo netop for at kunne nå så meget som muligt af det, vi gerne vil. Det stopper ikke, fordi man går med planer om at skulle have en baby. Vores uddannelser var veloverstået, ja. Men… fast og fremtidssikret arbejde? Næh. Var antallet af planer og aftaler i kalenderen nedadgående? Næh. Snarere tværtimod. Var der styr på visionerne? Næh. Var alle større planer efterlevet og oplevet? Over hele hovedet ikke. Var der en indre stemme? Måske bare en hvisken…? Niks. Men det ville jo aldrig komme jo aldrig til at ske. Jeg ventede på et tidspunkt, der aldrig vil melde sin ankomst. Jeg måtte indstille mig på, at det næste store skridt ikke kunne planlægges og struktureres til mindste detalje. Det skulle derimod håndteres med en masse nysgerrighed, hjerterum og kærlighed.

Det lykkedes overraskende hurtigt at blive gravid, og graviditeten var uden komplikationer. Jo, der var der en del uudholdelig kvalme de første 12 uger. Men det var efter min opfattelse forventeligt, selvom det til tider kunne føles som rigtig lang tid. Sådan gik ugerne meget stille og roligt fremad.

Da jeg i uge 28 kommer til mit andet jordemoderbesøg, nævner hun, at baby ligger med numsen nedad, altså i sædestilling, hvilket faktisk slet ikke undrede eller overraskede mig, eftersom jeg havde slåsset lidt med noget rundt og hårdt, der ofte stødte mod mine ribben i weekenden forinden. Jeg fik dog at vide, at det ikke var ualmindeligt, ej heller noget problem, fordi baby kunne nå at vende sig nok så mange gange endnu inden fødslen.

Ugerne efter blev pladsen i maven mere og mere trang, og babys hoved skubbede stadig mod mine ribben. Lægen bekræftede også i uge 32, at han lå i samme position (med numsen nedad), men beroligede mig, for baby kunne jo nå at vende sig mange gange endnu.

Da jeg i uge 35 kommer til tredje jordemoderbesøg har jeg stadig en følelse af at der er kamp om pladsen nær mine ribben. Jeg har i den forbindelse hundredvis af spørgsmål i tilfælde af at baby stadig ligger med numsen nedad. Hun mærker hurtigt på mig og fortæller så, at baby ligger med hovedet nedad. Så han har altså vendt sig. Det var lige den besked jeg virkelig havde håbet på at få, hvilket jo i sig selv var virkelig dejligt. Jeg følte dog ikke umiddelbart den glæde og lettelse, som jeg havde regnet med, at jeg ville gøre. Det skyldtes at jeg stadig kunne mærke noget stort, hårdt og rundt, der ligger og skubber til mine ribben indefra. Jeg fik at vide, at hvad det så end var, så var det i hvert fald ikke hovedet, for baby havde vendt sig. Jamen okay så.

Skæbnen vil, at jeg 4 dage efter dette tjek ved jordemoderen, tror, at vandet er gået. Jeg kontakter fødegangen og eftersom jeg kun er 35+5, så vil de gerne se mig med det samme. Der er bestemt ikke mangel på hjælp og til trods for at jeg lige skal vente lidt, så bliver jeg mødt med store smil, overskud og varme hilsner. Jordemoderen, der skal tjekke mig, starter med at lette stemningen lidt. Hun lytter til mig og min fortælling før hun beder mig om at gå ud og smide tøjet. ”Hej med dig, og strip så for mig” siger hun sjovt og selverkendende, hvilket lige passede til min humor. Skønt. Hun nævner kort, at der vist har været tvivl om, hvilken vej baby vendte. Jeg fortæller hende om jordemoderbesøget få dage forinden, hvorefter hun mærker på min mave og bekræfter min mistanke: baby vender stadig med numsen nedad. Dette bliver yderligere bekræftet ved scanning få minutter senere. Dette indleder dog heldigvis planlægningen til at få foretaget vendingsforsøg, så baby, med lidt hjælp, forhåbentlig kan blive vendt med hovedet nedad.

I ugen efter (uge 36) møder min mand og jeg op til første vendingsforsøg. Vi bliver mødt af en erfaren og utrolig rar sygeplejerske, som lige giver mig et prik og kører en kurve på mig, hvorefter jeg bliver kaldt ind i et lokale. De scanner mig for at se, hvor der skal tages ved henne alt efter hvordan baby vender. For der bliver taget ved – og det er særdeles manuelt arbejde. 2 læger, der hjælpes ad med at trykke, dreje og trække i min store mave i forsøg på at vende baby. Ikke just behageligt, men vendingsforsøget gør faktisk ikke ondt. Efter nogle minutter må det konstatereres, at det desværre ikke lykkedes. Vi vælger at takke ja til tilbuddet om endnu et forsøg, som, til trods for 2 lægers forsøg, heller ikke lykkedes. Umiddelbart efter dette vendingsforsøg nr. 2, så skulle vi snakke med en læge om, hvad planen så var. Jeg har altid haft et højt ønske om at skulle føde selv, hvis muligt. Smerte skræmmer mig ikke. Jeg har en drøm om at få lov til at møde min indre ur-kvinde samt at få den særligt intime oplevelse med min mand. Vi snakker derfor med lægen om mulighed for sædefødsel. Vi får lavet den forkælede løsning, at, hvis jeg går over tid og ikke føder inden termin, så foretages der planlagt kejsersnit. Vi sætter en dato og aftaler dette. De vil dog gerne have mig ind til en vægtscanning hurtigst muligt, da det ikke anbefales at føde ved sædefødsel, hvis barnet er over 4 kg, og sådan en vægtscanning havde jeg indtil da ikke fået foretaget endnu. Ingen vidste derfor hvor stor baby egentlig var. Lægerne konstaterede under vendingsforsøgene, at der ikke var nogen tvivl om, at det var en stor baby allerede nu. Så det hastede faktisk lidt at få fundet ud af, hvad vægten egentlig kunne skønnes til at være. Igen bliver vi mødt af et meget fleksibelt, hjælpsomt, professionelt og smilende personale, som får fundet en tid til vægtscanningen.

Baby ser fin ud. Alt er som det skal være. Men… han bliver i uge 37+5 skønnet til at veje 3.800g +/- 20%. Det betyder, at det allerede på daværende tidspunkt kunne konstateres, at sædefødslen ikke længere var en mulighed. Igen får personalet ved skranken tryllet og vi får hurtigt en ny tid til en ny samtale, da omstændighederne nu igen ikke længere er de samme som først antaget.

For min mand og jeg, så var der, når nu baby var så stor, at jeg ikke måtte føde selv, ingen grund til at gå og vente på ham. Vi havde indtil nu været rasende utålmodige, velvidende om, at inden for ganske nær fremtid skulle vi være forældre, men ventede jo på at fødslen forhåbentlig ville gå i gang af sig selv. Nu havde vi ikke længere en fødsel at vente på, da det ikke længere var muligt. Så hvad dét angik var der nu kun utålmodigheden tilbage. Vi spurgte derfor, om han ikke bare ville kunne blive taget ud hurtigst muligt. Vi fik en tid til planlagt kejsersnit 3 dage senere. Wow.

I min kommune er der tilbud om ammekursus. Min mand og jeg havde meldt os til. Datoen for kejsersnittet var blevet lagt dagen efter dette ammekursus. En glad, smilende, professionel og inkluderende sygeplejerske afholder kurset. Deltagere som til kurset fortæller, at inden for 24 timer skal de være forældre. Det havde hun alligevel ikke oplevet før. Det viser sig, at denne sygeplejerske tilfældigvis har vagt på vores afsnit dagen efter. Hun forespørger om vi kunne have interesse i at det var hende, der tog imod os, når vi mødte ind til kejsersnittet morgenen efter. Det var vi helt klar på, så hun skrev sig op til at tage imod os. Det gjorde, at vi dagen efter, en meget kold vintermorgen, og dagen hvor vi endelig skulle møde vores søn, bliver mødt af kendt ansigt.

Vi får skiftet til hospitalstøj, og jeg bliver, af denne her søde og trods alt ikke helt fremmede kvinde, barberet forneden – for jeg kunne jo ikke selv gøre det, når der er den der store mave i vejen. Hun fulgte os derefter over på operationsgangen, hvor der står en fantastisk sød jordemoder klar til at tage imod os. Hun forklarer, som vi også havde fået at vide til samtalen på afsnittet et par dage forinden, at, når nu baby bliver født ved kejsersnit, så er det ikke sikkert, at lungerne er klappet helt ud. Derfor skal nogle babyer altså have lidt hjælp til netop den del. Jeg nikker og tænker i mit stille sind, at det selvfølgelig ikke sker for os, og forklarer hende venligt, at jeg ønsker tidlig hudkontakt, som hun bekræfter allerede at have læst i mine papirer. Når jeg nu ikke kunne føde ham selv, så kunne jeg da i det mindste få ham op på mit bryst hurtigst muligt. Lige netop det fyldte rigtig, rigtig meget for mig. Jeg havde et behov for, at han kun mødte noget trygt, når han kom ud. Jeg udtrykte også ønske om sen afnavling, for så kunne han kun ligge ved mig og være forbundet med mig, til mig, så længe det var hensigtsmæssigt. Vi skulle være forbundne. Han skulle ligge hud til hud. Han skulle sige sine første lyde. Han skulle høre alt på ny. Han skulle trække vejret. Han skulle mærke. Han skulle opleve. Alt sammen liggende på mit bryst og i tæt kontakt med mig – et sted der var roligt, trygt og velkendt for ham… Hos mig. I alle fødselsberetninger, jeg havde hørt og læst, havde jeg følt en slags sorg i maven over og på vegne af de kvinder, som ikke fik lov til at ligge med deres børn, som noget af det første. Netop fordi det også betød så meget for mig at kunne gøre.

Ud over jordemoderen, så blev jeg mødt af så mange forskellige hænder, smilende ansigter og søde ord, såsom ”første barn? det er da simpelthen bare for spændende” og ”vi skal fejre fødselsdag i dag”. Stemningen er varm, glad og let. Under rygmarvsbedøvelsen blev jeg så varm og svedig, at min mand brugte begge sine kølige hænder til at holde mig kølig i ansigt og nakke. Narkoselægen kunne godt se på mig, at jeg blev lidt presset, da de begynder at skære og spurgte derfor, om jeg havde brug for en hånd at holde i – ja tak.

Mathias kommer til verden d. 30/11/17 kl. 8.45 og kommer hurtigt op på mit bryst, som jeg havde ønsket og forventet det. Jeg når dog kun lige at nævne noget om, hvor fedtet jeg synes han er samt registrere at der render fostervæske ud af hans næse, før han hastigt bliver taget væk fra mig igen og båret ud af operationslokalet. Min mand går med. Efter nogle minutter kommer min mand tilbage og fortæller, at vores lille søn, vigtigst af alt, har det godt, og at der ikke er grund til bekymring. Men han har altså brug for hjælp til at klappe lungerne ud. De kører ham derfor hen på en anden afdeling. Jeg sender manden afsted med knægten og ligger så tilbage… Alene… I gang med at blive lukket sammen. Nybagt mor, men uden min familie.

Udsigten til at se min søn igen var lang. Jeg skulle ligge på opvågningen indtil jeg kunne flytte mine ben. Aldrig har jeg forsøgt, insisteret og kæmpet så meget.

Jeg vil ikke lyde forkælet, for min baby havde sin far og havde det godt, hvilket jo var det vigtigste. Men alle mine drømme, ideer, planer, tanker, følelser og håb omkring at føde selv samt hvad der skulle ske efterfølgende var blevet knust. Personalet tørrede mine tårer væk og forsøgte det bedste de havde lært at aflede mig. Faktum var dog nu en gang den, at min mand og søn var ikke lige her, hvor jeg havde brug for og forventet de var, og det gjorde ondt indeni.

Udsigten til at se min søn igen var lang. Jeg skulle ligge på opvågningen indtil jeg kunne flytte mine ben. Aldrig har jeg forsøgt, insisteret og kæmpet så meget. Jeg fik målt blodtryk hvert kvarter, og med en udsigt på 2-3 timer, talte jeg for hver måling ned til, hvornår jeg nu kunne blive sendt videre. Jeg ville se min søn. Jeg ville se min mand. Min mand med min søn. Vi burde være sammen.

Inde på opvågningen blev jeg mødt af endnu en ildsjæl inden for sundhedsvæsnet. Hun var sygeplejerskestuderende, og hun gjorde alt hvad hun kunne for at trøste mig og give mig plads. Hun ringede ofte til børneafdelingen for at tjekke op på det hele og kom løbende med opdateringer derovrefra. Jordemoderen gik over og tog billeder af min søn med vores medbragte kamera, for så at komme tilbage og vise mig dem. Alt i alt kunne jeg ikke sætte en finger på deres iver for at forsøge at gøre min ventetid så overskuelig og håndterbar som mulig. Der blev rullet et bord ind med en bakke, med to tallerkener, mad til to personer, blå servietter og flag på, hvilket igen minder mig om alt, hvad der ikke blev som jeg havde troet. Bordet var så fint og gestussen var der ikke en finger at sætte på, men symbolet i at jeg lå der og ikke kunne dele denne her ”middag” med min mand, gjorde endnu mere ondt end jeg kan beskrive. Bordet var så fint, så jeg var nødt til med mine rystende fingre, at tage et billede af det, om ikke andet, så for at han kunne se for fint det havde været.

Kort efter kommer min mand og fortæller om vores søn. Han kan berette om ting, som jeg burde have været med til. Han ønsker heller ikke at fortælle eller dele for meget med mig før vi er sammen alle 3. Han ved, at jeg har det svært, og ønsker ikke at gøre ondt værre. Han spiser en trekantet toast med ost og smutter derefter hurtigt tilbage til vores søn igen.

Efter 3 af de længste timer i mit liv bliver jeg kørt mod børneafdelingen, hvor jeg endelig kan få lov til at hilse på min søn, som til trods for slanger og c-pap er noget så fantastisk! En ældre, mandlig sygeplejerske er hurtig til at møde mit behov for at få min søn op på mit bryst. Med utroligt erfarne hænder får han manøvreret min søn, forbundet til en masse slanger, op til mig.

Mathias har det rigtig godt og kommer allerede samme dag med tilbage på afsnittet for mor og barn. Dagen efter er vi hjemme hos os selv igen. Fra dagen efter kejsersnittet og frem til i dag har jeg haft nogle følelser i maven, hver gang jeg har tænkt tilbage på mit forløb. Graviditet, kejsersnittet og det efterfølgende døgns tid. Jeg skriver ”kejsersnit”, fordi en af de mange følelser er følelsen af ikke at have født, men at havde fået foretaget kejsersnit. For jeg føler ikke, at jeg kan sige, at jeg har født min søn. Han kom til verden ved kejsersnit omgivet af fantastiske ildsjæle, der brænder for deres job samt hans forældre, der elsker ham højere end noget andet. Så godt nok har jeg ikke følelsen af at have født ham, men jeg har til gengæld følelsen af ubetinget kærlighed, følelsen af at han er mit et og alt… og dét overskygger alt andet.

Jeg kommer gående ind på stuen, som ligger placeret for enden af rummet med de mange senge. Jeg kan høre en kvinde presse og jeg kigger forsigtigt ind bag det hvide klæde, der hænger ned fra loftet. Der står to kvinder med blodige handsker på, foran en kvinde, som ligger i et klassisk rygleje på en lillebitte briks, hvor hun presser på livet løs. Den fødende venter sit syvende barn og der går ikke mere end ganske få minutter før en lille, lækker dreng glider op på brystet af hende i en skylle af lysegrønt fostervand.

Drengen græder straks og moderen lægger hovedet tilbage på den korte madras og lukker øjnene af udmattelse.

Jordemoder, kom herover!” kalder én på mig og det går op for mig, at jeg befinder mig på en tre-sengs fødestue, hvor der bag klædet til den anden side ligger endnu en kvinde og presser, nærmest lydløst.

Kvinden, hende der endnu ikke har født, venter sit andet barn, ovenpå en første fødsel som desværre endte med, at barnet døde undervejs. Hendes veer var startet små syv timer tidligere og hun var nu klar til at presse barnet ud. “Der er vesvækkelse” siger jordemoderen til mig, hvorefter hun råber igennem lokalet at én af de studerende skal komme og hjælpe med at gøre klar til et drop. Jeg hilser på den fødende, og selvom hun ikke forstår hvad jeg siger, så bilder jeg mig ind, at hun forstår mit smil og mine anerkendende nik.

Hver gang der kommer en ve, griber kvinden fat i sine lår og presser alt hvad hun kan. Hun klarer det godt, selvom veerne ganske rigtigt er temmeligt korte og jeg forsøger at rose hende, inden jeg bevæger mig et par meter væk, for at lægge min taske, som stadig hænger over skulderen på mig, fra mig. Jordemødrene råber alt muligt jeg ikke forstår og det virker ikke just, som om den gode, rolige stemning, som jeg ellers ved kan hjælpe med at højne niveauet af oxytocin og dermed veerne hos kvinden, er i højsædet. Det omsorgsfulde nærvær mangler ligesom lidt; i hvert fald i forhold til mit temperament, når jeg befinder mig i nærheden af en fødende kvinde.

Jeg kigger mig lidt omkring og på kvinden, der ligger og presser. Hendes kønsdele ligner ikke de fleste andre jeg har set i min karriere som jordemoder. Bevares, alle kvinder er forskellige og kønsdelene kan se ud på mange måder, men hende her, er alligevel anderledes. Hun har ikke rigtigt nogle kønslæber. Eller en klitoris. Til gengæld er der, ovenover skedeindgangen, henover urinrøret og dér hvor klitoris engang sad, en tynd hudfold af arvæv. Hun er tydeligvis omskåret.

Stort set alle kvinder her i Somaliland er omskåret. Nogle har “bare” fået fjernet en del af klitoris, imens andre mere uheldigt stillede, som kvinden her, har fået fjernet både kønslæber, klitoris og er ofte blevet syet så tæt sammen, at de, når de indgår i ægteskab, skal “skæres op” således penetrationen og dermed befrugtningen kan finde sted. Sidenhen vil de kvinder, som er blevet invasivt omskåret, have problemer under fødslen, hvor det stramme arvæv skal skæres yderligere op, for at fødslen, som i øvrigt indebærer markant øget risiko for både mor og barn, kan finde sted.

En ung kvinde kommer og lægger et drop i armen på den fødende. Det virker ikke rigtigt for hende, ser jeg og hun opgiver undervejs og lader den ældre jordemoder, som vist nok skælder ud, komme til.  Droppet bliver lagt, imens den fødende trøsteløst presser videre. Den ældre jordemoder vandrer lidt rundt på stuen og kommer tilbage med et sæt handsker til mig. Hun vil vist gerne lade mig tage imod barnet og selvom jeg virkelig er fristet af muligheden, takker jeg nej og stiller mig i stedet op ved siden af fødelejet og lægger en hånd på kvindens lår. Jeg vil meget hellere “bare” observere og opleve, end jeg vil til at være praktiserende jordemoder i et fremmed land og overfor en kvinde, som jeg ikke kan kommunikere med på anden måde end via fagter, når der nu rent faktisk er lokalt fagpersonale til hendes rådighed. Alligevel kan jeg, efter 20 minutters tid, hvor ingen har lyttet på barnets hjerte, ikke lade være med at spørge om de kender barnets hjerterytme. “Barnet bevæger sig” siger jordemoderen køligt og selvom jeg kan undre mig over hvordan hun ved det, når hun ikke holder en hånd på kvindens mave, så tænker jeg, at hun selvfølgelig har styr på det – og at et barn, der bevæger sig, er et barn, der har det fint.

Der går vel yderligere et kvarters tid på nogenlunde samme måde, hvor kvinden har svært ved at presse barnet ordentligt frem, indtil en yngre jordemoder støder til og forsøger, med sine fingre, at guide kvinden til at presse mere effektivt. Det har tilsyneladende kun ringe effekt og jeg kan ikke lade være med at tænke, om ikke det var en idé, hvis kvinden fik lov til – eller blev bedt om – at ligge/sidde/stå i en anden stilling end det klassiske rygleje, men med tanke på dengang jeg engang gjorde dét på et hospital i Nigeria, hvor jordemødrene grinede af mig, som om jeg havde sagt, at kvinden skulle stå på hovedet, lader jeg være. Den unge jordemoder forsøger at lytte på barnets hjerte, men har tilsyneladende ganske store problemer med at finde hjertelyden. Mit hjerte hamrer. Det er bare ikke rigtigt…

En tredje jordemoder støder til og forsøger at finde hjertelyden. Hun finder noget, som jeg hurtigt konstaterer er moderens puls og stopper så med at søge videre. Jordemoderen sætter ikke doptonen på dét sted jeg selv ville forsøge at finde hjertelyden på det her tidspunkt i fødslen og selvom jeg egentlig tænker, at jeg “ved bedre” så blander jeg mig ikke. Stemningen bliver mere hektisk og folk råber efter hinanden. “Tilkald lægen!”  skærer en stemme sig igennem den tykke luft af spænding, “vi bliver måske nødt til at lave et kejsersnit”. Ve-droppet kører på fuld drøn og jeg føler pludselig trang til at hjælpe til. Til at hjælpe kvinden, som under forrige fødsel mistede sit barn. Hun skal klare den med et levende barn i den anden ende. Det skal hun simpelthen.

Jeg lægger en hånd på maven af hende og mærker efter veerne. Så snart veen starter, griber jeg fat under nakken på hende med den ene hånd og under hendes ene fod med den anden og opfordrer hende – på klingende dansk – at presse. “Kom, kom, kom, kom, kom” hvisker jeg med et kærligt blik til hende, imens jeg kan se hvordan mellemkødet bliver gradvist mere udspilet. I ve-pausen trækker vi vejret sammen. Kvinden med halvt lukkede øjne og mig, med en hånd på hendes mave, klar til at mærke optakten til næste ve, og den anden hånd strygende henover hendes hår. Hun har brug for at slappe af og ilte blodet i vepausen. Barnet har. Jeg tænker, at den hjertelyd snart skal findes – eller at den baby snart skal ud.

I næste ve griber jordemoderen en saks og forsøger at anlægge et klip i mellemkødet. I virkeligheden bliver det til mange klip, fordi saksen tydeligvis er ganske sløv, men ikke desto mindre, bliver der – henover tre veer og ganske mange klip – skabt plads til, at barnet kan fødes. Jeg fortæller kvinden, som kæmper så bravt, at hun gør det godt og jeg forsøger, selvom stemningen er hektisk, at bevare en ro og et nærvær hos kvinden.

Det er en pige. En slap, lille pige, som kommer op på mors mave, hvor jeg per refleks tørrer hende om munden og gnubber hende på ryggen. Hjertet slår, mærker jeg hurtigt og efter få sekunder og et enkelt pust i ansigtet, hoster hun og kommer igang. Hun lever i bedste velgående, får hurtigt fin farve og klarer den med en ganske fin apgar score, som tydeligt indikerer at hjertelyden altså havde været til at finde, inden panikken bredte sig på stuen, hvis bare doptonen havde været placeret det rigtige sted. Heldigvis.

Barnet har det fint, moderkagen fødes og imens kvinden efterfølgende bliver syet, går jeg med lægen på den rundtur på hospitalet jeg skrev om i går, for at udnytte tiden bedst muligt imens jeg er her.

Efter rundturen går jeg tilbage til fødeafdelingen, hvor kvinden og den lille, fine pige er blevet installeret i det store rum med de mange senge, og hilser på familien. “Hvad hedder du?” spørger de og fortæller at de har besluttet at den lille pige skal opkaldes efter mig, som tak for al min hjælp.

Kæft hvor er det stort! Især med tanke på, at det eneste min hjælp i virkeligheden bestod af, var ro, nærvær og tilstedeværelse med kvinden, bliver jeg simpelthen så rørt over alligevel at have betydet så meget for et andet – komplet fremmed – menneske, som jeg ikke engang kan kommunikere verbalt med.

Lille, fine Cana.

Det er alligevel sjældent at en fødselsberetning tager så meget røven på mig, som det var tilfældet med denne her, som virkelig tydeliggør, hvor uforudsigelige fødsler (uanset hvor forudsigelige de end måtte synes at være) kan være. Tag godt imod den – og dens usædvanlige ejerkvinde.

Det er to dage før termin. 

Jeg har det godt som gravid efter nogle hårde måneder med først en hyperemesislignede tilstand og få måneder efter graviditetssukkersyge, som jeg fik konstateret dagen efter jeg var gået på barsel. Bedst som jeg havde lagt mig tilrette på solbænken med en is. Mine gener kunne tydeligt ikke kapere små 20 kilos vægtøgning. Lidt unfair, følte jeg, taget i betragtning af, at jeg brugte de første fire måneder på at brække mig så snart jeg så, hørte, lugtede eller tænkte på mad. Nu skulle jeg igen til at havde fokus på maden, bare på en anden måde. 

Jeg var ikke, som man tit hører 1. gangs fødende er, utålmodig. Jeg fokuserede på at nyde den sidste alenetid som jeg egentlig altid har sat stor pris på. 

Jeg mødtes med en veninde, og vi gik en lang tur. Noget som jeg i min lille boble ikke havde tænkt skulle sætte noget i gang, men ikke desto mindre var det nok det der skete. I hvert fald mærkede jeg en lille skylle i mine trusser da jeg sætter mig til rette i sofaen ved en 21-tiden. 

Når lige at tænke, at det er for meget at jeg sådan sidder her og tisser og får udbrudt til min veninde “Ej jeg tror lige mit vand gik!” 

Jeg kontaktede fødegangen da babyen ikke stod fast. De mente dog ikke det var vandet og jeg skulle bare afvente. Natten gik med noget. Noget der i bakspejlet var ret regelmæssige veer. 

Jeg tog mig et langt bad, spiste lidt og sagde til min kæreste at han bare skulle sove, da jeg ikke vidste hvad der skulle ske.  

Det var helt sikkert, at der var noget under opsejling, men om det var en fødsel kunne jeg ikke vurdere. Det gjorde ikke særlig ondt. Men jeg havde en følelse af ubehag og jag i underlivet som tog til. 

Jeg var alligevel næsten helt flov over at ringe til fødegangen om morgenen, prøvede faktisk at anstrenge mig mere i telefonen end hvad nødvendigt var. Det var jo helt sikkert bare min krop der spillede mig et puds, tænkte jeg. Men ville alligevel ikke risikere, at de ikke ville tjekke mig, hvilket de heldigvis gerne ville.

Kom kort efter gående stille og roligt til fødegangen, og jordemoderen kom med en bemærkning om, at det helt sikkert ikke var en aktiv fødsel der kom spankulerede dér. 

Få minutter senere måtte hun dog temmelig overrasket konstatere, at jeg var fire centimeter åben, og hun bad os fortsætte til det sygehus hvor jeg grundet graviditetssukkersygen skulle føde. 

Jeg selv var temmelig forundret. 

Det var jo de første 4 centimeter alle sagde var de hårdeste!? 

Jeg ville da komme til at klare den her fødsel uden problemer! Superføder kunne jeg vel nemt betegne mig selv som lige i momentet. 

Vi ankommer til sygehuset lidt i 08. En studerende tager imod os, og jeg ærger mig den dag i dag lidt over min manglende evne til at skjule min “jeg-skal-sgu-ik-føde-ved-en-studerende” attitude. 

Sød var hun dog, den unge studerende og hun formåede måske som den eneste af de forskellige jordemødre at give mig ro og tryghed under fødslen. 

Vi får lidt morgenmad og den kommende far gennes galant ud efter saft så jeg kan klare mit lavament i fred 😉 

Kort efter starter de timer som jeg er så glad for, at jeg på ingen måde kunne forudse. 

Tiden går – langsomt. Jeg åbner mig – langsomt. Det hele går nok lidt i stå, og der er mange skiftende jordemødre inde ved mig, som støtte til den studerende. Jeg havde på forhånd frabedt mig bistik, men på et tidspunkt får en erfaren jordemoder mig overtalt. På det tidspunkt havde hun også fået min højre arm hvis hun havde bedt om det. En helt ufattelig smerte skar igennem hele min krop og jeg græd for første gang, følte mig helt forrådt. Jeg havde jo sagt jeg ikke ville have de skide stik! 

Spørger man min kæreste, var dette det værste øjeblik af hele fødslen for ham. At se mig skrige af smerte og derefter opløst af gråd. 

Måske virkede de dog, bistikkene. I hvert fald var jeg kort sen formiddag fuldt åbent. Jordemødrene sagde til min kæreste at babyen helt sikkert ville være ude inden klokken 13, de trak K -vitamin op, min kæreste var ovre og vælge hue. En sort til en dreng og en lyserød, hvis det var en pige. 

Han ringede til vores forældre og gav samme melding som vi selv havde fået. Alle ventede spændt. Det hele var snart overstået. Jeg skulle snart ikke mere sagde de. Hele stemningen emmende af, at der var en baby lige på trapperne. Jeg klarede det sgu. Jeg overlevede. 

På det tidspunkt vidste jeg gudskelov ikke, at der først ville blive brug for en hue mange timer senere. 

Benstøtterne blev fjernet og alle sagde med opstemte stemmer: “SÅ presser du bare når du har lyst”. Lysten kom bare aldrig. Det hele gik i stå. Veerne kom dog indimellem og havde efterhånden tappet mig for alle kræfter. 

Jordemødrene baksede rundt med mig, varmede mine fødder, sendte mig i bad, kort sagt alle kneb for at få mig ind i pressefasen. Jeg havde som sagt stadig veer, men de var ikke på nogen måde givtige. 

For hver time der gik blev jeg mere og mere opgivende. Jeg var jo blevet lovet at det hele ville være overstået for længe siden!?

Omkring klokken 15 sætter de vedrop til, på trods af de kort forinden havde sagt det ville være synd for mig. Jeg var ligeglad, ville bare have det hele overstået. 

Vedroppet giver veer – men ingen pressetrang. Jeg mindes slet ikke, at jeg på noget tidspunkt mærkede den der urkraft jeg havde hørt om. 

Jeg var under hele forløbet meget klar og bevidst. Holdte øje med uret og hele tiden med på alt. Giv mig nu den der trance alle taler om, tænkte jeg flere gange. Jeg magter slet ikke at være så bevidst om alt. 

Jeg var udmattet, havde ikke sovet et døgn og syntes det hele var noget lort. Giv mig et kejsersnit. Nu. Jeg kan ikke mere. Jeg mener det! Men ingen hørte mig. 

Hen ad eftermiddagen spurgte jeg en jordemoder om hun ikke godt ville love mig at babyen kom ud i dag. Men hun undveg mig i blikket. 

Stemningen var ikke på noget tidspunkt hektisk, babyen havde det fint, det var mere mig der var ved at nå et punkt hvor jeg ikke kunne mere. 

På et tidspunkt skraber jeg de sidste kræfter sammen, presser ALT hvad jeg kan. Selvom jeg ingen pressetrang har. Det var den bedrift der kostede mig op til flere blodsprængninger i øjnene og en nerve der tog skade i det ene ben. Jeg lignede nok lidt én, der havde fået en omgang tæsk. 

Men så. Kl 20.29 føder jeg vores baby. Små 9 timer efter de sagde, at vi ville blive forældre lige om lidt. En lille pige. Helt perfekt. Den lyserøde hat kommer på, og alle forlader stuen. Så er vi bare der. Os tre. Som en hel lille ny familie. Jeg kan slet ikke fatte hun er min, sådan som hun ligger dér lige så stille og kigger på mig. Jeg kysser hende helt forsigtigt. Men kommer i tanke om at hun jo er vores så jeg kan kysse hende lige så tosset jeg vil. 

Jeg tænker tit på, at min fødsel havde været perfekt hvis den var sluttet dér, hvor alle troede den ville. Det lange forløb gjorde mig udmattet ud over alle grænser, og jeg kan stadig undre mig over at de ikke handlede noget før. I tiden efter var jeg vred over det. De havde sikkert deres faglige grunde, men dét at de havde givet mig et tidspunkt for babyens forventede ankomst var helt ufatteligt demotiverende for hver ekstra time der gik.

 

“Fødslen jeg bestemt ikke var forberedt på eller parat til”. Sådan skrev kvinden om sin fødselsberetning fra en fødsel, der gik igang allerede i uge 34 – ovenikøbet med et barn i underkropsstilling. Heldigvis endte alt godt og nu er det bare om at krydse fingre for, at kvinden “holder lidt længere” på lillebror, der er på vej.

Søndag d. 15 nov 17, vågnede jeg tidligt om morgen da jeg troede jeg skulle tisse, som i virkelig tisse, – og tænkte det kan simpelthen ikke passe, at jeg ikke kan holde på vandet til jeg er ude på toilettet.. Jeg rejste mig op og det sagde SPLASH.. Min vand var gået! – Var i 34+4 og var bestemt ikke klar til det skulle være nu..

Min mands reaktion i det øjeblik, glemmer jeg ALDRIG.. Han fore op af sengen og var SIKKER på at nu var vores akvarie i køkkenet gået i stykker. Men nej det var skam “bare” vores datter, der tilsyneladende ikke ville være et julebarn… Efter han fandt ud af at det var mit vand der var gået, gik der lidt stress i ham – Vi skal afsted nu og vi skal have vækket Matias… – Vores nevø på 9 år, på det tidspunkt, var på ferie ved os.. Selvom mit hoved var ved at eksplodere af bekymringer om, hvad der skulle ske og den samme sætning kørte på repeat – “Det her er ALT for tidligt”. Så fik jeg ham til at slappe af og sagde vi lige skulle vente og høre fødegangen af, hvad næste skridt skulle være, og at jeg lige skulle på wc…

Jeg havde to store frygt i det her øjeblik – 1: Det er alt for tidligt, der jo laang tid til min termin. 2:Jeg var så sikker på vores datter lå med hovedet op ad, også skulle jeg jo nok have kejsersnit. Hvilket virkelig var min store frygt. Da jeg ikke var længere henne end jeg var, og jeg havde haft en forholdsvis ukompliceret graviditet, havde jordemoderen og jeg endnu ikke haft den snak om hvad skulle ske, hvis hun nu ikke vendte sig om: Skulle jeg ud i et vendingsforsøg eller kejsersnit? – og vil lige sige begge dele skræmte mig lige meget!

Vi fik ringet op til fødegangen og fortalt det hele, de bad mig straks om at blive liggende, hvis hovedet nu skulle være op ad som jeg mente det gjorde, og fordi det var for tidligt. Så selvom jeg rigtig gerne ville have været i tøjet, så måtte jeg blive liggende i nattøj, og vente på at ambulancen kom og hentede mig.. Det var en rigtig sød jordemoder jeg snakkede med og sagde jeg bare skulle være glad for jeg i det mindste, var noget så langt i min graviditet inden vandet gik.

 MEN intet kunne berolige mig, mine tanker, og min frygt for hvordan min datter skulle “komme ud” – pyhh. Tankerne fore rundt i hovedet på mig.. Men prøvede stadig at bevare roen, havde jo min nevø ved min side, som min mand nu havde fået vækket, så han var klar over hvad der nu skulle ske, og han altså lige måtte en tur med os på sygehuset inden mormor kunne hente ham. (Vores familie bor 1 time væk)

– Han tog det hele så cool og hjalp min mand med at blive klar, så de kunne køre efter ambulancen. Han var vidst lidt skuffet over, han ikke måtte komme med i ambulancen. – Er glad for det var det som fyldte i hans hoved!

Ambulancen kom og jeg blev taget godt imod, iført kun mit nattøj og jogging bukser, kom jeg nu med ambulancen, hvor det stadig fosset ud med fostervand, da jeg skulle rejse mig for komme op på båren. Den søde ambulance-mand gjorde sit for at berolige mig og sige alt nok skulle gå, men jeg kunne slet ikke finde ro i hele situationen om hvad der nu skulle ske.

Der gik ikke længe før vi var ved sygehuset og jeg blev modtaget af personalet. De fik hurtigt konkluderet at min antagelse om hovedet lå op ad, var korrekt og der snart ville komme en læge og snakke med mig. Inden længe kom min mand og nevø, og derefter gik der hellere ikke længe efter før min mor og hendes mand kom og var klar til at hente vores nevø og også blive der (hvis de måtte). – Men det kunne jeg slet slet ikke overskue. og det var først da de var ude af døren, jeg gav mig selv lov til, at slå lidt mere løs for de følelser der var inde i mig…

Der gik ikke længe så kom veerne – føj for den lede en omgang, det gjorde det endnu svære for mig at kunne håndtere hele situationen og kunne slet ikke rumme alt den smerte og bekymringer der fløj ind over mig..

ENDELIG kom der en læge og fortalte mig om de muligheder jeg havde – Kejsersnit nu eller vi prøver og se jeg kunne få en “normal fødsel”, som muligvis kunne blive til kejsersnit – hvis det ikke går som det skal. Jeg var bange for begge dele, intet var jeg parat til at tage stilling til, og når jeg tænker tilbage ved jeg egentlig godt hvad jeg helst ville – Inderst inde tænkte jeg “ bare giv mig det kejsersnit” men både pga. min ide´ til hvad en “normal fødsel” er og fordi jeg virkelig frygtet det indgreb det er at få kejsersnit, kunne jeg slet ikke få det over mine læber. – Heldigvis var lægen god til at se, hvor rundt på gulvet jeg var over hele situationen, og sagde “lad os give dig det kejsersnit nu, med de smerter omkring veer du har og så lidt som du har åbnet, plus vi ikke kan vide om det ender i det alligevel så er det mit bedste forslag.” Jeg fik sagt ja til det, og derfra gik det ellers bare rigtig hurtigt..

Jeg fik ve-stop, min mand blev iført de hvide klæder, så han måtte komme ind på operationsstuen. Der gik ikke længe så kom jeg ind og fik “den store sprøjte i ryggen”, som jeg har hørt så meget om…. Min mand var nød til at holde om mig, så de kunne stikke, så meget rystet jeg af frygt for den. Jeg fik det overstået og fik noget beroligende oven i tror jeg, for lige pludselig slappet jeg en lille smule af og begyndte at forberede mig på, at om lidt skulle jeg møde vores smukke datter for første gang.

Der var kun gået 4 timer siden mit vand gik, og lige pludselig kunne jeg høre en baby skrige bag forhænget, og jeg tænkte – Kan det virkelig passe at det min datter! – Og JA det var det.. Jeg nåede lige at se hende, og hun strakte sin lille søde hånd ud til mig, inden sygeplejersken stod klar til at tage sig af hende, og sikre sig at alt var ok og hun selv kunne trække vejret mm.

Inden kejsersnittet startet fik jeg sagt til min mand, ligegyldigt hvad skulle han bare følge med vores datter.. Og det gjorde han også.. Mens jeg blev lukket sammen og ført op til opvågnings opgang, var min mand fulgt med sygeplejersken op på neonatal, der fik de lavet de tjek de skulle målt og vejet hende. En dejlig stor pige på 2700 gram og 47 cm. (Stor pige af at det var i uge 34).

Min mand var den heldige, der fik lov at holde hende i hans arme og nyde de første timer med vores nyfødte datter helt selv. Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, det var sådan det endte med at blive. – At mit liv som mor skulle starte med at vi skulle være adskilt. Men hvor er jeg glad for jeg har en mand der, var så god til at tilpasse sig de uvante situationer og bevare roen – når jeg bestemt ikke gjorde.

Imens lå jeg og skulle vågne op, og fik at vide jeg først måtte se min datter når jeg kunne mærke min ben. – Så i sekundet jeg kunne vrikke med mine tæer, så fik jeg kaldt sygeplejersken ind og blev kørt med portør op til vores lille datter.

Endelig havde jeg hende i mine arme, og det hele blev mere roligt inde i mig, og jeg kunne trække vejret lidt nemmere da jeg kunne se hun var helt okay og var en lækker lille en.

3 uger efter blev vi udskrevet fra neonatal da vores datter nu havde lært at amme selv, og vi kunne for alvor starte at nyde vores tid som lille nybagt familie sammen. Nu er vores datter lidt over 2 år, skudt i vejret og blevet en høj pige, som er en meget social og glad pige, som man aldrig vil gætte på var for tidligt født…

Nu venter vi lillebrors ankomst i marts, og jeg krydser alt hvad jeg kan for at, han bliver derinde lidt længere tid og for alt i verden at jeg kan prøve slappe mere af i de uventet situationer når de kommer – for ligegyldig hvad så kommer de forhåbentligt bare lidt tættere på termin denne gang.

Jordemødre – inklusive jeg selv – prædiker ofte at fødselsforberedelse skaber gode fødsler. Eller i hvert fald, at det altid er en fordel at forberede sig (grundigt), selvom man i sagens natur ikke kan vide, hvordan éns fødsel kommer til at forløbe. Kvinden, som har skrevet denne uges fødselsberetning, havde ikke nået at forberede sig med andet, end at læse med på mine fødselsfredage og selvom jeg fornemmer en vis skepsis fra (nogle af) jordemødrenes side, så må man sige, at fødslen alligevel endte helt fint ud – så dét kan (selvfølgelig!) også sagtens lade sig gøre 🙂
Det er fredag den 13/1-2017 og jeg er 37+0.
Klokken er 05.02 og jeg vågner med den der følelse af at skulle tisse virkelig meget – hvilket ikke har været unormalt på noget tidspunkt i min graviditet.
Jeg stavrer ud på toilettet, får tisset og rejser mig op for at vaske hænder da vandet går.
Præcis som på en rigtig dårlig amerikansk film. (Sådan som jordemødrene ellers sagde at det nok ikke ville ske…)
Uvidende som jeg er, sætter jeg mig ned på toilettet igen og tænker at den logiske forklaring må være at jeg ikke var færdig med at tisse.
Det bliver ved med at sive og det går op for mig at nu er det sgu nu.
Jeg rejser mig for at ringe til fødegangen og lige spørge hvordan og hvorledes.
Vi havde nemlig ikke været til regulær fødselsforberedelse, da min mand er kok (skæve arbejdstider og gerne ville deltage).
Vi havde i stedet aftalt med vores jordemoder, at vi lige kunne snakke fødsel den efterfølgende onsdag ved sidste konsultation for ‘alle førstegangsfødende går som regel over tid’.
Som om…
Da jeg får fat i fødemodtagelsen snakker jeg med en jordemoder som lyder vældig sød. Men som samtidig er lidt uforstående overfor min uvidenheden og som ender med roligt at spørge ‘altså ved du ikke noget?’. Mit svar var ‘altså jo, jeg har jo læst fødselsberetninger på Canas blog, men andet ved jeg ikke, for vi skulle først til forberedelse på onsdag’.
Hun spørger hvor langt der er mellem veerne, jeg svarer ‘pas’ og hun siger ‘så er de nok ikke begyndt endnu – for så ville jeg ikke være i tvivl’. Jeg giver hende ret og hun giver mig adressen på en hjemmeside vi kunne kigge på og vi aftaler at vi skal komme derind klokken 14, hvis ikke der skete mere inden.
Jeg lægger på og går ind og vækker min mand, Kasper, og han går lidt i panik på den der ‘Wuhu vi skal have en baby’-måde.
Lige i det samme jeg står og fortæller om hjemmesiden og at vi skal huske at spise, så går vandet igen. Eller det føles i hvert fald sådan. Det fosser ud med fostervand.
For mig er det en forklaring på hvorfor jeg så hurtigt fik mave og hvorfor den var så stor.
Det må i sandhed have været et helt akvarium. [Sådan hænger det rent fysiologisk nok næppe sammen, men teorien er meget sød, red.]
For Kasper var der ‘lige lovlig meget vand’ – det fossede så meget at jeg var nødt til at forsikre ham om at jeg altså ikke stod og tissede.
Han grinede og gik ud for at lave morgenmad.
Præcis en time efter klokken 06.02 kommer den første ve. Med fuld hammer.
Vi var ikke forberedte på en dyt da vi troede vi havde massere af tid.
Så imens Kasper pakkede hospitalstaske lå jeg i sengen og tog tid på veerne.
Og de kom hyppigere og hyppigere.
Til sidst kunne jeg ikke være i mig selv.
Så jeg gik i bad. 4 gange på 2 timer.
Klokken 08.30 ringer vi første gang til fødegangen men får af vide at hvis jeg kan snakke så er det ikke “slemt” nok.
Nå.
Veerne tager til i styrke. Jeg havde grædt mig igennem de sidste 4 veer og 10.30 ringer vi igen til fødemodtagelsen.
Vi får heldigvis lov til at komme derind.
Jeg ringer til min mor på vej ud af døren.
Hun og min søster er allerede på vej ud for at købe babytøj i størrelse 50, hente barnevogn og det hele, for nu kom han jo – og vi var som sagt en smule uforberedte.
Køreturen til Hvidovre Hospital føles som en tur til Jylland og veerne er stadig grumme.
Sædevarmen hjælper dog enormt meget på det hele, så jeg overvejer faktisk om vi ikke bare kunne føde i bilen.
Kasper synes det er en dårlig idé, ‘men hvis det er, så kan jeg da godt spørge’ siger han så.
Kasper er en god mand.
Vi ankommer til Hvidovre, og på trods af smerter, så husker vi lige p-skiven.
Det føles underligt at gå der og vide man skal føde, imens alle andre ikke ved det.
Det tog mig næsten 20 min på grund af veerne at komme ind til fødemodtagelsen, hvor jeg lander grædende fordi jeg har så ondt.
Jordemoderen vil lave en undersøgelse og en køre en ‘strimmel’. Jeg får et ‘tillykke, du er 4 cm åben så du kommer til at føde i dag’.
De fleste ville nok blive lykkelige, men jeg blev ærlig talt en smule skræmt.
Imens ‘strimmelen’ bliver udfærdiget får jeg igen en hel masse veer. Så mange, at jordemoderen kommer ind for at tjekke hvorfor jeg ikke ligger stille.
Jeg bliver bedt om at lægge mig på siden og trække vejret ind af næsen og ud gennem munden. Jeg skulle “være i veen”.
Ja tak – men jeg var vildt snottet så det var sværere end man skulle tro.
Til sidst giver jordemoderen op på at få kørt den strimmel og synes i stedet vi skal ned på fødestuen. For det kommer nok til at gå forholdsvis stærkt, som hun siger.
På vej ned mod fødestuen, som føles enormt lang på grund af veerne, bliver vi mødt af ingen ringere end vores egen konsultationsjordmoder – verdens bedste.
Jeg har ikke sagt så meget gennem processen ellers men lige da jeg så hende fik jeg fremstammet et ‘jaaaa, alle førstegangs fødende går over tid’. Hun slog en høj latter op, gav mig et kæmpe knus og sagde ‘så føder vi sgu den baby, Rikke’.
Høj på hendes gejst, vraltede jeg i bad.
Befriende.
Men pludselig midt i badet får jeg en pressetrang.
Jeg går i panik. Kasper og min jordemoder er rolige og siger ‘at skal vi føde i badet så gør vi bare det’. Tak venner.
Det var falske alarm men jeg havde på fornemmelse at det her ville gå stærkt.
Jeg skynder mig, så godt som jeg nu kan, i hospitalstøjet og suser så med mit gangstativ ned på fødestuen.
På fødestuen får jeg stukket en maske i hånden og jeg tænker ‘lattergas – endelig’.
Det var i virkeligheden bare ilt. Finder jeg ud af efter 40 min.
Jeg egentlig havde sagt jeg ville føde uden smertestillende så vi forsøgte os med bistik indtil jeg kapitulerede og bad om en epiduralblokade. Eller jeg bad faktisk om fuld narkose men det måtte jeg ikke få.
Mens det her står op er veerne stadig voldsomme og det er de faktisk hele vejen igennem.
Men det er som om de tager til lige da vi snakker om smertestillende.
Pressetrangen dukker op igen og de har taget så meget til at jeg beder jordemoderen tjekke igen.
Hun starter med at sige at jeg for Guds skyld ikke må presse for, for 4 min siden var jeg kun 5-6 cm åben.
Det ændrer hun lynhurtigt til ‘du er fuldt udvidet – du presser bare med kroppen’.
Som sagt så gjort. Pressefasen var befriende efter mit ve helvede og jeg havde endelig en smule overskud mellem veerne til snakke med Kasper.
Gennem alt det her er Kasper verdens sejeste. Kasper er ellers lidt af en joker, så jeg havde været bekymret for at han ville underholde i stedet.
Men han var så fokuseret og engageret.
Så engageret at han står sammen med jordemoderen nede for fodenden, hjælper med at holde mine ben oppe mod brystet og holder øje med pressefasen.
Jeg nåede aldrig at opfange det, men de var åbenbart en smule bekymret fordi pressefasen tog længere tid end normalt.
Der kom efterfølgende et hold læger ind og sagde hej, og der fik jeg informationen ‘at han skulle ud ellers skulle vi finde en anden løsning’.
Min jordemoders vagt var også ved at være slut. Som sagt så gjort.
Jeg snød og pressede uden for presseveerne. Ikke mange gange. Men det hjalp.
Jeg får af vide at når det er tid skal jeg gispe.
Pludselig råber Kasper ‘gisp’ og få sekunder efter er vores søn ude.
Klokken er 14.42. Jeg får ham op på mit bryst. Det lille myr. 3160 g og 50 cm ren kærlighed.

Hvis man lige ser bort fra bemærkningen om “kan du ikke sætte et ekstra sting” som han gerne ville have fyret af til jordemoderen (og som i øvrigt altid besvares med et “er den virkelig SÅ lille”), så synes jeg eddermamer han er sej, ham Simon, der har skrevet sin udgave af sidste uges fødselsberetning

Simon tog, efter eget ønske, imod den lækre lille drengebaby I kan se på billedet herunder og jeg tager virkelig, virkelig hatten af for den lille familie.

Hmmmm, det var godt nok mærkeligt. Den måde hun sagde farvel på, da jeg kørte vores datter i vuggestue. Vel ankommet til vuggestuen spurgte pædagogerne, for tusinde gang, om Bolette snart havde født. Jeg svarede til forskel fra de sidste mange gange, at måske var der noget på vej. Hun havde opført sig mærkeligt til morgen, men det kunne sagtens være alt muligt andet (gravid kvinde = MANGE hormoner).

På vej hjem i bilen, slog jeg det ud af hovedet at der kunne være noget på vej. Tænkte, hvorfor det skulle være lige nu det skete.

På vej ind ad døren kan jeg høre, at Bolette lige havde slukket for vandet og kommet ud af badet. Jeg tænkte, at så var alt som det plejer. Det skulle jeg nok ikke have gjort, for det næste syn som mødte mig, var Bolette hængende over håndvasken og så bare en lille smule lidende ud. ”Jeg tror, at jeg har fået veer….!!” fik Bolette fremstammet, imellem ansigtsgrimasser og sjove lyde. ”Okay” svarede jeg. Måske ikke det mest korrekte svar i den situation, men det var som om, at jeg aldrig i mit liv havde forestillet mig, at det var nu det kunne ske.

”Har du ringet til fødegangen? Er der lang tid mellem veerne? Er vandet gået?” Mange spørgsmål kom ud af mig. Følte at vi havde travlt, men Bolette forsikrede mig om, at det lige var startet en halv time tidligere. Vi havde ikke travlt mente hun, hun foreslog endda om jeg ikke også lige ville i bad. Det mente jeg ikke, at der lige var tid og overskud til. Jeg var ikke gået i panik, men jeg følte mig presset til, at komme afsted mod fødeafdelingen.

Jeg ringede til Jordemoderen og forklarede situationen, og hun mente, at vi var meget tidligt på den med at komme derind. Heldigvis pga. min insisteren, samt at der lå et notat fra kontaktjordemoderen om at vi gerne måtte komme ind når veerne begyndte, fik vi lov til at komme.

Jeg arbejder til daglig i ambulancetjenesten, og der er intet jeg har oplevet der, som har fået mig til at blive urolig og stresset. Har før taget imod børn på badeværelser og i ambulance, men altid været rolig omkring det. Jeg er professionel og uddannet til alvorlige og akutte situationer.  Lige bortset fra når ens kæreste er i gang med sin fødsel, der slår ens hjerne åbenbart fra, og man føler behovet til at komme derhen, hvor man føler sig tryg og sikker.

Jeg blev ved med at skynde på Bolette, om at vi skulle afsted mod fødegangen, der var trods alt 30 minutters kørevej. Til sidst fik jeg hende ud af døren. Det føltes som lang tid, men der gik maks. 45 min fra jeg kom hjem til, at vi var afsted mod fødeafdelingen.

Inden vi kørte, havde jeg gjort bilen klar med afdækning på sædet, hvor Bolette skulle sidde. En fødepakke fra arbejdet var fundet frem, hvis det skulle gå hurtigt og fødslen skulle foregå på landevejen. Taskerne pakket i baggagerummet og autostolen til vores snart ankomne søn var taget med. Det sidste der blev pakket i bilen var Bolette. Og mener bogstavlig talt pakket. Sædet skulle indstilles rigtigt, der skulle gøres en juice klar og en bolle lå klar til at blive spist. Det var måske lidt optimistisk at tro, at vi kunne hygge os på vejen derned, med vores lille morgenbrunch, men det skulle for alt i verdenen med.

Kl 09.10, 1. gear og så afsted med os. Under kørslen blev der ikke debatteret store politiske emner, men kunne dog fornemme at situationen blev lidt tilspidset og veerne tog til i styrke. Som veerne tog til, steg hastigheden på bilen. Kl 09.25 udbrød der et lettelsens suk fra passagersædet, og en meget glad og lettet Bolette, sagde ”Ahhh, der gik vandet”. Min første tanke var, at det var godt, at jeg havde dækket sædet til, så det ikke var blevet vådt. Bilen var blevet solgt 14 dage tidligere, men ikke med den betingelse, at passagersædet skulle være gennemblødt i fostervand.

Nu var der kun gået ca. 2 timer, siden at veerne startede, og kunne fornemme på Bolette, at det tog altså til nu i intensitet.

Kl 09.30 lander vi på fødeafdelingen (den kvikke læser kan nok fornemme, at der blev kørt stærkt, men vælger at bilde mig selv ind, at jeg kendte en genvej).

Ind med Bolette på en undersøgelsesstue. Mig ud i bilen og hente tasker og kamera. Ind til Bolette igen som er kommet op og ligge på et undersøgelsesleje. Jordmoderen tog tingene i et meget roligt tempo og havde ingen stress. (Jordemoderen kom oprindeligt fra Vestjylland, som kan være forklaringen, uden at fornærme nogen)  Bolette lå og gispede på lejet og var ikke helt med på de instruktioner, som jordmoderen gav. Det var to modsætninger som mødtes, som godt kan give lidt gnidninger, indtil man fandt en fælles forståelse for hinanden. Jordmoderen ville gerne undersøge om hvor meget Bolette havde udvidet sig, men det blev aldrig rigtig muligt. Til sidst foreslog jordemoderen at vi kom ind på en fødestue så der kunne falde lidt ro på.


Læs Bolettes version af fødselsoplevelsen HER


Kl 09.40 var vi på fødestue 1. Bolette sagde til jordemoderen, at hun følte trangen til at presse. Jordmoderen svarede igen med, at det måtte hun ikke før hun vidste om Bolette nu også havde udvidet sig tilstrækkeligt. Til sidst tror jeg at jordmoderen fik undersøgt hende, i hvert fald blev der sagt at hun bare skulle presse, hvis hun følte for det. Hos Bolette har der aldrig været lang tid fra tanke til handling, så der blev presset igennem.

Jeg havde, ved vores datters fødsel, en enestående chance for selv at tage imod, da hun blev født og havde igennem jordemoder konsultationerne forhørt mig, om det var muligt at få lov til at gentage oplevelsen denne gang og dette blev noteret hvad vores ønske var.

På fødestuen spurgte jeg jordemoderen, om det var muligt, om jeg kunne tage imod når tid var. Fik af vide at det måtte jeg gerne, såfremt alt forløb normalt.

Bolette blev ved med at presse, og stille og roligt kunne man fornemme hovedet komme frem for så at forsvinde igen. Ved hver ve, kom hovedet længere frem og til sidst sagde jordemoderen at jeg skulle gøre mig klar til at tage imod. Som sagt, så gjort. Gjorde mig klar og kunne se at hovedet kom længere og længere frem. Lige pludselig var hovedet ude og man bliver ramt af en følelse af magtesløshed. Man kan ikke gøre noget, det er kun hovedet som er synligt og babyen siger ingen lyde. Man kan ikke bare hive babyen ud, man bliver nødt til at vente til at der bliver presset igen. Bolette presser en sidste gang, den ene skulder kommer frem og jeg hjælper den anden skulder frem. Tager fat med et godt greb i armhulerne på vores søn og trækker forsigtigt resten af kroppen ud.

Kl 10.05 stod jeg med vores søn i mine hænder og lagde ham op på Bolettes bryst. Ca. 2 1/2 time efter veerne startede, var vi forældre til den dejligste dreng. Jeg havde nu taget imod begge vores børn, og intet kunne gøre mig mere stolt. Vi havde klaret det sammen og alt var gået perfekt.

Efter fødslen skulle der foretages nogle mindre syninger i de nedre regioner efter nogle bristninger. Og her opdagede vi, at vi havde en jordemoder, som havde en faglig stolthed som ingen andre. Hun var meget stolt af sit arbejde og vi blev begge inviteret til at se, hvor flot det var. Vi takkede begge nej tak til kigget og muligheden for at tage et billede, men sørgede for at rose hende for hendes omhyggelighed. ”kan du ikke lige give et ekstra sting, når du er i gang” er en sætning som mange mænd finder morsomt og ikke upassende (inklusiv mig selv). Fik dog ikke sagt det til jordemoderen, men nævnte sætningen og om hun havde hørt den før. Det havde hun og var ikke videre begejstret for den, så det kan ikke anbefales at nævne. For engang skyld tænkte jeg mig om inden jeg talte, og er jeg glad for den dag i dag.

Alt det praktiske blev ordnet og informationer givet, og vi forlod fødestuen omkring kl 13.00 og kørte hjemad. Denne gang med en lille dreng.

Man må sige, at vi ikke har kunnet ønske os en mere perfekt dag, for hele vores familie.

Det har kørt i to år nu, FødselsFredag, som jeg med tiden er kommet til at holde umanerligt meget af. En enkelt gang i løbet af i år, har jeg – som I måske har læst om HER – haft mit hoved så dybt begravet under egen arm, at jeg ikke har fået udgivet en fødselsberetning, men ellers er de troligt kommet fredag efter fredag og jeg elsker det. Diversiteten, kampene, glæden, frygten, styrken og selvfølgelig og allermest den helt store lykke, det i langt de fleste tilfælde er, at få et barn. Her er plads til alle slags beretninger og jeg elsker, at I tager så godt imod dem alle og sender kærlighed til de kvinder, som har krænget deres personlige historier ud til os.

Flere beretninger kan som altid sendes til mig på mail: canabuttenschon@gmail.com

Til at slutte året af, kommer her en vidunderlig, opløftende og helt vildt skøn fødselsberetning, hvor jeg da ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke godt gad at have assisteret manden, da han tog imod baby.

Jeg vågnede kl. 7, en onsdag morgen i August. Jeg var gået 4 dage over terminen, så jeg var træt og sur.

Jeg vågnede vist egentlig mest fordi mit bækken gjorde ondt. Jeg kunne ikke holde ud at ligge ned mere.

Min bedre halvdel, Simon, var ved at vække vores datter, så jeg listede på badeværelset og derefter tilbage i sengen.

Jeg nåede kun lige at sætte mig på sengen, før jeg måtte en tur på toilettet igen. Da jeg kom ud igen, mødte jeg vores datter i gangen. Hun var ellevild for at vise mig sin nye bluse med giraffer på. Hun var meget morgenfrisk og jeg måtte virkelig koncentrere mig for at høre efter. Mit bækken gjorde altså mere ondt her til morgen. Jeg havde nok ligget forkert og sovet.

Simon skulle køre vores datter i vuggestue, og da de gik, blev jeg enig med mig selv om at det nok faktisk var små veer jeg havde. De nev lidt.

Jeg sagde ikke noget om det, men Simon havde godt på fornemmelsen at der var noget på vej, for han så mig stå og støtte mig til køkkenbordet, da de gik ud til bilen. Han snakkede også med pædagogerne om det, men havde alligevel snakket sig selv fra det igen.

Jeg begyndte at tage tid på veerne da klokken var 7:30. De var allerede regelmæssige og der var kun 2,5 og 3,5 minut imellem.

Jeg var helt rolig i kroppen. Jeg var SÅ klar til at føde!

Jeg gik i et varmt bad. Veerne begyndte at gøre så ondt, at jeg skulle koncentrere mig om at trække vejret ordentligt. Det brandvarme vand var så dejligt!

Det blev dog ikke til et særlig langt bad, for jeg kunne godt mærke at der ikke var ret langt imellem veerne.

Jeg tjekkede min app igen. De varede ca. 1-1,5 mint og kom nu med 2-3 minutters mellemrum.

Jeg var lige kommet ud af badet da Simon kom hjem.

“Jeg har veer” sagde jeg og smilede lidt anstrengt til ham. De gjorde altså ondt.

Han blev helt paf og spurgte om jeg havde ringet til min far og fødegangen?

Jeg nåede ikke at svare, før han var forsvundet ind i stuen og jeg kunne høre at han snakkede med fødegangen.

Jordemoderen i telefonen sagde at vi selvfølgelig var velkommen, men at vi også sagtens kunne vente lidt med at komme, for jeg havde jo kun haft veer i en lille time. Simon sagde til hende, at vi var på vej!

Jeg foreslog at han lige kunne hoppe i er hurtigt bad, og så kunne jeg gøre mig færdig imens.

Det syntes han var en rigtig dårlig idé. Vi skulle bare se at komme afsted. Tossede mand. Kunne han ikke godt slappe lidt af? Jeg blev lidt irriteret på ham.. Jeg havde jo kun lige fået veer!

Jeg fik tøj på og Simon pakkede bilen.

Veerne blev hurtigt kraftigere og jeg måtte stoppe op og læne imod noget, imens jeg trak vejret helt ned i maven. Det hjalp at bevæge mit underlig fra side til side. Det kunne jeg huske fra min første fødsel.

Køreturen i bilen gik bedre end forventet. Vi havde 35 minutter til Næstved, men det føltes slet ikke som om vi kørte særlig længe. Jeg fandt senere ud af hvorfor..

Jeg fortsatte med at tage tid på veerne i bilen. Ikke så meget fordi jeg ville vide hvor ofte de kom eller hvor længe de varede, men mere fordi jeg så havde noget at lave. Det distraherede mig lidt i forhold til veerne.

Jeg var midt i en ret strid ve, da jeg pludselig mærkede et “plop” indvendigt og mit vand gik. Lige midt i bilen!

Simon har grint meget af mig bagefter, for min reaktion på at vandet gik var “ÅRHHHH, dét lettede! Det var rart!!”

Mine veer var simpelthen så intense inden, og det var som om det hjalp lidt da vandet gik. Så gjorde de knap så ondt.

Heldigvis er jeg kæreste med en ambulanceredder, som selvfølgelig havde tænkt på at ligge et stort vådestykke på mit sæde, inden vi kørte hjemmefra. Så gik det i det mindste ikke udover vores bil.

Vi ankom til Næstved sygehus kl. 9:15. Simon kørte om bagved, så vi kunne gå direkte fra vejen og ind på fødeafdelingen ad bagindgangen.

Det var jeg ret tilfreds med, for mine bukser var drivvåde og mine sko svuppede når jeg gik. (Ja, det har med garanti været et kønt syn!)

Simon gik ind og meldte vores ankomst. Jeg havde lige en ve der skulle overståes, inden jeg var klar til at gå ind på afdelingen. Jeg blev mødt i døren af to smilende jordemødre, der viste mig ind på en undersøgelsesstue.

De våde bukser kom af og jeg blev undersøgt stående. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at ligge ned. Det hjalp at bevæge sig.

Jeg var 4 cm. åben. Hvad? Ikke mere? Så siger søde Simon “Ej hvor flot, skat! Du føder nok allerede om 3-4 timer!”

Jeg kunne have kvalt ham, men jeg sagde ikke noget. I stedet bad jeg om en epidural… NU!

Jeg husker ikke præcis hvad jordemoderen sagde, men svaret var i hvertfald at der nok ville gå noget tid før lægen kunne komme. Hun kunne tilbyde mig noget andet, men dér var jeg allerede holdt op med at høre efter. Jeg var pigesur og tænkte “så kan det fandme også være ligemeget!”

Det er som om jeg når et punkt under mine fødsler, hvor jeg ikke kan overskue det mere og bare gerne vil have noget smertestillende. Selvom jeg jo egentlig gerne vil føde uden.

Vi skulle over på en fødestue og selvom der kun var meget få meter derhen, endte det med at jeg blev kørt derover i en kørestol. Veerne blev ved med at rulle indover mig, hver gang jeg tog et skridt.

På fødestuen hoppede jeg direkte op på briksen og bad om at få løftet ryglænet så jeg kunne hænge indover det. Det hjalp mig meget i min første fødsel.

På dette tidspunkt gik jeg ind i mig selv, for jeg kunne slet ikke styre min krop mere. Jeg følte at veerne styrede mig. Vejrtrækningen hjalp mig ikke mere og jeg begyndte at blive bange.

Følelsen af at være bange nåede dog kun at strejfe mig, for pludselig var der noget der pressede!

Jeg sagde det til jordemoderen, men hun var meget rolig og viftede mig lidt af med at “Nej, det er ikke endnu, men jeg kan godt tjekke om du har åbnet dig lidt mere.”

Hun prøvede at undersøge mig, men det kunne jeg slet ikke holde ud. Væk med de fingre!

Mig: “Jeg skal altså presse!!!”

Jordemoder: “Så prøv at presse lidt forsigtigt med.”

Jeg fik hurtigt vendt mig om og kastet mig ned på ryggen. Benene i vejret og så pressede jeg alt hvad jeg kunne. Yes! Dét var rart! NU kunne jeg være med igen. Nu var al frygt ude af kroppen, og den vidste lige præcis hvad den skulle.

Jeg kunne mærke at hovedet kom længere og længere ud for hvert pres.

Jeg kan huske at jeg spurgte om, hvorfor jeg skulle presse så længe. Jordemoderen svarede at jeg ikke havde presset særlig længe, og at en pressefase ofte varer lidt længere tid end det her. I næste vepause fortalte jeg hende, at jeg kun pressede i 11 minutter ved min første fødsel.

Nu kan jeg mærke at det spænder godt forneden og jeg kan gætte at hovedet næsten er ude. Endelig.

Pludselig siger jordemoderen “SÅ gisper du!”

Hovedet bliver født, og jeg når lige at trække vejret i 10 sekunder inden jeg presser ham ud i næste ve.

Min kæreste tager selv imod ham, præcis ligesom med vores datter. Simon lægger vores smukke søn op på brystet af mig og alt er perfekt.

Lille Holger blev født kl. 10:05, kun 2,5 time efter første ve.

Vi blev udskrevet et par timer efter, og nåede hjem og hente vores store pige i vuggestuen. Det var virkelig en helt fantastisk fødsel!

Man kan aldrig vide hvad fremtiden venter og dét altså heller ikke når man har født et barn og er blevet genforenet efter mange timers adskillelse. I sidste uge læste vi (HER) om en langtrukken fødsel, som endte med far og barn på barselsgangen, imens mor lå på operationsbordet. Familien blev gudskelov godt genforenet, men dagene efter, viste sig desværre ikke at gå helt som forventet.

Søndagen gik for os selv, vi havde frabedt besøg fordi lillepigen primært bare sov, spiste og skreg (vandødemer giver hovedpine, og at sluge grønt fostervand giver kvalme forklarede sygeplejerskerne). Jeg skulle også lige vænne mig til at jeg på grund af min 4. grads bristning, var noget besværet med nærmest alt. Måtte ikke sidde op, så alt foregik stående eller liggende…

Mandag gik i samme stil, dog med lidt besøg fra familien. Tirsdag var vores datter ved at være oven på efter den hårde omgang, min kæreste skulle på noget kursus tirsdag, og vi blev enige om at det kunne han jo sagtens, for jeg havde sygeplejerskerne til at hjælpe mig. Det gik faktisk rigtigt fint, og på trods af mine begrænsninger, var det ret afslappet dag. Min kæreste kom “hjem” (på hospitalet) til os sammen med svigerfamilien, der selvfølgelig også skulle se deres nye familiemedlem, og alt var så dejligt efterhånden. Onsdag fik vi at vide, at vores datter i princippet kunne udskrives, og at vi kun ventede på at jeg blev klar, så vi regnede meget stærkt på at komme hjem om torsdagen og var efterhånden noget spændte (og lidt trætte af at være på sygehus selvom alle var søde).

Onsdag aften vil vi give lillepigen mad. Hun har meldt sig kort forinden, og vi får bikset mig ned i sengen med hende ved siden af (det var igen noget med det der med at jeg kun måtte ligge eller stå på grund af min bristning). Men hun når kun at spise meget lidt, før hun virker træt og blinker med øjnene. Vi snakker ganske kort om at det godt nok er meget rytmisk hun blinker, og er enige om, at vi da lige tjekker med sygeplejersken på vagt. Hun stod tilfældigvis nærmest lige udenfor vores dør da vi hev i snoren, og var derfor hos os få sekunder efter vi kaldte. På vej hen til sengen hvor vi ligger, siger sygeplejersken glad at det da nok bare er en træt og glad baby, men da hun ser lillepigen, går hun helt i stå i (hvad føltes som en evighed, men kun var) et par sekunder, og siger “er det i orden at jeg lige tager hende med over til vores kontrolstue?”.

er det i orden at jeg lige tager hende med over til vores kontrolstue?

Selvfølgelig var det det.

Hun bad os følge med og imens vi gik derover, sagde sygeplejersken at det lignede kramper, så hun ville lige tilkalde en læge. Ikke engang 5 minutter efter vi havde hevet i snoren, stod der 2 læger, 3 sygeplejersker og os to fortvivlede forældre rundt om vores datter og der var kontrolleret kaos i rummet.

Det var kramper.

Resten af aftenen gik med at lægerne fyldte krampestillende medicin på vores datter, som nu lå i en kuvøse. Vi stod forvirret og forstummet og så på, mens hun fik taget blodprøver, fik lagt drop osv. Da hendes krampeanfald var ovre, fik vi at vide, at der ville være en sygeplejerske hos hende fast, og at vi var velkomne på stuen når vi havde lyst, men at de også anbefalede os at få noget søvn. De ville kalde hvis der skete noget nyt. Vores datter sov pga den kraftige medicin, så hun registrerede heldigvis intet mere. Inden vi gik ned på vores stue for at prøve at sove (!), skulle lillepigens sengetøj i kuvøsen skiftes, i alt kaoset havde hun tisset gennem bleen, og her fik jeg lov til at sidde/ligge i en stol med hende i mine arme mens de skiftede hendes lagen og dynebetræk. Det var så utroligt hårdt, men samtidigt også dejligt at have hende i armene igen, selvom man lige pludseligt var nærmest panisk for at gøre  noget forkert. Hun havde EEG målere på hovedet (16 stk), hjerterytme og SAT målere sat til på henholdsvist bryst og fod, samt to drop, et på det ene håndled og et på foden.

Her sad jeg, med min datter der mere af alt lignede en skuespiller klar til at være med i en eller anden futuristisk film, mens jeg forsøgte at suge sekunderne til mig; lyden af hendes vejrtrækning, følelsen af hendes hud mod min og tyngden af hendes vægt i mine arme. Min kæreste stod lige ved siden af og gjorde vist noget lignende, for der blev ikke sagt et ord i alt den tid. Vi gik ned til vores stue igen, som lige pludseligt føltes helt fjern og “efterkrigs-agtig”. Hendes ting lå der jo endnu spredt rundt omkring, og her skulle vi så forsøge at sove lidt, uden hende hos os.

Min kæreste var så udmattet at han nærmest bare faldt om så snart han ramte sengen; en evne jeg mange gange i den efterfølgende tid, misundede ham for at kunne. Jeg kunne ikke sove, så efter lidt halvhjertede forsøg, listede jeg ned til vores datter igen. Det lille stykke vej ned ad gangen fra vores stue til traumestuen (som vi fandt ud af at det egentligt er), kunne jeg høre andre babyer græde, og endnu engang blev jeg misundelig… Denne gang på de forældre der “fik lov til” at få deres søvn brudt af deres barns behov og gråd. Vores datter var helt dopet og fik mad gennem sonde. Jeg faldt heldigvis i søvn efter at have været nede hos hende et par gange, sygeplejersken der holdte øje med hende, sad konstant og kiggede på enten lillepigen eller alle målerne, hvilket gjorde mig lidt tryg.

Torsdag morgen viste det sig at hun havde krampet 3 gange siden, og lægerne ville derfor forsøge noget andet medicin. Det hjalp heldigvis, og kl 15.11 den torsdag, havde hun sin sidste krampe. Vi brugte noget af torsdagen på at ringe til vores familie og fortælle hvordan det stod til, hvilket var utroligt svært, for vi vidste jo intet. Min mor tog fri fra arbejde og tog ned til os, så vi ikke var alene. Det var på sin vis rart, for så kunne vi fokusere på lidt andet, men det var også hårdt at se hende så ramt som hun jo selvfølgelig også var. Vores datter lå stadig i kuvøse, og vi kunne blot holde hende forsigtigt i hånden eller hviske lidt til hende. Hun sov, men hun var også meget følsom for lyde  og berøring kunne man se på alle målerne. Nu skulle vi bare vente på at lillepigen var stabil nok til at komme i MR-scanner (medicinen havde dopet hende så meget at hun flere gange glemte at trække vejret, og lægerne ville være sikre på at hun kunne trække vejret selv i de ca 30 min en scanning ville tage), hvilket først blev om fredagen; hun havde haft hjerneblødninger, som var årsagen til kramperne.

Svaret kom først fredag aften, da der var læger fra et andet (større) sygehus der skulle gennemgå scanningsbillederne før vi kunne besked. Da lægen og vores sygeplejerske kom ind i rummet for at give beskeden, så de begge ud til at være på nippet til at græde, så vi var helt paniske for beskeden, og lægen tog bare en evighed om at komme til pointen.

Hjerneblødninger.

Jeg tror at det var fordi lægen selv var mor, for det var tydeligt at hun havde svært ved at abstrahere fra hendes egne følelser, og de blev hurtigt det største i rummet, før vi overhovedet vidste besked om hvad der var galt. At tid er relativt, fandt vi i høj grad ud af i den samtale, jeg nåede nok at gennemtænke flere hundrede forskellige scenarier, mens jeg prøvede at analysere hvad det helt præcist var, at lægen forsøgte at sige til os. Da ordet hjerneblødninger (flertal) dukkede op, brød min verden sammen, og en følelse af at alt luften blev presset ud af mit bryst ramte mig. Sygeplejersken bad lægen gå, trøstede så både mig og min kæreste – som selvfølgelig også var helt knust – og tog derefter snakken med os igen, hvor alt blev forklaret. Hun understregede at hjerneblødninger hos spædbørn på ingen måde behøver at have samme betydning som hos voksne, da babyers hjerner er meget plastiske (fleksible); de skal jo først til at skabe mange af forbindelserne gennem læring og udvikling. Om lørdagen var lillepigen så stabil at hun kunne komme ind til os, dog stadig i kuvøse og med alt muligt måleudstyr på. Men nu var hun hos os igen <3

Vi endte med at være indlagt i ca en måned, vi var på forskellige hospitaler, og lige præcis vores datters tilstand krævede lidt ekspertise fra udlandet, vi ramte flere forskellige komplikationer i vores forløb, og skulle alt beskrives, ville det tage mig flere dage at skrive ned. Flere gange ramte to følelser mig; følelsen af at jeg ikke længere kunne huske hvordan jeg trak vejret og følelsen af en uendelig styrke, det handlede jo ikke længere om os, men om hende, og så var der bare ikke anden løsning end at dykke dybt ned og finde styrken frem til at gå igennem hvad end måtte ramme os.

Vi er hjemme nu, og det er noget tid siden alt dette skete, vores datter skal følges af flere læger, fysioterapeuter osv de næste mange år, for man kan ikke vide hvad hjerneblødningernes konsekvens er (hvis de altså får nogen – det ved vi heller ikke), før hun vokser op. Men vi har det alle tre godt på trods, og hold nu op hvor føler jeg mig priviligeret at blive vækket midt om natten fordi lillepigen er sulten, eller når hun falder i søvn liggende ind til mig. At få lov til at følge hendes udvikling, er alt, intet mindre.