Category

Graviditet og fødsel

Category

Fødselsfredag – Når en stor bristning (grad 4) bliver en realitet

Selv for mig, som jordemoder og dermed overordentligt velinformeret kvinde når det kommer til fødsler, var bristning dét jeg – udover et fatalt udfald for baby, naturligvis – frygtede allermest ved at føde, dengang jeg var garvid. Jeg frygtede ikke en hvilken som helst og slet ikke en helt “almindelig” bristning (som jeg fik), men jeg frygtede en stor bristning. Èn af dem, hvor endetarmsmusklen – og nogle gange i virkeligt grelle tilfælde også en del af tarmvæggen – bliver revet over. Sidstnævnte har jeg gudskelov aldrig oplevet, men frygten sad i mig, under begge mine graviditeter. Heldigvis kan man, med god guidning fra sin jordemoder oftest komme udenom disse store bristninger, men det sker altså af og til på trods. Som det gjorde det, for kvinden der har forfattet denne uges fødselsberetning. Hun fik en kæmpe stor bristning; hendes verden faldt nærmest fra hinanden – og alligevel er hun kommet ud på den anden side. Det er en fantastisk beretning, som udover at være rørende og godt fortalt, også er relativt lang, så jeg vil anbefale dig at sætte dig tilbage og nyde de næste 4-5-6 minutter i selskab med en overordentligt sej kvinde.

Vandet gik aftenen før terminsdagen, jeg fik regelmæssige veer 2-3 timer efter, og jeg udvidede mig helt efter bogen. Vi blev spået en hurtig fødsel, og jordmoderen, som var tilstede kl. 13 (15 timer efter vandafgang), var overbevist om, at hun ville tage imod barnet i løbet af hendes vagt, der sluttede kl. 15. Men sådan gik det ikke.

Jeg kom i pressefase omkring kl. 13 og pressede på livet løs, men fasen varede ved. Klokken blev 14, den blev 15, og den blev 16 – jeg var udmattet. Fuldstændig færdig! Jeg husker ikke meget fra de timer, men jeg husker, at jeg flere gange spørger, om vores barn er okay, og jeg sagde flere gange ”Nu kan jeg ikke mere” – og jeg troede vitterligt ikke, jeg kunne mere. Der blev mere og mere hektisk på stuen, og det endte med, at der bliver tilkaldt læge og mere personale. Jeg husker, at jordmorderen informerede mig om, at hun ville lægge en lokalbedøvelse, og lægen informerede os om planen: 2 forsøg med sugekop, og ellers ville det blive et akut kejsersnit. Vi samtykkede naturligvis. Jeg husker ikke så meget andet end, at jeg var udmattet, som jeg aldrig har prøvet før, men fik besked på at presse og holde presset. Jeg husker ikke smerte, kun at det var uendelig hårdt. Men det lykkedes! Vores datter var ude og lå nu på min mave. Det var fantastisk. Lægen forklarede, at jeg lige skulle undersøges på lejet, så han kunne få et overblik over eventuelle skader. Jeg var ligeglad, han kunne gøre, hvad han ville. Jeg havde ingen smerter og var bare forelsket i det lille nye væsen. Han fortalte os, at jeg var bristet og at han gerne vil have mig over på en operationsstue. Jeg husker ikke, at jeg tænkte noget særligt omkring informationen om, at jeg var bristet, fordi jeg havde jo læst, at rigtig mange førstegangsfødende brister i mere eller mindre grad. Jeg tænkte mere på, at jeg så skulle køres væk fra min datter og kæreste.

Vores datter kom i armene på hendes far, og jeg lå ret hurtig i en seng på vej mod en operationsstue. Jeg husker ingen smerte, bare eufori over at have født vores datter og iver for at komme tilbage til fødestuen. Jeg fik anlagt en epiduralbedøvelse, og den næste time gik med at lægen syede mig. Jeg begyndte da at have spørgsmål til, hvad den bristning, jeg havde fået, havde af betydning, og hvor meget jeg var bristet. Lægen fortalte mig helt roligt, at han vil informere os, når han er helt færdig, og vi er tilbage på fødestuen. Endelig retur på fødestuen og gensynsglæde. Jeg lå i sengen med vores datter ved brystet og flag på bordet. Nu fik vi besked om, hvor meget jeg var bristet. Grad 4. Grad 4? Ud af hvor mange mulige grader? Grad 4 –  ud af 4 mulige. Det var svært at forstå, at jeg var bristet i sådan grad, at selv min ringmuskel og tarm havde taget skade. Jeg var stadig bedøvet, havde et urinkateter og havde ingen smerte. Men det var sikkert og vist, at jeg var bristet i en alvorlig grad – en kæmpe stor bristning – og forklaringen kunne være flere og en kombination. Vores datter havde en kampvægt på 4150 gram (jeg er 165 cm høj og slank af bygning), hun havde haft en kraftig, men kort navlesnor, som var viklet rundt om hendes hals 2 gange og derfor havde holdt hende lidt tilbage, hun havde en hånd op foran sit ansigt på vejen ud og havde desuden stået skævt i mit bækken – alt sammen medvirkende til en meget lang pressefase, der endte med en anlæggelse af sugekop.

Jeg tror ikke, jeg endnu helt havde forstået, hvad han havde fortalt os. Jeg havde jo læst om bristninger og vidste, at mange bristede og især ved første barn. Men jeg mindes ikke at have læst om bristninger i grader. Måske et par sting og svie ved vandladning. Men på barselsgangen gik det for alvor op for mig, hvad en bristning i den grad ville få af betydning på kort sigt og muligvis langt værre ting på længere sigt. Personalet, der tog imod os på barselsgangen, informerede om, at der den følgende dag ville komme en fysioterapeut og fortælle mere og medbringe en pjece. Men det endte med at de ret hurtigt fik hentet den pjece, selvom det var midt om natten. Jeg havde så mange spørgsmål og havde behov for at have det på skrift, så jeg kunne læse det igen og igen. Jo mere jeg fik at vide eller læste – jo mere knust blev jeg. Men jeg ville vide det hele. Kun sidde/gå/stå i begrænset omfang i 4 uger, undgå at bukke mig ned, muligvis smerter ved afføring og vandladning, skulle forvente uheld, hvor jeg ville få problemer med at holde på urin, luft og afføring, ikke bruge toiletpapir første 14 dage ved vandladning og 4 uger ved afføring, ikke presse ved afføringstrang, ikke løfte mere end mit barns vægt, helst rulle ud af sengen for at skåne syningen, tage afføringsmiddel for at skåne syningen for pres. Det var mange ting at forholde sig til, og især hæftede jeg mig ved, at jeg ikke skulle sidde for meget, fordi så kunne jeg ikke amme mit barn, som jeg havde forestillet mig – siddende. Jeg skulle ligge ned og amme. I dag kan det virke helt tåbeligt, at jeg blev så ked af, at jeg ikke kunne sidde og amme mit barn, men det var en illusion, der bristede for mig, og jeg kunne slet ikke huske, at jeg nogensinde havde set andre amme deres barn på andre måder end siddende. Jeg græd det meste af den nat. Jeg græd, fordi jeg slet ikke kunne overskue, hvad den bristning ville få af betydningen, og græd jeg ikke over det, så græd jeg over, at jeg tillod mig selv at være så ulykkelig på den første nat med vores baby.

Morgenen efter fik jeg fjernet det urinkateter, de havde anlagt, og jeg skulle nu tisse. Men jeg turde ikke engang sætte mig på toilettet, da jeg jo havde læst, at jeg skulle sidde i et begrænset omfang. Men hvad er et begrænset omfang? Og hvordan sætter man sig på et toilet, når man er bange for, at hver og en af de syninger, der er lavet, vil springe op? Jeg ville bare hele. Jeg tissede stående i badet, og det skulle jeg snart blive helt vant til – desværre. Jeg turde slet ikke tænke på afføring og havde egentlig ikke lyst til at spise særlig meget, da det jo ligesom skulle ud igen.

De få gange, jeg var ude af sengen og ude på gangen på barselshotellet, blev jeg ikke mindre ked af det. Jeg var misundelig. Jeg var så misundeligt på alle de andre nybagte mødre, der sad med deres børn i armene og ammede. Der sad og spiste morgenmad. De sad da de fik barselsgæster. Jeg ville også sidde. Jeg ville også føle mig mere normal og ikke sengeliggende – ikke føle mig handikappet og bange for konsekvenserne. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville sidde den næste måned. Vejledningen hed at jeg ikke måtte gå/stå/sidde for længe – men hvor længe er for længe, og hvad kunne konsekvensen være? Jeg turde ikke tage chancer og dermed risikere, at jeg helede dårligt, hvorefter jeg så ville kunne bebrejde mig selv, fordi min adfærd måske kunne være skyld i det.

Vi blev fortalt, at jeg havde gode forudsætninger for heling – aldrig røget, i god fysisk form og ikke overvægtig. Jeg kunne også allerede på hospitalet stoppe min urinstråle, og det var et positivt tegn om, at min bækkenbund var stærk, men det jeg huskede mest var beskeden om, at jeg skulle forvente uheld i form af at lække urin eller afføring, og at dette kunne være forventeligt i tiden efter.

Vi blev udskrevet 2 dage efter fødslen, men hvordan kommer man hjem i bil, når man er angst for at sidde ned i frygt for at ødelægge helingen. Det var som om, at der bare hele tiden kom ting, der ikke lige var så let. Jeg hadede det. Jeg var ked af det og frustreret. Dagene gik naturligvis med at beundre og lære vores datter at kende – men dagene gik også i sengen. Dagene gik med mange knibeøvelser – rigtig mange. Dagene gik med at gå i brusebad efter hvert toiletbesøg. Dagene gik med, at jeg tog tid på, hvor længe jeg kunne holde mig fra jeg fik afføringstrang til jeg blev nødt til at gå på toilettet. Dagene gik med at læse den udleverede pjece igen og igen og igen. Jeg havde lovet mig selv og min kæreste, at jeg skulle lade være med at google emnet – men det løfte kunne jeg ikke holde. Jeg googlede i øst og vest. Indland og udland. Jeg ville vide ALT, og mest af alt ville jeg bare gerne læse, at det kunne ende godt. Men jeg skulle have holdt mig til mit løfte, fordi google gjorde mig ikke godt. Jeg blev blot bekræftet i, hvor mange mén, konsekvenser og risici, der er forbundet med en bristning i den grad. Jeg frygtede mest af alt ikke at kunne holde på min afføring, og det var ikke en selvopfunden tanke. Det var en reel risiko. Jeg frygtede, at jeg måtte droppe alt socialt liv af frygt for, at jeg skulle opleve uheld, og jeg forestillede mig, hvordan mit og vores liv så ville være. Jeg havde forberedt mig på, at der er mange følelser og tårer i spil, når man bliver nybagt mor. Men jeg havde ikke forestillet mig eller forberedt mig på det, jeg var havnet i, og jeg følte bare at alt den bekymring kvalte min lykke.

Min kæreste skulle jo på arbejde 14 dage efter fødslen, og jeg anede ikke, hvordan det skulle gå. Man hører tit om mødre, der end ikke når et bad i løbet af en hel dag, og der lå jeg og vidste, at jeg skulle i bad efter hvert toiletbesøg. Endnu en grund til at græde, så det gjorde jeg. Jo mere jeg græd, jo mere dårlig samvittighed fik jeg overfor vores datter. Hun fortjente ikke en mor, der var så ked af det. Der var lange dage i sengen, hvor min verden var brudt fuldstændig sammen til trods for, at jeg var lykkelig over at være blevet mor.

Jeg tog smertestillende de første par dage og stoppede derefter, da jeg egentlig ikke oplevede smerte, men jeg meget hævelse, og tyngdefornemmelse kom ret hurtigt, hvis jeg ikke lå ned. Jeg oplevede dog ingen uheld, jeg kunne holde på både urin og afføring, men jeg var også kun ude af lejligheden en håndfuld gange de først 4 uger og det i meget kort tid, hvor der ikke var toiletbesøg – fordi det jo krævede et bad efterfølgende. Det var jo positivt, men jeg frygtede, hvordan det ville gå, når jeg igen skulle ud i virkeligheden og dermed ikke havde et toilet to værelser væk. Jeg var sikker på, at det kun var en succes hjemme i sikre rammer. Jeg slappede aldrig rigtig af. Min hjerne kørte på højtryk.

Jeg kunne ingen sting eller tråd se, hvor jeg var bristet. Jeg tjekkede dagligt med et spejl, fordi jeg var så bange for, at noget var forkert, at der var infektion eller dårlig heling. Så da vi var på hospitalet til vores datters høretest ugen efter fødslen, bad jeg om at blive undersøgt, og bookede derudover aftale hos egen læge ca. 3 uger efter fødslen. Jeg havde brug for, at fagfolk gav mig en vurdering, til trods for at jeg selv er sundhedsfagligt uddannet. Jeg stolede ikke på min egen fornemmelse. Ved en af undersøgelserne omtalte den undersøgende jordemor, at det på sigt også var vigtigt, at min kæreste og jeg kunne genoptage et sexliv, og mit svar var, at det var fuldstændig lige meget. På det tidspunkt var jeg fløjtende ligeglad med et sexliv på sigt – jeg var bange for, at jeg intet socialt liv ville kunne opretholde, ikke turde gå på arbejde eller bevæge mig ud af vores hoveddør af frygt for, at jeg bogstavlig talt ville skide i bukserne.

Ugerne gik, vi havde få barselsgæster de første uger, fordi jeg var for ked af det og oveni det ikke kunne overskue gæster, når jeg lå ned. Men vi var åbne om bristningen over for de nærmeste, selvom det var ret grænseoverskidende og tabufyldt at tale om underliv, urin, luft og afføring i omgangskredsen, men det fyldte for meget til, at jeg kunne overskue at tie om det.

Min kæreste var tilbage på arbejdet, og der var nedtælling til, at de første 4 uger skulle gå, da der så kunne trækkes en streg i sandet, og jeg turde begynde at genoptage et mere almindeligt liv. De 4 uger gik – men langsomt – og det føltes som en evighed med restriktioner, utrolig mange bekymringer og tårer på grund af bristningen oveni lykken over vores datter. Men ligeså svært det havde været at aflægge sig det at sidde, ligeså svært var det pludselig at skulle sidde igen. Pludselig kunne jeg dårlig huske, hvordan man sad behageligt, og det var en stor overvindelse at sidde afslappet igen. Jeg var så bange for, om det var bedst at vente lidt mere. Jeg havde en kontroltid 5 uger efter fødslen hos en specialiseret fysioterapeut, og det blev et vendepunkt, fordi jeg der blev undersøgt og fik af vide, at jeg nu bare skulle sidde, gå og stå, som jeg kunne holde ud, at jeg var helet godt og faktisk havde en bækkenbund, der var rigtig god. Det var helt vildt, og vi var lykkelige over den besked – det var faktisk gået meget bedre, end vi overhovedet havde turde håbe på. Knap 5 uger efter fødslen gik jeg den første tur med vores datter i barnevognen – og det var stort.

Nu er der gået 9 måneder, og tiden efter fødslen føles som om, det er 100 år siden. Bristningen er noget, vi i dag omtaler som ”kan du huske dengang”, og vi er lykkelig over, at det gik så godt, som det gjorde. Jeg har i dag ingen mén. Jeg kan holde på urin, luft og afføring uanset om jeg løber, hopper, danser eller nyser, og vi har et godt sexliv – til trods for at jeg også har en 4. gradsbristning på CV’et. Og som en veninde har sagt til mig: ”Du har måske den bedst bækkenbund af os alle, når vi er 60 år, fordi du har været så opmærksom på din bækkenbund efter fødslen” – Jeg tror, hun har ret!

Der er dog én ting, jeg i dag fortryder, og det er, at det fik lov til at fylde så meget i den første tid med vores datter. Jeg ville ønske, at jeg havde turde håbe på et godt udfald, havde holdt fast i det positive, at jeg havde kunne finde gode historier om bristninger i 4. grad på google – og ikke kun dem, der indeholdt re-operationer, forfærdelige mén og utallige risici. Men sådan er det nok ofte. Man hører og læser om alle de gange, hvor noget går galt, og knap så meget om alle de gode historier. Men det vil jeg rigtig gerne være med til at ændre, selvom min historie blot er en lille en. Jeg har et håb om, at bare én anden kvinde, i samme situation som jeg var i, falder over min historie i den der farlige google søgning, og så bare får et lille håb om, at det faktisk kan ende rigtig godt.

 

 

 

Fødselsfredag – om den svære tid efter

For rigtigt mange er fødslen slet ikke det mest overvældende, ved at blive nogens mor. Slet ikke endda. Bevares, fødslen er for de fleste en kæmpestor oplevelse, på godt og på ondt, og en kraftpræstation, som man ingenlunde skal underkende, men de fleste vil alligevel erfare, at de virkelige prøvelser opstår efter fødslen. Det er nemlig slet ikke så let at manøvrere i (og derfor gør det mig selvfølgelig glad at tænke på at der om en god måneds tid faktisk findes en bog på markedet, som forhåbentligt kan gøre livet lettere og sjovere for riiiigtigt mange nybagte mødre ;-)). Og præcis dét handler denne uges fødselsberetning om.

9. December og jeg er 40+0. Jeg har haft en dejlig graviditet, har ikke været plaget af kvalme eller andre ting, som jeg ellers havde frygtet, at jeg ville blive. Dog blev jeg sygemeldt med begyndende bækkenløsning, men generelt har jeg aldrig haft det bedre! Den hovedpine som jeg havde haft flere gange ugentligt stoppede da jeg smed p-pillerne, og jeg var bare glad!

To af mine veninder fødte i hhv. Oktober og november, så jeg var mere end klar til at vores baby skulle melde sin ankomst, så vi kunne komme ud og trille med barnevognene. Og så var jeg bare sindssygt spændt på,at se hvad der gemte sig inde i min efterhånden pænt store mave. Vi havde nemlig valgt, at vi ikke ville kende kønnet på baby, men overraskes ved fødslen.

40+6 og stadig ingen baby – til trods for, at vi havde afprøvet alle de gode husmorråd for, at sætte fødslen i gang. Jeg havde en tid ved jordemoderen om formiddagen, og spurgte hende derfor, om hun ikke kunne forsøge med en hindeløsning. Det kunne hun godt, men hun gjorde det dog meget klart, at det slet ikke var sikkert at det ville føre noget med sig. Men jeg var desperat for at få baby ud, så jeg var villig til at prøve alt.

Der skete dog intet i løbet af dagen, så vi havde faktisk opgivet den mulighed.

Jeg fald i søvn på sofaen kl. 20, og vågnede kl. 22.30, ved et jag i maven. Jeg havde ikke haft en eneste plukkeve, som jeg kunne mærke, i løbet af graviditeten, så jeg troede bare, at det var sådan en. Det skulle dog vise sig, at det ikke bare var en plukkeve, men min første ve.

Frem til kl. 24 havde jeg kun et par stykker, så vi besluttede os for at gå i seng og se tiden an. Vi havde jo lært til Hånd-Om-Barnet, at man som førstegangsfødende, nærmest ville være flere dage om det, så vi tænkte at der ville gå lang tid før de ville være regelmæssige. Da vi kom ind i sengen gik der dog kun få minutter, og så kom veerne ellers regelmæssigt, hvert 3. minut. Vi ringede til fødegangen kl. 01.30, og fik lov til at komme ind til tjek.

Vi ankom kl. 2. Det var en studerende der tog imod os, og jeg må ærligt indrømme, at jeg lige i første omgang ikke var helt tilfreds med det. Jeg blev dog hurtigt meget glad for det, for det betød, at der var et ekstra sæt hænder til at tage sig af mig.

Jeg blev undersøgt og var 3 cm åben. De gjorde stuen med fødekaret klar, mens jeg fik fornøjelsen af et lavement! (De værste veer nogensinde, var dem der kom i de 7 min. Jeg skulle holde på det!)

Jeg kom i vandet, og det var virkelig dejligt, især mellem veerne, hvor jeg faldt helt hen og småsov. Kl. 4 blev jeg undersøgt igen, og jeg var 6 cm åben.

Jeg havde læst bogen ‘Smertefri fødsel’, og øvet vejrtrækning et par gange, men ikke mere end det. Jeg havde dog virkelig meget glæde af visualiseringsøvelsen, og brugte den under alle mine veer. Samtidig med at jeg messede inde i mit hovede “det er bare en ve, den går over og så er jeg en ve tættere på målet!” Det hjalp mig helt vildt, og jeg følte mig meget i kontrol.

Kl. Ca 6 var jeg 10 cm åben og fik presseveer. Efter en lille time med presseveer, hvor der ikke rigtig skete noget, foreslog min jordemoder, at jeg skulle prøve at tisse, da det måske var min blære, som fyldte for meget. Jeg kom op af karet, og prøvede at tisse, men kunne ikke. Jeg skulle derfor have den tømt med et kateter, og det foregik liggende på sengen. Da jeg først var kommet der over, kunne jeg ikke overskue, at skulle tilbage i karet, så jeg blev liggende.

Der var ingen tvivl om, at det hjalp at få min blære tømt, for en lille halv time senere, helt præcis kl. 7.34 d. 16. December, kom vores lille Louie til verden. Han kom ud i én presseve, og min mand klippede navlestrengen.

Jeg kan ikke helt huske minutterne efter at han kom til verden, men min mand har fortalt, at det første jeg sagde var: “Var det bare det?!” Det fik jordemødrene til at grine ret meget, for det var åbenbart ikke det den fødende plejer at sige. 😄

Det var uden tvivl en kæmpe oplevelse – smertefuld ja, men jeg gjorde det gerne igen, for hold kæft hvor synes jeg egentlig at jeg var pisse sej!

Og nu til det jeg egentlig gerne vil have fokus på, nemlig den første tid med vores lille Louie. Når jeg ser tilbage, er jeg slet ikke i tvivl – jeg vil 100 gange hellere føde igen, end jeg vil gennemgå den første måned som helt nye forældre, til sådan en lille fidus. Det var den hårdeste måned i hele mit liv. Fyldt med bekymringer, tanker, følelser og alt hvad der selvfølgelig hører med, når man pludselig står med ansvaret for sådan et lille menneske. Jeg var bare på ingen måde forberedt på det. Det kan virkelig lyde dumt og naivt, men man kan virkelig ikke forberede sig på den første tid. Aldrig i mit liv har jeg været så usikker på mig selv – til trods for, at jeg har været klar til at få børn i flere år og er uddannet pædagog, så blev jeg i tvivl om selv de mindste ting, og Google blev nærmest brugt i døgndrift (“hvorfor sover min baby hele dagen?”, “hvorfor er min baby vågen hele dagen?”, osv.) og jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi har haft ringet til vores sundhedsplejerske, og fået kødklumpen kontrolvejet – for så begyndte han jo pludselig at gylpe, og det havde han ikke gjort før, så spiste han pludselig ikke i så lang tid eller så mange gange som han plejede.. Hold nu fast, hvor kører ens hjerne bare på højtryk!

Nu bliver han lige straks 5 måneder, og han er verdens dejligste dreng (man kan vel ikke synes andet, når det er ens egen, kan man?), og vi er heldigvis faldet meget mere til ro i rollen som forældre! Det har taget os nogle måneder, og både sundhedsplejerske og Google bliver stadig brugt – dog ikke i samme grad som i starten. Vi er nemlig blevet bedre til, at kigge på vores lille Louie, læse hans signaler og lytte til vores mavefornemmelse. Og hold kæft hvor er det rart!

Jeg glæder mig som en sindsyg til at læse din bog, og jeg er sikker på, at der er SÅ mange, som vil få glæde af den. Jeg håber, at du løbende på bloggen, vil have fokus på tiden efter fødslen også. Det er hvert fald et område, som jeg synes mangler lidt fokus.

NB: Min bog, 40 uger efter, udkommer d.14.september, men kan allerede forudbestilles HER. Med 10% rabat endda.  For en god ordens skyld, må jeg hellere huske at skrive at dette er jo altså en slags reklame – for mig selv. 

Fødselsfredag – en drømmefødsel

Jeg har taget mig denne frihed, efter at have fulgt med på din blog siden dit allerførste indlæg, at sende min egen fødselsberetning. Efter jeg havde en skøn fødsel på hospitalet i 2013, valgte vi, efter inspiration fra dig en hjemmefødsel, der om muligt var endnu mere vidunderlig. Tak for det.

Her er den så. Min fødselsberetning. En fuldstændig vidunderlig hjemmefødsel, som vi aldrig vil glemme.

Sådan indledte kvinden bag dagens fødselsberetning sin mail til mig og det var sgu lige før jeg fik tårer i øjnene over det. Tænk at jeg, her bag min lille skærm, kan være med til at inspirere nogen på dén måde. Shit, altså. Jeg er meget taknemmelig og med dét sagt, vil jeg bare ønske jer god fornøjelse med en skøn fødselsberetning. En drømmefødsel, som kvinden selv skriver.

Fødselsberetningen er skrevet og delt af Johanne, som I kan læse mere om og fra, på www.virkeligvoksen.dk

Onsdag den 25. maj, cyklede jeg Rapanden i børnehave, dernæst cyklede jeg hjem og lagde mig på sofaen. Jeg lå og så fjernsyn. Ved 11 tiden, begyndte der at være lidt murren i maven og jeg kunne fornemme, at der var ved at ske noget. Da min første fødsel varede 5 timer og 30 minutter, var vi forberedt på, at denne fødsel formentlig ville gå endnu hurtigere. Blandt andet derfor, havde jeg også valgt, at jeg gerne ville føde hjemme. Min jordemoder havde også fortalt mig, at jeg skulle ringe så snart jeg fik veer, så hun kunne nå ud til os, og så skulle jeg pænt pakke mit Vestjyske så-ondt-gør-det-da-heller-ikke væk og bare ringe.

Der skete ikke spor andet, end småveer. Så jeg sprang op på cyklen og cyklede de fire kilometer, for at hente Rapanden fra børnehave. Imens jeg cyklede, tog jeg faktisk tid mellem veerne. De varede knap 1 minut og der var 6 – 8 minutter imellem. De nev, men ikke mere end det. Min krop var træt og tung, da vi først vendte hjem på matriklen, lagde mig ned for at hvile mig. I løbet af aftenen var der fortsat ikke sket andet, end uregelmæssige veer. Derfor besluttede jeg også klokken 21, at nu ville jeg gå i seng, så jeg kunne få sovet lidt, inden fødslen formentlig snart ville begynde.

Klokken 02:00 vågner jeg i den vildeste ve. Jeg råber på Tyrken, som sov lige ved siden af mig. Jeg skriger.

Det er nu. Fyld karret. Ring efter jordemoderen.

Min stakkels Tyrk er forvirret. Han skynder sig op og løber ud i køkkenet. Denne ve fortsætter i 6 minutter og jeg tænker, at barnet kommer nu og vi kan hverken nå at få fyldt vand i karret eller få jordemoderen her ud. Barnet vil ud. Nu. Efter seks minutter kommer min Tyrk, ind til mig, veen aftager og han fortæller mig, at han ikke har ringet efter jordemoderen endnu, men er begyndt at fylde karret. Næste ve begynder. Jeg fortæller ham, at han skal ringe nu. Næste ve tager 8 minutter og jeg kan nu tydeligt huske det fra for tre år siden.

Da den efterfølgende ve er færdig tænker jeg, at jeg hellere må komme ud i stuen og hjælpe min Tyrk, jeg havde også planlagt, at jeg ville bage boller, som skulle spises efter fødslen. Da jeg kommer ud til Tyrken, taler han med jordemoderen. Da vi har kendt jordemoderordning her hvor jeg bor, har jeg mødt de tre mulige kandidater, hvor én af dem vil komme hjem til os. Inde i mit stille sind, håber jeg på, at det er én bestemt, af de tre. Da Tyrken fortæller mig, at det ér hende. Hende. Hende jeg håbede på, skal jeg lige til, at begynde og hyle af ren glæde, men jeg bliver afbrudt af en ve. Måske heldigvis. 😉

Tyrken kæmper med vand i karret, gryderne buldrer på komfuret og elkedlen er i fuld gang. Rapanden sover trygt og sødt i sin seng. Jeg begynder at tænde stearinlys i stuen og i køkkenet. Vi får skabt en hyggelig stemning. En perfekt stemning. Og helt naturligt bliver det dejlig varmt i huset. Tyve minutter senere ankommer jordemoderen sammen med den jordemoderstuderende, jeg heldigvis havde sagt ja tak til.

Inde i mit hoved er jeg jo lige ved at poppe denne baby, der bor under mit maveskind, så da jeg bliver undersøgt og jordemoderen fortæller mig, at jeg kun har åbnet mig 3 centimeter, bliver jeg ret nedslået. Men så sød og rar som hun er, fortæller hun mig, at hun kan se på mig, at veerne gør ondt og derfor arbejder godt, så der skal nok snart ske noget. Det beroliger mig.


Læs om en hjemmefødsel, som endte i en ambulance HER


Jeg lå på sofaen og arbejdede med mine veer, Tyrken kæmpede stadig med vandet og jordemoderen og den studerende fandt deres ting frem og gjorde det hele klar. Der var fortsat en hyggelig stemning. Jeg kunne høre, at de andre småsludrede og grinte. Veerne tog til, de var kraftige og hyppige. På et tidspunkt går jeg ud på badeværelset. Jeg kaster op flere gange, og mellem opkastningerne bliver jeg liggende på badeværelsesgulvet. Jeg har lyst til at være alene og blive liggende og nyde godt af gulvarmen.

Jordemoderen kommer ud og spørger mig, om jeg er okay og om jeg er klar til snart, at komme ned i karret. Jeg fik mig samlet sammen og gik ud i køkkenet. Cirka klokken 03:30, kommer jeg kom ned i det dejligt varme vand. Det var skønt og smertelindrende at komme ned i vandet. Veerne gjorde ondt og jeg kunne mærke, hvordan jeg var ved, at udvide mig til snart, at skyde et menneske ud af babykanonen. Mellem veerne havde jeg dog så meget overskud, at jeg enten kunne sove lidt, ellers talte jeg med jordemoderen og den studerende om festivaller, øl, børn, haver, livet, fødsler og meget andet. Det var fedt at jeg havde det overskud og selv kunne være med og være så bevidst hele vejen igennem.

Klokken 06:10 begyndte det at presse, jeg havde på forhånd aftalt med jordemoderen, at jeg gerne ville vente så lang tid som muligt med at presse. Selvom jeg på daværende tidspunkt var ret ligeglad og bare ville have den baby ud af min krop. Herfra går det hurtigt, jeg er ti centimeter åben, pressetrangen er der, babyen ligger helt nede og er klar, så jeg begynder så småt at presse. 06:25 begynder pulsen at dale og jordemoderen fortæller mig, at nu skal jeg presse alt hvad jeg kan. Den skal ud. Det lykkedes ikke i næste ve, og hvad jeg ikke ved er, at jordemoderen nu finder en sugekop frem og gør den klar, hvis babyen ikke kommer næste gang. Hun fortæller mig, benhårdt og helt perfekt, at nu er det nu, din baby skal ud i næste ve, så jeg skal finde alle mine kræfter frem.

Pres!

Svubs, og min lille baby blev skudt ud.

Jeg tager ham selv det sidste stykke ud og tager ham op til mig på mit bryst. Kigger intenst på min lille baby, imens jeg nu konstaterer, at det er en smuk lille dreng jeg har født. Han falder i søvn på mit bryst, er lidt blå og vil ikke rigtig vågne op. Jordemoderen fortæller mig, at hun er nødt til at klippe navlestrengen og få ham op på bordet. Som sagt, så gjort. I øjeblikket fanger jeg ikke alvoren, glædes mere over den pæne skabning, som ligner sin storebror og at han nu er født. Jordemoderen får ham op på bordet og kilder ham på maven og ganske kort tid efter sætter han i et ordenlig skrig, den blå farve forsvinder hurtigt og han er så fin at se på.

Efter skriget kommer min Tyrk og Rapanden ind til os. Rapanden studerer sin lillebror med stor beundring. Det gør vi andre iøvrigt også.

Kort tid efter, springer jeg op på min sofa, sammen med min Frøhopper og kan ligge trygt og dejligt under min egen dyne resten af dagen. Imens min Rapanden og min Tyrk jævnligt kommer hen til os, ligger sig ind til os og vi begynder vores rejse, som en familie med fire mennesker.

Det var en vidunderlig drømmefødsel, som jeg ikke kan forestille mig bedre, omend han lige havde lidt startvanskeligheder. Jeg følte mig tryg og i gode hænder hele tiden.

Han var 52 centimeter lang og vejede 3205 gram.

Fødselsfredag – en overvældende oplevelse

Det er ikke usædvanligt at kvinder, som føder deres andet barn, bliver overraskede over deres fødselsforløb. Denne topper dog alligevel listen, med dødsangst og en psyke der slet ikke kunne følge med. Som kvinden skrev til mig: Forfærdelig og fantastisk!
Min første fødsel tog lidt over et døgn og gik lige efter bogen,og mine forventninger til fødsel nr to var at den nok ville forløbe ligesådan.
Tirsdag morgen i maj 2016 ved 4-tiden vågnede jeg ved kraftige plukveer. Det var 4 dage efter termin og jeg håbede inderligt at der ville ske noget. Jeg syntes der skete lidt og bad derfor manden blive hjemme fra job. Min søster tog fri fra arbejde og kom og hentede min 3 årige dreng.
Men plukveerne gik i sig selv og vi tilbragte formiddagen på sofaen. Men jeg mærkede intet til lillebror og derfor kørte vi mod sygehuset ved 11 tiden. De havde frygtelig travlt og vi brugte hele dagen derinde, plukveerne kom og gik og jordemoren forslog jeg kom igen efter to døgn til igangsættelse.
Derhjemme havde min søster og søn lavet aftensmad. Min fornemmelse sagde dog at der ville ske noget i løbet af natten og min søster blev derfor hos os. I løbet af aftenen kom dog også små veer, ikke mere end jeg kunne lufte hund og pjatte med manden og min søster. Ved 22-tiden sendte jeg min bedre halvdel i seng for veerne tog stille til. Jeg gik i karbad hvilket satte alt i stå. Jeg forberedte mig stille på at jordemoren nok havde ret; lillebror var ikke på vej.
Jeg havde frygtelig dårlig samvittighed over at min søster havde taget unødvendigt fri og var samtidig bekymret for lillebror viste stadig ikke tegn på liv. Op ad badet med mig, så Kom veerne stille igen, jeg kontaktede sygehuset 23.15 da jeg ikke kunne holde ud ikke at mærke liv. De ville gerne se os. Jeg vækkede manden kl 23.25 og her tog veerne til. Jeg var dog overbevist om at der gik en 15-16 timer på denne måde som ved min første fødsel. Vi har 3o min til sygehuset, efter 15 min gik vandet. Det var voldsomt ubehageligt at sidde der i bilen, våd og kold… Men så skete det, at mine ben ikke ville lystre. Jeg så stjerner og mit hoved var ved at eksplodere. Smerten fyldte hele min krop, men jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg var helt overbevist om at jeg var ved at dø. Jeg ville dø fra min store dreng, lillebror døde måske også, ham ville jeg aldrig møde. Jeg var så bange, bange for ikke at få lov at være mor mere.
Vi nåede sygehuset med rekord fart, min mand var fantastisk han bevarede roen og overblikket.
Hvordan jeg kom op på fødegangen hængende i mandens arme husker jeg ikke, men der er en ringeklokke man skal bruge, og så skal man vente på en jordemor. Jeg ventede ikke, jeg strøg lige mod den åbne dør til den første stue hvor en jordemor kom farende. Jeg tudede: “Jeg er bange jeg er ved at dø” i mine både bukser. Samtidig undskylder jeg for at have glemt journalen i bilen. Hun får mine bukser af og siger, pres ikke, jeg spørger: “kommer han?”, og smut! Ud kom lillebror! Den pragtfulde jordemor fra Roskilde, greb ham i et snuptag. Jeg sad lige med numsen på kanten af briksen, bukserne om anklerne og totalt forvirret.
Min mand nåede at trække l snoren og ind kommer endnu en jordemor der hjælper med at få lillebror op til mig.
Min mand tog et par billeder; billeder der viser mig med et ansigt fuldt af angst, forvirring og et spor at lettelse. Jeg døde ikke, jeg fødte bare længe før jeg psykisk var forberedt på.
Magne, vores søn, kom for fuld fart kl 2355 med 4120 g og var så pragtfuld. Jordemoderen tog sig af os bagefter, undskyldte at hun ikke nåede at tage handsker på og gøre klar. Men hun reddede min psyke den nat, ved at tale, give os ro og drage omsorg. Dødsangsten sad i mig den næste lange tid. Vi tog hjem onsdag morgen, min store dreng var lige stået op sammen med sin moster og var stolt og super begejstret. Moster havde nemlig fortalt at der måske ville gå noget tid med at få lillebror ud, hun vidste ikke han kom med turbo fart.

Gode nyheder

Udover det faktum, at roserne i vores gård stadig står sådan nogenlunde pænt, at meteorologerne påstår godt vejr i morgen og at man med næsten garanti altid kan finde en parkeringsplads her på Østerbro om sommeren, så er der også andre gode nyheder. Bedre, endda – synes jeg.

Det kunne næsten ikke være faldet på et mere tørt sted, end da én af mine gode veninder i forrige uge, lige før Thomas og jeg offentliggjorde vores planer om skilsmisse, gjorde mig opmærksom på, at min bog, som udkommer til september, allerede nu kan forudbestilles hos saxo.com!

gode nyheder

Jeg ved ikke om nogen af jer kender eller kan huske den helt særlige, tilfredsstillende følelse man kunne få i maven, når man så sin færdige stil ligge på dansklærerens kateter? Følelsen af stolthed over sin præstation og samtidig ængsteligheden over, om nu også læreren synes at det er godt (nok). Den følelse kan I bare lige gange med 10.000! Eller måske nærmere med 60.000, som er et nogenlunde sjus af antallet af årlige fødsler i Danmark og som altså er så mange, som jeg – hvis jeg kunne bestemme og ønske lige hvad jeg ville – håber på, kommer til at læse min bog. For den er, som I nok allerede ved, hvis I også læste med da jeg offentliggjorde hemmeligheden HER, rettet mod gravide og nybagte mødre. Den er en kærlig håndsrækning til alle dem eller jer, der står midt i eller overfor det nye moderskabs mange vilde, svære, sjove og i særdeleshed overvældende oplevelser. Den er alt dét, jeg gerne ville have haft tid til at fortælle til “mine gravide”, da jeg stadig arbejdede som jordemoder – og mere til, fordi den er spækket til med personlige oplevelser, anekdoter og alt det, som fylder allermest, men som man typisk ikke taler om, når man bliver nogens mor.

Det er fuldkommen vanvittigt, sådan rent følelsesmæssigt, at være på randen til at have udgivet noget, som udover at ligge mit hjerte så nær også er så personligt. Men jeg synes den er vigtig, min bog, fordi jeg tror på, at den – udover forhåbentligt at kunne bidrage til lidt god underholdning – kan være med til at gøre livet en lille smule lettere for en hel masse kvinder derude. I hvert fald ville jeg ønske, at jeg selv havde læst bogen, inden jeg blev mor; både for første og for anden gang, fordi det aldrig skader, at blive mindet om, at der sidder en hel masse kvinder og har det på præcis samme måde, som én selv.

Nuvel, der er så meget jeg kunne sige om bogen, men for nu vil jeg bare opfordre jer til, hvis I kunne have interesse i at læse den, at forudbestille den (med 10% rabat endda) HER, hvorefter den vil lande i jeres postkasser – som de allerførste.

Fødselsfredag – tre forskellige fødsler

Jeg ved det godt, jeg har syltet jer lidt i denne uge, men jeg er samtidig også sikker på at I forstår <3

Som et lille plaster på såret, har jeg valgt i dag at dele en kvindes tre – i øvrigt meget forskellige – fødselsberetninger. På én gang.

Første fødsel

Jeg fødte første gang, da jeg var 22 år gammel, d. 31. august 2003.

Der var en del usikkerhed omkring terminsdatoen, som blev rykket 3 gange indenfor 2 måneder. Jeg havde ikke haft menstruation siden august 2002 og havde en BMI på over 35, som ikke hjalp på at skyde sig frem til en terminsdato. Jeg havde prøvet at blive gravid siden april 2002 og da vi kom til december med ingen alkohol og rigtig mange negative graviditetstests, var jeg godt træt af det hele, så jeg tog på en god druktur med et par veninder. 14 dage senere var jeg gravid og manden og jeg var lettede…

Til det første lægebesøg skød hun mig til at være 12 uger henne – et chok, som lige pludselig gav mig dårlig samvittighed med den druktur… Lægen bookede en scanningstid m.m. hurtigst muligt og i slutningen af februar – hvor jeg troede, jeg var 18 uger henne (mindst) fik jeg et nyt chok, for jeg var kun 12 uger henne. Det var lidt underligt at fortælle familie og venner, at jeg fik rykket terminsdatoen så meget og tanken om, at jeg havde fortalt hele verden om min graviditet i 6. uge var ubehagelig.

Det var en varm sommer det år og kombineret med kvalme, tudeture og en overdrevet veludviklet lugtsans, var jeg SÅ klar til at føde allerede midt i august, for jeg gav ikke meget terminsdatoen, som sagde starten af september.

Jeg havde læst ALT, hvad jeg kunne komme i nærheden af om fødsler og vidste efter grundig research, at førstegangsfødende tager mindst 24-timer om at føde. Derfor tog jeg det roligt, da de første veer kom kl 2 om natten. Efter 1 time med roden rundt i sengen, vågnede manden. Han var dog ikke så cool som jeg, så han insisterede på, at jeg ringede til fødegangen. Når ja, for at give ham ro i sindet ringede jeg og snakkede en jordemor, som tilbød at vi kunne kigge forbi Holstebro fødegang og blive tjekket. Jeg lagde røret på og refererede samtalen. Manden brugte nu den næste time på at overbevise mig om, at vi skulle køre derinde. Kl. 4 gav jeg mig og vi kørte den korte tur til fødegangen. Jeg mente dog, at de ville sende os hjem igen, så jeg kom i klip-klapper og fleecetrøje uden skiftetøj eller noget, for ja, vi skulle jo bare tjekkes.

En bestemt, fransktalende jordemoder tog i mod os, fik mig op på briksen og undersøgte mig. Meldingen lød at jeg havde åbnet mig 8 cm, så jeg skulle skifte tøj og så ville jeg komme ind på en fødestue. Den lidt uvenlige franske dame nåede også at kommentere min vægt med bemærkningen, at jeg ville have haft lettere ved at føde, hvis jeg ikke var i så dårlig form – jo tak – og så smuttede hun til en anden fødsel.

I stedet kom en ældre “bedstemor”, som talte med sådan en blød stemme, som om jeg manglede et par brikker eller var 5 år. Hendes vagt sluttede kl. 6 og jeg fik en yngre jordemoder med en kraftig jysk accent. Hende kunne jeg godt li’, for hun kaldte en spade for en spade og var ikke bleg for at koste lidt med mig. Faktisk var hun mere bekymret for faderen, som åbenbart var grøn i hovedet.

Babyen havde det godt inde i maven – åbenbart for godt, for midt i det hele, trods veer m.m. falder hun i søvn. Jeg får isvand og besked på at drikke, og så kommer der liv i hende igen.

Lidt før 8 er jeg fuld udvidet, men vandet er ikke gået, så det tager de. Ud kommer en stor sø grønt fostervand. Det sætter åbenbart det hele i gang, men det opdagede jeg ikke, før hun var født. Der bliver tilkaldt forskellige læger og sygeplejersker og fordi hun står skævt i bæknet blev hun taget med sugekop. Hun bliver født 8.03, helt lilla og lidt slap, men der går ikke mange minutter før hun ændre farve og jeg får hende over i sengen.

Julia vejede 3835g og målte 56 cm. I dag er hun 13 år gammel og 171 cm. Dengang måtte man være på sygehuset i 5 dage, men efter 3 dage har jeg fået nok og tager hjem.

Anden fødsel

I 2005 beslutter vi at forøge familien med endnu et barn. Fordi det havde taget 8 måneder at blive gravid sidste gang, begynder vi at prøve i marts måned. Jeg vil gerne gøre min HF færdig sommeren efter, så det burde jo passe. Men i modsætning til første gang bliver jeg gravid med det samme og får termin 6. januar. Denne graviditet har jeg det bare rigtig godt. Jeg har ingen gener og kan cykle 12 km om dagen til og fra skole indtil 6. måned, hvor plukveer tvinger mig til at stoppe med at cykle alle steder hen.

Da vi kommer til jul sidder jeg nærmest med korslagte ben fra 23. december til 2. januar, fordi jeg ikke vil føde. Jeg kommer til terminsdatoen og må vente yderligere 3 dage før der kommer gang i den. Faktisk når vi at køre på fødegangen 2 gange inden da, fordi jeg er panisk angst for at føde hjemme i sengen. Det tog jo kun 6 timer 1. gang og de sagde jo det ville gå endnu hurtigere 2. gang.

Kl 2 begynder det er rumstere i kroppen på mig og 3.30 vækker vi bedsteforældrene (igen) og kører på fødegangen. Denne gang er den heldigvis god nok. Vi er på fødegangen kl. 4, hvor jeg er 4 cm åben. Kl. 5.30 beder jordemoderen mig om at lægge mig op på briksen. Hun tror fejlagtigt at jeg er gået i stå, men jeg er 8-9 cm åben. Af for mig ukendte årsager, får hun mig om på siden og får mig til at gøre et eller andet med benet. Det eneste jeg kan mærke er, at babys hoved lige pludselig kommer helt i bund og så går det stærkt. Vandet går af sig selv denne gang og jeg har født hende på 4 min. Fordi det gik så stærkt til sidst, er jeg sprækket og skal sys. Lægen bliver tilkaldt og han har alt for travlt til at vente på at lokalbedøvelsen virker, så han syr mig, mens jeg ligger med min nyfødte datter på 3715g og 53 cm.

Kaya er i dag 11 år gammel og 146 cm. Kaya blev født en mandag, så kl. 8 skulle de bruge fødestuen til et planlagt kejsersnit, så da var vores besøgstid ovre.

Tredje fødsel

I 2012 går mit og faderens ægteskab i stykker efter 2 års kamp for at få det til at lykkedes.

Jeg er single i ca. et halvt år, før jeg møder en ny mand og bliver stormende forelsket. Vi flytter sammen, køber hus sammen og bliver gift i 2014. Vi går i gang med projekt baby med det samme og 1½ måned efter brylluppet kan vi konstatere, at jeg er gravid.

Denne her graviditet har jeg det skidt i hele 1. trimester. Jeg har kvalme og er meget træt. Jeg havde det jo rigtig godt under min 2. graviditet, så jeg havde forventet, at denne graviditet ville gå nemt. Jordemoderen forklare ubehaget med, at det jo er en anden far denne gang og at kroppen (igen) skal vænne sig til noget fremmed DNA.

Denne gang begyndte det om omkring middag. Jeg ringer til manden, som er på arbejde, og siger at han skal holde sig klar, men at vi har god tid, for der er længe imellem veerne, syntes jeg. Siden min 2. fødsel er der kommet en hel masse nyt, så jeg hygger mig med en ve tæller.

Omkring kl 15 bliver manden kaldt hjem, og efter et bad ankommer vi til fødegangen kl 16.30.

Jeg er helt cool i bilen, snakker og prøver at berolige manden. Det er jo 3. gang jeg gør det her og hans første. Jeg siger, at jeg godt kan gå fra P-pladsen, men manden vurdere det anderledes og sætter mig af ved indgangen til Holstebro sygehus. Det var nok en god idé, for jeg har lidt svært ved at nå hen til elevatoren. Veerne bider nu og jeg er som alle 3 gange inde i min egen verden, men holder facaden, for manden skal ikke blive nervøs. Jeg har o ikke presseveer eller noget.

Oppe på fødegangen bliver jeg vist direkte ind på en fødestue, får mine underdele af i en fast. Jordemoderen har kørt en vogn ind og arbejder hurtigt på at åbne alle mulige ting og finde ting frem. Hun arbejder hurtigt og koncentreret. Jeg tænker, at siden jeg stadig har mit eget tøj på, så har vi god tid, for man føder jo ikke i sit eget tøj. Der blev jeg klogere. Vandet går lige pludseligt og presseveerne giver den gas, hvilket gør at jeg føder hende i løbet af 4 min. Det er en personlig rekord.

Liva bliver født kl. 17.00, hun vejer 3000g og måler 50 cm. Helt sjovt med alle de runde tal er vi og jordemoderen enige om.

Da Liva skal vejes og tjekkes bliver jordemoderen lige pludselig dårlig. Hun kaster op i sin egen hånd, ned af sig selv og løber ud på badeværelset. Hun fortæller, at hun selv er gravid og hun bliver nødt til at forlade os og sende en anden. Lidt en sjov episode.

Efter et hårdt tiltrængt bad og rent tøj – kjolen jeg fødte i røg i skraldespanden, kører vi hjem og er hjemme kl. 21.30. Svigerforældrene, som er tilkaldt for at passe de to store (på 11 og 9 år på det tidspunkt) er overraskede den hurtige ekspedition, men tager alligevel hjem og sover trods en lang køretur.

Hjælp jeg er gravid #2

Gravid
Gravid… Det ér bare et vildt øjeblik, når man står der med den positive graviditetstest – uanset hvordan vejen dertil er gået og om den er ønsket eller ikke. Derfor kommer her endnu engang nogle af jeres historier om, hvordan I reagerede, da I fandt ud af at I var gravide.

Det var d. 11 januar 2016. Jeg var lige startet på arbejde igen efter min barsel med min søn. På det tidspunkt var han knap 1 år.
Jeg havde undret mig over hvorfor jeg ikke havde fået min menstruation i en uge, men tænkte også at jeg måske ikke kunne huske helt korrekt hvornår jeg havde sidst. :/
Min anden dag på arbejde efter barsel, delte jeg min bekymring med min kollega. Jeg var bange for at der var noget galt. Jeg havde altid regelmæssig menstruation. Min kollegas reaktion var ” måske er du gravid! “

Nej! Det kan jeg ikke. Jeg har spiral. Den stolede jeg fuldt ud på. Men alligevel tog jeg en test næste dag, da jeg kom hjem fra arbejde. Jeg stod ude på toilettet og kiggede på testen. Min mand var ligeså spændt. Den var positiv. Jeg begyndte at grine først. En glæde spredte sig i min krop, efterfulgt af gråd! Min tanke var, hvad fanden skal jeg gøre med to ble børn. Vi valgte dog (heldigvis) at beholde bebsen.


Jeg tog til min faste frisør, som med det samme spurgte kækt om jeg ventede mig igen. Jeg svarede nej – for selvfølgelig var jeg ikke det! Jeg blev faktisk både ked af det og frustreret, men hun vidste jo selvfølgelig ikke, at jeg døjede med en cyklus som aldrig var vendt tilbage efter mit første barn. Og at jeg brændende ønskede mig at være gravid. Ikke desto mindre kunne jeg ikke slå tanken ud af hovedet efter jeg var blevet klippet. Havde jeg ikke også været ramt af kvalme i den forgangne uge? Og ondt i brysterne? Så jeg tog lige en test, bare for at få afklaret, at mine tanker spillede mig et puds – jeg gjorde virkelig alt for ikke at få forhåbningerne op. Men så tissede jeg på den pind dér. Og det tog lige nøjagtigt to sekunder før det stod virkelig(!) klart, at jeg var gravid med en knald-pink streg. Hvis ikke det var for frisøren gad jeg godt vide, hvor længe der var gået før jeg lagde tegnene sammen…


Jeg er den heldige mor til 3 skønne unger i alderen 2-7. Sidstenævnte på 2,5 var VIRKELIG IKKE planlagt!
Min menstruation har altid været uregelmæssig, så da den stadig ikke var kommet, ringede alarmklokkerne ikke. Dog ved jeg af erfaring, at med en negativ graviditetstest, følger altid en menstruation, så turen gik i Rema 1000 efter de graviditetstests som alligevel ville være negative!
Jeg var tilfældigvis oppe lørdag morgen for at tisse, og kom i tanke om at jeg hellere måtte tisse på de der pinde, så var det overstået og min menstruation kunne starte. Klokken var 5, fuglene sang, de to små unger sov stadig, og jeg skulle bare hurtig op i min seng igen.
Jeg vaskede hænder og var egentlig på vej i seng, da jeg lige ville tage de to tests og smide dem i skraldespanden. Mine øjne strejfede hurtigt ned over dem, to streger, fint, op i seng. Vent… 2 streger!?!? Jamen… det kan ikke passe, jeg er sgu da ikke gravid! Og selvom klokken kun var 5 om morgenen, var jeg pludselig lysvågen! Jeg løb ind i soveværelset og ruskede i min kæreste:”Matias… Matias!!!” Min kæreste gned sig i øjnene og rejste sig forvirret op. :” Kom lige med, der er noget du skal se!”. Langsomt bevægede han sig ud i køkkenet, hvor de 2 meget tydelige positive graviditetstests lå på køkkenbordet, på vejen nåede han at mumle om der var indbrudstyve.
“Se lige”, sagde jeg.
“Øhh, hvad er det”, spurgte han.
“Ja, hvad tror du?”.
Han blev meget tavs, “Jamen hvad gør vi så”?
Jeg grinte og kiggede på ham, for vi vidste jo godt selv hvad der skulle ske.
Her, 2,5 år og et styks dejlig Viggo senere, er det stadig den bedste overraskelse, og den vildeste. For selvom vi er unge, så havde jeg alligevel ikke troet at jeg ville blive gravid så nemt, vi taler nemlig om den ene gang hvor vi ikke lige fik beskyttet os.

Min mand og jeg havde været igennem halvandet hårde år siden vores bryllup: To aborter i hhv uge 8 og 9, havde ført til mange tårer og frustrationer. Første gang var jeg blevet gravid efter 2 måneder, anden gang tog det 7 måneder. Vi havde set venner blive gravide, føde og annoncere endnu en graviditet. Tredje gang havde vi igen ventet i over syv måneder og gjorde hvad vi kunne for at bevare troen og nyde, at leve vores liv, selvom sorgen lå som en skygge over alting. Jeg tog til Grønland i praktik som læge på et sygehus, og stressede inden afrejse over, at gå glip af en ægløsning. En uge inde i opholdet var jeg uendeligt træt efter en lang vandretur i fjeldet og havde spændte bryster. Det var testdag dagen efter, og som så mange gange før gik jeg på toilettet og tissede i en kop. Tilbage på værelset dyppede jeg testen i koppen, lagde den på kanten, og kiggede ud på isbjergene foran mit vindue. Da jeg kiggede tilbage var der to streger. Jeg blev så glad! Græd og dansede rundt! Overvejede at ringe hjem til min mand, men valgte at vente. Endte med at nyde min hemmelighed for mig selv i 2 uger, indtil han kom på besøg. Det var det bedste i verden at fortælle ham nyheden, da han ankom. Men det var endnu bedre, da vi dagen efter hjemkomsten til Danmark tog afsted til en tidlig scanning og endelig fik et lille bankende hjerte at se. Det banker heldigvis stadig – indeni en lille pige, der blev født for 5 måneder siden 🙂

Den kunne nærmest ikke være kommet på et mere upassende tidspunkt, den positive graviditetstest. Jeg var lige blevet forladt af min utro kæreste, blevet opsagt på mit arbejde på grund af for meget sygefravær på grund af mine mange migræneanfald og jeg kunne nu se frem til at skulle flytte fra min lejlighed, fordi jeg ikke havde råd til at betale. Mit liv var et kæmpe kaos og så stod jeg der, på badeværelset og græd, med en positiv graviditetstest i hånden.

Jeg kunne ikke få et barn nu. Ville ikke.
Dagen efter ringede jeg til lægen og bad om en abort.

Efter 14 år sammen med samme mand, tænkte vi at nu skulle det være, nu vilke vi gå igang med projekt baby! (Ja i kan nok regne ud hvor mange gange venner og familie, havde prikket til os!)
Jeg var 31 og havde været på p-piller siden jeg var 19, så tænkte at kroppen lige skulle ordentlig igang igen, efter så mange år, samtidig viste jeg godt at min “høje” alder var imod mig.Nå, pillerne blev kylet ud og mens kom med det samme, weee… jeg virker stadig!Desværre fik min mand problemer med de nedre regioner (urinrørs forsnævring) og måtte ind og opereres. Æv, mere ventetid med projektet, nu var jeg lige så klar.Manden blev opereret og ugen efter havde vi sex – Det endte med et hyl fra manden, da han fik udløsning og fandt ud af at såret dernede/oppe åbenlyst ikke var helet! – Han stod faktisk og græd på toilettet.

Et par uger gik og min mens udeblev. Tog en test, men var sikker på den ville være negativ, grundet omstændighederne med både mig og manden.
Testen var tydeligt positiv og jeg kunne regne ud at jeg var ca 5 uger henne. – vi var lykkelige og fortalte det til hele familien med det samme, selvom det var tideligt

Der kom en skøn søn ud af alt dette og en dag kan vi fortælle ham at da han blev undfanget, der stod far og græd på toilettet i smerte.


Min mand og jeg havde længe snakket om om vi skulle have barn nr. 3 men efter to år var der ikke sket noget og vi blev enige om at to skønne børn var var nok. En mdr har vi så en smutter og dagen efter jeg skulle have haft menstruation køre jeg lige forbi Netto inden jeg møder på job køber 2l faxe kondi en pakke cigaretter og en graviditetstest. Da jeg kommer på arbejde smutter jeg lige på toilettet og tager resten (for at få tanken om mulig graviditet ud af hovedet) Testen er positiv! Tænker Fuck hvad fanden gør du. Sidder på din arbejdsplads med en positiv graviditets test! Pakker resten ind igen og bed i tasken. Skriver til min mand at resten er positiv, han fatter ingen ting. Kan slet ikke koncentrere mig fordi jeg græder. Barn nr. 3 passer bare så dårligt ind i vores planer. Min mand var vildt glad.Skulle lige sunde mig et døgns tid og nu har vi en dejligt dreng på 2 1/2 år. Fabrikken er brændt, så der kommer ikke flere børn her fra.


Jeg har to dejlige piger, men jeg har været gravid tre gange. Da jeg stod med den positive graviditetstest i hånden de to første gange, var det en dejligt omend lidt nervøs eller spændt følelse, jeg fik i kroppen: kildren i maven, varme kinder og spænding over at skulle fortælle min mand det. Men min anden graviditet endte med en spontan abort i uge 13+2. I tiden efter længdes jeg fysisk og psykisk efter at blive gravid igen. Der manglede noget og jeg var sikker på, at det eneste, der kunne få mig til at blive glad igen, var at blive gravid. Da jeg tog en positiv graviditetstest 4 måneder senere, var min reaktion dog meget anderledes, end jeg havde forventet. Jeg stod med den der pind i hånden og følte bare INGENTING. Jeg smed testen i skraldespanden og fortalte ikke min mand om det. Et par dage efter tog jeg en test igen. Stadig ingen reaktion – bare tomhed. Jeg fortalte min mand det og også ret hurtigt min familie. Men jeg kunne ikke holde ud, at folk sagde tillykke. Jeg var vred over, at jeg fik kvalme og maven ligeså stille voksede. Jeg tror simpelthen, jeg var så bange for at miste igen, at jeg ikke turde glæde mig. Først halvvejs i graviditeten blev det dejligt at være gravid og jeg begyndte at turde glæde mig. Det har jeg det stadig lidt dårligt over i dag. Tænk at jeg ikke rigtig var glad for den lille bebs i maven hele den første halvdel af graviditeten. I dag har jeg en dejlig pige på snart et år og er sikker på, at det nok var meningen, at det præcis var hende, vi skulle have.

Jeg havde smidt p-pillerne for 1,5 år siden. Min cyklus var stadig meget uregelmæssig – alt mellem 20-60 dage mellem menstruationerne. Min kæreste og jeg var på vej til 2. undersøgelse i forbindelse med fertilitetsbehandling, jeg var lidt nervøs fordi jeg skulle have skyllet æggelederne igennem og havde hørt det skulle nive lidt. Nervøsiteten blev dæmpet med op til flere cigaretter inden undersøgelsen denne dag. Da vi kom ind til lægen sagde hun at de rutinemæssigt lige ville scanne min livmoder, så de ikke skyllede et eventuelt æg væk – ja ja, tænke jeg….
Lægen fik meget store øjne og kæmpe smil på læberne “jamen…. tillykke! Der er et lille foster i livmoderen”. Min kæreste og jeg var meget rundt op gulvet, men så glade! Lægen sagde det var meget godt ramt, hun ville skyde på, at jeg kun havde 1-2 ægløsninger om året. Nu sidder jeg her med 2 uger til termin og glæder mig helt vildt til at møde den lille fyr der gemmer sig i maven.
Min mor stak nu nok den vildeste bemærkning, og hun var mildest talt ikke begejstret :”Anne forhelvede!” Jeg svarede hende pænt, at hun kunne ringe når hun kunne sige tillykke.

Og med dén kommentar fra den kommende bedstemor, skulle vi så ikke tage en omgang med mærkelige, dumme, søde eller sjove reaktioner på den positive graviditetstest, fra omgivelserne? Hvis din mor, svigermor, fætter eller nabo har sagt eller gjort ét eller andet helt håbløst til din graviditet, så send mig en mail på canabuttenschon@gmail.com – der er lige nu et autosvar på, men det skal I ikke tage jer af; det er jo bare fordi jeg slikker sol med mine drenge i Italien ❤️ 

Fødselsfredag – ballonkatheter og dårlig kemi

Det er uden tvivl en hård proces for langt de fleste, at få fødslen sat igang og for kvinden her, som fik det gjort med ballonkatheter, var det ingen undtagelse. Heldigvis endte hun alligevel ud med at synes, at hendes fødsel var én af hendes livs største oplevelser. Det er så vildt hvad kvindekroppen kan og jeg synes simpelthen det er så fantastisk hvad den kan – uanset hvor meget eller lidt hjælp den får på sin vej.

ballonkatheter

Jeg blev fulgt tæt i graviditeten med min søn, da min graviditet med min datter 3 år tidligere havde været kompliceret. Hun lå rent vægtmæssigt 36 % under gennemsnittet, pga. dårligt fungerende moderkage. Desuden blev hun født ved akut kejsersnit i uge 33, da min moderkage rev sig løs. Det var en voldsom og traumatisk fødsel. Jeg var derfor angst for at et lignende fødselsforløb i denne graviditet eller et værre, fx at han blev født tidligere end min datter.

Jeg fik ekstra konsultationer hos min søde jordemoder, som jeg også havde haft under min graviditet med min datter og jeg gik til vægtscanninger 1 gang om mdr. Alt så fint ud, vores søn lå vægtmæssigt lige på gennemsnitskurven og voksede og trives som han skulle. En fuldstændig ukompliceret graviditet. Jeg blev tilbudt kejsersnit, men havde et stort ønske om at føde vaginalt. Dette ønske blev heldigvis imødekommet.

Min termin nærmede sig, og jeg havde stadig ikke født. Lægen valgte at sætte mig i gang 14 dage før tid, da der er en øget gentagelsesrisiko for moderkageløsning, særligt efter uge 37. Da jeg tidligere havde fået kejsersnit, kunne jeg ikke blive sat i gang med stikpiller fordi der så er fare for at arret i livmoderen brister. I stedet skulle jeg sættes i gang med et ballonkatheter. En ballon på hver side af livmoderhalsmunden fyldes med vand og meningen er så at disse balloner i løbet af 18 timer skal massere livmoderhalsen så den trækker sig sammen og livmodermunden åbner sig og veerne kan sættes i gang ved at prikke hul på fosterhinderne.

Mormor passede E og kunne tage hende hele ugen. Jeg blev sammen med min mand indlagt på patienthotellet og fik lagt balloner op, var mentalt slet ikke klar til at føde. Vi ventede, timerne gik og der skete ikke noget. Da vi sad og fik aftensmad begyndte det vi troede der var veer at starte. Det gjorde så pisseondt og vi anede ikke helt hvad vi skulle gøre. Vi var meget uforberedte på veerne, da vi havde forstået det sådan at det først var dagen efter der ville begynde at ske noget. Min mand var ret utryg ved jeg havde så ondt, så vi gik over på fødegange og jeg fik kørt en CTG-kurve. Alt så fint ud, veerne var tydelige på kurven. Men jeg havde ikke åbnet mig. Aftenen gik og smerterne blev bare værre og værre, det var uudholdeligt. Vi gik atter engang over på fødegangen, da jeg stadig ikke havde åbnet mig en mm endte en jordmoder med at tage noget af vandet ud af begge balloner. Lettelsen kom med det samme og smerterne forsvandt som dug for solen. Vi fik en god nattesøvn og dagen efter mødte vi igen op på fødegangen. Ballonerne blev taget ud, men jeg var stadig lukket som østers. Jordmoderen tvivlede på at vandet kunne tages og før hun gjorde forsøget, spurgte jeg om jeg måtte vente 1 uge. Jeg følte slet ikke min krop var klar. Det fik heldigvis lov til.

Jeg nød ugen sammen med E, som dog havde lidt svært ved at forstå vi kom hjem igen uden lillebror. Ugen efter følte jeg mig mere klar og lægen der lagde ballonerne op, mente også, at jeg mærkes mere moden.

Det var slet ikke så slemt med ballonerne denne gang. Det gjorde ondt, men jeg kunne være i smerterne. Jeg småsov det meste af dagen og natten med. Dagen efter mødte vi igen på fødegangen og her kunne jordmoderen fortælle, at min livmoderhals var udslettet. Hun prikkede hul på vandet. Det var en meget mærkelig fornemmelse, hun trykkede og moslede på min mave og der flød bare denne her lunkne væske ud. Vi ventede et par timer, og så begyndte veerne så småt at begynde. De tog hurtigt til og pludselig var tanken om lavment og akupunktur fuldstændig ligegyldigt, det gjorde bare så ondt allerede. Jeg var 4 cm åben, og skulle derfor have CTG-bælterne på konstant. Grundet det tidligere kejsersnit skulle jeg overvåges. Jeg havde lært, at en tommefingerregel er, at man ca. åbner sig 1 cm i timen, som andengangsmor. Så jeg begyndte at regne ud, hvornår jeg havde født. Jeg var lykkelig, det var min store drøm at føde vaginalt og nu så det ud som om min drøm skulle gå i opfyldelse.

Jeg fik lattergas i iltmasken, det gjorde det nemmere at trække vejret. Men hold nu op, hvor gjorde det ondt. Jeg nærmest både kvalte min mand og var ved at rive hænderne af ham i smerte. 2 timer senere ville jordmoderen måle mig igen, jeg forstillede mig jeg var ca. 8-9 cm åben, så skuffelsen var stor da hun fortalte jeg kun var 5 cm åben. Lillebror lå lagt nede i bækkenet og pressede for at ville ud, det var derfor det gjorde så ondt. Jeg brød fuldstændig sammen, hvordan skulle jeg holde det smertehelvede ud. Selv om det var mit største ønske at undgå en epiduralblokade, foreslog jordmoderen alligevel at jeg fik sådan en lagt. Jeg takkede ja med det samme, smerterne var ulidelige.

Når jeg havde set film, havde jeg altid grinet af de kvinder der skreg og jamrede sig under veerne. Men nu var det pludselig mig selv, det var ligesom om det lettede en smule at skrige under veerne. Heldigvis kom anæstesilægen hurtigt. Den voldsomme lange nål der skulle ind i min ryg bekymrede mig overhoved ikke på det tidspunkt, hvis bare jeg kunne få fred for smerterne. Han stak nålen ind og der kom endnu en ve. Jeg fik at vide jeg skulle sidde helt stille, jeg skreg endnu højere end før. Smerten var ulidelig og at jeg ikke måtte bevæge mig, det var næsten ikke til at bære.

Der gik ikke lang tid, før smerterne stort set forsvandt. Jeg lå i sengen på den ene side, mens min mand masserede min ømme lænd. Desværre var der vagtskifte, så min søde jordmoder måtte forlade stuen. Jeg svingede ikke så godt med jordmoderen der kom. Hun var belærende på en rigtig træls måde. Hun startede med at sige til min mand, at jeg blev hudløs hvis han forsatte med at massere mig. Han skulle blot holde sine hænder på min lænd. Jeg vendte mig og sagde jeg nok skulle fortælle min mand hvad jeg havde brug for!

Jeg lå i sengen, døsede hen og kunne blot på CTG-scanneren se hvordan veerne udviklede sig. 2 timer senere ville jordmoderen måle mig igen. Jeg var nu 10 cm åben og altså klar til presse. Igen tænkte jeg på, at pressefasen som tommelfingerregel vare 1 time. Jeg begyndte at kunne se en ende på det. Epiduralen gjorde dog, at jeg ikke kunne mærke noget. Jeg kunne mærke hvordan jeg skulle presse. Jeg spurgte jordmoderen om jeg gjorde det rigtigt, hvortil hun svarede at det gjorde jeg ikke – ikke nogen gode råd eller noget! Shit, det var op ad bakke.

Jeg havde ligget ned i lang tid og ville nu at stå. Jordemoderen mente ikke jeg kunne holde til det, men jeg insisterede og jeg fik ret i, at der nu begyndte at ske noget. Det var nemmere at presse at når jeg stod op, jeg kunne arbejde med veerne. Ned på hug og op igen. Jordemoderen mente ikke jeg kunne holde til at stå op og ville have mig i en fødestol. Jeg satte mig i den, men fløj op igen. Den kunne jeg ikke holde ud at sidde i. ”Det er ellers Cs (min jordemoder gennem graviditeten) yndlingsføderedskab”. ”Det er da ikke hende der skal føde” vrissede jeg vredt, da jordemoderens bedrevidenhed seriøst var ved at gå mig på nerverne.

Efter 2 timers forsøg med at presse, skete der stadig ikke en skid. Vores søn gled frem og tilbage i veerne, men der kom ikke rigtig skub i presseveerne – faktisk gik der nærmest stå i veerne. Jeg fik vestimulerende drop og efter 20 min begyndte der endelig at ske noget. Veerne tiltog igen og denne gang kunne jeg mærke noget. Alligevel var der gået så lang tid siden pressefasen startede, at der for en sikkerhedsskyld blev taget en blodprøve af babys hovedskal, heldigvis så alt fint ud. Den ledende jordemoder var blevet tilkaldt, fordi min jordemoder ville drøfte med hende hvad der skulle ske. Hun sagde, at der skulle tages en ny blodprøve om 15 mig. ”Der er han født” sagde min jordemoder og hun fik ret.

Presseveerne tog til og nu ville jeg bare have ham ud! Jeg var kommet op på fødebriksen igen og pressede som en gal i veerne. Endelig kom hovedet ud. Sindssyg mærkelig fornemmelse at mærke det lille hoved mellem mine ben og vide, at nu kom han snart ud. Næste presseve kom baby ud, og op på min mave. Jeg hylede glædestårer, mens jeg kyssede og aede ham blev jeg ved at med sige ”Det var godt du kom nu, jeg kunne ikke mere….” Selvom det havde været så hårdt, var det en af de største oplevelse i mit liv. At føde et velskabt, lækkert lille barn, som jeg modsat min datter (grundet den tidlige fødsel) fik lov til at holde, kysse og kramme alt det jeg ville og bare nyde sammen med min mand.

10 hurtige om fødsler – jordemoderonsdag

Der er nogle sådan helt basale ting ved fødsler, som måske ikke lige er dem der står øverst i lærebøgerne, som jeg igennem min tid som jordemoder, har oplevet rigtigt mange gravide komme igennem. Nogle ting, som vi i det daglige måske ikke taler hverken højest eller mest om, fordi de ikke er så “pæne”, men som ikke desto mindre, er rimeligt generelle for de fleste fødende kvinder – og dem vil jeg selvfølgelig gerne indvi jer lidt i – bare så I ved (eller bliver mindet om) hvad I har i vente.

img_5536

Nærmest uanset hvor bange du måtte have været for at føde, vil du, når terminsdatoen nærmer sig – og især når den bliver overskredet – glæde dig til at føde. Også selvom alle dine veninder siger det gør herrenas eller selvom du måske godt kan huske, fra sidste gang, at det ikke var for tøsedrenge. Du tager med glæde de smerter, hvis du kan slippe for at være gravid ét sekund mere.

 

Når fødslen (endelig!) går i gang, føler du dig totalt ovenpå og tænker: Hah! Jeg er da mega sej – det gør jo slet ikke så ondt, som de siger (eller som jeg huskede).

 

Hvis vandet går, er det sjældent som i filmene, med et ordentligt plask ud over hele gulvet. Næh, det vil i stedet hyppigst sive langsomt, fuldstændigt som hvis du gik og sjatpissede lidt i bukserne. Når du laver bevægelser i bækkenet, som for eksempel at rejse dig fra en stol, kan der komme lidt større skvulp. Dette vil stå på i løbet af hele fødslen, så du kan roligt væbne dig med både kæmpebind, håndklæder og masser af tålmodighed – man føder nemlig ikke af vandafgang, men af veer.

 

Medmindre du planlægger at føde hjemme, kommer du næsten med garanti til at køre bil uden sele. Liggende på bagsædet. Råbende af din mand.

 

Du bliver komplet blottet for blufærdighed.

 

På et tidspunkt i fødslen vil du mærke den komme snigende, som den onde hovedperson i en gyserfilm: kvalmen, der ikke sjældent fører til ganske voldsomme opkastninger. Imens du har veer. I bar røv.

 

Du vil før eller siden få hallucinationer om, at du mest af alt minder om din forfærdelige Tante Karen-Elisabeth når hendes eftermiddagsthe er blevet for kold, når du kaster dig rundt i sengen og beklager dig højlydt, som du ellers i graviditeten havde forsvoret at du ville gøre.

 

Du fortryder. Der vil slet og ret komme et tidspunkt, hvor du får lyst til bare at skride fra det hele og hvor du overhovedet ikke har lyst til at føde den baby.

 

Det kommer til at føles som – hvis du føder vaginalt – at din baby kommer ud af din røv. Jeps, den er god nok. Det føles som om der kommer en baby, formet som en stenhård ananas, ud af din røv, når du presser. Og sådan skal det føles – jeg lover, baby kommer ikke ud af røven.

 

Du vil, når det er overstået, føle dig som super-fucking-woman! DU har lige leveret et barn og uanset hvordan du kom dertil, så er det dig og din krop der har præsteret det og du skal ikke tvivle et sekund på, hvor sej du er. DU ER EN POWERKVINDE. DU ER NOGENS MOR <3

 


Hvis du har lyst til at læse en rigtigt sej og god fødselsberetning, så kig ind forbi denne eller denne – de er harmløse, gode og ret sjove. Og så kan du jo også altid tage et kig på de pinlige fødsler, fra et jordemoderperspektiv HER.

Fødselsfredag – en fødsel på 3 timer og 14 minutter

Man siger ofte, at tredje gang er en “drillegang”, men for rigtigt mange er tredje gang heldigvis også en rigtigt god oplevelse, når først fødslen for alvor går i gang, ligesom det var for kvinden, der har skrevet denne uges fødselsberetning.

hurtig-foedsel

Min mest perfekte fødsel på præcis 3 timer og 14 minutter. Det eneste der var galt var datoen, fredag den 13, arghmen altså! Min mand havde drillet mig hele graviditeten med at det nok blev fredag den 13, dagen før termin. Det var bare den eneste dag jeg ikke ville føde på. Men altså pyt nu med det, når alt andet nu var så perfekt.

Jeg har haft tre rigtig gode og meget forskellige fødsler, men min tredje fødsel er klart den bedste, ja jeg vil faktisk sige helt perfekt! Første fødsel foregik stille og roligt på sygehuset, andet fødsel var en planlagt hjemmefødsel, men på grund af meget grønt fostervand blev vi sendt i ambulance mod hospitalet men pludselig gik det stærk og jeg gik fra 5 cm til han var født på meget kort tid og han endte med at blive født sund og rask på tre presseveer – i ambulancen (som I engang kunne læse om HER, red.). Tredje fødsel var ligeledes en planlagt hjemmefødsel og det er den jeg nu vil berette om.

Tredje fødsel kan jo godt være lidt af en drillefødsel der går igang, tror man, for derefter at gå i stå igen. Dette skete også for mig, så efter første nat med regelmæssige kraftige plukkeveer fik vi sat det hele igang. Farmor kom og hentede de to store, min mor, som skulle være med til fødslen, kom og jordemoren kom. Min anden fødsel gik rigtig hurtig, så vi ville gerne være sikre på at jordemoren nåede at komme, så derfor tilkaldte vi hende selvom det ikke gjorde ondt, ondt.  Men da jordemoren trådte ind af døren gik “veerne” i stå…. Jeg gik rundt og prøvede at få dem igang igen men uden held. Hun mærkede  på mig og jeg var to cm åben. Hun gik igen efter en times tid og vi hyggede os og nød bare at være os to for en stund uden de to store.

De efterfølgende 6 nætter forløb på samme måde, men jeg havde nu lært at det ikke er fødslen der er igang.

Pludselig en morgen efter min mand er kørt af sted for at aflevere de to store i børnehave og skole kom der en ve, nu var jeg ikke i tvivl, det var en meget kraftig ve – som i virkelig kraftig. Klokken er præcis 8:00. Jeg får skrevet til min mand at han skal komme hjem igen når han har afleveret. Efter 3 veer lige i træk ringede jeg efter jordemoren, nu var jeg ikke i tvivl. Jeg kunne ikke tale mens jeg har veerne og jordemoren i røret er ikke i tvivl, de kan godt sende en med det samme. Jeg gik i karbad og nød det virkelig. Veerne var kraftige og regelmæssige og jeg lå og var fyldt op af lykke. Min mand kommer hjem og får ringet efter min mor. Min mor kom ved 9 tiden og begynder at støvsuge (hun har lidt rengøringsvanvid og synes vist ikke helt der var pænt nok til jordemoren;-)) Mine veer blev kraftigere og kraftigere, men jeg nød stadig badekarret og tænkte også lidt taktisk, at det nok var bedst at blive liggende til jordemoren kom. Jeg ville nødigt ende med at føde inden hun kom. Min mand blev lidt urolig og vi bliver enige om at han lige skulle ringe til hospitalet og høre hvor jordemoren blev af. Vi fik at vide at hun nok ville være hos os snart, men hun havde været derhjemme og skulle først lige forbi Hillerød og hente alle hjemmefødselstingene.

Kl 9.30 banker det på badeværelsesdøren og ind kommer den bedste jordemor jeg nogensinde kunne drømme om. Det var nemlig hende der havde taget imod min søn som blev født tre år forinden i ambulancen. Jeg blev så glad og lykkelig og begyndte at græde af glæde. Jeg kunne slet ikke forstå at det faktisk var hende. Hun fik et ordentlig vådt kram af en splitternøgen fødende mig. Det var simpelthen så dejligt at det netop var hende. Vi havde sådan en god kemi dengang jeg fødte min søn og hun fortalte at hun tit havde tænkt på mig og vores ambulancefødsel og det var gengældt, for hold op hvor havde jeg tit tænkt på hende også. Mine veer var så kraftige og fødslen så langt henne at jeg ikke kunne snakke meget, så det var bare så dejligt at vi ikke skulle til at opbygge et bånd sammen der, jeg var tryg ved hende fra starten, hun kendte mig og mine ønsker og min måde at håndterer veerne på. Jeg kom op af badet så hun kunne mærke og lytte. 6 cm åben og alt var som det skulle være. Min mor skar lidt frugt til mig som jeg spiste mellem veerne med stor velbehag. Vi havde stillet vores gamle seng op inde i stuen og her brugte jeg nu lidt tid på at sidde og havde nogle rigtig gode veer. Jeg hang henover en stol under veerne og snakkede og grinte i vepauserne. Min mor kunne slet ikke forstå at jeg havde overskud til det imellem veerne, men der var bare sådan en god stemning og det var bare så hyggeligt. Da jeg havde siddet der en halv times tid ville jeg gerne ud under bruseren. Derude gik det stærkt, hold da op nogle smertefulde og effektive veer jeg havde! Jeg kaldte på min mand, jeg havde brug for en at holde (læs: knuse) i hånden under veerne. Han klarede smerten i hans hånd rigtig flot og intet ondt ord kom ud af hans mund. Jeg derimod brølede af smerte, på den der urkvinde agtige måde. Jeg kunne mærke hvor meget der skete inde i min krop under hver ve – det var fedt. I en af vepauserne begyndte jeg at grine, for det gjorde bare så afsindigt komisk ondt. Måske en underlig reaktion, eller en meget dårlig humor jeg har… Jeg fik øjenkontakt med min mand og sagde bare noget i stil med “Jeg håber godt nok ikke den her fødsel varer længe for det her kan jeg da ikke holde ud meget længere” og så grinte jeg igen.

Under veerne under bruseren faldt jeg helt sammen i hug, mens min mand både skulle holde mig i hånden og bruse min mave. Stakkels mand, jeg ved ikke hvordan han gjorde det uden at blive våd også. Efter et kvarters tid under bruseren begyndte jeg at få pressetrang, men på en lidt underlig måde. Ikke som rigtige presseveer. Jeg kom ind at ligge i sengen i stuen og jordemoren mærkede på mig. Det pressede fordi der stod en ordenlig blære af fostervand ned mod åbningen, så det var altså ikke hovedet der stod og pressede og derfor føltes det lidt underligt. Men jeg var fuldt udvidet og alt var godt. Jeg ville gerne blive inde i sengen og veerne ændrede nu karakter. Der var nogle lange pauser imellem veerne, ca 10 min, og det var nogle mærkelige presseveer. Jordemoderen roste mig og sagde, at jeg bare skulle følge hvad min krop ville. Den ville ligge på siden i pauserne og jeg var nu lukket helt inde i mig selv og nød de dejlig lange pauser. Min mor fortalte efterfølgende at hun var lidt bekymret for om fødsel gik i stå med de lange pauser, men jeg vidste at jeg snart ville føde og kunne mærke hvor meget hver ve gav så jeg var slet ikke nervøs. Jeg nød bare at min krop kunne nå at tanke energi i de lange pauser. Jeg var stadig helt fyldt op af lykke og overskud. Veerne var hårde og gjorde mega ondt, men det var også fedt at mærke min krop arbejde med veerne. Jeg spurgte om hun ikke skulle prikke hul på vandet, men hun sagde at hun var sikker på at lige så snart vandet var gået ville jeg føde rigtig hurtig efter og min krop skulle have lov til at arbejde uden hun blandede sig. Det er jeg rigtig glad for nu her bagefter.

Jeg lå vel i en times tid sådan med de veer. Pludselig gik vandet kl 11.10 i et ordentlig sprøjt, nok en halvanden meters penge. Lige ud over den kravlegård jeg lige havde gjort klar til den lille. Nå pyt med kravlegården, det vigtigste for mig var at vandet var klart! Sikke en lettelse. Jordemoderen fortalte bagefter at hun havde sat sig strategisk sådan at hun ikke ville blive ramt for hun viste godt at det ville gå i et ordentlig sprøjt. To rigtige presseveer senere kl 11.14 kom vores skønne datter til verden. Min mand tog imod hende som han også gjorde med vores ældste datter og som det også var meningen han skulle gøre med vores mellemste. Hun lå længe hos mig og ville hurtigt sutte. Hendes navlestreng blev klippet af den stolte far efter den havde stoppet med at pulsere. Jordemoren blev et par timer, det var så hyggeligt bagefter at snakke med hende både om denne fødsel og min søns fødsel tre år tidligere. Vi spiste boller og kage alt imens min datter lå ved mit bryst. Det var skønt med roen og en jordemoder der ikke havde travlt. Min datter fik lov at ligge ved mit bryst indtil hun selv slap og først her blev hun undersøgt og målt og vejet. Verden var nu blevet et styks helt perfekt lille baby rigere. Min far kom ved 13-tiden og fik også lige hilst på jordemoderen inden hun fik et ordentlig farvelkram og blev sendt af sted til resten af hendes døgnvagt. Mine forældre tog så ned og hentede de to store kl 14 da den ældste havde fri fra skole og de kom hjem og så deres dejlige lillesøster for første gang. De havde jo ingen anelse om hvad de kom hjem til, så det var en dejlig overraskelse. Vi nød resten af dagen i sengen med vores lille nye familiemedlem og farmor og farfar kom også og så den lille solstråle. Lige nu mens jeg skriver har jeg det største smil på læberne og ser tilbage på den mest fantastiske oplevelse