Category

Graviditet og fødsel

Category

Fødselsfredag – med et valg hun selv traf

Kan I huske i sidste uge, da vi kunne læse om en kvinde som sådan skammede sig over sin krop, fordi hun endte med at føde sit barn ved et akut kejsersnit? Hun lovede jo at fortælle videre, om sin fødsel nummer to, som desværre lignede storesøsters fødsel en del. Alligevel endte den med, at kvinden følte sig glad og stolt og dét synes jeg simpelthen er så sejt!

Vores store piges noget turbulente fødsel (som I kan læse om HER) og måneder efterfølgende med en meget sur og vred baby, der kun sov ganske lidt i dagtimerne og slet ikke om natten, tog nærmest modet fra os begge. Hun var konstant sur, skreg det meste af dagen og var generelt aldrig helt tilfreds. Der var kun meget få mennesker, der kunne tage hende, uden hun skreg og opstarten i dagpleje var et mareridt, da hun slet ikke kunne holde til forandringer. Først som 2,5 årig kunne fremmede henvende sig til hende, uden det udløste gråd og efter børnehavestart gik hendes udvikling for alvor i den gode retning. Hun blev stemplet som særligt sensitiv, men faktisk er jeg overbevist om, at den noget kaotiske fødsel, har gjort noget ved hende. Derfor fik jeg også med det samme en tid til før-fødsel samtale, da jeg blev gravid igen, hvor der skulle lægges plan for næste babys ankomst til verden.

Jeg ville ligesom sidst, hvor det endte i akut kejsersnit, rigtig gerne føde selv, men var indstillet på, at kejsersnit meget muligt kunne komme på tale. Ved midtvejsscanningen, var vi til lægesamtale, men denne læge var dog på intet tidspunkt tilhænger af kejsersnit og havde jeg ikke prøvet helle møllen før, havde hun helt sikkert skræmt liver totalt af os.

Igen havde jeg termin i december, og i starten af måneden er vi til vægtscanning og derefter samtale om det videre forløb, hvor vi sammen med lægen beslutter at give lillebror en uges tid mere, og ellers får vi tid til planlagt kejsersnit en uges tid før termin.

D. 14.12 vågner jeg tidligt, (de næste mange linjer er nærmest copy paste af storesøsters fødsel), jeg har veer, men de er uregelmæssige og bider ikke ordentligt til. I løbet af eftermiddagen kommer der mere gang i den, stadig meget uregelmæssigt, men de er lange og gør ondt. Ved 21-tiden ringer jeg til fødegangen, hvor jeg faktisk er ret opgivende, da det er totalt flashback og jeg tydeligt fornemmer, at det her blir præcis som for 6 år siden. På grund af min fødeplan med tid til planlagt kejsersnit får vi lov til at blive indlagt, og efter en undersøgelse kan jordemoderen konstatere at jeg ikke har åbnet mig så meget som en millimeter og der stadig er godt med livmoderhals tilbage. Der falder jeg helt sammen. Klokken nærmer sig midnat, jeg har snart haft veer et døgn og min dumme, dumme krop kan endnu engang ikke finde ud af det her.

Jeg tager, helt enerådigt, beslutningen om, at lillebror skal ud nu, så vi bliver gjort klar og kommer på operationsstuen. Stemningen er så fin, det er blevet d 15.12, operationsholdet er et gammelt, garvet team, der synes det er fantastisk at skulle modtage en ny verdensmand sådan en decembernat.

Kl 02.23 er vores lillebror ude, han har lidt væske i lungerne, men er ellers sund og rask….. Jeg er i dag SÅ glad for den beslutning jeg tog den nat, modsat storesøster har lillebror ikke været presset og stresset, hans ankomst til verden blev rolig og vi har i dag den gladeste og mest tilfredse dreng på 9 mdr.

Fødselsfredag – med følelsen af skam

Tænk sig, at en fødsel kan ende med, at den fødende kvinde skammer sig over sig selv. Ikke over sin opførsel eller over hvordan hun måtte have set ud undervejs. Men over sin krops præstation, som ikke blev, som hun havde håbet. Jeg forstår det på en måde godt, men for fanden, hvor gør det mig ked af det at være vidne til, ved at læse en beretning som denne. For alle fødende kvinder er seje. Alle. Selvfølgelig også dem, som får et kejsersnit.

Dec. 2010 – jeg er højgravid og med termin 14 dage før jul, vil jeg virkeligt gerne have gang i fødslen. Egentligt har det været en fin graviditet, men med en 25 kgs vægtøgning føler jeg mig mest af alt, som en elefant efterhånden.

Jeg har et stort ønske om at føde naturligt og i vand, og glæder mig faktisk til den oplevelse.

D. 9.12, vågner jeg tidligt ved en del smerter og jag i lænden, men ikke noget jeg ikke kan udholde. Jeg skal til jordemoder samme dag, og selvom hun kan fornemme jeg har veer, er jeg dog overhovedet ikke åben, ligesom der også er flere cm livmoderhals tilbage. Dagen går og veerne tager til, men er dog meget uregelmæssige.

Min mand kommer hjem sidst på eftermiddagen, og vi lægger os på sofaen og forsøger at hvile så meget som muligt. Ved 22-tiden ringer jeg til fødegangen, mine veer er på ingen måde regelmæssige, men de er kraftige og varer 1,5-3 min af gangen. Selvom jeg kan fornemme på den jordemoder jeg snakker med, at hun ikke helt tror på det, bliver vi tilbudt at komme til tjek. Vi bliver indlagt kort efter ankomst, da de kan se, mine veer er kraftige og meget smertefulde. Jeg får flere forskellige slags smertestillende, kommer i badekar, men intet hjælper. Tidligt fredag morgen er jeg efterhånden så udmattet af veer, der kommer som perler på en snor og som varer ca 2 min af gangen – og indtil videre kun har åbnet mig ca 4 cm. Jeg får en epidural og sover det meste af formiddagen. Til middag bliver jeg igen undersøgt, baby har det godt, men der er ikke sket noget som helst, plus at der faktisk stadig er livmoderhals, der ligger og spærrer. Der bliver sat vedrop og taget nogle blodprøver, for at sikre, at baby er okay.

Nu går nogle timer, hvor de skiftevis skruer op og ned for droppet. Babys hjertelyd dykker når de skruer op, mine veer går i stå, når de skruer ned.

Sidst på eftermiddagen, mere end et døgn efter veerne startede, er jeg udvidet ca 5-6 cm med en kant af livmoderhals, og min krop er ved at være segnefærdig af træthed. Jeg har snart prøvet alle mulige og umulige stillinger, da de har en ide om, baby ikke ligger helt rigtigt, og derfor ikke trykker på de rigtige “knapper”.

Omkring kl 18 tager de endnu en skalp-ph på baby, som begynder og vise lidt stress. Jeg kommer op og sidde baglæns på en stol, hvorefter hjertelyden dykker voldsomt – herfra går det rigtig stærkt. Jeg bliver smidt over i sengen igen, der bliver tilkaldt den læge, som har tilset mig hele eftermiddagen, og det bliver besluttet, at der skal laves akut kejsersnit NU.

I løbet af få minutter er vi 10-12 mennesker på stuen, min mand er iført op-tøj og jeg bliver kørt over gangen til operationsstuen, hvor de meget hurtigt får taget vores datter ud. Hun kommer ud med grønt fostervand, men er ellers helt upåvirket og har det godt. Hun stod i høj lige stand, hvilket gjorde, hun ikke kunne rotere gennem bækkenet og ud. Dette fandt de først ud af, da hun kom ud.

36 timer tog det, og jeg endte alligevel ud i kejsersnit. Det værste efterfølgende var faktisk, skammen over ikke at kunne føde selv. Ikke kunne noget, som burde være så naturligt. Der gik måneder før jeg, uden at græde, kunne fortælle at fødslen endte i et akut kejsersnit. Det forløb var så hårdt både fysisk og psykisk, at jeg lovede mig selv, vi ikke skulle have flere børn. Det kæmpe nederlag, det var, ikke at kunne føde selv, kunne jeg slet ikke overskue at skulle igennem igen. Alligevel får I – i næste uge – lillebrors fødselsberetning, som dog desværre ligner storesøsters temmeligt meget.

Fødselsfredag – anderledes end forventet

Kvinden skrev sådan her: Min fødselsberetning starter lidt før selve fødslen. Det er lidt grænseoverskridende at skulle dele denne på en måde fantastiske, men også private oplevelse, her på domænet, men jeg har simpelthen haft så meget gavn af at læse fødselshistorier på Canas blog, at jeg føler at jeg bliver nød til at dele min historie, hvert fald hvis den bare kan hjælpe en anden kvinde. 

Kæft, hvor det gør mig glad at læse! At tanken bag at dele én fødselsberetning hver fredag, faktisk “virker” efter hensigten. At vi kan få udbredt kendskabet til diversiteten i fødsler og fornemmelsen for, at det ikke altid er fødslens forløb, der afgører om den har været en god eller dårlig oplevelse.

I de sidste måneder af graviditeten havde jeg gjort mig mange forventninger til hvordan fødslen skulle gå. Jeg var faktisk hverken bange eller nervøs. Jeg havde både gået til graviditetsyoga og læst bogen Smertefri fødsel, så jeg følte, at jeg havde forberedt mig bedst muligt.

Til en af de sidste kontroller ved min konsultationsjordemoder snakker vi om fødslen. Her fortæller jeg, at jeg gerne vil i vand, undgå igangssættelse og så vidt muligt enhver medicinsk indblanding.

Min terminsdato kommer og går. Op til terminen har jeg været meget træt og besværet af smerter, men samtidig med at forårssolen springer frem vender mit overskud tilbage. Jeg går ture hver dag, laver mad og føler mig bare generelt mere som mig selv. På det tidspunkt er jeg ikke utålmodig endnu. Jeg er selv født overtid, og lillepigen i maven er til den lille side, så jeg siger til mig selv at jo længere tid i maven jo bedre.

Da det bliver weekend før 1. overtidsvurderingssamtale rammer utålmodigheden mig og jeg er fuldstændig tudefærdig over at jeg ikke ”får lov” til at gå i fødsel selv. Jeg er 41+2 og vil bare ha’ baby ud nu. Min kæreste trøster mig, og siger som han har sagt hver dag siden terminsdatoen, ”Nu tror jeg snart der sker noget”.

Om natten til mandag, hvor jeg er 41+3 starter veerne endelig. Jeg er ovenud lykkelig. Yeah. Kl. 4.30 starter de, og er faktisk rimelig hurtig regelmæssige, så jeg står op 5.30 tager tid og går i brusebad. Selvom veer varer et minut og kommer ca. hvert 6 minut, så bliver tiden imellem ikke kortere, så vi beslutter os for bare at vente til vores overtidsvurderingsamtale på sygehuset og høre hvad hun siger der.

Til samtalen bliver jeg først skannet og derefter tjekket af jordemoder. Vores pige har det godt inde i maven. Jeg er 1 cm åben, med kun 0,5 cm livmoderhals tilbage, så har veerne virket lidt. Veerne er nu længere tid i mellem, men jordemoderen virker overbevist om at hun nok skal komme indenfor 24 timer. Jordemoder laver hindeløsning, som skubber noget til de veer jeg allerede har. Dog fortsætter veerne natten igennem og dagen efter kommer de med 8-10 min. interval og varer ca. 1,5 min nogen gange 2 min.

Om aftenen 41+4 er jeg ved at være færdig. Jeg har nu haft veer i halvanden døgn de er bare ikke blevet regelmæssige endnu. Jeg var klar til at ringe til fødegangen bare for at få noget medicin så jeg kunne sove, men min kæreste bliver oppe om natten med mig for at give massage og støtte og det hjælper mig igennem den 3. nat med veer og ingen søvn.

Onsdag 41+5 har vi til 2. overtidsvurdering kl 9.15. Jeg er 3 cm åben og ingen livmoderhals, jeg bliver derfor tilbudt at de kan tag vandet. Selvom jeg havde håbet at være længere fremme, så er jeg glad for at der ikke behøves medicinsk igangssættelse. De har ikke tid på fødegangen til at tage vandet der, så vi bliver sendt hjem med en sovecocktail så jeg kan få slappet af og så vil de ringe, når der var tid på fødegangen.

Sovecocktailen virker ikke, da veerne bliver kraftigere, og vi bliver allerede ringet tilbage om eftermiddagen. Jordemoder tjekker mig. Jeg er nu 5 cm åben. Ca. 17.45 tager de vandet og beder os enten tage hjem i et par timer eller gå en lang tur. Jeg kommer dog ikke længere end ned af briksen før veerne tager til. Vi går ud i venteværelset og prøver at gå ud af døren. Jeg siger dog hurtigt til kæresten at det ikke kommer til at ske for veerne skyller ind over mig uden pause. En jordemoder ser os i venteværelse og kan godt se at jeg er hårdt ramt. Hun tilbyder at finde en varmepude og vil få en jordemoderstuderende til at forberede en fødestue.

Varmepuden når jeg ikke at se, men bliver vist hen til en fødestue kort efter. Jeg går direkte ud på badeværelse smider tøjet og går under bruseren. Det har hjulpet de andre dage, men efter ca. 10 minutter begynder veerne at føles anderledes. Jeg tror jeg skal ja skide, men der kommer ikke noget ud, når jeg sidder på toilettet, så med lettere panik i min stemme, råber jeg til kæresten, at han skal kalde jordemoderen NU for jeg har pressetrang. Jeg kommer op på briksen og Jordemoderen undersøger mig. På den korte tid siden de tog vandet har jeg nu udvidet mig til 7 cm åben (det er 30 min side de tog vandet). Jeg går i panik, da jeg jo ”ved” at man ca udvider sig 1 cm i timen, så det eneste jeg tænker på det er at jeg skal ha veer i 3 timer med pressetrang uden at må presse. Veerne skylder ind over mig og jordemoderen siger at jeg ikke kan komme i badekar, da det går så hurtigt, og de vil gerne ku holde øje med baby. Jeg gisper det bedste jeg kan under veerne og klynker efter en epi. Min kæreste sidder på den ene side og jordemoderen på den anden og gisper med mig for at jeg kan holde vejrtrækningen.

Efter 3 dage med veer er jeg træt og vil bare gerne ha en ”pause”. Jordemoderen begynder at forklare bivirkningerne ved en epi, men jeg får så hurtigt veer, (ca. 6 veer pr 10 min) at hun siger, at de ikke kan nå at ringe efter en epi. Hun spørger om jeg vil ha’ lattergas, som jeg takker ja til, for jeg vil bare gerne ha’ et eller andet der kan hjælpe nu.


Læs også: Fødselsberetningen om at miste sig selv i 3,5 liter blod


Lattergasen virker fantastisk, den tager ikke smerterne, men fjerner min panik, så jeg har lettere ved at gispe mig gennem veerne, hvor jeg hurtigt udvider mig det sidste. Lige pludselig er der ro på stuen, jordemoderen og jordemoderstuderende står der nede og smiler. Lettere omtumlet fjerner jeg lattergas-masken og spørger ”Må jeg presse nu?”, og de bekræfter begge to, at jeg gerne på begynde at presse med på veerne. Det er en stor befrielse at få lov til at presse, og det går slet ikke så ondt som de andre veer. Efter 4-5 presseveer er vores fantastiske pige ude. Hun er født 20.16 knap 2,5 time efter de tog vandet.

Det blev en fødsel, der var helt anderledes end forventet, hvor jeg slet ikke fik ”lov” til at følge den fødselsplan vi havde planlagt hjemmefra, men jeg synes stadig det var en go’ fødsel pga. den fantastiske jordemoder, jordemoderstuderende og ikke mindst den fantastiske hjælp min kæreste gav mig under fødslen.

Fødselsfredag – uopdaget sædestilling

Først da kvinden var 9 centimeter åben, gik det op for jordemoderen, at baby lå med numsen ned og kvinden blev stillet med valget imellem kejsersnit og vaginal fødsel…

Søndag d. 9. juli 2017 er jeg 9 dage over termin med mit første barn og dagen efter skal jeg til tjek på sygehuset. Jeg har forsøgt med alle mulige midler at få sat skub i fødslen, men baby nægter at komme ud. Søndag eftermiddag får jeg så min kæreste med ud på en 12 km cykeltur til trods for, at jeg ikke har været særlig aktiv gennem graviditeten – jeg tænker, at det da må sætte skub i noget. Vi har været tidligt oppe denne dag og går derfor i seng allerede omkring kl. 21.30. Kl. 21.15 får jeg et voldsomt jag om i lænden (som viser sig at være en ve), men jeg ligger ikke noget i det til at starte med. Da jeg kommer op i sengen får jeg yderligere to veer og herefter begynder jeg at tage tid på dem. Jeg står op og fortæller min kæreste, at vi nok snart skal være forældre. Jeg bruger en varmepude som smertelindring og fortsætter med at tage tid på veerne som gennem aftenen og natten tager til i styrke og smerte.

Kl. 00.37 ringer jeg til fødegangen første gang, selvom veerne ikke er helt regelmæssige. De opfordrer mig til at se tiden an et par timer endnu, hvilket jeg så gør. Jeg ringer til dem igen kl. 4.32 og siger, at det efterhånden er ulideligt og at veerne primært ligger mellem de 3-4 min, men at jeg også har en del ”afstikkere” og derfor er usikker på, hvor langt jeg er i processen. Jordemoderen, jeg snakker med, er stadig ikke overbevist om, at jeg er nær en fødsel, så hun synes, jeg skal give det en time mere, så jeg ikke skulle risikere en køretur blot for at blive sendt hjem igen. Jeg går derfor i bad, siddende på en stol, imens min kæreste skyller mig med vandet. Her er jeg ca. 30 min før jeg ikke kan mere. Min kæreste siger, at nu kører vi! Kl. er nu 5.30 og jeg ringer til fødegangen og siger, at vi er der 25 min senere. Kl. 6.10 bliver jeg undersøgt og jordemoderen kan til min glæde fortælle, at jeg allerede er 7 cm åben. Jeg kommer derfor på en fødestue med det samme, hvor jeg kommer i karbad, efter mit eget ønske. Dette hjælper en del på mine smerter, men efter ca. 30 min tømmer karret sig selv og jeg kommer derfor ud i bruseren, hvilket ikke har helt samme effekt. Jordemoderen får dog gang i karret, som jeg glædeligt hopper i igen. Imens jeg ligger her, får jeg akupunktur i hænder, ansigt og hovedbund. Efter en times tid undersøger hun mig og prikker hul på vandet., da det ikke selv er gået. Hun kan dog ikke komme ordentligt til, når jeg ligger i vandet, så hun beder mig komme op på briksen, hvor jeg får lattergas. Lattergassen hjælper mig ikke synderligt udover at jeg får slappet en smule af i kroppen, og det eneste jeg tænker på er, at jeg gerne vil i vandet igen. Hun undersøger mig og fortæller, at jeg er 9 cm åben, men at hun har en mistanke om, at baby ligger i sædestilling. Hun kalder derfor en læge ind, som skal scanne mig – og ganske rigtigt ligger baby med måsen nedad. Jeg begynder at græde og kan på ingen måde overskue situationen. Lægen fortæller fordele og ulemper ved både vaginal fødsel og kejsersnit, og da jeg er ude af stand til at tage en beslutning, siger min kæreste, at det skal være et kejsersnit. Jeg nikker blot. Lægen siger, han vil sætte det i gang og beder jordemoderen om at give mig noget vehæmmende. Narkoselægen kommer derfor ind kort tid efter og spørger, hvornår jeg sidst har spist – hvilket jeg har 4 timer forinden. Hun fortæller, at man jo helst skal være fastende i 6 timer og derfor vil de først lave kejsersnittet to timer senere. Hun kommer dog ind igen kort tid efter og fortæller, at de vil lave det med det samme trods lidt mad i maven, da jeg allerede er så langt i fødslen og har begyndende presseveer. Jeg bliver lettet og slapper lidt af i kroppen – både over beskeden men også over, at veerne ikke længere er så hyppige pga. det vehæmmende, jeg havde fået. Der går dog ikke mere end to minutter, så kommer jordemoderen ind og fortæller, at der er kommet en patient, der skal opereres før mig, og at der derfor vil gå 1-2 timer inden, jeg kan komme til.  Hun siger også, at jeg godt kan føde vaginalt, hvis jeg ikke har mod på et kejsersnit – og at jeg i så fald vil få vedrop for at få veerne tilbage på rette spor. Uanset hvad synes hun, at jeg skal presse med på veerne, når kroppen giver tegn til det.

Da det vehæmmende stopper med at virke, får jeg en del presseveer og min krop tvinger mig til at presse. Smerterne er voldsomt store og det eneste smertestillende jeg får, er lattergas. Jeg kan ikke få andet, da jeg er for langt fremme i fødslen. Jeg giver et skrig, hver gang en ve rammer mig, og min kæreste har efterfølgende fortalt, at det skar ham så dybt i hjertet, at han var på randen til at græde. Lægen kommer ind og beder jordemoderen om at give mig et skud vehæmmende mere. Jeg klarer mig med nød og næppe gennem de næste to timer med hjælp af min kæreste og lattergassen – som ikke hjælper på smerterne, men får min krop til at slappe en anelse af. Lægen kommer ind og jordemoderen fortæller, at hun har bedt mig om at presse med, og at hun kan se, at baby faktisk kommer længere og længere ned. Lægen siger til mig, at jeg godt kan, men at baby i så fald skal være ude i løbet af 30 min grundet sædestillingen – og at han ikke vil give mig vedrop, da det kan ødelægge mine gode veer. Jeg får fremstammet, grædende, at jeg ikke kan mere og han sætter gang i et kejsersnit med det samme.

Jeg bliver kørt ind til operation, hvor der er, hvad der føles som, 20 mennesker omkring mig, som alle fortæller, hvorfor de er der. Jeg får lokalbedøvelse  i ryggen og efter at baby er blevet skubbet godt op i maven på mig nedefra, kommer han langt om længe ud med et højt skrig mandag d. 10. juli 2017 kl. 12.25. Han bliver ført ind i et andet rum med min kæreste, mens lægerne lapper mig sammen. Efter 5-10 min. kommer min kæreste ind med vores lille nyfødte søn på 51 cm og 3720 g.

15 timer med veer og et akut kejsersnit senere møder jeg min mindste største kærlighed for første gang. Så selvom fødslen langt fra gik, som jeg havde tænkt og var langt hårdere, end jeg nogensinde havde troet, så var det det hele værd. Vores lille baby vi havde ventet på i 9 mdr. var endelig kommet til verden.

Jordemoderonsdag – historien om de der twix

Hvordan vi overhovedet kom dertil, ved jeg faktisk ikke, men åbenbart havde jeg fortalt den søde journalist, der havde interviewet mig forud for min deltagelse i tv-programmet SåDanmark (som blev sendt i mandags og som kan ses gratis HER), om dengang jeg kom til at spise 7 pakker twix. Altså, 14 chokoladebarer. På langt under en time. Som jeg altså pludselig også fortalte på fjernsyn. Landsdækkende, vist endda.

Rigtigt mange gravide oplever at få forskellige cravings i løbet af graviditeten. Citrusfrugter, ofte. Eller lakrids. Chokolade. Syltede ting eller dén der helt særlige bøf, som man kun kan få på den dér helt vildt særlige restaurant, eller hvad det nu end måtte være.

Det er helt almindeligt og så længe éns craving handler om gængse madvarer, er der ingen ko på isen. Lyt efter og prøv på at opveje din craving, således du spiser lidt ekstra grøntsager og mindre af alt det andet på andre tidspunkter, hvis du craver flødeskumskager til frokost hver dag. Nogle kvinder oplever også at få helt andre og ganske bizarre cravings; kridt, for eksempel. I de tilfælde kunne det formentlig være en god idé lige at slå et smut ind forbi egen læge og få taget nogle af de gængse vitamintal, da der formentlig ligger én eller anden ubalance i kroppen (som ikke alene skyldes at der bor et fremmed menneske – måske endda af et andet køn – inde i én), som måske let kan kureres med et kosttilskud, så man slipper for at gå og spise tavlekridt eller jojobasalt.

For mit eget vedkommende, som det i virkeligheden skal handle om i dag, cravede jeg egentlig ikke som sådan chokolade. Eller twix. Det skete ligesom bare.

Det var en eftermiddag, hvor Thomas var taget afsted mod et spillejob i Jylland og jeg sad foran computeren og streamede ét eller andet ligegyldigt tv. De Unge Mødre, som jeg lappede i mig dengang da jeg selv “kun” var 24 år og gravid med første barn, gætter jeg på. Vi havde for nyligt være i IKEA, hvor vi udover at købe en hæslig uro, som sidenhen kom til at hænge over puslebordet, erhvervede os én af de der 10-pak twix, som altid ligger og frister oppe ved kassen, til stort set ingen penge. 10 pakker twix, som nu lå og ventede ud i køkkenet.

Jeg listede, så elegant som den slags nu lader sig gøre, når man er gravid i uge 26 og i øvrigt har bækkenløsning, ud i køkkenet efter en enkelt til at hygge mig med foran skærmen. Og spiste den nærmest allerede på vejen derind. Jeg måtte have én mere.

Måske skulle jeg bare tage pakken med ind til bordet? Ja, det ville nok være nemmere. Mit bækken havde virkelig heller ikke nemt ved hele tiden at komme op og ned fra stolen, så det var nok at foretrække. Altså, hvis nu jeg skulle få lyst til bare én mere. I ved, én til mig, én til baby og én mere til mig. Eller altså, to hver gang, som det jo er med twix.

Lige pludselig kunne jeg høre nogen fumle nede ved døren. Hvem fanden var det?!

“Heeeej!” sagde hans glade stemme. “Jeg havde lige glemt min capo”. Det var Thomas. Jeg kiggede forfærdet rundt. Hvad havde jeg dog gjort?! Der lå knitrende papir i guld spredt ud over hele bordet og lidt på gulvet og jeg sad dér med chokoladefedtede fingre og fråde om munden og havde ikke fattet hvad der var sket.

Jeg havde spist syv fucking pakker i løbet af no fucking time. Syv pakker.

Jeg tror muligvis at Thomas grinede lidt af mig, men jeg husker faktisk ikke andet end skammen og kvalmen, som væltede ind over mig i det øjeblik jeg tog mig selv på fersk gerning i en sukkerrus fra helvede, som sendte mig direkte på hovedet i seng. Kæft, hvor var jeg dårlig.

Så altså, det er helt fint som gravid at have specielle cravings, på specielle tidspunkter, men lad nu bare være med at spise syv pakker twix på én gang. Det gør virkelig ikke noget godt for nogen 😉

Fødselsfredag – en tåreperser!

Heldigvis er det ganske sjældent det sker, men ind i mellem ender en fødsel med, at mor ikke er til stedet i andet end fysisk form, når barnet fødes, fordi hun er lagt i fuld bedøvelse. Det sker kun når det enten ikke er muligt at lægge en spinal bedøvelse eller hvis det skal gå usædvanligt stærkt, fordi man – altså, lægerne – er bekymret for om baby kan tåle at være i maven de minutter ekstra det tager, at anlægge blokaden, frem for at lægge kvinden i fuld bedøvelse. Desværre skete det for kvinden, som har skrevet denne uges fødselsberetning og som sidenhen har haft noget af et forløb, som i hvert for mig, fik tårerne til at presse sig usædvanligt meget på!

Hun fortjener verdens største og blødeste kram <3

Jeg blev gravid tidligt i 2014 og kløede på med arbejde og motion, som om intet var hændt, og var nok lidt hård ved mig selv i perioder. Mit ugentlige break var graviditetsyoga med flere indslag om fødslen; det var bare så godt. For en kontrolfreak som mig, der nu nok mente at jeg burde kunne klare sådan en fødsel, men som samtidig frygtede både fødslen og den første del af moderskabet lidt, var det lige sagen. Og da vi nåede terminen i december 2014 følte jeg mig så klar til at arbejde med vejrtrækning, aktive fødestillinger og alt det andet i de mange timer, det jo nok ville komme til at vare. Jeg så med stolthed frem til at føde ”selv”. Både min mor og min søster havde fået kejsersnit. Ikke noget jeg på nogen måde har set ned på, men med min sundhedsfaglige baggrund kendte jeg godt til alle fordelene ved naturlig fødsel, og jeg glædede mig usigeligt til det øjeblik, hvor det hele var overstået og min lille dreng kunne komme op på mit bryst. Og sammen glædede min mand og jeg os til de første dage på hospitalet med fuld forplejning og god tid til hinanden, og ikke mindst til ”fødselsdagsbakken” med saftevand og ristet brød, som vi havde hørt så meget godt om.

19.december forlod jeg strikketøjet og juleradioen på sofaen og tog til jordmoder, tre dage efter termin. Alt så fint ud, og hun tilbød at lave hindeløsning. Jeg var da 3-4 cm åben, hindeløsningen blev lavet, og jeg blev sendt hjem med besked om, at det godt kunne nive og bløde lidt, men at vi sagtens kunne nå om på den anden side af julen før der skete noget.

Ganske rigtigt nev det i dagens løb, men det føltes ikke som veer… eller som de kraftige plukveer jeg havde døjet med de sidste måneder af graviditeten.

Da min mand og jeg gik i seng samme aften mente jeg nu nok, at noget måtte være i gang, men tænkte, at det kunne jeg selv lige ligge og arbejde med, så min mand kunne få noget ro og søvn. Jeg tog tid på veerne; uregelmæssige og korte, men de gav mig ingen søvn, så jeg lå og praktiserede yogavejrtrækning og forsøgte at slappe af i kroppen. Ved vel omkring 6-tiden om morgnen syntes jeg, jeg begyndte at bløde en del, så jeg vækkede min mand og ville ringe til fødegangen for lige at høre. De ville gerne se os, og da vi begyndte at gå rundt og pakke vindruer og juice og de andre småting, der manglede, gik veerne helt agurk. De kom hele tiden, og jeg kunne ikke længere holde den gode yogavejrtrækning. Jeg blev vist lidt ynkelig, og guderne må vide hvordan jeg fik skrabet mig selv op og ud i en taxa.

Det var en lettelse, da vi kort efter trillede ned i p-kælderen på hospitalet. Humøret dalede igen, da der ikke var en ledig kørestol til mig, og den lange gang måtte tilbagelægges med hyppige hvil opad væggen. Da vi endelig nåede fødegangen og jeg blev undersøgt, var jeg 8 cm åben og kom straks på en fødestue. Jeg glemte alt om at frabede mig studerende på stuen, lukkede øjnene og forsøgte bare at trække vejret, slappe af i kroppen, og glædede mig til at få fødslen overstået, lykkelig over, at jeg med 8 cm vel ikke kunne have langt igen. CTG og skalp-ph så ikke optimale ud, og relativt hurtigt blev akut kejsersnit besluttet. Lidt skuffet var jeg vist allerede der, men sådan var det; skulle lillemanden ud nu, for at have det godt, var det jo bare sådan det skulle være. Da vi kort efter kom ned på operationsstuen, var jeg 10 cm åben, men man vurderede at der ville gå for længe, og gik videre med kejsersnittet. Man forsøgte at lægge epiduralblokade, men den virkede ikke, og jeg blev lagt i fuld bedøvelse……

….. og vågnede op mere groggy end nogensinde før i mit liv, og så stod min mand med lillemanden i armene. Den lille mand fik straks tøj og dyne af og kom over til mig og jeg vågnede langsomt op.

Det viste sig, at jeg havde været ualmindelig svær at vække af narkosen. To timer var der gået, fra lillemanden kom ud, til jeg endelig vågnede. To lange timer for min mand, der havde været alene med alle oplevelserne og vores lille baby, og som givetvis har været bekymret for mig, der ikke vågnede… og som trods alt også var vågnet for knap 4 timer siden til nyheden om, at veerne var i gang, og at vi snart ville blive forældre. Men så hurtigt og voldsomt havde han vist ikke forventet, det ville gå.

Fødselsdagen forløb med barselsbesøg af familien og pludselg var det aften, tid til lidt mad og lidt søvn.

Dagen efter vågnede min mand med angst. Han havde haft angst nogle gange før i årene før, begge gange noget han kom over i løbet af uger til måneder med medicinsk behandling og psykologhjælp, men forpint så længe det stod på. Naturligvis. Så hele den her dag henstår i tåger. Han kørte lidt rundt med lillemanden i vuggen på gangene på hospitalet, mens jeg hvilede mig; han var nød til hele tiden at holde sig i gang, for at kunne holde det ud. Og han ringede til venner og fik dem til at køre ham lidt rundt i bil for at få tiden til at gå. Og jeg lå alene og fortvivlet på stuen med lillemanden og blev bekymret for den kommende tid. Jeg kan næsten ikke huske den dag. Dum dum kombination af noget meget lykkeligt og noget meget ulykkeligt. Vi spurgte forsigtigt personalet på barselsgangen, om der var nogen hjælp at få til en far med hvad der vel må være en akut efterfødselsreaktion, men der var intet. Ikke engang et telefonnummer til psykiatrisk skadestue kunne de formidle.

På en eller anden måde kom vi igennem aftenen og natten, og da lillemanden om morgenen vægtmæssigt lå næsten lige akkurat på grænsen for, at det var ok, at vi blev sendt hjem, tog vi hjem. Jeg havde sådan en lyst til at bede om en dag mere på hospitalet, men turde ikke spørge. Jeg havde behov for at blive passet lidt på, og for i det mindste at have muligheden for hjælp og støtte ved behov, vel vidende at min mand ikke ville kunne rumme meget andet end sig selv, når vi kom hjem. Jeg var nervøs for, om vi ville få noget at spise; min mand mister fuldstændig appetitten, når han har angst, og jeg kunne huske fra fødselsforberedelserne hvor vigtig hvile, ro og mad og drikke var for at etablere amningen.

Dagen efter, dagen før juleaften, fik vi besøg af sundhedsplejen, som tog sig god tid til at tale med mig. Min mand havde på ganske mirakuløs vis fået en akut psykologtid, og med samtidig opstart af medicin igen, fik vi humpet os igennem de første dage, der skulle have været så anderledes. Jeg er klar over, at man næppe kunne have forventet lyserøde skyer og evig lykke og ingen bekymringer, men akut angst havde vi ikke just forventet. Min mand endte med at få lov til at holde 4 ugers barsel i stedet for 2, da han blev sygemeldt i de 2 første. Så vi endte med at have en god første måned med lillemanden og fandt stille og roligt vores egne ben.

Angsten kiggede frem igen, da  min mand 9 måneder efter startede sine 3 måneders barsel og jeg startede på job igen. De store skift i livet og hverdagen kan virkelig være en udfordring for psyken… men det er en helt anden historie.

Først lidt senere kunne jeg mærke min egen reaktion på det hele ifm fødslen og de første dage. Én ting var min mands angst og at han dermed ikke kunne tage sig af mig og lillemanden den første tid, som jeg havde forventet og ønsket. Han skulle jo have været den, der sørgede for at jeg fik mad og drikke, og ham der skulle have sørget lidt for hjemmet og et fyldt køleskab, så jeg bare kunne ligge hud mod hud med lillemanden. En anden ting var alt det omkring kejsersnittet og den langvarige narkose.

Jeg har det helt ok med, at det blev et kejsersnit, men jeg ville nu gerne have oplevet at føde. Det er mere det med, at jeg ikke var med, at jeg ikke var der. Jeg fik ikke lillemanden op til mig med det samme, jeg hørte ikke da han græd, jeg var ikke med da han blev målt og vejet, vi lå ikke hud mod hud før flere timer efter fødslen … jeg gik glip af de første to timer! Det er så længe. Jeg føler mig så snydt. Det gør jeg stadig den dag i dag. Jeg genser de små filmstumper af den første undersøgelse på operationsstuen med min lille helt nye baby, som min mand optog, igen og igen og ville ønske, jeg havde været der.

Og jeg bliver så ked af det ved tanken om alt det, der gik skævt i dagene på hospitalet, og at de dage næsten er glemte. Det kan jo skyldes mange ting, men den manglende helt tidlige hud-mod-hud kontakt og alt uroen i de første dage og uger, tænker jeg, spiller uden tvivl en rolle ift den amning, der gik i vasken efter få uger.

Jeg skrev om forløbet, primært vedr. min mands angst, men også den lidt voldsomme fødsel vi ikke fik talt ordentligt igennem med personalet på barselsgangen, til hospitalet. Ikke for at klage, men for at gøre dem opmærksomme på hvor fortvivlede man føler sig, når man er helt nye forældre og har akut brug for psykiatri- eller psykologhjælp, men der ikke er hjælp at hente. Vi blev kaldt til en rigtig fin samtale med afdelingsledelsen; det var rigtig rart at blive hørt og taget alvorligt. Vi lærte, at vi en anden gang nok også selv skal stille flere krav og være mere åbne om vores problemer og behov… være bedre til at bede om hjælp og kalde på personalet. Så må vi se, om der bliver en anden gang.

Så det var selve fødselsberetningen. Efterhånden gik alt jo fint. Lillemanden er vokset fint op som flaskebarn. Han var ikke en særlig sovende baby, men ellers nem, og jeg nød min barsel med en dejlig mødregruppe. Jeg fik flere besøg af sundhedsplejersken end normalt, pga lidt problemer med lillemandens vægtøgning og nok også fordi sundhedsplejersken kunne mærke, at jeg havde brug for at læsse af om forløbet. Min tidligere yogalærer var også vældig sød til at lytte til mig og give mig gode råd i det tidlige forløb via email, og min søster var en god instruktør ift at finde den helt rigtige sutteflaske og få dét til at fungere.

Så undervejs, også i årene efter, har der været hjælp nok at hente ved behov. Man kan jo altid spørge. Men der er én person, som jeg så gerne ville have kunnet spørge til råds, som jeg ikke har kunnet spørge.

I årene før jeg blev gravid stod det klart for hele familien, at min mor var ved at blive dement. Hun fik først sin diagnose året efter jeg blev mor, men det var tydeligt at noget var galt længe før. Noget af det eneste hun sagde til mig under graviditeten var, at hun håbede jeg fik kejsersnit ligesom hende, så jeg slap for at føde. Hver gang jeg forsøgte at spørge til, hvordan det hele havde været, da jeg selv var lille, var der intet svar. Hun kunne ikke huske det. Her de sidste år er det gået støt nedad bakke. Hun udtrykker ingen glæde ved at være på besøg hos sit barnebarn, og irriterer sig højlydt over næsten hver en lyd han laver. Hun kan ikke finde ud af at lege med ham. Alt sammen en del af symptombilledet ved hendes relativt sjældne demenstype. Men min far fortæller, at hun efter besøg giver udtryk for at være glad for at have set os.

Det går mere og mere op for mig, hvor meget jeg savner min mor, og hvor meget jeg har savnet hende ift selv at blive mor. En ting er jo alle de dage og timer, man havde set for sig, man skulle tilbringe under barslen med både sin søn og sin mor, og hvordan hun og min far skulle have haft lov at passe og aflaste lidt…. og jeg er flov over den jalousi, der vokser i maven på mig, hver gang jeg ser en kvinde med barnevogn og sin mor ved siden af. En anden ting er hele historien om dengang jeg selv var lille, og hvordan min mor oplevede moderskabet, som vi ikke kan dele. Jeg husker en god barndom, men jeg ville så gerne have hørt hendes råd og oplevelser om de tidlige år. Jeg ville så gerne have taget ved lære fra hende. Og jeg ville så gerne kunne have givet min og oplevet hendes oprigtige glæde ved endnu et barnebarn.

”Historien” kan man jo stykke sammen på anden vis, via den øvrige familie, min fantastiske far, min gamle dagplejemor, min søster, svigerfamilien, samt erfaringen fra venner, kolleger og mødregruppen. Men dét ikke at have adgang til sin egen mors støtte og fortælling, mens man selv lærer at være mor, gør ondt.

Pletblødning når du er gravid

Selv hvis lykken ikke strømmer ind over én i dét øjeblik man opdager at man er gravid, så er det alligevel min oplevelse at langt de fleste kvinder, som vælger at gennemføre graviditeten, ret hurtigt knytter sig til det kommende barn. Heldigvis og desværre, kunne man næsten sige. Heldigvis, fordi kærlighed og tilknytning sjældent gør noget skidt for sjælen – desværre, fordi det kan skabe en masse (ofte unødig) angst og frustration. Som det i øvrigt bliver ved med at være tilfældet, også når barnet er kommet til verden. Jeg har i hvert fald aldrig i mit liv været så bekymret, bange og frustreret, som jeg har været det efter jeg har fået børn – fordi jeg elsker dem så tårnhøjt, at det nærmest gør ondt.

Èn af de bekymringer rigtigt mange gravide oplever at stå med (i trusserne) er blødning. Pletblødning i graviditeten. Det er frygteligt! Ikke blødningen, nødvendigvis, men den følelse det kan give, når man opdager den røde plet i trusserne, eller på papiret, når man har tørret sig efter toiletbesøg. Det er jo ikke meningen at man skal bløde, når man er gravid, er det vel?

Og nej, det er ikke meningen, men derfor er det i langt, langt de fleste tilfælde alligevel ganske harmløst.

Noget af det feje ved blødningen er, at den ofte allerede opstår i graviditetens første trimester, hvor baby stadig er så lille, at det er umuligt for moderen at mærke om barnet stadig er i live, som naturligvis er den største bekymring. Er jeg ved at abortere?! For et absolut flertal af gravide som oplever blødning i graviditeten hænger det ingenlunde sammen med abort – slet ikke hvis blødningen er beskeden. Slimhinderne i livmoderen (og næsen og munden) ændrer sig i løbet af graviditeten og ligesom mange gravide oplever at deres tandkød af og til bløder, når de børster tænder, så kan livmoderhalsen gøre det samme. Samtidig gennemstrømmes den voksende livmoder af væsentligt mere blod end sædvanligt, fordi barnet skal ernæres via moderkagen, som derfor skal iltes særligt godt, hvilket sammen med de mere sarte slimhinder altså øger risikoen for blødning. Harmløs blødning, vel at mærke.

Ofte vil blødningen opstå grundet én eller anden form for provokation. Det være sig tunge løft, hård fysisk aktivitet eller sex, men blødningen kan altså også sagtens opstå ud af det blå, uden det gør spor.

Kun hvis blødningen bliver kraftig og ledsages af turevise smerter bør man søge læge.

Så kære gravide, jeg forstår godt, hvis panikken breder sig, når du ser den første lyserøde stribe pletblødning i trusserne, men formentlig betyder det ikke andet end at din livmoder er godt igang med at arbejde, så den kan passe rigtigt godt på dit kommende barn. Pøj pøj!

Kære mand… (om sex efter fødslen)

Rigtigt mange kvinder fortæller, at de efter fødslen har usandsynligt svært ved at genfinde lysten til deres mand – især når det kommer til sex – imens han, først liderligt og sidenhen måske endda lettere irriteret, hvis han har fået mange afslag, logrer med halen, for snart at få lov til at bestige den kvinde, som han føler trang til at (gen)erobre, efter der er kommet en lille klump kærlighed til, som i øvrigt tager al opmærksomheden.

…Og det er pisseærgrerligt, synes jeg, fordi jeg ofte får en fornemmelse af at det haltende sex- og kærlighedsliv i virkeligheden bunder i misforståelser. Eller måske nærmere i manden manglende forståelse for kvindens andre behov end dét for sex, som i ét eller andet omfang bliver nødt til at være tilfredsstillet, førend hun er klar til at give sig hen som den vildkat hun var engang.

Derfor har jeg i min bog, 40 Uger Efter – en kærlig håndsrækning til nybagte mødre, faktisk dedikeret hele uge 22 til manden. Som en lille håndsrækning til ham, for at få sin kvinde tilbage til soveværelset, hvor han formentlig savner hende, har jeg skrevet ham et lille brev, som jeg gerne vil dele et uddrag af herunder.

Kære mand,

Udover at det er en ordentlig mundfuld at blive nogens mor, så er det samme selvfølgelig også gældende, for dem, der er så heldige at blive nogens far. Bare på en helt anden måde, forstås.

Du skal starte helt fra scratch med at lære et lille nyt menneske at kende, og det falder dig med stor sandsynlighed ikke ligeså naturligt, som det gør for din partner. Din partner, som måske ovenikøbet har forandret sig rigtigt meget både i graviditeten og i særdeleshed efter fødslen, hvor du oplever, at du er ikke længere kommer i første række, og hvor du måske ofte vil føle dig en lille smule hægtet af det helt særlige bånd, der er imellem mor og barn.

Jeg forstår mig af gode grunde ikke så meget på, hvordan det er at blive nogens far, men til gengæld forstår jeg mig ret godt på, hvordan det er at blive nogens mor og lige præcis dét, tænker jeg at du, mand, kan have glæde af at vide en lille smule mere om. Jeg har nemlig en forventning om at en øget forståelse for, hvad der sker med din partner, vil give dig en større forståelse for, hvordan du bedst kan hjælpe dig selv i din nye rolle som far. I hvert fald når det kommer til forholdet til din bedre halvdel.

Når kvinder bliver gravide og får børn, sker der ikke alene noget inde i deres hjerner, der sker også noget med deres kroppe. Selvfølgelig, du har selv set det. Du synes måske stadig, at din partner er både smuk og fræk at se på, men jeg lover dig for, at hun har det helt og aldeles anderledes. Hun synes ikke den bløde bolledej på mave og inderlår eller det fedtede hår, hun de fleste dage holder sig, er spor sexet, ligesom hun formentlig heller ikke er helt tilfreds med, at hendes punani ikke ser ud som den gjorde engang. Det føles i hvert fald for hende, som om den ser ud på en anden måde. Og brysterne, åh, lad mig ikke komme alt for godt i gang med brysterne. Hvis hun ammer, er de et no-go og hvis hun har ammet, er de det samme. De tilhører – for nu – jeres baby og hun kan ikke tænke på andet end sin baby og den forpulede tyngdekraft, når hun kigger på sine bryster.

Hun føler den overhovedet ikke, for at sige det rent ud og når hun gang på gang afviser dine tilnærmelser, så handler det med ganske stor sandsynlighed ikke så meget om, at hun ikke har lyst til dig, men mere om, at hun slet og ret bare ikke føler sig seksuel.

I modsætning til hvad du måtte tro, så er hendes konstante afvisninger ikke et spydigt forsøg på at få dig til at føle dig som en lort, eller som en hævn for at det var hende, der tog alle fødselssmerterne. Faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg overbevist om, at hun også savner dig. Og at have sex med dig. Hun kan bare ikke lige nu.

Derfor er det også særligt vigtigt, at du ikke bebrejder hende, for det er ikke hendes egen selvvalgte skyld, at hun har det sådan her og det skal nok blive bedre – især hvis du hjælper hende lidt på vej…

Efter denne lille indledning nævner jeg en række årsager til, at kvinden ikke har lyst til (nok) sex – naturligvis skarpt forfulgt af brugbare og konkrete råd og metoder til at afhjælpe problemet på en måde, så det i dén grad kommer begge parter til gode. Og helt ærligt, det behøver slet ikke være så svært, som det af og til kan virke…

Bogen kan – fra i morgen d.14.september, hvor den udkommer – købes i BabySam og i de fleste boghandlere landet over.

Fødselsfredag – en hård start

Hun sluttede sin oprindelige fødselsberetning af med at skrive “derefter gik det dog lettere”. Det havde være en hård start, som kvinden nu, fordi hun savner mere åbenhed omkring at man kan føle og opleve mange forskellige ting efter fødslen, gerne vil åbne endnu mere op for. Hun skriver, at hun selv har savnet at have nogen at tale med om det og at hun har følt sig meget alene – selvom hun er overbevist om, at der er mange der har, eller har haft det, som hende.

Det kan være møghamrende svært at blive mor og jeg oplever at rigtigt mange føler sig alene og at det alligevel stadig er et kæmpe tabu – fordi vi jo allesammen bare gerne vil være gode, glade og overskudsagtige mødre. Virkeligheden forholder sig hos rigtigt mange dog ganske anderledes, især i de første måneder af barnets liv og for fanden, hvor ville jeg dog ønske at jeg – til en kvinde som hende her – kunne have stukket hende et eksemplar af min bog. Ikke fordi den kan udrette mirakler – slet ikke – men fordi den giver plads til alle slags følelser, gode råd med på vejen til den første tid og en “medsammensvoren”, at dele det svære/gode/sjove/hårde oplevelser med. Vi skal af med tabuerne omkring moderskabets begyndelse og jeg er så stolt over, at kvinden her tør dele historien om hvordan moderskabets begyndelse føltes for hende. Tag godt imod hende. 

Der gik ret lang tid fra Allan var født, til han viste interesse for at sutte. Ikke noget problematisk så vidt jeg ved (måske en 8 timers tid), bare nok til at personalet på barselsgangen sagde “Nu skal det snart til at være” og det gik vist også nogenlunde de første par gange, da han begyndte at være interesseret. Om aftenen på 2. dagen spurgte jeg om hjælp, for jeg syntes ikke han fik ordentlig fat, og her sagde sygeplejersken noget i stil med, at det så ikke rigtig ud til at det lykkedes særlig godt, men hun kunne ikke hjælpe mig, så jeg fik en lille kop med erstatning, som Allan spiste med stor velbehag. Dagen efter kom en sygeplejerske og sagde (jeg husker det ikke ordret) at selvfølgelig kunne jeg amme jeg skulle bare gøre det. Med (fysisk) hjælp fra hende og min mand fik Allan spist, men det var ret ubehageligt for mig, og jeg havde hverken kontrol eller føling med situationen, og det gjorde skide ondt, men jeg var primært glad fordi mit barn fik mad. Det var frustrerende at jeg mødte meget forskellige holdninger til hvordan jeg skulle amme. Sidstnævnte sygeplejerske spurgte jeg også om hjælp til at få gang i maven igen, hvor hendes svar var “Du kan da nok se, at jeg ikke kan give dig klyx nu” selvom det slet ikke var det jeg bad om.

Vi blev en dag ekstra, vist nok fordi den første sygeplejerske ikke mente at amningen gik, og på 4. dagen skulle vi hjem. På denne formidddag skulle jeg også både have min jordemodersamtale, Allan skulle have taget blodprøve, og jeg skulle have min bristning undersøgt, fordi jeg var noget i chok over hvordan det så ud efter syningen (en 1. grads bristning). Da alle disse ting var gennemført, lå den næste nybagte mor allerede ude på gangen, klar til at overtage min stue, mens personalet snakkede om, om vi mon var ved at gå. 

Alt i alt en ret kaotisk formiddag, og jeg stortudede på gangen da vi gik derfra, men gik ned og hilste på den jordmoder der havde taget i mod Allan, og det hjalp vist lidt på humøret (hun var god!!).

Vi kom hjem torsdag eftermiddag, og vores sundhedsplejerske har weekend fredag-søndag. Jeg havde talt i telefon med hende onsdag (måske også torsdag, det husker jeg ikke), hvor jeg havde givet udtryk for at det gik ok, hvilket det jo egentlig også gjorde, fysisk ihvertfald. I weekenden havde jeg ret mange smerter i forbindelse med amning og min bristning (som jeg fik undersøgt igen – og fik at vide at den var som den skulle være) og jeg kunne ikke komme igennem på den ammetelefon, som jeg ellers havde fået lovning på. Jeg kender en gammel sundhedsplejerske privat, så jeg havde en telefonsamtale med hende, som hjalp lidt. Jeg kom vistnok igennem på ammetelefonen på et eller andet tidspunkt i løbet af søndag efter omkring 30 forsøg, det husker jeg ikke rigtig.

Om mandagen, 7 dage efter fødslen, kom sundhedsplejersken og hun var ret overrasket og ked af hele situationen, som vi snakkede igennem den dag og flere gange efterfølgende. Jeg fik vist et ekstra besøg eller to, og hun (og min mand) var meget opmærksomme på fødselsdepression. Så vidt jeg ved, er hun gået videre med min historie, for efter hendes mening var der mange ting på barselsgangen der burde være håndteret anderledes. 

Efter 14 dage havde jeg ikke ondt ved bristningen længere, og jeg kom igennem aftenens amning med en god cocktail af ipren, panodil og suttebrik. Dagene gik bedre og bedre. Jeg fuldammede Allan, som ikke har virket til at få for lidt mælk på noget tidspunkt. Generelt har han været sund, glad og tilfreds nærmest altid.

Jeg tror jeg startede til efterfødselstræning efter 5 uger, samme sted som jeg havde gået til fødselsforberedelse. Jeg fik en god lang snak med instruktøren om min situation og de ting jeg var ked af, og det hjalp meget!! Derfra gik det ret godt. 

Jeg var stadig ked af syningen efter bristningen, for det var ikke kønt. Vi talte også om det til efterfødselstræningen, for igen mødte jeg holdningen “Det er bare dig der skal tage dig sammen” når jeg henvendte mig til læger. Det tog det mig et års tid og et besøg hos en gynækolog, der skar lidt overskydende hud væk, at komme mig mentalt over.

Nu når jeg her 2 år efter tænker det igennem, tror jeg ikke der har været fysiske problemer med amningen ud over det forventelige, men min psyke kunne slet, slet ikke følge med de første mange uger. Dét forventer jeg går væsentlig bedre denne gang! Og har også en aftale inden fødslen, med sundhedsplejersken, hvor vi snakker det igennem igen og lægger en plan for denne gang. Kombineret med fødselsforberelse har jeg en følelse af, at jeg gør hvad jeg kan for at få en god start denne gang. 

Ovenstående historie er skrevet da Allan var fyldt 2 år. 3 måneder senere kom lillebror til verden. 

Jeg insiterede på at komme hjem med det samme denne gang, og hvis en indlæggelse var nødvendig (sidst havde jeg fx saltsvandsdrop natten over) så ville jeg ikke forvente noget som helst af personalet på barselsgangen. Fødslen gik godt og hurtigt, og efter gentagne gange at have forsikret flere jordemødre om at jeg havde det godt og virkelig gerne ville hjem, tog vi hjem. Jeg fik et tidligt besøg af sundhedsplejersken, der gav lidt råd til amningen og efter et par dage fik jeg besøg af en jordemoder. Det tog et par dage med smertestillende før amningen kom rigtigt igang og underlivet ‘kom til sig selv’ igen, men generelt havde jeg, lillebror og resten af familien det virkelig godt. Efter 14 dage lagde jeg et billede på Facebook med teksten “Barsel er skønt når både mor og barn har det godt!” og sådan havde jeg det! I over 2 år var jeg overbevist om at mødre, der gjorde noget som helst andet end at overleve de første par måneder løj om det eller ihvertfald pyntede kraftigt på sandheden. Men denne gang, på trods af en søvnfornægtende kængurubaby, har det været så skønt med barsel. Selvfølgelig har der været dage hvor jeg næsten ikke kunne hænge sammen pga. søvnmangel, men i det store hele betyder det intet for mig.

Det var min historie om 2 meget forskellige oplevelser.

Fødselsfredag – fødselsdepression

Det er måske nok den mest særegne fødselsberetning jeg nogensinde har delt på bloggen. I virkeligheden er den måske også ligeså meget, eller endda mere, en beretning om det spæde forældreskab. Om fødselsdepression. Og for fanden, hvor jeg synes den er stærk. Og barsk. For første gang vistnok nogensinde i bloggens historie, stillede jeg mig – sådan helt ægte og i fysisk form – til rådighed over for kvinden her. For at give hende én at læsse af på og for at fortælle hende, at det hele nok skal gå og at verden med tiden kommer til at ligne en udgave hun engang kendte og holdt af. Måske på en ny og anderledes måde, men solen står stadig op hver eneste morgen og det hele skal nok gå.

fødselsdepression fødselsfredag

Førstegangsfødende. 12 dage over termin. Igangsættelse. Baby har det godt. Jeg er endnu ikke utålmodig. Har ikke følelsen af at “nu må det godt ske, jeg er klar”. Dag 12 over termin – piller. Dag 13. Det samme. Da jeg rammer dag 14, kan vandet stadig ikke tages. Ballonkateter. Av for satan. Veer. Veer. Veer. Noget vand bliver taget. Veer. Ikke flere veer. Epidural. Ve-drop. 2 timer efter skal jeg presse. Det går alt for stærkt. En 4,5kg baby kommer ud efter 10 minutters pres. På én ve. 15 dage over termin. Op på min mave. Fuld fokus på bristning. En stor en af slagsen. Bedøvelse. Mere bedøvelse. En jordemoder, to jordemødre, en læge, en mere, en studerende, en læge. Sy sy sy. Efter 1,5 time – syet sammen. Først her kigger jeg rigtigt på min baby. Mit fokus har været på smerterne. På alle de mennesker, øjne og hænder på mit underliv. Mørkt hår, mørke øjne. Babytis på min mave. Tårer i min mands øjne. Jeg var ikke klar. Kan vi gøre det igen?

Han går til lægen. Fødselsdepression siger han. Han kan ikke overskue det. Jeg overskuer det. Selvom jeg ikke kan. Det går. Lige indtil det ikke går mere. Fødselsdepression siger sundhedsplejersken. Nå. Fuck. Jeg smiler til baby, krammer baby, skifter hans ble, varmer hans flaske, snakker med ham, smiler til ham. Græder når baby sover. Han kan ikke overskue det. Han går tur med sovende baby i barnevogn. Det kan han. Jeg får ikke klaret opvasken, vasketøjet, rengøringen. Græder når de er væk. Ulykkelig. Jeg skulle græde af glæde. Det blev jeg lovet.

Jeg betaler for mange psykologtimer. Det hjælper. Hun er sød. Og jordemoder. Tatoveringen “Erstatningsmor” forsvinder fra min pande. “Mor” opstår lige så stille. “Flaskebarn” bliver til “Barn”. Det hjælper. Amning er ikke alt. Kærlighed er alt. Gråden stopper. Anti-kolik. Han smiler. Han ligner mig. Tosomhed. Hvor er trekløveren? Han arbejder på det. Mange psykologtimer. Depression. Angst. Vrede. Bekymring. Mere vrede. Vrede som jeg aldrig før har set. Vrede over at baby er krævende. Det er babyer. Jeg tager over. Hver dag. Hver gang. Græder ikke mere over mig, men over ham. Bliver det bedre? Det gør det. Nogle dage. Andre dage ikke. Lunten er kort. Det ligger lige under overfladen. Vreden. Utålmodigheden. Utilstrækkeligheden. Brugen for ro. Ro. Ro der ikke er der med en baby. Vi elsker hinanden. Men det er hårdt. Hårdt at vrisse. Hårdt at skændes. Hårdt ikke at være lykkelige. At græde af glæde. Jeg har ikke prøvet endnu. Snart. Snart vil jeg. Snart skal jeg. Håber jeg.