Category

Graviditet og fødsel

Category

Af og til går det sådan, at en fødsel pludselig tager fart i en sådan grad, at det ikke giver nogen mening at bevæge sig andre steder hen, end ud på badeværelsesgulvet. Netop dét oplevede kvinden bag denne uges fødselsberetning i højeste grad, da hun endte med at føde uplanlagt derhjemme, med sin jordemoder i telefonen. En – gudskelov – meget fin beretning <3

Jeg havde haft en god graviditet, lidt lang til sidst, og jeg glædede mig til den forløsning, jeg vidste fødselen ville være. Min første fødsel var en 24-timers fødsel, så jeg havde en forhåbning om at denne fødsel kun ville tage 10 timer, så var jeg glad. Så da den første ve kom klokken lidt i 4 fredag morgen, var det med spænding, tryghed og viden om, at nu havde vi snart vores barn hos os. Tryghed, fordi jeg vidste at det ville være hårdt at føde, men samtidig også den fedeste oplevelse.

Min mand arbejder i en griseproduktion og han skulle sende grise til slagteri kl.4, så ham fik jeg sendt ud af døren, og så gik jeg ellers tilbage i seng for at slappe af indtil veerne rigtig begyndte at arbejde. kl.5.30 kunne jeg ikke bare ligge ned mere, så der stod jeg op og gik rundt og veerne fik lov til at komme. På dette tidspunkt var veerne kun 30 sek. lange og kom med 4-5 min intervaller, så ingen ko på isen 🙂 kl.6 ringede jeg til min mand og fortalte at fødslen var i gang og at det var i dag vi skulle være forældre igen. Vi drak en kom kaffe mens veerne kom og gik i et jævnt tempo, men med erfaring fra min tidligere fødsel gik jeg ud fra at vi havde god tid og at der stadig var nogle timer endnu inden vi skulle afsted på sygehuset.

kl.6.15 vågnede vores datter og mellem veerne fik jeg gjort hende klar til dagpleje og kl.7 kørte min mand afsted med hende. Mens han aflevere, ringede jeg til min jordemoder, som jeg havde mødt en gang til konsultation, så dejligt at det var en kendt der svarede i den anden ende. Vandet var gået så det var det jeg ville informere hende om. Hun hørte mig gennem et par veer og spurgte ind til hvordan jeg havde det, og vi aftalte at jeg skulle blive hjemme så længe jeg ville og at vi skulle snakkes ved igen kl.8.15. Min jordemoder sagde, at vi selvfølgelig gerne måtte komme, da vejret i midtjylland den dag bød på sne og glatte veje. Men igen jeg tænkte der var lang vej igen og at jeg helst ville være hjemme så længe som muligt.

Min mand kom hjem igen og jeg fortalte hvad aftalen lød på, og jeg sagde straks ja til at han lige kunne ordne nogle ting med arbejdet inden vi skulle afsted. Så han kørte afsted med en traktor til arbejdsgiveren 5 km væk og ville så komme hjem igen ved 8 tiden. I alt dette her var mine veer blevet mere regelmæssige og kom nu med 2 min mellemrum, men var stadig kun 30 sek. “korte”, så jeg havde ikke videre travlt med at få min mand hjem igen. Da klokken blev 7.45 tog veerne virkelig fart der var nu kun 1 min mellem, men de varede stadig kun 30 sek, så jeg ringede til jordemoderen og sagde at vi var på vej. Min mand kom hjem og fik pakket bilen og gjort klar, men lige idet vi er på vej ud af døren lidt i 8, får jeg presse veer. Denne gang ringer min mand til jordemoderen, og jeg får fortalt at jeg har presseveer. Hun spørger, noget overrasket om, hvor vi er henne, hun skulle lige være sikker på at vi ikke holdt midt på motorvejen, vi kunne forsikre hende om, at vi stadig var der hjemme, og at vi ikke var kommet afsted endnu.

Den gode jordemoder får mig til at gispe på veerne og får samtidig spurgt mig om jeg ligger ned. Her kan jeg bare sige nej, jeg står op fuldt påklædt og med presseveer. Jordemoderen får min mand til at tage bukser og trusser af mig, får mig lagt ned på badeværelsesgulvet, får ham til at finde puder og stakkevise af håndklæder, og samtidig forberedt os begge på at det bliver en hjemmefødsel, og at vi muligvis selv skal klare det. Hun kontakter en ambulance og beder dem komme asap. Samtidig gisper jeg stadig på en større pressetrang, men formår at lade være med at presse. Flere gange i det her får jeg spurgt min kære seje mand, om han er klar til det her?? (Som om han egentlig havde noget valg). Vi var nok så klar, som vi kunne være i sådan en meget uventet situation.

Jordemoderen fortæller, at der er en ambulance på vej, men hun kan ikke sige, om de når frem hurtigt nok. Jeg gisper stadig og min mand går ud for at se efter ambulancen, som heldigvis kommer hurtigt, klokken er 8.15. Så vælter det ind med 4 fremmede mænd. To falckreddere, en paramediciner og en jeg ikke aner hvem er. Der står de så og kigger lige op i mit fødende underliv, fedt. Den ene får min mobil, hvor jordemoderen er i røret. Hun vil have falckredderen til at fortælle, hvad han ser og kan mærke. Han siger, at hovedet ikke står lige for, og han ikke kan mærke det. De vil have mig afsted i ambulancen og ind på fødegangen. Jeg kan huske, at jeg tænker, det kommer fandme ikke til at ske (jeg kunne sket ikke overskue, at skulle op og stå og jeg vidste at baby var på vej). Heldigvis var jordemoderen meget enige med mine tanker, og sagde til mig at næste presseve, den måtte jeg meget gerne presse på (endelig!!!!). Jeg presser og jeg kan huske, at falckredderen siger; “ok, vi bliver bare her”, og 3 presseveer efter kommer vores perfekte lille pige ud kl.8.25.

Det skal lige siges, at falckredderne ikke vidste, hvad de skulle gøre. Det var den første fødsel som falckreddere for dem alle incl. Paramedicineren og den ene Falckredder havde været i tjeneste i 32 år. Med det vil jeg bare sige, at jeg var så glad for, at jeg havde været igennem en fødsel før, men samtidig vidste min krop også bare hvad den skulle. Og så havde jeg jo verdens bedste jordemoder i røret hele vejen 🙂

Falckredderne fandt hue og ligger håndklæder om baby pige og min mand fik lov at klippe navlestrengen. Jordemoderen er samtidig på vej hjem til os, da paramedicineren vurdere at vi alle har det godt og ikke behøves at komme ind på sygehuset. Så jeg blev hjulpet op i seng, får vores baby lagt på maven og så får vi lov at ligge i vores egen seng og bare nyde vores baby. Da jordemoderen kommer får jeg endelig lov at føde moderkagen. De 4 mænd vidste ikke hvordan dette skulle gøres, så selvom jeg havde haft pressetrang, så var den ikke kommet ud. Jeg bliver syet og fikset forneden og det hele sker der hjemme. kl.11.30 kørte jordemoderen og vi kunne nyde vores lille guldklump inden storesøster skulle hentes efter middagsluren.

Min beretning er et bevis på at ikke to fødsler er ens, og at jeg helt klart skal føde hjemme næste gang. Det er så fedt, dejligt og afslappende af være hjemme bagefter, men næste gang skal det bare være en planlagt hjemmefødsel 🙂

 

Man kan selvfølgelig diskutere hvorvidt der findes noget som “den perfekte fødsel”. Generelt set, så tror jeg det næppe, da alle kvinder oplever forskelligt. Jeg tror – ja, faktisk tror jeg at jeg ved – at dét der kan være en drømmefødsel for den ene, kan virke som et mareridt for en anden, hvorfor man altså ikke kan tale om én fødsel som den perfekte af sin slags. Til gengæld tror jeg godt, at en kvinde kan have oplevet sin fødsel som perfekt. Ja, eller jeg ved det, for hvis ikke det havde været for de voldsomme efterveer efter min første fødsel, havde jeg sgu nok også kaldt dén for perfekt. Ligesom kvinden, der står bag denne uges fødselsberetning. Da jeg læste den havde jeg ikke alene en fornemmelse af at være en flue på væggen under en vidunderlig (men hård, bevares) oplevelse. Jeg havde det, fordi hun har beskrevet hele forløbet så usædvanligt fint, faktisk også en lille smule som om jeg var inde i kvindens hoved. Et hoved med ro, overskud og en kæmpe viljestyrke! Wauw, siger jeg bare. Til fødslen, til beretningen og til kvinden bag, som var så heldig at få en perfekt fødsel med sig i bagagen.


Udover at døje med bækkenløsning gennem den sidste halvdel af graviditeten, var det en god graviditet. Jeg var ikke plaget af kvalme eller væske i kroppen, jeg nød at være gravid, og min mave blev aldrig så stor, at jeg rigtigt følte mig besværet af den. Til gengæld var jeg besværet af bækkenløsningen, og i stedet for at lindre bækkensmerterne, da barnet stillede sig fast en måned før termin, forværrede det smerterne. Så udover at glæde mig til at møde min søn eller datter, så glædede jeg mig også til (forhåbentlig) at blive fri for bækkensmerter.

Jeg havde den sidste måned af graviditeten haft mange plukkeveer, og en uges tid op til termin tog plukkeveerne til. De snød mig tit, så jeg blev i tvivl om de betød, at jeg var ved at gå i fødsel. Men de gik hver gang i sig selv. Hos jordemoderen 6 dage før termin kunne hun konstatere, at jeg havde åbnet mig ca. 1,5 cm og at der var ca. 2 cm livmoderhals tilbage. Så plukkeveerne var heldigvis ikke uden effekt. Jordemoderen regnede bestemt ikke med at se mig til den tid jeg havde to uger senere, sagde hun.

Jeg glædede mig til fødslen. Glædede mig til at blive en del af klubben og til at prøve det, som jeg tænkte, ville blive min sejeste (i hvert fald min krops sejeste) bedrift i livet. Jeg havde ikke lyst til at forberede mig så meget på fødslen, for jeg tænkte, at sådan en fødsel alligevel bliver, som den nu bliver. Men jeg satte mig ind i fødslens faser og øvede mig lidt i at trække vejret på forskellige måder og presse. Jeg satte mig også op til, at en fødsel nok ville være det mest smertefulde, jeg ville komme til at opleve, og det syntes jeg på en eller anden måde var lidt spændende.

Samtidig havde jeg i baghovedet, at både min mormor og mor har haft meget korte og ret “lette” fødsler på max 6 timer fra start til slut, og at min jo altså kunne blive det samme. Jeg var forberedt på ikke at være forberedt på en skid.

Min terminsdag kom og gik. Min mand og jeg var ved at dø af spænding og utålmodighed, og vi fyldte ventetiden op med alle de rare ting, vi kunne komme i tanke om. Vi spiste (rigtig) mange is, var i biografen, tog ud at spise og gjorde alt det, vi havde lyst til. Vi hyggede vildt meget. Og jeg bruge vildt mange penge i IKEA. Og på is. Og så blev jeg sur. Selvom vi hyggede. Jeg var træt af at være gravid, træt af bækkenløsning, og træt af at alle andre end mig fødte deres babyer, imens jeg åbenbart skulle være gravid for evigt.

En uge efter termin og dagen før min tid hos jordemoderen var jeg ved at være rigtig træt af, at der ingenting skete. Eller, træt af at der skete en masse, men uden at det blev til fødsel. Nu ville vi skulle snakke igangsættelse med jordemoderen dagen efter. Øv! Om aftenen kom plukkeveerne igen (hjulpet på vej af sex og en bækkenløsningsvenlig lang gåtur) i nogle timer for så at forsvinde. Snydt! Igen.

Indtil jeg vågnede omkring 02.15, fordi noget gjorde ondt. Jeg turde dårligt tro på, at det var andet end plukkeveer igen, men det føltes alligevel anderledes. Da det kort tid efter igen gjorde ondt, tænkte jeg, at jeg da godt kunne prøve at tage tid i tilfælde af, at der kom noget igen. Og det gjorde der. Og i en halv times tid kom der noget, der gjorde ondt med 5-6 minutters mellemrum og en varighed på et minuts tid. Så jeg listede forventningsfuld ud af soveværelset.

Jeg ville gerne lade min mand sove så længe som han kunne, og jeg kunne næsten heller ikke bære at vække ham for at sige for 117. gang “jeg tror måske, der kunne være noget på vej”, hvis det igen bare var plukkeveer, som ville gå i sig selv. Jeg tog min dyne med på sofaen og lagde mig i sofaen og så ‘Venner’. Det var ret hyggeligt at ligge der i mørket med vores hund. Og med ondt en gang i mellem. Det begyndte også at sive ind hos mig, at det sgu VAR veer, og de kom med alt mellem 4 og 13 minutters mellemrum. De gjorde ondt, men ikke meget. Jeg lukkede øjnene og koncentrerede mig om at trække vejret, når jeg fik en ve, og så så jeg Venner igen.

Kl. 04 vågnede min mand og opdagede, at jeg ikke lå i sengen. Han kom ind til mig i stuen med forventningsfulde øjne og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg svarede henkastet, at jeg bare lige så Venner og havde veer. Så prøvede vi begge (ret dårligt) at styre vores begejstring. Min mand mente, at det var en god idé, hvis han tog et bad, så han i hvert fald var klar. Bagefter lå vi sammen på sofaen og så Venner. Det var skide hyggeligt. Ved 06-tiden blev vi sultne, og min mand bagte boller til os, for han havde alligevel købt ind til at kunne bage efter fødslen. Fedt! Så sad vi der en tirsdag morgen ved 07-tiden og spiste friskbagte boller, så Venner og ventede på vores barn. Det var alligevel mere hyggeligt end nogle af alle de ting, vi havde lavet i ventetiden.

Ved 09-tiden gik vi en lang (altså lang i forhold til bækkenløsning, naturligvis) tur med hunden. Jeg insisterede på, at vi gik langt, for jeg forestillede mig af en eller anden grund, at sådan en fødsel nok godt bare kunne fortryde og holde op igen, hvis man blev for doven. Imens vi gik, var der regelmæssigt 4-5 min. mellem veerne, og de varede lidt længere tid end før.

Vel hjemme fra gåtur blev veerne igen lidt mere uregelmæssige, så jeg prøvede at holde mig igang for at holde veerne igang. Jeg tænkte ved 10-tiden, at nu var et godt tidspunkt til et bad. Det tog lang tid. Både fordi jeg skulle vaske hår OG barbere ben (selvfølgelig), og fordi veerne fortsatte med at være regelmæssige, gjorde mere ondt og var nede på 3 minutter i mellem. Min mand, som sad trofast ved siden af badet og tog tid på veerne, spurgte nogle gange undervejs, om vi ikke skulle ringe til Herlev. Jeg stod fast på nej, for jeg behøvede ikke en jordemoder i telefonen til at fortælle, at jeg skulle “tage et bad, gå en tur, se om du kan hvile dig lidt”, det kunne jeg fint klare selv.

Men jeg overgav mig alligevel ved 11-tiden, hvor veerne stadig både var lange og kom med 2-3 minutters interval, og hvor slimproppen i mellemtiden var gået.

Min mand ringede og talte med en sød jordemoder, for jeg kunne ikke helt overskue det med veer. Vi havde telefonen på medhør, og hun ville også gerne lige tale med mig. Det gjorde vi så. I meget kort tid, før jeg fik en heftig ve, som fortsatte direkte til en ve mere. Jordemoderen syntes, det ville være fint, hvis vi kom ind. Det tog lidt tid at komme ud af døren, fordi jeg have veer med korte mellemrum, og jeg ville også gerne trække tiden af frygt for at komme derud og blive sendt hjem igen. På Herlev sagde jeg til min mand, at jeg gerne ville gå en tur, før vi gik til afdelingen for at trække tiden lidt mere. Den tur blev ca. 100 meter lang, fordi jeg hele tiden måtte stoppe op ved veer, og det kunne jeg alligevel godt se var for åndssvagt, så vi gik til fødemodtagelsen i stedet.

Kl. 12.30 blev jeg vist ind på en stue og blev undersøgt. Gode 5 cm åben efterfulgt af sætningen “jamen så er I jo heldigvis det helt rigtige sted. Jeg finder lige noget tøj til dig og en jordemoder”. Nå, så jeg bliver ikke sendt hjem, og jeg er ægte ved at skulle føde? Fedt!

Vi fik to jordemødre, fordi den ene lige var kommet tilbage fra 1,5 års barsel og skulle have hjælp til computersystemet af den anden. Og der var åbenbart ikke travlt, for begge jordemødre blev på stuen indtil deres vagtskifte kl. 15.15. Jeg havde altid forestillet mig, at jordemødre kom og gik. I mellem veer hyggesnakkede vi, drak saftevand, og den ene jordemoder fik hæklet en karklud færdig, imens den anden sad og hang i en lænestol.

Mine veer gjorde ondt og kom med kort interval, men jeg følte mig ikke presset. Jeg havde det godt, jeg var glad, og jeg var til stede. Og når jeg sagde, at det ikke var så slemt, som jeg havde troet, grinede min mand og jeg af, hvordan jeg senere ville hade at have sagt sådan nu. Vi grinede og jokede i det hele taget en del.

Selvom vi havde det hyggeligt, så var jordemødrene i denne fase ærligt talt komplet unødvendige for mig at have, udover at de selvfølgelig holdt øje med barnet, som heldigvis havde det lækkert hele vejen igennem. På trods af, at jeg blandt mine få ønsker til fødslen havde skrevet, at jeg gerne ville undgå smertestillende så vidt muligt, så blev jeg alligevel tilbudt både akupunktur og steriltvandspapler to gange af begge jordemødre, da jeg sagde, at mit haleben føltes lidt som en syl, når jeg havde en ve. Det takkede jeg pænt nej til. Ikke af princip, men simpelthen fordi jeg ikke syntes, jeg havde brug for det.

Til gengæld gjorde selvsamme haleben/syl og presset på mit bækken, at jeg hverken kunne sidde eller ligge, men i stedet stod op under veer og mellem veer gik rundt og vuggede i bækkenet. Det føltes godt at være i bevægelse hele tiden, og jeg følte rent faktisk, at jeg kunne mærke, hvordan veerne arbejdede for mig. Samtidig kunne jeg mærke barnet arbejde med og bevæge sig under hele fødslen. Det overraskede mig, men det føltes ret sejt og gik pludselig op for mig, at en fødsel jo er et samarbejde mellem mor og barn. Ikke bare morens arbejde. Selvfølgelig!

Ind i mellem fik jeg flere veer oven i hinanden, og veerne tog til i intensitet, men jeg var stadig ikke presset og følte mig helt med mentalt. Klokken var nu omkring 14, halvanden time efter vi kom ind på stuen. Jordemoderen syntes, jeg havde gode veer og ville gerne undersøge mig igen. Hun sagde, at jeg ikke måtte blive skuffet, hvis der ikke var sket så meget, fordi hun altså havde større fingre end den første jordmoder, der undersøgte mig. Men hey, gode 7 cm, sådan!

De gode veer fortsatte, og selvom de helt klart gjorde ondt, så var jeg stadig rolig og nok mentalt til stede til at følge med i samtalen, som min mand og jordmødrene havde under mine veer. Og nok til stede til at lave en mental note om, at jeg gerne ville blande mig i samtalen, når jeg var færdig med veen.

Lige før vagtskifte kl. 15.15 gik vandet i et kæmpe plask. Det føltes egentlig bare som et godt spark fra barnet, indtil vandet kom plaskende. Det var ikke rigtig til at tage fejl af. Jordemødrene gik igang med at tørre op på gulvet, så jeg ikke skulle skvatte rundt i blod og fostervand, og bagefter tog de imod den nye jordemoder og den medicinstuderende, hun havde med. Jeg havde nogle heftige veer imens, og eftersom jeg lukkede øjnene under hver ve og koncentrerede mig om den, så gik der nogle minutter, før jeg fik hilst på dem.

Og så kom pressetrangen. Bang! Helt dyrisk, helt urkvindeagtigt pressede min krop uden at jeg havde noget at skulle have sagt. Udover den “huuhh”-lyd, der ufrivilligt undslap mine lunger imens. Det var ret vildt og ret overvældende. Mest fordi jeg til at starte med ikke vidste, hvad jeg ligesom måtte gøre med den der pressetrang. Jeg gad ret godt undgå at komme hjem med et helt ødelagt underliv, så jeg tænkte, at det gav mening at lade jordemoderen styre det show. Jeg fik lov at presse stille og roligt med, og jordemoderen ville gerne lige undersøge mig, og bad mig lægge mig op på briksen. Det fortalte jeg hende pænt, at jeg under ingen omstændigheder kunne pga. førnævnte syl/haleben. Og fordi jeg hele tiden fik veer. Jordemoderen ventede pænt og tålmodigt, men indså alligevel hurtigt, at hun måtte undersøge mig stående. “Du er helt åben, du kan bare presse med”. Ret fedt, for det gjorde min krop sådan set allerede, den ventede ikke på go fra jordemoderen.

Jeg pressede og gjorde, hvad der faldt mig ind, men jeg hørte til at starte med ikke noget fra jordemoderen. Jeg nåede at tænke “skal jeg bare gøre det her helt selv, skulle der ikke være nogen til at redde mit underliv fra ødelæggelse?”. Heldigvis var det bare, fordi jeg gjorde det, jeg skulle, at jordemoderen ikke blandede sig. Min mand var så god og perfekt en støtte. Efter hvert pres sagde han, at jeg gjorde det helt rigtigt og at det var så flot. Jeg slugte det råt og tænkte, at min mand ved så meget, så han måtte også vide, om jeg gjorde det her rigtigt. Da jordemoderen sagde det samme, slugte jeg også det råt.

Jordemoderen sagde, at hvis man er rigtig sej og har overskud, så kan man jo gå ned i squat, når man presser for at hjælpe på vej. Jeg ville da gerne være sej og gerne hjælpe på vej, og jeg havde alligevel overskud, så jeg gav det et forsøg. Det føltes både meget naturligt og virkelig effektivt, selvom jeg helt sikkert har lignet en skovskider. Og i øvrigt også kvitterede med lidt lort undervejs. Min mand stod klar i skudlinjen og så det hele, fordi han skulle tage imod sammen med jordemoderen. Godt han er medicinstuderende, ikke er sart og elsker mig skide (hæhæ) meget.

Det gik godt med at presse, og jordemoderen guidede mig til at gispe, når det var nødvendigt. Under hele pressefasen følte jeg mig ret meget “in the zone” og på arbejde. Pressetrangen var ret intens og ærligt talt lidt mærkelig at mærke, selvom det samtidig også føltes som det mest naturlige i verden for min krop. Det var hårdt at presse, men ikke så hårdt, som jeg havde forberedt mig på. Da jordemoderen lavede det famøse pistolgreb for at skåne mellemkødet, gjorde det røvhamrende ondt. Det sved og nev, og jeg gad ret godt have hende til at fjerne fingrene snart, tænkte jeg. Selvom jeg også ret godt gad have et uskadt mellemkød.

Så sagde jordemoderen pludselig “så er hovedet ude”, og jeg tænkte “hvad fanden?”. Det opdagede jeg jo slet ikke, og var det egentlig ikke meningen, at det skulle være det værste? Jeg kunne kun mærke de skide fingre, syntes jeg. Jeg var nødt til at sige “nu er jeg lige rigtig irriterende, ikke, men var det bare det?”. Det grinede jordmodeeren, den medicinstuderende og min mand lidt af og syntes, jeg var ret overskudsagtig. Men det følte jeg mig sådan set også, for jeg havde hele tiden indstillet mig på, at nu ville det snart gøre mere ondt, nu ville det snart blive værre, og nu ville jeg snart hade hende, der havde sagt “det er faktisk ikke så slemt, som jeg troede”. Men det blev bare aldrig så slemt, som jeg troede.

Jordemoderen tilkaldte en assistent, for nu skulle vi snart fejre fødselsdag, sagde hun. Jeg prøvede at fatte, at det jo så faktisk bare VAR det, og at der lige om lidt ville komme et menneske ud til os.

I næste pres kom resten af babyen ud i et ordentligt skrig, og så var jeg mor. Vildt! Kl. 16.04 efter 5 timer og 40 min. i aktiv fødsel. Jordemoderen sørgede for at gribe babyen og forhindre, at de puder der lå på gulvet under mig skulle gribe babyen (ret fedt), og min mand overtog grebet lige efter. Han rakte babyen om til mig, og jeg tog også pænt imod, men navlesnoren var åndssvagt kort, så jeg måtte fortsætte min skovskider-stilling med babyen i armene og vente på, at sengen blev kørt nok ned til, at jeg kunne lægge mig op og få babyen på brystet og min mand kunne klippe navlesnoren.

Jeg græd ikke, som jeg havde troet, jeg ville. Jeg snakkede bare med babyen og følte, at det var helt rigtigt og naturligt det her. Min mand græd til gengæld som pisket, den søde, følsomme mand, og vi var begge to helt blæst bagover af det lille menneske, som var kommet ud af mig. Faktisk så meget, at vi helt glemte at finde ud af det køn vi i 9 måneder havde gået og ventet i spænding på at få afsløret. Det var jo et menneske, og det var ligesom det, vi havde regnet med. Mennesket var en pige, og den pige er vores datter. Vores perfekte, lille datter med opsvulmet ansigt og højt hoved. Ikke smuk, men helt perfekt og med klart potentiale for at blive smuk.

Jeg kan uden tøven sige, at jeg havde en helt perfekt fødsel. Det var den bedste og vildeste oplevelse, og jeg kunne efter 5 min. med min datter på maven sige til min mand, at jeg gerne gjorde det igen i morgen. Og at vi godt kan skynde os at få de 5 børn, Johan drømmer om. I hvert fald 4.

Jeg havde kun to små helt overfladiske bristninger, som kunne klares med nogle få sting, og jeg havde kun blødt små 150 ml. Alt var godt. 5 timer efter min datters ankomst var vi klar til at tage hjem som en lille familie. Jeg sov ikke de første to døgn, selvom min datter fra første nat sov 5 timer i streg (og selvom jeg havde læst i ‘40 uger efter’ at jeg skulle), og jeg opdagede ikke engang, at jeg var træt. Jeg kiggede på min datter og kiggede på min mand, og var helt opslugt af lykke, som de lå der ved siden af hinanden og lavede de samme små spjæt og lyde.

Min mand var (og er) min helt. Han roste, jokede og hjalp på alle de rigtige tidspunkter uden at jeg nogensinde skulle bede om noget. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg havde brug for, men det vidste han, som han altid gør. Min mand er den, jeg husker tydeligst fra fødslen, og hans ord var dem, der betød mest. Tænk, at jeg har fået lov at få en kopi af sådan et fint menneske.

Det kan være ganske vanskeligt at finde ud af hvornår man egentlig kan tillade sig at ønske nogen tillykke med graviditeten, men fra om et lille øjeblik når du har læst nærværende blogindlæg til ende, vil du ikke længere være i tvivl om, hvornår du må stille det skæbnesvangre spørgsmål: “Er du gravid?”. Eller vigtigere, hvornår du ikke må!

Det gør nærmest ondt i mit hjerte at indrømme det, men jeg er selv engang kommet til at stille spørgsmålet til én som ikke var – eller som i hvert fald ikke havde lyst til at indrømme at hun var – gravid. Det var på fødemodtagelsen dengang jeg stadig arbejdede dér og jeg er simpelthen flov over det. Jeg mener – jeg troede hun var højgravid. Og jeg er jordemoder. Og hun var overhovedet ikke gravid.

Ligesom jeg ikke er det i aften hvor et par af mine følgere på instagram har foreslået det, efter at jeg har delt et billede af en rugbrødsmad med nutella og ristede løg. Bevares, jeg forstår godt at en rugbrødsmad af dén kaliber kan have nogenlunde samme effekt som jeg forestiller mig et billede af en hånd på vej ned i et glas med syltede agurker kan have det, og jeg kan heldigvis også godt tåle dén slags kommentarer, men tænk nu, hvis jeg ikke kunne. Tænk nu, hvis jeg havde prøvet på at blive gravid og netop havde taget (endnu) en negativ test. Eller hvis jeg rent faktisk var gravid, men ikke parat til at fortælle det til nogen. Eller tænk nu hvis alt muligt andet…

Ud fra dét kan vi altså konstatere, at man altså ikke må spørge en kvinde om hun er gravid, ud fra hendes madvaner. Heller ikke selvom man måtte synes at de er lidt sære.

Der har også været et par gange, hvor jeg er blevet ønsket tillykke med en graviditet (som ikke bestod af andet end mad og slappe mavemuskler), af nogen, som bare syntes jeg så ret gravid ud. Det må man selvfølgelig heller ikke. Heller ikke selvom kvinden har en meget rund mave. Og heller ikke selvom hun indfinder sig på en fødemodtagelse; i hvert fald ikke, hvis ikke hun – som et minimum – har en vandrejournal i hånden som bevis, ahem…

Når en kvinde i den fødedygtige alder pludselig får bækkenproblemer, kan det altså godt skyldes andet end graviditet. Så nej, man må heller ikke spørge en kvinde, der vralter afsted og tager sig til lænden på samme måde som mange gravide gør det.  For ja, jeg er (selvfølgelig) også blevet spurgt i dén henseende. Og nej, jeg er stadig ikke gravid.

Siden nogenlunde for evigt (altså, siden jeg har fået børn) har jeg stort set ikke kunnet have én eneste sygedag uden jeg (som et minimum) er blevet foreslået at tage en graviditetstest. På dage med kvalme er det selvfølgelig særligt slemt og der er altså en grund til at jeg for nogle måneder siden ikke fortalte jer om dén madforgiftning jeg døjede med – jeg orkede simpelthen ikke alle graviditetsrygterne. Så nej, man må selvfølgelig heller ikke spørge en kvinde om hun er gravid, på baggrund af hendes helbred. Heller ikke selvom hun kaster op.

Til sidst – måske den vigtigste – så må man ikke spørge en kvinde om hun er gravid, når hun er iført badetøj. Slet ikke, når det er på et billede på Instagram, som hun lægger ud mindre end en uge efter hun har offentliggjort at skulle skilles. Yes, det var der simpelthen én der gjorde. Det. Må. Man. Ikke.

I det hele taget må man slet og ret ikke spørge om en kvinde er gravid. Sådan nogensinde. Hvis du kender hende godt, kan du være ganske sikker på, at du får det at vide så snart hun er klar til at fortælle dig det og hvis ikke du kender hende så godt, ja, så skal du måske i virkeligheden bare blande dig udenom og kun ønske hende tillykke, hvis hun selv fortæller dig om graviditeten eller når du ser hende med en baby i favnen.

Okay? 😀 

Det er helt vanvittigt at tænke på, hvordan livet – bogstaveligt talt – af og til kan vende på en tallerken, uden man kan gøre andet end at se til og følge med. (Være omstillingsparat, om man vil – apropos mit forrige indlæg). I denne uge, bringer jeg jer en fødselsberetning som for alvor sætter det på spidsen, i en smuk og meget, meget rørende beretning om en lille dreng, som desværre aldrig fik lov til at leve. Tag kærligt imod den <3

Vi havde ham ved os mange gange i løbet af dagen, vi sov sammen med ham, indtil dagen vi tog hjem og tog afsked med ham, han er så elsket og det fik han af vide mange gange.

Vi var blevet gift i 2012 og alle begyndte straks at spørge om vi ikke skulle til at have børn, vi skød det lidt, da min mand kun lige var blevet færdig med sit studie som fysioterapeut og han ville gerne bare lige finde sine ben i det, jeg havde været færdig som sygeplejerske i halvandet år, så jeg forstod ham godt. Vi havde været kærester i 6 år, så vi havde ikke travlt, vi vidste vi ville have børn med hinanden.

Da vi fik snakket mere om det, i løbet af efteråret, blev vi enige om at det skulle være nu, så jeg smed p- pillerne og vi begyndte vores rejse mod børn, sammen.

Der gik et halvt års tid, hvor vi bare havde en hel masse fantastisk sex, det var så dejligt! Så ville skæbnen at jeg blev gravid og vi var mere end glade begge to, jeg trænende som jeg plejede, og havde det virkelig godt, nakkefoldsscanningen var super fin, vi havde sagt til hinanden at vi ikke kunne være sikre på noget før uge 12 var passeret og vi holdte det derfor, for os selv indtil vi var sikre på at der var hjerteblink, bedsteforældrene på begge sider blev ovenud lykkelige, ligeså gjorde vores søskende, det var simpelthen så dejligt at de var så glade på vores vegne.

Vi skulle til misdannelsscanning lige før efterårferien og vi glædede os til at se vores lille vidunder, alt i graviditeten var forløbet ukompliceret, det her med at være gravid, det kunne jeg finde ud af, uden at være syg som alle andre jeg kendte var blevet, enten af opkast eller bækkenløsning, så jeg følte mig flyvende!

Så kom dagen for scanningen, inden vi nærmest var kommet ind af døren, havde vi proklameret at vi ikke ville vide kønnet, jeg var ligeglad, men min mand ville gerne have overraskelsen og i sådan en situation er det den laveste fællesnævner der tæller, så jeg var fuldstændig med på den.

Jordemoderen der scannede os, var en garvet herre, der kunne sit kram, han scannede rundt på vores baby, og han fandt, hjerte, nyre, lever, mavesæk, ryg…. Ryggen, der blev han helt stille, vi holdte vejret i lang tid, min mand og jeg, vi kunne mærke der var et eller andet fuldstændig galt, han scannede hjernen og blev ved i larmende stilhed, mit hjerte braste uden han havde sagt noget og min læbe bævrede. Han havde set noget suspekt, hjernen var ikke som den skulle, babyens lillehjerne havde bananasign syndrom, ikke den brille/8-tals form den skulle have og så mente han at han havde set en udposning på ryggen, men han kunne ikke finde det igen og han havde ikke taget et stilbillede, da han ville se om der var andre symptomer på at vores baby ikke var rask. Han havde også fundet indad roterede fødder, men min mand var født med en klumpfod, så det kunne vores baby også havearvet.

Det føltes allermest som om vi havde været inde på stuen hele dagen, jeg kunne ikke få vejret og braste ud i gråd inden vi havde fået snakket om det hele! Jordemoderen ville have os sendt til scanning ved overlægen på sygehuset, det kunne først blive ugen efter. Det kunne jeg på ingen måder være i, tænk hvis det var alvorligt. Selvom vi begge er sundhedsuddannet, anede vi ikke en fløjtende fis om babyer.

Vi fik sagt til JM at vi altså virkelig ikke ville vente til ugen efter, om det virkelig kunne passe der ikke var en scanningstid, som minimum dagen efter?! Han ringede rundt og vi fik heldigvis en tid dagen efter. Verden stod stille….

Vi kom ned på sygehuset og jeg var radbrækket, det var min mand også, han prøvede dog at holde modet oppe, for min skyld kunne jeg mærke, vi havde krammet og kysset umanerlig meget det seneste døgn og forvisset hinanden om at vi nok skulle klarer det, uanset udfaldet.

Overlægen scannede og fandt intet af det som jordemoderen dagen forinden havde fundet, udover de indad roterede fødder, men igen det kunne også være noget der var arvet fra far, det var simpelthen utroligt, vi var helt ved siden af os selv og vi kunne ikke rigtig finde ud af om vi skulle tro på det, eller hvad vi skulle, men overlægen var sikker og det gav os lidt ro i maven. Vi blev tilbudt en ekstra scanning 14 dage efter og den tog vi imod.

Jeg var sygemeldt, da det lige havde skubbet til min grundvold og jeg havde så svært ved at være i den her proces, trods forvisningen om at vi ikke skulle være bekymrede. Vi tog på efterårsferie med mine svigerforældre i sommerhus, det var rart at komme lidt væk og få det på afstand og at der var nogen der tog sig af os begge.

Jeg startede på arbejde efter en lille uge, så kunne jeg mærke jeg skulle i gang igen, så kom den ekstra scanning vi var blevet tilbudt. Igen med tunge ben gik vi mod scanningsklinikken og var ikke helt trygge ved det hele, det var en torsdag.

Overlægen satte scanningshovedet på min voksende mave, hun blev stille og meget bleg i ansigtet, hun tilkaldte en anden læge, der var noget. F.U.C.K! Der var en udpsoning på ryggen og den var temmelig stor, banansign fandt hun også, der var tilbagetrækning af kraniet, det var pga udposningen. Rygmarvsbrok, neuralrørsdefekt, myelomeningocele, alle de lange tunge ord, som vi ikke havde forberedt os på. Jeg kollapsede fuldstændig, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gribe eller gøre i, begge læger blev på stuen, de fortalte om det, chancen for at det var foreneligt med liv var meget lille, da udposningen var så stor, at risikoen for at den bristede under fødsel var meget stor, og babyen ville formentlig ikke overleve det, da det skulle gå rigtig stærkt mht operativ indgreb. De var ikke sikre på det. Vi blev tilbudt 2. opinion på hospitalet i regionen der har speciale i fødsel af børn med den her sygdom. Vi tog imod den, dagen efter, fredag.

Vi gik ud og ringede til vores forældre, jeg kunne ikke få fat i min mor, jeg var febrilsk, jeg havde sådan brug for min mors stemme, bare at høre den. Jeg ringede til min ældste søster, jeg kunne ikke stå oprejst da jeg fortalte hende hvad dommen var, jeg var knust, det var min mand også, han trøstede mig, men kunne ikke, jeg har aldrig grædt over noget jeg ikke vidste jeg kunne miste på denne her måde. Min mor ringede endelig tilbage og jeg brød igen fuldstændig sammen og jeg kunne næsten ikke være i mig selv, jeg havde allermest lyst til at begrave mig et sted, hvor jeg ikke havde nogle tanker om noget som helst, min verden var brast sammen.

Vi tog til OUH dagen efter og fik den samme besked af den søde og kompetente læge der scannede os fredag kl 13 tror jeg det. Det tog ikke lang tid for hende at finde de samme ting, der var konstateret dagen forinden, så vi snakkede i stedet, hun tog sig virkelig god tid til at fortælle hvad der her betød, hun kunne konstatere at det var et stort rygmarvsbrok, det betød at vores baby, som vi stadig ikke vidste kønnet på, skulle på operationsbordet efter en evt fødsel, for at prøve at lukke hullet i ryggen, det ville betyde vi skulle engangskaterisere vores baby hver 3-4 time, det ville betyde vi skulle tømme vores babys tarm hver dag med en tarmskylning, det ville formentlig være fysisk og psykisk skadet i svær grad, pga størrelsen på rygmarvsbrokken, lægen kunne ikke fortælle omfanget af den psykiske skade, men den ville være der. Vi havde snakket om det dagen, aftenen og natten inden, hvad vi skulle gøre, og vi var blevet enige om hvad der skulle ske, vi ville afbryde graviditeten. Det var den værste beslutning vi nogensinde havde taget, nogensinde! At sige det højt var endnu værre! Jeg kunne ikke sige det til overlægen, det gjorde min mand. Jeg var i uge 23+2

Da beslutningen var taget, skulle vores sag op i etisk råd, fredag eftermiddag og klokken var passeret 14.30. Nogen skulle genoverveje om vores beslutning, nu var det rigtige, det var simpelthen det værste, der var risiko for at de først tog sagen om mandagen, så vi tog fra OUH med enormt triste hjerter, vi havde valgt livet fra for vores baby, en helt masse tanker for igennem os begge, en masse tanker som ikke kan beskrives og som gør, at vi allerede der følte os som nogle forældre der havde givet op, vi kunne bare ikke forstille os et liv med de ting vores baby skulle igennem, det ville føles som tortur at skulle se vores baby lide…

Vi kørte hjem fra Odense og jeg bad min mand tjekke sin telefon mindst 10 gange om den var sat på lyd, det var den alle gange. Så ringede overlægen kl 16 ca at etisk råd havde set på vores sag og var enige i vores beslutning, så vi kunne gennemføre enabort……..

Igen, vi valgte livet fra.. Da jeg senere samme aften tog en pille for at stoppe graviditeten, kunne jeg ikke være i mig selv, jeg følte intet, jeg var tom, fuldstændig tom, jeg kunne ikke holde ud at føle og mærke mig selv. Jeg ville havde det overstået. Vi skulle komme søndag morgen på barselsgangen, jeg skulle sættes i gang med stikpiller, jeg måtte højest få 5 i løbet af et døgn, hvis det ikke virkede, skulle jeg have flere dagen efter.

Vi kom til afdelingen søndag, jeg havde mærket liv hele weekenden og jeg kunne på ingen måder forstå at den lille fis der lå så trygt og godt, ikke havde det som den skulle, den sparkede jo og var livlig. Men den var ikke rask, det vidste jeg godt. Det var sådan en absurd situation vi stod i, vi kunne ikke andet end at kramme hinanden og sige det hele nok skulle gå. Min mand blev indlagt sammen med mig, og vi fik en seng til ham ind på stuen, stuen som i øvrigt var sammen med alle de forældre der havde levende børn i vuggerne.

Jeg fik stikpillerne i løbet af dagen, der skete ikke noget, vi var lidt slukørede, vi havde brug for, troede vi selv, at få det overstået. Heldigvis var der en mere end fantastisk JM stud, der tog sig af os, hun snakkede med både min mand og mig om forløbet, hvad der skulle ske, hvordan vi kunne tackle det hele. Vi havde begge en forestilling om at der kom en grøn klat ud, så vi var enige om vi ikke ville se noget som helst af det der kom ud, det fik jm stud snakket os fra, det tog hende flere snakke i løbet af dagen, hun var eddermame sej og vedholdende og vi skylder hende verdens største tak!

Jeg fik veer omkring kl 5 mandag morgen d. 4/11-2013 og kl 6.30 fødte jeg en lille virkelig smuk dreng på ca 500 gram, han var så yndig og fin og smuk og elsket, helt ind i hjertet elsket. Jeg havde fået en hel del morfin i løbet af natten, for smerter, noget af natten er en del sløret pga det, så min mand har fortalt mig noget af forløbet, det var så mærkeligt at vide jeg var tilstede fysisk men ikke psykisk. Han havde ingen livstegn.

Vores lille fine dreng, han var der og han var så fin, vi kunne ikke forstå det, da vi så på hans lille ansigt, han var så smuk. Vi så hans fødder, de var meget fejlstillende, de drejede næsten 180 grader forkert, ryggen var der et kæmpestort rygmarvsbrok, det synede af halvdelen af hans lille ryg, det var meget stort og der gik ikke mere end nogle minutter før den tynde hud over det bristede i hånden på min mand. Han fik en masse kys og vi forsikrede hinanden om han var elsket og vi var og er stadig så taknemmelige for at vores jm studerende fik os til at se ham, holde ham, kysse ham, kramme ham og elske ham.

Vi var på sygehuset, iblandt de andre forældre, i 2 døgn, det var ubærligt. Vi havde vores søn ved os nogle timer, der kom en fotograf fra sygehuset og tog billeder af os, smukke billeder af vores smukke søn. Vi havde ham ved os mange gange i løbet af dagen, vi sov sammen med ham, indtil dagen vi tog hjem og tog afsked med ham, han er så elsket og det fik han af vide mange gange.

Vi valgte at sige ja til obduktion i det øjemed at vi gerne vil prøve at hjælpe med at der ikke er andre der skal stå i samme situation som os, jeg ønsker det ikke for min værste fjende, det var en ubærlig situation, for alle.

Han blev begravet en smuk november formiddag, hvor solen stod smukt på himlen, han var i en lille bitte kiste og det var en lille fin ceremoni for vores nærmeste familie. Han blev lagt på de ukendtes grav, det passede os bedst.

 

Vi fik taget blodprøver og krydsreferencer og alt muligt for at tjekke om det her var noget vi producerede ved at lave børn, 3 mdr senere var svaret at alt var helt normalt, heldigvis, det var et særtilfælde, som ændrede vores liv totalt..

Jeg stod med følesen af at min krop fuldstændig havde forrådt mig, jeg har altid været af den overbevisning at min krop ville udstøde et ikke rask foster, men det havde den ikke gjort, jeg følte ikke den havde gjort sit arbejde godt nok, jeg var så skuffet og ked af at jeg skulle udsætte mig selv og især min mand for sådan en oplevelse, jeg vidste ikke om jeg kunne gå det igennem igen, trods vi havde fået af vide at det var et enkeltstående tilfælde.

Vi mindes stadig vores lille dreng. Han vil for altid være elsket og vi har i dag ikke fortrudt vores valg, det var det rigtige for os, men det var den værste beslutning at tage for et andet lille menneske, at vælge livet fra.

Vi har og er omgivet af gode mennesker og en familie der har støtte os rigtig meget, og det har været uundværligt.

I dag står vi med to sunde og raske børn der i den grad lignede deres storebror da han blev født, en dreng og en pige herhjemme, levende og raske.

Forældre til 3 smukke børn, 1 oppe ved stjernerne og to herhjemme, vi er heldige, mere sammentømrede og tårende sidder stadig lidt løst en gang i mellem, men det er okay, vi er lykkelige hvor vi er, og vi er stadig sikre på at vi valgte rigtig, selvom det var et svært valg.

Det er desværre ikke helt sjældent set, at et fødselsforløb ender i et kejsersnit af præcis samme årsager som dette, hvor kvinden efter mange timer med veer, en pressefase og forsøg med sugekop ender med at komme på operationsbordet. Heldigvis er det heller ikke sjældent set, at det hele alligevel kan føles helt, helt okay, som jeg fornemmer det i kvindens allersidste kommentar i beretningen 🙂

Selvom vi på det tidspunkt ikke ved det, begynder fødselsberetningen egentlig lørdag den 26.august, hvor jeg er 36+3. Vi er til vores nevøs 2 års fødselsdag. Jeg er en smule øm i nederste del af maven, men da vi lige har været ude og gå en tur, tænker jeg ikke mere over det. Og som førstegangs gravid kender jeg jo slet ikke til min krops ”måde at være på” under en graviditet og alle små forandringer og kropslige fornemmelser er nye. På vej hjem nævner jeg for kæresten, at jeg tror, jeg kommer til at føde før tid. Med ”før tid” tænker jeg blot et par dage før termin – absolut ikke dagen efter. Vi kører ind forbi Fakta for at købe guf og energidrik til Kristian, for han har planer om at se boksekampen mellem McGregor og Mayweather ved 4-tiden om natten, så der skal jo tankes godt op.

Jeg vågner og kigger på uret, hvor klokken viser 01:04. Jeg kan mærke en underlig våd følelse i sengen og tror egentlig, at jeg har tisset. Jeg ”presser” ganske lidt for at mærke, om jeg skal mere på toilettet og kan mærke, at der siver en del vand ud. Jeg bliver pludselig meget vågen og tænker, at vandet må være gået, men er samtidig rimelig forvirret, for der er jo stadig knap 4 uger til termin. Jeg rejser mig op og mærker, at sengen er ret våd og mine trusser gennemblødte. Jeg går ud mod toilettet og stander foran kæresten, der jo sidder klar ved tv’et til boksekampen et par timer senere, og siger, ”jeg tror, vandet er gået”. Da jeg kommer retur fra toilettet, kigger kæresten og jeg på hinanden et stykke tid, griner og bliver enige om, at det er underligt og surrealistisk, at det er nu, det skal ske – vi er jo slet ikke klar: vi har kun været på del 1 af fødselsforberedelse, lejligheden er rodet, børneværelset er ikke lavet, vi har ikke købt snacks eller overtøj hun skal have på, når vi skal hjem og vi har heller ikke pakket hospitalstasken.

Mens jeg ligger i sengen og forsøger at falde i søvn, kører adrenalinen i kroppen og jeg ligger bare og tænker på alle de ting, som vi ikke har fået gjort – jeg kan huske, at jeg slet ikke kan finde ro og tænker, at jeg da ikke bare kan lige og sove. Jeg står derfor op og begynder at pakke en taske med de ting, som vi skal have med på hospitalet, herunder ting til baby. Jeg er godt klar over, at vi nok skal have nogle af de små størrelser med – heldigvis har vi dagen før fået ting med hjem fra min svigerinde, herunder tøj i str. 50 og 56 samt autostol. Jeg forsøger også at rydde lidt op, men går nok mest rundt om mig selv. På det her tidspunkt mærker jeg veerne som små niv, lidt ligesom milde menstruationssmerter. Jeg går i bad og får vasket hår og barberet ben (lidt forfængelig er man vel).

Da kæresten kommer hjem, fortæller han, at han havde fyldt en kurv med snacks, drikkevarer og tøj i Bilka, men da de skulle holde spisepause, kunne han ikke få lov til at købe det. Han har været rundt på forskellige tankstationer og har til sidst fundet en, der havde åbent. Her har han købt en 6-pack cola, 2 proteinbarer og en pakke tykgummi – så meget for en velforsynet madpakke. Han fortæller også, at han har haft ringet til jordemoderen, og jeg skal ringe til hende igen ved 7-tiden (jeg har været tilknyttet kendt jordemoder-ordning).

 

Jeg har sat vækkeuret til lidt i 7, hvor jeg vågner og tænker, at jeg godt kunne sove lidt mere. Jeg ringer til jordemoderen (JM), og vi snakker om, hvordan jeg har det og hvad der nu skal ske. Vi aftaler at mødes ved fødegangen, hvor hun vil pode mig – hvis jeg er positiv for streptokokker, skal baby nemlig ud inden for 18 timer efter vandet er gået.

Lidt i halv ni kører vi mod Skejby. Da det er søndag morgen, er der næsten ingen biler på vejene. Jeg kan ikke huske, hvad vi snakker om, men kan forestille mig, at det drejer sig om den kommende fødsel, og hvor uforberedte vi er. Da vi stadig ikke ved, om vi bliver sendt hjem igen eller indlagt, aftaler vi, at vi vil køre omkring Bilka, hvis vi bliver sendt hjem.

 

Da vi kommer ind på fødegangen, møder vi jordemoderen og bliver vist ind i et modtagerrum. Her spørger JM ind til natten, hvordan jeg mærker veerne og ser bindet, som jeg ellers havde smidt ud – hun er slet ikke i tvivl om, at vandet er gået. Dernæst bliver jeg podet for streptokokker og undersøgt, hvor jeg på nuværende tidspunkt er ca. 2 cm åben. Der bliver kørt en CTG for at se, hvordan baby har det i maven, hvilket tager ca. 30 min. Herefter skal vi vente en times tid for at høre, om vi skal indlægges eller ej. Vi bruger tiden på at gå en tur, hvor jeg så småt begynder at mærke veerne tager til, og jeg får løst et par sudoku’er. Derudover får jeg spist et par skiver ristet brød og to bananer, da jeg ikke rigtig har fået spist noget i løbet af natten. Da JM kommer igen, kan jeg se, hun har et ”armbånd” i hånden, og så ved jeg, at det betyder indlæggelse. Inden vi går over på fødestuen, snakker vi lidt om, hvad vi har snakket om i fht. fødsel, vigtigheden af kommunikation og hvilke ønsker jeg har (gerne så naturligt som muligt).

Ved 11-tiden går vi over på vores stue, hvor JM igen undersøger mig. Hun løsner den sidste hindeblære og sætter en elektrode på babys hoved, så der kan måles hendes puls. Dernæst får jeg et lavement. Kæresten og jeg vil igen ud og bevæge os, så vi går ned i bilen og henter vores tasker. På turen derned kan jeg mærke, at jeg skal koncentrere mig mere, når der kommer en ve og hører ikke rigtigt efter, når han snakker. Da vi kommer tilbage på fødestuen og har fundet os nogenlunde tilrette, siger jeg i sjov ”undskyld på forhånd” til kæresten; så er den skid ligesom slået, og jeg kan give den ”verbalt los”.

 

Fra vi kommer tilbage på fødestuen og til vi kommer over på opvågningsgangen efter kejsersnittet, har jeg ikke rigtig nogen fornemmelse af tiden og klokken, så flere af tidsangivelserne er derfor også beskrevet ud fra fødselsjournalen, og hvordan jeg kan huske det. Veerne begynder at tage til, jeg mister appetitten og begynder nu at kaste op, og da jeg ikke rigtig har fået noget at spise, er det allerede galde på dette tidspunkt. Da der heller ikke rigtig sker noget med vearbejdet, kommer jeg op og sidde på en pilatesbold, hvor jeg skal køre i 8-taller. Derudover får jeg sat akupunktur-nåle i ”ve-stimulerende” og ”smertestillende” punkter, men da disse ikke rigtig virker, foreslår JM, at jeg også supplerer med lattergas. Dog synes jeg, at denne luft er en smule klam og kaster også op af dette.

 

Da JM undersøger mig igen, er der stadig ikke rigtig sket nogen fremgang i vearbejdet. Og da baby også er stjernekigger OG ligger skævt i bækkenet, foreslår JM, at jeg skal få et ve-stimulerende drop, som gerne skal sætte lidt mere gang i veerne, så jeg åbner mig mere og får baby til at trænge ned gennem bækkenet. Jeg har på det tidspunkt tænkt på epidural et stykke tid, men er lidt ”bange” for at foreslå det; både fordi jeg ikke vil virke klynkende, og fordi jeg havde sagt, jeg ville klare det så naturligt som muligt. Så da JM anbefaler epidural, da jeg beder om noget mere smertelindrende, bliver jeg godt nok lettet.

Jeg tror, klokken er omkring 16, da anæstesilægen lægger blokaden i ryggen på mig, og for pokker hvor det havde en god effekt! Jeg gik fra at have meget ondt og kaste op under hver ve, til at have et helt andet overskud og kunne spise, drikke og joke igen. Faktisk beder jeg kæresten om at skrue op for lyden på sin telefon, hvor han ser en superliga-kamp, da jeg kan høre en anden fødende skrige.

 

Næste gang JM undersøger mig, har det ve-stimulerende drop hjulpet, faktisk er jeg nu ca. 9 cm åben. Men til gengæld har baby ikke ændret stilling; hun er stadig både stjernekigger og ligger skævt. Derfor skal jeg gå i gang med alverdens øvelser, som gerne skal hjælpe med at få baby drejet sig ned gennem bækkenet. Jeg kommer tilbage på pilates-bolden, hvor jeg skal køre i 8-taller, og vi laver alverdens ”spinning babies” øvelser. Så vidt jeg husker, går de næste mange timer med disse øvelser – jeg joker lidt med, at det næsten er som at komme i bootcamp med alle de øvelser, jeg skal lave.

 

Da baby stadig ligger skævt og der ikke rigtig er nogen fremgang, skruer JM op på ve-droppet, og jeg kommer op og stå ved en ”prædikestol”. Dette skal hjælpe baby med at komme ned gennem bækkenet. Jeg kan ikke huske, om der er den store fremgang, men jeg begynder at mærke veerne mere og mere bagtil. Da jeg på et tidspunkt ligger i sengen igen, bliver jeg bedt af JM om at presse. Hun vil mærke, om pressearbejdet kan ændre på babys position. Hun siger, at jeg presser godt og er rigtig stærk, men der ikke rigtig sker noget med babys stilling. Da jeg er ved at være træt og brugt, er det opmuntrende at høre, at JM synes, jeg er god til at presse. Det gør, at man lige giver den lidt ekstra og bider de værste smerter i sig.

 

Da klokken er 23, er der vagtskifte, så JM fra kendt jordemoderordning skifter med en ny JM. Hun overdrager ”sagen” inde på stuen, så kæresten og jeg kan også høre, hvad hun fortæller om forløbet. Hun er optimistisk og synes, jeg har klaret det godt, min ”følsomhed” taget i betragtning. Den nye JM undersøger mig og snakker om forløbet indtil videre. Både kæresten og jeg er ved at være trætte, så vi aftaler, at vi skal prøve at få hvilet lidt.

Jeg tror, vi får sovet ca. 30 min, førend JM vil undersøge mig igen. Hun fortæller, at hun kan mærke en ”fødselsbule” på babys hoved. Da der stadig ikke er sket den store fremgang, vil hun snakke med en fødselslæge om, at hæve ve-droppet til 140. Jeg mener, at jeg presser under et par veer, så JM kan mærke, hvordanjeg presser, og om der sker noget med babys stilling.

Omkring kl.1 undersøger JM mig igen, og da der stadig ikke sker noget, konfererer hun med fødselslægen igen. De beslutter, at jeg skal af epiduralen. Dette gør mig en smule ængstelig, for jeg er bange for, at jeg nu vil mærke veerne med ”fuld smadder”. Da jeg er kommet af epiduralen, går vi i gang med spinning babies øvelserne igen. Jeg begynder at mærke veerne mere og mere – og de er især lokaliseret bagtil. Jeg kommer ned og ligge på ryggen igen og presser. Herfra kan jeg ikke huske så meget. Ifølge fødselsjournalen er jeg blevet undersøgt ved 2-tiden af fødselslæge, JM og supervisor JM – her har de undersøgt mig både ved at ”føle” og ved at scanne. De synes, jeg skal presse videre i 30 mins tid, hvorefter de vil vurdere situationen. Jeg kan huske, at jeg bider mærke i, at klokken er 2, så da de ikke er kommet ind på stuen 30 min efter, bliver jeg frustreret, men siger det ikke højt. Under denne del af pressefasen kaster jeg igen galde op, hver gang jeg kommer til den ”gode del” af presseveen; der, hvor jeg kan mærke, at jeg bare skal presse til. Jeg kan mærke, at jeg holder igen med at presse, da jeg ved, at jeg ellers vil komme til at kaste op. Når JM siger, at jeg skal presse under hele veen, ”lyver” jeg og siger, at veen er færdig. På det her tidspunkt lægger jeg slet ikke mærke til kæresten – dog mindes jeg, at han på et tidspunkt lægger en våd klud på min pande. Jeg er så optaget af veernes smerter og dét, at jeg konstant kaster op.

Jeg tror, de kommer tilbage på stuen ca. 2:40, hvor de foreslår mig at prøve en kop. Jeg får at vide, at jeg max skal presse 3 veer med kop, ellers bliver det kejsersnit. Jeg kan huske, jeg spørger om det vil gøre ondt, at få lagt koppen – egentligt et lidt dumt spørgsmål, når jeg nu ligger der med veer i forvejen. Jeg er så træt nu og fuldstændig drænet for kræfter, at jeg beder om kejsersnittet med det samme. Jeg husker det sådan, at jeg klynker mig lidt til det, men på det tidspunkt er jeg ligeglad. De prøver at overtale mig til at give koppen et forsøg, men da jeg holder fast på kejsersnit, melder de grad 3 kejsersnit til anæstesiafdelingen klokken ca. 3. Jeg får nu noget medicin, som skal stoppe mine veer. Da der går noget tid, førend dette virker, presser jeg fortsat under veerne; det er faktisk umuligt at lade være. Jeg ligger altså og presser, mens de kører mig over på operationsgangen og også et par gange, da jeg ”kommer frem”. Jeg kaster vist også op undervejs.

Da jeg kommer ind på operationsstuen, kommer de forskellige sygeplejersker over og siger hej og fortæller mig, hvad deres rolle er. Jeg lægger ikke rigtig mærke til så meget. Kæresten kommer lidt efter, da han lige skulle i ”scrubs” først. Sygeplejersken siger, at de nu vil sætte et drop med væske, hvilket jeg hører som ”drop med whisky” og tænker, at det da er en udmærket form for bedøvelse. Da jeg har fået narkosen og det grønne klæde er sat op foran mig, så vi ikke kan se ned, kan jeg stadig se min mave genspejlet i lampen. Jeg tror, jeg spørger, om lampen bliver flyttet, da jeg kan se det – hvilket den gør.

Da de begynder at skære, sprøjter der en smule blod op på klædet. Jeg kan huske, at jeg er fuldstændig ligeglad med dette, og bare lukker øjnene og blunder en smule. Sygeplejersker fortæller, at når baby presses ud, vil det føles lidt som at få en mavepuster, men det føles nu ikke så slemt. Baby kommer ud mandag den 28. august kl. 3.35. Da hun er ude, kommer de forbi mig og viser hende til mig. Jeg lægger ikke rigtig mærke til det, da jeg er så træt. Kæresten bliver spurgt, om han vil med ud og se hende, så han går med. Sygeplejersker sætter sig ved siden af mig og fortæller, at de har givet thumbs up til hende, så baby har det godt. Dog er der vist blevet tilkaldt en børnelæge først, da baby lige skulle have lidt ilt – hun forklarer mig, at det er ligesom, når man er ved Vesterhavet og bliver blæst godt igennem. Det viser sig, at baby sov, da hun blev taget ud af maven. De har gemt et stykke af navlestrengen, som kæresten får lov til at klippe over – dette bliver jeg rigtig glad for, da det har været ét af mine ønsker for fødslen.

Kæresten kommer ind med hende og sidder ved siden af. Jeg kigger på hende, men er stadig så træt og diffus, at jeg egentlig mest har lyst til at sove. Næsten hele personalet kommer over og fortæller, at hun simpelthen er så køn og nuttet. På det tidspunkt tænker jeg, at det nok er noget, de ”skal sige”. Da de har syet og hæftet mig sammen, bliver vi kørt på opvågningsstuen.

 

Da vi kommer over på opvågningsgangen, er vi de eneste, der er der – sygeplejersken har derfor tid til at spørge ind og servere morgenmad for os: ristet brød, marmelade og smør på en bakke med et flag. De næste par timer er en smule underlige: jeg er en smule omtumlet, udmattet og kan ikke mærke min underkrop pga. epiduralen. Jeg forsøger at amme, men baby vil ikke rigtig tage ved – hun slutter fint om brystet, men suger ikke, hvorfor JM giver hende lidt modermælkserstatning af et glas. Baby bliver målt og vejet (2815 gram og 50 cm), og jeg får fjernet diverse ledninger og drop. Timerne på opvågningsgangen er skønne, fordi det stadig er tidlig morgen og mørkt og helt stille udenfor, hvilket givet en meget fredfyldt og ”boble”-agtig stemning. I takt med at solen står op og det bliver mere og mere lyst, begynder det langsomt at gå op for os, at vi nu er blevet forældre til den fineste lille pige – helt uvirkeligt, men ganske fantastisk.

Ovenpå den meget voldsomme beretning om en mor, der nær mistede livet, jeg bragte jer i sidste uge, tænker jeg at vi går med den lidt “lettere” udgave i dag. En skøn fødsel, som kvinden selv beskriver som en “drømmefødsel” 😀

Min fødsel var en drømmefødsel og jeg havde helt styr på det hele vejen igennem – min krop vidste så afgjort hvad den skulle.

Min datter Edith kom til verden den 8. Juni 2017. Jeg var førstegangsfødende og med termin den 16. Juni havde da så absolut ventet, at jeg skulle gå mindst en uge over tid. Så da min konsultationsjordemoder til min sidste konsultation med hende onsdag den 7. juni, sagde at vi jo nok ikke ville se hinanden mere da hun gik på sommerferie, med mindre jeg selvfølgelig fødte i morgen, hvor hun havde vagt på fødegangen, grinede jeg lidt men sagde pænt farvel og tak for en god behandling.

3.30 den nat skulle jeg som vanligt ud at tisse, og da jeg fik mig kæmpet ud af sengen og ned på gulvet, sagde det PLOP! Jeg spekulerede godt lidt, men vraltede ud på badeværelset og tissede og snusede lidt ind. Jeg havde fået at vide, at det lugtede lidt af sæd, og ganske rigtigt – vandet var gået. Jeg tog et bind på, gik og ind og vækkede min mand som gryntede og sov lidt videre. Jeg ringede til fødegangen, vi fik en tid, jeg nappede et bad og stille og roligt gik veerne i gang. Der var ret hurtigt kun 4-5 minutter imellem, men de var ikke kraftige og klokken 10 da vi var til tjek, kom min kons-jordemoder ud og udbrød “hvad Søren laver I her?” Hvortil jeg svarede “du sagde jo at det skulle være i dag?”
Vi blev sendt hjem igen, og på vejen hjem slog vi et smut forbi svigerforældrene, der gav en bid frokost, mens min mand hentede bilen hos mekaniker.

Veerne blev kraftigere og klokken 13.30 blev vi indlogeret på fødestuen. Min mand sad roligt ved siden af og læste “Historie”, kom med saftevand til mig, og holdt en brækpose ind under mig, når jeg sagde at jeg skulle kaste op. Jeg kunne sågar døse lidt imellem veerne. Jeg havde to fantastiske jordemødre ved min side, fordi den ene var ny på sygehuset, og de var intet mindre end fantastiske. De coachede mig hele vejen igennem og læste mig helt rigtigt i forhold til hvad jeg havde brug for.

Klokken 17 var jeg 4 cm (pyyyyh der var lang vej igen syntes jeg). Klokken 18 var jeg 7 cm og pludselig råbte jeg “ååååh jeg har det som om jeg skal sk*** en traktor” – og så var presseveerne i gang. Jeg kom om på alle 4 og gispede som et lokomotiv igennem presseveerne, som kom hyppigt. Min mand fik lidt aftensmad imens og Edith havde SLET ikke opdaget at hun skulle ud – hendes puls og hjerterytme var helt upåvirket af mors veer.

Klokken 19 blev der sagt, at nu var de 10 cm nået, men at Edith ikke havde banet sig vej helt ned i bækkenet, så jeg skulle vente lidt endnu. Jeg gispede videre, kun afbrudt en gang imellem af et “jeg skal kaste op”.

19.15 måtte jeg selv presse hende ned i bækkenet og videre ud, og de første 4 forsøg smuttede hun bare tilbage igen. 5 gang fik jeg hovedet halvt ud, og så holdt den lille dame ellers lige pause til min store forbløffelse. Så fik jeg endelig en ve mere og SMUT sagde det: ud kom den dejligste, lille, bitte pige på 2520 gram og 44 cm. Klokken var 19.54. Jeg var lykkelig og følte mig så sej!

Jeg tror jeg tog røven på en del jordemødre den aften, for jeg ved at mine jordemødre skråsikkert inden de gik ind til mig klokken 15 havde sagt, at den fødsel var ovre klokken 20, og kaffestuen havde kvitteret med latter 😉

ADVARSEL: Læs kun denne beretning hvis du har hård hud på maven, for den er altså en voldsom én af slagsen, hvor kvinden – nærmest uden selv at opdage det – var lige på nippet til at dø. 

Det er heldigvis meget sjældent at en svangerskabsforgiftning udvikler sig som denne og selvom jeg godt forstår hvis du, der venter dig eller endnu ikke har børn, bliver skræmt, så lover jeg dig, at det er uhyre sjældent, at det er lige ved at gå så galt som tilfældet var det for kvinden her <3

Jeg havde indtil uge 32 haft en forholdsvis nem graviditet. Men omkring uge 32 fik jeg utrolig meget væske i kroppen. Jordemoderen bad mig være opmærksom på hovedpine, svimmelhed og flimmeren for øjnene, tegn på svangerskabsforgiftning, da mit blodtryk også var stigende.
Omkring uge 35 fik jeg det skidt, om kom på fødegangen for at få kørt en CTG og taget urin + blodprøver.
Mit blodtryk var for højt men ellers var alt fint og jeg blev sendt hjem med en blodtryksmåler,  med beskeden om at ringe hvis den kom over 160/100.
2 dage efter, en lørdag aften var den gal igen, og jeg måtte en tur på fødegangen igen, og blev sendt hjem nogle timer senere.
Dagen efter bliver jeg ringet op med beskeden om at møde ind på fødegangen, de ville gerne lige tjekke mig igen, jeg blev indlagt da de mente den var gal med mine nyrer, og de ville gerne indsamle en døgnurin og have babyen scannet dagen efter.

Mandag eftermiddag bliver jeg udskrevet og den næste uge er jeg til tjek hver 2. dag.

Søndag d. 15 februar 2015 bliver jeg indlagt, jeg har siddet til barnedåb hele dagen og da jeg kommer hjem er mit blodtryk skyhøjt.

Mandag morgen kommer en læge ind med beskeden om at jeg skal sættes i gang, min krop er for belastet og i de sidste par blodprøver har der været stigende tegn på svangerskabsforgiftning.
Kl 10 får jeg første pille, og der sker ikke så meget andet end en smule mens murren i underlivet. Kl 15 kommer min konsulterende jordemoder på vagt, jeg har åbnet mig nok til at hun kan tage vandet, så kl 16 bliver jeg ført over på en fødestue.

Jeg har en mindre diskussion med jordemoderen om epidural blokade, jeg vil ikke havde den, men hun er meget insisterende da den sænker mit meget høje blodtryk så jeg overgiver mig.
Cirka en time efter jeg har fået den kan jeg pludselig mærke mine veer igen og de er blevet meget kraftige på den time jeg ikke kunnet mærke dem.
Jeg bliver skidt, får hovedpine og begynder at kaste op, uden jeg lægger mærke til det kommer en fødselslæge ind på stuen og da jeg ikke kan holde de blodtryksnedsættende piller i mig og babyens hjerterytme begynder at blive påvirket, beordrer han et akut kejsersnit.

Nede på operationsstuen triller tårerne ned af kinderne på mig.
Første gang lægen skærer i mig kan jeg mærke det og jeg nævner det for min søster og anæstisygeplejersken. Lægen stopper og giver mere bedøvelse, han venter og skærer igen, jeg mærker det lige så tydeligt som første gang og jeg bliver lagt i fuld narkose.

Det næste jeg husker er min far der står og græder, med min søns dyne (jeg husker ikke engang babyen, der er pakket ind i dynen). Min far græder ellers aldrig. Jeg husker også lyden af sirener fra ambulancen der skal overføre mig til Aalborg Sygehus. Sirenerne er skide irriterende da jeg har en voldsom hovedpine og anæstesilægen, som er med i ambulancen, irriterer mig også når hun hele tiden siger til mig at jeg skal åbne mine øjne. Jeg formoder at det er fordi hun ikke vil have at jeg mister bevidstheden, men jeg er træt af hende, da jeg egentlig bare gerne vil sove.

Jeg har åbenbart ligget på intensiv de sidste 12 timer siden jeg fik min søn, mit blodtryk er skyhøjt og de kan ikke få det ned, jeg er ved at dø fra dem, min lever og nyrer er ved at lukke ned, lungerne er påvirket og jeg har hævelse på hjernen. Jeg har fået HELLP, som er en meget alvorlig – og sjælden – videreudvikling af svær svangerskabsforgiftning.

De næste 4 dage ligger jeg på intensiv afdelingen, imens min mor er indlagt med min søn på barselsafdelingen.

Jeg gennemgår en masse undersøgelser mens jeg ligger på intensiv og får taget en masse prøver af forskellige slags, men min hukommelse er sløret, min tidsfornemmelse er væk og ting jeg husker som at ske på ét tidspunkt er i virkeligheden sket på et andet.
Min mor kommer ned med min søn så ofte hun kan og er der så længe som jeg har kræfter til. Jeg er altid ked af det når hun igen tager ham med op på barselsafdelingen. Jeg er meget utålmodig og vil faktisk bare op til min dreng.
Fredag da jeg endelig bliver udskrevet fra intensiv og indlagt på barselsafdelingen, får jeg kun lov at være der i ca 20 minutter, inden jeg får besked af en sygeplejerske om, at jeg skal over på Aalborg sygehus Syd og have tjekket mine øjne som er mærkelige på grund af hævelsen på min hjerne.
Jeg føler at jeg bliver hevet væk fra min dreng igen.
Efter 3 smertefulde timer – da jeg næsten lige har fået kejsersnit og ikke har en mulighed for at lægge mig ned -kommer vi endelig ind. Og da jeg så efterfølgende skal vente endnu en time på transport, knækker jeg sammen. Jeg orker ikke mere sygdom, ikke mere sygehus og vil faktisk bare hjem til min dreng.
Da jeg endelig er tilbage på barselsafdelingen slipper jeg ikke min dreng af syne igen og det er faktisk først der, at jeg føler at jeg er blevet mor. Min egen mor får til nøds lov at passe ham når jeg er i bad. Både min mor og sygeplejerskerne tilbyder at hjælpe, men jeg vil helst passe min dreng selv.
Han sover med mig i sengen i løbet af dagen eller sover i mine arme.
Da vi kommer hjem er det ikke meget han bruger vugge eller barnevognen de første par måneder, da han ligger og sover i mine arme det meste af tiden. Jeg har simpelthen ikke lyst til at lægge ham fra mig.
Jeg prøver virkelig hårdt at få en amning op at køre og jeg føler lidt, at jeg er blevet frarøvet nogle vigtige og gode øjeblikke at knytte mig til min dreng, fx at han ikke kom op og ligge på min mave lige da han var født, så amning blev lige pludselig meget, meget vigtig for mig.
Desværre endte det med at sygeplejersken måtte tage en alvorssnak med mig, da min krop simpelthen ikke havde energien til at danne mælk, så amning blev droppet.

Jeg fatter stadig ikke hvor tæt jeg var på at miste livet, og jeg tvivler på om jeg nogensinde kommer til at forstå det, men jeg  har fået at vide at det er meget normalt med svangerskabsforgiftning og især med HELLP at man har det sådan. Tanken om, at min dreng kunne have mistet sin mor bedst som hans liv startede, skræmmer mig og kan stadig give mig tårer i øjnene.

Derudover jeg desværre også fået nogle følgevirkninger efter at have haft HELLP. Jeg har fået antifosfolipid syndrom og mit højre øje er ødelagt. Derudover så har jeg fået nedsat følelse i højre hånd og den mister hurtig styrke når jeg bruger den.
Heldigvis har jeg sidenhen fået tvillinger ved et planlagt kejsersnit uden efterfølgende komplikationer og jeg er – mine skavanker til trods – meget taknemmelig for hele min lille børneflok.

Det er på flere måder en luksusudgave af fødselsfredag i dag. Først og fremmest fordi jeg næsten godt tør udlodde smilegaranti og dernæst fordi der faktisk – for vist nok første gang i fødselsfredags mere end 2,5 år lange historie – er hele TO fødselsberetninger på én gang. De er korte, præcise, sjove og helt vildt skønne synes jeg og om ikke andet, så fik de i hvert fald mig til at trække på smilebåndet. Både over beskrivelserne fra denne kvinde, som får mig til at tænke på en stærk kvinde med bånd om håret, sund holdning og en ikke-så-meget-pjat-attitude og over den søde gestus til de mange søde og dygtige jordemødre vi har <3

Min første datter blev født d. 20 april 2014, 4 dage over tid. Det var påskedag og jeg havde lige olieret vores terrasse dagen før.

Søndag morgen vågner jeg kl. 04.33. Jeg kan jævnligt få mavekramper om natten hvis jeg spiser noget specifikt, så jeg tænkte at jeg nok havde fået sådan en tur og gik ud på toilettet hvor jeg sad en time og ventede på at kunne skide😂 Indtil jeg kom til at tænke på “hmmmm…. måske var jeg i fødsel?!?!?”.

Kl. 06.00 vækker jeg min kæreste og siger “øhhh ved ikke om det er det, men måske er det” 😉 Ringede på sygehuset og fik at vide at vi skulle komme 7.30, for så havde der været vagtskifte. Så vi trillede afsted lidt tid efter, med alt habengut og en kæmpe taske med mad, da en veninde havde fortalt mig at det var godt med snacks og pølsehorn specielt til faren, fordi det tit tager laaaang tid første gang. 07.40 bliver jeg målt og jeg er 8 cm åben. “Godt hjemmearbejde” sagde jordemoderen. Jeg kommer ind og alt forløber super, kan intet smertestillende nå at få, så fik 3 slurke vand og kl 10.27 er hun ude… Min kæreste sagde flere gange: “skal vi ikke være flere herinde?” “Nej” svarede jordemoderen “ikke hvis der ikke sker andet, kun når hun skal ud tilkalder jeg en sosu”… og sådan blev det.. Fik at vide bagefter, at hende jordemoderen jeg snakkede med da jeg ringede om morgen, havde sagt jeg lød alt for frisk, så mig skulle de sikkert bare tjekke også skulle jeg hjem igen; hun plejede aldrig at tage fejl, men det gjorde hun d. 20/4-2014 for lille Agnethe ville ud på 6 timer fra første tegn….

Lillesøster Beathe kom til verden 7/2-2017, vi var lige gået i seng og pludselig kom første tegn kl. 22.25, jeg siger til min kæreste at jeg tror måske det er nu, han siger: “kan du ikke lige finde ud af det før jeg ligger mig til at sove?”. MÆND! Men det var i fuld sving og jeg ringer hurtigt til sygehuset da jeg fik at vide inden jeg forlod stuen første gang, at anden gang ville gå mega stærkt, så jeg skulle ringe med det samme… Men ikke desto mindre fik jeg beskeden: “jeg tror ikke du er langt nok henne, ring kl. 23.15, så ser vi på det”, men 22.50 – tyve minutter senere – måtte jeg ringe og sige at nu det var nu! På sygehuset var jeg 9.5 cm åben og hun var ude kl. 00.30, så havde jeg lyttet på første jordemor, så havde vi ikke nået det..

Ingen af gangene har jeg følte det er gået for stærkt! Jeg skal ikke have flere børn, men det eneste jeg for altid vil savne er at føde!

Min første jordemor var FANTASTISK! Hun havde selv fået nr. 3 året før og var en top fed type! Hun sagde at nu skulle jeg op på stuen også skulle jeg drikke en bajer, det var så godt for mælken og mig!

Halleluja for afslappede og fantastiske jordmødre!

Nogle gange, ik’? Så bliver jeg simpelthen så imponeret over de mange fødselsberetninger jeg modtager (på mail: canabuttenschon@gmail.com) og hvadenten det handler om lange, seje, barske, svære, hurtige, overfusende, gode eller ligefrem vidunderlige fødsler, så vidner de allesammen om seje kvinder, som kommer igennem det hele med skindet på næsen. I denne uge er det en kvinde, som med to hurtige – og meget smertefulde – fødsler i bagagen havde valgt at føde sit tredje barn hjemme, ved en fødsel, som på ganske imponerende vis endte med kun at gøre rigtigt ondt i otte minutter. Ja, minutter!

Her er beretningen om min 3. fødsel og 1. Hjemmefødsel.

En helt fantastisk uventet fødsel! Min første fødsel tog 5,5 time fra første ve, og de der veer gjorde så ondt at jeg aldrig skulle føde igen. Det gjorde jeg så lidt over 2 år senere, en igangsættelse der tog én sølle time. 3. gang besluttede vi derfor at føde hjemme, vi var trygge ved tanken, især hvis nu fødslen gik stærkt.

Min jordemoder havde udskudt hindeløsning og akupunktur 2 gang pga andre fødsler og møder. Jeg var meget plaget af mit bækken, og hun ville gerne hjælpe det hele lidt igang – det nåede vi dog aldrig. Hele min terminsdag, d. 29/1, rendte jeg på wc og havde noget der mindede om milde veer. Meget optaktsagtigt og ulig min første fødsel, der bare startede uden nogle tegn (og nr 2 der var igangsættelse). Jeg fik dog hentet børn kl 15 og bestilt noget pizza. Min mand kom hjem kl 17:20, og der havde jeg, efter hjemkomst, haft nogle flere milde veer, stadig med 20 minutter i mellem, de varede alle omkring 20-30 sek og jeg kunne uden problemer snakke med mine børn og spise min pizza. Jeg tømte endda opvasker. Veerne kom dog efterhånden lidt hyppigere, og til sidst ringede jeg til min jordemoder omkring kl 19:45. Hvis ikke andet så for lige at snakke om min mærkelige krop, der troede den skulle føde. Jeg kunne jo netop ikke genkende min krop i det hele, jeg var ret forvirret og stresset over pasning mm. Hun ville til min store overraskelse komme og tjekke mig en time senere, og så kunne hun jo lige så godt tage udstyret med. Hun sagde godt nok at jeg ikke lød til at skulle føde overhovedet, men at hun ville hellere komme ud en gang for meget med en 3. gangs. Jeg synes det var overkill uden lige, de veer jeg huskede gjorde uendeligt meget mere ondt. Vi skyndte os at putte børn, men A på 2,5 kunne nok fornemme min uro. Jeg ammede hende, men hun blev IKKE søvnig, og jeg fik en hel masse veer af amningen, og jeg havde pludselig veer på 40 sek med 2-3 minutter imellem. Jeg gav op på at putte hende omkring 20:45, hvor jordemoderen også ringede på.

Hun så et par veer, men jeg kunne stadig snakke undervejs, og der var igen 7 min imellem. Jeg var 4 cm åben, og hun sagde at hun var 90% sikker på at jeg skulle føde nu. Lad os bare sige jeg var lidt skeptisk. Jeg fik hidkaldt pasning af de store og skrevet til fødselshjælperen. En times tid senere – stadig med ultra milde og uregelmæssige veer – kom fødselshjælper, E, der selv er gravid, og min mor der skulle hente børn. A gik rundt og hyggede sig helt vildt og viste sine dukker til jordemoderen. K på 5 sov, og var ret upåvirket af at komme ud i bilen.

De næste timer lå jeg på sofaen og slappede af under en dyne. Jeg fik lidt saft, og blundede lidt mellem veerne, der stadig var milde. Jeg begyndte omkring kl 23:30 at bruge min smertefri fødsel vejrtrækning. Ikke fordi det var super nødvendigt, men jordemoderen mente at det var godt lige at komme ind i rytmen. I denne fase var det 5-7 min mellem alle veer, de varede dog omkring 1 min. Jordemoderen skiftede mellem at pakke ud, blunde lidt i en stol og hyggesnakke. Imellem veerne snakkede jeg med og følte mig klar i hovedet, helt upåvirket. Vi havde faktisk en ret hyggelig aften. Jeg blev ved med at sige det ikke kunne passe. Det gjorde virkelig ikke ondt. E sagde også bagefter at hun sad og tænkte “hvad satan”, for jeg lignede ikke en i fødsel. Jeg følte aldrig at jeg var i aktiv fødsel med veer der kom “som perler på en snor” som jeg huskede fra mine andre fødsler, veerne blev aldrig på nogen måde uoverskuelige. Men, lige pludselig skete der så noget mærkeligt imens min mand sad og spiste lidt pizza ved min side. Plop sagde det. Og så gik mit vand midt i den første, virkelig kraftige ve. Jeg var sikker på at mit vand ikke kunne gå sådan uden videre, hvilket jeg nævnte mellem hver ve herfra 😂 Vandet gik kl 01:22. Jeg har nogle ret trælse oplevelser med overgangsfasen, så jordemoderen holdt fast i “kanten” af livmoderhalsen og bad mig presse under næste ve, der blev jeg 10 cm. På næste ve pressede jeg igen, og han gled helt ned. Jordemoderen ville have jeg skulle mærke efter selv, hans hoved stod lige inden for udgangen, men det magtede jeg slet ikke lige der. Faktisk tænkte jeg bare “hvorfor fanden gør jeg det her igen!”, jeg har pinagtigt bevidst om hvad der skulle ske nu. På næste ve fødte jeg hovedet (bare av). Og på sidste ve listede hun ham halvt ud (inkl den hånd han insistererede på at have med ud ved kinden!). Jeg hev ham selv det sidste stykke ud og op på brystet. Jeg var så til stede, jeg forstår slet ikke hvor det overskud kom fra. Præcis kl 01:30 kom en lille skønhed på 3550 g og 51 cm, med kulsort hår og et tykt lag fosterfedt ❤️ De sidste 4 veer blev leveret med brøl. Av for helvede og pokker og fuck da også hvor gjorde det bare ondt! Jeg tænkte at det skulle overstås. Så jeg pressede og brølede og råbte fuck. Men jeg synes faktisk det er ret godt gået at jeg “ikke gad mere” i 8 min ud af hele fødslen.  Noget af afdækningen på sofaen gled ned undervejs, det fik jeg også rettet, til stor morskab for resten af holdet 😂

Han var sværere at presse ud end de andre. Virkelig mærkelig ting at sige, det gik jo hurtigt, men jeg skulle virkelig ligge kræfter i! Jordemoderen sagde bagefter til E at man normalt presse liiiiiidt længere end 8 min.

Årsagen til at det tog “så lang tid” (sammenlignet med mine andre fødsler forståes 😉) at udvide mig  var at han stod helt tosset i mit bækken. Jordemoderen troede faktisk han ville komme som stjernekigger, men da hun holdt kanten og bad mig presse roterede han helt rigtigt. Det var på alle måder en drømme fødsel, alt det jeg ikke turde håbe på gik i opfyldelse. Så gudskelov for at han stod mærkeligt i mit bækken! “Hvor længe tog fødslen?” Spørger man så. Tjaaaa, jeg var nok i latensfasen fra om formiddagen. Og det gjorde ondt i 8 min.

Pga hånden fik jeg en lille hundafskrabning. Moderkagen kom efter 25 min med lede efterveer, der faktisk var kraftigere end dem under fødslen 😬

Vi kom hurtigt ind i sengen, hvor vi spiste rundstykker, og den lille suttede og suttede. Til sidst målte og vejede jordemoderen ham, så hun kunne komme hjem i seng. Og hold nu kæft det var lækkert bare at være derhjemme, ingen kold bil, bare hud mod hud i dobbeltsengen og nogle helt uforstyrrede timer.

Det giver mig næsten kvalme, at være med på sidelinjen under denne fødsel, hvor den fødende i dén grad føler sig overset – ja, nærmest overgrebet – af en jordemoder, der desværre ikke var i stand til at fornemme kvindens behov, der ellers, for mig at se, virker klokkeklare. Det er selvfølgelig ikke standarden at jordemødre er på denne måde og det svier ganske voldsomt i mit hjerte, at det rent faktisk overhovedet finder sted. En kvinde i fødsel er aldrig hysterisk. Hun er i krise og skal have hjælp på en god og omsorgsfuld måde.

Da jeg skal føde mit yngste barn har jeg på baggrund af en kompliceret første fødsel med akut kejsersnit, fået lagt en fødselsplan. I den plan er der rimelig nøje beskrevet, hvad der skal til for at jeg føler mig tryg ved min anden fødsel. Jeg er gået med til at prøve at føde naturligt her anden gang, fordi der angiveligt ikke skulle være nogen grund til at jeg ikke skulle kunne føde naturligt. Min første baby var stjernekigger, jeg blev aldrig mere end 9 cm åben og fødslen gik, efter knap et døgn trods vedrop i stå og så havde jeg oveni lige fået en infektion og endte altså derfor i et akut kejsersnit. Jeg var derfor lidt nervøs for at skulle føde vaginalt og deraf altså fødselsplanen. I min plan er der et punkt, hvor der står beskrevet, at jeg har mulighed for at bede om kejsersnit, hvis jeg af forskellige årsager ikke magter fødslen mere. Det beroliger mig.

Jeg går over tid og bliver, på grund af mit første kejsersnit, sat igang med ballonkateter om aftenen. Måske er jeg sart, men det gør virkelig ondt og mine lår er helt blå og sorte, hvor de har presset mine ben åbne for at lægge den op. Efter en nat med ve-lignende smerter falder ballonen ud af sig selv og den sødeste jordmoder tager vandet. Der kommer dog ingen veer, men ventetiden er hyggelig og hun gennemgår min plan, som hun har sat sig ind i og vi snakker mit første fødselsforløb igennem. Jeg begynder for første gang sådan virkelig at tro på projektet. Efter nogle timer får jeg akupunktur for at sætte gang i veerne og får et vedrop. Det virker. Veerne kommer og de kommer tit, men vi snakker, min søster kommer og holder min mand og mig med selskab (hun skal være med ved fødslen) vi spiser vingummier og tiden går hurtigt.

Jeg får lagt to epiduralblokader, først af en nyuddannet læge, der ikke havde så meget erfaring og lægger den forkert og derefter af overlægen, som gør det helt fantastisk.

Efter 4-5 timer er jeg faktisk 10 cm åben og vi får at vide, at der snart skal holdes fødselsdag. Jeg er meget positivt overrasket og helt klar og glæder mig over hvor nemt og hurtigt det er gået. I mellemtiden er der jordmoderskifte, og hvor jeg virkelig hyggede mig med de første jordmødre, virker hende her som en dame fra en anden tid. Hun synes at jeg skal have nogle kraftigere og mere effektive veer og skruer op for vedroppet. Samtidig skruer hun næsten helt ned for epiduralblokaden, da hun er usikker på, om jeg kan mærke presseveer med blokaden. Det gør hun, selvom jeg gør hende opmærksom på, at jeg sagtens kan mærke pressetrang. Det er første gang jeg føler mig overhørt og ignoreret. Der går så nogle timer, hvor jeg presser og presser. Til sidst kan jeg ikke selv løfte mine ben når jeg skal presse, men må have min søster og en jordmoderstuderende til at hjælpe mig. Min mand kan på nuværende tidspunkt ikke holde til at se på det mere. Han føler sig magtesløs og kan ingenting gøre. Det minder ham om min første fødsel og han kan ikke holde ud at se mig i smerter. Vi aftaler at han tager en lille pause. Af jordemoderen får jeg at vide, at jeg skal lade være med at klage og være hysterisk. Det gør ondt at føde og sådan er det. Min søster er nyuddannet læge og undrer sig meget over, hvor afvisende og dårlig til at kommunikere og lytte jordmoderen er.

Jeg beder om et kejsersnit. Siger at det står i min fødselsplan. Jeg fortæller hende, at jeg tror han sidder fast, at jeg ikke kan presse ham ud, men hun lytter ikke til mig. Jeg begynder at græde, for det ligner en gentagelse af mit første fødselsforløb, hvor jeg dog udelukkende havde søde og forstående jordemødre.

Hun henter fødselslægen, der mener vi lige skal give det lidt mere tid, da jeg jo har presseveer og ellers skal vi prøve med sugekop.

Jeg presser videre. Vedroppet falder ud. Jeg vil ikke have det i igen, da jeg bedre kan mærke hvornår jeg skal presse med mine egne veer. Men jordemoderen lytter ikke og holder min arm fast og sætter det i igen. Jeg græder og græder og vil ikke mere. Jeg beder igen om et kejsersnit.

Jordemoderen siger, at vi kan aftale, at vi giver det et kvarter mere, og så henter hun fødselslægen. Det går jeg med til. Der går et kvarter og der går tre kvarter og jeg spørger hvorfor fødselslægen ikke snart kommer? Jordemoderen svarer, at jeg jo ikke er den eneste fødende i verden og at jeg skal stoppe med at klage. Min søster ser bestyrtet ud, men den jordmoderstuderende er virkelig sød og holder mig hånden og siger at det nok skal gå.

Da fødselslægen endelig kommer går det hurtigt. Baby skal tages med kop, men jordmoderen har glemt at slukke for suget inden koppen kommer på og den suger sig fast til mine kønsdele. Jeg skriger for det gør virkelig ondt. Fødselslægen bliver vred på jordmoderen. Det bliver til tre forsøg med koppen, men baby sidder fast i bækkenet og jeg bliver kørt til akut kejsersnit. Min mand når ikke at være med til kejsersnittet, da det pludselig går meget stærkt.

Narkoselægerne undrer og irriterer sig over, hvorfor jordemoderen nærmest har slukket for epiduralblokaden, da de så bliver nødt til at lægge en ny bedøvelse og bruge tid på det – når nu hun vidste at der var risiko for at det ville ende i kejsersnit. De kigger også på mine ben, som ligner en slagmærk af blå plamager. Det var næsten det hårdeste ved hele fødslen at have veer, ikke måtte presse og skulle ligge helt stille imens de lagde ny bedøvelse. Fødselslægen fra før er med til kejsersnittet og han sidder virkelig godt fast. Der bliver hivet og skubbet for at få ham ud og det er en lettelse da hun undervejs fortæller mig, at jeg på ingen måde kunne have født ham. Mit bækken er for smalt. Baby får klippet navlestrengen af min søster, han er heldigvis fuldstændig upåvirket, vejer 3800 g og fordi han er så fin kommer han op til mig med det samme, selvom det egentlig ikke er proceduren.

Umiddelbart efter er jeg egentlig ret afklaret med situationen, jeg har jo prøvet det før, men jeg er virkelig vred og vil, selvom jeg bliver spurgt, overhovedet ikke snakke fødselsforløbet igennem med jordmoderen. I ugen efter er jeg til efterfødselssamtale hos en anden jordemoder og hun er bestyrtet over mit forløb. Det hjælper mig meget at få at vide, at det ikke er mig, der er noget galt med, og hun beskriver fødslen som et overgreb. Nu, et år efter, kan jeg stadig godt få en klump i halsen ved at tænke på fødslen.

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk