Category

Graviditet og fødsel

Category

Det giver mig næsten kvalme, at være med på sidelinjen under denne fødsel, hvor den fødende i dén grad føler sig overset – ja, nærmest overgrebet – af en jordemoder, der desværre ikke var i stand til at fornemme kvindens behov, der ellers, for mig at se, virker klokkeklare. Det er selvfølgelig ikke standarden at jordemødre er på denne måde og det svier ganske voldsomt i mit hjerte, at det rent faktisk overhovedet finder sted. En kvinde i fødsel er aldrig hysterisk. Hun er i krise og skal have hjælp på en god og omsorgsfuld måde.

Da jeg skal føde mit yngste barn har jeg på baggrund af en kompliceret første fødsel med akut kejsersnit, fået lagt en fødselsplan. I den plan er der rimelig nøje beskrevet, hvad der skal til for at jeg føler mig tryg ved min anden fødsel. Jeg er gået med til at prøve at føde naturligt her anden gang, fordi der angiveligt ikke skulle være nogen grund til at jeg ikke skulle kunne føde naturligt. Min første baby var stjernekigger, jeg blev aldrig mere end 9 cm åben og fødslen gik, efter knap et døgn trods vedrop i stå og så havde jeg oveni lige fået en infektion og endte altså derfor i et akut kejsersnit. Jeg var derfor lidt nervøs for at skulle føde vaginalt og deraf altså fødselsplanen. I min plan er der et punkt, hvor der står beskrevet, at jeg har mulighed for at bede om kejsersnit, hvis jeg af forskellige årsager ikke magter fødslen mere. Det beroliger mig.

Jeg går over tid og bliver, på grund af mit første kejsersnit, sat igang med ballonkateter om aftenen. Måske er jeg sart, men det gør virkelig ondt og mine lår er helt blå og sorte, hvor de har presset mine ben åbne for at lægge den op. Efter en nat med ve-lignende smerter falder ballonen ud af sig selv og den sødeste jordmoder tager vandet. Der kommer dog ingen veer, men ventetiden er hyggelig og hun gennemgår min plan, som hun har sat sig ind i og vi snakker mit første fødselsforløb igennem. Jeg begynder for første gang sådan virkelig at tro på projektet. Efter nogle timer får jeg akupunktur for at sætte gang i veerne og får et vedrop. Det virker. Veerne kommer og de kommer tit, men vi snakker, min søster kommer og holder min mand og mig med selskab (hun skal være med ved fødslen) vi spiser vingummier og tiden går hurtigt.

Jeg får lagt to epiduralblokader, først af en nyuddannet læge, der ikke havde så meget erfaring og lægger den forkert og derefter af overlægen, som gør det helt fantastisk.

Efter 4-5 timer er jeg faktisk 10 cm åben og vi får at vide, at der snart skal holdes fødselsdag. Jeg er meget positivt overrasket og helt klar og glæder mig over hvor nemt og hurtigt det er gået. I mellemtiden er der jordmoderskifte, og hvor jeg virkelig hyggede mig med de første jordmødre, virker hende her som en dame fra en anden tid. Hun synes at jeg skal have nogle kraftigere og mere effektive veer og skruer op for vedroppet. Samtidig skruer hun næsten helt ned for epiduralblokaden, da hun er usikker på, om jeg kan mærke presseveer med blokaden. Det gør hun, selvom jeg gør hende opmærksom på, at jeg sagtens kan mærke pressetrang. Det er første gang jeg føler mig overhørt og ignoreret. Der går så nogle timer, hvor jeg presser og presser. Til sidst kan jeg ikke selv løfte mine ben når jeg skal presse, men må have min søster og en jordmoderstuderende til at hjælpe mig. Min mand kan på nuværende tidspunkt ikke holde til at se på det mere. Han føler sig magtesløs og kan ingenting gøre. Det minder ham om min første fødsel og han kan ikke holde ud at se mig i smerter. Vi aftaler at han tager en lille pause. Af jordemoderen får jeg at vide, at jeg skal lade være med at klage og være hysterisk. Det gør ondt at føde og sådan er det. Min søster er nyuddannet læge og undrer sig meget over, hvor afvisende og dårlig til at kommunikere og lytte jordmoderen er.

Jeg beder om et kejsersnit. Siger at det står i min fødselsplan. Jeg fortæller hende, at jeg tror han sidder fast, at jeg ikke kan presse ham ud, men hun lytter ikke til mig. Jeg begynder at græde, for det ligner en gentagelse af mit første fødselsforløb, hvor jeg dog udelukkende havde søde og forstående jordemødre.

Hun henter fødselslægen, der mener vi lige skal give det lidt mere tid, da jeg jo har presseveer og ellers skal vi prøve med sugekop.

Jeg presser videre. Vedroppet falder ud. Jeg vil ikke have det i igen, da jeg bedre kan mærke hvornår jeg skal presse med mine egne veer. Men jordemoderen lytter ikke og holder min arm fast og sætter det i igen. Jeg græder og græder og vil ikke mere. Jeg beder igen om et kejsersnit.

Jordemoderen siger, at vi kan aftale, at vi giver det et kvarter mere, og så henter hun fødselslægen. Det går jeg med til. Der går et kvarter og der går tre kvarter og jeg spørger hvorfor fødselslægen ikke snart kommer? Jordemoderen svarer, at jeg jo ikke er den eneste fødende i verden og at jeg skal stoppe med at klage. Min søster ser bestyrtet ud, men den jordmoderstuderende er virkelig sød og holder mig hånden og siger at det nok skal gå.

Da fødselslægen endelig kommer går det hurtigt. Baby skal tages med kop, men jordmoderen har glemt at slukke for suget inden koppen kommer på og den suger sig fast til mine kønsdele. Jeg skriger for det gør virkelig ondt. Fødselslægen bliver vred på jordmoderen. Det bliver til tre forsøg med koppen, men baby sidder fast i bækkenet og jeg bliver kørt til akut kejsersnit. Min mand når ikke at være med til kejsersnittet, da det pludselig går meget stærkt.

Narkoselægerne undrer og irriterer sig over, hvorfor jordemoderen nærmest har slukket for epiduralblokaden, da de så bliver nødt til at lægge en ny bedøvelse og bruge tid på det – når nu hun vidste at der var risiko for at det ville ende i kejsersnit. De kigger også på mine ben, som ligner en slagmærk af blå plamager. Det var næsten det hårdeste ved hele fødslen at have veer, ikke måtte presse og skulle ligge helt stille imens de lagde ny bedøvelse. Fødselslægen fra før er med til kejsersnittet og han sidder virkelig godt fast. Der bliver hivet og skubbet for at få ham ud og det er en lettelse da hun undervejs fortæller mig, at jeg på ingen måde kunne have født ham. Mit bækken er for smalt. Baby får klippet navlestrengen af min søster, han er heldigvis fuldstændig upåvirket, vejer 3800 g og fordi han er så fin kommer han op til mig med det samme, selvom det egentlig ikke er proceduren.

Umiddelbart efter er jeg egentlig ret afklaret med situationen, jeg har jo prøvet det før, men jeg er virkelig vred og vil, selvom jeg bliver spurgt, overhovedet ikke snakke fødselsforløbet igennem med jordmoderen. I ugen efter er jeg til efterfødselssamtale hos en anden jordemoder og hun er bestyrtet over mit forløb. Det hjælper mig meget at få at vide, at det ikke er mig, der er noget galt med, og hun beskriver fødslen som et overgreb. Nu, et år efter, kan jeg stadig godt få en klump i halsen ved at tænke på fødslen.

Som vi snakkede om i sidste uge, så er det simpelthen så forskelligt hvordan fødsler opleves og hvor nogle af dem, som på papiret kan være ukomplicerede, alligevel ender med at føles som store traumer, så kan andre – som den I skal læse om i dag – være det helt modsatte. Her er beretningen om et akut kejsersnit 8 uger før termin, som trods det komplicerede forløb alligevel var en rigtigt god oplevelse. Jeg tager i alle tilfælde hatten af, både for den lille familie og for det personale der må have været omkring dem, når “sådan en fødsel” kan virke så fantastisk!

Vandet gik kl 21. Det var præcis som på film – PLASK! – selvom jordemoder til fødselsforberedelse 1,5 time tidligere netop havde fortalt os at sådan skete det altså ikke.

Og der var flere ting der ikke helt skete som vi ellers havde fået af vide og forestillet os.

Historien starter egentlig 2 år tidligere. Alle vores venner blev gravide i første forsøg. Det gjorde vi ikke. Vi gik efter noget tid videre til udredning og problemet lå hos mig. Jeg fik diagnosen PCO for det var nok det det var. Vi ville blive gravide hurtigt med lidt hormonhjælp sagde lægen. 7 forsøg senere blev vi sendt til reagensglas, for det gik åbenbart ikke så hurtigt alligevel. Men det 7. Forsøg lykkedes alligevel. Og vi var lykkelige!

I starten af graviditeten var vi også nervøse for at miste. Det kommer jo nok ikke til at gå så let, forberedte vi hinanden på. Men det gjorde det faktisk! Alt så fint og normalt ud. Indtil den dag vandet gik. 8 uger for tidligt.

Vi kom ind på fødegangen og jeg fik lungemodnende og vehæmmende medicin. Hun lå i sædestilling, hvilket betød kejsersnit lige meget hvad. Jeg var overraskende klar i hovedet og ved godt mod. Lægerne og jordemoderen var meget travle, men jeg forstod deres meldinger. Vi vil helst vente med kejsersnit til hun er 2 uger ældre, hvis vi kan stoppe fødslen. Vi ventede og ve-måler-maskinen sagde ingen veer. Jeg mærkede dog ve-lignende smerter men who am I to know, førstegangsgravid og alt muligt. Lægerne sagde at det formentlig var stoppet og vi kom bagest i prioritetslisten, så vi så ikke meget til dem. Efter nogle timer tog smerterne til og min kæreste insisterede på at de undersøgte mig på trods af infektionsrisiko pga vandafgangen. Jordemoderens ansigt ændrede sig da hun mærkede efter. “Fødderne er ude – du får kejsersnit NU”. 20 min senere var vores datter ude.

Kejsersnittet var den fedeste oplevelse. Jeg burde måske have været bekymret eller bange, men lige der var jeg fyldt med adrenalin og klar i hovedet som aldrig før. Jeg sprang bogstavelig talt op på operationsbriksen (med mave og det hele) og jeg havde den klareste kommunikation med lægerne undervejs – jeg spørger nysgerrigt og fuldstændig afslappet ind til hvad de gør med og joker ligefrem med dem. Under kejsersnittet finder lægerne at min livmoder er asymmetrisk og at den ene side aldrig har udviklet sig helt færdig. Pladsen er derfor trang og vores datter stor. Det er formentlig det der har gjort graviditet svær og det der har sat fødsel i gang. Under alt det her er min kæreste ligbleg, bekymret og ved at dratte om. Jeg husker jeg tog hans hånd og trøstede ham midt i det hele.

Vores datter kommer ud og skriger. Den fineste lyd nogensinde for en 32. uger gammel pige, hvor lungemodenhed er prioritet nr 1.

Hun fortsætter med at være stærk. Vi bruger 3 uger på neonatal hvor verdens bedste personale samlede os op og reddede vores datter og os som familie. Jeg var ødelagt af bekymring og chok i denne del. Min kæreste var fattet, omsorgsfuld, verdens bedste far og en kæmpe støtte. Vi kunne ikke have undværet hinanden. Nu er vi hjemme med den fineste pige som blot mangler at lære at spise selv, uden sonde.

I fredags skulle jeg have været gået på barsel og alle havde sagt at der skulle jeg gennemføre netflix, sove længe og meget og nyde den sidste del af den graviditet vi havde kæmpet så hårdt for. Sådan blev det ikke.

Men bekymringen er vendt til kærlighed, og vi er ligeglade med hvordan det burde have været hver gang vores stærke datter kigger på os.

Jeg har svært ved at finde ud af hvad jeg elsker allermest ved denne fødselsberetning, for den er virkelig skøn. Jeg følte mig som en flue på væggen ved en fantastisk oplevelse – og ja, så skal det selvfølgelig ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker jordemoderens kommentar om veer og orgasmer. Det er jo så rigtigt!

Veer er som orgasmer: Hvis du ikke tager den i hånden og går med den, så bliver den aldrig rigtig god.

Da jeg blev gravid med mit første barn var jeg 21 år gammel. Det var planlagt og vi glædede os meget.

I min mands familie er alle børnene født hjemme og jeg blev hurtigt hookede på ideen om at det skulle vores barn da også blive. Vi boede i en toværelses på Ama’r, så mine svigerforældre slog generøst dørene op for at vores barn kunne komme til verden hjemme hos dem i Nordjylland. De indrettede et rum til fødslen og vi fik gæsteværelset og stuen som base.

Min graviditet var god, men havde alligevel et par bump på vejen. I 12 uge begyndte jeg at bløde pga for blød livmodermund og måtte ligge HELT stille i 4 uger. I uge 22 fik jeg en virkelig alvorlig influenza og fordi baby stod højt kunne jeg ikke hoste mine lungerspidser rene og influenzaen satte sig til lungebetændelse.

Jeg blev indlagt på Hvidovre Hospital i ca 24 timer og så overflyttet til Riget pga. fare for blodforgiftning og dermed fare for at barnet skulle blive så påvirket, at det måtte tages med akut kejsersnit. Det gik heldigvis godt og efter 10 dage blev jeg udskrevet nu med en ordentlig babybule på maven.

10 dage før termin flyttede vi hjem til mine svigerforældre og fik os indrettet med vugge, pusleplads, babytøj, bleer osv. Og så ventede vi og vi ventede og 7 dage efter termin var jeg ved at gå til i opsvulmet utålmodighed. Vi lå i sengen den morgen og snakkede om at nu måtte der altså godt snart ske noget ellers måtte vi tage mere drastiske midler end sex i brug. Mine svigerforældre, som eller havde holdt fri omkring min termin, var begyndt på arbejde igen så vi havde alle husets rum for os selv da veerne begyndte senere den dag, omkring kl 14.30.

I starten var veerne meget uregelmæssige og var bare sammentrækninger i maven som ikke gjorde ondt.

Under min graviditet havde jeg købt bogen ”Aktiv fødsel”. En bog fuldt af yogaøvelser, teoretiske refleksioner og forklaringer om aktiv versus passiv fødsel og meget naturlige billeder af fødende kvinder med meget naturlig kønsbehåring som blev støttet af mænd med skæg, langt hår og perlehalskæder. I daglig tale og blandt venner kaldt: ”Urtekussebogen”.

Under et af mine jordmoderbesøg havde en jordemor, som vidste jeg ville føde hjemme, givet mig disse visdomsord: ”Veer er som orgasmer- hvis du ikke tager den i hånden og går med den, så bliver den aldrig rigtig god ”.

Jeg var ung og troede på mig selv og min krop og det gav mig ro og overskud. Jeg var forberedt på de ting som skulle ske med min krop og indstillet på at gå med den, lige meget hvor jeg blev bragt hen.

De næste par timer gik meget stille og roligt. Vi ringede til mine forældre som skulle være tilstede i huset under fødslen og gik og grinede og hyggede mellem veerne. Og jeg tænkte i mit stille sind at alle fortæller hvor ondt veer gør- alle glemmer at sige at de jo kun vare et minut. Jeg var ovenpå og helt tryg.

Kl 1800 spiste vi aftensmad; sovs, kartofler og kød. Og dét var så en fejl – som min krop rettede op på ca en halv time senere hvor jeg brækkede det hele op igen. En maratonløber spiser jo heller ikke et fuldt aftensmåltid en time før løbet starter, vel?!

Veerne kom med ca 10 min i mellem og når jeg trak mit vejr helt ned i mellemgulvet og ellers gik stille og roligt rundt under veen, kunne jeg sagtens være i det.

Kl 20.00 Ringede vi til fødeafdelingen som ville sende en jordemoder indenfor en time.

KL 20.30 kravlede jeg i i det almindelig badekar fyldt med dejligt varmt vand. Det kravlede jeg så op af efter to veer. Duer ikke – så væk med det.

Mine forældre og jordemoderen dukkede op næsten samtidigt, imens jeg trissede rundt i badekåbe, trusser og t-shirt og tennissokker.

Imens min mor satte kaffe over, undersøgte jordmoderen mig. Jeg var 7 cm åben – og 9 under ve. Det var faktisk første gang under hele forløbet at jeg tabte min vejrtrækning. Det at ligge på ryggen og ikke kunne gøre noget kativt imens jeg blev undersøgt var godt nok ubehageligt!

Jeg rykkede mine traveture under veerne fra stuen til køkkenet og nu travede jeg troligt rundt om kogeøen hver gang veerne stemplede ind.  Jordemoderen og mine forældre fik noget kaffe og vandrejournalen blev tjekket og fødselsjournalen startet.

Min mand redte fødelejet med de lagner jordmoderen havde med og hun blev præsenteret for bordet til hendes remedier (et strygebræt) og den ekstra kraftige lampe vi havde installeret i rummet.

Efter ca 10 veer begyndte smerterne at rykke om i lænden og det nappede lidt mere til end tidligere. Fik vist fyret et par eder af men fik så fat i mit åndedræt igen og så gik det. Og som sagt, så gik de jo over igen.

 

Jeg skulle tisse, troede jeg men der kom vist kun et par dråber og pludselig stod jordmoderen i døren til badeværelset og spurgte hvad jeg lavede.

”Tisser!” 

Næ” sagde hun “jeg tror du har presseveer – og du må gerne begynde at presse.”

Jeg måtte fortælle hende at jeg altså ikke vidst hvordan man gjorde og hun kunne forklare at det var som når man skal rigtig, rigtig, rigtig meget på toilettet.

Som beskrevet i ”Urtekussebogen” hængte jeg mig om halsen på min mand og forsøgte at presse. AHHHH det gjorde naller. Og jeg holdt straks op, rejste mig op og kiggede på jordmoderen – vist med lettere bebrejdende øjne. Hun kunne fortælle mig at det var livmodermunden der skulle udslettes. Nååh men hvis det bare det så gør jeg det da bare igen svarede jeg friskfyrsagtigt. Jeg hængte mig om halsen på min mand og pressede – Fuck, det var slemt, men kun i 3 veer, så blev de ligesom anderledes.

Jeg vraltede fra badeværelset i bar mås, t shirt og tennissokker ind i føderummet.

Efter råd fra min fine bog, lagde jeg mig på alle fire og begyndt at presse.

Hver gang en ve pressede sig på, lukkede jeg øjnene og dykkede ned i puden og PRESSEDE det bedste jeg havde lært. I Starten brølede jeg med lyd på sådan ARHHHH-agtigt,  indtil jordmoderen bad mig bruge luften og kraften ned i mit mellemgulv i stedet for.

Under hele pressefasen var min mand lige omkring mig, med en hånd at holde i og kolde klude til panden og et stort glas vand. Min mor sad i en lænestol så vi kunne få øjenkontakt når jeg havde brug for det. Det gav mig ro, at jeg kunne aflæse på hende at det hele gik som det skulle.  

CD-afspilleren spillede vores  klassiske yndlingskoncerter og alt var trygt i vores lille fødselspuppe. Men tag ikke fejl- der blev arbejdet og hold fast jeg svedte!

Efter omtrent 20 minutter med gode veer havde jeg presset fosterhinden helt udenfor  og den var stadig hel. Jordmoderen kunne se at hinden var grønlig og for at sætte lidt gang i det hele tog hun vandet som heldigvis var klart. (senere talte vi om at det nok var barnets stress og lort i vandet under lungebetændelsen tidligere i graviditeten, som havde sat sig i hinderne).

Efter ca 10 min udbrød jordemoderen: “Nu kan jeg se for en femmer” og lidt senere “Ihh hvor har den meget hår” og så hev hun ud i babys hår som så stak ud af min hoo-ha, som en lille sort nissehue.

Jeg lukkede mig helt ind i mig selv og var bare krop og ingen bevisthed andet end at alt mit vejr skulle trækkes helt ned til baby.

Min mand var lidt bekymret og stak hovedet helt ned til mit og kaldte på mig. Det var træls. Jeg kunne kun rumme mig selv og det stykke arbejde jeg var ved at udføre.

Da der var gået tre kvarter bad jordmoderen min mand gå ud at varme håndklæderne  som barnet skulle svøbes i. Og med ét kunne jeg lige pludselig ikke presse. Jeg glemte simpelthen hvordan jeg skulle gøre da han gik. PANIK ! Men han var heldigvis på pletten inden den næste ve indfandt sig.

Jordemoderen mente der skulle lidt mere fut i det hele og ville gerne have mig op at sidde.

Jeg satte mig på hug, og hu-hej hvor det gik. Desværre spændte det for meget i mellemkøddet så jeg skulle lige rejse mig og gå rundt om sengen til fødeskamlen, som stod i enden af sengen. Mens jeg stod tog jeg lige en ve og så kunne jeg mærke babys isse.

Jeg satte mig op på skamlen hev t-shirt og strømper af og var nu helt commando – og helt ligeglad.

Min mand satte sig på knæ bag mig  og holdte om mig og maven så jeg ikke skulle koncentrere mig om at holde balancen.

Med inspiration fra ”urtekussebogen” satte jeg mig i bedste hesteprangerstil med spredte ben, let fremadlænet  og maven tungt mellem lårerne. Mine hænder var godt plantet under mine lår, så jeg kunne trække i dem når jeg pressede og derved også bruge mine rygmuskler til at presse baby ud.

Jordemoderen sagde at jeg selv kunne bestemme hvilken dato baby skulle fødes på, d. 6. eller d. 7.

Jeg pressede alt hvad jeg kunne og pludselig var hovedet født!

Hun bad os massere maven med vores hænder så livmoderen ville trække sig sammen endnu en gang. Og mens vi gjorde det kunne vi begge mærke at baby sparkede en sidste  gang lige under mine ribben som den havde gjort en million gange under graviditeten.

Og så blev han født. Med et dejligt livgivende skrig kom han til verden.

Han blev lagt op i mine arme og jeg var vildt bange for at tabe ham. For han var glat og fedtet. Men jordemoderen gav mig, med et enkelt ”selvfølgelig kan du holde ham modet tilbage.

Navlestrengen blev klippet af hans far og så tog jordemoderen ham, imens jeg kom ned fra skamlen og tilbage i sengen. Efterbyrden- de 4 små sting blev hurtigt overstået og så kunne jeg få min lille søn ned og amme for første gang.

Vi havde fået den dejligste dreng og cirka 5 minutter efter han var blevet født, 2 minutter over tolv, måtte jeg kigge på min mand og fortælle ham at det kunne vi godt gøre igen.

Vores søn var en stille, observerende og meget lyttende dreng med alle sanser åbne. Og han tunede for vildt ind på os når vi talte til ham eller han hørte en lyd udenfor. Han var helt færdigbagt, med alle træk på plads og olive-teint og grå øjne som blev brune efter et par dage.

Et par timer efter fødslen tog jordmoderen afsted og vi kunne tage ham på armen og gå op i vores egen seng hvor vi bare lå og så og snakkede og forstod alting for første gang, indtil kl 0400, hvor vi endeligt faldt i søvn. Som en familie. 

Bonusinfo: Min søn er i dag 20 år og på vej  til sin studentereksamen. Stadig Buddha-blid og nysgerrig på verden.

hvordan god fødsel

Der findes formentlig ikke én eneste gravid kvinde i verden, som ikke drømmer om at få en god fødsel. Og med god grund, for en fødsel er en usædvanligt stor oplevelse, som man aldrig nogensinde kommer til at glemme. Selv, har jeg haft to – for mig – meget forskellige fødsler, hvor min første fødsel var en fuldkommen fantastisk oplevelse (som I kan læse om den HER, hvis I har lyst) hvorimod min anden fødsel var frygtelig. For mig. Begge fødsler var planlagt til at foregå hjemme, men hvor jeg lykkedes med min mission første gang, blev jeg anden gang overflyttet til sygehuset på en indikation jeg rent fagligt ingenlunde var enig i og jeg endte med at være så forpulet skuffet. Jeg har til stadighed svært ved at beskrive hvad der skete under min anden fødsel, uden at føle et stik i hjertet over at det gik som det gik – selvom det, på papiret, sådan set gik rigtigt fint. Jeg fik veer om eftermiddagen og fødte tidligt næste morgen, uden de store komplikationer hos hverken mig eller min baby, som jeg var lykkelig og lettet over at få i armene da han “endelig” kom ud. Jeg burde jo være glad for endnu en ukompliceret fødsel, men indeni var jeg ked af forløbet.

Det kan næsten føles skamfuldt at berette om en fødsel, der for andre kan virke både ukompliceret og god, når man slutter den af med at fortælle, at man faktisk syntes det var noget lort. Sådan som jeg forestiller mig at kvinder (som for eksempel hende der stod bag sidste uges fødselsberetning) der har født hurtigere end de kunne ønske sig, må have det.

Der er nemlig en ganske velforankret tro på eller mening om, at hurtige fødsler er gode fødsler. Hvis barnet kommer ud i god behold, vel at mærke. Og det kan de også sagtens være, men det er altså ingenlunde et faktum for alle. Hvor god en fødsel er for kvinden der føder, kan slet og ret ikke ses ud fra hendes journal, fordi selve oplevelsen er subjektiv og dermed ikke nødvendigvis har den fjerneste sammenhæng med hvordan fødslen sådan rent fysisk forløber. Nogle kvinder kan ud med et akut kejsersnit og en voldsom blødning til følge, uden at have fået en dårlig oplevelse af dén grund, imens andre kan føde fuldstændigt ukompliceret, men have en helt forfærdelig oplevelse…

Man ved, at noget af dét der giver gode oplevelser (med fødsler og i sundhedsvæsenet generelt, i øvrigt) er, når patienten – altså, den fødende – føler sig velinformeret og tryg undervejs igennem hele forløbet. Når vedkommende har en god forståelse for  hvad der sker, hvorfor det sker og gerne også hvad næste skridt i processen er. Den meget berømte sociolog Aaron Antonovsky beskriver det som at man, for at kunne opnå den gode oplevelse, skal have en følelse af begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed.

Meningsfuldheden kommer i udgangspunktet ret naturligt under en fødsel, fordi det giver god mening at gå igennem en fødsel for sit barn. Til gengæld er det en helt anden sag for kvinden at være i stand til at håndtere sine smerter på en måde, så de ikke tager fuldstændigt overhånd. Det kan for nogle være en stor hjælp at bruge vejrtrækningsøvelser og et dybt fokus indad, imens det for andre kræver lidt tungere skyts med medicinsk smertelindring. Smerterne er og opleves- ved jeg af erfaring – forskellige fra kvinde til kvinde og i tillæg til det, kommer samtidigt en klar forskel i både hyppighed og varighed af pauser imellem smerterne og selvfølgelig udmattelsen, som typisk afhænger af hvor længe vearbejdet har stået på. Derfor kan man altså ikke sige, at det ene er bedre end det andet til at opnå en god fødselsoplevelse; at det er bedre at undgå smertelindring end at få den fulde pakke. Det bedste er, at kvinden har en oplevelse af, at kunne håndtere forløbet. Slutteligt skal det hele give rundes af med en begribelighed og her kommer jordemoderen for alvor på banen, eftersom det er hendes opgave at hjælpe den fødende til at kunne forstå situationen, uanset hvordan den udvikler sig. Jordemoderen skal hele tiden undervejs informere kvinden om hvad der sker og hvorfor – noget, som i den grad kan være en vanskelig opgave hvis den fødende samtidig har svært ved at håndtere situationen, skulle jeg hilse at sige…

Hos de kvinder, som går med veer i dagevis inden livmoderen overhovedet begynder at åbne sig, vil udmattelsen – og utålmodigheden – selvklart træde ind og få en udtalt rolle og give både meningsfuldheden og håndterbarheden trange kår, hvorfor det nærmest kan blive essentielt for kvinden, at få mulighed for at få et “break”, for eksempel med en epiduralblokade og et par timers søvn, hvis fødslen skal ende med at blive en god oplevelse. Som den altså sagtens kan, selvom den måske bliver lang. En god, men hård oplevelse, som dén slags altså er for langt de fleste.

På den anden side kan de manglende – eller meget korte pauser – imellem veerne, være ganske overvældende hos de kvinder som føder meget hurtigt. Den manglende mulighed for at lade veerne udvikle sig langsomt i intensitet, såvel som den manglende mulighed for lige at få et øjeblik til at fatte hvad der sker, kan hos nogle kvinder være så overrumplende, at fødslen – selvom den er hurtigt overstået – ender med at være en dårlig oplevelse, fordi kvinden måske hverken når at begribe eller håndtere situationen som hun kunne have ønsket sig det.

Jeg synes simpelthen det giver så god mening med de tre begreber, begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed som små nøgler til den gode fødselsoplevelse og jeg tror i virkeligheden at det er dét vi allesammen gør allerklogest i at arbejde os hen imod, hvis vi ønsker os gode fødsler. Hvordan den enkelte kvinde kommer dertil er selvfølgelig så forskelligt som opfattelsen af en fødsels forløb, men ikke desto mindre, tror jeg at det er klogt at holde sig for øje, at det i høj grad er dét, der gør sig gældende.

I dag er jeg ikke længere ked af forløbet fra min anden fødsel, hvor det der nok primært gik galt for mig var, at jeg ikke havde en følelse af meningsfuldhed, fordi jeg rent fagligt simpelthen var uenig med min jordemoder. Alligevel kan jeg ikke se mig fri for at være en lille smule ærgelig. Over mig selv og over det forløb, som i mit hoved burde have været helt anderledes – eller som jeg burde have været i stand til at håndtere bedre. Måske havde det hjulpet, hvis jeg i al min skuffelse undervejs, havde afkrævet jordemoderen nogle flere svar, eller hvis jeg havde bedt én af mine fødselshjælpere om at gøre det på mine vegne.

Måske kunne det have været anderledes, hvis jeg inden tiden havde gjort mig det mere klart, hvad der i virkeligheden skal til for at få en god fødsel – eller altså oplevelsen af en god fødsel – for selvfølgelig handler det ikke om det fysiske forløb. Oplevelsen, opfattelsen og hele forståelsen af forløbet sidder trods alt i hjernen…

“Nogen siger at det må være fantastisk at føde så hurtigt. Jeg tænker dog at det er de samme smerter bare komprimeret på kortere tid!” sådan slutter kvinden sin fødselsberetning af og jeg kan altså godt være tilbøjelig til at give hende ret. De kvinder, som føder meget hurtigt, har ofte voldsomme smerter og kun ganske få pauser, hvor det for mange kan være svært både at nå at få hvile og få hovedet til at kunne følge med. Jeg tænker, at det måske kunne være en relevant snak at tage her på bloggen i næste uge, når denne uges fødselsfredag lige har fået lov til at synke lidt ind hos os allesammen <3

Jeg ventede mit første barn med termin d 5/1, så jeg regnede med at nå komfortabelt ind i januar inden hun ville melde sin ankomst.

2/1 gik jeg og støvsugede og lavede mad med min kæmpestore mave og var SÅ træt af de plukkeveer, som havde generet siden uge 20.
Min mand kom hjem, vi spiste og satte os i sofaen. Præcis kl 19 mærkede jeg nærmest et smæld hen over maven, det gjorde nas, men jeg tillagde det ikke yderligere. Kort efter var plukkeveerne stride! Og kom med minutters mellemrum. Jeg måtte op og stå for at holde smerten ud og vi konstaterede at det jo nok var veer. Min mand, der har et barn fra tidligere (som blev født efter et døgns veer, smertehelvede, epidural og sugekop), var meget skråsikker i sine udtalelser som “det kommer til at gøre meget mere ondt” og “jeg skal lige huske at ringe til arbejdet i morgen tidlig” “er det ok jeg tager en lur, det bliver nok en lang nat”. Og hvad f***** vidste jeg, jeg havde jo ikke prøvet det før, så ja, tag du bare en lur. Det tog dog til i intensitet, og jeg prøvede den næste time at holde lidt styr på det. Der var alt mellem 1,5 og 6 minutter imellem – så altså intet regelmæssigt. Og det skulle der jo være, ellers havde man jo intet at gøre på fødegangen…
Jeg måtte en tur under bruseren og syntes det var fantastisk! Min mand tog tid og spurgte (nu knapt så skråsikker) om vi måske skulle prøve at ringe til jordemoderen? Jeg afslog – som førstegangsfødende skulle der jo være regelmæssige veer i ca 500 timer inden man OVERHOVEDET kunne komme i betragtning til måske at være berettiget til et tjek. Efter endnu en halv time overgav jeg mig og ringede.
Jordemoderen var sød og mente meget bestemt at vi skulle komme til et tjek. Vi snuppede en taske og kørte turen på 22 km, hvor hver eneste sandkorn på vejen føltes som helvede. Turen føltes som én lang smertefuld ve, og gåturen til fødegangen var med pause ca hver 10. meter. Jeg følte mig som en gigantisk hval, der prustede og stønnede og vraltede afsted, men ind kom vi kl 21.45.
Den søde jordemoderstuderende, der skulle undersøge mig ville gerne lige have jordemoderen til at dobbelttjekke, og jo den var god nok – 9 cm åben! Jeg kunne næsten ikke være i mig selv, veerne kom på stribe og jeg kunne ikke sige noget (pånær “fingrene væk” da den studerende tydeligvis skulle afprøve smertelindrende tiltag, som fx lændemassage), så mens jeg stod lænet ind over sengen hørte jeg langt væk min mand spørge om epidural – og til min forfærdelse sagde jordemoderen at det var for længst ovre den mulighed, der var snart en baby på vej. Skide lorte bedrevidende jordemoder, jeg ville have en  epiduralblokade NU. Godt jeg ikke kunne sige to sammenhængende ord på det tidspunkt!
Jeg begyndte at føle pressetrang, og stod stadig og vuggede frem og tilbage lænet ind over sengen. Og eftersom der hverken havde været tid til smertelindring eller lavement kunne jeg lige i presset mærke “noget andet” blive presset ud. Og klaske ned på gulvet. Den studerende sagde meget pænt og diskret “jeg tørrer lige” hvorefter jeg mærkede en klam klud i måsen. Jeg ved godt det er naturligt og bla bla bla, men det ER altså ikke pissefedt at stå og skide på gulvet foran sin mand og to fremmede damer!!
Det blev hurtigt for hårdt for mig at stå op, så jeg måtte op i sengen. Min mand havde i mellemtiden været så totalt egoistisk og blottet for hensynstagen at tage en kop kaffe!! Og ånde på mig! “Du lugter” var det eneste jeg kunne sige, og min stakkels mand sagde pænt tak for kaffe.
Jeg pressede i cirka en halv time inden min lille datter kom op til mig 4 timer og 20 min efter den første ve.
Nogen siger at det må være fantastisk at føde så hurtigt. Jeg tænker dog at det er de samme smerter bare komprimeret på kortere tid! Jeg følte ikke jeg havde kontrol på noget tidspunkt, for jeg havde ikke lang nok pause fra smerterne til at mentalt forberede mig på de næste og bruge noget af det jeg havde lært.

Man skulle tro at det sluttede, da hun fik sin smukke, men kolde og slappe søn i armene, men ak. Fødslen og alt dét den bragte med sig, som kvinden selv kalder sit livs værste mareridt, var på ingen måder slut endnu og det skulle vise sig, at blive nogle usædvanligt hårde måneder. Selvfølgelig psykisk, men i særdeleshed også fysisk, som det altså primært skal handle om i dag, hvor kvinden fortæller om et efterfødselsforløb der heldigvis hører sig sjældenhederne til.

Læs første del af beretningen HER.

Min mand og jeg blev enige om et navn.

Mens jeg var på operationsbordet havde jordemoderen og sygeplejersken tage fod og håndaftryk af vores søn, og klippet lidt hår af til os.

 

Jeg sad længe med ham i mine arme. Vi snakkede længe om og med ham inden han blev kørt væk. Det var ikke gået helt op for mig, hvad der var sket, jeg havde meget dårligt efter operationen. Jeg fik næsten en liter blod, inden vi skulle prøve at sove lidt. Min mand blev og sov hos mig, og vi fik begge noget beroligende at sove på. Kl. var ca. 2, før vi kom på en stue, hvor vi kunne sove. Vi snakkede også lidt med jordemoderen inden vi sov. Det hele var bare så uvirkelig. Jeg vidste heller ikke, hvor slem min bristning havde været.

 

Dagen efter fødslen

 

Jeg havde det ikke så godt efter fødslen/operationen, havde mange smerter, og var meget utilpas, og måtte have mere blod. Min mor og far kom forbi om formiddagen, og kørte da jeg skulle sove lidt. Da var min mand også hjemme lidt. Inden min mand kom igen, var hospitalspræsten forbi, og snakkede med mig, hun havde snakket med min mand, da jeg var på operationsbordet. Vi fik en rigtig god snak. Min mand kom, mens hun stadig var der, og vi snakkede begge med hende. Narkoselægen kom også, og snakkede med mig, da jeg havde sådan en forfærdig oplevelse, da jeg blev opereret. Han oplyste mig, at de under operationen ikke på noget tidspunkt frygtede for min tilværelse – liv. Det var dejligt at høre, men jeg frygtede virkelig for mit liv, det var sådan en grim oplevelse. Det kan jeg slet ikke beskrive.

 

Lidt senere kom min svigermor med vores datter på 2 år, som skulle se sin lillebror. Det var en god oplevelse. Hun syntes dog, at han var lidt ”ad”, idet han var sort om læberne. Det gjorde mig ked af det, da hun sagde det. Han var stadigvæk rigtig fin, og det så ud som om, han sov. Vores datter sagde også; ”lillebror sover”, ja sagde vi, lillebror er død, lillebror kan ikke komme med os hjem. Vi forklarede også, at mor havde ondt i maven, derfor er mor på sygehuset.

Min mor kom også forbi, og hun tog en masse billeder. Vi fik igen snakket lidt med ”lillebror”, og jeg fik kysset ham flere gange. Aftenen før fik jeg slet ikke set hans øre, da han havde en fin hat på, så nu kunne jeg lige se dem, inden sygeplejersken kørte ham væk igen. De fortalte os, at vi til en hver tid kunne bede om at få ham op til os, når vi følte, vi havde behov for at se ham igen.

Det var svært for vores datter, at forstå at jeg lå der på sygehuset, og hun tog afstand fra mig. Det var hårdt.

 

 

Fire dage efter fødslen

Jeg var stadig indlagt, og havde fået mere blod.

 

Bedemanden kom på sygehuset.

Vi snakkede om, hvordan begravelsen skulle være og foregå mv. Det var stadig ikke helt gået op for mig endnu, hvad der var sket. Jeg havde stadig mange smerter, og kunne slet ikke se, at jeg skulle nå at blive frisk til begravelsen. Jeg var dog blevet frisk nok til at kunne komme i mit eget tøj, det trængte jeg til.

Da bedemanden var gået, snakkede jeg med sygeplejersken om, at komme hjem på ”orlov” nogle timer. Det syntes hun, lød som en god ide. Vi pakkede mine ting, og jeg fik smertestillende med hjem. Hvis der blev noget, når jeg var hjemme, skulle jeg bare ringe, dette gjorde mig tryg. Jeg kunne dog stadig ikke sidde ned, pga. bristningen, så min mand havde lagt sædet helt ned i bilen, det gik fint.

 

Da jeg kom hjem sov vores datter i barnevognen, min svigermor passede hende, mens min mand var hos mig.

Det var dejligt at være hjemme. Men havde stadig mange smerter og var utilpas, men jeg tænkte, at sådan var det jo nok.

Vores datter kunne ikke helt forstå, at jeg lå på sofaen, da hun stod op, men hun var glad for, at jeg var hjemme. Jeg lå på sofaen det meste af dagen og aftenen, kunne slet ikke sidde ned og spise, så jeg stod op. Jeg kunne ikke hjælpe meget til, men jeg puttede vores, da hun skulle i seng. Jeg ringede til sygehuset, og sagde, at jeg havde mod på at sove hjemme. Det trængte jeg virkelig til.

 

De fleste af vores søns ting var fjernet fra værelset efter mit ønske. Dog stod tremmesengen, lift og autostol der stadig, men det var ikke så hårdt at se, da det jo var vores datters ting, som vores søn skulle have brugt.

Jeg havde dog en del mareridt den nat.

 

Fem dage efter fødslen

 

Min mand afleverede vores datter i vuggestuen. Efterfølgende tog vi derefter ud på sygehuset til udskrivningssamtale. Vi snakkede med jordemoderen, sygeplejersken og lægen.

Lægen undersøgte mig, inden vi tog derfra, hun syntes alt så fint ud, jeg var dog stadig meget hævet ”dernede”.

 

Det var dejligt at blive udskrevet, så var jeg jo det skridt videre.

Om eftermiddagen skulle vores søn velsignes af sygehuspræsten. Det skulle foregå i Kapellet på sygehuset. Det var en lang eftermiddag. Min mand og jeg ventede bare på, at vi skulle af sted. Jeg havde stadig mange smerter, så var spændt på, hvordan det ville gå til velsignelsen.

 

Velsignelsen gik rigtig fint, vores søn var rigtig flot, han lignede bare en lille dreng som sov. Han havde et blåt sengetøj med elefanter på med i kisten, samt det tøj på, som jeg havde købt til ham. En lille bamse, et stykke legetøj, tegninger, som vores datter havde tegnet til lillebror, og et billede af sin storesøster, mor og far. Det var slet ikke til at forstå, at det var vores søn, som lå der, og han var død! Vi ville ikke få ham med hjem! Det var sidste gang vi så ham. Vi kyssede ham begge farvel, og vi tog nogle billeder.

 

Lidt tid efter vi var kommet hjem, kom svigermor med vores datter, hun var rigtig glad for at se, at jeg stadig var hjemme. Hun reagerede dog en del på, at jeg var kommet hjem. Hun ville ikke høre hvad der blev sagt, hun var sur, og hun ville have mig til at gøre en masse ting, som jeg fysisk ikke kunne. Det var vildt frustrerende, og det gjorde mig rigtig ked af det.

 

Jeg puttede vores datter om aftenen, hun var rigtig bange for, at jeg ville gå fra hende, men jeg forklarede hende, at jeg nok skulle blive og sove hos hende. Hun havde siden, jeg var blevet indlagt, fået lov til at sove i vores seng.

 

Jeg syntes, da jeg gik på toilettet om aftenen, at det lugtede fra mit bind, jeg skiftede det ellers meget tit. Jeg ringede på sygehuset, for at forhøre mig til, om det var normalt. De oplyste mig, det skulle jeg ikke bekymre mig om. Jeg havde dog stadig mange smerter.

 

 

Seks dage efter fødslen

 

Da jeg vågnede, og følte jeg skulle slå en prut, syntes jeg, den ”fløj” ud det forkerte sted, altså at den kom ud af skeden. Jeg tænkte, at det nok var normalt.

Da jeg gik på toilettet, lugtede det stadig fra bindet, og det lignede ikke længere blod, det var mere brunt end rødt. Gammelt blod er også brunt, så jeg tænkte, at det nok bare var derfor, det var brunt, og fordi jeg var ved at stoppe med at bløde.

 

Vores datter ville ikke i vuggestue, for hun var bange for, at jeg ikke var der, når hun kom hjem, forklarede hun. Jeg forklarede hende, at jeg ikke skulle på sygehuset mere, og at jeg ville ligge på sofaen, når hun kom hjem. Så min mand og datter tog af sted til vuggestuen.

Jeg havde ikke rigtig nogen appetit, jeg syntes, jeg fik det værre og værre.

 

Da jeg senere gik på toilettet, syntes jeg, at det lignede afføring der var i mit bind, og jeg fortalte det til min mand, som sagde, at det jo ikke kunne lade sig gøre, og de havde jo dagen før på sygehuset sagt, at alt så fint ud. Så jeg tænkte, at det nok bare var mig, der havde taget fejl.

Senere følte jeg, at jeg skulle af med noget afføring, og at det kom ud det forkerte sted. Jeg gik toilettet, og det var helt brunt i bindet. Jeg syntes, det lignede afføring.

Jeg blev meget nervøs og ringede straks til sygehuset. De syntes, det lød underligt, men de kunne godt høre på mig, at jeg var nervøs, så de syntes, at jeg skulle kigge ud.

 

Min mand kørte mig på sygehuset, og vi var der omkring middagstid. Jordemoderen kiggede på det bind, jeg havde taget med, hun kunne ikke svare på om det var udflåd eller afføring, så hun tilkaldte en læge. – ventetiden var lang, jeg var så bange for, at der var noget galt, det kunne jeg slet ikke overskue nu.

 

Lægen undersøgte mig, det var så smertefuld, og oveni var jeg så nervøs. Jeg havde desværre ret, det var afføring, der kom ud af min skede. Så jeg skulle akut til universitetshospitalet.

 

Vi ventede på, at lægen og jordemoderen ringede til universitetshospitalet.

Vi fik af vide, at jeg ville blive undersøgt, når jeg kom til universitetshospitalet, og så ville de tage en vurdering af, hvornår jeg skulle re- opereres. Enten om aftenen eller tidligt næste morgen, og jeg skulle forvente at være indlagt i 5 dage!

 

Jeg kunne slet ikke overskue det. Havde det ikke været for min datter og mand, så havde jeg ikke magtet det. Følte virkeligt at mit liv var slut, og jeg tænkte, hvad fanden jeg havde gjort, siden jeg skulle alt dette igennem.

Jeg havde virkelig frygtet for mit liv ved den første operation, og nu skulle jeg igennem det hele igen? Og starte forfra. Jeg kunne da slet ikke overskue, at jeg skulle være indlagt på et sygehus så langt væk hjemmefra, og hvad med vores datter?? Nu var det en uge siden, jeg sidst havde sagt farvel til hende i vuggestuen, og ikke var kommet hjem om aftenen, og så sker det igen! Og jeg havde lovet hende at være hjemme, når hun kom fra vuggestuen, så hårdt.!

 

Jordemoderen måtte desværre oplyse os om, at Falck ikke ville køre mig, medmindre vi selv betalte for transporten, idet universitetshospitalet var uden for Region grænsen! Jeg kunne og måtte ikke sidde op. Jeg sagde, at der jo ikke var andre muligheder, end jeg bare lå ned i bilen, så godt jeg nu kunne.

 

Vi ankom til universitetshospitalet ved kl. 18.30 ca. Jeg havde så mange smerter, så jeg ringede til universitetshospitalet, for at høre om de ikke kunne hente mig ved indgangen. De ville sende en portør. Da vi kom ind af døren, havde de heldigvis en ”briks”, jeg lige kunne smide mig på, og min mand forsøgte at finde portøren. Efter nogle minutter kom de efter mig – det føltes dog som timer.

Jeg blev kørt ind på en stue, hvor der var to senge, de oplyste mig, at den ene var til min mand.

 

Kort tid efter kom mine forældre. Vi fik tilbudt kaffe mv. jeg havde ingen appetit, havde ikke spist siden morgenmaden. Jeg var så bange og nervøs for, hvad der skulle ske. Sygeplejersken var så sød, hjælpsom og lyttende.

 

Da lægen kom, startede hun med at undersøge mig, det var en smertefuld oplevelse. Efter lægen havde scannet mig, ville hun komme ind på stuen, og fortælle os hvad der skulle ske, når hun havde studeret billederne, og vidste præcis hvad der var galt.

 

Lægen kom og fortalte at jeg skulle opereres næste morgen, og at der var ”hul” på min tarm fra endetarmen til skeden.

Der ville være en risiko for at der ville gå infektion i såret, så jeg skulle i behandling med antibiotika. Hvis der efter operationen ville gå betændelse i såret, ville jeg skulle igennem endnu en operation, og skulle gå med stomi i 3-4 måneder.

 

Lægen mente, at operationen ikke ville vare mere end en times tid, så hun anbefalede en ”lokal” bedøvelse. Jeg fortalte om den rædselsfulde oplevelse, jeg havde ved operationen efter fødslen, så vi blev enige om, at fuld narkose var det bedste. Jeg vidste godt, at der også var en risiko ved fuld narkose, og jeg var også rigtig bange for, at jeg ikke ville vågne op igen. Men jeg tænkte også, – nu kunne det hele da ikke blive værre.!

I løbet af aftenen fik jeg taget en masse blodprøver, og stillet en masse spørgsmål, så jeg var klar til operationen næste dag.

 

Ny operation

 

Kl. 5.30 vækkede sygeplejersken mig, for jeg skulle drikke noget væske inden operationen. Jeg fik hjælp til at komme i bad, så jeg var klar. Kl. 8 kom portøren efter mig. Jeg græd fordi, jeg var så bange. Jeg var igen så bange for at dø. Bange for at min datter og mand skulle miste mig! Jeg tænkte, at det ikke var til at forstå, at det skulle være så farligt at få børn!

 

Jeg lå i min seng udenfor operationsstuen. Lidt tid efter kom de og hentede mig, og jeg gik selv ind, og lagde mig på operationsbordet. Der var ikke så koldt, som der var på sygehuset hvor jeg fødte vores søn for en uge siden, og alt så meget nyere ud, det gjorde mig mere tryg.

 

Narkosesygeplejersken forklarede mig, hvad der skulle ske. Jeg havde fået af vide af jordemoderen på sygehuset, hvor jeg fødte vores søn, at hvis jeg skulle i fuld narkose, skulle jeg tænke på noget godt, lige inden jeg falder i søvn. Jeg tænkte på vores ferie, vi havde været på sidste sommer. Tænkte på hvor glad vores datter var, vi badede og spiste is.  – Jeg faldt i søvn.

 

Da jeg vågnede op, troede jeg, at lyset i loftet var solen, og at jeg havde været på ferie. Der var også dejligt musik, som lød som havet brusede. Da jeg lige så stille kom mere til mig selv, fik jeg noget at drikke, og meget morfin.

Kl. var blevet 14, og jeg havde lagt på opvågningen i 4 timer.

 

Portøren kørte mig tilbage til min stue, hvor min mor og min mand også var. Det var dejligt at se dem. Jeg var træt efter operationen, og jeg havde det skidt.

 

Dagen efter 2. operation

 

Jeg havde det allerede bedre. Jeg fik fjernet mit kateter, og en fysioterapeut kom og fortalte, hvordan jeg skulle komme ud af sengen mv. Det var smertefuldt at komme ud af sengen, men ikke i samme grad, som da jeg var blevet opereret første gang.

 

Efter en uge blev jeg udskrevet fra universitetshospitalet. Alt så fint ud, men jeg skulle dog komme til kontrol efter noget tid.

 

 

14 dage dage efter fødslen – begravelsen

 

Så var det dagen, hvor vores søn skulle begraves.

Solen skinnede og det var varmt. Jeg lagde mig ud på solvognen, og nød det gode vejr.

Min mand og jeg snakkede om, hvordan vi troede dagen ville gå, og om hvor mange der mon ville komme. Min mand var nervøs for, hvordan det ville gå med at bære kisten, og når den skulle sænkes i jorden. Jeg tænkte mere på, hvor uvirkeligt det hele var. Flaget var hejst på halvt – både hos os og naboer. Det var ikke til at forstå, at det var hejst på halvt, fordi vores barn skulle begraves!!

 

Da vi nærmede os kirken, kunne jeg mærke, at tårerne kom frem. Jeg spurgte mig selv, er det virkelig rigtigt det her!! Er det virkeligheden? Er min søn virkelig død?

 

Der var allerede kommet mange til kirken da vi kom. Min mand og jeg gik ind i kirken. Vi satte os helt foran. Jeg sad i en lænestol, da jeg endnu ikke kunne sidde rigtigt pga. min bristning. Det var mærkeligt at se den lille kiste igen. Den var så lille! Det var ikke til at forstå, at det var min søn der lå der! Jeg havde så meget lyst til, at gå op og kigge, om det nu var rigtigt, han lå der! Der var så mange flotte blomster.

 

Da vi var færdige med at synge mv. gik min mand op og tog kisten sammen med min far, svoger og min svigermors mand.

Det var en underlig følelse! Der var så mange i kirken, også nogen jeg ikke kendte! Og de var alle rigtig kede af det! Kede af at vi havde mistet vores søn! Så uvirkeligt.

 

Jeg syntes, der var rigtig langt vej hen til gravstedet. De sænkede vores søn i jorden, og der blev kastet jord på kisten. Præsten sagde nogle ord, og vi sang en sang.

Min mand og jeg kiggede ned i det lille hul! Stadig ikke til at forstå, at det altså var vores lille flotte søn, der lå der! Der blev kastet rosenblade ned i hullet.

Alle kom og gav os et knus. Jeg ville bare gerne væk derfra.

 

Dagen efter begravelsen

 

Vi tog ned for at se graven med alle blomster! Det var rigtig flot! Der var rigtig mange flotte blomster. Jeg græd, da det jo ikke var til at forstå, at det var vores søn, der lå der under alle blomsterne. Vi havde vores datter med. Vi forklarede hende, at lillebror lå under alle blomster.

Vi har også set billeder af lillebror sammen.

 

14 dage efter begravelsen

 

Jeg troede at mareridtet var slut, og at vi skulle til at bearbejde, det der var sket. Men nej! Jeg var på toiletter, og opdagede, det var galt igen! Jeg ringede straks til afdelingen på universitetshospitalet, og fik en tid med det samme. Lægen konstaterede, at der var et lille hul på min tarm. Jeg skulle til kontrol ugen efter, hvor vi så håbede på, at hullet er groet sammen af sig selv, ellers skulle vi til kontrollen snakke om, hvordan det videre forløb skulle være.

 

Til kontrollen – lidt over en måned efter fødslen


Til kontrollen kunne de ikke se noget hul på scanningen, men der er stadig udflåd af afføring, efter jeg har været på toilettet, og jeg har stadig smerter i maven, skulle jeg undersøges nærmere. De scannede min mave, og faldt ud af, at der enten var en blodansamling eller et hul i min livmoder, ved mit tidligere kejsersnit ar. Det havde de aldrig set før.

Vi aftalte en tid til ny kontrol efter en måned, så ville de finde ud af, hvordan hullet i min livmoder evt. kunne lukkes.

 

Til kontrollen to måneder efter fødslen

 

Til kontrollen kunne man se på scanningen af min livmoder, at ”hullet”/blodansamlingen var blevet mindre, så de syntes, at jeg skulle afvente med et endelig svar vedr. det videre forløb, til der var gået endnu en måned.

 

Samtale på sygehuset angående fødselsforløbet

 

Min mand og jeg vi fik af vide, at de ikke kunne finde nogen årsager, der skulle være skyld i vores søns død. De kaldte det vuggedød inde i maven.

 

3½ måned efter fødslen

Så gik turen endnu engang til kontrol på universitetshospitalet. Denne gang fik jeg dog en positiv besked om, at der ikke længere ses noget hul i min livmoder. Dog kunne lægen se, at min interne Sphincter ikke var helt intakt endnu.

Jeg fortalte at, jeg stadig syntes at, der kommer luft ud fra vagina, og lægen kunne ikke se dette på Ultralyd scanningen, så jeg fik en henvisning til tarmkirurgisk afdeling.

 

4 måneder efter fødslen

 

Så var dagen kommet! Hvor jeg skulle tjekkes på tarmkirurgisk afdeling. Jeg skulle undersøges i fuld narkose.

Undersøgelsen viste, at der var et meget lille hul i min tarm. Så jeg skulle opereres igen.

 

Det videre forløb

 

Jeg blev opereret igen 8 måneder efter fødslen, da tarmen skulle have ro inden de kunne operere mig igen. Denne operation gik dog ikke som forventet, og derfor var hullet ikke blevet lukket. Jeg skulle derfor opereres igen! Dog skulle tarmen igen have ro 3-4 måneder. Så et år efter fødslen blev jeg opereret igen, og denne gang var det en stor operation, hvor jeg fik en stomi for at aflaste tarmen.

På sygehuset mødte jeg tre andre kvinder, som også skulle opereres, fordi de var bristede efter fødslen, og de fik også lavet stomi for at aflaste tarmen.

Efter en uges indlæggelse blev jeg udskrevet fra sygehuset og kom hjem. Jeg kunne igen ikke sidde eller løfte noget i 3 måneder. Det var en meget hård periode.

Jeg var blevet lovet, at stomien fjernes igen efter 3-4 måneder, hvis alt gik som det skulle. Jeg turde ikke tro på noget.

Men til kontrollen to måneder efter operationen viste det, at alt var gået efter planen, og jeg kunne få fjernet stomien. Pga. travlhed på sygehuset, havde de ikke tid til at operere tarmen tilbage, så jeg måtte vente 5 måneder på operationen.

 

Efter jeg fik fjernet stomien var jeg ”hel” igen. Det havde taget mere end 1½ år efter fødslen.

 

 

Selvfølgelig er alle fødsler fascinerende, overvældende og på én eller anden måde fantastiske, men der er nu alligevel noget helt særligt over de fødsler hvor der fødes mere end ét barn. Her har vi en tvillingefødsel (fortalt af en mor med særdeles god sindsfatning og humor, ikke mindst), som endte med ét barn født vaginalt og ét barn født ved et super akut kejsersnit. Så kan man eddermamer tale om at have været noget igennem under fødslen, tænker jeg og selvom jeg selvfølgelig ønsker for kvinden at hun har haft et vidunderligt efterforløb, så forestiller jeg mig, at hun i dén grad kan skrive under på at det kan føles som at være blevet kørt over af en damptromle, i dagene efter man har født.

Jeg er i uge 36+noget og har lige overstået min scanning nummer en million i forbindelse med graviditeten med mine tveæggede tvillingepiger. Temaet for alle scanninger siden uge 20 har været, at især tvilling A er for lille. Kun lige knapt 1800 gram bliver hun anslået til at være på nuværende tidspunkt. Jeg skal derfor regne med at blive sat  i gang inden for nogle dage. Beskeden er egentlig okay. Min mand og jeg er mættet mentalt af at bekymre os om, hvorfor hun er så lille. Nu kommer hun og søster snart ud.

Et par dage efter tikker en mail ind i min e-boks. På mandag er der dømt igangsættelse. Jeg møder op med min mand på fødegangen mandag aften. Vores to andre børn er afleveret hos mormor og morfar. Jeg får lagt ballonkateter og siger farvel til min mand, som tager hjem og sover. Jeg bliver vist ind på en firesengs-stue og prøver at finde lidt ro. Jeg tror ikke, at jeg rigtig sover den nat. Jeg kan i hvert fald mærke, at kateteret fremkalder gode plukkeveer og jeg finder ind i den ro og den spænding, som den forestående fødsel giver.

Jeg har fået lov til at føde vaginalt på trods af tvilling As skravlede tilstand, da hun skal fødes først og derfor ikke skal stresses af søsters fødsel også.

Næste dag ringer jeg til min mand om morgenen og beder ham om at komme tilbage og går herefter ned på fødeafdelingen, hvor en jordemoder tager vandet. Lige efter kommer min mand. Det slår mig, hvor u-romantisk det er, at blive sat i gang. Helt mekanisk og uden at kroppen egentlig selv er klar. Jeg er ikke i nærheden af at have udslettet livmoderhals eller være åben. Nå! nu er vandet i hvert fald taget og så er det vel bare om at vente på veerne. De kommer ret hurtigt. Jeg har en masse udstyr på og skal derfor klare de fleste veer i sengen. Krabber derfor lidt rundt på alle fire. Tager et par stykker siddende, så liggende og så videre. Tiden går langsomt og hurtigt på en gang. Kan godt mærke at jeg skal tisse, Sådan meget. Jeg beder jordemoderen om at ordne det med kateter. Kan på nuværende tidspunkt slet ikke se, hvordan jeg skal komme på toilettet. Jordemoderen synes, i modsætning til mig, at det med at gå ud og tisse er dagens bedste ide. Hm. Jeg kommer også ud på badeværelset med god hjælp fra min søde mand. Jeg får mig også sat ned på toilettet. Og så kommer første presseve. Håndterer det ret panisk. Sidder der med udstyr der bipper og blinker og voksenble nede om anklen og kalder på jordemoderen, som må mærke efter, mens jeg sidder på toilettet. Hun er enig. Jeg skal presse og det er nu. Tilbage på stuen og op på fødelejet. Pludselig er der vildt mange mennesker på stuen. Studerende, jordemødre, læger, sosu’er, der kigger på, at jeg føder. Tvilling A er født i to eller tre pres. Måske mere, men det føles som om, at det går ret hurtigt. En smuk fødsel og et smukt skrigende barn, som lander på mit bryst.

Min krop mener åbenbart også, at den ene pressefase må gøre det ud for dagens arbejde, for der sker ikke mere. Tvilling A kommer over til far, for nu er det jo søsters tur. Men alle veer er væk. Nu bliver alt lidt hektisk og måske er der en detalje eller to, som undslipper mig. Jeg husker det som om, at der er mere vand der går. “Er det klart” er der en, der råber? “Nej” er der en anden der svarer. “Er det grønt?” spørger jeg. “Blodtilblandet”, svarer kitlen, som før sagde “nej”. Nu er jeg jo ikke læge, men blodtilblandet klinger en smule negativt i mine øre. Der er stadig ingen veer. Jeg kan se, at der er tilsluttet vedrop i det venflon, jeg fik lagt tidligere og en sød kittel-type står og masserer et punkt på min læg. Min livmoder er kold som jordbæris. Der er en, som scanner maven. Tvilling B, har vendt sig og det er lidt svært at finde hjertelyden. “Skal vi så ikke køre ned og lave kejsersnit?”, kan jeg høre mig selv spørge. Det virker som om at der går lang tid og at nogen ligesom er nødt til at hjælpe os videre i teksten. Kitlerne har nok snakket med hinanden om det samme. Der er masser af ros om, hvor flot jeg klarer situationen og at jeg er sej. Ha! jeg labber det i mig og fatter vist ikke rigtig situationens alvor.

Ude på gangen, hvor jeg, mit tildækkede underliv  og mit entourage af kitler kommer kørende bliver vi mødt af en flok vordende mødre, som er på rundvisning. Videre. Ind i elevatoren, hen ad lange gange, ind på operationsstuen. Flere mennesker. Far og tvilling A er efterladt på fødestuen. Epiduralblokade. Mere snak. Lytten efter hjertelyd. Som ikke kan findes. “Vi skal have lagt hende i fuld narkose. Virker hendes ben stadigvæk?” Det gør de ikke, så jeg bliver løftet op på operationsbordet og får maske på. “Vi skal have barnet ud. Nu” Er der en mand, der siger. “Der er ingen, der siger mere, før hun sover” svarer en kvinde. Jeg kan huske at jeg når at tænke: Bare skær.

Da jeg vågner føles det som om, at jeg har sovet verdens længste lur og at det plusdelig slår mig som en hammer, hvor jeg er og hvordan det var, inden jeg sov hen. “Er tvilling B okay?”, spørger jeg. Så går der en milliard år, inden jordemoderen fortæller mig, at tvilling B er helt okay. Hun har fået ilt og er på børneafdelingen, men hun er helt okay.

Jeg bliver forenet med tvilling A på opvågningen og et par timer senere slutter far og Tvilling B sig til os. Her får vi at vide, at tvilling B vejer 2365 gram. Det gør tvilling A i øvrigt også næsten. 2335 gram. De fineste piger. En lyshåret og en mørkhåret, som nu er her sådan for alvor og som er helt igennem okay på trods af en lidt vanvittig fødsel.

Det er lige før at det kan synes uretfærdigt, at nogle kvinder føder sådan. Det er i hvert fald misundelsesværdigt, både at have født så hurtigt og at håndtere den efterfølgende operation så usædvanligt flot! Jeg tager hatten af for denne kvinde <3

I de sidste, ca. 14 dage, op til min termin boede jeg hjemme ved min mor. Min kæreste havde ikke kørekort, så hvis fødslen skulle gå i gang var det rart at være ved nogen der kunne køre mig, hvis det pludselig var tæt på og så kørte min kæreste og jeg lidt frem og tilbage til hinanden, da han blev hjemme og passede sit job og  vores hund.

Jeg havde termin om mandagen, men fornemmede ikke rigtig der skete. Pludselig torsdag formiddag, efter at jeg havde været ekstrem sulten til morgenmad og faktisk præsteret at spise intet mindre end 5 (!!!) stykker toastbrød, fik jeg ondt i lænden og maven, husker at jeg skrev en SMS til min mor som var på arbejde, at jeg havde noget der mindende om menstruation smerter! Jeg havde egentlig ikke tænkt at det skete lige den dag, og havde også ringet til min kæreste og sagt at jeg nok kørte hjem til ham senere, haha jeg blev klogere!

Min mor sms’ede mig tilbage at hun tog før fri, og var på vej hjem. Man havde jo hørt igen og igen, hvor lang tid det tager når man er første gangs fødende, dog hang det lidt ved at min mor selv havde født hurtigt  ved begge graviditeter. Men Jeg forstod ikke helt min mor fik så travlt alligevel.

Da min mor kom hjem, havde smerterne taget til. Jeg lå på sofaen, og vred mig engang imellem, min mor derimod fik strøget, støvsuget og ryddet op – hun var vist en anelse nervøs. Til sidst opfordrede hun mig til at gå ind i sengen på mit gamle værelse, for at få en lille lur – igen, der kunne jo gå laaaang tid før der skete noget. Jeg fik fortalt min kæreste at jeg ikke kunne køre nogen steder, men han kunne måske få et lift til at komme til os senere, men det hastede ikke for jeg skulle jo i hvertfald ikke føde foreløbig.

Jeg lagde mig i sengen, men fik bestemt ikke nogen lur ud af det. Smerterne tog bare til, og min mor gik og tog tid på hvor længe der var mellem veerne, hun gjorde det om et par gange for vi mente ikke det kunne passe at der allerede var så kort tid imellem, der var godt og vel gået  2 timer. Min mor ringede til fødegangen, de mente ikke vi behøvede at komme, det var for tidligt. Men veerne blev hurtigt værre og værre, på et tidspunkt nærmest kravler jeg på toilettet, og da jeg halvt står og halvt sidder, kommer der en smule frisk blod. Jeg panikker lidt, for jeg syntes jo ikke der måtte komme frisk blod når man går og har veer. Min mor ringede igen til fødegangen, denne gang vil jordmoderen snakke med mig, og typisk mig så er jeg bare ALT for høflig, og man kan overhovedet ikke høre i telefonen at jeg har veer, eller at jeg faktisk er lidt bange, jeg får ikke sagt meget andet end ja og tak og undskyld jeg forstyrre og så smækkede jeg på, lige for at få en omgang veer.

Min stedfar han er læge, men var selvfølgelig ikke hjemme denne dag men på vej til København. Min mors nabo er også læge, han var hellere ikke hjemme og sidst men ikke mindst – hendes genbo er jordmoder men var hellere ikke hjemme, ved ikke om det er det man kalder en af livets prøvelser!

Min mor får fat på en anden nabo og hendes mand, og de vil skynde sig at komme! Hun får også ringet til min kæreste at han hellere må se om han kan få et lift. I mellemtiden har jeg smidt alt mit tøj, bortset fra trusser, og går i cirkler om mig selv for det gør simpelthen så ondt, jeg får endda sagt til min mor at jeg har fortrudt og ikke vil alligevel, det som om at det er der ikke rigtigt noget at gøre ved lige der. Jeg tænkte også at måske jeg kunne slå mig selv ud med en stegepande, og så bare vågne når det hele er slut, lige da jeg tænkte tanken virkede det som alle tiders idé.

Pludselig, et øjeblik, har jeg ikke rigtig ondt! Jeg får sagt det til min mor, som siger at hun hurtigt vil hente noget i bilen og komme op igen. Og jeg vil ligge mig på sengen, for den sidste halve time har jeg kun kunne halvt sidde eller gå rundt. Lige da jeg ligger mig, sker der et eller andet, det får jeg råbt til min mor.

Da hun kommer ind på værelset siger jeg at jeg tror han kommer, hun får sagt ”arj det gør han ik……. JO HAN GØR!” mens hun prøver at få mine trusser af, så der ligesom er plads. Jeg ligger der, vi helt alene, så min mor ringer 112, hvor hun to gange må forklarer situationen, det svært at gøre hurtigt når man er bange og ens datter ligger 30 min. fra sygehuset og måske er ved at føde! Naoben kommer, min mor sender dem ud til vejen (hun bor på landet, ned af en lille vej) for at guide ambulancen ind.

Mit hoved ligger på en vandflaske, som jeg husker som den blødeste vandflaske nogensinde, og jeg ligger bare og stirre på en bog i reolen. Veerne har taget til, og jeg kan godt mærke at disse veer er meget anderledes end dem der har været, det er presse veer – efter 3 timer med almindelige veer. Jeg husker alting som lidt tåget. Ret hurtigt står der to ambulance reddere og en læge på værelset, med en båre som de fortæller jeg skal ligge mig op på efter næste ve! Jeg tænker fint nok, I løfter mig bare, jeg går ingen steder!! Midt i kaosset kommer min kæreste og sætter sig ved siden af mig, de er blevet overhalet af ambulancen og lægebilen på vejen. Han når lige præcis at overvære fødslen, for efter den ve, som de ville have jeg skulle flytte mig efter, kommer dejligste Alex til verden. Heldigvis er han helt perfekt, og lige som han skal være. For hvad skulle man gøre hvis der havde været noget galt, jeg tør næsten ikke tænke tanken.

Det eneste der mangler er moderkagen, den vil ikke ud.

Jeg kommer op på båren, og i ambulancen er jeg helt væk i kærlighed til den lille fyr og forstår nok ikke rigtig alvoren af at den moderkage ikke vil ud. Redderen prøver et par gange, men giver op.

På sygehuset kommer jordmoderen jeg snakkede i telefon med hen, og undskylder for at hun sagde vi ikke behøvede komme, men jeg lød simpelthen så rolig og bestemt ikke til at være i smerter.

Vi er et stykke tid på en lille stue, og moderkagen vil stadig ikke. Efter flere ret smertefulde forsøg, bliver de enige om at jeg skal have en rygmarvs bedøvelse, og en læge skal fjerne den.

Jeg registrer det faktisk ikke, jeg er i en lykkerus og vil bare gerne være i fred med min lille ny som jeg allerede kan amme uden problemer.

1,2,3 har jeg fået min bedøvelse og kørt på operationsbordet. Jeg husker de to sygeplejersker holder mig i hånden og snakker om deres haver, imens moderkagen bliver fjernet og jeg får et par sting. Det var på en måde så fredfyldt. Alt gik godt, og jeg blev atter genforenet med familien, endelig får vi lov at nyde hinanden.

Delen med moderkagen glemmer jeg faktisk tit overhovedet skete, når folk har spurgt om fødslen nævner jeg det ikke engang, det først bagefter jeg tænker ”gud ja, den ville da ikke ud”.

Vi overvejer hjemmefødsel hvis vi skal have nr. 2.

I fredags skete det så. Dét jeg så længe har frygtet, men hidtil heldigvis undgået: Der var gået kludder i mit system (okay, mit ret ustrukturerede system, jeg indrømmer det gerne!) og jeg fik derfor udgivet en fødselsberetning, som allerede havde set bloggen én gang tidligere. Heldigvis var der flere vakse damer på linjen og det var – selvfølgelig -ganske utilsigtet og jeg håber selvfølgelig, at det ikke kommer til at ske igen.

I hvert fald er sagen fuldstændigt klar. Denne uges fødselsberetning har ikke været bragt før og jeg har aldrig i min tid som jordemoder oplevet noget lignende! Den kom som et lyn fra en klar himmel, så at sige…

Det er mandag og jeg er lige gået ind i uge 36, jeg har bestilt tid til graviditetsmassage, da min lænd er ret så øm. På vej til massagen får jeg et par kraftige jag/niven i min venstre side, lige derinde i fedtet eller muffintoppen om man vil. Det gør sygt ondt og jeg nærmest skriger i bilen. Jeg ankommer, får massage og deler min bekymring med hende (hun er jordemoder). Hun påtænker nyregrus. På vej hjem derfra får jeg endnu 2 jag i bilen, og skriger og overvejer at holde ind i nødsporet, men fortsætter hjemad. Jeg beslutter at køre forbi lægen, da det altså ikke føles normalt. Jeg får en tid og kommer ind, men lægen, synes jeg, tager det ikke seriøst og siger det nok bare er ømt der hvor mine muskler hæfter sig ved bækkenet.
Dagen efter er jeg på arbejde uden problemer. Om aftenen får jeg et enkelt jag, der fjerner benene under mig, og jeg vrider mig i smerte.
Onsdag er jeg igen på arbejde uden problemer, men om eftermiddagen kommer der et jag igen, jeg tænker shit det magter jeg bare ikke, og ringer til fødegangen. De vil gerne have mig ind til et tjek.
Min kæreste og jeg ankommer og får kørt en kurve, alt er som det skal være, heldigvis! Bortset fra smerten i muffintoppen. Der kommer en læge ind og kan ikke finde frem til hvad årsagen er, men vil gerne sende mig til en ultralydscanning af nyren, da han påtænker nyregrus/sten. Til slut tager de mit blodtryk som er aaaaalt for højt. Jeg skal så aflevere tisseprøve og får taget blodprøver, men det er negativt for svangerskabsforgiftning. De snakker om at have mig til observation natten over grundet blodtrykket, men pludselig på magisk vis stabilisere det sig og vi får lov at komme hjem, mange timer senere.
Dagen efter har jeg tid til scanning af nyrerne (som i øvrigt intet viser) og skal derefter på fødegangen til kontrol af blodtrykket. Det er stadig alt for højt, efter et par timer bliver jeg sendt hjem med blodtryksmedicin, som jeg skal tage hvis mit blodtryk dagen efter stadig er for højt.
Fredag kommer og jeg er nu 35+5, jeg holder fri fra job og ligger i sengen det meste at formiddagen, mens jeg jævnligt tjekker mit blodtryk. Da det stadig er for højt skal jeg tage en pille og måle en time efter. Det gør jeg, og det er ikke faldet. Fødegangen vil ringe tilbage senere da de pt. har rigtig travlt.
Jeg føler mig noget forstoppet, som om jeg har en bowlingkugle bagi. Men jeg har heller ikke rigtig været på toilet siden tirsdag. Jeg får taget en masse movicol og microlax, dog uden effekt. Det niver lidt bagtil indimellem, og hvor jeg dog ønsker jeg bare kan komme rigtig på toilettet så den forstoppelse gider at gå væk.
Hele dagen trisser jeg bare rundt derhjemme. Da min kæreste kommer hjem ved 14 tiden, tager vi i storcentret for at købe en ny vest til hans jakkesæt, da vi skal til barnedåb dagen efter. Da vi går rundt der, får jeg da lige et enkelt eller to niv omme bagi der er lidt trælse, og jeg går på apoteket for at købe magnesia, i håb om at jeg da så i morgen vil være den forstoppelse kvit. Jeg blev klogere….
Da vi kommer hjem kører vi i Brugsen for at handle til aftensmad, mens vi er der ringer de fra fødegangen, de vil gerne at jeg møder ind til en overnatning kl. 19, da de gerne vil måle mit blodtryk hele natten, så de ved hvordan jeg evt. skal medicineres. Øv øv det var ikke lige det jeg havde håbet på.
Jeg får pakket en taske til en overnatning og kører selv ind på sygehuset, der er jo ingen grund til at min kæreste tager med.
Da jeg møder ind får jeg kørt en kurve og jordemoderen bliver siddende ved mig, da hun ikke har spor travlt. Vi sidder og snakker om løst og fast, og hun forudsiger at jeg nok ikke går til termin. Da kurven er kørt vil hun gerne at jeg laver en tisse prøve. Jeg forsøger men får et ordentlig jag bagtil, heldigvis har jordemoderen lovet mig en klyx pga min forstoppelse. Da jeg kigger i toilettet er der fuld af blod, shit tænker jeg, og tager bukser på og går ud og henter hende. Hun undersøger mig, hun smiler stort og siger: Karina, du skal føde i dag, du er 8-9 cm åben og jeg kan mærke hans hoved!
“SHIT! Hvad? Seriøst? Fuck!” Det er vidst det eneste der kommer ud af min mund.  Jordemoderen er helt oppe at køre, hun kan slet ikke forstå jeg er så langt, uden at hun har opdaget det. Jeg får ringet til min kæreste, kl. er nu 20.00, han tror ikke på mig, og jordemoderen må lige tage telefonen og sige den er god nok.
8-9 cm åben siger du!? A hva!?
Kl. 20.40 ankommer han og vi får en fødestue. Vi er helt rundforvirret og kan ikke forstå at vi inden midnat er spået til at være forældre.
Vi ligger i sengen, hygger, snakker og griner med jordemoderen der trisser rundt og forbereder.
Jeg skal have lagt drop selvom jeg virkelig prøver at overbevise hende om at det skal jeg ikke (HADER nåle) men det skal jeg.
Kl. 22.00 vil hun lige undersøge mig igen, det gør naller og jeg hopper længere op i sengen, JM siger jeg skal komme ned, og jeg får sagt at det kan jeg sku da ik når hendes fingre er i vejen, min kæreste begynder at grine, så griner jeg og så griner JM og pludselig går vandet, og vi griner endnu mere.
Ca. 22.15 kommer den første presse ve, shit det er ikke sjovt. Jeg bruger de første par presseveer på at lære hvordan jeg skal arbejde med dem, og bare give slip, selvom jeg mest af alt har lyst til at klemme sammen.
Men inden vi får set os om, er kl. 23.06 og William bliver født med den ene hånd oppe ved skulderen. Født 35+5, 3100g og 49 cm ren lækkerhed, som straks skreg, så fødselslægen gik med det samme igen, da W ikke skulle have hjælp. Det var det vildeste jeg nogensinde har prøvet!
Jeg ender med at skal syes 5 sting, jeg prøver igen at argumentere for at det altså ikke er nødvendigt eller om de i det mindste ikke kan vente et par dage, det kan de sjovt nok ikke. Jeg panikker lidt og får lidt ilt imens hun syer, shit altså det er ømt der forneden.
Og sådan tog vores fredag en noget uventet drejning.
Tænk sig at være så langt i en fødsel uden at ane det.

 

Det er de færreste der hverken forbereder sig på eller forventer at føde synderligt meget før terminsdatoen, men for nogen bliver det altså sandheden. Kvinden, der har skrevet dagens fødselsberetning fødte sit første barn i uge 34 og alt endte heldigvis rigtigt godt, selvom der ikke kan herske nogen tvivl om, at det var en temmeligt vild oplevelse undervejs.

Fordi jeg synes det er så vigtigt at dele alle (mulige) slags fødsler herinde, vil jeg meget gerne høre fra dig, hvis du har født ekstremt for tidligt – altså før uge 28. Jeg vil gerne høre om både sol og regn, for jeg synes det er nogle vigtige historier at fortælle videre. Send mig gerne en mail på canabuttenschon@gmail.com med din fødselsberetning – og gerne også en fortælling om dine tanker undervejs og i hele indlæggelsesperioden. 

Fødslen jeg bestemt ikke var forberedt på eller parat til.

Søndag d. 15 nov 17, vågnede jeg tidligt om morgen da jeg troede jeg skulle tisse, som i virkelig tisse, – og tænkte det kan simpelthen ikke passe, at jeg ikke kan holde på vandet til jeg er ude på toilettet.. Jeg rejste mig op og det sagde SPLASH! Mit vand var gået!  Jeg var i 34+4 og var bestemt ikke klar til det skulle være nu.

Min mands reaktion i det øjeblik, glemmer jeg ALDRIG. Han fór op ad sengen og var SIKKER på, at nu var vores akvarie i køkkenet gået i stykker! Men nej det var skam “bare” vores datter, der tilsyneladende ikke ville være et julebarn, som hun ellers var sat  til at blive. Efter han fandt ud af at det var mit vand der var gået, gik der lidt stress i ham – Vi skal afsted nu og vi skal have vækket Matias – vores nevø på dengang 9 år, som var på ferie hos os. Selvom mit hoved var ved at eksplodere af bekymringer om, hvad der skulle ske og den samme sætning kørte på repeat – “Det her er ALT for tidligt”. Så fik jeg ham til at slappe af og sagde vi lige skulle vente og høre fødegangen af, hvad næste skridt skulle være, og at jeg altså lige skulle på wc…

Der var to ting jeg frygtede i det her øjeblik:

  1. Det er alt for tidligt, der jo laang tid til min termin.
  2. Jeg var så sikker på vores datter lå med hovedet op ad, og så skulle jeg jo nok have kejsersnit, hvilket virkelig var min store frygt. Da jeg ikke var længere henne end jeg var, og jeg havde haft en forholdsvis ukompliceret graviditet, havde jordemoderen og jeg endnu ikke haft den snak om hvad skulle ske, hvis hun nu ikke vendte sig om: Skulle jeg ud i et vendingsforsøg eller kejsersnit? – og vil lige sige begge dele skræmte mig lige meget!

 Vi fik ringet op til fødegangen og fortalt det hele, de bad mig straks om at blive liggende, hvis hovedet nu skulle være op ad som jeg mente det gjorde, og fordi det var for tidligt. Så selvom jeg rigtig gerne ville have været i tøjet, så måtte jeg blive liggende i nattøj, og vente på at ambulancen kom og hentede mig.. Det var en rigtig sød jordemoder jeg snakkede med og sagde jeg bare skulle være glad for jeg i det mindste, var nået så langt i min graviditet inden vandet gik.

MEN intet kunne berolige mig, mine tanker, og min frygt for hvordan min datter skulle “komme ud” – pyhh. Tankerne fór rundt i hovedet på mig, imens jeg prøvede at bevare roen. Jeg havde jo min nevø ved min side, som min mand nu havde fået vækket, så han var klar over hvad der nu skulle ske, og over, at han altså lige måtte en tur med os på sygehuset inden mormor kunne hente ham. (Vores familie bor 1 time væk).

Heldigvis tog han det hele så cool og hjalp min mand med at blive klar, så de kunne køre efter ambulancen. Han var vidst lidt skuffet over, han ikke måtte komme med i ambulance og jeg er bare glad for det var dét, som fyldte i hans hoved!

Ambulancen kom og jeg blev taget godt imod. Iført kun mit nattøj og jogging bukser, kom jeg nu med ambulancen, hvor det stadig fossede ud med fostervand, da jeg skulle rejse mig for komme op på båren. Den søde ambulancemand gjorde sit bedste for at berolige mig og sige alt nok skulle gå, men jeg kunne slet ikke finde ro ved tanken om hvad der nu skulle ske.

Der gik ikke længe før vi var ved sygehuset og jeg blev modtaget af personalet. De fik hurtigt konkluderet at min antagelse om hovedet lå op ad, var korrekt og der ville derfor snart komme en læge og snakke med mig. Inden længe kom min mand og nevø, og derefter gik der ikke længe efter før min mor og hendes mand kom og var klar til at hente vores nevø. De tilbød også at blive der (hvis de måtte), men det kunne jeg slet slet ikke overskue og det var først da de var ude af døren, jeg gav mig selv lov til, at give lidt mere plads til de følelser der var inde imig.

Der gik ikke længe inden veerne kom – føj for den lede en omgang! Det gjorde det endnu sværere for mig at kunne håndtere hele situationen og jeg kunne slet ikke rumme alt den smerte og de bekymringer der fløj ind over mig.

ENDELIG kom der en læge og fortalte mig om de muligheder jeg havde – Kejsersnit nu eller vi prøver og se jeg kunne få en “normal fødsel”, som muligvis kunne blive til kejsersnit – hvis det ikke går som det skal. Jeg var bange for begge dele, intet var jeg parat til at tage stilling til, og når jeg tænker tilbage ved jeg egentlig godt hvad jeg helst ville. Inderst inde tænkte jeg “bare giv mig det kejsersnit” men både pga. min idé om hvad en “normal fødsel” er og fordi jeg virkelig frygtet det indgreb det er at få kejsersnit, kunne jeg slet ikke få det over mine læber. Heldigvis var lægen god til at se, hvor rundt på gulvet jeg var over hele situationen, og sagde “Lad os give dig det kejsersnit nu, eftersom du allerede har mange smerter og kun har åbnet dig ganske lid tog der alligevel er 50% risiko for at du ender med et kejsersnit” Jeg fik sagt ja til det, og derfra gik det ellers bare rigtig hurtigt.

Jeg fik noget vehæmmende medicin og min mand blev iført de hvide klæder, så han måtte komme ind på operationsstuen. Der gik ikke længe så kom jeg ind og fik den “store sprøjte i ryggen”, som jeg har hørt så meget om. Min mand var nødt til at holde om mig, så de kunne stikke, så meget rystede jeg af frygt for den. Jeg fik det overstået og fik noget beroligende oven i tror jeg, for lige pludselig slappede jeg en lille smule bedre af og begyndte at forberede mig på, at om lidt skulle jeg møde vores smukke datter for første gang.

Der var kun gået 4 timer siden mit vand gik, og lige pludselig kunne jeg høre en baby skrige bag forhænget, og jeg tænkte – Kan det virkelig passe at det min datter! – Og JA det var det. Jeg nåede lige at se hende, og hun strakte sin lille søde hånd ud til mig, inden sygeplejersken stod klar til at tage sig af hende, og sikre sig at alt var ok og hun selv kunne trække vejret.

Inden kejsersnittet startede fik jeg sagt til min mand, at ligegyldigt hvad skulle han bare følge med vores datter. Som han gjorde. Imens jeg blev lukket sammen og ført op til opvågnings opgang, var min mand fulgt med sygeplejersken op på neonatalafdelingen, hvor de fik lavet de tjek de skulle og målt og vejet hende. En dejlig stor pige på 2700 gram og 47 cm. (Stor pige af at det var i uge 34).

Min mand var den heldige, der fik lov at holde hende i sine arme og nyde de første timer med vores nyfødte datter helt selv. Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, det var sådan det endte med at blive. – At mit liv som mor skulle starte med at vi skulle være adskilt. Men hvor er jeg glad for jeg har en mand der, var så god til at tilpasse sig den uvante situation og bevare roen – når jeg bestemt ikke gjorde.

Imens lå jeg på opvågningen og fik at vide, at jeg først måtte se min datter når jeg kunne mærke min ben. – Så i sekundet jeg kunne vrikke med mine tæer, fik jeg kaldt sygeplejersken ind og blev kørt med portør op til vores lille datter.

Endelig havde jeg hende i mine arme, og det hele blev mere roligt inde i mig, og jeg kunne trække vejret lidt nemmere da jeg kunne se hun var helt okay og var en lækker lille én.

3 uger efter blev vi udskrevet fra neonatal da vores datter nu havde lært at amme selv, og vi kunne for alvor starte at nyde vores tid som lille nybagt familie sammen. Nu er vores datter lidt over 2 år, skudt i vejret og blevet en høj pige. Hun er en meget social og glad pige, som man aldrig vil gætte på var for tidligt født… Heldigvis!

Nu venter vi lillebrors ankomst og jeg krydser alt hvad jeg kan for at, han bliver derinde lidt længere tid og for alt i verden at jeg kan prøve slappe mere af i de uventet situationer når de kommer – for ligegyldig hvad så kommer de forhåbentligt bare lidt tættere på termin denne gang.

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk