Category

Graviditet og fødsel

Category

Det er de færreste der hverken forbereder sig på eller forventer at føde synderligt meget før terminsdatoen, men for nogen bliver det altså sandheden. Kvinden, der har skrevet dagens fødselsberetning fødte sit første barn i uge 34 og alt endte heldigvis rigtigt godt, selvom der ikke kan herske nogen tvivl om, at det var en temmeligt vild oplevelse undervejs.

Fordi jeg synes det er så vigtigt at dele alle (mulige) slags fødsler herinde, vil jeg meget gerne høre fra dig, hvis du har født ekstremt for tidligt – altså før uge 28. Jeg vil gerne høre om både sol og regn, for jeg synes det er nogle vigtige historier at fortælle videre. Send mig gerne en mail på canabuttenschon@gmail.com med din fødselsberetning – og gerne også en fortælling om dine tanker undervejs og i hele indlæggelsesperioden. 

Fødslen jeg bestemt ikke var forberedt på eller parat til.

Søndag d. 15 nov 17, vågnede jeg tidligt om morgen da jeg troede jeg skulle tisse, som i virkelig tisse, – og tænkte det kan simpelthen ikke passe, at jeg ikke kan holde på vandet til jeg er ude på toilettet.. Jeg rejste mig op og det sagde SPLASH! Mit vand var gået!  Jeg var i 34+4 og var bestemt ikke klar til det skulle være nu.

Min mands reaktion i det øjeblik, glemmer jeg ALDRIG. Han fór op ad sengen og var SIKKER på, at nu var vores akvarie i køkkenet gået i stykker! Men nej det var skam “bare” vores datter, der tilsyneladende ikke ville være et julebarn, som hun ellers var sat  til at blive. Efter han fandt ud af at det var mit vand der var gået, gik der lidt stress i ham – Vi skal afsted nu og vi skal have vækket Matias – vores nevø på dengang 9 år, som var på ferie hos os. Selvom mit hoved var ved at eksplodere af bekymringer om, hvad der skulle ske og den samme sætning kørte på repeat – “Det her er ALT for tidligt”. Så fik jeg ham til at slappe af og sagde vi lige skulle vente og høre fødegangen af, hvad næste skridt skulle være, og at jeg altså lige skulle på wc…

Der var to ting jeg frygtede i det her øjeblik:

  1. Det er alt for tidligt, der jo laang tid til min termin.
  2. Jeg var så sikker på vores datter lå med hovedet op ad, og så skulle jeg jo nok have kejsersnit, hvilket virkelig var min store frygt. Da jeg ikke var længere henne end jeg var, og jeg havde haft en forholdsvis ukompliceret graviditet, havde jordemoderen og jeg endnu ikke haft den snak om hvad skulle ske, hvis hun nu ikke vendte sig om: Skulle jeg ud i et vendingsforsøg eller kejsersnit? – og vil lige sige begge dele skræmte mig lige meget!

 Vi fik ringet op til fødegangen og fortalt det hele, de bad mig straks om at blive liggende, hvis hovedet nu skulle være op ad som jeg mente det gjorde, og fordi det var for tidligt. Så selvom jeg rigtig gerne ville have været i tøjet, så måtte jeg blive liggende i nattøj, og vente på at ambulancen kom og hentede mig.. Det var en rigtig sød jordemoder jeg snakkede med og sagde jeg bare skulle være glad for jeg i det mindste, var nået så langt i min graviditet inden vandet gik.

MEN intet kunne berolige mig, mine tanker, og min frygt for hvordan min datter skulle “komme ud” – pyhh. Tankerne fór rundt i hovedet på mig, imens jeg prøvede at bevare roen. Jeg havde jo min nevø ved min side, som min mand nu havde fået vækket, så han var klar over hvad der nu skulle ske, og over, at han altså lige måtte en tur med os på sygehuset inden mormor kunne hente ham. (Vores familie bor 1 time væk).

Heldigvis tog han det hele så cool og hjalp min mand med at blive klar, så de kunne køre efter ambulancen. Han var vidst lidt skuffet over, han ikke måtte komme med i ambulance og jeg er bare glad for det var dét, som fyldte i hans hoved!

Ambulancen kom og jeg blev taget godt imod. Iført kun mit nattøj og jogging bukser, kom jeg nu med ambulancen, hvor det stadig fossede ud med fostervand, da jeg skulle rejse mig for komme op på båren. Den søde ambulancemand gjorde sit bedste for at berolige mig og sige alt nok skulle gå, men jeg kunne slet ikke finde ro ved tanken om hvad der nu skulle ske.

Der gik ikke længe før vi var ved sygehuset og jeg blev modtaget af personalet. De fik hurtigt konkluderet at min antagelse om hovedet lå op ad, var korrekt og der ville derfor snart komme en læge og snakke med mig. Inden længe kom min mand og nevø, og derefter gik der ikke længe efter før min mor og hendes mand kom og var klar til at hente vores nevø. De tilbød også at blive der (hvis de måtte), men det kunne jeg slet slet ikke overskue og det var først da de var ude af døren, jeg gav mig selv lov til, at give lidt mere plads til de følelser der var inde imig.

Der gik ikke længe inden veerne kom – føj for den lede en omgang! Det gjorde det endnu sværere for mig at kunne håndtere hele situationen og jeg kunne slet ikke rumme alt den smerte og de bekymringer der fløj ind over mig.

ENDELIG kom der en læge og fortalte mig om de muligheder jeg havde – Kejsersnit nu eller vi prøver og se jeg kunne få en “normal fødsel”, som muligvis kunne blive til kejsersnit – hvis det ikke går som det skal. Jeg var bange for begge dele, intet var jeg parat til at tage stilling til, og når jeg tænker tilbage ved jeg egentlig godt hvad jeg helst ville. Inderst inde tænkte jeg “bare giv mig det kejsersnit” men både pga. min idé om hvad en “normal fødsel” er og fordi jeg virkelig frygtet det indgreb det er at få kejsersnit, kunne jeg slet ikke få det over mine læber. Heldigvis var lægen god til at se, hvor rundt på gulvet jeg var over hele situationen, og sagde “Lad os give dig det kejsersnit nu, eftersom du allerede har mange smerter og kun har åbnet dig ganske lid tog der alligevel er 50% risiko for at du ender med et kejsersnit” Jeg fik sagt ja til det, og derfra gik det ellers bare rigtig hurtigt.

Jeg fik noget vehæmmende medicin og min mand blev iført de hvide klæder, så han måtte komme ind på operationsstuen. Der gik ikke længe så kom jeg ind og fik den “store sprøjte i ryggen”, som jeg har hørt så meget om. Min mand var nødt til at holde om mig, så de kunne stikke, så meget rystede jeg af frygt for den. Jeg fik det overstået og fik noget beroligende oven i tror jeg, for lige pludselig slappede jeg en lille smule bedre af og begyndte at forberede mig på, at om lidt skulle jeg møde vores smukke datter for første gang.

Der var kun gået 4 timer siden mit vand gik, og lige pludselig kunne jeg høre en baby skrige bag forhænget, og jeg tænkte – Kan det virkelig passe at det min datter! – Og JA det var det. Jeg nåede lige at se hende, og hun strakte sin lille søde hånd ud til mig, inden sygeplejersken stod klar til at tage sig af hende, og sikre sig at alt var ok og hun selv kunne trække vejret.

Inden kejsersnittet startede fik jeg sagt til min mand, at ligegyldigt hvad skulle han bare følge med vores datter. Som han gjorde. Imens jeg blev lukket sammen og ført op til opvågnings opgang, var min mand fulgt med sygeplejersken op på neonatalafdelingen, hvor de fik lavet de tjek de skulle og målt og vejet hende. En dejlig stor pige på 2700 gram og 47 cm. (Stor pige af at det var i uge 34).

Min mand var den heldige, der fik lov at holde hende i sine arme og nyde de første timer med vores nyfødte datter helt selv. Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, det var sådan det endte med at blive. – At mit liv som mor skulle starte med at vi skulle være adskilt. Men hvor er jeg glad for jeg har en mand der, var så god til at tilpasse sig den uvante situation og bevare roen – når jeg bestemt ikke gjorde.

Imens lå jeg på opvågningen og fik at vide, at jeg først måtte se min datter når jeg kunne mærke min ben. – Så i sekundet jeg kunne vrikke med mine tæer, fik jeg kaldt sygeplejersken ind og blev kørt med portør op til vores lille datter.

Endelig havde jeg hende i mine arme, og det hele blev mere roligt inde i mig, og jeg kunne trække vejret lidt nemmere da jeg kunne se hun var helt okay og var en lækker lille én.

3 uger efter blev vi udskrevet fra neonatal da vores datter nu havde lært at amme selv, og vi kunne for alvor starte at nyde vores tid som lille nybagt familie sammen. Nu er vores datter lidt over 2 år, skudt i vejret og blevet en høj pige. Hun er en meget social og glad pige, som man aldrig vil gætte på var for tidligt født… Heldigvis!

Nu venter vi lillebrors ankomst og jeg krydser alt hvad jeg kan for at, han bliver derinde lidt længere tid og for alt i verden at jeg kan prøve slappe mere af i de uventet situationer når de kommer – for ligegyldig hvad så kommer de forhåbentligt bare lidt tættere på termin denne gang.

Jeg vil ikke sige så meget andet om denne beretning, end at den rørte mig så dybt at tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Tag godt og kærligt imod <3


Denne fødselsberetning hverken starter eller slutter på den måde, man håber på, når man står med en positiv test i hånden.

I 2014 blev vi forældre til vores første barn, en datter. Vi var aldrig i tvivl om, at hun på et tidspunkt skulle være storesøster.

Derfor var glæden stor, da jeg i starten af august 2017 kunne teste positiv. Og glæden var endnu større, da vi i uge 11 finder ud af, at vi skal have tvillinger.

Tre uger efter begynder jeg pludselig at ryste. Rysteture, der kommer med jævne mellemrum og varer mindst en halv time. Bagefter er min krop fuldstændig drænet for energi, så jeg falder i søvn.

Jeg tager selvfølgelig til lægen – og mit infektionstal er højt. Alt for højt. Jeg bliver sendt på sygehuset. Efter et utal af blodprøver, ventetid og endnu flere ture til sygehuset har de svaret: en infektion i mit blod, som de ikke kan svare på, hvordan jeg har fået. Jeg kan bare konstatere, at jeg er rigtig syg af den.

Undervejs i alt det her er jeg blevet scannet jævnligt. Hver gang har tvillingerne haft det godt og trygt, så jeg var egentlig ikke så bekymret på deres vegne.

Dagen efter jeg er begyndt at tage antibiotika mod infektionen, bliver jeg scannet igen. Da scanneren bliver sat på maven, kan lægen ikke finde hjerteblink på den ene tvilling. Jeg ringer hjem til min mand, som på det tidspunkt er i gang med at gøre døren i vores garage større, så der kan komme en tvillingebarnevogn ind gennem dem.

Til kontrolscanningen dagen efter kan lægen se, at den anden tvilling både er meget lille og ikke har meget fostervand. Det kan gå begge veje, og de kan ikke give garantier for hverken det ene eller det andet. Der er heller ikke noget, jeg kan gøre, selvom jeg allerhelst vil have besked på at gå hjem og gøre et-eller-andet, så den anden tvilling vil overleve. Vi klynger os til håbet om, at vi stadig får ét barn med hjem efter 40 uger.

Til ekstrascanningen en uge efter, er hjertet også stoppet hos den anden tvilling. Det er sandsynligvis stoppet kort tid efter, vi så det slå ved den forrige scanning. De har begge ikke kunnet overleve den infektion, som vi har delt i blodet.

Jeg er kun i uge 16, og jeg skal allerede føde mine børn.

Jeg bliver sat i gang samme aften med en pille, der skal gøre min krop klar til at føde. Dagen efter møder vi op klokken 16.00 til den første stikpille. Allerede efter to timer gør veerne så ondt, at jeg kun lige kan arbejde med dem. Og klokken 19.00 bliver jeg kørt ned på fødestuen, så jeg kan få en epiduralblokade. På det tidspunkt er jeg allerede udvidet 10 centimeter, men tvillingerne er stadig for langt oppe i livmoderen.

Narkoselægen kæmper lidt med at få lagt blokaden. Og undervejs daler mit blodtryk, så det flimrer for øjnene og suser for ørerne. Det forsvinder, da jeg kommer ned at ligge, og da epiduralen begynder at virke, er jeg til stede i situationen igen.

Sådan går der et par timer, hvor jeg intet mærker, og vi bare er til stede på fødestuen i en fuldstændig absurd situation, som vi endnu ikke rigtig kan forholde os til. Inderst inde håber jeg stadig, at nogen pludselig finder hjerteblink igen eller fortæller, at det hele bare er en ond drøm.

Da jordemoderen vil undersøge mig for at se, hvor langt jeg er i processen, kommer hun med et overrasket udbrud. Den ene tvilling er allerede på vej ud – sammen med moderkagen, som kommer ud i stykker og gør det svært for hende at hjælpe tvillingen ordentligt ud. Klokken 22.35 kommer den fineste lille dreng ud.

Jeg skal presse for at få den anden tvilling ud. Og klokken 22.45 kommer endnu en dreng til verden. I en hel fosterhinde, så han ligger i en lille boble.

Den 24. oktober 2017 føder jeg på lidt over seks timer vores to drenge. Drenge, som først burde have været født nu, så vi kunne tage dem med hjem.

Efter fødslen kæmper jordemoderen med at få den ene af moderkagerne ud – den, som fulgte med den første tvilling. Hun kan kun tage den ud i stykker, og det sidste sidder alt for godt fast. Så jeg bliver kørt på operationsstuen til en udskrabning. Vi får at vide, at det kun vil tage en halv times tid.

Det kommer til at tage det dobbelte. Og fordi mine ben bliver følelsesløse af bedøvelsen, bliver jeg efterfølgende kørt på opvågningen. Imens sidder min mand stadig på fødestuen – ingen har fortalt ham, hvor jeg er henne, og hvorfor jeg ikke er kommet tilbage endnu. Heldigvis ringer en sød jordemoder rundt og finder mig på opvågningen, så han kan komme ned til mig.

Efter et par timer kan jeg bevæge mine ben. Så må vi komme tilbage til fødestuen. Her får vi vores tvillinger at se for første gang. Små og fine, er de. De ligner rigtige børn – men som bare mangler at vokse sig store og stærke. Min mand tager et billede af dem. Et billede, som jeg er så taknemmelig for, og som jeg stadig kigger på i dag. Nogle gange har jeg det ved siden af mig om aftenen i sofaen; så er jeg så tæt på dem, som jeg kan komme.

Det tager nogle dage, før jeg kan blive udskrevet, for min blodprocent vil ikke stige. Men den første dag, den sniger sig over grænsen, tager jeg hjem. Til min mand og datter. Inden vi forlader sygehuset, går vi ned på fødegangen og sætter to sommerfugle på det træ, som viser alle de fødsler, der er sket i løbet af året. Blade for drenge og piger, æble for flerlinger, blomst for hjemmefødsel – og sommerfugle for dem, som aldrig kommer med hjem. 

Egentlig har jeg slet ikke lyst til at forlade sygehuset. Jeg har ikke lyst til at tage hjem uden tvillingerne. At efterlade dem dér uden mig, i en lille trækasse i et kølerum. Og da jeg ligger i min egen seng om aftenen, får jeg dårlig samvittighed, fordi jeg kan ligge der trygt og varmt.

Dagene går. Jeg er sygemeldt fra mit arbejde. Der kommer blomster til os næsten hver dag – både fra familien, men også fra personalet i vores datters institution og andre, som vi ikke havde regnet med. Jeg sætter pris på dem alle og de tanker, der er lagt i dem, men hver blomst er også en påmindelse om, hvad der er sket.

En dag går jeg og rydder op, mens jeg hører musik. Pludselig tager jeg mig selv i at synge med. Det kan jeg slet ikke holde ud. At jeg pludselig er glad igen; at sorgen ikke fylder det hele, men nu har givet plads til glæde også. Jeg er mest bange for, at det betyder, jeg kommer til at glemme tvillingerne.

Efter en måned kan jeg mærke, at det ikke gavner mig mere at være derhjemme. Sorgen bliver ikke mindre af, at jeg ikke har noget adspredelse. Derfor starter jeg på mit arbejde igen. De to første uger på halv tid.

Alle er glade for at se mig igen og giver kram for at vise deres medfølelse. Men det er også tydeligt, at de ikke rigtig ved, hvad de skal sige, når ”det gør mig ondt” er sagt. Jeg ved heller ikke, hvad jeg selv skal sige. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sætte ord på det, der er sket. Så ofte ender det med nogle banaliteter, inden de gør videre eller giver mig en arbejdsopgave.

Samme uge, som jeg starter på arbejde, begynder vi i sorggruppe. Min største frygt er at havne i en gruppe sammen med nogen, som har mistet langt senere i graviditeten eller efter fødslen. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg vil kunne tillade mig at være ked af det over at miste i uge 16, mens andre har nået at møde deres barn levende for derefter at se det lukke øjnene.

Den frygt bliver hurtigt manet til jorden af de to sorggruppeledere – og af de andre deltagere. Sorggruppen hjælper os begge videre, og vi får sat ord på nogle af de følelser, som vi ellers ikke snakker så meget om. Gruppen bliver et ugentligt frirum, hvor vi kan sige de ting, vi ellers ikke tør. Her er der ingen, der ryster på hovedet af én eller synes, at ens følelser er mærkelige. Her er forståelse.

Kort efter vi har afsluttet forløbet i sorggruppen, bliver vores tvillinger begravet. De bliver begravet i en fællesgrav med andre dødfødte børn før uge 22, og nu har vi et sted at gå hen for at mindes dem. På en måde er det en trøst at vide, at de er begravet sammen med andre børn, så de ikke er alene. Jeg har hæklet to bamser til dem, som vi har lagt på fællesgraven. Selvom de ikke er her, skal de stadig have fine ting.

I dag er det et halvt år siden, at tvillingerne blev født. De burde først have været født for et par uger siden, så kunne vi tage dem med hjem. På terminsdagen, den 10. april 2018, tager vi sammen med vores datter hen på kirkegården for at tænde et lys. Hun spørger, om tvillingerne er født nu, så vi kan tage dem med hjem. Desværre. Men vi lover hende, at vi på et tidspunkt får en baby, vi kan tage med hjem fra sygehuset.

I løbet af det halve år, er sorgen blevet anderledes. Den er ikke alt overskyggende mere som et tungt lagen, der lægger hen over dagen. Men den er der stadig. Den er der, når jeg ser en gravid mave, og når omgangskredsen får nummer ét eller to. Dem skulle jeg have været på barsel med.

Allermest er den der, når jeg oplever, at der er ikke er mange andre end mig og min mand, som husker dem. Når der stadig ikke bliver spurgt ind til dem, eller folk ikke husker terminsdagen. Når en fødsel bliver glædeligt annonceret uden en tanke på, at dér skulle jeg også have været.

Måske jeg heller ikke kan forlange det af folk. Jeg er heller ikke god til selv at tale om dem. Når man taler om sine børn, er det forbundet med glæde eller stolthed. Min fortælling om tvillingerne er forbundet med kærlighed, men for andre er den også forbundet med et tabu om døden – og den ved vi ikke, hvordan vi skal sætte ord på, så vi taler helst ikke om den.

Jeg håber, at jeg med tiden vil kunne give tvillingerne den fortælling, de fortjener. Og turde sætte ord på den uden at tænke over omverdens reaktion.

For selvom vi ikke har tvillingerne hos os, så er vi stadig glade for, at de har været her og de små aftryk, de har sat hos os.

Håbet om en 2018-baby ser desværre ikke ud til at ske. Men vi håber stadig på at kunne gøre vores datter til storesøster, og tvillingerne til storebrødre, inden længe. At få en baby, som vi kan tage med hjem og se vokse op.

Tvillinger, mor og far elsker jer. Sov sødt.

Jeg elsker at der er så stor variation i de fødselsberetninger jeg er så heldig at I løbende sender til mig (på mail: canabuttenschon@gmail.com) og den jeg vil præsentere jer for i dag, er selvfølgelig ingen undtagelse. Den er kort, kontant og knivskarp og selvom den ikke rummer de helt store følelser i det skrevne ord, så efterlader den i hvert fald hos mig så meget usagt, som får mig til at kunne sætte mig 100% i den fødendes sted. Ikke så mange dikkedarer, men rigtigt meget fødsel – og okay, en omgang pomfritter med mayo, som jeg synes vidner om et vanvittigt overskud…

God fornøjelse!

Efter en hel graviditet med en hyperemisis diagnose (invaliderende grad af kvalme og opkast, red.), var jeg ved at være godt gal på verden, da jeg tog til jordemoder 41+0 tirsdag den 7-11-17.
Alt var fint. Knægten blev skønnet til 3600 g og vi snakkede lidt om igangsættelse ugen efter, hvis han altså ikke meldte sin ankomst inden. På vej ned af trappen synes jeg da egentlig at de plukveer bed lidt til, men hvad pokker. Det havde de jo gjort hele weekenden og der var jo ikke sket noget. Så hjemad det gik, netflixen blev tændt og hækletøjet fundet frem og min farmor ringer “er der ved at ske noget?” NEJ han kommer aldrig ud! Sådan føltes det anyway.
De der plukveer begynder at blive lidt onde, så op og stå med mig. Kunne jo lige ordne noget vasketøj, der er jo ingenting under opsejling!

Manden ringer, han køre fra arbejde nu. Spørger hvorfor jeg i perioder ikke svare. Får ham fortalt at det er pga de der onde uduelige plukveer som absolut ingen effekt har. Senere har han fortalt at han tog tid i bilen mens vi snakkede. 6 minutter imellem de uduelige plukveer.

Han kommer hjem og begynder at tage tid igen. 5 minutter imellem..

Vi skal ud og gå en tur meddelte fruen. Vi skal have sat skub i de her (helt og aldeles total ubrugelige pluk)veer. 500 meter tog 20 minutter så vi vendte hurtigt næsen hjem igen.
Nu var der 2 minutter imellem. Måske vi skulle ringe til jordemoderen.

Vi måtte da godt komme ind men skulle forvente at blive sendt hjem igen, da jeg var førstegangsfødende. Også gad jeg så ikke afsted. Jeg skulle have pomfritter! Og pomfritter jeg fik, med mayo til.
Kl 19.30 meddelte min kære husbond at nu bestemte han og turen gik til fødegangen!

1 cm åben?! Vi kunne tage hjem eller vente en time og se derefter. Jeg ville vente en time og ellers gerne have en cocktail til natten.

En time senere 4 cm åben og en baby der stod godt ned i bæknet. Ja Tak! Knægten havde fart på mente jordemoderen og gik for at finde en fødestue. Vi kom på fødestuen 21.30. Jeg havde et stort ønske om at komme i vand og det kom jeg. Nøj det var dejligt.

Desværre fik den dejlige varme sat lidt en pause på udvidelsen, så kl en time senere var vi kun oppe på 5 cm. Jordemoderen gik ud for at give nattevagten rapport. Også tog det til. Veerne var nu så stride at jeg brølede mig igennem dem (god smertelindring faktisk!). Da jeg blev tjekket igen, mindre end en halv time efter, var vi oppe på 8 cm. Så tror da pokker det gjorde ondt!

Nu pressede det og jeg måtte ikke presse med. Den næste times tid er ret uklar og jeg husker det som en stor kamp for ikke at presse med. Og en pokkers masse brølen. Men kl 23.50 gik vandet og besked “Du presser bare” var så befriende! Kl 00.07 blev lille Elliot født.

En lækker unge på 3620 g, 52 cm og en masse mørkt hår <3

Der var allerede – ofte i hvert fald – alt for travlt på fødeafdelingerne rundt om i landet, da jeg for fem år siden stoppede med at praktisere som “almindelig” jordemoder og det er desværre kun blevet værre siden. Denne uges fødselsberetning skildrer en i virkeligheden super fin og – på jordemodersprog – “flot” fødsel, men på grund af travlhed følte kvinden sig efterladt og glemt. En følelse ingen nybagt mor i verden bør have og jeg tager hatten af for denne kvinde, for at tage ansvaret i egen favn og have planlagt en hjemmefødsel anden gang. En hjemmefødsel, som så vidt jeg kan regne ud fra hvornår jeg modtog denne beretning, i øvrigt må være længe overstået, hvorfor jeg altså arbejder på, at få dén historie på bloggen også. Se, dét kunne være interessant. Kryds fingre og tag godt imod en skøn – men på grund af travlhed også hård – fødselsberetning.

Jeg vågner kl 01.00 (præcist) natten til torsdag den 8.10.15. Først ved jeg ikke rigtig hvorfor jeg er vågnet men lidt efter får jeg en ve. Først er jeg lidt i tvivl om det bare var en plukve så jeg vækker ikke min mand. Jeg ligger en times tid uden at vække ham og der får jeg 3 veer. Jeg har gået til fødselsforberedelse, så på en måde har jeg glædet mig til at mærke hvordan en ve var og prøve at arbejde med dem som jeg har lært, så selvom veerne her om natten er så milde at jeg sagtens kan slappe af imens øver jeg teknikkerne. Jeg nusser min mand på skulderen og siger at jeg gerne vil have at han skal vågne, for jeg tror vi skal til at have vores barn. Min mand går med det samme i et meget praktisk humør og googler; parkeringspladser foran skejby sygehus – hvor langt mellem veer – noget med en app der kunne tage tid – osv. Det er lidt komisk. Natten går med 2-4 veer i timen, min mand forsøger at få sovet lidt, jeg prøver også men spændingen i kroppen er for stor til at falde til ro. Tidlig morgen ringer Dennis til sit arbejde og siger at han ikke kommer, da jeg har veer, nærmest som han ligger på stopper al aktivitet i mit underliv. Vi får lidt morgenmad sammen og bliver enige om at Dennis alligevel skal tage på job, da jeg har hørt at der sagtens kan gå dage før man går i fødsel som førstegangs fødende.

Da Dennis er kørt ligger jeg mig på vores sofa med dyne på og ser tv. Veerne begynder igen, men stadig meget uregelmæssigt. De begynder at tage til i styrke og kommer hyppigere, men jeg synes det er fedt at arbejde koncentreret med dem. Til middag skriver jeg en sms til min mand om at nu vare de omkring et minut og kommer fast hvert 6 minut. Dennis ringer kort efter og spørger om det da så ikke er ved at være tid til at han kommer hjem. I telefonen aftaler vi at han skal køre ind forbi og tage Cola med, det trængte jeg bare vildt meget til. De Dennis kommer hjem får vi frokost sammen, drikker cola og ser x-factor. Det er vildt hyggeligt og jeg kan stadig arbejde mig gennem veerne når de kommer – sådan går der et par timer. Jeg tror jeg får sagt noget med at det der fødsel kan jeg da sagtens klare, og noget med om det da ikke bliver værre end dette – jeg blev klogere. Omkring kl. 15 .00 ændre tingere sig, jeg trækker mig meget ind i mig selv, dette er nødvendigt for at jeg kan koncentrere mig om vejrtrækningen, det begynder at gøre rigtig ondt. Vi ringer Skejby op og får den klassiske smøre om at blive hjemme nogle timer endnu og tage et langt varmt bad. Det bliver vi enige om men på nuværende tidspunkt kan jeg nærmest ikke stå op, jeg får mig selv ud på badeværelset og opdager at jeg har blødt. Dette bliver jeg meget bange over og Dennis ringer endnu engang til Skejby. Her får vi at vide at det er helt normalt og at jeg skal prøve det bad og så kan vi komme ud lidt senere.

Inde i bruseren kan jeg ikke længere stå oprejst, jeg har kvalme og kan ikke rigtig være i sig selv længere. Dennis tager en rask beslutning og siger at nu køre vi altså. Fra dette tidspunkt har jeg ingen tidsfornemmelse for resten af forløbet og Dennis og jeg har talt det igennem mange gange, fordi jeg på nuværende tidspunkt er gået helt ind i mig selv og kun tænker på vejrtrækning. I bilen til sygehuset kaster jeg flere gange op og jeg kan fornemme på Dennis at han begynder at blive nervøs.

På sygehuset bliver vi sendt op på fødegang 2, her bliver vi taget imod at en ret irriteret Jordemoder der spørger hvad vi laver her, HVAD TROR DU? Hun siger at der ikke er plads på den fødegang og at hun er nødt til at ringe lidt rundt. Dennis siger bekymret at jeg lige har kastet rigtig meget op i bilen, damen siger bare at ”ja det er normalt, på grund af smerterne” og går. Dennis hører hele samtalen om at hun er træt af at der bliver ved med at komme fødende for de har ikke plads, jeg står lænet op af Dennis og forsøger at holde det hele ud. Heldigvis fatter jeg ikke rigtig hvad der sker omkring mig. Vi får besked på at vente på en bænk indtil der kommer en og henter os.

Vi kommer ind på en modtagelses stue, da der ikke er nogle fødestuer ledige. Den jordemoder som tager imod os beder mig om at lave en urin prøve, på nuværende tidspunkt kan jeg ikke rigtig stå længere og jeg kan da slet ikke tisse. Jeg forsøger alligevel, men Dennis må siger at det kan jeg ikke og hjælper mig op på briksen. Jeg bliver undersøgt og får at vide at vandet ikke er gået endnu, vores søn ligger stadig højt og jeg er udvidet 6 cm. På det tidspunkt kommer veerne rullende og der er ingen pauser, et par gange kommer jeg ud af min vejrtrækning og min mand støtter og siger ”skulder, kæbe og hænder”, punkter jeg skal forsøge at spænde af i – det hjælper meget. Efter undersøgelsen går Jordemoderen igen og vi er selv i ca. 30 minutter. Jeg begynder at føle pressetrang. Da hun kommer tilbage siger jeg at jeg altså føler jeg skal presse, men hun siger bare at det er vandet som ligger og presser, og giver mig en varmepude som jeg dog hurtig får viftet af igen. Hun går igen, da hun skal gøre en fødestue klar til mig. Vi er igen alene og pludselig mærker jeg at det bliver helt vådt i mine bukser, jeg får sagt til min mand, mellem 2 veer at enten har jeg skidt eller også er mit vand lige gået. Dennis spørger pænt om han skal tjekke og han konstatere at mit vand er gået. Han går ud på gange for at finde en som kan se på mig, han har efterfølgende fortalt at han tydeligt kunne mærke på mig at det var oppe over. Han går rundt på flere gange, mødestuer, vagtstuer og trykker på en masse knapper men kan ikke finde noget. Efter lidt til møder han dog en som kommer med og kigger på mig. Hun forsikre Dennis om at alt er okay og at der nok skal gå noget tid endnu. Dette ændre sig dog da hun får set på mig, og pludselig får de travlt. Jeg er nemlig ret meget i gang med at føde. I første omgang bliver de enige om at jeg må føde på modtagelses stuen da der ikke er tid til at komme ind på en fødestue. Men hun får dog at vide at en stue er klar nu og bliver enige om at flytte mig. Den nye jordemoder har jeg ingen fornemmelse af, men det havde jeg sådan set heller ikke af den tidligere.

Jeg bliver kørt på den briks jeg ligger på og på gange spørger jeg om jeg må presse. Det må jeg gerne og det er enormt befriende. På fødestuen bliver jeg vippet over på en seng og 10 minutter efter tager jeg selv i mod min søn.

De næste timer en er tåge hvor min søn ikke har det som han skal, ham og min mand kommer på børneafdelingen og jeg ligger med benene i bøjlerne i 2-3 timer og venter på at få besked og at blive syet. Jeg tror efterfølgende at jeg blev ”glemt” grundet travlhed. Det er nogle af de værste timer i mit liv da jeg ikke vidste hvordan min søn havde det og ingen info fik. Min søn havde det heldigvis godt og han kom sig totalt da han kom op på min mands mave og fik ro til at slappe af. Og 3 timer efter blev jeg endelig kørt op til dem. Nu skal jeg føde igen om 2 uger – en lille pige – og jeg har besluttet mig for hjemmefødsel. Det er der flere grunde til, men mest af alt har jeg ikke lyst til at ”ødelægge” en god fødsel ved travlhed, flytninger os stress.  

 “Hvorfor kommer I først nu? spørger jordemoderen med en anelse undren i stemmen. Jamen, det fik vi besked på. Sådan starter – eller, ja – næsten slutter min fødselsberetning.

Efter at have øvet og øvet på det der med at blive gravid i lidt over to år uden de to nødvendige streger, bliver vi af vores læge sendt til en fertilitetsklinik. Vi starter i behandling, men efter to forsøg er der stadig intet resultat. Vi beslutter derfor at holde en kort pause, da vi har en rejse til London, og jeg ikke ser nogen idé i at proppe mig med de satans hormoner, der gør mig et eller andet meget dårligt ved en babyhungrende kvinde. Vi har en fantastisk tur uden tanke på baby-lavning, og da vi kommer hjem, er min menstruation for sent på den. De to streger viser sig, og et langt og opslidende forløb er nu slut: Jeg er endelig gravid.

… Sådan starter kvinden, der har skrevet denne uges fødselsberetning sin fortælling ud og jeg lover jer – den bliver kun bedre <3

For sjette gang rejser jeg mig fra sengen for at tømme blæren. Urets viser fortæller mig, at klokken er 03.00. Efter at have rendt i pendulfart mellem sengen og toilettet siden jeg gik i seng, går der pludseligt et lys op for mig: Der må være et eller andet i gang. Det har ellers ikke været unormalt, at toilettet har været mere besøgt end Hovedbanegården i de sidste ni måneder, og selv om jeg nu er gået ni dage over termin, slår det mig først efter sjette toiletbesøg, at det muligvis ikke kun er min blære, der skal tømmes. Nej, måske jeg skal tømmes. Det er nu, min datter kommer til verden.

Min kæreste vågner og spørger, hvor jeg skal hen, da jeg tager min dyne og er på vej ud af soveværelset. Jeg har en mistanke om, at min fødsel snart går i gang, siger jeg, så du må hellere sove videre. Min nat går med skiftevis at blunde på sofaen og tage lidt tid på de veer, der på nuværende tidspunkt kun er små jag. Jeg får ikke sovet meget den nat, for lige dele spænding og angst spreder sig i min efterhånden utålmodige og trætte krop.

Solen viser sig på vores stuegulv, og min kæreste vågner. Er det nu, tror du? Ja, det er jeg slet ikke i tvivl om, men tag du bare på arbejde. Det her går nemt indtil videre. Det er ikke værre end menstruationssmerter. Jeg bliver klogere.

Klokken 11 meddeler jeg min kæreste, at han godt må begynde at vende snuden hjem. Ikke fordi jeg er overvældet af smerte endnu – veerne tager til, men jeg kan mærke, at tryghedsgraden vil stige, hvis han kommer hjem.

Der går nogle timer, og der bliver kortere og kortere tid mellem veerne. Samtidig begynder de at gøre mere og mere ondt. Klokken 13.30 ringer vi på sygehuset – smerterne tager til, og jeg har brug for at vide, hvor langt jeg er (og hvor meget mere ondt det her kommer til at gøre!)

Vi ruller ind på sygehusets parkeringsplads kort efter, og vi bliver mødt af en meget ung (og meget pæn) jordemoder. Hun undersøger mig: To cm åben. I må hellere tage hjem igen. Jeg bliver sendt hjem igen med to panodiler og verdens største bind. Satans og røv (og det, der er meget grimmere!), tænker jeg.

Vi er næsten ikke nået ind i lejligheden, før slimprop og vand sjasker ud. Det her er virkelig klamt, når jeg at tænke, stående på alle fire hvilende med armene på kanten af vores seng. Det begynder efterhånden at gøre meget ondt, og jeg skal virkelig koncentrere mig om min vejtrækning.

Brændte toast og tredje opkald til sygehuset

Min kæreste giver sig til at lave toast, lige da vi rammer lejligheden. Det sidste jeg får brug for, tænker jeg, er at han bliver sulten. Bare tænk på Sneakers-reklamerne. Indtil videre har jeg beordret ham til at hvile mest muligt, og det viser sig lynhurtigt at blive et godt træk.

Jeg begynder at bløde rigtigt meget, og min kæreste løber til og fra soveværelset, hvor jeg befinder mig, til toilettet i pendulfart med toiletpapir og håndklæder for at holde styr på griseriet. Mit vand går, og midt i grønt fostervand, en slimprop og en lettere panikken fødende kvinde, glemmer min kæreste sine toast. Det utænkelige sker, og toastene brænder på. Det skulle blive det helt store samtaleemne på fødestuen – og for øvrigt også hver gang vi har fortalt om fødslen til venner og familie.

Fordi vandet går, og fostervandet er en anelse grønt, ringer min kæreste ind til fødegangen. Det er vores tredje opkald derind. Første opkald står jeg for: Jeg vil informere dem om, at der er en fødsel på vej. Anden gang vil vi høre, om vi må komme ind. Noget med en fødende kvinde, der har brug for at vide, hvor meget mere ondt det her kommer til at gøre. Tredje opkald bliver modtaget af den samme unge (og meget pæne) jordemoder, der undersøgte mig kort forinden. Da jeg lige har været til tjek, tager hun os ikke seriøst (tænker at den meget pæne jordemoder var pænt træt af mange opkald fra hysteriske fødende kvinder og deres stakkels bedre halvdele), og vi får derfor besked på først at komme ind klokken 18.00, altså tre en halv time efter. Jeg har virkelig ondt, og veerne skyller ind over mig. Min kæreste pointerer, at vandet jo altså lige er gået, og at jeg altså har rigtigt ondt, og vi hører heldigvis afdelingsjordemoderen i baggrunden korrigere det til klokken 17.00. Fedt, nu skal jeg bare klare et par timer mere herhjemme.

Jeg kæmper med veerne og prøver at styre min vejtrækning. Veerne tager til i styrke, jeg bløder en del, og vi løber snart tør for toiletpapir og håndklæder til at tørre op. Vi når at spørge hinanden, om det er normalt at bløde så meget. Jeg forsikrer min kæreste om, at det da må være helt normalt. Jeg skifter mellem at stå på knæ med armene på sengekanten – og på alle fire i brusenichen. Min kæreste har nu taget tid på veerne i et godt stykke tid, og det får mig til at fokusere lidt på dét. Det får mit fokus lidt væk fra smerterne. Ikke meget – for det her gør virkelig ondt nu.

Det føles nu, som om mit bækken er ved at eksplodere. Min kæreste er fysioterapeut, og han kan tydeligt se, hvordan mit bækken og krop gør klar til at føde. Pludselig føler jeg trang til at presse. Jeg kan ikke holde igen. Lidt nervøsitet kan jeg nu spore hos min kæreste, og det får også mig til at blive lidt urolig. Pressetrang – og jeg er ikke fuldt åben, tænker jeg. Dét kan ikke være noget godt tegn. I hvert fald ikke når vi stadig står hjemme på vores stuegulv. Alt imens jeg prøver at berolige min kæreste med devisen, at det her har vi da fuldstændig styr på (læs: mit hoved skriger bare fuck fuck fuck!!!) ringer han til sin mor for at bede hende køre os på sygehuset til aftalt tid kl. 17.00. At min svigermor nu skal tage del i den her fødsel, har umiddelbart ikke førsteprioritet (eller anden, tredje, fjerde eller syvogfirsende) men nogen skal jo parkere den bil midt i myldretrafik og parkeringshelvede.

Klokken er endnu ikke 17.00, og vi vil ikke igen ringe til fødegangen og informere dem om, at nu presser den stakkels fødende kvinde altså. Vi gør derfor, som vi har fået besked på. Bliver hjemme. Jeg bliver stadig mere og mere utryg, og det gør min kæreste også. Jeg bløder stadig, og jeg har presseveer. Jeg prøver, så godt jeg kan at holde igen – men jeg ved bare ikke hvordan. Fandme ikke nogen der har sagt til mig, at man skal gispe, når der kommer presseveer. Note to self: Måske jeg alligevel skulle have hørt efter til fødselsforberedelse.

Nu skal den baby presses ud

Klokken nærmer sig 17.00, og min svigermor ruller ind i p-kælderen. Alt imens jeg kæmper med at få tøj på, får min kæreste samlet vores ting sammen. Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg skulle have makeup på og flot hår, når vi træder ind på fødegangen. Dumme, naive førstegangsfødende, der har set lidt for meget The Kardashians.

Lidt før 17.00 rammer vi fødegangen, og vi bliver vist ind i et undersøgelsesrum. Vi bliver nu taget imod af endnu en ung (og meget pæn) jordemoder, som jeg beder til ikke at sende mig hjem igen. Hun kan høre, at jeg har presseveer og tager os derfor med direkte ind på en fødestue. Jordemoderen undersøger mig, alt imens jeg tigger hende om ikke at sende os hjem igen. Du skal ikke nogen steder, Sandra. Du er jo 9 centimeter åben!! Efter en kunstpause spørger hun os, lettere uforstående, hvorfor vi først er kommet nu, og hvordan vi har klaret at være hjemme så længe. Tja, det slår os først der, at vi egentlig ikke har en god forklaring på det. Vi fik jo at vide, at vi først skulle komme klokken 17.00. Det er også det svar, jordemoderen får.

Jordemoderen, der for øvrigt viser sig at være fuldstændig fantastisk, går i gang med at undersøge mig. Vi fortæller, at jeg har haft pressetrang en lille time. Jeg står nu med armene hvilende på sengekanten og arbejder med mine presseveer. Endelig kan jeg gispe mig igennem mine presseveer. Efter en times tid er jeg nu udvidet til 10 centimeter. Hell yeah, nu må jeg presse. Pludselig slår det mig, at jeg ikke har fået det berygtede klyx, der sætter gang i mine tarme. Det eneste, jeg har sagt til mine veninder, jeg bare skulle have. Stakkels jordemoder når jeg at tænke.

Jeg har meget kraftige presseveer, og det er en lettelse, at jeg nu må presse. Jeg føler nu ikke længere smerte, og jeg er fyldt med overskud: Nu skal jeg satme vise, at jeg kan presse min baby ud. Som tidligere elitesportsudøver går der lidt konkurrence i det der med at presse, og hver gang jeg får en presseve, får den da også én over nakken. Min kæreste pacer mig i bedste Piotr Wozniacki-stil, og jeg føler stort overskud. Det hele kører på skinner, indtil monitoren viser, at min datters hjerterytme stiger. Hun er stresset af den hurtige udvidelse. Der kommer derfor et helt arsenal af jordemødre og læger ind på stuen (det føltes det i hvert fald som), og min datter får en måler på hovedet. Min kæreste bliver lidt urolig, men jeg forsikrer ham om, at det sker tit. Noget med at have set lidt for mange fødselsprogrammer på TLC. Samtidig mistænker de, at jeg har feber, hvilket jeg egentlig godt kan forstå, da jeg nok mest ligner én, der har siddet i en sauna i lidt for lang tid. Mistanken er heldigvis ubegrundet, og jeg fortsætter min jagt på en ny hvem-kan-presse-sin-baby-ud-hurtigst-Guiness World Record. Min kæreste er god. Virkelig god, og han afkøler mit rødkogte og svedige ansigt med kanden med iskoldt saftevand.

Efter tre kvarters pressen siger jordemoderen, at min datter er stjernekigger. Hendes hoved kommer til syne næste gang, og det kommer til at gøre ondt det her, for hun fylder meget på den måde, siger hun. Jeg er fast besluttet på, at det ikke skal gøre ondt. Jeg tænker mere på, at mit underliv gerne skal slippe ud af det her uden alt for mange skrammer. Jordemoderen spørger, om jeg vil mærke hendes hoved, og jeg stikker hånden ned og mærker på min datters isse. Det mest mærkelige men også mest fantastiske min hånd nogensinde har rørt ved. Et kvarter senere, efter en times pressen (og uden at komme i Guiness Record-bog, tsk) kommer en baby ud, vores datter, med horn i panden. En virkelig grim – men alligevel perfekt – stjernekigger. En, to tre… ti fingre og tæer tæller jeg. Hornet i panden forsvinder i løbet næste dag, forsikrer jordemoderen, og vi bliver forældre 16. oktober 2017 kl. 18.59 til Klara. 54 cm. og 3.870 kg.

Tør man overhovedet føde igen, ovenpå en lang, hård og måske ligefrem traumatisk fødsel? Det er min oplevelse, at de fleste heldigvis ender med godt at turde prøve igen. Heldigvis, fordi fødslen for de fleste bliver en ganske anden – og ofte meget bedre og i særdeleshed meget hurtigere – oplevelse end den første. Præcis som det var tilfældet for kvinden, som har skrevet både sidste uges meget hårde fødselsberetning og dén, som venter jer lige her nedenfor billedet. En dejlig, dejlig beretning, som jeg bliver helt rørt over at læse. Fordi alle kvinder fortjener en god fødselsoplevelse.

fødsel

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at efter min første søns fødsel overvejede vi kraftigt om vi skulle nøjes med et barn – eller rettere, nøjes med en fødsel. Da han nærmede sig halvandet år, begyndte vi alligevel at bløde lidt op, og ganske kort tid efter var jeg gravid med endnu en dreng.

Graviditeten forløb ukompliceret men fra starten fyldte tanken om hvordan jeg kom bedst igennem endnu en fødsel meget hos mig. Jeg blev ret hurtigt visiteret til et jordemodertilbud med ekstra tid og fokus på mit tidligere forløb. Der blev lagt en kæmpe faglig indsats for at hjælpe mig bedst muligt gennem denne graviditet og da jeg nærmede mig tredje trimester havde jeg efterhånden mod på at føde vaginalt igen – godt hjulpet på vej af et par gode snakke med jordemoder og fødselslæge om hvordan fødslen kunne gribes an så den tidligeres fødsels spøgelser ikke kom op til overfladen igen.

Jeg forventede at gå over tid igen, og var fint tilfreds med dette, da jeg havde mundtlige eksamener strøget med nænsom hånd omkring terminen. Da jeg nærmede mig målstregen begyndte jeg at vågne op om natten med veer i en time eller to af gangen, men som gik i sig selv igen før der kom rigtig gang i den.

Tidligt om morgenen 40+6 vågnede jeg endnu en gang med noget, der måske var veer. Siden det ikke var værre end de veer, jeg var blevet snydt af de forgange nætter, synes jeg det var fint at lade manden tage til træning mens jeg blev i sengen til vores store dreng vågnede. Han kom tilbage efter en times tid og stod op med vores søn, så jeg kunne få fred til at finde ud af, om det blev til mere.

Mens de gjorde sig klar nedenunder tog jeg et bad og ærgrede mig lidt over at veerne stilnede af under den varme bruser, men på den anden side så kommer barnet jo ikke før det er klart, så hvis det var sådan det var så var det sådan det var.

Min mand afleverede vores dreng i vuggestuen og jeg kom i mellemtiden ud af badet for at se, om der stadig var veer, der var værd at snakke om, eller om det var ved at gå helt i sig selv igen. Da jeg kom ned i stuen kom der alligevel lidt mere drøn på, og da jeg egentlig befandt mig bedst stående ved spisebordet med hænderne på bordpladen tænkte jeg at fødegangen nok lige skulle have et kald.

Veerne var ikke rigtig regelmæssige og ikke voldsomt smertefulde, alligevel synes jeg det kunne være motiverende for det videre fødselsarbejde at komme op til tjek og se, om jeg var i aktiv fødsel endnu, så min mand fik besked på at smide de vigtigste ting i bilen så vi kunne komme afsted. Med tanke på sidste fødsels længde, mente han at det var bedst lige at forsinke afgangen lidt ved at gå ud med affaldet og starte opvaskemaskinen – hvis vi nu igen skulle være væk i 3 dage.

Vi kørte mod Hillerød Hospital og veerne blev værre. Da vi skulle af hovedvejen et par kilometer før hospitalet fik vi en ubehagelig overraskelse i form af et trafikuheld ret forude, som vi skulle holde i kø bagved. Så vi holdt der. Helt stille. Imens jeg efterhånden havde veer, der følte som om bækkenet var ved at flække.

Vores tur til hospitalet blev dobbelt så lang som vi havde forventet, og da vi endelig landede på Hillerød var jeg klar til at melde mig ud af fødslen. Veerne kom med et minuts mellemrum og varede ca. lige så længe, hvilket betød at jeg nåede at gå ganske kort inden jeg måtte stå og hænge op af min mand og puste tungt. Med alle de ve-afbrydelser tog det en evighed at komme ind og op på fødegangen – nok ca. 15 minutter for en gåtur på 150 meter.

Jeg havde forestillet mig noget om at komme i vand for at komme igennem fødslen, men nu var jeg helt klar til at råbe ’Epidural!’ til den første jordemoder jeg kom i nærheden af. Vi blev vist ind på en stor fødestue med kar og det hele og jeg krabbede op på fødebriksen og stillede mig på alle fire – min nye bedste yndlings-vestilling.

Jordemoderstuderende, som modtog os, synes det ville være en drøngod ide om jeg lige fik kørt en ’doorstep-CTG’ – altså, sådan en velkomsthilsen-kurve, og jeg forsøgte derfor at lægge mig så hun kunne sætte udstyret på. Ved den næste ve fløj jeg så bare op på alle fire igen. Så foreslog hun at jeg lige lagde mig ned så jeg kunne blive undersøgt for, hvor langt fremskreden fødslen var. Og ved næste ve fløj jeg igen op på alle fire. Jeg forsøgte at forklare at jeg ikke skulle ligge på ryggen, og vi blev enige om at hun kunne lytte med håndholdt udstyr i stedet og undersøge mig sådan som jeg stod. Og at jeg kunne få lattergas. Og så var vi gode venner alligevel.

Der kom en superviserende jordemoder på stuen, og stort set samtidig ændrede veerne sig til presseveer. Superviserende jordemoder stak hovedet ud af stuen igen, kaldte efter varme håndklæder og informerede om at når hun kaldte næste gang ville der blive født. Den information trængte igennem min lattergaståge, og betød at 1) fødslen var tæt på og dermed sluttede veerne nok snart og 2) epidural og karbad var long gone.

Hver ve pressede mere, og mine to jordemødre dirigerede med militærpræcision. Ve – pres. Vepause – t-shirt af! Ve – pres til! Ve-pause – bukser af! Super-jordemoder kiggede mig i øjnene og dekreterede at jeg måtte få en ve mere på alle fire, hvorefter jeg skulle om på ryggen så de bedre kunne liste hovedet ud. Så med følelsen af at være ved at passere en brændende ananas gispede jeg mig gennem to veer mens super-jordemoder lirkede hans hoved ud.

Og så landede en runken, surt udseende, våd og lilla baby på min mave. Og anstrengelsen var forbi fra det ene sekund til det næste. 4,5 time efter veerne var startet, og 25 minutter efter vi var ankommet til fødegangen kom min søn til verden, 3350 gram og 52 cm og i helt perfekt form. Og med sig bragte han den største forløsning, vi overhovedet kunne have ønsket os, af den første fødsel.

Hun kaldte det selv for “verdens længste fødsel” – og selvom dét udsagn med garanti ikke er helt korrekt, så forstår jeg godt, hvis det har føltes sådan. Det tog intet mindre end 58 timer for hende, at føde sit første barn, som efter alle de timer, kom ud og havde brug for både ilt og hjertemassage for at komme igang. Det er heldigvis ganske, ganske sjældent at en fødsel ender ud med at barnet er så påvirket som tilfældet var det her – og gudskelov lever barnet altså i  dag i bedste velgående og fuldkommen uden mén fra den hårde fødsel.

 Efter tre timer bliver jeg kørt på neonatal for at se min søn, men på grund af overbelægning kan jeg ikke få plads sammen med ham og bliver lagt på barselsgangen. Det er det mest ensomme, jeg nogensinde har prøvet.

Torsdag, Kristi Himmelfartsdag 2015 er jeg til frokost hos svigermor. Jeg har haft en ukompliceret graviditet med mit første barn, en dreng, og er 40+5. De seneste dage har jeg forsøgt med akupunktur og fysisk aktivitet at få gang i fødslen, men der er ikke mange tegn på at noget er undervejs.

Hen over middag begynder jeg at mærke tydelige men svage veer, som kommer kommer omtrent hver 10. minut. I første omgang holder jeg den begyndende fødsel for mig selv.

Veerne fortsatte deres snegletempo hele eftermiddagen, og om aftenen lægger jeg mig til at se tv på sofaen og overlader sengen til min mand. Jeg har ikke store smerter, men er generet nok til ikke at sove sådan rigtig, så der går en nat med tv-kiggeri og en ve-tællerapp, der viser deprimerende uregelmæssig aktivitet.

Fredag formiddag ringer jeg til fødegangen og bliver inviteret op til tjek. Vi går op til Rigshospitalet med små pauser undervejs – og siden går vi også hjem igen, da det viser sig at jeg har er lige knap en cm åben. Så forbi bageren og hjem på sofaen igen og arbejde videre.

Veerne bliver værre i løbet af dagen og kampgejsten er på nulpunktet ved aftensmadstid, så jeg ringer og klager min nød til fødegangen og aftaler med den at jeg må komme derop ved 23-tiden til tjek og smertestillende. Mens vi venter på at skulle afsted begynder jeg at få rigtig ondskabsfulde veer, og da vi lander på fødegangen er det decideret ikke sjovt længere. Jeg er stadig ikke i aktiv fødsel, så efter at have fået kørt CTG får jeg tilbudt morfin og en seng på fødemodtagelsen.

Det letter stemningen lidt at få lov at blive på hospitalet, for nu skal vi i det mindste ikke hjem før der kommer en baby med, men der er stadig lang vej igen. Natten går med småsøvn mellem veerne og idelig kalden efter en jordemoder til at genopvarme mine varmepuder.

Tidligt på morgenen klinger morfinen af at jeg bliver utilpas. Jeg vralter ud for at kaste op og mens jeg evakuerer ventriklen går slimproppen med lidt blod i. På det tidspunkt er jeg ikke specielt imponeret, jeg synes ikke fødslen forløber som jeg var blevet stillet i udsigt til fødselsforberedelse.

Jeg bliver undersøgt indvendigt og under undersøgelsen går vandet. Jordemoderen mener jeg nu er 4 cm åben og har altså kvalificeret mig til en fødestue, langt om længe. Mind you, det er lørdag morgen, veerne har varet siden torsdag middag.

På fødestuen skifter vi til dagvagten og ind kommer min konsultationsjordemoder. Det er en glædelig overraskelse som jeg ikke sætter behørigt pris på, for jeg har travlt med at have kraftige veer uden nævneværdig pause, mens jeg krammer en sækkepude. Lynhurtigt er jeg dog også blevet 6 cm åben og vi når vist alle at tænke at nu sker der endelig noget, hvorefter al fremgang stopper.

Efter halvanden time med kraftige veer, som overhovedet ikke har effekt hvæser jeg af jordemoderen at hun godt kan kalde anæstesien NU, for jeg skal have en epiduralblokade for fem minutter siden. Jordemoderen er bare ikke sådan lige at forhandle med, så jeg skal først tømme blæren, klæde om og have lagt venekateter før hun vil ringe. Anæstesien kommer heldigvis hurtigt og lægger uproblematisk en epidural – den virker bare ikke rigtig på andet end mit højre ben, som bliver fuldstændig lammet.

Min søde jordemoder gør virkelig hvad hun kan for at smertelindrende, men hen over frokosttid bliver vi enige om at kalde anæstesien igen og få den lagt om og endelig, efter to døgn, er jeg smertefri – og træt. Så lige der, midt i fødslen, tager jeg en firetimers morfar.

Imidlertid er der jo stadig ingen fremgang i fødslen, og jeg bliver monteret med vedrop og som timerne passerer mere og mere overvågning af både mig og baby. Ikke fordi det som sådan er i vejen – når man kun har et fungerende ben går man ikke særlig meget rundt på stuen.

Med vedrop og blokade lykkes det at tvinge fremgang i fødslen. Aftenpersonalet tager over og jeg udvider mig i et tempo, der antyder at fødslen nok trækker ud til en gang næste år. Og endelig er jeg 10 cm. Og så venter vi på presseveer, hvorfor jeg må kysse epiduralen farvel. Presseveer lader dog vente på sig, så efter at have været fuld udslettet i tre timer får jeg besked på at presse på dropveerne. Samtidig får vi ‘ny’ jordemoder til natten – nemlig hende, som varmede varmepuder for mig natten forinden.

Hun kommer heldigvis med friske kræfter, så nu skal der presses barn ud, og det åbenbart i sytten forskellige stillinger for at få ham ned i bækkenet. Jordemoder og -studerende opmuntrer og hepper at de kan se hans hoved. Min mand har siden fortalt at jeg var bøffarvet ned til navlen og det, der kunne ses af hans hoved, var på størrelse med en kidneybønne.

Veerne bliver længere – der er skruet op for vedrop. Jeg har presset en times tid og presser 4-5 gange pr. ve. Jeg skal bare lige give lidt mere får jeg at vide, og jeg har lyst til at foreslå jordemoderen at vi bytter og hun viser mig hvordan fanden man lige ‘giver lidt mere’.

Efter halvanden times pressefase kommer en obstetriker på stuen og spørger om jeg kunne tænke mig at få forløst min søn med kop. Ja tak. Lad os så blive færdige. Det er hæsligt at få sat koppen på, men i næste ve bliver min første søn født. Klokken er 00:05 søndag d. 17. maj 2015. Han er blå, bleg og trækker ikke vejret, og jeg ser ham ikke. Han kommer op på et børnebord og får hjertemassage og ilt for at komme i gang. Jeg har arbejdet i 58 timer for at føde ham og er så træt, at jeg bare sætter pris på, at jeg endelig er færdig med at føde.

Men jeg forstår ikke hvorfor min mand er så oprevet og græder. Jeg har ikke set hvor dårlig vores søn er ved fødslen, og jeg har ikke hørt jordemoderen opfordre min mand til at tage nogle billeder i en fart eller set at der står 11 mennesker på stuen under forløsningen. Det viser sig at min dreng har stået forkert og er kommet ud med panden først. Ingen har opdaget det før han var så langt ude, at alle kunne se at han havde næsen opad.

Jeg får at vide at han skal en tur på neonatal og sender min mand med mens jeg selv føder moderkagen og bliver syet. Kopforløsningen har givet en bristning om i endetarmsmusklen, som syes i næsten halvanden time på fødestuen. Og jeg vil egentlig bare gerne have fred. Efter tre timer bliver jeg kørt på neonatal for at se min søn, men på grund af overbelægning kan jeg ikke få plads sammen med ham og bliver lagt på barselsgangen.

Det er det mest ensomme, jeg nogensinde har prøvet.

Min søn er heldigvis okay. Han havde brug for hjælp til at komme i gang, og var ligesom jeg mærket af en meget lang fødsel. Efter et halvt døgns tid på neonatal bliver han udskrevet og kommer med mig på barselsgangen hvor vi kan begynde at lære hinanden at kende. Han vejer 3320 gram og har et kæmpe rødt mærke midt i panden efter koppen og så har han skide meget hovedpine. Det var selvfølgelig aldrig et valg om jeg ville føde ham med kop eller ej, men det blev tilbudt som et valg. I virkeligheden skulle han fødes nu, men det er endnu en af de ting jeg aldrig opdagede selv.

I dag er han 2,5 år og er ikke på nogen måde mærket af den hårde fødsel. I lang tid frygtede vi om han havde manglet ilt i en sådan grad at han havde taget skade, men vi slap heldigvis med skrækken. Bearbejdning af hans fødsel har en lang proces, og i retrospekt skulle vi have stillet spørgsmål indtil vi fik den information vi havde brug for undervejs. For bagefter stod vi tilbage, og forstod ikke de beslutninger der var blevet truffet undervejs, eller hvorfor ingen havde opdaget at vores søn stod forkert. Men i takt med at kroppen helede og trak sig sammen gjorde psyken det også i en sådan grad at vi fik mod på at få et barn mere, som I kan læse fødselsberetningen fra i næste uge…

Jeg troede altid at de var sådan et helt særligt folk, dem, der skrev bøger. At de var af en helt særlig skabning – og helt forskellige fra sådan nogle som mig. At de var sådan nogen som sad i støvede gamle rum og skrev og skrev og skrev, med blækfyldte fjer. Ja, måske skyldes min lidt barnagtige fantasi allermest lidt rigeligt mange ture i Den Flyvende Kuffert i Tivoli, hvor man, hver eneste gang, bliver hilst farvel af en småstøvet H.C. Andersen, der sidder og skriver med sin fjerpen, men ikke desto mindre, har det været sådan jeg har haft det. Selvfølgelig har jeg i mange (!) år godt været klar over, at det nok nærmere var noget med computere og sommerhuse på ødemarker eller ved havets brusen, men ikke desto mindre, har de, forfatterne, altid haft en helt særlig, nærmest helteagtig status for mig. Altså, lige indtil jeg selv udgav en bog.

Lige om lidt er det er halvt år siden jeg kunne brøste mig med titlen som forfatter og altså, hvis der er noget særligt over forfattere, så er det altså gået direkte hen over hovedet på mig, for jeg mærker intet anderledes. Ikke på forfatter-måden, i alle tilfælde. Alligevel er det gået smaddergodt. Bogen – 40 uger efter – har i hvert fald solgt i mange, mange tusinde eksemplarer og for at det ikke skal være løgn, så blev den allerede inden for få uger benævnt som en “bestseller”. Vildt!

… Men hvad så nu? Stort set altid, når jeg møder nogen, som jeg ikke støder på i mit lille hverdagsliv, spørger de venligt, hvordan det går med bogen, hvortil jeg altid lidt nervøst svarer, at det vist går meget godt. For ved I hvad? Jeg aner det faktisk ikke! Jeg ved ikke en skid om at udgive bøger eller om slagstal. Jeg ved ikke hvor mange bøger man skal (blive ved med at) sælge, førend “det går godt”. Og er det godt, når man tjener mange penge? Eller handler det måske i højere grad om, at have glade læsere?

For mig, er det klart det sidste, der giver mest mening (selvom pengene selvfølgelig også ville være sjovt at tjene) og heldigvis lader det til at jeg lige akkurat dér, har ramt ned i noget der virker. I hvert fald har jeg siden d.14.september (eller nogle dage efter, hvor de første par eksemplarer var blevet læst til ende) modtaget usædvanligt mange e-mails og beskeder på facebook og instagram, fra kvinder som takker mig for at have skrevet dét, som flere sågar har omtalt som “mor-biblen”. Den humoristiske og kærlige håndsrækning nedskrevet i 40 ugers letlæste kapitler, som kommer med gode råd og klapper den nybagte mor på ryggen og fortæller hende at hun er god nok. For det er i bund og grund dét, det hele handler om. At turde stole på sig selv i sin rolle som mor – og så selvfølgelig at vide, at det er akkurat ligeså nederen/ulækkert/ømt/kikset-og-alt-muligt-andet for alle andre. Eller i hvert fald for mig.

Jeg er simpelthen så stolt over min bog og dét den har bragt med sig allerede nu, kort før markøren for den første halve år og jeg ønsker mig sådan, at den – og jeg – vil kunne glæde og hjælpe rigtigt, rigtigt mange nybagte mødre fremadrettet også. De fortjener om nogen et ekstra skud kærlighed, et godt grin og nogen der tør at sige tingene fuldkommen som de er.

Så altså, kæmpe tak til alle jer, der har givet min bog en masse kærlighed og anbefalinger med på vejen – det er jer der gør, at jeg føler mig som en succes, som forfatter. Tak ❤️

Bogen kan købes hos BabySam og i de fleste boghandlere landet over – og hvis man er mere til online-køb, så kan den både bestilles og købes fx HER

Fødslen af barnet gik både hurtigt og ukompliceret, med en utilsigtet tilsjasket fødestue som eneste komplikator. Alligevel endte kvinden med, ganske kort efter fødslen at indfinde sig på operationsbordet, hvor hun samlet set, mistede 2,5 liter blod. Voldsom blødning efter en fødsel er til stadighed én af de mest alvorlige komplikationer ved en fødsel og selvom man – som jeg engang skrev om HER – næsten altid får en lille indikation af det inden tiden, så hænder det altså også, som her, at det “bare” opstår. Heldigvis blev der handlet både godt og professionelt og det virker i alle tilfælde for mig, som om kvinden her, trods alt havde en god oplevelse af at blive mor for anden gang.

Anton er kun 14 måneder da jeg bliver gravid igen. I starten er min graviditet nem, selvom det er hårdt at have en tumling og være gravid, især da jeg får bækkenløsning i i 2. trimester.

Omkring uge 30 bliver jeg ramt at nogle forbigående, men kraftige smerter i maven. Jeg ser det an, og de kommer og går. Min læge kan ikke finde en årsag, så hun sender mig til min jordemor, som sender mig videre på Fødemodtagelsen. Der bliver kørt CTG og lillesøster har det fint inde i maven, så jeg bliver sendt hjem. En uges tid efter, bliver jeg ramt at endnu en omgang kraftige smerter. Jeg har koldsved og er dårlig tilpas. Jeg ringer til min læge som sender mig på akutmodtagelsen. Der bliver kørt endnu en CTG, og de vurderer igen, at baby har det godt. Det føles også på mig, som om det er noget omkringliggende der gør ondt, og jeg er egentlig ikke nervøs for lillesøster tilstand. Men ondt det har jeg, og det er utrolig voldsomt. Diagnosen bliver en fibersprængning i maven, og jeg skal prøve at slappe af…

Terminsdagen nærmer sig, og jeg glæder mig. Jeg har ligesom i min første graviditet mange plukkeveer, og jeg håber, at de er med til, at gøre fødslen “nem”. Ugen op til termin, har jeg flere kraftige plukkeveer, og flere gange er jeg i tvivl, om der er ved at ske noget. Men tidligt om morgenen, på terminsdagen, vågner jeg – ligesom sidste gang – ved, at jeg skal på toilettet. Jeg får listet mig ud af sengen, og tager min tlf. med, hvis nu… Jeg har en sær følelse i kroppen. En sitren. Og så kommer menstruationssmerterne. Jeg bliver på badeværelset i ca. 40 min. Skiftevis siddende og stående. Smerterne er de samme, men det er ikke veer… bare kramper. Jeg timer dem alligevel. 4 minutter imellem, 5 minutter imellem, 4, 6, 5… det er mærkeligt, og det er ihvertfald ikke rigtige veer. Jeg ender med at gå ind i seng igen, men ligesom jeg skal til at ligge mig, kommer der en ve. NU er det nu! Og så kommer de, som perler på en snor. Jeg får vækket min kæreste, som er helt forvirret. Jeg derimod er helt rolig. Han spørger hvor længe der er imellem, og jeg fortæller ham at de er uregelmæssige… 4, 5, 6 minutter. Der er panik i hans øjne og han får ringet til min mor som skal komme og passe storebror. Klokken er 4 om morgenen, og jeg ringer til fødemodtagelsen. De beder os om at komme når vi er klar, og da min mor kommer, triller vi lige så stille mod hospitalet. Jeg har en helt anden ro denne gang. Vi joker på vejen, og jeg får endda spurgt min kæreste, om vi skal holde ind og tanke, da der er billig benzin. Det synes han er en fjollet ide.

Vi ankommer på hospitalet og jeg er – ligesom sidst – 7 cm åben. Det er gået stærkt! Jeg beder om en fødestue med kar, og vi får heldigvis en. En assistent går igang med at fylde vand i karret, mens jeg går ud på badeværelset og ind under bruseren, for at linde smerterne. Det er så skønt, når vandet massere min lænd, og jeg kan mærke hvordan baby arbejder i maven.


Læs beretningen om kvindens første fødsel HER


Pludselig hører vi en mærkelig plaskende lyd, og min kæreste går ind på stuen. Der er vand overalt! Brusehovedet har vendt sig nede i karret, og ligger og sprøjter vand ud til alle sider! Vi kalder på hjælp, og vi må desværre skifte stue. Alt er vådt! Jeg får vraltet over på den anden side af gangen, og begynder straks at mærke en ændring i veerne. Jordemoderen undersøger mig, og konstaterer, at jeg ikke når i vand, da det vil tage tid, at fylde karret igen. Baby skal dog rotere lidt længere ned med hovedet, så hun anbefaler at jeg stiller mig på alle fire, i sengen. Jeg må gerne presse en smule med, hvis jeg føler trang til det.  Jeg har kraftige, lange og smertefulde veer, så jordemoderen foreslår lattergas. Jeg tager imod, og mens jeg står på alle fire, bøjet hen over hovedpuderne, kan jeg mærke, at baby kommer dybere ned i mit bækken. Vandet går med et pjask. Det er lidt grønt, så jeg får et CTG på, og baby en elektrode. Der er vagtskifte, og en ny jordemoder kommer ind, med en medicinstuderende ved sin side. Der er ro på stuen, selvom vi er “så mange”. Jeg får voldsommere pressetrang, og får lov at presse med. Jeg kommer om på ryggen, og efter ganske få pres, kommer Vilje til verden. Lyserød, lækker, og helt perfekt. Hun kommer direkte op til mig. Klokken er 7.26. Under 4 timer fra første ve.

Begge jordemødre er stadig på stuen, og jeg kan fornemme, at der er noget galt. De fortæller mig, at jeg bløder lidt rigeligt, hvorfor de gerne vil have, at jeg føder moderkagen snart. De masserer min mave og fremprovokerer nogle veer, og jeg føder med lethed moderkagen. Den er hel og fin, men jeg bløder stadig. Ikke voldsomt, men sivende, og de ved ikke hvorfra. De tilkalder bagvagten, som også kommer med en studerende. De måler og vejer blødningen, og tilkalder en kirurg. Alt imens jeg ligger, lige så fredligt med min nyfødte i armene, arbejder de på mig, nede mellem mine ben, og bagvagten sidder på sengekantet og masserer min mave, for at få min livmoder til at trække sig sammen. De er gode til, at informere mig om hvad der skal ske, og da jeg når en blødning på 1200 ml. fortæller de mig, at de er nødt til, at køre mig til operation. Anæstæsilægen kommer, og fortæller mig, at de vil lægge en epiduralblokade. Noget som gør mig frygtelig nervøs, men jeg føler mig i trygge hænder. Jeg får kysset min nyfødte baby og min mand på gensyn, og overlader dem til hinanden. Jordemoderen lover mig, at de vil passe godt på dem begge.

Jeg bliver opereret i næsten 2 timer, og mister yderligere blod. Kirurgen kan ikke finde årsagen til blødningen, så det tager sin tid. Imens er anæstesisygeplejersken god til at tale med mig, og jordemoren på fødestuen, ringer og fortæller at Vilje og far har det godt. Det giver mig ro. Jeg får en udskrabning, og mister i alt 2,5 liter blod. Kirurgen forklarer, at jeg har vævsrester der sidder så godt fast i min livmodervæg, at han næsten ikke kan skrabe det ud. Hans teori er, at det er en tvilling der er gået tabt, og som også har forårsaget mine mavesmerter. Vi har faktisk aldrig fået svar.

Efter operationen bliver jeg kørt på opvågningen, og da jeg er stabil, kommer min mand og baby ned til mig. Vilje kan dårligt ligge i mine arme pga. 7 forskellige drops og venflons, men vi finder en behagelig stilling, og hun søger mit bryst så fint.

På 4. dagen får jeg tilbudt blod, og får det bedre, men pga. det massive blodtab, fungerer amningen ikke. Råmælken kan ikke komme ud, når min krop er helt nede, og det kræver en stor indsats med væskedrop, malkemaskiner mm. Men det lykkedes, og amningen fungerer endnu. Vi er indlagt i alt seks dage, og jeg beder selv om at komme hjem. Det var det bedste øjeblik, at komme hjem til min søn igen, med min datter i armene, og starte livet, som familie på fire.

“Der er mange der er nervøse for saksen, men jeg håber, at der er nogen der vil læse med, og blive lidt mere rolige. Det er jo ikke så slemt 😉 Heller ikke at føde en stor basse!” skrev hun til mig, kvinden bag denne uges fødselsberetning. Og altså, jeg giver hende helt ret – der er ingen grund til at frygte saksen. Med dét sagt, så er det efterhånden ganske, ganske sjældent den kommer i brug og altså udelukkende når jordemoderen (og evt en læge) har vurderet at baby skal ud NU.

Jeg var gået 6 dage over termin, da jeg d. 30. december var til endnu en jordemoderkonsultation. Jeg var temmelig besværet af meget vand i kroppen, og kraftige plukkeveer, og var ca. 1 cm åben. Jordemoderen tilbød at lave en hindeløsning, som kunne sætte gang i veerne. Jeg blev informeret om, at enten ville det virke indenfor 24 timer, ellers ville den ingen effekt have. Jeg bad til at den ville virke, for jeg var temmlig presset over, udsigten til at gå ind i 2015 uden en baby. Det var ikke min plan.
M og jeg gik positive derfra. NU måtte der ske noget! Den aften gik vi tidligt i seng, i håb om at der ville ske noget i løbet af natten…

Klokken 5 vågnede jeg og skulle tisse. Det var ikke usædvanligt, at jeg vågnede på dette tidspunkt, og ikke kunne sove mere. Jeg stod op og gik på toilettet, og lagde mig ind i seng for at forsøge at sove lidt mere. Men jeg kunne ikke finde ro, og et par minutter efter, kunne jeg mærke at jeg skulle på toilettet igen. Jeg nåede at gå på toilettet et par gange, hvilket jeg er glad for skete helt naturligt, så jeg slap for klyx. Jeg lagde mig derefter ind i seng igen, men blev pludselig ramt af en ve. AV! Det var NU! Jeg var ikke i tvivl. Jeg stod op og fandt min vetimer app frem på mobilen, og begyndte at tage tid. Knap 10 minutter senere kom endnu en ve. Den varede 1-1½ minut. Derefter kom de helt regelmæssigt med ca. 10 minutters mellemrum. Det gjorde ondt, og jeg kunne slet ikke overskue selv at time veerne, så kl. 6.00 vækkede jeg min kæreste, og gav ham meget nænsomt beskeden om, at dagen var kommet, til at fejre fødselsdag 😀

Min kæreste hjalp med at time veerne. De kom nu med ca. 8 minutters mellemrum og varede stadig 1-1½ minut. Jeg ringedesnart til fødegangen, og talte med en sød jordemoder, som lyttede med under en ve. Hun var meget positiv over, at en førstegangsfødende havde så flotte lange veer, på så kort tid, og hun sagde, at der nok ikke gik mange timer, før hun ville se os. Jeg skulle ringe igen når der var gået et par timer.

Jeg havde ikke haft andet fødselsforberedelse, end den hospitalet tilbød. Havde læst en masse fødselsberetninger, og skimmet lidt til mamaprofylax, men jeg var af den overbevisning, at min krop vidste hvad den skulle, og jeg i samarbejde med jordemoderen, ville få en fremragende fødsel alligevel.

Jeg tacklede veerne med vejrtrækningsøvelser, mens jeg støttede mig til væggen. Jeg havde forsøgt at lægge mig ind i sengen, men det kunne jeg slet ikke. Det gjorde SÅ ondt, og det føltes forfærdeligt i bækkenet at ligge ned, så op at stå igen, rokkende fra side til side. Omkring kl. 7.30 gik jeg i bad, i håb om, at det varme vand, ville lindre smerterne lidt. Min kæreste blev sendt ned i bilen med taske og autostol, for at gøre klar til, at vi kunne komme afsted på et tidspunkt. Under bruseren blev mine veer voldsommere, og jeg følte, at de kom væltende ind over mig uden pause. Jeg kom ud og fik tændt min ve app igen, og pludselig var der kun 3-4 minutter mellem veerne. Min kæreste kom op fra p-kælderen, men mente at jeg havde glemt at stoppe app’en, for der kunne da ikke være så kort mellem veerne allerede. Men jo, den var god nok. Jeg fik kluntet taget noget tøj på og tørret hår (tænk at jeg kunne overskue det), og jeg ringede igen til fødegangen. Jordemoderen gav os besked på, lige så stille at køre til fødeafdelingen.

Turen ned til bilen, ind af bildøren, og de 8 minutters kørsel til Hvidovre Hospital, var overvældende. AV det gjorde ondt at sidde i bilen. Det mindste sving og bump, gjorde smerterne endnu værre.

Vi ankom til Hvidovre ca. kvart i 9 og vi blev modtaget med det samme, og anvist et undersøgelsesrum. Jeg var allerede 7 cm åben, så jeg blev sendt direkte hen på en fødestue. Desværre var der ikke et badekar ledigt, det havde jeg ellers ønsket.

På fødestuen blev vi mødt af jordemoren. En erfaren kvinde med knaldrød læbestift og langt løst hår.

Vi talte om forskellige typer smertelindring, samt at jeg ønsker at føde så naturligt som muligt. Jeg har virkelig ondt, så hun forslår, at jeg forsøger at sidde på en pilatesbold. Det kan åbenbart hjælpe på bækkensmerterne. Det gør det bare ikke i mit tilfælde, og hver gang jeg får en ve (hver 2-3. minut) så må jeg have hjælp til at stå op, da jeg ikke kan holde ud at sidde under veen.

Så prøver vi TENS elektroder på lænden. Det er ok, og jeg kan selv styre styrken. De virker dog mest bare ved at irritere og tage lidt fokus på det der egentlig gør ondt. De kommer af efter ca. 30 min.

Jeg har vildt ondt, og ingen pause i veerne, men vandet er endnu ikke gået. Jeg vil virkelig gerne have en plan, men jordemoderen er ikke særlig informativ. Da jeg spørger ind til fx at tage vandet, er hun afvisende, da det kan gøre veerne voldsommere. Nej tak til det. Kan dårlig nå at trække vejret mellem veerne, der bare kommer rullende. Jeg bliver undersøgt og jeg er stadig kun 7 cm åben. ØV! Men vandet sidder som en kæmpe boble, og hun håber at den vil springe selv.

Klokken er blevet over 12. Jeg har ondt, og jeg er frustreret over, at der intet er sket siden ankomst. Jeg klager min nød til jordemoderen og jeg får hende overtalt til at hun skal tage mit vand. Jeg skal nok klare den ekstra smerte, og jeg tænker, at det da ikke kan blive meget værre…
Jeg kan på nuværende tidspunkt også godt overveje noget smertelindring, men jeg bliver overtalt til at lade være, da det jo var mit ønske, at føde naturligt uden epidural. Jeg nøjes med ilt i masken.

Ved 13-tiden tager jordemoderen mit vand. Det ser fint ud. Derefter aftaler vi, at hun vil gå til frokost, og imens kan jeg genoverveje smertelindringen. I løbet af de næste 10 minutter, bliver veerne så voldsomme, at jeg ikke kan holde det ud mere. Jeg har stået op siden kl. 5.00 i morges, og mine ben ryster og giver efter. Jeg støtter mig til sengen under veer, men jeg er træt. Jeg beder min kæreste tilkalde jordemoderen. Jeg KAN ikke mere. Jeg hører mig selv sige, at jeg vil have epidural. NU! Jordemoderen forsøger at berolige mig, men jeg er ikke lydhør. Det gør ondt, og jeg kan ikke fortsætte dette smertehelvede i flere timer endnu. Hvis hun ikke kan give mig en tidshorisont, så vil jeg have en epidural. NU! Jordemoderen fortæller, at der vil gå lidt før det kan blive klar, og at hun skal forberede et bord, og derefter tilkalde en anæstesilæge. Jamen, hvad venter du så på kvindemenneske, tænker jeg (højt?).

Hun forlader rummet for at gøre klar, og jeg får endnu flere veer, alt imens jeg beder til, at den baby snart kommer ud. Jeg ønsker jo ikke riiiiigtig den epidural, men jeg er afkræftet nu. Der går så lang tid, at jeg til sidst udbryder ”Hun er langsom med vilje!!!”. Det hører jordemoderen, og kommer ind på stuen. Jeg brokker mig lidt, og hun forklarer, at det tager tid. Den dag i dag tror jeg stadig, at hun trak tiden, da hun vidste, at jeg godt kunne klare det.
Mens hun er på stuen, fornemmer jeg en ændring i veerne. Et pres jeg ikke har mærket før. Jeg føler at jeg skal på wc. Hun beder mig gå ud at prøve, men det kan jeg ikke. Jordemoderen ville ikke undersøge mig, da der er infektionsrisiko ved at gøre det. Hun mener ikke det er presseveer. Jeg insisterer, lægger (okay, bakser) mig op på briksen, og hun udbryder overrasket, at der ikke er tid til en epidural, klapper mig på låret og smiler at jeg næsten er 10 cm åben, og snart skal vi fejre fødselsdag. HURRA!

Jeg er lettet over at ”slippe” for epiduralen, og glad for at der nu er fremgang.

Anton er vurderet til at være en stor baby på ca. 4100 gram, hvilket betyder, at jeg skal føde liggende. [Det er der altså ingen evidens for, red.]. Selvom det er svært at ligge ned under veerne, skal jeg blive liggende på briksen. Jeg har CTG kørende via elektrode på min mave, men der er uregelmæssigheder, og en læge bliver tilkaldt. Anton får sat en elektrode på sit hoved, og de tager blodprøver på ham.
Der er ved at være tid til vagtskifte, og jeg bliver præsenteret for den jordemor der skal tage imod mit barn. Mens vagtskiftet står på, er min kæreste og jeg alene på stuen, mens de forsikrer mig om, at de kan holde øje med Antons værdier fra deres kontor.
Pludselig begynder det hele at bimle og bippe, og læge samt jordemoder styrter ind, jeg føler pressetrang, men skal holde igen, da der stadig mangler en kant. Jeg bliver beordret om på siden for at få stabiliseret Anton, men da jeg er midt i en ve, kan jeg ikke rykke mig. Det ender med, at lægen giver mig et skub, og får mig om på siden. Antons hjertelyd stabiliseres.

Jeg får voldsom pressetrang, og briksen bliver gjort klar til fødeleje. Jeg får endelig lov at presse forsigtigt med. Hvilken befrielse! Der mangler stadig lidt kant, så jeg bliver guidet af jordemoderen. Antons hjertelyd dykker igen, og lægen kommer igen. Jeg presser, gisper, presser, og jordemoderen beder mig trække hagen ned til brystet og presse uden lyd. Antons hjertelyd er uregelmæssig, og jeg får besked på at presse endnu mere. Jeg gør alt hvad jeg kan, men Anton er en stor baby, og han skal ud nu. De beslutter at klippe mig, og da jeg presser endnu en gang, lyder der et skvulp, et svup og et vræl. Anton er født, på årets sidste dag klokken 15.29 <3

Anton kommer direkte op på min mave. Han er så smuk, helt fin og lækker, og kigger på mig med de smukkeste øjne. Jordemoder, læge og endevæggen er våde af fostervand. Han kom surfende ud i en kæmpe skylle. De tjekker om Anton er okay, hvilket han er, og så forlader de stuen og giver os lidt tid, til at hilse på vores søn.

Anton viser sig at være noget større end antaget. 4690 gram for at være præcis, fordelt på 56 cm. Jordemoderen er overrasket, og jeg er bare glad for at jeg ikke vidste det (jeg er ikke selv ret stor). Jeg bliver syet med utrolig mange sting, men det er slet ikke så slemt. Klippet mærkede jeg ikke rigtig noget til, det sved en smule, men hellere et klip end at briste voldsomt.

Grundet Antons størrelse, bliver hans blodsukker tjekket. Det er 2,7 og han skal  tilbydes early feeding. Derefter søger han mit bryst, sutter lidt og falder i søvn i mine arme. Vi køres derefter til patienthotellet, hvor vi blive indskrevet og får tilbudt en nytårsmenu. Vi kan sidde og nyde fyrværkeriet fra vores værelse, mens vi ligger og kigger på vores lille stjerne. Han valgte den helt rigtige dag at komme på, vores lille nytårsraket <3