Category

Graviditet og fødsel

Category

En fuldstændig fantastisk tvillingefødsel

De er omspundet af både mystik og ofte også vilde historier, tvillingefødslerne. Som kvinde, der !kun” har prøvet at føde ét barn ad gangen tror jeg at jeg har svært ved at sætte mig ind i, hvor vildt det må være, at føde to på samme tid. Dét synes jeg til gengæld at kvinden, der har skrevet denne uges i øvrigt ret fantastiske fødselsberetning, sætter ret godt ord på.


I september 2016 tog min mand og jeg, efter med glæde at have set to meget tydelige streger en graviditetstest på vores brune 70er toilet, et smut til en privat jordemoder for at få bekræftet, at vores datter på 2 skulle være storesøster.

‘Mor, hvad har du i maven?’
‘Øhm. Havregryn’
‘Nej, du har en baby derinde’…
WTF!??

Den søde jordemoder scannede mig og smilede så kæmpe stort, mens hun sagde ‘jae, jeg plejer kun én gang om dagen at skulle fortælle forældre, at de skal have tvillinger.’ I min åbenbart in-denial-tilstand fik jeg sagt noget med ‘og det er så ikke os (VEL!??)’ hvortil jordemoderen mumlede et eller andet, og min mand sagde ‘hvorfor snakker vi så om tvillinger!?’ Og kort efter, noget om køb af en større bil…

Jeg blev sendt ud for at tisse, og jordemoderen ville så scanne mig indvendigt for lige at være helt sikker på, at det ikke var noget genskær-agtigt, der kunne snyde. Well, det var det ikke.

Cut frem til d.24.april, hvor jeg var 38+0 og som det ofte gør sig gældende med tvillingegravide, skulle igangsættes.

Min mand og jeg mødte ‘kampklare’ ind kl. 11, hvor jeg fik kørt en strimmel og fik de første piller. Det konstateredes, at jeg var 3 cm åben, og jordemoderen var temmelig sikker på, at jeg ville føde samme dag, hvilket jeg blev virkelig glad for, eftersom min største bekymring var, hvor længe vi skulle være væk fra vores lille-store pige.
Herefter blev vi sendt afsted i 3 timer, som vi brugte i et nærliggende storcenter, hvor vi (okay, jeg) åd (!) sandwich, muffins og scones. Og drak cola. Min krop vidste tilsyneladende godt, som ved min første fødsel, at den snart skulle bruge store mængder energi.

Tilbage til hospitalet, en strimmel og et par piller mere og en aftale om at møde på Fødeafdelingen kl.17.
Vi mødte her en virkelig sympatisk jordemoder, som lige skulle ordne nogle ting, før hun kunne være der, og jeg begyndte i mellemtiden at mærke nogle ‘jaw’, som jeg dog ikke var overbevist om var veer (ulogisk, I know). Hun kom tilbage lidt i 18 og mente, mine røde kinder taget i betragtning, bestemt at det nok vAr begyndende veer. Hurra!
Vi entrerede fødestuen, og jeg strøg (okay, vraltede) med mit kæmpe korpus OG seriøst vandfyldte bentøj, direkte ud i bruseren, hvor jeg blev spulet af min mand. Som man siger. Jeg var ikke længere i tvivl om, at jeg nu havde veer, men var på mærkværdig vis i fuldstændig ro.

Kl.19.30 blev mit vand taget, og veerne tog til. Jeg besluttede mig (åbenbart) for at ville stå op gennem hele processen, så jeg bad om nogle puder jeg kunne stå og ‘ta veerne’ ind over. Det fungerede så godt, og der var stadig overskud til sludder mellem veerne. Jeg begriber ikke hvorfor! Men jeg var fuldstændig i ro og kunne sagtens kapere situationen og de efterhånden psykostride veer.

Ved 21-tiden proklamerede jeg, hvilket også gjorde sig gældende ved min første fødsel, meget feminint, at JEG SKAL SERIØST SKIDE. Som sagt, så gjort. Ad flere omgange, med sideløbende veer.
Jordemoderen, som var smuttet ud for at forberede en samtale til den følgende dag, kom ind, tog et kig på mig og spurgte, om ikke vi skulle fejre fødselsdag inde på stuen i stedet for?
Hun undersøgte mig; 6 cm åben, og jeg sagde noget med, at ‘det kan ikke passe, jeg kan mærke, at de er på vej’, hun mærkede igen og sagde ‘jah, du gir dig hele tiden nu, så du må gerne presse stille og roligt med.’ Jeg kiggede på uret på væggen og synes det var (fucking) fantastisk, at det kun var få timer siden, veerne var startet, og at vi nu allerede var så tæt på at møde vores længeventede børn.
Jordemoderen fik travlt med at ringe til alle de kyndige folk, der nu engang skal deltage i en twinfødsel og hævede stemmen adskillige gange ‘hvis I skal være med, er det NU. Børnene er på vej, I skal komme NU.’


Læs også: En kvindes 2. tvillingefødsel


Hvad der føles som sekundet efter, åbnede jeg, efter en omgang intens koncentration og fokus på ikke at presse for voldsomt, øjnene og fik øje på 8 (ved jeg nu) mennesker, der med den vildeste ro havde indtaget rummet.
Den lille dreng i min mave lå først for. Han kom ud efter vist 4 presseveer. Så helt forfærdelig ud, som kun (nogle, bevares) nyfødte gør, men gjorde alt det han nu skulle. Han kom op til mig, og nogen må ha undersøgt mig og den anden lille baby, der stadig befandt sig i min bug. Min mand klippede navlestrengen og fik drengebarnet i armene, da jeg atter mærkede presseveer. 7 minutter efter var hovedet på vores datter ude. Jordemoderen spurgte, om ikke jeg selv ville tage imod, og jeg sagde meget voksent noget med ‘ad, nej tak, det synes jeg er ulækkert (??) men jeg rakte nu alligevel hænderne ned og trak så den lille tøs ud og op på min mave. Til venstre for mig stod min mand med vores lille dreng, på min mave lå vores lille pige, og rundt i lokalet stod alle de mest fantastiske fagfolk og henholdsvis hylede, grinede og sagde søde ting til den nybagte mor.

Kort efter kom moderkagen, og det føltes som ved min første fødsel som en fysisk kæmpe lettelse at få den ud.
Vores dreng gjorde sin søster selskab på min mave og søgte straks brystet og tog fat.
Han vejede 3600 g. Hun 3025.

Alt var godt. Seriøst. Jeg følte mig som den sejeste, mest rolige mor i universet.
Det føler jeg ikke (kun) længere, nu hvor de små er 7 mdr gamle. Udmattet, lykkelig, indimellem presset to death, TRÆT og … travl, med 3 små børn, deraf to babyer.

Holy moly, det er en livsomvæltning! For alle os tre, der før var alene på matriklen. Nu er vi (de) 5 (i fedtefadet). Og det er ikke nemt, men det er eddermame fantastisk.

10 trin til at bade en baby – en yndlingsopgave

Udover selve fødslerne og varetagelsen af de gravide, der kom ind til undersøgelse, dengang jeg var i praktik på fødeafdelingen på Haderslev Sygehus, var der særligt to opgaver, som jeg holdt usædvanligt meget af. Opgaver, som i virkeligheden slet ikke lå indenfor fødegangsjordemødrenes arbejdsfelt. Det var en meget lille fødeafdeling, som kun var adskilt fra barselsafdelingen med en enkelt dør og et rygerum (ja, det var dengang man stadig gerne måtte ryge på hospitalerne – er det ikke vildt at tænke på?!), hvorfor jeg ofte, når der ikke var nogle fødende eller gravide at tage sig af, gik til hånde på barselsgangen.

Den ene opgave jeg ofte fik raget til mig – min favorit – var, at sidde med en nyfødt baby i armene, imens moderen tog sig et bad (eller en cigaret, som heldigvis kun de færreste nybagte mødre gjorde – så længe siden er det trods alt ikke). Den anden opgave – næsten lige så god – var, at hjælpe forældrene med at bade deres nyfødte baby for første gang.

Det er nemlig slet ikke så let, som det lyder, at bade en baby. Eller altså, jo, det er det, men man skal gerne vide hvordan, for at føle sig nogenlunde tryg i opgaven. Og netop dét har givet mig lysten til at udbrede mit kendskab til lige akkurat dét; for hvis der er noget jeg ved, så er det, at al den usikkerhed man overhovedet kan slippe af med, som nybagt mor (og garanteret også far), hjælper én på vej til både bedre og hurtigere at kunne nyde sit nye liv med en baby.

Til at hjælpe mig med opgaven har jeg desværre (eller altså, i min situation, heldigvis) ikke nogen baby, hvorfor jeg altså har allieret mig med en dukke, som til gengæld opfører sig usædvanligt eksemplarisk, som I kan se i videoen herunder:

10 trin til at bade en baby

  1. Giv altid kun et bad til en glad baby, som er veludhvilet og mæt. Gerne en halv times tid efter måltidet, hvis barnet kan holde sig vågent og frisk så længe.
  2. Sørg for at have de ting du skal bruge, lige ved hånden og sørg for, at badevandet er omtrent 37 grader – og aldrig over 38 grader, som er for varmt. I vandet kan du med fordel komme nogle dråber af Apotekets Babyolie, som hjælper til at holde barnets hud blød, fugtig og smidig.
  3. Start med at vaske barnets øjne. Vask – i modsætning til hvad jeg fejlagtigt siger i videoen (undskyld!) – inde fra næsen og ud mod øjenkrogen. Brug en ny vatrondel til hvert øje, for ikke at risikere at sprede eventuelle bakterier.
  4. Vask forsigtigt bag barnets ører og i barnets ansigt. Vask også i folden under hagen, da her ofte vil samle sig snavs og mælkerester.
  5. Tag bleen af og vask bleområdet.
  6. Hold baby med dit håndled under barnets ryg og skulder og din hånd, som griber fat i barnets modsatte overarm. Med den anden hånd, holder du fast om barnets ben i et saksegreb.
  7. Kom barnet forsigtigt i vandet, med fødderne først.
  8. Vask baby i alle folder – helst uden sæbe og gerne bare med den hånd, som før holdt benene som eneste hjælpemiddel. Hånden bag barnets nakke, bliver hvor den hele tiden har været, for at holde barnets hoved trygt og sikkert over vandoverfladen.
  9. Tag baby op og tør godt – især i alle folder, da der ellers kan udvikles svamp og infektion!
  10. Fjern eller forebyg arp med en arpkam, hvis baby ikke er for træt – og kys, nus og snak så endelig løs. Det skal allerhelst være en hyggelig seance, som I får lyst til at gentage 1-2 gange hver uge.

Rigtig god fornøjelse!

40 uger efter – signeret og sendt til døren

Jeg ved sgu næsten ikke hvordan jeg skal starte det her blogindlæg ud, uden at komme til at lyde som en komplet, selvfed idiot, så bær lige over med mig, ikke? Sagen er nemlig dén, at jeg, lige siden kort forinden min bog udkom, har modtaget mails på daglig basis med forespørgsler på, om ikke jeg kunne være behjælpelig med et signeret eksemplar af bogen. Imens jeg stadig holdt foredrag rundt om i landet, kunne jeg – med varierende ro i sindet – opfordre vedkommende til, at dukke op ét af stederne og få en krammer og en krusedulle, men nu hvor jeg ikke lige står overfor at skulle afholde mere af dén slags i år, synes det som en ret dårlig løsning. Samtidig véd jeg med mig selv og alt det jeg har om ørerne for tiden, at det ikke er en muilghed, at jeg selv etablerer en lille signerings-og-forsendelses-service. Derfor har jeg simpelthen lagt mig i min allerbedste charmesele, for at overtale mit forlag, som ellers ingenlunde har for vane at gøre den slags, til at stå for at udsende de bøger, som jeg i virkeligheden finder en kæmpe ære i at signere.

Yeeeees, mand!

I første omgang bliver det til en omgang julekarma, således man altså kan erhverve sig et signeret eksemplar af bogen ved at bestille den SENEST d.11.december, fordi vi på den måde kan være sikre på, at eventuelle julegaver når frem i rette tid. Og så må vi se, om vi skal gentage successen igen engang næste år. For altså, måske er det bare noget jeg bilder mig ind, men jeg tænker, at der må være noget helt særligt over at kunne give en signeret bog i (jule)gave, fordi det indikerer at man har gjort sig en væsentligt større indsats end “bare” at valse ind i sin lokale boghandel og gribe ud efter en given bog fra ønskelisten – og hvem vil ikke gerne være dén, der giver en gave med ekstra meget tanke og hjerte bag, tænker jeg 😀

Prisen for et signeret eksempar af bogen er 220 kroner inklusive levering og man kan udelukkende bestille den ved at skrive en mail til 40ugerefter@peoplespress.dk og følge de anvisninger for betaling og adresseoplysninger, som mit søde forlag sender retur.

Jeg glæder mig heeelt vildt, selvom jeg godt selv kan se, at det oser lidt vel rigeligt af selvfedme… Men helt ærligt, så er jeg altså også ret stolt over at have skrevet en bog, som mange rent faktisk gerne vil have et signeret eksemplar af! #vildt

Fødselsfredag – en “flot” fødsel

I virkeligheden synes jeg, at det allerfineste ved denne fødselsberetning – udover udfaldet, som med garanti er mere end bare almindeligt fantastisk, som dén slags jo er – er kvindens accept af, at hun ikke kan vide, hvordan fødslen kommer til at udspille sig.

… Og ja, så er der altså noget om det – at man som jordemoder af og til kan få en forventning om, at en kvinde kan få en såkaldt “flot fødsel” alene ved at kigge på kvindens hænder (og fødder). Des mere langlemmede de er, des større forventning om den “flotte fødsel”. Hvorvidt der er hold i dén antagelse, skal jeg dog gerne være den første til at stille mig undrende over.

“Ugerne før”

Min fødselsberetning starter nogle uger før den egentlige fødsel. Den starter med beskeden om, at min ufødte søn ligger i underkropsstilling. Min graviditet har været nem, og jeg har haft minimale gener. Derfor er jeg også overbevist om, at han nok skal nå at vende sig. For en, på papiret, perfekt graviditet skal da ende med en, på papiret, perfekt fødsel? Skal den ikke?

Jeg nærmer mig hastigt termin, og jordemoderen vurderer stadig, at han ligger forkert. En følelse af afmagt rammer mig, og tanker om kejsersnit og sædefødsel overvælder mig. Jeg havde en forestilling om, at min graviditet skulle ende med en almindelig fødsel, hvor jeg fik lov at mærke, hvordan min krop med en form for urkraft føder et lille menneske, som den har båret rundt på så længe. Den forestilling måtte jeg nu skubbe væk, og det var et nederlag, selvom situationen var ude af min kontrol.

Min kæreste og jeg får tid til vendingsforsøg i uge 37+2, og til vores store overraskelse ligger han med hovedet placeret dybt i mit bækken, og vi bliver sendt hjem. Alt var perfekt. Mine refleksioner vedrørende kejsersnit, sædefødsel og den bristede drøm om en almindelig fødsel kunne jeg parkere. Jeg begyndte at glæde mig til at føde normalt, selvom jeg nu var klar over, at der ikke findes en normal fødsel. Alle scenarier var pludseligt blevet acceptable for mig.

”Det bliver en hurtig og flot fødsel”

Jeg vågnede klokken 05.00 om morgenen 39+6. Jeg havde menstruationssmerter og tegnblødning. Jeg grinede lidt, for førstegangsgravide føder da ikke før tid, gør de? Jeg sendte min kæreste på arbejde, velvidende at fødslen kunne være dage fra at gå i gang. Klokken 07.00 forsøgte jeg at lægge mig til at sove igen, og her begyndte de første småveer.

Klokken 11.00 kom min kæreste hjem fra arbejde, og han fik et par timers søvn for at være klar til en mulig lang nat.

Klokken 17.00 kunne jeg ikke holde ud at være hjemme mere, trods jordemoderens besked på, at jeg skulle trække den lidt endnu. Jeg kunne ikke. 17.30 var jeg på fødegangen – åbnet 2 cm. Kun 2 cm. Jøsses. Jordemoderen sagde heldigvis: ”Vi indlægger dig. Det bliver en hurtig og flot fødsel”. Hvordan hun kunne vide det, havde jeg ingen idé om, og jeg havde ikke energi til at spørge (Jeg fik senere at vide, at det blev vurderet ud fra størrelsen på mine hænder. Noget med rørknogler.)

De sidste 8 cm føltes på det tidspunkt uoverskuelige.

Klokken 20.00 havde jeg vanvittige ve-smerter, og var samtidigt meget bevidst om at jeg slet ikke var i nærheden af at have åbnet mig 10 cm. Pis! Min jordemoder forslog, at jeg skulle i badekar for at lindre mine smerter. Det kom jeg. Jeg havde to ønsker for min fødsel. For det første ville jeg gerne undgå alt, hvad der hed smertestillende, og for det andet ville jeg gerne have, at min kæreste skulle tage imod vores søn. På det her tidspunkt var jeg overbevist om, at mit første ønske ikke ville blive en realitet. Det gjorde det.

Klokken 20.30 lå jeg i badekaret med en ve, der gjorde afsindigt ondt, og jeg havde pressetrang. To minutter forinden, fortalte min jordemoder at det ville gøre mest ondt, når jeg skulle udvides de sidste 8-9 cm. FUCK! Den tilstedeværende pressetrang fik dog min jordemoder til at mærke efter, hvor langt jeg var åbnet: ”Du er åbnet 10 cm. Jeg havde det på fornemmelsen, men jeg ville ikke sætte dine forhåbninger op”, sagde hun smilende. SHIT! Derefter spurgte hun min kæreste, om han kunne tænke sig at mærke. Min kæreste er læge, og de havde brugt det meste af tiden på at snakke fagligt – kun afbrudt når, jeg skulle have noget at drikke, en varmepude i ryggen, eller en klud på panden. Jeg gik i et med mine veer, så deres nørderi passede mig perfekt. Det ville han gerne – altså mærke. På med handsken og en hånd op i mit underliv. Han var ekstatisk, for han kunne mærke hovedet på vores søn. Jeg er ret sikker på, han ville have beholdt sin hånd dernede, hvis ikke jeg pænt fortalte ham, at nu var det nok.

Det gik pludseligt op for mig, at de famøse 8-9 centimeters udvidelse var ovre, før jeg overhovedet havde fået besked om dem. Jeg var lettet. Klokken var 21.00, da jeg var tilbage på fødestuen. Stående med armende støttende på sengen. Nu med veer så kraftige, at jeg brølede hver gang, de overmandende mig. Jeg var ivrig efter at måtte få lov til at presse. Jordemoderen spurgte, hvordan jeg ville føde, hvilket jeg ikke havde en holdning til, så jeg blev stående. I en bred squat med en våd klud i panden. Og sådan blev det. Jordemoderen og min kæreste stillede sig kampklar bag mig. Jeg kunne ikke se dem.

Jeg fik endelig lov at presse 21.20. Det var en befrielse. Jeg frygtede dog ufrivillig afføring. Hvem har lyst til at skide sin jordemoder og kæreste i ansigtet? Det skete ikke. Jeg pressede ham ned, og blev småfrustreret, når han gled op igen. Sådan gik det frem og tilbage nogle gange. Jeg spurgte, hvor mange gange mere, jeg skulle presse, og de grinede af mig. Det kunne de selvfølgelig ikke svare på. Jeg pressede, og mærkede hvordan han stod fast i mit mellemkød. Veen stoppede, og jeg brugte alle kræfter på at få ham til at blive nede – stadig placeret i en dyb squat. Næste ve. Sjask. Vræl. Forløsning.

Jeg kunne ikke se, hvad der foregik. Pludseligt førte de min søn gennem benene på mig, og lagde ham på sengen. Han var perfekt. Mit andet ønske for fødslen blev indfriet. Hans far greb ham, da han bungyjumpede sig ud. Klokken var 21.54. Det var en hurtig og flot fødsel. Hurra for rørknogler.  

Fødselsfredag – igangsættelse og blødning

Et par gange gange undervejs, krummede jeg tæer og tænkte “åh nej, ikke igen” i bare empati for kvinden, som har skrevet denne uges fødselsberetning, som handler om et igangsættelsesforløb og en fødsel, som ikke just er af de mest ukomplicerede. Heldigvis ender det fantastisk ud og jeg bliver igen og igen berørt over hvor fantastiske fødsler og tilblivelsen af små nye verdensborgere er.

Ved min første fødsel for 4 år siden, fødte jeg i uge 35 efter spontan vandafgang, jeg var overhovedet ikke klar, da babyen dengang først skulle være kommet ”til næste år”. Denne gang var jeg så overbevist om, at hvis jeg var total klar til babyen i uge 35, ville hun blive derinde. Og ganske rigtigt, uge 35 kom og gik og babyen forblev intern.

I uge 34 fik jeg konstateret graviditets betinget diabetes og brugte derfor den sidste tid af graviditeten på at gå til kontroller og scanninger og da den lille dame stod til at ramme 4 kg i uge 39, ville de sætte mig i gang 39+0. Jeg er sådan en der godt kan lide ’pæne datoer’ og jeg satsede på at føde den dag, jeg blev sat i gang og dermed ville der være præcis 3 år og 11 måneder mellem vores piger – perfekt! Jeg var dog ikke mere sikker på det, end at vi fortalte alle, at jeg først skulle sættes i gang 39+2 i tilfælde af det trak ud. De eneste der kendte dagen for igangsættelsen, var de tre barnepiger, vi havde i spil til pasning af den store.

Dagen før igangsættelsen var vi til barnedåb hos nogle nære venner. Det føltes på en gang både rigtigt og forkert at ”lyve” om hvad vi skulle næste dag. Og vi var begge tæt på at tale over os flere gange. Men vi klarede den.

Mandag morgen afleverede min mand vores store pige, mens jeg blev hjemme og hylede lidt over at næste gang jeg så hende var det med en baby i armene. Men jeg skulle blive klogere.

P.ga. diabetesen måtte jeg ikke føde på det lokale sygehus, så vi begav os ud på den 40 km lange køretur og snakkede lidt om kontrasten mellem første gang, hvor vi kørte af sted i nattens mulm og mørke efter vandafgang, lidt for tidligt og spændte på hvad der ventede, og så denne gang, hvor barnet skulle ’jages’ ud og vi ligesom vidste lidt om, hvad der ventede.

Velankommet på sygehuset blev jeg scannet og undersøgt indvendigt. Og der var absolut ingen tegn på noget som helst. Dette var jeg dog forberedt på, da min jordemoder uden held fosøgte at lave hindeløsning på mig torsdagen før.

Jeg fik to piller og så forlod vi sygehuset. Under sidste fødsel fik jeg også et par igangsættelsespiller, for at hjælpe veerne på vej, og dem reagerede jeg ret kraftigt på, veerne var ret voldsomme og udvidelsesfasen var relativt kort med et let påvirket bart som følge heraf. Derfor havde vi denne gang få lov til at blive indlagt indtil efter fødslen. Der var dog ikke plads til os på barselsgangen før over middag, så vi tog i det lokale center, spiste brunch, tullede rundt og nød en sidste alenestund som par. Omkring 13.30 tog vi tilbage til sygehuset og der var stadig ikke sket noget som helst. Vi blev anvist at tage plads i venterummet og så ved jeg ikke om de glemte os. 2 timer senere henvendte jeg mig i hvert fald igen på vagtstuen, denne gang lettere stakåndet, med meget røde, varme kinder og plukveer, der nev godt. Jeg var i tvivl om jeg måtte tage næste dosis af pillerne. Der blev kørt en strimmel som viste, at jeg ganske rigtigt havde begyndende veer. Så ikke flere piller til mig. Tre timer senere gik det hele dog i stå igen uden jeg åbnede mig så meget som en centimer og jeg nåede kun få en dosis piller mere inden sengetid. Øv, hvor var jeg skuffet. Derudover røg min plan om at vores piger begge skulle have fødselsdag den 21.

Næste morgen var der stadig ikke sket noget. Jeg var stadig lige lukket og umoden. Så jeg startede med pillerne igen.  Vi var faktisk lidt modløse, især min mand. Formiddagen brugte vi på at læse og sove lidt. Over middag kørte vi en tur for at komme ud og gå lidt.  Vi kørte ud til et sted med en okay stor bakke også begyndte vi ellers at gå. På et tidspunkt sagde min mand, at hvis vi gikop og ned af bakken 5 gange, så skete der nok noget. Bakken var altså ikke for sjov for en højgravid, jeg pustede og stønnede og vi holdt mange pauser. Men vi kom op 5 gange. Retur på sygehuset skete der stadig ikke noget. Jeg var efterhånden træt af det, min mand ligeså og vores store pige savnede os og vi savnede hende. Så sidst på eftermiddagen kom hun på besøg sammen med sine mostre, som var barnepiger. Da de kørte igen, spiste vi aftensmad og satte os så tv, og pludselig skete der noget. Plukveerne tog til og jeg begyndte at få det varmt, præcis som dagen før. I starten sagde jeg ingenting til min mand, der var ingen grund til at sætte hans forventninger op, hvis det bare gik i stå igen. Klokken nærmede sig 19.30 og på et tidspunkt blev det tid til en ny dosis piller og jeg måtte fortælle min mand, at jeg var i tvivl om jeg måtte tage dem pga plukveerne.  Jeg henvendte mig på vagtstuen og heldigvis var jordemoderen fra dagen før der igen. Hun kørte en strimmel som blot viste nogle uregelmæssige plukveer. Lidt desperat spurgte jeg hende og hun ville tjekke om jeg havde åbnet mig bare en millimeter. Jeg var virkelig ved at være træt af at være i venteposition. Hun forstod mig godt og ville heldigvis gerne tage et tjek. Og det viste sig, at jeg faktisk havde åbnet mig så meget, at man kunne tage vandet. Jeg spurgte for sjov, om hun ikke bare kunne gøre det. Meget mod forventning svarede hun, at hun da godt kunne undersøge om der var en ledig fødestue og om min faste jm (fra kendt ordning), havde tid til at vi satte skub i sagerne.

Hun vendte tilbage 15 min senere og sagde at min jm var på vej, så vi kunne godt begynde at gøre os klar. Yay! Endelig skete der noget og ovenikøbet ville jeg få lov at føde med min all time favorite jm fra begge graviditer. Skønt.

Præcis kl 21.30 tog min jm vandet og 10 min senere kom de første udvidelsesveer. Præcis som ved sidste fødsel, havde jeg en relativ kort, men rigtig hård udvidelsesfase. Jeg ville virkelig gerne have klaret det uden smertelindring, men veerne var virkelig kraftige og jm anbefalede at jeg kunne prøve lattergas. Hold nu op, det var modbydeligt. Jm havde informeret om, at det i starten kunne føles lidt som influenza. Og det skal jeg da lige love for. Verdens mest voldsomme influenza krydret med heftige veer. Efter to sug nærmest råbte jeg til min mand, at han skulle tage det væk. Jeg kunne næsten ikke høre, blev svimmel, og fik voldsom kvalme af det, så det var ingen succes. Jeg kæmpede videre med veerne, men til sidst tog jm næsten beslutningen om, at jeg skulle have en epidural efter et toiletbesøg, hvor jeg næsten gik i panik over de voldsomme veer. Der var ingen pause mellem veerne og de gjorde afsindig ondt. Jeg fik iltmaske og det hjalp lidt indtil anæstesilægen kom.  Hun kommer heldigvis hurtigt og får lagt epiduralen i første forsøg. Jeg synes dog hun var lidt unødig skrap ved mig, da hun bad mig sidde stille 😉

Jm antyder også i forbindelse med at vi beslutter at jeg skal have epidural, at hun har en fornemmelse at tingene kan komme til at trække i langdrag. Babyen roterer ikke rigtigt ned i bækkenet og det ser ud til at jeg skal føde endnu en stjernekigger.

Efter 2,5 time hvor der ikke rigtigt sker noget, får jeg vedrop. Vi forsøgte forskellige teknikker, bl.a. at jeg ligger på siden, på kanten af briksen under tre veer, for at få hende roteret derinde, men det hjælper ikke rigtigt. Vedroppet sætter gang i presseveerne, men stadig ikke nok til at jeg i aktiv pressefase. Jeg er efterhånden godt træt, brugt og modløs. På trods af epiduralen, har jeg stadig en del smerter. Jm opmuntrer det bedste hun kan og har samtidig et øje på min mand, der også er godt træt efterhånden, så han bliver regelmæssigt sendt på gåture ud efter kaffe eller bare for at få luft.

Afdelingsjordemoderen kaldes på et tidspunkt for at sætte gang i pressefasen, selv om babyen stadig ikke er ordentligt nede i bækkenet. Der sker faktisk lidt og hun kommer længere ned, men det gør ondt og jeg føler hun ”smutter tilbage” hver gang veen er ovre. Og mellem veerne, står hun et sted, hvor det gør vanvittigt ondt og jeg har lyst til at skrige af smerte. Jeg nøjes dog med at suge i øvrigt i min iltmaske mellem veerne.  Afdelingsjordemoderen anbefaler at der slukkes for epi’en. Det er jeg virkelig ikke meget for og beder så om et kejsersnit. Jeg kan slet ikke overskue, hvis det skal gøre mere ondt, smerten er i forvejen fuldstændig vanvittig, det føles som om min krop bliver revet fra hinanden i knoglerne i bækkenet. Hun lover mig dog, at den fulde effekt først aftager efter en halv time, og der mener hun, at jeg har født. Hun siger også at et kejsersnit vil ende med at tage længere tid, end hvis jeg føder vaginalt. Og jeg indvilliger i at prøve – jeg har jo egentlig heller ikke så mange andre muligheder! Min faste jm informerer mig om, hvordan jeg om lidt skal gispe og ikke presse og siger hun nok skal sige til, når jeg skal gispe.

På det her tidspunkt i forløbet observerer min mand at babyens hjerterytme er nede på 50 slag i minuttet og jeg kan godt se på de blik min faste jm og afdelingsjm udveksler, at det ikke er for sjov længere. Jeg ved dog heldigvis ikke at hjertelyden er så lav. Mine presseveer er stadig lidt for korte og jm opfordrer mig til at presse videre, når veen slipper. Så det gør jeg. For nu skal hun fandme ud. Så jeg presser alt, hvad jeg overhovedet kan og presser længe efter veen er slut. I løbet af de næste to presseveer fødes hovedet endeligt. Der bliver ikke sagt noget om, at jeg skal gispe, for det er der ikke tid til. Det resulterer i at jeg selvfølgelig brister en del. Lille V er noget slap lige da jeg får hende op på maven og jeg når faktisk at spørge til det, og lige som de vil til at gøre noget, retter hun sig og skriger. Hun scorer efterfølgende fuld apgar alle tre gange. Hun bliver født kl. 5.52, næsten to døgn efter jeg fik de første piller – og på den dag vi havde sagt til vores familier, at jeg skulle sættes i gang.

Under min første fødsel mister jeg ret meget blod og ender at blive opereret, så jeg har denne graviditet frygtet at det ender på samme måde og jeg igen ville miste de første timer af min datters liv. Det er der heldigvis ikke noget der tyder på. Da der ligesom er kommet ro på og jeg ligger med V på maven og kigger på hende, kan jeg mærke, at der løber noget ud af mig og det viser sig, at jeg alligevel bløder en del og pludselig vælter det ind med mennesker. Der kommer bl.a. en læge ind og holder på min mave for at holde livmoderen nede og samtidig fylder de mig med forskelligt medicin for at få livmoderen til at trække sig sammen og stoppe blødningen. Jeg bliver rigtig dårlig og beder min mand tage V, da jeg er bange for, at hun skal falde ned, fordi jeg simpelthen ikke har kræfter til at løfte armene og holde hende på min mave. Jeg siger et par gange at jeg er rigtig skidt og når lige at sige til jm at jeg skal kaste op og så kaster jeg ellers op ud over mig selv, jm, sengen og gulvet. Faktisk alle andre steder end i den brækpose jm står med. Jeg har opkast over alt, men det hjælper, jeg har det meget bedre efterfølgende, selv om jeg dog er noget træt af at ligge med benene i bøjlerne, mens lægen holder på livmoderen. Jeg er træt og vil gerne bare have min baby over og nyde hende i ro og mag.

Efterhånden falder der igen ro på, jeg er vasket for det værste opkast og får rent tøj på og efter en halv times tid, tør lægen slippe min livmoder og heldigvis bliver den hvor den skal. Jeg ender med et samlet blodtab på 1300 ml mod 25-3000 ml under første fødsel. Jeg får V over igen, og hun får både nået at sutte lidt og skide på min mave 😀

Lige så stille forlader det øvrige personale stuen og der er kun os, V og vores helt i gennem fantastiske jm tilbage på stuen og jm går i gang med at sy bristningen sammen. Mens hun gør det, ringer jeg til min søster og snakker med vores store pige, så jeg kan få fortalt hende, at lillesøster er kommet ud af maven, inden hun skal i børnehave. Efterfølgende ringer jeg til min mor. P.g.a. operationen efter første fødsel var det dengang min mand, der ringede til mine forældre og denne gang har jeg et enormt stort behov for selv at få lov at ringe til dem. Klokken er lidt i 8 og jeg kan lige nå at fange min mor, inden hun møder på arbejde. Og efterfølgende min far. De bliver heldigvis præcis lige så glade og overraskede som håbet.

Efter jeg er syet sammen og har fået lidt mad kommer vi tilbage på barselsgangen, så vi kan få sovet lidt, inden vores store pige kommer og ser lillesøster. Og lige der, da hun træder ind af døren, og med sin allersødeste stemme siger ”Hej moar. Hvor er min lillesøster? Må jeg se hende” jeg glemmer alt om stjernekiggere, smerter og blødning og min krop fyldes af den allerstørste lykkefølelse nogensinde.

V og jeg får lige en nat på sygehuset pga blodtabet, hendes hårde start og en blære, der ikke rigtigt vil tømmes. Og dagen efter bliver vi hentet af min mand og den store – og så er vi klar til at starte livet som en familie på 4 <3

Det skal du bruge til din baby – tre favoritter

Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen: Det kan være en sand jungle at finde hoved og hale i, hvad pokker man skal anskaffe sig, når man skal have (eller har) en baby. Sådan var det i hvert fald for mig for både tre og seks år siden og da jeg forleden så at min søde (og meget gravide) kollega Frederikke spurgte sine instagramfølgere hvad man egentlig skulle have til sin babys pusle-og hudplejerutiner, ja, så fik jeg altså en umådelig trang til at give mit besyv med. Det har jeg derfor gjort i en video, hvor jeg kommer med min bundærlige mening om stort set alle produkterne fra Apotekets Babypleje – også dem, som jeg tænker, at man måske gør klogt i at gå udenom, når man står med en lille nyfødt i armene (eller i maven, som Frederikke).

Sådan helt overordnet set, synes jeg at produkterne fra Apotekets Babypleje er smaddergode. De er – som alle Apotekets andre  produkter i øvrigt – udviklede og fremstillet af farmaceuter, så mildt og enkelt som muligt, uden parfumer og parabener. Derudover er alle produkterne er (selvfølgelig) både svanemærkede og astma-allergicertificerede, som jeg helt personligt synes er enormt vigtigt når det kommer til produkter, som skal i kontakt med vores babyers hud.

Blandt hele baduljen er der især tre produkter, som jeg synes udgør en virkelig god base for gode hudplejerutiner hos baby – og så kan man jo altid spæde lidt til, hvis man synes 😉  I kan i alle tilfælde se alle produkterne HER, hvor I selvfølgelig også kan læse meget mere om dem (og erhverve jer dem, hvis ikke I vil ned og rådføre jer i jeres lokale apotek samtidig).

Tre uundværlige produkter til baby

Apotekets Babyolie

Pris: 59,95.-

Udover på de dage hvor der har været hård frost og kinderne har trængt til lidt creme for ikke at blive ildrøde, så har jeg aldrig brugt andet end en helt almindelig babyolie til at smøre mine babyer ind i og til at beskytte deres hud mod udtørring. Oftest har jeg faktisk bare hældt et par dråber i badevandet og så ellers kun brugt det i forbindelse med babymassage – og til fjernelse af arp, ikke mindst.

Arpkam

Pris: 24,95.-

Bevares, denne er selvfølgelig mest oplagt, hvis man har en baby med tendens til arp, men udover at fjerne dén slags, så er arpkammen faktisk også smaddergod til at “massere” babys hud og stimulere blodproduktionen, hvilket kan være med til at nedbringe risikoen for tør hud – og dét altså helt uden kemi!

Apotekets Baby Salve

Pris: 39,95.-

Jeg har altid haft sådan en salve stående ved puslebordet og der er nærmest ikke dét den ikke er blevet brugt til. Smårifter, kradsemærker eller rød numse – og på mig:røde plamager og tør hud. Jeg er kæmpe fan af all-round produkter og denne her salve er altså – synes jeg – ret genial.

Fødselsfredag – med et uventet fødested!

Solen skinner, det er fredag og jeg synes det er på sin plads med en skøn, sjov og sej fødselsberetning, som foregik et lidt – ahem – andet sted, end tilsigtet.

Jeg er 2.gangs gravid og venter lillesøster. Jeg har en klar forventning om, at denne gang skulle fødslen ikke være så langtrukken som sidst, hvor det tog 40timer fra første ve til at han var ude. Da jeg ramte 38+1 tænkte jeg, så nu er der gang i noget! Men jeg var samtidig meget i tvivl. Vi tog et smut på sygehuset,  hvor vi fik meldingen om, at det var snydeveer! WTF!!? Snydeveer, jamen come on, jeg var så klar til at føde nu. Nå, men ugerne gik og jeg fik en masse snydeveer, så jeg ignorerede dem alle sammen.

Lørdag aften 40+1 kl. 22: Hmm jeg synes jeg er meget urolig i kroppen og det føltes lidt som veer, men nej det var jo nok bare snydeveer. Hele natten til søndag bliver jeg ved med at vågne og er urolig i kroppen, men jeg vågner først når veer er toppet, så jeg når ikke at opdage at nu er det faktisk veer. Kl. 6.30 om morgenen spørger min mand, inden han tager på arbejde, om det ikke er veer. “Nej nej, det er ikke noget!” De går i sig selv alligevel. Han kommer hjem igen kl. 8.30 (han er landmand, så han arbejder kun et par timer om morgenen i weekenderne) og spørger igen, om vi ikke skal aflyse vores morgenmads aftale kl. 10, men igen, nej nej det er ikke noget! Da klokken bliver 9 (altså, en halv time senere) ringer han selv og aflyser. Kl. 10 ringer jeg efter min mor, fordi vores dreng på 2.5 år, begyndte at blive lidt påvirket af at jeg har veer, selvom jeg synes jeg skjuler dem godt 😉

Fra klokken 10-13 har jeg veer med 7 minutter i mellem, der varer næsten 1 minut. Jeg ringer til fødegangen som min jordemoder havde sagt jeg skulle. De spørger om jeg vil ind, men nej jeg har ok styr på veerne.

Da klokken nærmer sig 15, går veerne lidt i stå. Fuuuck hvor træls! Nå, jeg ringer igen og beder om et godt råd. Jordemoderen jeg taler med, synes jeg skal tage 2 panodiler og et langt bad og gå i seng. Hmm! Nå, det gør jeg så! Er mega-skuffet hvis det skal gå i stå og ikke blive i dag alligevel!

Kl.16.30 der kan jeg ikke holde ud at ligge ned længere. Veerne bider til igen og jeg står op og vimser rundt. Fra 17.30-18.30-ish tager min mand tid på veerne. Der er 3-4 minutter i mellem og de varer omtrent 1 minut! Sådan, så er vi igang. Jeg ringer og siger jeg godt vil afsted, da vi har 50 minutter til sygehuset. Hold nu kæft, de veer gør da nas nu. Jeg hænger halvvejs ud af bilvinduet!

Vi ankommer og bliver indlagt 19.30. 4 cm åben. Blev lidt skuffet over at det ikke var mere, men nå, pyt! Vi kommer på stuen, får skjorte og bukseble på. Jeg tisser så åbenbart i bleen under den næste ve, da jeg ikke fik tisset af hjemmefra! Fedt fedt, nå, jeg vil bare under den varme bruser og lige vaskes ren. Jeg får klyx og bliver godt tømt! Troede jeg. Det viser sig nemlig senere at det gjorde jeg ikke!

Grundet travlhed så går jordemoderen lidt frem og tilbage. Jeg har et brændende ønske om at føde i vand, så badekarret bliver fyldt imens at jeg er under bruseren. Min mand bliver instrueret i hvordan han skal hjælpe sin flodhest op og ned i karret. Op med mig. Mmm vandet er lækkert, ja, i de 3 minutter jeg ikke har en ve, altså. Jeg panikker lidt hver gang der kommer en ve nu. Jeg føler ingen kontrol. Det er ikke lige som den første fødsel, hvor jeg havde følelsen af kontrol.

Klokken 20.30 ringer vi efter en jordemoder. Hun kommer ind og jeg forklarer at det irriterer mig helt vildt, at jeg ikke kan styre de her skide veer og at jeg skal have lidt hjælp. Hun er super sød og masserer min lænd. Hun kan godt se at de gør ondt og at de overvælder mig lidt. Jeg er oppe af karret og læner mig ind over briksen og på et tidspunkt er jeg nede på gulvet på alle fire. Ved sgu ikke hvad det skulle hjælpe, men fuck hvor gjorde det ondt. Alt i mens siger jeg flere gange: “Hvorfor kan jeg ikke styre dem!!?”

Næste ve, ja der skider jeg sgu i bleen! Uh det lugtede altså og jeg får også sagt undskyld. Og så gør jeg det sgu igen! Jamen hvorfor?! Så jordemoderen foreslår, at jeg lige tager den næste ve på toilettet, god idé og jeg vimser derud. Jeg får en ve og skider igen. Næste ve; øhh det her føles ikke som lort. Jeg beder jordemoderen om hun ikke vil springe fosterhinden, så pressetrangen forsvinder (det gjorde den nemlig første gang). Det ender med at det er en jordemoderstuderende, der tager vandet og hendes ansigtsudtryk da vandet er gået, er guld værd!

Jamen hovedet er jo lige her!!

Min mand, som ikke havde brug for at være der når jeg skulle skide eller have taget vandet, kommer ind på badeværelset, imens jeg stadig sidder på toilettet.

“Jamen så presser jeg altså nu!!”

2 pres og ud kom hun! Kl. 20.54 altså 24 minutter efter at jdm kom ind på stuen.
Jeg sidder stadig på toilettet Det var total vildt! Jeg læner mig sig tilbage så jeg bedre kan sidde med hende, og så får jeg som en lille detalje lige skyllet ud i toilettet.

Med bare bryster i offentlige rum

Du sidder på café. Måske sammen med din kæreste, din mor eller en veninde. I har sat jer ovre i hjørnet for at kunne snakke lidt intimt. Du drikker en cafe latte. Med en halv pose sukker, så den smager lidt af dessert. Ved bordet ved siden af, som ellers har stået tomt, sætter sig en kvinde. Hun larmer. Mosler rundt med kæmpestor taske og en baby, som skriger. Så meget for jeres intime snak. Du smiler til hende og hun smiler tilbage til dig, imens hun forsøger at puste en hårlok, som klæber ned langs hendes pande, ud ad munden, hvor den på ucharmerende vis, har forvildet sig ind. Du forstår godt, at det ikke altid er så nemt når man har en lille baby. Og så trækker hun op i trøjen. Blotter sig for sin baby sult (og dig og dén du er i selskab med og alle andre på caféen, i øvrigt). Der hænger en stofble på kvindens skulder. Den dækker ikke brystet, som mest af alt ser ud som om det er ved at sprænges. Kvinden begynder at amme sin baby, som nu ikke længere skriger… 

Det har været til debat, lige siden kvinderne begyndte at bevæge sig ud fra hjemmets fire vægge; amning i det offentlige rum. Hvor lidt eller hvor meget er ok? Og hvor må man gøre det? Da jeg var på barsel med Jens, min ældste, lød et ramaskrig igennem ammeland, fordi en restaurant i Illum havde forbudt en kvinde at amme derinde. Nogle (mænd, især) syntes selvfølgelig det var helt ok at de ikke skulle “sidde og glo på mælkebaren” hen over deres dyre mellemstegte bøf, imens andre (kvinder, især) var dybt forargrede over, at nogen kunne mene at en mor ikke måtte ernære sin baby på den restaurant hun havde indfundet sig på.

En baby skal jo, som det mest naturlige i verden, selvfølgelig have mad når sulten melder sig og fordi der til stadighed heldigvis er masser af kvinder, som har heldet med sig til at etablere en succesfuld amning, så foregår den slags altså barnets mund suget fast rundt om kvindens brystvorte. Simple as that. Og selvfølgelig skal kvinder have mulighed for, lov til og en generel accept af at de giver deres babyer mad, uanset hvordan det foregår. Selvfølgelig.

Alligevel er det ikke altid så let, som man kunne tro og for at forklare mig, kommer her et uddrag af min bog, 40 Uger Efter, hvor jeg berører lige præcis dette emne.

Amning i det offentlige rum

Det var en vældig ambivalent følelse første gang at skulle amme på et offentligt sted. På én gang at være blufærdig over at vise bryster til vildfremmede mennesker, blandet med følelsen af at holde på sin ret som moderne mor, som selvfølgelig ikke lader sig begrænse af lidt bar hud og som har lov til at amme steder. Jeg syntes faktisk, at det var sådan helt vildt akavet at sidde på en café, imens jeg febrilsk forsøget at holde stofbleen på sin plads henover bryst og baby. 

Det lykkedes selvfølgelig aldrig, og jeg kom alligevel altid til at vise det ferskenfarvede mejeri frem til alle interesserede, imens min baby lå med mælk i mundvigen og forsøgte at lege fang musen med min brystvorte. Not nice at all! Jeg lærte aldrig rigtigt at styre den forbandede stofble, men jeg lærte til gengæld at sætte mig, så færrest mulige havde frit udsyn. 

Indimellem hænder det selvfølgelig også, at baby bliver sulten, når man er ude af huset, men ikke lige er på café. I den situation har jeg prist mig lykkelig for at have fået børn i den tidlige sommer. Det har nemlig betydet, at jeg er sluppet for alt for meget overtøj i de første måneder, hvor sulten opstår mest akut. 

Med mit første barn boede vi i København, og jeg har slet ikke tal på, hvor mange bænnke rundt omkring, der har huset mig og mit spisende barn. Det var om noget offentligt, men til gengæld passerede folk altid hurtigt forbi, og jeg var vist mest af alt bare en del af det i forvejen brogede gadebillede. 

Med mit andet barn boede vi i en lille, skøn landsby i Sønderjylland, med 3000 indbyggere. Der er tre bænke i byen – og jeg har heldigvis kun ammet på den ene. Det var på ingen måder som at amme på en bænk i København, skal jeg lige hilse at sige. Folk, der kørte forbi i bil, var lige ved at falde ud af sideruden, når det skulle kigge på “hende den mærkelige dame med de bare bryster”. Jeg var ikke en del af et broget gadebillede, men en turistattraktion. I den lille by er gadebilledet jo selvsagt ikke så foranderligt, så selvfølgelig skaber et par (vældigt mælkestore) bryster forstyrrelser i den landlige idyl. Behøver jeg at sige, at det var helt vildt ubehageligt at amme til frit skue i landsbyidyllen? Not ever gonna do that again! 

Der er så stor forskel på hvorhenne man vælger at trække op i trøjen, og det vigtigste, synes jeg, er at mærke efter indeni, om det er grænseoverskridende eller ej. Hvis din egen blufærdighed bliver krænket, så lad være. Hvis ikke, så giv den gas, men forsøg at være diskret, så du ikke ender med at krænke din sidemand. Og køb så noget ægte ammetøj, så du i det mindste kun behøver at trække toppen af isbjerget frem i stedet for at skulle flashe en hel barm og verdens blødeste mavedelle. 


Jeg lærte virkelig at sætte stor pris på tøj, der rent faktisk var beregnet til at man nærmest kunne nøjes med at blotte brystvorten, som det ammende barn i sagens natur dækker for – men dét er selvfølgelig en smagssag. Jeg havde blandt andet en kjole som til en forveksling lignede denne her (reklamelink), som også er ammevenlig. Og så synes jeg bare at denne her (reklamelink) er vildt pæn – især fordi den ganske givet må være ret god til at dække efterfødselsdunken, som i hvert fald for mit vedkommende varede ved temmeligt længe, efter jeg havde født.

… Og altså, skal vi så ikke bare lige hurtigt blive enig om, at kvinder gerne må amme deres babyer lige hvor de har lyst? Så længe de gør det med respekt for alle andre, der måtte være i nærheden, ved at være så diskrete som dén slags nu engang lader sig gøre.

Fødselsfredag – en fødsel på 15 veer

Hun nåede kun at have veer i 2 timer og 40 minutter – i hvilke hun sågar sørgede for at barbere ben. Det vidner eddermamer om et gedigent overskud og en krop, der er mere end bare almindeligt godt gearet til at føde!

I 2016 blev jeg gravid med vores søn. Med termin start januar. Min kæreste insisterede denne gang på at jeg skulle føde i Sverige, hvor vi bor, selvom jeg første gang insisterede på at føde i Danmark. Min fornuft kunne godt forstå ham, så vi planlagde fødsel på sygehuset 20 minutter fra vores hjem. Jeg havde aftalt med min mor at jeg kunne ringe når som helst så skulle hun passe vores søn. Denne graviditet var tynget af bækkenløsning, så her var jeg noget utålmodig specielt af den grund, men selvfølgelig også fordi jeg gerne ville møde vores 2. Mirakel.


Læs også beretningen om kvindens første fødsel HER.


39+8 lige inden sengetid gik slimproppen, men jeg havde hørt, at det ikke var et sikkert tegn på fødsel, så jeg gik i seng og tænkte at det ikke blev i dag heller.

Kl 5 vågner jeg ved at min søn vågner og er urolig.

Jeg får, hvad jeg tænker er den første ve.

Min jordemoder gennem denne graviditet havde skrevet i mine papirer, at ved første ve skulle fødegangen kontaktes.

Veerne var ikke slemme og hverken lange eller regelmæssige. Jeg forsøgte derfor at putte min søn – men uden held.

Kl 6 har jeg haft 4 veer, men ingen der bider sådan rigtigt. Jeg vælger alligevel at ringe til fødegangen som har sindssyg travlt og synes jeg ringer noget tidligt.

Jeg får hende overtalt til at læse min journal og hun siger at vi kan komme og blive tjekket hvis jeg virkelig tror der er noget. Men hun synes godt vi kan trække den til der kommer lidt flere veer.

Jeg er virkelig i tvivl men jeg hører igen og igen min jordemoder der siger, at det er vigtigt at jeg ringer og bliver undersøgt hurtigt.

Jeg ringer til min mor, som kommer med det samme kl 6.45. I mellemtiden har jeg været i bad og barberet ben og læst historie for min søn. Jeg har måske sammenlagt haft 8 veer.

Kl 6.55 kører vi og på turen ind har jeg ikke en ve og bliver helt flov og tænker at jeg er helt glat på den.

På vej op til FG får jeg så 2 veer der gør lidt mere ondt.

Vi træder ind på fødegangen 7.22 og der er vagtskifte. De kobler mig dog op på en strimmel men intet mere. Kl 7.30 beder jeg min kæreste ringe på klokken, fordi jeg har pressetrang og så skal jeg love for at det gjorde ondt. Der kommer en sygeplejersker ind og siger at de er lige midt i rapport men jordemoderen er kl snart. Jeg får brølet at snart er for sent.

Hun får råbt efter en jordemoder meget hurtigt og mit tøj bliver flået af og kl 7.40 efter 1 presseve bliver min søn født! 18 minutter nåede jeg at være på fødegangen og 2 timer og 40 minutter fra første ve. Sammenlagt havde jeg under 15 veer og det er mig ubegribeligt hvordan 15 veer kan gøre der men der gjorde de. Jeg var meget glad for at jeg trods uregelmæssige og få veer stolede på min fornemmelse og min jordemoders ord og kørte ind.

En helt fantastisk oplevelse igen.

Kvinde (og mand!) kend din cyklus

cyklus

Nærværende indlæg er uden tvivl ét af dem, jeg risikerer at få en hulens masse øretæver af at offentliggøre, men ikke desto mindre, så synes jeg at det mangler i den tilsyneladende uudtømmelige debat omkring ligestilling. Og så håber jeg bare på, at I  vil bruge et par minutter på rent faktisk at læse det hele, i stedet for at antage at I ved hvad I mener, uden at have læst mit indlæg til ende. Det ved jeg at de fleste af jer gør, men der sidder jo altid “sådan nogen” ude på det store internet, ikke?

Der hvor vi sidder på den fede del af barslen, de rene toiletter, lidt for få bestyrelsesposter og lidt for lav løn, når man sammenligner os med mændene.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg selvfølgelig er fortaler for ligestilling imellem kønnene og at jeg ikke ser det ene køn have spor mere eller bedre værdi end det andet. Slet ikke, men jeg er samtidig fuldkommen uenig i den udvaskning af (værdien af) vores køn, jeg oplever en stigebde tendens til at eftersøge. Bevares, der findes så vidt jeg ved mere end 50 forskellige køn, som alle har min dybeste respekt, men for i dag skal det altså handle om de to majoriteter i kønsdebatten. Mænd og kvinder. Eller i virkeligheden primært om det ene: Os kvinder, som igennem mange årtier har kæmpet os væk fra kødgryderne, hjemmets fire vægge og en status som, hvad nogen måske lidt flabet ville kalde avlskvæg, ud mod arbejdsmarkedet, selvstændigheden og i øvrigt muligheden for at få – eller ikke få – de børn vi vil have, ganske uagtet om vi har en mand ved vores side eller ej. Kæft, hvor vi kan (!) og jeg er simpelthen så stolt over alle de kvinder, der er gået forrest i kampen. Dem, som har sikret os andre, at være her hvor vi er i dag. Hvor vi sidder på den fede del af barslen, de rene toiletter, lidt for få bestyrelsesposter og lidt for lav løn, når man sammenligner os med mændene. Vi er på ingen måder i mål med ligestillingen, men jeg synes på én eller anden måde, at vi er lidt på afveje.

For der ér jo forskel på mænd og kvinder, rent biologisk.

For ikke så forfærdeligt længe siden, levede vi i et jægersamfund, hvor kvinden (formentlig på grund af sin fysiske overlegenhed i forhold til at føde og ernære børn og sin samtidige underlegenhed i forhold til jagt) gik hjemme og passede familien, imens manden drog på jagt, hvorimod vi nu lever i et videnssamfund, hvor vores vigtigste ressource i mange henseender ikke længere er vores fysiske formåen (bevares, vi skal stadig føde børn), men vores hjerner, som afgører vores evne til at arbejde. I alle tilfælde i størstedelen af de jobs, som vi kvinder til stadighed brokker os over at mændende sidder på tronen af. Og selvfølgelig er vores hjerner lige gode, skarpe, krøllede og kløgtige uagtet vores køn, hvorfor man på dén måde naturligvis kunne forvente, at vores ligestilling nu skulle være nået et niveau, hvor der rent faktisk ikke var forskel på mænd og kvinder. Ikke i Danmark, som alle ovenstående betragtninger naturligvis er skrevet ud fra.  Selvfølgelig.

Men. (For der ér et men. Et ret stort et, endda).

Kvindens hormonelle cyklus. Menstruationscyklus. Dét, der for alvor adskiller kvinder fra mænd og dét, som vi totalt forsøger at undergrave, som værende relevant i hele ligestillingsdebatten, selvom det jo for pokker fylder temmeligt meget for noget nær 50% af befolkningen. I den fødedygtige alder, vel at mærke.

Vi kvinder gennemlever en helt naturlig – og for mange, ganske kraftig – ændring i vores hormoner hver evig eneste måned, som udover at give os vores menstruationer og evne til at blive gravide, altså også påvirker vores ellers knivskarpe hjerner. På godt og på ondt. Hvorimod mænd jo for pokker bare kører derud af med nogenlunde samme niveau af deres respektive hormoner i kroppen, hele tiden. De er dem de er og de udsving der måtte komme, er foranlediget af noget de aktivt har gjort – eller har fået gjort. Berøring, sex og udløsning, for eksempel, skaber også røre i hormonerne hos mænd, såvel som det gør hos kvinder, men hos kvinder sker der altså derudover også en temmeligt stor hormonel forandring på månedlig basis, alene i kraft af vores køn. Vores biologi, som ganske givet ikke har fattet, at vi er kommet videre fra vores jægersamfund.

Det letteste er selvfølgelig at synes, at det da også bare er pisseirriterende med den biologi og at forsøge at underkende den som en faktor, men virkeligheden er bare, at den er der og at den til stadighed kan have relativt stor indflydelse.

Hos mig selv er jeg sjældent i tvivl om hvor jeg er i min cyklus. Og dét endda til trods for at jeg faktisk har en hormonspiral, som gør, at jeg kun sjældent har reelle menstruationer, som hos de fleste kvinder er det mest tydelige pejlemærke. Jeg mærker stadig hvordan mine hormoner i forbindelse med både ægløsning og (udeblevet) menstruation “spiller min hjerne et pus”. Hvordan jeg bliver sprængfyldt med energi og totalt på toppen af mig selv i dagene omkring ægløsning, hvor alle farver skinner lidt ekstra, alle smil virker større og alle mænd i særdeleshed ser bedre ud, end det er tilfældet, når jeg nærmer mig menstruationen. Når kroppen ikke længere tror at den kan blive gravid (enten fordi “chancen” blev forbigået eller fordi ægget faktisk er blevet befrugtet) falder humøret tilsvarende, alt bliver lidt sværere og jeg får altid akut behov for relativt store mængder sukker.

Hos mange kvinder er menstruationerne samtidigt forbundet med smerte, ubehag og for nogle endda også migræne og opkast, hvorfor det naturligvis både kan føles og være ganske invaliderende i de dage det står på. Og som en lille ranke rønnebær på toppen, så er det selvfølgelig ikke noget vi taler om! Og lige præcis dér, synes jeg at vi er gået helt, helt galt i byen!

Faktum er jo, at vi kvinder i varierende grad har hormonelle udsving på nogenlunde månedlig basis og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan vi stadig i nærværende år 2017, i så vid udstrækning kan undlade at forholde os til det! Tænk, hvor fantastisk det kunne være, hvis vi rent faktisk kunne anerkende, at kvinder har nogle dage hvor vi performer 130% mod andre dage, hvor vi sløser rundt omkring 70%. Ikke bare alene som et faktum i sig selv, men som et redskab, hvis det var noget vi rent faktisk talte åbent om.

Hey Hannah, hvor er du i din cyklus onsdag i næste uge? Vi har et vigtigt møde med en-eller-anden-vigtigt-person, og du er så knivskarp på dén tid af måneden, så kunne du måske tage den for Kasper, hvis det lige passer?

Tænk nu hvis kvindens i øvrigt fuldkommen naturlige cyklus var noget vi kunne tale åbent om og forholde os til for hvad den er; biologi som har indflydelse på vores humør, ydeevne og præstationer. Tænk hvis vi kunne udnytte vores eksplosive potentiale på de dage det brager igennem uden nogen øvrig indsats end en krop, der er på dupperne og til gengæld få lov til at drage lidt ekstra omsorg for os selv på de dage, hvor cyklus ikke behandler os så pænt. Se dét synes jeg ville være et kæmpe skridt i den rigtige retning, når det kommer til ligestilling.

Det var bare lige det.