Category

Graviditet og fødsel

Category

Gode nyheder

Udover det faktum, at roserne i vores gård stadig står sådan nogenlunde pænt, at meteorologerne påstår godt vejr i morgen og at man med næsten garanti altid kan finde en parkeringsplads her på Østerbro om sommeren, så er der også andre gode nyheder. Bedre, endda – synes jeg.

Det kunne næsten ikke være faldet på et mere tørt sted, end da én af mine gode veninder i forrige uge, lige før Thomas og jeg offentliggjorde vores planer om skilsmisse, gjorde mig opmærksom på, at min bog, som udkommer til september, allerede nu kan forudbestilles hos saxo.com!

gode nyheder

Jeg ved ikke om nogen af jer kender eller kan huske den helt særlige, tilfredsstillende følelse man kunne få i maven, når man så sin færdige stil ligge på dansklærerens kateter? Følelsen af stolthed over sin præstation og samtidig ængsteligheden over, om nu også læreren synes at det er godt (nok). Den følelse kan I bare lige gange med 10.000! Eller måske nærmere med 60.000, som er et nogenlunde sjus af antallet af årlige fødsler i Danmark og som altså er så mange, som jeg – hvis jeg kunne bestemme og ønske lige hvad jeg ville – håber på, kommer til at læse min bog. For den er, som I nok allerede ved, hvis I også læste med da jeg offentliggjorde hemmeligheden HER, rettet mod gravide og nybagte mødre. Den er en kærlig håndsrækning til alle dem eller jer, der står midt i eller overfor det nye moderskabs mange vilde, svære, sjove og i særdeleshed overvældende oplevelser. Den er alt dét, jeg gerne ville have haft tid til at fortælle til “mine gravide”, da jeg stadig arbejdede som jordemoder – og mere til, fordi den er spækket til med personlige oplevelser, anekdoter og alt det, som fylder allermest, men som man typisk ikke taler om, når man bliver nogens mor.

Det er fuldkommen vanvittigt, sådan rent følelsesmæssigt, at være på randen til at have udgivet noget, som udover at ligge mit hjerte så nær også er så personligt. Men jeg synes den er vigtig, min bog, fordi jeg tror på, at den – udover forhåbentligt at kunne bidrage til lidt god underholdning – kan være med til at gøre livet en lille smule lettere for en hel masse kvinder derude. I hvert fald ville jeg ønske, at jeg selv havde læst bogen, inden jeg blev mor; både for første og for anden gang, fordi det aldrig skader, at blive mindet om, at der sidder en hel masse kvinder og har det på præcis samme måde, som én selv.

Nuvel, der er så meget jeg kunne sige om bogen, men for nu vil jeg bare opfordre jer til, hvis I kunne have interesse i at læse den, at forudbestille den (med 10% rabat endda) HER, hvorefter den vil lande i jeres postkasser – som de allerførste.

Fødselsfredag – tre forskellige fødsler

Jeg ved det godt, jeg har syltet jer lidt i denne uge, men jeg er samtidig også sikker på at I forstår <3

Som et lille plaster på såret, har jeg valgt i dag at dele en kvindes tre – i øvrigt meget forskellige – fødselsberetninger. På én gang.

Første fødsel

Jeg fødte første gang, da jeg var 22 år gammel, d. 31. august 2003.

Der var en del usikkerhed omkring terminsdatoen, som blev rykket 3 gange indenfor 2 måneder. Jeg havde ikke haft menstruation siden august 2002 og havde en BMI på over 35, som ikke hjalp på at skyde sig frem til en terminsdato. Jeg havde prøvet at blive gravid siden april 2002 og da vi kom til december med ingen alkohol og rigtig mange negative graviditetstests, var jeg godt træt af det hele, så jeg tog på en god druktur med et par veninder. 14 dage senere var jeg gravid og manden og jeg var lettede…

Til det første lægebesøg skød hun mig til at være 12 uger henne – et chok, som lige pludselig gav mig dårlig samvittighed med den druktur… Lægen bookede en scanningstid m.m. hurtigst muligt og i slutningen af februar – hvor jeg troede, jeg var 18 uger henne (mindst) fik jeg et nyt chok, for jeg var kun 12 uger henne. Det var lidt underligt at fortælle familie og venner, at jeg fik rykket terminsdatoen så meget og tanken om, at jeg havde fortalt hele verden om min graviditet i 6. uge var ubehagelig.

Det var en varm sommer det år og kombineret med kvalme, tudeture og en overdrevet veludviklet lugtsans, var jeg SÅ klar til at føde allerede midt i august, for jeg gav ikke meget terminsdatoen, som sagde starten af september.

Jeg havde læst ALT, hvad jeg kunne komme i nærheden af om fødsler og vidste efter grundig research, at førstegangsfødende tager mindst 24-timer om at føde. Derfor tog jeg det roligt, da de første veer kom kl 2 om natten. Efter 1 time med roden rundt i sengen, vågnede manden. Han var dog ikke så cool som jeg, så han insisterede på, at jeg ringede til fødegangen. Når ja, for at give ham ro i sindet ringede jeg og snakkede en jordemor, som tilbød at vi kunne kigge forbi Holstebro fødegang og blive tjekket. Jeg lagde røret på og refererede samtalen. Manden brugte nu den næste time på at overbevise mig om, at vi skulle køre derinde. Kl. 4 gav jeg mig og vi kørte den korte tur til fødegangen. Jeg mente dog, at de ville sende os hjem igen, så jeg kom i klip-klapper og fleecetrøje uden skiftetøj eller noget, for ja, vi skulle jo bare tjekkes.

En bestemt, fransktalende jordemoder tog i mod os, fik mig op på briksen og undersøgte mig. Meldingen lød at jeg havde åbnet mig 8 cm, så jeg skulle skifte tøj og så ville jeg komme ind på en fødestue. Den lidt uvenlige franske dame nåede også at kommentere min vægt med bemærkningen, at jeg ville have haft lettere ved at føde, hvis jeg ikke var i så dårlig form – jo tak – og så smuttede hun til en anden fødsel.

I stedet kom en ældre “bedstemor”, som talte med sådan en blød stemme, som om jeg manglede et par brikker eller var 5 år. Hendes vagt sluttede kl. 6 og jeg fik en yngre jordemoder med en kraftig jysk accent. Hende kunne jeg godt li’, for hun kaldte en spade for en spade og var ikke bleg for at koste lidt med mig. Faktisk var hun mere bekymret for faderen, som åbenbart var grøn i hovedet.

Babyen havde det godt inde i maven – åbenbart for godt, for midt i det hele, trods veer m.m. falder hun i søvn. Jeg får isvand og besked på at drikke, og så kommer der liv i hende igen.

Lidt før 8 er jeg fuld udvidet, men vandet er ikke gået, så det tager de. Ud kommer en stor sø grønt fostervand. Det sætter åbenbart det hele i gang, men det opdagede jeg ikke, før hun var født. Der bliver tilkaldt forskellige læger og sygeplejersker og fordi hun står skævt i bæknet blev hun taget med sugekop. Hun bliver født 8.03, helt lilla og lidt slap, men der går ikke mange minutter før hun ændre farve og jeg får hende over i sengen.

Julia vejede 3835g og målte 56 cm. I dag er hun 13 år gammel og 171 cm. Dengang måtte man være på sygehuset i 5 dage, men efter 3 dage har jeg fået nok og tager hjem.

Anden fødsel

I 2005 beslutter vi at forøge familien med endnu et barn. Fordi det havde taget 8 måneder at blive gravid sidste gang, begynder vi at prøve i marts måned. Jeg vil gerne gøre min HF færdig sommeren efter, så det burde jo passe. Men i modsætning til første gang bliver jeg gravid med det samme og får termin 6. januar. Denne graviditet har jeg det bare rigtig godt. Jeg har ingen gener og kan cykle 12 km om dagen til og fra skole indtil 6. måned, hvor plukveer tvinger mig til at stoppe med at cykle alle steder hen.

Da vi kommer til jul sidder jeg nærmest med korslagte ben fra 23. december til 2. januar, fordi jeg ikke vil føde. Jeg kommer til terminsdatoen og må vente yderligere 3 dage før der kommer gang i den. Faktisk når vi at køre på fødegangen 2 gange inden da, fordi jeg er panisk angst for at føde hjemme i sengen. Det tog jo kun 6 timer 1. gang og de sagde jo det ville gå endnu hurtigere 2. gang.

Kl 2 begynder det er rumstere i kroppen på mig og 3.30 vækker vi bedsteforældrene (igen) og kører på fødegangen. Denne gang er den heldigvis god nok. Vi er på fødegangen kl. 4, hvor jeg er 4 cm åben. Kl. 5.30 beder jordemoderen mig om at lægge mig op på briksen. Hun tror fejlagtigt at jeg er gået i stå, men jeg er 8-9 cm åben. Af for mig ukendte årsager, får hun mig om på siden og får mig til at gøre et eller andet med benet. Det eneste jeg kan mærke er, at babys hoved lige pludselig kommer helt i bund og så går det stærkt. Vandet går af sig selv denne gang og jeg har født hende på 4 min. Fordi det gik så stærkt til sidst, er jeg sprækket og skal sys. Lægen bliver tilkaldt og han har alt for travlt til at vente på at lokalbedøvelsen virker, så han syr mig, mens jeg ligger med min nyfødte datter på 3715g og 53 cm.

Kaya er i dag 11 år gammel og 146 cm. Kaya blev født en mandag, så kl. 8 skulle de bruge fødestuen til et planlagt kejsersnit, så da var vores besøgstid ovre.

Tredje fødsel

I 2012 går mit og faderens ægteskab i stykker efter 2 års kamp for at få det til at lykkedes.

Jeg er single i ca. et halvt år, før jeg møder en ny mand og bliver stormende forelsket. Vi flytter sammen, køber hus sammen og bliver gift i 2014. Vi går i gang med projekt baby med det samme og 1½ måned efter brylluppet kan vi konstatere, at jeg er gravid.

Denne her graviditet har jeg det skidt i hele 1. trimester. Jeg har kvalme og er meget træt. Jeg havde det jo rigtig godt under min 2. graviditet, så jeg havde forventet, at denne graviditet ville gå nemt. Jordemoderen forklare ubehaget med, at det jo er en anden far denne gang og at kroppen (igen) skal vænne sig til noget fremmed DNA.

Denne gang begyndte det om omkring middag. Jeg ringer til manden, som er på arbejde, og siger at han skal holde sig klar, men at vi har god tid, for der er længe imellem veerne, syntes jeg. Siden min 2. fødsel er der kommet en hel masse nyt, så jeg hygger mig med en ve tæller.

Omkring kl 15 bliver manden kaldt hjem, og efter et bad ankommer vi til fødegangen kl 16.30.

Jeg er helt cool i bilen, snakker og prøver at berolige manden. Det er jo 3. gang jeg gør det her og hans første. Jeg siger, at jeg godt kan gå fra P-pladsen, men manden vurdere det anderledes og sætter mig af ved indgangen til Holstebro sygehus. Det var nok en god idé, for jeg har lidt svært ved at nå hen til elevatoren. Veerne bider nu og jeg er som alle 3 gange inde i min egen verden, men holder facaden, for manden skal ikke blive nervøs. Jeg har o ikke presseveer eller noget.

Oppe på fødegangen bliver jeg vist direkte ind på en fødestue, får mine underdele af i en fast. Jordemoderen har kørt en vogn ind og arbejder hurtigt på at åbne alle mulige ting og finde ting frem. Hun arbejder hurtigt og koncentreret. Jeg tænker, at siden jeg stadig har mit eget tøj på, så har vi god tid, for man føder jo ikke i sit eget tøj. Der blev jeg klogere. Vandet går lige pludseligt og presseveerne giver den gas, hvilket gør at jeg føder hende i løbet af 4 min. Det er en personlig rekord.

Liva bliver født kl. 17.00, hun vejer 3000g og måler 50 cm. Helt sjovt med alle de runde tal er vi og jordemoderen enige om.

Da Liva skal vejes og tjekkes bliver jordemoderen lige pludselig dårlig. Hun kaster op i sin egen hånd, ned af sig selv og løber ud på badeværelset. Hun fortæller, at hun selv er gravid og hun bliver nødt til at forlade os og sende en anden. Lidt en sjov episode.

Efter et hårdt tiltrængt bad og rent tøj – kjolen jeg fødte i røg i skraldespanden, kører vi hjem og er hjemme kl. 21.30. Svigerforældrene, som er tilkaldt for at passe de to store (på 11 og 9 år på det tidspunkt) er overraskede den hurtige ekspedition, men tager alligevel hjem og sover trods en lang køretur.

Hjælp jeg er gravid #2

Gravid
Gravid… Det ér bare et vildt øjeblik, når man står der med den positive graviditetstest – uanset hvordan vejen dertil er gået og om den er ønsket eller ikke. Derfor kommer her endnu engang nogle af jeres historier om, hvordan I reagerede, da I fandt ud af at I var gravide.

Det var d. 11 januar 2016. Jeg var lige startet på arbejde igen efter min barsel med min søn. På det tidspunkt var han knap 1 år.
Jeg havde undret mig over hvorfor jeg ikke havde fået min menstruation i en uge, men tænkte også at jeg måske ikke kunne huske helt korrekt hvornår jeg havde sidst. :/
Min anden dag på arbejde efter barsel, delte jeg min bekymring med min kollega. Jeg var bange for at der var noget galt. Jeg havde altid regelmæssig menstruation. Min kollegas reaktion var ” måske er du gravid! “

Nej! Det kan jeg ikke. Jeg har spiral. Den stolede jeg fuldt ud på. Men alligevel tog jeg en test næste dag, da jeg kom hjem fra arbejde. Jeg stod ude på toilettet og kiggede på testen. Min mand var ligeså spændt. Den var positiv. Jeg begyndte at grine først. En glæde spredte sig i min krop, efterfulgt af gråd! Min tanke var, hvad fanden skal jeg gøre med to ble børn. Vi valgte dog (heldigvis) at beholde bebsen.


Jeg tog til min faste frisør, som med det samme spurgte kækt om jeg ventede mig igen. Jeg svarede nej – for selvfølgelig var jeg ikke det! Jeg blev faktisk både ked af det og frustreret, men hun vidste jo selvfølgelig ikke, at jeg døjede med en cyklus som aldrig var vendt tilbage efter mit første barn. Og at jeg brændende ønskede mig at være gravid. Ikke desto mindre kunne jeg ikke slå tanken ud af hovedet efter jeg var blevet klippet. Havde jeg ikke også været ramt af kvalme i den forgangne uge? Og ondt i brysterne? Så jeg tog lige en test, bare for at få afklaret, at mine tanker spillede mig et puds – jeg gjorde virkelig alt for ikke at få forhåbningerne op. Men så tissede jeg på den pind dér. Og det tog lige nøjagtigt to sekunder før det stod virkelig(!) klart, at jeg var gravid med en knald-pink streg. Hvis ikke det var for frisøren gad jeg godt vide, hvor længe der var gået før jeg lagde tegnene sammen…


Jeg er den heldige mor til 3 skønne unger i alderen 2-7. Sidstenævnte på 2,5 var VIRKELIG IKKE planlagt!
Min menstruation har altid været uregelmæssig, så da den stadig ikke var kommet, ringede alarmklokkerne ikke. Dog ved jeg af erfaring, at med en negativ graviditetstest, følger altid en menstruation, så turen gik i Rema 1000 efter de graviditetstests som alligevel ville være negative!
Jeg var tilfældigvis oppe lørdag morgen for at tisse, og kom i tanke om at jeg hellere måtte tisse på de der pinde, så var det overstået og min menstruation kunne starte. Klokken var 5, fuglene sang, de to små unger sov stadig, og jeg skulle bare hurtig op i min seng igen.
Jeg vaskede hænder og var egentlig på vej i seng, da jeg lige ville tage de to tests og smide dem i skraldespanden. Mine øjne strejfede hurtigt ned over dem, to streger, fint, op i seng. Vent… 2 streger!?!? Jamen… det kan ikke passe, jeg er sgu da ikke gravid! Og selvom klokken kun var 5 om morgenen, var jeg pludselig lysvågen! Jeg løb ind i soveværelset og ruskede i min kæreste:”Matias… Matias!!!” Min kæreste gned sig i øjnene og rejste sig forvirret op. :” Kom lige med, der er noget du skal se!”. Langsomt bevægede han sig ud i køkkenet, hvor de 2 meget tydelige positive graviditetstests lå på køkkenbordet, på vejen nåede han at mumle om der var indbrudstyve.
“Se lige”, sagde jeg.
“Øhh, hvad er det”, spurgte han.
“Ja, hvad tror du?”.
Han blev meget tavs, “Jamen hvad gør vi så”?
Jeg grinte og kiggede på ham, for vi vidste jo godt selv hvad der skulle ske.
Her, 2,5 år og et styks dejlig Viggo senere, er det stadig den bedste overraskelse, og den vildeste. For selvom vi er unge, så havde jeg alligevel ikke troet at jeg ville blive gravid så nemt, vi taler nemlig om den ene gang hvor vi ikke lige fik beskyttet os.

Min mand og jeg havde været igennem halvandet hårde år siden vores bryllup: To aborter i hhv uge 8 og 9, havde ført til mange tårer og frustrationer. Første gang var jeg blevet gravid efter 2 måneder, anden gang tog det 7 måneder. Vi havde set venner blive gravide, føde og annoncere endnu en graviditet. Tredje gang havde vi igen ventet i over syv måneder og gjorde hvad vi kunne for at bevare troen og nyde, at leve vores liv, selvom sorgen lå som en skygge over alting. Jeg tog til Grønland i praktik som læge på et sygehus, og stressede inden afrejse over, at gå glip af en ægløsning. En uge inde i opholdet var jeg uendeligt træt efter en lang vandretur i fjeldet og havde spændte bryster. Det var testdag dagen efter, og som så mange gange før gik jeg på toilettet og tissede i en kop. Tilbage på værelset dyppede jeg testen i koppen, lagde den på kanten, og kiggede ud på isbjergene foran mit vindue. Da jeg kiggede tilbage var der to streger. Jeg blev så glad! Græd og dansede rundt! Overvejede at ringe hjem til min mand, men valgte at vente. Endte med at nyde min hemmelighed for mig selv i 2 uger, indtil han kom på besøg. Det var det bedste i verden at fortælle ham nyheden, da han ankom. Men det var endnu bedre, da vi dagen efter hjemkomsten til Danmark tog afsted til en tidlig scanning og endelig fik et lille bankende hjerte at se. Det banker heldigvis stadig – indeni en lille pige, der blev født for 5 måneder siden 🙂

Den kunne nærmest ikke være kommet på et mere upassende tidspunkt, den positive graviditetstest. Jeg var lige blevet forladt af min utro kæreste, blevet opsagt på mit arbejde på grund af for meget sygefravær på grund af mine mange migræneanfald og jeg kunne nu se frem til at skulle flytte fra min lejlighed, fordi jeg ikke havde råd til at betale. Mit liv var et kæmpe kaos og så stod jeg der, på badeværelset og græd, med en positiv graviditetstest i hånden.

Jeg kunne ikke få et barn nu. Ville ikke.
Dagen efter ringede jeg til lægen og bad om en abort.

Efter 14 år sammen med samme mand, tænkte vi at nu skulle det være, nu vilke vi gå igang med projekt baby! (Ja i kan nok regne ud hvor mange gange venner og familie, havde prikket til os!)
Jeg var 31 og havde været på p-piller siden jeg var 19, så tænkte at kroppen lige skulle ordentlig igang igen, efter så mange år, samtidig viste jeg godt at min “høje” alder var imod mig.Nå, pillerne blev kylet ud og mens kom med det samme, weee… jeg virker stadig!Desværre fik min mand problemer med de nedre regioner (urinrørs forsnævring) og måtte ind og opereres. Æv, mere ventetid med projektet, nu var jeg lige så klar.Manden blev opereret og ugen efter havde vi sex – Det endte med et hyl fra manden, da han fik udløsning og fandt ud af at såret dernede/oppe åbenlyst ikke var helet! – Han stod faktisk og græd på toilettet.

Et par uger gik og min mens udeblev. Tog en test, men var sikker på den ville være negativ, grundet omstændighederne med både mig og manden.
Testen var tydeligt positiv og jeg kunne regne ud at jeg var ca 5 uger henne. – vi var lykkelige og fortalte det til hele familien med det samme, selvom det var tideligt

Der kom en skøn søn ud af alt dette og en dag kan vi fortælle ham at da han blev undfanget, der stod far og græd på toilettet i smerte.


Min mand og jeg havde længe snakket om om vi skulle have barn nr. 3 men efter to år var der ikke sket noget og vi blev enige om at to skønne børn var var nok. En mdr har vi så en smutter og dagen efter jeg skulle have haft menstruation køre jeg lige forbi Netto inden jeg møder på job køber 2l faxe kondi en pakke cigaretter og en graviditetstest. Da jeg kommer på arbejde smutter jeg lige på toilettet og tager resten (for at få tanken om mulig graviditet ud af hovedet) Testen er positiv! Tænker Fuck hvad fanden gør du. Sidder på din arbejdsplads med en positiv graviditets test! Pakker resten ind igen og bed i tasken. Skriver til min mand at resten er positiv, han fatter ingen ting. Kan slet ikke koncentrere mig fordi jeg græder. Barn nr. 3 passer bare så dårligt ind i vores planer. Min mand var vildt glad.Skulle lige sunde mig et døgns tid og nu har vi en dejligt dreng på 2 1/2 år. Fabrikken er brændt, så der kommer ikke flere børn her fra.


Jeg har to dejlige piger, men jeg har været gravid tre gange. Da jeg stod med den positive graviditetstest i hånden de to første gange, var det en dejligt omend lidt nervøs eller spændt følelse, jeg fik i kroppen: kildren i maven, varme kinder og spænding over at skulle fortælle min mand det. Men min anden graviditet endte med en spontan abort i uge 13+2. I tiden efter længdes jeg fysisk og psykisk efter at blive gravid igen. Der manglede noget og jeg var sikker på, at det eneste, der kunne få mig til at blive glad igen, var at blive gravid. Da jeg tog en positiv graviditetstest 4 måneder senere, var min reaktion dog meget anderledes, end jeg havde forventet. Jeg stod med den der pind i hånden og følte bare INGENTING. Jeg smed testen i skraldespanden og fortalte ikke min mand om det. Et par dage efter tog jeg en test igen. Stadig ingen reaktion – bare tomhed. Jeg fortalte min mand det og også ret hurtigt min familie. Men jeg kunne ikke holde ud, at folk sagde tillykke. Jeg var vred over, at jeg fik kvalme og maven ligeså stille voksede. Jeg tror simpelthen, jeg var så bange for at miste igen, at jeg ikke turde glæde mig. Først halvvejs i graviditeten blev det dejligt at være gravid og jeg begyndte at turde glæde mig. Det har jeg det stadig lidt dårligt over i dag. Tænk at jeg ikke rigtig var glad for den lille bebs i maven hele den første halvdel af graviditeten. I dag har jeg en dejlig pige på snart et år og er sikker på, at det nok var meningen, at det præcis var hende, vi skulle have.

Jeg havde smidt p-pillerne for 1,5 år siden. Min cyklus var stadig meget uregelmæssig – alt mellem 20-60 dage mellem menstruationerne. Min kæreste og jeg var på vej til 2. undersøgelse i forbindelse med fertilitetsbehandling, jeg var lidt nervøs fordi jeg skulle have skyllet æggelederne igennem og havde hørt det skulle nive lidt. Nervøsiteten blev dæmpet med op til flere cigaretter inden undersøgelsen denne dag. Da vi kom ind til lægen sagde hun at de rutinemæssigt lige ville scanne min livmoder, så de ikke skyllede et eventuelt æg væk – ja ja, tænke jeg….
Lægen fik meget store øjne og kæmpe smil på læberne “jamen…. tillykke! Der er et lille foster i livmoderen”. Min kæreste og jeg var meget rundt op gulvet, men så glade! Lægen sagde det var meget godt ramt, hun ville skyde på, at jeg kun havde 1-2 ægløsninger om året. Nu sidder jeg her med 2 uger til termin og glæder mig helt vildt til at møde den lille fyr der gemmer sig i maven.
Min mor stak nu nok den vildeste bemærkning, og hun var mildest talt ikke begejstret :”Anne forhelvede!” Jeg svarede hende pænt, at hun kunne ringe når hun kunne sige tillykke.

Og med dén kommentar fra den kommende bedstemor, skulle vi så ikke tage en omgang med mærkelige, dumme, søde eller sjove reaktioner på den positive graviditetstest, fra omgivelserne? Hvis din mor, svigermor, fætter eller nabo har sagt eller gjort ét eller andet helt håbløst til din graviditet, så send mig en mail på canabuttenschon@gmail.com – der er lige nu et autosvar på, men det skal I ikke tage jer af; det er jo bare fordi jeg slikker sol med mine drenge i Italien ❤️ 

Fødselsfredag – ballonkatheter og dårlig kemi

Det er uden tvivl en hård proces for langt de fleste, at få fødslen sat igang og for kvinden her, som fik det gjort med ballonkatheter, var det ingen undtagelse. Heldigvis endte hun alligevel ud med at synes, at hendes fødsel var én af hendes livs største oplevelser. Det er så vildt hvad kvindekroppen kan og jeg synes simpelthen det er så fantastisk hvad den kan – uanset hvor meget eller lidt hjælp den får på sin vej.

ballonkatheter

Jeg blev fulgt tæt i graviditeten med min søn, da min graviditet med min datter 3 år tidligere havde været kompliceret. Hun lå rent vægtmæssigt 36 % under gennemsnittet, pga. dårligt fungerende moderkage. Desuden blev hun født ved akut kejsersnit i uge 33, da min moderkage rev sig løs. Det var en voldsom og traumatisk fødsel. Jeg var derfor angst for at et lignende fødselsforløb i denne graviditet eller et værre, fx at han blev født tidligere end min datter.

Jeg fik ekstra konsultationer hos min søde jordemoder, som jeg også havde haft under min graviditet med min datter og jeg gik til vægtscanninger 1 gang om mdr. Alt så fint ud, vores søn lå vægtmæssigt lige på gennemsnitskurven og voksede og trives som han skulle. En fuldstændig ukompliceret graviditet. Jeg blev tilbudt kejsersnit, men havde et stort ønske om at føde vaginalt. Dette ønske blev heldigvis imødekommet.

Min termin nærmede sig, og jeg havde stadig ikke født. Lægen valgte at sætte mig i gang 14 dage før tid, da der er en øget gentagelsesrisiko for moderkageløsning, særligt efter uge 37. Da jeg tidligere havde fået kejsersnit, kunne jeg ikke blive sat i gang med stikpiller fordi der så er fare for at arret i livmoderen brister. I stedet skulle jeg sættes i gang med et ballonkatheter. En ballon på hver side af livmoderhalsmunden fyldes med vand og meningen er så at disse balloner i løbet af 18 timer skal massere livmoderhalsen så den trækker sig sammen og livmodermunden åbner sig og veerne kan sættes i gang ved at prikke hul på fosterhinderne.

Mormor passede E og kunne tage hende hele ugen. Jeg blev sammen med min mand indlagt på patienthotellet og fik lagt balloner op, var mentalt slet ikke klar til at føde. Vi ventede, timerne gik og der skete ikke noget. Da vi sad og fik aftensmad begyndte det vi troede der var veer at starte. Det gjorde så pisseondt og vi anede ikke helt hvad vi skulle gøre. Vi var meget uforberedte på veerne, da vi havde forstået det sådan at det først var dagen efter der ville begynde at ske noget. Min mand var ret utryg ved jeg havde så ondt, så vi gik over på fødegange og jeg fik kørt en CTG-kurve. Alt så fint ud, veerne var tydelige på kurven. Men jeg havde ikke åbnet mig. Aftenen gik og smerterne blev bare værre og værre, det var uudholdeligt. Vi gik atter engang over på fødegangen, da jeg stadig ikke havde åbnet mig en mm endte en jordmoder med at tage noget af vandet ud af begge balloner. Lettelsen kom med det samme og smerterne forsvandt som dug for solen. Vi fik en god nattesøvn og dagen efter mødte vi igen op på fødegangen. Ballonerne blev taget ud, men jeg var stadig lukket som østers. Jordmoderen tvivlede på at vandet kunne tages og før hun gjorde forsøget, spurgte jeg om jeg måtte vente 1 uge. Jeg følte slet ikke min krop var klar. Det fik heldigvis lov til.

Jeg nød ugen sammen med E, som dog havde lidt svært ved at forstå vi kom hjem igen uden lillebror. Ugen efter følte jeg mig mere klar og lægen der lagde ballonerne op, mente også, at jeg mærkes mere moden.

Det var slet ikke så slemt med ballonerne denne gang. Det gjorde ondt, men jeg kunne være i smerterne. Jeg småsov det meste af dagen og natten med. Dagen efter mødte vi igen på fødegangen og her kunne jordmoderen fortælle, at min livmoderhals var udslettet. Hun prikkede hul på vandet. Det var en meget mærkelig fornemmelse, hun trykkede og moslede på min mave og der flød bare denne her lunkne væske ud. Vi ventede et par timer, og så begyndte veerne så småt at begynde. De tog hurtigt til og pludselig var tanken om lavment og akupunktur fuldstændig ligegyldigt, det gjorde bare så ondt allerede. Jeg var 4 cm åben, og skulle derfor have CTG-bælterne på konstant. Grundet det tidligere kejsersnit skulle jeg overvåges. Jeg havde lært, at en tommefingerregel er, at man ca. åbner sig 1 cm i timen, som andengangsmor. Så jeg begyndte at regne ud, hvornår jeg havde født. Jeg var lykkelig, det var min store drøm at føde vaginalt og nu så det ud som om min drøm skulle gå i opfyldelse.

Jeg fik lattergas i iltmasken, det gjorde det nemmere at trække vejret. Men hold nu op, hvor gjorde det ondt. Jeg nærmest både kvalte min mand og var ved at rive hænderne af ham i smerte. 2 timer senere ville jordmoderen måle mig igen, jeg forstillede mig jeg var ca. 8-9 cm åben, så skuffelsen var stor da hun fortalte jeg kun var 5 cm åben. Lillebror lå lagt nede i bækkenet og pressede for at ville ud, det var derfor det gjorde så ondt. Jeg brød fuldstændig sammen, hvordan skulle jeg holde det smertehelvede ud. Selv om det var mit største ønske at undgå en epiduralblokade, foreslog jordmoderen alligevel at jeg fik sådan en lagt. Jeg takkede ja med det samme, smerterne var ulidelige.

Når jeg havde set film, havde jeg altid grinet af de kvinder der skreg og jamrede sig under veerne. Men nu var det pludselig mig selv, det var ligesom om det lettede en smule at skrige under veerne. Heldigvis kom anæstesilægen hurtigt. Den voldsomme lange nål der skulle ind i min ryg bekymrede mig overhoved ikke på det tidspunkt, hvis bare jeg kunne få fred for smerterne. Han stak nålen ind og der kom endnu en ve. Jeg fik at vide jeg skulle sidde helt stille, jeg skreg endnu højere end før. Smerten var ulidelig og at jeg ikke måtte bevæge mig, det var næsten ikke til at bære.

Der gik ikke lang tid, før smerterne stort set forsvandt. Jeg lå i sengen på den ene side, mens min mand masserede min ømme lænd. Desværre var der vagtskifte, så min søde jordmoder måtte forlade stuen. Jeg svingede ikke så godt med jordmoderen der kom. Hun var belærende på en rigtig træls måde. Hun startede med at sige til min mand, at jeg blev hudløs hvis han forsatte med at massere mig. Han skulle blot holde sine hænder på min lænd. Jeg vendte mig og sagde jeg nok skulle fortælle min mand hvad jeg havde brug for!

Jeg lå i sengen, døsede hen og kunne blot på CTG-scanneren se hvordan veerne udviklede sig. 2 timer senere ville jordmoderen måle mig igen. Jeg var nu 10 cm åben og altså klar til presse. Igen tænkte jeg på, at pressefasen som tommelfingerregel vare 1 time. Jeg begyndte at kunne se en ende på det. Epiduralen gjorde dog, at jeg ikke kunne mærke noget. Jeg kunne mærke hvordan jeg skulle presse. Jeg spurgte jordmoderen om jeg gjorde det rigtigt, hvortil hun svarede at det gjorde jeg ikke – ikke nogen gode råd eller noget! Shit, det var op ad bakke.

Jeg havde ligget ned i lang tid og ville nu at stå. Jordemoderen mente ikke jeg kunne holde til det, men jeg insisterede og jeg fik ret i, at der nu begyndte at ske noget. Det var nemmere at presse at når jeg stod op, jeg kunne arbejde med veerne. Ned på hug og op igen. Jordemoderen mente ikke jeg kunne holde til at stå op og ville have mig i en fødestol. Jeg satte mig i den, men fløj op igen. Den kunne jeg ikke holde ud at sidde i. ”Det er ellers Cs (min jordemoder gennem graviditeten) yndlingsføderedskab”. ”Det er da ikke hende der skal føde” vrissede jeg vredt, da jordemoderens bedrevidenhed seriøst var ved at gå mig på nerverne.

Efter 2 timers forsøg med at presse, skete der stadig ikke en skid. Vores søn gled frem og tilbage i veerne, men der kom ikke rigtig skub i presseveerne – faktisk gik der nærmest stå i veerne. Jeg fik vestimulerende drop og efter 20 min begyndte der endelig at ske noget. Veerne tiltog igen og denne gang kunne jeg mærke noget. Alligevel var der gået så lang tid siden pressefasen startede, at der for en sikkerhedsskyld blev taget en blodprøve af babys hovedskal, heldigvis så alt fint ud. Den ledende jordemoder var blevet tilkaldt, fordi min jordemoder ville drøfte med hende hvad der skulle ske. Hun sagde, at der skulle tages en ny blodprøve om 15 mig. ”Der er han født” sagde min jordemoder og hun fik ret.

Presseveerne tog til og nu ville jeg bare have ham ud! Jeg var kommet op på fødebriksen igen og pressede som en gal i veerne. Endelig kom hovedet ud. Sindssyg mærkelig fornemmelse at mærke det lille hoved mellem mine ben og vide, at nu kom han snart ud. Næste presseve kom baby ud, og op på min mave. Jeg hylede glædestårer, mens jeg kyssede og aede ham blev jeg ved at med sige ”Det var godt du kom nu, jeg kunne ikke mere….” Selvom det havde været så hårdt, var det en af de største oplevelse i mit liv. At føde et velskabt, lækkert lille barn, som jeg modsat min datter (grundet den tidlige fødsel) fik lov til at holde, kysse og kramme alt det jeg ville og bare nyde sammen med min mand.

Fødselsfredag – en fødsel på 3 timer og 14 minutter

Man siger ofte, at tredje gang er en “drillegang”, men for rigtigt mange er tredje gang heldigvis også en rigtigt god oplevelse, når først fødslen for alvor går i gang, ligesom det var for kvinden, der har skrevet denne uges fødselsberetning.

hurtig-foedsel

Min mest perfekte fødsel på præcis 3 timer og 14 minutter. Det eneste der var galt var datoen, fredag den 13, arghmen altså! Min mand havde drillet mig hele graviditeten med at det nok blev fredag den 13, dagen før termin. Det var bare den eneste dag jeg ikke ville føde på. Men altså pyt nu med det, når alt andet nu var så perfekt.

Jeg har haft tre rigtig gode og meget forskellige fødsler, men min tredje fødsel er klart den bedste, ja jeg vil faktisk sige helt perfekt! Første fødsel foregik stille og roligt på sygehuset, andet fødsel var en planlagt hjemmefødsel, men på grund af meget grønt fostervand blev vi sendt i ambulance mod hospitalet men pludselig gik det stærk og jeg gik fra 5 cm til han var født på meget kort tid og han endte med at blive født sund og rask på tre presseveer – i ambulancen (som I engang kunne læse om HER, red.). Tredje fødsel var ligeledes en planlagt hjemmefødsel og det er den jeg nu vil berette om.

Tredje fødsel kan jo godt være lidt af en drillefødsel der går igang, tror man, for derefter at gå i stå igen. Dette skete også for mig, så efter første nat med regelmæssige kraftige plukkeveer fik vi sat det hele igang. Farmor kom og hentede de to store, min mor, som skulle være med til fødslen, kom og jordemoren kom. Min anden fødsel gik rigtig hurtig, så vi ville gerne være sikre på at jordemoren nåede at komme, så derfor tilkaldte vi hende selvom det ikke gjorde ondt, ondt.  Men da jordemoren trådte ind af døren gik “veerne” i stå…. Jeg gik rundt og prøvede at få dem igang igen men uden held. Hun mærkede  på mig og jeg var to cm åben. Hun gik igen efter en times tid og vi hyggede os og nød bare at være os to for en stund uden de to store.

De efterfølgende 6 nætter forløb på samme måde, men jeg havde nu lært at det ikke er fødslen der er igang.

Pludselig en morgen efter min mand er kørt af sted for at aflevere de to store i børnehave og skole kom der en ve, nu var jeg ikke i tvivl, det var en meget kraftig ve – som i virkelig kraftig. Klokken er præcis 8:00. Jeg får skrevet til min mand at han skal komme hjem igen når han har afleveret. Efter 3 veer lige i træk ringede jeg efter jordemoren, nu var jeg ikke i tvivl. Jeg kunne ikke tale mens jeg har veerne og jordemoren i røret er ikke i tvivl, de kan godt sende en med det samme. Jeg gik i karbad og nød det virkelig. Veerne var kraftige og regelmæssige og jeg lå og var fyldt op af lykke. Min mand kommer hjem og får ringet efter min mor. Min mor kom ved 9 tiden og begynder at støvsuge (hun har lidt rengøringsvanvid og synes vist ikke helt der var pænt nok til jordemoren;-)) Mine veer blev kraftigere og kraftigere, men jeg nød stadig badekarret og tænkte også lidt taktisk, at det nok var bedst at blive liggende til jordemoren kom. Jeg ville nødigt ende med at føde inden hun kom. Min mand blev lidt urolig og vi bliver enige om at han lige skulle ringe til hospitalet og høre hvor jordemoren blev af. Vi fik at vide at hun nok ville være hos os snart, men hun havde været derhjemme og skulle først lige forbi Hillerød og hente alle hjemmefødselstingene.

Kl 9.30 banker det på badeværelsesdøren og ind kommer den bedste jordemor jeg nogensinde kunne drømme om. Det var nemlig hende der havde taget imod min søn som blev født tre år forinden i ambulancen. Jeg blev så glad og lykkelig og begyndte at græde af glæde. Jeg kunne slet ikke forstå at det faktisk var hende. Hun fik et ordentlig vådt kram af en splitternøgen fødende mig. Det var simpelthen så dejligt at det netop var hende. Vi havde sådan en god kemi dengang jeg fødte min søn og hun fortalte at hun tit havde tænkt på mig og vores ambulancefødsel og det var gengældt, for hold op hvor havde jeg tit tænkt på hende også. Mine veer var så kraftige og fødslen så langt henne at jeg ikke kunne snakke meget, så det var bare så dejligt at vi ikke skulle til at opbygge et bånd sammen der, jeg var tryg ved hende fra starten, hun kendte mig og mine ønsker og min måde at håndterer veerne på. Jeg kom op af badet så hun kunne mærke og lytte. 6 cm åben og alt var som det skulle være. Min mor skar lidt frugt til mig som jeg spiste mellem veerne med stor velbehag. Vi havde stillet vores gamle seng op inde i stuen og her brugte jeg nu lidt tid på at sidde og havde nogle rigtig gode veer. Jeg hang henover en stol under veerne og snakkede og grinte i vepauserne. Min mor kunne slet ikke forstå at jeg havde overskud til det imellem veerne, men der var bare sådan en god stemning og det var bare så hyggeligt. Da jeg havde siddet der en halv times tid ville jeg gerne ud under bruseren. Derude gik det stærkt, hold da op nogle smertefulde og effektive veer jeg havde! Jeg kaldte på min mand, jeg havde brug for en at holde (læs: knuse) i hånden under veerne. Han klarede smerten i hans hånd rigtig flot og intet ondt ord kom ud af hans mund. Jeg derimod brølede af smerte, på den der urkvinde agtige måde. Jeg kunne mærke hvor meget der skete inde i min krop under hver ve – det var fedt. I en af vepauserne begyndte jeg at grine, for det gjorde bare så afsindigt komisk ondt. Måske en underlig reaktion, eller en meget dårlig humor jeg har… Jeg fik øjenkontakt med min mand og sagde bare noget i stil med “Jeg håber godt nok ikke den her fødsel varer længe for det her kan jeg da ikke holde ud meget længere” og så grinte jeg igen.

Under veerne under bruseren faldt jeg helt sammen i hug, mens min mand både skulle holde mig i hånden og bruse min mave. Stakkels mand, jeg ved ikke hvordan han gjorde det uden at blive våd også. Efter et kvarters tid under bruseren begyndte jeg at få pressetrang, men på en lidt underlig måde. Ikke som rigtige presseveer. Jeg kom ind at ligge i sengen i stuen og jordemoren mærkede på mig. Det pressede fordi der stod en ordenlig blære af fostervand ned mod åbningen, så det var altså ikke hovedet der stod og pressede og derfor føltes det lidt underligt. Men jeg var fuldt udvidet og alt var godt. Jeg ville gerne blive inde i sengen og veerne ændrede nu karakter. Der var nogle lange pauser imellem veerne, ca 10 min, og det var nogle mærkelige presseveer. Jordemoderen roste mig og sagde, at jeg bare skulle følge hvad min krop ville. Den ville ligge på siden i pauserne og jeg var nu lukket helt inde i mig selv og nød de dejlig lange pauser. Min mor fortalte efterfølgende at hun var lidt bekymret for om fødsel gik i stå med de lange pauser, men jeg vidste at jeg snart ville føde og kunne mærke hvor meget hver ve gav så jeg var slet ikke nervøs. Jeg nød bare at min krop kunne nå at tanke energi i de lange pauser. Jeg var stadig helt fyldt op af lykke og overskud. Veerne var hårde og gjorde mega ondt, men det var også fedt at mærke min krop arbejde med veerne. Jeg spurgte om hun ikke skulle prikke hul på vandet, men hun sagde at hun var sikker på at lige så snart vandet var gået ville jeg føde rigtig hurtig efter og min krop skulle have lov til at arbejde uden hun blandede sig. Det er jeg rigtig glad for nu her bagefter.

Jeg lå vel i en times tid sådan med de veer. Pludselig gik vandet kl 11.10 i et ordentlig sprøjt, nok en halvanden meters penge. Lige ud over den kravlegård jeg lige havde gjort klar til den lille. Nå pyt med kravlegården, det vigtigste for mig var at vandet var klart! Sikke en lettelse. Jordemoderen fortalte bagefter at hun havde sat sig strategisk sådan at hun ikke ville blive ramt for hun viste godt at det ville gå i et ordentlig sprøjt. To rigtige presseveer senere kl 11.14 kom vores skønne datter til verden. Min mand tog imod hende som han også gjorde med vores ældste datter og som det også var meningen han skulle gøre med vores mellemste. Hun lå længe hos mig og ville hurtigt sutte. Hendes navlestreng blev klippet af den stolte far efter den havde stoppet med at pulsere. Jordemoren blev et par timer, det var så hyggeligt bagefter at snakke med hende både om denne fødsel og min søns fødsel tre år tidligere. Vi spiste boller og kage alt imens min datter lå ved mit bryst. Det var skønt med roen og en jordemoder der ikke havde travlt. Min datter fik lov at ligge ved mit bryst indtil hun selv slap og først her blev hun undersøgt og målt og vejet. Verden var nu blevet et styks helt perfekt lille baby rigere. Min far kom ved 13-tiden og fik også lige hilst på jordemoderen inden hun fik et ordentlig farvelkram og blev sendt af sted til resten af hendes døgnvagt. Mine forældre tog så ned og hentede de to store kl 14 da den ældste havde fri fra skole og de kom hjem og så deres dejlige lillesøster for første gang. De havde jo ingen anelse om hvad de kom hjem til, så det var en dejlig overraskelse. Vi nød resten af dagen i sengen med vores lille nye familiemedlem og farmor og farfar kom også og så den lille solstråle. Lige nu mens jeg skriver har jeg det største smil på læberne og ser tilbage på den mest fantastiske oplevelse

Du laver jo knibeøvelser nu, ikke sandt?

knibeoevelser

Det er de færreste kvinder der tænker over dem, førend de bliver gravide og trykket ned mod blæren bliver så stort, at den pludselig lækker en dråbe eller to, bedst som man skal til at løfte de to tunge indkøbsposer der står for enden af kassebåndet, imens man står dér, med sin store mave og sin alt, alt, alt for hvide kjole og føler at man blotter sig og sit lækkende underliv for hele supermarkedet. Det er selvfølgelig bækkenbunden jeg taler om. Vores allesammens “kære” bækkenbund.

Bækkenbunden er en muskelgruppe som ligger i bunden af bækkenet, som lukker bækkenet nedadtil og som sørger for at du kan holde på prutter, urin og afføring. Samtidig sørger de for at dine organer i underlivet bliver lige nøjagtigt hvor de skal være og den er altså, på dén måde ganske snedig. Så længe den er veltrænet i alle tilfælde.

I løbet af en graviditet kommer der en markant øget belastning på bækkenbunden, som derfor vil kræve træning, hvis ikke den skal “bukke under for presset” og i de tilfælde hvor graviditeten sluttes af med en vaginal fødsel, bliver presset selvsagt bare endnu større. Under en vaginal fødsel strækkes bækkenbunden voldsomt, der opstår et enormt pres og i nogle tilfælde vil dele af bækkenbundsmusklerne blive revet over – og heldigvis syet sammen igen.

Derfor kræver graviditet og fødsel for stort set alle kvinder, at der bliver iværksat noget seriøs genoptræning af bækkenbunden efterfølgende. Både for at kunne holde på luft, vand og dét der er værre, men også for at kunne holde blære og livmoder på rette plads, så man ikke pludselig som 55-årig står med sin livmoder hængende mellem benene. For ja, det er der faktisk – groft sagt – nogen der gør, så det er bare om at komme igang med genoptræningen. Eller sagt mere direkte: Du skal have gang i dine knibeøvelser, søster!

Mange tror ganske fejlagtigt, at man godt kan spænde – eller knibe – i noget af bækkenbunden, men faktisk er det sådan at hele bækkenbunden er forbundet og så snart du spænder ét sted, spænder du over det hele.

Det er selvfølgelig ikke sådan at man bare sådan uden videre kommer til at gå og sjattisse ud over det hele, men der er alligevel temmeligt mange – helt almindelige – situationer, hvor der kommer et øget pres på bækkenbunden, som den altså allerhelst gerne, helt af sig selv, skulle være i stand til at stå imod, uden at lade hverken det ene eller det andet slippe forbi sig.

Det være sig for eksempel:

  • Tunge løft – herunder altså også baby i autostolen, eller barnevognen, der skal løftes op over kanten til bussen.
  • Host og kraftige rømmelser.
  • Løb
  • Dans
  • Når du rejser sig fra stolen – eller sofaen især, fordi den er lavere og du dermed har længere op og øget pres på bækkenbunden.
  • Når du skal undertrykke din trang til vandladning eller afføring.

Normalt vil bækkenbunden under alle ovenstående punkter automatisk trække sig sammen og understå dét pres der måtte komme, men når bækkenbunden – særligt hyppigt efter graviditet og fødsel – er blevet slap, vil du være nødsaget til at være opmærksom og aktivt spænde op – og forhåbentligt opdage, at den er stærk nok til at holde.

For rigtigt mange kvinder vil det dog i nogle tilfælde være umuligt at holde på især luft og urin efter en fødsel, når bækkenbunden belastes i tilfælde som dem nævnt ovenfor. Musklerne er simpelthen ikke hvad de har været og det kan i det hele taget være ganske svært lige at finde ud af hvad der er knib og hvad der ikke er. Men det skal gøres og det er så vigtigt at huske og at pleje sine knibeøvelser. Ja, det er faktisk lige før jeg vil sige til dig, at du fortjener at være sådan én, der er god til at lave knibeøvelser, for helt ærligt, hvem gider at være hende, som altid – selvom det måske kun er to dråber – frygter at hun lugter af tis? Ingen.

Samtidig kender jeg stort set heller ingen kvinder – jeg selv inklusive, i øvrigt – som med hånden på hjertet siger, at de er gode til at huske knibeøvelserne. Desværre, for os, altså!

Det handler jo i virkeligheden bare om at komme igang. Start op med knibeøvelserne så hurtigt som muligt efter fødslen; bare rolig, du kan ikke ødelægge noget, ved at lave knibeøvelser. Tværtimod. Det skal selvfølgelig ikke gøre ondt, men det kan faktisk være ret smart at starte ganske hurtigt efter fødslen, fordi musklerne da vil være ømme og “til at mærke” som en del kvinder ellers har svært ved i ugerne og nogle gange månederne efter en fødsel.


Det tekniske:

Et knib starter altid omkring endetarmsåbningen, hvor du også, hvis du bliver i tvivl, kan mærke om du gør det rigtigt. Når du spænder, vil mellemkødet (og endetarmsåbningen, hvis du hellere vil mærke dér) løfte sig let fremover, samtidig med at du skal slappe helt af i baller og mavemuskler – og samtidig huske at trække vejret.

Det lyder måske svært, men så snart den er fanget, er det faktisk piece of cake.

Okay, piece of cake er selvfølgelig så meget sagt, men det er virkelig ikke svært når først du er kommet igang. Genoptræningen af bækkenbunden – som i øvrigt gerne skal vedligeholdes livet igennem – kræver at du laver knibeøvelser hver dag i cirka 3-4 måneder. Som en tommelfingerregel skal du gerne knibe 10 x 10 sekunder 2-3 gange dagligt.

Hvis du har svært ved at finde dit knib, kan det være fordi der er kommet skader i forbindelse med fødsel og hvis du træner i 3 måneder uden effekt, bør du opsøge din læge eller en fysioterapeut som kan udrede dig for eventuelle skader på din bækkenbund, som kræver behandling.


Det er så “skide” vigtigt at lave sine knibeøvelser, så skal vi nu ikke tage hinanden i hånden og forsøge at give den en skalle? Allesammen? Jeg tænker, at jeg vil starte ud på instagram med nogle stories, hvor jeg forhåbentligt kan minde dem der måtte kigge med der om, at lave knibeøvelser. For alene dét at tale om dem, hjælper. Du sidder jo og kniber nu, ikke sandt?

Du fortjener at tage dig tid til din bækkenbund!” og som en bonus kan det give et bedre sexliv at gøre det!

Fødselsfredag – den fedeste oplevelse i uge 36

Der var ingen andre end jordemoderen, der havde forudset hvor hurtig denne fødsel ville ende med at være og selvom det ingenlunde lyder som om det var en dans på roser, så beskriver kvinden fødslen som den fedeste oplevelse og dét synes jeg er så sejt!

img_7671

Det hele starter egentlig med den positive graviditetstest og besøget hos lægen, hvor graviditeten bekræftes, vandrejournalen udarbejdes og terminsdatoen fastsættes – 16. april 2017 – et forårsbarn i april, som vi havde ønsket os. Terminsdatoen blev efterfølgende ved nakkefoldsscanningen rykket til 10. april. Senere scanninger viste, at vi ventede os en lille fin dreng, hvilket gav anledning til endnu større jubel hos de kommende bedsteforældre – vi er, med undtagelse af min lillebror, kun piger i HELE familien! 

Ugerne gik og jeg havde en forholdsvis nem graviditet, hvor jeg på ingen måde led under nogle af alle de gener man ellers frygter og hører om i ét væk. Jeg var lidt træt i 1. trimester, men herrestegud. Det eneste der irriterede mig, var, at jeg ikke kunne være så aktiv og presse mig selv så meget, som jeg ellers var vant til. 

Da tiden nærmede sig og jeg kunne begynde at ane den forestående barsel, begyndte jeg at frygte den en smule. Ikke pga. selve tanken om fødslen, som jeg egentlig havde det ret afklaret med – jeg vidste jo godt, at der ikke var nogen vej udenom selve projekt “jeg skal have noget stort ud af mig!”… (Man må tage det sure med det søde 😉 ) Men jeg frygtede det fordi jeg ville kede mig bravt på barsel! Men på barsel gik jeg altså (6 uger før termin), sådan som overenskomsten foreskriver.. men fortsatte med at arbejde i smug derhjemme. Samtidig gik jeg og overvejede fødslen og tænkte, at den nok kom til at tage dagevis. Jeg havde en idé om, at det som førstegangsfødende ville være en lang fødsel – men her blev jeg klogere! Men for mig var det vigtigt ikke at frygte fødslen – der var jo alligevel ikke så meget at gøre ved det, ud skulle han jo! 

36+2 havde min svigermor været forbi os tidligt om morgenen for at hente nogle ting, og hun havde spurgt til, om jeg kunne få dagene til at gå og om alt var vel. Lidt træt af kedsomheden fik jeg kækt svaret, at jeg kedede mig grumt – men at jeg dog havde lidt planer for dagen. Omkring kl. 11 ville jeg rejse mig for at hente en formiddagssnack, og i det jeg rejste mig, føltes det som om jeg tissede i bukserne! Og alverdens knibeøvelser kunne ikke stoppe vandet, der løb ned ad benet på mig! Ikke at jeg overhovedet havde forstået hvad der foregik, men jeg fik alligevel fundet sedlen med fødegangen telefonnummer frem og skyndte mig ud på toilettet med mobilen. Jeg fik fat en den sødeste jordemoder, som spurgte hvad hun kunne hjælpe med. Hulkende fik jeg spurgt, hvordan det føltes når vandet gik og hun bekræftede, at det nok var det der var sket. Jeg tudede og hun spurgte lidt bekymret, hvorfor jeg græd – om det var af glæde eller frygt? Hulkede, at det var alt for tidligt, og at jeg først havde termin i april! Hun fik mig beroliget med, at det var helt okay og at vi jo bare skulle fejre fødselsdag i dag. Hun bad mig tage et bind på og se tiden an – og så skulle jeg ringe igen 4 timer senere. Bind på, og så ringede jeg til min mand og sagde, at nu måtte han ikke blive forskrækket, men mit vand var nok gået… Han spurgte, om han skulle komme hjem, men fik lidt cool sagt, at det var der vist ingen grund til, for der var jo ikke sket andet og jeg skulle først ringe til fødegangen igen om 4 timer. Stakkels mand, han kunne jo ikke arbejde videre med den besked i baghovedet! Jeg fik også skrevet til min veninde, at jeg nok blev nødt til at aflyse vores aftale dagen efter. Skrev også kort hvorfor, så hun ringede. Da jeg tog telefonen, hulkede jeg igen – samtidig med at der kom en skylle af den anden verden! Igennem bind, tøj, stol og ned på gulvet! Min veninde var så sød og god at snakke med. Hun har selv en datter, så hun vidste ligesom hvad der skulle ske. Så hende holdte jeg tæt kontakt med, alt imens veerne stille og roligt meldte deres ankomst. Kl. 13.30 skrev jeg til min mand, at jordemoderen nok havde ret i, at der skulle fejres fødselsdag i dag! Veerne havde virkelig fået godt fat, og alligevel tænkte jeg, at der var meget længe til, så jeg havde beordret min (stakkels) mand at handle noget juice og kiks med hjem, så vi kunne holde blodsukkeret oppe til det lange forløb en fødsel er. Da kl var lidt i 15 ringede jeg igen til fødestuen som aftalt. Det var en anden jordemoder jeg fik fat i, som meddelte, at de havde meget travlt og måske skulle vi omdirigeres til et andet sted. Kl. 15 en onsdag eftermiddag! I myldretrafikken! Hun fik dog også spurgt til, hvor langt der var imellem mine veer, hvilket jeg overhovedet ikke havde styr på! Der havde lige været en inden jeg ringede og så kom der en i samme øjeblik hun spurgte – altså snarere med 2 min interval i stedet for de 5 jeg havde slynget ud som svar på spørgsmålet 😉 Hun ville lige tjekke ift travlheden og ville ringe tilbage, hvilket hun gjorde kort tid efter og vi fik lov til at komme ind til tjek. Så ned i bilen og afsted med os. Jeg havde veerne skyllende ind over mig og fik sagt til min mand, at vi helt sikkert ville blive sendt hjem igen – i mit hoved blev alle førstegangsfødende sendt hjem igen, fordi de overhovedet ikke var i aktiv fødsel ved første tjek! Min mand fik sat mig af ud for opgangen ind til fødegangen, og så kunne jeg gå i forvejen – eller rettere; nærmest kravle i forvejen, så meget havde veerne overtaget min krop! Så jeg fik nærmest kravlet hen til elevatoren og sad på hug i den op til fødegangen, som jeg også nærmest kravlede ind på. Blev taget i mod af det sødeste personale og blev vist ind i et undersøgelsesrum, hvor jeg fik sagt til den jordemoder der skulle undersøge mig, at jeg godt vidste at vi blev sendt hjem igen, men at jeg godt lige ville tjekkes. Fik også sagt, at jeg hele tiden havde det som om jeg skulle på toilettet. Med et smil på læben fik hun sagt, at det skulle jeg ikke regne med, for det her kom til at gå stærkt! Jeg havde åbnet mig 3 cm på ganske kort tid, så vi kom direkte ind på fødestuen. Her gik det slag i slag, veerne havde fuldstændig kontrollen over min krop og jordemoderen heppede nærmest på mig 😉 Veerne kom konstant og jeg følte ikke, at jeg havde pause mellem dem, så efter at have fået bistik, som ikke hjalp, og lattergas som jeg kastede op af, fik jeg tigget og bedt om en epidural. Min mand var meget skeptisk, for jeg havde under graviditeten sagt, at det skulle jeg på ingen måde have! Så ham og jordemoderen trak tiden, men jeg fik endelig overtalt dem. Dog skulle der en elektrode op på babys hovede først, for hun kunne ikke måle hans hjerterytme. Anæstesilægen kom og præsenterede sig (og hvorfor skulle han det, jeg var da bedøvende ligeglad med hans navn og titel!) og Gud hvor var det befriende at få den, jeg kunne pludselig være til stede rent mentalt, og min mand har også efterfølgende sagt, at det var som om jeg blev lidt mig selv igen. Det betød også, at jeg kunne slappe en smule af og jordemoderen gik ud for at få lidt at spise imens. En times tid senere fik jeg igen følelsen af at skulle på toilettet – Big time! Så vi kaldte jordemoderen ind, som, igen med et smil på læben, fik sagt, at hun ikke troede på, at det var det jeg skulle, men jeg kunne godt få lov til at prøve! Så mig frigjort af ledninger og så ellers vraltende ud på toilettet, hvor jeg sad og pressede. Men jeg syntes at det føltes som om, at det var et forkert hul der var noget på vej ud af, så forsigtigt fik jeg sneget en hånd ned mellem benene og kunne mærke min søns hoved! Det næste husker jeg ikke, men ifølge min mand lød der et panikskrig af den anden verden ude fra toilettet og ud kom jeg i bedste Quasimodo-stil løbende og kastede mig i sengen, og ind kom en kvindelig sosu, som skubbede mit ene ben helt op ad væggen og nærmest lagde sig på det, mens jordemoderen satte det andet ben i spænd under sig, mens hun guidede mig igennem pressefasen. Min mand holdte min hånd, og på et tidspunkt kiggede jeg op på ham for at se ham i øjnene, men hans blik (og hoved!) var meget fokuseret på det der skete nede mellem mine ben! For som han efterfølgende har sagt, så var det ligesom der det hele foregik! Jeg fik vist også hvæsset ad ham, at det altså var mig der skulle klemme hans hånd og ikke omvendt! Efter 6 min presseveer var min søn ude og meldte sin ankomst til verden med et skrig 🙂 4 timer efter ankomsten på Riget og 8,5 timer efter vandet var gået! Det var der ingen andre end jordemoderen der havde forudset 😉

Efter det hele var overstået og både baby og jeg var blevet tjekket, grinede jordemoderen og sagde, at jeg vist var den skabte fødemaskine og at næste gang skal vi komme lidt tidligere ind, for der vil det komme til at gå endnu stærkere. Høj på adrenalin og lykke fik jeg vist også sagt, at det her gør jeg gerne igen! Jordemoderen fik da også et kram, da hun havde kørt os op på barselsgangen. 

Min pointe med denne fødselsberetning er, at vi kvinder er seje og har født børn altid! Vi er skabt til det og der er intet at frygte. Min lommefilosofi er så også, at hvis vi frygter det, vil vi modarbejde kroppen, hvilket kun vil forværre fødslen…  Min fødsel var den fedeste oplevelse og jeg er så stolt af vi kvinder, at vi kan gøre det! Og mine veninder, der ikke selv har født, har sagt at det er befriende at høre om en god oplevelse, i stedet for de skrækkelige, hvor moderen brister fra hul til hul, ikke kan sidde ned i 14 dage efter osv.. 

Desuden vil jeg gerne sige tak til den jordemoder, der tog i mod min søn og som bare var den mest fantastiske under fødslen! Hun fik min mand og jeg til at føle os trygge ved situationen og vi har efterfølgende snakket meget om, at hun skal have en stor tak for en fantastisk oplevelse! Så kæmpe stor tak til Katrine, som var på vagt på Riget d. 15. marts 2017. 

De sjove spørgsmål om graviditet og fødsel

Nogle spørgsmål (og svar) er simpelthen for sjove til at holde på, og selvom de ikke er spor seriøse eller med det ringeste faglige islæt, så synes jeg stadig de fortjener plads på en jordemoderonsdag. De har i alle tilfælde fået mig til at grine og nu håber jeg, at de kan gøre det samme for jer, for det føles alt andet lige altid dejligt at grine! Det er sågar lige før jeg vil tro, at det er godt for oxytocinniveauet, som jeg har skrevet så meget om i indlægget om at forberede sig på at føde.

sjove spørgsmål om graviditet og fødsel

Bør jeg få et barn, efter 35? 

Nej, 35 børn er nok.

Hvad er den mest pålidelige metode til at afgøre barnets køn?

Fødsel.

Min kone er fem måneder henne og så humørsyg, at hun sommetider grænser til at være direkte irrationel.

… Så hvad var dit spørgsmål?

Hvad er den hyppigste “craving” man får i slutningen af sin graviditet?

At få fødslen overstået.

Hvornår tror du jeg føder?

Når du er absolut udmattet af at have haft veer. Og presseveer.

Min doula fortæller mig, at det ikke er smerte jeg mærker, når jeg skal føde barnet, men derimod et enormt pres mod bækkenbunden. Er det rigtigt?

Ja, det er fuldstændigt som dengang i december 1999, da Peter Tanev sagde, at der ville komme lidt rigeligt vind hen ad aftenen…

Er der noget særligt jeg bør undgå, når jeg skal komme mig ovenpå fødslen?

Graviditet. Bestem selv hvordan.

Vores barn blev født for to uger siden; hvornår kan jeg forvente at min kæreste igen begynder at føle sig – og ikke mindst opføre sig normalt igen?

Når jeres barn flytter hjemmefra.

Som helt spritny, ung jordemoder…

Det er i dag akkurat otte år siden jeg stod med et træstetopskop i hånden og skålede i champagne på, at jeg var blevet jordemoder.  Ung jordemoder, endda. Jeg fatter ikke hvor tiden er blevet af. Til gengæld fatter jeg heller ikke, hvor ung jeg rent faktisk var. For jeg var kun 22 år gammel, da jeg kunne brøste mig med titlen som jordemoder. Det har uden sammenligning været det 3,5 mest lærerige år, i den tid jeg gik på jordemoderuddannelsen, hvor jeg, særligt i mine praktikperioder, lærte hvem jeg var – eller i hvert fald hvem jeg gerne ville være. Både som ung jordemoder og som menneske. Men det var altså ikke helt nemt at skifte skiltet med studerende ud med det meget ansvarsfulde jordemoder.

ung jordemoder

Som helt spritny, ung jordemoder…

… Var jeg seriøst lige ved at kalde på en voksen, første gang jeg gik ind på en stue og lukkede døren bag mig, velvidende, at der ikke ville komme en erfaren jordemoder efter mig. Hvordan skulle jeg dog håndtere det kæmpe ansvar?!

… Følte jeg mig enormt priviligeret over, at få mit helt eget skab i omklædningen. Som godtnok lå nærmest i den anden ende af hospitalet, men det var mit!

… Var mit værste mareridt, at blive spurgt om min alder.

… Troede de mænd jeg mødte i byen altid at jeg var fuld af løgn, når jeg fortalte dem om mit job.

… Blev jeg altid intimideret af alle de kvinder, som resolut fortalte mig om deres egne fødsler, fordi jeg troede at jeg skulle kommentere på dem. Sidenhen har jeg lært, at det er nok at lytte og at det i øvrigt er enormt hyggeligt at høre om.

… Sagde jeg altid med et smil at jeg var mor til fire drenge, når nogen spurgte om jeg havde børn. Velvidende, at den som spurgte ville vide, at jeg løj.

… Gjorde jeg intet ved mine mørke rander under øjnene i mine natte- eller døgnvagter, i håbet om at se lidt mere autoritær ud.

… Iførte jeg mig ofte en pangfarvet perlehalskæde som min dengang 4-årige niece havde lavet til mig, fordi jeg tænkte, at det ville få mig til at ligne en mor.

… Troede jeg faktisk, at der var temmeligt meget sandhed i fordommen om, at man bliver en bedre jordemoder, når man selv har født. Som jeg HER beskrev hvorfor man ikke gør.

… Skulle jeg helt klart have nydt det noget mere. Jeg skulle have ladet brok i kaffestuen passe sig selv og bare have gjort dét jeg var allerbedst til. For selvom jeg var både usikker og ny, så fandt den fødende og jeg stort set altid melodien – og jeg vidste jo for fa’en hvad det drejede sig om. Jeg vidste nærmest alt der var at vide og jeg satte mig trolig på fødelejet at var der, sammen med den fødende. Lige hvor jeg skulle være.

Fødselsfredag – Tog selv imod sit barn

Egentlig fylder det ikke så meget i fødselsberetningen, men det er alligevel dét jeg hæfter mig mest ved; at kvinden selv tog imod sit barn. Det kræver et enormt overskud – både af jordemoder og af fødende og jeg er helt pjattet med det!

img_7484

Da jeg stod med en positiv graviditetstest den 22. September, føltes det næsten skæbnesbestemt. Det var denne dag præcis ni år siden manden og jeg mødte hinanden første gang og dagen før havde testen sagt negativ, men jeg havde altså en fornemmelse af, at der var noget, så det var fint, at det netop var denne dag jeg kunne teste positiv for første gang – perfekt årsdagsgave.

Jeg var rimelig hurtigt lidt lun på tanken om en hjemmefødsel, og fik også efter lidt overtagelse far med på den. Det kunne jeg kun få lov til, hvis jeg fødte efter 37+0, og det var jeg lidt bekymret for, da jeg fødte den store i uge 37+2, og jordemødrene mente derfor ikke jeg ville gå til termin denne gang heller. 37+0 blev altså en ret vigtig dag for mig, og en slags terminsdato. Jordemoderen kom på hjemmebesøg 36+3, og alt så fint ud, vi fik ros for den fine “fødestue” vi havde fået indrettet. Vi har et ret stort nyrenoveret bryggers, hvor vi havde sat en enkeltmandsseng og ellers indrettet med lys osv. 37+0 kom, og jeg var KLAR! På en helt anden måde end jeg havde prøvet med storebror nåede jeg at blive virkelig utålmodig og træt af at være gravid. Jeg glædede mig til fødslen og jeg glædede mig til at se, hvad det var for en lille fyr, der gemte sig inde i maven. Da jeg var 38+6 skulle vi til guldbryllup halvanden times kørsel fra vores hjem. Vi ventede til sidste sekund med at tage stilling til, om vi virkelig skulle tage den tur, men jeg kunne vel heller ikke bare sidde derhjemme og vente, når det nu ikke rigtigt lod til at der skete noget? Vi holdt et lille pitstop på vejen, og så gik bilen i stå og manden mente ikke vi ville kunne køre videre. “Det er et tegn” tænkte jeg, og var klar til at finde en måde at komme hjem på. Men bilen artede sig, og vi kom afsted, og fik en hyggelig dag uden andre tegn på fødsel end de efterhånden ret drilske plukkeveer. Dem havde jeg efterhånden mange af, og havde flere gange nogle rimeligt regelmæssige plukkeveer over nogle timer, hvor jeg tænkte, at nu er det nu – og så gik det i sig selv. Efterhånden var jeg ved at være ret træt af det, og ved at være noget irritabel at være sammen med. Omkring uge 39 begyndte jeg at have kvalme og madlede og en følelse af at hans hoved borede sig ned i lysken på mig – der var klart noget under opsejling, men hvornår?? Uge 39+1 var jeg ved zoneterapeaut, og hun ville forsøge at sætte noget i gang – men det kunne hun kun, hvis der allerede var optræk til noget. Hun trykker på et ømt punkt, og spørger, hvordan mit energiniveau er? “Jeg er TRÆT!!” Det kunne hun godt mærke… Med lidt fornyet energi tog jeg hjem og ventede, men måtte slukøret konstatere, at der indtil videre ikke virkede til at ske noget.

Jeg var begyndt i min venteboble at tjekke mit daglige horoskop – da jeg var 39+3 tjekkede jeg det ligeledes om morgenen. Der stod: “Du kan virkelig forvente al den hjælp og opbakning som du har brug for. Der er romantiske toner i luften, og du kan glæde dig til iaften.” Det lovede da meget godt! Omkring kl 13 begyndte jeg rent faktisk at mærke nogle ve-lignende smerter, men med fare for at jinxe det endnu engang, holdt jeg det for mig selv. Manden hentede den store fra børnehave, og gik ellers udenfor og arbejdede på at få lavet terrasse. Da klokken blev 16.30 var jeg ikke længere i tvivl, og skrev til ham, at det vidst var tiden at ringe til jordemoderen. Han kom ind, jeg fik ringet til jordemoderen, vi aftalte at snakkes ved en times tid efter, da veerne endnu ikke var begyndt at gøre rigtig ondt. Vi fik aftalt med farmor og farfar at de skulle hente storebror. Kl 18 skrev jordemoderen, og spurgte om hun skulle komme, og jeg skrev tilbage, at jeg endnu kunne samtale under veerne, men kunne mærke at de tog til. Hun ankom en halv times tid efter, og tjekkede mig – 3 cm åben – endnu ikke i aktiv fase, men godt på vej. Hun ville blive, og en jordemoderstuderende, som meget gerne ville med til en hjemmefødsel kom en times tid efter, efter at have kæmpet for at skaffe en bil. Jeg tog et bad, lå på bold og veerne blev kraftigere og kraftigere. Jordemoderen var ret imponeret over, hvordan jeg indtil nu havde sprunget rundt imellem veerne og været meget aktiv. Mit blodtryk var da også en anelse for højt, men jordemoderen tilskrev det mit energinivau, og var ikke så bekymret. Jeg blev tjekket igen klokken 21 – 4 cm og i aktiv fase. Vandet stod som en spændt ballon om ham, og jeg fik at vide at så snart det gik, ville det gå stærkt, og han stod rigtig dybt i bækkenet. Så selvom det kun var 4 cm, svarede det nærmere til 6 cm. Nu skulle kroppen bare arbejde, og veerne blev da også ondere og ondere. Jeg fik hvilet lidt imellem mine veer, og når der var ve brugte jeg Smertefri Fødsels vejrtrækningsteknik, det hjalp. Da klokken var omkring 23, bad jeg om at blive tjekket igen – jeg ville gerne vide, hvor jeg stod. Ca 8 cm åben. Der kom en ve imens hun tjekkede mig og under den ve udvidede jeg mig til 9-10 cm. Efter næste ve – 10 cm. Det gik pludselig stærkt! Jeg spurgte, hvad der så skulle ske nu? De ville rigtig gerne have vandet til at gå af sig selv, så jeg skulle op og stå og se, om det ikke kom. Det gjorde det ikke, og jeg begyndte at have pressetrang. Jeg skulle tage et par veer mere med gisp. Så fik jeg at vide, at jeg måtte presse med på toppen af veen. Vandet var stadig ikke gået, så nu ville de prikke hul på det. Bedst som den jordemoderstuderende skulle til at prikke hul, kom det af sig selv i en ordentlig skylle udover hendes ben – hun sånoget forskrækket ud… Og så var det ellers bare at presse. Jeg holdt fast i mandens hånd og nakke, og jeg fornemmede godt, at jeg måske havde lidt hårdt fat – men jeg var ligeglad- og manden bed smerten i sig… Jeg havde øvet aktive pressestillinger i forbindelse med Smertefri Fødsel og det havde været vigtigt for mig at føde i en anden stilling end påryggen, men da det kom til stykket skulle jeg overhovedet ikke andet end netop at ligge på ryggen… Vandet gik kl 23.42 og klokken 23.55 tog jeg selv imod vores lille Johan. Der gik lidt tid inden han sagde noget, og han var lidt blå, men han blev skrubbet lidt med varme håndklæder, og begyndte så at skrige og fik hurtigt en pæn kulør. Far klippede navlestrengen, som var ret lang, og det var lykkedes ham at boltre sig så meget rundt indei maven, at der var kommet knude på den – hvilket åbenbart var ret usædvanligt, men helt ufarligt.

Da jeg efterfølgende skulle undersøges bad jeg om akupunktur og fik også noget lokalbedøvende. Det var en lille grad 2 bristning – blev kategoriseret som grad 2 fordi, atdet var en muskel, der skulle syes. Efter sammenlapningen gik vi i stuen, og spiste tarteletter og fødselsdagsboller, og sad og gættede på, hvor stor vi mente han var.

Han så så lille ud, og jordemødrene mente han var omkring de 2700-2800 gram. Men han tog fusen på os med hele 3125 gram og 52 cm – storebror var 2705 gram og 48 cm, så han var jo en stor basse i forhold til. Det var FANTASTISK bare at være hjemme i trygge rammer i hele forløbet, men det overvandt alt, bare at kunne kaste sig ind i vores egen seng da det hele var overstået – og ikke skulle ud at køre med en nyfødt midt om natten eller overnatte i en hospitalsseng. Jeg tror også, at det at jeg selv havde skullet forberede fødslen gjorde mig klar på en anden måde end jeg ellers ville have været – jeg skulle tage stilling til præcis hvordan jeg ville have det, og fravalgte bevidst at føde i vand, da jeg syntes det blev for omstændigt. Jeg kunne dog ikke rigtig sove da vi kom i seng, da jeg bare lå og beundrede det lille vidunder, og da klokken blev kvart i syv facetimede jeg farmor, for at fortælle storebror de store nyheder. Han skulle være den første, der hørte noget, så vi havde ikke fortalt det til nogen før nu. Han blev glad, men ville gerne hjem, så det fik han lov til, og fik en hjemmedag fra børnehaven. Jordemoderen ringede dagen efter for at høre hvordan det gik, og sagde hun lige havde snakket med den studerende om, hvor fantastisk en fødsel det havde været, og at jeg havde været rigtig god til at bevæge mig og slappe af på de rigtige tidspunkter.