Category

Familieliv

Category

Her roder lidt på samme måde som en postkasse fuld af konfetti ville gøre det, efter at være blevet sprængt i stykker af et overordentligt kraftigt kanonslag. Èt af dem, man skal til udlandet for at få fat i, tænker jeg. Ikke at jeg gør mig i dén slags ulovligheder, men jeg forestiller mig selvklart at sådan noget skidteras jo kunne købes ét eller andet sted og jeg véd, at det ikke i hvert fald ikke er i Bilkas fyrværkerisalg i december, at de langer dén slags over disken, hvorfor jeg altså formoder at handlen foregår udenlands. Hvor, aner jeg dog ikke. Nuvel, det var et sidespring. Det skal jo handle om det her rodede sted jeg befinder mig. I mit nye hjem.

Der var nøgleoverdragelse og indflytningssyn i går, hvor drengene for første gang var nede (eller oppe – lejligheden ligger trods alt på fjerde sal) og se lejligheden. Jeg havde sørget for at flytte det meste af drengenes legetøj herned, i min lille røde bil og lykken over udsigten til hver sit værelse ville nærmest ingen ende tage, da det ved ægte syns indtryk gik op for dem, at det er dét, der kommer til at ske her. Vi legede hele eftermiddagen og sluttede dagen af med sushi på gulvet og én eller anden tosset (men sjov) leg med en vandflaske, inden vi cyklede tilbage til Østerbro og vores sidste nat i den gamle lejlighed.

Både drengene og jeg vågnede før end sædvanligt her til morgen. Alle vores ting var pakket i kasser og vi fik på fineste vis sagt farvel til lejligheden med the-boller fra den lokale bager og en virkeligt dårlig ris-kakao fra Netto, inden drengene hoppede i ladcyklen og blev fragtet til skole og børnehave, hvor deres far sidenhen har hentet dem.

Bedst som drengene var afleveret, cykelsprintede jeg så sveden piblede frem imellem skulderbladene på mig, tilbage til lejligheden og tog imod de to flyttemænd som kvikt, effektivt og systematisk  gik til værks med at tømme vores hjem. Bare tre timer senere stod jeg i min nye lejlighed, omgivet af alle mine ting i kasser og poser, skilt i tusindvis af dele. Jeg stod alene og ventede på at det næste læs.

Og nu er vi her, hvor jeg i skrivende stund sidder på min høje taburet og afprøver hvordan højden på min nye køkken-ø fungerer for mig, når jeg sidder og skriver. Simon, som har taget fri i flytningens anledning, er i værelset nede for enden af gangen, hvor han er i fuld færd med at samle det monster af en seng vi har købt til Jens og selvom vi ikke taler meget, er det virkelig rart at han er her. Heldigvis, for han kommer til at være her ret meget og jeg glæder mig sådan til, at skulle sidde lige her, særligt om søndagen hvor han har fri, og se ham trylle i køkkenet som han gør så usandsynligt mange gange bedre end mig. For ja, det næste læs jeg ventede på var ikke mit eget, men Simons. Han er nemlig flyttet ind sammen med drengene og mig, i vores nye lejlighed.

Jeg har lyst til at sige, at det har taget mig lang tid at skrive dette blogindlæg, men jeg tør ikke, fordi dén slags selvklart sætter barren for de sproglige finesser og den røde tråd igennem indlægget højt, og dét ved jeg faktisk ikke om jeg kan leve op til. Det er nærmere lidt rodet, det hele, og i virkeligheden har selve indlægget heller ikke taget mig så lang tid at skrive. Sandheden er nærmere, at det har taget mig lang tid at finde ud af om jeg overhovedet skulle skrive indlægget og hvad formålet, hvis jeg gjorde det, skulle være. For dig, der læser med og for mig som afsender.

Virkeligheden er, at jeg stadig ikke ved det. Til gengæld ved jeg, at jeg har brug for at dele den oplevelse, som ligger til grund for alle mine overvejelser, med dig. Med verden. Eller altså, i hvert fald med den beskedne lille del af verden, som læser med her på min blog.

Ser du, forleden morgen da jeg afleverede børn, gik det op for mig, at jeg havde glemt at tage Peters badetøj med op til børnehaven, som skulle på badetur, hvorfor jeg var nødt til at cykle tilbage hjem til lejligheden. I sig selv ikke nogen hverken mærkelig eller sindsoprivende oplevelse, indtil jeg parkerede ladcyklen foran porten til vores gård og overhørte et højlydt skænderi imellem hvad jeg formoder var en mor og et barn. Moren råbte – nej, skreg – af sine lungers fulde kraft. Du ved, på den dér måde, hvor råbet på én gang bliver skingert og dybt i et rallende brøl. Den der måde, som vi allesammen godt ved at man ikke må råbe på. Ad nogen.

Jeg har selv gjort det enkelte gange i mit liv. Èn gang af min eks-mand, midt i vores skilsmisse, et par gange siddende bag rattet, alene i bilen (hvor man i øvrigt gerne må råbe på dén måde) og – desværre – og af eller i nærheden af mine børn. Det sidste gør så ondt, så ondt at indrømme, men jeg har gjort det og jeg har sagt undskyld og jeg satser benhårdt på, at jeg aldrig nogensinde mere, skal komme så meget ud af balance med mig selv, at jeg kommer til at gøre det igen. Jeg vil helst aldrig mere råbe af eller i nærheden af nogen – og slet, slet ikke af mine børn.

Skænderiet foregik nogle etager oppe i bygningen bag mig, hvor jeg hurtigt spottede åbne vinduer på både 2. og 3.sal. i flere opgange. Jeg kunne, stående der på gaden, på ingen måde høre hvorfra lyden kom. Barnet råbte tilbage med tydelig gråd i stemmen. En dør smækkede. “Luk så den dør op” skreg moderen, imens mit hjerte splintredes over at være vidne til dén slags, uden mulighed for at gribe ind og kramme både den ene og den anden, som uden tvivl trængte.

Jeg tænkte på den stakkels mor, som måtte have det forfærdeligt. Gad vide hvad hun gik igennem i sit liv lige nu, siden hun kunne blive så vred? Og på barnet, som måtte være rædselsslagen. Tænk, at lukke sig inde fra sin mor på dén måde. At flygte. Ville det skabe evige traumer? Var det hverdag?

Skænderiet fortsatte og mine øjne løb i vand. Hvordan kunne de dog blive ved? Hvorfor kom hun ikke til besindelse, moderen som tilsyneladende for alt i verden ville ind i dét rum barnet befandt sig i? Jeg mener, én ting er, at man af og til kan komme så langt ud af fatning, at man eksploderer et øjeblik, men en anden ting er sørensus’me da, at blive ved. Hun råbte og råbte og råbte.

Jeg prøvede forgæves at høre, fra hvilken lejlighed lyden kom. Var det på anden til ventre? Jeg kunne ikke høre det. Overvejede at ringe på samtlige dørtelefoner i håbet om at kunne bringe moderen tilbage til virkeligheden. Men hvad skulle jeg sige, hvis jeg blev buzzet ind? Hvem var jeg overhovedet til at blande mig?

… Og så hørte jeg det. En dør, der blev hamret op og nogle smæk – fem, måske seks ovenpå hinanden følgende – som jeg dybt i mit hjerte håber var i en mås, frem for i et ansigt. Der var et inferno af skrig, imens slagene stod på og så blev der stille. Tårerne trillede ned ad mine kinder.

Et barn – måske på alder med én af mine – blev slået af en voksen, som jeg formoder var moderen. Tænk, at blive slået af sin mor på den måde. Tænk, at være vidne til det, uden mulighed for at bryde ind. Tænk, at den slags stadig sker.

Jeg ved stadig ikke helt hvad mit formål med indlægget her er, men jeg vil gerne takke dig for at have læst med, for at have lyttet og for at have givet mig afløb for en oplevelse der, selvom den jo slet ikke handlede om mig, har fyldt usædvanligt meget de sidste par dage. Heldigvis har mine egne børn været hos mig og heldigvis har de med glæde taget imod alle de ekstra kys og kram jeg har sendt i deres retning. Det må være min måde at kompensere lidt på…

Åh mand, jeg bliver simpelthen mere og mere forelsket i min lille kolonihave. At jeg kan få ro derude, at børnene bare leger derude, at jeg har fået verdens bedste havestol derude, at min kæreste (næsten) holder ligeså meget af at være derude som jeg og at vi kan holde fester derude, på den der helt særligt afslappede have-måde, man altså ikke sådan lige slipper afsted med i et gårdmiljø inde i København.

I sidste weekend holdt vi en fest for drengene derude og selvom jeg stadig ikke har fået rigtigt styr på de der havemøbler, så synes jeg simpelthen der var så fint.

Jeg har efterhånden fået skrabet en seriøs mængde køkkensager til mig fra Bloomingville, som de fleste af jer nok efterhånden godt ved, at jeg er vild med og i kolonihaven gælder selvfølgelig det samme. Jeg er helt pjattet med de lidt botanisk inspirerede tallerkener i kombinationen med det retro bestik og de fine udskårne glas, som får det hele til at se lidt eksklusivt ud – på den hyggelige måde, forstås. Vi er trods alt i min kolonihave, på den hjemmebyggede terrasse og ukrudt i alle bedene.

Udover ukrudt i mine bede er det gået op for mig, at haven simpelthen også er beriget med de smukkeste hvide pæoner, som jeg i hvert fald ikke mindes at jeg nåede at have glæde af sidste år, hvor de enten bare ikke har blomstret eller også har de været afblomstret inden jeg overtog kolonihaven midt i juli. Nårh ja, eller også var jeg så langt oppe i egen skilsmissebagdel dengang, at jeg slet og ret bare ikke så dem – det er måske i virkeligheden den mest plausible mulighed, uden jeg skal gøre mig klog på pæoners blomstringsperioder, som jeg ved absolut intet om. I hvert fald klippede jeg et par pæoner af fra busken og satte dem i en fin glasvase (også fra Bloomingville) midt på bordet, hvor de prydede som det fineste pynt, jeg kunne forestille mig. At det så viste sig, at jeg havde valgt et par af de samme blomster som en håndfuld af havens tissemyrer, var selvfølgelig en anden snak, men altså, det så flot ud og jeg nåede lige akkurat at få ros for det af nogle af gæsterne, inden vi måtte på tissemyrejagt.

Udover pladserne ved bordet, var der dækket op rundt om i haven med tæpper, som jeg taktisk havde forsøgt at placere i behørig afstand fra badebassinet – en taktik som lykkedes sådan nogenlunde, ahem… Det var smadderhyggeligt at vi sad lidt “spredt” og det fungerede virkelig godt, at man lige kunne sætte sig lidt på et tæppe med børnene, hvis de lige havde behov for lidt mor-kærlighed.

Til at fylde tallerkenerne havde vi lavet en lille buffet indenfor med kridhvide boller, masser af frugt og så selvfølgelig den der helt fantastiske talkage, som hittede stort blandt både børn og voksne. Fordi jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt det var nok med bare én kage, havde jeg ud af én ekstraportion lavet to mindre kager også, som drengene hver især fik lov til at pynte som de nu helst ville. Det var et kæmpe hit, selvom vi endte med at have alt, alt for meget kage, til trods for at vi faktisk var omkring 20 mennesker til at spise dem.

Jeg var lidt udfordret i forhold til at finde ud af hvad pokker jeg skulle servere kagerne på, fordi mit arsenal af serveringsfade trods alt ikke er det største ude i kolonihaven og vi endte derfor med, at servere kagerne på bagepapir. Det talte selvklart ikke til min lillebitte inde æstetiker, men på den anden side, så får jeg nok aldrig plads til at have serveringsfade i alle størrelser stående ude i kolonihaven (eller hjemme i min lejlighed), så en anden gang tænker jeg faktisk at bruge noget ala denne her (i hvert fald hvis det er til børnekage) – den fylder ingenting og kan bruges til aaalt muligt andet også og ellers skal jeg have fat i et ordentligt (og pænt!) skærebræt som det her. Den slags mangler man alligevel altid lidt, ik’?

Det var sådan en god dag med glade børn, vandkamp, skattejagt og god stemning. Jeg er kæmpe fan og jeg glæder mig allerede til at få mulighed for at holde flere festlige arrangementer derude i fremtiden. Med eller uden skærebrætter til mine kager 😉

Hvis du har fået lyst til at tjekke Bloomingvilles fine ting ud, kan du finde en forhandlerliste HER eller shoppe i deres kæmpe (!) udvalg online HER

Jeg kan simpelthen ikke finde ud af om jeg er gal eller genial, her. Klokken er et stykke op ad formiddagen og jeg har indfundet mig på en bænk på piratlegepladsen på Indre Østerbro. Peter, som endelig har knækket koden til at gynge sig selv, svinger frem og tilbage i gyngetstativet til højre for mig, imens Jens stædigt øver sig på at kaste sin nye basketbold op i nettet, som tydeligvis er placeret lidt rigeligt højt for ham.

I virkeligheden burde begge børn være i henholdsvis skole og børnehave, men fordi den ene proklamerede at have mavepine og den anden smilede usandsynligt nuttet her til morgen, fik de lov til at holde fri. Også selvom mavepinen gik over ligeså snart der var en fridag i sigte.

Normalt er jeg – det bilder jeg mig i hvert fald ind – ikke så let at manipulere, som det var tilfældet i dag, men fordi det er skiftedag og jeg simpelthen ikke kan bære at sende mine børn kede af det afsted, fik de lov til at holde fri. Om det er det rigtige at gøre eller ej, kan jeg simpelthen ikke finde ud af, men jeg håber sådan at det med tiden vil blive nemmere at håndtere skiftene – både for drengene og for mig. For det ér stadig pissehårdt, selvom det helt overordnet set går godt. Jeg bliver sur og tvær og i det hele taget bare en lille lortet version af min selv aftenen inden drengene skal hjem til deres far, fordi jeg véd at jeg skal undvære dem de næste fem dage. Verden føles altid lidt ekstra uretfærdig på de der dage og selvom jeg selvfølgelig godt ved at drengene har det helt fint hos deres far og at jeg i øvrigt også nyder at have tid og mulighed for både at fordybe mig i mit arbejde, mine veninder, min kæreste og et (par) glas iskolde rosé i solen, så reagerer jeg altså stadig på det. På savnet. På uvisheden. Og på alt det andet, som er svært i en skilsmissefamilie som min.

De fik lov til at holde fri på dén præmis, at de, i hvert fald en del af dagen, skulle lege med hinanden og lade mig arbejde. (Noget jeg selvfølgelig ikke havde forventet ville kunne lade sig gøre). Og nu sidder jeg så her, stadig i solen på legepladsen, hvor drengene er rykket fra gyngestativ og basketmål, til piratskib og rutschebane, kun afbrudt af enkelte “mor, se lige hvad jeg kan”.

Det føles på én eller anden måde en lille smule forbudt at sidde her, med hovedet begravet i min computerskærm til lyden af fjern trafik og mine børn, som leger skiftevis hver for sig og med hinanden og jeg er da sådan set også ret overbevist om, at kloge hoveder vil synes at jeg er fuldstændigt vanvittig sådan at bringe mit arbejde med på legeplads sammen med mine børn, men lige nu, virker det altså ret perfekt. Også selvom jeg har ladet mig manipulere af mine børn.

Det er næsten pinligt at indrømme, men indtil jeg blev skilt sidste år, var der én ting jeg simpelthen ikke havde det fjerneste styr på. Okay, der var selvfølgelig (meget) mere end én ting, men der var særligt én praktisk og i øvrigt enormt vigtig ting, jeg ikke havde hånd i nogen former for hanke med: forsikringer. Jeg anede ikke hvad jeg havde hvor, hvilke jeg skulle lave om og hvordan i øvrigt jeg og børnene var dækket, nu hvor deres far og jeg ikke længere boede sammen.

Jeg valgte den sikre løsning: Jeg ringede til mit forsikringsselskab og fik tjek på både indbo, bilen, mig selv og på drengene, som for første gang fik deres helt egne ulykkesforsikringer, som jeg pludselig lod mig forstå de skulle have.  Forsikringer som i øvrigt blev tilpassede deres behov – og mit temperament. Heldigvis har vi aldrig haft brug for børnenes forsikring, hverken før de havde den, eller efter, men for pokker, hvor ville jeg blive ked af det, hvis nu uheldet rent faktisk var ude – og børnene så ikke var behørigt forsikrede! 
Derfor skræmmer det mig også, når jeg læser, at cirka hver femte forældre ikke har tegnet en børneulykkesforsikring på deres børn og at kun to-tredjedele af alle forældre ved, at man bør tegne en særskilt ulykkesforsikring på børnene, hvis man ønsker at de er forsikrede i skole og daginstitution. Bevares, det er selvfølgelig helt fint for mig, hvis man i nogle familier beslutter sig for ikke at lade sig forsikre mod ulykker og alvorlig sygdom, så længe det bare er et aktivt valgt. Hvis det – som det var tilfældet hos mig for bare et år siden – derimod skyldes uvidenhed, så er det altså om at komme op på dupperne og et godt sted at starte, synes jeg er med Codans nyeste tiltag for at højne vores viden omkring børneulykkesforsikringer, med følgende lille video, som i hvert fald gav mig lyst til at klikke ind på deres side om børneulykkesforsikringer for lige at sikre mig, at jeg nu også havde helt styr på om mine drenges forsikringer var gode nok.

Vi kan selvfølgelig ikke pakke vores børn ind i bobleplast og selvom jeg så tydeligt kan huske hvordan min mor, fordi jeg som barn brækkede og forstuvede arme og ben hvert eneste år, lige op til sommerferien, truede mig med at pakke mig ind som en anden ishockeymålmand, så synes jeg sådan set også at det er helt tosset, at vi forældre ofte ikke tør mere end vi gør. Vi skal turde på vores børns vegne, give dem lov og frihed til at udvikle sig igennem lege, der både kan være stille og kreative såvel som vilde og nogle gange også tenderende til det vovede eller måske ligefrem farlige, afhængigt af børnenes alder og udviklingstrin, selvfølgelig. Børn skal have rimelige udfordringer i et trygt miljø og så skal vi forældre altså være bedre til at læne os tilbage og stole på, at det nok skal gå og at det i øvrigt ikke behøver at være verdens undergang, hvis vores børn kommer til skade. Jeg husker i hvert fald selv, hvordan jeg fik herre-meget streetcredit hver gang jeg kom i børnehave og skole med gips på armen 😉
Det er selvfølgelig ikke nemt, det der med bare at give slip og jeg skal da heller ikke se mig for fin til at indrømme at jeg også tager mig selv i at bede mine børn om at “klatre forsigtigt” ned fra træet i parken eller at “passe på” når de springer fra sten til sten i en faretruende vild omgang jorden er giftig, men jeg øver mig på at lade være og på at give dem frihed under ansvar i det omfang, selvfølgelig, jeg mener det er forsvarligt for dem. Noget der i hvert fald for mig, er en lille smule lettere, når jeg ved, at de har en god forsikring i ryggen – hvis nu de mod al forventning skulle komme ud for mere end bare helt almindelige knubs og skrabede knæ en dag…

Glem lortebleerne, gylpen, vasketøjet, de mange tandfrembrud og de blødende bryster i starten af ammeperioden, som altsammen er vand ved siden af dét, der i hvert fald for mig, gjorde mine børns første år allerhårdest:

Søvnunderskuddet.

Når jeg tænker tilbage på de par år af mit liv, jeg har tilbragt som mor til babyer, er søvnunderskuddet et gennemgående tema, som uden så meget som skyggen af tvivl overskygger alle de andre udfordringer jeg ellers har stået overfor. Okay, så var der også lige usikkerheden, som især første gang, fyldte virkelig (virkelig!) meget, men hvis ikke det havde været for søvnunderskuddet, så tror jeg faktisk jeg havde håndteret alle mine mange usikkerheder væsentligt bedre, end hvad tilfældet ofte var.

Aldrig i mit liv har jeg været så træt, som jeg har været det imens jeg har haft babyer og sjældent har jeg følt mig så meget in sync med en filmkarakter, som jeg gjorde det med hovedpersonen, da jeg for nogle uger siden var til en forvisning af filmen Tully, som har premiere landet over på onsdag.

Tully, filmen om en særdeles autentisk mor til tre, som i dén grad mindede mig om, hvordan jeg selv havde det i de der år, hvor søvnen var en mangelvare på samme måde som gær var det under storstrejken i 1998. Selvom jeg godt ved at det er forbudt at sige, så tror jeg altså næsten ikke at der findes nogen som forstår dén form for udmattelse, førend de har fået børn. Okay, hvis man har været torturoffer, skal jeg ikke afvise, at man kender til det samme og langt mere til, men jeg tror simpelthen ikke der findes nogen “almindelige” jobpræstationer, specialeopgaver eller kærestesorger, som kan måle sig med jeg-er-lige-blevet-mor-og-jeg-sover-fucking-aldrig-udmattelsen, som selvklart kommer i ledtog med den vildeste hormonrutschetur nogensinde og en krop der er så absolut på sit lavpunkt, efter at man har født hvad der mest af alt føles som en damptromle og tarmene i øvrigt selv flere uger efter har svært ved at finde deres oprindelige plads i den alt for store bughule. Det var uoverskueligt hårdt, ikke at sove og selvom jeg med garanti nok har glemt sådan helt hvordan det føltes – ligesom jeg nok også har glemt det med de der bækkensmerter jeg skrev om i går – så husker jeg stadig fornemmelsen af det vacuum jeg ofte følte jeg befandt mig i. Jeg husker stadig fornemmelsen af, at alt jeg bare gerne ville var, at få lov til at sove. At få lov til at ligge lidt, helt for mig selv, og sove indtil jeg vågnede virkede nærmest som en utopisk drøm, dengang jeg havde babyer. Ligesom hovedpersonen i Tully, som ender med – i ren desperation – at hyre sig en natbarnepige, som i dén grad kommer til at gøre en forskel, som jeg i hvert fald i min vildeste fantasi nærmest ikke havde troet var mulig.

Tully skildrer moderskabet uden filter. Med mærkelige bryster, umulige børn, spildt modermælk (der i dén grad er til at græde over, når man lige har malket det ud) og selvfølgelig søvnunderskuddet og jeg elsker det! Jeg elsker, at filmen tør vise hvordan det i virkeligheden er. Hvordan kærligheden nogle gange flyder over i arrigskab og hvordan det hele momentorisk kan synes fuldkommen uoverkommeligt og hvordan man – eller jeg i hvert fald – som mor nogle gange bare har haft lyst til at kaste håndklædet langt ind i den fucking ring og række en finger i vejret og skride fra det hele.

Filmen får en pokkers masse stjerner herfra og uden at vide hvad der ellers kommer i løbet af året, så vil jeg godt tillade mig at påstå, at den er årets vigtigste film, når det kommer til temaet omkring moderskab. Derfor vil jeg med stor glæde gerne have lov til at byde på en lillebitte konkurrence om 5 x 2 biografbilletter til Tully og dét ovenikøbet inklusive guf (sidstnævnte kun hvis I går efter en at se den i en af Nordisk Films biografer, som er de eneste, som har forstået mit slikhungrende filmhjerte)!

Se traileren og deltag i konkurrencen lige nedenfor 😀

Vind 5 x 2 biografbilletter til Tully

Læg en kommentar, hvor du skriver:

  1. hvilken dag du gerne vil ind og se Tully i biografen
  2. I hvilken biograf du gerne vil se Tully

For mit eget vedkommende kan jeg afsløre at jeg har inviteret én af mine gode veninder ind og se den torsdag eller fredag aften i Palads Bio, hvor I skal være så hjertens velkomne til at sige hej, kramme og tage selfies i fuldt flor, hvis vi ses!

Jeg finder de fem vindere allerede på onsdag d.9.maj og giver svar her i kommentarfeltet, så hold godt øje! 😀

Slutteligt vil jeg bare lige, til jer, der endnu ikke er “kommet ud på den anden siden”, stadfæste at det selvfølgelig – som den slags heldigvis har det med at gøre – for længst er gået over, det der med aldrig at sove og det der engang var min vådeste drøm (flere nætters sammenhængende søvn i streg, FYI) er blevet til min virkelighed, som nu i langt højere grad er blevet erstattet af et selvforskyldt søvnunderskud. I ved, sådan et, der er kommet af overmod, rødvin, veninder og en usædvanligt lækker kæreste og dét jeg har altså ingenlunde i sinde at klage over 😉

I lørdags blev en kvinde smidt ud af en butik, for at amme sin baby – og helt ærligt, det er simpelthen på tide at sige stop!


Mange steder kunne man måske forvente det; at en kvinde ville få en påtale for at amme sin baby, på et sted som hverken er i hendes private hjem eller i det offentlige rum. På en dyr restaurant, for eksempel. Ikke fordi det gør det mere okay, men som fortaler for at alle kvinder (selvfølgelig) skal have ret til at amme alle steder, tænker jeg egentlig heller ikke at det, de steder hvor man ikke ønsker at huse ammende mødre, handler som meget om selve amningen, men måske nærmere om babyen, som selvklart kan være noget utilregnelig i lyd og udtryk. Jeg nægter simpelthen at tro på, at ammefobien handler om hverken modermælk eller let blottede bryster. I stedet tror jeg, at der i højere grad er tale om, at nogle steder i virkeligheden nærmere kan have en “undskyldning” for ikke at få så mange babyer indenfor dørene. Babyer – de fleste i hvert fald – græder og skriger og laver lort og gylper og er på dén måde måske ikke det mest ønskværdige selskab for nabobordet, som sidder og forsøger at nyde en personlig samtale over den perfekt stegte bøf med tilhørende cabernet sauvignon, som i øvrigt koster mere end den dér slyngevugge, som mange forældre går og overvejer om det er værd at investere i. Babyer ér bare ikke nødvendigvis særligt fede (for alle andre) at være i selskab med i de kontekst, som måske primært var tiltænkt voksne. Og altså, selvom jeg godt gad at have lidt længere hår under armene og råbe et kor op af kvinder, som jamrer hvor vigtigt det er at ammende kvinder ikke bliver afskårede fra omverdenen, så synes jeg nu engang alligevel at det er helt okay, at bruge sin sunde fornuft og tage en lille smule hensyn til målgruppen af mennesker på de steder man (gerne vil) færdes – også når man ammer. Man bliver jo ikke spor afskåret fra omverdenen, fordi det måske er lidt upassende at tage sin baby med på Geranium. Hell, jeg ville ikke engang have lyst til (hvis jeg havde råd), at tage min 3-årige med derop, af frygt for at hans tilstedeværelse og barnagtigt gode humør ville forstyrre alle de andre gæster. Ham ville jeg tage med på burgerbar eller noget andet uprætentiøst i stedet.

For der er jo masser af børnevenlige steder rundt omkring og såvel som der er steder der kalder mere på mig og min 3-årige (og min 6-årige, selvfølgelig), så er der også nogle steder der virker helt åbenlyst mere venligt indstillede overfor ammende mødre end andre. Det være sig for eksempel caféer med pusleborde på toiletterne eller butikker, der sælger ting til børn, som det hele jo i bund og grund drejer sig om. Butikker, som Disney Store, for eksempel.

Og lige akkurat her hopper kæden af for mig, for i lørdags skete det – for mig – utænkelige: En ammende kvinde blev bedt om enten at pakke mejeriet og den sultne baby væk eller at forlade butikken, da hun havde sat sig ind bagerst for at amme.

Hun blev bedt om at pakke mejeriet og den sultne baby væk, eller at forlade butikken omgående.

I en Disney-butik! Som udelukkende sælger ting til børn – og som ovenikøbet har sådan en lille “hyggekrog” bagerst i butikken, hvor børnene kan sidde på små stole og se lidt Disney-film imens man shopper og hvor det, i hvert fald i mit hoved, virker fuldstændigt oplagt at sætte sig og amme, hvis man pludselig har en akut sulten baby på armen!

Det måtte man åbenbart ikke og jeg er fuldkommen chokeret over det! Jeg forstår simpelthen ikke, hvad Disney på nogen måder skulle have imod det. At børn ser andre børn få mad? At der – oh gys – skulle være blevet blottet et bryst i halvandet sekund, inden baby fik ordentligt fat? At en mor sørger for at trøste sit barn på bedst mulige måde i en butik, hvor der i forvejen er mere end rigeligt højt støjniveau?

Jeg. Forstår. Det. Ikke.

Sidenhen har medierne selvfølgelig forsøgt at få en kommentar fra Disney omkring episoden, men de har altså ikke ønsket at udtale sig og jeg synes det er så pinligt for dem. Det eneste rigtige havde selvfølgelig været, at gå ud og give kvinden en offentlig undskyldning og i øvrigt erklære, at Disney selvfølgelig går ind for, at babyer altid har ret til at få mad, når de er sultne – uanset om de bliver ernærede ved bryst, flaske eller hvad-som-helst-andet.

… Ikke sandt?

Det har været under opsejling længe, det her med at gå selv i skole for min store Jens. Allerede inden han startede i skole, spurgte han, hvornår han måtte gå selv. Hovedrystende og i øvrigt ganske intetanende om hvornår børn egentlig kan og må dét, svarede jeg ham, at han i hvert fald skulle være noget større inden han måtte det.

Efter noget der ligner en måneds tid i 0.C skrev klasselederen ud og bad os forældre om at blive udenfor klasseværelset om morgenen. “Jeres børn kan godt selv” lød beskeden.

Nogle børn begyndte at gå selv ind på skolen, imens andre blev afleveret på den brede gang lige udenfor klasseværelset. Jens gjorde, efter eget ønske, det sidste.

Gjorde.

I dag gik han selv.

Da min cykel for nogle uger siden var hos cykelmageren til et eftersyn og vi derfor skulle gå, spurgte Jens om han måtte gå selv i skole. Han kender vejen til hudløshed og hvis man bare går over til købmanden lige efter fodgængerfeltet, hvor han er skarpt instrueret i at holde øje med både cykler og biler inden han går ud, så er der faktisk ikke rigtigt nogle “farlige” steder på ruten. Ingen trafikerede veje der skal krydses og ingen blinde vinkler.

Han måtte godt, men havde pludselig alligevel ikke rigtigt lyst.

… Før i dag, hvor han igen spurgte om han måtte gå selv.

Selvfølgelig” sagde jeg, nok lidt mere selvsikkert end sidst han spurgte og sådan blev det.

Vi børstede tænder og Jens tog sin blå flyverdragt på og gik – med det største, stolteste og bredeste smil jeg længe har set – afsted, med sin skoletaske på ryggen. Jeg vinkede og kiggede indtil han drejede om hjørnet lidt længere nede ad gaden og overvejede et kort øjeblik om jeg skulle gribe Peter og et par støvler og løbe efter. Det skulle jeg selvfølgelig ikke.

Han kan godt.

Til gengæld glæder jeg mig som ind i et helt særligt varmt sted til at det bliver eftermiddag og skoleklokken ringer ud, så jeg kan hente min lille, pludseligt meget store dreng og høre alt om, hvordan det var at gå i skole – helt alene.

Det var med en lille knugen i maven jeg forleden gennemgik Peters tøjkurv i børnehaven. På nogle af de andre børns pladser hang der sedler fra pædagogerne med reprimander om, hvilket tøj det altså er strengt nødvendigt at børnene har liggende og selvom der ikke hang én hos os, så var jeg altså ikke helt sikker på om Peters kurv rummede alt dét den burde. Manglede han måske ikke en varm trøje? Og hvor var hans tynde handsker blevet af? Og tænk nu hvis – det værste – hvis der lå tøj som ikke var hans eget. Noget, som nogle af dem med sedlerne måske manglede? Glup, hvor ville det være pinligt!

Heldigvis viste det sig – til min relative overraskelse, fordi jeg ellers ikke er den mest organiserede type i verden – at der faktisk lå alt der behøvede; og at det udelukkende var Peters eget tøj. Pheeeeew!

Det må simpelthen have været på grund af mærkerne i hans tøj. Jeg har nemlig de seneste år forsøgt at mærke alt drengenes tøj, således det altid skulle være muligt at holde styr på hvem der ejer hvad. Både herhjemme, hvor dén slags altså også af og til kan være en udfordring med to drenge, der gerne vil have éns alt-muligt og selvfølgelig i børnehaven, hvor pædagogerne selvfølgelig ikke kan holde styr på hvilke børn, der ejer hvad. Okay, der er lige strømperne som vi (altså, mest jeg) til stadighed kæmper med, men ellers går det faktisk meget godt.

Vi har igennem tiden været flere forskellige slags mærker igennem og nu er vi altså havnet hos Ikast Etiket, hvor jeg for nyligt var inde for at bestille endnu en omgang tøjklistermærker, så vi kunne være velforberedte inden vintergarderoben (forhåbentligt snart!) skal skiftes ud med den lidt mere sommerlige. Under mit lille visit på hjemmesiden fik jeg pludselig overbevist mig selv om, at det da var en herregod idé med nogle forskellige slags mærker, når jeg nu samtidig faktisk kunne spare lidt penge ved at “købe stort ind”. Derfor endte jeg med at købe to “sparepakker” (én til hvert barn) hvor der altså både er klistermærker til tøjet og klistermærker til aaaaalt muligt, som børnene enten skal eller vil have navn på. Smart, ik’?

Der er ret stor forskel på tøj-klistermærkerne og de lidt mere kraftige ting-klistermærker og kvaliteten på begge dele virker smadderfin. De er simpelthen så nemme at arbejde med og det er altså bare, at trykke klistermærkerne godt på dér hvor man gerne vil have dem til at sidde og så vente mindst et døgn med at vaske tøjet/tingen og vupti, så er der holdbare navnemærker, som altså både tåler vaskemaskine, opvaskemaskine og helt almindeligt børnebrug.

Indtil videre har jeg ikke fået købt så meget andet nyt tøj end et par overgangsjakker og nogle nye sko til drengene, men fordi de syntes det var en kæmpe fest, da deres mærker landede i postkassen, fik de selvfølgelig lov til allerede at begynde på mærkningen af nogle af deres ting, som de synes manglede. Cykelhjelme, for eksempel. Og Jens’ madkasse, som jeg har skrevet på med åbenbart-ikke-særligt-permanent-tusch virkelig mange gange, efterhånden og som forhåbentligt nu kan tåle mange ture i maskinen, inden klistermærket skal fornys!

Der findes utallige muligheder for designet af mærkerne og man kan altså sagtens gå lidt mere “modigt” til værks end vi har gjort. Der er blandt andet mulighed for at få nogle overdrevet nuttede Kaj & Andrea eller Bamse & Kylling-motiver på mærkerne, som uden tvivl ville have gjort stor lykke herhjemme for nogle år siden. Hos os er det dog det “seje” der er i højsædet, hvorfor Jens fik en baggrund med grå skulls og en “bloddryppende” skrifttype, imens Peter fik det lidt mindre “farlige” batman-logo på en flot blå baggrund, så det er let at kende forskel 🙂

Nu hvor jeg har købt så mange mærker (for der er altså ret mange!) så har drengene faktisk fået lov til selv at administrere alle ting-mærkerne og jeg kan nærmest allerede mærke (no pun intended), at det bliver et ret stort hit, fordi jeg har en fornemmelse af, at det kommer til at give dem en øget ansvarsfølelse over for deres ting. Til gengæld krydser jeg fingre for, at det ikke i samme ombæring kommer til at gøre dem besidderiske. I ved, børn der ikke vil dele er jo nærmest ikke til at holde ud, vel? Tiden må vise om jeg var gal eller genial da jeg besluttede at gå all in på navnemærkerne og uddelegeringen af ansvaret for (størstedelen af) dem til mine drenge. I mellemtiden hælder min lille ja-hat selvfølgelig til det sidste 😉

Hvis I også skulle have fået lyst til at bestille nogle (nye) mærker til tøjet/legetøjet/madkasserne, så får I (ved et køb på 125.- eller derover) til og med på søndag d.18.marts 20% rabat ved at taste koden “Cana” i gavekortfeltet når I bestiller. I kan designe og bestille tøjklistermærker lige HER eller, hvis I ligesom jeg gerne bare vil have mærker til det hele, sparepakker lige HER. Så har man i hvert fald gjort hvad man kan for ikke at miste sine (børns) ting 😀

Man siger at børn i to-års-alderen er trodsige. “Terrible twos” på engelsk. Og bevares, det kan da også godt være at de er dét, men det er jo INTET at sammenligne med den tilstand de søde små engle møder, når de bliver threenagers. Jøsses, altså!

Efter en lang og trættende (sidstnævnte nok mest for mig) putteseance, hvor jeg har haft rigeligt med tid til at sidde på et mørkt værelse og tænke livet over livet som (småbørns)mor, har det i alle tilfælde slået mig, at min yngste lige for tiden er helt særligt… ahem… selvstændigt tænkende.

Jeg tænker nu, om jeg mon er alene om at have opfostret sådan en lille (vildt nuttet og i øvrigt enormt elskværdig, hvis nogen skulle være i tvivl) anarkist, eller om der er nogen af jer, der kan nikke genkendende til nedenstående bekendelser fra en threenager.

Threenagers

En threenagers bekendelser

“Jeg bestemmer over mig selv!!!” når jeg beder barnet om at vaske hænder efter toiletbesøg.

“Jeg sagde at du IKKE måtte skære i min lasagne!!!” råbt med fråde om munden og vildskab i øjnene, halvandet sekund efter at jeg er blevet bedt om at skære lasagnen ud.

“…!!!…” når vi skal ud af døren og barnet drillende gemmer sig under sin seng, for at slippe for selv at tage overtøj på. (Og for at teste moderens tålmodighed, føles det som om).

“Jeg kan godt SELV!” når jeg forsøger at hjælpe med at give de støvler på, som barnet lige har grædt over at de var såååååå svære at tage på.

“JEG ville jo børste tænder først!” efter at have gemt sig, imens jeg har børstet halvdelen af storebrors tænder.

“Slik!” når jeg spørger hvad han helst vil have til aftensmad. “… Og is!”

“Jeg HADER spaghetti” når jeg siger at slik og is ikke er en mulighed – hvorefter barnet med største naturlighed skovler tre portioner lige ned i løgnhalsen.

“I dag er det mig der cykler med dig” med et henkastet blik på min turkisblåt cykel med to hjul, tårnhøj sadel og verdens mindste (til mig) Jepp-sæde. Well, bare nej.

“Jeg kan OVERHOVEDET IKKE bære så meget!” når jeg beder ham om at tage sin tallerken ud fra bordet, efter aftensmaden.

“Mor er den sødeste mor i verden” som han ofte siger om aftenen, lige inden vi siger godnat. Okay, og når har har fået slik, selvfølgelig. Han er trods alt threenager i fuldt flor!

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk