Category

Familieliv

Category

Kan I huske at jeg for et par uger siden løftede sløret for at jeg går med flyttetanker og at jeg allerede havde planlagt at skulle se nogle lejligheder? Oh well, det har jeg gjort nu og tilfældet ville det simpelthen at jeg i går fandt dén lejlighed jeg har gået og drømt om! En fire-værelses lejlighed på første sal, med stort køkken, to toiletter, en fin gård (og god udsigt ned til den) beliggende kun få hundrede meter fra hvor vi bor nu – og dét endda i den helt rigtige retning. En fireværelses lejlighed, som nærmest fra sekundet jeg trådte ind over dørtærsklen, føltes som et (okay, mit) hjem.

Alligevel så jeg efterfølgende på en – endnu større – lejlighed hos samme udlejningsfirma og blev pludselig i tvivl. Ville jeg helst have den store – men lidt upersonlige – lejlighed, eller ville jeg have den mindre? Udlejningsfyren kunne vidst se at jeg var i tvivl, hvorfor han usædvanligt venligt tilbød mig at beholde nøglerne til begge lejligheder et par dage, så jeg kunne vende tilbage på lidt forskellige tidspunkter af døgnet for at “mærke efter” (og lytte efter larm og bemærke lys og dén slags, selvfølgelig). Jeg takkede selvfølgelig ja, tog hjem og spiste frokost og vendte så tilbage til lejlighederne igen.

Der var ingen tvivl.

Den første lejlighed var perfekt. Fuldstændigt som udlejningsmanden i øvrigt havde sagt til mig imens vi var der.

Du behøver selvfølgelig ikke lytte efter mig, men jeg synes uden tvivl at du skal tage denne her, sagde han.

Der var tusinde ting jeg skulle have styr på, eftersom lejligheden stod tom og indflytning sådan set var i næste uge og som det første – og vigtigste, for at min økonomi hænger sammen – fik jeg straks fat i én som havde vist interesse for at leje min lejlighed og forhørte mig, om hun og hendes familie stadigt var interesserede – med indflytning allerede 15.marts. Det var de.

Fucking fedt, mand! Det flasker sig. Hell yeah!!

Som en hurtig beslutning tog jeg derfor drengene med op i lejligheden her til morgen, for at vise dem deres nye værelser, inden jeg skulle aflevere nøglen retur for den kommende uge, indtil lejligheden officielt ville blive vores (altså, leje, forstås). De var ellevilde, drengene! Jens især over sit meget store værelse, som han hoppede lykkeligt rundt i, imens sommerfuglene baskede rundt i maven på mig over, at det rent faktisk lykkedes mig at finde så fin en lejlighed, der passer akkurat til vores behov.

Drengene blev afleveret og jeg ringede til udlejer.

Han tog den ikke.

Jeg drak kaffe og ringede til en veninde og fortalte lykkeligt om hvor travlt jeg ville få i den kommende tid, med en pludselig flytning, der i øvrigt overhovedet ikke passer ind med det faktum at jeg efterhånden har lært mig, at jeg skal fylde mine børnefri weekender med tonsvis af planer, hvis jeg ikke skal blive ensom. Hun sagde tillykke, tilbød sin hjælp og jeg sagde tak.

Og så ringede udlejer.

“Jeg har tænkt over det. Og du havde selvfølgelig ret” sagde jeg til ham.

“Åh, det håber jeg sørme ikke da” svarede han promte.

Jeg blev forvirret: “Hvorfor ikke?”

Ham: “Fordi den lige er blevet lejet ud til én fra en ambassade. Der er ikke noget at gøre. Du kan ikke flytte ind”

Mig: “…”

Hold. Nu. Fucking. Kæft. Altså.

Så sådan var det. Jeg troede jeg havde fundet verdens mest perfekteste lejlighed og alt lod til at flaske sig med søde, nye lejere og flyttehjælp og alt i hele verden. Og så blev jeg fucking røvpulet, mand.

Øv.

(Og ja ja, jeg ved godt at alle mine indlæg stort set altid slutter på en positiv lille note, men ærligt, i dag er det sgu lidt noget lort. Heldigvis har jeg hvidvin i køleren og slik i spisekammeret og så er der 55% rabat hos boozt.comdenne her fine Ganni-bluse (reklamelink), som jeg tænker kan hjælpe lidt på humøret. Jeg mener, der er jo hjerter på, for pokker. Det kan altså også noget, selvom det ikke giver mig nogen ny lejlighed.)

Drengene sidder ved spisebordet foran mig og tegner på hver deres “kopi”, som de kalder dem. I virkeligheden er det papirer som jeg har revet ud af en malebog fra Flying Tiger, som ubetinget har været det allerbedste legetøj vi har haft med på ferie. Eller altså, ikke med, fordi dén slags var jeg åbenbart ikke koordineret nok til at sørge for hjemmefra, men det bedste vi har købt. I en dansk butik i Spanien. (Indsæt gerne en imaginær abe der holder sig for øjnene over min dumhed, I know!).

Det er vores sidste aften på ferien og selvom det føles som om ugen er fløjet afsted, så glæder jeg mig alligevel til at komme hjem. Til København og til vores lejlighed (og til kig på nye af sidstnævnte) og til hverdagen, som jeg i virkeligheden holder så meget af.

Men for fanden, hvor har det været godt at være afsted. Venindetid og vin og chips hver aften. Og børn, børn, børn hver dag. Jeg føler virkelig, at jeg er kommet in sync med mine børn på en måde, som jeg ikke har været det længe og jeg elsker det. Som i, at det er det bedste i hele fucking verden. Vi har haft det så dejligt og selvom jeg på et tidspunkt frygtede, at der ikke var aktiviteter og swimmingpools nok på programmet, så viste det sig (selvfølgelig) at min frygt blev gjort til komplet skamme. De (og jeg) har sgu nok haft brug for roen, nærværet og det langsomme tempo vi har holdt hof med hele ugen og det har på mange måder været helt, helt perfekt.

I er så mange der har skrevet og spurgt om detaljer og anbefalinger og om alt muligt i forbindelse med rejsen og jeg lover, at jeg nok skal komme med lidt mere beskrivelse, lidt flere detaljer og alt den slags i løbet af de næste par dage. Både af dét der har været godt og dét der har været mindre godt. (Tænk bare på aben, igen). For nu vil jeg i stedet lige om lidt, når tegningerne er færdige, nyde at putte mine børn i den samme seng og drikke et allersidste glas spansk rødvin med min veninde og forsøge at komme til køjs i nogenlunde ordentlig tid. Vi skal nemlig (røv)tidligt op i morgen – men hey, så meget desto lettere, når nu hverdagen starter igen på mandag, ik’? 

FOTO: Kristina Christiansen

Allerførst vil jeg starte med at sige at jeg egentlig er ret glad for min lejlighed, som kan hvad den skal kunne, som ligger helt, helt perfekt og som igennem 2,5 år har dannet rammen om mit og mine børns liv og hverdag. Det er jeg virkelig. Alligevel drømmer jeg om at flytte. Ikke langt væk, men til noget, der er bare en lille smule større. Til et sted, hvor jeg kan have masser af middagsgæster og invitere mine veninder og deres familier på uplanlagt aftensmad, uden det behøver at være lig med det “i aften spiser vi på gulvet”-tema, som det ellers har været tilfældet hidtil, i den lejlighed drengene og jeg bor i nu.

Igennem lang tid – allerede inden jeg blev skilt – har det været en tanke jeg har leget med og nu er det pludselig ved at blive alvor. Jeg har nemlig fundet ikke bare én, men hele tre lejligheder, som er ledige og som i hvert fald på papiret passer til mine behov og ønsker – og jeg kan næsten ikke få armene ned over det. Okay, det skulle da lige være fordi jeg er ved at få totalt koldsved over tanken om at skulle pakke alting ned, flytte, male, renovere og gøre min lejlighed klar til udlejning til nogen, som bare har at være nogle gode og ordentlige mennesker, som vil passe på min lille oase, imens jeg søger andre græsgange. Og over, hvor fanden man finder dén slags mennesker – allerhelst med super kort varsel. Avs, mand!

Men jeg tror sgu jeg gør det. I hvert fald starter jeg med – meget snart – at kigge på de tre lejligheder og så håber jeg bare, at én af dem viser sig at være alt dét jeg drømmer om. For så gør jeg det sgu. Flytter et par hundrede meter væk, til noget større. Til et hjem uden minder, men med masser af grobund for at drengene og jeg kan starte helt på en frisk, med nye, gode minder, lige her i vores eget nabolag.

Shit, hvor jeg håber!

Som chokoladen i bunden af de der isvafler jeg altid fik hjemme hos min mormor, da jeg var barn, har jeg i dag fornøjelsen af at præsentere jer for Mette Marie fra twinpeaks.dk, som jeg har lokket til at nedfælde et par ord omkring sit – og sine børns – barndomshjem.  Mette Marie er, ligesom mig, opvokset i Sønderborg, hvor vi – godt nok forskudt med et par år – har slået vores folder akkurat samme steder. Måske derfor, og fordi Mette Marie altid skriver så levende og let, blev jeg nærmest helt nostalgisk af at læse hendes lille, fine skriv. Og helt ærligt, hvem vil ikke gerne have følelsen af at være på honeymoon med sit liv? Jeg er kæmpe fan! Tag godt imod hende.
Jeg har en kummefryser i kælderen, et samtalekøkken i stueetagen og et badekar på førstesalen og et væld af sommerfugle i maven, og jeg føler mig som verdens rigeste og heldigste!
Jeg er vokset op i en flække så lille, at den egentlig fortjener den betegnelse, ved navn Mommark på Sydals. Når man kiggede ud af skråvinduet i stuen på første sal, kunne man se en stribe ude i horisonten, og det var Lillebælt, hvilket mine forældre var enormt stolte af, og det forstod jeg ikke. Der er kystlinje overalt i Danmark, så jeg fangede simpelthen ikke pointen i, at det skulle være noget særligt, at den kunne skues fra privaten. Vi kunne jo bare køre ned og kigge ordentligt på den i stedet.
Jeg plejer at sige, at vi boede 17 kilometer fra den nærmeste lygtepæl, men det er vist alligevel lidt en overdrivelse. I hvert fald var der 17 kilometer til Sønderborg, som jeg anså som Danmarks navle. Her slog jeg på det allerkraftigste mine folder i gymnasietiden, men indtil da byggede jeg huler i skoven bag vores hus, hvor min søster og jeg også begravede døde dyr, vi fandt. Vi delte et lillebitte værelse ved siden af stuen, fordi det var hyggeligt, selvom en af os sagtens kunne have fået det store lige nedenunder. Hver sommer cyklede vi til stranden og i skole, og når det skulle være fint, tog vores forældre os med på Café Druen i Sønderborg eller Jensens Bøfhus, da de kom til.
Så mange af de ting, der ikke betyder det store, når man er barn, har det med at lyse op som benzin i en vandpyt i erindringen. Måske fordi der er noget om, at det, man får ind med modermælken, er svært at slippe.
Jeg har dog aldrig haft lyst til at flytte til Mommark igen – eller Sønderborg, hvor vi flyttede ind i en murermestervilla, da jeg gik i 3. G., og hvor min far og hans kone stadig bor.
Men jeg har længe haft en drøm om at lade mine børn vokse op i en mindre by end i København. En anden og mindre by. Ikke en forstad, men en selvstændig by med biograf og gågade og håndbold eller violinspil om onsdagen (det er der givetvis også i Hvidovre, men hør nu videre alligevel).
Min kjære mand har slået sig noget i tøjret, da han er glad for hovedstaden, men efter at have fællesejet et kolonihavehus sammen med mig de seneste tre år, er han knækket, og vi har nu købt hus! En murermestervilla som den, min far bor i, men beliggende i Køge – 39 kilometer fra København, hvor jeg har boet hele mit voksenliv. Ganske vist er der ikke hav-kig, men der er ikke langt derned. Og vores hus ligger på en blind villavej med massevis af naboer med massevis af børn!
Vi flyttede i tirsdags, og jeg føler det som om, jeg er på honeymoon med mit liv! Jeg har en kummefryser i kælderen, et samtalekøkken i stueetagen og et badekar på førstesalen og et væld af sommerfugle i maven, og jeg føler mig som verdens rigeste og heldigste!
Børn kan få en god barndom de fleste steder, er jeg stensikker på. Bare der er mad, kærlighed, omsorg og varme nok. Og hvor der er godt at bo, er en fuldkommen subjektiv vurdering. Og for mig (og heldigvis også min husbond) føles det her så rigtigt, fantastisk og spændende,og jeg føler mig så heldig, at jeg kan give mine børn den her opvækst med hus, have og venner på vejen – som lidt minder om min egen, men med storbyen indenfor en ganske overskuelig rækkevidde, så de voksne kan få bevæget lakskoene engang imellem.

Det er ikke første gang i Danmarkshistorien det er set, at en blogger svinger en indsamling og et telefonnummer til mobilepay indover til sine læsere, men alligevel er dét jeg vil præsentere jer for her temmeligt meget anderledes.

OBS: Vi samlede ialt 33528.- ind til Danmarks Indsamling. Pengene er nu doneret og indsamlingen er slut ❤️ TAK fordi I var med! 

Jeg sidder i luftrummet et sted imellem Stockholm og København. Det føles på en måde allerede som om jeg er hjemme. Som om Somaliland er langt væk. Det er det selvfølgelig også og alligevel er det så tæt på. For mig.

Den seneste uge har som de fleste af jer nok allerede ved, givet mig en lang række gode, hårde, svært fordøjelige, hjerteskærende og heldigvis også helt fantastiske oplevelser, som kulminerede med fødslen af en lille pige, som blev opkaldt efter mig, tidligt torsdag eftermiddag.


Læs beretningen om fødslen af lille Cana HER.


Og nu sidder jeg her. Næsten hjemme, hvor hverdagen kalder og hvor alt fungerer som det plejer. Hjemme, hvor jeg glæder mig til at cykle, til at handle ind og til at iklæde mig noget tøj som fremhæver min krop på dén måde jeg bedst kan lide den. Og til at kramme mine børn. Hold kæft, hvor jeg glæder mig til at kramme mine børn, når jeg får dem hjem til mig i morgen formiddag. Knus-krammende-tårer-i-øjnene-meget.

… Men først skal i dag lige rendes igennem.

Egentlig havde jeg aftalt med nogle af de gode folk fra Danmarks Indsamling, at jeg skulle bruge min aften på Instagram. Her skulle jeg have lavet min egen lille live-transmission undervejs i aftenens store show, for at kunne kommentere på alt dét der sker inde i fjernsynet – og for at svare på hvad end I måtte have af spørgsmål, både til indsamlingen og til hvad der egentlig er behov for, i nogle af de lande som indsamlingen støtter og som jeg har besøgt. Men, som I nok fornemmer på min måde at formulere mig på, så har jeg simpelthen fortrudt. Jeg kan ikke sidde alene noget sted og sende live på instagram i aften. Dét holder mit hjerte simpelthen ikke til. Jeg har brug for at være sammen med nogen. Nogen, som jeg kan kigge i øjnene og snakke med, sådan rigtigt.

Derfor har jeg inviteret én af de allerbedste voksne jeg kan komme i tanker om, med på Trio – den restaurant, som jeg har glædet mig til at komme tilbage til, lige siden jeg spiste der for første gang til nytår – hvor vi skal spise fint, drikke vin og sludre indtil det bliver nat og vi trygt kan bevæge os ud i gaderne; enten for at finde et sted at danse eller vores respektive lejligheder hjemme på Østerbro.

Det har jeg aldrig rigtigt tænkt over før. At vi, to veninder, bare kan gå ud, selvom det er nat.

Det kan man ikke bare i Somaliland. Ligesom der er så meget andet man ikke “bare” kan, som vi ikke skænker en tanke herhjemme. Brødføde sine børn, som et eksempel. Eller sende dem i skole. Eller give dem en seng at sove i.

Der er vitterligt en verden til forskel og jeg vil så gerne være med til, at gøre den en lille smule mindre, for selvom vi i udgangspunktet kan synes temmeligt forskellige, så er vi alle ens. Kvinderne på neonatalafdelingerne som håber det bedste for deres for tidligt fødte børn, har den samme kombination af håb og angst i øjnene uanset om de kommer fra Hellerup nord for København eller slummen i Hargeisa.

Jeg vil gerne give hvad jeg kan og efter en hurtig konference med min bankrådgiver, har jeg fået grønt lys til at donere 20.000 kroner til Danmarks Indsamling.

20.000 kroner er skide mange penge for mig og det kommer selvfølgelig til at betyde at jeg skal vende finanserne lidt ekstra i den kommende tid, men jeg ved, fordi jeg har set det, at det er endnu flere penge de steder som Danmarks Indsamling støtter. Det kan være med til at redde flere familier. For nogen endda for altid. “Min” lille Cana, for eksempel. Tænk hvis hendes familie kunne få hjælp til at sende hende i skole, så hun en anden dag kan være med til at redde verden.

Selvfølgelig vil jeg gerne donere de penge, men jeg vil allerhelst have dem til at vokse først. Derfor har jeg oprettet min egen lille indsamling, til Danmarks Indsamling, som jeg håber at I vil hjælpe mig med at få stablet på benene, så vi kan få sendt en hulens masse penge afsted.

Alle kan, indtil i aften klokken 20.00 overføre et valgfri beløb via mobilepay til mig, på 31267882 og så fordobler jeg alle overførslerne helt op til de 20.000 kroner, som altså er maksimum for, hvad jeg kan undvære i min lille husholdning.

Om I sender 10, 50, 500 kroner eller mere, er fuldkommen underordnet, men det ville betyde meget for mig, hvis I giver hvad I kan. Så fordobler jeg beløbet. Og så vil jeg glæde mig til, inden middagen i aften, at ringe ind til Danmarks Indsamling og overbringe vores samlede donation, som jeg er edderspændt på hvor stor bliver ❤️

OBS: Vi samlede ialt 33528.- ind til Danmarks Indsamling. Pengene er nu doneret og indsamlingen er slut ❤️ TAK fordi I var med!

Kender I de der dage, hvor man har haft lidt for mange opgaver på arbejdet, fået lidt for meget information og haft alt for lidt tid til at fordøje det hele? Sådan har jeg det ret meget i yderste potens lige nu og selvom der er så meget jeg gerne vil fortælle, så er det som om jeg ikke rigtigt kan finde ud af at få begyndt. I dag har været en vild dag. Det er de sådan set allesammen hernede i Somaliland, for sådan én som mig, lige nu, men i dag har alligevel været noget helt særligt.

Vi har i løbet af de seneste dage besøgt absurd fattige familier, vi har været i en flygtningelejr og mødt en lille pige, som var blevet efterladt i en vejside af sin mor, bare 2 dage gammel – og alligevel har i dag, været den hidtil vildeste dag. Vi indfandt os på Hargeisas eneste offentlige hospital, hvor jeg som første punkt på dagsordenen blev vist ind på fødeafdelingen. Jeg blev taget venligt imod af en jordemoder, som kort fortalte om stedet, inden hun gelejdede mig ind på fødestuen, hvor jeg tilbragte de næste timer i en rus af alle mulige følelser, som jeg har svært ved endnu at sætte de helt rigtige ord på. Der blev født to børn og jeg tænker, at I får beretningen om den ene, som jeg assisterede, til en helt, helt særlig udgave af fødselsfredag i morgen.

Efter fødslerne faldt jeg i snak med en ung kvindelig læge, som viste mig rundt på nogle af hospitalets forskellige afdelinger. Neonatalafdelingen og en afdeling primært for fejlernærede børn. Suk, mand.

Eller ikke bare suk, men av. Sådan rigtigt, ægte av, helt ind i hjertet.

Der var otte børn indlagt og jeg siger jer, at den ene havde det værre end den anden. For helvede, hvor var det hårdt at kigge ind i deres store brune øjne og ned over deres benende kroppe og kun kunne gisne om, hvordan deres fremtid så ud. Værst var det for en lille dreng på syv måneder, som kun vejede 2,7 kilo. Altså, mindre end en gennemsnitsbaby født et par uger før termin, svarende til lige knap en tredjedel af hvad en gennemsnitsdreng på syv måneder vejer. En tredjedel! Han lå, helt bleg og helt vildt tynd, og sov i armene på sin mor, med en sonde i næsen og de længste smukke øjenvipper jeg i mit liv har set. Han så – jeg er virkelig ked af at skrive det, men det er sådan det er – næsten død ud. Så meget, at jeg blev nødt til lige at stryge ham over panden, for at mærke om han stadig var varm. Det var han, heldigvis.

Moderen som sad med den lille afkræftede, fejlernærede – og garanteret svært anæmiske (altså, blodmanglende) – dreng i armene, fortalte at hun boede i et andet område af byen, hvor hun igennem 3 måneder havde søgt hjælp hos en lokal, alternativ læge, som havde fortalt hende, at drengen var blevet syg af hendes modermælk og at han skulle ernæres med gedemælk. Gedemælk, som altså ingenlunde er hverken god eller sufficient ernæring for en nyfødt. Gedemælk, som familien i øvrigt havde svært ved at skaffe, fordi deres egne geder var døde som følge af den tørke, der nu igennem snart fire år har hærget Somaliland. Og nu lå han der, drengen, og lignede én der var klar til at takke af for denne gang og jeg kan sgu næsten ikke engang holde ud at tænke på det. Dét lille menneske, som for pokker skulle have haft noget ordentlig hjælp noget før!

Jeg spurgte lægen hvordan hendes erfaring var omkring fremtidsperspektivet for sådan en lille fyr, hvortil hun svarede, at det vist måtte være op til højere magter at afgøre skæbnen for ham. Det kan gå begge veje…

Mit hjerte var sådan helt seriøst ved at gå i stykker. Over at se den lille dreng og over at se hans mor, som jeg kun kan forestille mig har det fuldkommen vanvittigt inden i, over at have “tilladt” sit barn, at blive så underernæret. Det er selvfølgelig ikke moderen skyld, at drengen har det som han har det, men som mor til to børn, ved jeg bare hvordan jeg i hvert fald altid selv, bebrejder mig som den ansvarlige for alle mine børns ulykker. Jeg slår ofte mig selv (ganske hårdt, men dog imaginært) i hovedet over “hvordan jeg da også burde have handlet anderledes” i en given situation, hvor mine børn er kommet galt afsted. Når de er faldet af gyngen på legepladsen eller når de snubler over deres løse snørebånd, for eksempel. Forskellen her var bare, at drengen ikke var faldet grædende ned på et blødende knæ. Han var – bogstaveligt talt – ved at dø af sult.

Jeg savner pludselig mine egne børn helt ubeskriveligt meget. Min lange, ranglede Jens, som altid fortæller mig at han elsker mig og min lille, stadigt lidt babybuttede Peter, som nusser mit hår, når han er træt og tryghedssøgende. Mine børn, for hvem verden ligger åben. Mine børn, som har to kærlige hjem og ditto forældre. Mine børn, som (næsten) kan alt og som formentligt aldrig kommer til at mangle noget af dét der er essentielt for at overleve. Mine børns liv, som er så langt fra de små børns liv, som jeg har været vidne til i løbet af de sidste par dage – og altså, i særdeleshed i dag, hvor virkelighedens barske realiteter for mange familier hernede, for alvor er gået op for mig.

Hvis ikke det var for mine børn, var jeg blevet hernede længe endnu, for at hjælpe til på hospitalet og ikke mindst ude i samfundet hvor der er så tydelig brug for hjælp. For oplysning, for undervisning og selvfølgelig for økonomisk hjælp. Heldigvis ved jeg, efter at have set nogle af SOS-Børnebyernes projekter hernede, at der er hjælp at hente og mit ønske er nu bare, at vi for fanden giver et ekstra lille nap med, allesammen. At vi støtter med dét vi kan, uanset hvor lidt eller hvor meget det så end måtte være, for jeg lover jer, kære damer, at der er pissemeget behov for det.

Det er der bare og jeg tænker, at Danmarksindsamlingen, som blandt andet støtter nogle af SOS-Børnebyernes projekter hernede i Somaliland, er et smaddergodt sted at starte. Og ja ja, jeg ved godt at dét har jeg skrevet i snart mange dage i træk nu, men det er altså fordi jeg mener det, så bær over med mig <3

Vi har prøvet det mange gange, hjemme hos os. Det der med at flytte. Jens, min ældste, havde i løbet af sine fire første leveår haft fire forskellige adresser og senest er han – og lillebror med, selvfølgelig – gået fra at have ét hjem, til at have to (som jeg skrev om forleden). Erfarne flyttere, kunne man vel nærmest kalde os og alligevel har det været med lige dele spænding og nervøsitet i maven hver gang. For det er fandme ret stort at flytte – især når man har børn. Nogenlunde det samme gennemgår én af mine søde veninder og allerbedste kollegaer, SneglCille, lige nu, hvor hun og hendes usædvanligt lækre familie står for at flytte fra København til Hornbæk, som jeg har overtalt hende til at fortælle lidt om imens – og i anledning af – at jeg er med Danmarks Indsamling og SOS Børnebyerne i Somaliland i denne uge.

Jeg tænker meget på det for tiden. Om vores, de voksnes, valg om at rykke os alle op med rødderne og rykke ud af byen og dermed væk fra alt det børnene (og jeg) kender bedst.
Vi har boet tre steder i København igennem de sidste ni år. Alle flytninger (to for den ældste, en enkelt for de yngstes vedkommende) har børnene taget uden så meget som et løftet øjenbryn, men det har jo også bare været først 500 meter, hjem til noget den ældste kendte, nemlig da vi flyttede sammen med hans far, efter fire års adskillelse, og senest for et år siden, da vi rykkede skaldede fire kilometer længere ind i byen, fra Kbh V til Kbh K. Denne gang tager vi et noget større spring. 46 kilometer nord fra al det vante.
De siger de glæder sig, dem der kan tale altså, og selvfølgelig gør de det. Men selvom beslutningen om at rykke ud og væk er taget for dem og os, er det alligevel med et mikroskopisk snert af tvivl… Er det den rette beslutning? Hvordan kommer de til at reagere helt ægte, når virkeligheden rammer, og det der sted vi besøger og går og hamrer lidt på i weekenden pludselig er der vi bor, og lejligheden i Store Kongensgade er nogle andres hjem. … Og ja, jo, jeg indrømmer gerne af en del af tvivlen handler om min egen usikkerhed, som en der aldrig har boet I hus og slet ikke forbinder huslivet væk fra storbyen som et ‘rigtigt’ barndomshjem. Det kender jeg kun fra Tv-serier, bøger og film. Der hvor jeg voksede op, var der narkomaner i gården og gang i gaden altid, men det var alligevel trygt og varmt og rart, for det er jo ikke kun rammerne, men det der er fyldt i dem, som er med til at danne et hjem.

Jo mere jeg tænker over det, over den ændring vi står overfor om en måneds tid (!)  jo mere rolig bliver jeg. For det handler jo ikke om hvor vi er, eller om vi har eller ikke har en have, om børnene har hver deres værelse, eller om der er varme i gulvet, og om hvor langt, der er til det vi kender –  For vi kommer jo til at kende noget nyt – Og i virkeligheden er det vigtigste jo bare, at der er kærlighed, der hvor vi er, om det så er i velkendte larmende og hurtige København eller rolige Hornbæk, eller noget tredje, er bedøvende ligegyldigt.

Mine børn får haven, gulvvarmen og legehuset, som jeg ikke selv havde da jeg i sin tid opvoksede på (dengang knap så børnevenlige) Vesterbro, men det er hverken bedre eller værre, for mit barndomshjem var som sagt fyldt med kærlighed, ligesom deres er det, og det er sgu det vigtigste… Og jeg vænner mig nok også til roen og det der friske luft.

… og I guder, hvor er det privilegeret og fuldstændigt fantastisk, at det er det, der er mit og mange andres dilemma her i Danmark, når det at have et hjem andre steder, som Cana lige nu er vidne til på første række, ikke engang er en realitet –  Heldigvis er kærlighed ikke hæmmet af landegrænser, og jeg håber at I vil være med til at støtte op om Danmarks Indsamling, på lørdag d.3.februar, på DR1 ♡

Støvet hvirvler om fødderne på mig, for hvert skridt jeg tager. Jeg har ikke strømper på i skoene og jeg overvejer nu, om det var en god eller en dårlig beslutning. Der var nok kommet sand ind imellem tæerne på mig alligevel og med tanke på varmen fra den bagende sol, tænker jeg at det var ok. I virkeligheden er det vinter og somalilænderne siger, at her er køligt, men jeg sveder under min lange mørke kjole. Og under tørklædet, åh, lad mig ikke komme igang med at fortælle om, hvor varmt der bliver under sådan et.

Vi er kommet til ét af de fattigste områder i Hargeisa, hvor husene er byggede af grene og gamle tekstiler og tørken, som i dén grad hærger landet, er til at få øje på i det knoldede landskab af sand og sten. Det er helt tydeligt, når jeg ser mig omkring, at menneskene der bor her, må være svært udfordrede.

En kvinde, hvis mand for nyligt er død af tuberkulose, byder os indenfor i sit hjem. Et lille hus med to rum, hvor hun bor sammen med fire af sine ialt seks børn. De har én madras at sove på og kun et enkelt tæppe, som de kan varme sig under, når nattens kulde vinder ind. De andre børn bor i nabohuset, sammen med kvindens tre brødre. Sådan gør man nemlig hernede; hjælper hinanden hvor man kan. Hun er glad for at se os. “Jeg håber at I kan hjælpe mig” siger hun, imens hun fortsætter: “Siden min mand blev syg, har min ældste bror forsørget mig og mine børn, men når han snart gifter sig, kan han ikke længere tage vare på min familie også”. Hun har vitterligt ingenting og alligevel byder hun mig få minutter senere på en skål ris, som hun har forberedt til familien.

Kæft mand, hvor må det være vildt, at sidde i en virkelighed, som denne kvinde. Det er selvfølgelig tydeligt, at hun aldrig har haft meget at gøre med, rent økonomisk, men at hun så samtidig har mistet sin mand, som ellers hidtil havde forsørget familien, imens hun skal tage vare på seks børn (som hun selvfølgelig ikke har råd til at sende i hverken børnehave eller skole) og et hjem der skal fungere, gør det næsten ubærligt.

Jeg afslår høfligt risene, griber hårdt sammen om mit hjerte og går ud og leger med nogle børn.

Børnene jeg legede med var gudskelov, som børn nu engang er; glade, nysgerrige og helt vildt søde. Vi pustede sæbebobler i ét væk, indtil vi takkede af for besøget i det fattige område og kørte videre, for at besøge en kvinde, som var ganske anderledes og mere heldigt stillet. Hun har nemlig fået hjælp.

Kvinden – hende den mere heldige, altså – blev allerede som 15-årig forældreløs, efter hendes far ganske tragisk slog hendes mor ihjel mor ihjel, inden han selv døde kort tid efter, i fængslet. Hun var den ældste i en søskendeflok på otte, uden nogen nærtstående familie omkring sig og hun blev dermed den primære forsørger af sine små søskende. Som 15-årig med sorgen over at have mistet sine forældre. Puha, altså! Da jeg var 15 år gammel, var jeg lige startet på gymnasiet, hvor mine største bekymringer handlede om irriterende matematikopgaver og om jeg nu kunne komme ind på diskoteket i weekenden, hvor jeg så gerne ville imponere ham den søde fra 2.G, som forhåbentligt ville være der. Kvinden her, skulle tage vare på syv yngre søskende. Og sig selv, selvfølgelig.

Det var – ganske givet – nogle hårde år for hende, og alligevel sad vi nu i en stor hjørnesofa med fødderne placeret på et stort tæppe, som lå henover klinkegulvet, hvor kvindens ældste datter gik legende rundt, i sin formentlig allerfineste kjole.

For tre år siden, kom kvinden og hendes familie ind i SOS-Børnebyernes familieprogram (som er ét af de projekter som i år bliver støttet af Danmarks Indsamling), hvor hun, sammen med en donation på 500 dollars, modtog træning i at køre en forretning, som hun sidenhen havde stablet på benene. Hun havde købt sig to køleskabe, som, sammen med en portion hårdt arbejde, skulle vise sig, at udgøre en ganske solid investering. Forretningen var langsomt vokset og hun sad nu stolt og kunne fortælle hvordan hun havde mulighed for både at brødføde familien og sende yngre søskende og børn i skole.

Sjældent har jeg mødt så sejt et menneske, som denne kvinde. En ægte power-kvinde, som jeg vist ganske akavet flere gange fik fortalt hende.

Arghmen altså, jeg kan slet ikke få armene ned over hvor fedt jeg synes det er! Tænk sig, at en hel familie kan komme så langt for 3.000 danske kroner. Èt er jo, at de alle får mad på bordet både morgen og aften, men noget andet er jo også, at alle børnene rent faktisk får mulighed for at tage sig en uddannelse, således de forhåbentligt ender ud langt bedre stillede, end det er tilfældet for størstedelen af befolkningen her i Somaliland. Det er måske lige at presse citronen, men det føles næsten på sin plads at sige, at man med så lille en donation har reddet flere (kommende) generationer af lige akkurat dén familie.

Det nytter virkelig noget at hjælpe og jeg håber sådan at vi, på lørdag når det store indsamlingsshow løber af stablen på DR1, kan få skrabet en hulens masse penge sammen, som vi kan sende ud til familier som dém jeg har mødt i dag. Til dem, hvor det for alvor gør en forskel. Dét giver eddermamer mening.

Ligesom det – selvfølgelig i en helt anden skala – også giver mening at lege med børnene, selvom det giver beskidte fødder.

(… Og hvis nu nogen af jer tænker, at I gerne vil være med til at støtte den gode sag, men at I simpelthen ikke kan/gider/orker at indfinde jer foran flimmerkassen på lørdag, så kan I selvfølgelig også give jeres bidrag via mobilepay ;-))

Det er ikke nødvendigvis knyttet til et sted, dét der med at have et hjem, siger Sarah, der alligevel græd, da hun og hendes familie i barndommen skulle flytte fra det lille hus for enden af grusvejen. Udover at stå bag bloggen Stay Strange, er Sarah bare skide sød og så er hun (til mit held) for nyligt blevet ansat i Confetti CPH, hvor hun således fungerer som én af mine allertætteste kollegaer og samarbejdspartnere. Imens – og i anledning af – jeg suger store, vilde, hårde, gode og ganske overvældende oplevelser til mig i Somaliland, hvor jeg lige nu befinder mig sammen med Danmarks Indsamling og SOS Børnebyerne, har hun, søde Sarah, skrevet lidt om dét der med et barndomshjem, som jeg håber at I vil tage godt imod.

Kort før jeg begyndte i skole, flyttede vi til et hus på landet. Det var indbegrebet af dansk landidyl: Huset lå i bogstaveligste forstand for enden af en grusvej. Fra terrassedøren var der ikke mere end 3 meter til markskellet. På marken gik heste og græssede. For enden af den mark var der en skov. Og på den anden side af skoven gik solen ned. Hver aften. Sommer og vinter. Jeg husker det som om det enten var solrigt sommervejr eller helt hvidt af sne.

Jeg voksede op i en kernefamilie med et twist; en mor, en far og to børn. Min mor introducerede mig for klassisk musik og min far introducerede mig for Mariah Carey. Det var et hjem med kør-selv-ferier, høj musik og dans på strømpesokker. Der var trygt.

Efter et par år dér, i det lille hus for enden af grusvejen, flyttede vi. Jeg kan huske, at jeg græd, da jeg fik beskeden om, at vi skulle flytte. Mest fordi jeg elskede omgivelserne. Jeg elskede, at der var kattekillinger hver sommer, og at jeg kunne løbe alene på opdagelse i skoven. Jeg var dog ikke ulykkelig. For hvor min familie var, var mit hjem. Det vidste jeg allerede dengang. Vi flyttede til et større og helt nyt hus, som vi byggede op fra bunden: Jeg så fundamentet blive støbt, og sov på en drømmeseng midt i huset, mens mine forældre malede loftbrædderne. Vi byggede det op sammen. Sådan føltes det. For et hjem er ikke nødvendigvis et sted, men en følelse, et tilhørsforhold, en tryghed. Og den slags tager tid at skabe.

Nu, som jeg har fået min egen lille hjemmelavede familie, falder der stadig en særlig ro over mig, når jeg træder ind i mit barndomshjem. Men der er også noget over mit hjem. Vores hjem. Det hjem, som vi har skabt sammen. Min mand, jeg og vores lille mini-os. Særligt efter at jeg er blevet mor, er dét med at have et hjem, og ikke bare en lejlighed, blevet vigtigt for mig. Det betyder noget, at der er rart at være. Jeg håber, at min datter vil vokse op og synes at her er trygt. Og at hendes venner måske endda vil føle det som et sted, hvor de kan søge tilflugt. Det er en af mine største ambitioner for mit hjem.

Jeg håber aldrig, at det er noget jeg skal føle, jeg ikke har. Og endnu mindre min datter: Et hjem. Hverken rent fysisk, men mest af alt et hjem i den følelsesmæssige forstand. Fordi menneskene og minderne deri giver en tryghed og ro. Derfor giver det så meget mening for mig at skrive her, om I ikke nok vil støtte Danmarksindsamlingen! I år går indsamlingen til børn uden hjem. Og hvis det stod til mig, skulle alle børn i verden have et hjem. Et trygt og rart hjem. En base. Derfor: Hvis du kan undvære lidt, så støt Danmarks Indsamling og børn uden hjem, på lørdag d.3.februar på DR1 ♡

Jeg sidder med ryggen mod dét, der må være verdenshistoriens hårdeste pude og fødderne under dynen, der er sirligt foldet i fodenden af sengen. Over mig hænger et havblåt myggenet, som igennem de mange lag, der hvor det folder, lige akkurat tillader mig at kunne se fjernsynet, som jeg ikke orker at tænde, på den lille skænk i den anden ende af rummet. Jeg er, sammen med Shaka Loveless og Anders fra SOS-børnebyerne, landet i Somaliland og velankommet til hotellet, som udover at give mig et sted at sove, rent faktisk også byder på vand i både toilet og bad, hvilket jeg, efter temmeligt mange rejsetimer (og virkelig meget bland-selv-slik fra lufthavnen i Stockholm) sætter usædvanligt stor pris på. Og kaffe. Godtnok – og på trods af at vi nærmest bevæger os på grænsen til Ethiopien – dårlig kaffe, men kaffe.

Som I måske har fornemmet fra nogle af mine blogindlæg fra den sidste tid, så har jeg været en kende nervøs for turen her til Somaliland, men efterhånden som præ-savnet til mine børn og den pakning jeg hele tiden udskød tog over(hånd), er min nervøsitet dalet. Og heldigvis for det, for her virker både trygt og rart at være og selvom der godt nok står et par bevæbnede vagter udenfor hotellet og alt i øvrigt er ganske anderledes end det jeg kender hjemme fra trygge, lille Danmark, så føles det ikke spor farligt.

Ovenpå nattens lange rejse, tog vi et hurtigt hvil på hotellet, inden turen gik ud til SOS Børnebyen her i Hargeisa og hold nu op, sikke et sted, altså! Hvis ikke jeg allerede var tryg ved at være her i forvejen, så blev jeg det der. Medarbejderne vi mødte var nogle af de mest passionerede og venlige mennesker jeg overhovedet kan komme i tanker om nogensinde at have mødt og børnene – suk altså – de var (selvfølgelig) så søde, at bare en brøkdel havde været mere end rigeligt.

Der var blandt andet en lille, skøn pige, som for nyligt var kommet til SOS børnebyen, efter at hendes mor desværre var ude af stand til at tage vare på hende, som stormede direkte ind i mit hjerte. Hun nærmest sprang op i armene på mig og viste mig med store armbevægelser og masser af lyde, som jeg ikke forstod et kvæk af, hurtigt hvor hun boede og hvor vi altså skulle gå hen. Hun var en del af en større “søskendeflok” og det var helt tydeligt, at hun – på trods af, at hun var den yngste – styrede slagets gang derhjemme. Hun prøvede i hvert fald på det, som en ægte lille diva 😉 Det var fuldkommen vidunderligt at se den lille pige, som så åbentlyst stortrives i sit nye hjem, med nye “søskende” og en ny, kærlig SOS-mor, når jeg samtidig vidste at hun for bare et halvt år siden, stod overfor en ganske grusom skæbne, hvis ikke hun havde fået muligheden for at komme ind under SOS Børnebyernes vinger.

Hele stedet emmede af glade børn, som synes at trives med hinanden i en gensidig og nærmest familiær respekt og jeg kan næsten ikke vente med at komme tilbage dertil i morgen, hvor jeg tænker, at jeg skal have gang i nogle af de sæbebobler og balloner jeg har medbragt til formålet.

Udover at lege med børnene og snakke med de voksne, skal vi i morgen også introduceres til det kommende akut-hus henne i Børnebyen, som faktisk er noget af dét midlerne fra dette års Danmarksindsamling kommer til at gå til. Et hus der, så vidt jeg har forstået, kommer til at fungere som en slags “visitationshus” hvor nogle af de mest udsatte børn, der kommer ind, vil blive visiteret til de bedst mulige tilbud, som for nogle vil betyde plads i de traditionelle familiehuse, imens det for andre måske vil betyde at de får en lokal plejefamilie eller ydet lokal støtte til deres egne familier, hvis de er så heldige at have dén slags. Et hus og en funktion, som i mine øjne virker som en fremragende idé, for at kunne hjælpe endnu flere børn, til at kunne få et trygt og godt barndomshjem.

Det bliver godt, gør det. Først skal jeg bare lige have indhentet alt det søvn jeg ikke har fået i nat. Godnat herfra – og tak til alle jer, der har sendt mig søde og bekymrede beskeder i forbindelse med min rejse. Jeg er i live – og mere end ok ♡