Category

Familieliv

Category

Skal du slet ikke noget?

Først var jeg ikke i tvivl. Så fik jeg dårlig samvittighed over det. Og nu ved jeg, at jeg traf den helt rigtige beslutning, da jeg takkede nej til middag – et blogevent – i selskab med en flok søde bloggerdamer, ditto læsere og en overflod af skønhedsprodukter.

Jeg har gjort det ret meget på det seneste; sagt nej til arrangementer, som jeg egentlig rigtigt gerne ville med til, fordi der er noget jeg hellere vil. Fordi jeg hellere vil bruge tid sammen med mine børn.

“Jamen skal du ikke noget?” er der et par stykker, som skulle afsted til førnævnte arrangement, som har spurgt mig, når jeg fortalte at jeg ikke kunne komme med, fordi jeg skulle sidde hjemme i min sofa imens mine drenge forhåbentligt skulle sove sødt. “Er det fordi du ikke kan få en barnepige?” 

Av, tænkte jeg, da jeg fik spørgsmålet første gang. Nej, jeg skal jo sådan set ikke “rigtigt” noget og måske er det også bare forkælet af mig, sådan at sige nej tak til dén slags (fede) arrangementer. Men altså, ikke desto mindre så har svarene på de to spørgsmål alligevel stået lysende klart for mig.

Jo og nej. Jo, jeg skal være sammen med mine børn. Så meget som jeg overhovedet kan. Så nej, det er ikke fordi jeg ikke kan få en barnepige.

Særligt på dage som i dag, hvor de fra i morgen skal tilbringe de næste fem dage hos deres far, suger jeg dem til mig som en sulten kat om en skål fuld af den friskeste fløde og der skal altså væsentligt mere end fancy bloggermiddage, gallapremierer og julefrokoster, til at få mig til overhovedet at overveje, at skulle få drengene passet. Bevares, det havde måske set anderledes ud, hvis vi havde haft nogle bedsteforældre (eller andre, som elsker børnene på niveau med dem) lige rundt om hjørnet, men når nu tilfældet er som det er, så vil jeg altså allerhelst bare suge mine børn til mig og give dem så meget tryghed som over hele hovedet muligt, når de er hjemme hos mig.

Lige nu sover mine drenge. Jeg har sat mig til rette for at se den sidste del af semifinalen i Den Store Bagedyst (som jeg desværre ikke rigtigt har kunnet trække mig op til at følge ordentligt med i, i år; der mangler ligesom en sønderjyde eller en Sune, for at gøre det rigtigt sjovt, synes jeg) og det føles lige akkurat som det skal.

… Især fordi jeg lige, på foranledning af et par damer, som tippede mig om servicen på mit seneste (lidt ynkelige) opslag på instagram, har bestilt snolder til udbringning, uden dog overhovedet på noget tidspunkt, at være blevet informeret om, hvornår det rent faktisk kan forventes at dukke op. Dén slags ventetid kræver altså usædvanligt meget rygrad, når det foregår til synet af flotte kager i fjernsynet, fordi jeg rent faktisk lige er kommet i tanker om at jeg har pålægschokolade i køleskabet.

Jeg skal jo bare gemme et par skiver, så der er til de hjemmebagte boller, jeg selvfølgelig planlægger at overkompensere min sidste morgen i denne uge, sammen med drengene, med… Ik’?

Søndagshygge, rettigheder og en tegnekonkurrence

De leger hele tiden, vores børn. Altså, når de ikke lige spiser, sover eller slås, naturligvis. Det er sådan børn lærer. Igennem leg, glæde, kreativitet og fysiske udfoldelser. Og det har de selvfølgelig ret til, alene i kraft af at de er børn. Det siger FN i alle tilfælde i deres Børnekonvention og jeg giver dem hundrede procent ret. Vores børn, verden over har selvfølgelig ret til at udvikle sig som mennesker, til at bearbejde deres følelser og til at lære hvordan man indgår i gode sociale relationer; og dét gør de altså rigtigt godt igennem leg.

Hjemme hos os er selvfølgelig ingen undtagelse. I hverdagene er jeg ikke altid så god (som jeg gerne ville være) til at lege med drengene, men i weekenderne, hvor vi typisk har lidt bedre tid til at fordybe os i den enkelte leg, får den fuld skrue og jeg elsker at se, hvordan en lille smule voksen vejledning kan få fantasien til at blomstre hos mine drenge. Peter bygger flyvemaskiner, robotter og alskens dyr ud af alt der overhovedet kan sættes sammen i former, imens Jens knuselsker at lade fantastien og kreativiteten få frit løb, når han tegner. For tiden har han gang i en lille lommebog, som jeg købte med hjem til ham fra Nepal, som han er ved at lave til sin helt egen billedbog, med en tegning på hver side. Muligvis affødt af at begge hans forældre holder sig en sidegeschäft som forfattere, men ikke desto mindre, vanvittigt sødt!

[Peter har ikke rigtigt ro i kroppen til at sidde og tegne for længe ad gangen – til gengæld er han fuld af fart og fantasi. Her forlader han tegnebordet til fordel for en selvbygget racerbane ud af farvet papir]

Heldigvis er der rigtigt mange der har forstået vigtigheden af børns mulighed for – og ret til – at lege og som en tung spiller på banen, har IKEA (igen) meldt sig under fanerne for at støtte FNs gode arbejde med børns rettigheder verden over, med lovning om at deres IKEA Foundation donerer (mindst) 335 millioner danske kroner til formålet i løbet af de kommende tre år.

Derfor var der selvfølgelig heller ingen tvivl, da jeg spurgte Jens om ikke han ville være med i IKEAs børne-tegnekonkurrence der løber i hele november måned; en kæmpestor international konkurrence hvor børn verden over kan tegne deres bud på det perfekte tøjdyr, som de 10 heldige vindere får sat i produktion i den gode sags tjeneste. Jens ville gerne være med, fordi han elsker at tegne (og fordi han gerne vil vinde) og jeg klapper i hænderne over, at få (endnu) en anledning til at snakke med mine børn om børns rettigheder verden over – og om, hvordan vi herhjemme fra kan være med til at gøre en lille, men vigtig, forskel for nogle børn, som lever under mindre priviligerede vilkår end os selv.

Siden Jens er startet i skole, er han for alvor også begyndt at forstå konceptet med børns rettigheder, fordi det faktisk også er noget de beskæftiger sig en del med i skolen, som er en “Rettighedsskole”, som altså arbejder målrettet ud fra Børnekonventionen. Det er ski’e smart, fordi alle undersøgelser peger på, at børn, som kender deres rettigheder og forstår dem i praksis, trives og behandler hinanden med respekt og værdighed og hvis man igennem en øget forståelse for egne (og andres) rettigheder kan opnå dét, ja så synes jeg faktisk kun det kan gå for langsomt med at komme igang med at snakke med børnene om det. Med at vise dem, hvad børns rettigheder er og hvordan de kan hjælpe andre. For eksempel ved at deltage i IKEAs fine tegnekonkurrence, som er et oplagt sted at starte i dialogen omkring at børns rettigheder selvfølgelig er de samme, uanset hvorfra man kommer i verden.

… Og uanset hvad, er det jo bare helt vildt hyggeligt at tegne med sine børn. Eller, det er det i hvert fald for mig med mine børn.

Det er selvfølgelig gratis at deltage i konkurrencen; eneste krav er, at man afleverer sin tegning i et af IKEAs fysiske varehuse, at kunstneren er under 12 år og nogen i husstanden er medlem af IKEA FAMILY. Sidstnævnte er i øvrigt også helt gratis, fyldt med fordele (i hvert fald hvis man, som jeg, bor relativt tæt på og ofte kommer i IKEA) og hvis man ikke allerede er medlem, kan man blive det lige HER.

Fordi vi sov for længe…

Det virkede mest som en nødløsning, da jeg satte “Bamses Godnathistorier” på, klokken lidt over fire i nat. Peter havde sovet dårligt, jeg var kommet lidt for sent i seng og nu mente han tilsyneladende, at det var tid til at få “godmorgentøj”, som vi meget pædagogisk kalder det, på. Som jeg altså var lodret uenig i. Men det virkede, lydbogstricket, og vi sov, ganske kort tid efter, videre. Lidt senere kom Jens ind og puttede sig ind under min dyne og jeg nåede lige et kort øjeblik at mærke, hvor heldig jeg er, at have så meget kærlighed i mit liv, inden jeg igen faldt i søvn.

… Og så vågnede jeg. Med fornemmelsen af, at det måske var liiidt rigeligt længe siden, at klokken havde været lidt over fire.

07.17.

Fuck. Det var pokkers.

Allermest havde jeg lyst til at blive liggende. Til at give børnene en fridag i nattøj og med hjemmebagte boller til morgenmad. Men nu er jeg bare ikke typen (længere), der altid lige har en pakke gær i køleskabet og det ville også tage ret lang tid, før bollerne var klar og Jens skulle jo sådan set også have en kammerat med hjem fra skole og jeg havde egentlig også tre møder inde i byen, som det måske ikke ville være super fedt at aflyse med begrundelsen “jeg ville hellere pjække med mine børn“. Så vi stod op. Eller altså, drengene nærmest sprang op, da jeg vækkede dem og fortalte, at vi skulle have en superheltemorgen – sådan en morgen, hvor man bare er lynhurtig til at tage tøj på og hvor maden nærmest flyver ind i munden. “Jahuuuuuuu!” Udbrød de hver især, nærmest lige indtil de, bare 20 minutter senere, stod klar til afgang, med overtøjet rigtigt på og smil så brede, som havde det været søndag.

Kæft, mand. Det lyder måske som verdens mindste ting, men for mig, var det – eller er det – kæmpestort! Vores morgenseancer herhjemme kan ofte være dem, der trækker allermest tænder. Dem, hvor gummistøvlerne pludselig bliver væk og jakken er forkert og tandpastaen smager ulækkert og hvor alt bare føles helt galt. I børnehøjde, forstås. Og fand’me så; den første gang vi nogensinde sover over os, så glider det hele bare som var det smurt ind i pastelfarvet mandelolie, så meget at jeg rent faktisk ikke tror, at mine drenge overhovedet opdagede, at vi var stået væsentligt senere op end vi plejer.

Vi nåede hvad vi skulle og først i dét sekund Peter og jeg trissede ud fra skolen, for at gå mod børnehaven, hørte jeg kirkeklokkerne, som indikerede, at vores timing – uanset hvor presset den havde været – var helt perfekt. Og så endda i støvregn; min absolut yndlings form for regn.

Så kan det sgu da næsten kun blive en god dag!

Lige om lidt…

De har lige ringet. De ville gerne hjem nu. Egentlig havde vi aftalt at jeg skulle hente dem ved middagstid, men udsigten til morbløde kram, som de ikke har fået siden fredag morgen i sidste uge, blev vist mere end tålmodigheden kunne klare. Og jeg forstår det godt.

Jeg har det på helt samme måde med dem.

Mine drenge, som med garanti i dén grad har hygget sig sammen med Thomas. Formentlig – og forhåbentligt – så meget, at de nærmest ikke har haft tid til at savne mig. Sådan som jeg også næsten har haft det med dem. Mit liv har været fyldt med veninder, fødselsdage, foredrag og en hel masse søde, skønne og seje mødre, som jeg har været så heldig at møde og der har derfor kun været efterladt en lille smule tid til savn. Tid, som dog alligevel har fyldt mere end jeg egentlig bryder mig om at tænke på…

Vi har ikke været væk fra hinanden så længe, siden jeg var i Nepal med Danmarksindsamlingen tilbage i januar måned, hvor mit fravær i sagens natur tjente et større formål. Nu er det bare som det er.

Og jeg tror faktisk – selvom vi savner hinanden – at det er ok.

Det bliver det i hvert fald. Det skal det.

Og lige om lidt kommer de hjem. Dem jeg elsker allermest.

Der er trods alt forskel på folk

Jeg prædiker det igen og igen; at der skal være plads og rum til forskellighed, og at man altid er okay, uanset hvor meget overskud (eller underskud) man end måtte have. At man aldrig er forkert. Og at de andre heller ikke er det.

Alligevel blev jeg særligt benovet i går, da jeg havde indfundet mig i BabySam i Esbjerg for at underholde en gruppe damer (og et par enkelte herrer) og jeg efterfølgende mødte særligt én kvinde. Der stod hun og så simpelthen så dejlig ud – og så var hun fand’me lige blevet mor for 14 dage siden. Mage til overskud skal man godt nok lede længe efter, tænker jeg.

Kvinden, som selvfølgelig også var smaddersød sagde smilende “Nu kom du jo lige i dag, så nu var det om at slå til” og altså, selvom jeg selvfølgelig bliver mere end bare almindeligt smigret over den slags komplimenter (som jeg tager det som), så synes jeg alligevel at det er noget af en præstation at dukke op til et foredrag så kort tid efter en fødsel.

I hvert fald var den slags udskejelser overhovedet ikke gået med mig, dengang jeg var nybagt mor; hverken første eller anden gang. Jeg mener, jeg kunne jo overhovedet ikke koncentrere mig om andet end min baby og mine usædvanligt store mælkebryster. Og min røv, vidst, som jeg havde noget så vederstyggeligt ondt i.

Kæft, hvor var hun sej altså! Og hendes baby – som kvindens mor, der også var med, kyssede på, imens vi tog billeder – var simpelthen så meget nuttet. Aw, altså. Babyer på to uger kan virkelig noget. Ligesom deres mødre.

Mødre er seriøst de sejeste i verden! Uanset om de kommer ud af huset to uger efter fødslen eller ej, for selvfølgelig er der forskel på folk – og selvfølgelig er det hele okay, så længe det er gjort med kærlighed.

Og så kom de hjem…

… Og pludselig var stuen igen fyldt med larm. Børn, der grinede, skændtes og legede om kap med deres racerbiler. Dem min verden i virkeligheden drejer sig allermest om. Dem jeg elsker mest. Og dem jeg heldigvis først i dag, fra et par timer inden jeg kunne hente dem, mærkede hvor meget jeg savnede.

Der var én, som stillede mig spørgsmålet om, hvor lidt eller hvor meget jeg egentlig reflekterer over det faktum, at der foreligger en temmeligt god mulighed for, at mine børn en dag kommer til at læse alt jeg nogensinde har skrevet om dem (omend det ville være en temmeligt tidskrævende opgave at sætte sig selv på) og selvom jeg selvfølgelig godt forstår hvor spørgsmålet kommer fra, så undres jeg alligevel lidt. Bevares, spørgsmålet var stillet til det mest passende indlæg i flokken af usandsynligt mange, men jeg synes nu alligevel ikke, at der kan herske nogen tvivl om, at jeg altid skriver om mine børn med en kæmpe respekt for dem. Både i nutid og i fremtid.

For selvfølgelig reflekterer jeg over, hvad jeg skriver om og i forhold til mine børn. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg kunne aldrig drømme om at hænge dem ud og fortælle historier om dem herinde, som jeg kunne forestille mig, at de ville blive kede af at læse en anden dag. Samtidig tror jeg dog på, at de bliver fyldt så rigeligt med kærlighed i dagligdagen, at de ikke ender med at komme til at tage skade (eller bare at blive kede) af et indlæg som dét jeg skrev i går, hvor jeg pointerer nogle af de gode ting ved at være “børnefri” af og til. Jeg forsøger jo for pokker at lære dem lige præcis dét hver dag; at se det gode i dét man befinder sig i. At hæfte sig ved det gode, frem for at dvæle ved det dårlige og hvis jeg ikke selv kunne effektuere lige akkurat dét, så ville min opdragelse i min optik være temmeligt hyklerisk.

Så ja, jeg reflekterer og passer på og så forsøger jeg faktisk bare at gøre mit bedste. Og det er helt ok, hvis nogen er uenige med mig i mine metoder eller tanker. Jeg er sikker på, at I også gør hvad I synes er det bedste for jeres børn, selvom det er noget andet end dét jeg gør for mine –  og det har jeg kæmpe respekt for.

Når man er blevet skilt kan man…

Det var ikke før klokken blev et stykke over 16.00 og én af mine veninder var kommet forbi til de rester af sushi, jeg havde spurgt hende om hun ikke ville hjælpe mig af med, at jeg fik noget at spise. Jeg havde siddet det meste af dagen, i skrædderstilling i min sofa, med computeren placeret på armlænet og en lille bitte solstråle lige udenfor mit vindue og skrevet. På kommende blogindlæg og på mit foredrag, som jeg skal rundt i landet med fra næste uge. Jeg har stadig ikke været udenfor en dør andet end for lige at låne en anden veninde mine bilnøgler, så hun kunne komme et smut udenfor byen.

Eller altså, jo jeg havde selvfølgelig spist før klokken blev 16, men jeg havde stadig ikke spist noget mad. Kaffe og bland-selv-slik, til gengæld. Og så slog det mig, hvor meget optur det rent faktisk også kan være, at være blevet skilt. Selvfølgelig ikke sådan “skilsmisse-kan-anbefales”-optur, men så meget, at jeg alligevel synes at det er værd at tage med, når nu engang tilfældet er sådan, at jeg jo rent faktisk ikke længere er kærester (eller gift) med mine børns far. Og så kan vi altid snakke om nogle af de mere nederen ting en anden gang, når solen ikke lige skinner, ik’?

Listen her er med garanti ingenlunde udtømmende, men altså, jeg er jo også stadig temmeligt grøn på det her område, så bær over med mig – og byd gerne ind 😉

Når man er SKILT (og børnene ikke er hjemme) kan man:

Selv bestemme hvad man vil spise. Og hvornår. Bland-selv-slik til både morgenmad og frokost? Den var sgu ikke gået tidligere…

Gå i seng når man har lyst. Uanset om det så er klokken 18.30 eller langt ude på natten, så er der ingen at stå til regnskab for og der er ingen der bliver sure, hvis man går i seng direkte efter aftensmaden.

… Gå ud så meget man har lyst. Skulle det være drinks? Gåture? Koncerter? Anything goes, og jeg elsker det!

… Købe hvad man har lyst til. Altså, indenfor rimelighedens grænser selvfølgelig og kun de ting man har råd tid, når huslejen er betalt og maden står klar på bordet, når børnene igen er hjemme. Men selv den mindste nice-to-have-ting, som for eksempel den der helt vildt flotte og efterårsagtige neglelak HER (reklamelink) kan for mig nærmest blive et synonym for den frihed jeg begynder at få fornemmelsen for at have fået. Og så er det som om friheden nærmest ingen ende synes at tage, hvis man ind i mellem får muligheden for – ligesom da jeg i fredags klikkede en helt anderledes og langt dyrere gucci-sag hjem – at købe noget til sig selv, som man sådan rigtigt ønsker sig. Kæft, det er fedt! Og voksent. Og poweragtigt. Og som noget jeg aldrig ville have købt til mig selv, hvis der var en voksen mere i husstanden at tage hensyn til.

… Arbejde igennem. Selvom mit arbejde i sagens natur ikke just særligt ofte forpligter mig til at arbejde på bestemte tider af døgnet, så har jeg nærmest alligevel arbejdet ligeså meget i mine børnefri weekender, siden jeg er blevet skilt, som jeg gjorde, dengang jeg arbejdede som jordemoder. Bare fordi jeg kan. Og fordi det letter “trykket” lidt fra hverdagene, hvor jeg i langt højere grad vil være sammen med mine børn. Alt der kan planlægges bliver planlagt i mine børnefri weekender og det er simpelthen så dejligt, ikke at skulle have dårlig samvittighed over det.

… Drikke alkolhol. Bevares, det kan man selvfølgelig også når man er i parforhold, men det er alligevel sjovere nu, hvor det rent faktisk ikke er fatalt, at få tømmermænd.

… Ligge på sofaen dagen lang. I direkte forlængelse af ovenstående, kan man nemlig, når man er skilt og børnene ikke er hjemme, ligge på sofaen ligeså længe man overhovedet gider. Og der er ikke engang nogen, som prøver på at bestemme hvad man skal se på Netflix eller i hvilken ende af sofaen man skal ligge. Eller om man vil have både en dyne som pude og en dyne som dyne. Og hvad man skal spise. Jeg tror sgu, at jeg skal have yoghurt med ekstra meget honning på, til aftensmad. Og måske lidt mere slik. Bare fordi jeg kan.

Så skal jeg sgu indlæse lydbog og på danmarksturné

Pludselig sidder jeg her, hjemme i min sofa, med Joe Cocker strømmende ud af højttaleren og har planlagt at skulle tilbringe det meste af de næste par dage i et lydstudie og jeg fatter sgu nærmest ikke, at det er virkelighed. Eller altså, Joe forstår jeg godt og har gjort det siden min mor introducerede mig til ham, da jeg var barn, men at det er mig, der skal i et lydstudie i morgen, er altså næsten over min fatteevne.

Som rigtigt mange har spurgt om, så skal “40 Uger Efter” nemlig (også) udkomme som lydbog! Og selvom jeg i virkeligheden synes at den gør sig aller-, allerbedst på print, hvor teksten bliver suppleret af de fineste illustrationer man kunne forestille sig, så tænker jeg, at det kommer til at give den en helt ny dimension, når den kommer på lyd. Det er nemlig med mig som indlæser. Ligesom Hella Joof, sgu! Og holy moses altså, hvor er jeg nervøs. Eller spændt, i alle tilfælde. Jeg har altid drømt om at få lov til at bruge min stemme i for eksempel som en karakter i tegnefilm eller som oplæser af skønlitteratur, men på én eller anden måde, så føler jeg mig altså en lille smule intimideret ved at skulle indlæse min egen bog. Den er jo allerede blevet en succes langt større end jeg nogensinde havde turdet håbe på og jeg tænker derfor ret meget på, om den mon så også lever op til forventningerne, når jeg selv fører ordet. Om jeg lever op til forventningerne.

Yikes, altså! Men altså, jeg håber det og så glæder jeg mig bare helt vildt!

Faktisk glæder jeg mig så meget, at det nærmest står lige med det faktum, at jeg allerede fra næste uge – når jeg forhåbentlig er færdig med at indlæse – starter min lille mini-bogtur rundt i landet. Seriøst, jeg har så meget optur over endelig at få mulighed for at hilse på nogen af jer!

Alle arrangementerne kommer til at foregå hos BabySam, som har været så søde at stille sig til min rådighed for en aften, i otte – af dem – udvalgte byer. Planen er, at jeg hvert sted kommer til at holde et lille oplæg, som forhåbentligt både bliver sjovt og inspirerende at lytte til (og hvis ikke, skal jeg nok gøre det kort) inden jeg med glæde sætter en krusedulle i et par bøger, hos dem der måtte ønske sig det; og så skal vi bare kramme, hygge, shoppe og have en rigtigt god aften sammen med hinanden.

Ligesom bogen, er arrangementet primært rettet mod gravide og småbørnsmødre, men hvis nogen af jer uden børn også skulle have lyst til at komme med, så er I selvfølgelig mere end velkomne. Det ville såmænd kun gøre mig endnu mere glad! I alle tilfælde, så håber jeg på, at vi kan få fyldt de otte butikker godt og grundigt op og som den slags har det med at gøre, så foregår det altså efter først-til-mølle-konceptet.

Der er allerede ved at være udsolgt (hvis man kan sige det om et gratis arrangement) nogle steder, så meld jer nu bare til allerede i dag, ik’? Det foregår lige HER  og man må selvfølgelig gerne melde sig til sammen med en veninde, hvis man er beklemt ved at troppe alene op.

JEG GLÆDER MIG TIL AT SE JER <3

Med nye udfordringer

Så bærer jeg dig ind i din egen seng, når du er faldet i søvn” sagde jeg i aftes, da Jens kom trippende ind i stuen og bad om at få lov til at falde i søvn i min seng. Han savnede mig vist, men efter at have haft to børn sovende i sengen hver nat i den første måned efter Thomas flyttede ud af lejligheden i sommer, mente jeg at det nok var bedst hvis han ikke skulle sove der hele natten.

Lige indtil jeg skulle i seng og min lille, store dreng lå og sov så sødt på min pude og jeg pludselig også savnede ham. Jeg bar ham over i den anden side af sengen og krøb ind til ham og faldt i søvn til duften af bløde barnekinder. Ved fem-tiden vågnede Peter, som ellers har fået for vane at sove igennem til den lyse morgen, i et skrig og jeg hoppede søvndrukkent ud af sengen og hentede ham med ind i dobbeltsengen, hvor han straks sov videre.

Og så lå jeg der. Midt imellem mine to små drenge, som jeg pludselig synes er blevet så store, indhyllet i lykke og kunne ikke længere sove.

Egentlig synes jeg det er så dejligt, at drengene er ved at være store. Vi sover om natten og leger om dagen. De er selvstændige, dygtige og ofte (okay, nogle gange) går de endda i gang med at rydde op, når jeg har bedt dem om det. De har fået smag for dem selv, deres venner og det liv, der venter dem. Uden mig. Bevares, stadig på et helt lavt og barnligt niveau, men da Peter for et par dage siden proklamerede at han altså hellere ville med sin bedste ven, Louis, med hjem fra børnehaven, end at gå med mig – og rent faktisk gjorde det, imens han med et smil vinkede til mig og råbte “vi ses, moar!” gik det for alvor op for mig. De er ved at være store. Det er ikke bare Jens, som går i skole. Det er også Peter, som jeg ellers stadig har tendens til at synes er så lille, så lille.

De tonser rundt, udfordrer sig selv, hinanden, mig og i særdeleshed deres fodtøj, hvor de heldigvis endnu engang har været så heldige, at deres mor har indgået et samarbejde med Ecco, som derfor har leveret endnu et sæt vinterstøvler til hver af drengene, her på adressen.

Heldigvis har efteråret den seneste uges tid her i København vist sig fra sin allersmukkeste side, men ikke desto mindre, har drengene stadig hoppet i vandpytter, gravet  sandhuler og løbet stærkt i deres nye – og endnu engang fantastiske – vinterstøvler, som kan alt dét, den slags skal kunne.

Jens har fået et par UKIUK, som jeg tænker er gode til de lidt større børn, imens Peter har fået et par Snow Mountain, som jeg har de vildeste optur over, fordi de både virker enormt robuste, samtidig med at de er vildt lette i materialerne og selvom jeg af gode grunde ikke selv har prøvet dem på, så forestiller jeg mig at de er usædvanligt gode at have på – og at bevæge sig i, ikke mindst. I kan se hele kollektionen HER.

Især for Jens, er designet på støvlerne helt enormt vigtigt og selvom der måske kunne være nogen, som kunne forfalde til at påstå at hans nye kobberfarvede støvler primært er lavet til piger, så elsker han dem. “Det er jo superheltestøvler, mor!” siger han, imens han iler afsted på sit løbehjul. Det er helt tydeligt at han synes det er enormt sejt, at have fået den slags “storedrengestøvler” uden hverken snører eller velcro – og som stadig sidder godt fast på foden, så han både kan løbe, klatre og cykle derudaf, uden problemer. Og ja, jeg synes selvfølgelig at han er den sejeste i verden. Især når han er sammen med sin i øvrigt ligeså seje – og helt anderledes – lillebror.

Mine drenge, som godt nok er ved at blive store, men som stadig er så små, at deres yndlingssted i verden, når de skal sove, er sammen med mig. Hvis ikke dét er lykke, så ved jeg næsten ikke hvad.

De forsinkede…

Det er ikke så forfærdeligt længe, at jeg med stor begejstring læste et indlæg hos en anden blogger, hvor hun beskrev hvordan hun blev enormt provokeret af de forældre, som kom slentrende hen mod skolen et halvt minut i ringetid, uden øjensynligt at have travlt med at nå ind i klassen med børnene i tide. Jeg har endnu ikke gjort mig så mange erfaringer omkring mødetider og den slags, eftersom jeg kun har været mor til et skolebarn i halvanden måned, hvor han i øvrigt er kommet til tiden alle dage og jeg derfor slet ikke har haft mulighed for at møde dem, som så mange taler om. De forsinkede. Men jeg forestiller mig, at det må være helt vildt irriterende for undervisningen, hver gang nogen kommer for sent – og især hvis nogen ofte kommer for sent.

Selvfølgelig skal man komme til tiden og især skal man selvfølgelig gøre hvad man kan for at kunne nå det uanset hvad éns morgen har budt på af udfordringer, men helt ærligt, vi skal altså også passe på med at dømme hinanden for hårdt.

I hvert fald var det temmeligt duknakket at jeg kom gående – helt langsomt og i øvrigt også ret hyggeligt – med Jens i hånden, ti minutter over otte i går morges. Det var helt med vilje og fordi han havde en tid hos sundhedsplejersken, så tidligt at jeg syntes det ville være helt fjollet at aflevere ham om morgenen, for at hente ham et kvarter senere igen. Men det var der jo for fanden ingen andre, der kunne se.

For dem vi mødte på vores vej lignede det – formoder jeg – at vi kom slentrende, helt nonchalant og provokerende måske endda, ind mod skolen for at skulle til at forstyrre en hel klasse, som formentlig allerede var gået igang med undervisningen. Det lignede at vi var kommet for sent og at vi (altså jeg, fordi jeg er den voksne) var ligeglade med det.

Vi lignede dem. De forsinkede, som alle skælder en lille smule ud på.

Og det var vi overhovedet ikke. Vi var faktisk i rigtigt god tid og med dét vil jeg bare lige minde om – både jer og mig selv – at alt ikke altid er, som det måske umiddelbart ser ud.

God dag <3