Category

Familieliv

Category

Det er næsten pinligt at indrømme, men indtil jeg blev skilt sidste år, var der én ting jeg simpelthen ikke havde det fjerneste styr på. Okay, der var selvfølgelig (meget) mere end én ting, men der var særligt én praktisk og i øvrigt enormt vigtig ting, jeg ikke havde hånd i nogen former for hanke med: forsikringer. Jeg anede ikke hvad jeg havde hvor, hvilke jeg skulle lave om og hvordan i øvrigt jeg og børnene var dækket, nu hvor deres far og jeg ikke længere boede sammen.

Jeg valgte den sikre løsning: Jeg ringede til mit forsikringsselskab og fik tjek på både indbo, bilen, mig selv og på drengene, som for første gang fik deres helt egne ulykkesforsikringer, som jeg pludselig lod mig forstå de skulle have.  Forsikringer som i øvrigt blev tilpassede deres behov – og mit temperament. Heldigvis har vi aldrig haft brug for børnenes forsikring, hverken før de havde den, eller efter, men for pokker, hvor ville jeg blive ked af det, hvis nu uheldet rent faktisk var ude – og børnene så ikke var behørigt forsikrede! 
Derfor skræmmer det mig også, når jeg læser, at cirka hver femte forældre ikke har tegnet en børneulykkesforsikring på deres børn og at kun to-tredjedele af alle forældre ved, at man bør tegne en særskilt ulykkesforsikring på børnene, hvis man ønsker at de er forsikrede i skole og daginstitution. Bevares, det er selvfølgelig helt fint for mig, hvis man i nogle familier beslutter sig for ikke at lade sig forsikre mod ulykker og alvorlig sygdom, så længe det bare er et aktivt valgt. Hvis det – som det var tilfældet hos mig for bare et år siden – derimod skyldes uvidenhed, så er det altså om at komme op på dupperne og et godt sted at starte, synes jeg er med Codans nyeste tiltag for at højne vores viden omkring børneulykkesforsikringer, med følgende lille video, som i hvert fald gav mig lyst til at klikke ind på deres side om børneulykkesforsikringer for lige at sikre mig, at jeg nu også havde helt styr på om mine drenges forsikringer var gode nok.

Vi kan selvfølgelig ikke pakke vores børn ind i bobleplast og selvom jeg så tydeligt kan huske hvordan min mor, fordi jeg som barn brækkede og forstuvede arme og ben hvert eneste år, lige op til sommerferien, truede mig med at pakke mig ind som en anden ishockeymålmand, så synes jeg sådan set også at det er helt tosset, at vi forældre ofte ikke tør mere end vi gør. Vi skal turde på vores børns vegne, give dem lov og frihed til at udvikle sig igennem lege, der både kan være stille og kreative såvel som vilde og nogle gange også tenderende til det vovede eller måske ligefrem farlige, afhængigt af børnenes alder og udviklingstrin, selvfølgelig. Børn skal have rimelige udfordringer i et trygt miljø og så skal vi forældre altså være bedre til at læne os tilbage og stole på, at det nok skal gå og at det i øvrigt ikke behøver at være verdens undergang, hvis vores børn kommer til skade. Jeg husker i hvert fald selv, hvordan jeg fik herre-meget streetcredit hver gang jeg kom i børnehave og skole med gips på armen 😉
Det er selvfølgelig ikke nemt, det der med bare at give slip og jeg skal da heller ikke se mig for fin til at indrømme at jeg også tager mig selv i at bede mine børn om at “klatre forsigtigt” ned fra træet i parken eller at “passe på” når de springer fra sten til sten i en faretruende vild omgang jorden er giftig, men jeg øver mig på at lade være og på at give dem frihed under ansvar i det omfang, selvfølgelig, jeg mener det er forsvarligt for dem. Noget der i hvert fald for mig, er en lille smule lettere, når jeg ved, at de har en god forsikring i ryggen – hvis nu de mod al forventning skulle komme ud for mere end bare helt almindelige knubs og skrabede knæ en dag…

Glem lortebleerne, gylpen, vasketøjet, de mange tandfrembrud og de blødende bryster i starten af ammeperioden, som altsammen er vand ved siden af dét, der i hvert fald for mig, gjorde mine børns første år allerhårdest:

Søvnunderskuddet.

Når jeg tænker tilbage på de par år af mit liv, jeg har tilbragt som mor til babyer, er søvnunderskuddet et gennemgående tema, som uden så meget som skyggen af tvivl overskygger alle de andre udfordringer jeg ellers har stået overfor. Okay, så var der også lige usikkerheden, som især første gang, fyldte virkelig (virkelig!) meget, men hvis ikke det havde været for søvnunderskuddet, så tror jeg faktisk jeg havde håndteret alle mine mange usikkerheder væsentligt bedre, end hvad tilfældet ofte var.

Aldrig i mit liv har jeg været så træt, som jeg har været det imens jeg har haft babyer og sjældent har jeg følt mig så meget in sync med en filmkarakter, som jeg gjorde det med hovedpersonen, da jeg for nogle uger siden var til en forvisning af filmen Tully, som har premiere landet over på onsdag.

Tully, filmen om en særdeles autentisk mor til tre, som i dén grad mindede mig om, hvordan jeg selv havde det i de der år, hvor søvnen var en mangelvare på samme måde som gær var det under storstrejken i 1998. Selvom jeg godt ved at det er forbudt at sige, så tror jeg altså næsten ikke at der findes nogen som forstår dén form for udmattelse, førend de har fået børn. Okay, hvis man har været torturoffer, skal jeg ikke afvise, at man kender til det samme og langt mere til, men jeg tror simpelthen ikke der findes nogen “almindelige” jobpræstationer, specialeopgaver eller kærestesorger, som kan måle sig med jeg-er-lige-blevet-mor-og-jeg-sover-fucking-aldrig-udmattelsen, som selvklart kommer i ledtog med den vildeste hormonrutschetur nogensinde og en krop der er så absolut på sit lavpunkt, efter at man har født hvad der mest af alt føles som en damptromle og tarmene i øvrigt selv flere uger efter har svært ved at finde deres oprindelige plads i den alt for store bughule. Det var uoverskueligt hårdt, ikke at sove og selvom jeg med garanti nok har glemt sådan helt hvordan det føltes – ligesom jeg nok også har glemt det med de der bækkensmerter jeg skrev om i går – så husker jeg stadig fornemmelsen af det vacuum jeg ofte følte jeg befandt mig i. Jeg husker stadig fornemmelsen af, at alt jeg bare gerne ville var, at få lov til at sove. At få lov til at ligge lidt, helt for mig selv, og sove indtil jeg vågnede virkede nærmest som en utopisk drøm, dengang jeg havde babyer. Ligesom hovedpersonen i Tully, som ender med – i ren desperation – at hyre sig en natbarnepige, som i dén grad kommer til at gøre en forskel, som jeg i hvert fald i min vildeste fantasi nærmest ikke havde troet var mulig.

Tully skildrer moderskabet uden filter. Med mærkelige bryster, umulige børn, spildt modermælk (der i dén grad er til at græde over, når man lige har malket det ud) og selvfølgelig søvnunderskuddet og jeg elsker det! Jeg elsker, at filmen tør vise hvordan det i virkeligheden er. Hvordan kærligheden nogle gange flyder over i arrigskab og hvordan det hele momentorisk kan synes fuldkommen uoverkommeligt og hvordan man – eller jeg i hvert fald – som mor nogle gange bare har haft lyst til at kaste håndklædet langt ind i den fucking ring og række en finger i vejret og skride fra det hele.

Filmen får en pokkers masse stjerner herfra og uden at vide hvad der ellers kommer i løbet af året, så vil jeg godt tillade mig at påstå, at den er årets vigtigste film, når det kommer til temaet omkring moderskab. Derfor vil jeg med stor glæde gerne have lov til at byde på en lillebitte konkurrence om 5 x 2 biografbilletter til Tully og dét ovenikøbet inklusive guf (sidstnævnte kun hvis I går efter en at se den i en af Nordisk Films biografer, som er de eneste, som har forstået mit slikhungrende filmhjerte)!

Se traileren og deltag i konkurrencen lige nedenfor 😀

Vind 5 x 2 biografbilletter til Tully

Læg en kommentar, hvor du skriver:

  1. hvilken dag du gerne vil ind og se Tully i biografen
  2. I hvilken biograf du gerne vil se Tully

For mit eget vedkommende kan jeg afsløre at jeg har inviteret én af mine gode veninder ind og se den torsdag eller fredag aften i Palads Bio, hvor I skal være så hjertens velkomne til at sige hej, kramme og tage selfies i fuldt flor, hvis vi ses!

Jeg finder de fem vindere allerede på onsdag d.9.maj og giver svar her i kommentarfeltet, så hold godt øje! 😀

Slutteligt vil jeg bare lige, til jer, der endnu ikke er “kommet ud på den anden siden”, stadfæste at det selvfølgelig – som den slags heldigvis har det med at gøre – for længst er gået over, det der med aldrig at sove og det der engang var min vådeste drøm (flere nætters sammenhængende søvn i streg, FYI) er blevet til min virkelighed, som nu i langt højere grad er blevet erstattet af et selvforskyldt søvnunderskud. I ved, sådan et, der er kommet af overmod, rødvin, veninder og en usædvanligt lækker kæreste og dét jeg har altså ingenlunde i sinde at klage over 😉

I lørdags blev en kvinde smidt ud af en butik, for at amme sin baby – og helt ærligt, det er simpelthen på tide at sige stop!


Mange steder kunne man måske forvente det; at en kvinde ville få en påtale for at amme sin baby, på et sted som hverken er i hendes private hjem eller i det offentlige rum. På en dyr restaurant, for eksempel. Ikke fordi det gør det mere okay, men som fortaler for at alle kvinder (selvfølgelig) skal have ret til at amme alle steder, tænker jeg egentlig heller ikke at det, de steder hvor man ikke ønsker at huse ammende mødre, handler som meget om selve amningen, men måske nærmere om babyen, som selvklart kan være noget utilregnelig i lyd og udtryk. Jeg nægter simpelthen at tro på, at ammefobien handler om hverken modermælk eller let blottede bryster. I stedet tror jeg, at der i højere grad er tale om, at nogle steder i virkeligheden nærmere kan have en “undskyldning” for ikke at få så mange babyer indenfor dørene. Babyer – de fleste i hvert fald – græder og skriger og laver lort og gylper og er på dén måde måske ikke det mest ønskværdige selskab for nabobordet, som sidder og forsøger at nyde en personlig samtale over den perfekt stegte bøf med tilhørende cabernet sauvignon, som i øvrigt koster mere end den dér slyngevugge, som mange forældre går og overvejer om det er værd at investere i. Babyer ér bare ikke nødvendigvis særligt fede (for alle andre) at være i selskab med i de kontekst, som måske primært var tiltænkt voksne. Og altså, selvom jeg godt gad at have lidt længere hår under armene og råbe et kor op af kvinder, som jamrer hvor vigtigt det er at ammende kvinder ikke bliver afskårede fra omverdenen, så synes jeg nu engang alligevel at det er helt okay, at bruge sin sunde fornuft og tage en lille smule hensyn til målgruppen af mennesker på de steder man (gerne vil) færdes – også når man ammer. Man bliver jo ikke spor afskåret fra omverdenen, fordi det måske er lidt upassende at tage sin baby med på Geranium. Hell, jeg ville ikke engang have lyst til (hvis jeg havde råd), at tage min 3-årige med derop, af frygt for at hans tilstedeværelse og barnagtigt gode humør ville forstyrre alle de andre gæster. Ham ville jeg tage med på burgerbar eller noget andet uprætentiøst i stedet.

For der er jo masser af børnevenlige steder rundt omkring og såvel som der er steder der kalder mere på mig og min 3-årige (og min 6-årige, selvfølgelig), så er der også nogle steder der virker helt åbenlyst mere venligt indstillede overfor ammende mødre end andre. Det være sig for eksempel caféer med pusleborde på toiletterne eller butikker, der sælger ting til børn, som det hele jo i bund og grund drejer sig om. Butikker, som Disney Store, for eksempel.

Og lige akkurat her hopper kæden af for mig, for i lørdags skete det – for mig – utænkelige: En ammende kvinde blev bedt om enten at pakke mejeriet og den sultne baby væk eller at forlade butikken, da hun havde sat sig ind bagerst for at amme.

Hun blev bedt om at pakke mejeriet og den sultne baby væk, eller at forlade butikken omgående.

I en Disney-butik! Som udelukkende sælger ting til børn – og som ovenikøbet har sådan en lille “hyggekrog” bagerst i butikken, hvor børnene kan sidde på små stole og se lidt Disney-film imens man shopper og hvor det, i hvert fald i mit hoved, virker fuldstændigt oplagt at sætte sig og amme, hvis man pludselig har en akut sulten baby på armen!

Det måtte man åbenbart ikke og jeg er fuldkommen chokeret over det! Jeg forstår simpelthen ikke, hvad Disney på nogen måder skulle have imod det. At børn ser andre børn få mad? At der – oh gys – skulle være blevet blottet et bryst i halvandet sekund, inden baby fik ordentligt fat? At en mor sørger for at trøste sit barn på bedst mulige måde i en butik, hvor der i forvejen er mere end rigeligt højt støjniveau?

Jeg. Forstår. Det. Ikke.

Sidenhen har medierne selvfølgelig forsøgt at få en kommentar fra Disney omkring episoden, men de har altså ikke ønsket at udtale sig og jeg synes det er så pinligt for dem. Det eneste rigtige havde selvfølgelig været, at gå ud og give kvinden en offentlig undskyldning og i øvrigt erklære, at Disney selvfølgelig går ind for, at babyer altid har ret til at få mad, når de er sultne – uanset om de bliver ernærede ved bryst, flaske eller hvad-som-helst-andet.

… Ikke sandt?

Det har været under opsejling længe, det her med at gå selv i skole for min store Jens. Allerede inden han startede i skole, spurgte han, hvornår han måtte gå selv. Hovedrystende og i øvrigt ganske intetanende om hvornår børn egentlig kan og må dét, svarede jeg ham, at han i hvert fald skulle være noget større inden han måtte det.

Efter noget der ligner en måneds tid i 0.C skrev klasselederen ud og bad os forældre om at blive udenfor klasseværelset om morgenen. “Jeres børn kan godt selv” lød beskeden.

Nogle børn begyndte at gå selv ind på skolen, imens andre blev afleveret på den brede gang lige udenfor klasseværelset. Jens gjorde, efter eget ønske, det sidste.

Gjorde.

I dag gik han selv.

Da min cykel for nogle uger siden var hos cykelmageren til et eftersyn og vi derfor skulle gå, spurgte Jens om han måtte gå selv i skole. Han kender vejen til hudløshed og hvis man bare går over til købmanden lige efter fodgængerfeltet, hvor han er skarpt instrueret i at holde øje med både cykler og biler inden han går ud, så er der faktisk ikke rigtigt nogle “farlige” steder på ruten. Ingen trafikerede veje der skal krydses og ingen blinde vinkler.

Han måtte godt, men havde pludselig alligevel ikke rigtigt lyst.

… Før i dag, hvor han igen spurgte om han måtte gå selv.

Selvfølgelig” sagde jeg, nok lidt mere selvsikkert end sidst han spurgte og sådan blev det.

Vi børstede tænder og Jens tog sin blå flyverdragt på og gik – med det største, stolteste og bredeste smil jeg længe har set – afsted, med sin skoletaske på ryggen. Jeg vinkede og kiggede indtil han drejede om hjørnet lidt længere nede ad gaden og overvejede et kort øjeblik om jeg skulle gribe Peter og et par støvler og løbe efter. Det skulle jeg selvfølgelig ikke.

Han kan godt.

Til gengæld glæder jeg mig som ind i et helt særligt varmt sted til at det bliver eftermiddag og skoleklokken ringer ud, så jeg kan hente min lille, pludseligt meget store dreng og høre alt om, hvordan det var at gå i skole – helt alene.

Det var med en lille knugen i maven jeg forleden gennemgik Peters tøjkurv i børnehaven. På nogle af de andre børns pladser hang der sedler fra pædagogerne med reprimander om, hvilket tøj det altså er strengt nødvendigt at børnene har liggende og selvom der ikke hang én hos os, så var jeg altså ikke helt sikker på om Peters kurv rummede alt dét den burde. Manglede han måske ikke en varm trøje? Og hvor var hans tynde handsker blevet af? Og tænk nu hvis – det værste – hvis der lå tøj som ikke var hans eget. Noget, som nogle af dem med sedlerne måske manglede? Glup, hvor ville det være pinligt!

Heldigvis viste det sig – til min relative overraskelse, fordi jeg ellers ikke er den mest organiserede type i verden – at der faktisk lå alt der behøvede; og at det udelukkende var Peters eget tøj. Pheeeeew!

Det må simpelthen have været på grund af mærkerne i hans tøj. Jeg har nemlig de seneste år forsøgt at mærke alt drengenes tøj, således det altid skulle være muligt at holde styr på hvem der ejer hvad. Både herhjemme, hvor dén slags altså også af og til kan være en udfordring med to drenge, der gerne vil have éns alt-muligt og selvfølgelig i børnehaven, hvor pædagogerne selvfølgelig ikke kan holde styr på hvilke børn, der ejer hvad. Okay, der er lige strømperne som vi (altså, mest jeg) til stadighed kæmper med, men ellers går det faktisk meget godt.

Vi har igennem tiden været flere forskellige slags mærker igennem og nu er vi altså havnet hos Ikast Etiket, hvor jeg for nyligt var inde for at bestille endnu en omgang tøjklistermærker, så vi kunne være velforberedte inden vintergarderoben (forhåbentligt snart!) skal skiftes ud med den lidt mere sommerlige. Under mit lille visit på hjemmesiden fik jeg pludselig overbevist mig selv om, at det da var en herregod idé med nogle forskellige slags mærker, når jeg nu samtidig faktisk kunne spare lidt penge ved at “købe stort ind”. Derfor endte jeg med at købe to “sparepakker” (én til hvert barn) hvor der altså både er klistermærker til tøjet og klistermærker til aaaaalt muligt, som børnene enten skal eller vil have navn på. Smart, ik’?

Der er ret stor forskel på tøj-klistermærkerne og de lidt mere kraftige ting-klistermærker og kvaliteten på begge dele virker smadderfin. De er simpelthen så nemme at arbejde med og det er altså bare, at trykke klistermærkerne godt på dér hvor man gerne vil have dem til at sidde og så vente mindst et døgn med at vaske tøjet/tingen og vupti, så er der holdbare navnemærker, som altså både tåler vaskemaskine, opvaskemaskine og helt almindeligt børnebrug.

Indtil videre har jeg ikke fået købt så meget andet nyt tøj end et par overgangsjakker og nogle nye sko til drengene, men fordi de syntes det var en kæmpe fest, da deres mærker landede i postkassen, fik de selvfølgelig lov til allerede at begynde på mærkningen af nogle af deres ting, som de synes manglede. Cykelhjelme, for eksempel. Og Jens’ madkasse, som jeg har skrevet på med åbenbart-ikke-særligt-permanent-tusch virkelig mange gange, efterhånden og som forhåbentligt nu kan tåle mange ture i maskinen, inden klistermærket skal fornys!

Der findes utallige muligheder for designet af mærkerne og man kan altså sagtens gå lidt mere “modigt” til værks end vi har gjort. Der er blandt andet mulighed for at få nogle overdrevet nuttede Kaj & Andrea eller Bamse & Kylling-motiver på mærkerne, som uden tvivl ville have gjort stor lykke herhjemme for nogle år siden. Hos os er det dog det “seje” der er i højsædet, hvorfor Jens fik en baggrund med grå skulls og en “bloddryppende” skrifttype, imens Peter fik det lidt mindre “farlige” batman-logo på en flot blå baggrund, så det er let at kende forskel 🙂

Nu hvor jeg har købt så mange mærker (for der er altså ret mange!) så har drengene faktisk fået lov til selv at administrere alle ting-mærkerne og jeg kan nærmest allerede mærke (no pun intended), at det bliver et ret stort hit, fordi jeg har en fornemmelse af, at det kommer til at give dem en øget ansvarsfølelse over for deres ting. Til gengæld krydser jeg fingre for, at det ikke i samme ombæring kommer til at gøre dem besidderiske. I ved, børn der ikke vil dele er jo nærmest ikke til at holde ud, vel? Tiden må vise om jeg var gal eller genial da jeg besluttede at gå all in på navnemærkerne og uddelegeringen af ansvaret for (størstedelen af) dem til mine drenge. I mellemtiden hælder min lille ja-hat selvfølgelig til det sidste 😉

Hvis I også skulle have fået lyst til at bestille nogle (nye) mærker til tøjet/legetøjet/madkasserne, så får I (ved et køb på 125.- eller derover) til og med på søndag d.18.marts 20% rabat ved at taste koden “Cana” i gavekortfeltet når I bestiller. I kan designe og bestille tøjklistermærker lige HER eller, hvis I ligesom jeg gerne bare vil have mærker til det hele, sparepakker lige HER. Så har man i hvert fald gjort hvad man kan for ikke at miste sine (børns) ting 😀

Man siger at børn i to-års-alderen er trodsige. “Terrible twos” på engelsk. Og bevares, det kan da også godt være at de er dét, men det er jo INTET at sammenligne med den tilstand de søde små engle møder, når de bliver threenagers. Jøsses, altså!

Efter en lang og trættende (sidstnævnte nok mest for mig) putteseance, hvor jeg har haft rigeligt med tid til at sidde på et mørkt værelse og tænke livet over livet som (småbørns)mor, har det i alle tilfælde slået mig, at min yngste lige for tiden er helt særligt… ahem… selvstændigt tænkende.

Jeg tænker nu, om jeg mon er alene om at have opfostret sådan en lille (vildt nuttet og i øvrigt enormt elskværdig, hvis nogen skulle være i tvivl) anarkist, eller om der er nogen af jer, der kan nikke genkendende til nedenstående bekendelser fra en threenager.

Threenagers

En threenagers bekendelser

“Jeg bestemmer over mig selv!!!” når jeg beder barnet om at vaske hænder efter toiletbesøg.

“Jeg sagde at du IKKE måtte skære i min lasagne!!!” råbt med fråde om munden og vildskab i øjnene, halvandet sekund efter at jeg er blevet bedt om at skære lasagnen ud.

“…!!!…” når vi skal ud af døren og barnet drillende gemmer sig under sin seng, for at slippe for selv at tage overtøj på. (Og for at teste moderens tålmodighed, føles det som om).

“Jeg kan godt SELV!” når jeg forsøger at hjælpe med at give de støvler på, som barnet lige har grædt over at de var såååååå svære at tage på.

“JEG ville jo børste tænder først!” efter at have gemt sig, imens jeg har børstet halvdelen af storebrors tænder.

“Slik!” når jeg spørger hvad han helst vil have til aftensmad. “… Og is!”

“Jeg HADER spaghetti” når jeg siger at slik og is ikke er en mulighed – hvorefter barnet med største naturlighed skovler tre portioner lige ned i løgnhalsen.

“I dag er det mig der cykler med dig” med et henkastet blik på min turkisblåt cykel med to hjul, tårnhøj sadel og verdens mindste (til mig) Jepp-sæde. Well, bare nej.

“Jeg kan OVERHOVEDET IKKE bære så meget!” når jeg beder ham om at tage sin tallerken ud fra bordet, efter aftensmaden.

“Mor er den sødeste mor i verden” som han ofte siger om aftenen, lige inden vi siger godnat. Okay, og når har har fået slik, selvfølgelig. Han er trods alt threenager i fuldt flor!

nemme boller

Jeg har stadig ikke helt vænnet mig til det, tror jeg; det der med at at jeg ikke bor sammen med mine børn hele tiden. Og i virkeligheden ved jeg heller ikke om jeg nogensinde kommer til at vænne mig til det. Det bliver i hvert fald aldrig sådan rigtigt naturligt for mig. Men jeg gør hvad jeg kan, både for at nyde tiden jeg har for mig selv og den tid jeg har sammen med mine børn. Derfor har jeg allerede nu fået nogle indgroede rutiner i forbindelse med børnenes skiftedage, som jeg er blevet rigtigt glad for.

Den vigtigste rutine lige nu er, at jeg altid handler stort ind, dén dag mine drenge kommer hjem til mig. Altså, inden de kommer hjem, så vi ikke behøver at bruge vores til på at handle andet end en frisk liter mælk og lidt brød, når vi er sammen. Derfor er jeg også igen begyndt på at lave en madplan (som jeg selvfølgelig gerne vil dele med jer, hvis I skulle være interesserede) med cirka 4 retter om ugen, som jeg så handler ind til. På den måde behøver jeg ikke tænke alt for meget over hvad vi skal spise i hverdagene og der er stadig plads til spontanitet, take-out og økologiske måltidskasser de dage vi har lyst til dét.

… Og så bager jeg boller (se opskrift nedenfor).

Det er noget af det hyggeligste at sidde ved spisebordet om eftermiddagen med mine drenge og vende de ting de har oplevet i de dage de har været hjemme hos deres far, så måske er bollebagningen faktisk min favoritrutine, selvom den ingenlunde er ligeså praktisk som den store indkøbstur.

Fordi jeg, som de fleste af jer nok allerede ved, har indgået et større samarbejde med Levevis®, gik indkøbsturen til Bilka i Fields, som har et kæmpe stort sortiment fra Levevis®, som jo er kendte for deres gode, økologiske varer, som jeg så godt kan lide. Jeg forsøgte om ikke jeg kunne handle ind til hele ugen udelukkende med varer fra Levevis® – og lige ud over mælk, grønne asparges, kaffe og gær, som jeg ikke kunne finde, lykkedes det faktisk – og dét altså uden at blive ruineret, vil jeg bare lige sige.

I videoen her kan I følge med i min handletur og så kan I se hvordan jeg lynhurtigt fikser en omgang hjemmebagte nemme boller, inden mine drenge kommer hjem:

Som I kan se i videoen, laver jeg altid mine boller på slump, men ikke desto mindre, så har jeg selvfølgelig strikket en lille opskrift sammen til jer, som er dén jeg varierer mine boller ud fra 🙂

Nemme boller til hverdag

5 fra 1 stemme
Udskriv

NEMME BOLLER TIL HVERDAG

Cirka 12 stk

Ingredienser

  • 1/2 liter lunkent vand
  • 1/2 pakke gær
  • 1 spsk honning
  • 1/2 dl chiafrø
  • 2 spsk olie
  • 1-2 tsk salt
  • 1-2 dl havregryn
  • 500-600 gram hvedemel

Sådan gør du

  1. Start med at røre gæren ud i vandet sammen med honningen. Herefter tilsættes chiafrø, havregryn, salt og olie. Omrøres. Tilsæt mel indtil dejen har en blød og let fast konsistens (se evt et par minutter inde i videoen) og ælt (eller rør på din køkkenmaskine, hvis du har sådan én) i 10 minutter. 

    Dejen stilles til hævning et lunt sted i 1/2-1 time hvorefter bollerne formes med en ske og lægges på bagepair. boller tilldækkes med et rent viskestykke og efterhæver i 30 minutter (eller som hjemme hos mig: så længe det tager at hente børn). 

    Bollerne bages midt i ovnen ved 220 grader i små 20 minutter og hældes direkte på en rist efter bagning, så bunden holder sig dejligt sprød. 

Jeg har primært brugt økologiske ingredienser fra Levevis® i mine nemme boller, fordi jeg holder så meget af tanken om at gøre mit bedste for at undgå at fylde kroppen med unødige giftstoffer, men det er klart, at alt går an og jeg er sikker på, at bollerne smager godt, uanset hvad.

nemme boller nemme boller nemme boller

Et Voila! Så var der hjemmebagte nemme boller. Børnene spiser dem helst med smør eller syltetøj og jeg spiser dem allerhelst med Levevis® veganske bønnepostej, som I skal love mig at I prøver at smage, hvis I ikke allerede kender den. Det lyder måske ikke så lækkert, men jeg lover jer, at det smager så englene synger. I hvert fald i min mund! 😀 Bønnepostejen kan, som med alle andre varer fra Levevis®, købes i Bilka og føtex.

Rigtig god appetit!

Det er egentlig ikke noget jeg skænker den store tankevirksomhed i hverdagen, men da Morten fra DR, her til formiddag ringede og spurgte om ikke jeg kunne tænke mig at komme en tur i Aftenshowet og snakke om børns indtag af sukker, som tilsyneladende er alt for højt for de fleste, slog det mig alligevel at der godt nok er sket noget af et skred for mig og min holdning til (mine) børns sukkerindtag i løbet af min karriere som nogens mor.

Der var slet ingen tvivl, da jeg fødte Jens; han skulle kun have det bedste i verden og dén slags indebar selvfølgelig ikke så meget som et gram raffineret sukker. Selv til hans allerførste fødselsdag, fik han ingen sukker og ingen kage, fordi jeg simpelthen syntes det var for åndssvagt at give sådan noget lort til mit lille barn. Han fik i stedet flødeskum rørt op med lidt vanillepulver og masser af frisk frugt, hvilket han i øvrigt, så vidt jeg husker, var helt fint tilfreds med.

Som tiden gik, fik han selvfølgelig lov til at få både kage, is og en lille smule slik, og da han var omtrent 4 år, fik han for første gang lov til at smage en sodavand.

… Og så sidder jeg så her, to-tre år senere med to børn i favnen, hvoraf den yngste, som spiser slik hver eneste fredag og for længst har fået lov til at smage en sodavand, altså først fylder fire om nogle måneder.

Altsammen fordi jeg er så usandsynligt meget mere afslappet omkring mine børns sukkerindtag. Selvfølgelig får de hverken slik, sodavand, is eller kage hver dag, men de må altså gerne få en pålægschokolademad, selvom det er onsdag, en kanelsnegl til morgenmaden på en søndag og en sodavand, når vi skal i biffen eller er ude til forskellige arrangementer. Eller som forleden, hvor vi skulle vaske bil og vi – udelukkende fordi jeg syntes det var hyggeligt – blev siddende i bilen og delte en pose skumbananer, imens de store børster hvirvlede rundt i vaskehallen udenfor bilens ruder.

Det vigtigste for mig er ikke længere hvor lidt eller hvor meget sukker mine børn får, men mere, at der altid skal være plads til ordentlig mad også. Ordentlig og varieret mad fyldt med grøntsager, som mine børn i øvrigt er ret gode til at spise. Og lige præcis dét tror jeg faktisk er blevet meget symptomatisk for hele mit moderskab; at jeg er blevet væsentligt mere afslappet med årene. Jeg forsøger at leve godt, hyggeligt og sjovt sammen med mine børn, hvor den sunde fornuft og lidt prioritering hist og pist altså gør, at vi ikke holder os de store forbud. Og ved I hvad? Det er simpelthen så dejligt! Det er så dejligt at kunne slappe af og at have dén mindre ting at stresse over. Det er i hvert fald sådan det føles for mig.

Jeg er gudhjælpemig endda er begyndt at lade mine børn få sukker på deres havregryn om morgenen af og til. Noget nogen af jer måske hovedrystende tænker: “hvorfor i alverden har de ikke altid fået sukker på deres havregryn?” om, imens andre nok nærmere tænker “hvad er det dog for en redelighed, at fodre sine børn med raffineret sukker – og så om morgenen!?” – og det er netop dét, der er min pointe. At det for mig ikke nødvendigvis handler om at gøre “det rigtige”, men om at lytte efter min mavefornemmelse og min sunde fornuft, som fortæller mig, at mine børn skal have noget ordentligt at spise – og hvis de får det, så kan der altså snildt også være plads til lidt sukker også. Også selvom de nogle dage helt klart spiser mere end sundhedsstyrelsens anbefalinger om max 30 gram. Ligesom jeg i øvrigt også gør selv.

Nå, men altså, Morten fra DR ringede en times tid senere og sagde, at de ville “gå en anden vej” imens han takkede for min tid og jeg har netop siddet og set programmet på min telefon og  jeg sidder nu tilbage og ærgrer mig lidt over, at de i øvrigt garanteret helt fantastiske forældrerepræsentanter, Camilla Ottesen og Joakim Knop, der endte i studiet for at snakke om emnet, tilsyneladende begge to var temmeligt sukkerforskrækkede. Ikke at der er noget i vejen med at være dét – det synes mange sikkert også at jeg er – men jeg synes nu alligevel det er lidt ærgeligt, hvis vi skal til at stigmatisere hinanden, ud fra noget så ligegyldigt som sukkerpolitik (eller mangel på samme). For selvfølgelig er det fornuftigt og godt at følge sundhedsstyrelsens anbefalinger, men ro på…

Bevares, skyd mig bare, hvis I har lyst, men jeg synes faktisk det er helt okay med lidt slik til både børn og voksne. Både om fredagen og alle mulige andre dage, hvis man lige får lyst. Alt med måde, ik’?

Kan I huske at jeg for et par uger siden løftede sløret for at jeg går med flyttetanker og at jeg allerede havde planlagt at skulle se nogle lejligheder? Oh well, det har jeg gjort nu og tilfældet ville det simpelthen at jeg i går fandt dén lejlighed jeg har gået og drømt om! En fire-værelses lejlighed på første sal, med stort køkken, to toiletter, en fin gård (og god udsigt ned til den) beliggende kun få hundrede meter fra hvor vi bor nu – og dét endda i den helt rigtige retning. En fireværelses lejlighed, som nærmest fra sekundet jeg trådte ind over dørtærsklen, føltes som et (okay, mit) hjem.

Alligevel så jeg efterfølgende på en – endnu større – lejlighed hos samme udlejningsfirma og blev pludselig i tvivl. Ville jeg helst have den store – men lidt upersonlige – lejlighed, eller ville jeg have den mindre? Udlejningsfyren kunne vidst se at jeg var i tvivl, hvorfor han usædvanligt venligt tilbød mig at beholde nøglerne til begge lejligheder et par dage, så jeg kunne vende tilbage på lidt forskellige tidspunkter af døgnet for at “mærke efter” (og lytte efter larm og bemærke lys og dén slags, selvfølgelig). Jeg takkede selvfølgelig ja, tog hjem og spiste frokost og vendte så tilbage til lejlighederne igen.

Der var ingen tvivl.

Den første lejlighed var perfekt. Fuldstændigt som udlejningsmanden i øvrigt havde sagt til mig imens vi var der.

Du behøver selvfølgelig ikke lytte efter mig, men jeg synes uden tvivl at du skal tage denne her, sagde han.

Der var tusinde ting jeg skulle have styr på, eftersom lejligheden stod tom og indflytning sådan set var i næste uge og som det første – og vigtigste, for at min økonomi hænger sammen – fik jeg straks fat i én som havde vist interesse for at leje min lejlighed og forhørte mig, om hun og hendes familie stadigt var interesserede – med indflytning allerede 15.marts. Det var de.

Fucking fedt, mand! Det flasker sig. Hell yeah!!

Som en hurtig beslutning tog jeg derfor drengene med op i lejligheden her til morgen, for at vise dem deres nye værelser, inden jeg skulle aflevere nøglen retur for den kommende uge, indtil lejligheden officielt ville blive vores (altså, leje, forstås). De var ellevilde, drengene! Jens især over sit meget store værelse, som han hoppede lykkeligt rundt i, imens sommerfuglene baskede rundt i maven på mig over, at det rent faktisk lykkedes mig at finde så fin en lejlighed, der passer akkurat til vores behov.

Drengene blev afleveret og jeg ringede til udlejer.

Han tog den ikke.

Jeg drak kaffe og ringede til en veninde og fortalte lykkeligt om hvor travlt jeg ville få i den kommende tid, med en pludselig flytning, der i øvrigt overhovedet ikke passer ind med det faktum at jeg efterhånden har lært mig, at jeg skal fylde mine børnefri weekender med tonsvis af planer, hvis jeg ikke skal blive ensom. Hun sagde tillykke, tilbød sin hjælp og jeg sagde tak.

Og så ringede udlejer.

“Jeg har tænkt over det. Og du havde selvfølgelig ret” sagde jeg til ham.

“Åh, det håber jeg sørme ikke da” svarede han promte.

Jeg blev forvirret: “Hvorfor ikke?”

Ham: “Fordi den lige er blevet lejet ud til én fra en ambassade. Der er ikke noget at gøre. Du kan ikke flytte ind”

Mig: “…”

Hold. Nu. Fucking. Kæft. Altså.

Så sådan var det. Jeg troede jeg havde fundet verdens mest perfekteste lejlighed og alt lod til at flaske sig med søde, nye lejere og flyttehjælp og alt i hele verden. Og så blev jeg fucking røvpulet, mand.

Øv.

(Og ja ja, jeg ved godt at alle mine indlæg stort set altid slutter på en positiv lille note, men ærligt, i dag er det sgu lidt noget lort. Heldigvis har jeg hvidvin i køleren og slik i spisekammeret og så er der 55% rabat hos boozt.comdenne her fine Ganni-bluse (reklamelink), som jeg tænker kan hjælpe lidt på humøret. Jeg mener, der er jo hjerter på, for pokker. Det kan altså også noget, selvom det ikke giver mig nogen ny lejlighed.)

Drengene sidder ved spisebordet foran mig og tegner på hver deres “kopi”, som de kalder dem. I virkeligheden er det papirer som jeg har revet ud af en malebog fra Flying Tiger, som ubetinget har været det allerbedste legetøj vi har haft med på ferie. Eller altså, ikke med, fordi dén slags var jeg åbenbart ikke koordineret nok til at sørge for hjemmefra, men det bedste vi har købt. I en dansk butik i Spanien. (Indsæt gerne en imaginær abe der holder sig for øjnene over min dumhed, I know!).

Det er vores sidste aften på ferien og selvom det føles som om ugen er fløjet afsted, så glæder jeg mig alligevel til at komme hjem. Til København og til vores lejlighed (og til kig på nye af sidstnævnte) og til hverdagen, som jeg i virkeligheden holder så meget af.

Men for fanden, hvor har det været godt at være afsted. Venindetid og vin og chips hver aften. Og børn, børn, børn hver dag. Jeg føler virkelig, at jeg er kommet in sync med mine børn på en måde, som jeg ikke har været det længe og jeg elsker det. Som i, at det er det bedste i hele fucking verden. Vi har haft det så dejligt og selvom jeg på et tidspunkt frygtede, at der ikke var aktiviteter og swimmingpools nok på programmet, så viste det sig (selvfølgelig) at min frygt blev gjort til komplet skamme. De (og jeg) har sgu nok haft brug for roen, nærværet og det langsomme tempo vi har holdt hof med hele ugen og det har på mange måder været helt, helt perfekt.

I er så mange der har skrevet og spurgt om detaljer og anbefalinger og om alt muligt i forbindelse med rejsen og jeg lover, at jeg nok skal komme med lidt mere beskrivelse, lidt flere detaljer og alt den slags i løbet af de næste par dage. Både af dét der har været godt og dét der har været mindre godt. (Tænk bare på aben, igen). For nu vil jeg i stedet lige om lidt, når tegningerne er færdige, nyde at putte mine børn i den samme seng og drikke et allersidste glas spansk rødvin med min veninde og forsøge at komme til køjs i nogenlunde ordentlig tid. Vi skal nemlig (røv)tidligt op i morgen – men hey, så meget desto lettere, når nu hverdagen starter igen på mandag, ik’?