Category

Familieliv

Category

Kære mand… (om sex efter fødslen)

Rigtigt mange kvinder fortæller, at de efter fødslen har usandsynligt svært ved at genfinde lysten til deres mand – især når det kommer til sex – imens han, først liderligt og sidenhen måske endda lettere irriteret, hvis han har fået mange afslag, logrer med halen, for snart at få lov til at bestige den kvinde, som han føler trang til at (gen)erobre, efter der er kommet en lille klump kærlighed til, som i øvrigt tager al opmærksomheden.

…Og det er pisseærgrerligt, synes jeg, fordi jeg ofte får en fornemmelse af at det haltende sex- og kærlighedsliv i virkeligheden bunder i misforståelser. Eller måske nærmere i manden manglende forståelse for kvindens andre behov end dét for sex, som i ét eller andet omfang bliver nødt til at være tilfredsstillet, førend hun er klar til at give sig hen som den vildkat hun var engang.

Derfor har jeg i min bog, 40 Uger Efter – en kærlig håndsrækning til nybagte mødre, faktisk dedikeret hele uge 22 til manden. Som en lille håndsrækning til ham, for at få sin kvinde tilbage til soveværelset, hvor han formentlig savner hende, har jeg skrevet ham et lille brev, som jeg gerne vil dele et uddrag af herunder.

Kære mand,

Udover at det er en ordentlig mundfuld at blive nogens mor, så er det samme selvfølgelig også gældende, for dem, der er så heldige at blive nogens far. Bare på en helt anden måde, forstås.

Du skal starte helt fra scratch med at lære et lille nyt menneske at kende, og det falder dig med stor sandsynlighed ikke ligeså naturligt, som det gør for din partner. Din partner, som måske ovenikøbet har forandret sig rigtigt meget både i graviditeten og i særdeleshed efter fødslen, hvor du oplever, at du er ikke længere kommer i første række, og hvor du måske ofte vil føle dig en lille smule hægtet af det helt særlige bånd, der er imellem mor og barn.

Jeg forstår mig af gode grunde ikke så meget på, hvordan det er at blive nogens far, men til gengæld forstår jeg mig ret godt på, hvordan det er at blive nogens mor og lige præcis dét, tænker jeg at du, mand, kan have glæde af at vide en lille smule mere om. Jeg har nemlig en forventning om at en øget forståelse for, hvad der sker med din partner, vil give dig en større forståelse for, hvordan du bedst kan hjælpe dig selv i din nye rolle som far. I hvert fald når det kommer til forholdet til din bedre halvdel.

Når kvinder bliver gravide og får børn, sker der ikke alene noget inde i deres hjerner, der sker også noget med deres kroppe. Selvfølgelig, du har selv set det. Du synes måske stadig, at din partner er både smuk og fræk at se på, men jeg lover dig for, at hun har det helt og aldeles anderledes. Hun synes ikke den bløde bolledej på mave og inderlår eller det fedtede hår, hun de fleste dage holder sig, er spor sexet, ligesom hun formentlig heller ikke er helt tilfreds med, at hendes punani ikke ser ud som den gjorde engang. Det føles i hvert fald for hende, som om den ser ud på en anden måde. Og brysterne, åh, lad mig ikke komme alt for godt i gang med brysterne. Hvis hun ammer, er de et no-go og hvis hun har ammet, er de det samme. De tilhører – for nu – jeres baby og hun kan ikke tænke på andet end sin baby og den forpulede tyngdekraft, når hun kigger på sine bryster.

Hun føler den overhovedet ikke, for at sige det rent ud og når hun gang på gang afviser dine tilnærmelser, så handler det med ganske stor sandsynlighed ikke så meget om, at hun ikke har lyst til dig, men mere om, at hun slet og ret bare ikke føler sig seksuel.

I modsætning til hvad du måtte tro, så er hendes konstante afvisninger ikke et spydigt forsøg på at få dig til at føle dig som en lort, eller som en hævn for at det var hende, der tog alle fødselssmerterne. Faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg overbevist om, at hun også savner dig. Og at have sex med dig. Hun kan bare ikke lige nu.

Derfor er det også særligt vigtigt, at du ikke bebrejder hende, for det er ikke hendes egen selvvalgte skyld, at hun har det sådan her og det skal nok blive bedre – især hvis du hjælper hende lidt på vej…

Efter denne lille indledning nævner jeg en række årsager til, at kvinden ikke har lyst til (nok) sex – naturligvis skarpt forfulgt af brugbare og konkrete råd og metoder til at afhjælpe problemet på en måde, så det i dén grad kommer begge parter til gode. Og helt ærligt, det behøver slet ikke være så svært, som det af og til kan virke…

Bogen kan – fra i morgen d.14.september, hvor den udkommer – købes i BabySam og i de fleste boghandlere landet over.

“Han er en idiot, når han er sådan”

Jeg vil begynde med at være ærlig omkring, at det har været svært for mig, at skrive det her indlæg. Jeg har flere gange besluttet mig for at droppe det, men af én eller anden grund bliver det tilsyneladende ved med at fylde min lille hjerne og jeg føler nu, at jeg er nødt til at få det ud af systemet.

Det handler om en lille episode, som jeg overværede på afstand, da jeg forleden var i færd med at låse min cykel ovre på skolen, hvor jeg skulle til at hente Jens. På den anden side af den lille ubefærdede vej, gik en kvinde, trækkende med sin cykel, imens hun snakkede med et barn på omtrent 7-8 år, som jeg formoder var hendes.

“Jeg synes altså han er en idiot, når han er sådan” sagde kvinden til barnet.

Det handlede, så vidt jeg kunne forstå på de tyve sekunders samtale jeg nåede at overvære, inden min cykel var låst og kvinden og barnet passeret forbi mig, om, at en pædagog eller lærer ikke havde befalet børnene at iføre sig regntøj inden de gik på legepladsen (skolen har en vand-legeplads, hvor man selv i solskinsvejr kan blive våd om anklerne), hvorfor jeg næsten formoder at pågældende barn, havde fået våde bukser.

Jeg forstår godt kvinden; Frustrationen over andre, hvis ikke de har levet (godt nok) op til det kæmpe ansvar det er at varetage éns lille, højtelskede og voksenafhængige guldklump. Jeg forstår godt følelsen på sit barns vegne; af afmagt og vrede. Selvfølgelig forstår jeg den.

Men jeg forstår ikke behovet for at udtrykke følelsen – på dén måde i hvert fald – overfor barnet. Faktisk, så synes jeg, at det er noget af det allerværste man kan gøre. Barnet får hverken mere eller mindre anerkendelse af, at læreren eller pædagogen bliver kaldt for idiot. Til gengæld forstår barnet lynhurtigt at der er en konflikt imellem de voksne på skolen og dem derhjemme – og at man åbenbart godt må rende og kalde andre for idiot bag deres ryg.

Det er for mig at se én af de dummeste ting man kan gøre overfor barnet. Alene dét at skabe rum for at tale nedladende omkring andre, synes jeg er problematisk. Og når det så endda går ud over de voksne på skolen, som jo ret beset er der for at hjælpe barnet til at vokse fagligt, socialt og personligt, bliver jeg helt enormt ked af det, både på barnets og de øvrige impliceredes vegne. De voksne på skolen, har jo for pokker ikke andre intentioner om at gøre det bedste de kan, med de midler de nu engang har og barnet skulle gerne have de bedste odds for at have så godt et forhold til dem som muligt, eftersom de formentlig skal have temmeligt meget kontakt henover en periode, der typisk strækker sig over flere år.

Hvis barnet ved – eller tror – at moderen synes at læreren er en idiot, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvordan barnets relation til læreren unægteligt må ændre sig. Og dét altså, til det værre. Barnet vil selvfølgelig altid være loyal overfor sine forældre og i bedste tilfælde, vil barnet opleve en splittelse imellem skole og hjem – i værste, ja, så vil barnet følge i moderens fodspor og synes at læreren er en idiot, som man ikke behøver at lytte til og så har vi altså balladen.

Så har vi et barn, der pludselig ikke gider at høre efter i timerne, som er uopdragen og flabet – og som på én eller anden måde, må blive ekskluderet fra fællesskabet.

Hvordan jeg ved det? Det gør jeg, fordi jeg selv engang har været dét barn.

Så kære dig, der kaldte dit barns lærer eller pædagog for idiot, jeg forstår godt din trang til at fortælle dit barn, at det ikke var hans skyld og at det også var uheldigt, at han sådan fik våde bukser og at du måske også havde glemt at lægge rigeligt med skiftetøj i hans skab, men vil du ikke nok lade være med at tale dårligt om hans lærere og pædagoger foran ham? Du ødelægger langt mere end du aner og jeg er sikker på, at det ville være langt mere konstruktivt, at give din dreng et ekstra kram og at tage en snak med den pågældende lærer dagen efter. Vi bliver nødt til at arbejde sammen og for at vi kan dét, er vi altså nødt til at starte med en ordentlig tone – især, når vores børn hører på det.

Sønderjylland og surprisefødselsdag – for mig!

Jeg ved ikke helt om det skyldes sukkerchok eller den mest stillesiddende weekend længe, men jeg sidder foran min computer med opknappede bukser, fuldkommen ude af stand til så meget som at lette bagdelen for at lave mig den kop kaffe, som jeg i virkeligheden rigtigt godt kunne drikke nu. For ja, jeg er altså sådan én, der sagtens kan drikke kaffe inden jeg går i seng.

Vi har været i Sønderjylland, drengene og jeg. Mest for at hilse på min storebrors yngste (og deraf klart mest nuttede) datter, som fandt sin vej til verden for små tre uger siden, men selvfølgelig også for at nyde godt af det øvrige selskab dernede (i den by, hvor jeg ganske snart ikke længere kan kalde mig husejer). For ikke at underkende det faktum, at min mor er usædvanligt god til at sørge for andre, hvorfor jeg blandt så meget andet “ingenting” har tilbragt tid i hendes hængekøje, som ganske snedigt er placeret i en lille skyggekrog ude af syne fra trampolinen, hvorfor man, når man placerer sig i dén, holder “helle”.

Sammen med alt det der “ingenting” havde min mor, i ledtog med børnene, planlagt en lille surprise-fødselsdag for mig. I går, 11 dage før min faktiske fødselsdag. Og som den første gang, siden jeg flyttede hjemmefra for usandsynligt mange år siden, at nogen rent faktisk har bagt mig en kage på min fødselsdag, blev jeg simpelthen så glad og rørt.

Jeg havde aldrig troet om mig selv, at jeg skulle stå der, som næsten-31-årig og få tårer i øjnene over en omgang salte lakridser, chokolademuffins og en æblekage pyntet med m&ms og alt for få (og et helt perfekt antal) lys, men ikke desto mindre, så var det altså sådan det var.

Kærlighed i en kage, i salte lakridser og i paptallerkner af guld. Det er fuldkommen på linje med dén gave jeg fik af min far for nogle dage siden, som i dét øjeblik jeg fik den, ikke just gav mig tårer i øjnene, men som jeg sidenhen har tænkt, er én af de bedste gaver jeg nogensinde har fået. Hvis man trækker dem fra mine børn, ud af ligningen, forstås. Dem er der jo ikke nogen, der kan slå. Men altså, dén kræver næsten et indlæg for sig – og i hvert fald nogle billeder der er bedre, end dem jeg kan præstere, imens jeg jo stadig sidder her, med åbne bukser og en bagdel der føles usædvanligt hårdt limet til stolen under mig.

Gad vide, om jeg overhovedet kan komme over til sofaen?

Et karmamarked der åbnede mine øjne

Det var ikke just min plan, at jeg skulle tilbringe størstedelen af dagen hjemme i lejligheden, i selskab med først ét og sidenhen to syge børn – som i øvrigt gudskelov ikke var mærkbart syge, herhjemme. Særligt ikke, fordi det rent faktisk var meningen, at børnene skulle være hos Thomas og ikke hos mig. Alligevel endte de her. Thomas og jeg har nemlig besluttet, at vi i så vid udstrækning det er muligt her i de første måneder efter vores brud, vil tilpasse os børnene, som altså i morges ringede bad om at være lidt hos mig. Bevares, det vil vi selvfølgelig altid, men vi giver den alligevel en ekstra skalle nu.

Jeg aflyste mine møder, kastede en kop kaffe i hovedet og tog imod drengene, som gudskelov havde en fest. Peter blev efter en times tid afleveret i børnehaven, imens Jens og jeg besluttede os for at lave dét, som nærværende indlæg i virkeligheden skal handle om, for det har givet mig så gevaldigt optur, at det i dén grad fortjener lidt spalteplads.

Vi lavede – efter opfordring fra min søde venindes mand (som i øvrigt, vist nok var dén i min daværende føljeton Ugens Mand, som fik allerflest positive tilbagemeldinger for sine vanvittigt fine svar på mine spørgsmål, som I kan læse HER) – et “karmamarked”. Et lille gadesalg, hvor vi slet og ret lagde noget af drengenes aflagte legetøj ud på et tæppe, på fortorvet foran vores bygning og satte et skilt op med teksten “tag hvad du vil, betal hvad du vil” med et telefonnummer til mobilepay og en lillebitte smiley. Og så gik vi op for at hente Peter, som blev ringet hjem, bedst som vi var færdige med at stille op.

Da vi efter ganske kort tid returnerede til adressen, lod det til at der allerede var forsvundet lidt legetøj og efter et hurtigt kig på mobilen, var der også gået nogle penge ind på kontoen.

Jens var lykkelig! Og jeg, på én eller anden udefinerbar måde, det samme.

Det mindede mig om dengang jeg lavede saftevandssalg på gaden som barn og de mange små vejbredskiosker med nye kartofler, friske æg og solmodnede bær i alle afskygninger, der fandtes alle steder vi kom hen. Dem, hvor man stoler blindt på sine medmennesker. Dem, som jeg tror, primært befinder sig på landet. Derude, hvor det stadig er rimeligt normalt, at lade sin cykel stå ulåst hen, imens man henter et par liter mælk og en kanelstang i Brugsen. Der, hvor jeg kommer fra.

Her i København, fornemmer jeg, at vi har helt anderledes svært ved at stole på hinanden. Vi låser vores cykler og passer på vores ejendomme, som var de allesammen små skatte. “For tænk nu hvis nogen kom og stjal dem”. Vi kender ikke alle dem vi møder i gadebilledet og slevfølgelig giver det en øget form for usikkerhed, når alle ikke kender alle, som det i hvert fald var dér hvor jeg voksede op, men for fanden, vi er jo allesammen mennesker.

Og dét altså, skulle det vise sig i dag, efter et par timers karmamarked, også ærlige og redelige mennesker. I hvert fald her på Østerbro, hvor jeg og min lille familie holder til. I ved, Østerbro, der faktisk kun ligger ganske få kilometer fra Nørrebro, som I formentlig hører om i nyhederne på daglig basis, når bandemedlemmer render rundt og skyder på hinanden til gru og rædsel for masser af mennesker – ikke bare i de berørte områder, men i hele Danmark, formoder jeg.

Jeg ved af gode grunde ikke om der er nogen, som har snuppet et stykke legetøj eller to, uden at betale, men i dét tilfælde formoder jeg, at de ikke mente at legetøjet var reelle penge værd – eller at de slet og ret ikke var i stand til at betale. Dog ser det for mig mest af alt ud som om, at dem der har fundet noget de gerne ville have med hjem, har lagt en mønt i den virtuelle bank, hvor drengene altså i dag har scoret lige knap 500 kroner fordelt på små 20 salg.

Det gør mig simpelthen så glad at vi alligevel – her i København, med mere end 1 million indbyggere og en bandekonflikt som ingen ende synes at have – kan stole så meget på hinanden, at vi rent faktisk kan stille vores ejendele ud på gaden, uden nogen stjæler dem. Vi kan handle med karma som eneste lov, hvor reglerne ikke er andre end “det du selv synes”, sådan som jeg tænker at verden – ideelt set – burde være overalt.

Her er trygt og sikkert og dejligt og for fanden, hvor er jeg glad på mine drenges vegne over alle de penge de på en eftermiddag – ganske uden indsats – har tjent sammen til erhvervelsen af nyt legetøj og på mine egne over at være blevet bekræftet i, at mennesker er gode og at København, selvom den er stor, ikke behøver at være så meget anderledes, end alt det gode jeg kender “hjemme” fra Sønderjylland.

Drengene og jeg – og alle vores fremmede handlende – har i dag præsteret bæredygtigt og medmenneskeligt forbrug, om man vil og dét synes jeg knag’me er sejt.

Heja, København! Drengene er tilbage hos Thomas, solen skinner, min far har meldt sin ankomst om ganske få minutter og jeg tror måske jeg skal se om ikke jeg kan overtale ham til, at vi skal ud og have os en lillebitte drink, inden solen går alt for langt ned.

Fordi Biler 3 og batteri- og rugbrødsdrevet legetøj holder!

Det er jo sjældent fordi det ikke er sjovt at være blogger – jo, det skulle selvfølgelig lige være når der er knas i privatlivet og man er typen der helst ikke beskriver dén slags alt for indgående i al offentlighed – men nogle dage er alligevel federe end andre. Og altså, én af de federe dage var så absolut i lørdags, hvor drengene og jeg var blevet inviteret til forpremieren på Biler 3 i Falkoner Bio på Frederiksberg.

Inden vi skulle ind og se filmen, var Jens sådan lidt lunken på projektet, da han vist synes at han var ved at være lidt rigeligt stor til Lynet McQueen og alle hans venner. Noget jeg egentlig godt forstår, fordi de hjemme hos os havde deres storhedstid da Jens var 3-4 år. Men på den anden side, så har jeg altid syntes at filmene var skønne og med lidt hjælp fra Flexitrax, som igen satte gang i bilfantasierne hos mine drenge, glædede vi os alle til arrangementet, som altså var sponsoreret af Duracell. I ved, dem med de super holdbare batterier, som i øvrigt er de eneste som har en power-indikator, så man altid kan se hvor meget batteri der er tilbage 🙂

Nuvel, arrangementet var smadderhyggeligt, men filmen! Den var ikke bare hyggelig – den var ligefrem fantastisk. Virkelig. Jeg sad nærmest tryllebundet og ærgrede mig – ligesom Jens – gul og grøn over at vi var nødt til at holde en tissepause undervejs. Der var en enkelt scene undervejs, hvor jeg lige lagde armen om begge mine drenge, fordi jeg selv blev berørt over dét der skete, men bortset fra dét, så var det lutter grin, spænding og lagkage. Eller altså, racerløb.

Flere gange undervejs i filmen blev jeg kastet direkte tilbage til dengang jeg var med FDM i Jyllandsringen for at køre ræs. Dét sus, den adrenalin og det overdrevne fokus der er så vigtigt undervejs, kom helt ind under huden på mig igen og jeg skal selvfølgelig ikke afvise, at det til dels også var derfor jeg syntes filmen var så god. Men det var den altså! Super god, endda. Både for drengene og for mig.

Som en lille (og virkelig fin!) gave, fik drengene en Lynet McQueen med hjem, som det skulle vise sig at de kom til at knuselske langt højere end deres flexitrax, til trods for at den rent faktisk til en vis grad er rugbrødsdrevet. Den siger lyde tilpasset de bevægelser man giver den og da først den var vækket til live med et sæt Duracell Ultra Power, så ville glæden ingen ende tage.

Jeg er kæmpe fan. Af Biler 3, af Duracell og af batteri- og rugbrødsdrevet legetøj, hvor fantasien og de kropslige udfoldelser får frit spil.

Hvis I har lyst, kan se I hvordan der så ud da vi ankom til premieren – og selvfølgelig hvordan mine drenge trippede over deres nye fede legetøj – i videoen herunder.

Og ja ja, I know – det var måske lidt fjoget med det der lille grin til sidst i filmen, men det er virkelig sådan jeg har det, når jeg hører Peter grine sit cirkusdirektørgrin!

For 132 kroner blandet lykke

Det var ikke med min gode vilje at dagen allerede blev skudt igang før klokken havde rundet seks, men til gengæld gav det os så god tid, at hele hytten var rengjort og legetøjet gennemleget da klokken slog 12, hvorfor jeg tog en hurtig beslutning om at i dag måtte være dagen, hvor drengene og jeg langt om længe fik prøvet veterantoget.

Der kører nemlig et par veterantog i Hedeland lige bag vores kolonihave og selvom vi efterhånden har været derude – altså i kolonihaven, en del, havde vi endnu ikke prøvet det.

Egentlig havde jeg en plan om at sidde på terrassen og klippe filmklip fra vores oplevelse i biffen i går, imens drengene skulle hoppe på trampolin, men med lidt rigeligt trætte børn, tænkte jeg, at lidt ekstra nærvær nok nærmere var vejen frem, hvorfor filmen og min (vældigt subjektive) anmeldelse af Biler 3 altså må vente til i morgen.

Drengene var til en begyndelse lidt ærgelige over min plan om at droppe trampolinen for resten af dagen, men da først vi var kommet afsted, var der lutter glade dage. For hold nu op, hvor er det en fin tur, altså!

Jeg fatter simpelthen ikke at dét område ligger så tæt på overbebyggede København. Det er vilde marker, natur, bakker, dale, søer, heste, høj himmel og masser af frisk luft – alt dét jeg for et år siden gik og troede at København(sområdet) slet og ret ikke havde.

Det startede egentlig med at jeg skrev et sponsoreret indlæg for Høje Taastrup kommune i vinter, hvor drengene og jeg første gang besøgte Hedeland. Dengang var der dækket af sne, men jeg var ikke i tvivl om, at vi havde fundet en perle. En perle som vi nu har købt kolonihave tæt ved og som vi altså besøgte på allerfineste manerer i dag, med veterantoget fra Hedeland station til Fem Ege station – og retur.

Turen stod os i lige akkurat 132 kroner og jeg kan næsten ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så lykkelig, som jeg gjorde der, i et tudsegammelt tog, omgivet af dem jeg elsker allermest og den natur, som gør, at vi allesammen kan være her. Vi snakkede om søer, heste, fly, togskinner og alt muligt, som ellers kun sjældent falder os ind; drengene havde en fest først i toget og sidenhen på legepladsen ved endestationen og ja, jeg fik plukket en buket blomster, som måske ikke er helt ligeså pæn som den alle de andre bloggere plukker på en blomsteranlagt mark på Amager, men til gengæld ligner den dém jeg så ofte plukkede som barn og dét er for mig, i virkeligheden mindst ligeså godt. Nårh ja, og så fandt Jens og jeg, som en lille krølle på den lykkelige hale, hver vores firekløver, lige inden vi tog toget tilbage og satte kurs tilbage mod København. Jeg tænker, det er et tegn på noget godt.

Togene derude kører om søndagen et par uger endnu og jeg kan altså kun anbefale alle jer som bor i omegnen (herunder selvfølgelig også København), at prøve det med jeres unger.

Jeg tænker på #24

… Græsset der stikker op imellem mine bare tæer og på min neglelak som trænger til lidt kærlighed, men som alligevel passer så skide perfekt ind, herude ved mit lille røde kolonihavehus.

… Om man egentlig kan blive lykkelig af bare at sidde i en have.

… Hvor genialt et træk det var, at finde drengenes flexitrax-bane frem, inden vi på lørdag skal ind og se forpremieren på Biler 3. Drengene havde egentlig lidt “glemt” Lynet McQueen og alle hans venner, men nu tripper helt ud over at skulle ind og se dem i biffen. En tur venligt sponsoreret af Duracell, som også står bag, at jeg har fået lov til at invitere en flok af mine følgere på Instagram med til samme arrangement. Og som også står bag, at bilerne til banen stadig kunne køre, til trods for laaaang tid i nederste skuffe.

… At jeg i øvrigt – som virkelig mange andre tilsyneladende også – bedst kan lide Bumle.

… Hvor dejligt det her tæppe fra Ellos i øvrigt er at sidde på, når jeg leger med drengene. Jeg lyver ikke når jeg siger at jeg, siden jeg købte det, tilbringer absurd meget mere tid i gulvhøjde.

… Om jeg måske er mere magelig end jeg ellers går og forsøger at bilde mig ind. Det er jeg med garanti. 

… Hvor paradoksalt det var, at finde en besked i min indbakke fra Thomas Skov, bedst som jeg havde hørt afsnit 3 af hans podcast “Jeg er mobilafhængig”.

… Det nærmest terapeutiske ved at høre podcasts, imens jeg gik og malede loft.

… Om jeg kan få pletten væk?

… De gode ting den kommende tid har i vente. Udover en tur i biffen lørdag, kommer der også snart en reception for Confetti CPH, som jeg var med til at starte op for en god måneds tid siden, for eksempel.

… At jeg til gengæld har hundrede procent tøjkrise forud for førnævnte arrangement. Jeg mener, jeg har maling på kinden og afskallede negle og har I set hvor lækre de andre damer er?!

… Om jeg måske skulle gå med noget ala denne eller denne?

… Hvor ærgeligt det er at denne kun er i plus-size, når nu den både er skide pæn og på udsalg.

… At jeg i hvert fald med garanti skal have en spraytan.

… Hvor dumt det i øvrigt er, at jeg sidder og skriver ovenstående imens jeg sidder i bragende solskin i min have, iført lange sorte bukser. Og bare tæer, selvfølgelig.

… At komme afsted. Jens skal have sin første legeaftale med hjem fra skole i dag og han har nærmest ikke snakket om andet i flere dage. Han glæder sig helt tosset meget, så jeg må hellere hente dem i god tid.

… At jeg faktisk godt tror, at man kan finde et lille glimt af lykke, bare ved at sidde i en have. Jeg kan i hvert fald.

Blød kost i to uger, blev der sagt!

Som rigtigt mange bemærkede – og gættede, hvor er I gode! – på instagram i går, så stod menuen hjemme hos os i går aftes på risengrød. Til min store overraskelse, så var der faktisk temmeligt mange af jer, som tilkendegav at I skulle have nøjagtigt samme menu, hvorfor man næsten kunne formode at månen stod på én eller anden særlig risengrødsvenlig måde, som fik os alle til at få samme tanke på en i øvrigt okay-varm dag her i august.

Men ak, hos os var det ingenlunden månens skyld. Det var derimod Jens’ tænder, som han – ved et i øvrigt fuldkommen udramatisk styrt i vores gård mandag eftermiddag – desværre slog ret hårdt. Èn mælketand (som heldigvis allerede rokkede lidt) blev slået ud og hans ene, helt nye, blivende fortand blev slået løs.

“Jeg faldt bare ned af en skraldespand” sagde Jens, der tappert forsøgte at smile til mig efter styrtet.

Av, altså! Det gør så ondt i mit hjerte, når min børn kommer galt afsted, omend jeg – gudskelov – har fået noget mere hår på brystet, siden dengang jeg for første gang blev ringet akut op til børnehaven til et blødende barn, som jeg engang skrev om HER.

Grundet den løse fortand holdt jeg selvfølgelig Jens hjemme fra skole dagen efter, for i stedet at have masser af tid til hygge i Andedammen (hvor jeg fik den dér fantastiske gave) og selvfølgelig for at konsultere den lokale tandplejer, som gudskelov, efter røntgen og inspektion, kunne fortælle, at der var rigtigt gode prognoser; vel at mærke, hvis vi kunne være rimeligt konsekvente omkring hans kost. For sagen er altså den, at for at den lille (eller store, i en 6-årigs mund) tand kan sætte sig godt fast igen, så må han ikke bide med den. I to uger.

Blød kost, blev der sagt! Eller i hvert fald mad, der ikke kræver, at det bliver bidt over.

Bum. Så det blev til et: “Skal vi ikke pise risengrød, skat?”. En løsning som begge mine børn naturligvis var ellevilde med!

Jeg tænker egentlig at det er forholdsvist uproblematisk derhjemme, hvor han jo til enhver tid kan skære sin mad ud i bidder; til gengæld er jeg altså en lille smule på herrens mark i forhold til madpakken, som han jo skal have med, de kommende uger. Det oplagte ville selvfølgelig være at give ham alt muligt andet end rugbrødsmadder med; pastasalat for eksempel. “Problemet” er bare, at Jens igennem de sidste to år har fået maden serveret i børnehaven, hvorfor han nu synes det er noget af det mest eksotiske i verden, når han kan få to klapsammenmadder og et par grøntsagsstave med i madpakken.

[Et halvsløjt forsøg på at lave ikke-bide-venlige madder, som stadig helst skal være til at pakke ind, til madpakken]

I morges endte det med en variant, hvor jeg simpelthen skar hans madder ud i stave, men ærligt, så tænker jeg ikke at det er særligt holdbart. Jeg forestiller mig i alle tilfælde, at det bliver en værre smattet omgang efter en tur i skoletasken på en løbe-, hoppe-, danse- og fjolleglad seksårig, som naturligvis selv fragter sin skoletaske med dertilhørende madkasse rundt.

Derfor: Hvis du har nogle gode idéer til mad der ikke skal bides over til madpakken, så fyr løs. I need inspiration! 

… Og til jer der stadig måtte sidde med hjertet oppe i halsen over tænder der bliver slået ud og dén slags, så bare rolig; drengen er glad, han har ikke ondt og der er ingen grund til bekymring – tanden skal bare liiige sætte sig fast. Ingen ko på isen der <3 Det er i hvert fald hvad jeg fortæller mig selv, når jeg går i selvsving over, hvor synd jeg i virkeligheden synes det er for ham.

Sikker vej i skole – også i storbyen

Selvom han har kunnet cykle i lang tid, har jeg faktisk indtil for ganske nyligt, været alt for bange for at lade ham cykle på vejene her i København; min Jens, som i denne uge startede op i SFO, hvor han – fordi den (og skolen) ikke ligger mere end 500 meter væk – selvfølgelig cykler hen. Altså, med mig som ledsager, naturligvis.

Vi kunne naturligvis også gå, men fordi jeg skal have Peter med hen til skolen og tilbage i modsat retning, er det nu engang nemmest på cykel og Jens er så stolt over det! Han fik en ny cykel i 6-års fødselsdagsgave; sådan én med gear og brede dæk, som han stolt ræser rundt på – og nu altså også på vej til skole. Eller SFO, som det har været indtil videre, inden det går rigtigt løs med skole fra på tirsdag.

Længe har jeg gået og tænkt, hvordan pokker man egentlig gør, når et barn skal lære at cykle på vejene her i København, for det er altså på ingen måder det samme som da jeg var barn, langt ude på landet i Sønderjylland, hvor man skulle være heldig, hvis der kom en bil i timen. Men altså, man gør det jo bare. Cykler bagved, giver instrukser og starter på de mere stille veje.

Og heldigvis er det gået fint. Især efter jeg læste FDMs artikel om gode råd til at komme sikkert i skole (til fods, på cykel og i bil) HER, følte jeg mig bedre rustet til at komme igang med cykleriet. Vi lagde derfor ud, allerede i forrige uge, med at cykle turen hjemmefra og hen til skolen nogle gange, så Jens kendte vejen allerede fra den dag han skulle starte og derfor ikke skulle koncentrere sig om dén faktor, når vi skulle afsted med sommerfugle i maven. Hos os begge, i øvrigt.

For shiiiiit, jeg var spændt! Jeg ved det godt, det er totalt curling at føle sine børns følelser på den måde, men det gjorde jeg altså. Og heldigvis gik det – som jeg skrev om HER – smaddergodt! Både cykeltur og første dag blandt hundredevis af nye potentielle venner. Hos Jens, naturligvis.

Jeg husker selv spændingen fra første skoledag og selvom vi endnu ikke er kommet til den første “rigtige” skoledag med timer i klasseværelset, så tænker jeg alligevel at en SFO-indkøring inden skolestart er lidt af det samme. Jeg var så spændt på at skulle i skole og jeg kan nærmest mærke sommerfuglene baske, når jeg tænker over hvordan jeg havde det, da jeg sad der i klassen, omringet af nye (og gamle) venner og alle vores forældre.

Dengang for snart 25 år siden (gyyyys!) skulle jeg ikke cykle i skole de første par år. Vi boede som nævnt ret langt ude på landet, så mine forældre kørte ofte min bror og mig til skole – formentlig i forbindelse med at de alligevel skulle på arbejde. Dengang lagde jeg ikke rigtigt noget i det, men jeg kan huske, at det var så hyggeligt lige at have 10 minutter sammen med enten min mor eller far om morgenen, inden det gik løs; noget jeg altså har tænkt mig også at have med Jens og Peter, selvom vi skal cykle. Det skal være hyggeligt at komme i (og hjem fra) skole og noget af dét der gør det muligt, er selvfølgelig, at både cyklister, fodgængere og i særdeleshed bilister er godt klædt på. Vi skal passe rigtigt godt på hinanden og et godt sted at starte (for bilisterne og alle os der skal passe på dem) er altså i den lille guide HER og i føromtalte artikel HER. Jeg er i hvert fald blevet en lille smule mere opmærksom på nogle af de mange faldgruber der findes på vejen, ved at læse dem – og dét er jeg glad for.

Næsten lige så glad, som jeg er for, at det indtil videre bare er gået ski’e godt!

… Og skal vi så ikke lige i fællesskab aftale, at vi passer lidt ekstra godt på alle de nye trafikanter i denne tid? Please.

Skulle vi måske hellere vente med at få børn?

Lad mig allerførst lægge ud med en disclaimer: Alle skal selvfølgelig få de børn de vil (og kan) når de vil (og kan) og jeg mener ingenlunde at der findes noget rigtigt eller forkert. 

Debatten omkring hvornår vi bør få børn er efterhånden så hyppigt i vælten, at man nærmest kan tale om at den er evigt aktuel. “Få børn tidligt i livet” siger statsministeren og hele hans slæng, imens de gjalder op om ældrebyrde, offentlige besparelser og nedsat fertilitet, der koster samfundet alt for mange penge. Vi skal være effektive. Vi bliver belønnet for at komme hurtigt igennem uddannelsessystemet, så vi kan være hurtige om både at få jobs, ægtefæller, ejerboliger, tårnhøje forbrug og selvfølgelig børn, som effektivt skal være med til at tage vare på “ældrebyrden” når de en dag – ganske effektivt – er blevet presset igennem institutionsliv, skolereformer og effektiv uddannelse og jobs, der naturligvis skal hænge på træerne, hvis ikke man kan opfinde dem selv; for arbejde, dét skal man.

Jeg bliver næsten helt forpustet ved tanken…

Selvfølgelig er der noget helt basalt korrekt i, at det biologisk set kan være en fordel at få børn forholdsvist tidligt i livet og i hvert fald før de 35, som i mit indlæg i går, var skæringsalderen da jeg blev spurgt om hvorvidt man bør få børn efter 35? Men jeg bliver simpelthen så træt af den debat, som jeg synes i dén grad mangler diversitet.

Jeg er selv sådan én, som formentligt kan gøre flertallet af vores politikere våde i bukserne over min effektivitet; færdiguddannet som 22-årig, boligejer som 23-årig, gift som 24-årig, samme år som jeg blev mor – og så røg jeg ellers direkte ind i hamsterhjulet. Og det har på alle måder været mit eget valg, som jeg ikke fortryder et sekund, omend jeg af og til godt kan misunde mine veninder som ventede bare lidt længere, førend de kastede sig ind i rollen som nogens forældre. Ikke fordi de “havde god tid til at være unge” som i min optik er den mest misforståede floskel over dem alle, fordi “ungdommen” – de mange ugentlige fester, tømmermænd, singleliv og uafhængighed – bliver afløst af noget der (i hvert fald for mig) er meget bedre. Dét jeg i virkeligheden misunder, er mine ældre veninders forældre, som for manges vedkommende er gået på pension.

Hold kæft, hvor gad jeg godt, at mine forældre også havde den slags tid, som jeg oplever at mange bedsteforældre på pension har, til deres børnebørn. Og til (at hjælpe) mig. For samfundet gør det altså ikke.

På papiret jo, så hjælper samfundet; stiller vuggestuer, børnehaver og skoler til rådighed, som jeg altsammen er meget taknemmelig for, omend jeg desværre er af den klare overbevisning om, at det ikke er nok, hvis politikerne virkelig mener, at vi skal fordre gode barndomme, effektive, hårdtarbejdende forældre og gode, loyale samfundsborgere. Som et eksempel, så lad mig præsentere følgende eksempel:

En ung familie har 2 børn. Familien bor i København. Alle bedsteforældre arbejder stadig fuld tid. Far og mor er begge uddannede og har gode jobs. Barn 1 bliver syg med skoldkopper. Mor og far tager hver barnets første sygedag. Hertil kommer (mindst) 4-5 dage, hvor barnet skal passes hjemme, fordi barnet stadig er sygt og kan smitte andre børn. Barnet bliver raskt, forældrene undskylder overfor chefen, som har givet dem en reprimande. Barn 2 bliver syg med skoldkopper. Det samme gentages. Bedsteforældrene har ikke mulighed for at hjælpe med at passe de syge børn, fordi de selv arbejder. De gode, hårdtarbejde forældre, har i bedste fald mulighed for at arbejde hjemmefra og må arbejde om aftenen. I værste fald, skal de tage ferie – hvis altså ikke børnenes sygdom falder indenfor en periode hvor mange andre ansatte holder ferie og den slags ikke lader sig gøre.

Heldigvis, da vi selv stod med ovenstående scenarie og to børn hvis skoldkopper afløste hinanden, herhjemme sidste år, er jeg selvstændig, med mulighed for i vid udstrækning at tilrettelægge egen arbejdstid, hvorfor det sagtens lod sig gøre med 2 ugers uafbrudt børnesygdom herhjemme, men jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det var gået, hvis jeg stadig havde arbejdet som jordemoder. Min chef ville have revet hovedet af mig. Forlangt, at jeg skulle møde ind på arbejde og finde alternative pasningsmuligheder til mine syge børn.

Men gæt engang, der er er sjovt nok ikke så mange, som har den store interesse i at passe andres syge børn. Altså, udover bedsteforældre, hvis altså de har tid. Som de typisk ikke har, når man som jeg får børn i 20’erne. Og som jeg altså af og til har misundt mine ældre veninders forældre for at have. Tid til syge børn, til pandekager hver tirsdag, til hverdagsfri og til alt dét, som bedsteforældre kan.

Hvis vi virkelig mener det; at vi skal få flere børn, få dem tidligere og samtidig være effektive på arbejdsmarkedet, som min fornemmelse er, at de fleste af os – mænd som kvinder – faktisk gerne vil være, er vi simpelthen nødt til, som samfund, at stoppe op og se hvad fanden det er vi har gang i. Ingen – heller ikke de unge familier – kan blæse og have mel i munden og jeg synes nærmest det er skammeligt, at bede om øget effektivitet, imens pisken svinges hårdere og rebet strammes mere over hele linien. Den slags overdrevet paternalisme er mig bekendt ikke den mest effektive form for motivation. Faktisk vil jeg næsten gå så vidt som til at sige at det er dårlig ledelse; og dét endda af vores land, vores fremtid og vores allesammens hverdag.

Derfor vil jeg, næste gang nogen spørger mig om min mening til hvornår i livet det er bedst at få børn, tøve en kende med at ty til biologiens foretrukne svar og i stedet bede vedkommende om at overveje, hvordan livet med små børn kommer til at se ud, afhængigt af vedkommendes netværk, som i hvert fald for nu er nødvendigt at have i baghånden, hvis man vil forsøge at leve op til alle de krav der stilles.

Jeg har aldrig nogensinde fortrudt mine børn, men ind i mellem ville jeg altså ønske, at jeg havde være lidt ældre, da jeg fik dem. Omend det mest optimale naturligvis ville være et samfund, der ville indrette sig lidt mere til fordel for børnefamilierne. Mon ikke det ville være både bedre og billigere på den lange bane?

Hvad siger I? Hvad tænker I om at få børn i 20’erne, 30’erne eller sågar 40’erne? Der er – tænker jeg – fordele og ulemper ved det hele og med garanti lige meget kærlighed, uanset hvornår man gør det <3