Category

Familieliv

Category

Hjem til en ny hverdag

Det har allermest været en dejlig tur, selvfølgelig har det, det. Vi har badet, leget, solet, hygget, krammet og spist is i ét væk og selvfølgelig har dén del været dejlig og på sin vis også mere end bare almindeligt tiltrængt. Men det har også været en hård tur, fordi der venter os en helt ny hverdag, når vi lige om lidt kommer hjem. Thomas er i mellemtiden flyttet og vi skal derfor hjem og til at lære, at være en familie på en helt ny måde. En anderledes, men god måde, forhåbentligt.

Jeg er ved at skide neongrønne – og absolut oversized – grise over det, så hvis nogen af jer sidder med gode råd og erfaringer eller endnu bedre, gode historier om hvor let den slags (forhåbentlig også) kan gå, så tøv ikke med at svinge dem i min retning. Tak ❤️

Overvældet. Og træt.

Det er lørdag aften og drengene og jeg har indfundet os hos min mor i Broager, inden vi – sammen med min mor og hendes lille familie – tager på campingferie i Italien i morgen. Drengene har leget præcist som de plejer, når vi er hernede, maden er på fornemmeste vis blevet serveret og jeg nyder, at lukke verden lidt ude for et kort øjeblik.

Lige siden jeg startede med at blogge for snart tre år siden, har det altid været min mission at den eneste, blandt alle de mennesker jeg har i mit liv, der bliver hængt ud her på bloggen, er mig selv. Jeg skriver gerne om når jeg selv gør noget dumt, føler mig utilstrækkelig eller når jeg har jokket i spinaten, men altså udelukkende, når det alene er mig, det går ud over. Derfor har jeg i den seneste tid, ikke skrevet et ord om mit kæresteforhold til Thomas, som var ved at krakelere. Ikke fordi han har gjort noget galt, som jeg hverken kunne eller ville kunne hænge ud, men fordi vores forhold naturligvis er ligeså meget hans, som mit.

Særligt derfor, skal det ikke være nogen hemmelighed at jeg har frygtet i dag. Dagen hvor Thomas og jeg offentliggjorde at vi skal skilles. Uden jeg har givet jer herinde en forvarsel eller det mindste pip om, at vi ikke længere var dét, vi hver især håbede på. Den slags, skilsmisse (et ord jeg stadig har svært ved at sige højt) er selvfølgelig aldrig fedt, men hold nu kæft hvor er jeg overvældet over den søde modtagelse nyheden har fået, både på Instagram og Facebook. Over at så mange bakker os op og sender kærlighed min vej, både i søde kommentarer og mails der strømmer ind så hurtigt, at jeg formentlig aldrig får dem alle besvaret.

Det har naturligvis ikke været en let beslutning, men vi er, efter at have vendt hver eneste sten vi overhovedet er stødt på, overbevist om, at det er den rigtige. For Thomas og mig og for os som familie, herunder også for børnene, fordi Thomas og jeg er bedre mennesker og forældre, hver for sig.

Vi er ikke længere et godt par, men vi satser benhårdt på at blive et godt team og ligeså gode venner.

Så ja, den er altså god nok; det er dét der har foregået og fyldt mit hoved til mere end randen i den seneste tid og jeg håber sådan, at I forstår, at jeg i den kommende tid får brug for at skrive om alt muligt andet. Og for ro, ikke mindst.

Tak for jer. Jeg vil – ganske overvældet og usædvanligt træt – forsøge at gå i seng.

Vores hus er blevet solgt!

VORES HUS

Seks dage i konstant nervøsitet, hvor håbet har været lysegrønt og tvivlen har været kulsort, er nu slut; handlen er definitiv og vores hus i Broager er pr. 01. oktober ikke længere vores. Huset bliver (selvfølgelig) nogle andres og hvor det dog glæder mig, at huset igen kommer til at blive beboet af nogen, som elsker det. For det fortjener det altså. Det er et mega dejligt hus og hvis I er i tvivl om hvad jeg mener, så kig med i indlægget her, hvor der er et par billeder af det. Det er så lækkert! Og altså snart ikke vores længere.

Salget er gået over al forventning og selvom vi, for en hurtig handel, gik en del ned i pris, så er vi simpelthen så glade for ikke længere at skulle bekymre os om, hvad pokker der skal ske med den store villa i det sønderjyske. Det har virkelig været en hovedpine at gå og ikke ane, hvad der skulle ske. Vi havde frygtet en kæmpe lang periode med dobbelthusleje, en græsplæne der skulle slås 300 kilometer væk hjemmefra og at der måske slet ikke ville komme nogle købere inden vi ville blive tvunget til at leje huset ud. Igen.

Solgt på en måned, mand! HURRA!

Rejsegilde i kolonihaven og verdens bedste legetøj

Til lyden af min far og hans søde kusine Anne, som snakker om skæve brædder og skruer der helst skal sidde lige, har jeg netop sat mig i den sidste lille stribe aftensol herude i kolonihaven. Helt træt og endnu mere glad. Vi overtog huset officielt i søndags og siden da er det gået stærkt med renoveringen. Eller tilbygningen, vel nærmere. Ikke fordi jeg som sådan går højt op i dén slags betegnelser, men altså, vi er ved at bygge et ekstra rum udenpå huset, hvor vi forhåbentligt ganske snart skal have både bad og toilet. Okay, der er lige noget med en VVS-mand, som aldrig er vendt tilbage efter at have været ude og se på verdens mindste arbejdsopgave, som jeg mistænker ham for ikke at gide at lave, fordi det ikke kan tage stort mere end en time, men ellers går det eddermamer fremad! Efter tre dages hyggebyggeri fra morgen til aften, har vi i dag holdt rejsegilde med købepizza og en krans vi måtte tænke os til og jeg fatter simpelthen ikke hvordan det er sket (på trods af at jeg har usigeligt ondt i både arme og inderlår, af at løfte, grave, save, skrue og støbe). Men sket er det altså og jeg kan næsten ikke vente til det forhåbentligt ganske snart, står helt færdigt så vi – i hvert fald efter en uge sydpå i næste uge – snart kan komme herud og sove.

Nuvel, Thomas og drengene er taget hjem i lejligheden for i dag, omend de – børnene, altså – plederede for at blive hængende herude et par timer endnu. De hygger sig for vildt i haven og med deres nyeste legetøj, som jeg købte dem, da vi var et smut i jem&fix i forgårs, er lykken nærmest gjort.

Deres bedste – og absolut billigste – legetøj, som de nu har leget med, mere eller mindre non stop i tre dage. To blomsterforstøvere, til 10 kroner stykket. A hva’ behager!

Seriøst, de elsker dem og de synes det er en fest at at støve, skyde og hælde med dem overalt udenfor og jeg kan kun anbefale alle med små børn (og have) at give dem et par blomsterforstøvere, for hold kæft, hvor de leger godt med dem. Langt bedre end de gør med alt det andet ragelse af supersoakere og tennisketchere og hvad har vi ikke alt, de ellers har fået stillet til rådighed herude. Tippet er i hvert fald hermed giver videre.

Et lukket kapitel

Jeg sidder i sofaen, med benene oppe på den gamle brune kiste, som fungerer som vores sofabord. Ja, den fungerer sådan set også som opbevaring for håndklæder og sengetøj og den slags, men det er nu sådan set sagen uvedkommende.

Jeg kan høre Peter snakke inde fra sit værelse. Om noget dejligt, vist. Og Jens’ lydbog, som han hører lidt af hver eneste aften, som han af og til griner af fra sit værelse. Det er Peddersen og Findus, som jeg til min store ærgrelse faktisk aldrig selv har læst.

Fra nu af kommer han nok til at læse mange bøger uden mig, tænker jeg og bliver helt rørt ved tanken.

Han har haft sidste dag i børnehaven i dag, min Jens. Min førstefødte og ham, der for alvor lærte mig, hvad kærlighed er, er ikke længere et børnehavebarn. Nu er han et før-skolebarn og lige om lidt, når drengenes knap fem ugers ferie er gået, er han et skolebarn. Sådan ét, som jeg selv husker at have været. Godt, endda.


Få 30 dages gratis adgang til lydbøger på Mofibo HER


Jeg husker at jeg følte mig meget uafhængig, som skolebarn. Jeg kunne alt selv. Det kunne jeg selvfølgelig ikke, men det troede jeg vist. Og tænk, at min lillebitte dreng, formentligt – nej, forhåbentligt – kommer til at have det nogenlunde på samme måde, når han lige om lidt starter i skole. Han skal ud og blive en selvstændig dreng; sådan én, som som læser bøger og som har hemmeligheder med sine venner og ikke længere (kun) med mig. Sådan én, som plager for at få en mobiltelefon og en hundehvalp. Sådan én, som pludselig bare bliver helt vildt stor, selvom det stadig nogle gange næsten føles som om han stadig er en fysisk del af mig.

… Jeg har jo for fanden næsten lige født ham.

img_7825

Heldigvis er der fem uger endnu og jeg har store ambitioner om at fylde kærlighedsdepoterne op – både hos ham, der snart skal i skole og hos ham, der snart skal i børnehave, som jeg skrev om tidligere i dag, inden jeg for alvor var blevet rørstrømsk over at have lukket et stort kapitel i hvert af mine børns liv i dag.

Nuvel, jeg sidder stadig med fødderne oppe på bordet, men den kop kaffe jeg har drømt om siden jeg satte mig, er endnu ikke kommet flyvende, så jeg må hellere lette bagdelen og få gang i min nespressomaskine, inden det bliver så sent, at jeg ender med ikke at kunne sove på grund af skidtet. Ha’ en dejlig aften derude!

Det første – skide fine – farvel

img_7822

Jeg er lige kommet hjem fra dagens første afslutningsfest og er på én eller anden sær måde, væsentligt mere fattet end jeg havde regnet med. Jeg har netop skænket mig en kop kaffe og er faktisk ikke, selv nu hvor jeg tænker over det, spor rørstrømsk ved tanken om, at Peter har sidste dag i vuggestuen i dag. Mærkeligt nok.

Peter havde bedt om at få en fodboldkage, som den jeg serverede på hans fødselsdag, med op til sine venner, men fordi mit ambitionsniveau i disse dage simpelthen ikke er til at stå og ælte fondant og beklæde margretheskåle med film til perfekte runde kager, foreslog jeg ham i stedet at få en kage med Paw Patrol eller lynet McQueen. Begge dele til hans store begejstring.

Den slags kan man jo for fa’en lave så let som ingenting, og hvis ikke lige det var fordi jeg endte med at bruge knap to timer i går på at lede efter det forbandede sukkerprint (som man altså ikke kan få i Brugsen, Føtex Food, Netto, Fætter BR, Meny, Kop & Kande eller Irma på Østerbro, hvis nogen skal på jagt), så havde det altså været piece of cake – bogstaveligt talt også, selvfølgelig.

Anyways, efter at have spurgt om hjælp på instagram, hvor jeg tilsyneladende har verdens sødeste og klogeste følgere, fandt jeg et sukkerprint med Lynet McQueen hos Panduro Hobby, som jeg i morges klistrede på den shake-and-bake-kage jeg brugte halvandet minut på at røre sammen i aftes.

Og børnene elskede den. Peter og alle hans venner i vuggestuen syntes at den var røvsej og så kan det godt være at det stak en lille smule i mit hjerte at servere den slags jeg-aner-ikke-hvad-der-er-i-kage for alle de små nuttede børnemaver, som selvfølgelig helst skal fyldes med noget der både er godt og (rimeligt) sundt, men ved I hvad? Det her var hvad jeg lige magtede og alle var glade og det var så fint.

Det var skide fint. Og Peter har elsket sin vuggetstue og til august, når han starter, er jeg sikker på, at han også kommer til at elske sin børnehave, som heldigvis ligger etagen lige over vuggestuen. Alt er godt.

Og om lidt vil jeg gå i køkkenet og dyppe nogle vafler i noget chokolade og forberede mig på dagens anden afslutningsfest, for Jens, som stopper i børnehaven i dag. Som jeg er helt anderledes rørstrømsk omkring, i øvrigt, så den må vi lige tage senere, ik’?

En helt genial tur!

Jeg havde sådan håbet på, at det ville blive ret genialt med en lille bitte miniferie i LEGOland med mine drenge, min veninde og hendes dreng, men hvor genialt det faktisk var, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.

img_7664

Det var helt genialt da vi:

… For første gang nogensinde i øvrigt, tog færgen til Aarhus, for at spare lidt køretid. Vi havde bestilt mad hjemmefra, hvorfor vi fik lov til at køre ombord som de første, hvilket naturligvis betød, at vi fik nogle udmærkede pladser og en ekstra morgenmad undervejs. Drengene spiste og legede alt imens jeg kunne nyde, at jeg ikke skulle koncentrere mig om at køre bil og ingen endte med øre – altså, ømme – bagdele af at køre et langt stræk.

… Kunne få lov til at checke ind i vores hytte allerede klokken 13, selvom der stod tidligst klokken 15, da jeg bestilte turen. Hvo intet vover intet vinder og jeg synes simpelthen at dén slags service, er så god stil!

… Var to voksne afsted. Selvom Thomas ikke kunne være med, var det enormt rart inde i LEGOland, at vi kunne splitte lidt op, så Jens kunne få lov til at prøve de lidt vildere forlystelser med min veninde og hendes dreng, imens Peter og jeg trillede rundt udenfor.

… Boede i en hytte! Det her var nok det mest geniale af det hele, fordi det betød, at min veninde og jeg, da drengene sov, kunne trække udenfor med min venindes medbragte nipsemad og en flaske vin og få snakket om alt dét veninder snakker om, når børnene sover 😉

… “Kun” havde én overnatning. Mine drenge var allerede, da vi havde været i parken et par timer på andendagen, mættede af forlystelser, mennesker og tjuhej, hvorfor jeg tænker, at det havde været spild af penge med flere overnatninger, som jeg ellers havde mistænkt at vi ville mangle, fordi vi trods alt skal køre ret langt for at komme derover.

… Var afsted i denne uge. En medarbejder derinde fortalte os, at der fra næste uge kommer væsentligt flere besøgende. Vi stod ikke én eneste gang i kø i mere end 10 minutter og selvom der da var okay-mange mennesker, var det ingenlunde overrendt. Og altså, vi mødte ikke én eneste af “dem der betaler for at springe køen over” som har været så udskældte i medierne i den seneste tid. Egentlig synes jeg konceptet med at betale for at komme foran i køen er helt fint – især fordi det trods alt er relativt dyrt, hvorfor man må formode, at det trods alt er de færreste der gør det. Og i dét tilfælde, er det jo nærmest underordnet for alle os andre, ik’? 🙂

… Kom hjem til verdens mindste parallelparkeringsplads, som jeg – godtnok efter to forsøg og efter at have været ude af bilen et par gange, for at sikre mig, at jeg ikke ramte de andre biler – lige fik listet bilen ind på og som jeg altså stadig i dag, har optur over at have præsteret. Altså, vi snakker mindre end 10 centimeters afstand, både for og bag, til de andre biler. Til gengæld håber jeg bare at mindst én af bilerne jeg parkerede imellem flytter sig, inden jeg igen skal bruge bilen, for jeg magter ærligt talt ikke at skulle snørkle bilen ud igen. Det er som om det er væsentligt mere pinligt at have problemer med at komme ud fra en parkeringsplads, end med at komme ind på én, ik’? Ja ja, jeg er bare et simpelt menneske, med små fornøjelser, men hey, det hele tæller jo med, ik?

Det var simpelthen sådan en dejlig tur og en helt perfekt lille forsmag på vores sommerferie, som for i år tæller hele juli måned.

G.E.N.I.A.L.T.

Så tager vi sgu afsted!

… og jeg glæder mig heeeeelt vildt!

img_7553

Imens Thomas øver sig på fandango i Cirkus Summarum, tager drengene og jeg afsted til Legoland. Min yndlingspark over dem alle, hvor vejrudsigten ovenikøbet lover masser af sol og temperaturer, der egner sig særdeles godt til (forhåbentligt ikke alt for) lange køer og en lille bitte is i ny og næ.

Vi skal for første gang overnatte i en Ninjagohytte, og selvom jeg endnu aldrig har set sådan én indefra, så har jeg høje forventninger, efter vi sidste år havde en fuldstændigt forrygende oplevelse i et Ninjagoværelse på selve hotellet. Det eneste der dengang var at udsætte på hotelværelset var, at der ikke var mulighed for at gå udenfor, når børnene sov, men det er der jo lavet om på nu, hvor vi skal bo i en hytte og dét endda på et tidspunkt hvor aftentemperaturerne ligefrem kalder på, at man sidder ude. Jahuuuuu! Børne- og venindetid på én gang, takket være en usædvanligt fleksibel chef, som tillader mig at holde masser af fridage med mine drenge. Nu skal vi bare liiiiiige derover 🙂

Sikkerhed på bagsædet: En jungle

img_7316

fdmspons

Det fik en smule (berettet) kritik, da jeg for en måneds tid siden lavede den helt store guide til babyudstyr, fordi der på listen ikke var nævnt en autostol, som man vel nærmest ikke kan leve uden, når man bliver forældre. Okay, der er selvfølgelig nogen – særligt her i byen – som ikke har bil, men de fleste kommer alligevel ud at køre før eller siden og så kan det altså være umådeligt rart – for ikke at sige lovpligtigt – at have styr på autostolenSelvfølgelig!

Men – og der er et men – det er selvfølgelig ikke helt ligegyldigt hvilken autostol man så vælger. Til gengæld kan det desværre være noget af en jungle at finde rundt i, for hold nu kaje, hvor er der mange autostole at vælge imellem, og den ene lover mere guld og flere grønne skove end den anden. Vi har efterhånden været en hel del autostole igennem hjemme hos os og selvom jeg ville ønske at jeg bare kunne svinge sandheden om hvilken autostol der er den bedste, ud til jer, så kan jeg ikke, for jeg aner det ikke. Det afhænger jo i høj grad om behov, ønsker og selvfølgelig om bilen. Vi har for eksempel både haft biler med og uden iso-fix, imens der har været behov for autostole og dén slags gør unægteligt en forskel. Og så er der måske også autostole til bedsteforældrene og de stole man gemmer, til når børnene skal ud at køre med venner, som hverken har ekstrastole eller isofix (som vi selv heldigvis har nu). For den slags gør man altså også ret klogt i at have, synes jeg. Det er nemlig sådan, som mange ganske fejlagtigt ikke ved, at man faktisk som forælder altid er forpligtet til at spænde sit eget barn fast, men ikke nødvendigvis andres børn. Jeps, det giver simpelthen et klip i kørekortet, hvis man henter børn fra fodboldtræning og man spænder nabobarnet fast, frem for sit eget, hvorimod det modsatte ikke giver så meget som en påtale! Det virker helt skørt, men ikke desto mindre er lovgivningen altså sådan på nuværende tidspunkt. Derfor har vi ekstra autostole i kælderen til vores drenge, som vi tager frem hvis de skal ud at køre med venner, fordi vi kun på den måde kan sikre os, at de bliver spændt fast – og så er det selvfølgelig også lækkert at have stolene til når det er os, der kører med andres børn 🙂

Men dermed blev valget af autostole jo ikke spor lettere. For mig blev det ret hurtigt klart, at mit allervigtigste behov var sikkerheden. Blandt andet derfor sad Peter i en bagudvendt stol indtil han blev et godt stykke over 2 år, selvom det ofte var fristende at sætte ham i køreretningen fordi det på dén måde ville være nemmere at nå om til ham og hjælpe med nedfaldne sutter eller juicebrikker som lækkede.

Nu er begge mine drenge kommet op i den tredje og sidste kategori af autostole, hvor de begge sidder forudvendt og et fastspændt ved hjælp af bilens seler og hvor jeg nu ser, at vi med den nyeste autostol på stammen, faktisk har gjort os et ret godt køb, da den ligger nummer 4 på FDMs liste over autostole i vægtklassen 15-36 kg. For dét kan de selvfølgelig også, FDM, som jeg efterhånden har snakket ret meget om, lave tests af autostole, så man som forbruger og forælder kan få en uvildig og grundig vurdering af autostolene og på den måde få en håndsrækning når det kommer til at vælge. Når sikkerheden er i top, så kan alt det sjove komme ved siden af; farven og form og dén slags, som selvfølgelig også betyder noget. I kan se resultatet af hele testen HER, hvor der altså er testet i de tre kategorier af autostole. Fra nyfødt: 0-13 kg, fra tidligst 9 mdr: 9-18 kg, og op til 12 år: 15-36 kg.

Særligt ved testen er jeg ret vild med at der er relativt mange stole, som faktisk kun får 1 ud af 6 mulige stjerner, fordi FDM simpelthen vurderer at de ikke er gode nok til avlen af vores kærlighedsfulde udskejelser og dét er noget jeg kan forstå! Tjek det ud hvis I har lyst – og husk så lige det dér med nabobarnet, ik’?

Klasseønsker og forældrepli

p5230364

Èn af de allerførste ting vi fik at vide, udover at alt det nye der skulle til at ske formentlig var hårdest for os forældre, var, at det ikke kunne nytte noget at ønske sit barn i klasse med bestemte andre børn, da vi første gang var til informationsmøde på Jens’ kommende skole, hvor han starter i 0.klasse efter sommerferien. Vi fik kærligt men bestemt at vide, at skolen i samråd med børnehaverne gerne ville påtage sig det faglige ansvar, at sammensætte nogle gode klasser, ud fra deres egne kriterier og ikke nødvendigvis ud fra hvem der på forhånd legede godt sammen – eller hvem hvis forældre mente legede godt sammen. At det i virkeligheden kunne være temmeligt kikset hvis Antons mor ringede og bad om at sætte ham i klasse med Karla, når Karlas mor ringede og bad om at skille dem ad.

Skolen kan ikke gøre alle tilfredse og de pointerede på det kraftigste, at vi som forældre, er nødt til at stole på deres faglige vurdering og dømmekraft.

Så det har vi selvfølgelig gjort. Faktisk har vi stadig ikke haft anden kommunikation med skolen end omtalte envejskommunikation til informationsmøderne og jeg tænker, at det er helt fint på nuværende tidspunkt. Det skal nok gå, tænker jeg.

… Samtidig forstår jeg selvfølgelig også, at det ikke er sådan for alle. Som for dén mor, som bliver bekendt med at en mor til et andet barn, som hendes eget barn leger dårligt med, har ønsket at de kommer i klasse sammen, som tilfældet for eksempel er, for den kvinde, som for nogle uger siden sendte et dilemma ind til Damer i Dilemmaer og som nu ligger online. “Karlas mor”, hvis vi skal benævne hende ud fra eksemplet ovenfor.

Det ér skide svært, at skulle slippe (en del af) kontrollen over vores små bitte pus og jeg forstår også godt, at man som forælder har lyst til at sørge for at éns eget barn har de allerbedste forudsætninger, både når det kommer til klassesammensætning, skolegang og alt muligt andet som livet løbende byder dem; jeg er bare ikke sikker på, om det er spor fornuftigt. Måske var det ind i mellem også bedre, at se lidt på fællesskabet og håbe på, at den styrke der uden tvivl kan være at finde dér, er meget større end den svaghed, man måtte have lyst til at gøre sit bedste for at eliminere på forhånd. Måske kan fællesskabet så meget mere, hvis vi bare tænker en lille smule mindre på os selv.

Well, Cecilie, min medpodcaster og jeg er ikke helt enige i podcastepisoden om hvad man bør stille op med de andre børns (pisseirriterende) forældre og med problematikkerne omkring klassesammensætning, men jeg tror nu alligevel på, at man i hvert fald af og til, gør klogt i at klappe kaje og stole på, at det hele nok skal gå. At stole på pædagogernes og lærernes evner i deres faglige arenaer og huske på sin forældrepli, som man måske med rette kunne kalde det, når vi forældre lige skal lære at se ud over egen (avls) næsetip og i stedet værne lidt om fællesskabet. Lyt med HER på iphone og via Podcast Republic på android, hvis I har lyst til at høre mere – og til at blande jer i debatten, som I, som altid, skal være mere end velkomne til i kommentarfeltet.

C’est la fucking vie!