Category

debat

Category

Nogle gange må man undres over andre mennesker dumhed. Ja, undskyld, men når en politiker – som samtidig endda er læge – foreslår, at man belønner en defineret gruppe børn (altså, de svært overvægtige, formoder jeg) med 22.000.- såfremt de er normalvægtige, når de rammer konfirmationsalderen, så bliver fristelsen til at kalde ham for dum, simpelthen for stor til at modstå.

Hold nu kæft, hvor er det dumt!

Særligt fordi han siger, at forslaget kommer på baggrund af hans kones erfaring for, at de børn som henvises til kommunen fra egen læge på grund af overvægt, ikke får den støtte de har brug for.

Jamen så er det sgu da skide smart at bruge ressourcerne på at slippe børnene fri med en pengepræmie hængende over hovedet og tro, at overvægt virkelig handler om noget så simpelt som en drøm om at tabe sig – eller om at få penge for at tabe sig. Nej vel?

Nu får jeg måske på puklen, for at sige det her, men jeg tror simpelthen ikke på, at der findes ét eneste barn med svær overvægt, som ikke har en drøm om at tabe sig og hvis man så samtidig sætter en pengepræmie over hovedet på vedkommende, så kan det da godt være at drømmen for nogen vokser en smule, men det ændrer sgu da ikke på, at evnerne til at tabe sig ikke bare følger med! Havde det været så nemt, så havde overvægt jo overhovedet ikke været et problem i første omgang. Det tror jeg simpelthen ikke på.

At den stigende tendens til overvægt hos både børn og voksne er en problematik – eller samfundsøkonomisk udfordring, om man vil – vi med største selvfølgelighed bør tage seriøst, kan der ikke herske nogen tvivl om, men jeg tror indgående at vi er nødt til at gribe det ganske anderledes an og så vidt den omtalte politiker påstår at det koster penge at spare penge på dette område, er jeg fuldkommen enig. Vi skal bruge ressourcer på at uddanne familierne, følge børnene og kærligt vise dem hvordan man ernæringsmæssigt helst skal gebærde sig i vores verden af madoverflod på en måde, som selvfølgelig helst skulle virke på den lange bane. Det koster kassen her og nu, men på den lange bane, vil pengene formentligt tjene sig ind igen, hvis indsatsen rent faktisk betyder, at vi med tiden bliver en nation af færre fedmeramte end det er tilfældet i dag.

Bevares, jeg er ikke overvægtig og har i øvrigt aldrig været det, så jeg ved selvfølgelig ikke af personlig erfaring hvad jeg taler om, men jeg har altså en klar formodning om, at et godt sted at starte er, at hjælpe de svært overvægtige børn til at vide, at de er ligeså gode, ligeså almindelige og præcis ligeså meget værd som normalvægtige børn og til dét nytter det i hvert fald ikke spor, at stigmatisere dem yderligere ved at sætte en direkte pris på deres overvægt. Slet ikke for alle dem, som (selvfølgelig) ikke vil evne at leve op til kravet om at tabe sig for at få den eftertragtede pengepræmie.

Næh, hr. politiker, det er altså en klokkeklar ommer!

I lørdags blev en kvinde smidt ud af en butik, for at amme sin baby – og helt ærligt, det er simpelthen på tide at sige stop!


Mange steder kunne man måske forvente det; at en kvinde ville få en påtale for at amme sin baby, på et sted som hverken er i hendes private hjem eller i det offentlige rum. På en dyr restaurant, for eksempel. Ikke fordi det gør det mere okay, men som fortaler for at alle kvinder (selvfølgelig) skal have ret til at amme alle steder, tænker jeg egentlig heller ikke at det, de steder hvor man ikke ønsker at huse ammende mødre, handler som meget om selve amningen, men måske nærmere om babyen, som selvklart kan være noget utilregnelig i lyd og udtryk. Jeg nægter simpelthen at tro på, at ammefobien handler om hverken modermælk eller let blottede bryster. I stedet tror jeg, at der i højere grad er tale om, at nogle steder i virkeligheden nærmere kan have en “undskyldning” for ikke at få så mange babyer indenfor dørene. Babyer – de fleste i hvert fald – græder og skriger og laver lort og gylper og er på dén måde måske ikke det mest ønskværdige selskab for nabobordet, som sidder og forsøger at nyde en personlig samtale over den perfekt stegte bøf med tilhørende cabernet sauvignon, som i øvrigt koster mere end den dér slyngevugge, som mange forældre går og overvejer om det er værd at investere i. Babyer ér bare ikke nødvendigvis særligt fede (for alle andre) at være i selskab med i de kontekst, som måske primært var tiltænkt voksne. Og altså, selvom jeg godt gad at have lidt længere hår under armene og råbe et kor op af kvinder, som jamrer hvor vigtigt det er at ammende kvinder ikke bliver afskårede fra omverdenen, så synes jeg nu engang alligevel at det er helt okay, at bruge sin sunde fornuft og tage en lille smule hensyn til målgruppen af mennesker på de steder man (gerne vil) færdes – også når man ammer. Man bliver jo ikke spor afskåret fra omverdenen, fordi det måske er lidt upassende at tage sin baby med på Geranium. Hell, jeg ville ikke engang have lyst til (hvis jeg havde råd), at tage min 3-årige med derop, af frygt for at hans tilstedeværelse og barnagtigt gode humør ville forstyrre alle de andre gæster. Ham ville jeg tage med på burgerbar eller noget andet uprætentiøst i stedet.

For der er jo masser af børnevenlige steder rundt omkring og såvel som der er steder der kalder mere på mig og min 3-årige (og min 6-årige, selvfølgelig), så er der også nogle steder der virker helt åbenlyst mere venligt indstillede overfor ammende mødre end andre. Det være sig for eksempel caféer med pusleborde på toiletterne eller butikker, der sælger ting til børn, som det hele jo i bund og grund drejer sig om. Butikker, som Disney Store, for eksempel.

Og lige akkurat her hopper kæden af for mig, for i lørdags skete det – for mig – utænkelige: En ammende kvinde blev bedt om enten at pakke mejeriet og den sultne baby væk eller at forlade butikken, da hun havde sat sig ind bagerst for at amme.

Hun blev bedt om at pakke mejeriet og den sultne baby væk, eller at forlade butikken omgående.

I en Disney-butik! Som udelukkende sælger ting til børn – og som ovenikøbet har sådan en lille “hyggekrog” bagerst i butikken, hvor børnene kan sidde på små stole og se lidt Disney-film imens man shopper og hvor det, i hvert fald i mit hoved, virker fuldstændigt oplagt at sætte sig og amme, hvis man pludselig har en akut sulten baby på armen!

Det måtte man åbenbart ikke og jeg er fuldkommen chokeret over det! Jeg forstår simpelthen ikke, hvad Disney på nogen måder skulle have imod det. At børn ser andre børn få mad? At der – oh gys – skulle være blevet blottet et bryst i halvandet sekund, inden baby fik ordentligt fat? At en mor sørger for at trøste sit barn på bedst mulige måde i en butik, hvor der i forvejen er mere end rigeligt højt støjniveau?

Jeg. Forstår. Det. Ikke.

Sidenhen har medierne selvfølgelig forsøgt at få en kommentar fra Disney omkring episoden, men de har altså ikke ønsket at udtale sig og jeg synes det er så pinligt for dem. Det eneste rigtige havde selvfølgelig været, at gå ud og give kvinden en offentlig undskyldning og i øvrigt erklære, at Disney selvfølgelig går ind for, at babyer altid har ret til at få mad, når de er sultne – uanset om de bliver ernærede ved bryst, flaske eller hvad-som-helst-andet.

… Ikke sandt?

transformation

Hun blev voldtaget af sin stedfar. Han truede med at slå hende ihjel, hvis hun fortalte nogen at det var ham, der havde gjort hende gravid. Hun var 14 år og endte med at bo på gaden. Det lyder som en historie, der kunne give sensationspressen stiv pik i timevis – selvfølgelig ikke på grund af de frygtelige overgreb, men fordi det er en fuldkommen grotesk historie, som vi med garanti ville slubre i os sammen med eftermiddagskaffen og en fedtet croissant, imens salgstallene bare ville stige og vi samstemmigt kunne forvisse hinanden om, at den slags overgreb er forfærdelige og utilgivelige og at vi for fremtiden ville passe lidt bedre på vores piger. Vores allesammens piger, som selvfølgelig fortjener en tryg og god barndom.

Det er en sand historie, fortalt af Sarah, som er vokset op i slummen i Nairobi. En lokation der gør, at hendes historie bliver “ligegyldig”, hvis man ser den med mediebrillerne på. Den slags er nemlig ikke spor ualmindeligt, der hvor pigen kommer fra.

Ingen interesserer sig for det, fordi det er så skide almindeligt at pureunge piger bliver voldtaget, ufrivilligt gravide og mødre – alt imens de selv er børn.

På verdensplan bliver en tredjedel af alle piger og kvinder udsat for seksuelle krænkelser og/eller voldtægt.

Skal vi bare lige lade den stå et øjeblik? Èn ud af tre. På verdensplan. Det er eddermamer mange!

Det værste er næsten, at de fleste af os godt ved det. Vi kender godt statistikkerne og vi ved godt, at der foregår frygtelige ting rundt om i verden. Vi ved selvfølgelig også godt, at vi er heldige at være blevet født i denne del af verden, hvor tryghed i højere grad er noget vi kan forvente, frem for noget vi skal kæmpe for, som tilfældet er det mange andre steder i verden. Alligevel tror jeg at rigtigt mange – jeg selv inklusive – føler en relativt stor distance til de kvinder det handler om. Vi kender dem jo ikke.

Vi kender dem ikke, kvinderne der lever i de lande, hvor kropslig krænkelse, diskrimination og voldtægter af kvinder og børn nærmest anses som kutyme. Måske derfor er det ret let at forholde sig til, når vi snakker om det. “En tredjedel” er jo bare et tal. Godt nok et højt tal, men et tal, fuldstændigt blottet for personlighed, selvom det i sagens ramme alvor altså gælder helt rigtige mennesker, som dig og mig.

Det er kvinder, som har et ansigt og en stemme. Derfor har fotograf Signe Vilstrup i samarbejde med PLAN-Børnefonden (som jeg er stolt ambassadør for) været i Kibera og fotografere 13 stærke, stolte og smukke kvinder, som repræsentanter for de mange millioner af udsatte piger og kvinder, som vi ofte ikke hører om eller lytter til. Billederne er sammen med kvindernes historier blevet til dén udstilling, Transformation, jeg var så heldig at være til fernisering på torsdag eftermiddag, hos YUME i Nordhavn. Sarah, hvis historie jeg refererede i begyndelsen af indlægget, er én af de 13 kvinder, hvis portrætter er udstillet på fineste vis og hvis nogen af jer får mulighed for at tage derud, så gør jer selv den tjeneste at gøre det. Udstillingen løber indtil udgangen af april og det er altså ikke andet end en hurtig cykeltur – eller gåtur fra Nordhavn Station – hvis man alligevel er på disse kjøwenhavnerkanter.

Det er selvfølgelig svært at sige, om en udstilling som denne kan være med til at gøre en forskel i det store billede, men jeg tror på, at oplysning, samtale og en gensidig forståelse af hinanden som mennesker, er et godt skridt på vejen mod at lære verdens kvinder (og mænd!) at vi allesammen har retten til og over vores egne kroppe. Udstillingen sætter så fint fokus på kvindernes skønhed og vilje og så bliver jeg simpelthen så personligt berørt over at se og opleve, hvordan de kvinder, som har været så åndssvagt meget lort igennem, alligevel klarer sig og kæmper med en enormt styrke for en bedre verden – for dem selv og i særdeleshed for deres børn, som de jo for pokker elsker, på samme måde som jeg elsker mine.

transformation

omskæring

Jeg er klar over at jeg bevæger mig ud på noget der for nogen er mere end usædvanligt tynd is med dette blogindlæg, men ikke desto mindre, synes jeg ikke bare det er relevant; jeg synes også det er vigtigt.

Det handler om omskæring af børn; eller rettere sagt om det borgerforslag der lige nu ligger og samler underskrifter i håbet om en lovmæssig indførelse af en mindstealder for omskæring af raske børn, på 18 år.

Ja, 18 år. Altså, et forbud mod omskæring af raske børn.

Et forbud som igennem tiden har skabt genklang af frygt for at diskriminere andre religioner end den primære her i landet; ovenikøbet blandt andet en religion som vi ovenpå en forfærdelig anden verdenskrig, virkelig skal passe på med at træde på og en anden, som efterhånden er så tabuiseret at sige noget kritisk om, at vi helt klart hellere tier, frem for at tale.

“Man må ikke træde på dem, der i forvejen ligger ned” og man må sådan set heller ikke, i følge dansk grundlov, forhindre nogen i at “… forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning…” så hvad pokker laver vi overhovedet, når vi fremstiller eller støtter et borgerforslag, der rent faktisk har til hensigt at standse en aktivitet, som netop er forbundet med nogle religioners overbevisning?

Jeg er klar over at jeg bevæger mig ud på noget der for nogen er mere end usædvanligt tynd is med dette blogindlæg, men ikke desto mindre, synes jeg ikke bare det er relevant; jeg synes også det er vigtigt.

Ganske kløgtigt – og heldigvis – følger det i lovteksten at førnævnte forudsætter, at “… intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden…” og her kommer vi selvklart i problemer, for det er – selvfølgelig, fristes jeg til at sige – ikke tilladt, at gøre skade på – at skære hudstykker af – børn i al almindelighed her i landet. Faktisk står der direkte i FNs børnekonvention at alle deltagerlande – herunder Danmark – “…skal tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed…”. 

… Så hvorfor (pokker) tillader vi så til stadighed omskæring af fuldkommen raske børn? Raske drengebørn, for at være lidt mere specifik. Paradoksalt nok er omskæring af piger nemlig (heldigvis) allerede forbudt. Bevares, omskæring af piger findes i rigtigt mange grader og også i nogle, som er væsentligt mere invasive og potentielt langt mere farlige end omskæringen af drenge, hvorfor det muligvis kunne forsvares, at det er mere skadeligt for pigens sundhed at blive omskåret end det er for drengens; men der findes altså også typer af omskæring af piger, som jeg vil vove at påstå, i selve indgrebets risiko- og alvorsgrad, kunne være at sammenligne med omskæring af drenge. Forskellen er bare, at det, uanset graden af omskæringen, er ulovligt at omskære piger, men ikke drenge. Man må, som loven er i dag, gerne omskære helt raske, nyfødte drenge, på baggrund af enten religion eller tradition.

For “man må ikke sparke på nogen der i forvejen ligger ned” og “vi skal jo også passe på med ikke at virke krænkende overfor fremmede og at nedgøre andre religioner eller traditionel praksis som har været foretaget igennem tusinder af år”. 

Gu’ skal vi ej!

Vi skal sgu da meget hellere passe på vores børn og lige sætte hovedet tilbage på halsen og åbne vores dertilindrettede øjne og se, hvad pokker det er vi har gang i. Man må ikke skære i børn, uden nogen fysisk årsag. Punktum.

Jeg er ingenlunde imod omskæring af drenge eller mænd og jeg synes det er dejligt, at vi lever i en verden og som en race, hvor vi rent faktisk har kompetencerne til at rette op på naturen, i de tilfælde hvor den ikke er sufficient. For eksempel ved at omskære drenge eller unge mænd med forhudsforsnævring eller andre fysiske skavanker, som kan afhjælpes ved at fjerne forhuden på penis. Men jeg er edderbrodereme imod, at man gør det “bare fordi”. I hvert fald så længe det handler om børn, fordi alle mennesker altså har retten til at bestemme over egen krop. Herunder også børn.

Jeg ved ikke om I nogensinde har set hvordan sådan en omskæring foregår, men efter selv at have brugt et par minutter på youtube, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, hvor kvalmefremkaldende det er for mig at være vidne til og vidende om, at det finder sted. Omskæring af raske børn – drenge og piger – er et overgreb, som jeg simpelthen ikke forstår, hvordan vi som samfund kan tolerere, ganske uagtet at det er religiøs praksis. Det er at skære i babyer og jeg synes helt ærligt ikke vi kan være det bekendt.

Hvis du er enig med mig, så vil det være en kæmpe hjælp hvis du vil bruge et minut på at finde dit nem-ID frem og lige gå ind HER og underskrive borgerforslaget. Der mangler lige knap 20.000 underskrifter og jeg håber sådan at vi sammen – med det her blogindlæg og en god portion rationale i ryggen – kan gøre et godt indhug i dem, så vi kommer ét skridt nærmere et forbud mod at skære i vores børn, uden indikation.

Ja, nu spørger jeg muligvis temmeligt dumt, men hvad fanden sker der for karse for tiden? Det er tilsyneladende på vej til at blive en vaskeægte modeurt (i ved, ligesom ramsløg blev det for nogle år tilbage) og jeg kan slet, slet ikke overskue det. Jeg mener, det er karse!

I min verden er karse sådan noget som jeg (eller andre) laver i gamle, pyntede syltetøjsglas sammen med mine børn op mod påske. Det lykkes næsten altid at gro nogle flotte små buske og så ender det næsten altid med, at vi smider dem ud når de ikke er pæne mere. For jeg gider ærligt talt ikke at æde det.

Måske er det traumer fra min barndom, der gør at at jeg ikke kan lide det. I børnehaven hvor jeg gik, skulle vi altid klippe karse ud på vores rugbrødsmadder, når det var færdiggroet i de afskårne mælkekartoner, der havde stået i vinduet og ventet grufuldt. Jeg mindes hvordan de voksne blev skide sure, når jeg endte med, på den store karsedag, kun at spise min pålægschokolademad (som man dengang gerne måtte få i børnehaven) fordi jeg ikke kunne udstå smagen af hverken karse eller det mayonnaise det ofte var klippet ned i. Bvadr!

… Og nu er det nærmest overalt, det dér karse.

I sidste uge spiste jeg en – i øvrigt helt udmærket – frokost på Yolk på Vesterbro (hvor særligt deres croque madame med spinat i stedet for skinke er fuldstændigt latterligt god) hvor de gudhjælpemig havde overdynget hele deres avocadomad med karse. Altså, vi snakker en hel bakke karse på én mad. På min mad. For helvede. Jeg klagede naturligvist ganske tavst min nød og spiste udenom og tænkte, at det da også var uheldigt. Og så ville tilfældet fanderneme, at jeg i torsdags, da jeg var inviteret på Restaurant No.2 af en veninde, ikke behøvede at vente længe inden jeg igen blev præsenteret for karse. No.2 er, til jer der ikke kender den, søsterrestaurant til Trio, som I måske husker at jeg er ret pjattet med, hvorfor mine forventninger var totalt i top. Derfor var der selvfølgelig heller ingen tvivl om, at den skulle have hele armen med restaurantens menu (og tilhørende fantastisk vinmenu i øvrigt!) og alt var sådan set godt, hvis man altså bare lige ser bort fra den forpulede karse, som de gode kokke gavmildt var kommet på intet mindre end tre retter. TRE! Okay, tre ud af ufatteligt mange, men alligevel. Hvad sker der? Maden smagte heldigvis stadig fortræffeligt og det ville da muligvis også være en overdrivelse at sige, at karsen ødelagde noget, andet end i mine tanker, men helt ærligt… Det er karse. Det er jo bare en irriterende børnehavekrydderurt. Det behøver altså ikke at blive tiden store trend. Vel?

… Og så ikke ét ord om, at det allerførste billede jeg nogensinde har lagt ud på instagram er af en krukke karse, som Jens havde produceret i dagplejen (og som jeg var MEGA stolt over), vel? 😉 

Det er egentlig ikke noget jeg skænker den store tankevirksomhed i hverdagen, men da Morten fra DR, her til formiddag ringede og spurgte om ikke jeg kunne tænke mig at komme en tur i Aftenshowet og snakke om børns indtag af sukker, som tilsyneladende er alt for højt for de fleste, slog det mig alligevel at der godt nok er sket noget af et skred for mig og min holdning til (mine) børns sukkerindtag i løbet af min karriere som nogens mor.

Der var slet ingen tvivl, da jeg fødte Jens; han skulle kun have det bedste i verden og dén slags indebar selvfølgelig ikke så meget som et gram raffineret sukker. Selv til hans allerførste fødselsdag, fik han ingen sukker og ingen kage, fordi jeg simpelthen syntes det var for åndssvagt at give sådan noget lort til mit lille barn. Han fik i stedet flødeskum rørt op med lidt vanillepulver og masser af frisk frugt, hvilket han i øvrigt, så vidt jeg husker, var helt fint tilfreds med.

Som tiden gik, fik han selvfølgelig lov til at få både kage, is og en lille smule slik, og da han var omtrent 4 år, fik han for første gang lov til at smage en sodavand.

… Og så sidder jeg så her, to-tre år senere med to børn i favnen, hvoraf den yngste, som spiser slik hver eneste fredag og for længst har fået lov til at smage en sodavand, altså først fylder fire om nogle måneder.

Altsammen fordi jeg er så usandsynligt meget mere afslappet omkring mine børns sukkerindtag. Selvfølgelig får de hverken slik, sodavand, is eller kage hver dag, men de må altså gerne få en pålægschokolademad, selvom det er onsdag, en kanelsnegl til morgenmaden på en søndag og en sodavand, når vi skal i biffen eller er ude til forskellige arrangementer. Eller som forleden, hvor vi skulle vaske bil og vi – udelukkende fordi jeg syntes det var hyggeligt – blev siddende i bilen og delte en pose skumbananer, imens de store børster hvirvlede rundt i vaskehallen udenfor bilens ruder.

Det vigtigste for mig er ikke længere hvor lidt eller hvor meget sukker mine børn får, men mere, at der altid skal være plads til ordentlig mad også. Ordentlig og varieret mad fyldt med grøntsager, som mine børn i øvrigt er ret gode til at spise. Og lige præcis dét tror jeg faktisk er blevet meget symptomatisk for hele mit moderskab; at jeg er blevet væsentligt mere afslappet med årene. Jeg forsøger at leve godt, hyggeligt og sjovt sammen med mine børn, hvor den sunde fornuft og lidt prioritering hist og pist altså gør, at vi ikke holder os de store forbud. Og ved I hvad? Det er simpelthen så dejligt! Det er så dejligt at kunne slappe af og at have dén mindre ting at stresse over. Det er i hvert fald sådan det føles for mig.

Jeg er gudhjælpemig endda er begyndt at lade mine børn få sukker på deres havregryn om morgenen af og til. Noget nogen af jer måske hovedrystende tænker: “hvorfor i alverden har de ikke altid fået sukker på deres havregryn?” om, imens andre nok nærmere tænker “hvad er det dog for en redelighed, at fodre sine børn med raffineret sukker – og så om morgenen!?” – og det er netop dét, der er min pointe. At det for mig ikke nødvendigvis handler om at gøre “det rigtige”, men om at lytte efter min mavefornemmelse og min sunde fornuft, som fortæller mig, at mine børn skal have noget ordentligt at spise – og hvis de får det, så kan der altså snildt også være plads til lidt sukker også. Også selvom de nogle dage helt klart spiser mere end sundhedsstyrelsens anbefalinger om max 30 gram. Ligesom jeg i øvrigt også gør selv.

Nå, men altså, Morten fra DR ringede en times tid senere og sagde, at de ville “gå en anden vej” imens han takkede for min tid og jeg har netop siddet og set programmet på min telefon og  jeg sidder nu tilbage og ærgrer mig lidt over, at de i øvrigt garanteret helt fantastiske forældrerepræsentanter, Camilla Ottesen og Joakim Knop, der endte i studiet for at snakke om emnet, tilsyneladende begge to var temmeligt sukkerforskrækkede. Ikke at der er noget i vejen med at være dét – det synes mange sikkert også at jeg er – men jeg synes nu alligevel det er lidt ærgeligt, hvis vi skal til at stigmatisere hinanden, ud fra noget så ligegyldigt som sukkerpolitik (eller mangel på samme). For selvfølgelig er det fornuftigt og godt at følge sundhedsstyrelsens anbefalinger, men ro på…

Bevares, skyd mig bare, hvis I har lyst, men jeg synes faktisk det er helt okay med lidt slik til både børn og voksne. Både om fredagen og alle mulige andre dage, hvis man lige får lyst. Alt med måde, ik’?

Foto: Kristina Christiansen

Så d’damer (og de enkelte herrer der i ny og næ forvilder sig herind), nu er vi altså nødt til lige at snakke om noget. Jeg sad i morges efter at have afleveret mine drenge og søgte dagens nyheder rundt om på det store internet, hvor jeg pludselig faldt over en artikel på tv2.dk, som – hvor forsvindende lille dens nyhedsværdi så end måtte være – fangede min opmærksomhed. Den handlede nemlig om et ægtepar, som udover at være forelskede i hinanden også er forelskede i hver deres kæreste. Som de altså helt åbent også er sammen med.

… Say whaaaaaaat?!

Min umiddelbare – og meget snævertsynede, jeg ved det godt – reaktion var, at dét kan man sgu da ikke! Eller altså, det kan man selvfølgelig godt, men det kan da virkelig ikke være sundt. For nogen.

Lige indtil jeg så de små filmklip i artiklen, hvor især kvinden helt oprigtigt lod til at have den vildeste optur over sin situation, hvor hun beskrev den dobbeltportion af kærlighed, hun følte, at hun var så heldig at få, når hun nu var gensidigt forelsket i to mænd. De to mænd, som sad overfor hende og som tilsyneladende har et helt fint forhold til hinanden i øvrigt.

Så altså, dét kan man selvfølgelig godt. Have to kærester, altså. Åbenbart.

Eller hvad? Jeg har al respekt for de mennesker som lever i alternative og åbne – eller polyamorøse, som det hedder –  forhold, men jeg har alligevel virkelig, virkelig svært ved at forstå, hvordan det løber af stablen, uden nogen bliver kede af det undervejs. Sådan meget kede af det.

Hvis jeg tænker på de gange jeg selv har været forelsket, så har det ikke just været tanken om at dele – hverken min udkårne eller ud af mig selv – der har været mest nærliggende for mig, for at sige det på mådeholdent jysk. Hertil kunne det naturligvis være nærliggende at tænke, at der måske, i et mere etableret forhold, hvor den spæde og allermest altopslugende forelskelse har lagt sig, bedre kunne være “rum” til flere partnere, men her ser jeg altså alligevel nogle udfordringer. For eksempel tænker jeg, at hvis man lever i et lidt leverpostejsfarvet forhold, hvor der mangler lidt “krydderi” eller “ekstra kærlighed” eller hvad pokker det handler om, så må det være ganske vanskeligt at opretholde kærligheden – og måske især lysten – til sin partner, hvis man samtidig forelsker sig stormende i en ny. En ny, som man (altså jeg) formentlig ikke ville have lyst til at dele. Heller ikke med sin partner. Eller hvad?

Og hvordan mon det føles at være dén, der får at vide at éns partner har fundet – og har brug for – en anden OGSÅ at dele livet med. Shiiit, mand. Det må virkelig kræve nogle seriøse hår på brystet at kunne håndtere!

Jeg synes det er mega interessant og selvom jeg ikke tror, at jeg nogensinde bliver polyamorøs, så kunne jeg vildt godt tænke mig at vide noget mere om processerne bag. Hvad tænker I? Ville I kunne forestille jer leve i et åbent forhold på dén måde? Eller der måske endda nogen af jer der allerede gør det? Enlighten me, please!

cyklus

Nærværende indlæg er uden tvivl ét af dem, jeg risikerer at få en hulens masse øretæver af at offentliggøre, men ikke desto mindre, så synes jeg at det mangler i den tilsyneladende uudtømmelige debat omkring ligestilling. Og så håber jeg bare på, at I  vil bruge et par minutter på rent faktisk at læse det hele, i stedet for at antage at I ved hvad I mener, uden at have læst mit indlæg til ende. Det ved jeg at de fleste af jer gør, men der sidder jo altid “sådan nogen” ude på det store internet, ikke?

Der hvor vi sidder på den fede del af barslen, de rene toiletter, lidt for få bestyrelsesposter og lidt for lav løn, når man sammenligner os med mændene.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg selvfølgelig er fortaler for ligestilling imellem kønnene og at jeg ikke ser det ene køn have spor mere eller bedre værdi end det andet. Slet ikke, men jeg er samtidig fuldkommen uenig i den udvaskning af (værdien af) vores køn, jeg oplever en stigebde tendens til at eftersøge. Bevares, der findes så vidt jeg ved mere end 50 forskellige køn, som alle har min dybeste respekt, men for i dag skal det altså handle om de to majoriteter i kønsdebatten. Mænd og kvinder. Eller i virkeligheden primært om det ene: Os kvinder, som igennem mange årtier har kæmpet os væk fra kødgryderne, hjemmets fire vægge og en status som, hvad nogen måske lidt flabet ville kalde avlskvæg, ud mod arbejdsmarkedet, selvstændigheden og i øvrigt muligheden for at få – eller ikke få – de børn vi vil have, ganske uagtet om vi har en mand ved vores side eller ej. Kæft, hvor vi kan (!) og jeg er simpelthen så stolt over alle de kvinder, der er gået forrest i kampen. Dem, som har sikret os andre, at være her hvor vi er i dag. Hvor vi sidder på den fede del af barslen, de rene toiletter, lidt for få bestyrelsesposter og lidt for lav løn, når man sammenligner os med mændene. Vi er på ingen måder i mål med ligestillingen, men jeg synes på én eller anden måde, at vi er lidt på afveje.

For der ér jo forskel på mænd og kvinder, rent biologisk.

For ikke så forfærdeligt længe siden, levede vi i et jægersamfund, hvor kvinden (formentlig på grund af sin fysiske overlegenhed i forhold til at føde og ernære børn og sin samtidige underlegenhed i forhold til jagt) gik hjemme og passede familien, imens manden drog på jagt, hvorimod vi nu lever i et videnssamfund, hvor vores vigtigste ressource i mange henseender ikke længere er vores fysiske formåen (bevares, vi skal stadig føde børn), men vores hjerner, som afgører vores evne til at arbejde. I alle tilfælde i størstedelen af de jobs, som vi kvinder til stadighed brokker os over at mændende sidder på tronen af. Og selvfølgelig er vores hjerner lige gode, skarpe, krøllede og kløgtige uagtet vores køn, hvorfor man på dén måde naturligvis kunne forvente, at vores ligestilling nu skulle være nået et niveau, hvor der rent faktisk ikke var forskel på mænd og kvinder. Ikke i Danmark, som alle ovenstående betragtninger naturligvis er skrevet ud fra.  Selvfølgelig.

Men. (For der ér et men. Et ret stort et, endda).

Kvindens hormonelle cyklus. Menstruationscyklus. Dét, der for alvor adskiller kvinder fra mænd og dét, som vi totalt forsøger at undergrave, som værende relevant i hele ligestillingsdebatten, selvom det jo for pokker fylder temmeligt meget for noget nær 50% af befolkningen. I den fødedygtige alder, vel at mærke.

Vi kvinder gennemlever en helt naturlig – og for mange, ganske kraftig – ændring i vores hormoner hver evig eneste måned, som udover at give os vores menstruationer og evne til at blive gravide, altså også påvirker vores ellers knivskarpe hjerner. På godt og på ondt. Hvorimod mænd jo for pokker bare kører derud af med nogenlunde samme niveau af deres respektive hormoner i kroppen, hele tiden. De er dem de er og de udsving der måtte komme, er foranlediget af noget de aktivt har gjort – eller har fået gjort. Berøring, sex og udløsning, for eksempel, skaber også røre i hormonerne hos mænd, såvel som det gør hos kvinder, men hos kvinder sker der altså derudover også en temmeligt stor hormonel forandring på månedlig basis, alene i kraft af vores køn. Vores biologi, som ganske givet ikke har fattet, at vi er kommet videre fra vores jægersamfund.

Det letteste er selvfølgelig at synes, at det da også bare er pisseirriterende med den biologi og at forsøge at underkende den som en faktor, men virkeligheden er bare, at den er der og at den til stadighed kan have relativt stor indflydelse.

Hos mig selv er jeg sjældent i tvivl om hvor jeg er i min cyklus. Og dét endda til trods for at jeg faktisk har en hormonspiral, som gør, at jeg kun sjældent har reelle menstruationer, som hos de fleste kvinder er det mest tydelige pejlemærke. Jeg mærker stadig hvordan mine hormoner i forbindelse med både ægløsning og (udeblevet) menstruation “spiller min hjerne et pus”. Hvordan jeg bliver sprængfyldt med energi og totalt på toppen af mig selv i dagene omkring ægløsning, hvor alle farver skinner lidt ekstra, alle smil virker større og alle mænd i særdeleshed ser bedre ud, end det er tilfældet, når jeg nærmer mig menstruationen. Når kroppen ikke længere tror at den kan blive gravid (enten fordi “chancen” blev forbigået eller fordi ægget faktisk er blevet befrugtet) falder humøret tilsvarende, alt bliver lidt sværere og jeg får altid akut behov for relativt store mængder sukker.

Hos mange kvinder er menstruationerne samtidigt forbundet med smerte, ubehag og for nogle endda også migræne og opkast, hvorfor det naturligvis både kan føles og være ganske invaliderende i de dage det står på. Og som en lille ranke rønnebær på toppen, så er det selvfølgelig ikke noget vi taler om! Og lige præcis dér, synes jeg at vi er gået helt, helt galt i byen!

Faktum er jo, at vi kvinder i varierende grad har hormonelle udsving på nogenlunde månedlig basis og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan vi stadig i nærværende år 2017, i så vid udstrækning kan undlade at forholde os til det! Tænk, hvor fantastisk det kunne være, hvis vi rent faktisk kunne anerkende, at kvinder har nogle dage hvor vi performer 130% mod andre dage, hvor vi sløser rundt omkring 70%. Ikke bare alene som et faktum i sig selv, men som et redskab, hvis det var noget vi rent faktisk talte åbent om.

Hey Hannah, hvor er du i din cyklus onsdag i næste uge? Vi har et vigtigt møde med en-eller-anden-vigtigt-person, og du er så knivskarp på dén tid af måneden, så kunne du måske tage den for Kasper, hvis det lige passer?

Tænk nu hvis kvindens i øvrigt fuldkommen naturlige cyklus var noget vi kunne tale åbent om og forholde os til for hvad den er; biologi som har indflydelse på vores humør, ydeevne og præstationer. Tænk hvis vi kunne udnytte vores eksplosive potentiale på de dage det brager igennem uden nogen øvrig indsats end en krop, der er på dupperne og til gengæld få lov til at drage lidt ekstra omsorg for os selv på de dage, hvor cyklus ikke behandler os så pænt. Se dét synes jeg ville være et kæmpe skridt i den rigtige retning, når det kommer til ligestilling.

Det var bare lige det.

Det var kort før min 21-års fødselsdag. Jeg var lige startet i praktik på en gynækologisk afdeling, hvor jeg mest af alt var træt af at skulle lege sygeplejerske, i stedet for jordemoder, som jeg var ved at uddanne mig til. De var, så vidt jeg husker, meget søde, sygeplejerskerne. Og patienterne, som var indlagt med alt muligt forskelligt, som jeg ikke vil kede jer med. Og så var der én, yngre end min egen mor, som kom ind med kraftig blødning. Hun havde blødt uregelmæssigt igennem længere tid, men havde bare skudt det hen med at det nok var noget overgangsalder.

Jeg var med på stuen, da lægen indførte spekulumet og lyste ind på den blødende livmoderhals. Den lignede ikke de andre jeg havde set. Den var helt knoldet og plettet og blodet der flød, var ligesom ikke rigtigt blod. Bevares, det er det aldrig, når man bløder fra livmoderen (som for eksempel når man har menstruation i virkeligheden er omtrent 90% slimhinde og kun 10% blod) men dette var anderledes. Jeg var med, da der blev helt stille på stuen.

Lægen rømmede sig og bad sygeplejersken om at bestille et hastesvar. Noget med nogle prøver der skulle sendes afsted i en taxa.

Det var alvorligt.

Kvinden, som vidst mest af alt havde troet at hun skulle have nogle hormoner for at få styr på sin overgangsalder, blev pludselig helt bleg. Og bange. Og helt enormt uforstående over hvad det var, der pludselig skulle gå så stærkt. Det samme gjorde jeg vidst. Næsten ligeså bleg og bange og uforstående, som jeg blev, da jeg hørte at hun kort tid efter var død. Af livmoderhalskræft.

En kvinde med et barn på min alder. En mor. En mor, ligesom mig, når jeg sidder her i dag og forfatter nærværende blogindlæg.

Fuck, altså.

Heldigvis, fortalte lægen mig, er det relativt sjældent at man først opdager livmoderhalskræft så sent i stadiet, fordi de fleste kvinder trods alt tager imod tilbuddet om screening hvert tredje år. Men det sker.

Det må aldrig ske for mig, tænkte jeg. Og så bookede jeg en tid til at blive vaccineret mod HPV, selvom jeg for længst havde haft min seksuelle debut. Der findes omkring 100 forskellige former for HPV og langt de fleste er heldigvis harmløse, men omkring 15 af dem giver en øget risiko for livmoderhalskræft og hvis jeg kunne nå at beskytte mig selv imod bare én af dem, ville jeg være lykkelig. Mit håb er, selvfølgelig, at jeg aldrig er blevet smittet med nogen former for HPV og at min vaccine virker ligeså godt, som den gør på de unge piger der bliver tilbudt den gratis som en del af børnevaccinationsprogrammet, men det er nok desværre utopi. Og det skræmmer mig. Ikke på daglig basis, men når jeg af og til kommer til at tænke på det.

Som jeg for eksempel gjorde i sidste uge, hvor jeg tilbragte en morgen i selskab med gynækologisk overlæge og ph.D. fra Rigshospitalet, Pernille Tine Jensen og nogle unge kvinder, som havde haft celleforandringer og livmoderhalskræft som følge af HPV, helt tæt inde på livet. Èn af kvinderne fortalte hvordan hun var blevet diagnosticeret midt i en graviditet hun længe havde ønsket at opnå. Og om, hvordan hun var blevet bedt om at vælge imellem sit foster inde i livmoderen, eller at blive akut opereret for livmoderhalskræft – uden mulighed for at få børn efterfølgende. Hun valgte det sidste, for at øge sine chancer for at overleve.

Det var en barsk morgen. God, men barsk. Og den mindede mig om, hvor pisseskrøbeligt det hele er. Og om, hvor led og ked jeg er af den debat omkring HPV-vaccinen der har kørt her i Danmark i de seneste år. En debat, som har affødt, at langt, langt under halvdelen af alle unge piger rent faktisk tager imod vaccinen. Af frygt for formodede bivirkninger, som man i øvrigt ikke har set magen i nogen andre dele af verden, end herhjemme, til trods for at vaccinen tilbydes i lande verden over og er givet i mere end 248 millioner doser. I vores nabolande er vaccinationsraten mere end dobbelt så høj som den er herhjemme og jeg kan ikke lade være med at blive enormt ked af det på de kommende generationers vegne, hvis ikke vi får rettet op på den dårlige statistik, for det handler trods alt om at redde liv. Unge kvinders værdifulde, gode og lange liv.

Fra 1.november tilbydes en ny vaccine i Danmark, som kan forebygge 90% af alle tilfælde af livmoderhalskræft. For fanden, mand. Tænk hvis den kvinde jeg mødte på gynækologisk afdeling dengang, havde fået den. Så havde vi med stor sandsynlighed aldrig mødt hinanden, for hun ville formentlig aldrig været blevet syg.

Vi står i disse dage på hovedet for at knække cancer, men når så endelig den er knækket, så bakker vi ikke op? Det må – ja nærmest skal – vi sgu da se at få lavet om på! Der findes rent faktisk en vaccine mod kræft og jeg begriber simpelthen ikke, at nogen aktivt vælger den fra. Så er det sagt.

Det var lige før jeg havde opgivet at skrive dette blogindlæg, efter jeg åbenbart var kommet til at slette dets version 1.0, men det kriblede i fingrene på mig, for at få mine ord ud. Ikke fordi de er særligt strukturerede eller særligt velfunderede, men fordi jeg sådan håber, at de kommer ud til rette modtager. Jeg har nemlig lige streamet en ny serie på DR, som virkelig har givet mig stof til eftertanke.

Først forstod jeg ikke hvorfor den ikke lå i toppen af “mest populære” programmer inde på dr.dk, men da det gik op for mig, at den først bliver sendt i tv på onsdag, gav det mere mening. Den er ikke blevet “opdaget” endnu, men hold nu kæft, hvor er den god. Og vild. Det er DR3s nye serie om Gina Jaqueline “En sugardaters fortælling”, hvor man får lov til at komme helt – eller i hvert fald relativt – tæt på Gina Jaqueline, som mest af alt virker som et forsømt barn, der trænger til kærlighed.

For helvede, hvor jeg tror hun trænger til kærlighed.

Hun er professionel sugardater, hvilket altså så vidt jeg kan forstå betyder, at hun dater (og knalder) rige mænd, som sidenhen betaler hende i dyre tasker, designersko og garanteret også rede penge til huslejen, for sine “ydelser”.

Hun fortæller, at det ikke just er nemt og at hun faktisk godt er klar over, at hun kan ryge alvorligt ned med nakken “hvis det her knækker hende“, men da hendes gravide veninde på et tidspunkt udfritter hende om det fortæller hun – formentlig meget ærligt (og frit fortolket fra min hukommelse): “Jeg føler alligevel at jeg giver mest, når jeg er sammen med en fyr, uanset om det er én jeg møder i byen, eller én jeg sugardater. Og så vil jeg hellere føle at jeg “får noget igen” og sove på D’angleterre, end jeg vil have ingenting og sove på en luftmadras“.

Av, mand.

Det gør simpelthen så ondt i mit hjerte at høre sådan en ung kvinde fortælle, at hun ikke føler, at hun får noget igen i de relation hun indgår (med mænd) i og det vidner for mig og min beskedne forståelse for psykologi, om et solidt mindreværd, som på ingen måder har godt af dét hun har gang i. For jo, selvfølgelig kan man argumentere for, at det er bedre at få noget igen, frem for slet ikke at få noget, men jeg tænker nu alligevel bare, at det er ret vigtigt at kigge på i hvilken valuta man køber og sælger. Dyre tasker, designersko og mad på bordet er og bliver jo for fanden aldrig nogensinde den samme som den fysiske og emotionelle valuta, som Gina Jaqueline smider om sig i en tåge af cigaretter og drømmen om det bedre liv. Det gør ondt at vide, at hun i løbet af et års tid eller to, har modtaget mere end tusinde beskeder fra mænd, som ville betale hende for både det ene og det andet – og dermed at vide, at det her sugardating altså foregår i stor stil.

Jeg skal overhovedet ikke gøre mig til dommer over hvorvidt livet bliver bedre af dyre tasker. Hell, jeg har faktisk selv planer om at købe mig en dyr taske, meget snart, men det er altså udelukkende for at jeg kan give noget godt til mig selv i en periode af mit liv, hvor jeg faktisk synes jeg fortjener det. For mine egne penge, som jeg har tjent, sparet op, vendt, drejet og vurderet efter bedste evne. Fra mig til mig. Og nej, jeg skal selvfølgelig heller ikke se mig for fin til, at jeg med mere end bare almindelig glæde, ville tage imod en dyr taske – hvis den kom fra et menneske, som jeg holdt af og som jeg vidste, gensidigt holdt af mig. For det er i virkeligheden dér problemet ligger, for mig. I at der foreligger en så tydelig skævvridning af de relationer en ung sugerdater indgår i, med de mænd, der åbenbart synes at det er sejt, lækkert, frækt eller hvad fanden de nu bilder sig ind, at bruge en piges krop og sind, mod gaver og penge.

Jeg bliver ked af det, på Ginas vegne når hun sidder – helt velreflekteret – og fortæller om, at hun godt er klar over, “at hun nok i virkeligheden betaler mere for sine dyre tasker, end hvad andre, der køber dem selv, gør” imens hun ufortrødent fortsætter. Og jeg bliver især ked af det, da hun til allersidst i udsendelsen (som jeg nu til advarsel for jer, der endnu ikke har set udsendelsen og som ikke vil vide det, spoiler om) ender med at tage en positiv graviditetstest. For fanden. Hun er gravid med en mand, som betaler hende for selskab og for sex, imens det for mig virker som om, at hun bare trænger til kærlighed og til at nogen snart fortæller – og viser – hende, at hun er god nok.

For det er hun. Selvfølgelig er hun det. God nok. God. Bedre. Mere værd. Og sådan én, som jeg har lyst til at give et langt, langt, langt kram og fortælle at ingen penge i verden betyder ligeså meget som hun gør.

Og så har jeg bare lyst til at se afsnit to. NU. Det skal ende godt.

Det skal det!