Category

debat

Category

Kvinde (og mand!) kend din cyklus

cyklus

Nærværende indlæg er uden tvivl ét af dem, jeg risikerer at få en hulens masse øretæver af at offentliggøre, men ikke desto mindre, så synes jeg at det mangler i den tilsyneladende uudtømmelige debat omkring ligestilling. Og så håber jeg bare på, at I  vil bruge et par minutter på rent faktisk at læse det hele, i stedet for at antage at I ved hvad I mener, uden at have læst mit indlæg til ende. Det ved jeg at de fleste af jer gør, men der sidder jo altid “sådan nogen” ude på det store internet, ikke?

Der hvor vi sidder på den fede del af barslen, de rene toiletter, lidt for få bestyrelsesposter og lidt for lav løn, når man sammenligner os med mændene.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg selvfølgelig er fortaler for ligestilling imellem kønnene og at jeg ikke ser det ene køn have spor mere eller bedre værdi end det andet. Slet ikke, men jeg er samtidig fuldkommen uenig i den udvaskning af (værdien af) vores køn, jeg oplever en stigebde tendens til at eftersøge. Bevares, der findes så vidt jeg ved mere end 50 forskellige køn, som alle har min dybeste respekt, men for i dag skal det altså handle om de to majoriteter i kønsdebatten. Mænd og kvinder. Eller i virkeligheden primært om det ene: Os kvinder, som igennem mange årtier har kæmpet os væk fra kødgryderne, hjemmets fire vægge og en status som, hvad nogen måske lidt flabet ville kalde avlskvæg, ud mod arbejdsmarkedet, selvstændigheden og i øvrigt muligheden for at få – eller ikke få – de børn vi vil have, ganske uagtet om vi har en mand ved vores side eller ej. Kæft, hvor vi kan (!) og jeg er simpelthen så stolt over alle de kvinder, der er gået forrest i kampen. Dem, som har sikret os andre, at være her hvor vi er i dag. Hvor vi sidder på den fede del af barslen, de rene toiletter, lidt for få bestyrelsesposter og lidt for lav løn, når man sammenligner os med mændene. Vi er på ingen måder i mål med ligestillingen, men jeg synes på én eller anden måde, at vi er lidt på afveje.

For der ér jo forskel på mænd og kvinder, rent biologisk.

For ikke så forfærdeligt længe siden, levede vi i et jægersamfund, hvor kvinden (formentlig på grund af sin fysiske overlegenhed i forhold til at føde og ernære børn og sin samtidige underlegenhed i forhold til jagt) gik hjemme og passede familien, imens manden drog på jagt, hvorimod vi nu lever i et videnssamfund, hvor vores vigtigste ressource i mange henseender ikke længere er vores fysiske formåen (bevares, vi skal stadig føde børn), men vores hjerner, som afgører vores evne til at arbejde. I alle tilfælde i størstedelen af de jobs, som vi kvinder til stadighed brokker os over at mændende sidder på tronen af. Og selvfølgelig er vores hjerner lige gode, skarpe, krøllede og kløgtige uagtet vores køn, hvorfor man på dén måde naturligvis kunne forvente, at vores ligestilling nu skulle være nået et niveau, hvor der rent faktisk ikke var forskel på mænd og kvinder. Ikke i Danmark, som alle ovenstående betragtninger naturligvis er skrevet ud fra.  Selvfølgelig.

Men. (For der ér et men. Et ret stort et, endda).

Kvindens hormonelle cyklus. Menstruationscyklus. Dét, der for alvor adskiller kvinder fra mænd og dét, som vi totalt forsøger at undergrave, som værende relevant i hele ligestillingsdebatten, selvom det jo for pokker fylder temmeligt meget for noget nær 50% af befolkningen. I den fødedygtige alder, vel at mærke.

Vi kvinder gennemlever en helt naturlig – og for mange, ganske kraftig – ændring i vores hormoner hver evig eneste måned, som udover at give os vores menstruationer og evne til at blive gravide, altså også påvirker vores ellers knivskarpe hjerner. På godt og på ondt. Hvorimod mænd jo for pokker bare kører derud af med nogenlunde samme niveau af deres respektive hormoner i kroppen, hele tiden. De er dem de er og de udsving der måtte komme, er foranlediget af noget de aktivt har gjort – eller har fået gjort. Berøring, sex og udløsning, for eksempel, skaber også røre i hormonerne hos mænd, såvel som det gør hos kvinder, men hos kvinder sker der altså derudover også en temmeligt stor hormonel forandring på månedlig basis, alene i kraft af vores køn. Vores biologi, som ganske givet ikke har fattet, at vi er kommet videre fra vores jægersamfund.

Det letteste er selvfølgelig at synes, at det da også bare er pisseirriterende med den biologi og at forsøge at underkende den som en faktor, men virkeligheden er bare, at den er der og at den til stadighed kan have relativt stor indflydelse.

Hos mig selv er jeg sjældent i tvivl om hvor jeg er i min cyklus. Og dét endda til trods for at jeg faktisk har en hormonspiral, som gør, at jeg kun sjældent har reelle menstruationer, som hos de fleste kvinder er det mest tydelige pejlemærke. Jeg mærker stadig hvordan mine hormoner i forbindelse med både ægløsning og (udeblevet) menstruation “spiller min hjerne et pus”. Hvordan jeg bliver sprængfyldt med energi og totalt på toppen af mig selv i dagene omkring ægløsning, hvor alle farver skinner lidt ekstra, alle smil virker større og alle mænd i særdeleshed ser bedre ud, end det er tilfældet, når jeg nærmer mig menstruationen. Når kroppen ikke længere tror at den kan blive gravid (enten fordi “chancen” blev forbigået eller fordi ægget faktisk er blevet befrugtet) falder humøret tilsvarende, alt bliver lidt sværere og jeg får altid akut behov for relativt store mængder sukker.

Hos mange kvinder er menstruationerne samtidigt forbundet med smerte, ubehag og for nogle endda også migræne og opkast, hvorfor det naturligvis både kan føles og være ganske invaliderende i de dage det står på. Og som en lille ranke rønnebær på toppen, så er det selvfølgelig ikke noget vi taler om! Og lige præcis dér, synes jeg at vi er gået helt, helt galt i byen!

Faktum er jo, at vi kvinder i varierende grad har hormonelle udsving på nogenlunde månedlig basis og jeg forstår simpelthen ikke, hvordan vi stadig i nærværende år 2017, i så vid udstrækning kan undlade at forholde os til det! Tænk, hvor fantastisk det kunne være, hvis vi rent faktisk kunne anerkende, at kvinder har nogle dage hvor vi performer 130% mod andre dage, hvor vi sløser rundt omkring 70%. Ikke bare alene som et faktum i sig selv, men som et redskab, hvis det var noget vi rent faktisk talte åbent om.

Hey Hannah, hvor er du i din cyklus onsdag i næste uge? Vi har et vigtigt møde med en-eller-anden-vigtigt-person, og du er så knivskarp på dén tid af måneden, så kunne du måske tage den for Kasper, hvis det lige passer?

Tænk nu hvis kvindens i øvrigt fuldkommen naturlige cyklus var noget vi kunne tale åbent om og forholde os til for hvad den er; biologi som har indflydelse på vores humør, ydeevne og præstationer. Tænk hvis vi kunne udnytte vores eksplosive potentiale på de dage det brager igennem uden nogen øvrig indsats end en krop, der er på dupperne og til gengæld få lov til at drage lidt ekstra omsorg for os selv på de dage, hvor cyklus ikke behandler os så pænt. Se dét synes jeg ville være et kæmpe skridt i den rigtige retning, når det kommer til ligestilling.

Det var bare lige det.

Dengang hun døde…

Det var kort før min 21-års fødselsdag. Jeg var lige startet i praktik på en gynækologisk afdeling, hvor jeg mest af alt var træt af at skulle lege sygeplejerske, i stedet for jordemoder, som jeg var ved at uddanne mig til. De var, så vidt jeg husker, meget søde, sygeplejerskerne. Og patienterne, som var indlagt med alt muligt forskelligt, som jeg ikke vil kede jer med. Og så var der én, yngre end min egen mor, som kom ind med kraftig blødning. Hun havde blødt uregelmæssigt igennem længere tid, men havde bare skudt det hen med at det nok var noget overgangsalder.

Jeg var med på stuen, da lægen indførte spekulumet og lyste ind på den blødende livmoderhals. Den lignede ikke de andre jeg havde set. Den var helt knoldet og plettet og blodet der flød, var ligesom ikke rigtigt blod. Bevares, det er det aldrig, når man bløder fra livmoderen (som for eksempel når man har menstruation i virkeligheden er omtrent 90% slimhinde og kun 10% blod) men dette var anderledes. Jeg var med, da der blev helt stille på stuen.

Lægen rømmede sig og bad sygeplejersken om at bestille et hastesvar. Noget med nogle prøver der skulle sendes afsted i en taxa.

Det var alvorligt.

Kvinden, som vidst mest af alt havde troet at hun skulle have nogle hormoner for at få styr på sin overgangsalder, blev pludselig helt bleg. Og bange. Og helt enormt uforstående over hvad det var, der pludselig skulle gå så stærkt. Det samme gjorde jeg vidst. Næsten ligeså bleg og bange og uforstående, som jeg blev, da jeg hørte at hun kort tid efter var død. Af livmoderhalskræft.

En kvinde med et barn på min alder. En mor. En mor, ligesom mig, når jeg sidder her i dag og forfatter nærværende blogindlæg.

Fuck, altså.

Heldigvis, fortalte lægen mig, er det relativt sjældent at man først opdager livmoderhalskræft så sent i stadiet, fordi de fleste kvinder trods alt tager imod tilbuddet om screening hvert tredje år. Men det sker.

Det må aldrig ske for mig, tænkte jeg. Og så bookede jeg en tid til at blive vaccineret mod HPV, selvom jeg for længst havde haft min seksuelle debut. Der findes omkring 100 forskellige former for HPV og langt de fleste er heldigvis harmløse, men omkring 15 af dem giver en øget risiko for livmoderhalskræft og hvis jeg kunne nå at beskytte mig selv imod bare én af dem, ville jeg være lykkelig. Mit håb er, selvfølgelig, at jeg aldrig er blevet smittet med nogen former for HPV og at min vaccine virker ligeså godt, som den gør på de unge piger der bliver tilbudt den gratis som en del af børnevaccinationsprogrammet, men det er nok desværre utopi. Og det skræmmer mig. Ikke på daglig basis, men når jeg af og til kommer til at tænke på det.

Som jeg for eksempel gjorde i sidste uge, hvor jeg tilbragte en morgen i selskab med gynækologisk overlæge og ph.D. fra Rigshospitalet, Pernille Tine Jensen og nogle unge kvinder, som havde haft celleforandringer og livmoderhalskræft som følge af HPV, helt tæt inde på livet. Èn af kvinderne fortalte hvordan hun var blevet diagnosticeret midt i en graviditet hun længe havde ønsket at opnå. Og om, hvordan hun var blevet bedt om at vælge imellem sit foster inde i livmoderen, eller at blive akut opereret for livmoderhalskræft – uden mulighed for at få børn efterfølgende. Hun valgte det sidste, for at øge sine chancer for at overleve.

Det var en barsk morgen. God, men barsk. Og den mindede mig om, hvor pisseskrøbeligt det hele er. Og om, hvor led og ked jeg er af den debat omkring HPV-vaccinen der har kørt her i Danmark i de seneste år. En debat, som har affødt, at langt, langt under halvdelen af alle unge piger rent faktisk tager imod vaccinen. Af frygt for formodede bivirkninger, som man i øvrigt ikke har set magen i nogen andre dele af verden, end herhjemme, til trods for at vaccinen tilbydes i lande verden over og er givet i mere end 248 millioner doser. I vores nabolande er vaccinationsraten mere end dobbelt så høj som den er herhjemme og jeg kan ikke lade være med at blive enormt ked af det på de kommende generationers vegne, hvis ikke vi får rettet op på den dårlige statistik, for det handler trods alt om at redde liv. Unge kvinders værdifulde, gode og lange liv.

Fra 1.november tilbydes en ny vaccine i Danmark, som kan forebygge 90% af alle tilfælde af livmoderhalskræft. For fanden, mand. Tænk hvis den kvinde jeg mødte på gynækologisk afdeling dengang, havde fået den. Så havde vi med stor sandsynlighed aldrig mødt hinanden, for hun ville formentlig aldrig været blevet syg.

Vi står i disse dage på hovedet for at knække cancer, men når så endelig den er knækket, så bakker vi ikke op? Det må – ja nærmest skal – vi sgu da se at få lavet om på! Der findes rent faktisk en vaccine mod kræft og jeg begriber simpelthen ikke, at nogen aktivt vælger den fra. Så er det sagt.

En sugardaters fortælling

Det var lige før jeg havde opgivet at skrive dette blogindlæg, efter jeg åbenbart var kommet til at slette dets version 1.0, men det kriblede i fingrene på mig, for at få mine ord ud. Ikke fordi de er særligt strukturerede eller særligt velfunderede, men fordi jeg sådan håber, at de kommer ud til rette modtager. Jeg har nemlig lige streamet en ny serie på DR, som virkelig har givet mig stof til eftertanke.

Først forstod jeg ikke hvorfor den ikke lå i toppen af “mest populære” programmer inde på dr.dk, men da det gik op for mig, at den først bliver sendt i tv på onsdag, gav det mere mening. Den er ikke blevet “opdaget” endnu, men hold nu kæft, hvor er den god. Og vild. Det er DR3s nye serie om Gina Jaqueline “En sugardaters fortælling”, hvor man får lov til at komme helt – eller i hvert fald relativt – tæt på Gina Jaqueline, som mest af alt virker som et forsømt barn, der trænger til kærlighed.

For helvede, hvor jeg tror hun trænger til kærlighed.

Hun er professionel sugardater, hvilket altså så vidt jeg kan forstå betyder, at hun dater (og knalder) rige mænd, som sidenhen betaler hende i dyre tasker, designersko og garanteret også rede penge til huslejen, for sine “ydelser”.

Hun fortæller, at det ikke just er nemt og at hun faktisk godt er klar over, at hun kan ryge alvorligt ned med nakken “hvis det her knækker hende“, men da hendes gravide veninde på et tidspunkt udfritter hende om det fortæller hun – formentlig meget ærligt (og frit fortolket fra min hukommelse): “Jeg føler alligevel at jeg giver mest, når jeg er sammen med en fyr, uanset om det er én jeg møder i byen, eller én jeg sugardater. Og så vil jeg hellere føle at jeg “får noget igen” og sove på D’angleterre, end jeg vil have ingenting og sove på en luftmadras“.

Av, mand.

Det gør simpelthen så ondt i mit hjerte at høre sådan en ung kvinde fortælle, at hun ikke føler, at hun får noget igen i de relation hun indgår (med mænd) i og det vidner for mig og min beskedne forståelse for psykologi, om et solidt mindreværd, som på ingen måder har godt af dét hun har gang i. For jo, selvfølgelig kan man argumentere for, at det er bedre at få noget igen, frem for slet ikke at få noget, men jeg tænker nu alligevel bare, at det er ret vigtigt at kigge på i hvilken valuta man køber og sælger. Dyre tasker, designersko og mad på bordet er og bliver jo for fanden aldrig nogensinde den samme som den fysiske og emotionelle valuta, som Gina Jaqueline smider om sig i en tåge af cigaretter og drømmen om det bedre liv. Det gør ondt at vide, at hun i løbet af et års tid eller to, har modtaget mere end tusinde beskeder fra mænd, som ville betale hende for både det ene og det andet – og dermed at vide, at det her sugardating altså foregår i stor stil.

Jeg skal overhovedet ikke gøre mig til dommer over hvorvidt livet bliver bedre af dyre tasker. Hell, jeg har faktisk selv planer om at købe mig en dyr taske, meget snart, men det er altså udelukkende for at jeg kan give noget godt til mig selv i en periode af mit liv, hvor jeg faktisk synes jeg fortjener det. For mine egne penge, som jeg har tjent, sparet op, vendt, drejet og vurderet efter bedste evne. Fra mig til mig. Og nej, jeg skal selvfølgelig heller ikke se mig for fin til, at jeg med mere end bare almindelig glæde, ville tage imod en dyr taske – hvis den kom fra et menneske, som jeg holdt af og som jeg vidste, gensidigt holdt af mig. For det er i virkeligheden dér problemet ligger, for mig. I at der foreligger en så tydelig skævvridning af de relationer en ung sugerdater indgår i, med de mænd, der åbenbart synes at det er sejt, lækkert, frækt eller hvad fanden de nu bilder sig ind, at bruge en piges krop og sind, mod gaver og penge.

Jeg bliver ked af det, på Ginas vegne når hun sidder – helt velreflekteret – og fortæller om, at hun godt er klar over, “at hun nok i virkeligheden betaler mere for sine dyre tasker, end hvad andre, der køber dem selv, gør” imens hun ufortrødent fortsætter. Og jeg bliver især ked af det, da hun til allersidst i udsendelsen (som jeg nu til advarsel for jer, der endnu ikke har set udsendelsen og som ikke vil vide det, spoiler om) ender med at tage en positiv graviditetstest. For fanden. Hun er gravid med en mand, som betaler hende for selskab og for sex, imens det for mig virker som om, at hun bare trænger til kærlighed og til at nogen snart fortæller – og viser – hende, at hun er god nok.

For det er hun. Selvfølgelig er hun det. God nok. God. Bedre. Mere værd. Og sådan én, som jeg har lyst til at give et langt, langt, langt kram og fortælle at ingen penge i verden betyder ligeså meget som hun gør.

Og så har jeg bare lyst til at se afsnit to. NU. Det skal ende godt.

Det skal det!

Ham der hjælper med at snyde – møgunge eller frelser?

Nu sagde jeg godt nok på landsdækkende og direkte tv, at jeg udelukkende har i sinde at hænge mig selv ud – hvis nogen – på domænet her, men jeg tror sgu, at jeg allerede nu, ganske få timer senere må trække i land.

Jeg har været en tur i News & Co på TV2-News, hvor jeg af og til gæster studiet som paneldeltager. En plads jeg i øvrigt ganske ydmygt indtager, fordi jeg ingenlunde føler mig skarp på den samfundsmæssige og politiske scene i forhold til de øvrige paneldeltagere jeg indtil nu, har været teamet op med, men nok om dén snak, som vi altid kan tage en anden god gang. For i dag kunne jeg nemlig godt tænke mig at høre jeres take på ét af de emner vi debatterede; nemlig gymnasieelevernes mulighed for at snyde til eksamen. Emnet udsprang af at undervisningsminister Merete Riisager i dag har foreslået, at man fremadrettet afskærer eleverne muligheden for at gå på internettet når de skal til eksamen, men faktisk er det en lidt anden vinkel på sagen, jeg gerne vil diskutere med jer. Eller høre jeres holdning til, i alle tilfælde. Med i studiet kom nemlig en ung fyr – Frederik Drews, direktør i eget selskab – som simpelthen stod frem, ganske offentligt (hvorfor jeg altså også har vurderet, at det er ok at vi diskuterer emnet og de holdninger han i programmet gav udtryk for, her) og fortalte om, hvordan han tjener penge på, at hjælpe gymnasieelever til at snyde til eksamen.

Incitamentet for ham var angiveligt, at han gerne ville hjælpe “dem der er allermest berettigede til det” til at komme ind på deres drømmeuddannelser, fordi han mente, at måden hvorpå optagelseskravene er skruet sammen på, ikke hænger sammen med virkeligheden. Han ville altså gerne hjælpe de elever der måtte ønske det, med at få gode karakterer i de “irrelevante fag”, således de kunne opnå det ønskede karaktergennemsnit, for at komme ind på deres ønskede uddannelse. Han angav, at det naturligvis var for alles bedste og for at sikre sig, at det netop var “de bedste og mest berettigede” studerende, der blev optaget på de rigtige uddannelser og jeg var lige ved at brække mig i munden over det. Ja, undskyld mit sprog, men hvad fanden er det for en fuldkommen latterlig holdning, at man finder de bedste og mest dedikerede kandidater til en uddannelse, ved at hjælpe dem til at snyde?!

Jeg synes simpelthen det er så langt ude, at der overhovedet findes services som denne og jeg synes det er dybt, dybt forkasteligt, at en ung mand i ramme alvor (eller for at score kassen på en forretning, der er komplet blottet for moral) kan sidde og sige, at de unge mennesker bliver dygtigere og mere kompetente af, at han hjælper dem til at snyde, fordi de så kan “fokusere på de relevante fag”. Det giver jo ingen mening – slet ikke taget i betragtning, at der ingen stedet fremgår, at man “kun” kan få hjælp til at snyde i de “irrelevante” fag! Kæft, hvor er det dumt, altså.

[Så sur så jeg ud, da jeg stillede fyren et spørgsmål, ha ha]

Bevares, manden kan bestemt have nogle gode pointer i, at det måske kunne være hensigtsmæssigt – rent fagligt – hvis de enkelte uddannelser optog elever ud fra et gennemsnit fra bestemte fag, men på den anden side, så er jeg bange for at dén slags reguleringer ville trække den “almene dannelse” fra vores gymnasielle uddannelser temmeligt langt ud af systemet, fordi det ville blive for let for alt for mange at skide oldtidskundskab, historie, billedkunst, musik og hvad-har-vi-ikke-alt et godt og solidt stykke “for de fag skal man alligevel (nok) ikke bruge til noget”. Og dét synes jeg altså ville være en skam, men her kan det måske godt være, at jeg bare er ved at blive gammel.

Uanset hvad, må man selvfølgelig ikke snyde til eksamen. Jeg ved selvfølgelig godt, at dét er der altid nogle der gør – og har gjort alle tider, vil jeg tro – alligevel. Der vil formentlig altid være nogen, som prøver at springe over hvor gærdet er lavest og der vil formentlig også altid være nogen, som i ét eller anden omfang forsøger sig med at snyde, selvom det er fejt. I de tilfælde kan man kun håbe for dem, at de lærer – enten af skade eller moral – inden de kommer alt for langt ind i livet, hvadenten det drejer sig om uddannelse, karriere eller privatliv, at det trods alt bedst gavner, at være den man er og præstere dét man evner. Men fra at have skrevet noter på underarmen, inden man skal til eksamen i fysik eller at søge hjælp hos en kammerat, til at der findes services, som ligefrem mod betaling lover den studerende en bestemt karakter – Des bedre karakter, des dyrere service – er tåkrummende langt.  

Ejjj, men jeg er simpelthen så forarget – især at fyren forsvarer det med, at man fra servicens side jo udelukkende forsøger at “hjælpe” de mest dedikerede studerende. Nærmest som en slags frelser. Nej, ved I hvad? I ødelægger det for alle. I ødelægger det for dem der snyder og for dem der bliver snydt. Alle. Og jeg synes simpelthen at man med sådan en service sætter sin røv i så gevaldigt høj klaskehøjde, at der ganske uundgåetligt må blive sendt et par syngende røvfulde afsted og jeg vil hermed gerne melde mig under fanen, som den første. Det er frækt, det er umoralsk, det er forkasteligt og det er ulækkert.

Desværre lod det i indslaget ikke til at den unge mand lod til at være spor lydhør overfor hverken anklage eller argumenter, så herfra, tænker jeg, at der godt nok ligger noget af en opgave for os forældre i at lære vores børn, at det ikke betaler sig at snyde. Det må simpelthen ikke komme dertil at vi skal se vores børn snyde sig til optagelse på en uddannelse de ellers ikke ville være berettigede til at komme ind på, såvel som vi ikke skal se dem blive forbigåede til en uddannelse de rent faktisk har knoklet for, til fordel for nogen, som har betalt sig fra et optagelsesbrev. Niks, biks! Det skal stoppes og det skal da være omgående og det skal overhovedet ikke handle om internetadgang eller ej. Det skal handle om at proppe noget sund fornuft ind i bærret på vores børn og unge. Mage til møgunger – ja, det blev ham den unge direktør hermed degraderet til fra min side – skal man godt nok lede længe efter.

Synes jeg.

Hvad synes I?

“Han er en idiot, når han er sådan”

Jeg vil begynde med at være ærlig omkring, at det har været svært for mig, at skrive det her indlæg. Jeg har flere gange besluttet mig for at droppe det, men af én eller anden grund bliver det tilsyneladende ved med at fylde min lille hjerne og jeg føler nu, at jeg er nødt til at få det ud af systemet.

Det handler om en lille episode, som jeg overværede på afstand, da jeg forleden var i færd med at låse min cykel ovre på skolen, hvor jeg skulle til at hente Jens. På den anden side af den lille ubefærdede vej, gik en kvinde, trækkende med sin cykel, imens hun snakkede med et barn på omtrent 7-8 år, som jeg formoder var hendes.

“Jeg synes altså han er en idiot, når han er sådan” sagde kvinden til barnet.

Det handlede, så vidt jeg kunne forstå på de tyve sekunders samtale jeg nåede at overvære, inden min cykel var låst og kvinden og barnet passeret forbi mig, om, at en pædagog eller lærer ikke havde befalet børnene at iføre sig regntøj inden de gik på legepladsen (skolen har en vand-legeplads, hvor man selv i solskinsvejr kan blive våd om anklerne), hvorfor jeg næsten formoder at pågældende barn, havde fået våde bukser.

Jeg forstår godt kvinden; Frustrationen over andre, hvis ikke de har levet (godt nok) op til det kæmpe ansvar det er at varetage éns lille, højtelskede og voksenafhængige guldklump. Jeg forstår godt følelsen på sit barns vegne; af afmagt og vrede. Selvfølgelig forstår jeg den.

Men jeg forstår ikke behovet for at udtrykke følelsen – på dén måde i hvert fald – overfor barnet. Faktisk, så synes jeg, at det er noget af det allerværste man kan gøre. Barnet får hverken mere eller mindre anerkendelse af, at læreren eller pædagogen bliver kaldt for idiot. Til gengæld forstår barnet lynhurtigt at der er en konflikt imellem de voksne på skolen og dem derhjemme – og at man åbenbart godt må rende og kalde andre for idiot bag deres ryg.

Det er for mig at se én af de dummeste ting man kan gøre overfor barnet. Alene dét at skabe rum for at tale nedladende omkring andre, synes jeg er problematisk. Og når det så endda går ud over de voksne på skolen, som jo ret beset er der for at hjælpe barnet til at vokse fagligt, socialt og personligt, bliver jeg helt enormt ked af det, både på barnets og de øvrige impliceredes vegne. De voksne på skolen, har jo for pokker ikke andre intentioner om at gøre det bedste de kan, med de midler de nu engang har og barnet skulle gerne have de bedste odds for at have så godt et forhold til dem som muligt, eftersom de formentlig skal have temmeligt meget kontakt henover en periode, der typisk strækker sig over flere år.

Hvis barnet ved – eller tror – at moderen synes at læreren er en idiot, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvordan barnets relation til læreren unægteligt må ændre sig. Og dét altså, til det værre. Barnet vil selvfølgelig altid være loyal overfor sine forældre og i bedste tilfælde, vil barnet opleve en splittelse imellem skole og hjem – i værste, ja, så vil barnet følge i moderens fodspor og synes at læreren er en idiot, som man ikke behøver at lytte til og så har vi altså balladen.

Så har vi et barn, der pludselig ikke gider at høre efter i timerne, som er uopdragen og flabet – og som på én eller anden måde, må blive ekskluderet fra fællesskabet.

Hvordan jeg ved det? Det gør jeg, fordi jeg selv engang har været dét barn.

Så kære dig, der kaldte dit barns lærer eller pædagog for idiot, jeg forstår godt din trang til at fortælle dit barn, at det ikke var hans skyld og at det også var uheldigt, at han sådan fik våde bukser og at du måske også havde glemt at lægge rigeligt med skiftetøj i hans skab, men vil du ikke nok lade være med at tale dårligt om hans lærere og pædagoger foran ham? Du ødelægger langt mere end du aner og jeg er sikker på, at det ville være langt mere konstruktivt, at give din dreng et ekstra kram og at tage en snak med den pågældende lærer dagen efter. Vi bliver nødt til at arbejde sammen og for at vi kan dét, er vi altså nødt til at starte med en ordentlig tone – især, når vores børn hører på det.

Et karmamarked der åbnede mine øjne

Det var ikke just min plan, at jeg skulle tilbringe størstedelen af dagen hjemme i lejligheden, i selskab med først ét og sidenhen to syge børn – som i øvrigt gudskelov ikke var mærkbart syge, herhjemme. Særligt ikke, fordi det rent faktisk var meningen, at børnene skulle være hos Thomas og ikke hos mig. Alligevel endte de her. Thomas og jeg har nemlig besluttet, at vi i så vid udstrækning det er muligt her i de første måneder efter vores brud, vil tilpasse os børnene, som altså i morges ringede bad om at være lidt hos mig. Bevares, det vil vi selvfølgelig altid, men vi giver den alligevel en ekstra skalle nu.

Jeg aflyste mine møder, kastede en kop kaffe i hovedet og tog imod drengene, som gudskelov havde en fest. Peter blev efter en times tid afleveret i børnehaven, imens Jens og jeg besluttede os for at lave dét, som nærværende indlæg i virkeligheden skal handle om, for det har givet mig så gevaldigt optur, at det i dén grad fortjener lidt spalteplads.

Vi lavede – efter opfordring fra min søde venindes mand (som i øvrigt, vist nok var dén i min daværende føljeton Ugens Mand, som fik allerflest positive tilbagemeldinger for sine vanvittigt fine svar på mine spørgsmål, som I kan læse HER) – et “karmamarked”. Et lille gadesalg, hvor vi slet og ret lagde noget af drengenes aflagte legetøj ud på et tæppe, på fortorvet foran vores bygning og satte et skilt op med teksten “tag hvad du vil, betal hvad du vil” med et telefonnummer til mobilepay og en lillebitte smiley. Og så gik vi op for at hente Peter, som blev ringet hjem, bedst som vi var færdige med at stille op.

Da vi efter ganske kort tid returnerede til adressen, lod det til at der allerede var forsvundet lidt legetøj og efter et hurtigt kig på mobilen, var der også gået nogle penge ind på kontoen.

Jens var lykkelig! Og jeg, på én eller anden udefinerbar måde, det samme.

Det mindede mig om dengang jeg lavede saftevandssalg på gaden som barn og de mange små vejbredskiosker med nye kartofler, friske æg og solmodnede bær i alle afskygninger, der fandtes alle steder vi kom hen. Dem, hvor man stoler blindt på sine medmennesker. Dem, som jeg tror, primært befinder sig på landet. Derude, hvor det stadig er rimeligt normalt, at lade sin cykel stå ulåst hen, imens man henter et par liter mælk og en kanelstang i Brugsen. Der, hvor jeg kommer fra.

Her i København, fornemmer jeg, at vi har helt anderledes svært ved at stole på hinanden. Vi låser vores cykler og passer på vores ejendomme, som var de allesammen små skatte. “For tænk nu hvis nogen kom og stjal dem”. Vi kender ikke alle dem vi møder i gadebilledet og slevfølgelig giver det en øget form for usikkerhed, når alle ikke kender alle, som det i hvert fald var dér hvor jeg voksede op, men for fanden, vi er jo allesammen mennesker.

Og dét altså, skulle det vise sig i dag, efter et par timers karmamarked, også ærlige og redelige mennesker. I hvert fald her på Østerbro, hvor jeg og min lille familie holder til. I ved, Østerbro, der faktisk kun ligger ganske få kilometer fra Nørrebro, som I formentlig hører om i nyhederne på daglig basis, når bandemedlemmer render rundt og skyder på hinanden til gru og rædsel for masser af mennesker – ikke bare i de berørte områder, men i hele Danmark, formoder jeg.

Jeg ved af gode grunde ikke om der er nogen, som har snuppet et stykke legetøj eller to, uden at betale, men i dét tilfælde formoder jeg, at de ikke mente at legetøjet var reelle penge værd – eller at de slet og ret ikke var i stand til at betale. Dog ser det for mig mest af alt ud som om, at dem der har fundet noget de gerne ville have med hjem, har lagt en mønt i den virtuelle bank, hvor drengene altså i dag har scoret lige knap 500 kroner fordelt på små 20 salg.

Det gør mig simpelthen så glad at vi alligevel – her i København, med mere end 1 million indbyggere og en bandekonflikt som ingen ende synes at have – kan stole så meget på hinanden, at vi rent faktisk kan stille vores ejendele ud på gaden, uden nogen stjæler dem. Vi kan handle med karma som eneste lov, hvor reglerne ikke er andre end “det du selv synes”, sådan som jeg tænker at verden – ideelt set – burde være overalt.

Her er trygt og sikkert og dejligt og for fanden, hvor er jeg glad på mine drenges vegne over alle de penge de på en eftermiddag – ganske uden indsats – har tjent sammen til erhvervelsen af nyt legetøj og på mine egne over at være blevet bekræftet i, at mennesker er gode og at København, selvom den er stor, ikke behøver at være så meget anderledes, end alt det gode jeg kender “hjemme” fra Sønderjylland.

Drengene og jeg – og alle vores fremmede handlende – har i dag præsteret bæredygtigt og medmenneskeligt forbrug, om man vil og dét synes jeg knag’me er sejt.

Heja, København! Drengene er tilbage hos Thomas, solen skinner, min far har meldt sin ankomst om ganske få minutter og jeg tror måske jeg skal se om ikke jeg kan overtale ham til, at vi skal ud og have os en lillebitte drink, inden solen går alt for langt ned.

Er vi virkelig så lykkelige?

Verdens lykkeligste land, brøster vi os med ude i verden. Hygge, flødeboller og masser af stearinlys, som skaber glæde for os danskere i vores lille oase af et land, hvor vi overordnet set både er glade, trygge – og ja, lykkelige.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at der er så meget vi kan gøre bedre. For helvede altså, vi er jo ikke lykkelige altid. Når vores sundhedspersonale – både i bunden og i toppen af hierakiet, som da fødselslæge Morten Hedegaard fra Rigshopitalet råbte vagt i gevær, i forbindelse med sin opsigelse tidligere i år – går ned med stress, grundet dårlige arbejdsvilkår, er lykke i hvert fald næppe det første der falder mig ind at tænke på. Når vores ældre bliver frataget retten til daglige bade eller friske, ernæringsholdige måltider, eller når børnene bliver sendt syge afsted i de overfyldte og underbemandede institutioner, fordi mor og far ikke kan tillade sig at holde fri, for at drage omsorg for deres syge børn, så er det fandeme ikke særligt lykkeligt.

Det virker for mig som om den medmenneskelige omsorg i vores land er ved at smuldre imellem hænderne på os og det gør mig så usandsynligt ked af det. For helt ærligt, så tror jeg at vi kan gøre det hele så meget bedre, for de samme ressourcer, hvis vi bare åbner øjnene, kigger lidt ud over egen forsnævrede næsetip og søger hjælp hos vores udenlandske venner.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan det er min oplevelse at vi børnefamilier ofte bliver mere pressede end vi kan holde til og jeg er ikke et sekund i tvivl om at vi, ved for eksempel at kigge til vores naboland, Sverige, kunne komme et skridt nærmere en løsning, som ikke alene ville gavne de pressede familier, men som på sigt med garanti også kunne gavne den overordnede økonomi i vores land. Jeg er i hvert fald overbevist om, at en løsning som tilgodeser de reelle behov de danske børnefamilier har, hvor det bliver lukrativt for begge forældre at arbejde med fleksibel arbejdstid og mulighed for at tage sig af børnene, vil give et fald i langtidssygemeldinger forårsaget af stress, som et eksempel.

Der er så meget vi kan lære og det handler i bund og grund om, at få øjnene op for det. Derfor blev jeg simpelthen så glad, da jeg forleden blev gjort opmærksom på en side, Gør Danmark Større, hvor det netop er os – dig og mig – der kommer til orde. Hvor vi får lov til at komme med idéer til, hvordan vi kan gøre Danmark større; til et bedre sted for os allesammen at være. Ikke bare i dag, men også i fremtiden, hvor vores børn skal vokse op. Blandt de idéer der bliver skrevet (af dig og mig) vil de bedste blive præsenteret for folketinget og jeg tænker virkelig, at det er en enestående mulighed for at få noget reel indflydelse. Som dét indlæg jeg har skrevet derinde omkring fødselsomsorgen, hvor jeg mener at vi kan gøre klogt i at skue til Holland, som har en – for mig at se – helt igennem fantastisk visitation af fødende, som formentlig kunne frigøre nogle midler i vores sundhedssystem, hvis vi gjorde det samme.

På siden søger de også idéer og input til hvordan resten af Europa kan lære af noget hos os danskere og jeg tænker heldigvis – min galde ovenfor til trods – at vi har rigtigt mange gode ting at byde på, som mange andre lande vil kunne lære af. Jeg nævner i flæng: unges mulighed for uddannelse (som ikke skelner imellem rig og fattig), homoseksuelles ret til at blive gift, vores store offentlige sektor (omend den er hårdt presset for tiden), returpantsystemet, vores gode forhold for cyklister og så mega meget videre.

Ingen idé er for stor og for lille og jeg håber sådan at jeg med mit indlæg her, har bidraget bare en lille smule til, at I også vil dele jeres idéer derinde. Skriv dem ned, del dem HER og lad os så sammen gøre Danmark større, bedre og endnu mere fantastisk at være borger i.

… Og når så I har skrevet jeres ideer derinde, så skal I være mere end velkomne til at dele et link til dem i kommentarfeltet herunder, så jeg og andre der måtte have lyst, kan læse dem og give dem et like – for mon ikke også vores politikere kigger efter hvilke idéer der er mest populære, når de skal beslutte, hvilke de reelt skal tage op i Folketinget. I think so! Ladies, let’s do this!

Jeg stoler på jer <3

Det er nødt til at stoppe. Nu.

Egentlig var det min plan, da drengene og jeg her til aften kørte hjem fra kolonihaven, at jeg ville skrive et vaskeægte feel good-indlæg, fra en solskinsdag i haveforeningen, men det her indlæg, bliver lige præcis alt andet end dét.

Jeg er forarget, vred, ked af det, bange, fortvivlet – og kampklar. Så meget, at jeg håber at I er det samme, for dét jeg vil præsentere jer for nu, er altså noget vi skal have bekæmpet i en allerhelvedes fart.

Det handler om de her fuldkommen latterlige hærværkshandlinger, som for længst har hærget landet i længere tid end man kunne forvente og i absolut længere tid end man kan acceptere. Bolte på biler, cykler og anhængere der løsnes, uden andet formål end at forårsage skade – formentlig endda på fremmede for dén der udfører hærværket. Ja, eller det ved jeg af gode grunde ikke noget om, men det virker for mig som om den slags er totalt tilfældigt og “bare for at se hvad der sker”-agtigt. Og altså, helt usigeligt dumt. Ligesom når nogen åbenbart synes det er en god idé at smide sten ned fra motorvejsbroer, som er en anden dum – og desværre nogenlunde tilsvarende – trend, vi har hørt om igennem hele sommeren og mere til.

Om jeg begriber, hvad pokker der sker inde i hovedet på dét menneske – som forhåbentligt egenrådigt – i dag besluttede at kaste en betonklods; i ved, bare sådan én på omtrent 3 kg, ud over en motorvejsbro og direkte ned i forruden på en bus. Kæmpe, kæmpe idiot!

Ligesom den kæmpe idiot, der for nogle uger siden havde besluttet at løsne boltene på min fars trailer, som han tilfældigvis skulle have haft med ovre i min kolonihavehus, men som ikke kom længere end et kort stykke ud på motorvejen, førend den kurede afsted uden hjul. Behøver jeg sige, at jeg er lykkelig for, at min far for eksempel ikke lige havde ét af sine fire børnebørn, hvoraf de to af de selvsagt er mine, med i bilen? Eller at jeg er lykkelig for at det bare var hans trailer og ikke bilen, der var blevet udsat for hærværk? Og at jeg er dybt taknemmelig for at den eneste der led overlast, var traileren, som blev smadret.

Det kunne være endt så galt. Min fars trailer kunne, hvis trafikken havde været tættere og han ikke var så garvet en bilist som det heldigvis er tilfældet, have forårsaget ganske voldsomme skader, forestiller jeg mig. Af dén slags, som jeg ikke kan tro, at nogen mennesker ønsker at lægge samvittighed til. Den slags, hvor man ser på hinanden iført sort tøj, igennem tårevædede øjne. For ikke at tale om bussen, der i dag blev ramt i dag. En rødbillet-bus på vej fra København til Aarhus med godt og vel 50 passagerer ombord. Bang! Ramt af en massiv betonklods, kastet ud fra en motorvejsbro af et menneske, som jeg i bedste tilfælde synes er en kraftidiot, som burde få sig en lektion i hvad menneskeliv er.

Heldigvis gik det godt.

Men for fanden, det er nødt til at stoppe, det her vanvid. Nu.

Jeg aner ikke hvad det handler om eller hvor det kommer fra, men jeg ved, at jeg vil gøre mit aller- allerbedste for at lære mine drenge, at man altså aldrig, aldrig, aldrig (!) nogensinde må lege med andre menneskers liv på den måde. At menneskeliv er pissevigtige og at man – selv hvis det måtte være intentionelt rettet mod bestemte personer – aldrig har lyst til at have et andet menneskes liv på samvittigheden.

Man er ikke sej, fordi man “tør” udsætte andre mennesker for livsfare og sig selv for et liv dømt til skyld, skam og evigt dårlig samvittighed. Man er bare pissedum, er man, og jeg håber eddermamer at samtlige forældre rundt om i landet vil tage lige akkurat dén snak med deres børn. Nu. Ikke i morgen. Nu.

For hvem end de er, dem der laver al denne ballade, så skal de stoppes og de skal lære, at det ikke kun er andres liv,(som de helt åbentlyst er ligeglade med) de ødelægger, men også deres egne.

Det. Skal. Stoppe.

Nu.

Når man bliver forelsket i én fra familien

Det er selvfølgelig ikke noget hyppigt forekommende fænomen, at fætter og kusine sådan går hen og bliver smaskforelskede i hinanden, men det hænder alligevel af og til. Det alene, er som sådan ikke noget, der kan få mit pis i kog, men jeg har altid syntes at det var vældigt interessant, hvordan man dog kommer dertil.

Når jeg tænker på mine fætre, så tænker jeg på nogle dejlige mænd, som de efterhånden allesammen er, som jeg på én eller anden måde ser som en slags bonus-brødre. Ikke fordi jeg har noget nært forhold til nogle af dem, men fordi den familiære relation ligger så dybt forankret i mig. Jeg ville, hvis lokummet brændte for dem, altid stille op på stedet og jeg holder usædvanligt meget af dem, men jeg kunne simpelthen ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at blive forelsket i, eller danne par med nogen af dem.

Det ligger så fjern fra min opfattelse af vores relation, men alligevel kan jeg faktisk godt sætte mig lidt ind i nogle af “fordelene” ved at blive forelsket i sin fætter/kusine.

Jeg tænker, at det lidt må være ligesom at blive forelsket i én man har gået i folkeskole med, men som man måske ikke har set i mange år. Èn som kender til hele éns historie. Altså, én som har en forståelse for og accept af hele pakken, om man så må sige. Èn der allerede kender skøre moster Oda (måske fordi det er hans mor, fniiis!) og én der kender omstændighederne omkring hvorfor man skiftede skole som barn og alt det der. Èn der ved. Forstår. Og har været der altid. Om som med garanti også er pissesød. Ikke fordi jeg nogensinde har prøvet det selv, men jeg har alligevel hørt om og oplevet hos andre en hel del gange og dét altså nok til at jeg forstår det rigtigt godt. Eller, jeg kan i hvert fald sætte mig rigtigt godt ind i, at det på én eller anden måde må kunne være både trygt og nemt, at etablere en kærlighedsrelation til én, som kender hele bagkataloget. Èn der kan grine med over anekdoter fra gamle dage og som har en forståelsesramme der er opstået ud fra et verdensbillede, der måske endda minder ret meget om éns eget.

… Men altså, éns fætter? Eller kusine? Det er jo altså ikke helt det samme og selvom jeg måske stadig ikke helt forstår hvordan tiltrækningen opstår (fordi jeg ikke selv har prøvet det, som jeg tænker man skal, for virkelig at forstå det) så forstår jeg virkelig godt, hvis man synes at det er svært at håndtere.

Efter en længere sommerpause, har Cecilie og jeg netop genoptaget vores podcast, Damer i Dilemmaer, hvor vi i seneste episode diskuterer et dilemma – indsendt af en mand – omkring ovenstående emne. Kort ridset op, er det en 26-årig fyr fra København, der er blevet forelsket i sin 24-årige kusine, efter hun er flyttet fra Nordjylland til København. Han er hamrende forelsket og tror hun er det samme i ham, men han ved det ikke med sikkerhed og nu søger han altså råd. Fra os – og dermed også fra jer, tænker jeg.

Hvis I har lyst, kan I lytte med på podcasten HER (eller på jeres foretrukne podcastapp på mobilen, hvis I søger på “Damer i Dilemmaer”) og komme med jeres kommentarer herunder, hvis der er noget vi helt har overset eller misforstået.

... Og så vil jeg bare lige indskyde at årsagen til at den lejer jeg omtaler i podcasten, flyttede ud af vores lejlighed altså ikke var, at hun blev kærester med sin fætter (som jeg kun fik sagt), men at hun blev så meget kærester med sin fætter, at de flyttede sammen i en anden lejlighed 🙂 

Skulle vi måske hellere vente med at få børn?

Lad mig allerførst lægge ud med en disclaimer: Alle skal selvfølgelig få de børn de vil (og kan) når de vil (og kan) og jeg mener ingenlunde at der findes noget rigtigt eller forkert. 

Debatten omkring hvornår vi bør få børn er efterhånden så hyppigt i vælten, at man nærmest kan tale om at den er evigt aktuel. “Få børn tidligt i livet” siger statsministeren og hele hans slæng, imens de gjalder op om ældrebyrde, offentlige besparelser og nedsat fertilitet, der koster samfundet alt for mange penge. Vi skal være effektive. Vi bliver belønnet for at komme hurtigt igennem uddannelsessystemet, så vi kan være hurtige om både at få jobs, ægtefæller, ejerboliger, tårnhøje forbrug og selvfølgelig børn, som effektivt skal være med til at tage vare på “ældrebyrden” når de en dag – ganske effektivt – er blevet presset igennem institutionsliv, skolereformer og effektiv uddannelse og jobs, der naturligvis skal hænge på træerne, hvis ikke man kan opfinde dem selv; for arbejde, dét skal man.

Jeg bliver næsten helt forpustet ved tanken…

Selvfølgelig er der noget helt basalt korrekt i, at det biologisk set kan være en fordel at få børn forholdsvist tidligt i livet og i hvert fald før de 35, som i mit indlæg i går, var skæringsalderen da jeg blev spurgt om hvorvidt man bør få børn efter 35? Men jeg bliver simpelthen så træt af den debat, som jeg synes i dén grad mangler diversitet.

Jeg er selv sådan én, som formentligt kan gøre flertallet af vores politikere våde i bukserne over min effektivitet; færdiguddannet som 22-årig, boligejer som 23-årig, gift som 24-årig, samme år som jeg blev mor – og så røg jeg ellers direkte ind i hamsterhjulet. Og det har på alle måder været mit eget valg, som jeg ikke fortryder et sekund, omend jeg af og til godt kan misunde mine veninder som ventede bare lidt længere, førend de kastede sig ind i rollen som nogens forældre. Ikke fordi de “havde god tid til at være unge” som i min optik er den mest misforståede floskel over dem alle, fordi “ungdommen” – de mange ugentlige fester, tømmermænd, singleliv og uafhængighed – bliver afløst af noget der (i hvert fald for mig) er meget bedre. Dét jeg i virkeligheden misunder, er mine ældre veninders forældre, som for manges vedkommende er gået på pension.

Hold kæft, hvor gad jeg godt, at mine forældre også havde den slags tid, som jeg oplever at mange bedsteforældre på pension har, til deres børnebørn. Og til (at hjælpe) mig. For samfundet gør det altså ikke.

På papiret jo, så hjælper samfundet; stiller vuggestuer, børnehaver og skoler til rådighed, som jeg altsammen er meget taknemmelig for, omend jeg desværre er af den klare overbevisning om, at det ikke er nok, hvis politikerne virkelig mener, at vi skal fordre gode barndomme, effektive, hårdtarbejdende forældre og gode, loyale samfundsborgere. Som et eksempel, så lad mig præsentere følgende eksempel:

En ung familie har 2 børn. Familien bor i København. Alle bedsteforældre arbejder stadig fuld tid. Far og mor er begge uddannede og har gode jobs. Barn 1 bliver syg med skoldkopper. Mor og far tager hver barnets første sygedag. Hertil kommer (mindst) 4-5 dage, hvor barnet skal passes hjemme, fordi barnet stadig er sygt og kan smitte andre børn. Barnet bliver raskt, forældrene undskylder overfor chefen, som har givet dem en reprimande. Barn 2 bliver syg med skoldkopper. Det samme gentages. Bedsteforældrene har ikke mulighed for at hjælpe med at passe de syge børn, fordi de selv arbejder. De gode, hårdtarbejde forældre, har i bedste fald mulighed for at arbejde hjemmefra og må arbejde om aftenen. I værste fald, skal de tage ferie – hvis altså ikke børnenes sygdom falder indenfor en periode hvor mange andre ansatte holder ferie og den slags ikke lader sig gøre.

Heldigvis, da vi selv stod med ovenstående scenarie og to børn hvis skoldkopper afløste hinanden, herhjemme sidste år, er jeg selvstændig, med mulighed for i vid udstrækning at tilrettelægge egen arbejdstid, hvorfor det sagtens lod sig gøre med 2 ugers uafbrudt børnesygdom herhjemme, men jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det var gået, hvis jeg stadig havde arbejdet som jordemoder. Min chef ville have revet hovedet af mig. Forlangt, at jeg skulle møde ind på arbejde og finde alternative pasningsmuligheder til mine syge børn.

Men gæt engang, der er er sjovt nok ikke så mange, som har den store interesse i at passe andres syge børn. Altså, udover bedsteforældre, hvis altså de har tid. Som de typisk ikke har, når man som jeg får børn i 20’erne. Og som jeg altså af og til har misundt mine ældre veninders forældre for at have. Tid til syge børn, til pandekager hver tirsdag, til hverdagsfri og til alt dét, som bedsteforældre kan.

Hvis vi virkelig mener det; at vi skal få flere børn, få dem tidligere og samtidig være effektive på arbejdsmarkedet, som min fornemmelse er, at de fleste af os – mænd som kvinder – faktisk gerne vil være, er vi simpelthen nødt til, som samfund, at stoppe op og se hvad fanden det er vi har gang i. Ingen – heller ikke de unge familier – kan blæse og have mel i munden og jeg synes nærmest det er skammeligt, at bede om øget effektivitet, imens pisken svinges hårdere og rebet strammes mere over hele linien. Den slags overdrevet paternalisme er mig bekendt ikke den mest effektive form for motivation. Faktisk vil jeg næsten gå så vidt som til at sige at det er dårlig ledelse; og dét endda af vores land, vores fremtid og vores allesammens hverdag.

Derfor vil jeg, næste gang nogen spørger mig om min mening til hvornår i livet det er bedst at få børn, tøve en kende med at ty til biologiens foretrukne svar og i stedet bede vedkommende om at overveje, hvordan livet med små børn kommer til at se ud, afhængigt af vedkommendes netværk, som i hvert fald for nu er nødvendigt at have i baghånden, hvis man vil forsøge at leve op til alle de krav der stilles.

Jeg har aldrig nogensinde fortrudt mine børn, men ind i mellem ville jeg altså ønske, at jeg havde være lidt ældre, da jeg fik dem. Omend det mest optimale naturligvis ville være et samfund, der ville indrette sig lidt mere til fordel for børnefamilierne. Mon ikke det ville være både bedre og billigere på den lange bane?

Hvad siger I? Hvad tænker I om at få børn i 20’erne, 30’erne eller sågar 40’erne? Der er – tænker jeg – fordele og ulemper ved det hele og med garanti lige meget kærlighed, uanset hvornår man gør det <3