Category

debat

Category

Er vi virkelig så lykkelige?

Verdens lykkeligste land, brøster vi os med ude i verden. Hygge, flødeboller og masser af stearinlys, som skaber glæde for os danskere i vores lille oase af et land, hvor vi overordnet set både er glade, trygge – og ja, lykkelige.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at der er så meget vi kan gøre bedre. For helvede altså, vi er jo ikke lykkelige altid. Når vores sundhedspersonale – både i bunden og i toppen af hierakiet, som da fødselslæge Morten Hedegaard fra Rigshopitalet råbte vagt i gevær, i forbindelse med sin opsigelse tidligere i år – går ned med stress, grundet dårlige arbejdsvilkår, er lykke i hvert fald næppe det første der falder mig ind at tænke på. Når vores ældre bliver frataget retten til daglige bade eller friske, ernæringsholdige måltider, eller når børnene bliver sendt syge afsted i de overfyldte og underbemandede institutioner, fordi mor og far ikke kan tillade sig at holde fri, for at drage omsorg for deres syge børn, så er det fandeme ikke særligt lykkeligt.

Det virker for mig som om den medmenneskelige omsorg i vores land er ved at smuldre imellem hænderne på os og det gør mig så usandsynligt ked af det. For helt ærligt, så tror jeg at vi kan gøre det hele så meget bedre, for de samme ressourcer, hvis vi bare åbner øjnene, kigger lidt ud over egen forsnævrede næsetip og søger hjælp hos vores udenlandske venner.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan det er min oplevelse at vi børnefamilier ofte bliver mere pressede end vi kan holde til og jeg er ikke et sekund i tvivl om at vi, ved for eksempel at kigge til vores naboland, Sverige, kunne komme et skridt nærmere en løsning, som ikke alene ville gavne de pressede familier, men som på sigt med garanti også kunne gavne den overordnede økonomi i vores land. Jeg er i hvert fald overbevist om, at en løsning som tilgodeser de reelle behov de danske børnefamilier har, hvor det bliver lukrativt for begge forældre at arbejde med fleksibel arbejdstid og mulighed for at tage sig af børnene, vil give et fald i langtidssygemeldinger forårsaget af stress, som et eksempel.

Der er så meget vi kan lære og det handler i bund og grund om, at få øjnene op for det. Derfor blev jeg simpelthen så glad, da jeg forleden blev gjort opmærksom på en side, Gør Danmark Større, hvor det netop er os – dig og mig – der kommer til orde. Hvor vi får lov til at komme med idéer til, hvordan vi kan gøre Danmark større; til et bedre sted for os allesammen at være. Ikke bare i dag, men også i fremtiden, hvor vores børn skal vokse op. Blandt de idéer der bliver skrevet (af dig og mig) vil de bedste blive præsenteret for folketinget og jeg tænker virkelig, at det er en enestående mulighed for at få noget reel indflydelse. Som dét indlæg jeg har skrevet derinde omkring fødselsomsorgen, hvor jeg mener at vi kan gøre klogt i at skue til Holland, som har en – for mig at se – helt igennem fantastisk visitation af fødende, som formentlig kunne frigøre nogle midler i vores sundhedssystem, hvis vi gjorde det samme.

På siden søger de også idéer og input til hvordan resten af Europa kan lære af noget hos os danskere og jeg tænker heldigvis – min galde ovenfor til trods – at vi har rigtigt mange gode ting at byde på, som mange andre lande vil kunne lære af. Jeg nævner i flæng: unges mulighed for uddannelse (som ikke skelner imellem rig og fattig), homoseksuelles ret til at blive gift, vores store offentlige sektor (omend den er hårdt presset for tiden), returpantsystemet, vores gode forhold for cyklister og så mega meget videre.

Ingen idé er for stor og for lille og jeg håber sådan at jeg med mit indlæg her, har bidraget bare en lille smule til, at I også vil dele jeres idéer derinde. Skriv dem ned, del dem HER og lad os så sammen gøre Danmark større, bedre og endnu mere fantastisk at være borger i.

… Og når så I har skrevet jeres ideer derinde, så skal I være mere end velkomne til at dele et link til dem i kommentarfeltet herunder, så jeg og andre der måtte have lyst, kan læse dem og give dem et like – for mon ikke også vores politikere kigger efter hvilke idéer der er mest populære, når de skal beslutte, hvilke de reelt skal tage op i Folketinget. I think so! Ladies, let’s do this!

Jeg stoler på jer <3

Det er nødt til at stoppe. Nu.

Egentlig var det min plan, da drengene og jeg her til aften kørte hjem fra kolonihaven, at jeg ville skrive et vaskeægte feel good-indlæg, fra en solskinsdag i haveforeningen, men det her indlæg, bliver lige præcis alt andet end dét.

Jeg er forarget, vred, ked af det, bange, fortvivlet – og kampklar. Så meget, at jeg håber at I er det samme, for dét jeg vil præsentere jer for nu, er altså noget vi skal have bekæmpet i en allerhelvedes fart.

Det handler om de her fuldkommen latterlige hærværkshandlinger, som for længst har hærget landet i længere tid end man kunne forvente og i absolut længere tid end man kan acceptere. Bolte på biler, cykler og anhængere der løsnes, uden andet formål end at forårsage skade – formentlig endda på fremmede for dén der udfører hærværket. Ja, eller det ved jeg af gode grunde ikke noget om, men det virker for mig som om den slags er totalt tilfældigt og “bare for at se hvad der sker”-agtigt. Og altså, helt usigeligt dumt. Ligesom når nogen åbenbart synes det er en god idé at smide sten ned fra motorvejsbroer, som er en anden dum – og desværre nogenlunde tilsvarende – trend, vi har hørt om igennem hele sommeren og mere til.

Om jeg begriber, hvad pokker der sker inde i hovedet på dét menneske – som forhåbentligt egenrådigt – i dag besluttede at kaste en betonklods; i ved, bare sådan én på omtrent 3 kg, ud over en motorvejsbro og direkte ned i forruden på en bus. Kæmpe, kæmpe idiot!

Ligesom den kæmpe idiot, der for nogle uger siden havde besluttet at løsne boltene på min fars trailer, som han tilfældigvis skulle have haft med ovre i min kolonihavehus, men som ikke kom længere end et kort stykke ud på motorvejen, førend den kurede afsted uden hjul. Behøver jeg sige, at jeg er lykkelig for, at min far for eksempel ikke lige havde ét af sine fire børnebørn, hvoraf de to af de selvsagt er mine, med i bilen? Eller at jeg er lykkelig for at det bare var hans trailer og ikke bilen, der var blevet udsat for hærværk? Og at jeg er dybt taknemmelig for at den eneste der led overlast, var traileren, som blev smadret.

Det kunne være endt så galt. Min fars trailer kunne, hvis trafikken havde været tættere og han ikke var så garvet en bilist som det heldigvis er tilfældet, have forårsaget ganske voldsomme skader, forestiller jeg mig. Af dén slags, som jeg ikke kan tro, at nogen mennesker ønsker at lægge samvittighed til. Den slags, hvor man ser på hinanden iført sort tøj, igennem tårevædede øjne. For ikke at tale om bussen, der i dag blev ramt i dag. En rødbillet-bus på vej fra København til Aarhus med godt og vel 50 passagerer ombord. Bang! Ramt af en massiv betonklods, kastet ud fra en motorvejsbro af et menneske, som jeg i bedste tilfælde synes er en kraftidiot, som burde få sig en lektion i hvad menneskeliv er.

Heldigvis gik det godt.

Men for fanden, det er nødt til at stoppe, det her vanvid. Nu.

Jeg aner ikke hvad det handler om eller hvor det kommer fra, men jeg ved, at jeg vil gøre mit aller- allerbedste for at lære mine drenge, at man altså aldrig, aldrig, aldrig (!) nogensinde må lege med andre menneskers liv på den måde. At menneskeliv er pissevigtige og at man – selv hvis det måtte være intentionelt rettet mod bestemte personer – aldrig har lyst til at have et andet menneskes liv på samvittigheden.

Man er ikke sej, fordi man “tør” udsætte andre mennesker for livsfare og sig selv for et liv dømt til skyld, skam og evigt dårlig samvittighed. Man er bare pissedum, er man, og jeg håber eddermamer at samtlige forældre rundt om i landet vil tage lige akkurat dén snak med deres børn. Nu. Ikke i morgen. Nu.

For hvem end de er, dem der laver al denne ballade, så skal de stoppes og de skal lære, at det ikke kun er andres liv,(som de helt åbentlyst er ligeglade med) de ødelægger, men også deres egne.

Det. Skal. Stoppe.

Nu.

Når man bliver forelsket i én fra familien

Det er selvfølgelig ikke noget hyppigt forekommende fænomen, at fætter og kusine sådan går hen og bliver smaskforelskede i hinanden, men det hænder alligevel af og til. Det alene, er som sådan ikke noget, der kan få mit pis i kog, men jeg har altid syntes at det var vældigt interessant, hvordan man dog kommer dertil.

Når jeg tænker på mine fætre, så tænker jeg på nogle dejlige mænd, som de efterhånden allesammen er, som jeg på én eller anden måde ser som en slags bonus-brødre. Ikke fordi jeg har noget nært forhold til nogle af dem, men fordi den familiære relation ligger så dybt forankret i mig. Jeg ville, hvis lokummet brændte for dem, altid stille op på stedet og jeg holder usædvanligt meget af dem, men jeg kunne simpelthen ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at blive forelsket i, eller danne par med nogen af dem.

Det ligger så fjern fra min opfattelse af vores relation, men alligevel kan jeg faktisk godt sætte mig lidt ind i nogle af “fordelene” ved at blive forelsket i sin fætter/kusine.

Jeg tænker, at det lidt må være ligesom at blive forelsket i én man har gået i folkeskole med, men som man måske ikke har set i mange år. Èn som kender til hele éns historie. Altså, én som har en forståelse for og accept af hele pakken, om man så må sige. Èn der allerede kender skøre moster Oda (måske fordi det er hans mor, fniiis!) og én der kender omstændighederne omkring hvorfor man skiftede skole som barn og alt det der. Èn der ved. Forstår. Og har været der altid. Om som med garanti også er pissesød. Ikke fordi jeg nogensinde har prøvet det selv, men jeg har alligevel hørt om og oplevet hos andre en hel del gange og dét altså nok til at jeg forstår det rigtigt godt. Eller, jeg kan i hvert fald sætte mig rigtigt godt ind i, at det på én eller anden måde må kunne være både trygt og nemt, at etablere en kærlighedsrelation til én, som kender hele bagkataloget. Èn der kan grine med over anekdoter fra gamle dage og som har en forståelsesramme der er opstået ud fra et verdensbillede, der måske endda minder ret meget om éns eget.

… Men altså, éns fætter? Eller kusine? Det er jo altså ikke helt det samme og selvom jeg måske stadig ikke helt forstår hvordan tiltrækningen opstår (fordi jeg ikke selv har prøvet det, som jeg tænker man skal, for virkelig at forstå det) så forstår jeg virkelig godt, hvis man synes at det er svært at håndtere.

Efter en længere sommerpause, har Cecilie og jeg netop genoptaget vores podcast, Damer i Dilemmaer, hvor vi i seneste episode diskuterer et dilemma – indsendt af en mand – omkring ovenstående emne. Kort ridset op, er det en 26-årig fyr fra København, der er blevet forelsket i sin 24-årige kusine, efter hun er flyttet fra Nordjylland til København. Han er hamrende forelsket og tror hun er det samme i ham, men han ved det ikke med sikkerhed og nu søger han altså råd. Fra os – og dermed også fra jer, tænker jeg.

Hvis I har lyst, kan I lytte med på podcasten HER (eller på jeres foretrukne podcastapp på mobilen, hvis I søger på “Damer i Dilemmaer”) og komme med jeres kommentarer herunder, hvis der er noget vi helt har overset eller misforstået.

... Og så vil jeg bare lige indskyde at årsagen til at den lejer jeg omtaler i podcasten, flyttede ud af vores lejlighed altså ikke var, at hun blev kærester med sin fætter (som jeg kun fik sagt), men at hun blev så meget kærester med sin fætter, at de flyttede sammen i en anden lejlighed 🙂 

Skulle vi måske hellere vente med at få børn?

Lad mig allerførst lægge ud med en disclaimer: Alle skal selvfølgelig få de børn de vil (og kan) når de vil (og kan) og jeg mener ingenlunde at der findes noget rigtigt eller forkert. 

Debatten omkring hvornår vi bør få børn er efterhånden så hyppigt i vælten, at man nærmest kan tale om at den er evigt aktuel. “Få børn tidligt i livet” siger statsministeren og hele hans slæng, imens de gjalder op om ældrebyrde, offentlige besparelser og nedsat fertilitet, der koster samfundet alt for mange penge. Vi skal være effektive. Vi bliver belønnet for at komme hurtigt igennem uddannelsessystemet, så vi kan være hurtige om både at få jobs, ægtefæller, ejerboliger, tårnhøje forbrug og selvfølgelig børn, som effektivt skal være med til at tage vare på “ældrebyrden” når de en dag – ganske effektivt – er blevet presset igennem institutionsliv, skolereformer og effektiv uddannelse og jobs, der naturligvis skal hænge på træerne, hvis ikke man kan opfinde dem selv; for arbejde, dét skal man.

Jeg bliver næsten helt forpustet ved tanken…

Selvfølgelig er der noget helt basalt korrekt i, at det biologisk set kan være en fordel at få børn forholdsvist tidligt i livet og i hvert fald før de 35, som i mit indlæg i går, var skæringsalderen da jeg blev spurgt om hvorvidt man bør få børn efter 35? Men jeg bliver simpelthen så træt af den debat, som jeg synes i dén grad mangler diversitet.

Jeg er selv sådan én, som formentligt kan gøre flertallet af vores politikere våde i bukserne over min effektivitet; færdiguddannet som 22-årig, boligejer som 23-årig, gift som 24-årig, samme år som jeg blev mor – og så røg jeg ellers direkte ind i hamsterhjulet. Og det har på alle måder været mit eget valg, som jeg ikke fortryder et sekund, omend jeg af og til godt kan misunde mine veninder som ventede bare lidt længere, førend de kastede sig ind i rollen som nogens forældre. Ikke fordi de “havde god tid til at være unge” som i min optik er den mest misforståede floskel over dem alle, fordi “ungdommen” – de mange ugentlige fester, tømmermænd, singleliv og uafhængighed – bliver afløst af noget der (i hvert fald for mig) er meget bedre. Dét jeg i virkeligheden misunder, er mine ældre veninders forældre, som for manges vedkommende er gået på pension.

Hold kæft, hvor gad jeg godt, at mine forældre også havde den slags tid, som jeg oplever at mange bedsteforældre på pension har, til deres børnebørn. Og til (at hjælpe) mig. For samfundet gør det altså ikke.

På papiret jo, så hjælper samfundet; stiller vuggestuer, børnehaver og skoler til rådighed, som jeg altsammen er meget taknemmelig for, omend jeg desværre er af den klare overbevisning om, at det ikke er nok, hvis politikerne virkelig mener, at vi skal fordre gode barndomme, effektive, hårdtarbejdende forældre og gode, loyale samfundsborgere. Som et eksempel, så lad mig præsentere følgende eksempel:

En ung familie har 2 børn. Familien bor i København. Alle bedsteforældre arbejder stadig fuld tid. Far og mor er begge uddannede og har gode jobs. Barn 1 bliver syg med skoldkopper. Mor og far tager hver barnets første sygedag. Hertil kommer (mindst) 4-5 dage, hvor barnet skal passes hjemme, fordi barnet stadig er sygt og kan smitte andre børn. Barnet bliver raskt, forældrene undskylder overfor chefen, som har givet dem en reprimande. Barn 2 bliver syg med skoldkopper. Det samme gentages. Bedsteforældrene har ikke mulighed for at hjælpe med at passe de syge børn, fordi de selv arbejder. De gode, hårdtarbejde forældre, har i bedste fald mulighed for at arbejde hjemmefra og må arbejde om aftenen. I værste fald, skal de tage ferie – hvis altså ikke børnenes sygdom falder indenfor en periode hvor mange andre ansatte holder ferie og den slags ikke lader sig gøre.

Heldigvis, da vi selv stod med ovenstående scenarie og to børn hvis skoldkopper afløste hinanden, herhjemme sidste år, er jeg selvstændig, med mulighed for i vid udstrækning at tilrettelægge egen arbejdstid, hvorfor det sagtens lod sig gøre med 2 ugers uafbrudt børnesygdom herhjemme, men jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det var gået, hvis jeg stadig havde arbejdet som jordemoder. Min chef ville have revet hovedet af mig. Forlangt, at jeg skulle møde ind på arbejde og finde alternative pasningsmuligheder til mine syge børn.

Men gæt engang, der er er sjovt nok ikke så mange, som har den store interesse i at passe andres syge børn. Altså, udover bedsteforældre, hvis altså de har tid. Som de typisk ikke har, når man som jeg får børn i 20’erne. Og som jeg altså af og til har misundt mine ældre veninders forældre for at have. Tid til syge børn, til pandekager hver tirsdag, til hverdagsfri og til alt dét, som bedsteforældre kan.

Hvis vi virkelig mener det; at vi skal få flere børn, få dem tidligere og samtidig være effektive på arbejdsmarkedet, som min fornemmelse er, at de fleste af os – mænd som kvinder – faktisk gerne vil være, er vi simpelthen nødt til, som samfund, at stoppe op og se hvad fanden det er vi har gang i. Ingen – heller ikke de unge familier – kan blæse og have mel i munden og jeg synes nærmest det er skammeligt, at bede om øget effektivitet, imens pisken svinges hårdere og rebet strammes mere over hele linien. Den slags overdrevet paternalisme er mig bekendt ikke den mest effektive form for motivation. Faktisk vil jeg næsten gå så vidt som til at sige at det er dårlig ledelse; og dét endda af vores land, vores fremtid og vores allesammens hverdag.

Derfor vil jeg, næste gang nogen spørger mig om min mening til hvornår i livet det er bedst at få børn, tøve en kende med at ty til biologiens foretrukne svar og i stedet bede vedkommende om at overveje, hvordan livet med små børn kommer til at se ud, afhængigt af vedkommendes netværk, som i hvert fald for nu er nødvendigt at have i baghånden, hvis man vil forsøge at leve op til alle de krav der stilles.

Jeg har aldrig nogensinde fortrudt mine børn, men ind i mellem ville jeg altså ønske, at jeg havde være lidt ældre, da jeg fik dem. Omend det mest optimale naturligvis ville være et samfund, der ville indrette sig lidt mere til fordel for børnefamilierne. Mon ikke det ville være både bedre og billigere på den lange bane?

Hvad siger I? Hvad tænker I om at få børn i 20’erne, 30’erne eller sågar 40’erne? Der er – tænker jeg – fordele og ulemper ved det hele og med garanti lige meget kærlighed, uanset hvornår man gør det <3