Category

Parforhold

Category

Vores kærlighedshistorie #11

Det var heldigvis kun et lille glimt, det der stik af mindreværd jeg havde følt den aften hvor vi havde været på den røde løber sammen for første gang. Jeg glemte hurtigt den grimme følelse og vi lod os i stedet, helt lykkelige og nyforelskede, storme rundt i forårsramte København.

Det var vist ved at blive alvor, efter det med den der cykel.  I hvert fald var vi sammen hver eneste dag og når vi ikke var i Thomas’ lejlighed, så var vi i min. Thomas kunne selvfølgelig bedst lide sin egen store lejlighed på kultorvet, imens jeg synes at min lille 2v’er på Vesterbro var helt perfekt, fordi den lå i mere behagelig cykelafstand til fødegangen i Hvidovre hvor jeg dengang arbejdede, når jeg ikke lå i forelskede alkoholtåger sammen med Thomas.

Jeg tog for første gang med Thomas på tour. Jeg gjorde som om jeg var helt vild med det, men i virkeligheden syntes jeg vist at det var en lille smule akavet at se de samme koncerter om og om igen. Særligt fordi jeg så dem alene, imens alle andre stod og krammede nogen de godt kunne lide undervejs. Til gengæld syntes jeg det var mega sejt at det var mig, der kom backstage efter koncerterne og mig, der faktisk kendte de der drenge, som pigerne skreg efter. Mig. 

Lynhurtigt blev jeg viklet godt og grundigt ind i Thomas’ spændende liv. Han var sgu nok the one. 

Ham, der gjorde mit liv bedre end det allerede var. Ham, der skabte spænding, tryghed og en forsikring om, at jeg altid havde nogen at snakke med. Han var så god.

Det eneste lille aberdabei der var, var at han i mellemtiden fået sig en roomie. En petit lyshåret pige, som var meget mere moderne end mig. Èn som røg cigaretter på den lækre måde, som havde cool tatoveringer og som spiste frosne ærter efter en tur i mikroovnen og påstod, at det var hendes livret. Hun var indbegrebet af smart og jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med hende.

Hun var min dimentrale modsætning. Jeg var god til at snakke om dybtliggende følelser og til at være og rumme mennesker. Og til alt der handlede om kvindens underliv. Thomas’ roomie vidste alt om den nyeste musik, næsepiercinger og coolness.

Jeg kunne ikke lide hende.

Eller, det kunne jeg måske godt, men jeg kunne ikke lide, at der boede denne her lille, fikse pige i min kærestes lejlighed og jeg de to skulle sidde der i køkkenet og spise hyggepizza og høre gamle plader og snakke om nogle af alle de ting jeg ikke forstod.

Jeg var nødt til at gøre noget.

Stille og roligt plantede jeg små frø, som hurtigt voksede frem som de fineste små spirer af “skal vi ikke bare flytte sammen?

img_3977

… Fortsættes…

Læs vores kærlighedshistorie fra starten HER

Skal vi lige snakke lidt om utroskab?

img_5649

Vi kan vist temmeligt hurtigt blive enige om, at utroskab overordnet set er noget lort, som burde forbydes. Det er ødelæggende, fejt og et kæmpe brud på det tillidsbånd, der bærer vores parforhold. Og alligevel sker det. Hele tiden.

Jeg har heldigvis aldrig selv oplevet utroskaben på egen krop; eller altså, jeg har i alle tilfælde aldrig opdaget det, som i min verden naturligvis betyder det samme som, at det ikke er fundet sted. Derfor aner jeg heller ikke hvordan jeg ville reagere, hvis det pludselig ramte mig, at min mand havde været sammen med en anden.

Og faktisk, er jeg heller ikke sikker på, om jeg overhovedet ville vide det.

Og lige præcis min usikkerhed, er årsagen til nærværende indlæg, som kommer i halen på at Cecilie og jeg i sidste uge diskuterede et dilemma, som jeg syntes var mega svært.

Min mand og jeg har et vennepar, som vi ses med flere gange om ugen. Både manden og konen betragter mig, som deres fortrolige og det har indtil nu aldrig været et problem, fordi de ikke har talt særlig meget om problemer i deres indbyrdes forhold. Men det skal jeg love for har ændret sig. Manden har fortalt mig, at han er sin kone utro.. med hendes bedste veninde.
Han har overhovedet ingen tegn på dårlig samvittighed og griner bare når jeg fortæller ham, at det er forkert og langt ude. I hans verden er det blot sex og det har intet med hans kone at gøre. Fuck altså.. hvad gør jeg? Jeg har det svært med denne viden og føler mig som en kæmpe røv over, at holde det hemmeligt, men har heller ikke lyst til at være budbringeren.. i ved budbringere er dem, som bliver skudt

Vi diskuterede dilemmaet i sidste uges afsnit vores podcast Damer i Dilemmaer (som I kan finde HER hvis I har iphone eller via app’en Podcast Republic, hvis I har Android) og selvom der faktisk sidenhen er kommet endnu et afsnit ud – som ligger i den lidt mere letfordøjelige ende af skalaen – online, så kan dét her ikke rigtigt slippe mig. Måske fordi jeg i virkeligheden ikke synes at der er noget rigtigt at gøre, andet end at fortælle den utro mand, at han er et fjols! Hør HER hvad vi kommer frem til i podcasten og kom endelig gerne med jeres input. Særligt hvis I har personlige erfaringer og holdninger til hvordan I ville have det – både som veninden og som kvinden der blev bedraget.

Vores kærlighedshistorie #10

Jeg ved det. Jeg har syltet jer gevaldigt når det kommer til Thomas’ og min kærlighedshistorie, men det er altså ikke fordi jeg ikke gerne vil – det er nok nærmere fordi den herfra ikke længere er helt rosenrød. Hvis I vil læse hvad der er sket forud for nedenstående, kan I starte HER.

264551_0_650_0_0_0_0_3

Vi cyklede rundt på vores nye cykler i København og følte os ret hurtigt som et rigtigt kærestepar. Snakken flød let og vi nød hinandens selskab. Jeg syntes det var vældigt eksotisk, sådan at have fået en kæreste som tog mig med backstage til hans koncerter og selvom jeg ofte ikke vidste hvor jeg skulle gøre af mig selv, så nød jeg det. Lige indtil vi blev inviteret med til et award show en dag i det tidlige forår, et par år forinden billedet ovenfor blev taget.

Jeg brugte flere dage og timer med mine veninder på råd i telefonen, på at forberede mig til turen på den røde løber og til at skulle være smart-i-en-fart, som jeg havde en helt klar forventning om. Jeg glædede mig helt vildt og selvom jeg havde en lille smule krise over overhovedet ikke at føle mig sej eller moderne nok, så trak jeg i en halv arm fuld af pangfarvede armbånd og et tørklæde, som nogle søde piger havde syet til mig, da jeg et halvt år forinden skulle til Kina og repræsentere Danmark i en international skønhedskonkurrence. Pænt var det ikke, tørklædet, men jeg syntes det var meget eksotisk, så det skulle med.

På den røde løber ville alle journalisterne gerne se giraffen og jeg blev vist frem og benævnt overfor dem alle; nu var det officielt: Jeg var Thomas’ kæreste – overfor hele Danmark. Kæft, hvor var jeg stolt altså!

… Og så var det ellers bare pisse nederen at være til det fashionable arrangement, hvor jeg var hensat til en position lidt bagved Thomas’ højre skulder, hvor jeg – i de gode tilfælde – kunne snakke med én eller anden kunstners partner, som tilsyneladende var lige så ligegyldig som mig. For vi var ikke blevet inviteret. Thomas var, ikke mig. Jeg var bare påhæng. Ligegyldig. Underordnet. Uvigtig. I overskud. Sådan følte jeg det i hvert fald og jeg syntes pludselig ikke længere at det var så sejt, at have en kæreste som jeg ikke var alene om at synes var en stjerne.

Heldigvis var Thomas sød som altid og da det tidligt på natten gik op for ham, at jeg følte mig temmeligt akavet i selskabet, hvor jeg endte med at tage min jordemoderkasket på og trække fødselsoplevelser ud af så mange kvinder som muligt, for at give mig selv en fornemmelse af at høre til og at have en funktion, som ikke bare var at være til pynt, stak vi af med hver vores ristede hotdog, og tog hinanden i hånden og gik ud i den kolde nat, hvor mit smil igen fandt vej til mit ansigt og min tro på, at det var mig Thomas ville, igen voksede sig stor og stærk.

Alligevel sad den der. Inde bag smilet. Følelsen af at ikke at være vigtig. Faktisk så syntes jeg pludselig det var ret irriterende, at alle altid ville Thomas frem for mig og jeg tror, at det var det første lide spæde spadestik til den følelse af mindreværd og jalousi, som i det kommende år begyndte at nage mere end hvad godt var, men det må I læse mere om en anden gang…

Jeg savner min mand…

Jeg har netop puttet mig tilbage ind under dynen i dobbeltsengen hos dem, mine sovende drenge med de tunge, tillidsfuld åndedrag. Heldigvis fik jeg dem til at sove i pausen, så jeg jeg kunne koncentrere mig om mit tv, da den sidste del af dette års Vild Med Dans tonede ind over skærmen. For fanden, for en afslutning, altså! Jeg tudede som pisket og om muligt endnu mere end Sarah Grühnewald og jeg synes det var så fortjent at Morten Kjeldgaard og Sarah Mahfoud løb med sejren, selvom jeg også gerne havde undt Mads Vad og Mille Dinesen at stå øverst på sejrsskamlen. Wauw, wauw og mere wauw, hvor var det en rørende dans altså.

Flere, for ikke at sige mange, gange tonede Thomas frem over skærmen og jeg fik hver gang et sug i maven over ikke at være i salen, sammen med ham. For jeg savner ham.

Som jeg også kort var inde på HER, så har det i sandhed været en hektisk tid; ikke bare imens Thomas har været med i Vild Med Dans, men i virkeligheden længere end det. Vi har hele tiden – begge to – en masse projekter kørende og lige præcis dét, er noget af dét jeg ser som værende blandt vores største styrker, men også vores største udfordringer i vores parforhold. Vi bliver hver især så opslugt af vores projekter, drømme og mål, at vi måske af og til glemmer at stoppe op og bare lige nyde hinanden. Vi kommer til, på én eller anden måde, at tage hinanden for givet; læsse af på hinanden og bruge hinanden som tørreklud for vores svedige pander, når alt går for stærkt omkring os og vi kommer måske en lille smule til at glemme hinanden for alt det der også er godt. Vi kommer til at glemme, at gøre det godt for den anden, og vi har svært ved at få enderne i hver vores liv til at mødes, når klokken endnu engang slår 20.30 og vi igen har brugt alt for lang tid på at putte vores børn, som måske stadig ikke sover og alt for lidt tid på at tale med hinanden, inden vi kollapser i hver vores møbel og lader vores hjerner tømme, til et eller andet ligegyldigt der strømmer ud af en skærm.

Sådan har jeg det i alle tilfælde lige nu og om det i virkeligheden er et reelt behov eller om det er den der forpulede pms, som gør mig midlertidigt overrørstrømsk, kan jeg ikke rigtigt finde ud af, men jeg kan til gengæld finde ud af, at jeg eddermamer glæder mig til han kommer hjem engang i eftermiddag og til at have et par dage, bare kun os. Børnene, Thomas og mig. Og måske en ordentlig omgang æbleskiver.

IMG_3152.JPG

Kære Thomas…

Imens jeg har brugt hele dagen på at sælge ud af store dele af min garderobe inde i Andedammen, har mine tanker i virkeligheden været et helt andet sted. De har været til bryllup; både til festen for ét år siden, som jeg skrev verdens korteste indlæg (og en masse efterfølgende) om HER, og til vielsen for seks år siden.

Tiden har nogle gange sneglet sig afsted, som sad man til bords med sytten tavse munke, imens den andre gange er smuldret mellem hænderne på mig; både når det har været godt og når det har været skidt. For der har i sandhed været både op- og nedture. Vi har i mellemtiden faktisk været så langt fra hinanden, at vi formentlig stod tættere på skilsmissen end på ægteskabet. Vi har fået to børn. To fantastiske, sjove, skøre og usandsynligt livsbekræftende børn. Gudskelov for dem. For muligvis var vores usikkerheder, både overfor hinanden og os selv, i forældreskabet noget af dét, der i sin tid skubbede os i retning mod afgrunden,  men havde det ikke været for vores børn, er jeg temmeligt sikker på, at vi havde vendt hinanden ryggen og hoppet ud på hver sin side af den kløft, der på et tidspunkt var imellem os. Vores børn bandt os sammen og tvang os – på vores eget initiativ – til at lytte, lære og forstå hinanden. Vi gav hinanden plads og pludselig stod vi dér, som en rigtig familie, med hverdagstrummerum og overskud på kærlighedskontoen.

Jeg havde aldrig nogensinde troet at vi skulle komme så langt ud, dengang da vi sagde ja til hinanden i vores lejlighed på Kultorvet, hvor alt ved dig virkede så perfekt. Du kunne det hele og vigtigst af alt, kunne du holde mig ud.

Heldigvis kunne du holde mig ud.

Også når jeg var allerværst, var du der og du blev og blev og blev.

Og fem år senere, var vi endelig klar til at manifestere vores kærlighed i den bryllupsfest der stadig til dato, var mit livs bedste fest. Den fest, hvor du gav mig Cana’s Album. Den fest, hvor vi kyssede allermest. Den fest, hvor alt var lige præcis som det skulle være.

Jeg forstår ikke rigtigt hvordan det hele er sket. Hverken kriserne og vores sejre over dem. Mest af alt tror jeg det handler om determination og en grundforståelse af vores kærlighed til hinanden og til den familie vi har skabt sammen.

Pludselig er der ikke længere nogen tvivl om dig og mig. Selv på de dage, hvor jeg er urimelig og du er træt, ved jeg, at der ikke er andre muligheder, end at vi vågner op ved siden af hinanden igen i morgen. I morgen og for altid. Hr. og Fru Buttenschøn.

Kære Thomas, jeg elsker dig og for fanden, hvor er jeg lykkelig for at det lige præcis er dig, jeg er endt op sammen med.

Tak for dig.

MM6A3307

Hvordan ved man om man har fundet den rette?

Vi kom vidt omkring, da jeg i fredags havde budt op til spørgedans, hvor jeg både svarede på spørgsmål omkring valg af skole, børnenes navne, dansejalouxi og alt muligt andet. Det sidste spørgsmål faldt dog efter jeg var gået i seng, hvorfor jeg aldrig fik svaret – og gudskelov for det, tænker jeg nu, for det var nemlig et spørgsmål, som fortjener lidt mere spalteplads end “bare” i mit kommentarfelt.

22-årige Mathilde, som angiveligt har lidt svært ved at finde ud af det hun selv benævner som “mandemarkedet”, spurgte mig hvordan pokker jeg vidste, at det var Thomas jeg ville være sammen med resten af livet og dét var da et smaddergodt spørgsmål.

Da vi mødtes blev jeg betaget fra den første aften, men der gik alligevel en rum tid før jeg først ville og sidenhen turde give mig hen til den blomstrende kærlighed, som jeg engang skrev lidt om HER. Jeg havde, som de fleste andre 22-årige, kysset en del frøer, som ikke havde udviklet sig til spor andet end udgangspunktet og da Thomas trådte ind i mit liv, stod jeg midt i hvad en anden fyr tidligere havde benævnt som “fear of commitment”. En betegnelse jeg tror han havde så ganske ret i og som jeg – med fare for at lyde både gammelklog og enormt irriterende – tror rigtigt mange, både unge og knap-så-unge går og bøvler med i deres singletilværelse.

Det ligger helt naturligt for de fleste, at man på (mindst) ét eller andet tidspunkt har brændt nallerne. Man har måske været forelsket i én, som ikke havde det på samme måde eller man har  oplevet utroskab og brudte løfter og alle mulige andre bitre ting, som følger med i de forliste parforhold og når man er single, er det min erfaring at disse negative oplevelser ofte ligger temmeligt præsent i hukommelsen.

Man er blevet såret og har derfor måske opbygget en barriere for, hvor tæt man vil lade potentielle partnere komme tæt på sig. Sådan havde jeg det i alle tilfælde selv, både inden og da jeg mødte Thomas.

Samtidig er markedet for singler blevet større og lettere tilgængeligt end nogensinde før. Hvis man har lyst, kan man møde og date en ny hver eneste dag via datingsites, datingapps og selvfølgelig vi de gode gammeldags byture og cafébesøg, som jeg dog fornemmer ikke længere er det primære mødested for nye bekendtskaber.

Hej, må jeg ikke give en kop kaffe i næste uge?” Er alt det kræver at få en date sat i stand og jeg skal love for at jeg har taget min bid af datingkagen. Jeg har både drukket kaffe, spist is, gået ture, været i skoven, ved vandet, i teatret og på alle mulige aktiviteter på et utal af første dates, som for de flestes vedkommende aldrig blev meget mere end det. Jeg skulle jo bare lige se, om den næste fyr ikke var bedre end den forrige.

Tænk nu, hvis jeg gik glip af noget. Tænk nu, hvis ham jeg troede matchede mig, havde en overmand, som var meget bedre.

Og lige pludselig stod jeg sammen med Thomas, som var alt muligt andet end dét jeg gik og ledte efter og som mest af alt bare var et godt menneske. Ikke fordi alle dem før ham ikke også var gode mennesker; de var bare ikke sådan rigtigt gode, set ud fra mit lille verdensbillede.

Jeg ved ikke helt hvad det var, der gjorde, at jeg pludselig vidste at vi skulle være sammen for altid, men jeg tror at det var følelsen af, at han gjorde mig til en bedre mig, der gjorde, at jeg turde give los på forelskelsen, i kombination med det faktum, at der ikke var så meget “bøvl” som jeg var allergisk overfor i min singletilværelse. Fyre der bøvlede for meget, blev sure eller kede af det over ingenting, røg ud til højre hurtigere end de var kommet ind fra venstre, men med Thomas var det anderledes.

Det var let og det var nok i virkeligheden dét, der var det allervigtigste. At det var så pisselet at være sammen med ham.

Vi var sammen dag og nat og blev gift allerede et år efter vi havde mødt hinanden. Lykkelige og forelskede.

image

Den nagende samvittighed i parforholdet

Er der en dag i denne uge jeg kan tage ud om aftenen? 

Øhh ja, hvis ikke der står noget i kalenderen, kan du bare gå ud.

… Er det okay for dig?

Ja, selvfølgelig! Du er nødt til at vænne dig til at det med mit nye arbejde er ligegyldigt for mig, hvornår du er hjemme og hvornår du ikke er. 

Altså, jeg bliver måske lidt ked af hvis du laver planer hver eneste aften, men når det bare er af og til, kan du altså gøre lige som det passer dig. 

Sådan forløb en samtale jeg havde med Thomas i morges og det gik op for mig, hvor meget mit liv har ændret sig i løbet af de seneste år. For jeg har virkelig været både streng og kontrollerende overfor Thomas. Jeg har tidligere følt, at han hellere ville alt muligt andet end at være sammen med mig og jeg har syntes det var fejt, at han sådan tog ud, når jeg bare sad hjemme og det var for fanden lige før det kostede os vores ægteskab, som jeg skrev en hel masse om i indlægget HER. Jeg følte mig begrænset, ked af det og meget, meget alene.

Det sidder stadig i ham, tror jeg. Den nagende samvittighed overfor mig, selvom jeg selv for længst – gudskelov – er kommet videre. Jeg har fået verdens bedste arbejde, hvor jeg måske nok “arbejder” lidt mere end gennemsnittet, men hvor det hele samtidig er min hobby, som jeg for alt i verden ikke kan leve uden. Og så har jeg lært mig selv at kende og jeg har fundet ud af, hvad det var jeg syntes var så svært dengang. Jeg har fundet ud af, at det hele (eller i hvert fald næsten det hele) lå hos mig selv og min måde at forstå mig selv og især mit moderskab på.

Derfor fik jeg virkelig dårlig samvittighed i morges. Måske mest fordi jeg pludselig følte, at jeg aldrig har fået gjort det tydeligt nok overfor Thomas, hvor meget jeg har ændret mig. At min respekt for ham og hans liv er kommet tilbage med fuld kraft og mere til. At han – sammen vores børn – er det allervigtigste menneske i hele mit liv og at jeg for alt i verden bare gerne vil have, at han har det godt. Uanset om det betyder onsdagsøl med drengene, dansetræninger og spillejobs i weekenderne, at han måske engang i mellem bare gerne vil være alene eller at vi sådan helt vildt parforholdsagtigt holder en ugentlig kærestedag.

Det hele er okay, for jeg elsker ham og han gør mit liv bedre; både når han er der fysisk og når han ikke er, for jeg véd, uanset hvad, at han er der, ligesom jeg er der for ham.

image

I ugens løb #24 var den mest fortryllende aften

image

Selvom sidste uge var en uge med så meget skrald på, at jeg end ikke formåede at få nærværende indlæg ud før i dag, så er der én oplevelse som sidder i mig endnu, som kommer til at stjæle fokus fra blandt andet sommerfest i børnehaven, venindefrokoster, events og en morgenfest i Andedammen.

Der har sjældent boblet så meget lykke rundt i maven på mig, som der gjorde i lørdags i de to timer hvor Thomas holdt sin jubilæumskoncert. Wauw, manner! Jeg ved godt at det ikke er så fint at prale, men for fanden hvor var han god. Og publikum var gode! Fra det sekund han gik på scenen, jublede hele salen og sang med på hvert eneste ord, resten af koncerten igennem. Det var fuldstædnigt vanvittigt og jeg tog flere gange mig selv i, at kigge rundt i salen, storsmilende og tænke på, hvor sejt det er, at min mand og de sange han har udgivet, betyder så meget for så mange mennesker.

W-A-U-W!

Thomas er ubetinget den sejeste, sødeste, mest talentfulde, inspirerende, beundringsværdige og absolut bedste mand jeg nogensinde har mødt og jeg fatter simpelthen ikke hvordan det er gået til, at jeg har været så heldig, at have fundet lige præcis ham <3


Skærmbillede 2016-09-04 kl. 18.36.27

Skærmbillede 2016-09-04 kl. 18.32.28

Skærmbillede 2016-09-04 kl. 18.28.04

Skærmbillede 2016-09-04 kl. 18.39.55

Hvis I har lyst til at læse med om hvordan det hele startede imellem Thomas og mig, kan I gøre det HER 🙂

Det behøver heldigvis aldrig at blive kedeligt – om parforhold

Jeg spottede ham allerede inden vi gik ind i parken, hvor vielsen skulle foregå i eftermiddags. Den lille hvide firkant forrest på skjortekraven afslørede at han var præst. En rygende præst, 10 minutter inden vielsen skulle stå, vel at mærke.

Det stod hurtigt klart for mig, at han ikke var som præster er flest; ikke fordi jeg som sådan er fortaler for at skære en hel faggruppe over den slags brede personlighedskam, men jeg forestillede mig nu alligevel, at han var typen der stod en lille smule udenfor og jeg var derfor mere end bare almindeligt spændt på at høre hvad han ville sige til brudeparret.

Gudskelov skulle min spænding vise sig at være velbegrundet og jeg var sgu lige ved at stikke ham et amen! (sagt: på “gospelsk” og med en hånd i vejret og en fod stampende i gulvet, ik’?) da han snakkede om at han var så glad for, at brudeparret inden tiden havde fortalt ham, at de ikke var afhængige af hinanden. “Når I ikke er afhængige af hinanden, betyder det, at I frit kan vælge hinanden fra” startede han – frit fortolket af min lever -, imens jeg fornemmede at et par af damerne rundt om mig forlegent lod blikket vandre fra brudeparret, præsten og til de øvrige gæster. “Hermed selvfølgelig ikke sagt, at I skal fravælge hinanden, som I gør det med dårlige tv-programmer” rettede han hurtigt ind. “Men der er en enorm styrke i, at I kan vælge hinanden fra, fordi det betyder, at I aktivt vælger hinanden til. At I gør jer umage og at I ikke bare er sammen, men I er sammen, fordi I gerne vil

De er sammen, fordi de gerne vil.

Vi er sammen, fordi vi gerne vil.

Det var så enormt fint og rigtigt og selvom alle partnere – giftemål eller ej – altid “bare” kan forlade hinanden, så er det måske vigtigt at minde sig selv og hinanden om, hvorfor, hvordan og hvornår man valgte hinanden til.

Vi skal måske af og til huske, at den anden i parforholdet måske engang fik os til at grine højlydt hver eneste dag, men vi skal så sandelig også huske, at gøre vores bedste overfor vores partner. Vi skal blive ved med at gøre vores bedste for, at vores partner ikke bliver trætte af os, for helt ærligt, i 2016 kan man altså ikke tage hverken kærligheden, partneren eller ægteskabet for givet. Der skal arbejdes, men det behøver heldigvis aldrig at blive et kedeligt arbejde.

image

Vores kærlighedshistorie #9

Læs (eller genlæs) eventuelt det seneste afsnit i føljetonen HER, hvis du lige vil være up to date med hvor vi er i historien 🙂

image

… Der gik ikke længe før vi var sammen nat og dag. På skift i hver vores lejlighed, som vi begge havde købt, bedst som vi var stødt på hinanden for første gang. Ganske uvidende om, at der ikke skulle gå længe før vi for alvor bandt os til hinanden.

Kort efter jeg var flyttet til København, blev min cykel stjålet ved Østerport station, hvor jeg en dag, i stedet for at finde min cykel, fandt min overklippede cykellås. Jeg blev selvfølgelig stiktosset, indtil det gik op for mig, at det betød, at jeg ikke længere behøvede cykle rundt på min gamle lyserøde bilkacykel. Jeg tog på politiauktion og endte med at købe tre gamle cykler; én til mig selv, én til mine jyske veninder når de kom besøg og en sej barnecykel til min niece, som dengang var det eneste barn jeg havde i mit liv. Allesammen vildt dårlige og kort efter jeg havde købt min lille lejlighed på Vesterbro, besluttede jeg mig for at købe en ny cykel. En rigtig københavnercykel med brooks lædersadel og hele moletjavsen, som viste sig at være den bedste cykel jeg nogensinde havde cyklet på. Jeg var trods alt efter mange års studieindtjening endelig begyndt at få løn, så nu skulle den edderbrodereme også have ben at gå på.

Det gik pissegodt.

Problemet opstod først, da Thomas hele tiden ville cykle med mig bagpå. Ikke fordi jeg ikke gerne ville sidde bagpå en cykel som den fyr jeg var vild med, cyklede på, men fordi der er så skide mange brosten i København.

Derfor besluttede jeg en tidlig morgen midt i marts, da jeg vågnede op ved siden af en sovende Thomas, at jeg ville købe ham en cykel, så jeg slap for at sidde bagpå. Og måske i virkeligheden også for, på min noget akavede og temmeligt jyske måde, at fortælle ham, at jeg gerne ville være kærester. Sådan rigtigt.

Som sagt så gjort og på en snefuld morgen på Thomas’ fødselsdag d.22.marts 2010, gav jeg ham en cykel, der matchede min egen. Hr og Fru Københavnercykel. Hold kæft, hvor var jeg lykkelig.

… To be continued HER