Category

De personlige

Category

Kan I huske at jeg for et par uger siden løftede sløret for at jeg går med flyttetanker og at jeg allerede havde planlagt at skulle se nogle lejligheder? Oh well, det har jeg gjort nu og tilfældet ville det simpelthen at jeg i går fandt dén lejlighed jeg har gået og drømt om! En fire-værelses lejlighed på første sal, med stort køkken, to toiletter, en fin gård (og god udsigt ned til den) beliggende kun få hundrede meter fra hvor vi bor nu – og dét endda i den helt rigtige retning. En fireværelses lejlighed, som nærmest fra sekundet jeg trådte ind over dørtærsklen, føltes som et (okay, mit) hjem.

Alligevel så jeg efterfølgende på en – endnu større – lejlighed hos samme udlejningsfirma og blev pludselig i tvivl. Ville jeg helst have den store – men lidt upersonlige – lejlighed, eller ville jeg have den mindre? Udlejningsfyren kunne vidst se at jeg var i tvivl, hvorfor han usædvanligt venligt tilbød mig at beholde nøglerne til begge lejligheder et par dage, så jeg kunne vende tilbage på lidt forskellige tidspunkter af døgnet for at “mærke efter” (og lytte efter larm og bemærke lys og dén slags, selvfølgelig). Jeg takkede selvfølgelig ja, tog hjem og spiste frokost og vendte så tilbage til lejlighederne igen.

Der var ingen tvivl.

Den første lejlighed var perfekt. Fuldstændigt som udlejningsmanden i øvrigt havde sagt til mig imens vi var der.

Du behøver selvfølgelig ikke lytte efter mig, men jeg synes uden tvivl at du skal tage denne her, sagde han.

Der var tusinde ting jeg skulle have styr på, eftersom lejligheden stod tom og indflytning sådan set var i næste uge og som det første – og vigtigste, for at min økonomi hænger sammen – fik jeg straks fat i én som havde vist interesse for at leje min lejlighed og forhørte mig, om hun og hendes familie stadigt var interesserede – med indflytning allerede 15.marts. Det var de.

Fucking fedt, mand! Det flasker sig. Hell yeah!!

Som en hurtig beslutning tog jeg derfor drengene med op i lejligheden her til morgen, for at vise dem deres nye værelser, inden jeg skulle aflevere nøglen retur for den kommende uge, indtil lejligheden officielt ville blive vores (altså, leje, forstås). De var ellevilde, drengene! Jens især over sit meget store værelse, som han hoppede lykkeligt rundt i, imens sommerfuglene baskede rundt i maven på mig over, at det rent faktisk lykkedes mig at finde så fin en lejlighed, der passer akkurat til vores behov.

Drengene blev afleveret og jeg ringede til udlejer.

Han tog den ikke.

Jeg drak kaffe og ringede til en veninde og fortalte lykkeligt om hvor travlt jeg ville få i den kommende tid, med en pludselig flytning, der i øvrigt overhovedet ikke passer ind med det faktum at jeg efterhånden har lært mig, at jeg skal fylde mine børnefri weekender med tonsvis af planer, hvis jeg ikke skal blive ensom. Hun sagde tillykke, tilbød sin hjælp og jeg sagde tak.

Og så ringede udlejer.

“Jeg har tænkt over det. Og du havde selvfølgelig ret” sagde jeg til ham.

“Åh, det håber jeg sørme ikke da” svarede han promte.

Jeg blev forvirret: “Hvorfor ikke?”

Ham: “Fordi den lige er blevet lejet ud til én fra en ambassade. Der er ikke noget at gøre. Du kan ikke flytte ind”

Mig: “…”

Hold. Nu. Fucking. Kæft. Altså.

Så sådan var det. Jeg troede jeg havde fundet verdens mest perfekteste lejlighed og alt lod til at flaske sig med søde, nye lejere og flyttehjælp og alt i hele verden. Og så blev jeg fucking røvpulet, mand.

Øv.

(Og ja ja, jeg ved godt at alle mine indlæg stort set altid slutter på en positiv lille note, men ærligt, i dag er det sgu lidt noget lort. Heldigvis har jeg hvidvin i køleren og slik i spisekammeret og så er der 55% rabat hos boozt.comdenne her fine Ganni-bluse (reklamelink), som jeg tænker kan hjælpe lidt på humøret. Jeg mener, der er jo hjerter på, for pokker. Det kan altså også noget, selvom det ikke giver mig nogen ny lejlighed.)

I sidste uge – en uge med usædvanligt meget fart på, fordi den var klemt ind imellem en arbejdsrelateret (og helt vildt god, hård og spændende) tur til Somaliland og sidenhen den uges ferie jeg befinder mig på nu – brugte jeg blandt andet et par timer sammen med Christiane Schauburg Müller, Ida Auken, Irina Babenko og Louise Luxhøi, i anledning af de nye optagelser af programmet “Damerne om det runde bord” hvor jeg var inviteret med som gæst. Det store samtaleemne var “Lykke” og selvom jeg egentlig synes at både jeg og de andre damer kom med nogle udmærkede pointer undervejs, så har jeg alligevel tænkt en del over det siden. Lykke. Følelsen af lykke. Af at lykkes og af at være – eller føle sig – lykkelig.

For mig er der ret stor forskel på at lykkes og at føle lykke. Ikke fordi de to ikke sagtens kan gå hånd i hånd, for selvfølgelig kan de det. Jeg føler mig bare ikke nødvendigvis lykkelig, bare fordi jeg lykkes med noget.

Som et ret konkret eksempel kan vi tage udgivelsen af min bog, 40 uger efter. Bogen var længe undervejs og da den udkom var jeg usædvanligt stolt, lettet og glad. Men lykkelig? Nej, egentlig ikke, selvom jeg var lykkedes med et stort projekt som jeg havde arbejdet ret intenst på at få til at gå op i en højere enhed.

Til gengæld har jeg sidenhen følt lykke over at have skrevet bogen. Det er sket når nogle, for mig ganske fremmede kvinder, har takket mig for den hjælp og anerkendelse de har fundet i bogen. Når jeg har fået følelsen af, at have gjort en positiv forskel for et andet menneske, som ovenikøbet har gjort sig den ulejlighed at anerkende mig for det. Lykken kommer for mig nemlig igennem relationen til andre. Min lykke skal (primært, i hvert fald) findes igennem de relationer jeg på én eller anden måde indgår i, hvor både de helt nære, som dem til mine børn og mine bedste veninder indgår, såvel som dem til jer der læser (og især når I kommenterer) min blog, min bog og til alle de mange fremmede jeg møder på min vej. Smilet fra kassedamen, når jeg ikke lige kan finde mit dankort, buschaufføren der venter, imens jeg spurter over vejen og kvinden, der bliver glad, når jeg holder døren for hendes børn, på vej ind i biografen. Dén slags gør mig lykkelig, omend det langt fra er altid jeg mærker det, i dét øjeblik det sker.

Forstå mig ret, for selvfølgelig nyder jeg at lykkes med de ting jeg sætter mig for, men det gør det ikke for mig alene. Alligevel er det – paradoksalt nok – alligevel oftest når jeg er alene, at jeg føler mig allermest lykkelig. Det er i hvert fald dér jeg husker mig selv på at mærke de ting jeg er lykkelig for.

Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har været lykkelig “hele vejen rundt” og der foregår simpelthen for meget lort og uretfærdighed rundt om i verden til at dét nogensinde kommer til at ske, men til gengæld er der, næsten hver dag – eller faktisk, hver dag – ét eller andet, som giver mig en følelse af lykke. Og netop dem, alle de små lykkestunder, øver jeg mig på at mærke. Oftest er det faktisk først når lykkestunderne er forbi og jeg har tid og ro til at reflektere og mærke efter, at jeg mærker dem, hvorfor jeg altså ofte er alene når følelsen for alvor indtræffer. Når jeg sidder i sofaen om aftenen og tænker på dagen der er gået; når indtrykkene har bundfældet sig og jeg minder mig selv om, at være taknemmelig for alt det gode jeg har. Når der er ro til at mærke hvor dejlig selv den mindste lille fine oplevelse føles.

Sidstnævnte er en øvelse jeg har gjort mig meget i, i løbet af det seneste år, som i sandhed var været et udfordrende ét af slagsen. Et år hvor flere – både af jer og af mine veninder – har spurgt hvordan pokker jeg har gjort. Hvordan jeg har holdt hovedet højt og været glad i perioder, som ude fra set har været mere fyldt af lort end lagkage? Og jeg tror det handler om taknemmeligheden. Taknemmeligheden for det små, såvel som det store. For eftermiddage med lego, for børn der hvinende hopper ind i den varme seng, hvor risengrøden har stået, for succes i mit arbejde, for solskin, for kærlighed fra mig selv og mine veninder og min familie og fra jer. For gode dates, for smil til (og fra) fremmede, for musik for fuld kadaver og for de aftener hvor jeg får lov til at fortælle mine børn at jeg elsker dem, inden de lægger sig til at sove. Dét gør mig lykkelig og det minder jeg mig selv om at være taknemmelig for, hver evig eneste dag.

 

Han er ét af de fineste mennesker jeg kender. Ét af de mest impulsive, tossede, sjove, søde og hjælpsomme mennesker jeg kender. Hold kæft, hvor han har hjulpet mig meget, min far. 

For eksempel dengang jeg havde taget min lille familie med til Afrika og vi havde indbrud i vores hus derhjemme, som vi stod til at flytte fra, og han, efter ét af verdenshistoriens korteste opkald, lejede en lastbil og kørte den hele vejen fra Sønderjylland til Valby, hvor han pakkede hele (eller altså, resten af – der havde jo været et par tyveknægte før ham) hytten ned og flyttede vores hjem fra den ene ende af landet til den anden. Egenhændigt. Uden overhovedet at blive spurgt, fordi han er sådan én der bare gør. Han gør bare gode ting for andre, som han oplever har brug for ham.

På præcis samme måde som jeg havde brug for ham i sommer, hvor jeg pludselig havde fået kvalme over mit liv som lige-knap-skilt, i en (lige så pludseligt) alt for trang og mørk og by-agtig lejlighed og jeg derfor som en (allermest pludselig) indskydelse købte mig et kolonihavehus. Et kolonihavehus som hverken havde køkken, bad eller toilet, hvor han – som det mest selvfølgelige i verden – rev et par uger ud af sin kalender for at hjælpe mig (eller altså, gøre det meste og lade mig hjælpe til hvor jeg kunne) med at lave tilbygning og installere køkken og bad. Og en trampolin til børnene, selvfølgelig, Bare sådan lige og så vidt jeg husker, uden jeg havde spurgt.
Han gør bare, min far. Og på tirsdag bliver han 60 år gammel og i dag har vi spist kridhvide rundstykker og kagemand og alt har sådan i det store og hele været perfekt. Især fordi han, manden der bare gør, var så glad. Det er han i øvrigt altid, min far, men i dag var det bare ekstra vigtigt.

Hvis jeg kunne, ville jeg give ham hele verden, men jeg vil i denne omgang nøjes med et tak. Tak, for fanden. Tak til jer for at læse med, men især til min far, for at være så skide god.

Det har ligget længe, indlægget her. I mine kladder, hvor jeg flere gange forgæves har forsøgt mig med at gå igang med at skrive på det. For hvordan fanden gør man egentlig lige dét? Koger sit livs formentlig allerhårdeste år ned på skrift, til noget, der engang gerne skulle blive et blogindlæg. Især med tanke på, at jeg rent faktisk har tag over hovedet og helbredet i behold, kan det på én eller anden måde virke så utaknemmeligt, at kalde mit liv, som jeg sådan overordnet set synes er relativt priviligeret, hårdt.

Men det har det altså været. Hårdt. Skidehamrende hårdt.

Fordi 2017 var året hvor jeg blev skilt.

Alle, der har fået børn i et parforhold ved, at dén slags ikke er noget man bare lige gør. Bliver skilt, altså. Det er uden tvivl dén enkeltstående begivenhed, som tager overskriften for mit år. Det første halve år, med tvivlen, håbet og drømmene og det seneste halve år, med at finde fodfæste ovenpå skilsmissen. Med at finde mig selv igen. Som mig. Kvinde og mor. Ikke-kone.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at det har været noget af en rutchetur, hvor jeg særligt hen over sommeren var helt nede og skrabe bunden af mit følelsesliv. Det føltes i den periode hvor det var værst, som om jeg bevægede mig i et vakuum, hvor livet var gået i stå. Min stand-by-knap var trykket ind, imens jeg kunne se verden flimre forbi udenfor mig. Verden fortsatte, men jeg var sat af. På en sten, alene med en følelse af at være en fiasko.

Forkert. Dårlig. Uelskelig.

Alt imens jeg også har været travlt beskæftiget med en masse ting, som har bragt mig så meget glæde og stolthed. Mine børn, selvfølgelig. Bloggen her og Confetti CPH. Og min bog, 40 Uger Efter, som jeg nærmest ikke fatter, hvordan pokker jeg har præsteret både at skrive og få udgivet, imens mit privatliv er faldet fra hinanden og jeg i øvrigt kontinuerligt har lagt alle mulige andre dele af mit liv ud til frit skue for offentligheden, her på domænet.

Man gør nok bare. Jeg gjorde nok bare. Trykkede på autopilot og gjorde mit bedste. Tog 12-tals-pigen på og præsterede. Hold kæft, hvor har jeg præsteret, i alt for lang tid.

Altså, indtil én eller anden gang i løbet af efteråret, hvor det pludselig gik op for mig, at jeg stadig bare var mig. Godt nok med en masse nye kasketter på, men jeg var dén mig, som jeg engang kendte så godt. Dén mig, som var skide ligeglad med 12-taller. Eller, som i hvert fald kun gad have dem for egen fornøjelses skyld.

Jeg startede med at spille guitar igen. Og synge. Og danse. Og ryge cigaretter, når jeg ikke var sammen med mine børn. Jeg mærkede efter og lærte stille og roligt mig selv at kende igen. Fandt mine superkræfter, mine følelser og dét selvværd, som jeg igennem længere tid har haft svært ved at grave frem. Stoppede med at brokke mig og især med at have ondt af mig selv. Rummede i mit autonome sind, imens jeg hørte Skalar og tænkte på hvem jeg som 17-årig havde troet jeg skulle være i dag. Og arbejdede mig hen imod mit eget ideal.

Et ideal, som selvfølgelig har ændret sig siden dengang jeg gik med hængerøv og havde dread-locks, men som alligevel rummer så meget af dét der er allermest rigtigt. Noget med aldrig at give afkald på sig selv og at stå ved, hvem man er. Ikke at lade sig kue; hverken af had eller kærlighed. Noget af dét jeg arbejder på.

Jeg er stadig ikke i mål. Langt fra.

Men jeg er på vej. Ganske overbevist om at 2018 bliver et virkeligt meget bedre år, end 2017 viste sig at være for mig. Til en start har jeg så meget at glæde mig over – især, at jeg har fået skrabet mig selv op fra bunden til et sted, hvor jeg faktisk har det smaddergodt.

Det kan godt være at de ikke har fået så mange likes, men det er altså nogle af de billeder der betyder aller-allermest for mig, når jeg kigger min kamerarulle fra 2017 igennem. Dem, der gør mig glad, stolt og lykkelig helt ned i maven. Dem, som jeg meget hellere vil huske, end dét billede, der fik allerflest likes.

[Søde og morgentrætte børn]

[Vores sidste ferie som traditionel kernefamilie, på cykeltur langs havnen i Dubai. Det var en god tur, som jeg altid vil tænke tilbage på med glæde]

[Uanset hvor i verden man befinder sig, så elsker børn at lege. Og jeg elsker at lege med dem. Her i Nepal, hvor jeg var afsted sammen med Danmarksindsamlingen]

[Jeg fik en række fantastiske oplevelser i Nepal, hvor jeg for alvor lærte, at selv den mindste hjælp, kan gøre en kæmpe forskel. Særligt denne unge mor, gjorde stort indtryk på mig]

[Det første billede af kolo!]

[… Hvor jeg kort tid efter, kravlede rundt på taget, som jeg – desværre uden langsigtet held – forsøgte at tætne]

[Jens i den lyserøde sofa i Andedammen, hvor han elsker at sidde. Noget der, nu hvor han er startet i skole, desværre hører sig til sjældenhederne]

[Fra drengenes og min første soloferie – shiiiit, jeg glæder mig til at vi skal afsted igen næste år!]

[… Hvor vi spiste is]

[… Mange is!]

[De mange kasketter jeg igennem mit job får lov til at tage på, gør mig så stolt! Her fra et fotoshoot til fordel for Scleroseforeningens kampagne “Kys sclerose farvel” sammen med Szhirley og Silas Holst]

[Dengang Peter – på eget initiativ – afleverede sine sutter til suttetræet i Fælledparken]

[Jens’ 6-års fødselsdag]

[… Og Peters 3-års fødselsdag, en uge senere]

[Mine damer fra Confetti CPH, vores lille influencerfællesskab, som jeg er overmåde stolt over at have været med til at starte op]

[Dagen efter Thomas og jeg offentliggjorde vores skilsmisse, hvor jeg tog dette billede i min mors stue i Sønderjylland. I den paradoksale kombination af komplet ro og total kaos]

[Da en meget betænksom læser sendte mig denne t-shirt – reklamelink]

[Søde fødselsdagsveninder. Ja, jeg kan altså ret godt lide fødselsdage!]

[Når mine børn krammer. Det bliver jeg aldrig nogensinde træt af]

[Den dag min bog, 40 uger efter, udkom. Shit, jeg var glad! Og er det stadig, i øvrigt]

[Da mine drenge var med i Jyllandsringen]

[… For at se mig køre et ægte racerløb. KÆFT, det var sjovt!]

[Fra min foredragstourné i efteråret, som sluttede af med et foredrag i Aarhus, som blev udsolgt på bare ti minutter! Selvfølgelig med min nye taske over skulderen]

[Da Antonio Banderas sejlede rundt på et bord i kanalen lige udenfor mit kontorvindue. Antonio!]

[… Og okay, så er jeg også ret vild med det her billede – mest fordi jeg synes jeg ser så nice ud, at jeg nærmest har svært ved at fatte, at det faktisk er mig. Uden filter, men med spraytan, i øvrigt]

Bølgen raser derudaf og jeg forstår godt hvorfor. Den lille kollage med éns mest likede billeder på Instagram i år, popper frem som friske skud på en forårsgren og jeg synes det er noget af det hyggeligste. Trenden bringer gode minder (og smukke billeder) om ting, mennesker eller oplevelser, der har gjort særligt indtryk. Som oftest både på afsender og modtagere.

Der er gravide maver, nyfødte babyer, bryllupper, fødselsdage, flotte kager, glimmer, glitter og kærlighed ud over det hele.

Hos mig, var mit mest likede billede – og grunden til at jeg altså ikke har delt min egen lille kollage – dét billede hvor Thomas og jeg offentliggjorde vores skilsmisse.

Av, mand. Det er der sgu ikke meget glimmer eller flotte kager over.

Bevares, jeg er selvfølgelig enormt glad for og lettet over, at vores udmelding dengang fik så god respons og masser af respekt med på vejen, men ikke desto mindre, så er det måske ikke just dét billede i mit alenlange feed, jeg har allermest lyst til at blive mindet om. Slet ikke som mit “bedste” i 2017.

Og netop her, bliver virkelighedens ramme alvor så tydelig, for selvfølgelig handler livet ikke om likes og virtuelle skulderklap og selvom det af og til – især, forestiller jeg mig, i et erhverv som mit – kan føles både godt og givende at høste om sig med hjerter og blå tommelfingre, så betyder det jo for pokker ikke en skid.

Min skilsmisse – eller offentliggørelsen af den – er jo nærmest så langt fra det bedste der er sket for mig i 2017 man overhovedet kan komme, for det er altså ikke lutter lagkage sådan at blive skilt – uanset hvor enige man end måtte være – hvis nogen skulle være i tvivl. Selvom det har høstet usædvanligt meget anerkendelse på de sociale medier, så vil jeg altså gerne nagle fast med nogle store, solide søm, at mit liv og min virkelighed har budt på virkelig meget, der er bedre end det.

Alle dem der har krammet mig undervejs og fortalt mig at det hele nok skulle gå. Mine veninder, min familie og ikke mindst mine børn, som min kærlighed kun synes at kunne vokse til. Alt dét, som livet også har været – og som det sidenhen har vist sig at være. Sjovere, dejligere og bedre. Bevares, også hårdere, vildere og mere sorgfyldt. Men mest bedre.

Meget bedre end dét forpulede billede med de mange tusinde likes. De betyder alligevel ikke en skid.

Jeg står og rører så hurtigt jeg kan, uden mælken skvulper ud over kanten, imens jeg utålmodigt venter på at den kommer op at koge, risengrøden, som lige om lidt skal en tur ind under én af husstandens mange dyner og jeg skal videre i dagens tætte program. Det er svært at røre effektivt og uden at sjaske med mælken, med venstre hånd, men det er ligesom lettest, at skrive blogindlæg med højre.

Og jeg vil så gerne skrive. Mest nok for at spørge, om jeg mon er den eneste, som har rygende travlt for tiden? Nok ikke.

Jeg kan mindes at det er dét alle voksne snakker om i (eller lige op til) december. Hvor travlt vi har. Selv synes jeg, at jeg løber usædvanligt stærkt for tiden. I dagene med drengene, for at balancere arbejds- og familieliv på en måde hvor familielivet klart får lov til at veje tungest og i dagene uden drengene, for at “nyde” tiden hvor jeg kan gøre som det passer mig, mest muligt. Den får én over nakken på alle fronter og det er lig før jeg ikke kan følge med. Min hjerne – eller min hukommelse især – kan simpelhen ikke være med på at have det så travlt og hvad fanden er det egentlig også for noget, at skulle have travlt for at kunne hygge sig?

Som et eksempel kom jeg for ganske få minutter siden hjem fra Føtex, hvor jeg ihærdigt har trukket alle juledimser og gran og dutter ned fra hylderne, sammen med sødmælken til risengrøden, for at fare hjem, femhundrede kroner fattigere, og være klar til julehygge med mine drenge. Jeg har bare glemt det vigtigste til de der juledekorationer vi skal lave. Ler. Basen. Det brune, kedelige, der ligger indenunder alt det pæne. De glimmerindpakkede gaver, de røde bær og de smukke lys (som jeg håber at jeg tør tænde, når tid er). Min hjerne går i glimmermode og måske – bare måske – kunne der godt være noget om, at jeg af og til godt kan glemme leret. Også i overført betydning, velsagtens.  Dét der fundament indeni, som også skal fungere, for at alle de fine pyntegenstande ikke bare ligger henslængt på et rødt plastikfad. Eller på en efterhånden noget ranglet krop, hvis jeg skal trække metaforen helt tæt på.

Ak ja, risengrøden er klar til dynerne, jeg skal skynde mig en tur i Brugsen efter ler, inden jeg skal skynde mig videre op for at hente mine drenge så langsomt og hyggeligt som overhovedet muligt, for hvis bare de ikke opdager, at jeg har travlt, så er det lige før det er helt ok. Det er trods alt december lige om lidt og så skal vi hygge os, ikke sandt?

Der er med garanti noget I ikke ved. Ja, eller altså, der er nok i virkeligheden nærmest garanti for, at ikke særligt mange af jer overhovedet ved noget af eller om nedenstående – og dét var dog en redelighed, vi fluks må se at råde bod på. Og så skal I som altid være mere end velkomne til at fylde kommentarfeltet op med jeres egne særheder, hvis I (også) går og holder jer dén slags.

  1. Noget af det bedste jeg ved er, at cykle uden bh på. Det lyder måske mærkeligt, men det føles så lækkert, når brysterne hopper, når man cykler over små huller i vejen. Til gengæld hader jeg fuldkommen samme “ufrivillige” bevægelse, når jeg går. Jeg tænker at forskellen må ligge i, at brysterne når man cykler, ligesom får lov til at “dingle” lidt mere frit…
  2. Det var ikke just det store udvalg af retter jeg slubrede i mig som barn, hvor jeg mest af alt vist levede af hvidt brød med puddersukker. Derfor var det også en stor sejr, da jeg opdagede, at jeg godt kunne lide makrelsalat. Altså, det hvide ovenpå makrelsalat.
  3. I dag kan jeg heldigvis lide al mad. Altså, bortset fra dét jeg stadig synes er lidt klamt, ik’?
  4. Jeg har et modermærke lige imellem brysterne, som jeg blev drillet med som barn.
  5. For some reason forstår jeg stadig hvornår, hvordan og hvorfor modermærker opstår. Jeg mener, man er jo ikke født med dem, men jeg kan heller ikke mindes nogensinde ikke at have haft mine.
  6. Nu vi er ved modermærkerne, kan vi ligeså godt gøre dem færdige: Jeg har ofte sagt at det var en god kedsomhedsaktivitet, at male mønstre imellem mine modermærker på benene. Sandheden er, at jeg faktisk aldrig har prøvet. Jeg synes bare det lyder sejt.
  7. Jeg skal til julefrokost på fredag og selvom det udelukkende er i selskab med dejlige damer (som jeg ikke har nogen planer om at kysse på, selvom kjolen kunne indikere andet) så overvejer jeg, sådan seriøst, om ikke jeg skal iføre mig denne her fra NA-KD (reklamelink). Der er trods alt 30% på hele biksen resten af ugen med koden BLACKWEEK.
  8. Spurgte min far mig, i ramme alvor, om jeg ikke skulle have en pige-kæreste næste gang, da vi gik og byggede på min lille kolonihave i sommer. Og altså, selvom jeg elsker hans rummelighed, så var det altså ikke just dét jeg havde i tankerne. #nejtak
  9. Har jeg mod al forventning fundet én af de er hæslige t-shirts med print på brysterne,  som jeg faktisk godt kan lide. Denne her fra NA-KD (reklamelink), som jeg synes oser af kvindepower! Så meget, at jeg faktisk tænker på at købe den, selvom jeg godt ved at det ikke ligefrem tegner til at blive t-shirt-vejr den kommende tid. Men altså, man kan jo altid have den indenunder en cardigan, ikke sandt?  Og der er jo også 30%. Og fri fragt…
  10. Jeg har sådan helt absurd høj svang på fødderne. Så meget at en ekspedient i en skobutik engang mente at jeg havde vanskabte fødder, når jeg tilsyneladende ikke kunne passe ét eneste par af deres stiletter. Sidenhen har jeg heldigvis lært at det handler ret meget om model, type og mærke – også selvom min svang stadig er lige høj.  For eksempel er jeg ret overbevist om, at de her frækkerter (reklamelink), vil passe storartet til mine åbenbart vanskabte fødder.

Auf Wienerschnitzel!

Åh altså, jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte ovenpå gårdagens storm af velmenende, trøstende, opbakkende og omfavnende beskeder og kommentarer, ovenpå mit indlæg, som beskrev en lortefølelse foranlediget af årsdagen for dén dag, den helt store krise i mit daværende ægteskab startede. Uden jeg i øvrigt havde set den komme.

Der er så meget jeg gerne vil sige, fortælle og forklare, men mest af alt vil jeg bare gerne sige tak. Tak fordi I bare er der. Så pisseseje og søde.

Tak.

Flere har ovenpå føromtalte indlæg, forstået at det var dén dag, skilsmissen blev besluttet, hvilket jeg altså vil skynde mig at sige, er en ganske fejlagtig antagelse, som jeg er ked af, hvis jeg har foranlediget. Det var det ikke og beslutningen var, som vi meldte ud i sommer, vores begges, men det var dén dag krisen indtraf. Eller i hvert fald var det den dag jeg opdagede, at den indtraf.

Allerede et lille døgn efter, imens jeg havde indfundet mig i Lalandia, i selskab med mine børn og èn af mine allerbedste veninder (som var min klippe i hele forløbet), aftalte vi over telefonen at vi ville kæmpe for det. For os.

En kamp vi, som I ved, tabte. Mange tårer, mange psykologtimer, mange frustrationer og endnu flere misforståede intentioner senere, gik det op for os, at det ikke gik. At vi skulle skilles. En beslutning vi tog sammen, som venner.

Så mange af jer har sendt mig tanker og kærlighed og selvom jeg bliver enormt rørt og glad over dem alle, så er det samtidig vigtigt for mig at slå fast, at jeg ikke skal trøstes. Jeg er glad, jeg trives, jeg smiler hver eneste morgen når jeg vågner og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det var en god beslutning at blive skilt. For mig, i alle tilfælde. I går var bare en lortedag, hvor jeg blev mindet noget så vederstyggeligt om at alt det svære jeg har gået igennem det seneste år. Om krisen og alt dét den bragte med sig.

Kæft, mand, hvor har det været et vildt år! Men I er her stadig og selvom jeg ikke kender jer, så elsker jeg jer allesammen en lille smule mere, des bedre jeg føler at I kommer til at kende mig, så tak fordi I gider at læse med. Og tro mig så, når jeg siger, at i morgen bliver en pissegod dag. Ikke fordi der skal ske noget særligt spændende, men fordi vi selv vælger hvordan vi vil møde verden.

“Hvis folk er glade, er det deres egen skyld, der er nok at være ked af” sagde Storm P og jeg tror han har ret. Jeg gør i alle tilfælde mit allerbedste for at (forsøge at) nyde og omfavne livet med alt det indebærer, for hvis der er noget jeg har lært, så er det, at man alligevel ikke kan vide, hvad der venter lige bag hylden, hvor man netop har taget den sidste pakke havregryn…

Det ligner mig dårligt, sådan bare at fordrive tiden, som jeg føler at jeg har gjort det i dag. I ved, på den der måde, hvor det hele egentlig mest af alt bare har handlet om, hvornår det dog kunne blive i morgen. Ikke fordi jeg skal noget spændende, eller fordi jeg glæder mig til i morgen, men fordi jeg ikke rigtigt har kunnet overskue i dag. Og lige indtil for få øjeblikke siden, har jeg ikke fattet hvorfor, hvilket naturligvis har fået mit humør endnu længere ned i kulkælderen, for hvad fanden er jeg egentlig også for en (dårlig) mor, hvis jeg ikke engang nyder at holde langsom lørdag med mine børn? For ærligt, jeg har ikke nydt i dag en skid! Jeg har brugt alt for meget tid på at gemme mig i køkkenet, på at kigge fuldstændigt umotiveret på min telefon og på at tænke over, hvad der mon skal til for at kunne præstere lidt mere nærvær, imens jeg allermest har haft trang til at lukke verden ude, med en lydbog, et par solide hørebøffer og lukkede øjne.

Uden forklaring.

Det ligner virkelig ikke mig.

Jeg forstod det ikke, indtil jeg, formentlig ude i køkkenet, kom til at se lidt for mange stories på instagram, hvor jeg gentagne gange tog mig selv i at slukke væk fra alle de bloggertyper – blandt andet hende her, som i øvrigt er mega sød og min nyeste kollega inde i Andedammen – som lige nu er på pressetur i Disneyland. Jeg har det nemlig en lille smule stramt med Disneyland, skal jeg sige jer. Ikke fordi det ikke er et dejligt sted; det er det garanteret, men fordi min lille familie og jeg var inviteret på selvsamme pressetur sidste år, hvor jeg endte med, fuldstændigt grådkvalt, at ringe til den søde pr-dame om morgenen, få timer inden vi skulle flyve, og aflyse turen.

Jeg kunne pludselig ikke overskue det. Ligesom jeg endnu mindre kunne overskue, for et øjeblik siden, at opdage, at det ret præcist er ét år siden i dag, at vi skulle have været afsted.

Børnene vidste det selvfølgelig godt dengang; at vi skulle afsted. Og selvom jeg ikke husker det, så forestiller jeg mig, at de havde været lidt ekstra svære at putte aftenen forinden, fordi de glædede sig som, ja, som børn der skal til Disneyland, til at komme afsted. Jeg var alene med dem, indtil et stykke ud på aftenen, hvor Thomas kom hjem.

Hvor han kom hjem og og sagde de der tre ord, som fik min verden til at gå i stykker.

Hvor min verden pludselig tog en drejning, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Hvor jeg pludselig overhovedet ikke kunne overskue at skulle indfinde mig i Disneyland dagen efter, på en pressetur, hvor der blev taget billeder af alle vores store smil og magiske oplevelser. Hvor jeg i stedet endte med at bruge den halve nat på at finde de absolut sejeste youtube-klip fra Lalandia, som jeg næste morgen viste til Jens, i håbet om, at han ville være enig med mig i, at det måske alligevel ville være bedre at tage til Lalandia end til Disneyland. Heldigvis var han enig. Faktisk – med de absurd kedelige klip jeg selvfølgelig også havde fundet frem fra Disneyland, in mente – var Jens ikke et sekund i tvivl om, at der måtte være meget federe i Lalandia end i Disneyland.

Det var nok ikke spor federe. Til gengæld var det skide dyrt, så vidt jeg husker. Men det var alle pengene værd, for mine børn var glade og det så umiddelbart ud til, at jeg ikke var ene om, at have ildrøde og hævede øjne, som jeg sad der i børnebassinet og gjorde mit bedste for at holde hovedet oven vande.

“Jeg vil skilles” sagde han.