Category

De personlige

Category

ny lejlighed

Det uventede er sket, bedst som jeg havde droppet enhver idé om det: Jeg har simpelthen fundet – og underskrevet kontrakt på – en ny lejlighed.

Man siger jo altid at ting sker, når man mindst venter dem, ikke sandt? Det er én af de mest gennemtæskede klichéer, som de, der netop går og håber, drømmer og ønsker (fx om en kæreste, en baby eller det helt rigtige jobtilbud) hader at få smidt i fjæset, men ikke desto mindre, så lader det altså til, at det i hvert fald for mig, har passet meget godt det seneste halve års tid. Sådan virkelig godt, faktisk…

Først mødte og forelskede jeg mig stormende i Simon, som på dét tidspunkt ingenlunde var en del af mine planer for min udmiddelbare fremtid, hvor det ikke skal være nogen hemmelighed for jer, at jeg havde set mig selv være single i temmeligt meget længere tid, end det viste sig at blive tilfældet. Ganske og aldeles uventet.

Og nu er det sør’me sket igen. Det uventede er sket, bedst som jeg havde droppet enhver idé om det: Jeg har simpelthen fundet – og underskrevet kontrakt på – en ny lejlighed, selvom jeg egentlig havde besluttet mig for at droppe projektet for minimum resten af 2018. Men lige pludselig var den der og hvis der er noget jeg har lært, så er det, at man skal smede imens jernet er varmt, når det kommer til lejeboliger i København, så jeg tog en hurtig beslutning og sagde ja tak til lejligheden, som ligger ét af de allerdejligste steder i hele byen, fra 15.august.

Hu-fucking-ray, altså!

Godt nok har jeg så sent som i sidste uge bestilt nye plakater, som egentlig var tiltænkt min lille stue herhjemme, men mon ikke også at de kommer til at passe ind det nye sted 😉 Shit, hvor bliver det godt!

Der findes dage, hvor de dystre tanker rammer hårdt – og så findes der dage som i dag, hvor jeg føler mig inkluderet i et fællesskab på lige fod med alle de andre.

Når alt kommer til alt, har jeg altid tvivlet på mig selv og min position i forskellige sociale relationer. Jeg får ofte en fornemmelse af ikke at være sød nok, sjov nok eller i det hele taget godt nok selskab i forhold til de mennesker jeg omgås og det er – kan jeg vist roligt sige uden at træde nogen over tæerne – en virkeligt lorteagtig følelse.

Jeg prøver selvfølgelig at fortælle mig selv, at det primært er inde i mit eget hoved det foregår og at jeg formentlig er den eneste som tydelige ser det skilt “jeg passer ikke ind i selskabet” jeg imaginært har hængende på ryggen, men alligevel kan jeg ikke holde den lille, møgirriterende “du er ikke god nok til de andre – og du er i hvert fald slet ikke ligeså god som dem”-stemme indeni på afstand.

For er jeg nu egentlig også god nok? tænker jeg nogle gange.

Hvis én af mine veninder der spurgte mig om det samme, ville jeg ikke tøve et sekund med at fortælle hende, at hun er mere end god nok. Selvfølgelig er hun det. Det er vi allesammen. Jeg selv inklusive, selvfølgelig…

Alligevel tvivler jeg på mig selv – og den lille pige fra min barndom, der altid har haft en følelse af at stå en lille smule udenfor fællesskabet, stikker ikke sjældent sit lille fregnede ansigt frem og minder mig om min usikkerhed.

På en måde ville jeg ønske, at jeg kunne hægte den op på noget konkret, min usikkerhed. Hvis det nu handlede om at jeg følte mig for dårlig til at læse, skrive eller at lægge make-up, så ville det i alle tilfælde være nemmere at håndtere, forestiller jeg mig. Men det er ikke der den ligger. Jeg har aldrig betvivlet mit intellekt eller min evne til at udføre en given opgave og hvis der er noget jeg ikke kan finde ud af, er jeg ikke bleg for at rubbe neglene og sørge for at få det lært.

Men jeg arbejder bedst alene.

Ja, jeg tør sådan set ikke rigtigt andet, fordi jeg er bange for at jeg kommer til at træde ved siden af i de sociale relationer.

Måske derfor passede det mig så godt, at være jordemoder. En fuldkommen fantastisk funktion, hvor jeg kunne bruge mit intellekt og udføre en given opgave til punkt og prikke. En funktion hvor jeg kunne “gemme” min personlighed bag min professionelle facade, som hvilede i sig selv, både fagligt såvel som menneskeligt.

Måske derfor passer det mig også så godt at være blogger. En knap så livsbekræftende men altså stadig ret fantastisk funktion, hvor jeg får lov til at bruge min evne til at skrive åbenhjertet og ærligt, til forhåbentligt at kunne give bare én af jer der læser med, en lidt bedre dag. En funktion hvor jeg kan gemme mig efter forgodtbefindende og kun lukke op i det omfang jeg føler mig tryg og overbevist om, at I der læser med, har min ryg. At I ikke skubber mig udenfor det selskab som jeg så gerne vil føle jeg er en del af.

Jeg arbejder godt alene.

Og alligevel har jeg ofte – måske endda oftere end jeg vil indrømme – savnet fællesskabet.

Skide ofte, faktisk. Bare ikke lige nu.

Lige nu har jeg nemlig fået en følelse af, at være en del af et usædvanligt dejligt fællesskab med min “kollegaflok” i Confetti CPH. Bevares, vi har været i kollegaer i lige knap et år og hvis man lige ser bort fra det faktum at vi står hinanden væsentligt mere nær end vi gjorde for et år siden, er der sådan set ikke sket så meget på fællesskabsfronten siden. Altså, lige indtil i dag, hvor min – vores – søde agent, havde fået lavet de fineste og sjoveste halskæder til os allesammen, med en lille konfetti-emoji indgraveret som et symbol for os. For vores fællesskab, vores hold og for dét vi kan, når vi er sammen.

Hold kæft, hvor var det dejligt, mand. Så dejligt at jeg har besluttet mig for, at den lille fregnede pige indeni simpelthen må klappe kaje ugen ud, for lige nu, skal jeg sådan set bare nyde, at være en del af et hold – og dét ovenikøbet på lige fod med nogle af de sejeste damer jeg overhovedet kender.

Hah, lille fregnede pige. Du sidder nok derinde et sted, men du får altså ingen slik på fredag for lige i dette sekund, tror jeg faktisk på, at jeg er god nok!

Det var et par minutter over vanlig sengetid, men fordi drengene legede så godt, gik jeg ind og varslede, at de måtte få fem minutter mere til at lege i, inden det var tid til at tisse og børste tænder, da det skete første gang. Min førstefødte, som i min verden altså stadig lidt er min lille baby, kiggede hurtigt op på mig og svarede: “Okay mor, det anerkender vi”, inden han igen vendte blikket upåagtet tilbage på sine legoklodser og legede videre. Det anerkender vi. Hvad dælen var dét nu for noget voksensprog? Jeg mener, han er kun syv år gammel og synes altså stadig at prutter og tissemænd er noget af det sjoveste i verden. (Okay, jeg er 31 og synes i nogle sammenhænge det samme, men I ved hvad jeg mener, ik’?).  Det er nogle dage siden det skete, og sør’me om det så ikke skete igen her til aften. Jeg havde lavet omgang spaghetti med “kødsauce” (uden kød, men fyldt med linser og grøntsager) og spurgte drengene om de ville have revet ost på. Peter nikkede ivrigt. Han elsker revet ost, ligesom mig. Og ligesom Jens plejede at gøre, men i dag rynkede han på næsen og sagde: “Det passer altså ikke lige til mine præferencer”. Passer ikke til mine præferencer?! Seriøst? Han er syv år. Syv.

Bevares, så er der så meget han ikke aner en fløjtende fis om og han bruger også stadig nogle fremmedord helt forkert, men den seneste tids ordveksling imellem os, har virkelig fået mig til at indse, at han er ved at blive stor. Sådan rigtigt.

Han er sådan én der kigger på sine venner i tivoli og helt oprigtigt spørger dem, om ikke de også synes at piratskibene er lidt for “barnlige” – og jeg begriber simpelthen ikke hvordan eller hvornår det er sket.

Min lille dreng. Mit barn. Mit uskyldsvæsen. Pludselig så stor og vidende og momentorisk hungrende for at blive endnu større, på præcis samme måde som jeg husker det ved mig selv, da jeg var barn. Jeg følte mig så stor og jeg kan pludselig mærke, at min store søn gør det samme.

Han er stor. Jeg mener, han bruger et ord som præferencer, for pokker. Så er man altså ikke længere nogens lille baby, kan jeg godt afsløre.

Det kan jeg mærke, at jeg lige skal fatte. At min lille baby er ved at blive sådan rigtigt stor.

Note: Da jeg skrev indlægget i morges, anede jeg ikke, at jeg bare få timer senere ville få beskeden om, at jeg åbenbart har en diskusprolaps i nederste del af lænden, som formentlig er hovedsynderen bag mine smerter og fordi jeg simpelthen endnu ikke kan forholde mig til – eller acceptere – dén diagnose, så får I altså stadig indlægget uden dén dimension og så må vi tage dén snak en anden gang. 

Til min store rædsel kunne jeg i dag konstatere at det er mere end en måned siden jeg sidst skrev om mit bækken. En rædsel, fordi dét betyder, at jeg i denne omgang har døjet med mit bækken i snart halvanden måned – non stop! Det har jeg altså ikke prøvet siden jeg var gravid og jeg er mildest talt ved at blive vanvittig over det.

På den anden side, er jeg også ret overbevist om, at det er godt for mig, at smerterne er sat så voldsomt  og resolut ind igen, fordi det for har betydet, at jeg for første gang nogensinde, har sat alle sejl ind for at afhjælpe det. Vitterligt, alle sejl.

Efter at have været igennem adskillige former for forskellige behandlinger, er det nemlig gået op for mig, at jeg nok ikke bare skal søge ét sted, for at finde ud af hvad pokker der ligger til grund for mine smerter, som jeg er blevet mere og mere overbevist om, har flere ben at stå på, så at sige.

Min kiropraktor, som jeg har fået et nærmest helt hjerteligt forhold til, mener at den rent fysiske skavank i mit bækken, er startet helt tilbage ved min egen fødsel, hvor jeg blev taget ved et akut kejsersnit, fordi jeg lå helt tosset inde i min mors mave og på den måde har givet mig nogle skævheder. Hvorvidt hun har ret eller ej, kan selvfølgelig være svært at sige, men når jeg tænker på hvordan min mor ofte har fortalt mig at jeg ikke kunne kravle som baby, fordi jeg ligesom slæbte det ene ben bag mig i en underlig sidelæns bevægelse og at jeg i 10-års-alderen en overgang var i udredning for noget børnegigt på grund af smerter i hofterne, ja, så giver det måske i virkeligheden meget god mening, at der altid har været én eller anden skævhed, som jeg har kompenseret for hele mit liv og som altså både i mine graviditeter og nu, har vist sig som de her bækkensmerter, som jeg har så svært ved at komme af med.

Jeg tror altså, at hun har ret, min kiropraktor, men til gengæld tror jeg også, at årsagen til at smerterne viser sig lige akkurat nu, hvor jeg ikke er gravid, må findes et andet sted. Jeg tror simpelthen at det på én eller anden måde også er psykisk betinget.

Især efter min voldsomme oplevelse med body-SDS og sidenhen en ret vild oplevelse med tankefeltsterapi, har jeg fået en bevidsthed om, at min krop – sådan rent fysisk – bærer rundt på alle de skeletter, som jeg i mit sind aldrig har fået (ordentligt) bearbejdet. Det har været helt tydeligt for mig, at jeg igennem de seneste måneder har haft udtalt ondt på de dage, hvor jeg også har haft knuder i maven af andre helt personlige årsager og jeg er simpelthen dybt forundret over, hvor klog kroppen er på dén måde. Det er som om den fortæller mig, at nu skal jeg simpelthen geare ned og finde ud af hvad pokker der sker indeni, når jeg bliver lidt for presset på det personlige plan. Genialt – og pisseirriterende, når man er sådan én der gerne bare vil være i stand til at kunne og rumme det hele. Det er jeg ikke; i stand til at rumme alting og jeg er derfor midt i en proces, hvor jeg er igang med at finde ud af hvor meget jeg egentlig kan rumme, hvornår jeg skal sige fra og hvad det betyder for mig (og dem jeg siger fra overfor) når jeg gør det. Jeg er nået et lille museskridt op ad den stejle bakke og jeg fornemmer, at det er et langt og hårdt, men virkelig også godt stykke arbejde, jeg har sat mig selv på her.

Jeg har nærmest lige siden jeg var afsted til min første omgang body-SDS for halvanden måned siden, glædet mig til at skulle afsted igen – og alligevel har jeg endnu ikke fået bestilt tid. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg simpelthen har så meget rod (og travlhed med alle mulige projekter) kørende i bøtten lige nu, at jeg simpelthen ikke kan overskue, at skulle forholde mig alt for meget til mine indre skeletter lige nu. Og mon ikke også de bliver hængende trygt og godt i skabet, selvom jeg ikke åbner det et par uger endnu? Jeg tror det.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det er ris til egen røv, ikke at ville arbejde indgående med mig selv, når min krop ligefrem skriger efter det, men med en deadline på min kommende bog hængende over hovedet og en sommerferie, hvor jeg egentlig gerne bare vil kunne holde fri med mine børn, forude, så har jeg altså prioriteret at bide smerten i mig og vente med den der selvransagelse, til der er lidt bedre rum for det.

Til gengæld, til at bakke det manuelle løsningsarbejde hos kiropraktoren op, er jeg begyndt i noget træning, som jeg aldrig tidligere har mødt magen! Det foregår i Anna Bogdanovas lille center i Lyngby, Kål og Kugler og jeg siger jer bare lige, at det er et virkelig fint sted, hvis man som jeg, ikke er fan af pumpertyper, energidriksautomater og de der helt skæve barbie-og-ken-lignende kropsidealer, der hænger tungt i luften. Hos Anna er stemningen mild og feminin og det ligner mere en dagligstue end et træningscenter. Ja, faktisk har jeg de seneste to gange jeg har været derude, startet min session med en kop kaffe og en snak i et par bløde lænestole, hvor min træner Marie og jeg lige tuner os ind på hinanden hver gang. Eller altså, det er nok mest Marie der tuner ind på mig, men jeg kan godt lide tanken om, at det går bare en lille smule begge veje.

Øvelserne vi laver er alle tilpassede min situation hundrede procent og først da jeg var der for tredje gang “fik jeg lov” til at arbejde med rigtige vægte. I dét i øvrigt kun i én øvelse. Ellers har det primært været øvelser med egen kropsvægt og hvor jeg i første omgang simpelthen har skullet lære, at få styr på nogle af de muskler jeg igennem tiden har “glemt” at aktivere i mit uhensigtsmæssige bevægelsesmønster, som formentlig er kraftigt medvirkende til at give mig mine bækkensmerter. Nogle af øvelserne ligner nogle af dem jeg kender fra tidligere, imens andre er helt nye for mig. At gurgle vand, med hagen mod loftet, er for eksempel en øvelse. Og at tegne otte-taler med pegefingrene. I know – det lyder pissemærkeligt, men min krop styrkes uden tvivl, ligesom min holdning og mine bevægemønstre forhåbenligt også kommer til at gøre det.

Hvorvidt min træning – eller noget af alt det andet jeg har gang i i øvrigt – har haft en sådan rigtigt positiv effekt på bækkensmerterne indtil videre, ved jeg ikke rigtigt, men det hele føles godt at gøre og jeg kan mærke, at jeg til stadighed bliver stærkere – og om ikke andet, så er dét i hvert fald dejligt.

… Og ja, så må vi snakke om den der diskus en anden god gang, for dét orker jeg simpelthen ikke at forholde mig til lige nu.

De vælter frem som travle små trafikanter på en lidt for lille villavej, mine tanker, bedst som jeg sidder i min nyeste havestol og bager lidt i solen. Tanker om ingenting, imens jeg ihærdigt forsøger at huske mig selv på hvornår jeg egentlig har gjort det sidst, det her med at ligge i solen, for solens skyld alene og uden anden agenda end bare lige at nyde et øjeblik med naturens egen varme.

Det var faktisk bare meningen at jeg skulle købe en ny grill, da jeg forleden indfandt mig i den lokale Harald Nyborg (ja, sådan én har man altså, når man har kolonihave), men fordi jeg sidste år gjorde mig et fund af en anden verden og købte en (ikke-langtidsholdbar-men-ok-fungerende) liggestol til en flad 20’er i det tilstødende havemøbel-telt, gik jeg per intuition derind. Og der stod den: Den mest blomstrede og måske ligefrem hæslige stol jeg længe havde set. Den stod helt malplaceret imellem alle de andre stole af flet og det der plastik-agtige træ, som ikke kræver vedligeholdelse og indbød til at jeg skulle sætte mig i den. Jeg satte mig hurtigt. Oh fryd! Den var nærmest endnu mere himmelsk end den så ud og lige akkurat derfor (og fordi det altså ikke er hver dag man støder på en liggestol som kun koster omkring 250 kroner) købte jeg den med. Det var i torsdags og jeg har således været ejer af min nye yndlingsstol i solide fire dage og jeg kan ligeså godt sige det som det er: jeg fortryder ingenlunde!

Alle mine gæster i kolonihaven, hvor vi i weekenden blandt andet har holdt børnefødselsdag, har kommenteret på stolen, som nærmest uden afbrydelser har været besat fra start til slut, fordi den ligesom bare kalder på at blive siddet i. Okay, måske også fordi jeg stadig ikke har så skide mange andre (gode, i hvert fald) havemøbler, men ikke desto mindre, så har den fået mange roser med sig på vejen og da jeg sad der i dag, forstod jeg det pludselig endnu bedre. Den kalder ikke bare på at man sætter sig; den kalder på at man sætter sig og slapper af!

Det er en kæmpe kæphest for mig, det her med at slappe af og hvis ikke det var fordi jeg faktisk allerede har planlagt et indlæg til at udkomme i morgen tidlig om lige akkurat dét emne, så ville jeg formentlig ikke kunne styre mine fingre fra at glide hen over tastaturet for at fortælle jer, om mine efterhånden meget nødvendige “slap-så-lige-af-pauser”.  Jeg har nemlig ret svært ved det; ved at slappe af. Svært ved at overlade ansvaret, alt det sjove, alt det kedelige, alt det der skal opleves, snuses ind og gøres, til andre. Jeg vil gerne gøre det hele på den halve tid og det kræver at jeg ikke “spilder tiden”. Og dét, mine damer, er en glidebane. En meget, meget farlig én, som en psykolog fortalte mig for et års tid siden, hvor min verden var ved at falde fuldstændigt fra hinanden.

“Du skal lære at slappe af” sagde hun igen og igen, imens jeg gennemsøgte alle små afkroge i min hjerne for at finde ud af, hvordan jeg mon bedst muligt kunne slappe af på en effektiv måde. “Du skal ikke være effektiv, du skal slappe af!” sagde hun og jeg forstod overhovedet ikke hvad hun mente. Slappe af? Hvad skulle det nu gøre godt for…? For nogen er det måske ret let, men for mig er det virkelig en øvelse, at slappe af og jeg skal oftest “tvinge mig” til ikke at foretage mig noget.

… Lige indtil jeg satte mig i min blomstrede havestol og slappede af. Helt uden at tænke over det. For vidst nok første gang i al den tid jeg har været nogens mor. Som altså er de seneste syv år. Syv år, Niller! Det er eddermamer lang tid. (Så længe, at jeg åbenbart ikke engang kunne styre mig og min fortælletrang om det her med at slappe af, selvom jeg prøvede.)

Det er selvfølgelig ikke fordi jeg ikke har haft muligheden at sidde på en havestol, eller på en strand eller på et tæppe og lave ingenting under solens stråler, som jeg har gjort det i dag; jeg har bare ikke gjort det. Til trods for at jeg har været på adskillige charterferier, i øvrigt. Jeg har altid været på vagt, leget uopmærksomt med (mindst) et barn, haft et øje på grillen, på poolen, på trampolinen, på de faretruende mørke skyer på vej og i hvert fald ikke tilladt mig at slappe helt af. I syv år…

Og pludselig sad jeg der og slappede af, i min nye blomstrede liggestol, havestolenes svar på Den Grimme Ælling, og bagte i solen så længe, at jeg er blevet helt lyserød på maven (som jeg havde glemt alt om at man kan gøre klogt i at smøre ind) imens drengene og Simon byggede LEGO og snakkede om hvilke figurer der mon var de stærkeste.

Jeg slappede bare af. Indhyllet i lykke, over pludselig at kunne “give slip”, hvis nogen skulle være i tvivl…

Som sædvanligt vågnede jeg i søndags allerede ved sekstiden. Med et sæt og med lysten – eller nærmest trangen  – til, at synge fødselsdagssang for min ældste søn, der havde fødselsdag. Det kunne jeg bare ikke fordi han var hos sin far, hvor jeg først var inviteret hen klokken seksten, sammen med de øvrige gæster på dagen.

Han havde glædet sig i ugevis, nej, i månedsvis til dén dag og så var jeg der ikke til at fejre den sammen med ham fra morgenstunden. Der var ingen søvndrukne og helt igennem lykkelige smil. Ingen hvide boller eller flag på bordet. Ingen mig, hans mor, til at være der og snuse det hele ind, på hans fødselsdag.

Jeg blev skide hamrende ked af det og besluttede for mig selv, at det her nok alligevel måtte være den værste dag hidtil. For mig, moderen i en familie der for knap et år siden gik fra at være samlet under ét tag til at blive splittet ad, i et måske naivt håb om at kunne finde nye og bedre mønstre for at kunne genoprette en god og sund familiebalance.

Det hele føltes som noget lort og jeg følte mig i alle tilfælde som en virkelig lorteagtig mor, når jeg på dén måde havde været med til at træffe beslutning om for eksempel ikke at kunne være der på mit barns meget vigtige syv-års-fødselsdag før klokken seksten…  Og så lagde jeg mig om på den anden side og sov – ganske uvant, i øvrigt – et par timer mere.

Op ad dagen savnede jeg til stadighed. Hvad mon de lavede? Gad vide om han savnede mig? Bare han grinede! Det ville nok ikke gøre noget godt, hvis jeg ringede til ham og jeg skulle jo også se ham klokken seksten. Tiden sneglede sig afsted som var jeg en førstegangsgravid der var gået en uge over termin. Christ, mand. Måske var jeg også lidt nervøs. Det var det første fællesarrangement, som jeg ikke selv var vært for og tænk nu hvis jeg kom til at træde nogen over tæerne ved at være lidt for “på” og lidt for “moragtig” og hvad nu hvis, alt muligt!

Det var nok virkelig den værste dag hidtil, tænkte jeg igen og igen, og da min søde kæreste på et tidspunkt spurgte om jeg var ok, var jeg da også lige ved at begynde at græde, da jeg greb mig selv om hjertet og tørrede øjnene og sagde at det var noget lort. Mit eget lort, som jeg godt kunne bære, vel at mærke.

… Og så tog jeg til fødselsdagsfest hos mit eget barn, som var glad og lykkelig, præcis som en 7-årig skal være og alt var fint, lige indtil jeg skulle gå og mit eget hjerte igen var ved at eksplodere over at skulle forlade mine børn endnu engang. Over ikke at kunne være dén der måtte læse bog og kysse godnat og sende dem godt videre fra en dejlig dag.

Tårerne pressede sig på igen, da jeg satte mig ud i bilen. Drengene klarede det fint og var glade både da jeg kom og da jeg gik, hvor de legede med nogle af deres nye venner. Kæft, noget lort, tænkte jeg igen, da telefonen ringede og jeg endnu engang droppede den helt store tudetur til fordel for noget meget hyggeligere. Det var min kæreste som foreslog mig at vi skulle gå på den dér vinbar på trianglen, som vi så ofte har snakket om at besøge. Det var nok ikke verdens dårligste idé. I hvert fald trængte jeg til et glas vin. Et stort ét.

… Og så gik aftenen med dét og i dag er det to dage siden og mine drenge ligger i hver deres seng og sover på værelset lige bag væggen, hvorfra jeg sidder på min nye bænk og skriver blogindlæg.

Det var nok i virkeligheden slet ikke så slemt, med den dér fødselsdag og når jeg tænker tilbage og prøver på at kloge mig lidt på hvad der sker i bøtten på mig selv, så tænker jeg, at det sgu nok i virkeligheden går meget godt, hvis den dag jeg havde i søndags har føltes som “den værste”. Det lover jeg jer for, at den ikke var. Ingenlunde. Jeg mener, jeg græd ikke engang, for pokker! Jeg tror bare at jeg – blandt andet fordi børnene lader til at være det samme – er ved at være landet så godt i vores nye familiekonstellation, at jeg simpelthen har glemt hvor frygteligt det var engang, at det de ting der (selvfølgelig) er svære, føles meget værre end de i virkeligheden er. De dage, hvor jeg ikke kunne andet end at ligge på sofaen og græde over mistet tro, håb og kærlighed ligger så fjernt fra dét liv jeg har i dag og selvom der selvfølgelig stadig er både små og store kameler at sluge og svære dage og følelser at komme igennem, så går det i virkeligheden ret godt. Man kunne næsten vove den påstand at jeg er blevet for godt forvent og dét har jeg altså ret meget optur over at opdage.

Det skulle jeg bare lige have en lidt lorteagtig dag til sådan rigtigt at få sat et ordentligt perspektiv på, tror jeg.

For god ordens skyld vil jeg lige nævne, at jeg er ambassadør for Plan Danmark, hvorfor ovenstående naturligvis kan være at betragte som reklame – velgørende reklame, vel at mærke. 

Den havde været længe ventet, min første menstruation. Et par af pigerne havde allerede fået deres for flere år siden og det var min klare fornemmelse at flere i klassen havde prøvet det. At gå med bind. Eller tamponer, som nogle brugte.

Det var i en idrætstime, bedst som vi skulle til at klæde om, for at komme ind i salen og lave forhindringsbane med den store madras og rebene der hang ned fra loftet at jeg mærkede noget vådt i mine trusser. Jeg gik på toilettet og kunne konstatere at det var min første menstruation. Jeg fik et sus i maven. Så var det nu! Jeg var (ved at blive) voksen!

Jeg krøllede lidt toiletpapir sammen og lagde det i mine underbukser, inden jeg gik ud til min lærer og sagde at jeg var begyndt at bløde og at jeg altså ikke lige havde et bind med, hvorfor jeg fik lov til at springe gymnastiktimen over og tage hjem. Inden jeg gik hjem, slog jeg et hurtigt smut ned forbi sekretæren ved skoleinspektørens kontor, en lille tæt dame med bittesmå briller og et hjerteligt smil. Hun gav mig mit allerførste bind. Det lignede ikke dem jeg havde set hjemme i min mors skab på badeværelset, men jeg tog taknemmeligt imod det tykke, stive bind, som jeg tog på og gik hjem.

Det var en underlig fornemmelse, sådan at have et bind i trusserne. For hvert skridt jeg tog, registrerede jeg mine kønsdele og på vej op ad den store bakke ude af byen konstaterede jeg for mig selv, at det måtte være sådan her det føltes at være blevet voksen.

Derhjemme skiftede jeg, nærmest rutineret, selvom jeg aldrig havde prøvet det før, det tykke bind fra sekretæren ud med ét af min mors tynde supersugerbind, inden jeg smed mig på min seng og begyndte at læse. Jeg kunne ikke rigtigt koncentrere mig, fordi min første menstruation fyldte det hele. Jeg skulle sige det til min mor, men jeg anede simpelthen ikke hvordan. Vi var ikke just vant til at snakke om den slags personlige ting, men selvfølgelig skulle hun vide det. Jeg glædede mig til at fortælle hende det og jeg følte ligesom at vi var lidt mere ligeværdige kvinder, nu hvor jeg rent fysisk var trådt ind i de voksnes rækker (ja ja, husk på at jeg var teenager – dengang blev det meste overdramatiseret temmeligt meget!).

Hun sad i lænestolen til venstre foran mig og så ét eller andet ligegyldigt i tv, Ally McBeal, som vi så ofte så sammen, gætter jeg på, da jeg sagde det til hende. “Jeg har fået menstruation i dag”. Hun reagerede så vidt jeg husker nærmest ikke og spurgte vist bare om jeg vidste hvordan jeg skulle tage mig af dén slags og sagde, at jeg selvfølgelig bare kunne forsyne mig med hendes sager og sige til hvis jeg skulle bruge noget særligt og så var det ligesom dét. Som en is-i-maven-cool mor, der ikke ønsker eller tør at blande sig sig for meget i sin dramatiske teenagedatters liv, tænker jeg.

.. Og så var det ligesom dét. Mit liv som menstruerende kvinde var skudt igang og selvom alt med ét føltes forandret, så var det stadig det samme. Mine klassekammerater så stadig ud på samme måde, mine pligter var uændrede og det faktum at jeg kom i skole hver eneste dag, var naturligvis ufravigeligt. I stik modsætning til millioner af piger verden over, som ikke er så heldige som mig, at de bare lige kan stikke ned til skolesekretæren eller hjem i mors skab på badeværelset efter et bind, hver gang de har behov. Piger – eller unge kvinder, som jeg, ud fra egne erfaringer som ny-menstruerende, måske nærmere bør kalde dem – som ikke har adgang til bind og som derfor mange steder ikke kan eller tør at komme i skole i de perioder hvor de menstruerer, fordi de frygter at blive gjort til skamme over ikke at kunne holde sig rene. Unge kvinder, som af den simple årsag at de er blevet kønsmodne og menstruerer, mange gange bliver degradrerede til at gå derhjemme, fordi det simpelthen er for dyrt i de fattige familier at betale til en skolegang, som pigerne ikke kan passe. Unge kvinder, som ikke får de samme muligheder som drengene, fordi de menstruerer.

Det er den mest naturlige ting i verden, at vi kvinder menstruerer og selvom det er noget de færreste af os går og skilter med i det offentlige rum, så er der jo ikke nogle af os herhjemme, der er i tvivl om, at det er et faktum. Nogle kvinder hylder menstruationen, imens andre synes den er røvirriterende, men fælles for de fleste af os er, at vi holder det lidt for os selv. Vi holder os rene og sørger for, at vores omgivelser ikke kan se det på os, når vi menstruerer.

Derfor vil jeg så gerne appellere til, at vi også gør noget for at hjælpe dem, som er mindre heldigt stillede end os. Dem, som ikke har mulighed for at holde sig rene med andet end gamle klude og avispapir, som i værste tilfælde kan forårsage ganske alvorlige infektioner. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor markant anderledes min første dag som menstruerende kvinde havde set ud, hvis jeg var vokset op et sted i verden uden adgang til hygiejnebind. Så havde jeg næppe glædet mig over det, som jeg gjorde og mon ikke jeg havde smidt mig på min seng for at græde, frem for at læse, fordi mine fremtidsudsigter med ét var blevet markant forringede? Av, mand. 

Heldigvis kan vi – du og jeg – nemt gøre en forskel og ved bare at sende en sms med teksten BIND til 1231 så donerer du 18 kroner til PlanDanmark, som bliver konverteret om til fire genanvendelige bind, som kan hjælpe en ung kvinde med at holde sig ren i helt op mod to år. To års hygiejnebind for 18 kroner! Jeg håber inderligt, at I allesammen vil sende den ene SMS – det kan gøre en kæmpe, kæmpe forskel, for alle de unge kvinder, som mest af alt bare drømmer om, at få lov til og mulighed for at gå i skole.

Jeg har fået et helt nyt perspektiv. Et hårdt, vanskeligt og krævende, men heldigvis også enormt spændende og lærerigt perspektiv, som forhåbentligt kommer til at hjælpe mig med en dybere forståelse af mig selv – og min krop, ikke mindst. For den skal der altså snart til at komme styr på!

Med et smertefuldt bækken, ømhed i alle muskler omkring lænd og baller og et pludseligt opstået hold i nakken, overvejede jeg kraftigt at aflyse behandlingen. Jeg havde fået at vide, at body-SDS var en temmeligt hård omgang med særdeles dybdegående massage og masser af bevægelse, så jeg kunne ærligt talt næsten ikke overskue det, når nu selv mine muskler var blevet byldeømme.

På hjemmesiden var det ikke rigtigt en mulighed at aflyse og jeg kunne ikke overskue at ringe og melde fra, så jeg satte på cyklen og trillede afsted så godt jeg nu kunne.

Jeg ankom til Vesterbro og kunne pludselig ikke rigtigt finde ud af hvor jeg skulle hen. Hvad hed det nu? Åh, jeg var altså ret nervøs. Ringede på og gik ind i en baggård. Ej fuck, altså, det lignede et træningscenter. Jeg kunne virkelig ikke overskue det. Alligevel gik jeg ind i det tomme, varme lokale, hvor en dør for enden af rummet stod på klem og en mand stak hovedet ud.

“Er det dig, der hedder Asger?” spurgte jeg.

“Ja, hej, velkommen til” sagde han med et smil og kom gående hen imod mig med en arm strakt frem.

En lille, meget, meget bred mand. Altså, som i Hulk-agtig-bred. Jeg blev pludselig lidt bange også, selvom han smilende anviste hvor jeg kunne stille mine sko.

Skulle den mini-version af Hulk give mig en smertefuld og dybdegående massage? Jeg så straks hvordan min skrøbelige knogler ville splintres under hans jerngreb og mine nærmest latterligt små muskler ville få ham til at le, så den kæmpe brystkasse ville hoppe, som en anden karrusel i tivoli. Åh altså, hvad har jeg dog rodet mig ud i, tænkte jeg.

Vi gik ind i rummet for enden af lokalet. Der stod en briks, nogle blomster og et stearinlys. Der var faktisk ret hyggeligt. Asger satte sig på briksen og spurgte lidt ind til hvorfor jeg var kommet. Han mente – som alle andre, inklusive jeg selv, i øvrigt – at jeg nok ville have godt af at træne muskulaturen omkring bug og bækken lidt mere.

Jeps, kåret som årets slapsvans. Super.

Jeg fortalte ham om min nervøsitet og han lovede mig at være blid, så imens han gik ud efter vand, afklædte jeg mig og lagde mig under tæppet på briksen og vi gik i gang.

Jeg grinede. Nervøst og meget, imens jeg undskyldte for, at det jo ikke var pænt af mig, sådan at grine af noget, som var hans arbejde. Han sagde at det var okay, imens han forsøgte at hjælpe mig til at trække vejret ordentligt.

“Du trækker kun vejret i brystkassen” sagde han imens jeg tænkte, at jeg da altid havde været god til at trække vejret ned i maven. “Du skal trække vejret længere ned” messede han imens hans store brystkasse fulgte mit lille fuglebryst og jeg følte mig helt vildt dum, for ikke at kunne finde ud af at gøre det ordentligt.

Han trykkede mig i nakken, på skuldrene og rystede mine arme, inden han forsigtigt trykkede mig i maven. Stemningen ændrede sig pludseligt.

Hvad fanden var det?

… Jeg begyndte at græde.

“Du er alt for hård ved dig selv” sagde han og trak vejret med mig og trykkede forsigtigt videre. Tårerne trillede. Jeg kunne seriøst slet ikke styre det. Jeg er jo ikke mere hård ved mig selv end alle andre, tænkte jeg og slog mig selv imaginært i hovedet for at være så dum, at lade dén slags floskler påvirke mig.

Jeg sagde det højt. At jeg følte mig som en idiot. Han lovede mig, at det var jeg ikke.

“Bare giv slip. Jeg er her for dig.”

Jeg gav ikke slip-slip. Det kunne – eller turde – jeg slet ikke, men jeg kunne heller ikke holde tilbage-tilbage. Han havde virkelig ramt noget.

“Alt dét du rummer, uden at bearbejde det, bliver lagret i din krop”.

Av. Av. Av. Jeg er altid sådan én der rummer, accepterer og kommer videre, når mennesker behandler mig dårligt. Jeg er sådan én, der ikke lader mig påvirke. Sådan én, der “kan klare det hele” med et smil på læberne og åbne arme. Jeg er sådan én, der ikke bearbejder en skid.

Min indre dørmåtte kiggede frem og jeg kunne se, at den var møghamrende beskidt. Alle de fødder der var blevet tørret af, uden jeg havde sagt fra, sad plantet der, på min indre dørmåtte, som Asger med sine magiske hænder havde trykket frem og hængt til tørre lige for øjnene af mig.

Det var den vildeste behandling jeg nogensinde har prøvet og uden sammenligning noget af det bedste jeg har gjort for mig selv i meget, meget lang tid og da han efterfølgende sagde at “det kan godt være at der er noget helt fysisk i vejen med dit bækken, men jeg tror det bunder i noget psykisk” var jeg ikke et sekund i tvivl om, at han havde helt ret, ham Asger.

Han kunne nærmest ikke røre muskulaturen i og omkring mit bækken, uden jeg begyndte at græde. Ikke af smerte, men af noget der mest af alt føltes som uforløst sorg.

Det var afsindigt grænseoverskridende og hårdt, men det var også fuldkommen fantastisk, forløsende og lærerigt og jeg kan altså kun give det – og Asger, som jeg tror kan noget helt, helt særligt – mine varmeste anbefalinger. I virkeligheden har jeg været meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville fortælle jer om behandlingen – både fordi det var så grænseoverskridende og intimt, men også fordi jeg simpelthen ikke kan overskue, hvis Asger pludselig får så travlt, at han ikke har tid til mig. Men altså, jeg har lært, at man skal dele ud af dét der er godt og han er simpelthen for god til at holde som en hemmelighed, så hvis nu nogen af jer er blevet fristede til at få løsnet lidt op i enten krop eller sind – eller som jeg, begge dele, så kan jeg altså anbefale jer at booke en tid hos Asger HER.

Uanset hvad, er der selvfølgelig heller ingen tvivl om, at jeg skal derind igen og selvom det er en lidt småpebret affære, så er det hver en krone værd! Og ja, jeg betaler altså selv, hvis nogen skulle være i tvivl. Faktisk tror jeg ikke at Asger har den fjerneste idé om hvem jeg er. Heldigvis, tænker jeg…

Det virkede sjovt nok som det mest naturlige i verden, da der tikkede en besked ind med teksten: “Jeg er i København. Møtes i morgen?” Tilsat klappende hænder og et rødt hjerte. Det var fra Cathrine, som jeg ikke har set i knap ni år. Vi lærte hinanden at kende i Kina i 2009, da vi repræsenterede hvert vores land ved den internationale skønhedskonkurrence Miss Model of the World. Hun repræsenterede Norge – og ja, jeg repræsenterede selvfølgelig Danmark.

Egentlig var det ret meget et tilfælde at jeg pludselig gik der, på scenen foran mange tusinde mennesker og på skærmen foran flere millioner (fordi skønhedskonkurrencer er en ret stor ting i Kina, og konkurrencen derfor blev transmitteret på nationalt tv) og gjorde mit bedste for ikke at snuble, styrte af scenen eller på anden vis gøre mig selv fuldkommen til grin, som jeg i dén grad frygtede.

Dem der kender mig ved, at jeg er vokset op som lidt af en drenge-pige. Jeg hang altid ud med drengene i frikvartererne i skolen og jeg har altid syntes det var langt federe at være sej og stærk, end at være sød og pæn. Bevares, jeg var også en nørdet lille bogorm, men min indre rebel har jeg alle dage haft svært ved at skjule og med dét in mente, synes jeg altså det er temmeligt tosset at tænke på, at jeg har være en miss-fancy-pants-på-en-gigantisk-catwalk.

Ikke desto mindre, blev det altså tilfældet, da jeg, kort efter jeg var flyttet til København i foråret 2009, troppede op til audition inde på dét der i dag er blevet til ARCH. Ikke fordi jeg havde nogen ambition om at (eller tro på at jeg kunne) vinde skidtet, men fordi jeg så det som en oplagt mulighed at skabe noget netværk i den kæmpe by jeg netop var flyttet til, hvor det mest af alt føltes som om jeg ikke kendte et øje. Efter den første audition blev jeg, sammen med 20-30 andre piger, sendt videre til den “rigtige” konkurrence og jeg var selvfølgelig overbevist om, at det udelukkende var fordi det var godt for deres omdømme, at have sådan én som mig med i feltet. Den grimme, kloge ligeknap-jordemoder-ælling. Og jeg var ligeglad, så længe det var sjovt. For det var det altså! Det var sjovt og overvældende og helt vildt vildt, for sådan en lille provinspige som mig, pludselig at blive sminket af nogen der var uddannede til det, at få lov til at prøve – og FÅ – flotte kjoler. At få lange ekstensions i håret og gaver og champagne og spa-behandlinger og alt muligt lir, der fulgte med, var jo – selvfølgelig – fuldkommen omkuldblæsende for mig, der var vokset op i en i øvrigt ganske fattig familie ude på landet i Sønderjylland, hvor jeg udelukkende gik med træsko eller ridestøvler i flere år af mit liv. Jeg nød det, med andre ord, og selvom jeg følte mig en lille smule udenfor, så besluttede jeg at få det bedste ud af det.

Til den danske finale havde jeg således et par dåsebajere og flade sko med i tasken, fordi jeg (selvfølgelig) var overbevist om, at jeg kun var med for min hjernes skyld og jeg regnede derfor med at kunne springe direkte videre på bodega og hamre shots med nogle af mine nye veninder efter showet. Hvorefter det altså på én eller anden måde gik således, at jeg vandt og dermed skulle blive i de høje sko. Tænk sig, at de åbenbart ikke havde gennemskuet mig, som dén bonderøv jeg nu engang var – og er.

Tillykke – du skal til Kina i fire uger til november, lød beskeden og jeg måtte på den note ringe til min kommende chef, som jeg kun havde mødt til samtalen hvor hun tilbød mig mit første job som jordemoder, og bede om en måneds ferie. Bare lige fordi jeg blevet “inviteret til Kina” som jeg fortalte hende uden yderligere forklaring. Ja, jeg turde altså ikke fortælle hende hvorfor, for i virkeligheden var jeg ligeså flov, som jeg var stolt. “Miss danmark” – hvad fanden var dét nu for noget selvoptaget fis, tænkte jeg ofte, imens jeg mindede mig selv om, at jeg heldigvis rummede så meget mere end dét nogle forsøgte at fortælle mig, var et smukt ydre.

… Fuldkommen ligesom mange af de piger jeg mødte i Kina var meget mere end deres smukke ansigter og lange lemmer. Som Cathrine fra Norge, der skrev til mig forleden og spurgte om ikke vi skulle mødes, for eksempel. Hun er smuk som kun de færreste andre og sødere end en jordbæris på sommerdag og i går mødtes jeg så med hende, for første gang siden vi krammede farvel i lufthavnen i Kina og det var simpelthen så skide dejligt! Vi slentrede rundt i København og drak kaffe og spiste frokost. Vi snakkede om alt dét der skete dengang og om alt det der var sket sidenhen. Bryllupper, børn, et par karriereskift og en skilsmisse, for at nævne nogle af de store ting, som bare lige hurtigt blev vendt i løbet af ganske få timer, inden vi igen krammede farvel – og på gensyn. Mødet med Cathrine fra Norge mindede mig om dét skønhedskonkurrencen allermest gav og har givet mig: et bekendtskab i næsten halvdelen af alle verdens lande og dét kan altså noget helt, helt særligt og jeg véd at jeg har en lille bog et sted, med en hilsen fra alle pigerne og deres kontaktoplysninger som de i hvert fald var dengang, for ni år siden, som jeg tænker, at jeg hellere snart må se om ikke jeg kan finde. Det kunne jo være at det pludselig var mig, der kunne skrive til én af pigerne fra et land jeg befandt mig og spørge om ikke lige vi skulle mødes.

Først og fremmest tak til alle jer, der har sendt mig private beskeder, både på facebook, instagram og på e-mail med gode råd omkring mine bækkensmerter.

Det er vel omkring en uges tid siden de startede, bækkensmerterne, og ovenpå en omgang terrassebygning i weekenden, ja, så er jeg altså slået godt og grundigt hjem, for hold nu k*ft, hvor gør det ondt, altså! Det føles lidt som når man prøver på at strække armen og albueleddet ligesom “låser” – det kender I godt, ikke? Forskellen her er bare, at jeg ikke “bare” kan bøje armen og prøve igen, indtil leddet arter sig, for bækkenet bruger man hele (fucking) tiden, fordi det ligesom er kroppens knudepunkt, der binder over- og underkrop sammen. Bevares, det bliver heldigvis bedre, når jeg ligesom er “kommet igang”, men det er aldrig sådan rigtigt godt. Værst er det dog, når jeg sidder ned – og især i bilen. Fy for den lede, det er så jammerligt, at jeg ikke engang har kunnet overskue at tage i kolo i denne uge endnu, selvom vejret har været perfekt og vi sagtens kunne sove derude und alles. Jeg kan simpelthen bare ikke overskue køreturen lige nu.

Derfor gik jeg tilbage i gemmerne i det blogindlæg jeg udgav for lidt mere end et år siden, hvor jeg sidste gang klagede min nød over mit ømme bækken. Her talte jeg anbefalinger sammen og så hurtigt en idé i, at ringe til Birthe Bonde-klinikken, som efter sigende skulle være de aller- allerbedste til at håndtere skrøbelige bækkener.  Som sagt så gjort og her til formiddag indfandt jeg mig så i de temmeligt outdatede lokaler, hvor jeg blev mødt af en både pæn og sød fysioterapeut. Hun bad mig lave nogle af de øvelser jeg har gjort så mange gange før, når jeg har været hos forskellige behandlere vedrørende mit bækken og konstaterede hurtigt, at især mit ene bækkenled låste sig fast, ganske uhensigtsmæssigt. Og så gav hun mere eller mindre op. Masserede mine baller og sagde, at der nok skulle noget mere til og at hun da helt sikkert syntes at jeg skulle være nysgerrig på, at finde ud af hvad der mon gjorde, at mit bækken gentagne gange gav anledning til disse smerter.

Ja, flot, søster pomfrit – det var jo sådan set derfor jeg var kommet, tænkte jeg. Men ak, femhundrede kroner fattigere og med instruksioner på at lave de øvelser jeg kender til hudløshed (og som jeg laver 10+ gange om dagen for tiden) gik jeg ud. Ikke spor klogere, men til gengæld med nymasserede baller, som hvor dejligt dén slags eller måtte være, ikke har gjort den fjerneste forskel. Bækkenet gør præcis ligeså ondt i dag, som det gjorde i går og jeg ved sgu snart ikke hvad jeg skal stille op, udover at køre grundigt på med det yogaprogram jeg startede op på for nogle dage siden. Det føles lidt som om det rent faktisk løsner lidt op – omend det kun er indtil jeg har siddet ned fem minutter igen, så er vi tilbage ved point zero. Jeg ved selvfølgelig ikke om den fysioterapeut jeg var i hos i dag virkelig er blandt landets allerbedste, sådan som det forlyder sig, men for mig gjorde hun altså ingen forskel og hvis det virkelig er tilfældet, ja, så blegner håbet om at der overhovedet findes nogen derude, som kan hjælpe mig…

Suk, mand, hvor havde jeg dog håbet på, at jeg kunne komme med en lidt mere sprudlende status, men virkeligheden er som den er og jeg er – ærligt talt – godt og grundigt træt af det.

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk