Category

De personlige

Category

Mælkeskvulp og glimmeroverflade

Jeg står og rører så hurtigt jeg kan, uden mælken skvulper ud over kanten, imens jeg utålmodigt venter på at den kommer op at koge, risengrøden, som lige om lidt skal en tur ind under én af husstandens mange dyner og jeg skal videre i dagens tætte program. Det er svært at røre effektivt og uden at sjaske med mælken, med venstre hånd, men det er ligesom lettest, at skrive blogindlæg med højre.

Og jeg vil så gerne skrive. Mest nok for at spørge, om jeg mon er den eneste, som har rygende travlt for tiden? Nok ikke.

Jeg kan mindes at det er dét alle voksne snakker om i (eller lige op til) december. Hvor travlt vi har. Selv synes jeg, at jeg løber usædvanligt stærkt for tiden. I dagene med drengene, for at balancere arbejds- og familieliv på en måde hvor familielivet klart får lov til at veje tungest og i dagene uden drengene, for at “nyde” tiden hvor jeg kan gøre som det passer mig, mest muligt. Den får én over nakken på alle fronter og det er lig før jeg ikke kan følge med. Min hjerne – eller min hukommelse især – kan simpelhen ikke være med på at have det så travlt og hvad fanden er det egentlig også for noget, at skulle have travlt for at kunne hygge sig?

Som et eksempel kom jeg for ganske få minutter siden hjem fra Føtex, hvor jeg ihærdigt har trukket alle juledimser og gran og dutter ned fra hylderne, sammen med sødmælken til risengrøden, for at fare hjem, femhundrede kroner fattigere, og være klar til julehygge med mine drenge. Jeg har bare glemt det vigtigste til de der juledekorationer vi skal lave. Ler. Basen. Det brune, kedelige, der ligger indenunder alt det pæne. De glimmerindpakkede gaver, de røde bær og de smukke lys (som jeg håber at jeg tør tænde, når tid er). Min hjerne går i glimmermode og måske – bare måske – kunne der godt være noget om, at jeg af og til godt kan glemme leret. Også i overført betydning, velsagtens.  Dét der fundament indeni, som også skal fungere, for at alle de fine pyntegenstande ikke bare ligger henslængt på et rødt plastikfad. Eller på en efterhånden noget ranglet krop, hvis jeg skal trække metaforen helt tæt på.

Ak ja, risengrøden er klar til dynerne, jeg skal skynde mig en tur i Brugsen efter ler, inden jeg skal skynde mig videre op for at hente mine drenge så langsomt og hyggeligt som overhovedet muligt, for hvis bare de ikke opdager, at jeg har travlt, så er det lige før det er helt ok. Det er trods alt december lige om lidt og så skal vi hygge os, ikke sandt?

10 ting du (med næsten garanti) ikke ved om mig

Der er med garanti noget I ikke ved. Ja, eller altså, der er nok i virkeligheden nærmest garanti for, at ikke særligt mange af jer overhovedet ved noget af eller om nedenstående – og dét var dog en redelighed, vi fluks må se at råde bod på. Og så skal I som altid være mere end velkomne til at fylde kommentarfeltet op med jeres egne særheder, hvis I (også) går og holder jer dén slags.

  1. Noget af det bedste jeg ved er, at cykle uden bh på. Det lyder måske mærkeligt, men det føles så lækkert, når brysterne hopper, når man cykler over små huller i vejen. Til gengæld hader jeg fuldkommen samme “ufrivillige” bevægelse, når jeg går. Jeg tænker at forskellen må ligge i, at brysterne når man cykler, ligesom får lov til at “dingle” lidt mere frit…
  2. Det var ikke just det store udvalg af retter jeg slubrede i mig som barn, hvor jeg mest af alt vist levede af hvidt brød med puddersukker. Derfor var det også en stor sejr, da jeg opdagede, at jeg godt kunne lide makrelsalat. Altså, det hvide ovenpå makrelsalat.
  3. I dag kan jeg heldigvis lide al mad. Altså, bortset fra dét jeg stadig synes er lidt klamt, ik’?
  4. Jeg har et modermærke lige imellem brysterne, som jeg blev drillet med som barn.
  5. For some reason forstår jeg stadig hvornår, hvordan og hvorfor modermærker opstår. Jeg mener, man er jo ikke født med dem, men jeg kan heller ikke mindes nogensinde ikke at have haft mine.
  6. Nu vi er ved modermærkerne, kan vi ligeså godt gøre dem færdige: Jeg har ofte sagt at det var en god kedsomhedsaktivitet, at male mønstre imellem mine modermærker på benene. Sandheden er, at jeg faktisk aldrig har prøvet. Jeg synes bare det lyder sejt.
  7. Jeg skal til julefrokost på fredag og selvom det udelukkende er i selskab med dejlige damer (som jeg ikke har nogen planer om at kysse på, selvom kjolen kunne indikere andet) så overvejer jeg, sådan seriøst, om ikke jeg skal iføre mig denne her fra NA-KD (reklamelink). Der er trods alt 30% på hele biksen resten af ugen med koden BLACKWEEK.
  8. Spurgte min far mig, i ramme alvor, om jeg ikke skulle have en pige-kæreste næste gang, da vi gik og byggede på min lille kolonihave i sommer. Og altså, selvom jeg elsker hans rummelighed, så var det altså ikke just dét jeg havde i tankerne. #nejtak
  9. Har jeg mod al forventning fundet én af de er hæslige t-shirts med print på brysterne,  som jeg faktisk godt kan lide. Denne her fra NA-KD (reklamelink), som jeg synes oser af kvindepower! Så meget, at jeg faktisk tænker på at købe den, selvom jeg godt ved at det ikke ligefrem tegner til at blive t-shirt-vejr den kommende tid. Men altså, man kan jo altid have den indenunder en cardigan, ikke sandt?  Og der er jo også 30%. Og fri fragt…
  10. Jeg har sådan helt absurd høj svang på fødderne. Så meget at en ekspedient i en skobutik engang mente at jeg havde vanskabte fødder, når jeg tilsyneladende ikke kunne passe ét eneste par af deres stiletter. Sidenhen har jeg heldigvis lært at det handler ret meget om model, type og mærke – også selvom min svang stadig er lige høj.  For eksempel er jeg ret overbevist om, at de her frækkerter (reklamelink), vil passe storartet til mine åbenbart vanskabte fødder.

Auf Wienerschnitzel!

Det var en fælles beslutning

Åh altså, jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte ovenpå gårdagens storm af velmenende, trøstende, opbakkende og omfavnende beskeder og kommentarer, ovenpå mit indlæg, som beskrev en lortefølelse foranlediget af årsdagen for dén dag, den helt store krise i mit daværende ægteskab startede. Uden jeg i øvrigt havde set den komme.

Der er så meget jeg gerne vil sige, fortælle og forklare, men mest af alt vil jeg bare gerne sige tak. Tak fordi I bare er der. Så pisseseje og søde.

Tak.

Flere har ovenpå føromtalte indlæg, forstået at det var dén dag, skilsmissen blev besluttet, hvilket jeg altså vil skynde mig at sige, er en ganske fejlagtig antagelse, som jeg er ked af, hvis jeg har foranlediget. Det var det ikke og beslutningen var, som vi meldte ud i sommer, vores begges, men det var dén dag krisen indtraf. Eller i hvert fald var det den dag jeg opdagede, at den indtraf.

Allerede et lille døgn efter, imens jeg havde indfundet mig i Lalandia, i selskab med mine børn og èn af mine allerbedste veninder (som var min klippe i hele forløbet), aftalte vi over telefonen at vi ville kæmpe for det. For os.

En kamp vi, som I ved, tabte. Mange tårer, mange psykologtimer, mange frustrationer og endnu flere misforståede intentioner senere, gik det op for os, at det ikke gik. At vi skulle skilles. En beslutning vi tog sammen, som venner.

Så mange af jer har sendt mig tanker og kærlighed og selvom jeg bliver enormt rørt og glad over dem alle, så er det samtidig vigtigt for mig at slå fast, at jeg ikke skal trøstes. Jeg er glad, jeg trives, jeg smiler hver eneste morgen når jeg vågner og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det var en god beslutning at blive skilt. For mig, i alle tilfælde. I går var bare en lortedag, hvor jeg blev mindet noget så vederstyggeligt om at alt det svære jeg har gået igennem det seneste år. Om krisen og alt dét den bragte med sig.

Kæft, mand, hvor har det været et vildt år! Men I er her stadig og selvom jeg ikke kender jer, så elsker jeg jer allesammen en lille smule mere, des bedre jeg føler at I kommer til at kende mig, så tak fordi I gider at læse med. Og tro mig så, når jeg siger, at i morgen bliver en pissegod dag. Ikke fordi der skal ske noget særligt spændende, men fordi vi selv vælger hvordan vi vil møde verden.

“Hvis folk er glade, er det deres egen skyld, der er nok at være ked af” sagde Storm P og jeg tror han har ret. Jeg gør i alle tilfælde mit allerbedste for at (forsøge at) nyde og omfavne livet med alt det indebærer, for hvis der er noget jeg har lært, så er det, at man alligevel ikke kan vide, hvad der venter lige bag hylden, hvor man netop har taget den sidste pakke havregryn…

Om dengang vi ikke tog til Disneyland

Det ligner mig dårligt, sådan bare at fordrive tiden, som jeg føler at jeg har gjort det i dag. I ved, på den der måde, hvor det hele egentlig mest af alt bare har handlet om, hvornår det dog kunne blive i morgen. Ikke fordi jeg skal noget spændende, eller fordi jeg glæder mig til i morgen, men fordi jeg ikke rigtigt har kunnet overskue i dag. Og lige indtil for få øjeblikke siden, har jeg ikke fattet hvorfor, hvilket naturligvis har fået mit humør endnu længere ned i kulkælderen, for hvad fanden er jeg egentlig også for en (dårlig) mor, hvis jeg ikke engang nyder at holde langsom lørdag med mine børn? For ærligt, jeg har ikke nydt i dag en skid! Jeg har brugt alt for meget tid på at gemme mig i køkkenet, på at kigge fuldstændigt umotiveret på min telefon og på at tænke over, hvad der mon skal til for at kunne præstere lidt mere nærvær, imens jeg allermest har haft trang til at lukke verden ude, med en lydbog, et par solide hørebøffer og lukkede øjne.

Uden forklaring.

Det ligner virkelig ikke mig.

Jeg forstod det ikke, indtil jeg, formentlig ude i køkkenet, kom til at se lidt for mange stories på instagram, hvor jeg gentagne gange tog mig selv i at slukke væk fra alle de bloggertyper – blandt andet hende her, som i øvrigt er mega sød og min nyeste kollega inde i Andedammen – som lige nu er på pressetur i Disneyland. Jeg har det nemlig en lille smule stramt med Disneyland, skal jeg sige jer. Ikke fordi det ikke er et dejligt sted; det er det garanteret, men fordi min lille familie og jeg var inviteret på selvsamme pressetur sidste år, hvor jeg endte med, fuldstændigt grådkvalt, at ringe til den søde pr-dame om morgenen, få timer inden vi skulle flyve, og aflyse turen.

Jeg kunne pludselig ikke overskue det. Ligesom jeg endnu mindre kunne overskue, for et øjeblik siden, at opdage, at det ret præcist er ét år siden i dag, at vi skulle have været afsted.

Børnene vidste det selvfølgelig godt dengang; at vi skulle afsted. Og selvom jeg ikke husker det, så forestiller jeg mig, at de havde været lidt ekstra svære at putte aftenen forinden, fordi de glædede sig som, ja, som børn der skal til Disneyland, til at komme afsted. Jeg var alene med dem, indtil et stykke ud på aftenen, hvor Thomas kom hjem.

Hvor han kom hjem og og sagde de der tre ord, som fik min verden til at gå i stykker.

Hvor min verden pludselig tog en drejning, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Hvor jeg pludselig overhovedet ikke kunne overskue at skulle indfinde mig i Disneyland dagen efter, på en pressetur, hvor der blev taget billeder af alle vores store smil og magiske oplevelser. Hvor jeg i stedet endte med at bruge den halve nat på at finde de absolut sejeste youtube-klip fra Lalandia, som jeg næste morgen viste til Jens, i håbet om, at han ville være enig med mig i, at det måske alligevel ville være bedre at tage til Lalandia end til Disneyland. Heldigvis var han enig. Faktisk – med de absurd kedelige klip jeg selvfølgelig også havde fundet frem fra Disneyland, in mente – var Jens ikke et sekund i tvivl om, at der måtte være meget federe i Lalandia end i Disneyland.

Det var nok ikke spor federe. Til gengæld var det skide dyrt, så vidt jeg husker. Men det var alle pengene værd, for mine børn var glade og det så umiddelbart ud til, at jeg ikke var ene om, at have ildrøde og hævede øjne, som jeg sad der i børnebassinet og gjorde mit bedste for at holde hovedet oven vande.

“Jeg vil skilles” sagde han.

Fordi det er vigtigt at huske sig selv

Jeg har indfundet mig på min pind. Den pind i min lille andedam, hvor jeg igennem de seneste måneder har været alt, alt for lidt. Eller altså, for lidt i forhold til hvad jeg gerne har villet være det tidligere og i forhold til hvor meget jeg gerne vil være her fremadrettet. I virkeligheden har det været helt perfekt afstemt med det faktum, at jeg har haft brug for at være derhjemme. Ofte.

Der er mange som spørger til en status på livet som fraskilt og altså, det korte svar er, at det går godt. Rigtigt godt. Men det har selvfølgelig ikke været uden omkostninger at komme hertil; at have truffet en beslutning om, at gå målrettet efter egen lykke og – for en gangs skyld – rent faktisk at lytte til egne behov og følelser, som jeg ellers har haft for vane ikke at gøre. Nogensinde, nærmest.

Bevares, jeg har altid været meget bevidst omkring mine faglige kompetencer og jeg er en ukuelig optimist, når det kommer til troen på egne evner stort set uanset hvad opgaven lyder på, men når det kommer til mine egne følelser har jeg været iskold. De har været ligegyldige. Underordnede. Så godt som ikke-eksisterende. Og det er selvfølgelig klart, at det kræver noget seriøst arbejde pludselig at begynde at lytte til sit hjerte, når det ikke længere kun handler om at opfylde andres behov; at turde rent faktisk at føle og mærke efter, hvordan jeg har det og hvad jeg egentlig gerne vil. Sådan rigtigt. 

Det er måske i virkeligheden, sådan for alvor, gået op for mig i forbindelse med tilblivelsen af 40 Uger Efter, som i virkeligheden kan koges ned til at handle om, at vi mødre (og alle andre, selvfølgelig) skal lære at anerkende os selv, at lytte til os selv og at stole på, at vi er gode nok som vi er. Med hængepatter, gylp på tøjet og et følelsesliv, der af og til kan være svært at hitte ud af. Det er hele omdrejningspunktet både i bogen og i de foredrag jeg for tiden holder i BabySam rundt om i landet. Og selvfølgelig skal jeg også lytte til mig selv, når jeg siger det. Når jeg fortæller, at det er vigtigt både at erkende, forstå og lytte til egne behov – og måske endda sige dem højt, hvis ikke det er behov, man med lethed kan udfylde for sig selv. Det er skide hamrende svært, men til gengæld føles det virkelig godt. Det føles fantastisk aktivt at tilvælge egen lykke og selvom den selvfølgelig ikke er der hele tiden og selvom der også er så meget lort, både rundt om i verden, på det store internet og hjemme i privaten, så har det givet mig en indre ro og power, som jeg eddermamer gerne vil give videre.

Jeg har haft en kæmpe fest i de fire butikker jeg indtil videre har besøgt. Jeg har underholdt, fortalt og berettet det bedste jeg har lært. Fortalt om nogle af mine egne svære tanker i mit spæde moderskab, om BabySams Book En Rådgiver (som jeg hundrede procent skulle have kendt til da jeg fik mit første barn) og om vigtigheden af, at huske og anerkende sig selv. Og heldigvis er det ikke slut endnu. Der er fire butikker endnu (i denne omgang – jeg arbejder benhårdt på også at få lov til at indtage scenen i Århus-området) og jeg glæder mig helt vildt. Især fordi jeg rent faktisk selv har lært, at lytte til – og ofte også forstå – mig selv, sådan som jeg håber at alle de vordende eller nybagte mødre (og fædre og alle andre, der måtte have lyst til at komme med) også kan få det med sig selv. For helt ærligt, alle fortjener den power, der ligger i at stole på sig selv. I aktivt at vælge sig selv til.

Der er stadig et par ledige pladser i Næstved hvor jeg skal til i aften og i Fields hvor jeg kommer på torsdag og I kan tilmelde jer lige HER, hvis I har lyst til at være med. Det er helt gratis – og ret hyggeligt. 

Fordi hun ikke er nogen dårlig mor!

Det har virkelig været overvejende positivt, hvad jeg har fået af tilkendegivelser omkring min bog, 40 Uger Efter. Ja faktisk, har jeg stort set udelukkende fået positive tilkendegivelser og det gør mig simpelthen så glad! Især, selvfølgelig, fordi det vidner om, at der rent sidder en masse kvinder derude, som finder glæde, opmuntring, inspiration og nogle gange også trøst, ved at læse bogen.

Alligevel blev jeg i dag helt usædvanligt trist over en besked jeg fik tilsendt. Den var fra en veninde og handlede sådan set overhovedet ikke om mig. Den handlede om hende. Min veninde og kollega Cecilie fra SneglCille.dk, som har skrevet et afsnit i bogen om hvordan det, for hende, har føltes, at vælge flaske frem for amning. Et valg, der på ingen måder har været let. Hverken første, anden eller tredje gang hun har truffet det. Et svært, men til gengæld helt rigtigt valg. For hende og dermed for hendes børn.

Allerede inden hun skrev afsnittet, fortalte hun mig, at det altid var med en vis knude i maven at hun skrev om sine mislykkede ammeforsøg, fordi hun altid frygtede ammemafiaen. Dem, som ikke ville forstå. Dem, som måske endda fejlagtigt ville tro, at hun var en dårlig mor.

Det lover jeg jer for, at hun ikke er.

Faltisk er hun én af de mødre, jeg beundrer allermest. Hun står på hovedet for sine børn og indretter sig efter deres behov, uden at gå (alt for meget) på kompromis med sig selv. En evne der gør hende autentisk, ærlig, relevant og helt vildt nærværende overfor sine børn, som er nogle af landets sødeste.

Beskeden hun havde modtaget, var til gengæld noget af det mest modbydelige jeg nogensinde har læst. En kvinde havde læst Cecilies afsnit i min bog og mente ud fra dét (og vist et par times kig ind på hendes blog) at kunne afgøre, at hun – i korte og absolut sobertgjorte træk – er en usædvanligt dårlig mor.

Ingen kan lide dig” sluttede kvinden sin besked af, og jeg får nærmest kvalme over det. Hvem fanden er så modbydelig overfor andre? Overfor et fremmed menneske, som intet andet har gjort, end at beskrive sin ærlige og ganske modbydelige kamp mod en amning, hun aldrig endte med at lykkes med, i en bog, der handler om at turde rumme og stå ved sig selv i sit spæde moderskab, hvor alt er nyt og ofte svært, snavset og ikke spor som i alle de glansbilleder vi ellers er blevet fodret med i bedste sendetid fra barns ben.

Heldigvis ved jeg at det er løgn. Jeg er vild med Cecilie. Hun er ét af de sejeste, sødeste og absolut mest ordentlige mennesker jeg overhovedet kan komme i tanker om og fordi jeg så gerne vil vise verden, hvor fantastisk hun er, har jeg netop postet billedet fra nærværende blogindlæg på Instagram også med #alleelskersneglen og hvis I vil bruge bare to minutter på at skrive det samme i en kommentar til billedet (eller til opslaget på facebook, hvis det er nemmere), vil jeg simpelthen blive så glad. Hun fortjener noget seriøs kærlighed og jeg vil eddermamer gerne lade den starte herfra.

Faktisk.

Det der efternavn

Selvom det er aftagende, bliver jeg alligevel spurgt relativt ofte; ikke længere på daglig basis, men i hvert fald et par gange om ugen: “Hvorfor beholder du egentlig dit efternavn?” Og selvom jeg egentlig ikke selv tænker, at det er det mest interessante spørgsmål i verden, hverken at stille eller at besvare, så tænker jeg, at det måske alligevel kunne være, at der var flere, som var nysgerrige på svaret, hvorfor jeg som en lynhurtig inskyldelse har forfattet nærværende indlæg, et sted i luften imellem København og Aalborg, hvor jeg netop har indfundet mig.

Allerførst synes jeg det er lidt fjollet, når nogen spørger “hvorfor beholder du dit efternavn?“. For altså, det mest oplagte ville jo unægteligt være at svare, at det gør jeg fordi det er mit navn.
Godt nok tog det mig på den pæne side af et år, sådan for alvor at forstå og acceptere, men igennem de seneste i hvert fald seks år, har jeg syntes at “Buttenschøn” var ligeså meget mit navn, som det var Thomas’. Og når nogen for eksempel af og til spurgte mig om hvor “Buttenschøn” (med tydelig henvisning til Thomas) var, blev jeg sindssygt provokeret, fordi “Buttenschøn” altså var ligeså meget mig, som det var ham.
Dernæst – og som den klart mest tungtvejende årsag til, at jeg ikke engang så meget som har overvejet at skifte tilbage til mit oprindelige Bertelsen (som jeg i øvrigt altid har været glad for) – så hedder mine børn også Buttenschøn og hvis der er noget jeg ikke kunne forestille mig, så er det da, at tage navneforandring til noget mine børn ikke hedder.

Vi er stadig en familie, som jeg elsker at være en del af, selvom Thomas og jeg ikke er kærester – og jeg er altså ikke spor ked af, at dele efternavn med mine børn eller dén mand, jeg har produceret dem sammen med.

Og derfor beholder jeg mit efternavn. Mit efternavn.

Aldrig mere lyst til sex?

Man skal i sandhed passe på med at stikke næsen for langt frem nogle gange. Eller i hvert fald skal man være forberedt, når man gør det. Som jeg heldigvis synes jeg var, denne gang.

Jeg skrev forleden et indlæg til BT, som i går kom online under overskriften “Jordemoderen Cana har selv født to gange: Derfor har kvinder ikke lyst til sex, når de har fået børn” og altså, selvom der ikke som sådan er noget forkert ved dén overskrift, så er det selvfølgelig en sandhed med modifikationer. Som man forhåbentligt forstår, hvis man læser artiklen. Om end jeg godt var klar over, at den – både overskriften og artiklen – muligvis ville efterlade nogen med indtrykket, at jeg dog var en usædvanligt tør kiks.

Jeg er naturligvis klar over at det ikke er alle kvinder, som får nedsat lyst til sex, efter de har født, ligesom jeg altså gerne vil pointere at det er min opfattelse, at det primært er imens barnet (eller børnene) er helt små, at det kan synes som en uoverkommelig udfordring at få ordentlig gang i den sjove hjemmegymnastik. Lysten vender med andre ord tilbage, i takt med at livet med børn på et tidspunkt igen bliver mere og mere “normalt”. Det har den i alle tilfælde gjort hos mig. Men med dét sagt, så tror jeg altså, at rigtigt, rigtigt mange par oplever at få et temmeligt meget mere trist sexliv, efter de har fået børn. Og dét altså primært på foranledning af kvinden, som ikke har det store overskud til at have lyst.

For jeg tror virkelig det er dét, det handler om. Overskuddet. Eller altså, manglen på samme.

Når vi får børn bliver de fleste af os overvældede af behovet for at beskytte vores afkom. Vi vil gøre vores ypperste for, at vores lille, nuttede baby har det så godt som overhovedet muligt. Vi føder, ammer, får sår på brysterne, står op hundrede gange hver nat, bliver gylpet på, skidt på og kigget på af jordens dejligste babyøjne, som får alle pinslerne til at forsvinde, som dug for solen. Selvfølgelig gør vi det. Alt imens vi selvfølgelig også kysser, krammer, nusser og ligger usandsynligt meget hud-til-hud; for det siger jordemoderen (eller undertegnede, jeres “online jordemoder”) selv, at man gerne skal. Og så er der alt det praktiske, som også lige skal ordnes. Indkøbene, aftensmaden, rengøringen og vasketøjet, som hober sig op. Og så er der altså ikke plads til særligt meget mere. For mange, altså.

For mig selv, kan jeg sige, at jeg mest af alt bare savnede mig selv. Og at ingen krævede noget af mig. Verdens mest nuttede lille diktator krævede mig dagen (og natten) lang, så selv den mindste anstrengelse overfor andre mennesker, syntes nærmest urimelig, når nu min indre beholder med opfyldelse-af-andres-behov flød over, som var den en vulkan i udbrud. Jeg havde brug for anerkendelse for min indsats, som, uanset hvor “almindelig” den så end måtte være, føltes enorm. Jeg havde brug for at det var mig, nogen (andre) tog sig af. At det var mig der blev forkælet, som en baby, der ikke forventes at give noget igen. Jeg havde brug for at blive set, forstået og mødt i min nye rolle som mor, som jeg i øvrigt syntes var fuldkommen vanvittig at manøvrere rundt i det første års tid, i langt højere grad, end jeg havde brug for – eller lyst til – sex.

… Men selvfølgelig skal man have (lyst til) sex, når man indgår i et parforhold, som forhåbentligt gerne skulle vare hele livet igennem, som det er mit indtryk at de fleste stiler efter, når de får børn sammen. Og netop derfor, tror jeg det er så pissevigtigt at få sat ord på, hvad der sker, hvis kvinden pludselig tager sig selv i at afvise manden mere end hvad godt er. Eller hvis bare manden føler sig afvist; han er trods alt i mange tilfælde sat temmeligt godt ud på et sidespor i forhold til moderens symbiose med baby.

Jeg tror nemlig – oftest i hvert fald – ikke at det handler om at kvinden ikke længere har lyst til manden eller at hun ikke også savner at have sex med ham, som de havde det dengang, før de fik børn sammen. For det gør hun med næsten stensikker garanti. Hun har simpelthen bare mere lyst til og især behov for sig selv. Hun kan simpelthen ikke udholde at føle at hun skal give mere af sig selv, når hun mest af alt bare føler sig som en slatten udgave af sig selv, som trænger til et bad, en bytur og en allerhelvedes masse massage og kærlighed fra sin mand – uden hun behøver at give noget igen.

Tænk nu, hvis mændene rent faktisk forstod, at det var dét, der var på færde, når de stod der og strittede med dilleren og gentagne gange fik et “nej tak, ikke i aften, skat” serveret, som en spand koldt vand dynget ud over hele deres trængende kroppe. Ak ja… Jeg tror, at det kunne gavne rigtigt, rigtigt mange parforhold rundt om i både landet og verden – hvis jeg må være så fri.

… Og hvis nu du – eller din partner – skulle have lyst til at læse mere om hele denne problematik og måske også om, hvad manden kan gøre for at hjælpe kvinden til at genopdage sin lyst (som selvfølgelig stadig findes!), så kunne man måske lægge ud med at læse ugerne 20 og 22 i min bog, 40 Uger Efter 😉 Jeg tør næsten love, at de er ønskværdige for begge parter at have læst.

Single?

Så er det sket. Da Thomas hentede sine sidste ting fra henholdsvis kælder og soveværelse her til formiddag, blev det det lige som definitivt. At vores parforhold og vores fælles liv er slut.

Det har det selvfølgelig været længe – eller i hvert fald i en rum tid – men alligevel føles det vildt, sådan at sætte den slags punktum for vores parforhold. Nu er jeg – sådan rigtigt – alene-voksen. Single, om man vil.

Det har jeg (selvfølgelig) også været en rum tid, men det har ligesom alligevel ikke helt føltes sådan. Måske derfor var det også lidt som en mavepuster, da det pludselig for en lille måneds tid siden stod der – helt sort på hvidt – i en faktaboks i Alt For Damerne, som kort skulle opsummere hvem jeg var: Der stod noget om min uddannelse, mit arbejde, min kommende bog, mine børn og så stod der, at jeg var single.

Single.

Faktisk var det ikke helt rigtigt, eftersom jeg på daværende tidspunkt – på papiret i hvert fald – stadig var gift, men ikke desto mindre var Thomas rykket videre, den forestående skilsmisse offentliggjort og jeg havde jo for alt i verden heller ikke lyst til at der skulle stå at jeg var gift.

Men single? Er det virkelig mig, tænkte jeg. Er singler ikke sådan nogle, som er tilgængelige for – og måske endda higende efter – nye parforhold, af både kortere og længere varighed? Eller hvad?

Jeg har levet i forholdet til Thomas i mere end en fjerdedel af mit liv og når jeg tænker tilbage på “dengang jeg var single” så ser jeg altså ikke just den samme udgave af mig, som jeg ser, når jeg kigger mig i spejlet og måske er det i virkeligheden dér min udfordring om at acceptere min civilstatus som single, ligger. Mit billede af hvordan man er single, hænger i min (under)bevidsthed for eksempel unægteligt sammen med gå i byen til tidligt om morgenen, flere gange om ugen, som jeg gjorde inden jeg mødte Thomas og hvis der er noget jeg ikke har lyst til nu, så er det da dét. En enkelt gang i mellem? – ja tak! Massive tømmermænd flere gange om ugen? – nej tak!

Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at man kan være single på præcis ligeså mange måder, som man kan være i parforhold og der er selvfølgelig ikke noget rigtigt og forkert og jeg håber virkelig ikke at I (andre) singler derude vil tage mit indlæg ilde op, men jeg har altså virkelig svært ved at identificere mig med det.

At jeg er single. Fraskilt. Har en eks-mand. Brææææææk! Det er både alt for ungt og alt for voksent på samme tid og jeg magter på ingen måder kontrasten.

Så derfor: Kan vi ikke bare sige, at jeg bare er mig? Kvinde, jordemoder, blogger, forfatter, mor, veninde, søster, datter og pissegod til at drikke shots fra skuldrene og skidedårlig til at fløjte rent. Bare lige lidt endnu? Jeg er glad for at være alene. Mere end, endda. Men single? Den skal jeg altså lige sluge.

Er vi virkelig så lykkelige?

Verdens lykkeligste land, brøster vi os med ude i verden. Hygge, flødeboller og masser af stearinlys, som skaber glæde for os danskere i vores lille oase af et land, hvor vi overordnet set både er glade, trygge – og ja, lykkelige.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at der er så meget vi kan gøre bedre. For helvede altså, vi er jo ikke lykkelige altid. Når vores sundhedspersonale – både i bunden og i toppen af hierakiet, som da fødselslæge Morten Hedegaard fra Rigshopitalet råbte vagt i gevær, i forbindelse med sin opsigelse tidligere i år – går ned med stress, grundet dårlige arbejdsvilkår, er lykke i hvert fald næppe det første der falder mig ind at tænke på. Når vores ældre bliver frataget retten til daglige bade eller friske, ernæringsholdige måltider, eller når børnene bliver sendt syge afsted i de overfyldte og underbemandede institutioner, fordi mor og far ikke kan tillade sig at holde fri, for at drage omsorg for deres syge børn, så er det fandeme ikke særligt lykkeligt.

Det virker for mig som om den medmenneskelige omsorg i vores land er ved at smuldre imellem hænderne på os og det gør mig så usandsynligt ked af det. For helt ærligt, så tror jeg at vi kan gøre det hele så meget bedre, for de samme ressourcer, hvis vi bare åbner øjnene, kigger lidt ud over egen forsnævrede næsetip og søger hjælp hos vores udenlandske venner.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan det er min oplevelse at vi børnefamilier ofte bliver mere pressede end vi kan holde til og jeg er ikke et sekund i tvivl om at vi, ved for eksempel at kigge til vores naboland, Sverige, kunne komme et skridt nærmere en løsning, som ikke alene ville gavne de pressede familier, men som på sigt med garanti også kunne gavne den overordnede økonomi i vores land. Jeg er i hvert fald overbevist om, at en løsning som tilgodeser de reelle behov de danske børnefamilier har, hvor det bliver lukrativt for begge forældre at arbejde med fleksibel arbejdstid og mulighed for at tage sig af børnene, vil give et fald i langtidssygemeldinger forårsaget af stress, som et eksempel.

Der er så meget vi kan lære og det handler i bund og grund om, at få øjnene op for det. Derfor blev jeg simpelthen så glad, da jeg forleden blev gjort opmærksom på en side, Gør Danmark Større, hvor det netop er os – dig og mig – der kommer til orde. Hvor vi får lov til at komme med idéer til, hvordan vi kan gøre Danmark større; til et bedre sted for os allesammen at være. Ikke bare i dag, men også i fremtiden, hvor vores børn skal vokse op. Blandt de idéer der bliver skrevet (af dig og mig) vil de bedste blive præsenteret for folketinget og jeg tænker virkelig, at det er en enestående mulighed for at få noget reel indflydelse. Som dét indlæg jeg har skrevet derinde omkring fødselsomsorgen, hvor jeg mener at vi kan gøre klogt i at skue til Holland, som har en – for mig at se – helt igennem fantastisk visitation af fødende, som formentlig kunne frigøre nogle midler i vores sundhedssystem, hvis vi gjorde det samme.

På siden søger de også idéer og input til hvordan resten af Europa kan lære af noget hos os danskere og jeg tænker heldigvis – min galde ovenfor til trods – at vi har rigtigt mange gode ting at byde på, som mange andre lande vil kunne lære af. Jeg nævner i flæng: unges mulighed for uddannelse (som ikke skelner imellem rig og fattig), homoseksuelles ret til at blive gift, vores store offentlige sektor (omend den er hårdt presset for tiden), returpantsystemet, vores gode forhold for cyklister og så mega meget videre.

Ingen idé er for stor og for lille og jeg håber sådan at jeg med mit indlæg her, har bidraget bare en lille smule til, at I også vil dele jeres idéer derinde. Skriv dem ned, del dem HER og lad os så sammen gøre Danmark større, bedre og endnu mere fantastisk at være borger i.

… Og når så I har skrevet jeres ideer derinde, så skal I være mere end velkomne til at dele et link til dem i kommentarfeltet herunder, så jeg og andre der måtte have lyst, kan læse dem og give dem et like – for mon ikke også vores politikere kigger efter hvilke idéer der er mest populære, når de skal beslutte, hvilke de reelt skal tage op i Folketinget. I think so! Ladies, let’s do this!

Jeg stoler på jer <3