Category

De personlige

Category

Postkort fra sneglen

Præcis som jeg håber det gør sig gældende for alle andre, så føles det ofte som om jeg har verdens bedste veninder. Én af dem, en dame som I efterhånden er blevet præsenteret for ret mange gange her inde, som fx da jeg skrev om hvordan det gik til at vi blev veninder, har nu – ganske utraditionelt – sendt mig et virtuelt postkort. Fra hende i Danmark til mig i Italien.

Man kunne naturligvis let fristes til at tro, at postkortet fra Danmark til Italien var et forsøg på at bringe lidt sydlandsk stemning over den middelmådige danske vejrudsigt, men i virkeligheden tror jeg bare, at hun har sendt mig det, for at sende mig en tanke. Præcis som man gør, når man sender helt almindelige fysiske postkort, som dem jeg har tænkt mig at drengene og jeg skal fylde om postkassen mod Danmark om nogle dage. Og det gør mig helt vildt glad. Det gør mig så glad, at have så gode veninder og fordi Cecilie, eller SneglCille, som flere af jer måske bedre kender hende som, ligesom jeg er blogger af profession, så spurgte jeg hende om ikke jeg måtte dele postkortet med jer, til hvilket hun heldigvis svarede ja. 

POSTKORT FRA SNEGLEN

Kære Cana,

Hvor ville jeg ønske at mit postkort ville være et af dem med strand og palmer. Og paraplycocktails og sand på solbrun hud, store is, der smelter og de der badedyrsflamingoer. Men nej.
Vi stolede på at den danske sommer ville vise sig fra sin bedste side, på den der vilde måde som kun dansk sommervejr kan, og besluttede os for at en staycation her i vores København var lige sagen. Det med sommervejret skete imidlertid ikke, og nogle dage har det mindet mere om en efterårsferie end noget andet, og med fare for at lyde som en brokkerøv, var det ikke helt det vi havde forestillet os, da vi lagde sommerplaner om legepladsbesøg, lange dage og picnics på stranden og i Kgs. Have og aftenture på Langelinie. Men men, vi har trods blæsevejr og regnskyer været ret gode til at holde ferie. Særligt vores børn.

Ironisk nok, er i dag er den første dag længe, hvor vejret faktisk opfører sig som om at det er sommer, og gæt hvad? Vi er indendørs. Planen var og er at vi skal ud, men ferietempoet har i den grad fået fat i os, og der er gået totalt nattøjsfest i den, med kridhvide boller til morgenmad og frokost, is fra fryseren, togbaner og lydbøger (Tak for rabatkode, i øvrigt, kæmpe hit!). Men NU gør vi det. Ud ud ud.

Og Cana, jeg glæder mig til I kommer hjem. Vi kommer og besøger jer i koloen med badetøj, kold hvidvin og ærter. Tager I solskin med?

Xoxo
Cecilie & Co.

Og ja, gu’ har jeg i sinde at tage solskinnet med hjem!

Hvis I også vil have gavn af rabatkoden til 30 dages gratis lydbøger, kan I finde den HER. Og hvis I vil læse mere fra Cecilies pen, kan I gøre det HER.

Okay? Okay.

img_7698
Jeg vågnede op uden smilet fra i går
Til en verden som jeg ikke helt forstår
Det gik jo lige så godt
Var med på beatet
Havde fundet meningen med livet
Men den må de have ændret nu i nat
Jeg dumpede ned lige midt i det her rod
Og lige siden har der hængt en regnsky over mit hoved
Det gik jo lige så godt
Red på en bølge
Jeg havde en plan, jeg bare skulle følge
Men den plan skulle jeg måske have skrevet ned
Et eller andet sted
Jeg er egentligt ikke okay
Ja, jeg ved godt, man skal være sin egen lykkes smed
Men det kan være svært at se solen, når det øser ned
Det er ikke verdens undergang
Bare en tirsdag morgen
Og jeg er ikke okay
Og er det ikke okay? Hey, det går jo nok
Det går jo nok alligevel
Jeg er sikker på i morgen når jeg vågner
Er jeg nok blevet mig selv igen
Det går jo nok
Og går det ikke
Så går det nok alligevel
Jeg er sgu egentligt bare lidt ved siden af mig selv
Er det ikke okay?

Egentlig har jeg aldrig været den store fan af Rasmus Seebach, som er ophavsmanden til ovenstående, men efter en venlig sjæl i går, da jeg havde udgivet dette indlæg, bad mig om lige at lytte til nummeret, som teksten hører til, kunne jeg ikke lade være med at få en lille smule tårer i øjnene. Han kan sgu noget, ham Ralle.

Jeg tror det er en helt universel følelse, den jeg sidder med lige nu. Med lidt for meget om ørerne på alle fronter i mit liv, hvor det pludselig føles som om det hele ramler, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at det gør det ikke. Ikke sådan for alvor, i hvert fald. Det hele skal nok gå og bare dét at have fået sat ord på overfor jer – og jeres vidunderlige kommentarer, ikke mindst jeres kommentarer (altså pånær den ene som kom fra en herre, som mener jeg skal tage mig sammen og lade være med at have ondt af mig selv) har faktisk gjort, at der i hvert fald er taget én byrde fra mine skuldre 🙂 Så tak for jer!

Jeg er ikke helt okay, men det er nok i virkeligheden helt okay og lige om lidt starter en ny uge og mon ikke også dét kan give lidt fornyet energi. Særligt selvfølgelig, hvis solen kommer til at skinne lige så meget som jeg forestiller mig det indeni mit hoved.

Jeg virker ikke lige nu…

img_7686

“Jamen det kan du jo slet ikke finde ud af?! TILLYKKE!” udbrød min veninde, da jeg fortalte hende, at jeg havde tilbragt hele fredag formiddag liggende på sofaen. Med is, netflix og lukkede øjne. Og hun har helt ret, min veninde. Under normale omstændigheder kan jeg ingenlunde finde ud af bare at ligge på sofaen en hel dag, men en kombination af feber, pms og en følelse af pludselig ikke at kunne gribe én eneste af de hundrede bolde jeg har hængende over hovedet lige nu, fik mig til at krybe i hi.

Der er lukket, skrev jeg for mit indre øje, imens jeg forsøgte ikke at tænke på, hvordan fremtiden bliver. Først med blogflytning, nyt design, hosting, kategorisering og jeg skal komme efter jer, afslutning i institutionen, drengenes lange sommerferie og Thomas der skal arbejde i den, kolonihavehuset og badeværelset jeg skal have bygget, drengene, som starter henholdsvis børnehave og SFO samme dag, min bog der skal udgives og alt dét der kommer til at følge i kølvandet på det.

Lukket. Jeg har helt akut fået brug for en lillebitte pause fra det hele. Boldene er smidt på gulvet og så håber jeg bare, at jeg kan nå at gøre dem alle rene igen, inden de igen skal i luften. For i luften, dét skal de. Det bliver bare ikke lige i dag. Og måske heller ikke i morgen.

Jeg virker nemlig ikke (til andet end mine børn) lige nu.

Se forsiden på min bog, 40 uger efter <3

img_7463

Havde det ikke lige været for en sød kollega, som sendte mig i link, lige inden jeg skulle en tur ind og give mit besyv med på en masse forskellige emner i News & Co på TV2 News i går, så havde jeg formentlig stadig ikke opdaget, at min kommende bog, 40 uger efter, ikke længere er “hemmelig”. Ikke at den nogensinde har været klassificeret på den måde, men der er jo alligevel en del hemmelighedskræmmeri omkring tilblivelsen af den slags. Lige indtil nu, altså, hvor den simpelthen pludselig er sådan helt rigtigt officiel, dér på side 50 i People’s Press’ udgivelsesplan for efteråret. Der er både et anslået sidetal, en udgivelsesdato og en forside, som min gamle gymnasieveninde fra Statsskolen i Sønderborg, Pernille Egetoft, som er den dygtigste tegner jeg overhovedet kan komme i tanker om, har tegnet og jeg er så stolt! Forsiden emmer for mig at se af livet på barsel, på godt og på ondt og det er lige præcis dét bogen handler om.

I presseteksten til bogen står der: 

Det er uden tvivl et kæmpe stort, vidunderligt og fantastisk at blive nogens mor. Men pludselig står du med en baby i armene og hvad så?

Når du har fået et barn, kommer barslen pludselig væltende med amning, søvnmangel, følelsesmæssig turbulens, ømme bryster, enorm lykke og stor usikkerhed, det første smil, lortebleer, lægebesøg og en krop, som ikke ligner sig selv. Og hvordan var det nu lige med det der parforhold midt i det hele? Kort sagt, alt det, der fylder hele ens tilværelse i de første 40 uger efter, man er blevet nogens forældre.

Jordemoder og blogger Cana Buttenschøn tager dig på en kærlig og humoristisk måde med rundt i alle afkroge af barselslivet. Fra babyens trivsel, ernæring og søvnrytmer til dét at finde de rette ben at stå på som nybagt mor. For tiden på barsel er ikke kun rosenrød og babyduftende, den kan også være benhård. 40 uger efter giver dig gode råd, vejledning, opbakning og personlige anekdoter, så du kommer allerbedst fra start på dit nye liv som mor.

Cana Buttenschøn er mor til to drenge, uddannet jordemoder og arbejder i dag som blogger, hvor hun skriver varmt og uhøjtideligt om livet med børn.

img_7465

Fuck man, det er min bog. Min bog, som jeg så usandsynligt gerne selv ville have læst, inden jeg blev mor – især første gang. Jeg er lige dele panisk angst og latterligt stolt over at den snart står klar til at blive delt med jer og resten af Danmark til september. Dagen efter min fødselsdag, for at være helt præcis, hvor jeg med al sandsynlighed kommer til at vågne op med sommerfugle på størrelse med en halvstor kornmark i maven. For pokker, hvor er det spændende! Og ja ja, jeg skal nok gøre mit for at mit navn bliver stavet helt rigtigt 😉

Los Angeles, barselsknold og næsten færdiguddannet

img_7385

Fordi jeg endte med at blive drivvåd på min cykeltur hjem her til eftermiddag, trak jeg i min blødeste sweatshirt, inden jeg hentede børn og gjorde som om det stadig var søndag, med take-away og masser af skærmtid. Børnene fik lov til at se den nye LEGO-batman (som i øvrigt er hysterisk morsom – også, eller måske endda mest for voksne) imens jeg trawlede internettet for en ny steamer til mit tøj, som jeg simpelthen er for doven til at stryge sådan rigtigt grundigt. Den slags absolut intetsigende form for shopping overspringshandlede jeg selvfølgelig på vaskeægte søndagsmanér fra, med en omgang timehop. I ved, den der fuldkommen fantastiske app, som fortæller én hvad man har delt på de sociale medier på nærværende dato i de forgangne år.

Den mindede mig om at jeg for et år siden havde en to-årig, som jeg havde gedigent optur over var blevet to år. Og at jeg for to år siden var en tur på Rodeo Drive, hvor jeg i øvrigt dengang var alt for jantelovsagtig til overhovedet at turde gå ind i nogle af de fine butikker, som jeg beskrev i dette indlæg.

Til gengæld, for tre år siden, postede jeg et billede af min barselsknold. Peter var dengang 9 dage gammel og jeg gætter på, uden at være hundrede procent sikker, at jeg var en kende træt. I hvert fald havde jeg sat mit hår op med en spisepind. Det var dengang jeg endnu ikke anede at jeg nogensinde skulle have mig en blog. Hell, det var dengang jeg endnu ikke anede at der overhovedet fandtes blogs. Til gengæld brugte jeg nogle måneder senere faktisk billedet i mit allerførste blogindlæg, hvor jeg stadig ikke var helt sikker på om jeg turde lade folk vide hvem jeg var.

For fire år siden var jeg åbenbart lige gået igang med at spise efter LCHF-principperne. Low Carb High Fat. Det var en virkeligt dejlig periode af mit liv, med masser af kål og masser af bacon. Altså, lige indtil det gik op for mig at jeg ikke måtte spise slik. Eller ostemadder. Og at jeg pludselig en dag skulle forstå, hvor hårdt det er for miljøet at vi spiser så meget kød. Såeh… Det droppede jeg igen.

Og så: for otte år siden skrev jeg om mig selv, på min dengang temmeligt spinkle facebookprofil: “kan ikke helt fatte at hun (forhåbentligt) bliver jordemoder på mandag!”

… Og her sidder jeg så i dag og kan overhovedet ikke fatte, at det snart er otte år siden jeg blev udklækket som jordemoder. Kæft, hvor er det vildt. Otte år er altså ret mange, synes jeg.

Savner du ikke at være jordemoder?

img_7273

Til oktober er det fem år siden jeg stoppede med at praktisere som jordemoder, efter tre års tjeneste på det vi kaldte for fødefabrikken, Hvidovre Hospitals Fødegang og stort set altid, som det næste spørgsmål i rækken efter “Hvad laver du så?“, som jeg på i hvert fald på ugentlig basis bliver spurgt om, når jeg møder nye mennesker, spørger folk, om ikke jeg savner at være jordemoder.

Mit første svar er altid, at jeg jo sådan set stadig er jordemoder, men at jeg bare ikke arbejder rent fysisk som jordemoder længere, men jeg ved selvfølgelig godt hvad folk mener. I lang tid gik jeg med oprejst pande og sagde, at jeg ikke savnede det. At mit liv var blevet meget bedre, siden jeg stoppede som jordemoder, hvilket i bund og grund også er sandt, omend det er en sandhed med modifikationer. For jo, gu savner jeg at være jordemoder.

Jeg savner den helt særlige og meget fine menneskelige kontakt man får, når man sidder på sengekanten hos en fødende, som har brug for støtte og omsorg fra et fremmed menneske, som både fagligt og menneskeligt kan rumme det hun går igennem. Jeg savner nærværet, de store følelser, intimiteten, forståelsen af andre mennesker og selvfølgelig dét faktum, at jeg som jordemoder ganske beskedent hjælper kvinder til at bringe liv til verden. Jeg savner forløsningen, glæden, tårerne og den lillebitte fødselsdagssang jeg gjorde en dyd ud af at synge, på de dage hvor tiden og overskuddet var til, at det var mig, der serverede den lille bakke med ristet brød og saftevand, efter fødslen. Jeg savner det pissemeget, faktisk. For mig selv, personligt.

Til gengæld savner jeg ikke dét, det gjorde ved min familie.

Den sommer, hvor jeg besluttede at sige op som jordemoder, var én af de værste i mit liv. Vi var lige flyttet i hus i Valby, hvor vi gik byggede terrasse og forsøgte at anlægge den have, som skulle danne rammen om de næste mange år af vores liv, da jeg pludselig blev ramt af muren. Den famøse mur, som gjorde mig træt helt ind i knoglerne og som gjorde, at jeg pludselig ikke længere fandt den store glæde ved mit arbejdsliv, som jeg ellers havde opbygget en stor del af min identitet op omkring.

Jeg var året inden blevet mor for første gang og sommeren vi gik i møde, var altså den første nogensinde, hvor jeg både skulle håndtere lukkedage i institutionen, arbejdsplaner og en mand, som selvfølgelig skulle spille festivaler stort set alle weekender.

Vi behøver ikke at rejse om sommeren, hvor der alligevel er dejligt at være hjemme i Danmark” havde jeg altid sagt, når jeg til stor glæde for mine kollegaer lagde min ferie i september, men pludselig var det forandret. Jeg havde brug for en masse fridage dén sommer. Særligt i weekenderne, hvor min mand ikke var hjemme og alle bedsteforældre i øvrigt boede 300+ kilometer væk fra mig og min 1-årige, som jo for fa’en skulle passes. Og så kom den. Bomben. Ledelsen der meldte ud, at de dét år havde besluttet at alle jordemødre skulle have mulighed for at få hele to ugers sammenhængdende sommerferie, hvis bare vi indvilgede i, at arbejde lidt flere timer i alle de andre uger. Alle de andre uger. Jeg brød grædende sammen den aften, da jeg kom hjem.

Det blev til to ugers sammenhængende ferie til gengæld for en knap-50-timers arbejdsuge i fire-fem andre uger. Fire-fem uger, hvor jeg forgæves forsøgte at bytte mig til lidt weekendfri og hvor jeg af til endte med sygemeldinger, simpelthen fordi jeg ikke kunne følge med. Det var frygteligt! Min mand og jeg skændtes konstant og mit hjerte var ved at gå i stykker over at jeg ikke bare kunne sætte mig på græsset med min lille søn og være den mor, som jeg drømte om at være. Den nærværende mor, som ikke hele tiden skulle tænke over kommende vagter og weekender der ikke kunne hænge sammen og helligdage, lukkedage og skide juleaften, som jeg ikke kunne være sikker på at være hjemme til. Og pludselig, blev det for meget.

Så jeg sagde op. Skreg op, vel nærmere.

Ikke fordi jeg ikke kunne lide mit arbejde, som jeg elskede, men fordi det ødelagde resten af mit liv.

Men selvfølgelig savner jeg det arbejde, som jeg elskede så højt. Jeg elsker bare mine børn og min familie mere.

Vi overlevede!

Helt i begyndelsen handlede det om dage, siden om uger, på et tidspunkt om måneder og nu, om år. Tre år. De tre hårdeste, siger folk. Folk som mig, blandt andet.

Og nu er vi her.

Vores yngste er fyldt tre år i dag. Klokken 07.21, hvis man skal være helt præcis. Og vi lever stadig. Ovenikøbet efter en dag hvor sukkerniveauet har nået uanede højder, i de kæmpestore haller i Dino’s Legeland, som fødselaren havde bestemt at dagen skulle bruges på.

Bevares, det har været nogle hårde dage, uger, måneder og år – og det er det sådan set stadig. Noget jeg tror det bliver ved med at være til tid og evighed, i øvrigt. Men det er ikke længere sådan fuldkommen udmattende-og-tortur-agtigt-hårdt, som det var engang. Vi sover (næsten) hver nat, vi snakker om tingene; forklarer, argumenterer og bliver (nogle gange) enige. Bevares, der er stadig øjeblikke, hvor tumlingens frustrationer kammer over i et raserianfald af en anden verden – typisk selvfølgelig på de mest upassende tidspunkter – men overordnet set, er det ikke længere hårdt på den fysiske måde.

De tre år er gået; grundstenene til vores børns personligheder er for alvor lagt og krisetiden over livet med små børn, som i høj grad har overskygget alt andet, lader til at lette som en varierende tæt tåge, der ellers har ligget over de seneste seks år af mit liv. Vi overlevede; og selvom jeg selvfølgelig godt er klar over, at alle overlever, så synes jeg altså stadig at det er lidt sejt, for jeg husker stadig tydeligt de dage – og nætter, især – hvor jeg rent faktisk tvivlede. Kunne min krop overhovedet klare det sindssyge pres den blev udsat for, som gylpeglud, klatretræ, omvandrende mejeri og vaskekoner om dagen, for bare at blive holdt vågen om natten?

… og vupti, så er det forbi. Kroppen holdt og hovedet nogenlunde det samme og nu skal jeg pludselig til at lære dét også.

Vi har ikke længere små-små børn. Nu har vi pludselig børn, der kan lege med hinanden i timevis (eller i hvert fald i temmeligt mange minutter, hvis jeg skal droppe overdrivelserne for en stund). Børn der selv kan tage tøjet af og på og have en mening om helt reelle og rigtige ting (omend vi ofte er uenige, når jeg fx forsøger at påstå at bare strømpesokker og vandpytter er en dårlig kombination).

Det er eddermamer vildt. Min lille Peter, som for et øjeblik siden var så lille, er blevet tre år i dag og jeg fatter det næsten ikke. Tænk, at jeg nu er sådan én. En mor, helt uden babyer.

Det er altså noget af en mundfuld lige at sluge. Især når jeg jo i øvrigt ikke er blevet en dag ældre, end jeg var for seks år siden, da jeg blev mor for første gang.

img_7182

Barndomsminder

Det er ikke til at se det, når man ser på mig i dag, at jeg engang var hende pigen, der altid gik i hvide t-shirts og Nike-sneaks, med en lang fletning hængende ned ad ryggen og jord under neglene. Jeg var hestepigen. Hestepigen fra min barndom, som ret mange af jer efterhånden har spurgt ind til, når jeg flygtigt har nævnt det både her på bloggen og på instagram og som jeg derfor at besluttet at skrive lidt om. Det bliver formentlig en længere fortælling, med lidt frem og tilbage og en masse diffuse barndomsminder, men ikke desto mindre så håber jeg, at I vil læse med, lære mig lidt bedre at kende og bære over med mig, hvis jeg af og til kommer til at bevæge mig helt ud ad en personlig tangent, som ikke har relevans for spor andre end mig.

untitled-design-1

Det startede da jeg var lige knap seks år gammel og jeg fik lov til at starte til ridning nede på rideskolen, hos Helene, som var den smukkeste kvinde jeg nogensinde havde set. Hun havde langt, lyst krøllet hår, som næsten altid sad i en hestehale ud ad hendes BALL-kasket, hun havde ridebukser med helskind og nogle kæmpestore bryster, som hoppede så imponerende meget når jeg i ny og næ var så heldig at se hende ride. Hun var også sød, hende Helene. Og garanteret helt vildt frustreret over at forsøge at lære en knap-6-årig at ride. Line, hed hesten jeg red på. Eller egentlig var det vidst Oline, men alle kaldt den bare Line. Det var en lille hvid pony på et en-meter-og-et-par-og-tyve, som var nærmest ligeså bred som den var høj. Den var min yndlings, selvom jeg ikke kunne sparke den igang med mine dengang korte ben, der vel knapt nok kunne nå ned over sadelklapperne. Måske fordi den var den mindste, eller fordi jeg selv kunne komme op på den.

Det var fedt, det der med at ride, syntes jeg og da jeg, efter et lille års tid som rytter, fik en pony, Tjavs, sammen med min storebror, var min lykke så godt som gjort. Altså, hvis det ikke lige var fordi jeg faktisk ret hurtigt blev en lille smule træt af Tjavs, som var noget større end Line og usædvanligt træt af børn, tror jeg. Ikke at jeg i dag bebrejder den dét, men dengang var det frustrerende som ind i et meget varmt sted, at den enten stod urokkeligt stille, eller spurtede igennem ridehallen, som blev den forfulgt af en sulten løve. Mest stod den stille. Altså, bortset fra når hende den store pige fra stalden red på den. Så kunne den eddermamer flytte sig, men når det bare var mine små ben, var der intet at stille op.

Om det var derfor, eller om der skete noget andet ved jeg ikke, men efter et års tid som den noget opgivende ejer af Tjavs – som både min bror og jeg mistede interessen for; min bror for ridningen i det hele taget og mig mest af at sidde stille på en langside i ridehallen, på en pony som pure nægtede at flytte sig – blev den solgt og vi rykkede videre til en anden stald, hvor jeg blev præsenteret for verdenshistoriens sejeste pony, Sofus. En lille brun og usædvanligt menneskefjendsk pony, som jeg mistænker var blevet mobbet, hånet og slået så meget af den bondemand den boede hos, at den var begyndt at hade mennesker, af at såret hjerte. Alle gjorde nar ad den lille pony, som bed ud og vendte bagdelen til dem. Bare ikke mig. Og et par stykker af de store i stalden, som hjalp mig. Os lærte den vist nærmest at holde af.

Vi blev et godt team, lille Sofus og mig. Vi vandt stakkevis af rosetter og når han gik fri trav, var det som om verden forsvandt under os. Desværre var han bare endnu mindre end Line fra rideskolen, hvorfor der ikke gik mere end et år eller to, førend jeg var blevet for stor. Alt for stor.

Jeg var blevet 9 år gammel og var pludselig blevet for stor til den pony, som på én eller anden måde var blevet min bedste ven. Jeg var nemlig ikke sådan én der var rigtigt god til dét med venner og måske derfor var det særligt dejligt, at være ven med en lille vred pony, som var staldens sorte får og som jeg følte mig særligt forbundet til.

… Og pludselig var det forbi.

Den dag frygten for terror ramte mig

img_7006

Det er jo lige præcis dét her de vil have, tog jeg mig selv i at tænke, bedst som jeg var kommet ud på den anden side af røgskyen, der fyldte store dele af indre København. Irriteret over at være i mine følelsers vold, på grund af noget, som ikke havde fundet sted andre steder end i min fantasi.

Jeg havde kort forinden stået op ad den lyserøde væg i Andedammen og skålet i champagne, med Cecilie og Rachel, de to søde damer bag podcasten Voksen ABC, fordi jeg kort forinden havde sendt den forhåbentligt allersidste udgave af min bog afsted til min redaktør. Vi snakkede om løst og fast, skålede igen og så krammede vi farvel, selvom klokken kun var lige knap halv to. Jeg skulle ud og købe gaver til mine drenge, som har fødselsdag om henholdsvis tre og ti dage.

Jeg spændte cykelhjelmen, stak min pt yndlingslydbog i ørerne og satte mig på cyklen og mærkede hvordan luften var blevet væsentligt lunere end i morges.

Få hundrede meter oppe ad Nørregade, lige før jeg krydsede strøget, blev jeg ramt af lugten af røg, som spredte sig så det nærmest sved i øjnene.

Min første tanke var, at det måtte komme fra Nørreport Station. Dét sted jeg altid har tænkt var ét af de mest udsatte steder i København; særligt efter dengang da jeg var gravid i 2011 og bombemanden, der boede på Hotel Jørgensen tæt på Nørreport, blev fanget i dét der dengang var “vores” park.

Fuck, fuck, fuck.

Jeg kiggede rundt. Menneskerne på Strøget gik rundt som sædvanligt og lyden af sirener eller den tunge lugt af røg lod ikke til at påvirke nogen synderligt. Ingen andre end mig, i alle tilfælde.

Jeg forberedte mig på de skrig der skulle møde mig bag hvert gadehjørne. For helvede, altså! Oppe, lige før krydset ved Nørreport var røget blevet tættere. En lastbil holdt og spærrede vejen og jeg bremsede ned et øjeblik. Kunne slet ikke høre hvad der blev sagt i min lydbog for bare tankemylder.

Lastbilen kørte og alt så, bortset fra røgen der lå som en tåge henover byen, fuldkommen normalt ud.

Er det Torvehallerne? tænkte jeg, ganske overbevist om, at det var terror, der havde ramt mit ellers trygge København.

Jeg fik øje på Peter AG – eller i hvert fald én der ligner – som stod og tændte en cigaret. Og en mor der gik med sin klapvogn, der var tildækket af en stofble, foran sig. Og to unge fyre, der snakkede om noget, som især den ene tilsyneladende fandt vældigt morsomt. Røgen blev tættere, men alt var som det plejer.

Og så fik jeg øje på dem.

Brandbilerne. Afspærringerne. Og dén bygning hvor røgen kom fra. En bygning på Nansensgade, en hyggelig lille gade, lige bag Torvehallerne og Nørreport. Det var så vidt jeg kunne se “bare” en brand.

Jeg ved selvfølgelig godt, at der aldrig er noget “bare”, når det brænder, men i forhold til hvor sikker jeg havde været i min tro på, at det var en ondskabens handling, der havde ramt en hær af uskyldige mennesker, som min lidt rigeligt vilde fantasi for længst havde forudset, så føltes det som “bare”.

Jeg åndede lettet op. Håbede at ingen var kommet noget til og cyklede fortumlet hjem.

Opdagede at min lydbog stadig kørte, men at jeg intet havde hørt de sidste mange minutter af bare angst for, hvilket syn der mon ville vente mig. Cyklen trillede af sig selv, uden jeg ænsede farten. For fanden, hvor blev jeg da bange.

Heldigvis var det “bare” en brand, som så vidt jeg kan forstå nu, ikke har forvoldt nogle personskader.

Men de var der. Mine bange anelser. Frygten. Troen om, at det nu var sket, lige her i vores by, ligesom det skete i Manchester i går.

For helvede. Mit hjerte bløder i takt med strømmen af forfærdelige nyheder og nu – endelig, ville nogen måske sige – har det ramt mig, for alvor. På min tro på frihed, som ellers har føltes intakt og så pludselig har fået et skår af angst.

I dag, som ellers var startet så godt, blev dén dag hvor frygten for terror for alvor ramte mig, i en sky af røg op igennem Nørregade , og jeg hader mig selv en lille smule for det, for jeg vil ikke lade dem komme ind under huden på mig.

Status på livet som græsenke

img_6940

Der er nu gået lidt over 6 døgn siden vi satte Thomas af i drop-off banen ud for terminal 2 i Kastrup Lufthavn og det er, sådan helt overordnet, gået godt.

Hverdagene i denne uger fløjet afsted, drengene har det fleste dage været søde, både ved hinanden og ved mig og hvis man bare lige ser bort fra at Peter, siden han smed sutten for to uger siden, er vågnet konsekvent før klokken seks, ja, så har det nærmest været a walk in the park. Sådan set også rent bogstaveligt, hvor vi har besøgt særligt Classens Have en del i den forgange uge, fordi den er så god så god at cykle i. For drengene, forstås, imens jeg har siddet på en bænk og lyttet til én af de gode bøger jeg er igang med.

Alligevel har der manglet noget. Aftenselskabet.

Faktisk har jeg været alene (sammen med sovende børn) hver eneste aften fra søndag og indtil i går, hvor jeg pludselig fik nok af ensomheden. Jeg blev kvalt af mit eget selskab og jeg pakkede derfor drengene i bilen, med hver deres lille slikpose og Disney Sjov på en iPad imellem forsæderne og kørte afsted mod Sønderjylland, hvor vi landede hos min mor i går aftes.

Det er selvfølgelig allermest min egen skyld, at jeg har været alene, men jeg har på én eller anden mærkelig måde ikke lige haft det store overskud til at ringe efter en veninde hverken den ene eller den anden dag og pludselig, ja, så er dagene bare fløjet forbi, imens jeg pludselig fik en følelse af at have brugt lidt for meget tid med hovedet oppe i egen bagdel, med selvsamme placeret lidt rigeligt tungt i sofaen every fucking night.

Jeg mistænker at mit absolut manglende overskud til andet end mine børn, handler om, at jeg lige nu både kæmper for at få alle brikkerne til at falde på plads med min bog, så der forhåbentlig ikke kommer til at gå aaaaalt for længe inden den rammer hylderne (for eksempel er det åbenbart ikke så lige til at lave en forside, som både min redaktør og jeg er tilfreds med), samtidig med at jeg står overfor en større make-over af bloggen her, fordi jeg efter 2,5 års god og tro tjeneste har sagt op hos Bloggers Delight.

Det er to relativt store ting, som formentlig begge to kommer til at have en temmeligt stor betydning for mig og min fremtid – og som for fanden allerhelst skal gøres så godt som muligt. Og altså, hvorend jeg gerne ville kende guldkornene til at gøre det hele rigtigt, så må jeg også bare erkende, at jeg jo bare er en jordemoder fra Sønderjylland, som altså aldrig nogensinde har lært noget om hverken at skrive blogs eller bøger.

Til gengæld ved jeg, at det var en fremragende idé at køre til Sønderjylland. Mine drenge har leget ude, inde, oppe og nede, imens jeg har drukket kaffe med min mor og min bror og snakket om sommerferie. Og i aften skal jeg ud til en veninde, som jeg ikke har set i hundrede og jeg mistænker at det bliver helt vildt hyggeligt!

Overskuddet skal nok komme tilbage og den slags har det heldigvis med at avle på sig selv, så det skal nok gå det hele og på onsdag er Thomas hjemme igen og solen skinner jo, for pokker. Lige ned i mit halvfulde glas.