Category

De personlige

Category

Det der efternavn

Selvom det er aftagende, bliver jeg alligevel spurgt relativt ofte; ikke længere på daglig basis, men i hvert fald et par gange om ugen: “Hvorfor beholder du egentlig dit efternavn?” Og selvom jeg egentlig ikke selv tænker, at det er det mest interessante spørgsmål i verden, hverken at stille eller at besvare, så tænker jeg, at det måske alligevel kunne være, at der var flere, som var nysgerrige på svaret, hvorfor jeg som en lynhurtig inskyldelse har forfattet nærværende indlæg, et sted i luften imellem København og Aalborg, hvor jeg netop har indfundet mig.

Allerførst synes jeg det er lidt fjollet, når nogen spørger “hvorfor beholder du dit efternavn?“. For altså, det mest oplagte ville jo unægteligt være at svare, at det gør jeg fordi det er mit navn.
Godt nok tog det mig på den pæne side af et år, sådan for alvor at forstå og acceptere, men igennem de seneste i hvert fald seks år, har jeg syntes at “Buttenschøn” var ligeså meget mit navn, som det var Thomas’. Og når nogen for eksempel af og til spurgte mig om hvor “Buttenschøn” (med tydelig henvisning til Thomas) var, blev jeg sindssygt provokeret, fordi “Buttenschøn” altså var ligeså meget mig, som det var ham.
Dernæst – og som den klart mest tungtvejende årsag til, at jeg ikke engang så meget som har overvejet at skifte tilbage til mit oprindelige Bertelsen (som jeg i øvrigt altid har været glad for) – så hedder mine børn også Buttenschøn og hvis der er noget jeg ikke kunne forestille mig, så er det da, at tage navneforandring til noget mine børn ikke hedder.

Vi er stadig en familie, som jeg elsker at være en del af, selvom Thomas og jeg ikke er kærester – og jeg er altså ikke spor ked af, at dele efternavn med mine børn eller dén mand, jeg har produceret dem sammen med.

Og derfor beholder jeg mit efternavn. Mit efternavn.

Aldrig mere lyst til sex?

Man skal i sandhed passe på med at stikke næsen for langt frem nogle gange. Eller i hvert fald skal man være forberedt, når man gør det. Som jeg heldigvis synes jeg var, denne gang.

Jeg skrev forleden et indlæg til BT, som i går kom online under overskriften “Jordemoderen Cana har selv født to gange: Derfor har kvinder ikke lyst til sex, når de har fået børn” og altså, selvom der ikke som sådan er noget forkert ved dén overskrift, så er det selvfølgelig en sandhed med modifikationer. Som man forhåbentligt forstår, hvis man læser artiklen. Om end jeg godt var klar over, at den – både overskriften og artiklen – muligvis ville efterlade nogen med indtrykket, at jeg dog var en usædvanligt tør kiks.

Jeg er naturligvis klar over at det ikke er alle kvinder, som får nedsat lyst til sex, efter de har født, ligesom jeg altså gerne vil pointere at det er min opfattelse, at det primært er imens barnet (eller børnene) er helt små, at det kan synes som en uoverkommelig udfordring at få ordentlig gang i den sjove hjemmegymnastik. Lysten vender med andre ord tilbage, i takt med at livet med børn på et tidspunkt igen bliver mere og mere “normalt”. Det har den i alle tilfælde gjort hos mig. Men med dét sagt, så tror jeg altså, at rigtigt, rigtigt mange par oplever at få et temmeligt meget mere trist sexliv, efter de har fået børn. Og dét altså primært på foranledning af kvinden, som ikke har det store overskud til at have lyst.

For jeg tror virkelig det er dét, det handler om. Overskuddet. Eller altså, manglen på samme.

Når vi får børn bliver de fleste af os overvældede af behovet for at beskytte vores afkom. Vi vil gøre vores ypperste for, at vores lille, nuttede baby har det så godt som overhovedet muligt. Vi føder, ammer, får sår på brysterne, står op hundrede gange hver nat, bliver gylpet på, skidt på og kigget på af jordens dejligste babyøjne, som får alle pinslerne til at forsvinde, som dug for solen. Selvfølgelig gør vi det. Alt imens vi selvfølgelig også kysser, krammer, nusser og ligger usandsynligt meget hud-til-hud; for det siger jordemoderen (eller undertegnede, jeres “online jordemoder”) selv, at man gerne skal. Og så er der alt det praktiske, som også lige skal ordnes. Indkøbene, aftensmaden, rengøringen og vasketøjet, som hober sig op. Og så er der altså ikke plads til særligt meget mere. For mange, altså.

For mig selv, kan jeg sige, at jeg mest af alt bare savnede mig selv. Og at ingen krævede noget af mig. Verdens mest nuttede lille diktator krævede mig dagen (og natten) lang, så selv den mindste anstrengelse overfor andre mennesker, syntes nærmest urimelig, når nu min indre beholder med opfyldelse-af-andres-behov flød over, som var den en vulkan i udbrud. Jeg havde brug for anerkendelse for min indsats, som, uanset hvor “almindelig” den så end måtte være, føltes enorm. Jeg havde brug for at det var mig, nogen (andre) tog sig af. At det var mig der blev forkælet, som en baby, der ikke forventes at give noget igen. Jeg havde brug for at blive set, forstået og mødt i min nye rolle som mor, som jeg i øvrigt syntes var fuldkommen vanvittig at manøvrere rundt i det første års tid, i langt højere grad, end jeg havde brug for – eller lyst til – sex.

… Men selvfølgelig skal man have (lyst til) sex, når man indgår i et parforhold, som forhåbentligt gerne skulle vare hele livet igennem, som det er mit indtryk at de fleste stiler efter, når de får børn sammen. Og netop derfor, tror jeg det er så pissevigtigt at få sat ord på, hvad der sker, hvis kvinden pludselig tager sig selv i at afvise manden mere end hvad godt er. Eller hvis bare manden føler sig afvist; han er trods alt i mange tilfælde sat temmeligt godt ud på et sidespor i forhold til moderens symbiose med baby.

Jeg tror nemlig – oftest i hvert fald – ikke at det handler om at kvinden ikke længere har lyst til manden eller at hun ikke også savner at have sex med ham, som de havde det dengang, før de fik børn sammen. For det gør hun med næsten stensikker garanti. Hun har simpelthen bare mere lyst til og især behov for sig selv. Hun kan simpelthen ikke udholde at føle at hun skal give mere af sig selv, når hun mest af alt bare føler sig som en slatten udgave af sig selv, som trænger til et bad, en bytur og en allerhelvedes masse massage og kærlighed fra sin mand – uden hun behøver at give noget igen.

Tænk nu, hvis mændene rent faktisk forstod, at det var dét, der var på færde, når de stod der og strittede med dilleren og gentagne gange fik et “nej tak, ikke i aften, skat” serveret, som en spand koldt vand dynget ud over hele deres trængende kroppe. Ak ja… Jeg tror, at det kunne gavne rigtigt, rigtigt mange parforhold rundt om i både landet og verden – hvis jeg må være så fri.

… Og hvis nu du – eller din partner – skulle have lyst til at læse mere om hele denne problematik og måske også om, hvad manden kan gøre for at hjælpe kvinden til at genopdage sin lyst (som selvfølgelig stadig findes!), så kunne man måske lægge ud med at læse ugerne 20 og 22 i min bog, 40 Uger Efter 😉 Jeg tør næsten love, at de er ønskværdige for begge parter at have læst.

Single?

Så er det sket. Da Thomas hentede sine sidste ting fra henholdsvis kælder og soveværelse her til formiddag, blev det det lige som definitivt. At vores parforhold og vores fælles liv er slut.

Det har det selvfølgelig været længe – eller i hvert fald i en rum tid – men alligevel føles det vildt, sådan at sætte den slags punktum for vores parforhold. Nu er jeg – sådan rigtigt – alene-voksen. Single, om man vil.

Det har jeg (selvfølgelig) også været en rum tid, men det har ligesom alligevel ikke helt føltes sådan. Måske derfor var det også lidt som en mavepuster, da det pludselig for en lille måneds tid siden stod der – helt sort på hvidt – i en faktaboks i Alt For Damerne, som kort skulle opsummere hvem jeg var: Der stod noget om min uddannelse, mit arbejde, min kommende bog, mine børn og så stod der, at jeg var single.

Single.

Faktisk var det ikke helt rigtigt, eftersom jeg på daværende tidspunkt – på papiret i hvert fald – stadig var gift, men ikke desto mindre var Thomas rykket videre, den forestående skilsmisse offentliggjort og jeg havde jo for alt i verden heller ikke lyst til at der skulle stå at jeg var gift.

Men single? Er det virkelig mig, tænkte jeg. Er singler ikke sådan nogle, som er tilgængelige for – og måske endda higende efter – nye parforhold, af både kortere og længere varighed? Eller hvad?

Jeg har levet i forholdet til Thomas i mere end en fjerdedel af mit liv og når jeg tænker tilbage på “dengang jeg var single” så ser jeg altså ikke just den samme udgave af mig, som jeg ser, når jeg kigger mig i spejlet og måske er det i virkeligheden dér min udfordring om at acceptere min civilstatus som single, ligger. Mit billede af hvordan man er single, hænger i min (under)bevidsthed for eksempel unægteligt sammen med gå i byen til tidligt om morgenen, flere gange om ugen, som jeg gjorde inden jeg mødte Thomas og hvis der er noget jeg ikke har lyst til nu, så er det da dét. En enkelt gang i mellem? – ja tak! Massive tømmermænd flere gange om ugen? – nej tak!

Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at man kan være single på præcis ligeså mange måder, som man kan være i parforhold og der er selvfølgelig ikke noget rigtigt og forkert og jeg håber virkelig ikke at I (andre) singler derude vil tage mit indlæg ilde op, men jeg har altså virkelig svært ved at identificere mig med det.

At jeg er single. Fraskilt. Har en eks-mand. Brææææææk! Det er både alt for ungt og alt for voksent på samme tid og jeg magter på ingen måder kontrasten.

Så derfor: Kan vi ikke bare sige, at jeg bare er mig? Kvinde, jordemoder, blogger, forfatter, mor, veninde, søster, datter og pissegod til at drikke shots fra skuldrene og skidedårlig til at fløjte rent. Bare lige lidt endnu? Jeg er glad for at være alene. Mere end, endda. Men single? Den skal jeg altså lige sluge.

Er vi virkelig så lykkelige?

Verdens lykkeligste land, brøster vi os med ude i verden. Hygge, flødeboller og masser af stearinlys, som skaber glæde for os danskere i vores lille oase af et land, hvor vi overordnet set både er glade, trygge – og ja, lykkelige.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at der er så meget vi kan gøre bedre. For helvede altså, vi er jo ikke lykkelige altid. Når vores sundhedspersonale – både i bunden og i toppen af hierakiet, som da fødselslæge Morten Hedegaard fra Rigshopitalet råbte vagt i gevær, i forbindelse med sin opsigelse tidligere i år – går ned med stress, grundet dårlige arbejdsvilkår, er lykke i hvert fald næppe det første der falder mig ind at tænke på. Når vores ældre bliver frataget retten til daglige bade eller friske, ernæringsholdige måltider, eller når børnene bliver sendt syge afsted i de overfyldte og underbemandede institutioner, fordi mor og far ikke kan tillade sig at holde fri, for at drage omsorg for deres syge børn, så er det fandeme ikke særligt lykkeligt.

Det virker for mig som om den medmenneskelige omsorg i vores land er ved at smuldre imellem hænderne på os og det gør mig så usandsynligt ked af det. For helt ærligt, så tror jeg at vi kan gøre det hele så meget bedre, for de samme ressourcer, hvis vi bare åbner øjnene, kigger lidt ud over egen forsnævrede næsetip og søger hjælp hos vores udenlandske venner.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan det er min oplevelse at vi børnefamilier ofte bliver mere pressede end vi kan holde til og jeg er ikke et sekund i tvivl om at vi, ved for eksempel at kigge til vores naboland, Sverige, kunne komme et skridt nærmere en løsning, som ikke alene ville gavne de pressede familier, men som på sigt med garanti også kunne gavne den overordnede økonomi i vores land. Jeg er i hvert fald overbevist om, at en løsning som tilgodeser de reelle behov de danske børnefamilier har, hvor det bliver lukrativt for begge forældre at arbejde med fleksibel arbejdstid og mulighed for at tage sig af børnene, vil give et fald i langtidssygemeldinger forårsaget af stress, som et eksempel.

Der er så meget vi kan lære og det handler i bund og grund om, at få øjnene op for det. Derfor blev jeg simpelthen så glad, da jeg forleden blev gjort opmærksom på en side, Gør Danmark Større, hvor det netop er os – dig og mig – der kommer til orde. Hvor vi får lov til at komme med idéer til, hvordan vi kan gøre Danmark større; til et bedre sted for os allesammen at være. Ikke bare i dag, men også i fremtiden, hvor vores børn skal vokse op. Blandt de idéer der bliver skrevet (af dig og mig) vil de bedste blive præsenteret for folketinget og jeg tænker virkelig, at det er en enestående mulighed for at få noget reel indflydelse. Som dét indlæg jeg har skrevet derinde omkring fødselsomsorgen, hvor jeg mener at vi kan gøre klogt i at skue til Holland, som har en – for mig at se – helt igennem fantastisk visitation af fødende, som formentlig kunne frigøre nogle midler i vores sundhedssystem, hvis vi gjorde det samme.

På siden søger de også idéer og input til hvordan resten af Europa kan lære af noget hos os danskere og jeg tænker heldigvis – min galde ovenfor til trods – at vi har rigtigt mange gode ting at byde på, som mange andre lande vil kunne lære af. Jeg nævner i flæng: unges mulighed for uddannelse (som ikke skelner imellem rig og fattig), homoseksuelles ret til at blive gift, vores store offentlige sektor (omend den er hårdt presset for tiden), returpantsystemet, vores gode forhold for cyklister og så mega meget videre.

Ingen idé er for stor og for lille og jeg håber sådan at jeg med mit indlæg her, har bidraget bare en lille smule til, at I også vil dele jeres idéer derinde. Skriv dem ned, del dem HER og lad os så sammen gøre Danmark større, bedre og endnu mere fantastisk at være borger i.

… Og når så I har skrevet jeres ideer derinde, så skal I være mere end velkomne til at dele et link til dem i kommentarfeltet herunder, så jeg og andre der måtte have lyst, kan læse dem og give dem et like – for mon ikke også vores politikere kigger efter hvilke idéer der er mest populære, når de skal beslutte, hvilke de reelt skal tage op i Folketinget. I think so! Ladies, let’s do this!

Jeg stoler på jer <3

Det helt store tilbageblik

Det blev, fuldkommen som forventet, en usædvanligt dejlig dag og aften i lørdags, da jeg havde inviteret en flok veninder ud i kolonihaven til en omgang work’n’fun. Så meget, at jeg ikke orkede så meget som at åbne min computer i går, for at fortælle jer om det, selvom jeg havde lyst til at skamrose mine veninder for at være af den allerbedste slags. Ser I, de stod ikke bare for at vaske, male og fuge både vægge, døre, lofter og vinduer ude og inde – de stod også for traktementet, fordi de véd at jeg ikke just har det største overskud (i flere henseender) lige for tiden og dét synes jeg simpelthen er så mega sødt, at jeg nærmest kunne tude ved tanken over hvor heldig jeg er. Lykketude, natullervis!

Det vil jeg dog – især min gode mascaradag, taget i betragtning – lade være med og i stedet tage jer med en tur ned ad mindernes krøllede stier, til dengang overskuddet var et andet, børnene mindre, drømmen om kernefamilien intakt og min blog altså temmeligt meget “yngre” end de tre år “den fyldte” i går. For som det også er tilfældet i dag, så har I været med helt tæt på, lige siden vi startede ud tilbage i sensommeren 2014.

År 2014

Resume: Jeg starter bloggen. Det går godt derhjemme; bortset fra det med søvnen. Og gylpen. Og amningen, som ikke rigtigt vil som jeg vil. Min tanker kredser temmeligt meget om det her med at være blevet mor til to og selvom jeg prøver på at være lidt smart-i-en-fart, så er jeg nok nærmere en lille smule i kategori udkogte grøntsager, med søvnunderskud, lortebleer, barselsræs og nullermænd, der for helvede ikke gad at forsvinde, når jeg bad dem om det. 

Jeg startede ud med, i mit andet blogindlæg (nogensinde!) at skrive lidt om alenetid og hvorfor jeg egentlig havde startet en blog. Jeg skrev – længe inden jeg anede at vi rent faktisk ville flytte tilbage til København – om hvordan det havde været at flytte fra København til Sønderjylland. I fik også lov til at komme med ind i mit hoved på en dag, hvor jeg var troppet op til mødregruppe. På en forkert dag. Hos en kvinde jeg nærmest ikke kendte.

Vi tog en (i øvrigt fuldkommen ligegyldig) diskussion om, hvad man skal kalde børnenes afføring. Jeg kan godt afsløre, at jeg, efter at være flyttet tilbage til København ikke længere bruger det samme ord, som jeg gjorde da jeg skrev indlægget.

I kom med til Peters navngivning og sør’me også med en tur til gynækolog. Sgu.

Og som ét af årets allersidste indlæg, skrev jeg 5 grunde til at jeg blev rigere af at få børn. Et indlæg jeg til dato knuselsker.

År 2015

Resume: 2015 var på mange måder et fantastisk år! Vi boede i LA for en sommer, flyttede fra Sønderjylland til København, jeg afsluttede min barsel med at blive optaget på mit drømmestudie, Thomas og jeg holdt bryllupsfest, jeg sprang ud som professionel blogger og blev nomineret til en virkelig fin pris. 

Jeg startede året ud med at skide hul i nytårsforsætter om slankekure og dele en opskrift på hjemmelavet kage på fem minutter. Til gengæld kom der også en opskrift på verdens hurtigste morgenæg, som jeg helt havde glemt. Dem skal jeg hundrede lave i morgen tidlig!

… Og så gik der sørme ikke længe førend jeg alligevel blev træt af mit udseende; så meget, at jeg klippede alt mit dengang meget lange hår af, til fordel for en korthårsfrisure, som jeg i øvrigt nu, synes er aldeles håbløs, ha ha!

Jeg delte min begejstring for mit hjemmelavede planteophæng, som jeg selvfølgelig også delte “opskriften” på og som jeg nu tænker, at jeg helt klart må til at have gang i igen; bare med noget andet snor og lidt perler, måske.

En af de dage hvor mine børn drev mig (lidt ekstra) til vanvid, skrev jeg om hvordan jeg lyver (en lille smule) for mine børn. Og så skrev jeg, en dag hvor mine børn drev mig til alt andet end til vanvid, et åbent brev til min baby.

Jeg satte endeligt punktum for min ansøgning til psykologistudiet i København og fortalte om, hvordan jeg glædede mig til at skrive den bog jeg var startet op på, færdig. I kan næsten selv tænke jer til, at det alligevel endte med at tage mig mere end to år endnu, før sidste punktum var sat i dén. Sidenhen kunne jeg stolt berette om, at jeg bestod optagelsesprøven på psykologistudiet i Odense, som jeg også søgte ind på. For til sidst at kunne berette at jeg blev optaget på min første prioritet – psykologi i København. En plads jeg sidenhen takkede nej til.

Der kom gang i kommentarfeltet, da jeg skrev om at føde hjemme. Og endnu mere, da jeg skrev om kussehår i fællesbadet. Shiiiiiiit, manner!

I var selvfølgelig også med da vi købte lejlighed – en lejlighed, som jeg i øvrigt ikke havde set, førend vi havde skrevet under på købsaftalen! Og I kom med, da vi tog afsted til Los Angeles, for at tilbringe hele sommeren derovre. Derovre skrev jeg, blandt en hel masse andet, et åbent brev til min førstefødte. Og selvfølgelig om at flyve langt med små børn.

Da min barsel sluttede, tog vi debatten om vuggestue eller dagpleje. Og så skal jeg ellers lige love for at der gik bryllupsfest i den.

Som en lille krølle på halen blev 2015 også året hvor jeg sprang ud som professionel blogger og blev nomineret til en pris i Zalando Nordic Blog Awards, et stort nordisk award-show, for min indsats som blogger og selvom prisen i min kategori gik til Finland, så var (og er) jeg simpelthen så megastolt over den anerkendelse!

År 2016

Det var et vildt år. På alle måder. På rejsefronten, på arbejdsfronten og især på hjemmefronten. Sidstnævnte dog ikke noget I blev involveret det store i, dengang. 

Jeg startede åre tide kækt ud med at skrive lidt om mine “bollevaner“. Skarpt efterfulgt af et – synes jeg selv – knivskarpt indlæg med 10 ting der kan være hurtigere end en 1-årig, hvor Peter i øvrigt ser alt for nuttet ud på billederne i indlægget.

Fra en café på Vesterbro funderede jeg en dag over vores fundament som mennesker, som resulterede i et kommentarfelt der flød over med kærlighed. Lidt på bloggen og især på facebook.

Jeg blev inviteret til Sierra Leone med Plan Danmark, hvor jeg mødte en kvinde, som, med sin historie om kidnapning og gruppevoldtægt som barn, gjorde et kæmpe indtryk på mig. Det har været en kæmpe gave for mig at få lov til at tage på rejser som denne, for at formidle andre dele af verdens problematikker til jer, så det hele ikke bliver alt for meget navlepilleri.

På navlepillersiden blev 2016 også året hvor min blog skiftede navn. En beslutning der var så svært at træffe, men som jeg sidenhen har været usandsynligt glad for. Kan I huske mortilto-dagene?

På den lidt mindre navlepillende side, bad jeg om at vide mere om jer. Det var rigtigt mange af jer heldigvis med på, hvilket igen resulterede i et kommentarfelt der svømmede over. Med jer <3

Vi mødte også en helt fantastisk dreng, som helst gik i kjole – og fik nogle kloge ord med på vejen, fra hans mor. Alt imens jeg selv gæstede Aftenshowet, hvor jeg påstod, at man gerne må irettesætte andres børn. Inden jeg – helt vildt nervøs – indtog scenen på Bremen, sammen med Thomas.

Heldigvis gik turen på scenen udmærket – langt bedre end da jeg delte et billede hvor det seriøst lignede at jeg flashede en ordentlig busk imellem benene.

Ovenpå en brandert og et par krammere, startede jeg et kontorfælleskab op. Med opstarten af kontorfællesskabet, begyndte jeg også at cykle mere, hvorfor jeg anskaffede mig en cykelhjelm. Sådan én der ikke skal på hovedet, men rundt om halsen. Jeg elskede den dengang og jeg elsker den stadig i dag.

Jeg forsøgte at svare på hvordan man ved, om man har fundet den rette partner – et indlæg jeg i dag nærmest synes det er tåkrummende og ironisk at jeg har skrevet, fordi det ret kort tid efter viste sig, at det slet ikke ikke var rigtigt, at Thomas og jeg var rigtige for hinanden.

Som I formentlig også allesammen ved, deltog Thomas i Vild Med Dans, hvor jeg – selvom jeg ville ønske at det var mig, der skulle lære at danse – troligt sad i studiet fredag efter fredag. Den bedste gang var naturligvis den gang, da Robbie Williams bød mig op til dans.

Jeg forsøgte mig med at holde foredrag omkring blogging og selvom det faktisk gik ret godt, så tror jeg faktisk ikke at jeg vil holde (særligt mange) af dén slags foredrag fremadrettet. Til gengæld har jeg noget helt andet i støbeskeen, som jeg glææææder mig til at kunne fortælle jer om, når jeg selv ved mere om det. Snart, forhåbentligt.

… Og så brugte jeg hver eneste dag i december på en julekalender til jer, som med mere end 2000 deltagere i den allerførste konkurrence, blev taget usædvanligt godt imod, inden året blev sluttet af med verdens sjoveste fødselsberetning.

År 2017

… Det kender I formentlig allerede – og hvis ikke, så er I velkomne til at læse tilbage og ellers tager vi den i et tilbageblik om et års tid, når jeg forhåbentligt holder 4-års jubilæum herinde 🙂

Med tom tallerken og fyldt hjerte

Thomas har lige hentet børnene og jeg har sat mig med en rest af aftensmaden fra i går (som jeg lover at lægge en opskrift ud af snarest, efter mere end 100 (!!) forespørgsler på instagram i aftes). Solen skinner udenfor, vinduerne står – i modsætning til i nat, hvor en genbo holdt usandsynligt højlydt fest (som jeg elskede at der ikke blev sat en stopper for, selvom det sporadisk forstyrrede min nattesøvn med en trang til at rocke med på Stevie Wonder og Michael Jackson, som jeg fornemmede var det gennemgående tema) – åbne og luften strømmer ind. Det føles lidt som om den er blidere, luften, når solen skinner.

Det bliver en god dag.

Nej, det bliver ikke en god dag, det bliver en pissehamrende god dag. For selvom jeg (selvfølgelig) knuselsker at tilbringe så meget tid sammen med mine børn som jeg gør, så skal det ikke være en hemmelighed, at jeg også savner mine veninder og lidt ud-af-huset-tid, efter mørkets frembrud, som jeg ikke har præsteret synderligt siden dengang Thomas og jeg offentliggjorde at vi skal skilles og han altså flyttede ud. Lidt fordi jeg ikke rigtigt har kunnet finde ud af det, men mest selvfølgelig, fordi jeg har været sammen med børnene.

Men i dag er børnene hos Thomas og jeg har inviteret en flok af mine veninder ud i mit kolonihavehus til en kombination af handy-og-vin-hygge, hvor planen er at vi både skal male, gøre hyggeligt og ordne verdenssituationen til god musik og i tøj, der, selvom jeg ikke ville have det fjerneste imod at iføre mig denne overdrevet fine (og seje) sag fra NA-KD (reklamelinks), på ingen måder er alle modebloggerne værdigt. Det skal jo for fa’en bare være hyggeligt. Og så skal vi, som chokoladesovsen på ta’-selv-softicen, sove sammen derude, de fleste af os. Dét er sgu da noget af det allerhyggeligste. At falde i søvn sammen – enten til en chickflick eller til hende (ofte mig), der ikke kan lade være med at snakke og at vågne op sammen næste morgen (og håbe på at mindst én er i stand til at køre hen til den nærmeste junkyard efter snask). Med morgenhår og fælles minder om en forhåbentligt rigtigt god aften, inden vi igen drager hver til sit.

Sidst jeg samlede en (lidt større) flok veninder på dén måde (dog uden handy-delen) var til min 30-års fødselsdag, hvor det stak heeeelt af! Jeg mener, vi endte allesammen splitterragende, i en lejet swimmingpool

Dén slags er der – heldigvis og desværre – ikke nogen chance for kommer til at ske i aften, men til gengæld er jeg næsten hundrede procent overbevist om, at i aften kommer til at blive én af de bedste i 2017 for mit vedkommende. Fordi jeg har de bedste veninder og fordi jeg er så skide taknemmelig for alt det gode der heldigvis stadig foregår i mit liv – og okay, fordi 2017 fande’me har indeholdt mange lortede aftener indtil nu, som det ikke kræver stort andet end et gengældt smil til at slå.

Min tallerken er tom, mit hjerte er fyldt og så håber jeg bare at I derude får en rigtigt dejlig lørdag. Det fortjener I.

When life gives you lemons…

Det hele er i virkeligheden op til os selv. Hvordan vores liv ser ud og især hvordan vi anskuer det, er, hvis ikke udelukkende, så i hvert fald primært, op til os selv. Vi bestemmer selv hvilke briller vi gerne vil se verden og alle de mange, mange, mange små ting der følger med den, igennem.

Dermed selvfølgelig ikke sagt at det er nogen let opgave, men heldigvis så giver det af og til sig selv, som jeg har oplevet det i dag.

Inden vi fik set os om, var klokken lige knap halv tre, da jeg i aftes sad sammen med et par veninder og ditto flasker vin og vendte verdenssituationen. Jeg slentrede hjem kort tid efter og låste mig ind i den tomme lejlighed, hvor jeg gik omkuld straks jeg kom ind. Sidenhen vågnede jeg – med et kæmpe sæt og et “fuck, jeg har glemt at sætte alarmen og vi kommer garanteret alt for sent afsted og Jens skal jo for fanden i skole” – og kiggede på uret og kunne konstatere at klokken var lige knap halv syv og at jeg i øvrigt bare kunne lægge mig ned og sove igen, fordi jeg var alene hjemme. Som jeg gjorde. Indtil klokken 9.30.

Ni-tredive (!!!).

Med en lille smule tømmermænd og en rest af pizza i køleskabet bevægede jeg mig fra sengen og ind i sofaen, i selskab med min computer og min guitar og blev siddende dér, indtil fingerspidserne på min venstre hånd var blevet så ømme, at bare én akkord mere, med næsten garanti havde revet hul på huden. Jeg kom store dele af min gamle repetoire igennem og selvom mit guitarspil, ovenpå otte års yderst sjælden repetition, da godt nok var en smule rustent, gik det udmærket. Ikke godt, men ok – og allervigtigst, så var det præcis ligeså opslugende og hyggeligt, som jeg huskede.

Jeg blev siddende i sofaen, satte en film på og holdt fri på en måde, som jeg ikke kan huske nogensinde at have gjort i min karriere som “nogens mor”. Først da klokken var henad 15 stod jeg rigtigt op, ordenede lidt vasketøj og hentede et par pakker på posthuset, inden jeg kom i tanker om, at jeg aldrig fik hørt Jussi Adler Olsens Selfies færdig (på mofibo, som I kan få en rabatkode til HER, hvis I har lyst), da vi var på ferie, hvorfor jeg besluttede mig for at gå en tur med den i ørerne. Jeg elsker at gå, når formålet ikke er andet end at gå, men for at være helt ærlig, har jeg nedprioriteret det i en grad der nærmer sig det pinlige, det seneste års tid. Der har altid været noget jeg liiige skulle ordne og så er det ikke blevet til.

I dag blev det til halvanden times slentren rundt i København, hvor minderne om de sidste snart 10 år af mit liv poppede op rundt om hvert gadehjørne. Om hvordan jeg engang dumpede en fyr på en bænk nede ved søerne, om det hus i Kartoffelrækkerne som Thomas og jeg overvejede at købe da jeg var højgravid med Jens, om Rigshospitalet, som jeg afslog et jobtilbud fra, dengang jeg var nyuddannet jordemoder og om alt muligt andet.

Det er ikke nemt hverken at blive skilt eller at undvære børnene når de ikke er hjemme, men jeg tror nu nok det skal blive helt okay, hvis jeg bare husker at have de rigtige briller på imens, for det har altså været en dejlig dag i dag. Og i morgen kommer drengene hjem igen og jeg er mere end ladet op og parat!

When life gives you lemons – make lemonade!

Jeg tænker på #23

 

… Min guitar! Min gode, gamle guitar, som jeg fik af min far da jeg ikke var meget mere end 7-8 år gammel, længe før jeg overhovedet kunne spille på den og som jeg nu har “fået tilbage”. Jeg har egentlig haft den hele tiden, men den har været pakket væk, til fordel for Thomas’ mange (og garanteret meget bedre) guitarer (som jeg aldrig har turdet spille på) og nu ligger den ovre i min sofa og venter på at jeg kommer og forsøger at huske hvordan man gør.

… Alanis Morisette. Altid Alanis, på guitar. Og måske også, som noget nyt, Tina Dickow, tænker jeg.

… Hvor glad jeg er for, at have hyret en super sød rengøringshjælper. Seriøst, jeg vil næsten hellere leve af knækbrød når jeg er alene, end at spare de penge, som jeg for alvor har opdaget, er godt givet ud. (Hvis I vil se hvem jeg bruger, kan I kigge med på min instatory @canabuttenschon ;-))

… At jeg i øvrigt heller ikke kan finde ud af at spise andet end take-away og direkte-fra-kølekskabet-mad, når jeg er alene. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville være sådan én der nød at gå i køkkenet med god til til at lave mad, men virkeligheden er, at jeg overhovedet ikke kan tage mig sammen til det, når jeg er alene.

… At mad på én eller anden måde også virker så overflødigt, når man kan spise kage, uden det skal være i smug for børnene.

… Hvorfor jeg i øvrigt ikke har hyret nogen til at hjælpe mig med rengøring noget før? Og oprydning, som jeg faktisk også betaler mig fra den ene gang om ugen. Ikke fordi jeg ikke gider at rydde op (okay, det gider jeg faktisk ikke, men jeg gør det selvfølgelig af og til), men fordi jeg er typen der ellers nærmest kommer til at gøre rent, inden rengøringshjælpen kommer. Det ved jeg, fordi vi også havde rengøringshjælp dengang vi boede i vores kæmpevilla Sønderjylland. Hvor jeg gjorde rent, inden hun kom, fordi jeg syntes det var pinligt, hvis der var alt for snavset. #dumt

… Hvor ærgelig jeg faktisk er over, at jeg ikke slog et smut forbi Costummade forleden, hvor jeg var inviteret ind for at se på Medinas nye tøjkollektion, som hun har lavet i samarbejde med Costummade, til fordel for Folkekirkens Nødhjælp. Jeg synes det er en genistreg uden sammenligning! Tøjet kan udelukkende købes hos Boozt,  hvorfor jeg ret gerne ville have haft fingrene i tøjet i den fysiske butik for at mærke kvaliteten, men altså, så er det jo godt der er fri fragt OG fri retur. Jeg er især vild med denne her, som jeg godt kunne forestille mig at jeg nærmest ville flytte ind i om nogle måneder.

Denne her, som godt nok ikke gør samme velgørende nytte, men som til gengæld bare er skide pæn. OG nedsat med 40%.

… Om ikke jeg skulle forsøge mig med en bytur, snart? Jeg har ikke været i byen – eller noget der tilnærmelsesvist ligner – siden, I ved nok… Den dér gang

… At jeg rent faktisk har chancen i dag, hvor børnene er hos Thomas. Meeeeen, min guitar.

… At bloggen fylder 3 år lige om lidt og at jeg i den forbindelse gerne vil arbejde lidt på at kunne forkæle jer. Nu skal jeg bare lige vide hvad I helst kunne tænke jer at blive forkælede med. Smykker? Tøj? Hudplejeprodukter? Hotelophold? Træstammer? Eller noget andet? Okay, jeg tænker at hotelopholdet klart vinder (det ville det i hvert fald gøre hos mig), men det er nok også det sværeste at trylle frem, så alle forslag er velkomne, så skal jeg gøre hvad jeg kan, for at finde ét eller andet lækkert til jer!

Hvad vil du helst forkæles med?

Vis resultater

Indlæser ... Indlæser ...

Kære teenagepige, du skal lige læse her

På foranledning af en forespørgsel jeg fik fra magasinet Alt For Damerne for en måneds tid siden, har jeg skrevet et brev til mit teenage-jeg (som i denne uge kan læses i bladet), som har sat en hel masse tanker igang hos mig. Brevet handler – i korte træk – om min ungdoms forkvaklede forhold til min krop, som på trods af at det stadig ikke er helt som jeg allerhelst gerne ville have det, forholdet, heldigvis er blevet bedre med tiden. Jeg var nemlig – som så mange andre unge piger – ramt af en spiseforstyrrelse, i mine tidlige teenageår.

En spiseforstyrrelse som selvklart var udtryk for et følelsesmæssigt kaos, et behov for kontrol og en ganske fejlagtig tro på, at mit hylster, min krop, var med til at definere mig som menneske. En spiseforstyrrelse, som jeg i den grad gerne ville have undværet i mit liv.

Derfor har jeg brugt de seneste dage på at forfatte et brev, ikke bare til mit eget teenage-jeg, som dét jeg skrev til Alt For Damerne, men til alle teenagepiger (og -drenge, hvis de kan se igennem fingre med al pigesnakken og gå direkte til budskabet) derude, som måtte tro, at deres krops udseende har betydning for hvor gode (eller ikke-gode, som en spiseforstyrrelse nok nærmere handler om) de er som mennesker.

Kære teenagepige,

Du kigger dig i spejlet. Der er helt sikkert noget i vejen. Måske er dine bryster for små, dine hofter for brede, din navle for dyb eller mellemrummet imellem dine lår, der overhovedet ikke eksisterer på samme måde som det gør hos pigerne på instagram. Du hader det og ville ønske, at din krop var anderledes. Måske ikke meget anderledes, men anderledes.

Det er dit indre heppekor fra helvede, der taler til dig. Taler grimt om din krop, som jeg lover dig for, er lige præcis som den skal være. Det kan godt være at du ikke ligner pigerne fra bladene eller at dit BMI ligger anderledes end gennemsnittet for piger på din alder, men jeg lover dig, at du er perfekt. Du er.

Du er perfekt fordi du er dig. Og din krop er bare dit hylster, som følger med dig igennem tykt og tyndt. Bogstaveligt talt. Dit hylster, som du skal acceptere og føle dig godt til rette i, så du kan stråle, som du fortjener. Ingen mennesker er bedre eller dårligere på grund af deres udseende og det samme gælder selvfølgelig for dig.  Derfor kan du ligeså godt øve dig på, at være den bedste udgave af dig selv. En udgave, som begynder med, at du ikke alene accepterer, men også elsker dig selv. Du er skøn. Du er fantastisk. Du er unik og du er værdifuld for verden, bare fordi du er dig.

Lad ikke nogen; hverken modemagasinerne, de hårde bananer fra parallelklassen eller dig selv, overbevise dig om at du ikke er god nok og tro for guds skyld ikke, at alt bliver bedre, hvis du bare lige taber to kilo, får lidt mere markerede overarme, lidt større læber eller hvad end du drømmer om. Det gør dig ikke lykkelig.

Jeg har selv været der. Været mit eget selvdestruktive heppekor. Selv da jeg, i 2009 fik æren af at repræsentere Danmark i en stor international skønhedskonkurrence, fortalte jeg mig selv, at min krop ikke var pæn nok, selvom jeg havde både nær ved “perfekte” mål og en krone på hovedet. Det var aldrig godt nok. Jeg var  aldrig god nok. For andre, jo, men for mig selv – min allerhårdeste kritiker – var jeg en fiasko, fordi jeg ikke havde “den perfekte krop”.

Men hør nu her: Den perfekte krop, er en krop der fungerer! En krop, der giver et sind i balance. En krop, der bliver accepteret, hyldet og elsket, for dét den kan og gør og ikke én, som aldrig “er god nok” og hvis du vidste hvor meget jeg fortryder nu, at jeg brugte en stor del af min ungdom på at tale dårligt om dén krop, jeg nu ser, var – og er – vidunderlig. 

Din krop er perfekt, fra det øjeblik du kommer til at elske den, som den er. For jeg lover dig, at kærligheden ikke kommer fra hvor mange kalorier du indtager eller hvor hyppigt du frekventerer dit lokale fitnesscentret. Den kommer fra dig. Fra din hjerne, som er dén du skal arbejde med. 

Selvfølgelig fortjener du at være lykkelig. Du fortjener at være glad for din krop og få det bedste ud af hver eneste dag. Så hvorfor ikke starte fra i dag, med at fortælle dig selv, hvor god og smuk og dejlig du er, frem for alt det nedladende pladder, du hidtil har brugt din energi på. Læg din energi dér, hvor det giver mening. Der, hvor motivationen, glæden og lykken ligger. I det postive og i troen på, at du er god nok som du er. 

Du er god nok. Jeg lover dig det. Og du bliver endnu bedre, når du lærer at elske dig selv.

Kys – og et kæmpestort (og blødt!) kram – fra Cana

Postkort fra sneglen

Præcis som jeg håber det gør sig gældende for alle andre, så føles det ofte som om jeg har verdens bedste veninder. Én af dem, en dame som I efterhånden er blevet præsenteret for ret mange gange her inde, som fx da jeg skrev om hvordan det gik til at vi blev veninder, har nu – ganske utraditionelt – sendt mig et virtuelt postkort. Fra hende i Danmark til mig i Italien.

Man kunne naturligvis let fristes til at tro, at postkortet fra Danmark til Italien var et forsøg på at bringe lidt sydlandsk stemning over den middelmådige danske vejrudsigt, men i virkeligheden tror jeg bare, at hun har sendt mig det, for at sende mig en tanke. Præcis som man gør, når man sender helt almindelige fysiske postkort, som dem jeg har tænkt mig at drengene og jeg skal fylde om postkassen mod Danmark om nogle dage. Og det gør mig helt vildt glad. Det gør mig så glad, at have så gode veninder og fordi Cecilie, eller SneglCille, som flere af jer måske bedre kender hende som, ligesom jeg er blogger af profession, så spurgte jeg hende om ikke jeg måtte dele postkortet med jer, til hvilket hun heldigvis svarede ja. 

POSTKORT FRA SNEGLEN

Kære Cana,

Hvor ville jeg ønske at mit postkort ville være et af dem med strand og palmer. Og paraplycocktails og sand på solbrun hud, store is, der smelter og de der badedyrsflamingoer. Men nej.
Vi stolede på at den danske sommer ville vise sig fra sin bedste side, på den der vilde måde som kun dansk sommervejr kan, og besluttede os for at en staycation her i vores København var lige sagen. Det med sommervejret skete imidlertid ikke, og nogle dage har det mindet mere om en efterårsferie end noget andet, og med fare for at lyde som en brokkerøv, var det ikke helt det vi havde forestillet os, da vi lagde sommerplaner om legepladsbesøg, lange dage og picnics på stranden og i Kgs. Have og aftenture på Langelinie. Men men, vi har trods blæsevejr og regnskyer været ret gode til at holde ferie. Særligt vores børn.

Ironisk nok, er i dag er den første dag længe, hvor vejret faktisk opfører sig som om at det er sommer, og gæt hvad? Vi er indendørs. Planen var og er at vi skal ud, men ferietempoet har i den grad fået fat i os, og der er gået totalt nattøjsfest i den, med kridhvide boller til morgenmad og frokost, is fra fryseren, togbaner og lydbøger (Tak for rabatkode, i øvrigt, kæmpe hit!). Men NU gør vi det. Ud ud ud.

Og Cana, jeg glæder mig til I kommer hjem. Vi kommer og besøger jer i koloen med badetøj, kold hvidvin og ærter. Tager I solskin med?

Xoxo
Cecilie & Co.

Og ja, gu’ har jeg i sinde at tage solskinnet med hjem!

Hvis I også vil have gavn af rabatkoden til 30 dages gratis lydbøger, kan I finde den HER. Og hvis I vil læse mere fra Cecilies pen, kan I gøre det HER.