Category

De personlige

Category

Selvom jeg kun har tilbragt noget der ligner små tre døgn i den nye lejlighed, så synes jeg altså ingenlunde det er for tidligt med en lille opgørelse over nogle af de fede ting jeg har oplevet ved at flytte, versus nogle af de ikke-så-fede-ting.

Opture ved at være flyttet:

Flyttemænd! Hold nu kæft, hvor var det optursagtigt at have flyttemænd. De kom, de slæbte og så gik de igen. Uden jeg skulle have dårlig samvittighed over at jeg ikke hjalp med andet end at diktere 😉

Lyset. Shit mand, hvor er her meget lys. Der er gulv-til-loft-vinduer i hele lejligheden, så det strømmer ind med lys. I komplet modsætning til min gamle lejlighed, i øvrigt.

Simon, selvfølgelig. At bo sammen med ham, som jeg er blevet forelsket i, føles så godt og så rigtigt og så alt muligt.

Jer. Alle de mange hep og store lykønskninger jeg har fået med på vejen, både over at have fået lejligheden og over at være flyttet sammen med Simon, gør mig så glad!

At have to badeværelser. Ja, sgu! Nu har drengene godt nok endnu ikke været her siden vi er flyttet ind, men jeg forestiller mig at det bliver en ret stor lettelse, at have to badeværelser, eftersom det af uransagelige årsager ret ofte sker at én af drengene kommer løbende ud til badeværelset med et tydeligt “jeg skal lave lort”-blik i øjnene, bedst som jeg har knappet bukserne op. Og alle ved, at det er allermest svært at holde sig, når man har knappet bukserne op. Slut med det.

Samtalekøkkenet. Arghmen, jeg glæder mig sådan til at det for alvor kommer i brug. Med børnene, med Simon, med mine veninder og forhåbentlig med nye bekendtskaber hernede.

Netto. Seriøst, vi kommer jo til at spare så mange penge på madvarer af at være flyttet herned. I min gamle lejlighed var der enten Brugsen eller Irma at vælge imellem, når der skulle handles ind tæt på (I ved, alle de spontane hverdagsindkøb) og nu har jeg Netto. Ikke fordi der er noget galt med hverken Brugsen eller Irma – Netto er bare så ustyrligt meget billigere! (Hallelujah).

Kaffebaren lige rundt om hjørnet. Yes, der ligger simpelthen en kaffebar mindre end 50 meter fra min hoveddør. Det gjorde der godt nok også i den gamle lejlighed, men den havde ikke åbent om morgenen, hvor jeg altså trods alt sætter størst pris på kaffe.

Nedture ved at være flyttet:

Da flyttemændene krævede 900.- i timen i stedet for de 800.- som jeg havde aftalt med firmaet. De afregnede med Simon som ikke vidste hvad vi havde aftalt og vi fik ingen kvittering, så deeeeeet… Heldigvis var de også de 900.- i timen værd, men jeg synes altså det er en svinestreg.

De stenhårde vægge der åbenbart er i sådan noget nybyggeri som dét her. Jeg er vant til at jeg lige kan sætte småting op på væggen med et søm alene, men den går altså ikke her. Vi skal have fat i den helt store slagsboremaskine og jeg ved ærligt talt ikke om jeg kan overskue det.

Da jeg trængte til flyttevin og ikke kunne finde min proptrækker.

At vi overhovedet ikke kan finde ud af hvilke barstole vi skal have i dét der samtalekøkken. På samme måde som jeg forestiller mig, at tv-møblet godt kan skabe problemer.

At Simon og jeg besluttede os for at købe en ny seng. Uden at gøre det. Således sover vi lige nu på en madras på gulvet.

Den absolutte mangel på bagere og bland-selv-slik-butikker. Okay, i virkeligheden er det nok godt nok, men suk, altså!

At jeg allerede på dag 2 så en diller hos én af mine genboer. Ikke at det gør mig det fjerneste at se sådan én, men jeg blev pinligt bevidst om at andre også kan kigge ind til mig på samme måde. Skal vi kalde det “en del af charmen”?

Jeg vågnede i morges med en følelse der vel nærmest bedst kan beskrives som en slags skyld. Ikke på den meget brødebetyngede måde, hvor jeg har gjort nogen ondt, men nærmere en slags skyld over ikke at have nydt den sidste tid her i min lejlighed, nok. Siden jeg flyttede hjemmefra har jeg skiftet adresse intet mindre end 16 gange og de tre år jeg har boet her, er – by far – den længste periode jeg har boet noget sted, i mit voksne liv. Og nu flytter jeg igen…

Det er efterhånden længe siden jeg begyndte at kigge efter ny lejlighed – ja, det var faktisk helt tilbage til før Thomas og jeg overhovedet nærmede os en krise for knap to år siden – og for nogle måneder siden, blev det langt om længe til en realitet, da jeg skrev under på lejekontrakten til dét, der lige nu synes at være min drømmelejlighed. I hvert fald på papiret – så må vi selvfølgelig se, hvad den har at byde på i virkeligheden, når vi flytter ind i næste uge.

Mest af alt glæder jeg mig. Til mere plads. Til mere lys, og til – bilder jeg mig ind – at komme lidt tættere på naturen, med havnefronten i min baghave. Men jeg er også bange. Tænk nu hvis vi ikke kan lide at være der; hvis drengene ikke trives eller hvis det blæser voldsomt hver eneste dag igennem hele vinteren. Tænk nu, hvis det alligevel havde været bedre at blive her i vores lille hyggelige andelslejlighed, inde i smørhullet på Østerbro, frem til at rykke ned til det hippe Nordhavn.

Selvom tre år for mange af jer, formentlig ikke synes af noget særligt, når det kommer til tiden man har boet i sit hjem, så synes jeg alligevel at mit liv her i lejligheden har været så tilpas vildt og foranderligt, at den efterhånden betyder temmeligt meget for mig.

Der var for eksempel her jeg besluttede mig for at droppe psykologistudiet og det faste arbejde, til fordel for at springe ud som selvstændig. Det har – heldigvis og som følge af foregående – også været her, jeg sådan for alvor er “slået igennem” som blogger, hvis man kan sige dét. Det er her, min hobby er blevet til min levevej.

Jeg har grinet, danset, drukket, grædt, kysset, elsket og sørget i denne her lejlighed. Haft store sejre – som dengang jeg udgav min første bog – her. Og store nederlag. Shit mand, jeg er blevet skilt i denne her lejlighed. Til gengæld har jeg også præsteret at finde fodfæste i mit eget liv igen. Jeg er blevet forelsket – og har lært at elske igen – i denne her lejlighed. Denne her lejlighed, som jeg nu har brugt de sidste par dage på at pakke ned. De sidste par dage, som jeg måske ikke har nydt helt så meget, som det er gået op for mig at lejligheden fortjener, selvom jeg længe har haft en drøm om at flytte til noget større.

Mit liv har forandret sig på så mange måder, at jeg af og til ikke helt har kunnet følge med og nu forandrer det sig igen. Jeg flytter jo, for pokker. Til Nordhavn, uden helt at vide hvor jeg er på vej hen. Dét har jeg nemlig trods alt lært: at man aldrig kan vide, hvad fremtiden bringer.

 

 

Jeg har haft imellem 10-100 sexpartnere, så jeg er en lille vildkat, men jeg siger ikke hvor mange, for jeg vil egentlig helst ikke ud med sproget, for 11 er sgu måske alligevel lidt kedeligt, taget i betragtning at jeg har haft fem kærester og været single i 9 år, siden min seksuelle debut, ligesom jeg selvfølgelig heller aldrig ville indrømme det, hvis tallet rent faktisk havde nærmet sig de 100, for jeg er jo ikke billig!”.

Spørgsmålet, “nåmen, hvor mange har du så haft sex med?” synes at dominere store dele af de sociale medier, hvor Anahita Malakians – politiker for Venstre – til stor forundring, frustration og forargelse hos mange, for en lille uges tid siden offentliggjorde, at hun har haft over 100 forskellige sexpartnere. Mange – rigtigt mange endda – har bakket hende op i debatten omkring vores (altså, især vores kvinders) ret til at have sex med akkurat ligeså mange som vi har lyst til og jeg kan på dén vis kun hylde hendes mod til at kaste sig selv på bålet, med beretningen om hendes – formoder jeg – overgennemsnitlige tal.

Det er jo ikke velset at have haft (alt for) mange sexpartnere, er det vel?

Jeg har efterhånden læst rigtigt mange kommentarspor rundt omkring og selvom der – heldigvis – er mange, der bakker Anahita op i sin påstand om, at det er hver mand (og kvindes) ret selv at bestemme over egen krop og over hvor mange man deler den med, så oplever jeg altså også at der er mange, som gør det med en vis grad af fordomme.

Lad mig komme med et eksempel:

En kvinde, som så vidt jeg forstår påstår at være enig med Anahita skriver: “Det er jo helt normalt at kvinder, som i en årerække ikke lever i fast parforhold, har flere forskellige partnere og hvis hun for eksempel i en periode på fire år er sammen med 10-15 mænd, er der jo ikke noget unormalt i det”. I sig selv ikke en sindsoprivende kommentar og måske endda ligefrem noget jeg også selv kunne finde på at sige til mine veninder, hvis snakken en dag faldt på lige akkurat dén del af vores liv og seksualitet, men alligevel så stikker det altså lidt til mit ligestillingshjerte. For ikke at sige meget, faktisk.

Dén kommentar er nemlig – igen, så vidt jeg forstår – noget af dét der er galt med hele debatten, fordi den bruger normalitetsbegrebet omkring vores seksualitet og antal af sexpartnere, som om det er noget endegyldigt for os allesammen. Det er det givetvis ikke og hvis det havde været tilfældet, så havde debatten jo slet ikke været nødvendig.

Der findes ikke noget normalitetsbegreb og jeg bliver simpelthen så ked af at læse om dem der synes eller tror andet. Hvad nu hvis hende der havde levet som single i fire år, havde været sammen med 100-150 mænd i perioden i stedet for 10-15? Havde det så været “for mange” når nu 10-15 er normalt? Nej vel?

Det må da for pokker være egen sag og i øvrigt ikke noget vi allesammen skal gå og blande os i.

Jeg har ikke selv været sammen med 100 mænd. Bevares, jeg er ikke engang kommet tæt på, men hvis jeg havde, havde det da været min egen sag, på samme måde som det havde været det, hvis jeg kun havde været sammen med en enkelt eller to – eller måske ingen.  (Okay, sidstnævnte ville selvfølgelig være ret vanvittigt eftersom jeg er mor til to børn, men I forstår godt min pointe, ikke?).

Faktisk er jeg efterhånden ved at være en lille smule træt af debatten, som jeg synes har taget et spor ud af en tangent, som jeg ikke bryder mig alt for meget om, fordi den læner sig op ad et normalitetsbegreb, som ganske givet må betyde, at der i så fald også må findes et unormalitetsbegreb. Særligt pendanten til #over100 som er blevet vældigt populær, giver mig kriller i maven på den dårlige måde:

#over10.

Lige dér ligger de fleste af os sgu nok meget solidt i svinget og der kan på dén måde selvfølgelig godt skabes en idé om hvor mange sexpartnere den gennemsnitlige danske kvinde har haft, men det er for mig at se samtidig også et lidt vagt begreb, som udelukker dem, som ligger #under10 eller #over100 – eller, hvis vi går wild på den: #over1000.

Måske er jeg bare snerpet, men jeg synes faktisk at #over10  siger noget ala: “jeg har haft imellem 10-100 sexpartnere, så jeg er en lille vildkat, men jeg siger ikke hvor mange, for jeg vil egentlig helst ikke ud med sproget, for 11 er sgu måske alligevel lidt kedeligt, taget i betragtning at jeg faktisk har haft fem kærester og været single i 9 år, siden min seksuelle debut, ligesom jeg selvfølgelig heller aldrig ville indrømme det, hvis tallet rent faktisk havde nærmet sig de 100, for jeg er jo ikke billig!”.

Ja, dét sagde jeg simpelthen højt. Jeg synes det er en kæmpe-vattet udmelding og jeg synes det er pisseærgeligt, hvis en ellers virkeligt fin debat, skal ende ud i en omgang rygklapperi over hvor “normale” vi alle sammen er – altså, når vi ligger indenfor normalområdet, vel at mærke. Jeg tror næppe, at der ville være nogen der hyldede hende med #over1000. Måske på de sociale medier i en snæver vending, men i private kredse og sammen med vores veninder, ville vi nok nærmere snakke om at dét da godt nok også var liiiiiidt rigeligt og at “kvalitet nok ville være at foretrække frem for den slags kvantitet”.

Suk, mand. Så skal vi pludselig begynde at dømme kvaliteten af andre menneskers sexliv, som vi i øvrigt ikke ved andet om, end hvor mange det har været delt med.

Jeg synes det er trættende og hvor ville det hele dog være meget, meget mere interessant, hvis vi i virkeligheden bare kunne være pissehamrende ligeglade med, hvor mange sexpartnere andre har haft og i stedet koncentrere os om vigtigheden af, at være tilfredse med de erfaringer vi hver især har gjort os. Det må trods alt være dét, der tæller i det lange løb – at vi har været gensidigt hengivne, sammen med nogle mennesker som forhåbentligt har gjort os rigere på den ene eller den anden måde.

Hvor mange, hvem og hvor mange ad gangen, må da være helt og aldeles op til den enkelte og i stedet for at gå så højt op i de dér tal, så tænker jeg, at der må være vigtigere tingi verden at tænke på, så længe det hele giver mening for den enkelte.

Det var faktisk bare lige det.

Det står plastret henover os, som en omgang dax i håret på en teenage-dreng anno 1999: Vi skal være omstillingsparate. Enhver jobannonce med respekt for sig selv, søger medarbejdere der er klar på omstilling og indtil for ganske nyligt, har jeg ganske fejlagtigt troet, at det var sådan en slags evne, man skulle lære sig at have. Bevares, det kan man – eller nogen – sikkert godt, men jeg har også lært, at det simpelthen bare hører sig menneskeracen til. Måske ikke på den perfekte jobansøgningsmåde, men på dén måde, hvor vi som mennesker formår at tilpasse os dén situation vi nu engang havner i.

Man hører det ofte om børn; at de er så gode til at tilpasse sig og hvis et barn for eksempel brækker et ben, går der ofte ikke mere end halvanden dag, førend det nærmest kan gå på hænder på sine krykker. De tilpasser og omstiller sig – bare sådan uden videre.

… Ligesom jeg faktisk også tror at vi voksne gør det.

Det gik op for mig, da Simon – min kæreste – foreslog mig, at vi skulle tage en tur på vandski en eftermiddag hvor vi lå på stranden på Mauritius. Vores hotel udbød det som en gratis aktivitet og han syntes det kunne være skægt. Det syntes jeg sådan set også det kunne (altså, hvis jeg var sådan én der kunne finde ud af at stå på vandski, velsagtens), men alligevel var jeg tøvende i mit svar. Hvorfor? Fordi jeg i løbet af de seneste måneder (okay, år) har omstillet mig til at være sådan én, der har ondt i ryggen (eller bækkenet, eller hvor fa’en mine smerter nu sidder – jeg har åbenbart haft dem så længe, at jeg slet og ret ikke helt kan definere hvor de befinder sig). Jeg må hellere passe på min ryg, tænkte jeg og svarede – med en lille løgn – at jeg egentlig hellere bare ville slappe af på vores ferie. Gu’ vil jeg da ikke hellere slappe af. I hvert fald ikke, hvis “slappe af” betyder at ligge på en strand dag ud og dag ind; dét kan jeg nemlig ingenlunde finde ud af og jeg kommer altså lynhurtigt til at kede mig, hvis ikke jeg har gang i ét eller andet.

Dagene gik (uden vandski, men med alt muligt andet dejligt) og vi besluttede en dag at tage på en tur med en lokal guide for at komme rundt og opleve øen. Første stop på ruten var en slags dyrepark, hvor vi i indgangen blev gjort opmærksomme på, at de altså også tilbød meget andet end “se en løve”-aktiviteter, som jeg har det liiiidt svært med, når ikke det er for at glæde mine børn, som jo altså ikke var med. De viste nogle hæsblæsende videoer af svævebaner som løb ned ad bjergsiderne, for eksempel. Åh, hvor gad jeg godt! Uden at tænke mig om, foreslog jeg Simon at vi droppede dyrene til fordel for lidt action og heldigvis var han klar på idéen. Først en halv time senere, da jeg stod med hjelm og seletøj på et sted højt oppe i bjergene, gik det op for mig, hvad det var jeg havde gang i. En overhovedet-ikke-diskusprolaps-venlig aktivitet. Mit lille hoved var ved at sprænges. Jeg ville jo så gerne, men siden mine smerter (igen) satte ind i foråret har jeg ligesom – uden at tænke over det – omstillet mig til at være sådan én, der passer på mig selv og undgår alle unødigt vilde bevægelser, som potentielt kan gøre skaden meget værre.

… Fuck det. Nu stod vi på bjerget og så måtte jeg jo bare blive båret ned og ligge i fosterstilling på stranden resten af ferien, hvis det kom til dét.

Så jeg svævede ned (som I kan se et billede af på instagram, hvis I har lyst). Hvinende, grinende og storsmilende i en eufori af lykke over at turde, gøre og over at have fået muligheden for at opleve noget så sjovt og smukt, som at svæve ned over bjerge og dale i en line, som jeg inderligt bad til ville holde hele vejen.

Linen holdt og ryggen gjorde det samme og pludselig følte jeg mig en lille smule dum.

Tænk, at jeg har omstillet mig så meget til at have ondt i ryggen, at jeg ligefrem – og helt bevidst – undgår at lave ting jeg gerne vil, fordi jeg er bange for at det kan gøre det hele meget værre. Jeg tør ikke engang prøve. Eller altså, turde – for nu gjorde jeg det jo og det gik helt fint!

Fuldstændigt ligesom det gjorde det, da jeg dagen efter (eller dagen efter igen, måske – dagene står lidt uskarpt for mig, fordi vi ligesom ikke gjorde os i at tælle dén slags da vi var afsted) kastede min omstilling til rygpatient over bord og i stedet stod på vandet i susende fart bag en båd ud for den mauritiske kyst.

Det var så pissesjovt, at jeg ikke stoppede førend mine arme brændte så hårdt, at jeg ikke længere var i stand holde dem strakt foran mig ét eneste sekund mere og jeg lod mig falde hårdt og blødt og spulende og dejligt ned i det lune, salte vand.

Jeg havde simpelthen været for omstillingsparat, da jeg pludselig lod mine smerter styre mere end de behøvede og hvor er jeg dog taknemmelig for, at jeg har opdaget det. Jeg tænker nemlig ikke, at det er dén form for omstillingsparathed alle jobannoncer anno 2018 sigter efter – og så gider jeg sgu da heller ikke 😉

Sådan så det ud, da jeg – i andet forsøg – kom op at stå på vandskiene ved siden af båden. 

… Og jeg følte den ret hurtigt, som I måske fornemmer 😉

Den søde kaptajn var godt tilfreds med min indsats på siden af båden og lod mig prøve at komme om bag linen, hvor succesen heldigvis fortsatte!

Jeg mener – se mig lige, hva’? Det er ikke just rygpatient, der er det første der falder mig ind, når jeg ser de her billeder og dét vil jeg blive bedre til at huske mig selv på!

Jeg kan ligesom ikke rigtigt finde ud af hvordan jeg skal starte det her indlæg, som jeg efterhånden har tænkt ret længe over. Uger, eller måske måneder endda og jeg håber at I vil bære over med mig, hvis det hele bliver lidt rodet. Det er fordi det er noget rod. Følelsen jeg gerne vil fortælle jer om, har siddet i mig siden jeg engang i efteråret sidste år igen kunne begynde at holde hovedet oven vande. Den, følelsen, er igennem den senere tid blevet stærkere for hver eneste dag, for nu – forhåbentligt – at være kulmineret i dét, der må være mit livs hidtil største følelsesparadoks.

Den kommer, som tilfældet tilsyneladende er det med så meget andet i mit liv, af min skilsmisse. Eller altså, af at jeg som konsekvens af at være blevet skilt, ikke længere har mulighed for at være sammen med mine børn hver dag.

I begyndelsen savnede jeg dem hudløst og kunne ikke finde ud af hverken det ene eller det andet i de perioder, hvor de var hos deres far. Jeg var bare skide ked af det. Mest i virkeligheden fordi jeg var bange for om de nu savnede mig for meget. Børn skal ikke savne deres mor. Ligesom de selvfølgelig heller ikke skal savne deres far. Noget, der for mine børn alligevel er blevet et livsvilkår. Et livsvilkår, der heldigvis lader til at være i en sådan grad, at både børnene og vi voksne godt kan håndtere det. Men et livsvilkår. Av, mand.

Jeg forstår godt, hvis det – især for jer, der ikke har børn – lyder helt vildt tude-agtigt (og det er det måske også) og det også kan sagtens være, at jeg bare skal tage en kiks og gro lidt hår på brystet, men jeg kan tilsyneladende ikke bare lade være med at synes, at det er en ubærlig tanke.

Som tiden gik efter sommeren og jeg igen begyndte at ane muligheden for at mit liv ikke for altid ville føles som en stor bunke lort, begyndte jeg også at nyde tiden uden mine børn. Jeg begyndte at nyde friheden som fulgte med, fordi jeg når børnene var hos deres far, ikke skulle stå til direkte ansvar overfor andre end mig selv. Jeg drak vin og sludrede til langt ud på natten med mine veninder, begyndte at gå på dates og fandt langsomt ind til hende jeg engang holdt så meget af, men som jeg på én eller anden måde havde glemt et sted på vejen ind i voksenlivet. Mig.

Det føltes godt at have tid til at pleje mig selv. Tid til Netflix, bøger, kaffeaftaler, spontane weekendture og alt det andet som alle mine veninder, som lever i faste parforhold med børn, sukker efter, når vi snakker om hver vores livsvilkår. “Hvor må det bare være dejligt” siger de med en lille my af misundelse i stemmen og jeg giver dem ret i, at det er dejligt at have fået friheden; alt imens den dårlige samvittighed tordner ind over mig.

Det er nemlig ikke “bare” dejligt. Dét, der føles dejligt, føles samtidig også forbudt og jeg kan til stadighed ikke vaske følelsen af at være en dårlig mor af mig, når jeg nyder tiden uden mine børn for meget.

Det lyder måske både dumt og forkælet, at jeg ikke bare kan nyde dét jeg nu engang har, men jeg lover jer for, at det er svært, når jeg véd at det i én eller anden udstrækning er på bekostning af mine børn. Ikke fordi jeg tror de ville have haft det bedre, hvis jeg ikke var blevet skilt – nærmest tværtimod, eftersom miljøet hjemme hos os ikke just duftede af roser den sidste tid, inden skilsmissen blev en realitet – men fordi jeg ved, at det trods alt alligevel må være svært for dem at være i. Selvfølgelig er det det. Og for dét føler jeg mig som en lort. En lort, som tilsyneladende kun vokser eksponentielt i samme takt som jeg nyder dén del af mit liv, der foregår uden mine børn lige ved min side.

Det er næsten ikke til at bære, at sidde her, i en lille hytte ved stranden på Mauritius og lytte til Norah Jones, imens min kæreste er taget på dykkertur og vide, at jeg er på én af mit livs allerdejligste ferier, som jeg nyder helt ud til tæerne, samtidig med at jeg ville give min højre arm for at komme hjem – lige nu – og kramme mine børn.

Jeg tror det er dét, der er blevet mit livsvilkår efter at være blevet skilt; at jeg, uanset hvor dejligt mit liv og alt dét jeg har fået som bonus i det, er, ikke længere “bare” kan nyde noget mere. Der vil altid være en bagside og jeg tænker, at det er dén jeg skal bruge min energi på at lære at håndtere. Hvis altså man overhovedet kan det…

Egentlig var det slet ikke meningen, at jeg ville skrive så meget som ét ord om vores rejse, førend den var slut, men nu – tre dage inde – kan jeg alligevel ikke helt lade være med at løfte sløret bare en lillebitte smule for, hvordan mit liv ser ud, lige pt. Dét dog forudgået af nogle overvejelser omkring mine grænser for hvad jeg deler herinde, som jeg synes er på sin plads at – ja – dele med jer.

Som blogger – i hvert fald på dén måde jeg er det på – eksponerer man sig selv i ganske høj grad og spørgsmålet om hvordan netop dén del af mit job er, kommer i hvert fald ind på en top 3 over mest stillede spørgsmål jeg får, når snakken falder på mit arbejde. Kun klart overgået af spørgsmålet om, hvordan man dog kan leve af at skrive om sig selv på internettet – et spørgsmål jeg i øvrigt gerne skriver (endnu) et indlæg om på et tidspunkt, hvis der er interesse i det fra jeres side. I er jo trods alt på en måde mine chefer 😉

“Hvordan har du det med at så mange* ved så meget om dig?” 

“Hvor sætter du grænsen for hvad du vil skrive om og hvad du ikke vil?” 

Normalt plejer jeg at svare, at jeg jo er herre i egen butik her på domænet og at jeg selvfølgelig kun skriver de ting jeg ikke har noget imod at andre ved om mig. Ofte synes jeg faktisk, at de pinlige ting jeg af og til render og laver, bliver mindre pinlige, når jeg har sagt dem højt herinde. Som da  jeg for nyligt tissede i bukserne på vej hjem fra fest, for eksempel. Ligesom jeg også kan synes at mit følelsesliv – også når det er svært – får en lille smule bedre kår, når jeg letter mit hjerte herinde. Især selvfølgelig, når I bakker mig op og fortæller at jeg er helt okay og at nogle af jer måske endda kender til de følelser jeg end måtte tumle med, som i indlægget HER, for eksempel. Jeg er ikke som sådan flov over mig selv – og når jeg alligevel engang i mellem er, så hjælper det, at indrømme det.

Min eneste sådan ret stålfaste regel herinde er, at jeg udelukkende hænger mit eget vasketøj til tørre. Jeg kunne ikke drømme om, at hænge andre mennesker ud, på samme måde som jeg gør det med mig selv – medmindre det kommer til dem, som selv gør det i medierne, hvor jeg tænker at det er helt okay, at give mit besyv med på sagen, som jeg for eksempel engang gjorde det HER. Dét betyder selvfølgelig også, at der kan være en del af  mit liv, som aldrig ser dagens lys herinde – i alle tilfælde ikke imens det står på. Som tiden der gik forud for min skilsmisse for eksempel. Alle konflikterne og overvejelserne op til beslutningen. Det var på ingen måde en hverken god eller nem tid for mig at være blogger i, fordi det eneste jeg i virkeligheden var optaget af, var så filtret ind i et andet menneskes vasketøj, som jeg unægteligt også ville have vist frem, hvis jeg havde gjort det med mit eget. Derfor skrev jeg – selvfølgelig – ingenting om det. Det var et privat anliggende, som jeg var nødt til at få lidt styr på, inden jeg kunne begynde at åbne op for noget af det her på bloggen.

Virkeligheden er, at jeg faktisk overhovedet ikke har det stramt over, at der er så mange, som ved så meget om mig, som det er tilfældet. Faktisk er det nærmere omvendt; jeg elsker det. Det får mig til at føle mig tryg, når jeg ved, at I sidder så mange derude og på én eller anden måde – mere eller mindre trofast – følger med og har en interesse i mit liv. Jeg glemmer aldrig nogensinde dengang jeg var strandet på en parkeringsplads ved IKEA, hvor bremserne på min bil var blevet blokeret og jeg derfor ikke kunne komme ud af flækken. Jeg sad i bilen og kedede mig bravt, hvorfor jeg besluttede at lave en lille live-spørgerunde i hvilken adskillige kvinder simpelthen tilbød at komme og hente mig og køre mig hjem. Kvinder – nogle af jer – som jeg aldrig havde mødt, men som alligevel gerne tilbød deres assistance. Shit mand, hvor gjorde det mig glad! Det gav mig en følelse af, at jeg vitterligt har veninder (jeg ikke kender endnu) i hver en lille afkrog af landet og dén følelse, ik’? Den er der altså ikke meget der stikker. Den gør, at jeg ikke er bange for at dele ud af mig selv, som jeg gør.

Alligevel kan jeg mærke, at der er nogle ting jeg begynder at holde lidt for mig selv. Ikke sådan for altid og ikke fordi I ikke må vide noget om dem, men fordi jeg nogle gange lige har brug for bare at nyde dét jeg har, uden absolut lige at skulle ringe til en veninde (aka blogge) om det. Jeg har brug for at bekræftelsen i bare at være, er god nok i sig selv og at mine oplevelser hverken bliver værre eller bedre af at blive delt med jer. Jeg har slet og ret brug for nogle gange,  bare at være mig.

Derfor er der lidt stille på bloggen i de her dage.

Der sker nemlig dét, at jeg i torsdags tog min kæreste i hånden og drog mod lufthavnen, hvor vi fløj om på den anden side af jorden, til Mauritius, hvor jeg i skrivende stund sidder i skyggen foran vores lille hytte ved stranden og skriver nærværende blogindlæg.

Men her er jeg altså, i noget der minder ret meget om Paradis og I kan tro det er skønt. Også selvom dét er alt I får at vide om det lige nu <3 Det håber jeg at I forstår.

* I skrivende stund har 82.393 forskellige mennesker læst med i løbet af de seneste 30 dage, så det er trods alt en god sjat. 

Det kunne måske nok – sådan udefra set – virke en lille smule (for) idyllisk, med dén der ferie, som vi netop er vendt hjem fra. I hvert fald hvis man har fulgt med fra sidelinien på instagram, hvor jeg dagligt har delt små lykkeglimt og fine øjeblikke fra noget af alt det gode der har været. For der har bestemt været meget godt! Men midt i alt det gode, har der (selvfølgelig) også været de der små øjeblikke jeg bilder mig ind at vi allesammen oplever, men som ingen rigtigt taler om og som jeg altså nu har besluttet mig for at dele med jer. Sådan i al almindelighed, tænker jeg 🙂

Det var måske ikke mit stolteste øjeblik da jeg…

… Da jeg på feriens første dag åbenbart kom til at bede receptionisten om at forudbestille aftenens måltid til hele banden, for selv at have forstået, at dét ikke var muligt før dagen efter.  Således spiste vi på restaurant ude i byen – og den søde kok på vores lillebitte hotel kunne så – formentlig ret bitter – smide al den mad vi aldrig kom og spiste, i skraldespanden. #undskyld

… Da jeg endnu engang lod jeg som om jeg kan spansk, nærmest alle steder vi kom. Butikker, restauranter og parker – you name it! For konsekvent, efter halvanden sætning, som mest af alt nok bare var et forspansket engelsk, at se mig nødsaget til at kaste håndklædet i ringen og bekende kulør. Værst gik det i en McDrive, hvor jeg pure nægtede at resignere og på én eller anden måde derved præsterede at bestille fem is. Som det eneste. Til aftensmad til fire mennesker…

… Da jeg lavede klassikeren i poolen: Hovedspring med bikini. Heldigvis var vi alene.

… Da jeg tabte i 500 hver evig eneste gang. Seriøst – hvordan kan man være så dårlig til noget, der er så nemt?!

… Da jeg en aften lokkede de andre med ud for at spise en is et sted vi var blevet anbefalet – og mums, siger jeg bare! Det var kongeis. Til gengæld kunne det måske godt have klaret bare en lille smule mere stabilisator, eftersom jeg – omtrent tyve sekunder efter jeg havde fået stukket min is i hånden (og fået Simon til at knipse et blogger-agtigt billede af mig) – præsterede at spilde chokoladeis lige direkte ned ad min hvide t-shirt.

… Da jeg fik lidt – ahem – særlige bivirkninger i ét af de lokale vandland. Den der vandrutsjebane der bare går direkte og megagiga hurtigt ned, hvor man ligger helt alene og skal krydse armene over brystet, ik’? Den prøvede jeg. #hejtarmskylning

… Da jeg checkede os ud fra hotellet og det gik op for mig, at jeg – selvom der var gratis filterkaffe – havde bestilt intet mindre end 14 kopper espresso, hvoraf kun 2 af dem ikke var til mig selv.

… Da jeg for et øjeblik siden, herhjemme i sofaen hvor jeg sidder og fletter tæer med Simon; helt vildt træt efter at have fortæret intet mindre end en helt pizza, minus ét stykke opdagede, at jeg har spildt tomatsauce ned ad min, ja, engang helt hvide t-shirt.

… Da det gik op for mig hvor absurd store mine bryster ser ud fra den der vinkel som jeg sad og holdt mit kamera (altså, min telefon) i, da jeg tog billedet ovenfor. Men det er altså tomatsaucen lige til højre for halskæden I skal lægge mærke til 😉

Selvom jeg fortalte jer forleden at jeg ikke kommer til at holde 100% ferie i min ferie, så betyder det selvfølgelig ikke, at jeg ikke har tænkt mig at nyde tiden imens. Og til at minde mig selv om, hvordan jeg bedst gør dét, har jeg skrevet en lille liste, som I skal være mere end velkomne til at finde inspiration i, til at få den forhåbentligt bedste sommer(ferie) nogensinde.

I løbet af ferien vil jeg (bestræbe mig på at):

Drikke (mindst) én kop kaffe om dagen. Og kun gøre det. Måske i fem minutter. Tænke over hvordan den smager og nyde et øjebliks stilhed. Hver. Eneste. Dag. (Altså, fra i dag).

Se en solnedgang sammen med mine børn.

Ligge på græsset i min kolonihave og kigge på skyer.

Gøre ovenstående; bare fra trampolinen, hvor jeg også drømmer om at sove. Enten sammen med min kæreste eller sammen med mine børn. Eller med dem alle på én gang.

Skrive dagbog. Sådan en helt privat og hverdagsagtig én af slagsen.

Gøre mit bedste for ikke at udgive de ting jeg skriver i min dagbog. (Og nok komme til at gøre det alligevel).

Skide hul i løs hud og strækmærker og gå på stranden i min fine, nye bikini (nummer 11 i indlægget HER – den anden røg retur, fordi toppen sad lidt underligt på mig).

Se en solopgang efter en god fest. Det er flere år siden jeg har set solopgangen efter en fest, men jeg mindes at der er noget helt magisk over det.

Læse (mindst) én bog. Måske Anne Mette Hancocks nye Mercedessnittet, som jeg har hørt så meget godt om.

Lave yoga udenfor. (Okay, det prøvede jeg faktisk under min miniferie i Sverige, hvor jeg fik tissemyrer i håret, så det kommer helt sikkert ikke til at ske igen, men jeg kan godt lide idéen).

Plukke blomster i en vejgrøft.

Nøgenbade. Gerne i kombination med at se en solopgang, men helst ikke i alt for beruset tilstand.

Lære at spille nogle af Povl Kjøllers børnesange på guitar. (Jeg tænker umiddelbart at det ikke kan være så svært).

Lade være med at lave lister over ting jeg skal.

Lade være med at efterleve de lister jeg alligevel laver.

Først og fremmest tak. Tak fordi I er så mange, der har læst, lyttet og været med mig igennem den meget voldsomme oplevelse, jeg havde ude på gaden tæt på mit eget hjem for et par dage siden. Kæmpe tak. Det har gjort mig glad at I er så mange, der har læst om den forfærdelige oplevelse, fordi jeg tænker, at der tilsyneladende er behov for – igen og igen – at stadfæste, at dén slags selvfølgelig ikke er okay.

Samtidig skal I også vide, at alle de mange – heldigvis primært kærlige – kommentarer, der er strømmet ind, både her på bloggen og på facebook, har skabt anledning til en frustration så stor, at Simon kiggede på mig i morges med hårde øjne og sagde “SÅ stopper du!” efter jeg – igen – havde snerret, været urimelig og helt ude af trit med dén Cana både han og jeg kender. Jeg har været ked af det, følt mig misforstået og haft lyst til at forklare, fordi jeg blev totalt overvældet af kommentarer om hvordan jeg burde have ageret i en situation hvor jeg følte mig – og var – totalt magtesløs. Kommentarer, som uden tvivl er kommet af gode hjerter og ditto hensigter, men som fik mig til at tvivle på mig selv, på min dømmekraft og på, om jeg måske ligefrem pludselig stod som medskyldig til en forbrydelse jeg sådan set ikke engang vidste med belæg, om var fundet sted.

Men selvfølgelig har jeg ikke gjort noget forkert. Og dén indberetning som jeg netop har indgivet til kommunen er – næsten lige så selvfølgeligt – fuldkommen ligeså mangelfuld, som en ost lavet af lutter huller og selvom jeg ville ønske at lige akkurat min lille stemme dér, på socialrådgiverens computerskærm mandag morgen, ville kunne gøre en forskel, så ved jeg godt, at min indberetning formentlig ikke er til så meget som en fløjtende fis, medmindre der er mindst én anden, som har indberettet den samme episode som jeg – påført lidt flere detaljer vel at mærke. I hvilket henseende jeg i øvrigt mistænker at min inberetning er ganske overflødig, fordi én i dét tilfælde bør være nok. Ikke desto mindre ligger den der nu, min indberetning. Mest fordi jeg havde håbet, at det ville kunne gøre mit hjerte en lille smule rent ovenpå alle de kvaler jeg – især det seneste døgn, efter jeg udgav mit forrige indlæg – har haft. Det lod i midlertid ikke til at være tilfældet, men til gengæld er der noget andet, der har hjulpet mig. Den – i skrivende stund – tredjesidste kommentar der er lagt til indlægget om episoden, hvor en anonym skriver således: “…Arbejder selv med området, altså jeg sidder konkret og modtager underretninger og får dem ført ind i sagerne. Hvis vi hverken har en adresse eller et navn er det umuligt at gøre noget ved. Vi har ikke en sag vi kan lægge underretningen ind på, og vi kan ikke stemme alle dørklokker i flere opgange. Og selv hvis der skulle være en “kendt” familie i en af opgangene, aner vi ikke om det er dem, og vi må ikke lægge andre underretninger på sagerne, bare fordi det måske kunne være. Så desværre er der ikke så meget at gøre. Andet end at håbe på an af naboerne også hørte det og sendte en konkret underretning. For ja, der skal underrettes, hvis man kan. Vi hjælper familierne, vi er ikke bare onde mennesker der vil fjerne børn fra deres forældre….” hvilket – heldigvis og desværre – bekræfter mig hundrede procent i min umiddelbare tanke om, at jeg intet (andet end fremadrettet selvfølgelig at være naturligt opmærksom på dén bygning, når jeg cykler forbi på gaden) kunne stille op. Der er ikke noget jeg hellere ville, end at kunne gøre en forskel for dén voksne og dét barn, for jeg er overbevist om, at de begge to må have det ganske forfærdeligt, uanset om det var et engangstilfælde eller hverdagskost, men tilfældet var altså, at jeg blev et usynligt vidne til en usynlig episode og at jeg ikke kan gøre andet end at bruge min stemme her til at skabe oplysning og debat, præcis som en anden kommentater til indlægget skrev: “Vi har, som mange skriver, underretningspligt, og det kan være en hjælp til både børn og forældre. Men det fungerer jo ikke sådan, at man kan underrette om en opgang… Eller tre!?! Det bedste må være at være opmærksom og netop bruge sin stemme som her, hvor der bliver en debat. Der er ikke mere der kan gøres”. 

Med det sagt, håber jeg at vi alle kan være gode venner og at I ved, at jeg selvfølgelig både har gjort og vil gøre mit bedste, både for dette barn og for alle andre – og så håber jeg bare, at hele denne debat måske kan få bare én voksen til at tænke sig om en ekstra gang, inden hånden bliver svinget til slag. Det er det aller- allerbedste jeg kan gøre herfra.

Over and out. Og NU vil jeg nyde min ferie med min egen lille familie – med lidt lettere hjerte og helt klart et større smil end dét jeg har kunnet mønstre hidtil.

Kys på jer!

Jeg har lyst til at sige, at det har taget mig lang tid at skrive dette blogindlæg, men jeg tør ikke, fordi dén slags selvklart sætter barren for de sproglige finesser og den røde tråd igennem indlægget højt, og dét ved jeg faktisk ikke om jeg kan leve op til. Det er nærmere lidt rodet, det hele, og i virkeligheden har selve indlægget heller ikke taget mig så lang tid at skrive. Sandheden er nærmere, at det har taget mig lang tid at finde ud af om jeg overhovedet skulle skrive indlægget og hvad formålet, hvis jeg gjorde det, skulle være. For dig, der læser med og for mig som afsender.

Virkeligheden er, at jeg stadig ikke ved det. Til gengæld ved jeg, at jeg har brug for at dele den oplevelse, som ligger til grund for alle mine overvejelser, med dig. Med verden. Eller altså, i hvert fald med den beskedne lille del af verden, som læser med her på min blog.

Ser du, forleden morgen da jeg afleverede børn, gik det op for mig, at jeg havde glemt at tage Peters badetøj med op til børnehaven, som skulle på badetur, hvorfor jeg var nødt til at cykle tilbage hjem til lejligheden. I sig selv ikke nogen hverken mærkelig eller sindsoprivende oplevelse, indtil jeg parkerede ladcyklen foran porten til vores gård og overhørte et højlydt skænderi imellem hvad jeg formoder var en mor og et barn. Moren råbte – nej, skreg – af sine lungers fulde kraft. Du ved, på den dér måde, hvor råbet på én gang bliver skingert og dybt i et rallende brøl. Den der måde, som vi allesammen godt ved at man ikke må råbe på. Ad nogen.

Jeg har selv gjort det enkelte gange i mit liv. Èn gang af min eks-mand, midt i vores skilsmisse, et par gange siddende bag rattet, alene i bilen (hvor man i øvrigt gerne må råbe på dén måde) og – desværre – og af eller i nærheden af mine børn. Det sidste gør så ondt, så ondt at indrømme, men jeg har gjort det og jeg har sagt undskyld og jeg satser benhårdt på, at jeg aldrig nogensinde mere, skal komme så meget ud af balance med mig selv, at jeg kommer til at gøre det igen. Jeg vil helst aldrig mere råbe af eller i nærheden af nogen – og slet, slet ikke af mine børn.

Skænderiet foregik nogle etager oppe i bygningen bag mig, hvor jeg hurtigt spottede åbne vinduer på både 2. og 3.sal. i flere opgange. Jeg kunne, stående der på gaden, på ingen måde høre hvorfra lyden kom. Barnet råbte tilbage med tydelig gråd i stemmen. En dør smækkede. “Luk så den dør op” skreg moderen, imens mit hjerte splintredes over at være vidne til dén slags, uden mulighed for at gribe ind og kramme både den ene og den anden, som uden tvivl trængte.

Jeg tænkte på den stakkels mor, som måtte have det forfærdeligt. Gad vide hvad hun gik igennem i sit liv lige nu, siden hun kunne blive så vred? Og på barnet, som måtte være rædselsslagen. Tænk, at lukke sig inde fra sin mor på dén måde. At flygte. Ville det skabe evige traumer? Var det hverdag?

Skænderiet fortsatte og mine øjne løb i vand. Hvordan kunne de dog blive ved? Hvorfor kom hun ikke til besindelse, moderen som tilsyneladende for alt i verden ville ind i dét rum barnet befandt sig i? Jeg mener, én ting er, at man af og til kan komme så langt ud af fatning, at man eksploderer et øjeblik, men en anden ting er sørensus’me da, at blive ved. Hun råbte og råbte og råbte.

Jeg prøvede forgæves at høre, fra hvilken lejlighed lyden kom. Var det på anden til ventre? Jeg kunne ikke høre det. Overvejede at ringe på samtlige dørtelefoner i håbet om at kunne bringe moderen tilbage til virkeligheden. Men hvad skulle jeg sige, hvis jeg blev buzzet ind? Hvem var jeg overhovedet til at blande mig?

… Og så hørte jeg det. En dør, der blev hamret op og nogle smæk – fem, måske seks ovenpå hinanden følgende – som jeg dybt i mit hjerte håber var i en mås, frem for i et ansigt. Der var et inferno af skrig, imens slagene stod på og så blev der stille. Tårerne trillede ned ad mine kinder.

Et barn – måske på alder med én af mine – blev slået af en voksen, som jeg formoder var moderen. Tænk, at blive slået af sin mor på den måde. Tænk, at være vidne til det, uden mulighed for at bryde ind. Tænk, at den slags stadig sker.

Jeg ved stadig ikke helt hvad mit formål med indlægget her er, men jeg vil gerne takke dig for at have læst med, for at have lyttet og for at have givet mig afløb for en oplevelse der, selvom den jo slet ikke handlede om mig, har fyldt usædvanligt meget de sidste par dage. Heldigvis har mine egne børn været hos mig og heldigvis har de med glæde taget imod alle de ekstra kys og kram jeg har sendt i deres retning. Det må være min måde at kompensere lidt på…

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk