Category

De personlige

Category

When life gives you lemons…

Det hele er i virkeligheden op til os selv. Hvordan vores liv ser ud og især hvordan vi anskuer det, er, hvis ikke udelukkende, så i hvert fald primært, op til os selv. Vi bestemmer selv hvilke briller vi gerne vil se verden og alle de mange, mange, mange små ting der følger med den, igennem.

Dermed selvfølgelig ikke sagt at det er nogen let opgave, men heldigvis så giver det af og til sig selv, som jeg har oplevet det i dag.

Inden vi fik set os om, var klokken lige knap halv tre, da jeg i aftes sad sammen med et par veninder og ditto flasker vin og vendte verdenssituationen. Jeg slentrede hjem kort tid efter og låste mig ind i den tomme lejlighed, hvor jeg gik omkuld straks jeg kom ind. Sidenhen vågnede jeg – med et kæmpe sæt og et “fuck, jeg har glemt at sætte alarmen og vi kommer garanteret alt for sent afsted og Jens skal jo for fanden i skole” – og kiggede på uret og kunne konstatere at klokken var lige knap halv syv og at jeg i øvrigt bare kunne lægge mig ned og sove igen, fordi jeg var alene hjemme. Som jeg gjorde. Indtil klokken 9.30.

Ni-tredive (!!!).

Med en lille smule tømmermænd og en rest af pizza i køleskabet bevægede jeg mig fra sengen og ind i sofaen, i selskab med min computer og min guitar og blev siddende dér, indtil fingerspidserne på min venstre hånd var blevet så ømme, at bare én akkord mere, med næsten garanti havde revet hul på huden. Jeg kom store dele af min gamle repetoire igennem og selvom mit guitarspil, ovenpå otte års yderst sjælden repetition, da godt nok var en smule rustent, gik det udmærket. Ikke godt, men ok – og allervigtigst, så var det præcis ligeså opslugende og hyggeligt, som jeg huskede.

Jeg blev siddende i sofaen, satte en film på og holdt fri på en måde, som jeg ikke kan huske nogensinde at have gjort i min karriere som “nogens mor”. Først da klokken var henad 15 stod jeg rigtigt op, ordenede lidt vasketøj og hentede et par pakker på posthuset, inden jeg kom i tanker om, at jeg aldrig fik hørt Jussi Adler Olsens Selfies færdig (på mofibo, som I kan få en rabatkode til HER, hvis I har lyst), da vi var på ferie, hvorfor jeg besluttede mig for at gå en tur med den i ørerne. Jeg elsker at gå, når formålet ikke er andet end at gå, men for at være helt ærlig, har jeg nedprioriteret det i en grad der nærmer sig det pinlige, det seneste års tid. Der har altid været noget jeg liiige skulle ordne og så er det ikke blevet til.

I dag blev det til halvanden times slentren rundt i København, hvor minderne om de sidste snart 10 år af mit liv poppede op rundt om hvert gadehjørne. Om hvordan jeg engang dumpede en fyr på en bænk nede ved søerne, om det hus i Kartoffelrækkerne som Thomas og jeg overvejede at købe da jeg var højgravid med Jens, om Rigshospitalet, som jeg afslog et jobtilbud fra, dengang jeg var nyuddannet jordemoder og om alt muligt andet.

Det er ikke nemt hverken at blive skilt eller at undvære børnene når de ikke er hjemme, men jeg tror nu nok det skal blive helt okay, hvis jeg bare husker at have de rigtige briller på imens, for det har altså været en dejlig dag i dag. Og i morgen kommer drengene hjem igen og jeg er mere end ladet op og parat!

When life gives you lemons – make lemonade!

Jeg tænker på #23

 

… Min guitar! Min gode, gamle guitar, som jeg fik af min far da jeg ikke var meget mere end 7-8 år gammel, længe før jeg overhovedet kunne spille på den og som jeg nu har “fået tilbage”. Jeg har egentlig haft den hele tiden, men den har været pakket væk, til fordel for Thomas’ mange (og garanteret meget bedre) guitarer (som jeg aldrig har turdet spille på) og nu ligger den ovre i min sofa og venter på at jeg kommer og forsøger at huske hvordan man gør.

… Alanis Morisette. Altid Alanis, på guitar. Og måske også, som noget nyt, Tina Dickow, tænker jeg.

… Hvor glad jeg er for, at have hyret en super sød rengøringshjælper. Seriøst, jeg vil næsten hellere leve af knækbrød når jeg er alene, end at spare de penge, som jeg for alvor har opdaget, er godt givet ud. (Hvis I vil se hvem jeg bruger, kan I kigge med på min instatory @canabuttenschon ;-))

… At jeg i øvrigt heller ikke kan finde ud af at spise andet end take-away og direkte-fra-kølekskabet-mad, når jeg er alene. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville være sådan én der nød at gå i køkkenet med god til til at lave mad, men virkeligheden er, at jeg overhovedet ikke kan tage mig sammen til det, når jeg er alene.

… At mad på én eller anden måde også virker så overflødigt, når man kan spise kage, uden det skal være i smug for børnene.

… Hvorfor jeg i øvrigt ikke har hyret nogen til at hjælpe mig med rengøring noget før? Og oprydning, som jeg faktisk også betaler mig fra den ene gang om ugen. Ikke fordi jeg ikke gider at rydde op (okay, det gider jeg faktisk ikke, men jeg gør det selvfølgelig af og til), men fordi jeg er typen der ellers nærmest kommer til at gøre rent, inden rengøringshjælpen kommer. Det ved jeg, fordi vi også havde rengøringshjælp dengang vi boede i vores kæmpevilla Sønderjylland. Hvor jeg gjorde rent, inden hun kom, fordi jeg syntes det var pinligt, hvis der var alt for snavset. #dumt

… Hvor ærgelig jeg faktisk er over, at jeg ikke slog et smut forbi Costummade forleden, hvor jeg var inviteret ind for at se på Medinas nye tøjkollektion, som hun har lavet i samarbejde med Costummade, til fordel for Folkekirkens Nødhjælp. Jeg synes det er en genistreg uden sammenligning! Tøjet kan udelukkende købes hos Boozt,  hvorfor jeg ret gerne ville have haft fingrene i tøjet i den fysiske butik for at mærke kvaliteten, men altså, så er det jo godt der er fri fragt OG fri retur. Jeg er især vild med denne her, som jeg godt kunne forestille mig at jeg nærmest ville flytte ind i om nogle måneder.

Denne her, som godt nok ikke gør samme velgørende nytte, men som til gengæld bare er skide pæn. OG nedsat med 40%.

… Om ikke jeg skulle forsøge mig med en bytur, snart? Jeg har ikke været i byen – eller noget der tilnærmelsesvist ligner – siden, I ved nok… Den dér gang

… At jeg rent faktisk har chancen i dag, hvor børnene er hos Thomas. Meeeeen, min guitar.

… At bloggen fylder 3 år lige om lidt og at jeg i den forbindelse gerne vil arbejde lidt på at kunne forkæle jer. Nu skal jeg bare lige vide hvad I helst kunne tænke jer at blive forkælede med. Smykker? Tøj? Hudplejeprodukter? Hotelophold? Træstammer? Eller noget andet? Okay, jeg tænker at hotelopholdet klart vinder (det ville det i hvert fald gøre hos mig), men det er nok også det sværeste at trylle frem, så alle forslag er velkomne, så skal jeg gøre hvad jeg kan, for at finde ét eller andet lækkert til jer!

Hvad vil du helst forkæles med?

Vis resultater

Indlæser ... Indlæser ...

Kære teenagepige, du skal lige læse her

På foranledning af en forespørgsel jeg fik fra magasinet Alt For Damerne for en måneds tid siden, har jeg skrevet et brev til mit teenage-jeg (som i denne uge kan læses i bladet), som har sat en hel masse tanker igang hos mig. Brevet handler – i korte træk – om min ungdoms forkvaklede forhold til min krop, som på trods af at det stadig ikke er helt som jeg allerhelst gerne ville have det, forholdet, heldigvis er blevet bedre med tiden. Jeg var nemlig – som så mange andre unge piger – ramt af en spiseforstyrrelse, i mine tidlige teenageår.

En spiseforstyrrelse som selvklart var udtryk for et følelsesmæssigt kaos, et behov for kontrol og en ganske fejlagtig tro på, at mit hylster, min krop, var med til at definere mig som menneske. En spiseforstyrrelse, som jeg i den grad gerne ville have undværet i mit liv.

Derfor har jeg brugt de seneste dage på at forfatte et brev, ikke bare til mit eget teenage-jeg, som dét jeg skrev til Alt For Damerne, men til alle teenagepiger (og -drenge, hvis de kan se igennem fingre med al pigesnakken og gå direkte til budskabet) derude, som måtte tro, at deres krops udseende har betydning for hvor gode (eller ikke-gode, som en spiseforstyrrelse nok nærmere handler om) de er som mennesker.

Kære teenagepige,

Du kigger dig i spejlet. Der er helt sikkert noget i vejen. Måske er dine bryster for små, dine hofter for brede, din navle for dyb eller mellemrummet imellem dine lår, der overhovedet ikke eksisterer på samme måde som det gør hos pigerne på instagram. Du hader det og ville ønske, at din krop var anderledes. Måske ikke meget anderledes, men anderledes.

Det er dit indre heppekor fra helvede, der taler til dig. Taler grimt om din krop, som jeg lover dig for, er lige præcis som den skal være. Det kan godt være at du ikke ligner pigerne fra bladene eller at dit BMI ligger anderledes end gennemsnittet for piger på din alder, men jeg lover dig, at du er perfekt. Du er.

Du er perfekt fordi du er dig. Og din krop er bare dit hylster, som følger med dig igennem tykt og tyndt. Bogstaveligt talt. Dit hylster, som du skal acceptere og føle dig godt til rette i, så du kan stråle, som du fortjener. Ingen mennesker er bedre eller dårligere på grund af deres udseende og det samme gælder selvfølgelig for dig.  Derfor kan du ligeså godt øve dig på, at være den bedste udgave af dig selv. En udgave, som begynder med, at du ikke alene accepterer, men også elsker dig selv. Du er skøn. Du er fantastisk. Du er unik og du er værdifuld for verden, bare fordi du er dig.

Lad ikke nogen; hverken modemagasinerne, de hårde bananer fra parallelklassen eller dig selv, overbevise dig om at du ikke er god nok og tro for guds skyld ikke, at alt bliver bedre, hvis du bare lige taber to kilo, får lidt mere markerede overarme, lidt større læber eller hvad end du drømmer om. Det gør dig ikke lykkelig.

Jeg har selv været der. Været mit eget selvdestruktive heppekor. Selv da jeg, i 2009 fik æren af at repræsentere Danmark i en stor international skønhedskonkurrence, fortalte jeg mig selv, at min krop ikke var pæn nok, selvom jeg havde både nær ved “perfekte” mål og en krone på hovedet. Det var aldrig godt nok. Jeg var  aldrig god nok. For andre, jo, men for mig selv – min allerhårdeste kritiker – var jeg en fiasko, fordi jeg ikke havde “den perfekte krop”.

Men hør nu her: Den perfekte krop, er en krop der fungerer! En krop, der giver et sind i balance. En krop, der bliver accepteret, hyldet og elsket, for dét den kan og gør og ikke én, som aldrig “er god nok” og hvis du vidste hvor meget jeg fortryder nu, at jeg brugte en stor del af min ungdom på at tale dårligt om dén krop, jeg nu ser, var – og er – vidunderlig. 

Din krop er perfekt, fra det øjeblik du kommer til at elske den, som den er. For jeg lover dig, at kærligheden ikke kommer fra hvor mange kalorier du indtager eller hvor hyppigt du frekventerer dit lokale fitnesscentret. Den kommer fra dig. Fra din hjerne, som er dén du skal arbejde med. 

Selvfølgelig fortjener du at være lykkelig. Du fortjener at være glad for din krop og få det bedste ud af hver eneste dag. Så hvorfor ikke starte fra i dag, med at fortælle dig selv, hvor god og smuk og dejlig du er, frem for alt det nedladende pladder, du hidtil har brugt din energi på. Læg din energi dér, hvor det giver mening. Der, hvor motivationen, glæden og lykken ligger. I det postive og i troen på, at du er god nok som du er. 

Du er god nok. Jeg lover dig det. Og du bliver endnu bedre, når du lærer at elske dig selv.

Kys – og et kæmpestort (og blødt!) kram – fra Cana

Postkort fra sneglen

Præcis som jeg håber det gør sig gældende for alle andre, så føles det ofte som om jeg har verdens bedste veninder. Én af dem, en dame som I efterhånden er blevet præsenteret for ret mange gange her inde, som fx da jeg skrev om hvordan det gik til at vi blev veninder, har nu – ganske utraditionelt – sendt mig et virtuelt postkort. Fra hende i Danmark til mig i Italien.

Man kunne naturligvis let fristes til at tro, at postkortet fra Danmark til Italien var et forsøg på at bringe lidt sydlandsk stemning over den middelmådige danske vejrudsigt, men i virkeligheden tror jeg bare, at hun har sendt mig det, for at sende mig en tanke. Præcis som man gør, når man sender helt almindelige fysiske postkort, som dem jeg har tænkt mig at drengene og jeg skal fylde om postkassen mod Danmark om nogle dage. Og det gør mig helt vildt glad. Det gør mig så glad, at have så gode veninder og fordi Cecilie, eller SneglCille, som flere af jer måske bedre kender hende som, ligesom jeg er blogger af profession, så spurgte jeg hende om ikke jeg måtte dele postkortet med jer, til hvilket hun heldigvis svarede ja. 

POSTKORT FRA SNEGLEN

Kære Cana,

Hvor ville jeg ønske at mit postkort ville være et af dem med strand og palmer. Og paraplycocktails og sand på solbrun hud, store is, der smelter og de der badedyrsflamingoer. Men nej.
Vi stolede på at den danske sommer ville vise sig fra sin bedste side, på den der vilde måde som kun dansk sommervejr kan, og besluttede os for at en staycation her i vores København var lige sagen. Det med sommervejret skete imidlertid ikke, og nogle dage har det mindet mere om en efterårsferie end noget andet, og med fare for at lyde som en brokkerøv, var det ikke helt det vi havde forestillet os, da vi lagde sommerplaner om legepladsbesøg, lange dage og picnics på stranden og i Kgs. Have og aftenture på Langelinie. Men men, vi har trods blæsevejr og regnskyer været ret gode til at holde ferie. Særligt vores børn.

Ironisk nok, er i dag er den første dag længe, hvor vejret faktisk opfører sig som om at det er sommer, og gæt hvad? Vi er indendørs. Planen var og er at vi skal ud, men ferietempoet har i den grad fået fat i os, og der er gået totalt nattøjsfest i den, med kridhvide boller til morgenmad og frokost, is fra fryseren, togbaner og lydbøger (Tak for rabatkode, i øvrigt, kæmpe hit!). Men NU gør vi det. Ud ud ud.

Og Cana, jeg glæder mig til I kommer hjem. Vi kommer og besøger jer i koloen med badetøj, kold hvidvin og ærter. Tager I solskin med?

Xoxo
Cecilie & Co.

Og ja, gu’ har jeg i sinde at tage solskinnet med hjem!

Hvis I også vil have gavn af rabatkoden til 30 dages gratis lydbøger, kan I finde den HER. Og hvis I vil læse mere fra Cecilies pen, kan I gøre det HER.

Okay? Okay.

img_7698
Jeg vågnede op uden smilet fra i går
Til en verden som jeg ikke helt forstår
Det gik jo lige så godt
Var med på beatet
Havde fundet meningen med livet
Men den må de have ændret nu i nat
Jeg dumpede ned lige midt i det her rod
Og lige siden har der hængt en regnsky over mit hoved
Det gik jo lige så godt
Red på en bølge
Jeg havde en plan, jeg bare skulle følge
Men den plan skulle jeg måske have skrevet ned
Et eller andet sted
Jeg er egentligt ikke okay
Ja, jeg ved godt, man skal være sin egen lykkes smed
Men det kan være svært at se solen, når det øser ned
Det er ikke verdens undergang
Bare en tirsdag morgen
Og jeg er ikke okay
Og er det ikke okay? Hey, det går jo nok
Det går jo nok alligevel
Jeg er sikker på i morgen når jeg vågner
Er jeg nok blevet mig selv igen
Det går jo nok
Og går det ikke
Så går det nok alligevel
Jeg er sgu egentligt bare lidt ved siden af mig selv
Er det ikke okay?

Egentlig har jeg aldrig været den store fan af Rasmus Seebach, som er ophavsmanden til ovenstående, men efter en venlig sjæl i går, da jeg havde udgivet dette indlæg, bad mig om lige at lytte til nummeret, som teksten hører til, kunne jeg ikke lade være med at få en lille smule tårer i øjnene. Han kan sgu noget, ham Ralle.

Jeg tror det er en helt universel følelse, den jeg sidder med lige nu. Med lidt for meget om ørerne på alle fronter i mit liv, hvor det pludselig føles som om det hele ramler, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at det gør det ikke. Ikke sådan for alvor, i hvert fald. Det hele skal nok gå og bare dét at have fået sat ord på overfor jer – og jeres vidunderlige kommentarer, ikke mindst jeres kommentarer (altså pånær den ene som kom fra en herre, som mener jeg skal tage mig sammen og lade være med at have ondt af mig selv) har faktisk gjort, at der i hvert fald er taget én byrde fra mine skuldre 🙂 Så tak for jer!

Jeg er ikke helt okay, men det er nok i virkeligheden helt okay og lige om lidt starter en ny uge og mon ikke også dét kan give lidt fornyet energi. Særligt selvfølgelig, hvis solen kommer til at skinne lige så meget som jeg forestiller mig det indeni mit hoved.

Jeg virker ikke lige nu…

img_7686

“Jamen det kan du jo slet ikke finde ud af?! TILLYKKE!” udbrød min veninde, da jeg fortalte hende, at jeg havde tilbragt hele fredag formiddag liggende på sofaen. Med is, netflix og lukkede øjne. Og hun har helt ret, min veninde. Under normale omstændigheder kan jeg ingenlunde finde ud af bare at ligge på sofaen en hel dag, men en kombination af feber, pms og en følelse af pludselig ikke at kunne gribe én eneste af de hundrede bolde jeg har hængende over hovedet lige nu, fik mig til at krybe i hi.

Der er lukket, skrev jeg for mit indre øje, imens jeg forsøgte ikke at tænke på, hvordan fremtiden bliver. Først med blogflytning, nyt design, hosting, kategorisering og jeg skal komme efter jer, afslutning i institutionen, drengenes lange sommerferie og Thomas der skal arbejde i den, kolonihavehuset og badeværelset jeg skal have bygget, drengene, som starter henholdsvis børnehave og SFO samme dag, min bog der skal udgives og alt dét der kommer til at følge i kølvandet på det.

Lukket. Jeg har helt akut fået brug for en lillebitte pause fra det hele. Boldene er smidt på gulvet og så håber jeg bare, at jeg kan nå at gøre dem alle rene igen, inden de igen skal i luften. For i luften, dét skal de. Det bliver bare ikke lige i dag. Og måske heller ikke i morgen.

Jeg virker nemlig ikke (til andet end mine børn) lige nu.

Se forsiden på min bog, 40 uger efter <3

img_7463

Havde det ikke lige været for en sød kollega, som sendte mig i link, lige inden jeg skulle en tur ind og give mit besyv med på en masse forskellige emner i News & Co på TV2 News i går, så havde jeg formentlig stadig ikke opdaget, at min kommende bog, 40 uger efter, ikke længere er “hemmelig”. Ikke at den nogensinde har været klassificeret på den måde, men der er jo alligevel en del hemmelighedskræmmeri omkring tilblivelsen af den slags. Lige indtil nu, altså, hvor den simpelthen pludselig er sådan helt rigtigt officiel, dér på side 50 i People’s Press’ udgivelsesplan for efteråret. Der er både et anslået sidetal, en udgivelsesdato og en forside, som min gamle gymnasieveninde fra Statsskolen i Sønderborg, Pernille Egetoft, som er den dygtigste tegner jeg overhovedet kan komme i tanker om, har tegnet og jeg er så stolt! Forsiden emmer for mig at se af livet på barsel, på godt og på ondt og det er lige præcis dét bogen handler om.

I presseteksten til bogen står der: 

Det er uden tvivl et kæmpe stort, vidunderligt og fantastisk at blive nogens mor. Men pludselig står du med en baby i armene og hvad så?

Når du har fået et barn, kommer barslen pludselig væltende med amning, søvnmangel, følelsesmæssig turbulens, ømme bryster, enorm lykke og stor usikkerhed, det første smil, lortebleer, lægebesøg og en krop, som ikke ligner sig selv. Og hvordan var det nu lige med det der parforhold midt i det hele? Kort sagt, alt det, der fylder hele ens tilværelse i de første 40 uger efter, man er blevet nogens forældre.

Jordemoder og blogger Cana Buttenschøn tager dig på en kærlig og humoristisk måde med rundt i alle afkroge af barselslivet. Fra babyens trivsel, ernæring og søvnrytmer til dét at finde de rette ben at stå på som nybagt mor. For tiden på barsel er ikke kun rosenrød og babyduftende, den kan også være benhård. 40 uger efter giver dig gode råd, vejledning, opbakning og personlige anekdoter, så du kommer allerbedst fra start på dit nye liv som mor.

Cana Buttenschøn er mor til to drenge, uddannet jordemoder og arbejder i dag som blogger, hvor hun skriver varmt og uhøjtideligt om livet med børn.

img_7465

Fuck man, det er min bog. Min bog, som jeg så usandsynligt gerne selv ville have læst, inden jeg blev mor – især første gang. Jeg er lige dele panisk angst og latterligt stolt over at den snart står klar til at blive delt med jer og resten af Danmark til september. Dagen efter min fødselsdag, for at være helt præcis, hvor jeg med al sandsynlighed kommer til at vågne op med sommerfugle på størrelse med en halvstor kornmark i maven. For pokker, hvor er det spændende! Og ja ja, jeg skal nok gøre mit for at mit navn bliver stavet helt rigtigt 😉

Los Angeles, barselsknold og næsten færdiguddannet

img_7385

Fordi jeg endte med at blive drivvåd på min cykeltur hjem her til eftermiddag, trak jeg i min blødeste sweatshirt, inden jeg hentede børn og gjorde som om det stadig var søndag, med take-away og masser af skærmtid. Børnene fik lov til at se den nye LEGO-batman (som i øvrigt er hysterisk morsom – også, eller måske endda mest for voksne) imens jeg trawlede internettet for en ny steamer til mit tøj, som jeg simpelthen er for doven til at stryge sådan rigtigt grundigt. Den slags absolut intetsigende form for shopping overspringshandlede jeg selvfølgelig på vaskeægte søndagsmanér fra, med en omgang timehop. I ved, den der fuldkommen fantastiske app, som fortæller én hvad man har delt på de sociale medier på nærværende dato i de forgangne år.

Den mindede mig om at jeg for et år siden havde en to-årig, som jeg havde gedigent optur over var blevet to år. Og at jeg for to år siden var en tur på Rodeo Drive, hvor jeg i øvrigt dengang var alt for jantelovsagtig til overhovedet at turde gå ind i nogle af de fine butikker, som jeg beskrev i dette indlæg.

Til gengæld, for tre år siden, postede jeg et billede af min barselsknold. Peter var dengang 9 dage gammel og jeg gætter på, uden at være hundrede procent sikker, at jeg var en kende træt. I hvert fald havde jeg sat mit hår op med en spisepind. Det var dengang jeg endnu ikke anede at jeg nogensinde skulle have mig en blog. Hell, det var dengang jeg endnu ikke anede at der overhovedet fandtes blogs. Til gengæld brugte jeg nogle måneder senere faktisk billedet i mit allerførste blogindlæg, hvor jeg stadig ikke var helt sikker på om jeg turde lade folk vide hvem jeg var.

For fire år siden var jeg åbenbart lige gået igang med at spise efter LCHF-principperne. Low Carb High Fat. Det var en virkeligt dejlig periode af mit liv, med masser af kål og masser af bacon. Altså, lige indtil det gik op for mig at jeg ikke måtte spise slik. Eller ostemadder. Og at jeg pludselig en dag skulle forstå, hvor hårdt det er for miljøet at vi spiser så meget kød. Såeh… Det droppede jeg igen.

Og så: for otte år siden skrev jeg om mig selv, på min dengang temmeligt spinkle facebookprofil: “kan ikke helt fatte at hun (forhåbentligt) bliver jordemoder på mandag!”

… Og her sidder jeg så i dag og kan overhovedet ikke fatte, at det snart er otte år siden jeg blev udklækket som jordemoder. Kæft, hvor er det vildt. Otte år er altså ret mange, synes jeg.

Savner du ikke at være jordemoder?

img_7273

Til oktober er det fem år siden jeg stoppede med at praktisere som jordemoder, efter tre års tjeneste på det vi kaldte for fødefabrikken, Hvidovre Hospitals Fødegang og stort set altid, som det næste spørgsmål i rækken efter “Hvad laver du så?“, som jeg på i hvert fald på ugentlig basis bliver spurgt om, når jeg møder nye mennesker, spørger folk, om ikke jeg savner at være jordemoder.

Mit første svar er altid, at jeg jo sådan set stadig er jordemoder, men at jeg bare ikke arbejder rent fysisk som jordemoder længere, men jeg ved selvfølgelig godt hvad folk mener. I lang tid gik jeg med oprejst pande og sagde, at jeg ikke savnede det. At mit liv var blevet meget bedre, siden jeg stoppede som jordemoder, hvilket i bund og grund også er sandt, omend det er en sandhed med modifikationer. For jo, gu savner jeg at være jordemoder.

Jeg savner den helt særlige og meget fine menneskelige kontakt man får, når man sidder på sengekanten hos en fødende, som har brug for støtte og omsorg fra et fremmed menneske, som både fagligt og menneskeligt kan rumme det hun går igennem. Jeg savner nærværet, de store følelser, intimiteten, forståelsen af andre mennesker og selvfølgelig dét faktum, at jeg som jordemoder ganske beskedent hjælper kvinder til at bringe liv til verden. Jeg savner forløsningen, glæden, tårerne og den lillebitte fødselsdagssang jeg gjorde en dyd ud af at synge, på de dage hvor tiden og overskuddet var til, at det var mig, der serverede den lille bakke med ristet brød og saftevand, efter fødslen. Jeg savner det pissemeget, faktisk. For mig selv, personligt.

Til gengæld savner jeg ikke dét, det gjorde ved min familie.

Den sommer, hvor jeg besluttede at sige op som jordemoder, var én af de værste i mit liv. Vi var lige flyttet i hus i Valby, hvor vi gik byggede terrasse og forsøgte at anlægge den have, som skulle danne rammen om de næste mange år af vores liv, da jeg pludselig blev ramt af muren. Den famøse mur, som gjorde mig træt helt ind i knoglerne og som gjorde, at jeg pludselig ikke længere fandt den store glæde ved mit arbejdsliv, som jeg ellers havde opbygget en stor del af min identitet op omkring.

Jeg var året inden blevet mor for første gang og sommeren vi gik i møde, var altså den første nogensinde, hvor jeg både skulle håndtere lukkedage i institutionen, arbejdsplaner og en mand, som selvfølgelig skulle spille festivaler stort set alle weekender.

Vi behøver ikke at rejse om sommeren, hvor der alligevel er dejligt at være hjemme i Danmark” havde jeg altid sagt, når jeg til stor glæde for mine kollegaer lagde min ferie i september, men pludselig var det forandret. Jeg havde brug for en masse fridage dén sommer. Særligt i weekenderne, hvor min mand ikke var hjemme og alle bedsteforældre i øvrigt boede 300+ kilometer væk fra mig og min 1-årige, som jo for fa’en skulle passes. Og så kom den. Bomben. Ledelsen der meldte ud, at de dét år havde besluttet at alle jordemødre skulle have mulighed for at få hele to ugers sammenhængdende sommerferie, hvis bare vi indvilgede i, at arbejde lidt flere timer i alle de andre uger. Alle de andre uger. Jeg brød grædende sammen den aften, da jeg kom hjem.

Det blev til to ugers sammenhængende ferie til gengæld for en knap-50-timers arbejdsuge i fire-fem andre uger. Fire-fem uger, hvor jeg forgæves forsøgte at bytte mig til lidt weekendfri og hvor jeg af til endte med sygemeldinger, simpelthen fordi jeg ikke kunne følge med. Det var frygteligt! Min mand og jeg skændtes konstant og mit hjerte var ved at gå i stykker over at jeg ikke bare kunne sætte mig på græsset med min lille søn og være den mor, som jeg drømte om at være. Den nærværende mor, som ikke hele tiden skulle tænke over kommende vagter og weekender der ikke kunne hænge sammen og helligdage, lukkedage og skide juleaften, som jeg ikke kunne være sikker på at være hjemme til. Og pludselig, blev det for meget.

Så jeg sagde op. Skreg op, vel nærmere.

Ikke fordi jeg ikke kunne lide mit arbejde, som jeg elskede, men fordi det ødelagde resten af mit liv.

Men selvfølgelig savner jeg det arbejde, som jeg elskede så højt. Jeg elsker bare mine børn og min familie mere.

Vi overlevede!

Helt i begyndelsen handlede det om dage, siden om uger, på et tidspunkt om måneder og nu, om år. Tre år. De tre hårdeste, siger folk. Folk som mig, blandt andet.

Og nu er vi her.

Vores yngste er fyldt tre år i dag. Klokken 07.21, hvis man skal være helt præcis. Og vi lever stadig. Ovenikøbet efter en dag hvor sukkerniveauet har nået uanede højder, i de kæmpestore haller i Dino’s Legeland, som fødselaren havde bestemt at dagen skulle bruges på.

Bevares, det har været nogle hårde dage, uger, måneder og år – og det er det sådan set stadig. Noget jeg tror det bliver ved med at være til tid og evighed, i øvrigt. Men det er ikke længere sådan fuldkommen udmattende-og-tortur-agtigt-hårdt, som det var engang. Vi sover (næsten) hver nat, vi snakker om tingene; forklarer, argumenterer og bliver (nogle gange) enige. Bevares, der er stadig øjeblikke, hvor tumlingens frustrationer kammer over i et raserianfald af en anden verden – typisk selvfølgelig på de mest upassende tidspunkter – men overordnet set, er det ikke længere hårdt på den fysiske måde.

De tre år er gået; grundstenene til vores børns personligheder er for alvor lagt og krisetiden over livet med små børn, som i høj grad har overskygget alt andet, lader til at lette som en varierende tæt tåge, der ellers har ligget over de seneste seks år af mit liv. Vi overlevede; og selvom jeg selvfølgelig godt er klar over, at alle overlever, så synes jeg altså stadig at det er lidt sejt, for jeg husker stadig tydeligt de dage – og nætter, især – hvor jeg rent faktisk tvivlede. Kunne min krop overhovedet klare det sindssyge pres den blev udsat for, som gylpeglud, klatretræ, omvandrende mejeri og vaskekoner om dagen, for bare at blive holdt vågen om natten?

… og vupti, så er det forbi. Kroppen holdt og hovedet nogenlunde det samme og nu skal jeg pludselig til at lære dét også.

Vi har ikke længere små-små børn. Nu har vi pludselig børn, der kan lege med hinanden i timevis (eller i hvert fald i temmeligt mange minutter, hvis jeg skal droppe overdrivelserne for en stund). Børn der selv kan tage tøjet af og på og have en mening om helt reelle og rigtige ting (omend vi ofte er uenige, når jeg fx forsøger at påstå at bare strømpesokker og vandpytter er en dårlig kombination).

Det er eddermamer vildt. Min lille Peter, som for et øjeblik siden var så lille, er blevet tre år i dag og jeg fatter det næsten ikke. Tænk, at jeg nu er sådan én. En mor, helt uden babyer.

Det er altså noget af en mundfuld lige at sluge. Især når jeg jo i øvrigt ikke er blevet en dag ældre, end jeg var for seks år siden, da jeg blev mor for første gang.

img_7182