Category

De personlige

Category

Det har været efterspurgt i månedsvis, om ikke snart jeg ville indvi jer lidt i mit vægttab og hvordan jeg har opnået det. Selvom jeg til de fleste har sagt, at jeg selvfølgelig gerne vil skrive om det, kan jeg mærke, at det alligevel har været svært for mig at få formuleret noget ordentligt, fordi jeg ikke orker at skulle dømmes for noget så ligegyldigt som hvordan jeg ser ud. Eller endnu mindre for, hvordan jeg selv synes jeg ser bedst ud. For jeg HAR godt fattet det; der er nogle, der synes jeg er blevet for tynd og at jeg var pænere for 5-10 kilo siden, men guess what. Jeg er glad for at have tabt mig og hvis I lover ikke at dømme mig for det, vil jeg gerne dele med jer hvad der har gjort forskellen for mig.

Der er intet banebrydende over den måde jeg har tabt mig på og jeg forestiller mig sådan ser heller ikke at jeg kan bidrage med noget I ikke allerede ved, men om ikke andet, så har jeg altså tabt mig noget der minder om 10 kilo, eftersom jeg mistænker at jeg lige var oppe at kysse slut-tresserne, inden jeg tabte mig. Og nu, som I kan se på billedet jeg tog da jeg stod på min mors badevægt her til morgen, vejer jeg altså 57,6 kilo. Nogenlunde det samme som jeg vejede dengang jeg slentrede ned ad catwalken i Kina som Miss Danmark for snart 10 år siden, i øvrigt.

Mit vægttab startede ganske kærkomment – men altså også lidt uplanlagt – da mine drenge begyndte at være hos deres far i flere dage ad gangen, henover det tidlige efterår. Jeg havde slet og ret svært ved at finde ud af at spise ordentligt, når jeg var alene og fordi jeg fyldte min kalender med usigeligt mange planer, for ikke at savne mine børn for meget, sprang jeg af og til nogle måltider over, fordi jeg bildte mig selv ind at jeg havde for travlt. På dén måde røg de første par kilo og jeg fik pludselig blod på tanden. Ikke for at fortsætte i samme dur, men for at tage ansvar for min krop, som jeg måske i virkeligheden havde ladet stå til lidt for længe… Ahem..

Først og fremmest skar jeg ned på mit slikindtag. Seriøst, inden tiden spiste jeg slik hver dag. (Ja, hver evig eneste dag!). Dernæst besluttede jeg mig for at lade være med at overspise – nogensinde. Mine portioner blev væsentligt mindre og i stedet for at spise indtil jeg ikke kunne have mere, spiste jeg indtil jeg ikke havde behov for mere.

“Men har du så slet ikke trænet?” Selvfølgelig har min kostændring været ledsaget af et øget aktivitetsniveau, men jeg har altså ikke én eneste gang indfundet mig i et træningscenter, selvom jeg egentlig gerne har villet. Til gengæld har jeg hamret afsted på min cykel hver eneste dag og så har jeg danset – en lille smule på club (mest inden jeg fik en kæreste) og i særdeleshed (både før og siden) hjemme i min stue, hvor jeg har teet mig som en tosse og en enkelt gang sågar præsteret at underboen kom op og bad mig skrue ned for musikken (og min trampen i gulvet, formoder jeg). Det har udelukkende været sjovt og godt for min sjæl såvel som for min krop at springe badut og køre om kap med busserne på min cykel – og så tæller det altså ikke som træning i min bog, selvom jeg godt ved, at det måske nok kunne klassificeres sådan.

Jeg har ikke været på vægten én eneste gang imellem de 10 kilo der er røget, men jeg har til gengæld haft det sjovt og brugt den svindende talje som motivation for at fortsætte med at behandle min krop med den respekt jeg synes den fortjener.

Og altså, inden der kommer bekymrede kommentarer, vil jeg bare lige slå fast, at jeg tabte mig i efteråret og at jeg altså har haft nogenlunde samme facon i hele 2018 ✌🏼

Godt jeg ikke…

… Droppede at kigge på boligannocer, selvom jeg egentlig havde droppet idéen om at købe mig et kolonihavehus sidste år. Dengang jeg opdagede, hvor dyrt den slags er de fleste steder i Københavnsområdet tabte jeg nærmest pusten, men min nysgerrighed holdt mig til ilden og pludselig faldt jeg over dét der sidenhen er blevet egen lille plet af paradis, til en ganske overkommelig pris.

… Er bange for at bygge ting. Jeg kom pludselig til at pille min nuværende terrasse fra hinanden, da drengene og jeg var derude her til eftermiddag, så nu er der ingen vej uden om. Ny terrasse coming up!

… Har pollenallergi. Det er lige gået op for mig, at det er mig – og kun mig – der skal slå græs i kolo hele sommeren. Ja, det gjorde jeg selvfølgelig også sidste år, men det havde jeg på én eller anden måde fortrængt.

… Er begyndt at tænke på hækken endnu. (Bare nej).

… Spiser så meget kød. Ellers havde jeg fået seriøst nedtur over, at jeg endnu ikke har fået skudt grill-sæsonen igang.

… Var for fin til at køre en liter færdiglavet koldskål med ristede havregryn til aftensmad. Børnene elskede det. Og det gjorde jeg sådan set også. Mest fordi vi spiste det i bar mave ude i haven.

… Har en pige! Eller ville det her (reklamelink) være blevet et seriøst dyrt bekendtskab! I stedet købte jeg et par nye af dem her (reklamelink) – til halv pris! – til Peter, som har efterspurgt dem lige siden de gamle blev for små og som jeg ellers har været for nærig til at købe. #singlemomstruggle

… Har noget slik i skabene. Hvis jeg havde haft det, havde jeg uden tvivl ædt det hele i en ruf – uden at smage rigtigt på det og med slikkvalme som følge. Jeg gentager lige for mig selv (i håbet om at jeg så snart begynder at tro på det): Godt jeg ikke har noget slik.

… Er på ferie lige nu! Det må simpelthen være så bittert at være rejst fra Danmark i disse dage, hvor vejret charmer som var det blevet betalt for at gøre det.

… Ikke er bitter over at nogen er på ferie lige nu. Hah!

… Er overtroisk. Ellers kommer der med garanti regn, der hvor vi tager hen på ferie til sommer. Som der altså ikke gør, når jeg nu ikke tror på den slags…

… Har noget slik. Ja, jeg var nødt til at gentage det. Igen.

Selvom det lyder så bekendt, kan jeg ikke rigtigt finde ud af hvad det er jeg hører, men det lyder dejligt. Jeg kan ikke adskille instrumenterne, men det lyder lidt som dét jeg hørte, under hele min første fødsel, som stadig den dag i dag føles som mit livs vildeste – og bedste – oplevelse. Musikken er rolig, omfavnende og varm. I virkeligheden kommer den fra en spilleliste på spotify, der hedder “sleep”, og jeg er igennem den seneste tid begyndt at høre den om aftenen, når drengene er lagt i seng, for at få lidt ro. Både på dem, der ligger og slår kolbøtter inden de skal sove og på mig selv.

Det lader til at virke. I hvert fald slapper jeg af. Så meget, at jeg for første gang i månedsvis har tjekket min timehop-app, som jeg åbenbart har syltet så længe, at jeg var blevet logget helt ud af den. Den fortæller mig, at det er et år siden jeg var i Legoland. I sig selv selvfølgelig ikke noget særligt sindsoprivende minde, men for mig er det alligevel ret vildt, fordi jeg så tydeligt husker hvordan jeg på et tidspunkt stod ved siden af en ønskebrønd og tog mig selv i at tænke, at jeg (nok også) gerne ville skilles. Det føltes så forbudt og forkert og jeg glemmer aldrig, hvordan jeg nærmest blev bange for mig selv. Og overrasket, ikke mindst, over, at det måske i virkeligheden var sådan jeg gik og havde det. Det anede jeg ikke!

I årevis havde jeg underkendt mine egne følelser og behov til fordel for andres. Jeg var jo (altså, følte mig som) sådan én, der nok skulle klare mig uanset hvad, så hvordan jeg egentlig havde det indeni, blev ligesom lidt sekundært for mig. Jeg skulle nok klare den.

Lige indtil jeg ikke kunne klare den længere. Selv min krop var begyndt at sige fra overfor det virvar der foregik inde i mig og nogle af jer kan måske huske, hvordan jeg endte med at få udslæt over hele kroppen. Af stress. Stress over følelsen af nederlag over ikke “bare” at kunne svæve op over problemerne og rumme dem, som jeg havde gjort så mange gange før.

Mine vinger kunne ikke længere bære og jeg faldt. Dybt og hårdt ned i mine egne følelser, som jeg havde lagt låg på så længe. Hold kæft, hvor var det hårdt mand. Erkendelsen af, at have svigtet mig selv og frygten for, ved at lytte til mig selv, at svigte mine børn var nærmest uudholdelig og jeg forestiller mig, at enhver der har prøvet at stå på skilsmissens rand, véd lige akkurat hvilket fuldkommen vanvittigt paradoks det er at være i.

Shit mand.

Og nu er der gået et år. Og jeg har ikke skyggen af udslæt, men til gengæld er jeg glad. For mit liv, for alt dét jeg har lært igennem det sidste halvandet års tid og for dét sted jeg er i lige nu. Men allermest for, at det lader til at mine børn stadig er okay. For det er de. Heldigvis.

Musikken spiller stadig og minder mig om den ro, dét fokus og al den kærlighed jeg præsterede dén nat for snart syv år siden. Den minder mig om min kerne og om, at huske mig selv. Præcis som jeg pludselig – efter lang tids pause – gjorde den der dag i Legoland for et år siden.

Hvor er du dog blevet tynd!

Sådan lød den oprindelige overskrift til dét indlæg der i dag topper nogle af de mest læste historier på bt.dk og netop sådan har jeg efterhånden hørt min kropslige tilstand omtalt flere gange end jeg overhovedet gider tænke på, siden jeg for snart et halvt års tid siden besluttede at gøre alvor af at smide de sidste af mine bløde ekstrakilo, som en hård (fordi det ér den slags) skilsmisse havde givet mig en naturlig start på.

Indlægget handler om at jeg efterhånden er træt af at at høre mig omtalt som værende blevet ”fortynd” og at jeg, når det så ovenikøbet kombineres med det meget holdningsbaserede ”du var meget pænere før” bliver virkelig træt af det.

Det er egentlig ikke fordi jeg har noget imod at nogen syntes jeg var pænere med 8-10 kilo ekstra på sidebenene (ja, tallet gætter jeg mig til, fordi jeg faktisk ikke ejer en badevægt), for selvfølgelig har vi forskellig smag i kropsformer, såvel som vi har det i farven på vores håndklæder til badeværelset. Problemet ligger for mig i, at andre – fremmede endda – uden videre tillader sig, at kommentere negativt om min krop. Noget jeg i øvrigt end ikke tror at fremmede ville gøre det om mine håndklæder, hvis de en dag kom inden for dørene hjemme hos mig, for selvfølgelig er folk høflige nok til at klappe kaje, uanset hvor latterlig de end måtte synes at min indretning er.

Alligevel sker det i forhold til min vægt og min krop og jeg forstår simpelthen ikke hvor forestillingen om at det er okay, kommer fra. Det føles næsten om som stor, fed omgang jantepræget tynd-shaming og dét mine damer og herrer, synes jeg sgu er til grin.

Tænk engang om det modsatte havde været tilfældet: at jeg havde taget 10 kilo på. Så nåde trøste dén, der ville turde at fortælle mig i offentligt forum – eller værre: på de sociale medier –  at jeg var pænere før. Vedkommende var jo blevet lynchet totalt, for selvfølgelig må man ikke fortælle hende med den lille (eller store) topmave, at hun er blevet for tyk. Selvfølgelig må man ikke det og dem der alligevel gør det, er nogle idioter. Ligesom dem, der siger at jeg er blevet for tynd. Uanset om de måtte tænke det eller ej.

Heldigvis for mig, er jeg blevet gladere, både for mig selv og min krop end jeg har været i årevis og jeg vil sådan set ikke andet med hverken det her indlæg eller dét i bt, end at bede om, at vi udelukkende ytrer os om andres udseende, når det er i positive vendinger. Alt andet er sgu for lavt.

.. Og hey, uanset hvordan du synes jeg ser ud, så er jeg sikker på at du er smuk, når bare du smiler! 😀

Hej venner,

Egentlig har jeg slet ikke sådan for vane sådan at “hilse” på jer, når jeg skriver blogindlæg, men lige nu virker det ligesom som det eneste rigtige at gøre. Om det er fordi jeg har tilbragt usædvanligt mange timer helt mutters alene, de seneste fire døgn eller om det er fordi jeg rent faktisk føler mig tættere knyttet til jer, kan selvfølgelig være svært at svare på, men jeg vælger at tro på det sidste. Det har nemlig været ualmindeligt rart at være mig, på de sociale medier de sidste par dage, hvor jeg simpelthen har fået så meget kærlighed, at jeg næsten ikke kan rumme det (det kan jeg nok godt, men det lyder meget godt at sige det andet, ik’?). Især under og efter min lille live-session, som jeg spontant besluttede at lave lørdag aften, imens jeg gjorde mig klar til en tiltrængt date med min bloggerveninde, Miriam, følte jeg mig som den heldigste lille stjerne på himlen. Under livesessionen snakkede vi – altså mest jeg – lidt om løst og fast og en hel del om min nye kæreste, som jeg kan forstå, at der er noget nysgerrighed omkring. Hell, selv BT har spurgt om ikke jeg snart vil (lade dem) afsløre hvem han er. Og jo, selvfølgelig vil jeg gerne snart afsløre hvem han er. Snart. Jeg har drysset lidt hist og pist og i den der live-session var der altså en hel del, som gættede hvem han er og her kommer det allerbedste altså ind: Der var ingen der afslørede noget! Min indbakke væltede med beskeder og (flest rigtige) gæt, men ikke én eneste skrev noget i kommentarfeltet imens jeg var live og dét synes jeg eddermamer er stort. Det giver mig en følelse af, at I har min ryg, og dén følelse, ik’? Den kan altså noget rigtigt, rigtigt godt!

Okay, en enkelt skrev – på min opfordring, fordi jeg havde en ret klar fornemmelse af at hun var på afveje – og gættede på at jeg er blevet kærester med Jesper Buch. Som jeg altså ikke er.

Ovenpå en skøn, skøn sludder imens jeg fik lagt make-up og krøllet hår, mødtes jeg som sagt med Miriam og som det oftest er, når jeg er i selskab med hende, så blev jeg selvfølgelig fuld og alt var i sin sandheds essens ret godt. Lige indtil søndag morgen hvor jeg, efter knap fire timers søvn, åbenbart stod op klokken 7.30 i selskab med en god omgang hovedpine, græs på tænderne og hår der lugtede virkelig, virkelig ulækkert, fordi vi åbenbart havde hængt ret meget ud i rygerkøkkenet på Dandy. I ved, de gode fester ender altid i køkkenet, men hold nu op, hvor er det klamt at vågne til stanken af sig selv dagen efter.

Meningen – udover at tage verdens længste bad – var, at jeg skulle være produktiv og bruge søndagen (såvel som jeg har brugt torsdag, fredag og lørdag) på at skrive på min kommende bog om graviditet, men på én eller anden måde kaldte HBO simpelthen mere og jeg fik således både kværnet hele 2.sæson af Divorce og the Notebook, som jeg – sjovt nok – lige nu synes er én af de mest fantastiske film jeg længe har set, imens jeg bestilte take-away (seriøst, Jaggers shake med saltkaramel er jo noget af det vildeste jeg nogensinde har smagt!) fra Wolt, som i øvrigt og helt uden sammenligning, er Københavns mest tjekkede take-away-service. Hvis I bor i København og ikke kender den, så prøv den af med koden CANA – så får I 50 kroner at købe mad for og jeg gør det samme, som en belønning for at have skubbet jer i deres retning, hvorefter det altså skal stå jer frit for at oprette jeres egen kode og gøre det samme i jeres netværk 😉

Bogen blev således i tankerne det meste af dagen og først helt sent ud på aftenen, kunne jeg endelig tage mig sammen til at få skrevet lidt. Lige akkurat nok til at have ramt de første 100 sider og selvom der selvfølgelig stadig er (meget!) lang vej igen, så føles det simpelthen så rart endelig at have fået taget alvorligt hul på hele skriveprocessen. Det har lige taget nogle dage, men nu føler jeg virkelig at jeg er kommet godt in sync med bogen og truth be told, så må jeg hellere pakke alle de her løse tanker væk for i dag og i stedet bruge energien på at skrive bog. Drengene kommer hjem til mig igen i morgen og jeg ville så gerne komme bare liiiidt længere ind i bogen, inden jeg pakker den væk igen for en stund.

… Men altså kæmpe tak til jer der så med på min live-video på instagram i lørdags. I er nogle stjerner og jeg føler mig heldig for at få lov til at skinne lidt i blandt og sammen med jer.

Det er aften, mine børn sover og jeg sidder med Masterchef, som jeg  på én eller anden måde fået forviklet mig ind i den seneste sæson af, kørende i flimmerkassen. Mine baller sover af at have siddet ned så længe og formentlig fordi jeg egentlig synes at programmet er ret kedeligt, kommer jeg til at kigge på billeder i min telefon. Det gør jeg ofte, det her med at kigge på billeder og jeg synes altid det er så hyggeligt at blive mindet om, nogle af de ting jeg har oplevet og tænkt på i den tid jeg kigger på billeder fra. Her til aften kastede jeg mit blik på billeder jeg har taget for nyligt, hvor jeg faldt over det nedenstående, som jeg tog en dag Jens og jeg gik hjem fra skole, og som fik mig til at skrive nærværende blogindlæg, med ting jeg ikke forstår.

Jeg har simpelthen aldrig nogensinde forstået hvorfor et møntvaskeri hedder som det gør. Som barn troede jeg at det var et sted hvor man vaskede sine mønter og da jeg så fandt ud af at hvidvask af penge var en ting, som nogle onde mennesker gjorde, blev jeg dybt fortørnet over, at man ligefrem havde lokaler decideret og helt åbentlyst indrettet til dén slags ulovligheder.

Hvorfor er der aldrig nogen der har fortalt Hugo Helmig, at det måske var en dårlig idé at bruge de klip fra studiet i hans nye dokumentar “Hugo og Helmig”? Jeg er så kæmpe fan af den dreng, men jeg blev simpelthen så skuffet over at få en fornemmelse af, at han i virkeligheden synger ret… ahem… dårligt. Det havde uden tvivl været bedre for min forståelsesramme at blive i troen om, at han synger fantastisk; især hvis han virkelig mener, at han gerne vil træde lidt ud af farmands fodspor og klare sig selv (som han jo hidtil har haft kæmpe succes med), alene fordi han er et kæmpe talent. Kom så, Hugo!  

Hvordan der helt seriøst kan være en artikel under overskriften “Fedmeforsker: Overvægtige er ikke dumme og udisciplinerede” på dr.dk. Det er sgu da en no-brainer og selvom jeg selvfølgelig godt ved, at man aldrig kan vide noget, før man har evidens for det, så vil jeg altså alligevel vove den påstand, at dén forskers uddannelsespenge kunne være givet bedre ud andetsteds, for selvfølgelig er man ikke dum, bare fordi man er overvægtig. Jøsses!

Jeg forstår ganske enkelt ikke buksestørrelser. Måske er det tøjstørrelser i det hele taget jeg ikke forstår, men buksestørrelser især gør mig simpelthen så forvirret. (Formentlig fordi det er her jeg oplever de største udfordringer med at finde nogen, der passer, medmindre det er jeans, som jeg elsker at shoppe, fordi man ofte selv kan mikse sin størrelse). Altså, vi er jo allesammen forskellige i både højde og drøjde og alligevel lægger de gængse tøjstørrelser op til, at “des højere, des tykkere”. Det er sgu da totalt diskrimination af lave/tykke og høje/tynde. Kunne vi ikke starte en bevægelse af en art? #teamdifferentieredetøjstørrelser

At Sofie Linde Ingervsen kan se så fantastisk og overskudsagtig ud så kort tid efter fødslen er mig en kæmpe gåde. Seriøst. Hun har sågar (fået) farvet hår! Da mine drenge var så små, som Sofies lille Trine er nu, havde jeg nærmest endnu ikke været i bad…


Edit: Lige efter jeg havde udgivet indlægget, bestilte jeg faktisk at de her bukser fra Gina Tricot (reklamelink)  – lidt fordi de er pæne, men mest fordi de er angivet som “long length”, så nu er jeg eddermamer spændt på at se om de passer! 

Det har ingenlunde været min plan at møde nogen lige nu. I hvert fald ikke sådan rigtigt. Altså, slet ikke, faktisk. Som mange af jer måske husker, begyndte jeg i efteråret stille og roligt at date lidt ovenpå skilsmissen. Jeg var på tinder et par dage, hvor jeg fik sat nogle dates op og så mødte jeg nogle mænd “derude” – I ved, i virkeligheden. Og det var skide sjovt, var det og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke holdt usandsynligt meget af mit singleliv. Både nu, som 31-årig, såvel som sidst jeg var single, for omtrent 8 år siden.

Jeg har altid holdt meget af mødet med et nyt menneske, som jeg har kunne lade mig fascinere af (eller lade være), ligesom jeg altid har holdt af, at “skulle gøre et godt indtryk”. Jeg gør mig nemlig ret meget umage, når jeg dater. Jeg forsøger at være den bedste udgave af mig selv, hvor jeg både er sød, smilende og en lille smule kæk, så jeg forhåbentlig kan feje benene væk under ham jeg er på date med. Uanset i øvrigt om jeg ender med at være interesseret i manden, eller ej.

Og det er gået ret godt, hvis jeg sådan helt ydmygt skal sige det selv.

Mændene har været søde, sjove, galante, frække og charmerende, men der har ligesom manglet ét eller andet, som gang på gang har fået mig til at afvise dem, når jeg begyndte at fornemme, at de blev (lidt for) glade for mig. I ved, det var sjovt at date, men jeg kunne ikke overskue mere.

Mine følelser har slet ikke kunnet følge med og når nogen – af jer eller mine veninder – af og til har spurgt ind til det her med at finde en kæreste, har jeg blankt afvist det og sagt at jeg, ovenpå et usædvanligt hårdt år, mest af alt bare havde brug for at være mig selv. At lære mig selv at kende igen, hvor klichéfyldt det end måtte lyde. Jeg var overhovedet ikke klar.

… Altså, lige indtil jeg mødte én, som gjorde mig klar.

For nu er der én. Sådan en rigtig én.

Sådan én som har fejet benene væk under mig og som giver mig sommerfugle i maven på noget der minder om samme måde, som jeg havde det den aften jeg hoppede ud af vinduet og kyssede min ungdomskæreste for allerførste gang. Sådan én, som jeg er helt vild med.

Sådan én, som jeg er blevet kærester med. Sådan rigtigt.

Vi har kendt hinanden siden en måned efter at min lille familie og jeg flyttede tilbage til København, efter at have boet et par år i Sønderjylland. Det er lidt over to-et-halvt år siden og nu står vi her. Lidt mere voksne og meget, meget bedre veninder.

Det tog hurtigt fart, vores venskab, og selvom jeg i virkeligheden var ret skeptisk til en begyndelse, så vandt hun og hendes søde familie hurtigere end hurtigt mit hjerte. Ligesom jeg heldigvis vandt hendes, som hun afslørede i indlægget HER, hvor hun afslørede fem “hemmeligheder” om mig. I løbet af få måneder blev vi tætte, tætte veninder. Vi sås mere eller mindre hver dag. Vi begyndte at arbejde sammen og vores liv smeltede nærmest sammen til hvad jeg gætter på at vores respektive (og daværende, for mit vedkommende) mænd måske syntes var liiiige i overkanten.

Det føltes ligesom bare rigtigt.

Især fra slutningen af 2016 og frem til jeg blev skilt i sommeren 2017 stod det klart for mig, hvor vigtig en del af mit liv Cecilie er blevet. Hun var – uden tvivl og sammenligning – dén der rummede mig allermest i mit livs sværeste periode, hvor tårerne, bandeordene og fortvivlelserne sad løsere på mig end pengene på en ny-rig ved havnefronten i Dubai. Hun var med mig igennem det hele. Hjalp mig. Krammede mig på den måde som kun hun kan, imens hun fortalte mig at det hele nok skulle gå.

Heldigvis fik hun ret. Det hele gik og jeg kom ud på den anden side.

Hun holdt min hånd og serverede kaffe med masser af mælkeskum og var der bare. Præcis som jeg vil være det for hende. For altid.

I morgen fylder hun flotte tredive år, min Cecilie, og i dag holder vi en surprisefest for hende. På den helt store polter-agtige måde med heldagsfest, ensartede t-shirts, blomsterkranse og en masse gak og løjer. Fordi Cecilie fortjener det allerbedste i hele verden.

Tillykke med fødselsdagen, Cecilie. Jeg elsker dig. 

Jeg troede altid at de var sådan et helt særligt folk, dem, der skrev bøger. At de var af en helt særlig skabning – og helt forskellige fra sådan nogle som mig. At de var sådan nogen som sad i støvede gamle rum og skrev og skrev og skrev, med blækfyldte fjer. Ja, måske skyldes min lidt barnagtige fantasi allermest lidt rigeligt mange ture i Den Flyvende Kuffert i Tivoli, hvor man, hver eneste gang, bliver hilst farvel af en småstøvet H.C. Andersen, der sidder og skriver med sin fjerpen, men ikke desto mindre, har det været sådan jeg har haft det. Selvfølgelig har jeg i mange (!) år godt været klar over, at det nok nærmere var noget med computere og sommerhuse på ødemarker eller ved havets brusen, men ikke desto mindre, har de, forfatterne, altid haft en helt særlig, nærmest helteagtig status for mig. Altså, lige indtil jeg selv udgav en bog.

Lige om lidt er det er halvt år siden jeg kunne brøste mig med titlen som forfatter og altså, hvis der er noget særligt over forfattere, så er det altså gået direkte hen over hovedet på mig, for jeg mærker intet anderledes. Ikke på forfatter-måden, i alle tilfælde. Alligevel er det gået smaddergodt. Bogen – 40 uger efter – har i hvert fald solgt i mange, mange tusinde eksemplarer og for at det ikke skal være løgn, så blev den allerede inden for få uger benævnt som en “bestseller”. Vildt!

… Men hvad så nu? Stort set altid, når jeg møder nogen, som jeg ikke støder på i mit lille hverdagsliv, spørger de venligt, hvordan det går med bogen, hvortil jeg altid lidt nervøst svarer, at det vist går meget godt. For ved I hvad? Jeg aner det faktisk ikke! Jeg ved ikke en skid om at udgive bøger eller om slagstal. Jeg ved ikke hvor mange bøger man skal (blive ved med at) sælge, førend “det går godt”. Og er det godt, når man tjener mange penge? Eller handler det måske i højere grad om, at have glade læsere?

For mig, er det klart det sidste, der giver mest mening (selvom pengene selvfølgelig også ville være sjovt at tjene) og heldigvis lader det til at jeg lige akkurat dér, har ramt ned i noget der virker. I hvert fald har jeg siden d.14.september (eller nogle dage efter, hvor de første par eksemplarer var blevet læst til ende) modtaget usædvanligt mange e-mails og beskeder på facebook og instagram, fra kvinder som takker mig for at have skrevet dét, som flere sågar har omtalt som “mor-biblen”. Den humoristiske og kærlige håndsrækning nedskrevet i 40 ugers letlæste kapitler, som kommer med gode råd og klapper den nybagte mor på ryggen og fortæller hende at hun er god nok. For det er i bund og grund dét, det hele handler om. At turde stole på sig selv i sin rolle som mor – og så selvfølgelig at vide, at det er akkurat ligeså nederen/ulækkert/ømt/kikset-og-alt-muligt-andet for alle andre. Eller i hvert fald for mig.

Jeg er simpelthen så stolt over min bog og dét den har bragt med sig allerede nu, kort før markøren for den første halve år og jeg ønsker mig sådan, at den – og jeg – vil kunne glæde og hjælpe rigtigt, rigtigt mange nybagte mødre fremadrettet også. De fortjener om nogen et ekstra skud kærlighed, et godt grin og nogen der tør at sige tingene fuldkommen som de er.

Så altså, kæmpe tak til alle jer, der har givet min bog en masse kærlighed og anbefalinger med på vejen – det er jer der gør, at jeg føler mig som en succes, som forfatter. Tak ❤️

Bogen kan købes hos BabySam og i de fleste boghandlere landet over – og hvis man er mere til online-køb, så kan den både bestilles og købes fx HER

Kan I huske at jeg for et par uger siden løftede sløret for at jeg går med flyttetanker og at jeg allerede havde planlagt at skulle se nogle lejligheder? Oh well, det har jeg gjort nu og tilfældet ville det simpelthen at jeg i går fandt dén lejlighed jeg har gået og drømt om! En fire-værelses lejlighed på første sal, med stort køkken, to toiletter, en fin gård (og god udsigt ned til den) beliggende kun få hundrede meter fra hvor vi bor nu – og dét endda i den helt rigtige retning. En fireværelses lejlighed, som nærmest fra sekundet jeg trådte ind over dørtærsklen, føltes som et (okay, mit) hjem.

Alligevel så jeg efterfølgende på en – endnu større – lejlighed hos samme udlejningsfirma og blev pludselig i tvivl. Ville jeg helst have den store – men lidt upersonlige – lejlighed, eller ville jeg have den mindre? Udlejningsfyren kunne vidst se at jeg var i tvivl, hvorfor han usædvanligt venligt tilbød mig at beholde nøglerne til begge lejligheder et par dage, så jeg kunne vende tilbage på lidt forskellige tidspunkter af døgnet for at “mærke efter” (og lytte efter larm og bemærke lys og dén slags, selvfølgelig). Jeg takkede selvfølgelig ja, tog hjem og spiste frokost og vendte så tilbage til lejlighederne igen.

Der var ingen tvivl.

Den første lejlighed var perfekt. Fuldstændigt som udlejningsmanden i øvrigt havde sagt til mig imens vi var der.

Du behøver selvfølgelig ikke lytte efter mig, men jeg synes uden tvivl at du skal tage denne her, sagde han.

Der var tusinde ting jeg skulle have styr på, eftersom lejligheden stod tom og indflytning sådan set var i næste uge og som det første – og vigtigste, for at min økonomi hænger sammen – fik jeg straks fat i én som havde vist interesse for at leje min lejlighed og forhørte mig, om hun og hendes familie stadigt var interesserede – med indflytning allerede 15.marts. Det var de.

Fucking fedt, mand! Det flasker sig. Hell yeah!!

Som en hurtig beslutning tog jeg derfor drengene med op i lejligheden her til morgen, for at vise dem deres nye værelser, inden jeg skulle aflevere nøglen retur for den kommende uge, indtil lejligheden officielt ville blive vores (altså, leje, forstås). De var ellevilde, drengene! Jens især over sit meget store værelse, som han hoppede lykkeligt rundt i, imens sommerfuglene baskede rundt i maven på mig over, at det rent faktisk lykkedes mig at finde så fin en lejlighed, der passer akkurat til vores behov.

Drengene blev afleveret og jeg ringede til udlejer.

Han tog den ikke.

Jeg drak kaffe og ringede til en veninde og fortalte lykkeligt om hvor travlt jeg ville få i den kommende tid, med en pludselig flytning, der i øvrigt overhovedet ikke passer ind med det faktum at jeg efterhånden har lært mig, at jeg skal fylde mine børnefri weekender med tonsvis af planer, hvis jeg ikke skal blive ensom. Hun sagde tillykke, tilbød sin hjælp og jeg sagde tak.

Og så ringede udlejer.

“Jeg har tænkt over det. Og du havde selvfølgelig ret” sagde jeg til ham.

“Åh, det håber jeg sørme ikke da” svarede han promte.

Jeg blev forvirret: “Hvorfor ikke?”

Ham: “Fordi den lige er blevet lejet ud til én fra en ambassade. Der er ikke noget at gøre. Du kan ikke flytte ind”

Mig: “…”

Hold. Nu. Fucking. Kæft. Altså.

Så sådan var det. Jeg troede jeg havde fundet verdens mest perfekteste lejlighed og alt lod til at flaske sig med søde, nye lejere og flyttehjælp og alt i hele verden. Og så blev jeg fucking røvpulet, mand.

Øv.

(Og ja ja, jeg ved godt at alle mine indlæg stort set altid slutter på en positiv lille note, men ærligt, i dag er det sgu lidt noget lort. Heldigvis har jeg hvidvin i køleren og slik i spisekammeret og så er der 55% rabat hos boozt.comdenne her fine Ganni-bluse (reklamelink), som jeg tænker kan hjælpe lidt på humøret. Jeg mener, der er jo hjerter på, for pokker. Det kan altså også noget, selvom det ikke giver mig nogen ny lejlighed.)