Jeg sidder på gulvet i min gamle lejlighed. Bortset fra tv’et der stadig hænger på væggen og nogle gamle solbriller i vindueskarmen, så er den rungende tom. Egentlig var det meningen at jeg bare lige skulle stille ladcyklen udenfor og tage bilen (som stadig står parkeret herinde, fordi parkering i Nordhavn er SÅ dyrt) videre, men fordi jeg lige pludselig kun skulle aflevere én ud af to, så fik jeg lidt tid til bare lige at sidde her lidt.

Det var helt underligt, sådan at køre afsted på ladcyklen fra Jens’ skole, uden at have Peter med. Amputeret, nærmest. Vi plejer jo altid at cykle syngende afsted mod børnehaven, så snart Jens er landet godt på skolen. Men her til morgen havde Peter brug for lidt ekstra tid derhjemme til at lege og fordi virkeligheden nu engang er blevet sådan, at vi faktisk bor to voksne sammen hjemme hos os, lod det sig fint gå an. Peter blev hjemme sammen med Simon en ekstra  times tid, imens Jens og jeg cyklede afsted. Bare sådan.

Det virker i alle tilfælde som at det er “bare sådan” for børnene og så er der bare lige mig, der skal vænne mig til, at jeg rent faktisk ikke længere er single mom, sådan i traditionel forstand. Heller ikke selvom min kæreste arbejder usædvanligt meget.

Jeg har siddet lige her, i det her hjørne af stuen, så utalligt mange gange før og aldrig har jeg alligevel haft det, som jeg har det lige nu. Det føles dejligt, men forstå mig alligevel ret når jeg siger, at jeg altså lige skal vænne mig til det…

Skriv en kommentar