Den er altså ikke for sjov, denne uges fødselsberetning, selvom udfaldet heldigvis er godt. Den handler om en fødsel – længe før termin – efter en voldsomt eskalerende svangerskabsforgiftning, som desværre først kom på retur flere dage efter fødslen. At nogle mødre og børn ender med at starte livet sammen på denne måde, kan virke så dybt uretfærdigt og netop derfor gør de afsluttende kommentater mig så glad – fordi det virker som om at her er tale om en lille familie, som ikke sådan lader sig slå ud. Jeg mener, kvinden er sågar endt med at fuldamme! Kæmpe ros herfra for at mestre dét – det er jeg ikke sikker på om jeg selv ville have været i stand til ovenpå dét forløb…
Læger har altid godt kunne lide, at holde lidt ekstra øje med mig igennem de største forvandlinger af kroppen, såsom puberteten og især graviditet. Dette skyldes et kræft forløb da jeg var ganske spæd, som jeg faktisk næsten ingen konsekvenser har af (læs: to naturlige graviditeter. Kan stadig ikke få armene ned)
Ved min første fødte gik jeg til lidt ekstra kontrol og blodprøver, men det var en fuldstændig normal graviditet og fødsel. Sat i gang pga begyndende tegn på svangerskabsforgiftning, fødte 38+2 en dreng på 48cm og 2650g.
Så bliver jeg gravid med nr to…
 
Det startede faktisk meget fint. Syntes godt nok jeg var træt og uoplagt de første mange måneder. Men tænkte at det skyldtes, at jeg allerede havde en på to år, som kræver sin opmærksomhed og det ikke var så let bare at smide sig på sofaen. Da jeg snakker med fødselslægen om min træthed kiggede hun på mig og siger, at jeg er nødt til at passe ekstra på mig selv og sygemelder mig (igen nok grund mit tidligere sygdomsforløb). Der var 5.5 måned til termin. Puha det er lang tid.
Vi når til uge 20 og skal til scanning, der er stadig næsten ingen mave. Jeg er kun 156 høj, så det er begrænset hvor den baby kan gemme sig henne. Alt ser fint ud, men vi får at vide at baby er lidt lille og moderkagen ser for tyk ud. Så vi skal komme igen om 2 uger. Her begynder hospital møllen for alvorlig.
Det viser sig, at baby er 30%  under gennemsnittet og vi skal til scanning hver 14. dag. Derudover skal jeg ind og have drop hver 14. dage, da min krop udskiller for meget magnesium grundet mit tidligere kræft forløb. Udover det er der blodprøver, blodtryk og urintest. Jeg var i hvert fald på hospitalet en gang om ugen. For hver uge der går stiger mit blodtryk og mine blodprøver bliver en smule dårligere. Men intet alarmerende og baby har det så fint.
Da vi runder uge 30 hedder det blodprøver og lægetjek to gange om uge. Der er ingen tvivl mere: Jeg er ved at udvikle svangerskabsforgiftning. Spørgsmålet er bare, hvor hurtigt…
Alt dette foregår denne sommer (2018). Den varmeste sommer nogensinde og jeg får så meget vand i kroppen. Mine fødder bliver så store at jeg er nødt til at købe nye sko og alt vokser, dog ikke min mave som stadig er ret lille.
Uge 32+1 
Min søde kæreste synes også lige at han skulle være med, så han får fjernet sin blindtarm midt om natten. Desværre laver nogle af de indvendige sting ballade, så en af dem er ved at bore sig ud af maven på ham, hvilket er forbundet med smerte og nedsat bevægelighed. En måned senere får han fjernet stinget inden det selv lavede hul (heldigvis!)
Uge 33+2
Min kæreste har første feriedag og er hjemme i haven med vores søn og jeg cykler til scanning og lægetjek på Riget. Det første lægetjek jeg tager til alene…
Baby har det fint inden i maven, men stadig lille. Derimod er jeg begyndt at udskille så meget protein i urinen, at lægen kigger alvorligt på mig og siger at hun indlægger mig og hvis mine blodprøver ikke er blevet bedre om aftenen hedder det akut kejsersnit. Jeg får lungemodne med det samme.  Alt dette foregår oppe på fødemodtagelsen. Så mens jeg får min sprøjte, ligger der en meget højgravid kvinde i det samme rum som mig og er i meget aktiv fødsel. Lidt svært at overskue!
De næste par dage går med blodprøver, CTG og en konstant trussel om akut kejsersnit. Jeg er også begyndt at udvikle en forfærdelig hovedpine, hvor jeg føler jeg er i en osteklokke, får syns- og føleforstyrrelse, hedeture og er svimmel.
Uge 33+5. 
Nu kommer lægen ind og kigger alvorligt på mig. Nu går den ikke længere. Baby skal ud. Jeg er ved at bliver dårligere og dårligere.
Det viser sig, at blodkarrene i venstre side mellem mig og moderkagen næsten er holdt op med at virke. Siden jeg blev indlagt har jeg hele tiden spurgt om muligheden for at føde naturligt. Fødslen af min første fødte var det vildeste oplevelse og jeg ville så gerne gøre det igen. Derudover kunne jeg ikke overskue to nyopereret forældre.
Jeg får om aftenen at vide at de gerne vil lade mig prøve at føde, så en JM undersøger mig, fuld livmoderhals, men den er blød, så hun er ikke afvisende over for at føde.
De giver mig tre modningspiller og vil se hvad natten bringer. Men baby skal ud dagen efter, så jeg skal være fastende, da der er planlagt kejsersnit om formiddagen.
Uge 33+6 
Jeg vågner et par gange om natten men nogle gode plukveer, men mere sker der ikke. Om morgen kommer min jordemoder ind; hun har passet mig de foregående dage og vi har mega god kemi og jokede fra første møde af.  Fantastisk kvinde!!
Hun fortæller, at de har snakket om mig i personalestue og de synes ikke at jeg har fået en real chance for at føde med kun en nat og tre piller. Så hun vil snakke med lægen, om at tage mit vand og se hvad der sker.
Kl 9.20
Jeg er kommet på en igangsættelsesstue og jordemoderen tager vandet uden problemer. Der bliver kørt CTG for at holde øje med baby. Der begynder at komme nogle veer, hvor jeg skal koncentrerer mig lidt, men de er korte og der er over 6 min i mellem. Jordemoderen kommer ind og siger at ved nogle af veerne falder baby’s hjertelyd og hvis ikke det bliver bedre, så hedder det kejsersnit.
Kl 10.15
En fødselslæge kommer ind og siger at babys hjertelyd stadig bliver påvirket af nogle af venerne. Det er ikke kritisk endnu, men jeg skal begynde at indstille mig på et kejsersnit. Jeg var ved at blive lidt træt af det ord, men baby skulle på ingen måde lide overlast.
10.50
Jeg er nu åbnet 4 cm åben og i aktiv fødsel og har derved kvalificeret mig fra igangsættelsesstuen til en fødestue. Men der var ingen ledige. Jeg er ved at være godt træt i kroppen af at ligge på en hård briks først på den ene side og så den anden. Så jeg spørger jordemoderen, om jeg ikke må gå på toilettet. Hun er ikke meget for det og jeg lover at skynde mig. Min kæreste nægter at lade mig lukke døren helt og står lige på den anden side. Jeg bliver færdig og trisser tilbage på stuen.
De næste 20 min er meget sløret, men det her er cirka hvad der skete:
Da jeg kommer ind på stuen og skal til at kravle op på briksen kommer der en ve. Sådan en der gør rigtig ondt i lænden. Jeg når at tænke yes nu er vi i gang, det her kunne jeg huske fra min første fødsel. Men der kommer aldrig noget dyk i venen. Det bliver kun kraftigere og kraftigere. Min kæreste får ringet efter jordemoderen, som prøver at sætte monitering på mig for at finde baby’s hjertelyd. Jeg er kommet op på briksen igen (ved stadig ikke hvordan) og er gået i panik over det her smertehelved. Det var ikke en fødsel som jeg huskede det, mit hoved var slet ikke med. Jeg forstår ikke hvad der sker og kan næsten ikke ænse hvad der sker omkring mig. Jordemoderen kan ikke finde babys hjertelyd, så på meget kort tid bliver jeg bakset over i en kørestol og så løber de ned til en fødestue, mens min nyopereret kæreste må halte bagefter.
Vi kommer ind på fødestuen; jordemoderen kigger på mig og siger at jeg skal op på det fødeleje nu, baby skal ud. Jeg kommer op, og jordemoderen fortæller mig at jeg er fuldt udvidet og ved den næste ve skal jeg presse. Da jeg hører de ord kommer jeg tilbage i min egen krop og kan pludselig registeret hvad der foregår omkring mig. Pressefasen, det her er snart overstået. De har fået sat en elektrode på baby’s hoved og den er meget stresset. Jeg føler ikke der kommer nogen ve, men pludselig siger jordemoderen “pres!”, så det gør jeg. Hovedet er født. Gisp bliver der råbt, jeg føler jeg bare laver et host og så er baby født. Da jeg endelig kigger op er stuen fyldt med JM’er, en fødselslæge og en børnelæge. Fra vi forlade igangsættelsestuen til baby er født går der 6 min.
Kl 11.29 kommer en lille pige til verden, 1450g og 39cm. Hun kan selv trække vejret og kommer over på mit bryst efter lægetjekket. Moderkagen bliver født og så bærer min kæreste vores datter over på neonatalafdelingen, mens jeg lige skal komme mig. Jeg er så klar til at hoppe ned fra det fødeleje. Men jordemoderen vil lige tjekke mig. Så snart jeg får lov løber jeg ud på toilettet og kommer tilbage som en 3 årige der stolt fortæller, at nu har jeg tisset. Jeg føler at jeg godt selv kan gå over til neonatalafdelingen, men min jordemoder insisterer på at køre mig i rullestol derover.
Det videre forløb er næsten en historie i sig selv. Men den korte udgave: Vores lille pige er bare mega sej og skal ikke have hjælp til noget som helst. Da hun er 11 dage gammel kan jeg fuldamme hende og vi bliver udskrevet da hun er 14 dage.
Dagene efter fødsel går min svangerskabsforgiftning amok og de første 5 dage kan jeg næsten ikke være sammen med min datter og kæreste, da jeg er så dårlig.
I skrivende stund er min datter 4 uger  og har lige har rundet 2 kg.
Den fødsel var en voldsom oplevelse, men jeg tænker tilbage på den med stolthed og vil altid være dybt taknemmelig for min jordemoder!

1 Kommentar

  1. Svangreskabsforgiftning er absolut ikke noget at spøge med. Jeg gik med en uopdaget svangreskabsforgiftning, selvom jeg var hos egen læge med alle symptomer. Men det blev afkræftet fordi mit blodtryk var normalt. Jeg føder en lille dreng til termin, fødslen gik heldigvis godt, men dagen efter bliver jeg alvorlig syg med HELLP-syndrom og ligger på intensiv afsnit i ugen efter min fødsel. Men lige meget hvor syg man er, så bliver man åbenbart en superkvinde når det gælder amning. I mellem smerteanfald og kramper lå jeg på intensiv, med en brystpumpe, for min underernæret barn skulle i hvertfal have det bedste af det bedste – så pyt med mig selv og mit sindsyge sygdomsforløb. Vanvittig stædighed, når jeg tænker tilbage på det. 🙂 Elliot blev fuldammet til han var 6 mdr. Nu 11 måneder og 10 kg.
    – Mia

Skriv en kommentar