Det er helt vanvittigt at tænke på, hvordan livet – bogstaveligt talt – af og til kan vende på en tallerken, uden man kan gøre andet end at se til og følge med. (Være omstillingsparat, om man vil – apropos mit forrige indlæg). I denne uge, bringer jeg jer en fødselsberetning som for alvor sætter det på spidsen, i en smuk og meget, meget rørende beretning om en lille dreng, som desværre aldrig fik lov til at leve. Tag kærligt imod den <3

Vi havde ham ved os mange gange i løbet af dagen, vi sov sammen med ham, indtil dagen vi tog hjem og tog afsked med ham, han er så elsket og det fik han af vide mange gange.

Vi var blevet gift i 2012 og alle begyndte straks at spørge om vi ikke skulle til at have børn, vi skød det lidt, da min mand kun lige var blevet færdig med sit studie som fysioterapeut og han ville gerne bare lige finde sine ben i det, jeg havde været færdig som sygeplejerske i halvandet år, så jeg forstod ham godt. Vi havde været kærester i 6 år, så vi havde ikke travlt, vi vidste vi ville have børn med hinanden.

Da vi fik snakket mere om det, i løbet af efteråret, blev vi enige om at det skulle være nu, så jeg smed p- pillerne og vi begyndte vores rejse mod børn, sammen.

Der gik et halvt års tid, hvor vi bare havde en hel masse fantastisk sex, det var så dejligt! Så ville skæbnen at jeg blev gravid og vi var mere end glade begge to, jeg trænende som jeg plejede, og havde det virkelig godt, nakkefoldsscanningen var super fin, vi havde sagt til hinanden at vi ikke kunne være sikre på noget før uge 12 var passeret og vi holdte det derfor, for os selv indtil vi var sikre på at der var hjerteblink, bedsteforældrene på begge sider blev ovenud lykkelige, ligeså gjorde vores søskende, det var simpelthen så dejligt at de var så glade på vores vegne.

Vi skulle til misdannelsscanning lige før efterårferien og vi glædede os til at se vores lille vidunder, alt i graviditeten var forløbet ukompliceret, det her med at være gravid, det kunne jeg finde ud af, uden at være syg som alle andre jeg kendte var blevet, enten af opkast eller bækkenløsning, så jeg følte mig flyvende!

Så kom dagen for scanningen, inden vi nærmest var kommet ind af døren, havde vi proklameret at vi ikke ville vide kønnet, jeg var ligeglad, men min mand ville gerne have overraskelsen og i sådan en situation er det den laveste fællesnævner der tæller, så jeg var fuldstændig med på den.

Jordemoderen der scannede os, var en garvet herre, der kunne sit kram, han scannede rundt på vores baby, og han fandt, hjerte, nyre, lever, mavesæk, ryg…. Ryggen, der blev han helt stille, vi holdte vejret i lang tid, min mand og jeg, vi kunne mærke der var et eller andet fuldstændig galt, han scannede hjernen og blev ved i larmende stilhed, mit hjerte braste uden han havde sagt noget og min læbe bævrede. Han havde set noget suspekt, hjernen var ikke som den skulle, babyens lillehjerne havde bananasign syndrom, ikke den brille/8-tals form den skulle have og så mente han at han havde set en udposning på ryggen, men han kunne ikke finde det igen og han havde ikke taget et stilbillede, da han ville se om der var andre symptomer på at vores baby ikke var rask. Han havde også fundet indad roterede fødder, men min mand var født med en klumpfod, så det kunne vores baby også havearvet.

Det føltes allermest som om vi havde været inde på stuen hele dagen, jeg kunne ikke få vejret og braste ud i gråd inden vi havde fået snakket om det hele! Jordemoderen ville have os sendt til scanning ved overlægen på sygehuset, det kunne først blive ugen efter. Det kunne jeg på ingen måder være i, tænk hvis det var alvorligt. Selvom vi begge er sundhedsuddannet, anede vi ikke en fløjtende fis om babyer.

Vi fik sagt til JM at vi altså virkelig ikke ville vente til ugen efter, om det virkelig kunne passe der ikke var en scanningstid, som minimum dagen efter?! Han ringede rundt og vi fik heldigvis en tid dagen efter. Verden stod stille….

Vi kom ned på sygehuset og jeg var radbrækket, det var min mand også, han prøvede dog at holde modet oppe, for min skyld kunne jeg mærke, vi havde krammet og kysset umanerlig meget det seneste døgn og forvisset hinanden om at vi nok skulle klarer det, uanset udfaldet.

Overlægen scannede og fandt intet af det som jordemoderen dagen forinden havde fundet, udover de indad roterede fødder, men igen det kunne også være noget der var arvet fra far, det var simpelthen utroligt, vi var helt ved siden af os selv og vi kunne ikke rigtig finde ud af om vi skulle tro på det, eller hvad vi skulle, men overlægen var sikker og det gav os lidt ro i maven. Vi blev tilbudt en ekstra scanning 14 dage efter og den tog vi imod.

Jeg var sygemeldt, da det lige havde skubbet til min grundvold og jeg havde så svært ved at være i den her proces, trods forvisningen om at vi ikke skulle være bekymrede. Vi tog på efterårsferie med mine svigerforældre i sommerhus, det var rart at komme lidt væk og få det på afstand og at der var nogen der tog sig af os begge.

Jeg startede på arbejde efter en lille uge, så kunne jeg mærke jeg skulle i gang igen, så kom den ekstra scanning vi var blevet tilbudt. Igen med tunge ben gik vi mod scanningsklinikken og var ikke helt trygge ved det hele, det var en torsdag.

Overlægen satte scanningshovedet på min voksende mave, hun blev stille og meget bleg i ansigtet, hun tilkaldte en anden læge, der var noget. F.U.C.K! Der var en udpsoning på ryggen og den var temmelig stor, banansign fandt hun også, der var tilbagetrækning af kraniet, det var pga udposningen. Rygmarvsbrok, neuralrørsdefekt, myelomeningocele, alle de lange tunge ord, som vi ikke havde forberedt os på. Jeg kollapsede fuldstændig, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gribe eller gøre i, begge læger blev på stuen, de fortalte om det, chancen for at det var foreneligt med liv var meget lille, da udposningen var så stor, at risikoen for at den bristede under fødsel var meget stor, og babyen ville formentlig ikke overleve det, da det skulle gå rigtig stærkt mht operativ indgreb. De var ikke sikre på det. Vi blev tilbudt 2. opinion på hospitalet i regionen der har speciale i fødsel af børn med den her sygdom. Vi tog imod den, dagen efter, fredag.

Vi gik ud og ringede til vores forældre, jeg kunne ikke få fat i min mor, jeg var febrilsk, jeg havde sådan brug for min mors stemme, bare at høre den. Jeg ringede til min ældste søster, jeg kunne ikke stå oprejst da jeg fortalte hende hvad dommen var, jeg var knust, det var min mand også, han trøstede mig, men kunne ikke, jeg har aldrig grædt over noget jeg ikke vidste jeg kunne miste på denne her måde. Min mor ringede endelig tilbage og jeg brød igen fuldstændig sammen og jeg kunne næsten ikke være i mig selv, jeg havde allermest lyst til at begrave mig et sted, hvor jeg ikke havde nogle tanker om noget som helst, min verden var brast sammen.

Vi tog til OUH dagen efter og fik den samme besked af den søde og kompetente læge der scannede os fredag kl 13 tror jeg det. Det tog ikke lang tid for hende at finde de samme ting, der var konstateret dagen forinden, så vi snakkede i stedet, hun tog sig virkelig god tid til at fortælle hvad der her betød, hun kunne konstatere at det var et stort rygmarvsbrok, det betød at vores baby, som vi stadig ikke vidste kønnet på, skulle på operationsbordet efter en evt fødsel, for at prøve at lukke hullet i ryggen, det ville betyde vi skulle engangskaterisere vores baby hver 3-4 time, det ville betyde vi skulle tømme vores babys tarm hver dag med en tarmskylning, det ville formentlig være fysisk og psykisk skadet i svær grad, pga størrelsen på rygmarvsbrokken, lægen kunne ikke fortælle omfanget af den psykiske skade, men den ville være der. Vi havde snakket om det dagen, aftenen og natten inden, hvad vi skulle gøre, og vi var blevet enige om hvad der skulle ske, vi ville afbryde graviditeten. Det var den værste beslutning vi nogensinde havde taget, nogensinde! At sige det højt var endnu værre! Jeg kunne ikke sige det til overlægen, det gjorde min mand. Jeg var i uge 23+2

Da beslutningen var taget, skulle vores sag op i etisk råd, fredag eftermiddag og klokken var passeret 14.30. Nogen skulle genoverveje om vores beslutning, nu var det rigtige, det var simpelthen det værste, der var risiko for at de først tog sagen om mandagen, så vi tog fra OUH med enormt triste hjerter, vi havde valgt livet fra for vores baby, en helt masse tanker for igennem os begge, en masse tanker som ikke kan beskrives og som gør, at vi allerede der følte os som nogle forældre der havde givet op, vi kunne bare ikke forstille os et liv med de ting vores baby skulle igennem, det ville føles som tortur at skulle se vores baby lide…

Vi kørte hjem fra Odense og jeg bad min mand tjekke sin telefon mindst 10 gange om den var sat på lyd, det var den alle gange. Så ringede overlægen kl 16 ca at etisk råd havde set på vores sag og var enige i vores beslutning, så vi kunne gennemføre enabort……..

Igen, vi valgte livet fra.. Da jeg senere samme aften tog en pille for at stoppe graviditeten, kunne jeg ikke være i mig selv, jeg følte intet, jeg var tom, fuldstændig tom, jeg kunne ikke holde ud at føle og mærke mig selv. Jeg ville havde det overstået. Vi skulle komme søndag morgen på barselsgangen, jeg skulle sættes i gang med stikpiller, jeg måtte højest få 5 i løbet af et døgn, hvis det ikke virkede, skulle jeg have flere dagen efter.

Vi kom til afdelingen søndag, jeg havde mærket liv hele weekenden og jeg kunne på ingen måder forstå at den lille fis der lå så trygt og godt, ikke havde det som den skulle, den sparkede jo og var livlig. Men den var ikke rask, det vidste jeg godt. Det var sådan en absurd situation vi stod i, vi kunne ikke andet end at kramme hinanden og sige det hele nok skulle gå. Min mand blev indlagt sammen med mig, og vi fik en seng til ham ind på stuen, stuen som i øvrigt var sammen med alle de forældre der havde levende børn i vuggerne.

Jeg fik stikpillerne i løbet af dagen, der skete ikke noget, vi var lidt slukørede, vi havde brug for, troede vi selv, at få det overstået. Heldigvis var der en mere end fantastisk JM stud, der tog sig af os, hun snakkede med både min mand og mig om forløbet, hvad der skulle ske, hvordan vi kunne tackle det hele. Vi havde begge en forestilling om at der kom en grøn klat ud, så vi var enige om vi ikke ville se noget som helst af det der kom ud, det fik jm stud snakket os fra, det tog hende flere snakke i løbet af dagen, hun var eddermame sej og vedholdende og vi skylder hende verdens største tak!

Jeg fik veer omkring kl 5 mandag morgen d. 4/11-2013 og kl 6.30 fødte jeg en lille virkelig smuk dreng på ca 500 gram, han var så yndig og fin og smuk og elsket, helt ind i hjertet elsket. Jeg havde fået en hel del morfin i løbet af natten, for smerter, noget af natten er en del sløret pga det, så min mand har fortalt mig noget af forløbet, det var så mærkeligt at vide jeg var tilstede fysisk men ikke psykisk. Han havde ingen livstegn.

Vores lille fine dreng, han var der og han var så fin, vi kunne ikke forstå det, da vi så på hans lille ansigt, han var så smuk. Vi så hans fødder, de var meget fejlstillende, de drejede næsten 180 grader forkert, ryggen var der et kæmpestort rygmarvsbrok, det synede af halvdelen af hans lille ryg, det var meget stort og der gik ikke mere end nogle minutter før den tynde hud over det bristede i hånden på min mand. Han fik en masse kys og vi forsikrede hinanden om han var elsket og vi var og er stadig så taknemmelige for at vores jm studerende fik os til at se ham, holde ham, kysse ham, kramme ham og elske ham.

Vi var på sygehuset, iblandt de andre forældre, i 2 døgn, det var ubærligt. Vi havde vores søn ved os nogle timer, der kom en fotograf fra sygehuset og tog billeder af os, smukke billeder af vores smukke søn. Vi havde ham ved os mange gange i løbet af dagen, vi sov sammen med ham, indtil dagen vi tog hjem og tog afsked med ham, han er så elsket og det fik han af vide mange gange.

Vi valgte at sige ja til obduktion i det øjemed at vi gerne vil prøve at hjælpe med at der ikke er andre der skal stå i samme situation som os, jeg ønsker det ikke for min værste fjende, det var en ubærlig situation, for alle.

Han blev begravet en smuk november formiddag, hvor solen stod smukt på himlen, han var i en lille bitte kiste og det var en lille fin ceremoni for vores nærmeste familie. Han blev lagt på de ukendtes grav, det passede os bedst.

 

Vi fik taget blodprøver og krydsreferencer og alt muligt for at tjekke om det her var noget vi producerede ved at lave børn, 3 mdr senere var svaret at alt var helt normalt, heldigvis, det var et særtilfælde, som ændrede vores liv totalt..

Jeg stod med følesen af at min krop fuldstændig havde forrådt mig, jeg har altid været af den overbevisning at min krop ville udstøde et ikke rask foster, men det havde den ikke gjort, jeg følte ikke den havde gjort sit arbejde godt nok, jeg var så skuffet og ked af at jeg skulle udsætte mig selv og især min mand for sådan en oplevelse, jeg vidste ikke om jeg kunne gå det igennem igen, trods vi havde fået af vide at det var et enkeltstående tilfælde.

Vi mindes stadig vores lille dreng. Han vil for altid være elsket og vi har i dag ikke fortrudt vores valg, det var det rigtige for os, men det var den værste beslutning at tage for et andet lille menneske, at vælge livet fra.

Vi har og er omgivet af gode mennesker og en familie der har støtte os rigtig meget, og det har været uundværligt.

I dag står vi med to sunde og raske børn der i den grad lignede deres storebror da han blev født, en dreng og en pige herhjemme, levende og raske.

Forældre til 3 smukke børn, 1 oppe ved stjernerne og to herhjemme, vi er heldige, mere sammentømrede og tårende sidder stadig lidt løst en gang i mellem, men det er okay, vi er lykkelige hvor vi er, og vi er stadig sikre på at vi valgte rigtig, selvom det var et svært valg.

11 Kommentarer

  1. Åh!!! Gåsehud! Sikke en smuk fortælling om den fineste lille dreng og hans kærlige forældre ❤️❤️❤️

  2. Som at læse vores fortælling om vores Harald vi måtte sige farvel til 020218 pga nyrecyster. Ham savner vi også så ganske forfærdeligt. Det der med at føde et barn til døden, det skal ingen udsættes for. For det er mere end barskt. Det er tortur.

    Al mulig kærlighed og styrke til alle englemødre ❤️

  3. Puha, tårerne triller ned af kinderne på mig 😢

    💚💙💚💙

  4. En meget stærk beskrivelse, den går lige ind.
    Det må have været et svært valg og en svær situation at stå i.
    Jeg er glad for at begge valgte til og fra og at familien er i trivsel i dag med et særligt kig til himlen:-)
    God weekend.

  5. Så mange klemmer til dere. Dette har vi også vært gjennom, det er en forferdelig opplevelse, men vi minnes vår lille E med kjærlighet. Nå har han også en lillesøster (og en storebror) <3

  6. Årh sidder med tårer i øjnene, og tænker tilbage til 30 maj 2016 hvor jeg lå på fødegangen og fik at vide at min søns hjerte ikke længere slog og dagene efter hvor jeg fødte en velskabt dreng, kun få dage før termin.
    Det gør mig så ondt for alle skal igennem sådan et tab.

  7. Smukt og rørende! Og alt for genkendeligt.
    Har for 4 uger siden født vores lille dreng, der ikke kom med hjem. Alt godt indtil uge 22, hvor kroppen pludselig gik i fødsel grundet svag livmoderhals.

    Genkender helt følelsen af absurditet og uvirkelighed!

  8. Puha den var hård. Sidder med tårerne trillende ned ad kinderne. At føde et barn der ikke skal leve, må være noget af det værste.
    Kærlige tanker til alle der oplever at miste et barn.

Skriv en kommentar

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk