Alle vinduer står på vid gab og jeg kan høre, at en flittig sjæl er igang med at feje et fortov et sted lige nedenfor min lejlighed. Af og til kommer en cykel raslende forbi, ligesom et par biler gør det samme. Nogle af dem kører hjemmevant, imens andre helt tydeligvis ikke véd hvor højt bumpet lidt længere nede ad gaden er og jeg kan høre hvordan undervognene skraber mod asfalten, når farten ikke er sat tilpas langt ned. Lydene blander sig med P4, som skiftevis spiller behagelig pop og fortæller mig lidt om hvordan det står til ude i verden, imens jeg bare sidder her, på min lille træbænk og nyder at være hjemme.

Siden vi rejste til Spanien – Simon, drengene og jeg – i begyndelsen af juli, har jeg boet på fire forskellige hoteller, besøgt fire lande og kun været hjemme i to døgn. Det har været en både dejlig, sjov og spændende juli måned, men også hård. Hård, fordi jeg har måttet undvære mine børn længere tid end nogensinde før; og selvom jeg (selvfølgelig) er overbevist om, at de har hygget sig, så føles det alligevel lidt som om jeg mangler mit ene ben. Dejlig, sjov og spændende, fordi jeg selvsagt har været så heldig at jeg har kunnet rejse og lave alt muligt, som i høj grad har kunnet aflede mine tanker fra mit savn. De fleste dage, i hvert fald, for selvfølgelig har der også været et par kriser undervejs, hvor jeg har syntes at alt var noget lort, sådan som jeg forestiller mig, at der unægteligt må komme, når man ikke ser sine børn i flere uger, uanset hvor hærdet man er.

Jeg har rejst hele tiden; fra Spanien til Mauritius til Tyskland og hjem igen og selvom jeg da godt lige kunne klare en nat eller to mere, på det der luksushotel Simon og jeg boede på de sidste par dage af vores rejse, så er der ingen steder i verden jeg hellere vil være end lige her, lige nu. Jeg elsker at være ude, men hvis jeg skal være helt ærlig, så findes der intet sted jeg kan slappe ligeså godt af, som jeg kan, når jeg er hjemme. Hjemme i min lejlighed, hvor alt stadig ligner sig selv, selvom vi praktisk talt flytter herfra om bare to uger og jeg skal bare lige nyde det lidt endnu. Heldigvis sammen med mine børn, som kommer hjem i dag.

Jeg får lyst til at skrive en orkan af hjerte-emojier i halen på at mine børn kommer hjem, for hold nu op, hvor jeg glæder mig! Jeg glæder mig til at kysse, kramme og høre alt om hvad de har lavet siden vi sås sidst, men først er der lige en million-milliard praktisk ting jeg skal ordne, så det ikke bliver dén slags vi skal foretage os, når vi igen er samlet. Første punkt på dagsordenen – at få luftet ud i lejligheden som mildest talt var noget indelukket, da jeg kom hjem sent i aftes – er der heldigvis ved at være styr på. Taskerne er pakket ud, tøjet er vasket og den sparsomme rengøring der er, overlader jeg til min Happy Helper, som kommer i morgen formiddag og gør sin ting, som han gør så godt og jeg kan i stedet fortsætte min to-do-liste med at koncentrere mig om at finde et ordentligt flyttefirma. For ja, jeg bliver simpelthen nødt til at betale mig fra flyttelæsset, da det simpelthen ville være for dumt, hvis jeg begyndte at lege stærk mand, når jeg nu rent faktisk render rundt med en diskusprolaps…

Sæt igang!

7 Kommentarer

  1. Velkommen hjem 🙂
    Det er noget af en sommerfrie måned du har kørt dig. Det er totalt kliche agtigt med “ude godt, hjemme bedst”. der nok egentlig en grund til at den blev opfundet i sin tid 🙂

  2. Diskos eller ej, flyttemænd er fantastiske, når man skal flytte. Jeg var 6 mdr gravid da vi flyttede, og kunne selvsagt ikke bære det store. Men pengene til flyttefirmaet var simpelthen de bedste jeg længe har givet ud. Jeg er kæmpe fan og tror ikke jeg flytter uden firma igen 😆

    • Cana Buttenschøn Svar

      Ej hvor er det bare godt du skriver det – så gør det en lille smule mindre ondt i mit lille jydehjerte at betale mig fra noget jeg (under normale omstændigheder) godt ville kunne klare selv 😀

Skriv en kommentar

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk