Egentlig var det meningen af fødslen – ligesom sidst – skulle have været en hjemmefødsel. En hurtig, naturlig hjemmefødsel uden så mange dikkedarer. Sådan blev det bare ikke og jeg synes virkelig at denne uges fødselsberetning rammer hovedet på sømmet i forhold til at man aldrig kan vide hvad man får, når det handler om fødsler, men at det til gengæld – uanset forløbet – faktisk godt kan blive en rigtigt god oplevelse, selvom det ikke gik helt som man havde håbet på…

Tirsdag d. 26/6-18, 37+4: 

Jeg havde været til dimissionsfest med min 9. klasse. Jeg var hjemme omkring 21.30 hvorefter jeg gik en kort tur med hunden. Besluttede mig for at gå i seng, så jeg børstede tænder og tissede. Da jeg rejse mig fra toilettet sagde det pludselig plask – mit vand var gået. Klokken var da 22.15. Jeg skyndte mig at ringe efter mine forældre, som skulle køre fra Nordjylland, og min søster som bor inde i Århus, slå 20 minutter fra os. De skulle alle med til fødslen, og da jeg sidst fødte på under 2 timer så regnede vi med at det også ville gå stærkt denne gang. Derefter ringede jeg til vores jordemoderteam og aftalte at jeg skulle ringe efter dem når veerne startede. Mine forældre og søster var alle ankommet kort før midnat, men der var endnu ingen veer i sigte.

Onsdag d. 26/6/2018, 37+5

Natten gik uden veer. Vi blev alle hængende oppe et par timer, men efterhånden blev vi enige om at sove. Jeg fik dog ikke meget søvn, men desværre heller ikke rigtigt nogle veer – ikke mere end et par harmløse plukkeveer. 7.30 ringede JM for at høre hvad status var. Hun syntes vi skulle komme ind til konsultation for at få lavet hindeløsning og få akupunktur, som forhåbentligt kunne sparke kroppen lidt igang. Vi fik en tid 11.30, så formiddagen blev brugt på at aflevere børnene i børnehave, spise morgenmad og hygge herhjemme. Min mand fik bl.a. samlet sengen og kravlegården.

11.40 kom vi ind til JM og den JMstuderende. Jeg blev undersøgt og var omkring 3 cm åben og meget blød. JMstuderende lavede en grundig hindeløsning og efterfølgende fik jeg sat nåle i ben, fødder og hænder. De skulle sidde 20 minutter for at virke optimalt. I mellemtiden fik vi snakket om det videre forløb. Ved vandafgang anbefales det at man får penicillin 18 timer efter, for at forebygge infektion hos både mor og barn. Det gør dog også at man ikke må føde hjemme. Det var lidt en streg i regningen når nu vi havde andre planer. Eftersom at det kun er en anbefaling, og babys hjertelyd var super fin, aftalte vi med JM at vi ville tage hjem og afvente veer. Skete der stadig ikke noget skulle jeg tage min temperatur og ringe ind kl. 16, som var vores “18 timer efter”. Kl. 14 fik jeg så småt veer, men de forblev svage og meget uregelmæssige, så kl. 16 måtte jeg ringe ind og meddele at der endnu ikke var fødsel i gang. Da jeg havde det godt med normalt temperatur og aktiv fosterbevægelse fik vi lov at se an to timer mere, og så ringe ind igen kl. 18. Mine veer gik dog langsomt i stå, så vi indstillede os på at løbet var kørt. Jeg ringede ind kl. 18 som aftalt, og aftalte med JM at vi ville møde dem på fødegangen i Horsens kl. 19.30. Der betød desværre at min søde far måtte blive hjemme og passe de store, og derfor ikke deltog i fødslen. Ærgerligt, men nødvendigt. Kl. 18.45 kørte vi afsted, med et lille smut om McD for at tanke lidt op på mad. Vi ankom på fødegangen, men da alle 5 fødestuer var optagede startede vi ud i et alm. undersøgelsesrum. Den studerende skulle styre showet som ledende JM, og det var vi helt trygge ved. Jeg blev indlagt, fik målt blodtryk og lyttet til baby. Hjertelyden var heldigvis fuldstændig upåvirket, fostervandet (som sev konstant) var fint og klart og vi var nu klar til at få baby hjulpet ud. 20.45 var der en ledig fødestue klar og vi rykkede ind. Jeg fik lagt venflon i hånden og fik første omgang penicillin. Imens undersøgte JMstuderende mig og min livmoderhals var en anelse mere afkortet end tidligere. Hun forsøgte at sætte monitoreringsudstyr på maven af mig, men baby lå så det var helt umuligt. Derfor blev det besluttet at der skulle sættes en elektrode på dens hoved. Det tog et par forsøg da den bette konstant drejede sig så der ikke kunne måles. Det var en forudsætning at der SKULLE måles under hele forløbet da planen var et vedrop til mig, så det var ret vigtigt. Det lykkedes endeligt, med elektrode nr. 2, og jeg fik også en vemåler på maven. Jeg var nu koblet op med elektroden igennem skeden, vemåler på maven og vedrop i højre hånd. Ikke just nemt at bevæge sig rundt med.

22.40 startede vi vedroppet op, og så ventede vi ellers. Stemningen var god og der blev snakket og grinet. Efter 20 minutter blev det skruet yderligere op, men da jeg stadig ikke fik veer blev det igen skruet op 20 minutter senere. 23.30 begyndte der så småt at være veer som krævede at jeg koncentrerede mig og at Michael trykkede på min lænd imens.

Torsdag d. 28/6-18 37+6

Efter midnat blev der igen skruet op for vedroppet, men min krop arbejdede ikke ordentligt med veerne, og skruede vi ned gik det i stå. JMstuderende konfererede med JM og de blev enige om at det nok skyldtes at baby stod skævt i bækkenet og derfor ikke gled fremad. Baby skulle derfor ud af bækkenet og rystes tilbage igen. Det blev gjort ved rebozo, hvor jeg stod på alle 4 med bagdelen hævet, og allerede 5 minutter efter gled baby mere korrekt ned i bækkenet. Det satte skub i veerne og 01.15 begyndte jeg at mærke pressetrang. Jeg kom, efter eget ønske, på fødestolen of begyndte så småt at presse med. Der blev skruet ned for vedroppet i håb om at kroppen havde forstået hvad der skulle ske, men den ville stadig ikke være med. Så vi måtte skrue op igen. Efter 20 minutter ville JM gerne have mig over i en anden stilling, så vi forsøgte os med knæ-albue-leje. Jeg havde en lang række presseveer igen, men der skete stadig ikke noget. JM kunne se at jeg pressede samt pressede korrekt, men at babys hoved ikke gled nedad som forventet. Her bliver tidslinjen noget sløret for mig. Jeg var udmattet og havde ondt. JM skruede op for vedroppet igen og veerne blev meget intense – men baby gled stadig ikke ned. JM mente at hovedet nok stadig stod en anelse skævt, og ville derfor forsøge med noget “spinning babies – sidelying release”.

Jeg blev beordret om på siden og helt ud på kanten af sengen, jeg skulle så langt ud at maven og brysterne hang frit ud over kanten, så min krop kun var støttet af min mand og jordemoder. Herefter blev mit øverste ben strakt ud og placeret foran det nederste så det også hang frit ud over kanten. Jeg skulle ligge sådan igennem 3 veer og det var ganske rædsomt. Smerten var efterhånden ret voldsom, men vi kom igennem – og derefter skulle det samme gentages på den anden side. Jeg blev placeret igen og veernes styrke var efterhånden ret intens. Kom igennem første ve, havde en mini pause og derefter kom de næste to veer oveni hinanden. Klokken var nu blevet 03. Jeg fik lov at ligge et minuts tid og samle mig, og så ville de have mig op at gå. Det kunne jeg slet ikke overskue, for hver bevægelse resulterede i en ny ve. JM insisterede dog da jeg SKULLE på toilettet, alternativt ville hun tømme mig med kateter. Jeg forsøgte ellers i min smerte-rus at tale hende fra det, men lige som jeg havde kapituleret og ville rejse mig, kom endnu en ve. Denne gang en meget intens presseve. Der var godt knald på og jeg kunne mærke at det virkede. Baby blev skubbet mod udgangen. Jeg lå stadig i sideleje helt ude på kanten,  og da de næste presseveer kom lige efter så blev jeg hurtigt bakset ind på midten af briksen og mine gode hjælpere blev instruerede i at holde/støtte hvor JM mente det gav mening. Igennem de næste presseveer kom babys hoved helt ned, og bedste som jeg tudede af smerter og var sikker på at det aldrig ville gå, så blev hovedet født. Kl. 03.19 kom kroppen ud og jeg fik baby op på maven. Jeg tudede af udmattelse, lettelse og lykke, min mand græd fordi jeg græd og fordi det havde været svært at se mig med så mange smerter. Min mor og søster græd fordi det var så vildt – og så græd vi endnu mere alle sammen da jeg kunne konstatere at vi har fået en søn. Selvom det endte så langt fra min planlagte, naturlige hjemmefødsel så var det en god oplevelse. Det skyldes i høj grad et stærkt jordemoderteam, men også min mand, mor og søster. Jeg ved godt det er lidt utraditionelt sådan at have familien med, men for mig/os er det helt naturligt.

1 Kommentar

Skriv en kommentar