Man kan selvfølgelig diskutere hvorvidt der findes noget som “den perfekte fødsel”. Generelt set, så tror jeg det næppe, da alle kvinder oplever forskelligt. Jeg tror – ja, faktisk tror jeg at jeg ved – at dét der kan være en drømmefødsel for den ene, kan virke som et mareridt for en anden, hvorfor man altså ikke kan tale om én fødsel som den perfekte af sin slags. Til gengæld tror jeg godt, at en kvinde kan have oplevet sin fødsel som perfekt. Ja, eller jeg ved det, for hvis ikke det havde været for de voldsomme efterveer efter min første fødsel, havde jeg sgu nok også kaldt dén for perfekt. Ligesom kvinden, der står bag denne uges fødselsberetning. Da jeg læste den havde jeg ikke alene en fornemmelse af at være en flue på væggen under en vidunderlig (men hård, bevares) oplevelse. Jeg havde det, fordi hun har beskrevet hele forløbet så usædvanligt fint, faktisk også en lille smule som om jeg var inde i kvindens hoved. Et hoved med ro, overskud og en kæmpe viljestyrke! Wauw, siger jeg bare. Til fødslen, til beretningen og til kvinden bag, som var så heldig at få en perfekt fødsel med sig i bagagen.


Udover at døje med bækkenløsning gennem den sidste halvdel af graviditeten, var det en god graviditet. Jeg var ikke plaget af kvalme eller væske i kroppen, jeg nød at være gravid, og min mave blev aldrig så stor, at jeg rigtigt følte mig besværet af den. Til gengæld var jeg besværet af bækkenløsningen, og i stedet for at lindre bækkensmerterne, da barnet stillede sig fast en måned før termin, forværrede det smerterne. Så udover at glæde mig til at møde min søn eller datter, så glædede jeg mig også til (forhåbentlig) at blive fri for bækkensmerter.

Jeg havde den sidste måned af graviditeten haft mange plukkeveer, og en uges tid op til termin tog plukkeveerne til. De snød mig tit, så jeg blev i tvivl om de betød, at jeg var ved at gå i fødsel. Men de gik hver gang i sig selv. Hos jordemoderen 6 dage før termin kunne hun konstatere, at jeg havde åbnet mig ca. 1,5 cm og at der var ca. 2 cm livmoderhals tilbage. Så plukkeveerne var heldigvis ikke uden effekt. Jordemoderen regnede bestemt ikke med at se mig til den tid jeg havde to uger senere, sagde hun.

Jeg glædede mig til fødslen. Glædede mig til at blive en del af klubben og til at prøve det, som jeg tænkte, ville blive min sejeste (i hvert fald min krops sejeste) bedrift i livet. Jeg havde ikke lyst til at forberede mig så meget på fødslen, for jeg tænkte, at sådan en fødsel alligevel bliver, som den nu bliver. Men jeg satte mig ind i fødslens faser og øvede mig lidt i at trække vejret på forskellige måder og presse. Jeg satte mig også op til, at en fødsel nok ville være det mest smertefulde, jeg ville komme til at opleve, og det syntes jeg på en eller anden måde var lidt spændende.

Samtidig havde jeg i baghovedet, at både min mormor og mor har haft meget korte og ret “lette” fødsler på max 6 timer fra start til slut, og at min jo altså kunne blive det samme. Jeg var forberedt på ikke at være forberedt på en skid.

Min terminsdag kom og gik. Min mand og jeg var ved at dø af spænding og utålmodighed, og vi fyldte ventetiden op med alle de rare ting, vi kunne komme i tanke om. Vi spiste (rigtig) mange is, var i biografen, tog ud at spise og gjorde alt det, vi havde lyst til. Vi hyggede vildt meget. Og jeg bruge vildt mange penge i IKEA. Og på is. Og så blev jeg sur. Selvom vi hyggede. Jeg var træt af at være gravid, træt af bækkenløsning, og træt af at alle andre end mig fødte deres babyer, imens jeg åbenbart skulle være gravid for evigt.

En uge efter termin og dagen før min tid hos jordemoderen var jeg ved at være rigtig træt af, at der ingenting skete. Eller, træt af at der skete en masse, men uden at det blev til fødsel. Nu ville vi skulle snakke igangsættelse med jordemoderen dagen efter. Øv! Om aftenen kom plukkeveerne igen (hjulpet på vej af sex og en bækkenløsningsvenlig lang gåtur) i nogle timer for så at forsvinde. Snydt! Igen.

Indtil jeg vågnede omkring 02.15, fordi noget gjorde ondt. Jeg turde dårligt tro på, at det var andet end plukkeveer igen, men det føltes alligevel anderledes. Da det kort tid efter igen gjorde ondt, tænkte jeg, at jeg da godt kunne prøve at tage tid i tilfælde af, at der kom noget igen. Og det gjorde der. Og i en halv times tid kom der noget, der gjorde ondt med 5-6 minutters mellemrum og en varighed på et minuts tid. Så jeg listede forventningsfuld ud af soveværelset.

Jeg ville gerne lade min mand sove så længe som han kunne, og jeg kunne næsten heller ikke bære at vække ham for at sige for 117. gang “jeg tror måske, der kunne være noget på vej”, hvis det igen bare var plukkeveer, som ville gå i sig selv. Jeg tog min dyne med på sofaen og lagde mig i sofaen og så ‘Venner’. Det var ret hyggeligt at ligge der i mørket med vores hund. Og med ondt en gang i mellem. Det begyndte også at sive ind hos mig, at det sgu VAR veer, og de kom med alt mellem 4 og 13 minutters mellemrum. De gjorde ondt, men ikke meget. Jeg lukkede øjnene og koncentrerede mig om at trække vejret, når jeg fik en ve, og så så jeg Venner igen.

Kl. 04 vågnede min mand og opdagede, at jeg ikke lå i sengen. Han kom ind til mig i stuen med forventningsfulde øjne og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg svarede henkastet, at jeg bare lige så Venner og havde veer. Så prøvede vi begge (ret dårligt) at styre vores begejstring. Min mand mente, at det var en god idé, hvis han tog et bad, så han i hvert fald var klar. Bagefter lå vi sammen på sofaen og så Venner. Det var skide hyggeligt. Ved 06-tiden blev vi sultne, og min mand bagte boller til os, for han havde alligevel købt ind til at kunne bage efter fødslen. Fedt! Så sad vi der en tirsdag morgen ved 07-tiden og spiste friskbagte boller, så Venner og ventede på vores barn. Det var alligevel mere hyggeligt end nogle af alle de ting, vi havde lavet i ventetiden.

Ved 09-tiden gik vi en lang (altså lang i forhold til bækkenløsning, naturligvis) tur med hunden. Jeg insisterede på, at vi gik langt, for jeg forestillede mig af en eller anden grund, at sådan en fødsel nok godt bare kunne fortryde og holde op igen, hvis man blev for doven. Imens vi gik, var der regelmæssigt 4-5 min. mellem veerne, og de varede lidt længere tid end før.

Vel hjemme fra gåtur blev veerne igen lidt mere uregelmæssige, så jeg prøvede at holde mig igang for at holde veerne igang. Jeg tænkte ved 10-tiden, at nu var et godt tidspunkt til et bad. Det tog lang tid. Både fordi jeg skulle vaske hår OG barbere ben (selvfølgelig), og fordi veerne fortsatte med at være regelmæssige, gjorde mere ondt og var nede på 3 minutter i mellem. Min mand, som sad trofast ved siden af badet og tog tid på veerne, spurgte nogle gange undervejs, om vi ikke skulle ringe til Herlev. Jeg stod fast på nej, for jeg behøvede ikke en jordemoder i telefonen til at fortælle, at jeg skulle “tage et bad, gå en tur, se om du kan hvile dig lidt”, det kunne jeg fint klare selv.

Men jeg overgav mig alligevel ved 11-tiden, hvor veerne stadig både var lange og kom med 2-3 minutters interval, og hvor slimproppen i mellemtiden var gået.

Min mand ringede og talte med en sød jordemoder, for jeg kunne ikke helt overskue det med veer. Vi havde telefonen på medhør, og hun ville også gerne lige tale med mig. Det gjorde vi så. I meget kort tid, før jeg fik en heftig ve, som fortsatte direkte til en ve mere. Jordemoderen syntes, det ville være fint, hvis vi kom ind. Det tog lidt tid at komme ud af døren, fordi jeg have veer med korte mellemrum, og jeg ville også gerne trække tiden af frygt for at komme derud og blive sendt hjem igen. På Herlev sagde jeg til min mand, at jeg gerne ville gå en tur, før vi gik til afdelingen for at trække tiden lidt mere. Den tur blev ca. 100 meter lang, fordi jeg hele tiden måtte stoppe op ved veer, og det kunne jeg alligevel godt se var for åndssvagt, så vi gik til fødemodtagelsen i stedet.

Kl. 12.30 blev jeg vist ind på en stue og blev undersøgt. Gode 5 cm åben efterfulgt af sætningen “jamen så er I jo heldigvis det helt rigtige sted. Jeg finder lige noget tøj til dig og en jordemoder”. Nå, så jeg bliver ikke sendt hjem, og jeg er ægte ved at skulle føde? Fedt!

Vi fik to jordemødre, fordi den ene lige var kommet tilbage fra 1,5 års barsel og skulle have hjælp til computersystemet af den anden. Og der var åbenbart ikke travlt, for begge jordemødre blev på stuen indtil deres vagtskifte kl. 15.15. Jeg havde altid forestillet mig, at jordemødre kom og gik. I mellem veer hyggesnakkede vi, drak saftevand, og den ene jordemoder fik hæklet en karklud færdig, imens den anden sad og hang i en lænestol.

Mine veer gjorde ondt og kom med kort interval, men jeg følte mig ikke presset. Jeg havde det godt, jeg var glad, og jeg var til stede. Og når jeg sagde, at det ikke var så slemt, som jeg havde troet, grinede min mand og jeg af, hvordan jeg senere ville hade at have sagt sådan nu. Vi grinede og jokede i det hele taget en del.

Selvom vi havde det hyggeligt, så var jordemødrene i denne fase ærligt talt komplet unødvendige for mig at have, udover at de selvfølgelig holdt øje med barnet, som heldigvis havde det lækkert hele vejen igennem. På trods af, at jeg blandt mine få ønsker til fødslen havde skrevet, at jeg gerne ville undgå smertestillende så vidt muligt, så blev jeg alligevel tilbudt både akupunktur og steriltvandspapler to gange af begge jordemødre, da jeg sagde, at mit haleben føltes lidt som en syl, når jeg havde en ve. Det takkede jeg pænt nej til. Ikke af princip, men simpelthen fordi jeg ikke syntes, jeg havde brug for det.

Til gengæld gjorde selvsamme haleben/syl og presset på mit bækken, at jeg hverken kunne sidde eller ligge, men i stedet stod op under veer og mellem veer gik rundt og vuggede i bækkenet. Det føltes godt at være i bevægelse hele tiden, og jeg følte rent faktisk, at jeg kunne mærke, hvordan veerne arbejdede for mig. Samtidig kunne jeg mærke barnet arbejde med og bevæge sig under hele fødslen. Det overraskede mig, men det føltes ret sejt og gik pludselig op for mig, at en fødsel jo er et samarbejde mellem mor og barn. Ikke bare morens arbejde. Selvfølgelig!

Ind i mellem fik jeg flere veer oven i hinanden, og veerne tog til i intensitet, men jeg var stadig ikke presset og følte mig helt med mentalt. Klokken var nu omkring 14, halvanden time efter vi kom ind på stuen. Jordemoderen syntes, jeg havde gode veer og ville gerne undersøge mig igen. Hun sagde, at jeg ikke måtte blive skuffet, hvis der ikke var sket så meget, fordi hun altså havde større fingre end den første jordmoder, der undersøgte mig. Men hey, gode 7 cm, sådan!

De gode veer fortsatte, og selvom de helt klart gjorde ondt, så var jeg stadig rolig og nok mentalt til stede til at følge med i samtalen, som min mand og jordmødrene havde under mine veer. Og nok til stede til at lave en mental note om, at jeg gerne ville blande mig i samtalen, når jeg var færdig med veen.

Lige før vagtskifte kl. 15.15 gik vandet i et kæmpe plask. Det føltes egentlig bare som et godt spark fra barnet, indtil vandet kom plaskende. Det var ikke rigtig til at tage fejl af. Jordemødrene gik igang med at tørre op på gulvet, så jeg ikke skulle skvatte rundt i blod og fostervand, og bagefter tog de imod den nye jordemoder og den medicinstuderende, hun havde med. Jeg havde nogle heftige veer imens, og eftersom jeg lukkede øjnene under hver ve og koncentrerede mig om den, så gik der nogle minutter, før jeg fik hilst på dem.

Og så kom pressetrangen. Bang! Helt dyrisk, helt urkvindeagtigt pressede min krop uden at jeg havde noget at skulle have sagt. Udover den “huuhh”-lyd, der ufrivilligt undslap mine lunger imens. Det var ret vildt og ret overvældende. Mest fordi jeg til at starte med ikke vidste, hvad jeg ligesom måtte gøre med den der pressetrang. Jeg gad ret godt undgå at komme hjem med et helt ødelagt underliv, så jeg tænkte, at det gav mening at lade jordemoderen styre det show. Jeg fik lov at presse stille og roligt med, og jordemoderen ville gerne lige undersøge mig, og bad mig lægge mig op på briksen. Det fortalte jeg hende pænt, at jeg under ingen omstændigheder kunne pga. førnævnte syl/haleben. Og fordi jeg hele tiden fik veer. Jordemoderen ventede pænt og tålmodigt, men indså alligevel hurtigt, at hun måtte undersøge mig stående. “Du er helt åben, du kan bare presse med”. Ret fedt, for det gjorde min krop sådan set allerede, den ventede ikke på go fra jordemoderen.

Jeg pressede og gjorde, hvad der faldt mig ind, men jeg hørte til at starte med ikke noget fra jordemoderen. Jeg nåede at tænke “skal jeg bare gøre det her helt selv, skulle der ikke være nogen til at redde mit underliv fra ødelæggelse?”. Heldigvis var det bare, fordi jeg gjorde det, jeg skulle, at jordemoderen ikke blandede sig. Min mand var så god og perfekt en støtte. Efter hvert pres sagde han, at jeg gjorde det helt rigtigt og at det var så flot. Jeg slugte det råt og tænkte, at min mand ved så meget, så han måtte også vide, om jeg gjorde det her rigtigt. Da jordemoderen sagde det samme, slugte jeg også det råt.

Jordemoderen sagde, at hvis man er rigtig sej og har overskud, så kan man jo gå ned i squat, når man presser for at hjælpe på vej. Jeg ville da gerne være sej og gerne hjælpe på vej, og jeg havde alligevel overskud, så jeg gav det et forsøg. Det føltes både meget naturligt og virkelig effektivt, selvom jeg helt sikkert har lignet en skovskider. Og i øvrigt også kvitterede med lidt lort undervejs. Min mand stod klar i skudlinjen og så det hele, fordi han skulle tage imod sammen med jordemoderen. Godt han er medicinstuderende, ikke er sart og elsker mig skide (hæhæ) meget.

Det gik godt med at presse, og jordemoderen guidede mig til at gispe, når det var nødvendigt. Under hele pressefasen følte jeg mig ret meget “in the zone” og på arbejde. Pressetrangen var ret intens og ærligt talt lidt mærkelig at mærke, selvom det samtidig også føltes som det mest naturlige i verden for min krop. Det var hårdt at presse, men ikke så hårdt, som jeg havde forberedt mig på. Da jordemoderen lavede det famøse pistolgreb for at skåne mellemkødet, gjorde det røvhamrende ondt. Det sved og nev, og jeg gad ret godt have hende til at fjerne fingrene snart, tænkte jeg. Selvom jeg også ret godt gad have et uskadt mellemkød.

Så sagde jordemoderen pludselig “så er hovedet ude”, og jeg tænkte “hvad fanden?”. Det opdagede jeg jo slet ikke, og var det egentlig ikke meningen, at det skulle være det værste? Jeg kunne kun mærke de skide fingre, syntes jeg. Jeg var nødt til at sige “nu er jeg lige rigtig irriterende, ikke, men var det bare det?”. Det grinede jordmodeeren, den medicinstuderende og min mand lidt af og syntes, jeg var ret overskudsagtig. Men det følte jeg mig sådan set også, for jeg havde hele tiden indstillet mig på, at nu ville det snart gøre mere ondt, nu ville det snart blive værre, og nu ville jeg snart hade hende, der havde sagt “det er faktisk ikke så slemt, som jeg troede”. Men det blev bare aldrig så slemt, som jeg troede.

Jordemoderen tilkaldte en assistent, for nu skulle vi snart fejre fødselsdag, sagde hun. Jeg prøvede at fatte, at det jo så faktisk bare VAR det, og at der lige om lidt ville komme et menneske ud til os.

I næste pres kom resten af babyen ud i et ordentligt skrig, og så var jeg mor. Vildt! Kl. 16.04 efter 5 timer og 40 min. i aktiv fødsel. Jordemoderen sørgede for at gribe babyen og forhindre, at de puder der lå på gulvet under mig skulle gribe babyen (ret fedt), og min mand overtog grebet lige efter. Han rakte babyen om til mig, og jeg tog også pænt imod, men navlesnoren var åndssvagt kort, så jeg måtte fortsætte min skovskider-stilling med babyen i armene og vente på, at sengen blev kørt nok ned til, at jeg kunne lægge mig op og få babyen på brystet og min mand kunne klippe navlesnoren.

Jeg græd ikke, som jeg havde troet, jeg ville. Jeg snakkede bare med babyen og følte, at det var helt rigtigt og naturligt det her. Min mand græd til gengæld som pisket, den søde, følsomme mand, og vi var begge to helt blæst bagover af det lille menneske, som var kommet ud af mig. Faktisk så meget, at vi helt glemte at finde ud af det køn vi i 9 måneder havde gået og ventet i spænding på at få afsløret. Det var jo et menneske, og det var ligesom det, vi havde regnet med. Mennesket var en pige, og den pige er vores datter. Vores perfekte, lille datter med opsvulmet ansigt og højt hoved. Ikke smuk, men helt perfekt og med klart potentiale for at blive smuk.

Jeg kan uden tøven sige, at jeg havde en helt perfekt fødsel. Det var den bedste og vildeste oplevelse, og jeg kunne efter 5 min. med min datter på maven sige til min mand, at jeg gerne gjorde det igen i morgen. Og at vi godt kan skynde os at få de 5 børn, Johan drømmer om. I hvert fald 4.

Jeg havde kun to små helt overfladiske bristninger, som kunne klares med nogle få sting, og jeg havde kun blødt små 150 ml. Alt var godt. 5 timer efter min datters ankomst var vi klar til at tage hjem som en lille familie. Jeg sov ikke de første to døgn, selvom min datter fra første nat sov 5 timer i streg (og selvom jeg havde læst i ‘40 uger efter’ at jeg skulle), og jeg opdagede ikke engang, at jeg var træt. Jeg kiggede på min datter og kiggede på min mand, og var helt opslugt af lykke, som de lå der ved siden af hinanden og lavede de samme små spjæt og lyde.

Min mand var (og er) min helt. Han roste, jokede og hjalp på alle de rigtige tidspunkter uden at jeg nogensinde skulle bede om noget. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg havde brug for, men det vidste han, som han altid gør. Min mand er den, jeg husker tydeligst fra fødslen, og hans ord var dem, der betød mest. Tænk, at jeg har fået lov at få en kopi af sådan et fint menneske.

1 Kommentar

  1. Årh… sådan én fødsel vil jeg gerne have til december.
    Ikke at der var noget galt med min sidste fødsel, men dén der lyder helt fantastisk <3

Skriv en kommentar

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk