Først og fremmest tak. Tak fordi I er så mange, der har læst, lyttet og været med mig igennem den meget voldsomme oplevelse, jeg havde ude på gaden tæt på mit eget hjem for et par dage siden. Kæmpe tak. Det har gjort mig glad at I er så mange, der har læst om den forfærdelige oplevelse, fordi jeg tænker, at der tilsyneladende er behov for – igen og igen – at stadfæste, at dén slags selvfølgelig ikke er okay.

Samtidig skal I også vide, at alle de mange – heldigvis primært kærlige – kommentarer, der er strømmet ind, både her på bloggen og på facebook, har skabt anledning til en frustration så stor, at Simon kiggede på mig i morges med hårde øjne og sagde “SÅ stopper du!” efter jeg – igen – havde snerret, været urimelig og helt ude af trit med dén Cana både han og jeg kender. Jeg har været ked af det, følt mig misforstået og haft lyst til at forklare, fordi jeg blev totalt overvældet af kommentarer om hvordan jeg burde have ageret i en situation hvor jeg følte mig – og var – totalt magtesløs. Kommentarer, som uden tvivl er kommet af gode hjerter og ditto hensigter, men som fik mig til at tvivle på mig selv, på min dømmekraft og på, om jeg måske ligefrem pludselig stod som medskyldig til en forbrydelse jeg sådan set ikke engang vidste med belæg, om var fundet sted.

Men selvfølgelig har jeg ikke gjort noget forkert. Og dén indberetning som jeg netop har indgivet til kommunen er – næsten lige så selvfølgeligt – fuldkommen ligeså mangelfuld, som en ost lavet af lutter huller og selvom jeg ville ønske at lige akkurat min lille stemme dér, på socialrådgiverens computerskærm mandag morgen, ville kunne gøre en forskel, så ved jeg godt, at min indberetning formentlig ikke er til så meget som en fløjtende fis, medmindre der er mindst én anden, som har indberettet den samme episode som jeg – påført lidt flere detaljer vel at mærke. I hvilket henseende jeg i øvrigt mistænker at min inberetning er ganske overflødig, fordi én i dét tilfælde bør være nok. Ikke desto mindre ligger den der nu, min indberetning. Mest fordi jeg havde håbet, at det ville kunne gøre mit hjerte en lille smule rent ovenpå alle de kvaler jeg – især det seneste døgn, efter jeg udgav mit forrige indlæg – har haft. Det lod i midlertid ikke til at være tilfældet, men til gengæld er der noget andet, der har hjulpet mig. Den – i skrivende stund – tredjesidste kommentar der er lagt til indlægget om episoden, hvor en anonym skriver således: “…Arbejder selv med området, altså jeg sidder konkret og modtager underretninger og får dem ført ind i sagerne. Hvis vi hverken har en adresse eller et navn er det umuligt at gøre noget ved. Vi har ikke en sag vi kan lægge underretningen ind på, og vi kan ikke stemme alle dørklokker i flere opgange. Og selv hvis der skulle være en “kendt” familie i en af opgangene, aner vi ikke om det er dem, og vi må ikke lægge andre underretninger på sagerne, bare fordi det måske kunne være. Så desværre er der ikke så meget at gøre. Andet end at håbe på an af naboerne også hørte det og sendte en konkret underretning. For ja, der skal underrettes, hvis man kan. Vi hjælper familierne, vi er ikke bare onde mennesker der vil fjerne børn fra deres forældre….” hvilket – heldigvis og desværre – bekræfter mig hundrede procent i min umiddelbare tanke om, at jeg intet (andet end fremadrettet selvfølgelig at være naturligt opmærksom på dén bygning, når jeg cykler forbi på gaden) kunne stille op. Der er ikke noget jeg hellere ville, end at kunne gøre en forskel for dén voksne og dét barn, for jeg er overbevist om, at de begge to må have det ganske forfærdeligt, uanset om det var et engangstilfælde eller hverdagskost, men tilfældet var altså, at jeg blev et usynligt vidne til en usynlig episode og at jeg ikke kan gøre andet end at bruge min stemme her til at skabe oplysning og debat, præcis som en anden kommentater til indlægget skrev: “Vi har, som mange skriver, underretningspligt, og det kan være en hjælp til både børn og forældre. Men det fungerer jo ikke sådan, at man kan underrette om en opgang… Eller tre!?! Det bedste må være at være opmærksom og netop bruge sin stemme som her, hvor der bliver en debat. Der er ikke mere der kan gøres”. 

Med det sagt, håber jeg at vi alle kan være gode venner og at I ved, at jeg selvfølgelig både har gjort og vil gøre mit bedste, både for dette barn og for alle andre – og så håber jeg bare, at hele denne debat måske kan få bare én voksen til at tænke sig om en ekstra gang, inden hånden bliver svinget til slag. Det er det aller- allerbedste jeg kan gøre herfra.

Over and out. Og NU vil jeg nyde min ferie med min egen lille familie – med lidt lettere hjerte og helt klart et større smil end dét jeg har kunnet mønstre hidtil.

Kys på jer!

24 Kommentarer

  1. Havde ikke skænket det en tanke, at det på den måde ville påvirke dig.
    For det, undskyld.
    Jeg læste også den kommentar du nævner, med at man ikke kan underrette 3 opgange. Og at du brugte din stemme som du nu kunne for at gøre opmærksom på et problem. For det, tak.
    Og så rigtig god ferie

  2. Kære Cana.

    Jeg havde sådan lyst til at skrive noget ala den sidste kommentar, du henviser til her, da jeg først læste dit indlæg. For hvordan pokker skal man lave en indberetning, når man ikke ved, hvor det er sket henne? Jeg fik det dog ikke gjort, så jeg ville bare skrive her, at jeg godt kan forstå, du har det forfærdeligt med situationen, og er det muligt at lave en indberetning, skal man selvfølgelig det, MEN jeg synes ikke rigtig der er mere, du kunne have gjort i situationen. Det er selvfølgelig godt, at du er opmærksom fremover, men jeg synes ikke du skal gå og have det skidt med, at du ikke gjorde mere – og du skal slet ikke føle dig medskyldig <3 For jeg ved, at du i sådan en situation altid vil gøre dit bedste. Selvom kommentarerne på indlægget var venlige og helt sikkert godt ment, så synes jeg faktisk ikke det var helt pænt af folk at blive ved og ved og ved (!) med at påpege din pligt, når du nu havde skrevet, at det var svært, eftersom du ikke ved, hvor det skete henne. Og man kan jo ikke banke på alle steder og spørge, om det 'mon var dig der lige slog dit barn?'

    Jeg ville bare lige give mit lille 'besyv' med, og så håber jeg, at du kan lægge episoden lidt væk og nyde ferien 🙂

  3. PS. For mit vedkommende, så tror jeg den histore påvirkede mig så meget, at jeg kun tænkte på det barn. Jeg havde brug for at nogen forsvarede det barn. Men det gjorde du jo også. Du blev også påvirket og var viden til noget ubehageligt. Og selvom jeg ikke kender dig, så tror jeg du havde reageret og handlet hvis du kunne. På den ene eller anden måde. Og det gjorde du jo faktisk.

  4. Tak fordi du tager den slags alvorligheder op her på din blog, det er stort og netop DET kan gøre en forskel❤️
    Jeg tænker ikke at du kunne have gjort noget anderledes, men jeg tænker at din opmærksomhed kan hjælpe os andre til at passe bedre på hinanden – Tak ❤️

  5. Du kunne virkelig virkelig ikke have gjort noget som helst anderledes. Har lige set dit tidligere kommentarspor og de dertilhørende kommentarer. Man kan ikke underrette om noget så uspecifikt. Vi kan i hvert fald ikke handle på det som system.
    Du lyttede, du prøvede, du blev ekstra opmærksom på din egen mor-rolle, du er okay. Det er okay.
    Kh socialrådgiveren, som arbejder med den netop den slags

  6. Jeg stoppede faktisk med at læse kommentar-tråden, fordi jeg godt nok synes folk, at folk – på godt jysk – var træls! Sjældent har jeg set så – ja – ondskabsfulde pegefingeren kommentarer herinde. – og jeg kan ikke lade være med at tænke: hvor tit har de mon ikke lukket øjnene for ulovligheder? Eller hvor tit har de mon dømt uskyldige for ting de ikke virkelig gjorde? Hvor er det dog naivt at tro at en underretning som lyde ca ” jeg stod xxx og kunne hører xxxx men jeg har INGEN ANELSE om hvor det kom fra, præcist hvad der skete eller hvem der gjorde det” fører til noget som helst.
    Og til dem med politiet… Jo de kommer nok… og så kunne de stå og kigge på tre opgange, hvor der er total stilhed fordi episoden for længst er forbi… spørgsmålet er egentlig om de overhovedet ville dukke op?

    Alt i alt… Jeg synes folk var hårde ved dig, jeg synes folk var uretfærdige og spørgsmålet er hvad de selv havde gjort. Ofte ved man det først når man står der!

  7. Tror det du var vidne til og beskrev var så voldsomt at det (for de fleste) kan være svært at bære og rumme og så kan en automatisk reaktion være at “skubbe” ansvaret “væk” – det vil sige i det her tilfælde over på dig, da det gør det lettere at rumme. Hermed ikke sagt at det er en bevidst reaktion, men en meget menneskelig reaktion og måske uden at tænke over hvordan det desværre ( selvfølgelig) vil påvirke dig.
    Jeg kan godt forstå du havde behov for at dele det og det er ærgerligt at det gav bagslag. Ud fra din beskrivelse lyder det desværre ikke umiddelbart som om det er første gang barnet har oplevet noget lignende – barnet “flygter” og gemmer sig, hvilket giver indtryk af et mønster. Hvis det var første gang tænker jeg barnet ville have haft en anden reaktion – såsom chok og gråd. Håber derfor ( og er sikker på )du vil være opmærksom – selvom det er et kæmpe ansvar at lægge på dig. Kæmpe kram til dig – håber du er kommet over følelsen af at være forkert ❤️

    • PS. Du kunne ikke have gjort andet i øjeblikket, da du ingen anelse havde om hvem det omhandlede.

  8. Stoppede også med at læse kommentarerne. Og sad og håbede du gjorde det samme. For mage til “ du skal, du bør, jeg havde gjort, hvad med barnet….”….øv

    Jeg er da FULDSTÆNDIG enig i at der, måske, er et barn der må tages vare på. Men udover der er teori og praksis, og disse to ikke altid lader sig forene, så synes jeg godt nok jeg kan blive helt bekymret med alle de øjne og ærer der lurer,,,,,
    Ingen ved om den voksne har klasket i en sofa eller en spisebordsstol, netop fordi man må have afløb uden at slå, guderne skal vide at det barm man elsker jo også er den der kan drive en til vanvid, det kunne mine, som nu er voksne da!
    MEN er det virkelig en familie hvor det er sket mere end den ene gang , så MÅ man da formode, at der i de tre opgange , bor bare EN person der kan høre , eller ved, hvorfra lyden kommer, ikke? Så en underretning rent faktisk kan bruges. Og med den iver der , I TEORIEN fra alle der IKKE har noget i klemme, lægges for dagen, mon ikke underretningen så allerede er sket, hvis altså som sagt det ikke i virkeligheden er et råberi der har taget overhånd og en sofa der har fået nogle klask, og en mor der aldrig kunne finde på at gøre ungen noget……

  9. Kære Cana,

    Fra én, der ved, hvordan underretninger kan rede liv – tak. Jeg ved godt, din underretning måske ikke føles “god nok,” og måske kan kommunen ikke direkte gøre noget ud fra den. Men der betyder noget, at nogen gør noget.
    Jeg ville ønske, flere havde (turde?) underrettet om mig, da jeg var barn. De underrerninger der ligger på mig, betyder noget. Hver og én. For nogen så mig, hørte mig, troede mig – uanset om det var en anonym underretning, uden de store beviser.

    Jeg ved, du ikke kan gøre mere. Og det må være forfærdeligt for dig. At have en viden, der måske ikke kan hjælpe. Men bare det, at du har gjort noget er betydningsfuldt.

    Tanker fra en, der havde brug for underretninger

    • Kære Julie. Din kommentar fik tårerne til at trille ned ad mine kinder. Jeg arbejder til dagligt som psykolog med udsatte børn og skriver en del underretninger, og de bliver aldrig nemmere at skrive. Jeg kan endda indimellem blive helt i tvivl om det overhovedet batter. Så tusinde tak fordi du skriver som du gør – det betyder så meget for mig at vide, at de kan læses af hovedpersonen som det de er ment som: et ønske om et bedre liv. Jeg håber, at du er et godt sted i dag. Alt det bedste, Rosa

  10. Kære Cana

    Selvom du formentlig ikke kan hjælpe den enkelte familie i dette tilfælde, gør du jo noget meget større. Du gør opmærksom og bruger din plads på nettet til at skabe debat. I det store billede er det meget vigtigt og kan forhåbentlig på sigt afhjælpe, at noget ligende sker igen for et andet barn/forælder. Jeg forstår dog udmærket din frustration over ikke at kunne gøre noget i den konkrete situation. Du gjorde og gør det bedste du kan.

    En kæmpe krammer herfra

  11. Synes ærlig takt at man skylderfamilien at banke på og tage en rolig snak med moderen, inden man underetter. Du ved jo ikke præcist hvad der er sket, du skriver selv det var en formodning. Jeg er helt med på at man har underetnings pligt, men så skal man dælme også være sikker i sin sag. Dette er ikke skrevet for at kritisere din beslutning, du er i din fulde ret til at handle som du har gjort. Men synes det er overvældende hvor mange der bare skriver “underet” uden præcis at kende til sagens alvor. Det er både godt og skidt at man idag kan underette nemt og anonymt. For vi skal have fat i og hjælpe de familier der har brug for det. Jeg er desværre selv blevet underetter uden noget grundlag, men af en bekendt der havde set sig sur på mig og sådan en underetning er hård at modtage, samt det påvirker jhele familier. Mails, opringninger og møder, det er virkelig ikke sjovt, når det er en falsk anmeldelse og tager så hårdt på en. Så en bøn til alke er, at være sikker i jeres sag, så sikker at i ikke behøver være anonyme i jeres underetning, før i sender den afsted. Det kan nemlig ramme de forkerte

    • Det er faktisk en lidt spændende debat.
      Jeg er flere gange under uddannelse og kurser blevet fortalt, hellere underret en gang for meget end én gang for lidt. Hvis du ser noget som ikke er i barnets tarv eller et barn der mistrives, så kan man underrette. Man skal lade være med at tro at en underretning er lig med tvangsfjernelse. Og man skal måske stole lidt mere på systemet og tro på de kan finde ud af hvad den pågældende familie har brug for.

  12. Kære Cana
    Du har i høj grad gjort noget (udover din indberetning). Du har sat fokus på et vigtigt emne. Måske er netop dit blogindlæg med til at en sag bliver indberettet, og at en familie får hjælp. Du har sat tanker i gang hos mange, og det er altså også hamrende vigtigt i sådanne situationer.

    God ferie!

  13. Måske var det politiet der skulle kontaktes?… Jeg mener, der er sket en forbrydelse, så er det vel politiets opgave at opklare nærmere omstændigheder og gerningssted mm.
    Her hvor jeg bor er der nogen der har hørt skyderi. Ingen ved hvor skudene præcis kom fra, men politiet og hunde har rendt rundt i flere timer og ledt efter patroner/ hylstre og andre beviser.
    Så kan de vel også opklare sådan en sag og give den videre til de sociale myndigheder. Hvis de gider at prioritere det.

  14. Øv sikke en oplevelse 🙁

    Jeg har haft ringet til politiet og anmeldt en lignende episode. Og de var fremme meget hurtigt – og fandt frem til den pågældende lejlighed.

    Nyd ferien ☀️

  15. Tak fordi du tager et så ømt emne op! Det er så hamrende vigtigt – at du tager emnet op, kan medføre at familier får den hjælp som de har brug for! Kh socialrådgiveren på børneområdet!

  16. Jeg stoppede også med at læse kommentarerne. Jeg synes at de var ubehageligt, og jeg synes egentlig ikke at folk kunne være det bekendt, sådan at lægge ansvaret for det barn, over på dig. Du har gjort alt hvad du kunne, og du skal absolut ikke have dårlig samvittighed. Rigtig god ferie, kram til dig ❤️

  17. Først vil jeg lige sige tak for dit meget relevante indlæg. Jeg forstår ikke de kommentarer, hvor de skriver, at du burde indberette. Jeg synes det var meget tydeligt i dit indlæg, at du intet kunne gøre. Hvor er det en skam at et sådant indlæg skal fordrejes på den måde.

  18. Åh gud åh gud åh gud… Jeg læste ikke dit første indlæg før efter dette. Og på en måde ville jeg ønske, at jeg IKKE havde læst det. Sidder her med tårer i øjnene og nærmest kvalme.
    Shit hvor væmmeligt altså.

    Sidste år så jeg i Føtex en bedstefar slå sit barnebarn Det var ikke mange slag, men det var nok. Som en reaktion på at det tre-årige barn ikke ville rejse sig op fra gulvet, så de kunne komme hen i køen.
    Og jeg vil ikke være hellig – det ER sgu da mega frustrerende at stå med en trodsig treårig på et beskidt gulv. Vi har da alle prøvet at stå dér med sved på panden og en frustration over ikke at have andet mandat end at insistere eller om nødvendigt at bære barnet. MEN: han følte åbenbart at han havde et mandat til at hive barnet op og give det smæk.
    Jeg stod i kø med min egen familie og blev helt lamslået, da jeg så det. Men helt instinktivt fik jeg med bævende stemme sagt “Hallo! Man slår sgu ikke på børn”… hvilket afstedkom at han truede mig med sin krykke og bad mig blande mig udenom.
    Da jeg gjorde ham opmærksom på, at det -udover at være fuldstændig ubegribeligt forfærdeligt- var decideret ulovligt, sagde han bare “Kun for forældrene”. Og det er lige før, at jeg synes, at sidstnævnte bemærkning var den værste. For at svare sådan viser jo bare, at der INGEN skam var forbundet med det, og han gjorde det i al offentlighed. Og for at understrege det er det jo akkurat lige så forfærdeligt at gøre det i hjemmet og måske endda værre, fordi der ikke er andre voksne til at reagere. Men det viste jo bare, at han slet ikke så det som forkert og åbenbart en del af opdragelsesporteføljen, Og at det på ingen måde var første gang, det skete.

    Men dernæst blev jeg virkelig godt gammeldags forarget og bange – for dér i Føtex kl. 11 en formiddag med mange – MANGE – mennesker var jeg den eneste, der reagerede.

    Jeg vil slet ikke anfægte din ageren i situationen, for som du skriver, stod du jo netop ikke face to face med moren eller barnet, og jeg er sikker på, at du havde gjort noget i den situation. Og du HAR reageret med den underretning – om man kunne have gjort noget anderledes er jo altid enormt nemt at komme og sige bagefter – især for andre. Jeg har da selv tænkt på, om jeg skulle have tilkaldt politiet. Men jeg nåede det ikke, for de gik. Jeg er på en måde bare glad for, at jeg fik sagt fra – om ikke andet så barnet kunne se, at det altså ikke er alle voksne, der på nogen måde anser det for værende ok.

    Det gode ved dit indlæg er, at alle må tage det som en opfordring at gøre, hvad de kan – både i forhold til egne børn og andres.

  19. Som ganske ung var jeg ind imellem barnepige for en treårig dreng. Hans mor fortalte mig at hun brugte smæk i numsen som en del af opdragelsen, men jeg så hende heldigvis aldrig gøre det. Dengang vidste jeg ikke noget om underretningspligt, og jeg var alt for konfliktsky, ung og naiv til at turde sige noget til hende. Jeg har mange gange siden tænkt på drengen, og er med alderen blevet klogere på hvad vold gør ved børns udvikling. Havde det været i dag havde jeg ikke tøvet et sekundt med at skride til handling… men når man som dig Cana “kun” hører slagene og ikke ser dem, ja så er det svært at gøre noget. Så cana, du gjorde hvad du kunne, og vi kan blot håbe på det bedste for både barn og voksen. Det er sørgeligt, men tror desværre det sker oftere end vi har lyst til at vide noget om. Og det gør ondt helt ind i sjælen når man oplever sådan noget.
    Håber du finder ro igen kæreste Cana- er ikke er sekundt i tvivl om at du havde skredet til handling hvis du kunne.
    Kram til dig.

  20. Og husk også lige, at din reaktion er så sund og rigtig. Jeg bliver først bekymret, hvis vi mister evnen til at blive forargede, forskrækkede, kede af det, når vi er vidner til noget voldsomt. Dit system reagerer præcis som det skal, og din reaktion er så sund og fin og hjælper forhåbentligt til, at oplevelsen kan komme ud af din krop. Fordi det bliver den ikke væk af, når nu skriver om den her, så den kan hjælpe andre. Så tak fordi du gør opmærksom på dette meget underbelyste emne – du gør en stor forskel. Fra psykologen der arbejder med udsatte børn og familier, som har brug for deres omverden <3

Skriv en kommentar