Det er desværre ikke helt sjældent set, at et fødselsforløb ender i et kejsersnit af præcis samme årsager som dette, hvor kvinden efter mange timer med veer, en pressefase og forsøg med sugekop ender med at komme på operationsbordet. Heldigvis er det heller ikke sjældent set, at det hele alligevel kan føles helt, helt okay, som jeg fornemmer det i kvindens allersidste kommentar i beretningen 🙂

Selvom vi på det tidspunkt ikke ved det, begynder fødselsberetningen egentlig lørdag den 26.august, hvor jeg er 36+3. Vi er til vores nevøs 2 års fødselsdag. Jeg er en smule øm i nederste del af maven, men da vi lige har været ude og gå en tur, tænker jeg ikke mere over det. Og som førstegangs gravid kender jeg jo slet ikke til min krops ”måde at være på” under en graviditet og alle små forandringer og kropslige fornemmelser er nye. På vej hjem nævner jeg for kæresten, at jeg tror, jeg kommer til at føde før tid. Med ”før tid” tænker jeg blot et par dage før termin – absolut ikke dagen efter. Vi kører ind forbi Fakta for at købe guf og energidrik til Kristian, for han har planer om at se boksekampen mellem McGregor og Mayweather ved 4-tiden om natten, så der skal jo tankes godt op.

Jeg vågner og kigger på uret, hvor klokken viser 01:04. Jeg kan mærke en underlig våd følelse i sengen og tror egentlig, at jeg har tisset. Jeg ”presser” ganske lidt for at mærke, om jeg skal mere på toilettet og kan mærke, at der siver en del vand ud. Jeg bliver pludselig meget vågen og tænker, at vandet må være gået, men er samtidig rimelig forvirret, for der er jo stadig knap 4 uger til termin. Jeg rejser mig op og mærker, at sengen er ret våd og mine trusser gennemblødte. Jeg går ud mod toilettet og stander foran kæresten, der jo sidder klar ved tv’et til boksekampen et par timer senere, og siger, ”jeg tror, vandet er gået”. Da jeg kommer retur fra toilettet, kigger kæresten og jeg på hinanden et stykke tid, griner og bliver enige om, at det er underligt og surrealistisk, at det er nu, det skal ske – vi er jo slet ikke klar: vi har kun været på del 1 af fødselsforberedelse, lejligheden er rodet, børneværelset er ikke lavet, vi har ikke købt snacks eller overtøj hun skal have på, når vi skal hjem og vi har heller ikke pakket hospitalstasken.

Mens jeg ligger i sengen og forsøger at falde i søvn, kører adrenalinen i kroppen og jeg ligger bare og tænker på alle de ting, som vi ikke har fået gjort – jeg kan huske, at jeg slet ikke kan finde ro og tænker, at jeg da ikke bare kan lige og sove. Jeg står derfor op og begynder at pakke en taske med de ting, som vi skal have med på hospitalet, herunder ting til baby. Jeg er godt klar over, at vi nok skal have nogle af de små størrelser med – heldigvis har vi dagen før fået ting med hjem fra min svigerinde, herunder tøj i str. 50 og 56 samt autostol. Jeg forsøger også at rydde lidt op, men går nok mest rundt om mig selv. På det her tidspunkt mærker jeg veerne som små niv, lidt ligesom milde menstruationssmerter. Jeg går i bad og får vasket hår og barberet ben (lidt forfængelig er man vel).

Da kæresten kommer hjem, fortæller han, at han havde fyldt en kurv med snacks, drikkevarer og tøj i Bilka, men da de skulle holde spisepause, kunne han ikke få lov til at købe det. Han har været rundt på forskellige tankstationer og har til sidst fundet en, der havde åbent. Her har han købt en 6-pack cola, 2 proteinbarer og en pakke tykgummi – så meget for en velforsynet madpakke. Han fortæller også, at han har haft ringet til jordemoderen, og jeg skal ringe til hende igen ved 7-tiden (jeg har været tilknyttet kendt jordemoder-ordning).

 

Jeg har sat vækkeuret til lidt i 7, hvor jeg vågner og tænker, at jeg godt kunne sove lidt mere. Jeg ringer til jordemoderen (JM), og vi snakker om, hvordan jeg har det og hvad der nu skal ske. Vi aftaler at mødes ved fødegangen, hvor hun vil pode mig – hvis jeg er positiv for streptokokker, skal baby nemlig ud inden for 18 timer efter vandet er gået.

Lidt i halv ni kører vi mod Skejby. Da det er søndag morgen, er der næsten ingen biler på vejene. Jeg kan ikke huske, hvad vi snakker om, men kan forestille mig, at det drejer sig om den kommende fødsel, og hvor uforberedte vi er. Da vi stadig ikke ved, om vi bliver sendt hjem igen eller indlagt, aftaler vi, at vi vil køre omkring Bilka, hvis vi bliver sendt hjem.

 

Da vi kommer ind på fødegangen, møder vi jordemoderen og bliver vist ind i et modtagerrum. Her spørger JM ind til natten, hvordan jeg mærker veerne og ser bindet, som jeg ellers havde smidt ud – hun er slet ikke i tvivl om, at vandet er gået. Dernæst bliver jeg podet for streptokokker og undersøgt, hvor jeg på nuværende tidspunkt er ca. 2 cm åben. Der bliver kørt en CTG for at se, hvordan baby har det i maven, hvilket tager ca. 30 min. Herefter skal vi vente en times tid for at høre, om vi skal indlægges eller ej. Vi bruger tiden på at gå en tur, hvor jeg så småt begynder at mærke veerne tager til, og jeg får løst et par sudoku’er. Derudover får jeg spist et par skiver ristet brød og to bananer, da jeg ikke rigtig har fået spist noget i løbet af natten. Da JM kommer igen, kan jeg se, hun har et ”armbånd” i hånden, og så ved jeg, at det betyder indlæggelse. Inden vi går over på fødestuen, snakker vi lidt om, hvad vi har snakket om i fht. fødsel, vigtigheden af kommunikation og hvilke ønsker jeg har (gerne så naturligt som muligt).

Ved 11-tiden går vi over på vores stue, hvor JM igen undersøger mig. Hun løsner den sidste hindeblære og sætter en elektrode på babys hoved, så der kan måles hendes puls. Dernæst får jeg et lavement. Kæresten og jeg vil igen ud og bevæge os, så vi går ned i bilen og henter vores tasker. På turen derned kan jeg mærke, at jeg skal koncentrere mig mere, når der kommer en ve og hører ikke rigtigt efter, når han snakker. Da vi kommer tilbage på fødestuen og har fundet os nogenlunde tilrette, siger jeg i sjov ”undskyld på forhånd” til kæresten; så er den skid ligesom slået, og jeg kan give den ”verbalt los”.

 

Fra vi kommer tilbage på fødestuen og til vi kommer over på opvågningsgangen efter kejsersnittet, har jeg ikke rigtig nogen fornemmelse af tiden og klokken, så flere af tidsangivelserne er derfor også beskrevet ud fra fødselsjournalen, og hvordan jeg kan huske det. Veerne begynder at tage til, jeg mister appetitten og begynder nu at kaste op, og da jeg ikke rigtig har fået noget at spise, er det allerede galde på dette tidspunkt. Da der heller ikke rigtig sker noget med vearbejdet, kommer jeg op og sidde på en pilatesbold, hvor jeg skal køre i 8-taller. Derudover får jeg sat akupunktur-nåle i ”ve-stimulerende” og ”smertestillende” punkter, men da disse ikke rigtig virker, foreslår JM, at jeg også supplerer med lattergas. Dog synes jeg, at denne luft er en smule klam og kaster også op af dette.

 

Da JM undersøger mig igen, er der stadig ikke rigtig sket nogen fremgang i vearbejdet. Og da baby også er stjernekigger OG ligger skævt i bækkenet, foreslår JM, at jeg skal få et ve-stimulerende drop, som gerne skal sætte lidt mere gang i veerne, så jeg åbner mig mere og får baby til at trænge ned gennem bækkenet. Jeg har på det tidspunkt tænkt på epidural et stykke tid, men er lidt ”bange” for at foreslå det; både fordi jeg ikke vil virke klynkende, og fordi jeg havde sagt, jeg ville klare det så naturligt som muligt. Så da JM anbefaler epidural, da jeg beder om noget mere smertelindrende, bliver jeg godt nok lettet.

Jeg tror, klokken er omkring 16, da anæstesilægen lægger blokaden i ryggen på mig, og for pokker hvor det havde en god effekt! Jeg gik fra at have meget ondt og kaste op under hver ve, til at have et helt andet overskud og kunne spise, drikke og joke igen. Faktisk beder jeg kæresten om at skrue op for lyden på sin telefon, hvor han ser en superliga-kamp, da jeg kan høre en anden fødende skrige.

 

Næste gang JM undersøger mig, har det ve-stimulerende drop hjulpet, faktisk er jeg nu ca. 9 cm åben. Men til gengæld har baby ikke ændret stilling; hun er stadig både stjernekigger og ligger skævt. Derfor skal jeg gå i gang med alverdens øvelser, som gerne skal hjælpe med at få baby drejet sig ned gennem bækkenet. Jeg kommer tilbage på pilates-bolden, hvor jeg skal køre i 8-taller, og vi laver alverdens ”spinning babies” øvelser. Så vidt jeg husker, går de næste mange timer med disse øvelser – jeg joker lidt med, at det næsten er som at komme i bootcamp med alle de øvelser, jeg skal lave.

 

Da baby stadig ligger skævt og der ikke rigtig er nogen fremgang, skruer JM op på ve-droppet, og jeg kommer op og stå ved en ”prædikestol”. Dette skal hjælpe baby med at komme ned gennem bækkenet. Jeg kan ikke huske, om der er den store fremgang, men jeg begynder at mærke veerne mere og mere bagtil. Da jeg på et tidspunkt ligger i sengen igen, bliver jeg bedt af JM om at presse. Hun vil mærke, om pressearbejdet kan ændre på babys position. Hun siger, at jeg presser godt og er rigtig stærk, men der ikke rigtig sker noget med babys stilling. Da jeg er ved at være træt og brugt, er det opmuntrende at høre, at JM synes, jeg er god til at presse. Det gør, at man lige giver den lidt ekstra og bider de værste smerter i sig.

 

Da klokken er 23, er der vagtskifte, så JM fra kendt jordemoderordning skifter med en ny JM. Hun overdrager ”sagen” inde på stuen, så kæresten og jeg kan også høre, hvad hun fortæller om forløbet. Hun er optimistisk og synes, jeg har klaret det godt, min ”følsomhed” taget i betragtning. Den nye JM undersøger mig og snakker om forløbet indtil videre. Både kæresten og jeg er ved at være trætte, så vi aftaler, at vi skal prøve at få hvilet lidt.

Jeg tror, vi får sovet ca. 30 min, førend JM vil undersøge mig igen. Hun fortæller, at hun kan mærke en ”fødselsbule” på babys hoved. Da der stadig ikke er sket den store fremgang, vil hun snakke med en fødselslæge om, at hæve ve-droppet til 140. Jeg mener, at jeg presser under et par veer, så JM kan mærke, hvordanjeg presser, og om der sker noget med babys stilling.

Omkring kl.1 undersøger JM mig igen, og da der stadig ikke sker noget, konfererer hun med fødselslægen igen. De beslutter, at jeg skal af epiduralen. Dette gør mig en smule ængstelig, for jeg er bange for, at jeg nu vil mærke veerne med ”fuld smadder”. Da jeg er kommet af epiduralen, går vi i gang med spinning babies øvelserne igen. Jeg begynder at mærke veerne mere og mere – og de er især lokaliseret bagtil. Jeg kommer ned og ligge på ryggen igen og presser. Herfra kan jeg ikke huske så meget. Ifølge fødselsjournalen er jeg blevet undersøgt ved 2-tiden af fødselslæge, JM og supervisor JM – her har de undersøgt mig både ved at ”føle” og ved at scanne. De synes, jeg skal presse videre i 30 mins tid, hvorefter de vil vurdere situationen. Jeg kan huske, at jeg bider mærke i, at klokken er 2, så da de ikke er kommet ind på stuen 30 min efter, bliver jeg frustreret, men siger det ikke højt. Under denne del af pressefasen kaster jeg igen galde op, hver gang jeg kommer til den ”gode del” af presseveen; der, hvor jeg kan mærke, at jeg bare skal presse til. Jeg kan mærke, at jeg holder igen med at presse, da jeg ved, at jeg ellers vil komme til at kaste op. Når JM siger, at jeg skal presse under hele veen, ”lyver” jeg og siger, at veen er færdig. På det her tidspunkt lægger jeg slet ikke mærke til kæresten – dog mindes jeg, at han på et tidspunkt lægger en våd klud på min pande. Jeg er så optaget af veernes smerter og dét, at jeg konstant kaster op.

Jeg tror, de kommer tilbage på stuen ca. 2:40, hvor de foreslår mig at prøve en kop. Jeg får at vide, at jeg max skal presse 3 veer med kop, ellers bliver det kejsersnit. Jeg kan huske, jeg spørger om det vil gøre ondt, at få lagt koppen – egentligt et lidt dumt spørgsmål, når jeg nu ligger der med veer i forvejen. Jeg er så træt nu og fuldstændig drænet for kræfter, at jeg beder om kejsersnittet med det samme. Jeg husker det sådan, at jeg klynker mig lidt til det, men på det tidspunkt er jeg ligeglad. De prøver at overtale mig til at give koppen et forsøg, men da jeg holder fast på kejsersnit, melder de grad 3 kejsersnit til anæstesiafdelingen klokken ca. 3. Jeg får nu noget medicin, som skal stoppe mine veer. Da der går noget tid, førend dette virker, presser jeg fortsat under veerne; det er faktisk umuligt at lade være. Jeg ligger altså og presser, mens de kører mig over på operationsgangen og også et par gange, da jeg ”kommer frem”. Jeg kaster vist også op undervejs.

Da jeg kommer ind på operationsstuen, kommer de forskellige sygeplejersker over og siger hej og fortæller mig, hvad deres rolle er. Jeg lægger ikke rigtig mærke til så meget. Kæresten kommer lidt efter, da han lige skulle i ”scrubs” først. Sygeplejersken siger, at de nu vil sætte et drop med væske, hvilket jeg hører som ”drop med whisky” og tænker, at det da er en udmærket form for bedøvelse. Da jeg har fået narkosen og det grønne klæde er sat op foran mig, så vi ikke kan se ned, kan jeg stadig se min mave genspejlet i lampen. Jeg tror, jeg spørger, om lampen bliver flyttet, da jeg kan se det – hvilket den gør.

Da de begynder at skære, sprøjter der en smule blod op på klædet. Jeg kan huske, at jeg er fuldstændig ligeglad med dette, og bare lukker øjnene og blunder en smule. Sygeplejersker fortæller, at når baby presses ud, vil det føles lidt som at få en mavepuster, men det føles nu ikke så slemt. Baby kommer ud mandag den 28. august kl. 3.35. Da hun er ude, kommer de forbi mig og viser hende til mig. Jeg lægger ikke rigtig mærke til det, da jeg er så træt. Kæresten bliver spurgt, om han vil med ud og se hende, så han går med. Sygeplejersker sætter sig ved siden af mig og fortæller, at de har givet thumbs up til hende, så baby har det godt. Dog er der vist blevet tilkaldt en børnelæge først, da baby lige skulle have lidt ilt – hun forklarer mig, at det er ligesom, når man er ved Vesterhavet og bliver blæst godt igennem. Det viser sig, at baby sov, da hun blev taget ud af maven. De har gemt et stykke af navlestrengen, som kæresten får lov til at klippe over – dette bliver jeg rigtig glad for, da det har været ét af mine ønsker for fødslen.

Kæresten kommer ind med hende og sidder ved siden af. Jeg kigger på hende, men er stadig så træt og diffus, at jeg egentlig mest har lyst til at sove. Næsten hele personalet kommer over og fortæller, at hun simpelthen er så køn og nuttet. På det tidspunkt tænker jeg, at det nok er noget, de ”skal sige”. Da de har syet og hæftet mig sammen, bliver vi kørt på opvågningsstuen.

 

Da vi kommer over på opvågningsgangen, er vi de eneste, der er der – sygeplejersken har derfor tid til at spørge ind og servere morgenmad for os: ristet brød, marmelade og smør på en bakke med et flag. De næste par timer er en smule underlige: jeg er en smule omtumlet, udmattet og kan ikke mærke min underkrop pga. epiduralen. Jeg forsøger at amme, men baby vil ikke rigtig tage ved – hun slutter fint om brystet, men suger ikke, hvorfor JM giver hende lidt modermælkserstatning af et glas. Baby bliver målt og vejet (2815 gram og 50 cm), og jeg får fjernet diverse ledninger og drop. Timerne på opvågningsgangen er skønne, fordi det stadig er tidlig morgen og mørkt og helt stille udenfor, hvilket givet en meget fredfyldt og ”boble”-agtig stemning. I takt med at solen står op og det bliver mere og mere lyst, begynder det langsomt at gå op for os, at vi nu er blevet forældre til den fineste lille pige – helt uvirkeligt, men ganske fantastisk.

1 Kommentar

  1. Hvor er det bare fint, at lægen efterlader lidt navlesnor, så faren kan få lov at klippe 🙂

Skriv en kommentar

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk