Jeg har lyst til at sige, at det har taget mig lang tid at skrive dette blogindlæg, men jeg tør ikke, fordi dén slags selvklart sætter barren for de sproglige finesser og den røde tråd igennem indlægget højt, og dét ved jeg faktisk ikke om jeg kan leve op til. Det er nærmere lidt rodet, det hele, og i virkeligheden har selve indlægget heller ikke taget mig så lang tid at skrive. Sandheden er nærmere, at det har taget mig lang tid at finde ud af om jeg overhovedet skulle skrive indlægget og hvad formålet, hvis jeg gjorde det, skulle være. For dig, der læser med og for mig som afsender.

Virkeligheden er, at jeg stadig ikke ved det. Til gengæld ved jeg, at jeg har brug for at dele den oplevelse, som ligger til grund for alle mine overvejelser, med dig. Med verden. Eller altså, i hvert fald med den beskedne lille del af verden, som læser med her på min blog.

Ser du, forleden morgen da jeg afleverede børn, gik det op for mig, at jeg havde glemt at tage Peters badetøj med op til børnehaven, som skulle på badetur, hvorfor jeg var nødt til at cykle tilbage hjem til lejligheden. I sig selv ikke nogen hverken mærkelig eller sindsoprivende oplevelse, indtil jeg parkerede ladcyklen foran porten til vores gård og overhørte et højlydt skænderi imellem hvad jeg formoder var en mor og et barn. Moren råbte – nej, skreg – af sine lungers fulde kraft. Du ved, på den dér måde, hvor råbet på én gang bliver skingert og dybt i et rallende brøl. Den der måde, som vi allesammen godt ved at man ikke må råbe på. Ad nogen.

Jeg har selv gjort det enkelte gange i mit liv. Èn gang af min eks-mand, midt i vores skilsmisse, et par gange siddende bag rattet, alene i bilen (hvor man i øvrigt gerne må råbe på dén måde) og – desværre – og af eller i nærheden af mine børn. Det sidste gør så ondt, så ondt at indrømme, men jeg har gjort det og jeg har sagt undskyld og jeg satser benhårdt på, at jeg aldrig nogensinde mere, skal komme så meget ud af balance med mig selv, at jeg kommer til at gøre det igen. Jeg vil helst aldrig mere råbe af eller i nærheden af nogen – og slet, slet ikke af mine børn.

Skænderiet foregik nogle etager oppe i bygningen bag mig, hvor jeg hurtigt spottede åbne vinduer på både 2. og 3.sal. i flere opgange. Jeg kunne, stående der på gaden, på ingen måde høre hvorfra lyden kom. Barnet råbte tilbage med tydelig gråd i stemmen. En dør smækkede. “Luk så den dør op” skreg moderen, imens mit hjerte splintredes over at være vidne til dén slags, uden mulighed for at gribe ind og kramme både den ene og den anden, som uden tvivl trængte.

Jeg tænkte på den stakkels mor, som måtte have det forfærdeligt. Gad vide hvad hun gik igennem i sit liv lige nu, siden hun kunne blive så vred? Og på barnet, som måtte være rædselsslagen. Tænk, at lukke sig inde fra sin mor på dén måde. At flygte. Ville det skabe evige traumer? Var det hverdag?

Skænderiet fortsatte og mine øjne løb i vand. Hvordan kunne de dog blive ved? Hvorfor kom hun ikke til besindelse, moderen som tilsyneladende for alt i verden ville ind i dét rum barnet befandt sig i? Jeg mener, én ting er, at man af og til kan komme så langt ud af fatning, at man eksploderer et øjeblik, men en anden ting er sørensus’me da, at blive ved. Hun råbte og råbte og råbte.

Jeg prøvede forgæves at høre, fra hvilken lejlighed lyden kom. Var det på anden til ventre? Jeg kunne ikke høre det. Overvejede at ringe på samtlige dørtelefoner i håbet om at kunne bringe moderen tilbage til virkeligheden. Men hvad skulle jeg sige, hvis jeg blev buzzet ind? Hvem var jeg overhovedet til at blande mig?

… Og så hørte jeg det. En dør, der blev hamret op og nogle smæk – fem, måske seks ovenpå hinanden følgende – som jeg dybt i mit hjerte håber var i en mås, frem for i et ansigt. Der var et inferno af skrig, imens slagene stod på og så blev der stille. Tårerne trillede ned ad mine kinder.

Et barn – måske på alder med én af mine – blev slået af en voksen, som jeg formoder var moderen. Tænk, at blive slået af sin mor på den måde. Tænk, at være vidne til det, uden mulighed for at bryde ind. Tænk, at den slags stadig sker.

Jeg ved stadig ikke helt hvad mit formål med indlægget her er, men jeg vil gerne takke dig for at have læst med, for at have lyttet og for at have givet mig afløb for en oplevelse der, selvom den jo slet ikke handlede om mig, har fyldt usædvanligt meget de sidste par dage. Heldigvis har mine egne børn været hos mig og heldigvis har de med glæde taget imod alle de ekstra kys og kram jeg har sendt i deres retning. Det må være min måde at kompensere lidt på…

49 Kommentarer

  1. Jeg håber at du indberetter det, så de kan få hjælp! Man må aldrig, aldrig slå sine børn!

    • Cana Buttenschøn Svar

      Der er intet jeg hellere ville, men med tre opgange lige dér og intet begreb om hvor lyden kom fra, er det desværre en ualmindeligt vanskelig opgave, men jeg vil selvfølgelig være opmærksom. Det er naturligvis min forhåbning, at det slet ikke var hvad jeg hørte eller at der om ikke andet, var nogle naboer hjemme – som man kunne tro med åbne vinduer flere steder – som har hørt det samme som jeg og som har vidst hvor lyden kom fra, så der kan komme (eller altså, er kommet) mindst én indberetning afsted. Jeg kan ikke forestille mig, at det nogensinde vil blive taget seriøst, hvis jeg ringer ind til hverken kommune eller politi og siger at jeg har hørt noget fra gaden, som jeg ikke aner hvor kommer fra…

      • Kære Cana
        Jeg sidder her med en ubehagelig følelse af, at min tidligere overbo er blevet din nabo. For snart to år siden flyttede en kvinde ind i lejligheden over min med sine to døtre. Den ældste på ca. 7 år og den yngste på 4-5 år. Kort efter oplevede jeg der næsten hver morgen udspillede sig nogenlunde det skænderi, som du beskriver -dog uden slagende. Jeg har aldrig i mit liv før hørt nogen, og da slet ikke en voksen og et barn, råbe sådan af hinanden. Ved en lejlighed var det så voldsomt, at min roommate gik op til dem og bankede på. Der besindede moren sig og sagde at det var et skænderi om en iPad og undskyldte. På det tidspunkt havde skænderierne været en daglig event fra kl. 06 til de var ude af døren kl. 7.40. Jeg har også selv ved flere lejligheder været i kontakt med moren omkring problemet, men har fundet det svært gøre mere end bare gøre hende opmærksom på, at jeg kan høre dem meget tydeligt. Jeg har aldrig hørt slag.

        En af mine naboer, som også har hørt til skænderierne og mener at have hørt “et slag” spurgte sin sundhedsplejerske til råds og sundhedsplejersken tog sagen meget seriøst og sagde, at hun var nødt til at gå videre med det. Siden er der blevet foruroligende stille ovenpå og i den sidste tid så jeg slet ikke dens store pige. Hun var væk. Og nu er moren og det lille pige også flyttet fra ejendommen.

        Jeg ved ikke om det er den samme mor og datter og det er egentlig heller ikke vigtigt. Grunden til, at jeg skriver er nok fordi jeg kender alt for godt til den afmagt du beskriver og hvor smerteligt det er at være ufrivilligt vidne den slags psykiske mishandling af børn og ikke vide hvad man skal gøre. Jeg håber det var en engangsforteelse hos dig.

    • Jeg kan kun sige at hvis jeg havde overhørt det du hørte , ville jeg straks gå op til vedkommende og gå i dialog om det jeg havde været vidne til. Stakkels stakkels barn, og måske mor. Uanset hvad ville barnet sp ikke føle sig alene mef dun oplevelse, det var noget der talte min sag ….tænker om det havde været to voksne , så var det straks ringet til politiet og råbt hustruvold. Puha igen stakkels lille barn. Mvh Birgitte

  2. Kære Cana
    Det er nok det værst tænkelige at opleve i egen andedam. Her hvor vi er så priviligerede og ved så meget om ar på sjælen. I afmagt en gang at skrige højt kan bestemt tilgives… men over længere tid og slag til følge hænger ikke sammen med at være en god opdrager og en god forældre – ulykkelig situation for alle, også de iagttagende.
    Kan man tillade sig at blande sig? Jeg er normalt ikke bange for at sige min mening, men har jævnlig samme oplevelse i mit nærområde. Mit hjerte bløder for de to små børn, jeg ved er midt i orkanens øje, men hvordan siger man STOP til en forældre, der måske gør det de kan…

    • Man underretter og så er der nogen der tager den derfra. Hvis det er det hun magter har hun jo brug for hjælp.

    • Underret – underret- underret. Det er det eneste rigtige at gøre, og så er det op til kommunen at vurdere og handle på det – hvis der skal handles. Måske det er vigtigt at huske at en underretning ikke altid er lig med tvangsfjernelse af barnet – der er så mange måder hele familien kan hjælpes på. Det er andre, der skal være børnenes stemme – det ansvar skal de ikke selv have!

  3. Puha, jeg har det helt dårligt efter at have læst om det. Stakkels lille uskyldige barn, intet kan berettige at slå sit barn!

  4. jeg håber at du handler på det som du har oplevet.
    Find ud af om det 2 eller 3 etage og indberet det.

  5. Jeg håber at du indberetter det. Det stakkels barn må være rædselsslagen hele tiden, for at få en på hovedet. Det er tydeligvis en mor der har brug for hjælp! Ingen børn bør slåes… og slet ikke af dem, der burde være dem de skulle søge trøst og tilflugt til når de er bange. Det burde ikke være dem de flygtede fra. Mit moder hjerte bløder. En anden gang, så tilkald politiet!

  6. For det første, du har underretnings pligt. Jeg ved godt det er skidesvært, når du ikke ved hvem de er og helt præcis hvor de bor. Men man har altså underretnings pligt! Jeg var engang på førstehjælps kursus hvor han nævnte det mange gange også med eksempler som er ikke er så langt ude som det du beskriver her.
    Og ja- det barn får traumer.
    Jeg har stadigvæk mareridt om mig der prøver at låse min dør og blokerer den fordi min far eller mor stod og hamrede på den mens de skreg af mig. At jeg var uduelig, dum og de ville ønske de aldrig havde fået mig. Jeg var rædselsslagen og når jeg har den drøm, så vågner jeg og er bange som om jeg er 5 år gammel.
    Jeg ved godt vi lever i et samfund hvor man skal blande sig udenom. Eller folk er bange for at reagerer når de ser noget forkert.
    Men det du beskriver er så langt ude og ulovligt at det skal meldes.

  7. Elisabeth Albek Svar

    Hej
    Det bliver du simpelthen nødt til at underrette kommunen om. Det håber jeg du vil gøre. Det lille barn har jo ikke glæde af at du krammer dine børn lidt ekstra. Beklager hvis min tone lyder bebrejdende, det er slet ikke min mening. Men jeg vil bare så gerne være sikker på at der bliver handlet på det, da de, som du skriver, har brug for hjælp for at det ikke skal gentage sig. Kan godt forstå, at det har været voldsomt at høre.

  8. Det er faktisk en borgerpligt at indberette ulovligheder når man er vidne til dem. Når det er sagt, er det jo nemt nok for mig og de andre at sige, her på vores egen side af skærmen udenfor situationen. 😕😕

  9. Af frygt for at blive lynchet.
    Jeg har slået mit barn, der dengang var 4 år og jeg var presset langt ud over, hvad man kunne forstille sig.
    DETTE ER IKKE EN UNDSKYLDNING FOR DET.
    Men jeg må sige jeg sidder med en knude i maven af afmagt for den mor. For jeg kan høre råbene komme ud af min egen mund. Jeg kan høre slaget, da jeg giver hende en lussing og hun bliver stille og ikke engang græder mere. Jeg kan huske følelsen af min hånd mod hendes kind, hendes øjne, lydende omkring mig og den efterfølgende stilhed.
    Jeg kan huske alt som foregår det i slow.
    Jeg vender mig om og går ud. Jeg ringer til min mand og beder ham komme hjem for jeg har gjort noget utilgiveligt. Han var der på mindre end 5 min.
    Jeg havde en uopdaget fødselsdepression efter lillebrors fødsel. Jeg har endnu ikke tilgivet mig selv.
    Min datter er kommet videre. Hun husker en mor der råbte meget og græd meget, mens lillebror var lille. Efter den episode var jeg mandsopdækket af min svigermor, mor og mand i 3 måneder og med mit eget sammentykke.
    I år bliver hun 10 og det er aldrig sket siden, men for mig følels det som var det igår.
    Vi ved ikke, hvad den mor gennemgår og jeg håber inderligt nogen hjælper hende/dem.
    – S

    • Ingen er perfekt. Jeg synes du er modig at dele. Men du ringede selv til din mand- du var klar over noget var galt og du handlede på det. Det har jeg stor respekt for.
      Måske denne mor ikke har modet eller indsigten og derfor skal cana undertette. Men jeg tror også det er det du siger? Og en underretning ender jo ikke ud i tvangsfjernelse- familien får “bare” den hjælp de har brug for.

    • Du er nok den modigste af alle mødre for den deling. Jeg håber, at du tilgiver dig selv og ved at du kysser din datter lidt ekstra hver dag. Ekstra meget mor-kærlighed herfra 🙂 Må moderen, der nævnes i dette indlæg få den hjælp hun behøver. Indberetninger bør ikke ses som overgreb, men en hjælpende hånd.
      – Sophie

    • Og en underretning kan netop være vejen til hjælp for hele familien. Man bør altid tænke på, at en underretning ikke er lige med tvangsfjernelse – der er så mange andre måder familien kan hjælpes 😊

  10. Hej Cana. Da jeg var lille var vold hverdag, faktisk var jeg først i starten af 20’erne da jeg fandt ud af, at det ikke var normalt at man blev slået. I dag er jeg selv mor og har efter terapi, brudt mønsteret.
    Da jeg læste indlægget fik jeg lyst til at sige til dig, at du altså skulle ringe på.. men hvis situationen ligner min, ville moren skælde dig ud og fortælle dig at du ikke skulle blande dig. Barnet vil derefter fortælle dig, at alt er ok og at han/hun var skyld i at moren slog.
    Kontakt de sociale myndigheder – og lov mig ikke at tøve, jeg ville ønske en nabo gjorde det samme da jeg var barn.

  11. Kæreste Cana.
    Det der, det skal og må du skrive en underretning om – og ikke kun fordi du er forpligtet på det formelt set, men også fordi at det måske er nu, den lille familie har mulighed for at få noget hjælp – hvis du altså handler på det. Det er virkelig forfærdeligt! Hvis det kan ske med åbne vinduer på dén måde, sker det nok også for lukkede – og når ingen andre end de to ved det.
    Man må aldrig slå sine børn! Og det er aldrig i orden OG det er meget, meget bekymrende, at det ikke virker til, at det er sket i en eller anden form for affekt.
    Stort knus fra én, der ville ønske, at der blev skrevet mange flere underretninger – og som kender konsekvenserne af mangel på samme.

  12. Øv for en grim oplevelse:( kan godt forstå du blev chokeret, det var jeg også selv blevet!
    Kan du mon genkende hendes stemme hvis de er i jeres gård en dag? Men som de andre siger, så synes jeg også at du skal anmelde det hvis du finder ud af hvilken lejlighed de bor i. Stakkels stakkels barn 🙁

  13. Du har underretningspligt – og ja det er en pligt! Du kan indgive den til Kbh kommune skrifligt eller mundtligt anonymt.

  14. Du har underretningspligt. Muligvis skærpet qua din jordemoder uddannelse.
    Underretning er godt for det åbner døren for at familien kan få hjælp.
    Jeg håber virkelig ikke at du bare har skrevet et blog indlæg. Det kan jeg ikke forestille mig.

  15. Hej Cana ! Åhh hvor jeg også håber du indberetter det, selv om det er en svær ting at gøre. ❤️

  16. Du har underretningspligt og med din uddannelse måske også skærpet underretningspligt… arbejder selv i Københavns Kommune og du kan finde en blanket til en underretning , ved at søge på KK hjemmeside. Håber meget for barnet at du vælger at gøre det🤞🏻

  17. Tænk hvis det er en barnepige der slår. Så sidder der nogle forældre, der kunne havde voldsomt brug for, at kende til virkeligheden … Bare en tanke.

  18. Er helt enig, du bliver nød til at indberette det! At slå sit barn igen og igen – 5 gange – efter at man har brudt en døren ned tyder på, at den mor er fuldstændig ude af balance og har brug for hjælp!! Og episodens karakter taget i betragtning, er bange for at det hverken er første eller sidste gang det sker 😢

  19. Kære Cana.

    Jeg ved – desværre – præcis – hvordan dén oplevelse føles. Jeg boede engang ved siden af en børnfamilie med mor, far og to små piger. Væggene var tynde og vores små frimærke-haver lå lige op og ned af hinanden. Selvom jeg kunne høre børnegrin, sang og andre gode ting, ja så hørte jeg også far råbe. Meget. En dag hørte jeg så far råbe helt ekstremt højt, så en lyd der lød som et smæk, efterfulgt af høj og pludselig barnegråd. Jeg sad helt forstenet i min lejlighed og var usikker på om jeg lige havde hørt, hvad jeg troede jeg havde hørt. Jeg var i starten af 20’erne og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Så jeg endte med at gøre ingenting og flyttede ved et tilfælde fra lejligheden kort tid efter. Jeg har siden da mange gange tænkt på – og fortrudt – at jeg ikke handlede på det og lavede en underetning. Eller måske bare bankede på døren og tog en snak med mor og spurgte om de var okay. Hvem ved om der var kommet noget (godt) ud af det. Men så havde jeg i det mindste gjort hvad jeg kunne. Jeg håber du finder ud af hvem moren er – også for hendes skyld. Ingen, og slet ikke et barn, har fortjent sådan nogle oplevelser.

  20. Du har underetningspligt – og for det andet, så er der ikke noget “bedre” ved at blive slået bagi end i ansigtet. Begge dele er ligeså skadende både fysisk og psykisk. Jeg håber du vil gøre noget, for jeg ville ønske nogen turde gribe ind da jeg var yngre og blev slået af min forældre.

  21. Selv om det ikke handlede om dig, så var du vidne til noget virkelig ubehageligt så jeg kan sagtens forstå du havde behov for at skrive om dette og /eller komme af med det.
    Det gør din underretningspligt nok lidt svær fordi du ikke ved helt præcist hvilken lejlighed og hvem det det var. Men så må du sige det som det er, du hørte det kun men så det ikke. Det kan godt være at det bliver den hjælp både mor og barn ( eller hvem det nu var) har behov for. Det bliver helt sikkert nemmere for dig at komme videre efter denne oplevelse, så vi nu også for det til at handle lidt om dig. Kram herfra.

  22. Jeg stemmer i med de andre og håber virkelig, at du laver en underretning på din oplevelse – det er din pligt! Du skal være barnets stemme (og måske også moderens) – det ansvar er vi nødt til at tage væk fra barnet… De lyder som 2, der begge har brug for hjælp, og en underretning kan føre mange gode ting med sig, såsom konflikthåndtering, familiebehandling mv eller en hjælpende hånd til mor, som måske trænger til hjælp i psykiatrien eller andre steder. De lyder til allerede nu at være endt i en situation, hvor det bliver svært selv at bede om hjælp – for man ved jo godt, at man ikke bør slå sine børn.. Eller måske mor selv har nogle ting med sig i bagagen, som hun skal have hjælp til at bearbejde og ændre. Jeg håber virkelig af hele mit socialrådgiverhjerte, at du gør noget. Jeg ser dagligt, hvad det har af betydning for voksne menneskers liv, at de har haft en utryg barndom…

  23. Kæreste Cana

    Som så mange skriver, har du underretningspligt ja.. jeg er socialrådgiver, godt nok i det Sønderjyske og på et andet område, men sender alligevel lidt viden afsted mod dig, med forståelsen af hvor svær en situation det er. Et er at du oplever det som medborger og mor, noget andet er det bringer mindre behagelige minder frem. Jeg håber du finder ro i situationen efter dette indlæg.

    Ja, du må underrette. Også selvom du ikke kender adressen, der er en mulighed for at familen er kendt og så vil forvaltningen kunne finde frem til det. Uanset gør du din pligt og placere ansvaret for handling et andet sted. Som menneske, jordemoder(også ikke-aktiv), nabo og mor føler vi et ansvar, og når verden viser sin grimme side skal vi handle.
    Det er muligt at gøre anonymt, og der burde være en formular på kommunes hjemmeside. Ønsker du det skal være anonymt, skal du ikke nævne dit navn, så bliver det ført til journal.

    Håber ikke du oplever det igen.

  24. Av, det er grusomt. Arbejdede i børnehave som ung, hvor to søskende blev slået og en anden dreng, hvor kommunen var underrettet herom, fordi de havde fortalt det i børnehaven.
    Begge forældre fik nu hjælp, men bare at vide at det stod på når de kom hjem, kunne give mig kvalme.
    Men hey, med “lidt held” er det ikke den første anmeldelse politiet får, og kan måske have papirer på lignende klager i området på en specifik dame, der gør de kan pejle sig ind på hende. Eller omvendt, har de din klage at bakke op med, hvis nu en anden person en dag indlevere en, der er tilsvarende din og kan mønte den på noget bestemt 🙂

    – A

  25. Vi har, som mange skriver, underretningspligt, og det kan være en hjælp til både børn og forældre. Men det fungerer jo ikke sådan, at man kan underrette om en opgang… Eller tre!?! Det bedste må være at være opmærksom og netop bruge sin stemme som her, hvor der bliver en debat. Der er ikke mere der kan gøres.

  26. Alle jer der skriver ‘underret’ – hvad har I konkret forestillet jer?

    Skal cana skrive ‘på blomstervænget 3,5,7 eller 8 – etage 2,3 eller 4 – tv eller th (reelt set 24 lejligheder) hørte jeg et barn blive råbt af og højst sandsynligt slået’ det kommer kommunen altså umuligt til at kunne handle på. Selv hvis der allerede er en børnesag på en af lejlighederne, så er der jo ingen beviser for, at det var derfra.

    Men som en anden skriver; jeg ville nok også have ører og øjne åbne for om jeg kunne genkende stemmen og SÅ handle.

    • Præcis – det er det ægte dilemma i denne case. At der foregår noget, der burde underrettes er utvivlsomt, men hvem skal underrettes?

    • Helt enig.
      Arbejder selv med området, altså jeg sidder konkret og modtager underretninger og får dem ført ind i sagerne. Hvis vi hverken har en adresse eller et navn er det umuligt at gøre noget ved. Vi har ikke en sag vi kan lægge underretningen ind på, og vi kan ikke stemme alle dørklokker i flere opgange.
      Og selv hvis der skulle være en “kendt” familie i en af opgangene, aner vi ikke om det er dem, og vi må ikke lægge andre underretninger på sagerne, bare fordi det måske kunne være.
      Så desværre er der ikke så meget at gøre. Andet end at håbe på an af naboerne også hørte det og sendte en konkret underretning.
      For ja, der skal underrettes, hvis man kan. Vi hjælper familierne, vi er ikke bare onde mennesker der vil fjerne børn fra deres forældre.

  27. Hej Cana.
    Jeg kan godt forstå, at dette må have været en forfærdelig oplevelse, og jeg forstår også godt alle dem, der skriver i kommentarfeltet, at du skal indberette det til kommunen.
    Jeg kommer selv fra en familie, hvor skænderier var hverdag – min far var der ikke, og min mor havde det hårdt med mine brødre og jeg. Hos os har bølgerne ofte gået meget højt, og jeg gad vide hvad vores naboer har tænkt. Et slag eller flere er det også blevet til gennem tiden. Jeg ved at min mor har gjort det i afmagt. At hun har haft det forfærdeligt over det.
    Jeg går selv i terapi nu, bl.a. grundet min opvækst. Men jeg ved at min mor har haft sine egne monstre at slås med, og jeg kan godt forstå hun har følt sig magtesløs. Nej, man skal overhovedet ikke slå på børn, aldrig nogensinde. Men sket er sket, og det kan hverken min mor eller jeg ændre på. Vi har snakket om det, efter jeg er blevet ældre. Hun har fortalt mig hvordan hun havde det dengang, hvordan det var at stå alene med tre børn, og en far der stort set aldrig var der for os. Og på trods af at hun har haft sit eget at slås med, har hun sgu altid været der for mig, og hjulpet mig – selvom vi har haft de vildeste skænderier, som hele byen sandsynligvis har kunne høre (og nu snakker vi ikke typisk teenage-skænderi, men skænderier siden jeg var helt lille. Bare for at få det på plads.)

    Min pointe er, at hvis der var nogen der dengang havde indberettet min mor, grundet noget de havde hørt når de var gået forbi huset midt i et skænderi, så var hele min verden faldet sammen, og det er jeg sikker på, at min mors verden også ville. Derfor skærer det lidt i mit hjerte, at der er så mange der kommenterer det skal indberettes, selvom jeg har fuld forståelse for det synspunkt. Jeg føler bare, at man måske bør vide en smule mere, før man går så langt, og indberetter det til kommunen.

    Et eksempel på hvor galt det kan gå er Lortemor (bloggeren, altså) der blev indberettet til kommunen af anonyme, der egentlig ikke vidste hvad der konkret var op og ned i hendes liv,. Læs evt mere om dette her http://livsstil.tv2.dk/samliv/2017-06-26-blogger-anmeldt-til-myndighederne-af-anonyme-det-er-uhyggeligt .

    Jeg kan huske at vores nabo engang kom ind, og spurgte ind til hvad der foregik. Og så snakkede vi alle sammen og fik styr på hvad der var op og ned. Jeg tør slet ikke tænke på hvad der var sket for min familie, hvis min nabo i stedet havde indberettet det, uden at give mig, men i særdeleshed også min mor, chancen for at forklare.

    • Hej L

      Mine forældre har og har også haft deres problemer. Da jeg var barn var jeg også bange for at det skulle blive indberettet og at jeg ville komme på børnehjem (!) eller andet forfærdeligt. Jeg ville ønske at jeg dengang havde vist, at en indberetning ikke nødvendigvis er lig tvangsfjernelse, men at der er mange måder man kan få hjælp på, for det er der virkelig! Familieterapi fx. Hvis jeg havde vist det havde jeg måske selv turde sige noget til nogen.

      Kh

  28. Som barn af sådan en mor, så har jeg tit ønsket, at der var en voksen som kunne gøre noget. Godt at du vil være opmærksom! Forsæt med at være det <3 For ingen skal have sådan en opvækst!!

  29. H O L D. N U. O P. Det gør ondt i hjertekuglen at læse beretningen😰 håber, nogen passer på det barn ❤️❤️❤️ Vold bliver aldrig ok!

  30. Jeg har en gang set et barn blive slået af sin mor. En lussing, hen over ansigtet.
    Barnet reagerede knap nok. Jeg kendte både mor og barn, gik hen og tog barnet i hånden, kiggede moderen i øjnene og fortalte hende at jeg ville følge ham i skole den dag.
    Skolen fik at vide hvad der var sket den morgen og jeg fik talt med moderen bagefter.
    Der kom en indberetning og efterfølgende en samtale med både barn og mor.
    Min egen samtale med hende den formiddag, blev med tårer og kram.
    De fik begge hjælp.

  31. Åhhh for helt kvalme af at læse din oplevelse.
    At slå andre og specielt et barn er virkelig en falliterklæring.
    Heldigvis er der ikke så meget af den slags som fra da vi var børn.
    Vi er alle blevet klogere ♡

    Når det så er sagt, så vil jeg kommentere på første del af dit indlæg.
    At råbe af nogen der srår en tæt, eks ens børn, er svært, dt undgå- for nogen.
    Følelser kommer nogen gange ud i frustration af et brøl og det er altså ganske naturligt for os mennesker. Der er selvfølgelig forskel på hvem man råber af og hvor man råber henne.
    En 2 årig selvfølgelig ikke råbes af og offentlige steder hvor du kan gøre dit barn forlegen og nedgørende er heller ikke ok. ( i min verden ).

    Når mine børn udfordrer mig, så har jeg nogen gange hævet stemmen. Også til den knækkede…
    Jeg har aldrig slået mine unger og kommer aldrig til det- men jeg har haft lyst til det..

    Når jeg bliver så udfordret af mine unger, så får vi talt om det bagefter, givet hinanden et knus og får snakket situationen igennem.

    Hos os er alle følelser velkomne, så længe man jan tale om dem bagefter. Også de følelser hvor man stamper i jorden og hader alt og det gælder både børn OG VOKSNE.

    God sommer til dig og så håber jeg inderligt, at din oplevelse er en engangs ferseelse!

  32. Her sidder jeg med tårerne løbende ned ad kinderne, fordi jeg selv har været det barn, der blev slået, tæsket, skubbet og kastet ned i gulvet næsten dagligt i en periode på omkring 10 år.. Men det var faktisk til at holde ud i modsætning til truslerne om at blive smidt ud hjemmefra eller truslerne om, at hvis jeg nogensinde sagde det til nogen (politiet eller kommunen), så ville jeg blive slået ihjel af den ene person, ud af de to, der skulle have passet på mig.
    Jeg ved godt, at din indberetning nok ikke gør nogen som helst forskel. Men jeg håber, at du og alle andre naboerne vil være ekstra opmærksomme på denne lejlighed og indberette samtlige skænderier og voldelige episoder. For sådanne episoder kan sætte så dybe ar i det barn, at det vil blive ødelagt og stemplet for livet.
    Jeg ville ønske, der var nogen, der havde indberettet min familie, så jeg kunne få hjælp og blive fjernet. Men det skete ikke. Og i dag kæmper jeg med systemet, der mener, at sådan en som mig med psykiske diagnoser hverken kan det ene eller det andet. – på trods heraf, har jeg nu et år tilbage af min kandidat, efter at have taget 3G i gymnasiet over 2 år, fordi det var der min verden væltede og en bachelor på normeret tid. Jeg er kommet ud på den anden side af mit levende mareridt, hvilket har taget mig 20 år både at gennemleve og arbejde mig igennem. Og jeg bøder stadig, når jeg kommer i kontakt med det offentlige, fordi de fortsat ikke mener, at jeg dur til noget.

    Så indberet for guds skyld ALT, hvad der lyder som både psykisk og fysisk vold! For det er simpelthen ikke et liv for nogen børn. – Hellere indberet en gang for meget end en gang for lidt. Måske det kan redde et barn eller to i længden fra at dele skæbne med sådan en som mig.

  33. Jeg fik en knude i maven. Er selv opvokset i et psykisk voldeligt hjem med ufattelig meget råben og skrigen – som bare var “normalt” og “hverdag”. Hvor ville jeg ønske at nogen dengang havde trådt ind. En voksen, som havde talt med mig og sagt; “Det er ikke din skyld. Du har intet gjort galt”.
    Men den barske virkelighed er at ingen, hverken nogle af mine forældre, omsorgspersoner, anden familie, venners forældre, lærere eller nogle andre voksne, trådte ind, også selvom rigtig mange vidste hvad der skete.
    Det skærer mig også i hjertet, at man først føler det er “alvorligt” hvis nogen bliver slået. Men det er ligeså slemt at blive råbt af, hvis ikke værre. Eller at blive ignoreret, fejlspejlet, invaderet…..
    Jeg håber du enten kan komme til at tale med barnet eller kan indberette det. Om ikke andet, så håber jeg at dette barn dog har nogle andre sunde voksne i sit liv….

  34. Hej.
    Selvfølgelig må man ikke slå på børn, og de skal mødes med kærlighed.
    Jeg kan så fortælle, hvor ydmygende og ubehageligt det er, at få et brev fra kommunen at der er en indberetning, og der ønskes et møde.
    En psykopatisk ex-kæreste havde fået sin søster der var pædagog, til at lave en indberetning. UDEN at have mødt mine børn efter bruddet. Socialrådgiveren kaldte det chikane, da jeg kom til mødet. Men jeg glemmer det ALDRIG. Det gør ondt langt ind i sjælen!

Skriv en kommentar