“Nogen siger at det må være fantastisk at føde så hurtigt. Jeg tænker dog at det er de samme smerter bare komprimeret på kortere tid!” sådan slutter kvinden sin fødselsberetning af og jeg kan altså godt være tilbøjelig til at give hende ret. De kvinder, som føder meget hurtigt, har ofte voldsomme smerter og kun ganske få pauser, hvor det for mange kan være svært både at nå at få hvile og få hovedet til at kunne følge med. Jeg tænker, at det måske kunne være en relevant snak at tage her på bloggen i næste uge, når denne uges fødselsfredag lige har fået lov til at synke lidt ind hos os allesammen <3

Jeg ventede mit første barn med termin d 5/1, så jeg regnede med at nå komfortabelt ind i januar inden hun ville melde sin ankomst.

2/1 gik jeg og støvsugede og lavede mad med min kæmpestore mave og var SÅ træt af de plukkeveer, som havde generet siden uge 20.
Min mand kom hjem, vi spiste og satte os i sofaen. Præcis kl 19 mærkede jeg nærmest et smæld hen over maven, det gjorde nas, men jeg tillagde det ikke yderligere. Kort efter var plukkeveerne stride! Og kom med minutters mellemrum. Jeg måtte op og stå for at holde smerten ud og vi konstaterede at det jo nok var veer. Min mand, der har et barn fra tidligere (som blev født efter et døgns veer, smertehelvede, epidural og sugekop), var meget skråsikker i sine udtalelser som “det kommer til at gøre meget mere ondt” og “jeg skal lige huske at ringe til arbejdet i morgen tidlig” “er det ok jeg tager en lur, det bliver nok en lang nat”. Og hvad f***** vidste jeg, jeg havde jo ikke prøvet det før, så ja, tag du bare en lur. Det tog dog til i intensitet, og jeg prøvede den næste time at holde lidt styr på det. Der var alt mellem 1,5 og 6 minutter imellem – så altså intet regelmæssigt. Og det skulle der jo være, ellers havde man jo intet at gøre på fødegangen…
Jeg måtte en tur under bruseren og syntes det var fantastisk! Min mand tog tid og spurgte (nu knapt så skråsikker) om vi måske skulle prøve at ringe til jordemoderen? Jeg afslog – som førstegangsfødende skulle der jo være regelmæssige veer i ca 500 timer inden man OVERHOVEDET kunne komme i betragtning til måske at være berettiget til et tjek. Efter endnu en halv time overgav jeg mig og ringede.
Jordemoderen var sød og mente meget bestemt at vi skulle komme til et tjek. Vi snuppede en taske og kørte turen på 22 km, hvor hver eneste sandkorn på vejen føltes som helvede. Turen føltes som én lang smertefuld ve, og gåturen til fødegangen var med pause ca hver 10. meter. Jeg følte mig som en gigantisk hval, der prustede og stønnede og vraltede afsted, men ind kom vi kl 21.45.
Den søde jordemoderstuderende, der skulle undersøge mig ville gerne lige have jordemoderen til at dobbelttjekke, og jo den var god nok – 9 cm åben! Jeg kunne næsten ikke være i mig selv, veerne kom på stribe og jeg kunne ikke sige noget (pånær “fingrene væk” da den studerende tydeligvis skulle afprøve smertelindrende tiltag, som fx lændemassage), så mens jeg stod lænet ind over sengen hørte jeg langt væk min mand spørge om epidural – og til min forfærdelse sagde jordemoderen at det var for længst ovre den mulighed, der var snart en baby på vej. Skide lorte bedrevidende jordemoder, jeg ville have en  epiduralblokade NU. Godt jeg ikke kunne sige to sammenhængende ord på det tidspunkt!
Jeg begyndte at føle pressetrang, og stod stadig og vuggede frem og tilbage lænet ind over sengen. Og eftersom der hverken havde været tid til smertelindring eller lavement kunne jeg lige i presset mærke “noget andet” blive presset ud. Og klaske ned på gulvet. Den studerende sagde meget pænt og diskret “jeg tørrer lige” hvorefter jeg mærkede en klam klud i måsen. Jeg ved godt det er naturligt og bla bla bla, men det ER altså ikke pissefedt at stå og skide på gulvet foran sin mand og to fremmede damer!!
Det blev hurtigt for hårdt for mig at stå op, så jeg måtte op i sengen. Min mand havde i mellemtiden været så totalt egoistisk og blottet for hensynstagen at tage en kop kaffe!! Og ånde på mig! “Du lugter” var det eneste jeg kunne sige, og min stakkels mand sagde pænt tak for kaffe.
Jeg pressede i cirka en halv time inden min lille datter kom op til mig 4 timer og 20 min efter den første ve.
Nogen siger at det må være fantastisk at føde så hurtigt. Jeg tænker dog at det er de samme smerter bare komprimeret på kortere tid! Jeg følte ikke jeg havde kontrol på noget tidspunkt, for jeg havde ikke lang nok pause fra smerterne til at mentalt forberede mig på de næste og bruge noget af det jeg havde lært.

17 Kommentarer

  1. Jeg er selv hurtig føder og min først gang var jeg på fødegangen I 15 min så var han ude. Mest fordi Jeg åbenbart ikke lød fødende nok. Nummer to er og 3 er født på 2 timer og derunder fra første v til ude. Folk synes det må være fantastisk. Jeg personligt ville gerne have det gik lidt langsommere. Folk må heller ikke røre mig og jeg skal hverken have maske eller noget som helst. Magter det iike

  2. Min første fødsel tog 13 timer fra første ve, der var en epidural inde over, som var fantastisk men som nok også var skyld i en 2-timers pressefase.
    Min anden fødsel tog 1 time og 35 min fra første ve. Der var selvsagt ingen smertelindring, og vi bor gudskelov kun 10 min fra fødegangen.
    Ved første fødsel var vi indlagt 2 døgn til observation pga tykt fostervand, anden gang var vi ude af døren mindre end 4 timer efter fødslen.
    Efter første fødsel tænkte jeg, at det da ikke gjorde så ondt, det der med at føde. Anden gang forstod jeg pludselig, hvad alle andre snakkede om. Til gengæld var det rigtigt smertefulde (pressefasen for mit vedkommende) ovre på et kvarter.
    Og jeg er så taknemmelig for, at den hurtige var min anden. Det ville have været enormt voldsomt at stå som helt nybagt mor med en baby på så kort tid. Så nej, “jo hurtigere, jo bedre” er ikke nødvendigvis sandt.

  3. Jeg syntes, det vil være et fantastisk emne at tage op med hurtige fødsler. Det er virkelig så rigtigt, at det kan være svært at være med i hovedet, når det går så hurtigt samt veerne. (Jeg gik fra at være 4,5 cm åben Og til at føde min datter på ca. 2 timer)

  4. Jeg første min søn (første barn) på 6 timer fra første ve. Frygter lidt vi ikke når fødegangen næste gang 😊

  5. Dejligt at du tænker på at tage “den hurtige” fødsel op. Havde det præcis på samme måde som i fødselsberetningen i forhold til smerten. Min søn blev født seks timer efter vandet gik, på samme tid som jeg fik den første ve. De sidste tre timer føltes som en lang ve, det var en ret voldsom oplevelse (synes jeg) – selvom folk syntes jeg var heldig, at det gik så stærkt. Er nu gravid med nummer to, og er meget nervøs for om det kommer til at gå endnu stærkere denne gang.

  6. Vandet gik 1.30. Havde lidt småveer i løbet af natten men mødte ind på fødegangen 7.20-ish som aftalt. Vi sad og ventede lidt før det blev vores tur. Et andet par kom til først. Kunne hyggesnakke med både taxachauffør, kæreste og jordemoder. Tænkte der gik lang tid. Det gjorde jordemoderen også, men efter tjek kom vi på fødestue lidt i 9. Jeg var mere end 4 cm åben, og pga svangerskabsforgiftning og hjertelyd skulle vi holdes øje med. Min datter blev født 10.55, og det var først, da jeg kom på alle fire og fik ilt på fødestuen, at jeg fik rigtig ondt. Det blev et cirkus af kurver, skalpprøver, læger, epidural pga svangerskabsforgiftning og et enkelt træk med blød kop. Vi havde så hele dagen til at slappe af, da mit blodtryk skulle falde noget igen. Og vi fik tid til at spise den medbragte chokolade. Det andet par kom først på patienthotellet mere end et døgn efter vi så dem om morgenen. Jeg ved godt, hvad jeg helst ville.
    Jeg er glad for at det gik hurtigt – min datter var også påvirket – men jeg nåede ikke rigtig at opleve og være i fødslen. Heldigvis havde jeg rigtig god kemi med min jordemoder og følte mig tryg. Uden havde det været alt for voldsomt.
    Mindre end et døgn før hun blev født, havde jeg fået kørt en rutinekurve pga svangerskabsforgiftningen og gik hjem med en besked om, at fødslen ikke var lige op over. Min datter havde så andre planer.

    P.s. hvis du stadig tager imod historier og er interesseret i en længere version, hvordan sender man den så?

  7. Min første fødte jeg på 4,5 time, og det var på alle måder en fantastisk oplevelse (hvis man ser bort fra, at jeg fik en 4.grads bristning 😬). Veerne var ikke slemme – jo, det gjorde ondt, bevares 😉 – men jeg kunne sagtens være i det og føre samtale med min mand og jordemoderen imellem veerne… så det er ikke en selvfølge at en hurtig fødsel er lig med mere komprimeret smerte. Pressefasen der varede en halv time var dog frygtelig og smertefuld.

  8. Min første fødsel varede 2,5 time (de 1,5 time var så presseveer) og den anden 14,5 time. Den første var klart den bedste. Veerne var langt fra lige så smertefulde og så var det jo bare ovre på ingen tid. Så for mig, holder den heller ikke 🙂 Veerne var virkelig slemme anden gang og jeg havde ingen kontrol over noget som helst.

    Nu er jeg gravid igen og jeg er SÅ spændt på hvordan denne fødsel bliver 🙂

  9. Så enig; en hurtig fødsel er ikke altid bedre..

    Min første (og eneste) fødsel tog i alt 5 timer fra første uregelmæssige ve. 2 timer før baby var ude, var jeg kun 3 cm åben, og nåede da at tænke, at jeg da slet ikke kunne klare 7-10-12-24 timer yderligere med de veers intensitet. Ydermere fødte jeg 36+2 (så jeg var også “heldig” ikke at skulle gå de sidste uger som utålmodig hval) så jeg var mentalt SLET ikke klar til at blive mor. Mit hovede var på ingen måder med før, under eller længe efter.

  10. Jeg er lidt både og, min første fødsel varede omkring 8 timer, hvor det endte med presseveer i taxaen på vej til sygehuset – jeg syntes det hele var lidt stressende, fordi jeg var bange for at føde midt i morgen trafikken. Anden fødsel varede knap 4 timer, men var virkelig en drømmefødsel, hvor der var meget mere ro på – vi kommer på sygehuset efter små tre timers veer, som da gjorde nas, men var til at overkomme. Vi blev indlagt og snakkede med jordemoderen, pludselige var den sidste halve time som en lang vee, og her var jeg presset. Det gjorde ondt alle steder og jeg kunne ikke længere stå på mine ben. Jeg kom op på lejet og efter 3 presseveer var vores yngste søn født. Jo det var ikke sjovt den sidste halve time hvor jeg gik fra 7-10 cm på utral kort tid – men det var en halv time med ulidelige smerter, men hellere det en flere dage i helvede. Jeg vil på ingen måde sige at hurtige fødsler er fede, men det tænker jeg heller ikke at lange fødsler er. Men kunne jeg få en fødsel som anden gang igen, ville jeg være lykkelig.

  11. Ca 1 døgn første gang (fra hindeløsning) og 3,5 time anden gang (fra vandet gik). Jeg mindes ikke at det gjorde mere ondt anden gang, nærmere tværtimod. Så jeg kunne nok godt finde på at sige noget med at det er dejligt hvis man har en hurtig fødsel. Uanset hvad, er det sikkert meget individuelt.

  12. Fødslen af min yngste datter startede med en stormflod af vand i dobbeltsengen kl 1 om natten. Jeg ringede til fødegangen og midt i opkaldet kom veerne fra helvede. Jeg forsøgte at skylle fostervand af under bruseren så jeg kunne komme i noget tøj. Turen i bilen var sindssyg med voldsomme veer. Da vi ankom kom jeg nærmest straks på fødestue, nåede hverken lavement. Veerne var fuldstændig vanvittige og knugede min mands arm vildt hårdt!!! Da han havde uldtrøje på råbte jeg af mine lungers fulde kraft tag den afff den kradser!!!! Endte også med at bide ham i armen af smerte!!!
    Jordemoder beordrede mig ud på toilettet da baby ikke kom langt nok ned på vej tilbage har jeg senere fået at vide at min datters hoved nærmest hang ud af mig!!!

    Op på briksen kom jeg. Og fødte min datter 3.30 time efter vandet gik!!! Det var en krigszone😱😱 men smuk velskabt baby på 4780 gram kom til verden. Så kan i den grad genkende det med at føde hurtigt😬

  13. Sej dame! Alle mødre er sgu for vilde. Jeg er også en rimelig hurtig føder, fødte mit andet barn på under to timer fra første ve. Jordemoderen, som kun lige nåede forbi, hun sagde, at det formentlig ville være gået endnu hurtigere, hvis min datter ikke havde haft sin lille knyttede næve oppe ved kinden på vej ud. Jeg havde dog en fantastisk oplevelse, var fuldstændig i kontrol, bristede ikke, end ikke en lille rift,, og jeg vil gerne gøre det igen anytime. Muligvis røvirriterende men sådan har jeg det… Den hjemmefødsel har givet mig så meget tro på min krop, en krop jeg ellers har kæmpet med at lære at holde af. Min første fødsel gav mig også en urkraft, den gik ikke ligeså stærkt, men var en fantastisk oplevelse.

  14. Marie joost Svar

    Min mor har født både mig og mine to søskende lyn hurtigt 1. Tog 2 timer fra første ve 2. 17 min og 3. Min søster kom ud på 13 min 😱 med min lille søster kunne hun mærke noget var på vej men hun havde ikke veer. Jordmoderen kunne da også konstatere at hun ikke var i nærheden af at skulle føde og der ikke vil komme en baby de næste par dage. Jordmoderen når dog kun halvt ned af gangen før min far må kalde og sige at nu var hoved altså ude😂🙈 min mor har altid sagt at det var rart det var hurtigt overstået men jo hurtigere fødslen var jo hårde synes hun det var for kroppen bagefter.

  15. Fødslen af min ældste datter varede ca. 24 timer fra veerne startede, til hun blev født. Det var hårdt, og det var smertefuldt, men jeg følte mig i kontrol, og var på intet tidspunkt utryg i forløbet. Hun var en fin lille én på 3080 gram, 51 cm.
    Hendes lillesøster kom 5 1/2 time efter første ve, og hun vejede 4465 og målte 54 cm. Jeg følte et komplet kontroltab, og var bange og ked af det undervejs. Jeg følte ingen forbindelse til jordemoderen, som var meget af den gamle skole, og overlod al kommunikation med mig til den studerende som også var med. Lillesøster sad fast med skulderen, og der måtte en McRoberts manøvre til at få hende ud. Det var en meget voldsom oplevelse for mig, og den sad i mig længe efter. Jeg måtte tale den igennem med både jordemoder og læge, og havde behov for at vide, at alt var under kontrol selvom jeg ikke havde kontrol. At der ikke vare fare for nogen af os undervejs. Nu er hun snart 5 år, og jeg har det fint med det nu. Men glemmer aldrig den frygt jeg følte under fødslen. Og selvom hun gerne vil, bliver hun ikke storesøster.

  16. Jeg blev sat i gang 41+5 med Angustapiller. Samme eftermiddag startede veerne og varede fra start 1 min og 15 sek og kom med en frekvens på 2-3 min. Dvs ofte var der kun 45 sek pause. Jeg vidste slet ikke hvor jeg var i det, da man jo ofte hører, at der er lang og uregelmæssig opstartsfase især for førstegangsfødende. Vi fik derfor lov at komme på sygehuset til tjek efter ca to timer derhjemme. Jeg var 3 cm åben. Vi ventede endnu en time på sygehuset, og så var jeg 4 cm åben og blev tildelt en fødestue. Jeg kunne næsten ikke gå hen på fødestuen. Jordemoderen begyndte at fylde et fødekar, da jeg gerne ville i vand, men det nåede aldrig at blive fyldt, for jeg gik fra 4 cm til 10 cm åben på en halv time. Jeg havde svært ved at være i veerne, for der var næsten ingen pauser, men det gik ok og jeg kom igennem dem med god vejrtrækning. Jordemoderen kaldte mig en superføder og gjorde klar til fødsel og snakkede med min mand om at han skulle klippe navlesnoren. De næste ca to timer er lidt en tåge for mig. Der kom nogle frygtelig smertefulde veer, som jeg slet ikke kunne kontrollere. Jordemoderen kunne konstatere, at vores baby stod meget skævt i bækkenet og smerterne skyldes, at baby skurrede hovedet fra side til side i mit bækken for at komme ned, uden held. Der blev forsøgt spinning babies uden held. Der blev sat en måler på babys hovede, som viste at hjertelyden dykkede. Der kom flere og flere mennesker ind på fødestuen, imens jeg bare skreg mig igennem de veer, som jeg bare slet ikke kunne kontrollere. Der blev taget blodprøver fra skalpen af vores baby, som viste stress. Baby skulle ud NU! Jeg skulle forsøge at presse alt hvad jeg kunne uden at have pressetrang. Baby stod meget langt nede i mit bækken, men sad helt fast. Ny blodprøve fra skalpen var endnu værre end den første. En fødselslæge forsøgte at skrue baby ud med sugekop, imens jeg skulle give den alt, hvad jeg havde. Det lykkedes ikke…. Fødselslægen skubbede baby tilbage op i livmoderen (iøvrigt en meget underlig og ubehagelig følelse, når nu hele min krop arbejdede på at få baby nedad), og jeg blev sendt til et meget akut kejsersnit. Det var det sidste jeg ønskede -et kejsersnit… Baby var ude inden for to min efter bedøvelsen var lagt. Det var slet ikke til at følge med og min krop var i chok. Vi fik først vores datter at se efter noget tid, for de regnede ikke med, at hun havde det så godt. Det havde hun heldigvis!! Jeg rystede så meget, at jeg først kunne holde vores datter efter en times tid. Jeg var nødt til at få noget muskelafslappende medicin først… Det var ikke en særlig god fødselsoplevelse. Jeg er selvfølgelig lykkelig for at vores datter har det godt, men jeg er så ked af, at det endte med kejsersnit… Jeg føler mig snydt og føler ikke rigtig, at jeg har født, selvom jeg var igennem så hård en oplevelse…

Skriv en kommentar

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk