Det virkede sjovt nok som det mest naturlige i verden, da der tikkede en besked ind med teksten: “Jeg er i København. Møtes i morgen?” Tilsat klappende hænder og et rødt hjerte. Det var fra Cathrine, som jeg ikke har set i knap ni år. Vi lærte hinanden at kende i Kina i 2009, da vi repræsenterede hvert vores land ved den internationale skønhedskonkurrence Miss Model of the World. Hun repræsenterede Norge – og ja, jeg repræsenterede selvfølgelig Danmark.

Egentlig var det ret meget et tilfælde at jeg pludselig gik der, på scenen foran mange tusinde mennesker og på skærmen foran flere millioner (fordi skønhedskonkurrencer er en ret stor ting i Kina, og konkurrencen derfor blev transmitteret på nationalt tv) og gjorde mit bedste for ikke at snuble, styrte af scenen eller på anden vis gøre mig selv fuldkommen til grin, som jeg i dén grad frygtede.

Dem der kender mig ved, at jeg er vokset op som lidt af en drenge-pige. Jeg hang altid ud med drengene i frikvartererne i skolen og jeg har altid syntes det var langt federe at være sej og stærk, end at være sød og pæn. Bevares, jeg var også en nørdet lille bogorm, men min indre rebel har jeg alle dage haft svært ved at skjule og med dét in mente, synes jeg altså det er temmeligt tosset at tænke på, at jeg har være en miss-fancy-pants-på-en-gigantisk-catwalk.

Ikke desto mindre, blev det altså tilfældet, da jeg, kort efter jeg var flyttet til København i foråret 2009, troppede op til audition inde på dét der i dag er blevet til ARCH. Ikke fordi jeg havde nogen ambition om at (eller tro på at jeg kunne) vinde skidtet, men fordi jeg så det som en oplagt mulighed at skabe noget netværk i den kæmpe by jeg netop var flyttet til, hvor det mest af alt føltes som om jeg ikke kendte et øje. Efter den første audition blev jeg, sammen med 20-30 andre piger, sendt videre til den “rigtige” konkurrence og jeg var selvfølgelig overbevist om, at det udelukkende var fordi det var godt for deres omdømme, at have sådan én som mig med i feltet. Den grimme, kloge ligeknap-jordemoder-ælling. Og jeg var ligeglad, så længe det var sjovt. For det var det altså! Det var sjovt og overvældende og helt vildt vildt, for sådan en lille provinspige som mig, pludselig at blive sminket af nogen der var uddannede til det, at få lov til at prøve – og FÅ – flotte kjoler. At få lange ekstensions i håret og gaver og champagne og spa-behandlinger og alt muligt lir, der fulgte med, var jo – selvfølgelig – fuldkommen omkuldblæsende for mig, der var vokset op i en i øvrigt ganske fattig familie ude på landet i Sønderjylland, hvor jeg udelukkende gik med træsko eller ridestøvler i flere år af mit liv. Jeg nød det, med andre ord, og selvom jeg følte mig en lille smule udenfor, så besluttede jeg at få det bedste ud af det.

Til den danske finale havde jeg således et par dåsebajere og flade sko med i tasken, fordi jeg (selvfølgelig) var overbevist om, at jeg kun var med for min hjernes skyld og jeg regnede derfor med at kunne springe direkte videre på bodega og hamre shots med nogle af mine nye veninder efter showet. Hvorefter det altså på én eller anden måde gik således, at jeg vandt og dermed skulle blive i de høje sko. Tænk sig, at de åbenbart ikke havde gennemskuet mig, som dén bonderøv jeg nu engang var – og er.

Tillykke – du skal til Kina i fire uger til november, lød beskeden og jeg måtte på den note ringe til min kommende chef, som jeg kun havde mødt til samtalen hvor hun tilbød mig mit første job som jordemoder, og bede om en måneds ferie. Bare lige fordi jeg blevet “inviteret til Kina” som jeg fortalte hende uden yderligere forklaring. Ja, jeg turde altså ikke fortælle hende hvorfor, for i virkeligheden var jeg ligeså flov, som jeg var stolt. “Miss danmark” – hvad fanden var dét nu for noget selvoptaget fis, tænkte jeg ofte, imens jeg mindede mig selv om, at jeg heldigvis rummede så meget mere end dét nogle forsøgte at fortælle mig, var et smukt ydre.

… Fuldkommen ligesom mange af de piger jeg mødte i Kina var meget mere end deres smukke ansigter og lange lemmer. Som Cathrine fra Norge, der skrev til mig forleden og spurgte om ikke vi skulle mødes, for eksempel. Hun er smuk som kun de færreste andre og sødere end en jordbæris på sommerdag og i går mødtes jeg så med hende, for første gang siden vi krammede farvel i lufthavnen i Kina og det var simpelthen så skide dejligt! Vi slentrede rundt i København og drak kaffe og spiste frokost. Vi snakkede om alt dét der skete dengang og om alt det der var sket sidenhen. Bryllupper, børn, et par karriereskift og en skilsmisse, for at nævne nogle af de store ting, som bare lige hurtigt blev vendt i løbet af ganske få timer, inden vi igen krammede farvel – og på gensyn. Mødet med Cathrine fra Norge mindede mig om dét skønhedskonkurrencen allermest gav og har givet mig: et bekendtskab i næsten halvdelen af alle verdens lande og dét kan altså noget helt, helt særligt og jeg véd at jeg har en lille bog et sted, med en hilsen fra alle pigerne og deres kontaktoplysninger som de i hvert fald var dengang, for ni år siden, som jeg tænker, at jeg hellere snart må se om ikke jeg kan finde. Det kunne jo være at det pludselig var mig, der kunne skrive til én af pigerne fra et land jeg befandt mig og spørge om ikke lige vi skulle mødes.

8 Kommentarer

  1. Ren nysgerrighed… 😉 Hvordan gik konkurrencen i Kina? Fik du en god placering? 😃

    • Cana Buttenschøn Svar

      Det gik fint! Jeg faldt i hvert fald ikke af scenen 😉 Jeg fik ingen placering, men det havde jeg nu heller ikke hverken håbet på eller regnet med…

    • Cana Buttenschøn Svar

      Det var nemlig super friskt – og SÅ dejligt!

  2. Du er simpelthen bare så sød – du virker som et utroligt fint menneske. Ja undskyld det lidt rørstrømske 😂

    • Cana Buttenschøn Svar

      Årh altså, nu er det da mig, der bliver rørstrømsk! TAK <3

  3. Nej hvor fantastisk en lille historie og så godt og levende fortalt. Mega sjov at læse 🙂👍

    • Cana Buttenschøn Svar

      Ih altså, tak skal du have! Det gør mig rigtigt glad at læse 🙂

Skriv en kommentar