Som sædvanligt vågnede jeg i søndags allerede ved sekstiden. Med et sæt og med lysten – eller nærmest trangen  – til, at synge fødselsdagssang for min ældste søn, der havde fødselsdag. Det kunne jeg bare ikke fordi han var hos sin far, hvor jeg først var inviteret hen klokken seksten, sammen med de øvrige gæster på dagen.

Han havde glædet sig i ugevis, nej, i månedsvis til dén dag og så var jeg der ikke til at fejre den sammen med ham fra morgenstunden. Der var ingen søvndrukne og helt igennem lykkelige smil. Ingen hvide boller eller flag på bordet. Ingen mig, hans mor, til at være der og snuse det hele ind, på hans fødselsdag.

Jeg blev skide hamrende ked af det og besluttede for mig selv, at det her nok alligevel måtte være den værste dag hidtil. For mig, moderen i en familie der for knap et år siden gik fra at være samlet under ét tag til at blive splittet ad, i et måske naivt håb om at kunne finde nye og bedre mønstre for at kunne genoprette en god og sund familiebalance.

Det hele føltes som noget lort og jeg følte mig i alle tilfælde som en virkelig lorteagtig mor, når jeg på dén måde havde været med til at træffe beslutning om for eksempel ikke at kunne være der på mit barns meget vigtige syv-års-fødselsdag før klokken seksten…  Og så lagde jeg mig om på den anden side og sov – ganske uvant, i øvrigt – et par timer mere.

Op ad dagen savnede jeg til stadighed. Hvad mon de lavede? Gad vide om han savnede mig? Bare han grinede! Det ville nok ikke gøre noget godt, hvis jeg ringede til ham og jeg skulle jo også se ham klokken seksten. Tiden sneglede sig afsted som var jeg en førstegangsgravid der var gået en uge over termin. Christ, mand. Måske var jeg også lidt nervøs. Det var det første fællesarrangement, som jeg ikke selv var vært for og tænk nu hvis jeg kom til at træde nogen over tæerne ved at være lidt for “på” og lidt for “moragtig” og hvad nu hvis, alt muligt!

Det var nok virkelig den værste dag hidtil, tænkte jeg igen og igen, og da min søde kæreste på et tidspunkt spurgte om jeg var ok, var jeg da også lige ved at begynde at græde, da jeg greb mig selv om hjertet og tørrede øjnene og sagde at det var noget lort. Mit eget lort, som jeg godt kunne bære, vel at mærke.

… Og så tog jeg til fødselsdagsfest hos mit eget barn, som var glad og lykkelig, præcis som en 7-årig skal være og alt var fint, lige indtil jeg skulle gå og mit eget hjerte igen var ved at eksplodere over at skulle forlade mine børn endnu engang. Over ikke at kunne være dén der måtte læse bog og kysse godnat og sende dem godt videre fra en dejlig dag.

Tårerne pressede sig på igen, da jeg satte mig ud i bilen. Drengene klarede det fint og var glade både da jeg kom og da jeg gik, hvor de legede med nogle af deres nye venner. Kæft, noget lort, tænkte jeg igen, da telefonen ringede og jeg endnu engang droppede den helt store tudetur til fordel for noget meget hyggeligere. Det var min kæreste som foreslog mig at vi skulle gå på den dér vinbar på trianglen, som vi så ofte har snakket om at besøge. Det var nok ikke verdens dårligste idé. I hvert fald trængte jeg til et glas vin. Et stort ét.

… Og så gik aftenen med dét og i dag er det to dage siden og mine drenge ligger i hver deres seng og sover på værelset lige bag væggen, hvorfra jeg sidder på min nye bænk og skriver blogindlæg.

Det var nok i virkeligheden slet ikke så slemt, med den dér fødselsdag og når jeg tænker tilbage og prøver på at kloge mig lidt på hvad der sker i bøtten på mig selv, så tænker jeg, at det sgu nok i virkeligheden går meget godt, hvis den dag jeg havde i søndags har føltes som “den værste”. Det lover jeg jer for, at den ikke var. Ingenlunde. Jeg mener, jeg græd ikke engang, for pokker! Jeg tror bare at jeg – blandt andet fordi børnene lader til at være det samme – er ved at være landet så godt i vores nye familiekonstellation, at jeg simpelthen har glemt hvor frygteligt det var engang, at det de ting der (selvfølgelig) er svære, føles meget værre end de i virkeligheden er. De dage, hvor jeg ikke kunne andet end at ligge på sofaen og græde over mistet tro, håb og kærlighed ligger så fjernt fra dét liv jeg har i dag og selvom der selvfølgelig stadig er både små og store kameler at sluge og svære dage og følelser at komme igennem, så går det i virkeligheden ret godt. Man kunne næsten vove den påstand at jeg er blevet for godt forvent og dét har jeg altså ret meget optur over at opdage.

Det skulle jeg bare lige have en lidt lorteagtig dag til sådan rigtigt at få sat et ordentligt perspektiv på, tror jeg.

9 Kommentarer

  1. Men hvorfor var du der ikke om morgenen til morgensang og morgenmad – dit arbejde må da være fleksibelt nok til det? Tænker, at I begge lader til at være fornuftige nok til at lade egne sårede følelser komme i baggrunden for drengenes skyld? Hos min ekskone og jeg står vi tidligt op, og kan på den mål nå hen til den forælder, der har børnene på fødselsdagen – så er der morgensang og hele molevitten med både far og mor.

  2. Kærlighed og krammer, fra en mor der flytter for sig selv i weekenden og fremover skal dele børnene 50/50❤️ Den første fødselsdag rammer om 3 uger og jeg frygter den, men det skal nok gå❤️ Du klarer det flot og inspirer mig, som snart følger i dine fodspor❤️
    Kæmpe knus❤️❤️❤️

    • Og stort tillykke med fødselsdagsbarnet🇩🇰🎈🎁🎉🎂☀️❤️

  3. dorthe møller krogh Svar

    nej, det fatter jeg heller ikke. hvorfor vente en hel dag med at ses eller ringe?

  4. Dejligt, at dine drenge havde en god dag. Og mega fedt, at I overhovedet holder noget fælles fejring. Kæmpe skulderklap for det!
    Det gjorde mine forældre aldrig. Jeg har altid holdt to af alting – fødselsdag, jul, nytår, konfirmation – og shit, det kunne have været rart, hvis mine forældre bare engang i mellem havde været i stand til at være i samme rum. Det havde nok givet mig et mindre ambivalent forhold til højtider end det, jeg har i dag.
    Bliv ved med at være så gode forældre – I er seje 🙂

  5. Selvom du er lykkelig igen, hvilket er så dejligt!
    Så synes jeg på Ingen måde du behøver at tale sorgen over ikke at være sammen med sine børn ned. Det må være forfærdeligt. Også selvom man er lykkelig igen.

  6. Nogle af kommentarerne her er altså lige på grænsen til grænseoverskridende.

    Jeg vil blot sige. I hear you! De dage (og jul mm) er afskyelige. Også mange år efter. Børnene er bedre til det, tror jeg.
    Det første år lå jeg i fosterstilling et sted. Året efter var han her yay! Og året efter igen, ja da var vi alle så småt kommet videre.

  7. For mig er det ikke et enten-eller, men et både-og. Jeg kan både være lykkelig og sorgfuld på samme tid, og det er jeg stadig i det her skilsmisse-liv fire år efter. Og jeg har sluttet fred med at bevæge mig frem og tilbage i de følelser, hvilket gør det nemmere at være i både kærligheden, savnet, lykken, smerten, skylden, glæden og al den jazz 🙂

  8. Så længe far og mor er glade og kan snakke sammen, så er børnene det også – husk det 🙂
    Mine forældre kunne hverken snakke sammen eller være i samme rum da jeg blev 7 år – alligevel husker jeg det som en god dag 🙂 Ligesom alle mine andre fødselsdage. Først efter jeg flyttede hjemmefra for 8 år side er jeg begyndt at holde fødselsdag med begge mine forældre igen og det er helt okay 🙂

    Knus fra det lykkelige skilsmissebarn, som ikke ville være det foruden og elsker sine nye familier ! Er SÅ glad for at jeg kun var 6 år da de gik fra hinanden og ikke ældre 🙂

Skriv en kommentar

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk