Selvfølgelig er alle fødsler fascinerende, overvældende og på én eller anden måde fantastiske, men der er nu alligevel noget helt særligt over de fødsler hvor der fødes mere end ét barn. Her har vi en tvillingefødsel (fortalt af en mor med særdeles god sindsfatning og humor, ikke mindst), som endte med ét barn født vaginalt og ét barn født ved et super akut kejsersnit. Så kan man eddermamer tale om at have været noget igennem under fødslen, tænker jeg og selvom jeg selvfølgelig ønsker for kvinden at hun har haft et vidunderligt efterforløb, så forestiller jeg mig, at hun i dén grad kan skrive under på at det kan føles som at være blevet kørt over af en damptromle, i dagene efter man har født.

Jeg er i uge 36+noget og har lige overstået min scanning nummer en million i forbindelse med graviditeten med mine tveæggede tvillingepiger. Temaet for alle scanninger siden uge 20 har været, at især tvilling A er for lille. Kun lige knapt 1800 gram bliver hun anslået til at være på nuværende tidspunkt. Jeg skal derfor regne med at blive sat  i gang inden for nogle dage. Beskeden er egentlig okay. Min mand og jeg er mættet mentalt af at bekymre os om, hvorfor hun er så lille. Nu kommer hun og søster snart ud.

Et par dage efter tikker en mail ind i min e-boks. På mandag er der dømt igangsættelse. Jeg møder op med min mand på fødegangen mandag aften. Vores to andre børn er afleveret hos mormor og morfar. Jeg får lagt ballonkateter og siger farvel til min mand, som tager hjem og sover. Jeg bliver vist ind på en firesengs-stue og prøver at finde lidt ro. Jeg tror ikke, at jeg rigtig sover den nat. Jeg kan i hvert fald mærke, at kateteret fremkalder gode plukkeveer og jeg finder ind i den ro og den spænding, som den forestående fødsel giver.

Jeg har fået lov til at føde vaginalt på trods af tvilling As skravlede tilstand, da hun skal fødes først og derfor ikke skal stresses af søsters fødsel også.

Næste dag ringer jeg til min mand om morgenen og beder ham om at komme tilbage og går herefter ned på fødeafdelingen, hvor en jordemoder tager vandet. Lige efter kommer min mand. Det slår mig, hvor u-romantisk det er, at blive sat i gang. Helt mekanisk og uden at kroppen egentlig selv er klar. Jeg er ikke i nærheden af at have udslettet livmoderhals eller være åben. Nå! nu er vandet i hvert fald taget og så er det vel bare om at vente på veerne. De kommer ret hurtigt. Jeg har en masse udstyr på og skal derfor klare de fleste veer i sengen. Krabber derfor lidt rundt på alle fire. Tager et par stykker siddende, så liggende og så videre. Tiden går langsomt og hurtigt på en gang. Kan godt mærke at jeg skal tisse, Sådan meget. Jeg beder jordemoderen om at ordne det med kateter. Kan på nuværende tidspunkt slet ikke se, hvordan jeg skal komme på toilettet. Jordemoderen synes, i modsætning til mig, at det med at gå ud og tisse er dagens bedste ide. Hm. Jeg kommer også ud på badeværelset med god hjælp fra min søde mand. Jeg får mig også sat ned på toilettet. Og så kommer første presseve. Håndterer det ret panisk. Sidder der med udstyr der bipper og blinker og voksenble nede om anklen og kalder på jordemoderen, som må mærke efter, mens jeg sidder på toilettet. Hun er enig. Jeg skal presse og det er nu. Tilbage på stuen og op på fødelejet. Pludselig er der vildt mange mennesker på stuen. Studerende, jordemødre, læger, sosu’er, der kigger på, at jeg føder. Tvilling A er født i to eller tre pres. Måske mere, men det føles som om, at det går ret hurtigt. En smuk fødsel og et smukt skrigende barn, som lander på mit bryst.

Min krop mener åbenbart også, at den ene pressefase må gøre det ud for dagens arbejde, for der sker ikke mere. Tvilling A kommer over til far, for nu er det jo søsters tur. Men alle veer er væk. Nu bliver alt lidt hektisk og måske er der en detalje eller to, som undslipper mig. Jeg husker det som om, at der er mere vand der går. “Er det klart” er der en, der råber? “Nej” er der en anden der svarer. “Er det grønt?” spørger jeg. “Blodtilblandet”, svarer kitlen, som før sagde “nej”. Nu er jeg jo ikke læge, men blodtilblandet klinger en smule negativt i mine øre. Der er stadig ingen veer. Jeg kan se, at der er tilsluttet vedrop i det venflon, jeg fik lagt tidligere og en sød kittel-type står og masserer et punkt på min læg. Min livmoder er kold som jordbæris. Der er en, som scanner maven. Tvilling B, har vendt sig og det er lidt svært at finde hjertelyden. “Skal vi så ikke køre ned og lave kejsersnit?”, kan jeg høre mig selv spørge. Det virker som om at der går lang tid og at nogen ligesom er nødt til at hjælpe os videre i teksten. Kitlerne har nok snakket med hinanden om det samme. Der er masser af ros om, hvor flot jeg klarer situationen og at jeg er sej. Ha! jeg labber det i mig og fatter vist ikke rigtig situationens alvor.

Ude på gangen, hvor jeg, mit tildækkede underliv  og mit entourage af kitler kommer kørende bliver vi mødt af en flok vordende mødre, som er på rundvisning. Videre. Ind i elevatoren, hen ad lange gange, ind på operationsstuen. Flere mennesker. Far og tvilling A er efterladt på fødestuen. Epiduralblokade. Mere snak. Lytten efter hjertelyd. Som ikke kan findes. “Vi skal have lagt hende i fuld narkose. Virker hendes ben stadigvæk?” Det gør de ikke, så jeg bliver løftet op på operationsbordet og får maske på. “Vi skal have barnet ud. Nu” Er der en mand, der siger. “Der er ingen, der siger mere, før hun sover” svarer en kvinde. Jeg kan huske at jeg når at tænke: Bare skær.

Da jeg vågner føles det som om, at jeg har sovet verdens længste lur og at det plusdelig slår mig som en hammer, hvor jeg er og hvordan det var, inden jeg sov hen. “Er tvilling B okay?”, spørger jeg. Så går der en milliard år, inden jordemoderen fortæller mig, at tvilling B er helt okay. Hun har fået ilt og er på børneafdelingen, men hun er helt okay.

Jeg bliver forenet med tvilling A på opvågningen og et par timer senere slutter far og Tvilling B sig til os. Her får vi at vide, at tvilling B vejer 2365 gram. Det gør tvilling A i øvrigt også næsten. 2335 gram. De fineste piger. En lyshåret og en mørkhåret, som nu er her sådan for alvor og som er helt igennem okay på trods af en lidt vanvittig fødsel.

1 Kommentar

  1. HVor er det vildt rørende at læse.
    Jeg elsker fødselsfredage – bare det at læse hvor forskellige fødsler er, de stille og “rolige” fødsler – De gode fødsler. og selvfølgelig også de dramatiske fødsler, og de sørgelige fødsler. Det gør lidt ondt nogen gange i sit moder hjerte, specielt de “hårde” fredage, men alle fødsler er smukke, og værd at læse.

    Tanker og de sejeste kram til alle kvinder som har født, vaginalt eller ved kejsersnit, til alle kvinder der står overfor en fødsel – igen vaginalt eller ved kejsersnit (akut eller planlagt), I er ALLE f’cking awesome

Skriv en kommentar

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk