Det er lige før at det kan synes uretfærdigt, at nogle kvinder føder sådan. Det er i hvert fald misundelsesværdigt, både at have født så hurtigt og at håndtere den efterfølgende operation så usædvanligt flot! Jeg tager hatten af for denne kvinde <3

I de sidste, ca. 14 dage, op til min termin boede jeg hjemme ved min mor. Min kæreste havde ikke kørekort, så hvis fødslen skulle gå i gang var det rart at være ved nogen der kunne køre mig, hvis det pludselig var tæt på og så kørte min kæreste og jeg lidt frem og tilbage til hinanden, da han blev hjemme og passede sit job og  vores hund.

Jeg havde termin om mandagen, men fornemmede ikke rigtig der skete. Pludselig torsdag formiddag, efter at jeg havde været ekstrem sulten til morgenmad og faktisk præsteret at spise intet mindre end 5 (!!!) stykker toastbrød, fik jeg ondt i lænden og maven, husker at jeg skrev en SMS til min mor som var på arbejde, at jeg havde noget der mindende om menstruation smerter! Jeg havde egentlig ikke tænkt at det skete lige den dag, og havde også ringet til min kæreste og sagt at jeg nok kørte hjem til ham senere, haha jeg blev klogere!

Min mor sms’ede mig tilbage at hun tog før fri, og var på vej hjem. Man havde jo hørt igen og igen, hvor lang tid det tager når man er første gangs fødende, dog hang det lidt ved at min mor selv havde født hurtigt  ved begge graviditeter. Men Jeg forstod ikke helt min mor fik så travlt alligevel.

Da min mor kom hjem, havde smerterne taget til. Jeg lå på sofaen, og vred mig engang imellem, min mor derimod fik strøget, støvsuget og ryddet op – hun var vist en anelse nervøs. Til sidst opfordrede hun mig til at gå ind i sengen på mit gamle værelse, for at få en lille lur – igen, der kunne jo gå laaaang tid før der skete noget. Jeg fik fortalt min kæreste at jeg ikke kunne køre nogen steder, men han kunne måske få et lift til at komme til os senere, men det hastede ikke for jeg skulle jo i hvertfald ikke føde foreløbig.

Jeg lagde mig i sengen, men fik bestemt ikke nogen lur ud af det. Smerterne tog bare til, og min mor gik og tog tid på hvor længe der var mellem veerne, hun gjorde det om et par gange for vi mente ikke det kunne passe at der allerede var så kort tid imellem, der var godt og vel gået  2 timer. Min mor ringede til fødegangen, de mente ikke vi behøvede at komme, det var for tidligt. Men veerne blev hurtigt værre og værre, på et tidspunkt nærmest kravler jeg på toilettet, og da jeg halvt står og halvt sidder, kommer der en smule frisk blod. Jeg panikker lidt, for jeg syntes jo ikke der måtte komme frisk blod når man går og har veer. Min mor ringede igen til fødegangen, denne gang vil jordmoderen snakke med mig, og typisk mig så er jeg bare ALT for høflig, og man kan overhovedet ikke høre i telefonen at jeg har veer, eller at jeg faktisk er lidt bange, jeg får ikke sagt meget andet end ja og tak og undskyld jeg forstyrre og så smækkede jeg på, lige for at få en omgang veer.

Min stedfar han er læge, men var selvfølgelig ikke hjemme denne dag men på vej til København. Min mors nabo er også læge, han var hellere ikke hjemme og sidst men ikke mindst – hendes genbo er jordmoder men var hellere ikke hjemme, ved ikke om det er det man kalder en af livets prøvelser!

Min mor får fat på en anden nabo og hendes mand, og de vil skynde sig at komme! Hun får også ringet til min kæreste at han hellere må se om han kan få et lift. I mellemtiden har jeg smidt alt mit tøj, bortset fra trusser, og går i cirkler om mig selv for det gør simpelthen så ondt, jeg får endda sagt til min mor at jeg har fortrudt og ikke vil alligevel, det som om at det er der ikke rigtigt noget at gøre ved lige der. Jeg tænkte også at måske jeg kunne slå mig selv ud med en stegepande, og så bare vågne når det hele er slut, lige da jeg tænkte tanken virkede det som alle tiders idé.

Pludselig, et øjeblik, har jeg ikke rigtig ondt! Jeg får sagt det til min mor, som siger at hun hurtigt vil hente noget i bilen og komme op igen. Og jeg vil ligge mig på sengen, for den sidste halve time har jeg kun kunne halvt sidde eller gå rundt. Lige da jeg ligger mig, sker der et eller andet, det får jeg råbt til min mor.

Da hun kommer ind på værelset siger jeg at jeg tror han kommer, hun får sagt ”arj det gør han ik……. JO HAN GØR!” mens hun prøver at få mine trusser af, så der ligesom er plads. Jeg ligger der, vi helt alene, så min mor ringer 112, hvor hun to gange må forklarer situationen, det svært at gøre hurtigt når man er bange og ens datter ligger 30 min. fra sygehuset og måske er ved at føde! Naoben kommer, min mor sender dem ud til vejen (hun bor på landet, ned af en lille vej) for at guide ambulancen ind.

Mit hoved ligger på en vandflaske, som jeg husker som den blødeste vandflaske nogensinde, og jeg ligger bare og stirre på en bog i reolen. Veerne har taget til, og jeg kan godt mærke at disse veer er meget anderledes end dem der har været, det er presse veer – efter 3 timer med almindelige veer. Jeg husker alting som lidt tåget. Ret hurtigt står der to ambulance reddere og en læge på værelset, med en båre som de fortæller jeg skal ligge mig op på efter næste ve! Jeg tænker fint nok, I løfter mig bare, jeg går ingen steder!! Midt i kaosset kommer min kæreste og sætter sig ved siden af mig, de er blevet overhalet af ambulancen og lægebilen på vejen. Han når lige præcis at overvære fødslen, for efter den ve, som de ville have jeg skulle flytte mig efter, kommer dejligste Alex til verden. Heldigvis er han helt perfekt, og lige som han skal være. For hvad skulle man gøre hvis der havde været noget galt, jeg tør næsten ikke tænke tanken.

Det eneste der mangler er moderkagen, den vil ikke ud.

Jeg kommer op på båren, og i ambulancen er jeg helt væk i kærlighed til den lille fyr og forstår nok ikke rigtig alvoren af at den moderkage ikke vil ud. Redderen prøver et par gange, men giver op.

På sygehuset kommer jordmoderen jeg snakkede i telefon med hen, og undskylder for at hun sagde vi ikke behøvede komme, men jeg lød simpelthen så rolig og bestemt ikke til at være i smerter.

Vi er et stykke tid på en lille stue, og moderkagen vil stadig ikke. Efter flere ret smertefulde forsøg, bliver de enige om at jeg skal have en rygmarvs bedøvelse, og en læge skal fjerne den.

Jeg registrer det faktisk ikke, jeg er i en lykkerus og vil bare gerne være i fred med min lille ny som jeg allerede kan amme uden problemer.

1,2,3 har jeg fået min bedøvelse og kørt på operationsbordet. Jeg husker de to sygeplejersker holder mig i hånden og snakker om deres haver, imens moderkagen bliver fjernet og jeg får et par sting. Det var på en måde så fredfyldt. Alt gik godt, og jeg blev atter genforenet med familien, endelig får vi lov at nyde hinanden.

Delen med moderkagen glemmer jeg faktisk tit overhovedet skete, når folk har spurgt om fødslen nævner jeg det ikke engang, det først bagefter jeg tænker ”gud ja, den ville da ikke ud”.

Vi overvejer hjemmefødsel hvis vi skal have nr. 2.

Skriv en kommentar