Hvis man lige ser bort fra det faktum, at mit bækken gør så ondt som jeg nærmest ikke kan mindes det nogensinde har gjort det før, så har i dag været så tæt på perfekt, som jeg overhovedet tror man kan komme. Og okay, bækkenet har nok i virkeligheden tidligere gjort mindst ligeså ondt som det gør nu, jeg har bare – ligesom man gør det med tømmermænd og fødsler – fortrængt hvor slemt det rent faktisk har været, så det vil jeg lade være en ligegyldig detalje (som dog i skrivende stund betyder, at jeg hverken rigtigt kan sidde, ligge eller stå, uden det gør nuller-naller!).

Dagen startede ud med nutellamadder og to kopper kaffe, inden turen gik ud til kolonihaven. Her løb drengene, i løbet af ingen tid, hvinende og barnumsede rundt og sprøjtede vand på hinanden med de små blomsterforstøvere jeg købte dem sidste år (og som stadig – udover trampolinen – er deres allermest velbrugte legetøj derude) imens Simon og jeg gav den en skalle med at få bygget den terrasse som jeg har drømt om siden jeg købte huset for et lille års tid siden. I solskin. Med glade børn. Og to kolde øl i køleskabet. Og hjem-is-bilen, der kom bedst som vi havde spist aftensmad. Og verdenshistoriens hurtigste putning. Og mig, der på vej hjem i bilen fandt en pose Polly i handskerummet. Og streamningtjenester og kærestetid og et pludselig ret fælles projekt med den der terrasse, som er gået over al forventning. I ved, man plejer at sige, at det er en parforholdsprøvelse af de seriøse, at tage en tur i IKEA sammen (især, hvis man køber møbler, der efterfølgende skal samles), men jeg siger jer bare lige, at det altså er at tage det til et helt nyt niveau, når man bygger noget helt fra bunden. I ved, dén slags som ikke kommer med nogle former for vejledninger, fordi man (altså, jeg) har designet hele skidtet selv. Den slags, som vi (indtil videre) er valset lige igennem, uden så meget som et lille bitte vris, selvom terrassen faktisk virkelig snart er færdig – og som jeg derfor har den vildeste optur over.

Det kan måske synes ligegyldigt og nærmest banalt, men jeg mener det altså: Lige bortset fra dét der skide bækken, som jeg virkelig håber at jeg kan få én eller anden mirakelmager til at kigge på i morgen, så kører det sådan helt seriøst godt, lige nu og jeg håber sådan, at denne her omgang heldanmarkssolskinsvejr har gjort bare tilnærmelsesvist det samme for jeres humør, som det har for mit.

Kæmpe kys herfra!

2 Kommentarer

  1. Prøv at ring til Qure fysioterapi på Vesterbro. Det er den bedste behandling jeg har prøvet og de kan fikse tæt på alt 😉

  2. Bækkener skal ikke gøre ondt, men det kan være svært at finde den præcise årsag til smerterne. det er vi heldigvis virkelig dygtige til hos PHYSIOGA på Frederiksberg. Du siger bare til, så finder jeg en tid til dig.
    De bedste hilsner
    Medde // PHYSIOGA
    www. PHYSIOGA.COM

Skriv en kommentar