transformation

Hun blev voldtaget af sin stedfar. Han truede med at slå hende ihjel, hvis hun fortalte nogen at det var ham, der havde gjort hende gravid. Hun var 14 år og endte med at bo på gaden. Det lyder som en historie, der kunne give sensationspressen stiv pik i timevis – selvfølgelig ikke på grund af de frygtelige overgreb, men fordi det er en fuldkommen grotesk historie, som vi med garanti ville slubre i os sammen med eftermiddagskaffen og en fedtet croissant, imens salgstallene bare ville stige og vi samstemmigt kunne forvisse hinanden om, at den slags overgreb er forfærdelige og utilgivelige og at vi for fremtiden ville passe lidt bedre på vores piger. Vores allesammens piger, som selvfølgelig fortjener en tryg og god barndom.

Det er en sand historie, fortalt af Sarah, som er vokset op i slummen i Nairobi. En lokation der gør, at hendes historie bliver “ligegyldig”, hvis man ser den med mediebrillerne på. Den slags er nemlig ikke spor ualmindeligt, der hvor pigen kommer fra.

Ingen interesserer sig for det, fordi det er så skide almindeligt at pureunge piger bliver voldtaget, ufrivilligt gravide og mødre – alt imens de selv er børn.

På verdensplan bliver en tredjedel af alle piger og kvinder udsat for seksuelle krænkelser og/eller voldtægt.

Skal vi bare lige lade den stå et øjeblik? Èn ud af tre. På verdensplan. Det er eddermamer mange!

Det værste er næsten, at de fleste af os godt ved det. Vi kender godt statistikkerne og vi ved godt, at der foregår frygtelige ting rundt om i verden. Vi ved selvfølgelig også godt, at vi er heldige at være blevet født i denne del af verden, hvor tryghed i højere grad er noget vi kan forvente, frem for noget vi skal kæmpe for, som tilfældet er det mange andre steder i verden. Alligevel tror jeg at rigtigt mange – jeg selv inklusive – føler en relativt stor distance til de kvinder det handler om. Vi kender dem jo ikke.

Vi kender dem ikke, kvinderne der lever i de lande, hvor kropslig krænkelse, diskrimination og voldtægter af kvinder og børn nærmest anses som kutyme. Måske derfor er det ret let at forholde sig til, når vi snakker om det. “En tredjedel” er jo bare et tal. Godt nok et højt tal, men et tal, fuldstændigt blottet for personlighed, selvom det i sagens ramme alvor altså gælder helt rigtige mennesker, som dig og mig.

Det er kvinder, som har et ansigt og en stemme. Derfor har fotograf Signe Vilstrup i samarbejde med PLAN-Børnefonden (som jeg er stolt ambassadør for) været i Kibera og fotografere 13 stærke, stolte og smukke kvinder, som repræsentanter for de mange millioner af udsatte piger og kvinder, som vi ofte ikke hører om eller lytter til. Billederne er sammen med kvindernes historier blevet til dén udstilling, Transformation, jeg var så heldig at være til fernisering på torsdag eftermiddag, hos YUME i Nordhavn. Sarah, hvis historie jeg refererede i begyndelsen af indlægget, er én af de 13 kvinder, hvis portrætter er udstillet på fineste vis og hvis nogen af jer får mulighed for at tage derud, så gør jer selv den tjeneste at gøre det. Udstillingen løber indtil udgangen af april og det er altså ikke andet end en hurtig cykeltur – eller gåtur fra Nordhavn Station – hvis man alligevel er på disse kjøwenhavnerkanter.

Det er selvfølgelig svært at sige, om en udstilling som denne kan være med til at gøre en forskel i det store billede, men jeg tror på, at oplysning, samtale og en gensidig forståelse af hinanden som mennesker, er et godt skridt på vejen mod at lære verdens kvinder (og mænd!) at vi allesammen har retten til og over vores egne kroppe. Udstillingen sætter så fint fokus på kvindernes skønhed og vilje og så bliver jeg simpelthen så personligt berørt over at se og opleve, hvordan de kvinder, som har været så åndssvagt meget lort igennem, alligevel klarer sig og kæmper med en enormt styrke for en bedre verden – for dem selv og i særdeleshed for deres børn, som de jo for pokker elsker, på samme måde som jeg elsker mine.

transformation

1 Kommentar

  1. Godt emne at tage op. Men det er jo ikke kun i u-landene, så børn bliver misbrugt. Det sker også her i lille DK. Jeg er selv blevet misbrugt fra jeg var 5-11 år, og så begik stodderen selvmord.

    Jeg har mange sen følger af dette, hvilket gør at mange af mine familiemedlemmer ikke “magter” at have mig i deres liv. Og fordi der er en forældelsesfrist, så kan jeg ikke heller ikke få hjælp her i vores eget land….

    Så ja, jeg nærmere mig de 50 år og er ganske enkelt fucked…

Skriv en kommentar

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk