Selvom det lyder så bekendt, kan jeg ikke rigtigt finde ud af hvad det er jeg hører, men det lyder dejligt. Jeg kan ikke adskille instrumenterne, men det lyder lidt som dét jeg hørte, under hele min første fødsel, som stadig den dag i dag føles som mit livs vildeste – og bedste – oplevelse. Musikken er rolig, omfavnende og varm. I virkeligheden kommer den fra en spilleliste på spotify, der hedder “sleep”, og jeg er igennem den seneste tid begyndt at høre den om aftenen, når drengene er lagt i seng, for at få lidt ro. Både på dem, der ligger og slår kolbøtter inden de skal sove og på mig selv.

Det lader til at virke. I hvert fald slapper jeg af. Så meget, at jeg for første gang i månedsvis har tjekket min timehop-app, som jeg åbenbart har syltet så længe, at jeg var blevet logget helt ud af den. Den fortæller mig, at det er et år siden jeg var i Legoland. I sig selv selvfølgelig ikke noget særligt sindsoprivende minde, men for mig er det alligevel ret vildt, fordi jeg så tydeligt husker hvordan jeg på et tidspunkt stod ved siden af en ønskebrønd og tog mig selv i at tænke, at jeg (nok også) gerne ville skilles. Det føltes så forbudt og forkert og jeg glemmer aldrig, hvordan jeg nærmest blev bange for mig selv. Og overrasket, ikke mindst, over, at det måske i virkeligheden var sådan jeg gik og havde det. Det anede jeg ikke!

I årevis havde jeg underkendt mine egne følelser og behov til fordel for andres. Jeg var jo (altså, følte mig som) sådan én, der nok skulle klare mig uanset hvad, så hvordan jeg egentlig havde det indeni, blev ligesom lidt sekundært for mig. Jeg skulle nok klare den.

Lige indtil jeg ikke kunne klare den længere. Selv min krop var begyndt at sige fra overfor det virvar der foregik inde i mig og nogle af jer kan måske huske, hvordan jeg endte med at få udslæt over hele kroppen. Af stress. Stress over følelsen af nederlag over ikke “bare” at kunne svæve op over problemerne og rumme dem, som jeg havde gjort så mange gange før.

Mine vinger kunne ikke længere bære og jeg faldt. Dybt og hårdt ned i mine egne følelser, som jeg havde lagt låg på så længe. Hold kæft, hvor var det hårdt mand. Erkendelsen af, at have svigtet mig selv og frygten for, ved at lytte til mig selv, at svigte mine børn var nærmest uudholdelig og jeg forestiller mig, at enhver der har prøvet at stå på skilsmissens rand, véd lige akkurat hvilket fuldkommen vanvittigt paradoks det er at være i.

Shit mand.

Og nu er der gået et år. Og jeg har ikke skyggen af udslæt, men til gengæld er jeg glad. For mit liv, for alt dét jeg har lært igennem det sidste halvandet års tid og for dét sted jeg er i lige nu. Men allermest for, at det lader til at mine børn stadig er okay. For det er de. Heldigvis.

Musikken spiller stadig og minder mig om den ro, dét fokus og al den kærlighed jeg præsterede dén nat for snart syv år siden. Den minder mig om min kerne og om, at huske mig selv. Præcis som jeg pludselig – efter lang tids pause – gjorde den der dag i Legoland for et år siden.

9 Kommentarer

  1. Jeg ved godt det er meget personligt og jeg forventer ikke at du svarer, men spørger forsigtigt alligevel. For jeg er nysgerrig på den tanke “jeg vil skilles”. Thomas og dig har børn sammen i har levet sammen og kendt hinanden længe. Og jeg forstår godt at man kan komme dertil, af forskellige årsager, at man vil skilles og bliver skilt. Men når man så bliver skilt, hvad bliver der så af føelserne. De gode? Hvis de stadigvæk er der. Hvordan ser du Thomas i dag? Udover han er far til dine børn, betyder han så mere for dig? Når kærligheden stopper, var det så bare det? Giver det mening? Det jeg spørger om. Og er det noget du kan sætte ord på uden at udlevere alt for meget af dig selv.

  2. Jeg ville spørge om det samme, som Anne spørger om. Hvornår ved man, at nok er nok? Hvorn

    • Jeg er også nysgerrig på hvornår man ved at det er det “rigtige” at blive skilt? Hvornår har man kæmpet nok og hvornår er det bedre at gå hver til sit? Håber du vil dele din erfaring! Og tak for en fantastisk blog 🙂

  3. Kæreste Cana.
    Elsker din ærlighedog din evne til at sætte ord på. Kender for godt til at lukke af for sig selv når der er andre der har brug for dig og det blir man syg af.
    Sejt kæmpet, og endnu sejere at du har formået at få jer alle hel igennem alt det svære.
    Nyd hvor du er nu, og ikke mindst kærligheden.

  4. Hov, om igen…
    Hvornår ved man, at nok er nok? Hvornår ved man, at det dårlige ikke længere opvejer det gode? Og ja, hvad SÅ med alt det gode?

  5. Kæreste Cana
    Hvor jeg dog kender den følelse af at kroppen siger stop – nu skal du tænke på dig selv.
    Jeg stod med nøjagtige samme følelser og en krop der gennem længere tid blev dårligere og dårligere og ingen kunne finde ud af hvad der var galt med mig.
    Den dag det endelig gik op for mig at jeg havde “glemt mig selv” i mit ægteskab og jeg sagde stop (selv om det var pisse hårdt) vendte det og min krop fandt tilbage til sit raske jeg igen. (Ikke over Night – men langsomt begyndte alle mine symptomer at forsvinde.
    Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at man kunne være stresset i et parforhold – som ellers virkede til at være velfungerende.
    Mine børn er heldigvis også kommet godt igennem skilsmissen – man kan godt få gode, glade og velfungerende børn selv om man ikke er sammen med deres far – heldigvis.
    Mine børn har nu 2 glade og raske forældre og det må være bedre end alternativet.

  6. Det er en hård erkendelse at nå til at man vil skilles. Da jeg tog beslutningen slog det faktisk næsten benene væk under mig. Ordene flød ud af mig uden jeg havde kontrol over det og min krop kollapsede. Jeg havde holdt på det så længe, havde haft en facade så længe, og nu var det slut. Det blev ikke bedre fra den dag, faktisk fik jeg både endnu værre stress og en depression, men jeg kom igennem det. Vi har det nedre hver for sig, det tror jeg stadig på, også for børnene selvom de savner og vi savner. Men vi lever kun én gang, og jeg vil have det bedste ud af det, specielt fordi min mor ikke fik det da hun døde som 35-årig. Det er mig lige om lidt – og jeg vil ikke have samme skæbne.

  7. Hvor er det godt at høre; verden er ikke altid, det nemmeste sted at gebærdesig i. Godt du fik tænkt og mærket efter – man kommer nok ikke gennem livet uden knubs, men så længere de gør en klogere og ikke forlader for store ar, kan hårde tider være smarte i erfaringskartoteket..og på taknemmeligheds-listen, ikke mindst (:
    A

  8. Kære Cana.

    Jeg er ny følger.. og vil bare sige tak for dig 🙂 Du er en kæmpe inspiration..

    De følelser du beskriver i forhold til at nå til erkendelsen “jeg vil skilles”.. bekymringen, frygten og følelsen af at svigte dine børn- for at kunne blive ved med at være ( er det vel grundlæggende..) er SÅ fin, jeg fik gåsehud da ordene kunne have været mine.

    Tak for en fin blok og tillykke med vægttab- er du er smuk 🙂

Skriv en kommentar

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk