karamelsauce

Der er rigtigt mange som, siden jeg skrev et indlæg om (kommentarer på) mit vægttab, har spurgt hvordan pokker jeg har gjort og dét vil jeg selvfølgelig gerne gøre mit bedste på at svare på, men fordi jeg efterhånden har lært, at man virkelig skal passe på med at stikke næsen for langt frem, når det kommer til dén slags, så skal jeg lige finde ud af hvordan jeg skal strikke sådan et indlæg sammen, inden det kan blive klar til at komme ud.

Indtil da vil jeg dog gerne tippe jer om hvordan jeg laver ét af de måltider, som jeg er blevet gladest for her på det seneste – et måltid, som i øvrigt fungerer fint både som morgen- og aftensmad. Ja, og som frokost, som jeg fik det i går, da jeg var hjemme med min førstefødte, der havde fået ondt i halsen. I virkeligheden er det “bare” en havregrød, men altså i en deluxe-version toppet med alt muligt lækkert, som gør, at jeg knuselsker det! Og altså, inden I tænker at nu kokser det da helt for hende bloggeren, så lad mig bare lige afsløre, at jeg serverede det for en veninde forleden, som elskede det ligeså højt som jeg, så hør mig lige ud.

Hvordan jeg koger min havregrød vil jeg ikke belemre jer med, men jeg synes det smager bedst at gøre det på mælk frem for på vand. Til gengæld vil jeg gerne dele et par fifs til toppingen, som det hele i virkeligheden handler om. Der er for mig tre-fire helt essentielle ting: Hjemmelavet karamelsauce, frisk frugt, noget sprødt nøddeknas og til de dage det skal have lidt ekstra: lidt 70% chokolade. Arghmen altså, det smager så godt og mætter så længe!

Udskriv

Hjemmelavet karamelsauce (Dulce de Leche)

Til 4-5 portioner

Ingredienser

  • 1 dåse kondenseret mælk
  • Vand til kogning

Sådan gør du

  1. Pil papiret af dåsen med kondenseret mælk og kom den lukkede dåse ned i en gryde og dæk den godt med vand. Vandet bringes i kog under låg og koger ved lav varme i små 3 timer. Dåsen køles ned i koldt vand og voila: så er der karamel (som i øvrigt smager fantastisk med et strejf salt!). Jeg kommer cirka 2 tsk karamel på én portion havregrød, men jeg er også lidt en sukkergris, så mindre kan selvfølgelig gøre det. Resten af karamellen (hvis ikke man serverer den for hele familien - eller ender med at spise det med en ske) kan snildt holde sig i køleskabet i et par dage. 

karamelsauce

Jeg køber som hovedregel udelukkende økologisk frugt og der er Levevis®, som forhandles hos føtex og Bilka, selvfølgelig særdeles leveringsdygtige, ligesom de også er det når det kommer til havregrynene, chokoladen og nødderne til den hjemmelavede nøddeknas.

Udskriv

Honning/soya-ristede cashewnødder

Til 2-3 portioner

Ingredienser

  • 45 gram cashewnødder
  • 1 tsk honning
  • 1 tsk soya

Sådan gør du

  1. Kom alle ingredienserne på en pande ved middelhøj varme og rør rundt, indtil soya og honning er kogt ind og nødderne har fået en gylden farve. Panden tages af varmen og nødderne omrøres sporadisk, indtil de er afkølet, da de ellers vil klistre sammen - og til panden. 

karamelsauce

På denne omgang havregrød har jeg således: karamelsauce, kiwi, jordbær, hindbær, soya/honning-ristede cashewnødder, 70% chokolade (kun 1 stykke!) og en lillebitte stedmoderblomst, som de af jer, der følger mig på instagram ved, har en helt særlig plads i mit hjerte, fordi den minder mig om min afdøde mormor <3

Når karamelsaucen først er lavet (og her kan man jo eventuelt koge et par dåse ad gangen, hvis man, som jeg, bliver forfalden til denne lille kulinariske perle), så tager det ikke mere end et par minutter at bikse sammen og jeg tør altså næsten love, at det falder i god jord hos de fleste.

– Og hvis så man skulle være typen der gerne vil slanke sig, så kan jeg afsløre, at der vel nærmest er færre kalorier i det her, end der er i en hvilken som helst pastaret – også selvom man skulle komme til at spise en halv ske karamelsauce direkte fra dåsen 😉

8 Kommentarer

  1. Hej Cana. Det ser dejligt ud. Men et lille pip: Jeg synes, det er lidt uheldigt, at du anbefaler en tilberedelsesform, der ellers frarådes af både Fødevarestyrelsen og Informationscenter for Miljø & SundhedIndholdet: Varme er – ligesom ilt – en katalysator for kemiske processer, og derfor går de stoffer, dåsen er lakeret med – inkl. bisphenpl A – lettere i kontakt med maden under opvarmning. Karamellen kan sagtens laves i anden beholder 🙂

    god dag 🙂
    Kh M

    • Cana Buttenschøn Svar

      Åh, det anede jeg ikke! Tak for info 🙂

  2. Man kan også snyde lidt og købe en øko dulche de leche, i Irma. Kan ikke huske mærket, men den er virkelig mums – Villab have den mere flydende, sådan man opvarme den lidt i mikroovn.

  3. Man kan købe karamelliseret mælk i bl.a. Meny, så slipper man for selv at koge

    • Cana Buttenschøn Svar

      Dét er smart – jeg har faktisk også set det i Føtex, men aldrig prøvet det 🙂

  4. Henriette Wulff Svar

    Nogen der har set økologisk kondenseret mælk? Jeg vil så gerne prøve at lave karamel men bryder mig ikke om tanken om køer som aldrig har været udendørs, og aldrig har græsset på en græsgrøn mark. Det virker bare grundlæggende forkert.

  5. Enig med M – så synd at reklamere for en usund måde, det er slet ikke sundt at koge en dåse, hvis man da bekymrer sig om kemi i kroppen!
    Langt hurtigere – og billigere i længden, er det at koge sin egen karamelsauce af fløde, sukker og smør og evt lidt havsalt. Så slipper man for alle de giftige stoffer fra dåsen ved kogningen, du ved hvad der er i den (hvem ved hvad kondenseret mælk aøer lavet af og hvordan?) og du kan vælge øko ingredienser hvis man gerne vil gå øko vejen.
    Langt billigere kg pris end dåse Dulce leche, og meget mere hjemmelavet og samtidigt hurtigere. Holdbarheden er kortere, men kan sagtens holde en uges tid på køl.

Skriv en kommentar