Jeg vil ikke sige så meget andet om denne beretning, end at den rørte mig så dybt at tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Tag godt og kærligt imod <3


Denne fødselsberetning hverken starter eller slutter på den måde, man håber på, når man står med en positiv test i hånden.

I 2014 blev vi forældre til vores første barn, en datter. Vi var aldrig i tvivl om, at hun på et tidspunkt skulle være storesøster.

Derfor var glæden stor, da jeg i starten af august 2017 kunne teste positiv. Og glæden var endnu større, da vi i uge 11 finder ud af, at vi skal have tvillinger.

Tre uger efter begynder jeg pludselig at ryste. Rysteture, der kommer med jævne mellemrum og varer mindst en halv time. Bagefter er min krop fuldstændig drænet for energi, så jeg falder i søvn.

Jeg tager selvfølgelig til lægen – og mit infektionstal er højt. Alt for højt. Jeg bliver sendt på sygehuset. Efter et utal af blodprøver, ventetid og endnu flere ture til sygehuset har de svaret: en infektion i mit blod, som de ikke kan svare på, hvordan jeg har fået. Jeg kan bare konstatere, at jeg er rigtig syg af den.

Undervejs i alt det her er jeg blevet scannet jævnligt. Hver gang har tvillingerne haft det godt og trygt, så jeg var egentlig ikke så bekymret på deres vegne.

Dagen efter jeg er begyndt at tage antibiotika mod infektionen, bliver jeg scannet igen. Da scanneren bliver sat på maven, kan lægen ikke finde hjerteblink på den ene tvilling. Jeg ringer hjem til min mand, som på det tidspunkt er i gang med at gøre døren i vores garage større, så der kan komme en tvillingebarnevogn ind gennem dem.

Til kontrolscanningen dagen efter kan lægen se, at den anden tvilling både er meget lille og ikke har meget fostervand. Det kan gå begge veje, og de kan ikke give garantier for hverken det ene eller det andet. Der er heller ikke noget, jeg kan gøre, selvom jeg allerhelst vil have besked på at gå hjem og gøre et-eller-andet, så den anden tvilling vil overleve. Vi klynger os til håbet om, at vi stadig får ét barn med hjem efter 40 uger.

Til ekstrascanningen en uge efter, er hjertet også stoppet hos den anden tvilling. Det er sandsynligvis stoppet kort tid efter, vi så det slå ved den forrige scanning. De har begge ikke kunnet overleve den infektion, som vi har delt i blodet.

Jeg er kun i uge 16, og jeg skal allerede føde mine børn.

Jeg bliver sat i gang samme aften med en pille, der skal gøre min krop klar til at føde. Dagen efter møder vi op klokken 16.00 til den første stikpille. Allerede efter to timer gør veerne så ondt, at jeg kun lige kan arbejde med dem. Og klokken 19.00 bliver jeg kørt ned på fødestuen, så jeg kan få en epiduralblokade. På det tidspunkt er jeg allerede udvidet 10 centimeter, men tvillingerne er stadig for langt oppe i livmoderen.

Narkoselægen kæmper lidt med at få lagt blokaden. Og undervejs daler mit blodtryk, så det flimrer for øjnene og suser for ørerne. Det forsvinder, da jeg kommer ned at ligge, og da epiduralen begynder at virke, er jeg til stede i situationen igen.

Sådan går der et par timer, hvor jeg intet mærker, og vi bare er til stede på fødestuen i en fuldstændig absurd situation, som vi endnu ikke rigtig kan forholde os til. Inderst inde håber jeg stadig, at nogen pludselig finder hjerteblink igen eller fortæller, at det hele bare er en ond drøm.

Da jordemoderen vil undersøge mig for at se, hvor langt jeg er i processen, kommer hun med et overrasket udbrud. Den ene tvilling er allerede på vej ud – sammen med moderkagen, som kommer ud i stykker og gør det svært for hende at hjælpe tvillingen ordentligt ud. Klokken 22.35 kommer den fineste lille dreng ud.

Jeg skal presse for at få den anden tvilling ud. Og klokken 22.45 kommer endnu en dreng til verden. I en hel fosterhinde, så han ligger i en lille boble.

Den 24. oktober 2017 føder jeg på lidt over seks timer vores to drenge. Drenge, som først burde have været født nu, så vi kunne tage dem med hjem.

Efter fødslen kæmper jordemoderen med at få den ene af moderkagerne ud – den, som fulgte med den første tvilling. Hun kan kun tage den ud i stykker, og det sidste sidder alt for godt fast. Så jeg bliver kørt på operationsstuen til en udskrabning. Vi får at vide, at det kun vil tage en halv times tid.

Det kommer til at tage det dobbelte. Og fordi mine ben bliver følelsesløse af bedøvelsen, bliver jeg efterfølgende kørt på opvågningen. Imens sidder min mand stadig på fødestuen – ingen har fortalt ham, hvor jeg er henne, og hvorfor jeg ikke er kommet tilbage endnu. Heldigvis ringer en sød jordemoder rundt og finder mig på opvågningen, så han kan komme ned til mig.

Efter et par timer kan jeg bevæge mine ben. Så må vi komme tilbage til fødestuen. Her får vi vores tvillinger at se for første gang. Små og fine, er de. De ligner rigtige børn – men som bare mangler at vokse sig store og stærke. Min mand tager et billede af dem. Et billede, som jeg er så taknemmelig for, og som jeg stadig kigger på i dag. Nogle gange har jeg det ved siden af mig om aftenen i sofaen; så er jeg så tæt på dem, som jeg kan komme.

Det tager nogle dage, før jeg kan blive udskrevet, for min blodprocent vil ikke stige. Men den første dag, den sniger sig over grænsen, tager jeg hjem. Til min mand og datter. Inden vi forlader sygehuset, går vi ned på fødegangen og sætter to sommerfugle på det træ, som viser alle de fødsler, der er sket i løbet af året. Blade for drenge og piger, æble for flerlinger, blomst for hjemmefødsel – og sommerfugle for dem, som aldrig kommer med hjem. 

Egentlig har jeg slet ikke lyst til at forlade sygehuset. Jeg har ikke lyst til at tage hjem uden tvillingerne. At efterlade dem dér uden mig, i en lille trækasse i et kølerum. Og da jeg ligger i min egen seng om aftenen, får jeg dårlig samvittighed, fordi jeg kan ligge der trygt og varmt.

Dagene går. Jeg er sygemeldt fra mit arbejde. Der kommer blomster til os næsten hver dag – både fra familien, men også fra personalet i vores datters institution og andre, som vi ikke havde regnet med. Jeg sætter pris på dem alle og de tanker, der er lagt i dem, men hver blomst er også en påmindelse om, hvad der er sket.

En dag går jeg og rydder op, mens jeg hører musik. Pludselig tager jeg mig selv i at synge med. Det kan jeg slet ikke holde ud. At jeg pludselig er glad igen; at sorgen ikke fylder det hele, men nu har givet plads til glæde også. Jeg er mest bange for, at det betyder, jeg kommer til at glemme tvillingerne.

Efter en måned kan jeg mærke, at det ikke gavner mig mere at være derhjemme. Sorgen bliver ikke mindre af, at jeg ikke har noget adspredelse. Derfor starter jeg på mit arbejde igen. De to første uger på halv tid.

Alle er glade for at se mig igen og giver kram for at vise deres medfølelse. Men det er også tydeligt, at de ikke rigtig ved, hvad de skal sige, når ”det gør mig ondt” er sagt. Jeg ved heller ikke, hvad jeg selv skal sige. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sætte ord på det, der er sket. Så ofte ender det med nogle banaliteter, inden de gør videre eller giver mig en arbejdsopgave.

Samme uge, som jeg starter på arbejde, begynder vi i sorggruppe. Min største frygt er at havne i en gruppe sammen med nogen, som har mistet langt senere i graviditeten eller efter fødslen. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg vil kunne tillade mig at være ked af det over at miste i uge 16, mens andre har nået at møde deres barn levende for derefter at se det lukke øjnene.

Den frygt bliver hurtigt manet til jorden af de to sorggruppeledere – og af de andre deltagere. Sorggruppen hjælper os begge videre, og vi får sat ord på nogle af de følelser, som vi ellers ikke snakker så meget om. Gruppen bliver et ugentligt frirum, hvor vi kan sige de ting, vi ellers ikke tør. Her er der ingen, der ryster på hovedet af én eller synes, at ens følelser er mærkelige. Her er forståelse.

Kort efter vi har afsluttet forløbet i sorggruppen, bliver vores tvillinger begravet. De bliver begravet i en fællesgrav med andre dødfødte børn før uge 22, og nu har vi et sted at gå hen for at mindes dem. På en måde er det en trøst at vide, at de er begravet sammen med andre børn, så de ikke er alene. Jeg har hæklet to bamser til dem, som vi har lagt på fællesgraven. Selvom de ikke er her, skal de stadig have fine ting.

I dag er det et halvt år siden, at tvillingerne blev født. De burde først have været født for et par uger siden, så kunne vi tage dem med hjem. På terminsdagen, den 10. april 2018, tager vi sammen med vores datter hen på kirkegården for at tænde et lys. Hun spørger, om tvillingerne er født nu, så vi kan tage dem med hjem. Desværre. Men vi lover hende, at vi på et tidspunkt får en baby, vi kan tage med hjem fra sygehuset.

I løbet af det halve år, er sorgen blevet anderledes. Den er ikke alt overskyggende mere som et tungt lagen, der lægger hen over dagen. Men den er der stadig. Den er der, når jeg ser en gravid mave, og når omgangskredsen får nummer ét eller to. Dem skulle jeg have været på barsel med.

Allermest er den der, når jeg oplever, at der er ikke er mange andre end mig og min mand, som husker dem. Når der stadig ikke bliver spurgt ind til dem, eller folk ikke husker terminsdagen. Når en fødsel bliver glædeligt annonceret uden en tanke på, at dér skulle jeg også have været.

Måske jeg heller ikke kan forlange det af folk. Jeg er heller ikke god til selv at tale om dem. Når man taler om sine børn, er det forbundet med glæde eller stolthed. Min fortælling om tvillingerne er forbundet med kærlighed, men for andre er den også forbundet med et tabu om døden – og den ved vi ikke, hvordan vi skal sætte ord på, så vi taler helst ikke om den.

Jeg håber, at jeg med tiden vil kunne give tvillingerne den fortælling, de fortjener. Og turde sætte ord på den uden at tænke over omverdens reaktion.

For selvom vi ikke har tvillingerne hos os, så er vi stadig glade for, at de har været her og de små aftryk, de har sat hos os.

Håbet om en 2018-baby ser desværre ikke ud til at ske. Men vi håber stadig på at kunne gøre vores datter til storesøster, og tvillingerne til storebrødre, inden længe. At få en baby, som vi kan tage med hjem og se vokse op.

Tvillinger, mor og far elsker jer. Sov sødt.

10 Kommentarer

  1. Kære mor til tre. Åh, den beretning går lige i hjertet. Jeg sidder med tårer i øjnene. Hvor er det smukt skrevet ❤️ Kun du føler, hvad du føler, og der er ikke noget, der er forkert rigtigt eller forkert. Jeg håber, jeres ønske om endnu et barn snart går i opfyldelse. Kh Christina, mor til 4 heraf tvillinger.

  2. Så smukt skrevet altså, din historie går lige i hjertet. Tak fordi du delte jeres historie.
    Æret være jeres små drenges minde ❤️

  3. Kære mor til tre
    Al kærlighed til dig og din skønne familie. Jeg synes, at det er smukt, at du starter tvillingernes fortælling med en fødselsberetning, for det er jo netop sådan vores børn kommer ind i verden, uanset hvordan de bliver i den, forlader de jo aldrig os❤️

  4. Åååhhh mit gravide, hormonelle hjerte kan slet ikke klare det. Tårerne løber ned af mine kinder.
    Sikke en smuk, men tragisk, histore.
    Tak fordi du deler ❤️❤️

  5. Åh hvor jeg kan genkende alt hvad du skriver. Jeg mistede mit første barn i uge 18 og skulle dermed også igennem en fødsel.
    Vi har nu to raske drenge, men vores lille pige, fylder stadig, særligt for mig.
    Og jeg skal kæmpe mig igennem dagene omkring hendes fødsel hvert år, men gør det alene, da ingen rigtig forstår det.
    Jeg krydser alt hvad jeg overhovedet kan for at I kan gøre alle jeres tre børn til storesøskende og ønsker alt det bedste for jer.

  6. Selvom jeg blev mor for 9 mdr siden, er jeg ikke blevet mere følsom – men den der fortælling… puha, det satte tårekanalerne i gang. Måske fordi jeg selv fødte tvillinger for lidt over 9 måneder siden – efter mange års kamp og 2 små, som aldrig nåede at opleve verden heller (singletons). Det er utroligt som verden nogen gange kan være så uretfærdig, men vi lever efter at alting har en mening – og meningen, for os, var at vi skulle have tvillinger.
    Jeg håber alt for kvinden bag fortællingen, at hun får det/de børn hun håber, og jeg synes det er så livsbekræftende at I holder tvillingerne i live i hjertet ❤️

  7. Tak for dit indlæg ❤️
    Jeg mistede mine tvillingepiger for 12 uger siden . Jeg fødte i uge 22+1. Min krop gik pludselig i fødsel. Det er vores første børn og det er en forfærdelig måde at blive forældre på. Det var og er en forfærdelig oplevelse. Men jeg ville heller ikke have været den foruden. Det jo mine børn .
    Jeg savner dem hver dag, hele tiden.
    Jeg kan følge dig i alt det du skriver og hvor er du god til at sætte ord på det. Tak for det ❤️

  8. Kære mor til 3
    Jeg sidder her lidt små tudende og læser din historie. Tilbage i august 16 fødte jeg selv en lille smuk engle dreng. Jeg var kun i uge 15+3! Jeg hævder været til en ekstra scanning da jeg følte noget var helt galt. Men der var liv og glade dage der inde. Jeg blev også undersøgt og alt var helt normalt. Så jeg sendte min mand på arbejde og kørte selv hjem fra sygehuset. Tanken strejfede mig da jeg kørte hjem at jeg havde veer da jeg var nød til at holde ind og kaste op. 1.5 time efter jeg havde forladt sygehuset fødte jeg en smuk lille dreng hjemme på vores badeværelse. Lille Valentin er lige så højt elsket som hans store søster og hans lille bror og jeg tænker stadig på ham hver dag. 2 måneder efter jeg fødte ham stof jeg med en positiv test igen. Den graviditet var sinfsygy svær pga alt den frygt. Men i dag har vi en lækker lillebror til Valentin. Alt det bedste til dig og din familie er sikker på vores drenge har en fest oppe i himlen❤

Skriv en kommentar