Jeg elsker at der er så stor variation i de fødselsberetninger jeg er så heldig at I løbende sender til mig (på mail: canabuttenschon@gmail.com) og den jeg vil præsentere jer for i dag, er selvfølgelig ingen undtagelse. Den er kort, kontant og knivskarp og selvom den ikke rummer de helt store følelser i det skrevne ord, så efterlader den i hvert fald hos mig så meget usagt, som får mig til at kunne sætte mig 100% i den fødendes sted. Ikke så mange dikkedarer, men rigtigt meget fødsel – og okay, en omgang pomfritter med mayo, som jeg synes vidner om et vanvittigt overskud…

God fornøjelse!

Efter en hel graviditet med en hyperemisis diagnose (invaliderende grad af kvalme og opkast, red.), var jeg ved at være godt gal på verden, da jeg tog til jordemoder 41+0 tirsdag den 7-11-17.
Alt var fint. Knægten blev skønnet til 3600 g og vi snakkede lidt om igangsættelse ugen efter, hvis han altså ikke meldte sin ankomst inden. På vej ned af trappen synes jeg da egentlig at de plukveer bed lidt til, men hvad pokker. Det havde de jo gjort hele weekenden og der var jo ikke sket noget. Så hjemad det gik, netflixen blev tændt og hækletøjet fundet frem og min farmor ringer “er der ved at ske noget?” NEJ han kommer aldrig ud! Sådan føltes det anyway.
De der plukveer begynder at blive lidt onde, så op og stå med mig. Kunne jo lige ordne noget vasketøj, der er jo ingenting under opsejling!

Manden ringer, han køre fra arbejde nu. Spørger hvorfor jeg i perioder ikke svare. Får ham fortalt at det er pga de der onde uduelige plukveer som absolut ingen effekt har. Senere har han fortalt at han tog tid i bilen mens vi snakkede. 6 minutter imellem de uduelige plukveer.

Han kommer hjem og begynder at tage tid igen. 5 minutter imellem..

Vi skal ud og gå en tur meddelte fruen. Vi skal have sat skub i de her (helt og aldeles total ubrugelige pluk)veer. 500 meter tog 20 minutter så vi vendte hurtigt næsen hjem igen.
Nu var der 2 minutter imellem. Måske vi skulle ringe til jordemoderen.

Vi måtte da godt komme ind men skulle forvente at blive sendt hjem igen, da jeg var førstegangsfødende. Også gad jeg så ikke afsted. Jeg skulle have pomfritter! Og pomfritter jeg fik, med mayo til.
Kl 19.30 meddelte min kære husbond at nu bestemte han og turen gik til fødegangen!

1 cm åben?! Vi kunne tage hjem eller vente en time og se derefter. Jeg ville vente en time og ellers gerne have en cocktail til natten.

En time senere 4 cm åben og en baby der stod godt ned i bæknet. Ja Tak! Knægten havde fart på mente jordemoderen og gik for at finde en fødestue. Vi kom på fødestuen 21.30. Jeg havde et stort ønske om at komme i vand og det kom jeg. Nøj det var dejligt.

Desværre fik den dejlige varme sat lidt en pause på udvidelsen, så kl en time senere var vi kun oppe på 5 cm. Jordemoderen gik ud for at give nattevagten rapport. Også tog det til. Veerne var nu så stride at jeg brølede mig igennem dem (god smertelindring faktisk!). Da jeg blev tjekket igen, mindre end en halv time efter, var vi oppe på 8 cm. Så tror da pokker det gjorde ondt!

Nu pressede det og jeg måtte ikke presse med. Den næste times tid er ret uklar og jeg husker det som en stor kamp for ikke at presse med. Og en pokkers masse brølen. Men kl 23.50 gik vandet og besked “Du presser bare” var så befriende! Kl 00.07 blev lille Elliot født.

En lækker unge på 3620 g, 52 cm og en masse mørkt hår <3

2 Kommentarer

Skriv en kommentar

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk