Tør man overhovedet føde igen, ovenpå en lang, hård og måske ligefrem traumatisk fødsel? Det er min oplevelse, at de fleste heldigvis ender med godt at turde prøve igen. Heldigvis, fordi fødslen for de fleste bliver en ganske anden – og ofte meget bedre og i særdeleshed meget hurtigere – oplevelse end den første. Præcis som det var tilfældet for kvinden, som har skrevet både sidste uges meget hårde fødselsberetning og dén, som venter jer lige her nedenfor billedet. En dejlig, dejlig beretning, som jeg bliver helt rørt over at læse. Fordi alle kvinder fortjener en god fødselsoplevelse.

fødsel

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at efter min første søns fødsel overvejede vi kraftigt om vi skulle nøjes med et barn – eller rettere, nøjes med en fødsel. Da han nærmede sig halvandet år, begyndte vi alligevel at bløde lidt op, og ganske kort tid efter var jeg gravid med endnu en dreng.

Graviditeten forløb ukompliceret men fra starten fyldte tanken om hvordan jeg kom bedst igennem endnu en fødsel meget hos mig. Jeg blev ret hurtigt visiteret til et jordemodertilbud med ekstra tid og fokus på mit tidligere forløb. Der blev lagt en kæmpe faglig indsats for at hjælpe mig bedst muligt gennem denne graviditet og da jeg nærmede mig tredje trimester havde jeg efterhånden mod på at føde vaginalt igen – godt hjulpet på vej af et par gode snakke med jordemoder og fødselslæge om hvordan fødslen kunne gribes an så den tidligeres fødsels spøgelser ikke kom op til overfladen igen.

Jeg forventede at gå over tid igen, og var fint tilfreds med dette, da jeg havde mundtlige eksamener strøget med nænsom hånd omkring terminen. Da jeg nærmede mig målstregen begyndte jeg at vågne op om natten med veer i en time eller to af gangen, men som gik i sig selv igen før der kom rigtig gang i den.

Tidligt om morgenen 40+6 vågnede jeg endnu en gang med noget, der måske var veer. Siden det ikke var værre end de veer, jeg var blevet snydt af de forgange nætter, synes jeg det var fint at lade manden tage til træning mens jeg blev i sengen til vores store dreng vågnede. Han kom tilbage efter en times tid og stod op med vores søn, så jeg kunne få fred til at finde ud af, om det blev til mere.

Mens de gjorde sig klar nedenunder tog jeg et bad og ærgrede mig lidt over at veerne stilnede af under den varme bruser, men på den anden side så kommer barnet jo ikke før det er klart, så hvis det var sådan det var så var det sådan det var.

Min mand afleverede vores dreng i vuggestuen og jeg kom i mellemtiden ud af badet for at se, om der stadig var veer, der var værd at snakke om, eller om det var ved at gå helt i sig selv igen. Da jeg kom ned i stuen kom der alligevel lidt mere drøn på, og da jeg egentlig befandt mig bedst stående ved spisebordet med hænderne på bordpladen tænkte jeg at fødegangen nok lige skulle have et kald.

Veerne var ikke rigtig regelmæssige og ikke voldsomt smertefulde, alligevel synes jeg det kunne være motiverende for det videre fødselsarbejde at komme op til tjek og se, om jeg var i aktiv fødsel endnu, så min mand fik besked på at smide de vigtigste ting i bilen så vi kunne komme afsted. Med tanke på sidste fødsels længde, mente han at det var bedst lige at forsinke afgangen lidt ved at gå ud med affaldet og starte opvaskemaskinen – hvis vi nu igen skulle være væk i 3 dage.

Vi kørte mod Hillerød Hospital og veerne blev værre. Da vi skulle af hovedvejen et par kilometer før hospitalet fik vi en ubehagelig overraskelse i form af et trafikuheld ret forude, som vi skulle holde i kø bagved. Så vi holdt der. Helt stille. Imens jeg efterhånden havde veer, der følte som om bækkenet var ved at flække.

Vores tur til hospitalet blev dobbelt så lang som vi havde forventet, og da vi endelig landede på Hillerød var jeg klar til at melde mig ud af fødslen. Veerne kom med et minuts mellemrum og varede ca. lige så længe, hvilket betød at jeg nåede at gå ganske kort inden jeg måtte stå og hænge op af min mand og puste tungt. Med alle de ve-afbrydelser tog det en evighed at komme ind og op på fødegangen – nok ca. 15 minutter for en gåtur på 150 meter.

Jeg havde forestillet mig noget om at komme i vand for at komme igennem fødslen, men nu var jeg helt klar til at råbe ’Epidural!’ til den første jordemoder jeg kom i nærheden af. Vi blev vist ind på en stor fødestue med kar og det hele og jeg krabbede op på fødebriksen og stillede mig på alle fire – min nye bedste yndlings-vestilling.

Jordemoderstuderende, som modtog os, synes det ville være en drøngod ide om jeg lige fik kørt en ’doorstep-CTG’ – altså, sådan en velkomsthilsen-kurve, og jeg forsøgte derfor at lægge mig så hun kunne sætte udstyret på. Ved den næste ve fløj jeg så bare op på alle fire igen. Så foreslog hun at jeg lige lagde mig ned så jeg kunne blive undersøgt for, hvor langt fremskreden fødslen var. Og ved næste ve fløj jeg igen op på alle fire. Jeg forsøgte at forklare at jeg ikke skulle ligge på ryggen, og vi blev enige om at hun kunne lytte med håndholdt udstyr i stedet og undersøge mig sådan som jeg stod. Og at jeg kunne få lattergas. Og så var vi gode venner alligevel.

Der kom en superviserende jordemoder på stuen, og stort set samtidig ændrede veerne sig til presseveer. Superviserende jordemoder stak hovedet ud af stuen igen, kaldte efter varme håndklæder og informerede om at når hun kaldte næste gang ville der blive født. Den information trængte igennem min lattergaståge, og betød at 1) fødslen var tæt på og dermed sluttede veerne nok snart og 2) epidural og karbad var long gone.

Hver ve pressede mere, og mine to jordemødre dirigerede med militærpræcision. Ve – pres. Vepause – t-shirt af! Ve – pres til! Ve-pause – bukser af! Super-jordemoder kiggede mig i øjnene og dekreterede at jeg måtte få en ve mere på alle fire, hvorefter jeg skulle om på ryggen så de bedre kunne liste hovedet ud. Så med følelsen af at være ved at passere en brændende ananas gispede jeg mig gennem to veer mens super-jordemoder lirkede hans hoved ud.

Og så landede en runken, surt udseende, våd og lilla baby på min mave. Og anstrengelsen var forbi fra det ene sekund til det næste. 4,5 time efter veerne var startet, og 25 minutter efter vi var ankommet til fødegangen kom min søn til verden, 3350 gram og 52 cm og i helt perfekt form. Og med sig bragte han den største forløsning, vi overhovedet kunne have ønsket os, af den første fødsel.

7 Kommentarer

  1. Åh TAK for den dejlige fødselsberetning! Det har lige fået mine tanker til at falde lidt mere til ro omkring min næste og anden fødsel. Min første fødsel var også en lang en af slagsen, men 2 døgns veer og en meget meget meget lang pressefase, der endte med sugekop. Og nu står jeg snart overfor fødsel nr 2 (underligt som man bevæger sig ud i det igen haha), og håber så inderligt på et hurtigere og nemmere forløb denne gang. Tak endnu engang for at dele disse fine fine historier!

  2. Fin beskrivelse. Jeg har faktisk den modsatte følelse. Er lige nu gravid med mit andet barn og havde en rigtig god oplevelse ved min første fødsel hvor alt fik helt perfekt og jeg slap uden en eneste bristning. Er vildt bange for at jeg så ikke bliver ligeså forskånet denne gang? Måske er det bare naturligt at være nervøs inden en fødsel ligemeget hvilke oplevelser man har haft.

  3. Jeg gik den anden vej. Efter en første fødsel, der endte med et barn, der kom ud helt udmattet, ikke trak vejret selv og blev kørt væk fra mig med det samme, og en svær bristning, som det tog måneder at komme mig over – ja, så mente både jeg og min jordemoder at det skulle være planlagt kejsersnit anden gang. Så det blev det, og det var en fantastisk fin og stor oplevelse. Specielt fantastisk for mig var det at opleve at mit andet barn skreg, bevægede sig og trak vejret, da hun kom ud. Jeg har ikke ét sekund fortrudt, at det blev valget for mig 😊

    • Hej Heidi

      Tak for denne kommentar, som jeg vil gemme ind min hjerne til det bliver relevant for mig at træffe valget. Jeg fik også en stor bristning, og døjer stadig med arvævs-gener her 1,5 år efter. Alligevel føles tanken om at vælge den vaginale fødsel fra som et form for nederlag. En førstehåndsberetning som din er guld værd. Bare det at “fantastisk” og “kejsersnit” indgår i samme afsnit. Tak for at dele <3

  4. Fantastisk historie! Min første fødsel var også lang (42 rimer) og hård med en skidt lille pige! Anden fødsel var en stor fornøjelse, 13 timer og en lille frisk pige som jeg selv tog imod❤️

  5. Jeg tror ikke jeg tør!
    Min første fødsel var meget lang, pressede uden presseveer i halvanden time, 4 forsøg med kop (3. Forsøg slap koppen – jeg troede at noget gik helt galt) og endte i akut kejsersnit uden min mand tilstede. Fik lovning på planlagt kejsersnit næste gang – nu må vi se. Fedt at læse om en succes ved anden fødsel!

  6. Heldigvis bliver det sådan for mange anden gang ovenpå en hård første fødsel, selv nåede vi ikke engang ind til fødegangen anden gang ovenpå en angstfuld første fødsel… der findes bare ikke to ens fødsler 😊

Skriv en kommentar

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk