Jeg kommer gående ind på stuen, som ligger placeret for enden af rummet med de mange senge. Jeg kan høre en kvinde presse og jeg kigger forsigtigt ind bag det hvide klæde, der hænger ned fra loftet. Der står to kvinder med blodige handsker på, foran en kvinde, som ligger i et klassisk rygleje på en lillebitte briks, hvor hun presser på livet løs. Den fødende venter sit syvende barn og der går ikke mere end ganske få minutter før en lille, lækker dreng glider op på brystet af hende i en skylle af lysegrønt fostervand.

Drengen græder straks og moderen lægger hovedet tilbage på den korte madras og lukker øjnene af udmattelse.

Jordemoder, kom herover!” kalder én på mig og det går op for mig, at jeg befinder mig på en tre-sengs fødestue, hvor der bag klædet til den anden side ligger endnu en kvinde og presser, nærmest lydløst.

Kvinden, hende der endnu ikke har født, venter sit andet barn, ovenpå en første fødsel som desværre endte med, at barnet døde undervejs. Hendes veer var startet små syv timer tidligere og hun var nu klar til at presse barnet ud. “Der er vesvækkelse” siger jordemoderen til mig, hvorefter hun råber igennem lokalet at én af de studerende skal komme og hjælpe med at gøre klar til et drop. Jeg hilser på den fødende, og selvom hun ikke forstår hvad jeg siger, så bilder jeg mig ind, at hun forstår mit smil og mine anerkendende nik.

Hver gang der kommer en ve, griber kvinden fat i sine lår og presser alt hvad hun kan. Hun klarer det godt, selvom veerne ganske rigtigt er temmeligt korte og jeg forsøger at rose hende, inden jeg bevæger mig et par meter væk, for at lægge min taske, som stadig hænger over skulderen på mig, fra mig. Jordemødrene råber alt muligt jeg ikke forstår og det virker ikke just, som om den gode, rolige stemning, som jeg ellers ved kan hjælpe med at højne niveauet af oxytocin og dermed veerne hos kvinden, er i højsædet. Det omsorgsfulde nærvær mangler ligesom lidt; i hvert fald i forhold til mit temperament, når jeg befinder mig i nærheden af en fødende kvinde.

Jeg kigger mig lidt omkring og på kvinden, der ligger og presser. Hendes kønsdele ligner ikke de fleste andre jeg har set i min karriere som jordemoder. Bevares, alle kvinder er forskellige og kønsdelene kan se ud på mange måder, men hende her, er alligevel anderledes. Hun har ikke rigtigt nogle kønslæber. Eller en klitoris. Til gengæld er der, ovenover skedeindgangen, henover urinrøret og dér hvor klitoris engang sad, en tynd hudfold af arvæv. Hun er tydeligvis omskåret.

Stort set alle kvinder her i Somaliland er omskåret. Nogle har “bare” fået fjernet en del af klitoris, imens andre mere uheldigt stillede, som kvinden her, har fået fjernet både kønslæber, klitoris og er ofte blevet syet så tæt sammen, at de, når de indgår i ægteskab, skal “skæres op” således penetrationen og dermed befrugtningen kan finde sted. Sidenhen vil de kvinder, som er blevet invasivt omskåret, have problemer under fødslen, hvor det stramme arvæv skal skæres yderligere op, for at fødslen, som i øvrigt indebærer markant øget risiko for både mor og barn, kan finde sted.

En ung kvinde kommer og lægger et drop i armen på den fødende. Det virker ikke rigtigt for hende, ser jeg og hun opgiver undervejs og lader den ældre jordemoder, som vist nok skælder ud, komme til.  Droppet bliver lagt, imens den fødende trøsteløst presser videre. Den ældre jordemoder vandrer lidt rundt på stuen og kommer tilbage med et sæt handsker til mig. Hun vil vist gerne lade mig tage imod barnet og selvom jeg virkelig er fristet af muligheden, takker jeg nej og stiller mig i stedet op ved siden af fødelejet og lægger en hånd på kvindens lår. Jeg vil meget hellere “bare” observere og opleve, end jeg vil til at være praktiserende jordemoder i et fremmed land og overfor en kvinde, som jeg ikke kan kommunikere med på anden måde end via fagter, når der nu rent faktisk er lokalt fagpersonale til hendes rådighed. Alligevel kan jeg, efter 20 minutters tid, hvor ingen har lyttet på barnets hjerte, ikke lade være med at spørge om de kender barnets hjerterytme. “Barnet bevæger sig” siger jordemoderen køligt og selvom jeg kan undre mig over hvordan hun ved det, når hun ikke holder en hånd på kvindens mave, så tænker jeg, at hun selvfølgelig har styr på det – og at et barn, der bevæger sig, er et barn, der har det fint.

Der går vel yderligere et kvarters tid på nogenlunde samme måde, hvor kvinden har svært ved at presse barnet ordentligt frem, indtil en yngre jordemoder støder til og forsøger, med sine fingre, at guide kvinden til at presse mere effektivt. Det har tilsyneladende kun ringe effekt og jeg kan ikke lade være med at tænke, om ikke det var en idé, hvis kvinden fik lov til – eller blev bedt om – at ligge/sidde/stå i en anden stilling end det klassiske rygleje, men med tanke på dengang jeg engang gjorde dét på et hospital i Nigeria, hvor jordemødrene grinede af mig, som om jeg havde sagt, at kvinden skulle stå på hovedet, lader jeg være. Den unge jordemoder forsøger at lytte på barnets hjerte, men har tilsyneladende ganske store problemer med at finde hjertelyden. Mit hjerte hamrer. Det er bare ikke rigtigt…

En tredje jordemoder støder til og forsøger at finde hjertelyden. Hun finder noget, som jeg hurtigt konstaterer er moderens puls og stopper så med at søge videre. Jordemoderen sætter ikke doptonen på dét sted jeg selv ville forsøge at finde hjertelyden på det her tidspunkt i fødslen og selvom jeg egentlig tænker, at jeg “ved bedre” så blander jeg mig ikke. Stemningen bliver mere hektisk og folk råber efter hinanden. “Tilkald lægen!”  skærer en stemme sig igennem den tykke luft af spænding, “vi bliver måske nødt til at lave et kejsersnit”. Ve-droppet kører på fuld drøn og jeg føler pludselig trang til at hjælpe til. Til at hjælpe kvinden, som under forrige fødsel mistede sit barn. Hun skal klare den med et levende barn i den anden ende. Det skal hun simpelthen.

Jeg lægger en hånd på maven af hende og mærker efter veerne. Så snart veen starter, griber jeg fat under nakken på hende med den ene hånd og under hendes ene fod med den anden og opfordrer hende – på klingende dansk – at presse. “Kom, kom, kom, kom, kom” hvisker jeg med et kærligt blik til hende, imens jeg kan se hvordan mellemkødet bliver gradvist mere udspilet. I ve-pausen trækker vi vejret sammen. Kvinden med halvt lukkede øjne og mig, med en hånd på hendes mave, klar til at mærke optakten til næste ve, og den anden hånd strygende henover hendes hår. Hun har brug for at slappe af og ilte blodet i vepausen. Barnet har. Jeg tænker, at den hjertelyd snart skal findes – eller at den baby snart skal ud.

I næste ve griber jordemoderen en saks og forsøger at anlægge et klip i mellemkødet. I virkeligheden bliver det til mange klip, fordi saksen tydeligvis er ganske sløv, men ikke desto mindre, bliver der – henover tre veer og ganske mange klip – skabt plads til, at barnet kan fødes. Jeg fortæller kvinden, som kæmper så bravt, at hun gør det godt og jeg forsøger, selvom stemningen er hektisk, at bevare en ro og et nærvær hos kvinden.

Det er en pige. En slap, lille pige, som kommer op på mors mave, hvor jeg per refleks tørrer hende om munden og gnubber hende på ryggen. Hjertet slår, mærker jeg hurtigt og efter få sekunder og et enkelt pust i ansigtet, hoster hun og kommer igang. Hun lever i bedste velgående, får hurtigt fin farve og klarer den med en ganske fin apgar score, som tydeligt indikerer at hjertelyden altså havde været til at finde, inden panikken bredte sig på stuen, hvis bare doptonen havde været placeret det rigtige sted. Heldigvis.

Barnet har det fint, moderkagen fødes og imens kvinden efterfølgende bliver syet, går jeg med lægen på den rundtur på hospitalet jeg skrev om i går, for at udnytte tiden bedst muligt imens jeg er her.

Efter rundturen går jeg tilbage til fødeafdelingen, hvor kvinden og den lille, fine pige er blevet installeret i det store rum med de mange senge, og hilser på familien. “Hvad hedder du?” spørger de og fortæller at de har besluttet at den lille pige skal opkaldes efter mig, som tak for al min hjælp.

Kæft hvor er det stort! Især med tanke på, at det eneste min hjælp i virkeligheden bestod af, var ro, nærvær og tilstedeværelse med kvinden, bliver jeg simpelthen så rørt over alligevel at have betydet så meget for et andet – komplet fremmed – menneske, som jeg ikke engang kan kommunikere verbalt med.

Lille, fine Cana.

33 Kommentarer

  1. Puha jeg sidder helt med tårer i øjnene. Hvor er du bare fantastisk – med din ro kom lille Cana ud 😍
    Hvor er jeg glad for at du var til stede, har slet ik lyst til at tænke hvad det kunne have betydet uden dig der.
    Du gjorde en stor forskel – tak for at der findes mennesker som dig sødeste Cana ❤️ Jeg glæder mig til at høre mere om turen. Du er sgu en ener❤️

  2. Og så sidder jeg her og tuder. Hvor er det smukt 🙂 Så dejligt at det endte godt og håber de lærte lidt under dit besøg.

  3. Fantastisk skrevet, Cana. Virkelig fantastisk. Og sikke en oplevelse! Jeg sidder med en klump i halsen. Netop dét du beskriver der, er grunden til, at jeg vil være jordemoder. At man giver tryghed og nærvær sammen med professionalisme, gør en kæmpe forskel for den fødende. Det er din histore jo et fantastisk eksempel på!

    Ønsker dig en fortsat god tur 🙂
    Sophie

  4. Hold nu op hvor er det fint! Det bliver en god dag når tårerne triller af bevægelse her fra morgenstunden.

    Har du overvejet en indsamling her på bloggen til Danmarks Indsamling? Jeg støtter altid til det store show, men kan godt føle mit bidrag drukner lidt. Her er vi et mindre fællesskab, vi læser dine historier og kan se hvor meget vi bidrager med – sammen😍

    Fortsat god tur – du gør det godt!

  5. Fantastisk!!!
    Måske skulle jeg have ventet lidt for jeg sidder her i morgenmylderet i metroen og kæmper med tårer og snøften.
    Hvor var hun heldig at opleve dig og få en lille Cana ud til sig ❤️

    • … og jeg sidder i et overfyldt S-togs stillekupe og kæmper med at holde tårerne tilbage ☺️
      Note to self; læs ikke Canas blog når du er ude blandt andre

      • .. og jeg sidder i venteværelset hos ørelægen og kæmper en kamp med tårerne! Åh altså. Så fin fortælling.

        • …og jeg ligger med min sovende søn ved mit bryst, imens tårerne triller. Tænker tilbage på min egen fødsel for tre måneder siden , den fantastiske jordemoder og hvor meget heldigere stillet vi er i Danmark.

  6. Ej Cana! Hvor er det en smuk læsning, jeg som de andre græder også, bliver helt rørt <3

  7. Så fint skrevet, og hvor godt at vi kan lære lidt af hindanden! Jeg sidder lige og tuder lidt, men det er på den allerfineste måde. 🙂

  8. Uha hvor et skriv. Vidste ikke at man kunne holde sig for øjnen og læse samtidig. Troede kun at det var når noget er uhyggeligt i film. Men puha sikken en oplevelse den mor var igennem. Men heldigvis ende det hele godt. 🖤

  9. Av, hvor fint og stærkt på samme tid. Og gid fanden havde de om skæringer, hos både drenge og piger. Ethvert menneske burde være herre over sin egen krop, tænker jeg og at det er ufatteligt, hvor meget de må skulle betale i religion og traditioners navn både som små og igennem livet, seksualitet, og som her i fødselssituationer og efter. Forfærdeligt. Hvor er jeg heldig, at jeg er født i Danmark, så priviligeret og forskånet for så meget og med mulighed for at ændre på mange ting. Og tak fordi du er vores øjne og ører på sådan en rejse. Det kan ikke være her let. Knus.

  10. Nu sidder jeg her og græder stille, mens min snart 2-årige går rundt og leger trods feber.

    Jeg har haft 3 gode fødsler hvor min jordemoder har haft så stor betydning. Hvor hendes ro og nærvær har hjulpet mig godt igennem. Hvor smukt at du kunne hjælpe hende ❤️

  11. Så sidder jeg her med tårer i øjene – wow!
    Sikke en oplevelse – og sikke et skønt menneske du bare er!

  12. Cana.. for fanden! Snot og tåre i morgen kaffen! Hvor er de mødre tapre ( det er alle mødre der føder) men er du vanvittig jeg er takenemmelig for mine to rolige og nærværende fødsler med jordmødre med smil og varme i øjnene og guiden hænde og ro. Hvor godt du gik med, hvor helt vidunderligt at du lod den her mor finde roen med dig!! Og sikke en gestus at den smukke lille bliver opkaldt efter dig!

  13. Jeg sidder i en pause på universitet og læser dit indlæg. Det var nok ikke det smarteste, for jeg sidder her med tårerne løbende ned af kinden og en kæmpe klump i maven.
    Det er meget smukt skrevet og jeg kan kun forestille mig hvordan den oplevelse må have været.
    Du gør et godt stykke arbejde. Jeg nyder at læse dine indlæg.

    Vh Malene

  14. Nøøøj, sikke en beretning – fantastisk. Både enormt rørende, og enormt frustrerende; jordemødrenes manglende kompetencer, omskæringer der sættet livet På spild for mødre og børn – puuhaa, det giver mig en knude i maven og ondt i hjertet.så bliver jeg desto mere rørt over, at ser skal så “lidt” til, for at det endte lykkeligt. Godt du var der med din gode, danske jordemodeeuddannelse, din ro og din empati.
    Det er fantastisk at få lov til, at følge med på sidelinien, gennem dine øjne, oplevelser og beskrivelser – tusind tak for det ❤️

  15. Åååh godt du var der Cana. Sidder her helt fortvivlet og tænker: stakkels kvinde, som allerede har mistet et barn under en fødsel og nu sikkert skrækslagen men uden nogen form for empati for de tilstedeværende jordemødre. Men du var der , med din ro og kærlige omsorg til hende, det er sådan en fødende skal have det,og det er sådan et lille nyt barn skal komme til verden (også i Somalieland). Forstår godt de valgte at opkalde den smukke lille pige efter dig.. ❤ velkommen til verden lille pige.

  16. Det lyder som en voldsom oplevelse for kvinden, der af hele sit hjerte må være så taknemmelig over, at du kom med din ro og hjalp hendes lille vidunder til verden.
    Særlig heldig kvinde! Tak for dig.

  17. Tak for dig❤️ Sidder her og hulker🙈 Tør slet ikke tænke på hvad der kunne være sket.
    Er lige knap 12 uger siden jeg selv fødte min lille dreng, hvor min jordmoder gjorde hele forskellen for mig

  18. Læser dette indlæg med min datter på 4 uger sovende på mit bryst. Puh – ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Men nøj, hvor var det godt du var der. Selvom du måske ikke mener du gjorde meget, så gjorde du jo netop det Jeg ved i hvert fald at tryghed, tiltro og opmuntring var noget af det vigtigste for mig, da vores lille pige kom til verden.
    ‘Jeg kan godt forstå, at de opkaldte deres datter efter dig!

  19. Uh sikken voldsom oplevelse, både for moren men helt sikkert også for en super professionel og nærværende kvinde, som dig.
    Sidder og ønsker, at du havde taget imod mine drenge- som nu er 20 og 15:-)

  20. Åh sikke en skøn historie. Tillykke med lille Cana. Men frygteligt med de vaniserende omskæringer!!

  21. Jeg sidder med min baby på 6 mdr. i armene, der ser temmeligt forvirret ud. For tårerne triller….! Han vejer i øvrigt ca. 8 kg, apropos historien fra i går. Stakkels lille baby. 😢💔

  22. Åh Cana!
    Du er en helt særlig, modig og virkelig beundringsværdig kvinde💪❤️🙏
    Tak.

  23. Har været ude for det samme i Indien hvor jeg var i afsluttende praktis som sygeplejestuderende. En helt helt ung førstegangsfødende som var bange og forvirret og lå sammen med tre andre fødende på rad og række. Jeg satte mig hos hende, bød en hånd at holde i og en klud på panden. Kvinden var noget forvirret over hvad jeg sad der for i starten, men blev hurtig glad for min tilstedeværelse. That’s it. Hun fødte en fin lille dreng, som jeg stik i mod al kutyme løftede væk fra varmelampen (hvor han i ø lå uden id-armbånd sammen med tre andre nyfødte drengebørn…) og hen til sin mor så hun kunne se og røre ham. Næste dag faldt hendes mor mig om benene under stuegang og gentog “Very very thank you” og bad mig navngive den lille dreng. Det afslog jeg venligt, men stuegangslægen og hele hans følge stod måbende og spurgte hvad jeg dog havde gjort, hvortil jeg jo ærligt kunne svare at jeg havde givet hende en hånd at holde i. Man skal bare ikke underkende den helt helt grundlæggende og medmenneskelige omsorg selvom den synes nok så banal og selvfølgelig.

    • Det er lige det, I begge beskriver så smukt, nærheden! Det gør en helt ekstrem forskel, og så er det i virkeligheden ligegyldigt om man taler samme sprog. Tak for fortællingen, der rammer dybt i hjertet, men endnu mere tak til de mennesker, der vier deres liv til at hjælpe andre!

  24. FANTASTISK indlæg. Vild fødselsberetning og du skriver, som altid, virkelig godt. Undervejs kunne jeg se hele fødslen for mig og havde lyst til at agere heppekor for den fødende kvinde – og for dig i situationen.
    Sikke en smuk og dejlig lille baby. Yndige baby Cana. Wauw 🙂

Skriv en kommentar

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk