Det lykkes desværre ikke altid, når lægerne forsøger at vende en baby, der ligger med numsen ned, inde i mors mave. Og hvad så? Kvinden, der har skrevet denne uges fødselsberetning, ønskede sig brændende en vaginal fødsel – alligevel endte det helt anderledes…

Nu skulle det være

Efter færdiggjorte uddannelser har min mand og jeg egentlig bare ventet på det rette tidspunkt. Det tidspunkt, hvor uddannelsen er veloverstået, man har landet det faste, fremtidssikrede arbejde på 37 timer om ugen med styr på visionerne og mulighederne inden for rækkevidde – både socialt, mentalt og fagligt, – men ikke mindst overskud i hverdagen og en forventning om, at når alt det var indfriet, så ville følelsen af overskud og selvsikkerhed vælte ind over mig og en indre stemme ville sige: ”Så er det nu. Nu er der tid og overskud til en lille ny”.

Jep. Det gik op for mig, at jeg befandt mig i en situation, som så mange andre med en lige så struktureret og målrettet tilgang til hverdagen som min mand og jeg, nemt kan finde sig selv i. Vi var i gang med at planlægge tidspunkt for graviditet og ankomst af baby, så det kunne passe ind i vores kalender. Men vi måtte som så mange andre indse, at det kommer vi aldrig til at kunne. En så struktureret hverdag har vi jo netop for at kunne nå så meget som muligt af det, vi gerne vil. Det stopper ikke, fordi man går med planer om at skulle have en baby. Vores uddannelser var veloverstået, ja. Men… fast og fremtidssikret arbejde? Næh. Var antallet af planer og aftaler i kalenderen nedadgående? Næh. Snarere tværtimod. Var der styr på visionerne? Næh. Var alle større planer efterlevet og oplevet? Over hele hovedet ikke. Var der en indre stemme? Måske bare en hvisken…? Niks. Men det ville jo aldrig komme jo aldrig til at ske. Jeg ventede på et tidspunkt, der aldrig vil melde sin ankomst. Jeg måtte indstille mig på, at det næste store skridt ikke kunne planlægges og struktureres til mindste detalje. Det skulle derimod håndteres med en masse nysgerrighed, hjerterum og kærlighed.

Det lykkedes overraskende hurtigt at blive gravid, og graviditeten var uden komplikationer. Jo, der var der en del uudholdelig kvalme de første 12 uger. Men det var efter min opfattelse forventeligt, selvom det til tider kunne føles som rigtig lang tid. Sådan gik ugerne meget stille og roligt fremad.

Da jeg i uge 28 kommer til mit andet jordemoderbesøg, nævner hun, at baby ligger med numsen nedad, altså i sædestilling, hvilket faktisk slet ikke undrede eller overraskede mig, eftersom jeg havde slåsset lidt med noget rundt og hårdt, der ofte stødte mod mine ribben i weekenden forinden. Jeg fik dog at vide, at det ikke var ualmindeligt, ej heller noget problem, fordi baby kunne nå at vende sig nok så mange gange endnu inden fødslen.

Ugerne efter blev pladsen i maven mere og mere trang, og babys hoved skubbede stadig mod mine ribben. Lægen bekræftede også i uge 32, at han lå i samme position (med numsen nedad), men beroligede mig, for baby kunne jo nå at vende sig mange gange endnu.

Da jeg i uge 35 kommer til tredje jordemoderbesøg har jeg stadig en følelse af at der er kamp om pladsen nær mine ribben. Jeg har i den forbindelse hundredvis af spørgsmål i tilfælde af at baby stadig ligger med numsen nedad. Hun mærker hurtigt på mig og fortæller så, at baby ligger med hovedet nedad. Så han har altså vendt sig. Det var lige den besked jeg virkelig havde håbet på at få, hvilket jo i sig selv var virkelig dejligt. Jeg følte dog ikke umiddelbart den glæde og lettelse, som jeg havde regnet med, at jeg ville gøre. Det skyldtes at jeg stadig kunne mærke noget stort, hårdt og rundt, der ligger og skubber til mine ribben indefra. Jeg fik at vide, at hvad det så end var, så var det i hvert fald ikke hovedet, for baby havde vendt sig. Jamen okay så.

Skæbnen vil, at jeg 4 dage efter dette tjek ved jordemoderen, tror, at vandet er gået. Jeg kontakter fødegangen og eftersom jeg kun er 35+5, så vil de gerne se mig med det samme. Der er bestemt ikke mangel på hjælp og til trods for at jeg lige skal vente lidt, så bliver jeg mødt med store smil, overskud og varme hilsner. Jordemoderen, der skal tjekke mig, starter med at lette stemningen lidt. Hun lytter til mig og min fortælling før hun beder mig om at gå ud og smide tøjet. ”Hej med dig, og strip så for mig” siger hun sjovt og selverkendende, hvilket lige passede til min humor. Skønt. Hun nævner kort, at der vist har været tvivl om, hvilken vej baby vendte. Jeg fortæller hende om jordemoderbesøget få dage forinden, hvorefter hun mærker på min mave og bekræfter min mistanke: baby vender stadig med numsen nedad. Dette bliver yderligere bekræftet ved scanning få minutter senere. Dette indleder dog heldigvis planlægningen til at få foretaget vendingsforsøg, så baby, med lidt hjælp, forhåbentlig kan blive vendt med hovedet nedad.

I ugen efter (uge 36) møder min mand og jeg op til første vendingsforsøg. Vi bliver mødt af en erfaren og utrolig rar sygeplejerske, som lige giver mig et prik og kører en kurve på mig, hvorefter jeg bliver kaldt ind i et lokale. De scanner mig for at se, hvor der skal tages ved henne alt efter hvordan baby vender. For der bliver taget ved – og det er særdeles manuelt arbejde. 2 læger, der hjælpes ad med at trykke, dreje og trække i min store mave i forsøg på at vende baby. Ikke just behageligt, men vendingsforsøget gør faktisk ikke ondt. Efter nogle minutter må det konstatereres, at det desværre ikke lykkedes. Vi vælger at takke ja til tilbuddet om endnu et forsøg, som, til trods for 2 lægers forsøg, heller ikke lykkedes. Umiddelbart efter dette vendingsforsøg nr. 2, så skulle vi snakke med en læge om, hvad planen så var. Jeg har altid haft et højt ønske om at skulle føde selv, hvis muligt. Smerte skræmmer mig ikke. Jeg har en drøm om at få lov til at møde min indre ur-kvinde samt at få den særligt intime oplevelse med min mand. Vi snakker derfor med lægen om mulighed for sædefødsel. Vi får lavet den forkælede løsning, at, hvis jeg går over tid og ikke føder inden termin, så foretages der planlagt kejsersnit. Vi sætter en dato og aftaler dette. De vil dog gerne have mig ind til en vægtscanning hurtigst muligt, da det ikke anbefales at føde ved sædefødsel, hvis barnet er over 4 kg, og sådan en vægtscanning havde jeg indtil da ikke fået foretaget endnu. Ingen vidste derfor hvor stor baby egentlig var. Lægerne konstaterede under vendingsforsøgene, at der ikke var nogen tvivl om, at det var en stor baby allerede nu. Så det hastede faktisk lidt at få fundet ud af, hvad vægten egentlig kunne skønnes til at være. Igen bliver vi mødt af et meget fleksibelt, hjælpsomt, professionelt og smilende personale, som får fundet en tid til vægtscanningen.

Baby ser fin ud. Alt er som det skal være. Men… han bliver i uge 37+5 skønnet til at veje 3.800g +/- 20%. Det betyder, at det allerede på daværende tidspunkt kunne konstateres, at sædefødslen ikke længere var en mulighed. Igen får personalet ved skranken tryllet og vi får hurtigt en ny tid til en ny samtale, da omstændighederne nu igen ikke længere er de samme som først antaget.

For min mand og jeg, så var der, når nu baby var så stor, at jeg ikke måtte føde selv, ingen grund til at gå og vente på ham. Vi havde indtil nu været rasende utålmodige, velvidende om, at inden for ganske nær fremtid skulle vi være forældre, men ventede jo på at fødslen forhåbentlig ville gå i gang af sig selv. Nu havde vi ikke længere en fødsel at vente på, da det ikke længere var muligt. Så hvad dét angik var der nu kun utålmodigheden tilbage. Vi spurgte derfor, om han ikke bare ville kunne blive taget ud hurtigst muligt. Vi fik en tid til planlagt kejsersnit 3 dage senere. Wow.

I min kommune er der tilbud om ammekursus. Min mand og jeg havde meldt os til. Datoen for kejsersnittet var blevet lagt dagen efter dette ammekursus. En glad, smilende, professionel og inkluderende sygeplejerske afholder kurset. Deltagere som til kurset fortæller, at inden for 24 timer skal de være forældre. Det havde hun alligevel ikke oplevet før. Det viser sig, at denne sygeplejerske tilfældigvis har vagt på vores afsnit dagen efter. Hun forespørger om vi kunne have interesse i at det var hende, der tog imod os, når vi mødte ind til kejsersnittet morgenen efter. Det var vi helt klar på, så hun skrev sig op til at tage imod os. Det gjorde, at vi dagen efter, en meget kold vintermorgen, og dagen hvor vi endelig skulle møde vores søn, bliver mødt af kendt ansigt.

Vi får skiftet til hospitalstøj, og jeg bliver, af denne her søde og trods alt ikke helt fremmede kvinde, barberet forneden – for jeg kunne jo ikke selv gøre det, når der er den der store mave i vejen. Hun fulgte os derefter over på operationsgangen, hvor der står en fantastisk sød jordemoder klar til at tage imod os. Hun forklarer, som vi også havde fået at vide til samtalen på afsnittet et par dage forinden, at, når nu baby bliver født ved kejsersnit, så er det ikke sikkert, at lungerne er klappet helt ud. Derfor skal nogle babyer altså have lidt hjælp til netop den del. Jeg nikker og tænker i mit stille sind, at det selvfølgelig ikke sker for os, og forklarer hende venligt, at jeg ønsker tidlig hudkontakt, som hun bekræfter allerede at have læst i mine papirer. Når jeg nu ikke kunne føde ham selv, så kunne jeg da i det mindste få ham op på mit bryst hurtigst muligt. Lige netop det fyldte rigtig, rigtig meget for mig. Jeg havde et behov for, at han kun mødte noget trygt, når han kom ud. Jeg udtrykte også ønske om sen afnavling, for så kunne han kun ligge ved mig og være forbundet med mig, til mig, så længe det var hensigtsmæssigt. Vi skulle være forbundne. Han skulle ligge hud til hud. Han skulle sige sine første lyde. Han skulle høre alt på ny. Han skulle trække vejret. Han skulle mærke. Han skulle opleve. Alt sammen liggende på mit bryst og i tæt kontakt med mig – et sted der var roligt, trygt og velkendt for ham… Hos mig. I alle fødselsberetninger, jeg havde hørt og læst, havde jeg følt en slags sorg i maven over og på vegne af de kvinder, som ikke fik lov til at ligge med deres børn, som noget af det første. Netop fordi det også betød så meget for mig at kunne gøre.

Ud over jordemoderen, så blev jeg mødt af så mange forskellige hænder, smilende ansigter og søde ord, såsom ”første barn? det er da simpelthen bare for spændende” og ”vi skal fejre fødselsdag i dag”. Stemningen er varm, glad og let. Under rygmarvsbedøvelsen blev jeg så varm og svedig, at min mand brugte begge sine kølige hænder til at holde mig kølig i ansigt og nakke. Narkoselægen kunne godt se på mig, at jeg blev lidt presset, da de begynder at skære og spurgte derfor, om jeg havde brug for en hånd at holde i – ja tak.

Mathias kommer til verden d. 30/11/17 kl. 8.45 og kommer hurtigt op på mit bryst, som jeg havde ønsket og forventet det. Jeg når dog kun lige at nævne noget om, hvor fedtet jeg synes han er samt registrere at der render fostervæske ud af hans næse, før han hastigt bliver taget væk fra mig igen og båret ud af operationslokalet. Min mand går med. Efter nogle minutter kommer min mand tilbage og fortæller, at vores lille søn, vigtigst af alt, har det godt, og at der ikke er grund til bekymring. Men han har altså brug for hjælp til at klappe lungerne ud. De kører ham derfor hen på en anden afdeling. Jeg sender manden afsted med knægten og ligger så tilbage… Alene… I gang med at blive lukket sammen. Nybagt mor, men uden min familie.

Udsigten til at se min søn igen var lang. Jeg skulle ligge på opvågningen indtil jeg kunne flytte mine ben. Aldrig har jeg forsøgt, insisteret og kæmpet så meget.

Jeg vil ikke lyde forkælet, for min baby havde sin far og havde det godt, hvilket jo var det vigtigste. Men alle mine drømme, ideer, planer, tanker, følelser og håb omkring at føde selv samt hvad der skulle ske efterfølgende var blevet knust. Personalet tørrede mine tårer væk og forsøgte det bedste de havde lært at aflede mig. Faktum var dog nu en gang den, at min mand og søn var ikke lige her, hvor jeg havde brug for og forventet de var, og det gjorde ondt indeni.

Udsigten til at se min søn igen var lang. Jeg skulle ligge på opvågningen indtil jeg kunne flytte mine ben. Aldrig har jeg forsøgt, insisteret og kæmpet så meget. Jeg fik målt blodtryk hvert kvarter, og med en udsigt på 2-3 timer, talte jeg for hver måling ned til, hvornår jeg nu kunne blive sendt videre. Jeg ville se min søn. Jeg ville se min mand. Min mand med min søn. Vi burde være sammen.

Inde på opvågningen blev jeg mødt af endnu en ildsjæl inden for sundhedsvæsnet. Hun var sygeplejerskestuderende, og hun gjorde alt hvad hun kunne for at trøste mig og give mig plads. Hun ringede ofte til børneafdelingen for at tjekke op på det hele og kom løbende med opdateringer derovrefra. Jordemoderen gik over og tog billeder af min søn med vores medbragte kamera, for så at komme tilbage og vise mig dem. Alt i alt kunne jeg ikke sætte en finger på deres iver for at forsøge at gøre min ventetid så overskuelig og håndterbar som mulig. Der blev rullet et bord ind med en bakke, med to tallerkener, mad til to personer, blå servietter og flag på, hvilket igen minder mig om alt, hvad der ikke blev som jeg havde troet. Bordet var så fint og gestussen var der ikke en finger at sætte på, men symbolet i at jeg lå der og ikke kunne dele denne her ”middag” med min mand, gjorde endnu mere ondt end jeg kan beskrive. Bordet var så fint, så jeg var nødt til med mine rystende fingre, at tage et billede af det, om ikke andet, så for at han kunne se for fint det havde været.

Kort efter kommer min mand og fortæller om vores søn. Han kan berette om ting, som jeg burde have været med til. Han ønsker heller ikke at fortælle eller dele for meget med mig før vi er sammen alle 3. Han ved, at jeg har det svært, og ønsker ikke at gøre ondt værre. Han spiser en trekantet toast med ost og smutter derefter hurtigt tilbage til vores søn igen.

Efter 3 af de længste timer i mit liv bliver jeg kørt mod børneafdelingen, hvor jeg endelig kan få lov til at hilse på min søn, som til trods for slanger og c-pap er noget så fantastisk! En ældre, mandlig sygeplejerske er hurtig til at møde mit behov for at få min søn op på mit bryst. Med utroligt erfarne hænder får han manøvreret min søn, forbundet til en masse slanger, op til mig.

Mathias har det rigtig godt og kommer allerede samme dag med tilbage på afsnittet for mor og barn. Dagen efter er vi hjemme hos os selv igen. Fra dagen efter kejsersnittet og frem til i dag har jeg haft nogle følelser i maven, hver gang jeg har tænkt tilbage på mit forløb. Graviditet, kejsersnittet og det efterfølgende døgns tid. Jeg skriver ”kejsersnit”, fordi en af de mange følelser er følelsen af ikke at have født, men at havde fået foretaget kejsersnit. For jeg føler ikke, at jeg kan sige, at jeg har født min søn. Han kom til verden ved kejsersnit omgivet af fantastiske ildsjæle, der brænder for deres job samt hans forældre, der elsker ham højere end noget andet. Så godt nok har jeg ikke følelsen af at have født ham, men jeg har til gengæld følelsen af ubetinget kærlighed, følelsen af at han er mit et og alt… og dét overskygger alt andet.

1 Kommentar

  1. Jeg bliver simpelthen så ærgerlig og ked af det på kvindens vegne over, at hendes oplevelse af at blive mor bliver skæmmet på den måde af knuste forventninger og drømme om, hvordan det burde have været. Jeg blev selv mor ved planlagt kejsersnit, og det var så god en oplevelse. Min datter kom ikke på børneafdelingen, men hun kom ikke op til mig før på opvågningen. Hun blev tjekket og kom derefter op til sin far. Jeg ville, som alle andre, også gerne have haft hende op til mig, men det blev ikke sådan for det kunne ikke lade sig gøre. Jeg havde ro med det, for jeg havde forberedt mig på, at det kunne ske, fordi jeg var blevet informeret om det.
    Der er så mange urealistisk høje forventninger til den gode (og såkaldt naturlige) fødsel, som helt sikkert er fagligt optimale. Men det duer ikke, hvis alt andet gøres til en fiasko. Tænk, at vi skal bruge tid på at diskutere (og føle), om man har født, når man har fået et kejsersnit. Man bliver mor for pokker. Det er der, fokus skal være.

Skriv en kommentar