Kender I de der dage, hvor man har haft lidt for mange opgaver på arbejdet, fået lidt for meget information og haft alt for lidt tid til at fordøje det hele? Sådan har jeg det ret meget i yderste potens lige nu og selvom der er så meget jeg gerne vil fortælle, så er det som om jeg ikke rigtigt kan finde ud af at få begyndt. I dag har været en vild dag. Det er de sådan set allesammen hernede i Somaliland, for sådan én som mig, lige nu, men i dag har alligevel været noget helt særligt.

Vi har i løbet af de seneste dage besøgt absurd fattige familier, vi har været i en flygtningelejr og mødt en lille pige, som var blevet efterladt i en vejside af sin mor, bare 2 dage gammel – og alligevel har i dag, været den hidtil vildeste dag. Vi indfandt os på Hargeisas eneste offentlige hospital, hvor jeg som første punkt på dagsordenen blev vist ind på fødeafdelingen. Jeg blev taget venligt imod af en jordemoder, som kort fortalte om stedet, inden hun gelejdede mig ind på fødestuen, hvor jeg tilbragte de næste timer i en rus af alle mulige følelser, som jeg har svært ved endnu at sætte de helt rigtige ord på. Der blev født to børn og jeg tænker, at I får beretningen om den ene, som jeg assisterede, til en helt, helt særlig udgave af fødselsfredag i morgen.

Efter fødslerne faldt jeg i snak med en ung kvindelig læge, som viste mig rundt på nogle af hospitalets forskellige afdelinger. Neonatalafdelingen og en afdeling primært for fejlernærede børn. Suk, mand.

Eller ikke bare suk, men av. Sådan rigtigt, ægte av, helt ind i hjertet.

Der var otte børn indlagt og jeg siger jer, at den ene havde det værre end den anden. For helvede, hvor var det hårdt at kigge ind i deres store brune øjne og ned over deres benende kroppe og kun kunne gisne om, hvordan deres fremtid så ud. Værst var det for en lille dreng på syv måneder, som kun vejede 2,7 kilo. Altså, mindre end en gennemsnitsbaby født et par uger før termin, svarende til lige knap en tredjedel af hvad en gennemsnitsdreng på syv måneder vejer. En tredjedel! Han lå, helt bleg og helt vildt tynd, og sov i armene på sin mor, med en sonde i næsen og de længste smukke øjenvipper jeg i mit liv har set. Han så – jeg er virkelig ked af at skrive det, men det er sådan det er – næsten død ud. Så meget, at jeg blev nødt til lige at stryge ham over panden, for at mærke om han stadig var varm. Det var han, heldigvis.

Moderen som sad med den lille afkræftede, fejlernærede – og garanteret svært anæmiske (altså, blodmanglende) – dreng i armene, fortalte at hun boede i et andet område af byen, hvor hun igennem 3 måneder havde søgt hjælp hos en lokal, alternativ læge, som havde fortalt hende, at drengen var blevet syg af hendes modermælk og at han skulle ernæres med gedemælk. Gedemælk, som altså ingenlunde er hverken god eller sufficient ernæring for en nyfødt. Gedemælk, som familien i øvrigt havde svært ved at skaffe, fordi deres egne geder var døde som følge af den tørke, der nu igennem snart fire år har hærget Somaliland. Og nu lå han der, drengen, og lignede én der var klar til at takke af for denne gang og jeg kan sgu næsten ikke engang holde ud at tænke på det. Dét lille menneske, som for pokker skulle have haft noget ordentlig hjælp noget før!

Jeg spurgte lægen hvordan hendes erfaring var omkring fremtidsperspektivet for sådan en lille fyr, hvortil hun svarede, at det vist måtte være op til højere magter at afgøre skæbnen for ham. Det kan gå begge veje…

Mit hjerte var sådan helt seriøst ved at gå i stykker. Over at se den lille dreng og over at se hans mor, som jeg kun kan forestille mig har det fuldkommen vanvittigt inden i, over at have “tilladt” sit barn, at blive så underernæret. Det er selvfølgelig ikke moderen skyld, at drengen har det som han har det, men som mor til to børn, ved jeg bare hvordan jeg i hvert fald altid selv, bebrejder mig som den ansvarlige for alle mine børns ulykker. Jeg slår ofte mig selv (ganske hårdt, men dog imaginært) i hovedet over “hvordan jeg da også burde have handlet anderledes” i en given situation, hvor mine børn er kommet galt afsted. Når de er faldet af gyngen på legepladsen eller når de snubler over deres løse snørebånd, for eksempel. Forskellen her var bare, at drengen ikke var faldet grædende ned på et blødende knæ. Han var – bogstaveligt talt – ved at dø af sult.

Jeg savner pludselig mine egne børn helt ubeskriveligt meget. Min lange, ranglede Jens, som altid fortæller mig at han elsker mig og min lille, stadigt lidt babybuttede Peter, som nusser mit hår, når han er træt og tryghedssøgende. Mine børn, for hvem verden ligger åben. Mine børn, som har to kærlige hjem og ditto forældre. Mine børn, som (næsten) kan alt og som formentligt aldrig kommer til at mangle noget af dét der er essentielt for at overleve. Mine børns liv, som er så langt fra de små børns liv, som jeg har været vidne til i løbet af de sidste par dage – og altså, i særdeleshed i dag, hvor virkelighedens barske realiteter for mange familier hernede, for alvor er gået op for mig.

Hvis ikke det var for mine børn, var jeg blevet hernede længe endnu, for at hjælpe til på hospitalet og ikke mindst ude i samfundet hvor der er så tydelig brug for hjælp. For oplysning, for undervisning og selvfølgelig for økonomisk hjælp. Heldigvis ved jeg, efter at have set nogle af SOS-Børnebyernes projekter hernede, at der er hjælp at hente og mit ønske er nu bare, at vi for fanden giver et ekstra lille nap med, allesammen. At vi støtter med dét vi kan, uanset hvor lidt eller hvor meget det så end måtte være, for jeg lover jer, kære damer, at der er pissemeget behov for det.

Det er der bare og jeg tænker, at Danmarksindsamlingen, som blandt andet støtter nogle af SOS-Børnebyernes projekter hernede i Somaliland, er et smaddergodt sted at starte. Og ja ja, jeg ved godt at dét har jeg skrevet i snart mange dage i træk nu, men det er altså fordi jeg mener det, så bær over med mig <3

8 Kommentarer

  1. Utroligt rørende indlæg – ved præcist hvordan du har det, for jeg har selv boet og arbejdet i 2 år i Botswana – same shit, different name……Håber du holder til det……og du bliver aldrig den samme person igen – kun en bedre person…..

    • Cana Buttenschøn Svar

      Hvor er du bare sej! Jeg holder heldigvis godt og sagtens til det, selvom det (selvfølgelig) er hårdt <3

  2. Uha, der er ikke meget andet at sige end tak fordi du deler dine oplevelser. Det er så urimeligt at den slags stadig foregår, og kan VIRKELIG godt forstå dit hjerte næsten ikke kunne klare det

    • Cana Buttenschøn Svar

      Og TAK fordi du læser og giver mig en kommentar med på vejen 🙂

  3. Cana…. Ja hvad skal man skrive? Tager du tilbage, den dag du ikke har små børn? Det er den eneste måde jeg kan forsøge at leve med verdens elendighed på. At jeg har lovet mig selv til verdens børn, at tage afsted, når mine egne børn kan klare sig selv. Eller komme med!

    • Cana Buttenschøn Svar

      Jeg håber sådan at jeg på et tidspunkt i mit liv får mulighed for at kunne (rumme i mit hjerte overfor dét og dem jeg har hjemme i Danmark) at rejse. Indtil da, glæder jeg mig over, at man andre kan og gør – og dem vil jeg eddermamer gerne støtte i deres gode og helt vildt vigtige arbejde.

  4. Puha, hård læsning. Jeg tuder næsten bare ved at læse dit indlæg. Tak fordi du deler.
    Jeg forstår ikke hvorfor han skulle have gedemælk? Måske det simpelthen bare er for uvirkeligt i min verden??
    Kh. Lisa

  5. Birthe Møller Svar

    Sikke en hård virkelighed du møder der nede i Somaliland. Hvor er det skræmmende, at de stakkels mødre blindt – eller af skræk og rædsel – lytter til sådan en i mine øjne her i Danmark – kvaksalver. Derfor er det også så fint, at du deler de gode oplevelser med os og fortæller, at det nytter at bidrage med, hvad vi nu kan.
    På trods af alt, tænker jeg, at du rent fagligt også har haft noget af en oplevelse ved fødslen som du assisterede ved.
    Mine tanker er ved dig og dit savn af dine smukke drenge🙂

Skriv en kommentar