“Så kommer der lige et lille prik” sagde jordemoderen, imens hun stak nålen i låret på kvinden, der lå udmattet, smågrædende og kiggede lykkeligt på sin lille nyfødte baby.

Det kan være som at åbne for den røde vandhane på middelhøjt tryk, hvis den akutte, kraftige blødning efter en fødsel opstår og det er uden tvivl én af de mest alvorlige komplikationer – for moderen – i forbindelse med fødslen. Heldigvis er vi her i denne del af verden ret gode til at behandle den voldsomme blødning efter en fødsel (ligesom vi i øvrigt også er det med alle andre komplikationer), men ikke desto mindre, er blødning altså stadig den tredje hyppigste årsag til at en kvinde mister livet under fødslen og det skal derfor – selvfølgelig – tages meget, meget alvorligt.

Som oftest ved man det godt, som jordemoder, inden blødningen opstår; eller i hvert fald kan man have fået grund til øget mistanke i løbet af fødslen. Det være sig for eksempel hvis kvinden har haft en lang presserperiode eller hvis veerne i fødslens sidste fase, har ændret karakter, typisk til at blive korte og uregelmæssige, som et tegn på en udtrættet livmoder.

Det der sker efter fødslen er, at moderkagen, som har haft til funktion at transportere næring fra mor til baby og affaldsstoffer fra baby til mor, gerne skulle løsne sig fra livmodervæggen. Under forløsningen af moderkagen, efterlader den sig et stort sår, som, hvis ikke livmoderen trækker sig kraftigt sammen, kan bløde ganske voldsomt. Som oftest vil livmoderen, når baby og moderkage er født, helt naturligt trække sig sammen og afklemme blodkarrene fra såret, men af og til oplever man altså, at livmoderen “er træt” og ikke “bare” trækker sig sammen, hvilket efterlader blodkarrene i såret fra moderkagen på vid gab – og så er det den voldsomme blødning kan opstå.

Man har igennem tiden selvfølgelig gjort alverdens tiltag for at mindske risikoen og faren ved denne type af blødning efter fødslen og ét af de tiltag, som er blevet besluttet indført er, at jordemoderen bør varetage fødslen af moderkagen “aktivt”. Det betyder altså, at hun, umiddelbart efter fødslen af barnet, skal tilbyde kvinden en dosis livmodersammentrækkende medicin, fysisk trykke på livmoderen for at hjælpe sammentrækningerne og samtidig holde et fast træk i navlesnoren, for at hjælpe moderkagen på vej. En praksis der nedsætter risikoen for blødning efter fødslen temmeligt markant – især hos kvinder i “højrisiko” – og som altså er ganske fornuftig.

Problemet, eller i hvert fald udfordringen, med dén praksis er bare, at det, især i forhold til punktet omkring det livmodersammentrækkende medicin, jo er en aktiv behandling, som dermed kræver, at jordemoderen indhenter et informeret samtykke fra kvinden. Kvinden skal altså informeres om både fordele og ulemper og hun skal have muligheden for at træffe et informeret valg, samtidig med at jordemoderen i øvrigt helst skal varetage både fødsel og livmodersammentrækkende medicin i ét og samme åndedrag, hvor den fødende i øvrigt (forhåbentligt) ikke har sit primære fokus på jordemoderen, men på sin ganske, ganske nyfødte baby.

Ifølge FNs menneskerettighedskonventioner har vi alle retten over vores egen krop og dét gælder selvfølgelig også når vi er gravide eller fødende, uanset hvor mange velmenende fagpersoner (og irriterende familiemedlemmer) der ellers måtte indicere andet. Den gravide eller fødende bestemmer selv. Punktum.

Jeg bestemte selv efter begge mine fødsler, at jeg ikke ønskede at have medicin til at hjælpe min livmoder til at trække sig sammen, fordi der ikke var noget, udover det faktum at jeg havde født, som kunne indikere, at jeg ville få en kraftig blødning efter fødslen. Ligesom jeg – som en indskudt bemærkning i øvrigt – i begge mine graviditeter i øvrigt også fravalgte nakkefoldsscanningen, fordi jeg fandt den unødvendig for mig. Det var selvfølgelig mit eget valg.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg mener, at alle bare skal træffe alskens valg med hovedet under armen, men jeg synes ærligt talt godt at vi, som befolkningsgruppe i et videnssamfund, kan tillade os, at “tænke selv” på de områder, som betyder noget for os. For selvfølgelig er både sundhedsstyrelsens og alle mulige andres anbefalinger til dette og hint, lavet til vores alles bedste – men på et overordnet og generelt plan, som muligvis ikke passer til alle over én kam.  Personligt troede jeg under mine fødsler for eksempel mere på “det gode jordemoderarbejde” end på at fylde min krop med medicin, som formentlig ville være ganske unødvendig. Selvfølgelig var det ikke sådan, at jeg slet ikke ønskede den livmodersammentrækkende medicin – og jeg endte faktisk også med at få det en halv times tid efter min første fødsel – men jeg ville udelukkende have det på indikation. En valg jeg følte jeg kunne tillade mig at træffe, fordi jeg, qua det faktum at jeg fødte hjemme, var sikret min jordemoders fulde opmærksomhed i timerne efter min fødsel. Igen: det er en opvejning for den enkelte, ligesom med alt andet der vedrører vores krop. Det er bare pissevigtigt, at vi er opmærksomme på, at det altså er os selv, der bestemmer.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg, i min tid som jordemoderstuderende for snart 10 år siden, har stået på en stue med en jordemoder som efter fødslen “informerede” kvinden ved at sige: “… Og så får du lige et lille prik i låret og så trækker din livmoder sig sammen..”. En information, der altså ikke er særligt meget “retten til egen krop” eller “frit valg” over. Og dét er et problem. Det er et problem, når vores medikaliserede praksis i sundhedssystemet bliver så inkarneret, at den normaliseres i en sådan grad, at der ikke længere stilles spørgsmål, ligesom det er et kæmpe problem, når gravide ligefrem bliver så bange for at afslå en behandling, at de skriver til mig og spørger om råd til hvordan de kan gøre det uden at fornærme sundhedspersonalet.

Kære gravide, I skal bare sige det, hvis der er noget I ikke ønsker. I den ideelle verden ville I altid blive informerede, inden I blev bedt om at træffe et valg, men i virkeligheden vil I opleve, at nogle tilbud og behandlinger bliver anset som selvfølgelige – som for eksempel nakkefoldsscanningen, for lige at vende tilbage til min indskudte sætning -, men det ændrer altså ikke på det faktum, at det er jer, der egenrådigt bestemmer hvad der skal ske med jeres kroppe.

Lyt til lægen, jordemoderen og sygeplejersken, men allermest til jer selv. Det er nemlig ikke nødvendigvis “bare et lille prik”.

38 Kommentarer

  1. Det er da i hvert fald stadig sådan, det praktiseres. De prikker bare 😬 Problemet ved min første fødsel var bare, at jordemoderen ikke lige havde fået kigget på min moderkage. Da hun senere gjorde det – efter ankomst af diverse læger, så manglede der jo rent faktisk et stykke af den.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Av, sikke en uheldig oplevelse. Endte du på operationsbordet, eller fik de det manglende stykke ud “au naturel”? Til jordemoderens forsvar kan man sige at det stykke moderkage formentlig ikke har haft spor sammenhæng med indsprøjtningen i låret 🙂

      • Operationsbordet. Næste fødsel gik heldigvis helt anderledes og uproblematisk. Nu må vi se når nummer 3 dukker op senere på året 😆

  2. Jeg er faktisk glad for at min jordemoder tog action. Jeg havde en lang presse periode og en dreng med et stort hoved samt en saluterende hånd på vej ud. Min livmoder var derfor træt med træt på. Da jeg stiger op ad fødekarret fosser blodet ud af mig. Heldigvis havde de set den komme og hentet forstærkning samt de var hurtige at give mig prikket. Fik i alt 3 skud. Mistede dobbelt så meget blod ved en normal fødsel. Var dog informeret på forhånd og havde faktisk frabedt mig dette hvis det ikke var nødvendigt. Det var det dog og her er det altså godt at jordemoder kan og er villig til at handle!

    • Cana Buttenschøn Svar

      SELVFØLGELIG! Hvor var det godt at hun var så kvik, din jordemoder!

  3. Jeg blev informeret og spurgt, og takkede ja. Og det på trods af at der var lidt rigeligt blod og tingene vist også gik ret hurtigt. Men jeg har et spørgsmål: hvorfor spørger man ikke kvinden ved et jordmoderbesøg, om hun vil have stikket, hvis ellers alt går efter planen? Det kunne vel fint stå i journalen. Eller også kan man som gravid selv tage det på forskud, og indikere valget på en ønskeseddel. Selvfølgelig har jordemoderen et ansvar, når hun nu sidder med nålen, men man kan også selv gøre noget, mener jeg. Igen, hvis alt forløber uden komplikationer.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Du har da helt ret i at det kunne være smart at give sit informerede samtykke på forhånd 🙂 Dog tænker jeg, at det her prik i låret bare er ét eksempel ud af garanteret rigtigt mange flere i vores sundhedssystem og min pointe er i virkligheden noget henad dét du også indikerer – at der ikke er spor forkert i selv at ville træffe nogle valg på egne vegne, selvom det måske ikke just er det allermest gængse og så oplyse sunhedspersonalet om dem 🙂

  4. Hej Cana
    Hvad kan konsekvensen være ved, at få den indsprøjtning? Altså hvis den ikke er nødvendig. Er der nogle bivirkninger?
    Jeg kan ikke huske om jeg blev informeret… Der var vagtskifte lige da jeg havde født og som du jo også skriver så var mit fokus på min lille nyfødte søn. Og specielt som første gangs fødende så retter man jo for det meste ind i stedet for at stille spørgemål…

    • Cana Buttenschøn Svar

      Det er hyppigst hos fleregangsfødende at man oplever bivirkninger i kraft af efterveer, som skærpes ved det livmodersammentrækkende medicin. Dette kan naturligvis også gælde førstegangsfødende. Derudover er der “almindelige” risici ved indstik igennem huden, som – udover let irritation – heldigvis forekommer ganske sjældent. Det er med andre ord ikke spor farligt 🙂

  5. Hej Cana.
    Vigtigt emne! Jeg havde til fødselsforberedelse af en anden dygtigt jordemoder fået fortalt, at kroppen selv kunne klare det, så derfor kunne jeg takke nej. Det passede mig så fint, at jeg havde den mulighed, det faldt mig helt naturligt, at alt skulle være naturligt. -det blev bare ikke sådan… da jordemoderen sagde; “nu kommer der lige et lille prik”, sagde jeg pænt (havde lige født!) nej tak og så stak hun alligevel 😩 Så meget for det…

    • Cana Buttenschøn Svar

      Nej da!! Ej, det må hun altså ikke! Og dén slags bør uden tvivl indberettes som en utilsigtet hændelse.

  6. Hej
    Sikke en aha oplevelse. Jeg mindes ikke at jeg er bliver spurgt eller forklaret om dette. Men bare fået et stik i låret ( sådan husker jeg det) og det er ved begge mine fødsler. Og de var helt forskellige.
    Det er vildt at de egentlig givet det, selvom at der højt sandsynlig ikke har været brug for det. Har født på Skejby begge gange.
    Tak for et spændende indlæg. Rigtig god dag.

    • Cana Buttenschøn Svar

      Egentlig er det ikke så vildt at det er blevet givet, da det er en del af anbefalingerne fra Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, som er dem, der udstikker retningslinjer for graviditets- og fødselsområdet til fagpersonale. Men det er enormt ærgerligt, at du ikke har fået mulighed for at træffe et informeret valg.

  7. Tak, fordi du havde lyst til at tage emnet op på min (og måske flere andres) opfordring.

    Det er et super vigtigt emne, som jeg har indtryk af, at de færreste gravide faktisk forholder sig til.

    Jeg er dog ikke blevet meget klogere på min beslutning om, hvorvidt jeg vil takke ja til den eller ej. Jeg har svært ved at finde ud af, om de garvede jordemødre negligerer indsprøjtningens mulige bivirkninger eller om jordemødrene fra “den nye skole” blæser bivirkningerne unødigt op … Hm!

    Til fødselsforberedelse i det offentlige spurgte en kommende far faktisk ind til indsprøjtningen, og hvorfor nogle vælger den fra. Jordemoderens svar lød “Ja, det er et godt spørgsmål. Nogle gravide er jo bare sådan lidt hippie-agtige og vil af princip ikke lytte til det sundhedsfaglige personale men gå sine egne veje. Det er lidt ligesom dem, der vælger at vandre rundt med moderkagen viklet omkring deres arm, indtil den visner af efter nogle uger. Det skal de da have lov til, men det er helt gakgak …” !!

    Pt. står der på min ønskeseddel for fødslen, at jeg udelukkende vil have indsprøjtningen, hvis min jordemoder finder det nødvendigt, altså alene på indikation. Sådan vil det nok blive stående.

    Kh. Nanna

    • Cana Buttenschøn Svar

      Ej, sikke dog et møg-svar. Ja, undskyld, men jeg synes virkelig at den pågældende jordemoder burde skamme sig, at kalde andre mennesker for “gakgak”.
      For mig at se lyder det fornuftigt udelukkende at ville have medicinen på indikation – for hvorfor give sin krop medicin, som den ikke har behov for? Indikationen kan jo i nogle tilfælde “bare” være at jordemoderen frygter blødningen, fx hvis du har haft en lang presseperiode – hvis du er cool med det, vel at mærke.
      For mig at se er der ikke noget spor hippie-agtigt over at afvente med det livmodersammentrækkende medicin, hvis man ellers er i lavrisikogruppen for kraftig blødning og selvfølgelig såfremt jordemoderen har mulighed for at være på stuen. Dét faktum at der ofte er (for) travlt på landets fødeafdelinger, tror jeg på sin vis også har været med til at udforme anbefalingerne om at tilbyde “stikket” til alle, fordi man på dén måde bedst sikrer sig, i de tilfælde, hvor jordemoderen er nødsaget til at forlade fødestuen indenfor de første to timer.
      Set fra den anden side er der vitterligt nærmest ingen alvorlige bivirkninger ved insprøjtningen. Det kan give kraftigere efterveer og så er der selvfølgelig helt “almindelige” risici ved indstik igennem huden, som man ikke kommer udenom, men det er altså i småtingsafdelingen, så på dén måde, er der selvfølgelig ingen ko på isen ved at få indsprøjtningen 🙂
      Ja, nu ved jeg ikke om du blev klogere her, men jeg havde lige behov for at forklare mig lidt yderligere 🙂

  8. Det var en af de ting, jeg sagde til min jordemoder, da vi kom ind på fødestuen, at jeg ikke ville have det stik. Da barnet så var ude, og der fulgte en lille halv liter blod med moderkagen, spurgte hun alligevel pænt, om hun måtte give mig det stik, “ja for fanden!”. Det, et par piller og et rum pludseligt fyldt med læger fik åbenbart skræmt livmoderen til at tage sig sammen, for så stoppede blødningen også.
    For mig giver det slet ikke mening bare at dele syntocinon ud til alle, bare fordi de har født, når man netop kan give det på indikation.. Det forstår jeg ikke helt..
    Et lille spørgsmål, hvis man har haft sådan en blødning ved én fødsel, er der så større risiko for at det sker igen ved den næste fødsel? Jeg vil så gerne føde hjemme næste gang. Og det eneste der bekymrer mig er, hvis det kommer en rigtig stor blødning..

    • Cana Buttenschøn Svar

      Jeg er helt enig med dig – og hvor var det godt at der kom så hurtigt styr på din blødning.
      Hvis du blødte mere end 500 ml sidst – som er højeste blødningsmængde indenfor normalområdet, vil man fraråde dig en hjemmefødsel næste gang, da der netop er en øget risiko for kraftig blødning anden gang, hvis man har blødt kraftigt første gang.
      Pøj pøj!

  9. Henriette Wulff Svar

    Spændende emne. Jeg mindes heller ikke at blive spurgt.
    Til gengæld trak den søde men knap så erfarne jordemoderen så ivrigt i navlestrengen at hun stod med den i hånden… Og med moderkagen stadig siddende godt fast. Suk…
    Har aldrig rigtig fundet ud af om det var en ivrig jordemoder eller en modarbejdende livmoders skyld… Kan du ikke tage det emne op en gang?

    Ved min 2. Fødsel var der ingen problemer… Og en så rutineret jordemoder at jeg gik derfra med en fornemmelse af at hun kunne have født mit barn uden mig. .. så har tit tænkt over om det var derfor…

    • Cana Buttenschøn Svar

      Det vil jeg meget gerne tage op – men helt kort her, så er det noget af det værste som jordemoder, at stå med en navlesnor uden moderkage i hånden. Jeg har selv oplevet det en enkelt gang – og det var altså ikke fordi jeg trak hårdt i navlesnoren. Af og til sidder navlesnoren hæftet et meget porøst sted, fx udelukkende i blodkar og fosterhinder, som ikke kan “holde presset” når jordemoderen “holder tot” som det kaldes at støtte fødslen af moderkagen vha navlesnoren. Så altså, det er hverken jorde- eller livmoders skyld; nok nærmere moderkage 😀

  10. Hej Cana.
    Rigtig fint emne.
    Jeg blev heldigvis spurgt tidligt i forløbet om jeg ville have indsprøjtning.
    Til gengæld følte jeg lidt man skulle igangsættes – og skal jeg IKKE næste gang. Min krop fulgte slet ikke med og moderkagen sad selvfølgelig fast. Det endte med operation og 2,9 liter mistet blod. En hård første fødsel. Men er optimistisk og tænker at det kun kan gå bedre næste gang.
    Er man egentlig i risiko for at moderkagen sidder fast ved næste fødsel? Min veninde og jeg har begge prøvet det samme og er blevet vejledt lidt forskelligt.
    Tak for en god blog med plads til lidt af det hele

    • Cana Buttenschøn Svar

      Åh altså, igangsættelse er også VIRKELIG én af mine kæpheste, men den må vi tage en anden god gang.
      I forhold til risikoen for fastsiddende moderkage, så er den væsentligt højere hos dig, end hos én som ikke tidligere har oplevet det, desværre. Med dét sagt, kan det formentlig gpdt have sammenhæng med igangsættelse og når du tidligere har haft sådan et (voldsomt, formoder jeg) forløb, vil der naturligvis blive taget en række forholdsregler, for at undgå at ende ud i det samme igen.
      KH

  11. Jeg mindes ikke at være blevet spurgt. 1. Gang var kejsersnit pga barn med måsen skruet fast i mit bækken, men 2. Gang var almindelig fødsels, der trak ud over 2 1/2 døgn, og der var ikke nogen, der hverken informerede eller spurgte om lov.

    Super relevant emne.

  12. Tak for et virkeligt brugbart indlæg! Som snart førstegangsfødende kan man hurtigt føle, at man ikke selv har så meget at skulle have sagt. Kunne du på et tidspunkt tage emnet om K-vitamin indsprøjtningen op? Tænker, at det er lidt samme problemstilling i og med at det også er medidicn, der konsekvent anbefales alle nyfødte. Men jeg har svært ved at finde noget litteratur om det og dermed finde ud af hvor nødvendigt det er. Når jeg bringer emnet på bane, bliver jeg ofte mødt af samme holdning som jordemoderen til fødselsforberedelse her i kommentarerne – det er hippieagtig og tænk at jeg overhovedet tør overveje at gå imod anbefalingerne. Jeg vil bare virkelig gerne vide mere om den indsprøjtning inden at jeg lader nogen stikke min nyfødte. Så det kunne være virkelig interessant hvis du ville tage det emne op.

  13. Virkelig fin debat og hvor er det skræmmende at vores sundhedsvæsen er kommet så lang ud! Er vi ude i at det er, det enorme pres vi alle arbejder under ? At det er letter at spørge om tilgivelse end tilladelse. At hvis jordmoderen bare giver stilket, så håber hun at hun kan nå hurtigere ind til den næste fødende? Jeg har selv to forskellige fødsler i bagagen, første gang blev jeg udsat for dobbelt dosis i gangsættelse piller, øv med øv på. Og anden gang, blev vi efterladt i modtagelsen i 2timer- ja ja, det var da bare et længere øjeblik. Og hun løb næsten ud af stuen, da jeg havde født, med beskeden “der kommer en studerende og syer dig”
    Flere penge til jordmødrene, til efteruddannelse og til flere hænder- Ber vi meget pænt om, Tak.

  14. Louise Høilund Svar

    Ved min første fødsel, var jeg ikke på forhånd klar over, at ‘et stik’ var noget man kunne/skulle have. Og da jeg havde fået min søn op på brystet og pludselig mistede en del blod, og derved blev lidt omtåget (også af udmattelse ) var mit svar bare ‘ja ja’ da jordemoderen spurgte om mit samtykke – jeg anede ikke hvad jeg svarede på. Til gengæld var jeg i en meget grundig overvejelse omkring influenzavaccinationen som tilbydes til gravide og endte med at vælge den fra.
    Jeg mener det vil være relevant at spørgsmålet om samtykke afklares inden situation bliver akut (eks ved en jordemoderkonsultation) så man kan nå at vurdere fordele og ulemper. Det bør aldrig være i en potentiel kritik situation…

  15. Hej Cana,
    Det er en god pointe at man selv skal tage stilling. Ikke alt behøver være en selvfølge – det handler om hvad der er rigtigt for den enkelte – og den erfaring var jeg rigere i min anden graviditet.

    Jeg vil dog gerne lige tilføje ift til din sidebemærknining om “nakkefoldskanning”, at i dag hedder den en 1. Trimeskaning. Fokus er at fastsætte terminen, flerfold og de første strukturen – hvis den gravide ønsker det kan man måle på nakkefolden og lave risikoberegning for kromosomafvigelser, men det er et tilbud og ikke en selvfølge når man kommer til 1. Trimesters skanning.
    Det er et stort arbejde at få tydeliggjort den meget vigtige forskel.

  16. Jeg valgte, efter en fødsel på næsten 3 døgn, det stik til, men tilgengæld valgte vi at give vores søn K-vitamin i dråber istedet for injektion.. Dette mødte vi ENORMT meget modstand mod, især fra egen læge, som kaldte mig uansvarlig og mente at jeg på ingen måde varetog mit barns tarv, men også fra nogle af de jordemødre der var indover fødslen.. Heldigvis var den jordemoder vi gik ved inden fødsel, uddannet i England hvor det er normal praksis og hende der målte og vejede vores søn efter fødslen, havde været med dengang man i Danmark gav dråberne istedet.

    Nå, det blev en lang smører, men det er for at sige at det nogengang kræver “balls” at holde på sit 😉😂

  17. Hej Cana
    Spændende emne.
    Jeg tror ikke jeg blev stukket. Jeg fik noget mod antistoffer – kan det have været begge dele jeg fik?
    Jeg mistede ikke synderligt med blod.
    I forhold til igangsættelse vil jeg bare sige, at jeg virkelig var glad for at blive sat igang ca en lille uge før termin fordi jeg var så smerteramt af bækkenløsning, men jeg har på ingen måde været klar over om der var konsekvenser. Det blev ikke oplyst, blot at de tilbød igangsættelse. Jeg spurgte ikke om konsekvenser – jeg sagde bare ja. Er det farligt at blive sat igang?

  18. Kære Cana,
    Jeg har et lille spørgsmål ift. informeret samtykke. Som jordemoderstuderende er det et emne, som jeg tit møder og diskuterer med medstuderende, jordemødre og læger. Mit spørgsmål er bare, om man i nogle tilfælde også lægger en beslutning over til en kvinde, som hun ikke er i stand til at tage, da hun ikke har viden og erfaring på området? Ja, vi skal informere om for og imod, men hvad er så egentlig bedst for den enkelte kvinde? Det tænker jeg, kan være svært for kvinden at beslutte HELT SELV.
    Nu blev det vidst sat lidt på spidsen, men jeg er sikker på, at du ved hvad jeg mener 🙂
    KH

  19. Det gad jeg godt have kendt til, så var jeg nok ikke endt ude i to blodtransfusioner… Havde helt klart takket ja til prikket og ville egentlig have ønsket de have prikket uden at spørge mig.

  20. Skrev du lige at JM “trykker på livmoderen?” Øh… jeg husker det mest af alt som en mavepuster. 1.000 tak for det. Pyha! 😀

  21. god diskussion….. Der på mange måder dækker hele sundhedsvæsnet.
    I forbindelse med begge mine fødsler blev jeg informeret lige efter fødslen som du så rigtig er inde på er helt forkert fordi man er fyldt med endorfiner og udmattelse.
    det ideelle tidspunkt ville være ved et af de sidste besøg hos jordemoder/ læge hvor den sundhedsfaglige person bør tage det op og fortælle for og i mod og årsager …. så er det et lidt mere informeret Ja eller nej der bliver svaret.
    Dette gælder for mange behandlinger i hospitalsvæsenet.

    Med venlig hilsen
    sygeplejerske og mor
    Charlotte

  22. Hej Cana
    Virkelig interessant læsning du præsenterer her. Jeg blev ikke selv spurgt om jeg ville have prikket, hverken første eller anden gang… Men prikket virkede heller ikke efter hensigten ved min første fødsel… Jeg mistede over 1 liter blod og jordemoderen var med al sin vægt oven på mig for at trykke på min livmoder og få den til at trække sig sammen – det var lidt af en brutal oplevelse og det og så syningen bagefter gjorde 10 gange mere ondt end selve fødslen! Sådan gik det heldigvis ikke anden gang – det var en fantastisk fødsel uden bristninger eller tab af blod. Men der havde jeg også en MEGET opmærksom jordemoder, som havde læst op på mit tidligere fødselsforløb og tog alle forbehold!

  23. Pernille Vincentz Svar

    Fint indlæg. Tankevækkende og for mit vedkommende en smule rørende.
    Jeg fødte vores anden datter hjemme ved hjemmefødsel i september måned. Ved hjemmefødsel især gives injektionen som jeg forstår det, kun ved indikationer. Jeg fik den derfor ikke. Det så ud til at min livmoder trak sig sammen og min jordemoder mærkede flere gange. Alt var vel. Jordemoderen tog hjem ca 3 timer efter fødslen, og 3,5 timer efter fødslen begyndte jeg at styrtbløde. Da jeg begyndte at gå lidt rundt i hjemmet. Åh- hvor blev jeg dårlig. Jeg husker ikke helt så meget mere faktisk. Min mand ringede 112 og efter jordemoderen igen også blev jeg kørt med kørsel 1 til nærmeste sygehus med en knyttet hånd i maven. På sygehuset fik jeg injektionen- og herefter var alt ok igen.
    Nu er jeg desværre udelukket fra at kunne hjemmeføde igen, hvis det var det vi ønskede. Øv!

    Pernille

  24. Jeg havde stående i min fødselsplan, som jeg havde lavet hjemmefra, at jeg gerne ville undgå den sprøjte, med mindre det var strengt nødvendigt. Det endte det med at blive og jordemoderen bad pænt om lov til at give mig den, da jeg ellers ville miste for meget blod. Det tog jeg selvfølgelig imod. Men det fungerede fint at have det stående på skrift.

  25. Pingback: Hvor er det fantastisk at være gravid – eller hvad? – Tina Lykkegaard

Skriv en kommentar

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk