Personligt elskede jeg det. At være på barsel. Altså, i hvert fald når jeg ikke lige hadede det på grund af søvnmangel, overdrevent forbrug af vaskemiddel og evigt fedtet hår. Jeg elskede det så meget, at jeg på ingen måder kunne overskue tanken om at starte op på arbejde igen, før dagen oprandt og der ikke var kommet nogen og havde ladet mig nappe et år mere. Tanken om, at min lille baby – både første og anden gang – skulle ud og passes af andre, var nærmest ubærlig.
For andre mødre, er det dog en helt anden snak. En væsentligt mere tabubelagt snak, fornemmer jeg desværre. For “hvilken mor, vil ikke gerne være sammen med sit barn hele tiden?”. Well, det tror jeg i virkeligheden at der er rigtigt mange mødre, der ikke vil. Kærlige, omsorgsfulde, dejlige, søde, dygtige og gode mødre. Mødre, som gør det allerbedste de kan for deres børn, men som “bare” ikke synes at barsel med halvstor (eller hel-stor) baby er bomben.
jeg gik fra at være sjove mor, til at være onde, dumme mor, som stopper alle sjove lege.
Det er så skide ærgerligt, når vi ender med – mere eller mindre velbegrundet – at føle os stigmatiserede i vores forældrerolle; for helt ærligt, det er sgu da svært nok at manøvrere rundt i, i forvejen! Derfor var jeg heller ikke sen til at takke ja, da en læser forleden sendte mig sin historie og spurgte om ikke jeg ville skrive lidt om den – i håbet om, at komme (følelsen af) stigmatiseringen til livs.
Tag godt imod hende. En kvinde, som ikke elsker at være på barsel.
Jeg blev gravid, alt gik godt, og alle synes jeg havde vundet i lotto, når jeg fortalte at jeg, fordi jeg studerer, kunne holde et helt års barsel. Jeg synes også det var fantastisk. Jeg drømte om alle de ting vi skulle og al den kærlighed jeg havde god tid til at dele ud af til min kommende søn. Graviditeten gik fint, over al forventning og fødslen lige så. Nu tæller jeg dagene. Dagene til vi starter indkøring i dagplejen.
Jeg gik på barsel en lille måned før min kom til verden.
De første måneder gik med at vi lærte hinanden at kende – det var hårdt, men ikke mindst det hele værd, for det var i hvert fald også det mest fantastiske der var sket for mig, for min mand, og for os som par.
Jeg startede hurtigt i mødregruppe. Vi startede sammen til salmesang, tog på ture og ud og spise. Derudover svømmede min mand og jeg med vores søn hver uge i den lokale svømmehal. Alt var som om det kørte på skinner når jeg var ude og sammen med andre.
Så kom dagen hvor min mand i stedet for at arbejde, skulle på skoleophold. Langt væk. Min daglige støtte, klippe, opmuntring var væk og alt jeg gik op i var at tage til svømning, i mødregruppe og til salmesang, så der var et højdepunkt så mange dage om ugen som muligt. Jeg vidste at dagen ville komme; vi havde tilmed planlagt graviditeten så vores søn var så gammel som muligt når jeg skulle være alenemor. Ugerne gik utrolig langsomt og utrolig hurtigt på samme tid. Vi nåede at blive gift undervejs. Vores søn var nu 8 måneder og jeg trængte i den grad allerede til forandring efter at have været alene i 10 uger. 
På det her tidspunkt havde jeg mødtes med mødregruppen hver uge i 7 måneder, og nu begyndte det langsomt at gå i opløsning. Barslen varer ikke evigt, og de andre startede så småt op på arbejde, mens jeg drømte mig tilbage på skolebænken. Jeg havde på det tidspunkt stadig 3 måneders barsel tilbage som nu bare skulle gå hurtigt. Det gjorde de ikke, for selvom vi lavede en masse var det ikke spændende længere, ingen nye sange, ingen nye tricks til svømning. Min søn udviklede sig jo, og fra den dag han begyndte at kravle og siden stå, gik jeg fra at være sjove mor, til at være onde, dumme mor, som stopper alle sjove lege. Jeg er om muligt mere træt nu end i starten. Træt og udmattet af at være nervøs og frustreret over alt det min søn kan. Jeg frygter jo bare for den dag han får kagerullen ned over sine nuttede fødder eller på anden måde kommer til skade fordi han undersøger hver en krog. 
Jeg føler mig så utilstrækkelig, når jeg ikke kan underholde ham godt nok alene, men det handler jo mest af alt om at han ser på mig hele tiden, jeg er ikke sjov længere. Jeg glæder mig til at være klassekammerat, kollega, ven. For jeg er træt af KUN at være mor, dumme mor, for selvom han ikke siger det med ord, så lyser glæden ved synet af min mand mere ud af hans øjne, og far må for alt i verden ikke gå igen når han er hjemme. Jeg derimod, jeg må godt være væk lidt, og glæden i øjnene når jeg kommer tilbage er først den samme når jeg har været væk i et par timer. At være hjemme med sin mor er ikke det bedste for min søn. Han er gladest når der er flere at lege med, flere ting at undersøge og flere kvadratmeter at boltre sig på. 
10 dage, så er det ovre, så bliver jeg en bedre mor, som forhåbentlig møder en gladere dreng når jeg henter ham. 

12 Kommentarer

  1. Hold nu kegle, hvor er det bare godt skrevet og et meget vigtigt emne! vi er alle heldigvis ikke ens! Og alle gode mødre på hver vores måde ❤️ – det er jeg sikker på!

  2. Dét punkt nåede jeg også I min første barsel! Det kan være så hårdt at være på barsel til tider – lige nu er jeg det med tvillinger 😅

  3. Super godt skrevet og ja, vi er flere der har/havde det på samme måde.

    Jeg svor at min søn aldrig skulle i vuggestue, især da vores økonomi var til, at jeg kunne gå hjemme. De første 6mdr gik fint, men så begyndte både jeg og sønnike at kede os. Jeg var helt lost og anede ikke hvordan jeg skulle blive ved med at underholde ham. Jeg blev mere og mere sur, tvær og frustreret og besluttede så, at nu prøver vi det der vuggestue. Og bum da han var knap 9 mdr startede han. Det har været den bedste beslutning jeg har taget. Han var vel underholdt og der var nogle til at støtte op om ham mht læring på hans alders niveau og jeg fik tid til mig selv. Det lyder måske egoistisk med mig tid, men det har gjort mig så meget til en bedre mor. Nu har jeg igen overskud og lyst til at være sammen med min søn

  4. Åh hvor jeg forstår hende! Op til min barsel gruede jeg for den, jeg bliver vanvittig af at gå rundt derhjemme, jeg ville gerne have min mand til at tage så meget som muligt (han kunne dog kun tage 3 måneder, pga af at han er barselsvikar). Mine kollegaer blev ved med at sige at når jeg først var på barsel ville det være anderledes, og jeg ville slet ikke have lyst til at opgive noget af den til min mand, det har de bare slet ikke haft ret i!
    Det er ikke så slemt som jeg havde frygtet, men med den næste vil jeg gerne have en 50/50 fordeling af barslen (og jeg ville ønske vi kunne tage det sammen, men 6 måneder til daginstitution er sq nok i underkanten)

  5. Vi er flere der kender samme følelse. Jeg tæller ned til barslen er slut og min datter starter dp. 20 dage to go. Elsker min datter, men siden hun blev 4 mdr. var jeg ikke nok. Babymotorik, svømning, mødregruppe og alt hva jeg ellers har ku finde på lige siden. Glæder mig til at være andet end mor 🙂

  6. Jeg sidder i barselsboblen lige nu, og det er så hårdt! Jeg mangler søvn (den dreng sover bare aldrig!?), kommer kun i bad i weekenden og når sjældent at børste tænder og rede hår. Når den lille vågner går dagen bare i gang for fulde gardiner. Jeg kan ikke engang overskue at lave eller spise morgenmad og frokost. Det er altså hårdt. Hvorfor man får flere børn er mig en gåde! 😉

    • Sådan havde jeg det også og her er der ikke kommet og kommer aldrig barn nr 2. Tager hatten af for dem der kan klare flere børn, deres første må have være eksemplarisk nem 😂☺️

  7. Det er interessant at læse med her, for jeg er de modsatte, en af dem der – ligesom dig Cana – har haft det utrolig svært med at barslen sluttede. Og jeg føler tit, at mange kvinder ikke forstår mig og synes at “jeg burde være glad for at være tilbage i mit gode job og udvikle mig der”. Men det er jeg ikke. Så den der følelse af at være forkert som kvinde og mor, kan komme fra flere sider. Det vigtigste må være at vi har lov til at gøre lige præcis dét, som en selv og ens familie har det bedst med – uden andre skal dømme det.

  8. Trine Stivang Boll Svar

    Åh, jeg havde det godt nok også stramt med det der barsel! Min fantastiske søn var egentlig ret eksemplarisk de første par måneder, amning gik godt – bortset fra akut kejsersnit og gulsot med indlæggelse i starten – gik det fint. Så da han var 2,5 måned gik hans søvn helt galt. Han begyndte at vågne efter 30 min ved HVER lur om sagen – og vågnede 5-10 gange pr nat. Dette fortsatte indtil han var 8 mdr. Han kunne simpelthen ikke komme videre i sin søvn efter 30 min! Jeg sov aldrig! Brugte den ene af de tre daglige lure på at forsøge at trække den – forskellige ting virkede i korte perioder, at gå tur efter 20 min i barnevognen, at vugge mon stop i barnevognen på stuegulvet i halvanden time osv. Jeg var segnefærdig, bekymret og frustreret.
    Fandt en gruppe på Facebook for ligesindede og fandt ud af at nogle børn ikke kan komme videre i deres søcnfaser, i stedet for at dykke ned i den dybe søvn efter at komme i let søvn efter 30 min så vågner de. Inem ved hvorfor.
    Da han var 8 mdr sov han pludselig 2 1/2 time en dag og så var det ligesom ovre. Natten fortsattw med 5-10 opvågninger indtil han var knap 3 år 😨
    Ham er i dag 3 1/2 og endelig fungerer nattesøvnen så han sovet igennem et par gange om ugen…

  9. Nøj hvor kan jeg kende det. Efter 4 måneder hjemme med min søn, var jeg ved at gå amok. Min søn var altid utilfreds, og hele dagen gik med at gå laaaange ture med ham for at få ham til at sove, og hoppe og springe mellem lurene for at aktivere ham!!
    Jeg oplevede mange uforstående blikke da jeg sagde jeg GLÆDEDE mig til at skulle tilbage på arbejde.
    Både mig og sønnike fik det bedre da han startede i institution et år gammel.
    Næste gang tager jeg ikke helt så lang barsel.

  10. Ih hvor er det rart at læse at jeg ikke er alene.

    Jeg vidste allerede før jeg gik på barsel at det ikke ville være uendelig lykke for mig. Uanset hvor hårdt vi har kæmpet for vores lille søn og hvor skøn han er, så er det bare ikke altid lykken at gå herhjemme dag ud og dag ind.

    Men i og med at jeg vidste det, planlagde jeg ret hurtigt kun at tage barsel i 26 sammenhængende uger (+ 4 ugers ferie) sådan at jeg starter på job når han er 7 måneder, resten af barslen er fordelt på faren og på at jeg i 1,5 år kun skal have 4 arbejdsdage om ugen. Men I GUDER hvor er jeg træt af at forsvare det og ikke mindst af de let fordømmende blikke jeg møder når folk går det at vide.

  11. Præcis, dejligt med det fokus👌
    Her var det mest kolikken, der bare ikke gjorde den første barsel som forventet. Udover det en lille følsom dreng, for lyde og indtryk.
    Så imens mødregruppen var i babybio, tog jeg hjem
    Og kom aldrig igen. Burede mig selv inde, i frygt ror blikke og kommentarer, han skreg jo hele tiden.

    Ikke den barsel som jeg forventede….

Skriv en kommentar

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk