Det er ikke nødvendigvis knyttet til et sted, dét der med at have et hjem, siger Sarah, der alligevel græd, da hun og hendes familie i barndommen skulle flytte fra det lille hus for enden af grusvejen. Udover at stå bag bloggen Stay Strange, er Sarah bare skide sød og så er hun (til mit held) for nyligt blevet ansat i Confetti CPH, hvor hun således fungerer som én af mine allertætteste kollegaer og samarbejdspartnere. Imens – og i anledning af – jeg suger store, vilde, hårde, gode og ganske overvældende oplevelser til mig i Somaliland, hvor jeg lige nu befinder mig sammen med Danmarks Indsamling og SOS Børnebyerne, har hun, søde Sarah, skrevet lidt om dét der med et barndomshjem, som jeg håber at I vil tage godt imod.

Kort før jeg begyndte i skole, flyttede vi til et hus på landet. Det var indbegrebet af dansk landidyl: Huset lå i bogstaveligste forstand for enden af en grusvej. Fra terrassedøren var der ikke mere end 3 meter til markskellet. På marken gik heste og græssede. For enden af den mark var der en skov. Og på den anden side af skoven gik solen ned. Hver aften. Sommer og vinter. Jeg husker det som om det enten var solrigt sommervejr eller helt hvidt af sne.

Jeg voksede op i en kernefamilie med et twist; en mor, en far og to børn. Min mor introducerede mig for klassisk musik og min far introducerede mig for Mariah Carey. Det var et hjem med kør-selv-ferier, høj musik og dans på strømpesokker. Der var trygt.

Efter et par år dér, i det lille hus for enden af grusvejen, flyttede vi. Jeg kan huske, at jeg græd, da jeg fik beskeden om, at vi skulle flytte. Mest fordi jeg elskede omgivelserne. Jeg elskede, at der var kattekillinger hver sommer, og at jeg kunne løbe alene på opdagelse i skoven. Jeg var dog ikke ulykkelig. For hvor min familie var, var mit hjem. Det vidste jeg allerede dengang. Vi flyttede til et større og helt nyt hus, som vi byggede op fra bunden: Jeg så fundamentet blive støbt, og sov på en drømmeseng midt i huset, mens mine forældre malede loftbrædderne. Vi byggede det op sammen. Sådan føltes det. For et hjem er ikke nødvendigvis et sted, men en følelse, et tilhørsforhold, en tryghed. Og den slags tager tid at skabe.

Nu, som jeg har fået min egen lille hjemmelavede familie, falder der stadig en særlig ro over mig, når jeg træder ind i mit barndomshjem. Men der er også noget over mit hjem. Vores hjem. Det hjem, som vi har skabt sammen. Min mand, jeg og vores lille mini-os. Særligt efter at jeg er blevet mor, er dét med at have et hjem, og ikke bare en lejlighed, blevet vigtigt for mig. Det betyder noget, at der er rart at være. Jeg håber, at min datter vil vokse op og synes at her er trygt. Og at hendes venner måske endda vil føle det som et sted, hvor de kan søge tilflugt. Det er en af mine største ambitioner for mit hjem.

Jeg håber aldrig, at det er noget jeg skal føle, jeg ikke har. Og endnu mindre min datter: Et hjem. Hverken rent fysisk, men mest af alt et hjem i den følelsesmæssige forstand. Fordi menneskene og minderne deri giver en tryghed og ro. Derfor giver det så meget mening for mig at skrive her, om I ikke nok vil støtte Danmarksindsamlingen! I år går indsamlingen til børn uden hjem. Og hvis det stod til mig, skulle alle børn i verden have et hjem. Et trygt og rart hjem. En base. Derfor: Hvis du kan undvære lidt, så støt Danmarks Indsamling og børn uden hjem, på lørdag d.3.februar på DR1 ♡

Skriv en kommentar

Her på canabuttenschon.dk bruger jeg cookies, ligesom jeg deler oplysninger om din brug af min website med partnere inden for sociale medier, annoncering og analyse. Du samtykker til brugen af cookies, hvis du fortsætter med at anvende min hjemmeside. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk