Jordemødre – inklusive jeg selv – prædiker ofte at fødselsforberedelse skaber gode fødsler. Eller i hvert fald, at det altid er en fordel at forberede sig (grundigt), selvom man i sagens natur ikke kan vide, hvordan éns fødsel kommer til at forløbe. Kvinden, som har skrevet denne uges fødselsberetning, havde ikke nået at forberede sig med andet, end at læse med på mine fødselsfredage og selvom jeg fornemmer en vis skepsis fra (nogle af) jordemødrenes side, så må man sige, at fødslen alligevel endte helt fint ud – så dét kan (selvfølgelig!) også sagtens lade sig gøre 🙂
Det er fredag den 13/1-2017 og jeg er 37+0.
Klokken er 05.02 og jeg vågner med den der følelse af at skulle tisse virkelig meget – hvilket ikke har været unormalt på noget tidspunkt i min graviditet.
Jeg stavrer ud på toilettet, får tisset og rejser mig op for at vaske hænder da vandet går.
Præcis som på en rigtig dårlig amerikansk film. (Sådan som jordemødrene ellers sagde at det nok ikke ville ske…)
Uvidende som jeg er, sætter jeg mig ned på toilettet igen og tænker at den logiske forklaring må være at jeg ikke var færdig med at tisse.
Det bliver ved med at sive og det går op for mig at nu er det sgu nu.
Jeg rejser mig for at ringe til fødegangen og lige spørge hvordan og hvorledes.
Vi havde nemlig ikke været til regulær fødselsforberedelse, da min mand er kok (skæve arbejdstider og gerne ville deltage).
Vi havde i stedet aftalt med vores jordemoder, at vi lige kunne snakke fødsel den efterfølgende onsdag ved sidste konsultation for ‘alle førstegangsfødende går som regel over tid’.
Som om…
Da jeg får fat i fødemodtagelsen snakker jeg med en jordemoder som lyder vældig sød. Men som samtidig er lidt uforstående overfor min uvidenheden og som ender med roligt at spørge ‘altså ved du ikke noget?’. Mit svar var ‘altså jo, jeg har jo læst fødselsberetninger på Canas blog, men andet ved jeg ikke, for vi skulle først til forberedelse på onsdag’.
Hun spørger hvor langt der er mellem veerne, jeg svarer ‘pas’ og hun siger ‘så er de nok ikke begyndt endnu – for så ville jeg ikke være i tvivl’. Jeg giver hende ret og hun giver mig adressen på en hjemmeside vi kunne kigge på og vi aftaler at vi skal komme derind klokken 14, hvis ikke der skete mere inden.
Jeg lægger på og går ind og vækker min mand, Kasper, og han går lidt i panik på den der ‘Wuhu vi skal have en baby’-måde.
Lige i det samme jeg står og fortæller om hjemmesiden og at vi skal huske at spise, så går vandet igen. Eller det føles i hvert fald sådan. Det fosser ud med fostervand.
For mig er det en forklaring på hvorfor jeg så hurtigt fik mave og hvorfor den var så stor.
Det må i sandhed have været et helt akvarium. [Sådan hænger det rent fysiologisk nok næppe sammen, men teorien er meget sød, red.]
For Kasper var der ‘lige lovlig meget vand’ – det fossede så meget at jeg var nødt til at forsikre ham om at jeg altså ikke stod og tissede.
Han grinede og gik ud for at lave morgenmad.
Præcis en time efter klokken 06.02 kommer den første ve. Med fuld hammer.
Vi var ikke forberedte på en dyt da vi troede vi havde massere af tid.
Så imens Kasper pakkede hospitalstaske lå jeg i sengen og tog tid på veerne.
Og de kom hyppigere og hyppigere.
Til sidst kunne jeg ikke være i mig selv.
Så jeg gik i bad. 4 gange på 2 timer.
Klokken 08.30 ringer vi første gang til fødegangen men får af vide at hvis jeg kan snakke så er det ikke “slemt” nok.
Nå.
Veerne tager til i styrke. Jeg havde grædt mig igennem de sidste 4 veer og 10.30 ringer vi igen til fødemodtagelsen.
Vi får heldigvis lov til at komme derind.
Jeg ringer til min mor på vej ud af døren.
Hun og min søster er allerede på vej ud for at købe babytøj i størrelse 50, hente barnevogn og det hele, for nu kom han jo – og vi var som sagt en smule uforberedte.
Køreturen til Hvidovre Hospital føles som en tur til Jylland og veerne er stadig grumme.
Sædevarmen hjælper dog enormt meget på det hele, så jeg overvejer faktisk om vi ikke bare kunne føde i bilen.
Kasper synes det er en dårlig idé, ‘men hvis det er, så kan jeg da godt spørge’ siger han så.
Kasper er en god mand.
Vi ankommer til Hvidovre, og på trods af smerter, så husker vi lige p-skiven.
Det føles underligt at gå der og vide man skal føde, imens alle andre ikke ved det.
Det tog mig næsten 20 min på grund af veerne at komme ind til fødemodtagelsen, hvor jeg lander grædende fordi jeg har så ondt.
Jordemoderen vil lave en undersøgelse og en køre en ‘strimmel’. Jeg får et ‘tillykke, du er 4 cm åben så du kommer til at føde i dag’.
De fleste ville nok blive lykkelige, men jeg blev ærlig talt en smule skræmt.
Imens ‘strimmelen’ bliver udfærdiget får jeg igen en hel masse veer. Så mange, at jordemoderen kommer ind for at tjekke hvorfor jeg ikke ligger stille.
Jeg bliver bedt om at lægge mig på siden og trække vejret ind af næsen og ud gennem munden. Jeg skulle “være i veen”.
Ja tak – men jeg var vildt snottet så det var sværere end man skulle tro.
Til sidst giver jordemoderen op på at få kørt den strimmel og synes i stedet vi skal ned på fødestuen. For det kommer nok til at gå forholdsvis stærkt, som hun siger.
På vej ned mod fødestuen, som føles enormt lang på grund af veerne, bliver vi mødt af ingen ringere end vores egen konsultationsjordmoder – verdens bedste.
Jeg har ikke sagt så meget gennem processen ellers men lige da jeg så hende fik jeg fremstammet et ‘jaaaa, alle førstegangs fødende går over tid’. Hun slog en høj latter op, gav mig et kæmpe knus og sagde ‘så føder vi sgu den baby, Rikke’.
Høj på hendes gejst, vraltede jeg i bad.
Befriende.
Men pludselig midt i badet får jeg en pressetrang.
Jeg går i panik. Kasper og min jordemoder er rolige og siger ‘at skal vi føde i badet så gør vi bare det’. Tak venner.
Det var falske alarm men jeg havde på fornemmelse at det her ville gå stærkt.
Jeg skynder mig, så godt som jeg nu kan, i hospitalstøjet og suser så med mit gangstativ ned på fødestuen.
På fødestuen får jeg stukket en maske i hånden og jeg tænker ‘lattergas – endelig’.
Det var i virkeligheden bare ilt. Finder jeg ud af efter 40 min.
Jeg egentlig havde sagt jeg ville føde uden smertestillende så vi forsøgte os med bistik indtil jeg kapitulerede og bad om en epiduralblokade. Eller jeg bad faktisk om fuld narkose men det måtte jeg ikke få.
Mens det her står op er veerne stadig voldsomme og det er de faktisk hele vejen igennem.
Men det er som om de tager til lige da vi snakker om smertestillende.
Pressetrangen dukker op igen og de har taget så meget til at jeg beder jordemoderen tjekke igen.
Hun starter med at sige at jeg for Guds skyld ikke må presse for, for 4 min siden var jeg kun 5-6 cm åben.
Det ændrer hun lynhurtigt til ‘du er fuldt udvidet – du presser bare med kroppen’.
Som sagt så gjort. Pressefasen var befriende efter mit ve helvede og jeg havde endelig en smule overskud mellem veerne til snakke med Kasper.
Gennem alt det her er Kasper verdens sejeste. Kasper er ellers lidt af en joker, så jeg havde været bekymret for at han ville underholde i stedet.
Men han var så fokuseret og engageret.
Så engageret at han står sammen med jordemoderen nede for fodenden, hjælper med at holde mine ben oppe mod brystet og holder øje med pressefasen.
Jeg nåede aldrig at opfange det, men de var åbenbart en smule bekymret fordi pressefasen tog længere tid end normalt.
Der kom efterfølgende et hold læger ind og sagde hej, og der fik jeg informationen ‘at han skulle ud ellers skulle vi finde en anden løsning’.
Min jordemoders vagt var også ved at være slut. Som sagt så gjort.
Jeg snød og pressede uden for presseveerne. Ikke mange gange. Men det hjalp.
Jeg får af vide at når det er tid skal jeg gispe.
Pludselig råber Kasper ‘gisp’ og få sekunder efter er vores søn ude.
Klokken er 14.42. Jeg får ham op på mit bryst. Det lille myr. 3160 g og 50 cm ren kærlighed.

3 Kommentarer

  1. Jeg sidder med de vildeste sommerfugle i maven. Jeg elsker, elsker, ELSKER at læse om andres fødsler! Men det giver mig samtidig en øv-følelse, fordi jeg nok aldrig skal føde igen.. Min mand siger at to børn er nok. 😛

    • Cana Buttenschøn Svar

      Det lyder som om du har haft nogle dejlige fødsler at tænke tilbage på! 😀

  2. Hvor er den fin!

    Nogle gange, tror jeg, at vi kvinder (eller ihvertfald undertegnede) har en tendens til at over-planlægge tingene. Jeg er et kontrolmenneske uden lige med lister over lister osv., men ved alle mine fødsler (2 normale og en senabort (2 har dem har du bragt her)) har jeg faktisk prøvet at miste kontrollen. Min eneste “plan” var at følge min jordemoders råd. Jeg ville ikke at mine fødsler skulle føles som mislykkedes fordi jeg ikke fik hørt den rigtige sang, fordi jeg fik epidural eller fordi jeg ikke kom i et badekar.

    Jeg har haft 3 helt fantastiske fødsler og det lyder som om at dagens nybagte mor også havde en god en af slagsen!

Skriv en kommentar