Hvis man lige ser bort fra bemærkningen om “kan du ikke sætte et ekstra sting” som han gerne ville have fyret af til jordemoderen (og som i øvrigt altid besvares med et “er den virkelig SÅ lille”), så synes jeg eddermamer han er sej, ham Simon, der har skrevet sin udgave af sidste uges fødselsberetning

Simon tog, efter eget ønske, imod den lækre lille drengebaby I kan se på billedet herunder og jeg tager virkelig, virkelig hatten af for den lille familie.

Hmmmm, det var godt nok mærkeligt. Den måde hun sagde farvel på, da jeg kørte vores datter i vuggestue. Vel ankommet til vuggestuen spurgte pædagogerne, for tusinde gang, om Bolette snart havde født. Jeg svarede til forskel fra de sidste mange gange, at måske var der noget på vej. Hun havde opført sig mærkeligt til morgen, men det kunne sagtens være alt muligt andet (gravid kvinde = MANGE hormoner).

På vej hjem i bilen, slog jeg det ud af hovedet at der kunne være noget på vej. Tænkte, hvorfor det skulle være lige nu det skete.

På vej ind ad døren kan jeg høre, at Bolette lige havde slukket for vandet og kommet ud af badet. Jeg tænkte, at så var alt som det plejer. Det skulle jeg nok ikke have gjort, for det næste syn som mødte mig, var Bolette hængende over håndvasken og så bare en lille smule lidende ud. ”Jeg tror, at jeg har fået veer….!!” fik Bolette fremstammet, imellem ansigtsgrimasser og sjove lyde. ”Okay” svarede jeg. Måske ikke det mest korrekte svar i den situation, men det var som om, at jeg aldrig i mit liv havde forestillet mig, at det var nu det kunne ske.

”Har du ringet til fødegangen? Er der lang tid mellem veerne? Er vandet gået?” Mange spørgsmål kom ud af mig. Følte at vi havde travlt, men Bolette forsikrede mig om, at det lige var startet en halv time tidligere. Vi havde ikke travlt mente hun, hun foreslog endda om jeg ikke også lige ville i bad. Det mente jeg ikke, at der lige var tid og overskud til. Jeg var ikke gået i panik, men jeg følte mig presset til, at komme afsted mod fødeafdelingen.

Jeg ringede til Jordemoderen og forklarede situationen, og hun mente, at vi var meget tidligt på den med at komme derind. Heldigvis pga. min insisteren, samt at der lå et notat fra kontaktjordemoderen om at vi gerne måtte komme ind når veerne begyndte, fik vi lov til at komme.

Jeg arbejder til daglig i ambulancetjenesten, og der er intet jeg har oplevet der, som har fået mig til at blive urolig og stresset. Har før taget imod børn på badeværelser og i ambulance, men altid været rolig omkring det. Jeg er professionel og uddannet til alvorlige og akutte situationer.  Lige bortset fra når ens kæreste er i gang med sin fødsel, der slår ens hjerne åbenbart fra, og man føler behovet til at komme derhen, hvor man føler sig tryg og sikker.

Jeg blev ved med at skynde på Bolette, om at vi skulle afsted mod fødegangen, der var trods alt 30 minutters kørevej. Til sidst fik jeg hende ud af døren. Det føltes som lang tid, men der gik maks. 45 min fra jeg kom hjem til, at vi var afsted mod fødeafdelingen.

Inden vi kørte, havde jeg gjort bilen klar med afdækning på sædet, hvor Bolette skulle sidde. En fødepakke fra arbejdet var fundet frem, hvis det skulle gå hurtigt og fødslen skulle foregå på landevejen. Taskerne pakket i baggagerummet og autostolen til vores snart ankomne søn var taget med. Det sidste der blev pakket i bilen var Bolette. Og mener bogstavlig talt pakket. Sædet skulle indstilles rigtigt, der skulle gøres en juice klar og en bolle lå klar til at blive spist. Det var måske lidt optimistisk at tro, at vi kunne hygge os på vejen derned, med vores lille morgenbrunch, men det skulle for alt i verdenen med.

Kl 09.10, 1. gear og så afsted med os. Under kørslen blev der ikke debatteret store politiske emner, men kunne dog fornemme at situationen blev lidt tilspidset og veerne tog til i styrke. Som veerne tog til, steg hastigheden på bilen. Kl 09.25 udbrød der et lettelsens suk fra passagersædet, og en meget glad og lettet Bolette, sagde ”Ahhh, der gik vandet”. Min første tanke var, at det var godt, at jeg havde dækket sædet til, så det ikke var blevet vådt. Bilen var blevet solgt 14 dage tidligere, men ikke med den betingelse, at passagersædet skulle være gennemblødt i fostervand.

Nu var der kun gået ca. 2 timer, siden at veerne startede, og kunne fornemme på Bolette, at det tog altså til nu i intensitet.

Kl 09.30 lander vi på fødeafdelingen (den kvikke læser kan nok fornemme, at der blev kørt stærkt, men vælger at bilde mig selv ind, at jeg kendte en genvej).

Ind med Bolette på en undersøgelsesstue. Mig ud i bilen og hente tasker og kamera. Ind til Bolette igen som er kommet op og ligge på et undersøgelsesleje. Jordmoderen tog tingene i et meget roligt tempo og havde ingen stress. (Jordemoderen kom oprindeligt fra Vestjylland, som kan være forklaringen, uden at fornærme nogen)  Bolette lå og gispede på lejet og var ikke helt med på de instruktioner, som jordmoderen gav. Det var to modsætninger som mødtes, som godt kan give lidt gnidninger, indtil man fandt en fælles forståelse for hinanden. Jordmoderen ville gerne undersøge om hvor meget Bolette havde udvidet sig, men det blev aldrig rigtig muligt. Til sidst foreslog jordemoderen at vi kom ind på en fødestue så der kunne falde lidt ro på.


Læs Bolettes version af fødselsoplevelsen HER


Kl 09.40 var vi på fødestue 1. Bolette sagde til jordemoderen, at hun følte trangen til at presse. Jordmoderen svarede igen med, at det måtte hun ikke før hun vidste om Bolette nu også havde udvidet sig tilstrækkeligt. Til sidst tror jeg at jordmoderen fik undersøgt hende, i hvert fald blev der sagt at hun bare skulle presse, hvis hun følte for det. Hos Bolette har der aldrig været lang tid fra tanke til handling, så der blev presset igennem.

Jeg havde, ved vores datters fødsel, en enestående chance for selv at tage imod, da hun blev født og havde igennem jordemoder konsultationerne forhørt mig, om det var muligt at få lov til at gentage oplevelsen denne gang og dette blev noteret hvad vores ønske var.

På fødestuen spurgte jeg jordemoderen, om det var muligt, om jeg kunne tage imod når tid var. Fik af vide at det måtte jeg gerne, såfremt alt forløb normalt.

Bolette blev ved med at presse, og stille og roligt kunne man fornemme hovedet komme frem for så at forsvinde igen. Ved hver ve, kom hovedet længere frem og til sidst sagde jordemoderen at jeg skulle gøre mig klar til at tage imod. Som sagt, så gjort. Gjorde mig klar og kunne se at hovedet kom længere og længere frem. Lige pludselig var hovedet ude og man bliver ramt af en følelse af magtesløshed. Man kan ikke gøre noget, det er kun hovedet som er synligt og babyen siger ingen lyde. Man kan ikke bare hive babyen ud, man bliver nødt til at vente til at der bliver presset igen. Bolette presser en sidste gang, den ene skulder kommer frem og jeg hjælper den anden skulder frem. Tager fat med et godt greb i armhulerne på vores søn og trækker forsigtigt resten af kroppen ud.

Kl 10.05 stod jeg med vores søn i mine hænder og lagde ham op på Bolettes bryst. Ca. 2 1/2 time efter veerne startede, var vi forældre til den dejligste dreng. Jeg havde nu taget imod begge vores børn, og intet kunne gøre mig mere stolt. Vi havde klaret det sammen og alt var gået perfekt.

Efter fødslen skulle der foretages nogle mindre syninger i de nedre regioner efter nogle bristninger. Og her opdagede vi, at vi havde en jordemoder, som havde en faglig stolthed som ingen andre. Hun var meget stolt af sit arbejde og vi blev begge inviteret til at se, hvor flot det var. Vi takkede begge nej tak til kigget og muligheden for at tage et billede, men sørgede for at rose hende for hendes omhyggelighed. ”kan du ikke lige give et ekstra sting, når du er i gang” er en sætning som mange mænd finder morsomt og ikke upassende (inklusiv mig selv). Fik dog ikke sagt det til jordemoderen, men nævnte sætningen og om hun havde hørt den før. Det havde hun og var ikke videre begejstret for den, så det kan ikke anbefales at nævne. For engang skyld tænkte jeg mig om inden jeg talte, og er jeg glad for den dag i dag.

Alt det praktiske blev ordnet og informationer givet, og vi forlod fødestuen omkring kl 13.00 og kørte hjemad. Denne gang med en lille dreng.

Man må sige, at vi ikke har kunnet ønske os en mere perfekt dag, for hele vores familie.

1 Kommentar

  1. Åååååh. Så dejligt og roligt skrevet! Som graviditetsramt får jeg en del tårer i øjnene, hehe. Det var så fint at læse Bolettes historie i fredags og nu læse Simons version af den.

Skriv en kommentar